Feminisme: Hvad jihadisterne mest frygter søndag, apr 25 2010

I et interview beskriver Dr. Hamid Tawfik, en læge født i Cairo, sig selv som tidligere jihadist, der var tæt på at blive terrorist. Han siger, at det var indflydelsen fra ”en bestemt (fundamentalistisk) form for religiøs lære”, han mødte på universitetet. ”Det var ikke fatttigdom”, forklarer han. ”Jeg kommer fra en velstående familie. Det var ikke mangel på uddannelse. Jeg gik på læge studiet, min far var ortopædisk kirurg, min mor var fransk lærer, så det var ikke noget af det…det var grundlæggende en religiøs form for lære, der lærer os at bruge vold mod ikke-muslimer, eller mod muslimer der ikke tilpasser sig vores værdi system”. Senere i interviewet, på spørgsmålet om hvem ”fjenden” er – er det Vesten, enhver ikke-muslim, jøderne – siger Dr. Tawfik utvetydigt: ”Vesten, men særligt kvinders rettigheder. Kvinders rettigheder var vores første fjende”. Han tilføjer, at det er underligt, at feminismen var det største irritations moment for jihadisterne, men det var den. Han understreger, at dette er hvorfor, at hvor some helst en ”radikal (islamist) gruppe” opnår magt, er det første de gør at undertrykke kvinder. ”Det første de gør, før de gør noget andet, er at forbyde kvinder at bevæge sig udendørs og at bære hijab….” Hvis Dr. Tawfik har ret, hvad jeg tror han har, hvad kan vi så lære af det? Intet, er jeg bange for, som vi umiddelbart kan overføre til praktiske politikker. Eftersom vi ikke støtter universiteter alene for at skære vejen af for jihadisterne, holder vi jo ikke op med at uddanne folk, eller holder op med at få dem til at trives, alene fordi uddannelse eller velfærd ikke hindrer dem i at blive jihadister. Efter samme målestok ekskluderer vi ikke kvinder fra at blive ligeværdige partnere i moderne samfund blot for at mildne følelserne hos Taliban typer. Men selvom det kan være svært at komme med forebyggende eller beskyttende tiltag baseret på Dr. Tawfik´s erfaring, kan hans observationer pålideligt orientere os i vores søgen efter ”rodårsagerne” af islamistisk terrorisme end de fleste marxistisk venstreprægede løsener, der kendetegner vor tænkning. Det er vigtigt at bemærke, at fattigdom og uvidenhed, selvom de kan forværre talibaniseringen af Islam, ikke er årsagen. Selvom det ikke ligefrem er nyheder, er det nyttigt at få bekræftet, at jihadister ikke er alene manisk optagede af økonomiske ufordelagtigheder og uvidenhed, som ”progressive” dogmer vil have os til at tro, men avles i akademiske miljøer, lige så ofte tiltrækkende uddannede ætlinge og velhavende klasser. Det er overhovedet ikke overraskende, at feminismen virker mere truende blandt islamistislk militantes beklagelser end det historiske tab af Kalifatet, Det Ottomanske Imperium eller selv ”katastrofen” med den jødiske stat i Mellem Østen. Kulturer, som folk, har ofte en større tolerance for skade end for fornærmelse. Da Vesten i anden halvdel af det 20 århundrede tilføjede den opfattede ”fornærmelse” af kvinders rettigheder til distanceringen, overgåelsen og udflankeringen af Islam´s Hus i den første halvdel, fremkom feminismen som strået der brækkede kamelens ryg. Muslimske herrefolk kan muligvis have klaret at moderniteten fortrængte deres kultur til andenpladsen bag den vestlige civilisations løbske succes, men kunne ikke tolerere en udfordring af deres status som patriarker i deres hjem. Deres chauvinistiske bånd, bundet tæt af den territoriale, teknologiske, militære, geografiske og økonomiske reduktion af Islam gennem de seneste 400 år, sprang ved knipset under deres eget tag af deres egne koner og døtre. Liberalismens mission af udbredelse af velstand, magt, privilegier og kundskab er i sig selv en anstrengelse, men de gør lident for at lindre kulturelle traumer. Antibiotika kurerer ikke er knust hjerte. Et tilbud om frihed bliver ikke nødvendigvis vel modtaget i en verden, vis selveste navn – Islam – betyder underkastelse. Vestlige programmer af frigørelse, redistribuering og uddannelse ligner den overvældende fejltagelse af tidlig zionisme, der udgør illusionen om, at ”hvis jøderne får ørkenen til at blomstre, vil araberne velkomme dem”. Det var ikke lige sådan, at tingene udviklede sig. De uforudsete bivirkninger af noget viser sig ofte at være vigtigere end de forventede hovedvirkninger. Det er næppe en grundvoldsrystende opdagelse, at uintenderede konsekvenser kan være lige så vigtige som intenderede, eller mere. Få ville have forudset, at en gruppe kvinder der brændte deres brysteholdere af i New York Central Park i 1960´erne, ville igangsætte et civilisationernes sammenstød, komplet med sammenstyrtende bygninger 40 år senere. Selv i dag ser få neksus mellem feminismens tiltag og militante islamister, eller afviser det endog lystigt, når nogen som Dr. Tawfik kalder på opmærksomheden. De foretrækker at jage den opfattede liberale visdoms hjernespind, pladrende om fattigdom, tilbageslag mod imperialismen, israelske bosættelser, mangel på uddannelse og alt det andet. Stor fejltagelse tror jeg. Hvorfor forlod Dr. Tawfik for resten jihadisterne? Det var interessant. Når han blev anmodet om at gøre noget grusomt, opdagede han, at han ikke kunne gøre det. Antageligt var det den samme tro, der førte ham på terrorismens sti, der standsede ham. Han synes at have husket, at Gud er barmhjertig.

Leave a Response »

 

10 politisk ukorrekte sandheder om den menneskelige natur fredag, aug 15 2008

Den menneskelige natur er én af de ting alle taler om, men ingen præcist kan definere. Hver gang vi forelsker os, skændes med vores partner, bliver oprørte over indvandringen til vore lande, eller går i kirke, agerer vi delvist som menneskelige dyr med vor egen unikt udviklede naturmenneskes natur. Dette betyder to ting. For det første er vore tanker, følelser og adfærd produkter ikke bare af vore individuelle erfaringer og miljø i vor egen levetid, men også hvad der skete for vore forfædre for millioner af år siden.
For det andet deles vore tanker, følelser og adfærd for en stor dels vedkommende af alle mænd og kvinder, til trods for tilsyneladende store kulturelle forskelle. Menneskelig adfærd er et produkt af både vor medfødte menneskelige natur, og af vore individuelle erfaringer og miljø. Dog i denne artikel fokuserer vi på biologiske indflydelser på den menneskelige adfærd, fordi de fleste sociale forskere forklarer den menneskelige natur som om evolutionen stopper ved halsen, og som om vores adfærd næsten udelukkende er et produkt af miljø og socialisation. I modsætning til dette ser evolutionære psykologer den menneskelige natur som en samling af psykologiske tilpasninger, der ofte opererer i underbevidstheden for af løse overlevelsesproblemer og reproduktionsproblemer ved at prædisponere os til at føle på bestemte måder. Vore præferencer for det søde og fede er en psykologisk udviklede mekanismer. Vi vælger ikke bevidst at kunne lide det søde og fede; de smager bare godt for os. Implikationerne af nogle af ideerne i denne artikel kan synes umoralske, fornærmende eller i modsætning til vore idealer. Vi fremsætter dem fordi de er sande og dokumenterede med videnskabelige beviser. Om du kan lide det eller ej, så er den menneskelige natur ganske enkelt ikke politisk korrekt.

Dette er et uddrag fra ”Why beautiful people have more daughters” af Alan S. Miller og Satoshi Kanazawa, publiceret af Perigee i september 2007.

Mænd kan lide blonde ”brystbomber” (og kvinder vi gerne ligne dem)
Længe før fjernsynet i det 15. og 16. århundredes Italien, og muligvis to tusinde år siden, blegede kvinder deres hår lyst. Nylige undersøgelser viser at i Iran, hvor man er begrænset af indflydelsen fra vestlige kulturer og medier, er kvinder faktisk mere optagede af deres kropsudtryk, og ønsker mere at tabe vægt end deres kvindelige amerikanske modparter. Det er svært at tilskrive præferencer og ønsker for kvinder i det 15. århundredes Italien og det 21. århundredes mediesocialisation i Iran. Kvinders ønske om at ligne Barbie – ung med lille talje, store bryster, langt blondt hår og blå øjne – er en direkte, realistisk og fornuftig respons på mændenes ønske om at parre sig med kvinder der ser sådan ud. Der er evolutionær logik bag hver af disse features.
Mænd foretrækker delvist unge kvinder, fordi de har tendens til at være sundere end ældre kvinder. En nøjagtig indikator på sundhed er fysisk skønhed; en anden er hår. Sunde kvinder har glansfyldt, skinnende hår, hvorimod håret på syge mennesker mister deres glans. Fordi hår vokser langsomt, så afslører skulderlangt hår adskillige års kvindelig sundhedsstatus.
Mænd har også en universel præference for kvinder med en lav talje-til-hofte-ratio. De er sundere og mere fertile end andre kvinder; de har lettere ved at føde børn, og de gør dette i en tidligere alder, fordi de har højere niveauer af essentielle reproduktionshormoner. Altså søger mænd ubevidst sundere og mere fertile kvinder, når de søger kvinder med lille talje. Indtil for nylig var det et mysterium for evolutionære psykologer, hvorfor mænd foretrækker kvinder med store bryster, eftersom størrelsen af bryster ingen relevans har til hendes evne til at amme. Men Harvard antropologen Frank Marlowe erklærer, at større og derfor tungere bryster hænger indlysende mere med alder end mindre bryster. De gør det derfor nemmere for mænd at afgøre en kvindes alder (og reproduktionsværdi).
En ny undersøgelse af polske kvinder viser, at kvinder med store bryster og lille talje har større fantasifuldhed, indikeret af deres niveau af reproduktive hormoner (estradiol og progesterone).
Blondt hår er unikt i den forstand, at det ændrer sig dramatisk med alderen. Typisk bliver kvinder med blondt hår med alderen til kvinder med brunt hår. Altså prøver mænd der foretrækker at parre sig med blonde kvinder ubevidst at parre sig med yngre (og derfor, i gennemsnit, sundere og mere fertil) kvinder. Det er ikke noget tilfælde, at blondt hår udviklede sig i Skandinavien og nordeuropa sandsynligvis som et alternativ til at vise deres ungdom i takt med at deres krop blev tildækket med tøj.
Kvinder med blå øjne skulle ikke være anderledes end dem med grønne eller brune øjne. Alligevel synes præferencen for blå øjne at være universel og ugenstridig, for mænd såvel som kvinder. Én forklaring er, at den menneskelige pupil udvider sig, når et individ udsættes for noget hun kan lide. Eksempelvis pupillerne på kvinder og børn (ikke mænd) udvider sig spontant når de ser babyer. Udvidelse af pupiller er en ærlig indikator for interesse og tiltrækning. Og størrelsen af pupillen er nemmest at afgøre i blå øjne. Blåøjede mennesker anses for attraktive som potentielle mager, fordi det er lettest at afgøre, om de er interesserede i os eller ej.
Ironien er, at intet af det ovenstående længere er sandt. Gennem ansigtsløftninger, parykker, kunstige brystimplantatsforstørrelser, hårblegning og kontaktlinser, kan enhver kvinde uanset alder, have mange af nøglefaktorerne der definerer idealkvindens skønhed. Og mændene falder for dem. Mænd kan kognitivt forstå at mange blonde kvinder med faste store bryster, rent faktisk ikke er 15 år gamle, men de finder dem stadigt attraktive, fordi deres psykologisk udviklede mekanismer narres af moderne opfindelser, der ikke eksisterede i det fortidige miljø.

Mennesker er naturligt polygame
Hvis man ser bort fra vestlig civilisation, er mennesker naturligt polygame. Polyandri (ægteskab mellem én kvinde og mange mænd) er meget sjælden, men polygyni (ægteskab mellem én mand og mange kvinder) er vidt udbredt i menneskelige samfund, selv om jødisk-kristne traditioner vedholder, at monogami er den eneste naturlige form for ægteskab. Vi ved, at mennesker gennem historien har været polygyne gennem det meste af historie, fordi mænd er højere end kvinder.
Mellem primater og ikke-primater korresponderer graden af polygyni kraftigt med graden af hvilken mænd er højere end kvinder. Jo mere polygone arterne er, jo større er størrelsesforskellen mellem kønnene. Typisk er mænd ti procent højere og tyve procent tungere end kvinder. Dette antyder, at gennem historien har menneskene været medium polygyne.
Relativt til monogami skaber polygyni større fitness varietet (afstanden mellem ”vinderne” og ”taberne” i det reproduktive spil) mellem mænd end mellem kvinder, fordi det tillader få mænd at monopolisere alle kvinderne i gruppen. Jo større fitness varietet mellem mændene skaber større pres for mændene til at konkurrere med hinanden for mager. Kun store og høje mænd kan vinde muligheder for en mage. Mellem pardannende arter som menneskene, hvor mænd og kvinder bliver sammen for at opfostre deres børn, foretrækker kvinder også at danne par med store og høje mænd, fordi de bedre kan sørge for fysisk beskyttelse mod rovdyr og andre mænd.
I samfund hvor rige mænd er meget rigere end fattige mænd, er kvinder (og deres børn) meget bedre stillet med at dele få velhavende mænd; halvdelen, en fjerdedel eller selv en tiendedel af en velhavende mand, er stadigt bedre end en helt igennem fattig mand. Som Bernard Shaw sagde det: ”Moderinstinktet leder kvinder til at foretrække en tiendedel af en førsteklasses mand, frem for helt ejerskab af en tredjeklasses mand”. Til trods for det faktum, at mennesker er naturligt polygame, så er de fleste industrisamfund monogame, fordi mænd har tendens til at være mere eller mindre lige i deres ressourcer sammenlignet med middelalderen. (Ulighed tenderer at øges i takt med at samfund øger kompleksiteten fra jæger-samler til avancerede agrarian samfund. Industrialisering tenderer at sænke lighedsniveauet).

De fleste kvinder har fordel af polygami, mens de fleste mænd har fordel at monogami
Hvor der er ulighed i ressourcer mellem mænd – hvilket er tilfældet i alle menneskelige samfund – har kvinder størst fordel af polygami: kvinder kan dele en velhavende mand. Under monogami er de låst fast med en fattigere mand.
De eneste undtagelser er ekstremt attraktive kvinder. Under monogami kan de monopolisere de mest velhavende mænd; under polygami må de dele med andre mindre attraktive kvinder. Situationen er dog helt anderledes for mænd. Monogami garanterer, at enhver mand kan finde en kone. Mindre attraktive mænd kan kun gifte sig med mindre attraktive kvinder, men det er dog meget bedre end ikke at gifte sig overhovedet. Mænd i monogame samfund forestiller sig, at de ville være bedre stillet med polygyni. Hvad de ikke er klar over er, at for de fleste mænd der ikke er ekstremt attraktive, betyder polygyni ingen kone overhovedet, eller hvis de er heldige, en kone der er meget mindre attraktiv, end den de kunne få under monogami.

De fleste selvmordsbombere er muslimske
Ifølge sociolog ved Oxford University Diego Gambatta, redaktør af ”Making Sense of Suicide Missions”, så er en omfattende historie af dette bekymrende dog aktuelle fænomen ikke altid religiøst motiveret, men når de er, er det altid muslimer. Hvordan kan det være? Hvorfor er Islam den eneste religion der motiverer sine efterkommere til at begå selvmordsaktioner?
Det overraskende svar fra et evolutionært psykologisk perspektiv er, at muslimske selvmordsbombere måske intet har med Islam eller Koranen at gøre (undtagen to linier i den). Det har muligvis intet at gøre med religion, politik, kultur, race, etnisitet, sprog eller region. Som med så eget andet fra dette perspektiv, har det muligvis meget med sex, eller i dette tilfælde, manglen på sex at gøre. Hvad der adskiller Islam fra andre store religioner er, at den tolererer polygami. Ved at tillade nogle mænd at monopolisere alle kvinder og derigennem ekskludere mange mænd fra reproduktive muligheder, skaber polygami mangel på tilgængelige kvinder. Hvis 50 procent af alle mænd har to koner hver, så får de andre 50 procent ingen koner overhovedet. Så polygami øger det konkurrencemæssige pres på mænd, især unge mænd af lav status. Det øger derfor sandsynligheden for, at unge mænd griber til voldelige midler for at opnå adgang til en mage. Ved at gøre dette, har de lidt at miste og meget at vide, sammenlignet med mænd der allerede har koner. Gennem alle samfund gør polygami mænd voldelige, øgende kriminalitet som mord og voldtægt, selv efter at have korrigeret for åbenlyse faktorer som økonomisk udvikling, økonomisk ulighed, befolkningstæthed, niveauet af demokrati og politiske faktorer i regionen. Dog er polygami ikke i sig selv en tilstrækkelig grund til selvmordsbomber. Samfund i det mellemste Afrika og Caribien er meget mere polygame end muslimske nationer i mellemøsten og nordafrika. Og de har meget høje voldsniveauer. Det mellemste Afrika lide af en lang historie af vedholdende borgerkrige men ikke selvmordsbomer.
Den anden nøgleingrediens er løftet om 72 jomfruer ventende i himlen til enhver muslimsk martyr. Usigten til eksklusiv adgang til jomfruer virker måske ikke særligt appellerende til de der bare har én kone på jorden, som regelret monogami så godt som garanterer. Udsigten kan dog være ret appellerende for én der må se de barske kendsgerninger i øjnene, at værende en komplet reproduktiv taber.
Det er denne kombination af polygami og løftet om et stort harem af jomfruer i himlen, der motiverer mange unge muslimer til at begå selvmordsbombning. I overensstemmelse med denne forklaring indikerer undersøgelser, at de er signifikant yngre end ikke bare den muslimske befolkning generelt, men andre (ikke-selvmordsudførende) medlemmer af deres egne ekstreme politiske organisationer som Hamas og Hezbollah. Og næsten alle selvmordsbombere er enlige.

At få sønner reducerer sandsynligheden for skilsmisse
Sociologer og demografer har opdaget, at par der har mindst én søn, har signifikant mindre sandsynlighed for skilsmisse, end par der kun har døtre. Hvordan kan det være?
Eftersom en mands værdi i det store hele afgøres af hans velstand, status og magt – hvor en kvindes i det store hele er afgjort af hendes ungdom og fysiske tiltrækning – må faderen sørge for, at hans søn kommer til at arve hans velstand, status og magt, uanset hvor meget er lidt af disse ressourcer han har. I kontrast er der meget, lidt en fader (eller moder) kan gøre for at holde en datter ungdommelig eller gøre hende mere fysisk attraktiv.
Det fortsatte nærvær af (og investering af) faderen er derfor vigtig for sønnen, men ikke så vigtig for datteren. Tilstedeværelsen af sønner deters derfor skilsmisse og faderens afgang fra familien, mere end tilstedeværelsen af døtre, og denne effekt synes at være stærkere i velstående familier.

Smukke mennesker får flere døtre
Det er almindeligt antaget, at det er tilfældigt, om forældre får den dreng eller en pige. Tæt på, men ikke helt; det er i det store hele tilfældigt. Den normale kønsratio er 105 drenge for hver 100 piger. Men kønsratioen varierer let under forskellige omstændigheder og for forskellige familier. Der er faktorer der underliggende influerer kønnet af afkommet.
En af de mest hyldede principper i den evolutionære biologi, Trivers-Willard-hypotesen erklærer, at velstående forældre med høj status, får flere sønner, mens fattige forældre af lav status har får flere døtre. Dette er fordi børn generelt arver velstanden og den sociale status fra forældrene. Gennem historien har sønner fra velstående familier, der selv ville blive velstående, kunne forvente at have et stort antal koner, elskerinder og konkubiner, og producere dusinvis eller hundreder af børn. Så den naturlige selektion designer forældre til at have specielle ønsker vedrørende kønsratio ved fødselen, afhængig af deres økonomiske omstændigheder – flere drenge hvis de er velstående, flere piger hvis de er fattige (den biologiske mekanisme af dette er endnu ikke forstået).
Denne hypotese er blevet dokumenteret jorden rundt. Amerikanske præsidenter, vicepræsidenter og kabinetsekretærer har flere sønner end døtre. Fattige Mukogodo-hyrder i østafrika får flere døtre end sønner. Kirke parish optegnelser fra det syttende århundrede og attende århundrede viser, at velhavende landejere i Leezen, Tyskland, fik flere sønner end døtre, mens gårdarbejdere og handelsmænd uden ejendom fik flere døtre end sønner. En undersøgelse fra 46 nationer viser, at velhavende individer har større sandsynlighed for at foretrække en søn, hvis de kun kunne få ét barn, i modsætning til mindre velstående individer der har større sandsynlighed for at indikere interesse for en datter.
Den generaliserede Trivers-Willard-hypotese går videre end en families velstand og status: Hvis forældre har nogen virksomhed de kan videreføre til deres børn, og som er bedre for sønner end døtre, vil de få flere sønner. Omvendt, hvis forældre har en virksomhed, der er bedre for døtre, så vil de få flere døtre.
Fysisk attraktion, som en universelt positiv kvalitet, bidrager endnu mere til kvinders reproduktive succes end til mænds succes. Den generaliserede hypotese ville derfor forudse, at fysisk attraktive forældre skulle have flere døtre end sønner. Igen er dette tilfældet. Amerikanere der sættes som ”meget attraktive”, har en chance på 56 procent for at få en datter som første barn, sammenlignet med 48 procent for alle andre.

Hvad Bill Gates og Paul McCartney har til fælles med kriminelle
I næsten et kvart århundrede har kriminologer kendt til ”alder/kriminalitet – kurven”. I alle samfund til alle tider øges tendensen til at begå kriminalitet og anden risikobetonet adfærd i den tidlige ungdom, topper i den sene ungdom og tidlige voksenalder, aftager hurtigt gennem tyverne og tredverne, og udligner sig i midalderen.
Denne kurve er ikke afgrænset til kriminalitet. Den samme aldersprofil karakteriserer enhver kvantificerbar menneskelig adfærd, der er offentlig (antaget af mange potentielle mager) og kostbar (for kostbar af alle seksuelle konkurrenter). Relationen mellem alder og produktivitet mellem jazzmusikere, mandlige malere, mandlige forfattere og mandlige videnskabsmænd – som kan kaldes ”alder/genialitet – kurven” – er essentielt den samme som alder/kriminalitet – kurven. Deres produktivitet – udtrykket for deres genialitet – topper hurtigt i deres tidlige voksenalder, og falder ligeledes hurtigt igen gennem voksenalderen. Alder/genialitet – kurven mellem deres kvindelige modstykker er meget mindre udtalt; den topper eller varierer ikke så meget som funktion af alder.
Paul McCartney har ikke skrevet et hit i årevis, og spenderer nu megen tid med at male. Bill Gates er nu en respekteret forretningsmand og filantrop, og er ikke længere en computertroldmand. J.D. Sallinger lever nu i totalt recluse og har ikke publiceret noget i mere end tre årtier. Orson Welles var ikke mere end 26 år, da han skrev, producerede, instruerede og brillerede i Citizen Kane.
En enkelt teori kan forklare produktiviteten af både kreative genier og kriminelle gennem et livsforløb: Både kriminalitet og genialitet er udtryk for unge mænds konkurrencemæssige ønsker, hvis ultimative funktion i fortidens miljø ville have været at øge den reproduktive succes.
I den fysiske konkurrence for mager kan de der er konkurrencedygtige agere voldeligt mod deres mandlige rivaler. Mænd der har mindre tendens til kriminalitet og vold, kan udtrykke deres konkurrencedygtighed gennem deres kreative aktiviteter.
Prisen for konkurrence stiger dog dramatisk når en mand får børn, når hans energier og ressourcer bliver brugt på en mere nyttefuld måde, til at beskytte og investere i dem. Fødslen af det første barn sker almindeligvis adskillige år efter puberteten, fordi mænd behøver tid til at akkumulere tilstrækkelige ressourcer og opnå tilstrækkelig status til at tiltrække deres første mage. Der er derfor en periode på adskillelige år mellem den hurtige stigning i konkurrencens afstedkomne goder og den tilsvarende stigning i dens omkostninger. Produktivitet falder drastisk i det sene voksenliv, i takt med at konkurrencens omkostninger stiger og annullerer dens goder.
Disse kalkulationer er blevet udført ved naturlig og seksuel selektion, så at sige, som så udstyrer den mandlige hjerne med en psykologisk mekanisme, der ansporer dem til at være tiltagende konkurrenceorienterede lige efter puberteten, og gøre dem mindre konkurrenceorienterede lige efter fødslen af deres første barn. Mænd føler ganske enkelt ingen ansporing til at agere voldeligt, stjæle eller udføre yderligere videnskabelige eksperimenter, eller de ønsker at slå sig ned efter fødselen af deres første barn, men de ved ikke præcist hvorfor.
Ligeledes mellem Bill Gates, Paul McCartney og kriminelle, faktisk mellem alle mænd gennem den evolutionære historie peges på et vigtigt koncept i den evolutionære biologi: kvindens valg. Kvinder siger ofte nej til mænd. Mænd har måttet indtage fremmede lande, vinde slag og krige, komponere symfonier, forfatte bøger, skrive sonetter, male katedrallofter, gøre videnskabelige opdagelser, spille i rockbands og skrive ny computersoftware, for at imponere kvinder til at have sex med dem. Mænd har bygget og destrueret civilisationer, for at imponere kvinder, så de muligvis ville sige ”ja”.

Midalderkrisen er en myte…sådan da
Mange tror, at mænd går gennem en midtlivskrise, når de når midalderen. Ikke helt. Mange mænd går gennem en midtlivskrise, men det er ikke fordi de er midaldrende. Det er fordi deres koner er. Fra et evolutionært psykologisk perspektiv efterfølges konens imminent overgangsalder og afslutning på reproduktive karriere af mandens midtlivskrise, og derfor hans fornyede behov for at tiltrække yngre kvinder.
Ifølge dette ville en 50 årig mand gift med en 25 årig kvinde ikke gå gennem en midtlivskrise, mens en 25 årig mand gift med en 50 årig ville, ligesom den typiske 50 årige mand gift med en 50 årig kvinde. Det er ikke hans midtliv der betyder noget; det er hendes. Når han køber en skinnende rød sportsvogn, så prøver han ikke at genfinde sin ungdom; han prøver at tiltrække unge kvinder til at erstatte sin overgangsalderkone ved at trumpetere sine penge og prestige.

Det er naturligt for politikere at risikere alt for en affære (men kun hvis de er mænd)
Om morgenen den 21 januar 1998 da amerikanerne vågnede til den forbløffende påstand, at præsident Bill Clinton havde en affære med en 24 årig intern i Det Hvide House, tænkte den darwinistiske historiker Laura L. Betzig: ”Det var jo det jeg sagde”. Betzig peger på, at mens magtfulde mænd gennem den vestlige historie har giftet sig monogamt (kun én legal kone ad gangen), så har de altid parret sig polygamt (de har haft elskerinder, konkubiner og kvindelige slaver). Med deres koner producerede de legitime arvtagere; med de andre producerede de bastarder. Gener laver ingen distinktion mellem de to kategorier børn.
Som et resultat heraf har magtfulde mænd af højstatus gennem historien opnået meget høj reproduktiv succes, efterladende et stort antal efterkommere (legale eller ej), mens talløse fattige mænd døde uden mage og afkom. Moulay the Bloodthirsty, den sidste Sharifian kejser af Marocco, er uden sidestykke, havende efterladt mere afkom – 1042 – end nogen anden optegnet person, men han var ikke på nogen måde kvalitetsmæssig anderledes end andre magtfulde mænd, som Bill Clinton. Det spørgsmål mange stillede dem selv i 1998 var: ”Hvorfor i al verden ville den mest magtfulde mand på jorden risikere sin position, for at have en affære med en ung kvinde?” – er, fra er darwinistisk perspektiv et dumt et. Betzig´s svar ville være: ”Hvorfor ikke?” Mænd stræber efter at opnå politisk magt, bevidst eller ubevidst, for at have reproduktiv adgang til et større antal kvinder. Reproduktiv adgang til kvinder er målet. Politik er bare midlet. At spørge hvorfor præsidenten af U.S.A. ville have seksuelt samvær med en ung kvinde, er som at spørge hvorfor nogen der arbejdede hårdt for at tjene en stor sum penge, derefter ville spendere dem.
Hvad der adskiller Bill Clinton er ikke at han havde en udenomægteskabelig affære under sit embede, mange andre vil have dette; det ville være et darwiniansk mysterium, hvis han ikke gjorde det – hvad der adskiller ham er det faktum, at han blev opdaget.

Mænd chikanerer kvinder seksuelt, fordi de ikke er sexistiske
En uheldig konsekvens af det tiltagende antal kvinder på arbejdsmarkedet, der arbejder side om side med mænd, er det tiltagende antal sexchikanesager. Hvorfor er sexchikane en nødvendig konsekvens af den kønsmæssige integration på arbejdspladsen? Psykolog Kingsley R. Browne identificerer to typer af sexchikanesager: quid pro quo (”Du skal gå i seng med mig for at beholde dit job eller blive forfremmet) og det ”fjendtlige miljø” (miljøet er dømt til at være for seksualiseret for ansatte til at føle sig sikre og komfortable). Mens feminister og socialforskere har en tendens til at forklare sexchikane i termen ”patriakat” og andre ideologier, så lokaliserer Browne den ultimative grund til begge slags sexchikane i forskelle i pardannelsesstrategier.
Undersøgelser viser utvetydigt, at mænd er langt mere interesserede i kortsigtet tilfældig sex, end kvinder er. I en nu klassisk undersøgelse indvilligede 75 procent af mellemuddannede mænd i at have sex med en fremmed kvinde; ingen af kvinderne indvilligede i at have sex med en tiltrækkende fremmed mand. Mange mænd der ikke ville gå i byen med den fremmede, ville ikke desto mindre gerne have sex med hende.
Quid pro quo – typerne af sexchikane er manifestationer af mænds større behov for tilfældig korttids-sex, og deres villighed til at bruge ethvert middel til at opnå målet. Feminister påstår ofte, at sexchikane ikke er ”om sex men om magt”; Browne tilkendegiver, at det handler om begge ting – mænd der bruger magt til at få sex. ”At sige at det kun handler om magt, giver ikke mere mening end at sige, at bankrøverier kun handler om pistoler, ikke om penge”.
Sexchikanesager af ”fjendtligt miljø” – varianten resulterer fra kønsforskelle i, hvad mænd og kvinder opfatter som ”seksuelt grænseoverskridende” eller ”fjendtlig” adfærd. Mange kvinder beklager legitimt, at de er blevet udsat for misbrug, intimidering og nedgørende behandling.
Misbrug, intimidering og nedgørelse er alle del af mænds taktik-repetoire, anvendt i konkurrencemæssige situationer. Med andre ord behandler mænd ikke kvinder anderledes end mænd – definitionen af diskrimination, under hvilken sexchikane legalt falder – men det modsatte: Mænd chikanerer kvinder præcist fordi de ikke diskriminerer mellem mænd og kvinder.

Leave a Response »

 

Feminisme: Marxisme med et ansigtsløft? tirsdag, sep 9 2008

Det er fristende, ja næsten tvingende, at se feminismen som en venstreorienteret ideologi, eller som en bevægelse der er udsprunget af marxismen. Mange på venstrefløjen tror dette, hvilket er hvorfor de så let kapitulerer overfor feministiske krav, selv når deres instinkter skriger imod dem. Det forklarer også hvorfor det er så vanskeligt at mønstre modstand, eller selv mild kritik af feministisk ideologi fra den politiske venstrefløj. For den principfaste venstrefløj vil argumentere, at de feministiske mål er gode, selvom dens metoder somme tider er forkerte. Kvindernes intention er helt sikkert at løfte kvinders status, og derfor må vi støtte dem, selv når vi er uenige i deres metoder. For sådanne venstreorienterede er tiltrædelse af feministiske krav beslægtet med støtten til ”progressive” diktaturer, da deres autoritære metoder blot er ”forvandlingens instrumenter”, eller fordi ”imperialistisk aggression” gør dem nødvendige.

 

For den marxistiske venstrefløjs skole tilbyder feminismen rige muligheder for kollektivistiske løsninger for ”at bringe staten tilbage i individets liv”. For aldrende er den nye venstrefløjs radikale det seneste stade i den seksuelle revolution. Sammen med dens illegitime afkom, ”bøssefrigørelsen”, tilbyder feminismen en ondartet kritik af familielivet, hvilket rationaliserer tidligere egoisme og nuværende skuffelse. Association med dens triumfer kompenserer belejligt for politiske fejlslag. Venstrefløjen af en grøn, decentral eller mere liberalt bøjet syn på feminismen og generelle enkeltsagskampagner , et humanitært alternativ til den centraliserede, klassebaserede politik af den ortodokse venstrefløj. De mener, at retorik af ”ikke-hierakiske strukturer” og ”lederløse koalitioner” og villige sentimentale slogans om at ”herstory” (i modsætning til den mandligt påtvungne ”history), ”fejre homoseksuelle kulturer” (som en etnisk surrogatkultur) og ”favne mangfoldigheden” (en nedladende symbolik). For sådanne udslidte idealister er disse bevægelsers spraglede realitet af liden konsekvens. De opfylder et ønske, måske et behov, for kontinuerlig agitation, og de opretholder svage håb for transformation af menneskeheden. Kritikere af feminismen accepterer dens kvasi-marxistiske skudsmål. Eksempelvis den amerikanske ”neokonservative” Michael Levin beskrev kampagner for ”lige løn for lige arbejde” som ”den feministiske vej til socialisme”. Erin Pizzey der blev censureret, endog truet af feministerne, da hun pegede på, at kvinder udøver vold i hjemmet på lige fod med mænd, har talt om ”radikale feminister” som marxister der har ”skiftet i vadestedet”.

 

Fortolkningen af feminismen er forståelig, givet dens løfte om et egalitært Utopia og dens succesfulde imitation af marxistisk retorik. Også i praksis kræver feministisk agenda en stor mængde økonomisk og samfundsmæssig statsintervention, med håndhævelsen af ”lige muligheder”-love, der bliver til en stor, uproduktiv nationaliseret industri. Feministiske antagelser er helt sikkert fra begyndelsen blevet bygget ind i politisk, marxistisk tanke, til trods for Marx´s egne tilsyneladende konservatisme på disse områder. Så tidligt som i 1854 skrev Marx´s kollaboratør Friedrich Engels ”The Origin of the Family, Private Property and the State”, i hvilken han identificerede relationerne mellem kønnene med klassekampens antagonisme, mere end med de menneskelige kvaliteter af hengivenhed, loyalitet eller passion: ”Den første klasseundertrykkelse der forekommer i historien fremkommer med udviklingen af antagonismen mellem mand og kvinde i monogamt ægteskab, og den første klasseundertrykkelse fremkommer med den mod det kvindelige køn af manden”

 

Moderne feminisme kan også med god grund påberåbe sig barnet af 1960´ernes venstrefløj. Fordi Herbert Marcuse, en af bevægelsens eminence rouge, mente, at den revolutionære dynamik havde skiftet fra vestens hvide arbejder, der svulmede af velstand, i retning af de der var ”marginaliserede” af systemet: sorte folk, kvinder, studerende og tredje verdens revolutionære. Det betød mindre, at sorte samfund mestendels var konservative og religiøse, at mange kvinder følte sig som alt andet end ”marginaliserede”, at studerende var en privilegeret kaste, der ville unddrage sig ”indkaldelsen”, og at den tredje verdens revolutionære terroriserede deres egne folk.

 

Så meget Viet Cong, Pathet Lao og Khmer Rouge kommandotropper end påberåbte sig at være stemmen af Indokina´s bønder, mens de terroriserede dem, påberåber dagens feministiske ”talspersoner” at være den eneste sande stemme for kvinders ønsker. De påtvinger målrettet deres vision om lighed på kvinder, der afviser den i lige så høj grad som mænd gør, gennem metoder der inkluderer statstvang, bagvaskelse af kritikere og bestræbelser på at indoktrinere børn og studerende mod traditionelle værdier. Deres fjendtlighed mod traditionelle kvinder er om muligt mere ondartet og ideologisk ladet end deres fjendtlighed mod mænd. Betty Friedan, angiveligt amerikansk feminismes moderate liberale ansigt, beskrev mødre der blev hjemme med børnene som ”forældet”. Mere ekstremt men med en forfriskende gallisk ærlighed proklamerede Simone de Beauvoir som tidligt som i 1975, at: ”Ingen kvinde burde tillades at gå hjemme og opfostre sine børn. Samfundet burde være totalt anderledes. Kvinder burde ikke have valget, præcist fordi at hvis der findes et sådan valg, så vil for mange kvinder tage dette valg”.

 

I samme dialog med Friedan definerer Jean-Paul Sartre feminismens centrale mål som ”valgfrihed”. At anskue denne position som ulogisk er at misforstå feminismens ideologi. For kvinden at vælge at blive hjemme med sine små børn, eller sætte familien før karrieren, er ifølge feministerne ikke et autentisk valg. Det er baseret på traditionelle fordomme om kvindens rolle, som hun har ”internaliseret” og fra hvilken det er feministernes opgave at blive befriet. For feministerne repræsenterer per definition ”kvinder” og fortolker deres interesser for dem, lige som en tidligere marxistisk generation fortolkede ”arbejderklassens” vilje. Feminismen afvises stille af mange kvinder og afhænger derfor af mandlig støtte, af hvilken meget er opnået gennem følelsesmæssig afpresning, såsom truslen om at blive kaldt sexistisk, som få ”sensitive” mandlige venstreorienterede værdsætter. På nogenlunde samme måde afhang statssocialisme af støtten fra middelklassen, da den ofte var yderst upopulær hos arbejderklassen.

 

Mandlige tilhængere af feminismen er, bortset fra enkelte ekstremister, forlegne og usikre. For at følge feminismens korrekte linie, binder de dem selv i komplicerede ideologiske knuder. Da denne skribent i en samtale med en socialistisk, pro-feministisk mand påpegede, at fattigdom blandt kvinder var steget dramatisk efter to årtier med feministisk socialpolitik, med et deraf følgende familienedbrud, var hans svar lige så hurtigt som det var ærligt. ”De er måske fattigere”, sagde han, ”men i det mindste er de fri for chauvinistiske mænd”. En sådan romantisk associering af fattigdom og frihed synes sær  for en moderne socialist, imiterende et vist strøg af konservativ tanke, eller en rustik anarkisme der for længst er forkastet af den ”progressive” venstrefløj. Og den mangler at forklare, hvordan en ny moralitet der accepterer mændenes svigt af kvinder, efterladende dem og børnene alene i fattigdom, kan være andet end chauvinistisk.

 

Pro-feministiske mænd afsværger traditionelt maskuline attributter, med samme nidkærhed som nogle hvide venstreorienterede afsværger ”Europæisk civilisation” og alt hvad deraf følger. De undskylder, som på vegne af alle ”mænd” for fortidens undertrykkelse, den nuværende og fremtidige. De hylder rituelt ”kvinders” kamp for rettigheder, som ha r en lang og glorværdig historie. De gør et stort nummer ud af at sige ”hans eller hendes”, nægtende at anvende ordet ”mand”, og savler som Pavlov´s hunde når som helst ”kvindesager” nævnes. De fleste gør det af egoistiske grunde, eller gennem det ovennævnte manglende mod. Et fåtal viser et ondartet had til deres egen maskulinitet. Havde de været homoseksuelle, ville de have været anklaget for selvhad af hylende intolerante bøsseaktivister. Som Robert Bly forklarer:

 

Mandlige feminister fremfører det synspunkt, at traditionel maskulinitet autenticerer sig selv gennem undertrykkelse af kvinder. Maskulinitet er for dem essentielt giftig. Træk traditionelt forestillet som værende maskuline, såsom at være konkurrenceorienteret, vildskab og aggression, menes at være kulturelt, ikke genetisk medfødt. Eftersom maskulinitet er skabt, kan den genskabes. De ønsker en ny mand, og de ønsker ham nu. De fleste feministiske mænd hader konceptet ”dyb maskulinitet”. Den feministiske forfatter Tim Beneke siger: ”Der findes ikke sådan noget som dyb maskulinitet, da der ikke findes sådan noget som maskulinitet. Hvad der end kommer ud af den maskuline sjæl er, i deres øjne, essentielt forkert”

 

Sådanne ”feministiske mænd” har meget til fælles med middelklassens radikale, der demonstrativt afsværger bourgeoisiets kultur, der holder dem oppe og påtager sig falske arbejderattituder. På samme måde som ”kvindelige” feminister mener at vide ”hvad kvinder vil have”, bedre end de fleste kvinder selv ved. Feministisk ideologi har arvet den marxistisk teori om ”falsk bevidsthed”. Sagt enkelt er det opfattelsen af, at arbejderen er undertrykt, selvom han ikke er klar over det, eller selv om han er aktivt fjendtlig mod ideen. Loyaliteter der giver hans liv mening, såsom kirken, et regiment eller et fodboldhold, er falske loyaliteter, ligesom hans opfattelse af patriotisme eller stolthed over sit lokalsamfund.

 

En del af den revolutionære proces er at ”afmystificere” ham, så han bliver bevidst om sin undertrykkelse. For i marxistiske termer er han defineret i forhold til sin relation til produktionsmidlerne, ikke i forhold til sine medmennesker. For feminister er produktionsmidlerne erstattet af reproduktionen. En kvindes loyalitet til sit køn kommer før hendes personlige smag og præferencer, hendes religiøse eller moralske overbevisning, og relationer der giver hendes liv mening. Feministisk ideologi antager eksempelvis, at en mor i nord-england vil være mere interesseret i ”kvinders muligheder”, en hendes arbejdsløse mands skæbne (erstattet af den aftagende beskæftigelse) eller hendes sønners skæbne i uddannelsessystemet, der er tiltagende mod mænd. Hendes kærlighed til sin mand og sine sønner er en slags ”falsk bevidsthed”, der afholder hende fra at ”antage hendes rettigheder”.

 

Også indbygget i marxismen er ideen om en underliggende kamp. For marxisterne er det en økonomisk kamp mellem arbejder og kapitalist, klassekampen. For feministerne er det en kønskamp, i hvilken individerne kræves at vælge side. Og lige som klassekampen kulminerer i det klasseløse marxistiske samfund, så må kønskampen kulminere i det kønsløse samfund (unisex). Unisex tager udgangspunkt i to ideer. For det første insisterer den på, at forskelle mellem kønnene er kulturelt betingede, og ikke skyldes noget biologisk, som i øvrigt ses som en kunstig ”konstruktion”. For det andet er disse forskelle altid forkerte og skal altid udfordres og nedbrydes. Det ville være en fejltagelse at konkludere, at denne unisex handler om at give mænd og kvinder friheden til at ”være dem selv” og udtrykke deres sande naturer som individer. Tværtimod. Den søger at påtvinge begge køn et revolutionært ændringsimperativ. Mænd forventes at undskylde, istemme og undertrykke deres ”aggressioner”. Kvinder at afkaste ”kønsstereotyper”. Som i marxistisk politiske programmer opfattes staten som ændringsagenten og uddannelse ses som et redskab til indoktrinering af unge.

 

Derfor har staten en pligt til at håndhæve unisex som rettesnor, for at sikre at kvinder er tilskyndet, eller tvunget, til at udføre de samme sociale funktioner som mænd. Hvor dette ikke sker, må der tages ”positiv aktion”, da revolutionen er blevet forrådt. Den gifte kvinde der bliver i hjemmet er kontra-revolutionær. Hun og hendes mand skulle straffes økonomisk af staten, indtil hun træffer den politisk korrekte valg. Det er derfor institutionaliseret diskrimination mod hjemmegående mødre er bygget ind i regeringens politik i Storbritannien. Den logiske konklusion af års statsdirigerede ændringer. I skatteafregningen bliver ægtepars ”lommepenge” erstattet af en ”arbejdende families skattebegunstigelse”, den arbejdende familie defineret som at begge parter arbejder. Enlige mødre med lav indkomst tvinges derfor til at søge arbejde. Dette betyder, at mødre der forlader deres egne børn, og betales for at tage sig af andres børn, anses for værende bedre borgere, end de der bliver hjemme hos deres afkom.

 

Feministernes socialpolitik tilskynder ikke til enligt moderskab, grundet den relative fattigdom – og manglen på muligheder – den tenderer at producere. Tværtimod. Den repræsenterer én af mange ”livsstilsmuligheder”, sammen med bofællesskab, seriel monogami og lesbisk moderskab. Alle disse muligheder er moralsk ligestillede, men nogle er mere ligestillede end andre. Den mest ligestillede af alle dem der demonstrerer at kvinder kan leve uafhængigt af mænd, selv hvor denne uafhængighed er kunstig og leder til en form for tvunget ægteskab med staten. Således, på bedste pseudoliberale og hykleriske maner er det politisk korrekt at afskrive det traditionelle ægteskab som reaktionært, men ekstremt ukorrekt at kritisere kunstig inseminering for kvinder. 

 

I den socialt genererede ligheds interesse er feministerne og dens tilhængere besatte af at eliminere mandlige bastioner. Disse strækker sig fra professioner og professionelle organisationer, såsom klubber, sportsklubber, ja selv klubber eller grupperinger for mandlige homoseksuelle. Metoderne varierer fra følelsesmæssige afpresning, til tilflugt i retssalene, fra påberåbelse af ”anti-diskriminationslove” til nægtelse af offentlige midler.  Ødelæggelsen af mandlige bastioner anses for værende et etisk mål i sin egen ret, vigtigere end kvindernes ægte aspirationer.

 

Eksempelvis i England og Wales har man tilsendt brandvæsnet en ”rekrutteringsvejledning” på femten procent flere kvinder, af rent ideologiske årsager. Den selv samme rapport indrømmede modvilligt, at tjenesten var effektiv, vellidt og tillidsvækkende i højere grad end nogen anden tjeneste, men blev så angrebet for sin ”mandlige” etos og ”militaristiske kultur”. Ligeledes er forsvaret tiltagende tvunget til at tage højde for feministisk tilstedeværelse i dens rekrutteringspolitik, dens træning, og dens disciplinære struktur. Forsvarsministeriet har en ”Kønsenhed”. Selve titlen antyder grundlæggende ideologiske fordomme. Den tager sig i korthed af udvidelsen af områder for ”kønsintegration” og præs for at kvinder kan sendes til fronten. Operationel effektivitet har intet at gøre med disse overvejelser. Tværtimod. Den er underlagt dogmet om ”lighed”, således at selve de strukturer og traditioner der har skabt sammenhæng med vilje undermineres.

 

I det civile liv, som i forsvaret, søger unisex-feminismen uddannelsessystemet som nøgle til ”fremskridt”. Uddannelse betyder i denne kontekst ikke søgen efter kundskaber, men propagandatekniker der frembringer mindelser o kommunistiske regimer i østeuropa og Kina under ”Firebanden”. Blandt disse er censur af traditioner og værdsatte børnebøger, anklagede for ”sexisme”, på linie med bussemænd som ”racisme”, ”imperialisme” og ”militarisme”, højt skattede.

Mere proaktivt – et ord værdsat af samfundsbearbejdere – er klasser i ”Social uddannelse”. Disse udbreder ”anti-sexistiske” doktriner og andre politisk korrekte løsener, som om de var sandheder, og som om ingen andre synspunkter i verden kunne eksistere. Sexundervisning præsenteres også tiltagende i termer af rå kropsmæssige funktioner, mere end komplekse moralske valg, med børn af begge køn lavende ”rollespil”. De opfordres til at betvivle deres forældres værdier, hvis disse er konservative, mens lemfældig, hedensk tilgang ophøjes til at stå udenfor kritik.

 

Feminisme, især udtrykt gennem unisex-programmer, har meget til fælles med dogmatisk Marxisme. Den er baseret på en abstrakt vision om kvinder og mænd, som benægter både deres valg og deres natur. Den forsøger med katastrofale følge, gennem staten at transformere den menneskelige natur. Ligesom marxismen fordømmer klassedistinktioner, benægter feminismen værdien af forskelle kønnene imellem, bortset fra de steder hvor feminismen kan drage fordel af forskellene. Feminister og marxister afsværger ligeledes distinktionen mellem offentligt og privat liv, og etablerer ikke nogen grænser for statens magt til intervention. Begge fornærmes af, og søger at ødelægge, de institutioner der succesfuldt opererer på principper i opposition til deres: hierarki, forskel, mandlige medlemskaber, eller lejlighedsvist, kvindelige medlemskaber af ikke-feministisk natur.

Dog, feminismens ideologisk totalitære implikationer kan ikke associeres udelukkende med venstrefløjen. Det kan være mere informativt at opfatte feminismen som en mutation af marxistiske traditioner, mere end en logisk udvikling heraf. På den måde antager feminismen en slående lighed med totalitarismen.

 

 

 

 

 

Leave a Response »

 

Utilslørede kvinder der bliver voldtaget fortjener det torsdag, sep 11 2008

Denne pædagogik prædikes af den australske mufti Sheikh Taj al-Din al-Hilali, der antændte et internationalt furore ved at annoncere, at kvinder der ikke tilslører dem selv, og tillader dem selv at blive ”utilsløret kød”, selv er skyld i deres egen voldtægt.

 

Der er selvfølgelig intet nyt i det, og det er lidt mystisk, at Sheikh´s kommentar har forårsaget noget chok overhovedet, eftersom hans synspunkt legitimeres af adskillige islamiske tekster og talrige sociale og legale islamiske strukturer. Og det er derfor i Danmark i september 2004, at al-Hilali´s australske modstykke mufti Shahid Mehdi, erklærede præcist det samme, fastslående at utilslørede kvinder ”beder” om voldtægt.

 

Alt dette forklarer på den anden side den raketagtige epidemiske fart hvormed muslimer voldtager i ikke-muslimske lande. Nyankomne muslimer er signifikant overrepræsenterede blandt straffede voldtægtsmænd og voldtægtsmistænkte gennem hele Europa, såsom Sverige, Norge og Danmark.

 

Det er ikke noget under, at mange muslimske voldtægtsmænd åbent indrømmer deres handlinger, og selvtilfreds retfærdiggør dem med henkastet reference til deres religiøse og kulturelle overbevisninger. Dette horrible fænomen blev sat til skue i en retssag i Australien sidste år, i hvilken en muslimsk voldtægtsmand, gående under navnet ”MSK”, hånede sit hulkende offer og stolt bekendtgjorde legitimiteten af sit seksuelle angreb på unge piger, forklarende at hans ofre ikke var tilslørede – som den islamiske religion kræver at kvinder er.

 

”MSK” er fra Pakistan. Han gør i Australien, hvad han bedst lærte derhjemme: i nogle af de mest notorisk øde områder af Pakistan er gruppevoldtægt officielt sanktioneret som en legitim form for måde at holde kvinder marginaliserede og ”på plads”. Som tidligere nævnt hjælper visse områder af Islam med at institutionalisere denne form for voldelig misogyni. Koranen eksempelvis tillader muslimske mænd at slavegøre – og have seksuelle relationer med – vantro kvinder fanget som krigsbytte (Sura 4:23-24). Den islamiske lovmanual Umdat al-Salik, som er godkendt af Al-Azhar University, den mest respekterede autoritet i Sunni-Islam, sanktionerer denne vold, forsikrende at muslimer kan slavegøre fangede vantro kvinder og gøre dem til konkubiner.

 

For at summere denne patologi er der udviklet en opfattelse indenfor systemet af køns-apartheid, i hvilken muslimer som ”MSK” er opvokset med en ide om, at en kvinde der ikke tilslører sig selv, på en måde selv er ansvarlig for enhver seksuel eller fysisk overlast udøvet mod hende. I den psykopatisk mentale gymnastik der opstår i gerningsmandens sind, må den utilslørede kvinde seksuelt straffes for at overtræde ”beskedenheds”-koden. Så når islamiske muftier som Sheikh Taj al-Din al-Hilali og Shahid Mehdi erklærer, at kvinder der nægter at bære hovedbeklædning ”beder” om voldtægt, så gentager de blot et populært tema i mange segmenter af islamisk kultur.

 

I traditionel islamisk lov kan voldtægt ikke bevises med mindre fire mænd bevidner dette (Sura 24:4 og 24:13). Med andre ord kan voldtagne kvinder ikke lade retfærdigheden ske fyldest noget sted hvor islamisk lov regerer. Endnu mere horribelt bliver en kvinde, der har modet til at sige, at hun blev voldtaget, og ikke kunne mønstre de fire mandlige vidner, straffet, da hendes anklage anses for en tilladelse til førægteskabelig sex og utroskab. Derfor er 75% af alle fængslede kvinder i Pakistan bag tremmer, fordi de begik den forseelse at blive voldtaget.

 

I Holland bærer myriader af kvinder nu det forfærdelige ar, der berygtet er blevet kendt som en ”smiley”, hvor den ene side af ansigtet skæres op fra mund til øre – et krigsmærke efterladt af muslimske voldtægtsmænd, som en advarsel til andre kvinder, der ikke tilslører dem selv.

 

I Frankrig har fænomenet for muslimsk gruppevoldtægt som straf for ikke at tilsløre sig endda fået et navn der beskriver det: ”tournante” (tag din tur). I områder hvor muslimer udgør majoritet, føler selv ikke-muslimske kvinder sig presset til at tilsløre dem selv af frygt for muslimsk seksuel og fysisk afstraffelse.

 

I denne kontekst af epidemisk muslimsk vold mod kvinder, og en åben legitimering af den, udråbt af islamisk gejstlige, skulle man forestille sig, at vestlige feminister af vor tid ville komme op på barrikaderne, sympatisk stillende sig på deres voldtagne søstres side, og kæmpe for kvinders generelle rettigheder.

 

Men dette er ikke tilfældet

 

Vestlige venstreorienterede feminister responderer med en apatisk hjerteløshed og øredøvende tavshed.

 

Dette er selvfølgelig alt sammen meget forståeligt og forventet: det er politisk korrekt ”fremme på beatet” at skråle med moralsk indignation om en kvindes ret til abort i vesten, men rent faktisk at drage omsorg for – og komme til offentlig forsvar af – det kvindelige offer for gruppevoldtægt udført af muslimer, er utænkeligt. Dette er fordi, at indrømme den muslimske voldtægtsepidemi, og teologien og institutionerne på hvilken den er baseret, og afsværge den, ville overtræde den centrale kode for den ”progressive” venstreorienterede overbevisning: anti-amerikanisme og kulturel relativisme. Ingen kultur kan siges at være bedre end en anden – med mindre det er amerikansk kultur, som altid er et legalt mål for hån og latterliggørelse. Men i almindelighed at kritisere en fremmed kultur – og en fjendtlig kultur i særdeleshed – er at opgive den politiske sag og overbevisning.

 

Og derfor er venstrefløjens feminister også så formummede i sager om tvangsægteskaber, æresdrab og omskæring i den islamiske verden.

 

Den norske professor i Antropologi Dr. Unni Wikan repræsenterer perfekt venstrefløjens feministers standpunkt omkring voldtægt og islamisk køns-apartheid. Wikan´s løsning på de talrige tilfælde af muslimske voldtægter af norske kvinder, kalder ikke på hverken straf af gerningsmændene eller fordømmelse af islamisk teologi, der legitimerer et sådan misbrug af kvinder. I stedet anbefaler Wikan, at norske kvinder selv bærer slør. Dette er fordi, siger Wikan, at kvinder må tage deres del af ansvaret for voldtægterne, eftersom de ikke klæder sig og opfører sig i overensstemmelse med muslimsk opfattelse. Norske kvinder må, i hendes øjne, erkende at de lever i et multikulturelt samfund, og bør derfor tilpasse dem selv til dette. Sheikh Taj al-Din al-Hilali og Shahid Hehdi ville have været stolte.

 

Det har længe været evident, at vestlige venstreorienterede feminister er bedøvende ligeglade med virkelige levende og åndende kvinder; de interesserer sig udelukkende for deres ideologiske overbevisning. For dem kan muslimske voldtægter let glemmes og affærdiges i forfølgelsen af deres ultimative mål: at hjælpe og tilskynde vestens totalitære fjender og generere destruktionen af deres egne frie samfund, som skænkede dem de rettigheder de hader og afskyr.

Leave a Response »

 

Den planlagte ødelæggelse af familien mandag, sep 15 2008

For nylig kom en ”voldsramt kvinde”, for det var sådan hun så sig selv, til mig for hjælp. Hendes kæreste, der levede adskilt fra hende og børnene, havde slået hende slemt, og hun var nødt til at tage på hospitalet. Han tog hende derefter tilbage til hendes hus, og blev hos hende, mens hendes sår helede.
”Du er ikke en voldsramt kvinde”, sagde jeg med et suk. Jeg definerer en voldsramt kvinde, som en kvinde der er et ægte offer for hendes partners vold. ”Du er en ”voldstilvænnet” kvinde, et offer for din egen trang til vold”. Jeg sukkede, fordi disse to sætninger udtalt for 25 år siden i mit tidlige værk ved Chiswick, forårsagede at jeg blev hadet og foragtet. Jeg blev nationens samvittighed. Jeg vovede offentligt at sige, at kvinder kan være lige så voldelige som mænd, og at kvinder er en hel del mere psykologisk voldelig end mænd. I denne kvindes tilfælde havde vi en hel del arbejde at gøre, og han havde brug for at finde en god terapeut.
I 1971, inspireret af kvindelige journalister og andre medie-manipulatorer, besluttede jeg mig for, at blive medlem af kvindebevægelsen. ”Søsterskab er magtfuldt” chantede de. ”Søstre forenet, ikke mere konkurrence, kvinder hjælper kvinder”. Det lød alt sammen for godt til at være sandt. Mit første møde fyldte mig med tvivl. Det blev afholdt i et meget middelklasseagtigt hjem i Chiswick, og jeg stirrede på Mao-plakaterne på væggen i spisestuen. Da jeg af værtinden blev spurgt, hvorfor jeg var der, svarede jeg, at min mand var fjernsynsreporter og var meget sjældent hjemme, og jeg følte mig ensom og isoleret med mine to børn. ”Dit problem er ikke din isolation, men din mand. Han undertrykker dig, og han er en kapitalist”. Jeg gjorde opmærksom på, at hun også havde en termin der skulle betales, og at hun derfor også var en kapitalist, og langt fra undertrykkende mig passede han børnene, så jeg kunne deltage i dette møde. Hendes mand var til et fagforeningsmøde, organiserende Brentford Biscuit-fabrikken ved hjælp af hans grad i Politisk Videnskab, for at forberede den kommende revolution. Hvad kvinden ikke vidste var, at jeg var datter af en diplomat. Jeg blev født i Kina, og rejste verden rundt med min far. Jeg arbejdede også i Udenrigsministeriet og var bekendt med forholdene i både Rusland og Kina. Så blev vi over en kop te forsikret om, at kvinder var en minoritetsgruppe. Jeg gjorde opmærksom på, at kvinder udgjorde halvdelen af jordens befolkning. Jeg blev overrakt Mao´s lille røde bog og et SHREW-magasin. Jeg tog det med hjem, og blev forfærdet over hadetalen om mænd.
Jeg blev enig med mig selv om, at denne organisation behøvede en nærmere undersøgelse. Med begge børn i skole og tid til mig selv, begyndte jeg at arbejde for Women´s Liberation Workshop i Shaftsbury Avenue. Jeg var vidne til hvordan de arbejdende kvinder der, flåede brevene op og puttede de tre pund og tre shilling i lommen, som desperate kvinder sendte ind for at blive medlem af bevægelsen. Jeg prøvede at besvare så mange af brevene som jeg kunne. Nogle af pengene blev brugt til at købe sprængstof for.
Terrorister i kvindebevægelsen sprængte BBC-bilen uden for Miss World – konkurrencen i luften og taget at postbygningen. Jeg tilkaldte politiet. Al denne vrøvl og retorik skulle kulminere med ”arbejderklassens” opstigning og død over kapitalismen og destruktionen af alle mænd. Unødvendigt at sige, at der stort set ikke var nogen arbejderklassekvinder i denne bevægelse. Det meste af denne revolution blev kæmpet omkring middelklassespisestueborde i hæslige Islington.
På nuværende tidspunkt var jeg helt sikkert ”fjenden”. Mænd tog på dette tidspunkt hele bevægelsen som en spøg, men det var ingen spøg, som mange hjemløse mænd frarøvet deres børn vil kunne fortælle dig.
Nedslagtet af feministiske advokater og terapeuter er mænd rutinemæssigt blevet frataget deres hjem, deres børn og deres indkomst.
Jeg vidste, at jeg ønskede at fuldføre min oprindelige drøm. Kvinder der arbejder med kvinder i samarbejde med mænd. Ideen om at vi skulle samarbejde med mænd var bandlyst for disse kvinder. Kvindebevægelsen var domineret af en radikal separatistbevægelse. De ikke bare hadede mænd, men heteroseksuelle kvinder ligeså. Jeg gennemskuede deres meget skjulte agenda. Jeg stod på platforme sigende, at hvis jeg skulle betale tre pund og ti shilling, mødes i ”celler” og kalde mine venner kammerat, så bad de mig om at deltage i Kommunistpartiet, hvilket var i orden, men lad være at lyve. Lad være at indsamle penge under falske omstændigheder. Jeg havde rigeligt med gode kommunistiske venner. Jeg ville have en bevægelse der i sandhed repræsenterede kvinder. Ikke nogen triviel hakke-til-døde-mandepolitik.
De tidlige kollektive møder og konferencer involverede hundredvis af kvinder, mestendels middelklassekvinder hvis livsstil kedede dem, og de var forfærdende. Enhver der er opvokset på en pigekostskole ved, hvor voldelige og manipulative kvinder kan være. Flokkens hetz var nådesløs. Ingen læbestift, ingen høje hæle, ingen deodorant. Jeg brød alle reglerne. ”Hvorfor går du med mændenes tøj”, spurgte jeg, ”hvis du hader mænd så meget?” Fjollet spørgsmål måske. ”Vi bærer symbolerne på vores undertrykkelse”, var det humorforladte svar.
Men nu opdagede jeg gennem læsning af kvindebevægelsens litteratur, at disse tusindvis af kvinder, arbejdende i alle sektorer; journalister, fjernsynsansatte, var besluttede på, at ødelægge familielivet i England (se det kommunistiske manifest – WHS) ”Gør det personlige politisk”, var én af deres mange slogans. Så tusindvis af voldelige og seriøst forstyrrede kvinder angreb normale lykkeligt gifte kvinder og vores traditionelle livsstil. Hemmelige møder blev holdt (alt blev gjort i hemmelighed) og jeg modtog et brev ”…og kollektivet har besluttet, at indtil hele sagen er udredet, og du har givet en udtalelse om din position til en kvindelig advokat, eller nogen i N.C.C.L., skal du ikke længere arbejde på kontoret eller deltage i møder i nogen af kollektiverne”
Særdeles deprimeret over mine erfaringer i bevægelsen, gik jeg i gang med det jeg altid har troet ville befri kvinder. Et sted at samles og samarbejde med mænd.
Snart opsøgte voldsramte kvinder med børn mig for hjælp. Der var ingen litteratur om voldsramte kvinder, så jeg skrev ”Scream Quietly Or The Neighbors Will Hear”. Jeg fik øjeblikkeligt problemer, fordi bogen ikke var politisk korrekt. Den diskuterede familievold og jeg nægtede at lade den ledende redaktør politisere min bog. På dette tidspunkt leverede jeg tallet 62 ud af 100 kvinder der søgte hjælp, var lige så voldelige eller endnu mere voldelige end de mænd de havde forladt. Også mange prostituerede søgte hjælp mod deres alfonser. Dette udløste raseri i kvindebevægelsen. Jeg vidste, at så snart jeg tiltrak offentlig opmærksomhed og penge, så ville kvindebevægelsen, der nu ikke tiltrak noget, banke på min dør. Da jeg sammenkaldte en lille konference for at hjælpe andre med at starte grupper, invaderede hundredvis af feminister og radikale separatistiske feminister min konference. De begyndte deres sædvanlige ævl, prøvende på at appellere til mine mødre, ofte brugende frasen ”arbejderklasser”. Mine mødre var ikke imponerede. Én af mine nærmeste venner på Chiswick sagde ”der er ikke én arbejderkvinde mellem jer”. En anden lidt modigere råbte ”gå hjem og find jeres dildoer”. Vi forlod dem så de selv kunne afgøre slagsmålet. De skabte så The National Women´s Aid Federation. Dette glædede mange af mine fjender ved The Home Office og The Department of Social Security. Min hovedfjende ved mit første møde var medlem af søsterskabet. ”Hvordan vil du betale for de hjælpsøgende”, snøftede hun. ”Jeg betaler”, sagde jeg. Det har jeg hele tiden gjort, og det var vore bønner der holdt Chiswick i live i alle de år. Federationen brugte alle deres kontakter i medierne (mange af dem var jornalister) for at nedgøre mig og mit arbejde. På det tidspunkt skrev jeg hjemme om aftenen. De kom for at interviewe mig om mine bøger, men bøgerne blev aldrig diskuteret. Kun hvor fed og krigslysten jeg var. Jeg spurgte The Home Office m deres seneste rapport, og jeg var ikke overrasket over at se, at mit navn og ”Scream Quietly” manglede. Jeg vidste fra andre forfattere, at redaktørerne i London´s publiceringsverden selv var radikale feminister, og det var deres vane, at diktere deres temaer til desperate forfattere, der derefter var tvungne til at skrive i redaktørens bog, velvidende at hvis de ikke adlød, ville de ikke blive publiceret. Min bror Danny skrev altid hvad jan fik besked på at skrive. Han beklagede sig til mig i telefonen, og til sidst, lige før sin død sagde han bittert ”jeg har ingen kontrakter og ingen filmaftaler i sigte”. Han genskrev den firehundrede siders synopsis til sin bog fire gange for at tilfredsstille sin agent og forlægger.
Gennem alle kampene blev jeg ved med at bede til, at familielivet var, og altid ville være, grundlaget for enhver civilisation. Ødelæg familien og du ødelægger landet. Jeg advarede om, at de kvinder med børn der kom til mig, brugte stort set ingen prævention. Mine mødre havde i gennemsnit 5.1 barn, mens ikke-voldelige familier havde 2.5 i gennemsnit. Jeg skrev rapporter, jeg sendte memoer. Alt til ingen nytte. Ingen ville høre hvad jeg havde at sige. Bag i bogen ”Scream Quietly” listede jeg alle de agenturer der havde svigtet familierne. Jeg skrev, at jeg ikke så socialarbejdere. Jeg så politiske aktivister med en socialarbejderuddannelse. Det samme gjaldt for lærere, prøveløsladelsesfunktionærer, redaktører af bøger og magasiner. Som en gigantisk cancer masede den sine krabbeben ind alle de steder den kunne øve sin indflydelse. Mange kvinder, assisterede af svage mænd, prøvede at ødelægge mig og mit arbejde, og jeg vidste, at endeligt havende kæmpet retssager der indebar ikke at adlyde dommerens kendelse, for at redde børnenes liv, vidste jeg, at jeg ville blive tvunget ud af mit hjælpeprogram. Få mænd prøvede bravt at give lyd, velvidende farerne. De blev også bekæmpet af både mænd og kvinder. Forretningsmænd i medierne, cheferne på forlagene forstod aldrig, at deres redaktører løj for dem. Spillende nummerspillet. ”Hvem tror du at du er?”, skreg en feministisk redaktør. ”Jeg må være nogen”, svarede jeg. ”Jeg står trods alt i Debrett´s og Who´s Who. Du er ingenting i forlagsbranchen”. En anden sagde…”Hvorfor kan du ikke skrive den slags bøger du ved jeg kan lide, Erin…bøger om kvinder der elsker kvinder?”. ”Det kan jeg ikke”, svarede jeg. ”Jeg er en heteroseksuel forfatter, og alle mine bøger fejrer familielivet”
Fordi mænd så på hjælpeprogrammet som en ”kvindesag”, sendte aviserne kvindelige journalister for at angribe mig. Jeg deltog i en konference for radikale feminister og spurgte dem hvorfor, når jeg respekterede deres ret til at praktisere deres politik og definere deres seksualitet, at de nægtede mig min ret til min heteroseksualitet, min ret til at leve og arbejde og bevare mit familieliv og nyde at være hjemme hos familien? At jeg mener, at være en mor og bedstemor har givet mig mere glæde end nogen anden bedrift. Jeg blev udskreget og mødt med gennemført fjendtlighed. Da jeg publicerede ”Prone to Violence”, en bog om mit arbejde med voldsramte kvinder og børn i hjælpecentre, blev jeg nedstukket af hundredvis af bannervejende kvinder. ”Alle mænd er bastarder”, viste nogle af bannerne. ”Alle mænd er voldtægtsforbrydere”, hylede en anden. ”Hvis disse bannere havde sagt jøder eller sorte, så havde I været nødt til at arrestere disse kvinder”, sagde jeg til en betjent, der var kommet for at sige, at jeg måtte have en politieskorte gennem hele England under bogturen. Med tiden mistede jeg hjælpecentret, men en omhyggeligt orkestreret kampagne tillod aldrig England´s befolkning at vide, at jeg var skubbet i eksil. Min forseelse var, at kæmpe for familielivet og værdier. For få måneder siden sendte The Sunday Times en reporter, for at finde ud af hvorfor jeg var tjener i en bar, i bytte for mad. ”Det lader til der har været en konspiration”, skrev reporteren. Gudske tak og lov, at mine bøger sælger verden over, inklusive Rusland. Jeg ejer intet ud over mine fire hunde og min kat, og jeg arbejder internationalt for fred i familien.

Leave a Response »

 

Islamisk terrorismes forbindelse til Nazifacister tirsdag, sep 16 2008

Til trods for vage politisk korrekte forsøg på afledning er faktum, at der findes en radikal kættersk version af Islam, fostrende terrorisme, der faktisk er et biprodukt af fascisme og jødehad.

 

Folk synes i et dilemma: Skulle den amerikanske præsident George W. Bush have brugt termen ”Islam” og ”fascister” i samme sætning? Majoriteten af negative kommentarer har været rettet mod præsidentens mangel på sensitivitet mod majoriteten af tilhængerne af Islam.

 

Men til trods for nogle vage politisk korrekte forsøg på afledning, så er faktum, at pressen for det mestes vedkommende er skyldig i hvidvaskning af ét enkelt faktum: Der findes en radikal, kættersk version af Islam, der faktisk er et biprodukt af fascisme og jødehad.

 

Shahid Nickels, mellem 1998 og 2000 et medlem af gruppen ledet af Mohammed Atta, der ledede angrebet d. 9/11 sagde, at ”Atta´s weltanschauung var baseret på den nationalsocialistiske tankegang. Han var overbevist om, at ”jøderne” var besluttede på at opnå verdensherredømme. Han anså New York City for værende centrum for verdens jøder, som var, i hans øjne, fjende nummer ét”, ifølge en artikel skrevet af Dr. Matthias Küntzel.

 

Atta´s ejendommelige ”nationalsocialistiske tankegang” var dog langt fra unik. Faktisk var det et frø under spiring i næsten 80 år blandt radikale islamister, der kan spores tilbage til Hassan al-Banna, en 22 årig skolelærer der samlede utilfredse muslimer til grundlæggelsen af Det Muslimske Broderskab i 1928/1929.

 

Mens Det Muslimske Broderskab´s initierende vækst var moderat, så var organisationens medlemsindrullering – i takt med Europa´s tiltagende anti-semitisme – omkring august 1938 vokset til mere end 200.000. medlemmer. Ved enden af Anden Verdenskrig havde Det Muslimske Broderskab omkring 500.000 medlemmer.

 

”Islamisme, eller fascisme med et islamisk ansigt, blev født med og af Det Muslimske Broderskab. Det viste sin fascistiske kerneoverbevisning og praktikker gennem samarbejdet med nazisterne, op til og gennem Anden Verdenskrig. Det viste det gennem den samme periode gennem sit samarbejde med den overordentligt fascistiske ”Misr al-Fatah”-bevægelse, grundlagt i oktober 1933 af juristen Ahmed Hussein, og formet direkte efter nazi-partiet, fuldstændigt med paramilitære Grønne Skjorter, eftergørende nazisternes brune skjorter, nazi-hilsen og direkte oversættelser af nazistiske slogans. Blandt dens medlemmer fandtes to lovende unge og senere præsidenter, Gamal Abdel og Anwar El-Sadat”, begynder en artikel i Asia Times af Marc Erikson.

 

”Den ”Ypperlige Vejledning” af Brethren viste, at tro, godt arbejde og antal alene ikke gjorde en politisk dyd. Altså, efterlignende Mussolini´s sortskjorter (al-Banna beundrede meget ”Il Duce” og sjæleven ”Der Führer”) oprettede han et paramilitær fløj (slogan: handling, lydighed, tavshed), ret overlegent i forhold til sortskjorternes ”tro, adlyd, kæmp” og et ”hemmeligt apparatus” (al-jihaz al-sirri) og efterretningstjeneste af al-lkhwan, til at håndtere den mere smudsige side – terroristangreb, snigmord og så videre – i kampen for magt”, skriver Erikson andetsteds.

 

Ifølge John Loftus, tidligere anklager ved Det Amerikanske Justitsministerium, ”grundlagde al-Banna denne nationalistiske gruppe kaldet Det Muslimske Broderskab. Al-Banna var en hengiven beundrer af Adolf Hitler og skrev jævnligt til ham”.

 

Loftus tilføjer, at Al-Banna var så vedholdende i sin ”beundring af det nye nazi-parti, at Al-Banna i 1930´erne med Det Muslimske Broderskab blev en hemmelig fløj af nazi-efterretningstjenesten med det mål, at Det Tredje Rige skulle udvikle Det muslimske Broderskab som en hær i Ægypten.

 

Så hvad var Al-Banna´s lære?

 

Som en ting idealiserede Al-Banna døden.

 

”For en nation der perfektionerer dødens industri, os som ved hvordan man dør en nobel død, giver Gud stolt liv i denne verden og den uendelige velsignelse i efterlivet” og ”Vi er ikke bange for døden, vi begærer den…lad os dø for muslimernes frelse”, skrev Al-Banna engang.

 

Det Muslimske Broderskab plejede også at ”bruge og udbrede et citat fra Koranen, at jøder skal anses for værende ”den troendes værste fjende”. Yderligere fremmanede de gamle historier af Islam´s tidligste historie, pegende på eksempler gjort af Mohammed, som legenden fortæller det, lykkedes ikke blot at fordrive to jødiske stammer fra Medina gennem det syvende århundrede, men dræbte hele den mandlige befolkning i den tredje stamme og solgte alle kvinder og børn til slaveri”.

 

Spredende deres hadefyldte budskaber mod jøder fandt Det Muslimske Broderskab en sjæleven i Amin el Husseini, mufti i Jerusalem, der havde de højeste politiske og religiøse poster i Palæstina fra 1921 til efter Anden Verdenskrig.

 

Loftus og andre forfattere skrev, at Det Muslimske Broderskab og muftien havde fælles mål med den nye nazi-doktrin: et had mod vestlig kultur, demokrati og jøder.

 

Muftien med Det Muslimske Broderskab og nazi-ideologien var en farlig cocktail.

 

”Så tidligt som i 1929 dræbte et mufti-ledet pogrom 133 indfødte jøder i Jerusalem og Hebron. Kort efter erklærede muftien den kompromisløse kamp mod jøderne, som alle troendes vigtigste ansvar. Enhver der vovede at modsætte sig hans anti-jødiske ordrer, blev offentligt stemplet og offentligt truet i moskeer gennem fredagsprædiken”.

 

”I et brev til Adolf Hitler understregede muftien sine succesfulde bestræbelser på at bruge ”Palæstina-spørgsmålet” til at ”smelte alle arabiske lande sammen i fælles had mod britterne og jøderne”.

 

Begyndende i 1933 tilbød muftien gentagne gange at tjene den tyske nazistiske regering. I begyndelsen blev muftiens kamp mod jøderne dog kun støttet i ideologiske termer. Dette ændrede sig dog hurtigt.

 

Palæstinensernes 1936- ”araberrevolte” var for en stor dels vedkommende initieret af muftien, men råb som ”Ned med jøderne” og ”Jøderne ud af Ægypten og Palæstina”.

 

Det var ikke før 1937 at muftiens ”Hellige krig” begyndte at modtage anseelig økonomisk støtte, og våben fra nazi-tyskland, der tillod Hitler´s islamiske agenter, både i Palæstina og Det Muslimske Broderskab i Ægypten, at sprede deres anti-jøde-had.

 

Klaus Gensicke skriver i sin afhandling om muftiens samarbejde med nazisterne: ”Muftien selv indrømmede, at det udelukkende var grundet pengene doneret af tyskerne, der på det tidspunkt tillod ham at gennemføre opstanden i Palæstina”.

 

”Muftiens såkaldte ”Arabiske revolte” fandt sted på baggrund af hagekorset: Arabiske foldere og tegn på væggene blev prominent markerede med nazi-symboler; muftiens politiske ungdomsorganisationer gjorde parade som ”Nazi-spejdere”, og arabiske børn saluterede hinanden med nazi-hilsen”. De der måtte passere gennem de rebelske kvarterer i Palæstina, hæftede flag med hagekors fast til deres køretøjer, for at sikre beskyttelse mod angreb fra muftiens frivillige”

 

Omkring 1945 spredte nazi-islamisterne åbent terror. ”Kernen af anti-semitisme havde derfor begyndt at skifte fra Tyskland til den arabiske verden. Ved fejringen af Balfour-deklarationen raserede demonstranter jødiske kvarterer i Kairo. De plyndrede huse og forretninger, angreb ikke-muslimer, smadrede synagoger og satte ild til dem. Seks mennesker blev dræbt og flere hundrede blev såret”.

 

Al-Husseini skrev i sine efterkrigsmemoer, ”Vores grundlæggende betingelse for samarbejdet med Tyskland var, frit lejde til at udrydde hver eneste Jøde i Palæstina og den arabiske verden. Jeg spurgte Hitler om et specifikt forehavende, der skulle tillade os at løse det jødiske problem, på en måde der passede vore nationale og racemæssige aspirationer, og i overensstemmelse med videnskabelige metoder, udviklet af Tyskland i håndteringen af dets jøder. Svaret jeg fik var: ”Jøderne er dine”

 

Ifølge en artikel af David Storobin i Front Page Magazine; ”gennem kontrollen af en spektakulær sum penge, og retten til at udpege islamiske præster, byggede al-Husseini en ”politisk maskine”, der bragte det religiøse og politiske etablissement under hans dominans. Gennem dem var han i stand til at opildne til religiøs fanatisme mod jøder og vesten. Hans præster opfordrede deres flok til at ”gå ud og myrd de jødiske vantro i den hellige korans navn; konstant erklærende, at den der dræber en Jøde, er sikret en plads i den næste verden”

 

Storobin noterer, at al-Husseini blev ”officielt modtaget af Adolf Hitler d. 28 november, 1941, der indvilligede i at etablere et bureau for al-Husseini, der blev brugt til at propagandere på vegne af nazi-tyskland, organisere spionringe i Europa og Mellemøsten, og vigtigst, etablere muslimske Nazi SS divisioner og Wehrmacht-enheder i Bosnien, Balkan, Nord-Afrika og nazi-besatte dele af Sovjetunionen. Efter mødet blev muftien udnævnt til SS Gruppenführer af Heinrich Himmler og refereret til som ”Føreren af den arabiske verden” af Adolf Hitler selv”

 

”Den største muslimske Nazi SS-enhed var 13. division, kendt som ”Hanjar”. Husseini organiserede også mindre, knap så effektive enheder, inklusive 21. Waffen SS-division, kendt som Skanderbeg (primært udgjort af kroater) og 23. Waffen SS-division, kendt som Kama, mestendels udgjort af albanske muslimer. Altså hjalp Hitler´s mufti med at organisere 3 ud af 27 Waffen SS-divisioner dannet før 1945.

 

Loftus påstår også, at muftien ”tog til Tyskland under krigen, og hjalp med at rekruttere en international SS-division af arabiske nazister. De havde hjemsted i Kroatien, og kaldte det Handzar Muslimske Division, men den skulle blive kernen af Hitler´s nye armé af arabiske fascister, der skulle besejre Den Arabiske Halvø, og derfra til Afrika – store drømme.

 

Ifølge Küntzel; ”Det magtfulde samarbejde mellem Det Muslimske Broderskab, muftien og pogromerne mod jøderne få måneder efter verden kendte til Auschwitz viste tydeligt, at broderskabet enten ignorerede eller ligefrem retfærdiggjorde Hitler´s udryddelse af europæiske jøder”.

 

Küntzel skriver, at ”konsekvenserne af denne attitude skulle dog fortsætte langtrækkende og karakterisere den arabisk-jødiske konflikt frem til i dag”. Küntzel noterer sig, at denne gruppe af islamister i 1947 bortforklarede den internationale støtte til skabelsen af Israel og myrderierne af seks millioner europæiske jøder af nazi-tyskland, ved at tilbagefalde til anti-semitiske konspirationsteorier.

 

I denne åre anså Det Muslimske Broderskab F.N.-beslutningen af 1947 om at dele Palæstina, som værende et ”internationalt plot udbredt af amerikanere, russere og brittere, under indflydelse zionismen”, skrev Küntzel.

 

Ikke overraskende, givet dens rolle i Anden Verdenskrig, var Det Muslimske Broderskab eftersøgt for krigsforbrydelser. Men i stedet for at blive bragt for en domstol, blev de nazistiske arabere opsnappet af fremmede efterretningstjenester.

 

Specifikt påstår John Loftus, at stort set hele netværket blev optaget i British Secret Service. ”Så skete det forfærdelige. I stedet for at anklage nazisterne – det Muslimske Broderskab – så hyrede den britiske regering dem. De bragte alle de flygtende nazi-krigskriminelle af arabisk og muslimsk afstamning ind i Ægypten, og trænede dem i tre år til en særlig mission. Den britiske efterretningstjeneste ønskede at bruge fascisterne i Det Muslimske Broderskab, til at slå ned på den nyetablerede stat Israel i 1948. Kun få folk i Mossad ved dette, men mange af medlemmerne af de arabiske hære og terroristgrupper, der prøvede at kvæle den nyetablerede stat Israel, var de arabiske nazister af Det Muslimske Broderskab”.

 

”Storbritannien var ikke alene. Den franske efterretningstjeneste samarbejdede ved at frigive muftien og smugle ham til Ægypten, så alle nazi-araberne var samlet. Så fra 1945 til 1948 beskyttede Den Britiske Efterretningstjeneste alle nazi-arabere den kunne, men fejlede i at besejre staten Israel”, ifølge Loftus.

 

Til trods for at Det Muslimske Broderskab nu var på de allieredes side, så sad de ikke stille – ej heller blev deres ideologi mere tam.

 

Èn af hovedstemmerne bag Det Muslimske Broderskab var Sayed Qutb. Med tiden blev Qutb organisationens ambassadør i 1950´ernes Syrien og Jordan, såvel som værende redaktør på broderskabets officielle publikation. I fængslet følgende en mordforsøg på Ægypten´s Nasser, skrev Qutb sin afhandling Milestones, der advokerede for omstyrtelsen af arabiske regeringer der nægtede at blive regeret af andet end den islamiske lov Sharia.

 

Ifølge en artikel fra BBC: ”For Qutb var alle ikke-muslimer vantro – selv de såkaldte ”bogens folk”, de kristne og jøderne – han forudså et eventuelt ”clash of civilisations” mellem Islam og vesten.

 

”Havende spillet en stor rolle i Nasser´s magtindtagelse, krævede Det Muslimske Broderskab efter snigmordet på Hassan al-Banna i 1949, at regeringsagenter under det nye lederskab og (efter 1951) under den radikale ideologiske ledelse af Sayed Qutb, sine krav indfriet – indførelse af Sharia (religiøs islamisk lov). Da Nasser var træg blev han en mål for broderskabet, men med hjælp fra C.I.A. og tyske lejesoldater, sejrede han. I februar 1954 blev broderskabet bandlyst. Et mordforsøg i oktober 1954 slog fejl. Fire tusinde brødre blev arresteret, seks blev henrettet, og tusindvis flygtede til Syrien, Saudi Arabien, Jordan og Libanon”, skrev Erikson.

 

Da Nasser slog ned på Det Muslimske Broderskab i 1955, flyttede de hovedkvarteret til London og Geneve. Tilfældigvis var chefen for Geneve-kontoret Said Ramadan, svigersøn af al-Banna. I Geneve etablerede Ramadan ”Institut for Islamiske Studier” – for at blive broderskabets civiliserede ansigt udadtil, endda havende den ære at spise med den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i 1953 i Det Hvide Hus.

 

Medlemmerne af det muslimske broderskabs flugt – folk der var blevet radikaliserede af Qutb, muftien og nazi-ideologien – og den konsekvente spredning af deres budskaber, er noget verden stadig må leve med.

 

Ifølge samme artikel fra BBC, ”inspirerede Qutb (og Pakistan´s Syed Abul Ala Maududi) en hel generation af islamister, inklusive Ayatollah Khomeini, der udviklede en persisk version af værkerne fra 1970´erne.

 

Forfatter og journalist Robert Dreyfuss påstår også, at det grundlæggende arbejde for Ayatollah Khomeini blev gjort af en iraner ved navn Ali Shariat, der influerede broderskabet.

 

Som sidebemærkning, med hensyn til Hezbollah, er det udbredt, at organisationen fik sin begyndelse i Iran. Dette er en oversimplificering.

 

”Oprindelsen af Shi´i-islamismen i Libanon, går tilbage, ikke til Iran, om almindeligt antaget, men til Irak i 1960´erne, hvor en Shi´i-religiøs/politisk genopstandelse fandt sted i ”lærde kredse” (hawzat al-´ilmiya) i Najaf, ledet af karismatiske Ayatollah Muhammad Baqir as-Sadr”, ifølge en artikel i Middel East Review of International Affairs – september 1997.

 

Iran´s betydning blev kun mere bemærket efter Sadr´s død, og den efterfølgende succes med den iranske revolution ledet af Khomeini. Omkring 1984 finansierede Iran omkring 90 procent af Hezbollah´s socialarbejdere i Libanon.

 

Som det ser ud nu, antager Hezbollah nu Khomeini´s teori, at en retslærd religiøs (wilayat al-faqih) burde antage ultimativ magt. Autoriteten af denne retslærde, både spirituelt og politisk, kan ikke anfægtes; han må lystres. Hezbollah ser sig selv fuldfyldende messiasrollen gennem omvendelsen af Libanon til en islamisk provins. I dets ”åbne brev” af februar 1985 erklærer Hezbollah, at alle muslimer skal ”adlyde ordrerne fra den eneste vise og retfærdige kommandant repræsenteret af det øverste råd af retslærde, der for nuværende er inkarneret i imam Ayatollah Khomeini. Der blev også kaldt til kamp mod verdsligheden, først og fremmest U.S.A., og for ødelæggelsen af Israel, for at skabe plads for Palæstina”, ifølge samme artikel fra Middel East Review of International Affairs.

 

I sidste instans, siger Loftus, overdroges kontrollen med Det Muslimske Broderskab til U.S.A. og C.I.A.-som modvægt til Arabiske Kommunister.

 

Men dette forklarer stadigvæk ikke hvordan vi fik den nuværende form for islamisk fascisme. For man må huske på, at efter Nasser fordrev Det Muslimske Broderskab fra Ægypten, tog mange af dem til Saudi Arabien.

 

Ifølge Loftus, ”evakuerede C.I.A. gennem 1950´erne nazisterne fra Det Muslimske Broderskab til Saudi Arabien. Så da de ankom til Saudi Arabien blev nogle af de lyseste hoveder fra Det Muslimske Broderskab, som (Dr. Abdullah) Azzam, lærer i madrassah´erne, de religiøse skoler. Og de kombinerede nazismens doktriner med en sær kult ved navn Wahhabism”.

 

”Alle mener at Islam er en fanatisk religion, men det er den ikke. De tror at Isalm – den saudiske version af Isalm – er typisk, men det er den ikke. Wahhabi-kulten er blevet fordømt som kættersk mere end 60 gange af muslimske nationer. Men da saudierne blev velhavende, købte de sig til en masse stilhed. Dette er en meget rå kult. Wahhabismen blev kun praktiseret af Taliban og Saudi Arabien – SÅ ekstrem er den. Den har egentligt intet at gøre med Islam. Islam er en meget fredelig og tolerant religion. Den har altid haft et godt forhold til jøderne i de første tusind år af dens eksistens.

 

Interessant nok, ifølge Wikipedia´s optegnelse af Wahhabismen, siges det at Al-Banna skulle have været influeret af Wahhabis. ”Det Muslimske Broderskab hævdede af rengøre og genetablere det oprindelige islam. Da Det Muslimske Broderskab blev bandlyst i adskillige lande i mellemøsten, gav Saudi Arabien eksil til broderskabet. Dette synes at have sat scenen for en miks af broderskabet og Wahhabi under dække af termen Salafisme. Rebeller mod den saudiarabiske stat fandt retfærdiggørelse i tankerne af Sayed Qutb, et medlem af broderskabet der brugte år i ægyptiske fængsler. Visse Wahhabis´er, eller Salafis´er, afviste hvad de kaldte Qutb´ism, som en afvigelse af den sande Salafisme. Der findes derfor et anseeligt spektrum af religiøse holdninger indenfor Saudi-wahhabisme/salafisme, i høj grad delt i spørgsmålet, om den saudiske stat skal støttes, tålmodigt tåles, eller voldeligt modsættes. Dagens moderne Salafis´er benægter at Hassan al-Banna eller Sayed Qutb var efterfølgere af Salaf, eftersom de håndhævede det synspunkt, at det er lovligt at omstyrte en muslimsk leder.

 

Stanley noterer, at ”siden 1970´erne har saudierne klogt stoppet finansieringen af disse Salafis´er, der bandlyser nominelle muslimske regeringer (eller i det mindste den saudiske regering), fordømmende al-Qaeda som en afvigende sekt. De pro-saudiske sporer korrekt al-Qaeda´s ideologi til rødderne af Qutb og al-Banna.

 

”Imens brændemærker ikke-muslimer og mainstream-muslimer ”Wahhabi-Salafi”, for at tilsværte Salafis´er og selv fuldstændigt urelaterede grupper, såsom Taliban”, tilføjer Stanley.

 

Det var i de saudiarabiske madrassah´er, eller skoler, af Abdullah Azzam, at nazi-fascismen blev gift med religiøst ekstremisme.

 

Og i én af disse madrassah´er studerede studenten Osama bin Laden.

 

”Kommer dt som nogen overraskelse, at Osama bin Laden anklager ”jøderne” for ”at holde amerikanerne og vesten som gidsler”, givet det faktum, at grundlæggeren af Hamas, den palæstinensiske Abdullah Azzam, på samme tid var lederen af al-Qaeda´s vigtigste lærer og protektor?”, spørger Dr. Matthias Küntzel.

 

”Oprindelsen af bin Laden´s koncept om Jihad kan spores tilbage til det tidlige tyvende århundrede, der startede en magtfuld islamisk vækkelsesbevægelse, som svar på kolonialismen og dens eftervirkninger”, skriver Fiona Symon, en mellemøstanalytiker. ”Pakistan og Ægypten – begge muslimske lande med en stærk intellektuel tradition – producerede de bevægelser og de ideologier der skulle transformere konceptet om Jihad i den moderne verden”

 

”De bebrejdede de vestlige ideer om adskillelse af religion og politik for aftagningen i muslimske samfund…Dette, mente de, kunne kun korrigeres gennem en tilbagevenden til Islam i sin traditionelle form, i hvilket samfundet blev regeret ifølge strenge islamiske regler”, skriver Symon, tilføjende: ”Al-Banna og Mauddoudi pustede nyt liv i konceptet Jihad, som en hellig krig der skulle ende fremmed besættelse af muslimske lande”.

 

Loftus – og mange andre forfattere – siger, at med den russiske invasion af Afghanistan i 1979, ”besluttede C.I.A. at tage de nazistiske arabere ud af fryselageret”.

 

”Så vi fortalte saudiaraberne, af vi ville finansiere dem, hvis de ville samle alle nazi-araberne og sende dem til Afghanistan for at bekæmpe russerne”, ifølge Loftus. ”Vi måtte give dem et nyt navn. Vi kunne ikke kalde dem Det Muslimske Broderskab, da det var for sensitivt et navn. Dets nazi-fortid var for velkendt. Så vi kaldte dem Maktab al-Khadamat al-Mujahidin, MAK”

 

En af disse folk der blev udskibet til Afghanistan, efter at være indoktrineret i Azzam´s madrassah´er, var Osama bin Laden – som smeltede ideerne af Hassan al-Banna´s muslimske broderskab sammen med ideerne fra Pakistan af Syed Abul Ala Maududi´s Jamaat Islam, efter at være påvirket af det under kampene i Afghanistan.

 

Deres terror er nu udvidet til hele verden

 

Mens største delen af Islam´s troende helt sikkert ikke kan kaldes Islam-fascister, så findes der en gruppe indenfor de muslimske rækker, der har sine rødder i Nationalsocialismen og fascistiske ideologier. I et forsøg på at stemple Bush som politisk ukorrekt, er anti-Bush og bloggere der er historiske ignoranter, er uforvarende blevet apologeter for Islam-fascismen, en bevægelse indenfor Islam, som mange muslimer hævder er kættersk.

 

Leave a Response »

 

Hvad vil det sige at være venstreorienteret? onsdag, sep 17 2008

De fleste mennesker passer ikke pænt ind i en politisk kategori, og kan have et miks af synspunkter, der inkluderer hvad der almindeligvis anses for værende venstreorienterede og højreorienterede ideer. Blandt professionelle politikere og akademikere dog, findes en tydeligere polarisering. Så hvad er det der gør et givet synspunkt ”højreorienteret” eller ”venstreorienteret”? I dagens nordamerikanske termer, hvad er det så der udgør en arketypisk ”liberal” og en arketypisk ”konservativ”? Opdelingen er indlysende reel og bortgangen af venstrefløjens store ikon Sovjetunionen synes at have haft liden indflydelse på dennes intensitet. Venstrefløjen kan muligvis ikke længere have kommunismen at pege på, som et muligt alternativt system, men de forbliver alligevel venstreorienterede. Venstrefløjens bannersag siden Karl Marx – statseje af produktionsmidlerne eller ”socialisme”, synes ikke længere fornuftig for andre end en håndfuld hardcore tilhængere, men venstreorienterede er stadig venstreorienterede, og højreorienterede er stadig højreorienterede, og aldrig, synes det, skal de to mødes. Den længe vedhæftede overskrift for konservative synes ligeledes at være uddøende. ”Konservativ” anses i almindelighed for at stå for ”mod forandringer” eller ”favorisere status quo”, men siden Reagan/Thatcher-årene og frem, har højrefløjen været de store advokater for og praktikere af sociale og politiske forandringer. Højrefløjen har været næsten revolutionære i nedrivningen af venstrefløjens stolte bygningsværker – med privatisering, deregulering, velfærdsreduktioner, skattesænkninger og så videre. Skal man dømme efter de seneste tyve års politik, så ELSKER højreorienterede forandringer! De har i al fald helt sikkert energisk ændret hvad der i sin tid var status quo. Så hvad sker der? Hvad vil det sige at være venstreorienteret, og hvorfor er folk venstreorienterede? Hvad, om noget, har folk til fælles, der beskriver dem selv som (og af andre beskrives som) venstreorienterede, socialister, socialdemokrater, kommunister eller liberale (U.S.A.)? Mit svar kan ved første øjekast synes paradoksalt, men det er tilgangen til status quo der mere definerer venstreorienterede end højreorienterede. Det er ikke højreorienterede der favoriserer status quo. De er faktisk indifferente over for status quo, og kan lige så godt være for som imod, alt efter omstændighederne. Det er venstreorienterede der altid er imod status quo uanset hvad. Uanset hvad venstrefløjen i øvrigt måtte være, så er venstrefløjens hjørnesten et stærkt ønske om, eller endog behov for, politiske forandringer. Ofte ekstreme forandringer. Dette betyder selvfølgelig ikke, at venstreorienterede ligeligt favoriserer alle slags forandringer. Hvilke slags forandringer venstreorienterede favoriserer, vil afhænge af de behov der driver hans eller hendes ønske om forandringer. Højreorienterede på den anden side, har i almindelighed intet behov for forandringer eller ej. Hvis noget favoriserer højreorienterede fremskridt – både sociale og materielle. Så de fleste højreorienterede er ikke konservative (forsigtige) grundet deres indstilling til forandringer som sådan. Ved nogle lejligheder kan de endog være enige med udkommet af de politikker venstrefløjen hævder at ønske. De modsætter sig hovedsagligt forandringer, når det virker uforsigtigt – og de er i almindelighed forsigtige (skeptiske vedrørende nettoudkommet af særlige politikker) grundet deres realistiske tilgang til deres medmenneskers begrænsninger (egoisme, snæversyn, tåbelighed, aggressivitet). Ønsket om at ændre det eksisterende system er dog den paraply under hvilken alle venstreorienterede mødes. Selv på britisk socialismes højdepunkt ville britiske venstreorienterede have mere socialisme. Denne permanente og eroderende utilfredshed med den verden de lever i, er udelukkende det der udgør den venstreorienterede. Dette er alt hvad de har til fælles. De er derudover ekstremt fraktionerede og endog morderiske mod hinanden. Det er i beskrivelsen af sine medrevolutionære, at Lenin selv floromvunden talte om ”deres stupiditets fulde dybde, pedanteri, manglende fundament og forræderi mod arbejderklassens interesser”. Han kunne dårligt have talt mere foragtende om Zaren.

Leave a Response »

 

Problemet med Islam onsdag, sep 17 2008

For ikke så mange år siden publicerede den brillante orientalist Bernard Lewis en novelle om den muslimske verdens skranten med titlen ”Hvad gik galt?”. Forbløffende nok var der blandt mange af vesten progressive en afsmag for titlen. Den var en falsk præmis, protesterede kritikerne. De ignorerede Lewis´s implicitte erklæring, at tingene har været, eller kunne være, rigtige.

Men der er meget der helt klart er galt med den islamiske verden. Kvinder stenes til døde og underlægges omskæring. Homoseksuelle hænger i galgen under tilhængerne øjnene af tilhængerne af Sharia, Islam´s lovmæssige kode. Sunni-muslimer og Shia-muslimer slagter dagligt hinanden i Irak. Palæstinensiske mødre lærer 3 år gamle drenge og piger om martyridealet. Man kunne forvente at det ortodokse etablissement ville unddrage sig, eller afvise, disse klager, men uheldigvis vestens oplyste ikke-muslimer er aktivt, og passivt, kommet islamisterne til forsvar.

Disse ”progressive” påtaler ofte behovet for at undersøge årsagerne. I dette har de ret: Terrorisme er kun manifestationen af en sygdom og ikke selve sygdommen. Men årsagerne er meget anderledes end de tror. Som et tidligere medlem af Jemaah Islamiya, en gruppe ledet af al Qaeda´s næstkommanderende Ayman al-Zawahiri, beretter, kan den umenneskelige islamistiske ideologiske lære, transformere et ungt næstekærligt sind til sindet af en terrorist. Hvis ikke det radikale Islam´s ideologiske rødder konfronteres, vil det være umuligt at bekæmpe den. Mens der findes mange ideologiske rødder i islamismen, så har hovedroden et navn – Salafisme, en voldelig, ultrakonservativ version af religionen.

Det er vitalt at forstå, at traditionelle, og selv hovedstrømmens islamiske lærdomme, accepterer og promoverer vold. Sharia, eksempelvis, tillader at frafaldne dræbes, tillader at slå kvinder for at disciplinere dem, søger at underlægge sig ikke-muslimer under Islam som dhimmi´er, og retfærdiggør erklæringen af krig for at opnå dette. Det tilskyndes gode muslimer at udrydde jøderne før ”Dommedag”. Den næsten øredøvende tavshed fra den altoverskyggende majoritet af muslimer, der er imod disse barbariske praktikker, er tilstrækkeligt bevis på, at der er noget fundamentalt galt.

Den vanskelige stilling vi møder i den islamiske verden, er manglen på strenge, godkendte, teologiske fortolkninger af Islam, der klart udfordrer de lyssky aspekter af Sharia. Uligt salafismen, tilbyder mere liberale grene af Islam, såsom sufismen, typisk ikke den essentielle teologiske base der kan nulstille de grumme proklamationer fra deres salafistiske modpart.

Det er dog ironisk og sørgeligt, at mange ikke-muslimer og vestlige intellektuelle – der vedholdende påstår at støtte menneskerettighederne – er blevet forhindringer i reformeringen af Islam. Politisk Korrekthed blandt vestlige obstruerer utvetydigt kritik af Sharia´ens umenneskelighed. De finder socioøkonomiske og politiske undskyldninger for islamiske terrorisme, såsom fattigdom, kolonialisme, diskrimination eller Israel´s eksistens. Hvilken tilskyndelse findes der for muslimerne til at kræve reformer, når vestlige ”progressive” baner vejen for islamisk barbari? Hvis ikke problemet er religiøs overbevisning, så efterlader det den enkelte undrende sig over, hvorfor kristne der lever blandt muslimer, under omstændigheder der er éns, afstår fra at bidrage til en storstilet, systematisk terrorkampagne.

Vestlige politikere og lærde synger sangen om, at islamisk ekstremisme er forårsaget af den arabisk-israelske konflikt. Denne analyse kan ikke overbevise nogen rationel person, at islamisters myrderier af 150.000 uskyldige i Algeriet – som er foregået i de seneste årtier – er slagtningen af hundredvis af buddhister i Thailand, eller denne brutale vold mellem sunni-muslimer og shia-muslimer i Irak, kunne have noget at gøre med den arabisk-israelske konflikt.

Vestlige feminister kæmper behørigt i deres hjemlande, for lige løn og mulighed, men synes at ignorere, under en facade af kulturel relativisme, det store antal kvinder i den islamiske verden der lever under trusler om vold, henrettelse og omskæring, eller ikke kan stemme, køre bil eller klæde sig som det passer dem.

Mange vestliges tendens til at unddrage sig selvkritik, obstruerer yderligere reformationen af Islam. Amerikanere demonstrerer mod krigen i Irak, men afviser at demonstrere mod terrorister der kidnapper uskyldige mennesker, og halshugger dem. Ligeledes efter terrorbombningen i Madrid demonstrerede millioner af spaniere mod separatistorganisationen E.T.A., men så snart demonstranterne opdagede, at der stod muslimer bag terrorbombningen suspenderede de demonstrationerne. Dette eksempel sendte en besked til radikale muslimer om, at de kan fortsætte deres voldelige metoder.

Vestlige ”fredsaftaler” med muslimske samfund, har forværret problemet. Gennem den fire måneder lange periode af publikationen af Muhammed-tegningerne i danske aviser, var der forholdsvist få voldelige muslimske demonstrationer. Inden for få dage efter de danske avisers undskyldning, opstod optøjer verden over. Undskyldningen blev af islamisterne opfattet som svaghed og eftergivenhed.

Måske værst af alt er antiamerikanismen blandt mange vestlige. Det er en afsky så stærk, så dybtgående, så rodfæstet i personlig identitet, at den har ledt mange, bevidst eller ubevidst, til moralsk støtte af Amerika´s fjender.

Progressive må erkende, at radikal Islam er baseret på et ikke-liberalt system. De må vågne op til Islam´s umenneskelige politikker og praktikker verden over. Og de må ikke tage respekten for menneskerettighederne, og den værdighed vi i den vestlige verden oplever, for givet.

Velmenende trosdialoger med muslimer har stort set været frugtesløse. Deltagerne må kræve – hvad de indtil videre ikke har gjort – af muslimske organisationer og lærde specifikt og utvetydigt tager afstand fra voldelige Salafi-komponenter i deres moskeer og i medierne. Muslimer der ikke verbalt modsætter sig den brutale Sharia´s dekreter, kan ikke anses for værende ”moderate”.

Alt dette gør de muslimske reformatorers bestræbelser vanskeligere. Når vestlige laver politisk korrekte undskyldninger for islamismen, bringer det faktisk reformatorernes liv i fare, og har i mange tilfælde den effekt, at deres stemmer undertrykkes.

Tolerance betyder ikke at man skal tolerere grusomheder under relativismens paraply. Tiden er kommet for alle i den frie verden, at mød realiteterne af Salafi-Islam, ellers vil radikal islamisme forsætte med at møde os.

 

 

 

Leave a Response »

 

Det seksuelle raseri bag islamisk terror torsdag, sep 18 2008

Alle seriemordere, næsten uden undtagelse, blev som børn alvorligt misbrugte. Den slags mennesker der kaprer et fly med uskyldige mennesker, og driver det ind i en bygning med tusinder af andre uskyldige mennesker, er relateret til dette fænomen.

 

Når sociopater voldtager og dræber, ser de ikke deres ofre so menneskelige væsner, men kun som objekter. Dette er fordi sociopaterne selv på et tidspunkt, blev brugt som objekter – i takt med at deres kropsintegritet gentagne gange blev forbrudt sig imod. Den resulterende vrede efter seksuel misbrug er én ting, men kombineret med livet i en dysfunktionel kultur med undertrykkelse og misogyni, hvor kærlighed reduceres til voldelig dominans, er en helt anden.

 

Gennem det islamiske mellemøsten bliver mænd og kvinder heftigt opdraget til modsættelse af nydelse, især i den seksuelle variant. Mænd opdrages til ikke alene ikke at berøre kvinder, men endog at se på dem. Sex før ægteskabet er ikke bare en synd – men en kriminel handling. Dette straffes i bedste fald med alvorlige slag og i værste fald med henrettelses.

 

De seksuelle privilegier der i islamisk kultur tillades, tillades mænd. Kvinders seksualitet og sociale uafhængighed repræsenterer store trusler mod mandligt overherredømme, og kontrolleres kraftigt. Derfor er der, som den maroccanske feminist Fitna Sabbah afslører i sin bog ”Women in the Muslim Unconscious”, en konflikt i Mellemøstens seksuelle libido og undertrykkelse. En dybt rodfæstet frygt, og fjendtlighed mod, individuelle resultater og dens hovedudtryk eksisterer i misogyni.

 

Socialt afsondrede fra kvinder ligger arabiske mænd under for homoseksuel adfærd. Men interessant nok findes der ikke noget ord for ”homoseksuel” i moderne vestlig forstand. Dette er fordi, at have sex med drenge eller kvindagtige mænd, ses som en social norm. Mænd tjener som tilgængelige erstatninger for utilgængelige kvinder. Den penetrerende mand bliver dog ikke i højere grad umandiggjort, end hvis han havde haft sex med sin kone. Den penetrerede mand umanddiggøres. Drengen umandiggøres ikke, da det rationaliseres, at han endnu ikke er en mand.

 

I denne kultur hvor mænd penetrerer mænd, bliver penetrering en manifestation af mandlig magt, promoverende en status af hypermaskulinitet. Det anses ikke for at have noget som helst med homoseksualitet at gøre. En ugift mand der har sex med drenge, gør bare hvad mænd gør. Som den lærde Bruce Dunne har vist, så har sex i islamiske samfund intet med gensidighed parterne imellem, men om voksne mænds nydelsesopnåelse gennem voldelig dominans.

 

Der er tavshed omkring dette emne. Det er tavsheden der legitimerer seksuel vold mod kvinder, såsom æresdrab og kvindelig omskæring. Selvom samfundet ikke ser den seksuelle udnyttelse som ydmygende, så er de psykologiske og følelsesmæssige ar, der er resultatet af denne underlæning, afmagt og ydmygelse. Traumatiserede gennem forbrydelse mod deres værdighed og manddighed, bruger de resten af livet på at få den tilbage.

 

Problemet med at restituere sig efter seksuelt misbrug, og generhverve sin rystede maskulinitet, er noget af en prøvelse i en kultur, hvor kvinder hades og kærlighed fortolkes som hegemonisk kontrol.

 

Med kvinder uden for rækkevidde – og uden for synsvidde – indtil ægteskabet, oplever mænd kun førægteskabelig sex i selskab med andre mænd. Deres seksuelle afløb inkluderer mestendels misbrug af yngre mænd – ligesom de selv blev misbrugte.

I alle disse tilfælde fjernes mændenes idé omkærlighed fra mændenes forståelse af seksualitet. Som essensen af arabisk maskulinitet er den reduceret til at skade andre gennem vold. En gigantisk afstand mellem mænd og kvinder udvikles, hvor ingen harmoni, hengivelse eller lighed tillades at eksistere. Dog, i relationen mænd imellem udelades hengivelse, solidaritet og empati. De truer den hypermaskuline orden.

 

Det er martrende at forestille sig den seksuelle frustration, ydmygelse og undertrykkelse, der udvikler sig i mænd fra denne kultur. Men det er ikke overraskende, at mange af disse mænd finder deres eneste tilfredsstillelsesvej i ydmygelseshandlingen af den fremmede ”fjende”, hvis maskulinitet for enhver pris må skades – som deres engang blev.

 

Forbrydelse mod fjendens maskulinitet kræver leveringen af alvorlig vold mod ham. De seneste terroristangreb tjener derfor som stærkt nødvendigt afløb for terroristernes ophobede seksuelle raseri. Yderligere tjener det som en desperat og patologisk erklæring af genmaskuliniseringen af deres afmaskuliniserede selv.

 

Leave a Response »

 

Er det her sjovt?: Farlige kvinders fællestræk fredag, sep 19 2008

Jeg faldt over det her på nettet, og jeg ved godt at humor er mange ting, men mens jeg oversatte det, så grinede jeg, så tårerne trillede.

 

Kvinder skal nok passe på med at fortsætte læsningen…nu er I advaret!

 

•           Blev hun misbrugt som barn? En kvinde der hævder, at hun som barn blev fysisk eller seksuelt misbrugt som barn kandiderer til selv som voksen at udøve vold. Hvad værre er, så kender hun alle spillene, hvem hun skal ringe til, og hvad hun skal sige, når volden begynder. Hun vil helt klart påstå, at det ikke var hende der startede volden.

 

•           Slår hun dig, eller kaster med ting? Det kan synes sjovt, kært eller gjort i leg. I en undersøgelse af studerende syntes 20% af mænd der var blevet angrebet af deres veninde, at det var sjovt. Men husk, hvis hun slår dig mens i dater, vil hun senere blive endnu farligere. Og hvis hun bliver sur, og politiet tilkaldes, er det sandsynligvis dig der bliver arresteret.

 

•           Har hun tidligere fået udstedt tilhold mod tidligere partnere, eller anmeldt vold? En nem måde at finde ud af dette på, er i en filosofisk diskussion at spørge hende, hvad hun mener om vold. Du ved, én af de der fortrolige samtaler man har som ung. Refererer hun til sig selv som ”offer” eller ”overlevende” efter vold eller misbrug? Har hun boet i et kvindehjem, eller arbejdet for Dannerhuset? Dette er advarselsflag, og det kan ikke gå hurtigt nok med at komme væk.

 

•           Et andet advarselstegn er, at du ikke længere kan gøre noget rigtigt. Hvad der tidligere var en omsorgsfuld, kærlig person er blevet en voldelig, sur harpe, der er utilfreds med alt du gør. På dette tidspunkt kan hun også begynde at slå, skubbe eller kaste ting efter dig. At kaste med ting kan også blive en del af hendes adfærd. Sådanne personlighedsforandringer kan være symptomer på medicinske eller mentale problemer der kan behandles, hvis hun vil acceptere behandling. Erfaringerne er, at hun sandsynligvis ikke vil søge behandling, da det er meget, meget lettere at give dig skylden. Hvis hun er i tredverne eller fyrrerne og har fået fjernet livmoderen før hun begynder at opføre sig sådan, vil det være klogt at læse om kvinders overgangsalder. Men vær på vagt. Hun vil sandsynligvis ikke høre om emnet. Uanset omfanget at involvering med en kvinde der begynder at slå eller skubbe, og ikke vil søge medicinsk behandling, så vil det være sikrere uden for hjemmet end indenfor med hende. Hvis du er gift, vil du være bedre stillet med skilsmisse, hvis ikke du endnu er blevet anklaget for vold eller mishandling. Det gør ikke nogen forskel, om det er hende der er voldelig, du, manden, vil næsten helt sikkert blive anklaget, og du er skyldig, hvis ikke du kan bevise din uskyld.

 

•           Næsten alle mænd der er blevet mishandlet, rapporterer at de følelsesmæssige aspekter var de værste. Tidlige advarselstegn på at en kvinde kan mishandle følelsesmæssigt, er grov tale, tankeløs adfærd og dårlige manerer. Typisk vil intet du siger eller gør være godt nok, og intet hun gør er forkert. Almindeligvis er sådanne kvinder ret kønne.

 

•           Mange kvinder der har været i et forhold med mishandling, vil have tendens til at vende tilbage til et tilsvarende forhold. Med mindre du virkeligt ønsker sådan et forhold, så slip af med hende så snart hun begynder at tude om hvordan hun blev mishandlet af sin ægtema(æ)nd, kæreste(r), far, stedfar, onkler og så videre. Hvem ved hvor lang listen er? Vil du virkeligt vide det? Eller værre endnu, blive en del af den? Sådanne kvinder tiltrækker vold, og må på det kraftigste anbefales, at du læser om sådanne kvinders adfærdsmønstre, og derudover læser om følelsesmæssige terrorister, hvis du skulle komme i kontakt med en sådan kvinde.

 

•           Man hører om mænd der anklages for at have forårsaget skader, de intet har haft med at gøre. 1% af befolkningen og 10% af unge påfører sig selv skader, og kvinder gør det dobbelt så ofte som mænd (2:1 ratio). 80% af kvinder der påfører sig selv skader har en historie med seksuel mishandling. Den oftest forekommende manifestation er at skære, men andre former kan inkludere brænding (ofte med kaustiske substanser), slag, kradsning, bid, hårafrivning, knoglebræk og i mere ekstreme tilfælde, amputationer og selvkastrering. Selvmishandling er meget vanedannende, særligt at skære sig selv. Selvmishandling er ofte relateret til Borderline Personality Disorder, humørsyge og spiseforstyrrelser. Men politiet og dommeren vil ikke tro dig, når du fortæller, at hun gjorde det mod sig selv. Så hvis du ser noget som helst tegn på selvskade, selvmishandling eller selvskadende adfærd hos din Snuske, så er det bare om at komme væk.

 

•           En mor der aldrig har haft et seriøst forhold til sit barns (børns) far. Endnu værre, hvis hun har fået adskillige børn med forskellige fædre, der alle for længst er væk, og sandsynligvis med god grund. Børnene er også i deres egen verden. Måske var moderen også enlig mor? Fremmaner dette billeder af post-feministiske, matriarkalske traditioner om kvinder du kender?

 

•           En mor der er blevet fundet uegnet som mor, tvangssteriliseret, og mistet forældremyndigheden. I årtusindskiftets ekstreme kønskamp, kan kun den mest ekstreme adfærd resultere i sådan en dom. Du vil ikke ønske at en så rabiat kvinde bider dig!

 

•           Hvis en kvinde har, eller har haft, et alkoholproblem, så er der stor sandsynlighed for at hun fortsætter med at have det. Vil du virkeligt involveres i en person, hvor tilbagefaldsraten er så høj? Eller måske mødte du hende ved en session for Anonyme Alkoholikere? Eller der hvor du bytter dine nåle? Erfaringer har vist, at kvinder der anvender metaamfetamin er særligt farlige. Personer der bruger metaamfetamin bliver næsten uundgåeligt voldelige. Et ”stofproblem” begrænses ikke til brugen af illegale stoffer. Kvinder der misbruger receptpligtig medicin, bør også undgås. Sådanne vaner skjuler ofte dybere liggende pykoser, som du sandsynligvis ikke engang ønsker at vide noget om. Nuværende eller tidligere brug af anti-depressiver er et andet tegn på, at du leder efter kærlighed det forkerte sted. Prozac har på dette område et særligt dårligt ry.

 

•            Folkevisdom har længe opfordret den unge mand til at tage et nærmere syn på sin udkårnes mor, da hun om tyve år vil se sådan ud. Enhver ungersvend tilrådes også tage et godt langt kig på moderens opførsel og livsstil. Hvis din udkårnes mor er enlig mor, så vil din udkårne sandsynligvis ikke finde noget galt i det. Men er børnepenge den eneste relation du ønsker til dine børn? DNA-analyser viser, at der er mindst 30% chance for at hendes børn ikke stammer fra din sæd, men domstolene vil tvinge dig til alligevel at betale. Hvis hendes mor er mentalt forstyrret, har eller har haft misbrugsproblemer, har haft adskillige skilsmisser, så kan lignende adfærd forventes af din udkårne.

 

•           Hun er blevet fyret fra adskillige job. Det har altid været sjældent for en kvinde at blive fyret, så hvis hun er blevet fyret fra adskillige job, behøver du ikke yderligere beviser for, at hun har seriøse problemer, Borderline Personality Disorder kan være ét af dem.

 

•           Hvis du har haft fladlus eller klamydia, så har du sandsynligvis fået det mens du var i militæret, var meget fuld eller begge dele. Hvis du har haft en kønssygdom, så tænk på hende du fik den af. Er det den slags du vil associeres med på mere permanent basis? Det et muligt, men ikke sandsynligt, at en anstændig kvinde kan have haft en kønssygdom. Hun kunne eksempelvis have fået den af sin ægtemand, og det kan være årsagen til at de blev skilt. Hvor om alting er, skulle du erfare at dit livs lys har haft en kønssygdom, så køb et par ekstra drinks og få detaljer. Hvis det viser sig, at hun gav sin ægtemand, eller nuværende kæreste, en kønssygdom, så er det tid at forvinde ud af billedet. Husk, at nogle kønssygdomme er for livet, så hvis hun har én af disse, så find døren hurtigst muligt.

 

•           En kvinde der i ti, femten, tyve år var lykkeligt gift, og så blev skilt i midtfyrrerne. Hun er sandsynligvis i overgangsalderen, og er blevet ”the queen of bitsches”. Hun har måske hørt joken: ”Jeg er løbet tør for østrogen og jeg har en pistol!”. Man kender til i al fald ét tilfælde hvor dette var sandt. Ikke en risiko der kan anbefales.

 

•           En kvinde der er kommet op i de sene tredvere eller tidlige fyrrere uden at have været gift eller været i et længerevarende forhold (med en mand), er en dårlig kandidat til et seriøst forhold. Selvom hun ikke er voldelig, så viser hendes personlighed sig sandsynligvis ikke at passe til en levende hvid mand. Der er almindeligvis gode grunde til, at en attraktiv kvinde ikke kan etablere et forpligtende forhold. At finde ud af disse grunde vil ikke være én af dit livs mest behagelige oplevelser. Yderligere bevæger hun sig ind i overgangsalderen, og hormonbalancen vil sandsynligvis ikke bidrage positivt til romancen.

Leave a Response »

 

Venstrefløjen og racisme lørdag, sep 20 2008

Én ting venstreorienterede ikke vil tillade dem selv at blive set som, er racist. Venstreorienterede kan modvilligt være nationalister – Gough Whitlam, den australske venstrefløjs store helt, var helt sikkert en skamløs nationalist, ligeledes var de store argentinske helte Juan og Eva Peron, og yderligere det kommunistiske Nord Korea´s Kim, med sin katastrofale doktrin om ”juche” (national selvtilstrækkelighed) – men venstreorienterede kan ikke tilskrive race betydning. Hvis de gør, bliver de omgående stemplet som højreorienterede. At være racist er i den venstreorienterede forståelse tilstrækkeligt til at gøre denne højreorienteret, uanset hvad denne ellers måtte mene eller tro, eller advokere for. Det lykkedes dem endog at overse det Hitler´s store eksempel af ekstrem socialisme (indkomstudligning, tung statskontrol med industri og alt andet) og kaldte ham højreorienteret. Han var nationalist (dette kan tillades), men han var også racist (dette kan ikke tillades).

Så folk som Adolf Hitler og Pim Fortuyn (den myrdede hollandske homoseksuelle politiker) er  højreorienterede som vinden blæser. Hvad de advokerede var generelt venstreorienteret (det fulde navn af Hitler´s politiske parti – generelt forkortet til ”Nazi” – siger det hele: Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei). Så venstreorienteret racisme eksisterer ikke kun fordi den defineres ud af eksistens.

 

En australsk antropolog, Ron Brunton, peger på, at afdøde Pim Fortuyn advokerede for homoseksuelle ægteskaber, kønslighed, liberaliserede love om stoffer, og kritiserede en religion, som han anså for værende intolerant og homofobisk – som lyder forfærdeligt meget a la sit områdes venstreorienterede – men fordi han ville standse yderligere indvandring til sit allerede tungt bebyrdede land, blev han stemplet som højreekstremist. Brunton peger også på, at der findes meget i den franske anti-immigrationspolitiker Jean-Marie Le Pen, der kunne kategorisere ham som venstreorienteret, havde det ikke lige været for hans racesyn.

 

Det kan argumenteres, at uanset deres motivation, så gør venstreorienterede en smule godt med deres vokale fordømmelse af ”racisme” – og det er måske godt nok. Men gruppeloyalitet er – som Brown konkluderede i sin summering af sine undersøgelser af spørgsmålet – en ”uudslettelig”, universel menneskelig attribut, så risikoen er, at venstreorienterede kan karakterisere enhver som værende racist, der er ærlig om sine følelser af gruppeidentitet – uanset hvor harmløse eller ondsindede disse følelser måtte være. Med andre ord bærer venstreorienterede ofte deres fordømmelse af racisme til en latterlig og uretfærdig udstrækning. Dette gør de fordi det faktisk kun er en skinmanøvre – en skinmanøvre for at opnå hæder. Den realitet at vi bedst kan lide vores egen slags, interesserer dem ganske enkelt ikke.

Leave a Response »

 

Myte: Islam er fredens religion tirsdag, sep 23 2008

Myten:
Muhammed var en fredelig mand, der lærte sine efterkommere det samme. Muslimer levede fredeligt gennem århundreder, kun kæmpende i selvforsvar når nødvendigt. Sande muslimer ville aldrig handle aggressivt.

Sandheden:
Muhammed organiserede 65 militære kampagner i løbet af de 10 sidste år af hans liv, og ledede personligt 27 af dem. Jo mere magt han opnåede, jo færre undskyldninger behøvede han for at gå i krig, indtil han begyndte at angribe stammer, alene af den årsag at de ikke var en del af hans spirende imperium
.
Efter Muhammed´s død vendte hans mest trofaste efterfølgere og hans familie sig omgående mod hinanden. Der var fir kaliffer (ledere) i de første 25 år. Tre ud af fire blev myrdet. Den tredje kalif blev myrdet af sønnen af den første. Den fjerde kalif blev myrdet af den femte, der efterlod et 100-års dynasti, der blev afsluttet i et grusomt, omfattende blodbad af efterkommerne af Muhammed´s onkel.

Muhammed´s egen datter Fatima, og hans svigersøn Ali, der begge overlevede Mekka-årenes hedenske lidelser fint, overlevede ikke Islam efter Muhammed´s død. Fatima døde efter tre måneder af stress fra anklagerne, og Ali blev senere snigmyrdet. Deres søn (Muhammed´s barnebarn) blv dræbt i kamp mod fraktionen der i dag kendes som Sunni. Hans folk blev Shia. Familie og personlige venner af Muhammed blev blandet i de to stridende grupper, der derefter i takt med Islam´s vækst fraktioneredes til fjendtlige underafdelinger.

Muhammed efterlod sine mænd med instruktioner om at bekæmpe de kristne, perserne, jøderne og polyteisterne (hvilket kom til at inkludere millioner af uheldige hinduer). Gennem de næste fire århundreder damptromlede muslimske hære hen over deres uanende naboer, plyndrende og slavegørende dem, og tvingende de overlevende til enten at konvertere, eller smage sværdet.

Kompagnoner af Muhammed levede til at se Islam erklære krig mod enhver større religion i verden, i løbet af blot de første få årtier efter sin død – førende Jihad mod hinduer, kristne, jøder og buddhister.

Omkring tidspunktet for Korstogene (da Europa begyndte at slå igen), havde muslimerne gennem sværdet erobret 2/3 af den kristne verden, fra Spanien til Syrien og på tværs af Nord Afrika. Disse arabiske slaveruter skulle forblive åbne i 1300 år, indtil presset fra kristent baserede lande tvang islamiske nationer til at erklære praktikken ulovlig (i al fald i teorien).

I dag findes der ingen anden religion i verden, der så vedholdende producerer terrorisme i religionens navn, som Islam. De farligste muslimer er næsten altid dem der fortolker Koranen mest transparent. De er fundamentalisterne og puritanerne, og tror på Muhammad´s mandat til at sprede islamisk lov gennem sværdet, dræbende dem der ikke vil underkaste sig.

Islam´s hellige tekst er broderet med vers om vold og had mod vantro. I skarp kontrast til Biblen der generelt bevæger sig fra relativt voldelige passager, til langt mere fredelige, bevæger Koranen sig i den stik modsatte retning. Den håndfuld af tidligere vers der taler om tolerance, overvældes senere af en lavine af vers, der bærer meget anderledes beskeder. Mens Det Gamle Testamente´s vers om blod og indvolde generelt er bundet i historisk kontekst indenfor teksten selv, er Koranens imperativer til vold almindeligvis uafsluttede.

”Fredens religion” har uden sammenligning været den mest brutale og blodige verden endnu har set.

Leave a Response »

 

Undervisning og den danske folkeskole onsdag, sep 24 2008

Den svenske professor i etnologi Jonas Frykman har gjort tankevækkende beskrivelser og analyser, gennem et omfattende teoretisk, historisk og empirisk studie af den svenske folkeskole, i et forsøg på at finde en forklaring på den manglende uddannelsesmæssige mobilitet. Frykman har undret sig over, hvorfor den aktuelle skole ikke giver lige muligheder for alle og hvorfor skolen var bedre til at skabe social mobilitet for bare tredive år siden.

Dette gør Frykman ved at tydeliggøre den nuværende skoles struktur for derefter at holde den op mod den fortidige skolestruktur. Disse er henholdsvis den senmoderne reformerede skole, som i høj grad udgår fra individet, mod modernitetens gamle dannelsesskole med sit regelsæt, sin særegne disciplin, sin klasseundervisning og sin orientering mod formaliseret kundskabsakkumulering.

Frykman sætter kritisk lys på nutidens individorienterede pædagogik og problematiserer, at undervisningen i dag er personorienteret med fokus på nuet, det hjemlige og det nære. Denne fokus på identitetsarbejde der foregår i nuet betyder, at eleven mister orienteringen mod det fremtidige. Dagens skole orienterer sig ikke mod det fremtidige, i modsætning til den moderne skole, hvor skoletiden var en øvelse for fremtiden. Hvor man tidligere satte et verdenskort op foran eleverne, sætter man nu et spejl op.

Her kan man drage en parallel til feminismen, der tilsvarende er optagede af det nære, det hjemlige og nuet. Feminismen afskriver det maskuline, da det maskuline tilsyneladende ikke har noget umiddelbart formål og da feministerne ikke umiddelbart kan se en opgave der kan kræve det maskuline.

”Hvad der er godt for mig, må også være godt for dig” Feministernes nyvundne frihed er tilsyneladende smittet af på elever i folkeskolen. Vi er gået fra ”opdragelse” til ”kompetente børn”, fra ”undervisning” til ”ansvar for egen læring” og endeligt fra ”kvalifikationer” til ”kompetencer”. Til trods for fagfolks opfordringer, er det stadig ikke velset at stille krav og sætte grænser for børn. Rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt siger i emancipationsdiskussionen, at udøverne af emancipationspædagogikken dog beklager den måde generationer af unge mennesker har forvaltet friheden.

Hertil skal dog siges, at man med nogen ret kan frikende nutidens børn for manglende forvaltning af friheden. Forklaringen skal muligvis findes i retorikken:

Der er en udbredt opfattelse blandt lærerstuderende og lærere på lærerseminarierne af, at det er vigtigt, at man som lærerseminariestuderende kan lide at arbejde med børn. Man kan overveje, om der her kan forefindes en del af forklaringen på folkeskolens uddannelsesmæssige mobilitetsproblemer. Spørgsmålet er, om det er børn eller elever der har sin naturlige plads i folkeskolen. Børn hører til i børnehaven. At være elev er en funktion, og så er det ligegyldigt om man er otte år eller firs år. Vi har altså ført børnehaven op i folkeskolen.

Leave a Response »

 

Andrew Lloyd Webber: Hvorfor Politisk Korrekthed må forsvinde torsdag, sep 25 2008

Den berømte musicalkomponist Andrew Lloyd Webber har hævdet, at Politisk Korrekthed – især i relation til muslimer – forårsager at den kunstneriske kreativitet kvæles.

 

I et interview i underholdningsmagasinet Closeronline har Andrew Lloyd Webber sagt, at nogle af hans største musicals aldrig ville have været skrevet i dag, at frygt for at ”støde minoriteter”.

 

Sammen med Tim Rice begyndte Lord Lloyd Webber sin teaterkarriere med to shows inspireret af den kristne tradition: Jesus Christ Superstar og Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat.

 

I interviewet sagde Lloyd Webber, ”Jeg ser tilbage på min ungdom, og spørger mig selv, om jeg ville have skrevet en opera med Tim Rice? Så mange i dag er besatte af ting der støder folk. Dagens folk siger, at du ikke kan skrive dette, da det vil støde dette samfund, og så kan man ikke sige dette, da det vil støde muslimerne, og vi ender alle sammen med at blive talt fra det. Talt væk fra ideer. Hvorimod da jeg var 20, tænkte jeg ikke over disse ting – jeg gjorde det bare”

 

Grunden til kvælningen af kunsterne i det moderne England er direkte forbundet til massetransporten af populationer fra den tredje verden, der har bragt deres kultur og traditioner med dem, som har resulteret i fortrængning af traditionel tolerant britisk kultur.

 

 

Leave a Response »

 

Multikulturalismens plage torsdag, sep 25 2008

Multikulturalisme er en venstreorienteret politisk ideologi, der ser alle kulturer, skikke og institutioner som essentielt ligestillede. Ingen kultur anses for værende underlegen i forhold til en anden; den er blot anderledes. Kritikken af andre kulturer, især ikke-vestlige minoritetskulturer, stemples som ”usensitivt” eller ”fordomsfuldt”. Der findes dog én stor undtagelse. Den euro-amerikanske kultur med sit jødisk-kristne fundament kritiseres ikke blot, men fordømmes ofte, bliver anklaget for racisme, sexisme og klassisisme.

Termen ”euroamerikansk kultur” refererer til de komponenter af amerikansk kultur, der stammer fra overbevisninger og praktikker fra England, og i nogen grad fra Nordeuropa og tilpasset amerikanske behov. Kort kan disse behov beskrives som: Gud skabte menneskene og verden, menneskelig adfærd skal dømmes som rigtig eller forkert; moralsk eller umoralsk; i lyset af Biblen´s ”De Ti Bud”; objektiv kundskab kan opnås; rettigheder, friheder, ansvar og individets værdighed tager plads over gruppernes; folk regeres af lovens regler; love formuleres demokratisk; enhver man eller kvinde er lige for loven; enhver anklaget er uskyldig indtil bevist skyldig i en retssag, hvor han eller hun kan møde sin anklager; folk har ikke bare ret til succes, men også til fiasko; et frit samfund der tilbyder lige muligheder, garanterer ikke lige udkomme.

Multikulturalisme tilskynder immigranter og andre minoriteter til at bevare deres fremmede kultur, ved ikke at assimilere i den euro-amerikanske kultur. Selv ordet ”fremmed” bandlyses som politisk ukorrekt, da det ikke tilpasser sig multikulturalismens politiske og ideologiske værdier. Regeringen opfordres til, at finansiere tosproget uddannelse for immigrantbørn i offentlige skoler. Kulturel assimilation foragtes, da den er ensbetydende med kulturel imperialisme.

Multikulturalisme må ikke, som de ofte bliver, forveksles med multikulturel uddannelse. Multikulturel uddannelse præsenterer og undersøger andre kulturers værdier og praktikker objektivt og kritisk, på en ikke-doktrinær måde. Den anerkender, at amerikansk kultur altid har haft nogen diversitet, især religiøs og etnisk diversitet, men den anser sådan diversitet som subkulturel og underordnet Amerika´s majoritetskultur, mere end sidestillet. Derfor inkluderer termerne multikulturalisme og multikulturalist i øjeblikket ikke kulturel uddannelse.

Eksistensen og den seneste vækst i multikulturalismen, konceptet om at hver kultur skal bedømmes relativt i forhold til sine egne standarder, og ikke andre kulturers standarder. Denne idé kan spores tilbage til den tyske filosof Johann Gottfried von Herder, der argumenterede, at hvert samfunds kultur skal dømmes ”uden at prakke noget mønster på den”.

Kulturel relativisme affødte ideen om, at en anden kulturs moralske adfærd også var relativ, og ikke burde dømmes af nogen udenfor kulturen. Denne opfattelse udbredtes hurtigt, erklærende at den enkeltes adfærd end ikke kan dømmes indenfor den enkeltes kultur. Denne opfattelse er nu sivet ned til den almindelige borger i vestlige samfund.

I 1960´erne og 1970´erne tog postmodernismen fat. Selvom denne ideologi kan være svær præcist at definere, gentages visse temaer, såsom; opnåelse af objektiv sandhed eller endegyldige sandheder er umulige; ingen sandhed eller idé er transcendent; alle ideer er sociale eller kulturelle konstruktioner; ideer eller sandheder er kun sande, hvis de gavner de ”undertrykte”; og historiske fakta er uvigtige. Kort sagt er postmodernisme kulturel relativisme med politiske overtoner, og multikulturalisme er faktisk ægteskabet mellem kulturel relativisme og postmodernisme.

I overensstemmelse med postmodernismens ideologi ses multikulturalister vestlig kultur og euro-amerikansk kultur, som ikke havende gavnet ikke-vestlige minoritetskulturer, så dens værdier og sandheder må anses for værende suspekte. Dette forklarer hvorfor multikulturalismen ”repræsenterer” en afsværgelse af alle vestlige krav på sandhed. Det forklarer også, hvorfor dens disciple afsværger vestlig og euro-amerikansk kultur, som de søger at underminere og endog afmontere, ved at introducere amerikansk kultur for en vifte af ikke-vestlige kulturer med lige ære og rettigheder.

Sammenkomsten af kulturel relativisme og postmodernisme i multikulturalisme, er blevet forstærket af en fremmed ideologi: Marxisme. Marxismen har givet multikulturalismen sit rationale og koncepter (eksempelvis undertrykkelse, ulighed, imperialisme og revolutionære forandringer) for at devaluere og afmontere vestens tusindårige kultur. Alle aggressivt orienterede multikulturalister tjener disse koncepter for at angribe euro-amerikansk kultur.

For at kunne opnå multikulturalismens mål, prøver tilhængerne at forbyde og selv straffe tale eller adfærd der kritiserer eller eroderer praktikker eller værdier af ikke-vestlige minoritetskulturer. De mener en sådan position er nødvendig, da de anser disse kulturer for underprivilegerede og undertrykte, som resultat af vestlig og euro-amerikansk kulturs racisme,sexisme, klassisisme og kulturel imperialisme. At være enig i minoriteters mål og metoder, såvel som implementeringen af dem, siges at være Politisk Korrekt, og at handle anderledes er politisk ukorrekt.

Selvom de ikke håndhæver disse termer, indikerer deres adfærd dette, især når de dømmer udsagn eller handling for værende politisk ukorrekt. I almindelighed er det kritikere af multikulturalisme der anvender termen, når de kritiserer tilhængerne for promovering af deres radikale sager.

Gennem de seneste år har borgerne fået en rimelig god idé om hvad det vil sige at være ”Politisk Korrekt” betyder – nemlig at få folk til at tilpasse sig tanker, navne og handlinger, der promoveres og fremføres af zealotter af multikulturalisme.

Leave a Response »

 

Venstrefløjen og racisme lørdag, sep 27 2008

Én ting venstreorienterede ikke vil tillade dem selv at blive set som, er racist. Venstreorienterede kan modvilligt være nationalister – Gough Whitlam, den australske venstrefløjs store helt, var helt sikkert en skamløs nationalist, ligeledes var de store argentinske helte Juan og Eva Peron, og yderligere det kommunistiske Nord Korea´s Kim, med sin katastrofale doktrin om ”juche” (national selvtilstrækkelighed) – men venstreorienterede kan ikke tilskrive race betydning. Hvis de gør, bliver de omgående stemplet som højreorienterede. At være racist er i den venstreorienterede forståelse tilstrækkeligt til at gøre denne højreorienteret, uanset hvad denne ellers måtte mene eller tro, eller advokere for. Det lykkedes dem endog at overse det Hitler´s store eksempel af ekstrem socialisme (indkomstudligning, tung statskontrol med industri og alt andet) og kaldte ham højreorienteret. Han var nationalist (dette kan tillades), men han var også racist (dette kan ikke tillades).

Så folk som Adolf Hitler og Pim Fortuyn (den myrdede hollandske homoseksuelle politiker) er højreorienterede som vinden blæser. Hvad de advokerede var generelt venstreorienteret (det fulde navn af Hitler´s politiske parti – generelt forkortet til ”Nazi” – siger det hele: Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei). Så venstreorienteret racisme eksisterer ikke kun fordi den defineres ud af eksistens.

En australsk antropolog, Ron Brunton, peger på, at afdøde Pim Fortuyn advokerede for homoseksuelle ægteskaber, kønslighed, liberaliserede love om stoffer, og kritiserede en religion, som han anså for værende intolerant og homofobisk – som lyder forfærdeligt meget a la sit områdes venstreorienterede – men fordi han ville standse yderligere indvandring til sit allerede tungt bebyrdede land, blev han stemplet som højreekstremist. Brunton peger også på, at der findes meget i den franske anti-immigrationspolitiker Jean-Marie Le Pen, der kunne kategorisere ham som venstreorienteret, havde det ikke lige været for hans racesyn.

Det kan argumenteres, at uanset deres motivation, så gør venstreorienterede en smule godt med deres vokale fordømmelse af ”racisme” – og det er måske godt nok. Men gruppeloyalitet er – som Brown konkluderede i sin summering af sine undersøgelser af spørgsmålet – en ”uudslettelig”, universel menneskelig attribut, så risikoen er, at venstreorienterede kan karakterisere enhver som værende racist, der er ærlig om sine følelser af gruppeidentitet – uanset hvor harmløse eller ondsindede disse følelser måtte være. Med andre ord bærer venstreorienterede ofte deres fordømmelse af racisme til en latterlig og uretfærdig udstrækning. Dette gør de fordi det faktisk kun er en skinmanøvre – en skinmanøvre for at opnå hæder. Den realitet at vi bedst kan lide vores egen slags, interesserer dem ganske enkelt ikke.

Leave a Response »

 

Venstrefløjens doktrin søndag, sep 28 2008

Selv en venstreorienteret indser, at det er temmelig indholdsløst, blot at være mod status quo. Denne bliver nødt til at have noget, der er en smule mere substantielt at sige, hvis det overhovedet skal tiltrække opmærksomhed. Men det bedste forsøg på at finde noget substantielt, er noget patetisk. Hvad den venstreorienterede siger er: ”Alle er lige” og ”Staten skal klare det”. Enhver gennemsnits 5 årig kan se, at ikke alle er lige, og enhver der mener at staten er god til at klare ting, kan kun ynkes. Ikke desto mindre er ”lighed” venstrefløjens hævdvundne ideal, og statshandling er måden at skaffe dette på.

Så givet den venstreorienteredes spinkle intellektuelle og retoriske ressourcer, må den venstreorienterede kompensere for denne tomhed, ved at advokere så meget mere blindt og voldsomt for dette. Hvis alle mænd er lige, så må alle racer også være det, ikke sandt? Så den venstreorienterede kan ikke tillade nogen form for racebevidsthed, med mindre den venstreorienterede opgiver ét af de to spinkle strå, denne klynger sig til, for at have noget at sige.

Hvorfor forlader venstreorienterede sig så meget på disse to intetsigende slogans? Fordi de i realiteten ikke er interesserede i at løse nogen problemer overhovedet. De er kun interesserede i at lave forandringer. At løse dybtgående sociale og økonomiske problemer i vort komplekse samfund, kræver tankevirksomhed, detaljerede undersøgelser, dyb forståelse af problemstillinger, kreativ tænkning og tålmodighed – og disse ting er den venstreorienterede ganske enkelt overhovedet ikke interesserede i. Kun forandringer har interesse. ”Lovgivning” er de venstreorienteredes simple ”løsning”.

Leave a Response »

 

Venstrefløjen og lighed mandag, sep 29 2008

Og ”alle mennesker er lige” (i det omfang at det er alvorligt ment, mere end blot en retorisk floskel) er sandsynligvis en tåbeligere idé end ideen om at alt skal afhænge af staten – eftersom næsten alle vore sociale arrangementer er baseret på, at alle mennesker IKKE er lige: Vi anskuer ikke kriminelle og ærlige på samme måde, mænd og kvinder på samme måde, sindssyge og ikke sindssyge på samme måde, rare og ikke rare, smukke og ikke smukke, kloge og ikke kloge, atleter og ikke-atleter, videnskabsmænd og håndværkere, og så videre.
Og der kan ikke herske nogen tvivl om, at høje mænd og barmfagre kvinder har det nemmere hos det modsatte køn. Der er voldsom diskrimination, mere end lighed i magesøgningen. Så hvorfor er venstrefløjen forelsket i deres absurde idé om ”lighed”? Fordi hvis venstrefløjen har ret i, at alle mennesker er lige, så er alt i samfundet forkert, og må ændres. Det er den venstreorienteredes måde at sige til alle andre. ”I tager alle sammen fejl, og jeg er klogere og venligere end I er”

At ”alle mennesker er lige” synes at have udsprunget af den kristne idealisme. I et forsøg på at gøre dette udsagn mindre latterligt for ikke-religiøse, har man vedhæftet ”for loven”. Men dette er også faktuelt forkert. Vores behandling af loven er meget ulige, og synes skæbnelagt til at forblive sådan. De fleste af os har overhovedet ikke råd til loven. Det betyder ikke, at lighed for loven ikke er et udmærket ideal: I et demokrati er det indlysende vigtigt, at regeringer ses som retfærdige og så upartiske som muligt i behandlingen af borgerne – men imperativet for dette behøver ikke komme fra en quasi-religiøs myte.

Venstreorienterede synes ofte at være ureligiøse, hvis ikke anti-religiøse (i det omfang at venstrefløjen selv ikke er en slags sekulær religion) og vil ofte afvise opfattelsen af, at alle mænd er ”skabt” lige, og vil – under præs – somme tider retfærdiggøre deres endeløse og karakteristiske fortalen for lighed ved at sige, at hvad de virkeligt mener med deres doktriner er, at alle mennesker er af ”lige værdi” eller lignende. Men lige i forhold til hvem? Og hvordan finder man ud af det? Kun lige på nippet igen at ty til religion efter svar på et sådan spørgsmål, bliver sloganet hurtigt reduceret til en rekommandation af, at alle individer skal ””behandles” lige – og dette er noget intet menneskesamfund eller dyresamfund nogensinde har gjort, eller synes sandsynligt nogensinde at gøre. Så doktrinen forbliver from absurditet.

Og den konkurrerende konservative doktrin, om at alle personer bør behandles ”fair” – eksempelvis ifølge dennes ”fortjeneste”, hvordan man end afgør dette – synes for venstreorienterede at forblive en pestilens, i det mindste teoretisk (måske delvist fordi dette kræver mere kompleks bedømmelse, og er derfor mindre egnet til propagandaformål). Konservative ser det også i almindelighed som fair, at alle børn af uddannelsessystemet skal gives ”lige muligheder”, men dette forholdsvist store ideal er i almindelighed langt fra nok for venstreorienterede.

Fordi de intellektuelle ressourcer i det store hele var så spinkle, led venstrefløjens tilhængere som vi engang kendte dem, et nederlag gennem kollapsen af ”det store alternativ” og angivelige eksempel på lighed – Sovjetunionen – så venstrefløjen har i de seneste år måttet finde nye veje for agitation. Kritik af vores ulige kapitalistiske samfund er blevet meget mindre plausibel, nu hvor kapitalismen synes at være byens eneste ”show”.

Der er derfor opstået nye varianter af fokus for venstreorienteredes mishag. Én af disse er bevægelsen for ”Politisk Korrekthed” – som er et forsøg på, at fjerne agitationsfokus væk fra økonomiske reformer, i retning af sociale reformer. Bevægelsen fungerer på to overordnede måder: Den forsøger at ændre den måde vi tænker om verdens mindre velstillede grupper, ved at ændre de ord vi anvender til at beskrive dem med, og på god Nazi-bogbrændende maner, også ganske enkelt at forsøge at undertrykke kundskab og debat. Eksempelvis undertrykker den nævnelsen af noget som helst forslag der forklarer, hvorfor nogle grupper er mindre velstillede, og sandsynligvis forbliver sådan, uanset mængderne af venstreorienteret agitation – eksempelvis påstanden om, at sorte har en lavere nedarvet intelligens end hvide. Der findes ingen måde, hvorpå venstreorienterede tror på sådanne ”bourgeoisi”-idealer som eksempelvis ytringsfrihed. Selv ikke de mest overvældende beviser om noget som helst emne, kan bedømmes som utilstrækkelige, hvis de modsiger venstreorienteredes præopfattelse.

Hvor tung venstrefløjens besættelse med lighed (og deres eremitagtige uvillighed til at behandle verdens virkelige kompleksiteter) influerer Politisk Korrekthed, kan måske bedst anskues i et eksempel fra den britiske arbejdsformidling, der afviste et jobopslag, da det diskriminerede mod uvenlige personer! Et firma havde lavet opslaget, søgende en ”venlig person” til et arbejde for et lokalt cateringfirma, men arbejdsformidlingen afviste opslaget, fordi, som de sagde: ”det kan diskriminere mod visse ansøgere” (Bolton Evening News d. 7 juni, 2002)

Leave a Response »

 

Muslimske læger og tandlæger interesserer sig kun for muslimer onsdag, okt 1 2008

Nederst findes begyndelsen på Muslim Doctors and Dentist Association´s konstitution i England.

Bemærk venligst under sektion 2, at deres interesse er, at fremme islamisk religion i England, og fremme og bevare muslimers gode helbred i England.

Intet sted kan man finde en hensigt om, at muslimske læger og tandlæger har til hensigt at interessere sig for ikke-muslimers helbred i England. Engelske patienter bliver ikke så meget som nævnt. Det er vist åbenlyst for enhver (bortset fra multikulturalister og andre socialister), at denne mangel på interesse for ikke-muslimske patienter ikke kun er begrænset til England, men må være verdensomspændende.

Hvordan kan dette være?

Hvorfor ikke spørge Dr. Mohammed Asha, Dr. Bilal Abdullaor eller Dr. Kafeel Ahmed – ups!
Nå ja, undskyld…Kafeel døde jo af de brandsår han pådragede sig, da han forsøgte at sprænge Glasgow Airport i luften.

Prøv engang at forestille dig hvis British Medical Association erklærede, at britiske læger og tandlæger skulle prioritere patienter der ikke var muslimske. Man kan kun gisne om omfanget af optøjer i gaderne, med skrigende og bålbrændende muslimer.

Hvad der er endnu mere alarmerende er, at British Medical Association gennem sin tavshed, samtykker denne åbenbare diskriminerende adfærd fra muslimske læger, som erklæret i M.D.D.A.-konstitutionen. Det er også ækelt at ingen i staten eller i medierne, så meget som har undersøgt dette klare bevis diskrimination.

Så hold dig lige for øje næste gang du skal til lægen eller tandlægen, at din sundhed ingen prioritet har hos en muslimsk læge eller tandlæge. Muslimer kommer først, ifølge deres egne (u)etiske betragtninger.

Følgende et udsnit af M.D.D.A.´s konstitution:

Constitution
The Muslim Doctors and Dentisits Association UK (M.D.D.A. UK)

1. Name

The name of the Association is Muslim Doctors and Dentists Association UK (the Association)

2. Objects and powers

2.1 The objects of the association shall be:-
2.1.1. To advance the Islamic religion in the practice of medicine in the United Kingdom
2.1.2. To advance medical education in relation to the doctrines, practices and traditions of the Islamic religion.
2.1.3. To promote research in various aspects of medical science and to disseminate and publish the useful results of such research.
2.1.4. To promote the preservation and protection of the good health of Muslims in the United Kingdom.

http://mdda.org.uk/web/index.php?option=com_content&task=view&id=28&Itemid=57

Leave a Response »

 

Vesten er en voldsramt kælling torsdag, okt 2 2008

Vesten er i benægtelse. Og benægterne er mere bange for Jihad og terrorisme, end de af os der råber op mod den. På samme måde som voldsramte kvinder, søger benægterne at neddysse voldsudøveren; de engagerer sig også i selvbebrejdelser og i misforstået overbevisning om, at hvis de ikke ”støder” deres voldsudøver, så vil volden ikke fortsætte.

 

Og hvis vesten ikke havde publiceret de fordømte danske tegninger, og ikke havde tilladt staten Israel i at blive skabt, som den gene den er i øjnene på misundelige, korrupte og dovne muslimer – så ville Arafat ikke have lanceret sin terroristkampagne, muslimer i Europa ville ikke have lanceret deres forskellige intifadaer, og Al-Qaeda, Hamas, Hezbollah, Islamisk Jihad og Det Muslimske Broderskab ville ikke have opnået fremgang.

 

Benægtere tenderer også i retning af, at lægge al skyld på amerikansk udenrigspolitik, Wall Street og CIA. De bebrejder sjældent islam, religiøs apartheid eller islamismens fremgang.

 

Hvad andet end fundamentalistisk Islam kan forklare fuldstændigt uskyldige piger og kvinders stening til døde, for den angivelige forbrydelse at være prostituerede, som er den måde kvindelige voldtægtsofre, der vover at anmelde voldtægt, kvinder der ikke er ”tilstrækkeligt” tildækkede, eller demonstrerer for kvinders rettigheder – alle behandles.

 

Og så kan man læse om et pakistansk baseret Taliban, der krævede, at en ikke-muslimsk forretning skal lukkes inden for fjorten dage, eller risikere ”alvorlige konsekvenser”. Målene er musikforretninger, internet-cafeer og internetudbydere. Og Taliban truer enhver kvinde, der ikke bærer passende hijab, med vansiring af ansigtet med syre (Daily Times, Pakistan)

 

Modsat myten, så finansierede U.S.A. ikke Taliban til at kæmpe mod Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Faktisk efter den sovjettiske tilbagetrækning i 1989 og Sovjetunionens kollaps i 1991, vaskede Washington hænder med hensyn til Afghanistan. Taliban eksisterede overhovedet ikke indtil 1996, hvor Pakistan skabte Taliban til egne formål.

 

Hør her folkens! Det er ikke vores skyld. Vi skabte ikke islamisk fundamentalisme, og vi kan sandsynligvis ikke reparere den. Men vi kan forhindre, at den invaderer vore kyster. Hvis ikke, så vil alle kvinder bære slør, alle intellektuelle gøres tavse, teknologien kun anvendt til Jihad, og ikke til at sprede moderniteten.

Leave a Response »

 

Lykønskninger til multikulturalisterne: Pat Condell video fjernet fra You Tube fredag, okt 3 2008

Endnu en sten er lagt på vejen mod et ”multikulturelt” Europa. You Tube har netop censureret den engelske stand up-komiker og islamkritiker Pat Condell, ved at fjerne hans seneste video fra You Tube. Dette skulle være gjort grundet nogle tekniske servicetjenesteovertrædelser.

 

Rygtet går dog, at You Tube har haft nogle problemer med Tyrkiet og Pakistan, og rationaliserede derhen, at det nok var nemmere at tage kampen op med brugerne af You Tube.

 

Jeg bliver lige chokeret hver gang disse eksempler dukker op. Men det er nok mig der ikke rigtigt evner at forstå den højere mening. Det er jo alt sammen i det godes tjeneste…….ikke?

 

For de af jer, der heller ikke evner at favne multikulturalismens velsignelser, så kan man på nedenstående link aflevere en proteststemme ved at logge sig ind og lægge en kommentar.

 

 

http://www.youtube.com/watch?v=zAPqKFGE-l8&

 

Leave a Response »

 

Hvad Osama bin Laden lærte af venstrefløjen lørdag, okt 4 2008

Der er blevet skrevet meget om Osama bin Laden´s fundamentalistiske Islam; mindre om postmoderne europæiske marxisters bidrag til bin Laden´s tankegang. Faktisk skylder den ideologi med hvilken al Qaeda retfærdiggør sine terrorhandlinger, lige så meget til ondskabsfulde vestlige tendenser, som den gør til perverterede muslimske overbevisninger. Osama´s doktrin er delvist en vestlig eksport.

For at erkende det er det nødvendigt at genkalde sig den intellektuelle bryg, der producerede den tredje verdens socialistiske ideologi i 1960´erne. En nøglefigur her er den tyske filosof Martin Heidegger, der ikke kun hjalp med at forme adskillige generationers europæiske venstreorienterede, og grundlagde postmodernismen, men også var en ledende tilhænger af nazisterne. Heidegger argumenterede, i kontrast til den fremmedgørende modernitets individualisme, for ”folkets” overherredømme. For at undslippe den vestlige kapitalismes åg og det ”ugidelige ævleri” om konstitutionelt demokrati, måtte ”folket” returnere til sin oprindelige skæbne, gennem en ”opløsende” revolutionær handling.

Heidegger så i nazisterne lige netop det tyske folks autentiske ”blod og sved”-arv. Paradoksalt nok favnede nazisternes teknologi i sin mest avancerede form at ryste modernitetens grundvold, og bringe fortidens puritanske tilstand tilbage. Og de favnede terror og vold som redskab til at presse moderniteten frem til en ny tid – deraf ”postmodernisme” – og bringe folket tilbage til før moderniteten, med dens individuelle friheder og markedsøkonomi, til den imaginære feudale tids kollektive strenghed.

Visionen om den postmoderne revolution drog direkte fra Heidegger til efterkrigstidens franske venstrefløj, især gennem arbejder af Jean-Paul Sartre, en ivrig apologet for stalinismen og Kina´s kulturelle revolution i bogen ”The Wretched of the Earth”. Herfra indtog den de mellemøstlige radikales verden. Mange af den shiitiske revolution i Iran der afsatte den moderniserende shah, og bragte Ayatollah Khomeini til magten i 1979, havde studeret Fanon´s variant af marxismen. Ali Shari´at, den Sorbonne-uddannede iranske religionssociolog, der af mange intellektuelle blev anset for værende fader til den shiitiske revolution, oversatte ”The Wretched of the Earth” og Sartre´s ”Being and Nothingness” til persisk. Den iranske revolution var en syntese af islamisk fundamentalisme og europæisk tredje verdens socialisme.

I den postmodernistiske venstreorienterethed af disse revolutionære, fortrængte ”folket” Marx´s proletariat, som agenten i revolutionen. Efter Heidegger og Fanon retfærdiggjorde ledere som Lin Piao, ideologen for Kina´s Red Guards, og Pol Pot, student af venstrefløjens filosofi i Frankrig, før han blev grundlægger af Khmer Rouge, revolution som en terapeutisk handling, gennem hvilken ikke-vestlige folk kunne genskabe den stolthed de havde tabt under kolonialistiske undertrykkere, og til amerikansk materialisme. En rensende vold ville udrense folkets egoisme og hedonisme, og drive dem tilbage til primitiv kollektiv selvopofrelse.

Leave a Response »

 

Opskrift på skabelsen af en muslim søndag, okt 5 2008

Mange af os nød virkeligt de forskellige serier og afsnit af fjernsynsserien “Star Trek”. Husker du den med “Borg”?

Borg´en var en kæmpe koloni af entiteter, der var lige dele liv og maskine, der patuljerede gennem universet, opslugende de civilisationer den stødte på undervejs. Den ænderede alle overlevende medlemmer af den nyligt erobrede
art til Enhed´er. Disse Enhed´er var ikke længere i stand til at tænke selvstændigt; deres sind var paralyserede.

Deres sind kommunikerede med hinanden, så de fungerede som en enhed med et fælles mål – at besejre alle der var ikke-Borg´er,
og assimilere dem i en endnu større, mere magtfulde Borg. “Modstand er omsonst”, fortalte Enhed´erne de nyligt ankomne medlemmer
af den ikke-Borg´ske art, og intet kunne afholde dem fra deres formål. De var urokkelige.

Borg´en omformede dens nyligt tilfangetagne art på en måde, der gjorde det umuligt for dem uafhængigt at handle som individer. De opererede som et syncitium, en fusion af individer der fungerer som skimmel gør, med millioner af “individer”, bevægende og
levende som en enkelt entitet.

For Enhed´erne var Borg alt der betød noget. Der fandtes intet andet, intet andet formål.

Der findes en anden tilsvarende historie i rækken af sci-fi serier. Det er “Stargate SG-1″, hvor gejstlige fra en intergalaktisk religiøs gruppe, “Priors of Origin”, kaldet “Ori”, er determinerede til konverteringen af enhver anden art i universet til deres trosretning. Som Borg´en har de en “do-or-die”-indstilling. De bevæger sig fra planet til planet, intimiderende beboerne på planeterne til at konvertere. De intimiderede beboere yder sjældent nogen seriøs modstand, af frygt for ubehagelige konsekvenser, såsom slavegørelse eller død. Kun medlemmerne af Stargate Team og få brave sjæle blandt de indfødte beboere, undgik tvangskonvertering.

På lettere forskellige måder udviser begge programmer forbløffende ligheder med islamisk gejstlighed; Borg´en er en Umma; enhederne er muslimer, og arterne på de ukonverterede planeter er, mestendels, vantro “dhimmier”.

Det er i dag lige så fantastisk frustrerende at prøve at debattere med de fleste muslimer, som det er at prøve at debattere med en Enhed. Ligegyldigt hvad man præsenterer, hvilke beviser, hvilke velgennemtænkte logiske argumenter man tilbyder på et hvilket som helst emne, hvis det du siger på nogen måde modsiger Islam, forbliver de uoverbeviste. De kan ikke overbevises, ligegyldigt hvor objektiv præsentationen er. At prøve at argumentere mod dem er nogenlunde det samme som at prøve at argumentere med din computer, når man har ramt den forkerte tast;
hvis Koranen, Hadith´en eller mullah´en har sagt det, så er den historie ikke længere. Slut, prut, finale.

Det kan for mange i vesten synes komplet ubegribeligt, at entiteter der meget ligner virkelige mennesker, i så stort omfang “tænker” som Borg´ens Enhed´er. Når man prøver at tale med dem, synes det nærmest som om, at deres kroppe er blevet invaderede af en fremmed livsform, der har overtaget deres sind. Lidt ligesom i den gamle film “Invasion of the Bodysnatchers”. Det virker som om, at de overhovedet ikke længere er mennesker, men blot et slags fartøj, der udfører ønskerne fra en slags ikke-menneskelig enhed.

Leave a Response »

 

Gentagelsens betydning og skabelsen af en muslim mandag, okt 6 2008

Lad os begynde med en normal nyfødt baby. I mange islamiske lande findes en skik, der handler om at hviske en bøn i øret på den nyfødte; processen med at skabe muslimen begynder omgående, og fra det øjeblik, er den uophørlig.

Husk på at den nyfødte er præindstillet på at lære nyt materiale. At lære helt nyt materiale er en “specialitet” for den nyfødtes hjerne. Eftersom menneskets hjerne er født “tabula rasa” i kundsskabshenseende,
er det nødt til at være forfærdeligt dygtig til at organisere og give ting mening, som de aldrig tidligere har været præsenteret for, ellers ville det være “kørt fast”, ude af stand til at “komme ud af starthullet”, for ikke at sige “deltage i løbet”.

Den nyfødte hjerne har mange flere hjerneceller end en voksen har,men cellerne er ved fødslen anatomisk og fysiologisk umodne. De har lavet meget få forbindelser med hinanden, så for den nyfødte er alt “derude” ude af kontekst og giver ikke nogen mening.

Neuronerne begynder at modnes; ved hver oplevelse begynder nogle celler at kommunikere med andre celler. Hvis oplevelsen gentages ofte nok, bliver forbindelsen mellem cellerne permanent. Efter et stykke tid begynder de ubrugte celler at dø.

Disse – i numerisk overtal af celler og “ubrugte” netværk – er så hemmeligheden om den stejle læringskurve, man ser hos meget unge børn.

Tidligt i livet lærer vi gennem repetition. Det er den måde permanente forbindelser mellem hjerneceller etableres.
En enorm mængde af den slags læring finder sted før man er fem år, og stort set det hele automatiseres hurtigt – de neurale
netværk for individuelle opgaver bliver så veletablerede, at genkaldelsen af information bliver bestræbelsesløs.

Vi genkalder os meget lidt af den læring der finder sted op til femårsalderen, til trods for at der er under denne periode at læringskurven er stejlest. Kognitive psykologer mener, at grunden til at vi ikke kan lagre hukommelse i en form vi let kan genkalde. For at kunne lagre hukommelse effektivt, er vi nødt til at have et sprog, hvilket ikke er særligt veludviklet før femårsalderen.

Yderligere, mens den del af hjernen der er så vigtig i skabelsen af hukommelse, hippocampus, modnes ret tidligt i livet, så er neocortex, hvor langtidshukommelsen gemmes, ret umoden indtil omkring børnehavealdren. Når hippocampus skaber hukommelse, og sender dem til tumlingens neocotex, bliver den ikke bevaret særligt effektivt,
især kompleks hukommelse, så den hukommelse vi har fra omkring femårsalderen er noget fortegnet. Noget vi lærer i alderen
ét til to år, er vanskeligt for os at genkalde i seksårsalderen.

Dog, omkring fem eller seks års alderen sker der noget meget vigtigt. Da har vi opnået en stor databank af simple fakta, og nu kan vi begynde at evaluere dem. Det er omkring dette tidspunkt vi begynder at forstå ting som døden, og det faktum at smerte også er noget andre føler.
Vi begynder at forstå, at “godt” og “ondt” har betydninger ud over den idé, at mor bliver sur på os for noget; vi begynder at forstå, at smerte og død ikke er gode ting.

Kort sagt er vi nu parate til at lære det mest elementære filosofiske, især etik.

Men man har lidt travlt. Mellem femårsalderen og puberteten er tidspunktet hvor de grundlæggende ideer om godt og ondt, om verden er et godt sted eller ej, om andre folk kan forventes at behandle os rimeligt eller ej og så videre, bliver etableret. Attituder og følelsesmæssige responser bliver også indgraveret i denne tid, og som andre slags læring, bliver de automatiserede. Den slags etableret, vanemæssig og automatiseret måde at tænke og respondere følelsesmæssigt på, kaldes ofte en “mentalitet”. En veletableret mentalitet er vanskelig at ændre efter puberteten, når, under inflydelse af hormoner, hjernen “krystaliseres” ind i den voksnes organisation, som den vil bære med sig gennem resten af livet. Det betyder ikke, at nogen med en bestemt mentalitet ikke kan forandre sig – det betyder bare, at det er vanskeligt – og mange finder det for vanskeligt.

Martin Luther forstod hvor vigtigt det var, med sin tro at række ud efter børn, da han brød med den katolske kirke. Han skrev til lederne af de tyske stater, og bad dem etablere et skattefinansieret skolesystem, hvor der var mødepligt og curriculum kunne kontrolleres. På den kunne hele generationer på ganske få år vokse op og blive lutheranere,
selvom mange forælre ikke var enige med ham. Faktisk var det luthersk styrede skolesystem model for det amerikanske system etableret af Horace Mann.

Ved synet af lutheranernes succes med deres skolesystem, svarede katolikerne med en hel klosterorden, jesuiterne, udelukkende dedikerede til undervisning. De havde ikke statsskoler, men systemet jesuiterne udviklede, Ratio Studiorum, blev bredt anerkendt som det bedste og mest innovative for sin tid, så forældre var ivrige efter at deres børn skole gå der. Jesuiterne erkendte også vigtigheden af at nå børnene med deres ideer, mens de stadig var unge, med ord som
“Giv os dit barn til det er seks år, og det skal være vores resten af livet”.

 

Leave a Response »

 

Undervisning og skabelsen af en muslim mandag, okt 6 2008

De er eksperter i at erindre barnet om, at det er en muslim. Først hører barnet sine forældre bede fem gange om dagen, syv dage om ugen, tooghalvtreds uger om året, og inden længe deltager barnet, fortsættende dette resten af livet.

Barnet deltager i tjenester i moskeen minimum en gang om ugen, hvor det hører imamen tale om Islam.

Det deltager i mange fester og ceremonier. Nogle, ligesom Ramadan, varer en hel måned. Det prøver at lave minimum én rejse til Mekka i løbet af livet, et kæmpe foretagende, i hvilket det deltager med millioner af trosfæller.

Koranen, skriften om Islam, er den eneste betydningsfulde bog i visse skoler. I andre skoler er skolearbejdet tungt influeret af religiøse læresætninger, og enhver afvigelse derfra anses for værende en synd.

I Palæstina inkluderer det elementære curriculum fysisk undervisning, hvor børnene lærer at kaste granater og mime andre slags kamphandlinger.

I en undersøgelse af religiøse curricula i Saudi Arabien af tidligere dommer i Saudi Arabien Al-Qassem og journalist Al-Sakran viste det sig, at mellemste og højeste del af skolerne i Saudi Arabien, har tre religiøse curricula. Det ene er Hadith, et generelt curriculum om islamiske traditioner; et andet er Al-Fiqh, et curriculum om emner som religiøs lov og ritualer; og et tredje er Al-Tawid, et curriculum om tro.

Curricula underviste vedholdende i had mod ikke-muslimer. “Ikke-troende” – vantro – frygtes og hades, da de introducerer forbudte innovationer til Islam. Disse curricula gør affejende beskyldninger om “takfir” (ikke-tro), der tillader drab og inddragelse af ejendom “mushrikun”, en term der i tidligere tider refererede til enhver religion med mere end én gud, men som i dag refererer til enhver ikke-muslim (endog andre muslimer).

Selv erklæringer som “Medicinske fremskridt vil eliminere sygdomme” anses for værende et eksempel på “ikke-tro”, da dette attributterer begivenheder fremkaldt af andet end Allah’s vilje.

Selv brugen af alternative navne for Allah, anses for værende “ikke-tro”.

Undersøgelsen konklusion var, at denne lærdom fyldte eleverne med den konstante frygt, at de kunne blive ikke-troende, da religiøs afvigelse er en fare der kan ligge i vente for enhver, til enhver tid, på ethvert sted.

Der er en stor understregning af farerne ved at blive “de andre”. Ikke-tro spredes i den muslimske verden, Islam oversvømmes med forbudt innovation, og samfundet undergår moralsk opløsning.

Kun gejstlige kaldes lærde, mens videnskabsmænd ikke kaldes dette.

Listen over principper der undervises i, er lang. Her er nogle få eksempler:

Vantro skal besejres; verdenskalifatet skal genetableres

Jøder og kristne er særligt farlige og slemme, selvom ingen ikke-troende nogensinde er god eller uskyldig

Ethvert land en muslim har sat fod i, er muslimsk land

Udbredelsen af Islam er en religiøs forpligtelse

Der kan ikke eksistere nogen lov eller regering, der ikke udspringer af Koranen, da Koranen kommer direkte fra Allah’s mund, og er derfor perfekt som den er

Alt menneskeskabt, enhver lov eller regering, der ikke udspringer af Koranen, er falsk, uvederhæftig

Israel skal udryddes fra jordens overflade

Drab på en vantro er i orden, især hvis den vantro nægter at konvertere, eller hvis det er i Islam’s tjeneste

Kvinder er dumme

Det meste af helvede er befolket af kvinder. Hvis en kvinde bare én gang mishager sin mand, kan hun ikke komme i Paradis

Det er en religiøs forpligtelse at substituere andre konstitutioner med Koranen

Dette fortsætter dag efter dag, uophørligt, fra barnet sætter fod i skolen, til det forlader den. Når det forlader skolen, bliver det en del af samfundet, hvor denne tankegang er blevet automatiseret, og hvor synkron march til trommelyden er endeløs. Film, fjernsyn, radio, aviser, tjenester i moskeen – listen er endeløs, dette buskab holder aldrig op.

Det er ikke kun i det offentlige liv, at Islam rækker ud med kvælertaget; der findes ligeledes detaljerede instruktioner for privatlivet; hvordan man klipper sine negle, hvordan man går på toilettet, hvordan man slipper af med hunde- eller kattehår i tøjet, hvordan man tørrer sig efter at have lavet “stort”, hvordan man har sex, hvilken hånd man spiser med, og så videre, og så videre. Hvert øjeblik af hver eneste dag er regeret af én eller anden mikro-management-regel.

Der er ingen vej ud…..

Leave a Response »

 

Den politiske korrektheds ”Ti Bud” tirsdag, okt 7 2008

Den politiske korrektheds skadelige indflydelse på kulturen som helhed, bliver af mange begrædt. Politisk Korrekthed underminerer vort land og kultur. Denne snævre tankegang udsætter os for en dødelig fare fra Islam.

Politisk Korrekthed insinuerer sig værende kropsliggørelsen af politik under mangt et alias – multikulturalisme, diversitet, tolerance, konventionel visdom, progressiv tanke, og alle vor tids andre dunstende ortodokser. Den fås i et antal smagsvarianter.

Følgende ti grundlæggende principper kommer fra Politiske Korrekthed. De kan kaldes den politiske korrektheds ti postulater; eller de kan lejres i imperativet ”Multikulturalismens Ti Bud”.

1. Amerika er éntydigt ondt
2. Amerika’s selvforsvar kan aldrig forsvares
3. Illitterære folk fra fattige lande er amerikanerne overlegne
4. Jorden ville være et bedre sted uden mennesker
5. Profit er altid umoralsk
6. Forskelle individer eller grupper imellem er uretfærdige
7. Stærke følelser undskylder for udvalgte offergrupper enhver adfærd
8. Politikker udsprunget af jødisk-kristne principper er underforstået suspekte
9. Konservative er hyklere; venstreorienterede er oprigtige
10. Der findes ingen handlinger fra Gud; der findes kun handlinger fra staten

Der findes talrige følgeslutninger, udvidelser og undtagelser for de ti postulater, så en anelse eksegese er på sin plads.

 

1. Amerika er éntydigt ondt

 Amerikansk ”demokrati” er en joke. U.S.A. er i virkeligheden et fascistisk diktatur, regeret af Bush-kliken, manipuleret af zionistiske neokonservative

Andre lande kan arrangeres i orden efter ondskab: Israel, England, Australien, Italien og så videre, indtil vi når de arabiske lande som eksempelvis Iran, og derefter Nord Korea og Cuba. Cuba indeholder, selvfølgelig, intet ondt overhovedet.

Der findes undtagelser for amerikansk ondskab, men kun under demokratisk administration, og med godkendelse fra Frankrig og Tyskland.

 

2. Amerikansk selvforsvar kan aldrig forsvares

Krig har aldrig løst noget. Forhandlinger gennem F.N. er altid den bedste måde at adressere problemstillinger. Nationers sammenkomst i god vilje gennem dialog kan fungere for alle parters løsning af problemer. Hvis Amerika var mere sensitiv omkring forskellige kulturers problemstillinger, ville der aldrig være nogen aggression mod os.

 

3. Illitterære folk fra fattige lande er amerikanerne overlegne

Samfund der opfostres uden alle de teknologiske distraktioner, der påvirker os i vesten, er bedre i stand til at opnå intuitiv forståelse for verden, og leve i samhørighed med deres miljø.

De folk kan, du ved nok, lissom lære os ting og sager om Moder Jord, og alt sådan nåed.

 

4. Jorden ville være et bedre sted uden mennesker

Menneskeheden er en forbandelse, en pådragelse, på jordens overflade. Vi må reducere vort økologiske ”fingeraftryk”, helst til nul. Den menneskelige befolkning må reduceres drastisk.

Undtagelse: Vi, de venstreorienterede, skal forblive, for at kunne afgøre hvem der må dø.

 

5. Profit er altid umoralsk

Ejendom er røveri. Al økonomisk aktivitet bør kontrolleres af særlige regeringskammerater, der skal sikre, at priserne er rimelige, og at ingen bliver flået.

 

6. Forskelle individer eller grupper imellem er uretfærdige

Affirmative action. Ingen lades tilbage. Alle er over gennemsnittet. Intet spil har en taber. Ingen er rigere end nogen anden. Ingen er dummere end nogen anden. Ingen ved mere end nogen anden.

Vi venter med spænding på dødens lighed i døden

 

7. Stærke følelser undskylder for udvalgte offergrupper enhver adfærd

Når Nørrebro brænder, er det forståeligt, fordi medlemmerne af en udvalgt offergruppe af en kommunal instans blev frataget deres retmæssige beboelse.

Eller det er forståeligt, når arabere torpederer en skyskraber, fordi amerikansk politik har holdt dem fattige og tilbagestående…og derudover undertrykker amerikanernes venner, israelerne, deres palæstinensiske brødre.

Når en knægt udrydder halvdelen af sin klasse med en maskinpistol, så er det fordi han blev mobbet og foragtet.

 

8. Politikker udsprunget af jødisk-kristne principper er underforstået suspekte

At handle på moralsk basis er fordomsfuldt, og vi må IKKE være fordomsfulde. Bortset selvfølgelig når det gælder fordømmelsen af racistiske, sexistiske, homofobiske, fordomsfulde, fundamentalister.

 

9. Konservative er hyklere; venstreorienterede er oprigtige

Når en konservativ fremmer sine vælgeres interesser, er denne kynisk. Når en venstreorienteret propper lommerne med offentlige midler, boller sin sekretær, og chikanerer sine underordnede – ja, så gør denne det ”for børnene”.

 

10. Der findes ingen handlinger fra Gud; der findes kun handlinger fra staten

Når en orkan udrydder et boligområde, så er regerings varslingssystem utilstrækkeligt. Når jordskælv rammer en by, må bygningssikkerheden forbedres. Når folk dør i oversvømmelser, isstorme eller asteoridenedslag, er det regeringens skyld, at ingen advarede dem eller beskyttede dem.

På den positive side kan man sige, at regeringen skaber job, og distribuerer goder gennem sine generøse velfærdsprogrammer. Regeringen får solen til at skinne og regnen til at falde…i al fald på statsstøttede landbrug.

Politisk Korrekthed er en eroderende ideologi, der har ædt sig vej gennem de fleste vestlige institutioner og kultur, efterladende dem hule og svækkede over for den fremmarcherende islamisme. Vor fjende er fyldt med retskaffen nidkærhed, parat til at dø for sin overbevisning, og har ingen tvivl om sin religions overlegenhed. Vi i vesten, med vores selvudslettende, undskyldende, selvbebrejdende indstilling, og teologiske selvhad, har meget liden spirituelt forsvar mod den kommende nedslagtning.

Skandinavien er vestens ”kanariefugl i kulminen”. There is something rotten in the State of Denmark (and Sweden and Norway). Holland plukker allerede frugterne af radikal multikulturalismes tolerance.

Disse modige mennesker I Europa giver resten af verden en tidlig advarsel. Det er høje tid at opdatere virusprogrammet, inden den politiske korrekthed lukker os ned.

 

Leave a Response »

 

Definerende vores rolle i et globalt samfund onsdag, okt 8 2008

”Hold dine venner tæt ved dig, men hold dine fjender endnu tættere”. En politisk eller militær strateg forstår, at for at vinde en debat eller fysisk konfrontation, er det imperativt at være i stand til at anticipere ethvert argument eller enhver handling, enhver modstander kan planlægge. Kun på den måde kan den ultimative sejrsherre forblive forrest og bevare føringen. Isolationisme placerer den enkelte i en sårbar position; forladende sig på forsvar, ikke angreb. Anticiperende det næste træk er sund politik, hvis ikke man vil overraskes af et bagholdsangreb.

Ofte refereret til som ”Femte Kolonne”, er folk der influerer den offentlige mening gennem varierende medier, og promoverer en uddannelsesagenda, hvis hensigt det er at underminere familieværdier, Grundloven´s principper og promovere medlemskabet af en verdensregering. Hjælp og tilskyndelser til vore fjender er almindeligt ubekendte i pantsættelsen af vores samfund, orkesteret af de der mener, at alle i samfundet skal behandles éns, uanset forskelle. Andre spiller en rolle i en agenda, der vil fjerne vores form for styre, og erstatte det med et styre der ikke tillader jødisk-kristne medlemmer af samfundet.

Antonio Gramsci teoretiserede i sin bog ”Prison Notebooks”, at kristendommen tjener som barriere for ”den nye, revolutionære civilisation marxisterne ønsker at skabe”. Ethvert åbenlyst forsøg på at nedbryde dette sammenstimler tilhængere, der er fast besluttede på at forsvare ”målet gradvist at transformere samfundets kollektive bevidsthed, over få generationer, fra det tidligere kristne verdenssyn, til marxismens mere harmoniske verdenssyn”.

Gramsci troede at venstrefløjsgrupper som radikale feminister, ekstremistiske miljøforkæmpere, ”borgerrettighedsforkæmpere”, anti-politi associationer, internationalister og ultraliberale kirkegrupper, behøvede at samarbejde med kommunisterne, for gennem en forenet arbejderfront at skabe transformationen af den gamle kristne kultur.

Yderligere ville kommunister og deres sympatisører tage kontrol over ”kirker, uddannelse, aviser, magasiner, elektroniske medier, seriøs litteratur, musik, visuelle kunstarter og så videre, ”for at kunne dirigere menneskelige tanker og fantasi”. Med disse betingelser på plads ”forsvinder seriøs opposition, eftersom menneskeheden ikke længere er i stand til at optage argumenter fra marxisternes modstandere. Menneskeheden vil faktisk ”elske deres trældom, og vil ikke engang opdage deres trældom”

William Lind forklarer i ”What is Political Correctness?”, at marxismen laver indhug i vore samfund, gennem en bevægelse ved navn “Kulturel Marxisme”, bedre kendt under betegnelsen “Politisk Korrekthed”. Dette begyndte for mange årtier siden på Frankfurterskolen, hvis formål det var, at redde menneskeheden fra vestlig civilisation. Mange af skolens ledere flygtede far den tyske nationalsocialisme til amerikanske universiteter.

Han peger på mange paralleller mellem Politisk Korrekthed og klassisk, økonomisk Marxisme; den første værende, at begge ideologier er totalitære. Den kulturelle marxismes mål er at skabe ”et samfund ikke bare af lige muligheder, men lige betingelser”. Denne vision modsiger menneskelig natur, ”da folk er forskellige, ender de ulige, uanset udgangspunkt – samfundet vil ikke samtykke dette, med mindre det tvinges”. Politisk Korrekthed overtager ytringsfrihed, presse og tanke.

For det andet har Kulturel Marxisme og klassisk, økonomisk Marxisme enkeltfaktorforklaringer på historien. Klassisk Marxisme argumenterer, at hele historien er determineret af produktionsmidlernes ejerskab. Kulturel Marxisme siger, at historien i det store hele kan forklares ved hvilke grupper – defineret gennem køn, race og seksuel normalitet eller abnormalitet – der har magten over andre gruppe.

For det tredje at ”erklære visse grupper for dydige og andre for onde a priori, uden hensyntagen til disse individers faktiske adfærd. Klassisk Marxisme definerer arbejdere og bønder som dydige, og bourgeoisiet (middelklassen) og andre kapitalejere for onde. (Politisk Korrekthed anerkender ikke eksistensen af kvinder der ikke er feminister, og definerer sorte der afviser Politisk Korrekthed som hvide)

For det fjerde eksproprierede ”Økonomiske Marxister”, hvor de end kom til magten, bourgeoisiets ejendom, og overrakte det til staten, som ”repræsentanter” for arbejdere og bønder. Kulturelle Marxister vil hvorend de kommer til magten, pålægge den hvide mand, og andre der er uenige, strafomkostninger, og giver privilegier til grupper de favoriserer. ”Affirmative Action” er et eksempel.

For det femte anvender begge parter ”skidtvidenskab” i deres analytiske metoder, for at fordreje beviser, så de i alle situationer demonstrer ”korrektheden i deres ideologi”. Kulturelle Marxister anvender lingvistisk dekonstruktion i demonstrationen af at sorte, kvinder og homoseksuelle undertrykkes, ved at ”læse meningen ind i teksternes ord (uanset deres faktiske mening).

Islamfascister har også opnået forståelsen af, at det er lettere at vinde over et folk, der er sympatiske mod deres sag, end direkte at true deres måde at leve på. I følgende forklarer Frank Salvato, at et brev skrevet af Ayman al Zawahiri til Abu Musab al Zarqawi, gør det åbenbart, at Zawahiri forstår vigtigheden af effekten af medierne.

”Skaden smedet af femte kolonne er ikke irreversibel, men vi må kende den for det den er, så den kan skubbes tilbage. Én måde ville være ikke at tillade fremmed præcedens, under afgørelsen af betydningen af konstitutionen. Højesteretsdommer Roberts mener, at fremmed præcedens strækker sig til dommeres råderum, og ”tillader dommeren at inkorporere hans eller hendes personlige præferencer og tilsløre dem med autoriteten af præcedens, da de finder præcedens i fremmed lov, og anvender denne betydning til at afgøre konstitutionens mening”, hvilket er misbrug af præcedens. Hjemlig præcedens kan begrænse og forme dommeres råderum. Nyligt har højesteret anvendt fremmed præcedens i afgørelsen Roper mod Simmons omkring ungdomsdødsstraf”

I uddannelse findes også en meget viljefuld agenda omkring skabelsen af en ny social orden. Den begyndte i 1915, da John Dewey´s kollega Charles Judd fra Cleveland-gruppen, opfordrede medlemmer til at reorganisere deres skolers instruktionsmateriale; signalerende begyndelsen af ”skudsmålsprocessen”, brugt til at kontrollere udannelse.

I 1930 blev John Dewey citeret for at have sagt, at de demokratiske ideal kun er muligt under opgivelse af kristendommen. ”Den døende laissez-faire må fuldstændigt destrueres, og alle må være emne for en højere grad af social kontrol…..En rimelig indkomstdistribuering må søges…..og skolernes overordnede funktion må være individets sociale orientering. Den må søge at give forståelsen af overgangen til en ny orden.

I 1940´erne promoveredes de socialvidenskabelige tekster ”Building America”, der senere blev fordømt af California Senate Investigating Committee on Education, for ”deres underliggende støtte til Marxisme eller Socialisme, modarbejdende amerikanske værdier”. I sidste instans brød socialvidenskabelige studiers curriculum med ”den traditionelle dominans af Historie og Geografi”.

I 1970 udtalte præsident for NEA Cathrine Barrett, at ”dramatiske ændringer i måden vi opdrager vore børn i år 2000 er indikerede, især i retning af skoling. Hun fortsætter, ”Vi bliver nødt til at erkende, at de såkaldt ”grundlæggende færdigheder”, der for nuværende repræsenterer næsten hele grundskolens bestræbelser, må reduceres til en fjerdedel af den nuværende skoledag. Kun sådan kan læreren ”komme til sin sande ret”. Som mere end blot en informationsdispenser, vil læreren være en formidler af værdier, en filosof…..Vi vil blive forandringsagenter.

Hillary Clinton i bogen ”It Takes a Village”: ”Børn tilhører, ikke forældre, men hele samfundet”

Femte Kolonne truer selve vores eksistens. Den hjælper og tilskynder vore fjender, i deres bestræbelser på at underminere vores kulturarv, gennem fremhævelse af minoritetsværdier og overbevisninger, og marginaliserende værdierne opretholdt af landets majoritet.

Alt dette er en spand koldt vand i hovedet på vore forfædre, der kæmpede for vore værdier

Hvad ville vore forfædre mon have haft os til at gøre? Definere vores rolle i det globale samfund, eller lade fjenden definere den for os?

Leave a Response »

 

Skabelsen af en venstreorienteret torsdag, okt 9 2008

Før man gør sine overvejelser over, hvad der forårsager en venstreorienteret til at vælge at være venstreorienteret, bør man bemærke, at en person der stemmer på et venstrefløjsparti, ikke nødvendigvis behøver være særligt venstreorienteret. Vedkommende kan stemme på et venstreorienteret parti, alene af den grund at venstrefløjen har mere at byde på. Venstrefløjens entusiasme omkring lighed eksempelvis, tenderer at skabe et indtryk af, at venstrefløjen vil magte at give den fattigere arbejderklasses folk en større del af ”kagen” – og knap så velstillede folk må i al fald initierende finde dette appellerende. Lipset pegede dog for længe siden på, at knap så velstillede arbejderklassefolk faktisk generelt kan være, og til tider stærkt være, konservative, til trods for deres (selvinteresse) stemme på et venstreorienteret parti. Denne tendens i retning af konservatisme blandt arbejderklassefolk har været set, i al fald siden det nittende århundrede, og er så vedholdende, at den former en vital vælgermæssig støtte for konservative partier. Hvordan? Fordi omkring en fjerdedel af arbejderklassen faktisk er så konservative (accepterer ulighed), at de modstår venstrefløjen og stemmer konservativt – imod hvad der synes at være deres klasseinteresser. Resten af dette indlæg vil behandle den virkelige venstrefløj – folk der er tilhængere af, og promoverer, venstrefløjsideologi, mere end de der blot stemmer venstreorienteret.

Så hvorfor modsætter en ideologisk venstreorienteret sig den eksisterende sociale, økonomiske og politiske orden? Hvorfor er de så målrettede i deres propaganda for ændringer, uanset hvor irrationelt eller uproduktivt det end måtte være? Det kan der være mange grunde til, og for mange venstreorienterede vil mere end én grund passe.

Den enkleste forklaring kan ganske enkelt være, at man er født ind i et venstreorienteret verdenssyn. Bliver man eksempelvis født ind i et arbejderklassemiljø, garanterer det med næsten sikkerhed et venstreorienteret syn på mange emner. Fagforeningsaktivitet og venstrefløjen har generelt være så stærk så længe, at de er radikaliserede på mange områder, der ellers ville have været støttet af en konservativ befolkning, og fået venstreorienterede synspunkter til simpelthen at blive traditionelle der. Man kan sige, at forklaringen på et venstreorienteret syn der, kan siges at være et sociologisk et.

Et andet eksempel på en sociologisk grund til et venstreorienteret syn kunne være den måde universitetsstuderende blev radikaliserede på, i et overvejende liberalt akademisk humanioramiljø og socialvidenskabeligt miljø. Lærerne synes også ofte at være venstreorienterede, af hvilke mange der underviser og styrer andre i arbejdssammenhæng, også synes at fortsætte dette efter arbejdsdagens ophør.

Leave a Response »

 

Islamisk antisemitisme og dens nazistiske rødder lørdag, okt 11 2008

Ved undersøgelse af islamistiske gerningsmænd kræver det, at vi undgår at anvende vor vestlige forståelse af verden. Hvis vi udelukkende holder os til vore vestlige fornuftsbegreber – såsom loven om årsag og effekt – kan dette lede til den misledende opfattelse, at håbløshed og dyb desperation er rødderne for selvmordsbombere. Der findes mange mennesker i verden, der har alle grunde til at føle sig desperate omkring deres elendige og udsigtsløse liv. Ingen af disse griber dog til myrderier på mennesker, ved at sprænge overfyldte busser i luften, eller kapre jetfly, for derefter som eneste formål, at dræbe dem selv og så mange andre mennesker det er muligt at tage med i døden. Sådan reagerer mennesker i almindelighed ikke på elendighed. Ved undersøgelser af dokumentationsvideoer af såkaldte ”Palæstinensiske martyrer”, produceret lige for deres dødsmissioner, vil vi ikke finde beviser på desperation eller håbløshed, men i stedet finde en enorm mængde stolthed og glæde, en glæde tæt på begejstring. Derfor kan gerningsmændenes motiver hverken forklares med anvendelse af årsag-effekt-teorier, ej heller kan motiverne tilskrives ”ondskab”. Disse mennesker anser ikke dem selv for værende onde, men ser i stedet dem selv som modige frihedskæmpere og gudfrygtige frontløbere. Undersøgelser af sindene hos islamistiske gerningsmænd kræver derfor vor villighed til bogstaveligt talt og seriøst at påtage os en verdensanskuelse, der for os synes fremmed og grænsende til vanvid.

For at forstå hvad lighederne mellem islamistiske og nazistiske overbevisninger er baseret på, må vi først se på Ægyptens ”Det Muslimske Broderskab”, der blev grundlagt i 1928, som etablerede islamismen som massebevægelse.

Den fortsatte betydning for Det Muslimske Broderskab for islamismen, er sammenlignelig med det bolsjevittiske partis for kommunismen i det tyvende århundrede: Det Muslimske Broderskab er den organisatoriske, såvel som den ideologiske kerne, der succesfuldt inspirerede alle efterfølgende islamistiske grupper og tendenser. Ingen anden organisation har influeret Al Qaeda´s stampersonel i højere grad end broderskabet og dets ledende medlemmer Hassan al-Banna, Sayyid Qutb og Abdullah Azzam har.

Yderligere har Det Muslimske Broderskab været organisationen, der først skabte konceptet om en moderne tids krigeriske Jihad, og gjorde længslen efter døden til et islamisk ideal.
Dette er af særlig betydning, eftersom Islamisme står for den fundamentalistiske forståelse af Islam, kombineret med det udtrykkelige formål at skabe et krigerisk Jihad. Så tidligt som i 1938 præsenterede Hassan al-Banna, den karismatiske grundlægger af broderskabet, sin egen version af Jihad, i et essay ved navn ”The Industry of Death”. I denne artikel beskrev han ikke rædslen ved at dø, men i stedet afbillede døden som et ideal at længes efter. Hassan al-Banna skrev: ”For en nation der perfektionerer dødens industri, og som ved hvordan man dør en nobel død, giver Gud et stolt liv i sin verden, og endeløs nåde i efterlivet”

Konceptet om krigerisk Jihad blev entusiastisk velkommen af ”Gud´s tropper”, som broderskabet refererede sig selv som. Når som helst deres bataljoner i semi-fascistisk formation marcherede ned af Kairo´s boulevarder, sang de: ”Vi er ikke bange for døden, vi begærer den…Lad os dø i muslimernes frelse”. Denne særlige fortolkning af Jihad kom ikke før omkring 1930´erne. Det bør bemærkes, at dens sammenfald med ankomsten af en nylig ondartet antisemitisme, er absolut verificeret.

Oprindeligt antændte den britiske kolonimagt et kald på en Sharia-baseret ny orden, og producerede Islamisme som en social bevægelse, og som et redskab for modsættelsen af kulturel modernitet. Med broderskabet møntede ikke primært sin Jihad mod britterne, franskmændene eller den ægyptiske elite, der havde samarbejdet med briterne. I stedet var jihadbevægelsen op til 1951 næsten udelukkende eksklusivt fokuseret på zionisme og jøder.

Mens medlemskabet af broderskabet havde rundet otte hundrede i maj 1936, var det omkring august 1938 vokset til utrolige to hundrede tusind – ikke medtællende de mange ikke-medlemmer der støttede broderskabet. Men i disse to år fandt kun en stor kampagne sted i Ægypten, som udelukkende var målrettet zionisme og jøder.

Kampagnen selv blev initieret af den såkaldte ”Arabiske revolte” i Palæstina, som den notoriske mufti i Jerusalem, Amin el-Husseini, havde iværksat. ”Ned med jøderne!” – ”Jøderne ud af Ægypten og Palæstina!”, var slogans i massedemonstrationerne, som broderskabet organiserede i Ægyptens byer i 1936. Deres pamfletter opfordrede til boykot af jødiske varer og butikker. Deres avis al-Nadhir offentliggjorde en regulær klumme kaldet ”Faren ved Ægyptens jøder”. De offentliggjorde også navne og adresser på jødiske forretningsmænd, og navnene på angiveligt jødiske avisudgivere over hele verden, påførende disse enhver ondskab – fra kommunisme til prostitution – til den ”Jødiske plage”

Mange af deres aktioner, såvel som deres retoriske slogans anvendt i denne anti-semitiske kampagne, var klart taget fra nazi-tyskland. Broderskabet inkluderede dog også islamiske rødder af had mod jøder. De brugte og spredte et citat fra Koranen, at jøder skal anses for ”troendes værste fjende”. Yderligere fremmanede de gamle historier fra det tidlige Islam´s historie, ved at pege på et eksempel fra Muhammed der, som legende fortæller det, lykkedes ikke blot at udrydde to stammer fra Medina i det syvende århundrede, men dræbte hele den mandlige befolkning i den tredje stamme, og solgte kvinder og børn til slaveri. Og de understreger (og anser stadig), at Palæstina er islamisk territorium (Dar al-Islam), hvor jøder aldrig bør tillades at regere så meget som én eneste landsby, endsige end stat.

Den mest dedikerede og bidragende i skabelsen af de første revolter mod ægyptens jøder, var tilstedeværelsen af én mand i Palæstina. Muftien i Jerusalem, Amin el-Husseini, der senere blev berygtet for sit samarbejde med nazisternes regering, havde opretholdt den højeste politiske og religiøse post i Palæstina siden 1921. Der var ingen der mere succesfuldt initierede en konflikt jøder og muslimer imellem end denne mufti. Så tidligt som i 1929 dræbte en mufti-ledet pogrom 133 indfødte jøder i Jerusalem og Hebron. Kort derefter erklærede muftien den uophørlige kamp mod jøderne, som alle muslimske troendes vigtigste ansvar. De der vovede at modsætte sig hans anti-jødiske ordres, blev offentligt afsværgede, og offentligt truede i moskeerne under fredagsbønnen.

Ikke desto mindre måtte muftien tage stilling til magtfulde modstandere, såsom klanen fra Nashashibis og den kristne minoritet i Palæstina. I kontrast til muftien prøvede Nashashibis´erne at komme over éns med jøderne, såvel briterne, på en mere pragmatisk måde, ved at forhandle, mere end at engagere sig i kampe og drab.

Kontroversen mellem Husseini-klanen og Nashashibis fandt sted under ”Den arabiske revolte” i 1936, som havde haft til mål, at sætte en fuldstændig stopper for jødisk immigration. Denne særlige revolte var ”et afgørende vendepunkt i den moderne, og ultimativt tragiske palæstinensiske historie, for zionismen og for Mellemøsten”, som Aaron S. Klieman skrev, da den skabte og substantielt formede udviklingen af islamismebevægelsen.

Muftien brugte denne opstand til at slippe af med alle palæstinensere, der var uenige med ham, og var villige til at forhandle med jøderne. Den tyske videnskabsmand Abraham Ashkenasi skriver: ”Muftien myrdede med stor brutalitet sine modstandere indenfor det palæstinensiske område. Der fandt flere myrderier sted indenfor det palæstinensiske område, end mod jøder og briter”. Det er bemærkelsesværdigt, at det allerførste islamiske terrorregime blev etableret i disse palæstinensiske territorier, som muftien kontrollerede gennem revolten. Palæstinensere der ikke fulgte muftiens anti-vestlige kode, eller ikke til punkt og prikke fulgte Sharia, blev omgående og skånselsløst myrdet.

Slutteligt brugte muftien denne revolte til at gøre det palæstinensiske spørgsmål til den arabiske verdens brændpunkt. I et brev til Adolf Hitler understregede muftien sine utrættelige og succesfulde bestræbelser på, at bruge det ”palæstinensiske spørgsmål” til at ”sammensmelte alle arabiske lande i et fælles had mod briter og jøder”. Ingen steder var hadet mod jøderne dog dybere forankret end i Ægypten, hvor Det Muslimske Broderskab i Gud´s navn kaldte på palæstinensernes drab af Nashashibis´er, der mobiliserede masserne til støtte for muftien mod jøderne.

Det skal understreges, at muftien såkaldte ”arabiske revolte”, fandt sted på baggrund af hagekorset: Arabiske pamfletter og tegn på vægge blev prominent dekoreret med nazisymbolet; Muftiens politiske ungdomsorganisation paraderede som ”Nazi-spejdere”, og arabiske børn titulerede hinanden med nazi-hilsen. De der måtte passere gennem palæstinensiske rebelske kvarterer, måtte bære et flag med hagekorset, for at beskytte sig mod angreb fra muftiens frivillige.

Fra 1933 tilbød muftien vedholdende at tjene den nazistiske regering. I begyndelse blev muftiens kamp mod jøderne støttet alene i ideologiske termer. Det var ikke før 1937, at muftiens ”Hellige krig” modtog substantiel støtte fra nazi-tyskland, i form af finansiel assistance og forsendelser af våben. Klaus Gensicke skriver i sin afhandling om muftiens kollaboration med nazisterne: ”Muftien selv indrømmede, at det helt og holdent var grundet tyske donationer, at han kunne gennemføre sin opstand i Palæstina, med slogans, våben og penge, derigennem opildnende ”Det Muslimske Broderskab” i Ægypten.

Det var dog ikke før d. 8 maj 1945, at den ideologiske tilgang mellem muftien, ”Det Muslimske Broderskab” og Nazisterne toppede. Dette blev åbenbart i begyndelsen af november 1945. Gennem denne måned gennemførte de muslimske brødre de værste anti-jødiske pogromer i hele ægyptens historie: Anti-semitismen havde da begyndt sit skift fra Tyskland til den arabiske verden.

På jubileet for Balfour-erklæringen stormede demonstranter det jødiske kvarter i Kairo. De plyndrede huse og butikker, angreb ikke-muslimer, smadrede synagogerne og satte ild til dem. Seks mennesker blev dræbt, adskillige hundrede blev såret. De islamiske aviser angreb ægyptiske jøder , ved at bagtale dem som zionister, kommunister, kapitalister og blodsugere, som ”Traffikere” af kvinder og som lejesoldater, som undergravende elementer i alle lande og alle samfund.

Et år senere, i 1946, sikrede broderskabet sig, at muftien Amin el-Husseini, der var blevet en nær ven af Heinrich Himmler, fik asyl, og blev tildelt et nyt politisk domæne i Ægypten. Siden 1945 havde muftien i Jerusalem været eftersøgt som krigsforbryder i Jugoslavien og England. Frankrig havde ham dog i ”varetægt”, og afviste alle udleveringsbegæringer. Med støtte fra broderskabet lykkedes det muftien i maj 1946 at undslippe inkognito. Efter ankomsten i Ægypten blev muftien erklæret for al-Banna´s officielle repræsentant og personlige supervisor for broderskabets aktiviteter i Palæstina. ”I kraft af sin nominering som broderskabets lokale leder i Palæstina, fortsatte muftien med at være anerkendt som national leder af det meste af den arabiske befolkning”

Man må holde sig for øje, at muftien viste sig som den mest glødende tilhænger af udryddelsen af europæiske jøder gennem Anden Verdenskrig. At tildele denne prominente islamiske figur amnesti, var derfor som konsekvens deraf set som den arabiske verdens eksplicitte accept af dennes antisemitiske attitude og antisemitiske aktioner. Fra deraf, som Bernard Lewis formulerede det, var ”en nazi-tilhængers fortid en kilde til stolthed, ikke skam”

Det magtfulde samarbejde mellem Det Muslimske Broderskab og muftien, og pogromerne mod jøderne få måneder efter verden opdagede Auschwitz viste tydeligt, at broderskabet enten ignorerede eller endog retfærdiggjorde Hitler´s udryddelse af europæiske jøder. Konsekvensen af denne attitude viste sig dog at være langtrækkende og karakteriseret af arabisk-jødiske konflikter frem til i dag.

Hvordan forklarede islamister i 1947 dem selv den internationale støtte til skabelsen af Israel?
Ved fuldstændigt at ignorere nazi-tysklands mord på seks millioner europæiske jøder, vendte de dette til en antisemitisk konspirationsteori. I dette lys anså broderskabet F.N.-afgørelsen af 1947 for et ”internationalt plot båret frem af amerikanerne, russerne og briterne, under indflydelse af zionisme”. Kort efter frigørelsen af Auschwitz og erkendelsen af, at de fleste europæiske jøder havde været for magtesløse til at forhindre deres død, erklærede islamisterne jøderne som verdens sande magthavere. Den nazistiske tro på en verdensomspændende jødisk konspiration havde ikke blot overlevet kollapsen af Hitler´s regime, men blev ivrigt optaget i 1947 i den arabiske verden, hvor Det Muslimske Broderskab da havde lykkes at mønstre en million tilhængere.

Det nye gennemslag af den nazi-lignende konspirationsteori bliver især åbenbar, hvis vi tager et kig på Det Muslimske Broderskab´s charter, der kalder dem selv for Hamas. Dette charter, skabt i 1988, repræsenterer ét af vore dages vigtigste islamistiske programmer. Her gør Hamas brug af muftiens antisemitiske retorik, som muftien igen havde optaget fra nazisterne. Broderskabet definerer sig selv som en ”universel bevægelse”, hvis Jihad var ”avantgardens spydspids” i deres kamp mod zionismen.

Dette charter indikerer tydeligt, at de er tungt influerede af Zion´s protokoller. Ifølge dette charter ”står jøderne bag Den Fransk Revolution, såvel som de kommunistiske revolutioner. De stod bag Anden Verdenskrig, hvor de tjente styrtende på handel med materialer og forberedte sig til etableringen af deres stat”. De ”inspirerede etablissementet i F.N. og Sikkerhedsrådet…for at kunne regere verden gennem deres mellemled. Der ville ingen krige være nogetsteds, uden deres (jødernes) fingeraftryk på dem”. Som en anerkendt kender af antisemitismen, Jehuda Bauer, siger: ”Islamismens sprog er helt klart et folkemordssprog. De stræber efter en gentagelse af massemordene på jøderne. Det er nedskrevet sort på hvidt”.

Det er faktisk dette vanvittige billede af jøder som onde og denne verdens skurke, der er rødderne til massemordene på civile i Israel og i U.S.A. Ved at begå deres morderiske operationer mod folk de anser for værende jøder, begår islamisterne i egen forståelse ikke nogen forbrydelse, men en frihedskampshandling, for hvilken Gud vil belønne dem i himlen. Derfor udtrykker videoer med palæstinensiske islamister ikke desperation, men i stedet stolthed og glæde.

På denne baggrund burde det ikke overraske os, at vidner i retssagen om Motassadeq i Hamburg, Tyskland, bevidnede eksistensen af antisemitisme og Mohammed Atta´s tro på nazikoncepter. Skulle det yderligere overraske os, at Osama bin Laden anklager ”jøderne” for at ”holde Amerika og Vesten som gidsler”, givet det faktum, at grundlæggeren af Hamas, den Palæstinensiske Abdullah Azzam, var den mest betydningsfulde lærer og protektor for al-Qaeda´s leder?

Leave a Response »

 

Sverige: Den Kulturelle Marxismes Triumf søndag, okt 12 2008

Mona Sahlin, leder af det svenske Socialdemokratiet, har bekræftet, at hendes parti og De Grønne vil danne en koalitionsregering i 2010. Hvilken slags politik vil en sådan regering følge? Miljøpartiet De Grønne erklærer på deres officielle hjemmeside, at uddannelsessystemet på et tidligt tidspunkt skal begynde at arbejde for ”køns-lighed”; børn har behov for modvært til kønsrollerne, som piger og drenge opdrages til. Derfor skal lærere og personale der tager sig af børn, afslutte en uddannelse i ”lighed”, før de overdrages deres eksamen. De vil yderligere afskaffe karakterer i skolen:

 

”Vi vil af med karaktersystemet. Karakterer bidrager anseeligt til stress, og er ikke et fair og objektivt system til måling af individuelt potentiale”

 

De Grønne favoriserer ideologisk globalisme i sin reneste form. De ønsker et ”verdensborgerskab”, som erstatning for det nationale borgerskab. Totalt fri migration på verdensbasis, globale skatter og styrkelse af F.N., for at sikre en retfærdig verdensorden:

 

”Vi tror ikke på kunstige grænser. Vi har en vision om ubegrænset immigration og emigration, hvor folk har ret til at leve og arbejder hvor det passer dem…Vi ønsker, at Sverige skal blive en international rollemodel, ved at skabe en plan for ubegrænset immigration”.

 

De har et stærkt fokus på anti-diskrimination og racisme, og ønsker hårde og omgående straffe for ”diskrimination”, dog blødere straffe for andre slags kriminalitet. De ønsker ”religiøst neutrale” ferier (ingen jul eller påske), og uddannelse mod racisme og diskrimination skal læres i skolen. Ingen ”fordomme” mod nogen gruppe mennesker (måske lige med undtagelse af hvide, og i særdeleshed hvide mænd) vil tillades, og alle former for fordomme bør bandlyses ved lov, uanset hvor de ytres. Blandt de former for racisme de specificerer der aggressivt skal udryddes, er ”Islamofobi”. De erkender dog, at racisme ikke kan udryddes fuldstændigt, før vi har afmonteret den ”racistiske verdensorden”, og erstattet den med en retfærdig verdensorden, hvor ingen lider eller er fattige, og ingen længere bliver udnyttet.

 

Sveriges De Grønne erklærer eksplicit, at koncepterne ”mand” og ”kvinde” er ”sociale konstruktioner”, og påtvunget alle mennesker. For at kunne opnå en ny verdensorden, er det afgørende, at alle sådanne kunstige identiteter nedbrydes. Dette skal faciliteres af uddannelsessystemet, og især af trænede lærere. De mener, at alle mennesker bør være frie til at vælge hvilket som helst navn de ønsker. Med det synes de også at mene ”køn”. De ønsker at alt skal være ”kønsneutralt”, ikke blot ægteskabsceremonier, men også identitetskort.

 

Jeg antager, at dette betyder, at jeg bør kunne vælge et pigenavn på mit identitetskort, og at staten undertrykker mig, hvis den ikke tillader det. Eftersom påførelsen af kunstige kategorier, såsom ”mand” og ”kvinde”, bidrager til opretholdelsen af den udnyttende verden af fattigdom og global opvarmning, så må man antage, at børn vil sulte i Sudan, hvis ikke jeg kalder mig ”Trine” eller ”Pia” på mit identitetskort. Trods alt har jeg en penis, men det er en socialt konstrueret penis, og den bidrager til et uretfærdigt kapitalistisk system.

 

Dette er desværre noget videnskabeligt nonsens. Professor Helmuth Nyborg ved Århus Universitet har lavet undersøgelser, der viser, at der er forskelle mellem kønnene, når det drejer sig om intelligens. Dette udløste massiv modstand. Ifølge ham, ”kan man indenfor psykologiens område ikke tale om intelligens. Man kan ikke måle intelligens, og man kan ikke rangordne folk i forhold til intelligens. Hele området om intelligens er et ”no-go”-område. Hvis du stadig ønsker at fortsætte, er du en slem person. Hvis man også der på forskellene grupper af mennesker imellem, så bliver man anset for umoralsk og helt igennem ond”

 

Ifølge professor i neurovidenskab Annica Dahlstrøm, findes mænd i ekstremerne af høj og lav intelligens. Selvom der findes kvindelige genier, så er de langt mere sjældne end mandlige genier. Hun mener, at børn primært bør overlades til moderens omsorg gennem de første leveår. Det feministiske etablissement i Sverige påstår, at hun har misbrugt sin position som videnskabsmand, for at forstærke kønsstereotyper. Som Dahlstrøm siger, er ”forskellene mellem drenge og piger, hvad angår biologi og hjerne, større end vi kunne have forestillet os”. Forskelle kønnene imellem fremkommer i fosterstadiet, og er tydeligt genkendelige i treårsalderen. Centrene i hjernen der behandler verbal kommunikation, fortolkning af ansigtsudtryk og kropssprog, er mere udviklet hos piger, selv på dette tidlige stadie. At tvinge drenge til at opføre sig som piger vil uundgåeligt skade dem. En sådan politik kunne endda, i hendes øjne, ses som ”sindsmisbrug” af børn. Alligevel er det hvad der sker, nogle gange med statsstøtte.

 

Mona Sahlin har opretholdt forskellige poster i Socialdemokratiets kabinet, blandt andet som Demokratiminister, Minister for integration og lighed. Sahlin har sagt, at mange svenskere er misundelige på immigranter, da de, uligt svenskerne, har en kultur, en historie, noget der binder dem sammen. Hun har erklæret at ”Hvis to lige kvalificerede personer søger et job på en arbejdsplads med få immigranter, skal den der hedder Muhammed have jobbet…Det burde være et aktiv, at have en etnisk baggrund der er anderledes fra svenskerens”. Dette er en anden måde at sige, at indfødte, ifølge den multikulturelle doktrin, er andenklassesborgere i deres eget land. Sahlin blev valgt til leder hos Socialdemokraterne i 2007.

 

Kun en uge efter at medlemmer af Antifascistisk Aktion (AFA) chikanerede en svensk dommer og vandaliserede hans hus, demonstrerede disse sammen med svensk politi, den svenske regering og det svenske medieetablissement under Pride Parade, i sort tøj og sorte masker, parate til at tæve enhver der ikke blev anset for værende tilstrækkeligt tolerant (de sendte ifølge deres egen hjemmeside mindst én på sygehuset). I nærheden marcherede et antal politifolk, inklusive den svenske politiorganisation for homoseksuelle.

 

Ifølge journalist Kurt Lundgren deltog Mona Sahlin i Pride Festival 2007. Hun forventes at blive statsminister, og blev under optoget, efter at have svaret på adskillige spørgsmål om orgasmer, tildelt medaljen ”Fucking Medal Award”. Har hun givet den effekt det kan have på de eksploderende voldtægtsstatistikker nogen tanke? Ifølge ledende blogger Dick Erixon er antallet af rapporterede voldtægter i Sverige nu tre gange så høj som i New York City. NYC har cirka samme antal indbyggere, men er en metropol, hvor Sverige er et land mestendels med bjerge og landsbyer. Svenske piger kaldes på daglig basis ”ludere”, og er tiltagende bange for at bevæge sig udendørs. Alligevel modtager nationens uden diskussion mest magtfulde kvinde ”Fucking Medal Award”. Hvordan mon det vil blive opfattet?

 

Og hvordan vil denne opfattelse af ”seksuel frigørelse” blive tilpasset hendes partis kælne relation med grupper affilieret med Det Muslimske Broderskab, eftersom adskillige af dens internationale ledere har indikeret, at homoseksuelle bør dræbes? Topmedlem af gejstligheden Yusuf al-Qaradawi diskuterede på den arabiske satellitkanal al-Jazeera forskellige strafmuligheder han mente var passende for homoseksualitet, såsom at blive smidt ud fra højder eller blive brændt: ”Nogle mener vi bør brænde dem, og så videre. Der er uenighed”. Mona Sahlin mener, at oppositionen på højrefløjen Sverigesdemokraterne er et ”misogynistisk” parti. Jeg antager, at Det Muslimske Broderskab ikke er? Den svenske kirke har annonceret, at den vil tillade homoseksuelle par at blive gift i kirken. Vil Socialdemokraterne sikre sig, at homoseksuelle par tillades at blive gift i moskeer kontrolleret af Det Muslimske Broderskab? Hvad mere er, vil venstrefløjsekstremisterne AFA angribe dem for homofobi, hvis de nægter?

 

Kurt Lundgren havde i maj 2007 en bemærkelsesværdig historie på sin blog. Lundgren rapporterede om et magasin målrettet mod pædagoger i børnehaven, der tager sig af børn fra 0 til 6 år. Det indeholdt anbefalinger om at promovere ”køns-lighed” og ”seksuel lighed”. Han fortalte, at i en børnehave i Stockholm opfordres forældre af pædagogerne til at udstyre deres sønner med kjoler og pigenavne. Der findes nu særlige uger, hvor drenge SKAL bære kjole. Lundgren anser denne seksuelle indoktrinering for at være værre end politisk propaganda:

 

”At give sexundervisning til børnehavebørn, at tvinge dem til at have en mening om homoseksualitet (lesbiske, transseksuelle, biseksuelle, kønsskifteopererede). Dette anser jeg for børnemishandling…Små børn, vi taler her om børn der er 3 til 6 år, kan ikke i børnehaven beskytte sig mod den slags seksuelle angreb. Forældrene er der ikke. Børnene er fuldstændigt overladt til dem selv”

 

Frankfurterskolen, en skole for Kulturel Marxisme, med tænkerne Antonio Gramsci og George Lukacs, sigtede på at kuldkaste det kapitalistiske system, ved at underminere den hegemonistiske kultur. Ifølge Gramsci ville den socialistiske revolution, der efter Den Russiske Revolution i 1917 ikke lykkedes at sprede sig, aldrig få fodfæste, hvis ikke folk blev befriet fra vestlig kultur, især fra deres ”kristne sjæl”. Som Lukacs sagde i 1919: ”Hvem vil redde os fra vestlig civilisation?” Dette kunne gøres gennem nedbrydningen af traditionel moral og familiemønstre, og undermineringen indefra af etableret kultur, ved en lang march gennem institutioner, medier og skoler. Vi kan nu se, at denne strategi har været succesfuld i vestlige medier og akademier, som ikke bare er lunkne i forsvaret af vores civilisation, men ofte aktivt på side af vore dødelige fjender. Det ironiske er, at de fleste vestlige aldrig har hørt om Gramsci. Alligevel har ideer lignende hans haft en enorm gennemslagskraft på vore liv.

 

Den britiske historiker Roland Huntford skrev i de tidlige 1970´ere en bog om Sverige ved navn ”The New Totalitarians”. Han bemærkede hvordan lighed mellem kønnene fra de sene 60´ere til de tidlige 70´ere blev aggressivt promoveret. Dette blev tæt forbundet med den seksuelle frigørelse:

 

”Faktisk er ordet ”frihed” i Sverige næsten udelukkende forbundet med seksuel frihed, måske resultatet af en tidligere manglende tilladelse, eller uønsket. Gennem sexundervisning for unge i skolerne og uophørlig propaganda i massemedierne for de ældre generationer, er det meste af Sverige blevet lært at tro, at frihed opnås gennem sex. Fordi han er seksuelt emanciperet, tror svenskeren, at han er en fri mand, og dømmer udelukkende frihed ud fra seksuelle termer…Den svenske regering har taget, hvad den ynder at kalde ”den seksuelle revolution” under sine vinger. Børn påføres i skolen, at seksuel emancipation er deres fødselsret, og dette gøres på en sådan måde, at det antyder, at staten tilbyder dem deres frihed fra gammeldags restriktioner.

 

Med gammeldags restriktioner menes kristen moral. Huntford bemærkede, at dette kom sammen med bestræbelser på at nedtone eller angribe vestlig kultur, før Den Franske Revolution. Som Olof Palme, der svensk socialistisk statsminister fra de sene 60´ere frem til 1986 sagde: ”Den såkaldte Renæssance? Vestlig kultur? Hvad har det med os at gøre?

 

”I takt med at politisk og økonomisk frihed formindskes”, sagde Aldous Huxley i ”Brave New World”, ”tenderer seksuel frihed kompenserende at tiltage”. Dette passer perfekt med Huntford´s beskrivelse. Staten fjerner din personlige, økonomiske og politiske frihed, og giver til gengæld seksuel frihed, samtidigt med at den fejrer sig selv som frigører. Sverige anno 2008 er et samfund uden reel ytringsfrihed, hvis man afviger fra den regerende ideologi. Jo mere knusende ideologisk censur og politisk undertrykkelse bliver, jo mere fanatisk udstiller den ”seksuel frihed”. Sex er frihed; frihed betyder sex, og KUN sex.

 

Statsautoriteter præsenterer dette som frigørelse af kvinder og seksuel frigørelse, men det handler i virkeligheden om nedbrydningen af rivaliserende magtkilder: Den traditionelle kristne kultur og kernefamilien. Dette efterlader staten mere magtfuld, eftersom den kan regulere alle aspekter af livet og, vigtigst af alt, kan indoktrinere nationens børn som det passer den, uden utidig indblanding fra forældre. Staten erstatter din familie, opdrager dine børn, og tager sig af de ældre.

 

I mellemtiden er landet midt i sin mest eksplosive voldtægtsbølge i nyere tid, i det store hele grundet immigration. Mens svenske piger af immigranter kaldes ”ludere”, instrueres drenge i at være så ”kønsneutrale” som muligt. Traditionelt er nationen blevet forsvaret af maskuline mænd, der finder stolthed i deres arv. Men ved fjernelsen af den kulturelle stolthed og enhver form for opfattelse af maskulinitet blandt indfødte svenskere, er landet efterladt fuldstændigt forsvarsløst. Og måske har det hele tiden været planen?

 

I Vesteuropa er der lagt store bestræbelser i at ødelægge arven fra den indfødte befolkning, og installere ”de hvide” med skyldskompleks og skam designet til at fremmedgøre dem for deres egen historie. Hensigten er, at de skal ydmyge sig foran immigranterne, og fortælle dem hvor værdiløs og ond deres kultur er, eller alternativt hvor meget de begræder det faktum, at de ingen kultur har.

 

Mens kristendommen i generationer er blevet latterliggjort, i så stort omfang, at kristne beklager sig over forfølgelse, bliver Islam præsenteret som en næstekærlig religion, og ydet en høj grad af respekt i den offentlige sfære. Måske har jeg en konspiratorisk tankegang, men med den måde multikulturalisterne fordømmer kristendommen, og så vedholdent priser Islam, kan jeg ikke lade være med at spørge, om meningen er én gang for alle at trække kristendommen op med rode. De latterliggør den ved enhver given lejlighed, og importerer samtidigt en rivaliserende religion, og gøder den som erstatning. Når den dag kommer, hvor folk er blevet tilstrækkeligt trætte af nihilisme, vil kristendommen være så miskrediteret, at den som alternativ er blevet elimineret, og folk sidder tilbage med Islam. Eller måske handler det ganske enkelt om udryddelsen af alt associeret med europæere og europæisk kultur.

 

Sverige har været kendt som et ”mønsterland”, med et økonomisk system en tredjedel af vejen mellem kapitalisme og socialisme, eller oplyst socialisme, som det er blevet kaldt. I 2008 refererer ”Den svenske model” ikke længere til en økonomisk succeshistorie, men en rædselshistorie af et kulturelt selvmord, gramsciansk kulturel marxisme, ideologisk censur og undertrykkelse af afvigere. Sverige er ikke unik. Lignende tendenser ses over alt i den vestlige verden. Men Politisk Korrekthed er måske i særklasse tung her, delvist fordi Sverige i forvejen så sig selv som en ”ideologisk stat”, og landet er afgjort i front på den ideologiske kurve af undertrykkelse. De af os der stadig har kærlighed til overs for aspekter af traditionel svensk kultur, kan kun håbe på, at noget at det stadig eksisterer, og kan genkaldes, når det nuværende ideologiske paradigme er opløst.

Spørgsmålet forbliver dog, hvor meget der vil være tilbage af den svenske nation, når først vi er nået til dette punkt. Hvad der dog er sikkert, er, at der fremover venter rå tider. Ikke bare for Sverige, men for hele den vestlige verden, i takt med at multikulturalismen faciliterer en langsom opløsning af vore samfund.  

 

 

 

 

Leave a Response »

 

E.U. bandlyser termer som ”Jihad” mandag, okt 13 2008

Den Europæiske Union har optrukket retningslinier retningsvisende talsmænd fra at forbinde Islam med terrorisme i deres udtalelser

 

Embedsmænd i Bruxelles har bekræftet eksistensen af en klassificeret håndbog, der tilbyder ”ikke-stødende” fraser til anvendelse i forbindelse med annonceringen af anti-terroristoperationer eller behandle terroristangreb.

 

Bandlyste termer siges at inkludere ”jihad”, ”islamisk” og ”fundamentalistisk”.

 

Hvis vi på noget tidspunkt har behøvet beviser på, at E.U. regeres af vanvittige, forbrydere, plattenslagere og apologeter, så er nye retningslinier retningsvisende talsmænd til undladelse af at forbinde Islam og terrorisme i deres udtalelser, den mest stupide ting den populære alliance endnu har hørt.

 

Er der ingen der har fortalt de ikke-valgte forbrydere der hævdes at styre E.U., at majoriteten af terroristangreb udføres i Islam´s navn.

 

Statistikker fra 1960 til 2006 bekræfter, at 95% af alle terroristangreb er resultatet af Islam. Så hvis kun 20% af muslimer er fundamentalister, så er de 3000% mere voldelige end resten af verden.

 

Dette lille regnestykke fortabes i de hjernedøde embedsmænds hoveder i E.U. Disse er tilsyneladende de samme betonhoveder, der ikke kan kalkulere billioner af skatteyderes penge, der hvert år forsvinder hos korrupte svindlere, når høringskommisionen nægter at underskrive regnskaberne.

 

Men hvis du leder efter et mere analytisk svar, så kan regnestykket gøre op nogenlunde sådan her:

 

 

Der findes mellem 1.2 milliarder og 1.5 milliarder muslimer i verden. Halvdelen af disse er kvinder. Mens en substantiel procentdel af islamiske kvinder støtter jihad, så udføres kun en ud af halvtreds terroristangreb af kvinder. Dette efterlader en mængde terrorister på lidt over 50% af den totale population.

 

Den overvejende del af terroristhandlinger udføres af unge muslimer mellem 15 og 30 år. Denne del dækker omkring halvdelen af den islamiske verdens mandlige befolkning, efterladende os med en potentiel jihad-mængde på 25% af alle muslimer – eller omkring 300 millioner muslimer.

 

Den mest logiske måde at afgøre andelen af muslimer der er salafi/fundamentalister – et forstadie til jihad – er at anskue de seneste valg i islamiske lande. Eksempelvis opnåede den fundamentalistiske gruppe Hamas ved det seneste valg 65% af stemmerne i Palæstina. Det lidt mere sekulære Fatah, i al fald sammenlignet med Hamas, vandt kun 30% af stemmerne.

 

Mens Tyrkiets præsident Ahmed Necdet Sezar er en stemmesluger, så er denne også en fundamentalistisk muslim.  Tyrkiets parlament, der med 70% af stemmerne valgte ham, er skabt som resultatet af et populært mandat, og består overvejende af fundamentalistiske muslimer.

Tyrkiets præmiereminister Recep Tayyip Erdogan er nationens mest populære leder. Han er en dømt forbryder, der mener: ”Moskeer er vore kaserner, domer vore hjelme, minareter vore bajonetter og troende vore soldater”. Han vandt et jordskredsvalg i 2002 – og Tyrkiet menes at være den mest moderate islamiske stat.

 

Det nyligt valgte fundamentalistiske islamiske ”sindstilfælde” der styrer Iran, præsident Mahmoud Ahmadinejad, fik 62% af befolkningens stemmer. Den mest moderate islamiske konkurrent opnåede mindre end 20% af stemmerne. Opfattelsen af at majoriteten af iranere er fjendtlige mod shia-mullah´er, og er garanter mod revolution, er en myte.

 

I Libanon blev politikere begejstrede, da 50,000 mennesker marcherede i støtte for demokratiet. Følgende uge, da 500,000 mennesker protesterede i støtte for Islam (underkastelse), blev andelen af fundamentalistiske muslimer klar.

 

Det seneste valgs islamisk fundamentalistiske kandidater i Irak, de individer der tilhører gejstlige partier, som Islamisk Revolution grundlagt af Ayatollah al-Sistani, vandt 65% af pladserne i det nye parlament.

 

Mens opinionsundersøgelser kan være suspekte, og ofte er mærkede af den måde spørgsmålene stilles på, så er der to der er værd at nævne. Opinionsundersøgelser lavet af den brittiske regering afslører, at 70% af irakerne mener drab på amerikanere retfærdiggøres, noget der er umuligt at retfærdiggøre udenfor det fundamentalistiske Islam´s betingelser. De tiltagende dødstal for amerikanske og brittiske tropper, og den svimlende eskalering af terror i Irak, giver disse tal troværdighed. Undersøgelser lavet i Pakistan, hvor bin Laden opbevares, afslører, at 70% af pakistanernes syn på verdens mest berømte islamiske terrorist, er meget favorabel. Faktisk er navnet Osama blevet det mest populære navn i regionen.

 

Derfor har, baseret på de mest objektive data til rådighed for os, mindst 60% af alle muslimer gennem deres fundamentalistiske stemmemønster potentiale til at blive emner for jihad. Det vil sige, Islam har vokset sig substantielt nærmere Salafi-rødder, og dermed terrorisme, over det seneste årti. Det er sikkert at sige, at der er 750 millioner muslimer, der fundamentalistisk prøver at følge ordrerne fra Allah og Muhammed. Og som fundamentalister er de potentielle emner for jihad.

 

 

 

 

Leave a Response »

 

Islamificeringen og det kujonagtige Skandinavien tirsdag, okt 14 2008

Som den tyske journalist Henryk Broder formulerede det efter 2006 optøjret over den danske muhammedtegninger:

 

”Objektivt set var tegningerne en storm i et glas vand. Men subjektivt var det en styrkedemonstration i konteksten af ”civilisationernes sammenstød”, en generalprøve før den virkelige opførelse. Muslimerne demonstrerede hvor hurtigt og effektivt de kan mobiliseres – og Vesten intet andet end frygt, kujonagtighed og en overskyggende bekymring for handelsbalancen. Nu ved muslimerne, at de har med en papirtiger at gøre, hvis brølen er intet andet end en båndoptagelse”

 

I 2008, tre år efter tegningerne først blev publiceret, er emnet stadig meget levende i mange muslimers sind. Mere end 200 lovgivere råbte: ”Død over Islam´s fjender” under en vredesfuld demonstration uden for det Afghanske parlament, protesterende mod genoptrykningen af tegningerne i Danmark, og udgivelsen af den Islam-kritiske film Fitna af den hollandske politiker Wilders. På samme tid tilstrømmer dansk hjælp til at genåbne skoler i Afghanistan, selvom kritikere siger, at curriculum er baseret på fundamentalistisk Islam. En boykotkampagne af danske og hollandske produkter blev lanceret i Jordan. Dette inkluderede annoncer i aviser, radio og fjernsyn, der tilskynder forbrugere til at undlade at købe navngivne varer. Organisationen ”The Messenger of Allah Unite Us”, har lavet t-shirts, stickers og plakater med logoet “Lev uden det”.

 

”Danske muslimske organisationer har til hensigt at føre sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol”, har den muslimske leder Mohammed Khalid Samha sagt til IslamOnline, det store engelsksprogede website grundlagt af Det Muslimske Broderskab´s åndelige leder Yusuf al-Qaradawi, efter en domstol afviste et sagsanlæg fra syv muslimske grupper. ”Vi var ret sikre på, at den danske domstol ikke ville være retfærdige overfor muslimer”, sagde Samha. Samtidigt blev to tunesiske mænd arresterede, og anklaget for mordplaner på Jyllandsposten´s tegner Kurt Westergaard.

 

Som Bruce Bawer, forfatter af bogen ”While Europe Slept”, formulerer det i et essay ”Courage and Cowardice in Scandinavia”, fra juni 2008, efter en bombesprængning møntet på Danmark: ”Da en bilbombe sprang uden for Danmark´s ambassade i Islamabad, d. 2 juni, dræbende otte, var det let at gætte hvem der havde gjort det og hvorfor. Og ganske vist, nogle dage senere tog al-Qaeda æren og bekræftede motivet: Muhammedtegningerne. De blev oprindeligt publiceret i Jyllandsposten d. 30 september 2005, og blev genoptrykt af en række aviser d. 13 februar, i solidaritet med turbanbombetegneren Kurt Westergaard, dagen før målet for tre snigmorderes planer, der i den forbindelse blev arresterede. Det faktum at de danske medier generelt gennem de sidste tre år har givet Jyllandsposten en hård medfart for at ”støde” muslimerne, var den umiddelbare årsag til bombesprængningen”

 

”Blasfemi” mod Islam bærer potentielt ifølge Sharia dødsstraffen. I juni 2008 dømte en pakistansk dommer en muslim til døden, på grundlag af at have fornærmet Islam´s profet Muhammed.

 

I kontrast til Danmark´s trods, overgav andre skandinaviske lande sig så hurtigt som menneskeligt muligt det islamiske pres. Bawer igen:

 

”Sverige valgte en anden vej. Da et politisk website publicerede Jyllandsposten´s tegning, sendte regeringen politiet for at lukke det. Yderligere på det seneste, ramt af sin egen tegningskrise, involverende kunstner Lars Vilks, mødtes statsminister Fredrik Reinfeldt ikke bare de muslimske ambassadører, men blev prist for sin ”fredsånd”. Norge kunne heller ikke pudse glorien”. Efter at en lille avis, Magazinet, havde genoptrykt Jyllandspostens tegninger (det var lige meget, at aviser i Spanien, Tyskland og Frankrig også havde trykt disse), valgte tegning-jihadisterne også at udse sig Norge som mål, satsende på, at det dialog-lalleglade, F.N.-forgudende ”fredsland”, ville båndlægge sine friheder, ved første tegn på muslimsk ubehag. De fik ret. Norge´s regering sank forsmædeligt sammen, holdende en pressekonference d. 10 februar 2006, hvor Magasinet´s ”skændige” redaktør Vebjørn Selbekk, med statsminister Jens Stoltenberg´s velsignelse, næsegrus lagde sig foran et opbud af imamer, og undskyldte at have udøvet sin ret til ytringsfrihed. Dette øjeblik var sandsynligvis det mest nedværdigende øjeblik i Norge´s moderne historie. Men det var svært at få øje på, grundet politikernes og journalisternes fejring af dette udsalg af friheden, som en triumf for fredsskabelsen”.

 

Selbekk, redaktør for den lille kristne avis Magazinet, havde modstået presset fra muslimer, der havde lavet dødstrusler, og fra det norske etablissement. Men i sidste instans hasteindkaldte den norske arbejdsminister Bjarne Håkon Hanssen en pressekonference. Der fremlagde Selbekk en ynkelig undskyldning for genoptrykningen af tegningerne. Ved hans side, accepterende hans angerhandling, var Mohammed Hamdan, den dengang øverste i Norge´s Islamiske Råd. Som Bawer indikerer, var det et billede direkte taget fra en shariadomstol, med den muslimske leder deklarerende Selbekk fortsat værende under hans beskyttelse.

 

I en fredagsbøn d. 3 februar 2006, tilskyndede Yusuf al-Qaradawi, Det Muslimske Broderskab´s spirituelle leder, verdens største islamiske organisation, tilhængere til at vise raseri over tegningerne. Bønnen blev transmitteret i fjernsynet. Dagen efter blev den danske og norske ambassade i Syrien angrebet. Det bør her nævnes, at både Danmark og Norge er medlemmer af NATO, og at ødelæggelsen af ambassaderne kunne anses for en krigshandling. Få dage senere besøgte en delegation ledet af Mohammed Hamdan fra Norge´s Islamiske Råd og en repræsentant for Oslo´s biskop Qatar, for et møde med Qaradawi. Rejsen fik støtte fra den norske regering. Yusuf al-Qaradawi accepterede så undskyldningen, som Vebjørn Selbekk havde fremsat d. 10 februar.

 

Walid al-Kubaisi, en muslimsk kritiker af Islam boende i Norge, advarede, at Yusuf al-Qaradawi er farligere end terroristlederen Osama bin Laden, og at Det Muslimske Broderskab, hvis grundlægger Qaradawi som ung fulgte, ønsker at verden skal følge Sharia. Kubaisi reagerede kraftigt på erklæringen fra Hamdan, at Hamdan nu ville give Selbekk beskyttelse: ”Det skræmmer mig, at han præsenterer sig selv som en autoritet, der kan tilbyde eller fratage beskyttelse. Betyder det, at minister Bjarne Håkon Hanssen mener, at næste gang jeg føler mig truet, efter noget jeg har skrevet, at jeg så skal kontakte Det Islamiske Råd, og ikke politiet? Sørgeligt nok har regeringen i sin iver efter at afslutte problemerne, styrket de autoritære kræfter”. Kubaisi frygtede, at hardcore islamister fra nu af vil nedbrænde noget, hver gang de føler sig stødte over noget, og forventer at få deres vilje”

 

Trond Giske, Kulturminister og kirkeanliggender fra Arbejderpartiet, mødtes med Mohammed Hamdan fra Norge´s Islamiske Råd få måneder efter ambassadeangrebene, og bekendtgjorde, at subsidierne til det islamiske råd, vil blive forøget fra 60.000 kroner til 500.000 kroner. Det er en forøgelse på mere end 700% på et enkelt år. Regeringen bekendtgjorde derudover, at de oftere ville mødes med det islamiske råd, for at ”forbedre dialogen”. Lederen Hamdan smilede efter samtalen med Giske. ”Vi er meget tilfredse med mødet. Det er vigtigt for os, at forbedre kontakten med regeringen, så vi bedre kan komme til at kende hinanden”.

 

Den status men som ikke-muslim, der bliver accepteret som andenrangsborger, dhimmi, under islamisk styre, refereres til som ”beskyttet”. Under tegningjihad´en demonstrerede venstrekoalitionen offentligt mod de norske autoriteter, at de ikke havde kontrol med borgernes sikkerhed, og derfor for at sikre denne sikkerhed, måtte give efter for muslimernes krav. Dette blev til accepten af islamisk styre under Sharia, et synspunkt der derefter blev styrket af betalinger til muslimer i og udenfor Norge. Disse betalinger fra Giske på vegne af regeringen blev utvivlsomt af muslimerne anset for jizya, ”beskyttelsespenge”, som ikke-muslimer afkræves i forbindelse med underkastelse (Koranen 9:29) som et tegn på deres underdanighed i forhold til Islam, som kompensation for ikke at blive slagtet.

 

Norge blev det første vestlige land der anerkendte den dengang Hamas-ledede palæstinensiske regering, og først med direkte overførsel af finansiel hjælp. Den populære udenrigsminister Jonas Gahr Støre fra Arbejderpartier opfordrede andre til at følge efter. Hamas er den palæstinensiske gren af Det Muslimske Broderskab. De udtrykker klart dette i deres charter, hvilket betyder, at Jens Stoltenberg´s venstreorienterede regering var villig til at sponsere en organisation, hvis åndelige leder for nylig havde forårsaget fysiske angreb på hans eget land, og fører krig mod deres civilisation. Dette blev af de fleste norske medier applauderet.

 

Gahr Støre deltog i en konference, med deltagere fra dusinvis af lande og medier, vedrørende mulighederne for at ”udbrede diversitet” på en ikke-stødende måde, med Arab News fra Saudi Arabien som ordstyrer. Tegning-jihad´en gav anledning for Norge og Indonesien til at forene kræfter i en Global Inter-Media Dialogue. I juni 2007 blev dette afholdt i Oslo.

 

Hovedtaler ved konferencen Doudou Diéne, F.N.´s Special Envoy for Racism, Xenophobia and Intolerance, tilskyndede medierne til aktivt at deltage i skabelsen af et multikulturelt samfund, og udtrykte bekymring over, at den demokratiske proces kunne lede til immigrationsrestriktive partiers tiltagende indflydelse. Diéne repræsenterer Senegal, en fremstående muslim der er medlem af Organization of the Islamic Conference (OIC), den største stemmeblok i F.N.

 

Der har allerede været store indikationer på, at mainstreammedierne allerede har arbejdet i overensstemmelse med disse ideer, længe før denne konference. I England har ledende figurer i BBC stolt annonceret deres aktive støtte til promoveringen af Multikulturalisme. I Danmark i 2008, mens de var under trusler fra muslimer verden over, besluttede Danmarks Radio, med tilsvarende venstreorienterede multikulturelle forudindtagethed, at afholde en ”Miss Tørklæde”-konkurrence for kvinder, med det eneste krav at de er over 15 år, og bærer tørklæde, på samme måde som muslimske kvinder er pålagt at gøre.

 

Som Dr. Daniel Pipes peger på, har ”selvhadende vestlige en udpræget vigtighed, grundet deres prominente rolle som meningsdannere på universiteter, medier, religiøse institutioner og kunsten. De fungerer som hjælpere for islamismens mujahideen´ere”.

 

Under yderligere trusler mod Danmark besluttede den regionale Adresseavisen i 2008, at vise solidaritet med ”tegnerne”. Som Bruce Bawer skriver:

 

”Trondheim´s Adresseavisen trykte tegningerne der, uden dog at afbilde Muhammed, stødte den ”moderate” muslimske advokat Abid Q. Raja, der – tilsyneladende menende at Adresseavisen havde overholdt aftalens ord, men ikke aftalens ånd, fra Magazinet-aftalen – argumenterede, at tegningerne ikke skulle have været publicerede, da de af muslimer ville blive ”misforståede”. Den Pakistanske ambassadør Rab Nawaz Khan var enig, kaldende tegningerne en ”terrorhandling”, der kan ”sætte norske borgere i fare”. Når en tegning er terrorisme, og en bombe er en form for udtryk, så lever man i Orwell-land. Men øjeblikkets stjerne var dog forfatter Dag Solstad, der kun få dage før bombningen afleverede hvad man kunne kalde Norge´s version af Rowan Williams sharialektion. Solstad gik ikke eksplicit ind for Sharia. I stedet argumenterede han for, at ytringsfrihed faktisk ikke er ønskværdigt, eftersom den drukner fortjenstfulde arbejder (såsom hans egne værker, sandsynligvis) i et hav af vulgaritet (en kategori han placerede Muhammedtegningerne i). Solstad´s kolleger ytrede moderate protester”.

 

Solstad, med sin lange historie af sympatier for kommunistiske bevægelser, er ikke unik. I skrivende stund kritiserer mange norske observatører og intellektuelle ”ytringsfrihedsfundamentalisterne” i store medier.  

 

Findes der ingen opposition til disse synspunkter? Jo, heldigvis. Per Edgar Kokkvold, generalsekretær for den norske presseassociation fortjener ros for sin principfaste opposition mod censuren (der skaffede ham adskillige dødstrusler). En bog af et tidligere parlamentsmedlem Hallgrim Berg, advarer mod planer om at omforme Europa til Eurabien. Han diskuterer den tiltagende anti-amerikanisme i Europa, og fasstholder, at U.S.A. er den eneste magt der er i stand til at sikre friheden. I 2005 iværksatte politiet en udrykning til lederen af det højreorienterede parti Fremskridtspartiet Carl I. Hagen. Hagen kritiserede Islam, og kunne ikke se nogen ligheder med moralkoncepterne i kristendommen. Han sagde, at hvis Israel taber i Mellemøsten, vil Europa som den næste bukke under for Islam. Han mente, at kristne burde støtte Israel, og modsætte sig islamiske forgreninger til Europa. I et hidtil uset skridt angreb en gruppe ambassadører Hagen i et offentligt brev. Andre politikere gav hurtigt efter og fordømte Hagen, inklusive statsminister Kjell Magne Bondevik fra Kristendemokraterne. I 2008 ser Fremskridtspartiet ud til, for første gang i generationer, at erstatte Arbejderpartiet som landets største parti.

 

Der findes lommer af modstand i Norge (og i mindre udstrækning i Sverige), men generelt ser det sløjt ud. Danmark er for nuværende det eneste skandinaviske land, med noget der bare ligner en rygrad, men danskerne kompenserer for dette, ved at være ét af de ledende lande i den vestlige verden, der modsætter sig islamificeringen.

 

Leave a Response »

 

Norske myndigheder dækker over muslimske voldtægter onsdag, okt 15 2008

Der er kommet en eksplosiv stigning af voldtægtsanklager i Skandinavien i de seneste år. De har i Sverige nået næsten epidemiske proportioner. Selvom der i statistikkerne er indikationer af meget høje procentdele af muslimske immigranter, ligesom der er med andre former for kriminalitet, så er immigration et ikke-emne for det politiske etablissement.

 

I nabolandet Norge er der en hidtil uset bølge af voldtægter i hovedstaden Oslo. ”Vi må være realistiske. En serie af voldtægter har gennem sommeren gjort Oslo usikker”, siger Brit Opjordsmoen fra DIXI, støttecenter for voldtægtsofre. ”Når vi ved der er voldtægtsmænd løs i Oslo, må vi lytte til politiets råd. De har ret i at advare kvinder om at gå alene hjem om natten”.

 

Opjordsmoen finder det forbløffende, at justitsminister Knut Storberget giver råd der er modsat af politiets, opfordrende kvinder til ikke at ændre adfærd. ”Ideelt kan vi alle blive enige om, at piger burde kunne bevæge sig frit omkring, men vi må være realistiske. Samfundet er ikke sådan. Mange piger er for naive, vi må være mere forsigtige og være på vagt. Adskillige voldtægtsforsøg i en kort periode, er usædvanligt”, siger Opjordsmoen.

 

Ifølge støttecenteret begås voldtægter almindeligvis af en person der kender offeret. Den underlige ting er, at mange voldtægter i Oslo nu er bagholdsangreb, begået af fremmede mod kvinder på vej hjem fra en bar eller i områder med kun lidt trafik. ”Vi har set en dramatisk forøgelse af antallet af voldtægter”, siger Endre Sandvik, chef for skadesstuen. Antallet af voldtægter denne sommer er mere end det dobbelte af hvad de var sidste år.

 

I en spørgsmål – svar – session i avisen Aftenposten, har Opjordsmoen nogle politisk korrekte kommentarer, sigende at de ikke ved hvor stor en del af disse voldtægter der er begået af folk med immigrantbaggrund, og at mange af disse spekulationer simpelthen er ”fordomme”.

 

I al respekt, så er jeg ret sikker på det ikke er tilfældet. Bare få uger tidligere advarede Aftenposten om, at ”unge” er i gang med at ødelægge Oslo. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at disse ”unge”, havde en forbløffende lighed med de samme ”unge” med muslimsk immigrantbaggrund der ødelægger så mange byer i Vesteuropa.

 

En 17 år gammel somalier blev sidste år dømt for voldtægt af en ung pige i Oslo. Domstolen erklærede, at voldtægten var usædvanligt brutal og varede adskillige timer. Somalieren mishandlede pigen så længe, at lægen der undersøgte pigen sagde, at hun kunne være død. Pigen lider nu af svære psykologiske problemer efter angrebet. Den unge mand blev dømt fire et halvt års fængsel. Dommen indeholdt også en anden voldtægt, hvor hans norsk-marroccanske ven voldtog en 13 år gammel pige, mens somalieren hjalp med at true hende og holde vagt. Hun er traumatiseret efter denne hændelse.

 

Aftenposten synes dog belejligt at have glemt en artikel de publicerede for år tilbage. I 2001 var to ud af tre anklager for voldtægt i Oslo immigranter med en ikke-vestlig baggrund, ifølge en politiundersøgelse. I 80% af tilfældene var ofrene norske kvinder.

 

Unni Wikan, en professor i Socialantropologi ved Oslo Universitetet sagde i 2001, at ”norske kvinder må tage deres del af ansvaret for disse voldtægter”, fordi muslimske mænd fandt deres påklædning provokerende. Professorens konklusion var ikke at muslimske mænd, der lever i Vesten, behøvede at tilpasse sig vestlige normer, men det stik modsatte: ”Norske kvinder må erkende, at vi lever i et multikulturelt samfund tilpasse sig dette”.

 

Antallet publiceret i september 2001 blev diskuteret i mindst to ud af tre af Norge´s største aviser: Aftenposten og Dagbladet. Et ledende medlem af Venstre, Odd Einar Dørum, krævede, at alle tal skulle på bordet: ”Et svin er et svin, uanset hudfarve”.

 

Fra 2001 til 2005 var Dørum Justitsminister, og dog har ingen set disse statistikker siden 2001. Antallet af voldtægtsanklager i Oslo er fortsat med at stige, til de har nået rekordhøjde i 2005. Der findes anseelige beviser på brutale massevoldtægter, noget der tidligere var en sjældenhed i Skandinavien, begået af immigranter mod indfødte piger. Eksempelvis d. 21 juli 2005 blev tre mænd anklaget for at massevoldtage en 15 år gammel pige, der blev trukket ind i en bil, mens hun ventede på en bus, ved busstationen i Frederikstad. Alle mændene var af ”fremmed herkomst”. Sådanne sager er blevet næsten rutine. Den eneste forklaring på hvorfor man ikke længere må se statistikkerne over andelen af immigranter involveret, er at autoriteterne dækker over det. Dette ville i almindelighed have medført krav om regeringens afgang.

 

I Sverige har etnolog Maria Bäckman i sin undersøgelse ”Whiteness and Gender” fulgt en gruppe svenske piger i en forstad til Rinkeby udenfor Stockholm, hvor indfødte svenskere er blevet forvandlet til en indbyggerminoritet grundet den hurtige immigration. Ifølge Bäckman fortalte mange af de interviewede piger, at de havde farvet deres hår, for at undgå uønsket opmærksomhed og seksuelle krænkelser. Deres erfaring var, at være blond involverer, at gamle mænd stirrer på dig, biler dytter i hornet, og drenge kalder dig ”luder”.

 

En rapport fra organisationen ”Save the Children” fortæller hvordan det at være svensk pige betyder utryghed. Pigerne er bange for at blive voldtaget, en mulighed der for dem virker meget mulig. Mange piger planlægger hvordan de kommer hjem om natten, hvordan de lader som om de taler i mobiltelefon, hvordan de beholder nøglerne i hånden, så de kan forsvare dem selv, eller hvordan man simpelthen bare løber hele vejen hjem. Både frygten og strategivalgene indikerer, at pigerne føler sig oprigtigt utrygge udenfor på visse tidspunkter af døgnet. Og frygten er velbegrundet. Et slående antal piger har oplevet chikane fra drenge og mænd. Mestendels kommer chikanerierne fra drenge i samme aldersklasse. At blive kaldt ”luder” er i visse skoler blevet så almindeligt, at adskillige piger siger, at lærerne ikke længere reagerer på det.

 

Tensta er en forstad i det nordlige Stockholm, med en meget høj koncentration af immigranter. Skuespillerinde Ylva Törnlund har besøgt adskillige skoler i Tensta, og blev chokeret over den rå atmosfære hun oplevede der. ”Attituderne vi mødte i skolerne var skrækkelige. En dreng talte om, hvordan piger skulle kne**es sønder og sammen, til de bløder”, sagde Törnlund.

 

Tendensen er ikke enestående for Skandinavien. Det er det samme overalt i Vesteuropa, hvor end man finder et signifikant antal muslimske immigranter. Faktisk er antallet af voldtægter begået af muslimer i vestlige lande så ekstremt høje, at det er vanskeligt udelukkende at se dem som individers tilfældige handlinger. Det ligner krig. Den tyske journalist Gudrun Eussner anser dette for ”seksualitet som et våben mod ulydige og ikke-muslimske kvinder, begge kategoriserede som ”ikke-troende”. Mod sådanne er det pligt at anvende jihad, og hvad man gør med kvinder ”besejret” i jihad, kan man læse om i Koranen: de bliver slaver til sejrherrens benyttelse.

 

Den franske filmskaber Pierre Rehov erklærer at: ”En af mine venner er pensioneret politichef, der var ansvarlig for sikkerheden i en stor by i det sydlige Frankrig. Han fortalte, at hans mænd måtte tage sig af et gennemsnit af 10 voldtægter om ugen, 80% begået af unge muslimske mænd. 30% af disse voldtægter var hvad man i disse kredse kalder ”tournante”, hvilket løseligt oversat betyder ”din tur”, altså massevoldtægter, den ene efter den anden, hele natten igennem. Han var forbløffet over, at ikke bare bakkede forældrene deres voldtægtsmænd op, de kunne end ikke forstå, hvorfor børnene skulle anholdes. Der er kommet et øjeblikkeligt skift i opfattelsen af godt og ondt, som en overordnet komponent i kulturen. Det eneste onde disse forældre kunne se, var den fristelse deres drenge måtte møde. Eftersom de fleste ofre ikke var muslimer, var forældrenes svar og afvisning endnu mere ærlig: hvordan kunne deres drenge være skyldige i noget som helst, når de bare reagerer på provokationen fra europæiske piger, kendt for deres uacceptable adfærd?”

 

Ifølge Rehov: ”Jeg kan i enhver voldtægt af en ikke-muslimsk kvinde, begået af en muslimsk mand, se en racistisk handling, og det er høje tid for os at erkende og fordømme det. Niveauet af foragt for ikke-muslimske kvinder er en refleksion af niveauet af had mod samfundet, der skaber lighed mellem mænd og kvinder”.

 

I Norge er det sandsynligvis uden fortilfælde i tusind år, siden Oslo blev grundlagt efter Vikingetiden, at den indfødte befolkning er under angreb i så stor skala, alene grundet det at være hvid og kristen. Og regeringen gør…..tja, sådan set stort set ingenting, udover selvfølgelig at skjule problemet så godt som muligt. Men det er ikke godt nok. Regeringen bør gå af, grundet sin fuldstændige mangel på evne til at beskytte sin befolkning, i et land hvor man betaler noget der ligner verdens højeste skatter.

 

Hvis de ønsker at blive ved magten, så burde de omgående fordoble, hvis ikke tredoble politistyrken, og de burde stoppe det multikulturelle eksperiment, og fuldstændigt stoppe den muslimske immigration, hvis nødvendigt ved at trække samtlige relevante traktater tilbage.

 

Vi er trætte af at høre om ”Islamofobi” og ”Xenofobi”, mens vi lever i konstant frygt for islamisk terrorisme og vore døtre ikke kan gå ude efter mørkets frembrud, af frygt for muslimsk massevoldtægt, der anser dem for ludere. Meningen med staten er at opretholde lov og orden, og beskytte nationens grænser og territoriale integritet. Vesteuropæiske regeringer gør ingen af disse ting, men de har til gengæld travlt med politisk censur og involvering i vore privatliv, hvor de intet har at gøre.

 

Det er tiden de bliver gjort opmærksomme på, at de er vore tjenere, ikke vore regenter. Hvis ikke de vil opfylde deres pligter, så må de erstattes med nogen der vil.

 

Leave a Response »

 

Kunsten at se Islam gennem ”Condo”-farvede briller torsdag, okt 16 2008

For nogen tid siden under en tale givet ved den årlige Iftar-middag i Det Hvide Hus (Washington´s anerkendelse af markeringen af enden på Ramadan), refererede Udenrigsminister Condoleeza Rice til Islam som ”en religion af fred og kærlighed”.

 

Forfatter og klummeskriver Don Feder sagde om Rice´s tale: ”Der findes ikke større dikotomi mellem den måde Islam portrætteres af vestlige tilhængere, og den måde den praktiseres af dens mere entusiastiske tilhængere. Hvor end et større antal muslimer kommer i kontakt med ”vantro”, bryder jihad løs. Dette er sandt på Vestbredden, som det er i Kashmir, og lige så reelt på Filippinerne som på Balkan, og helt sikkert lige så sikkert i Vestafrika og Indonesien. Uanset realiteterne insisterer vestrefløjen på, at se Islam gennem ”Condo”-farvede briller. Ingen mængde af selvmordsbomber , anti-semitisk agitation, rablende misogyni, forfølgelse af kristne eller nedslagtninger af uskyldige, tillades at forstyrre denne mentalitet”.

 

Helt sikkert ikke alle muslimer er terrorister – enhver gennemsnitlig arabisk eller pakistansk gejstlig planlægger ikke at omvælte Amerika. Men der er heller ikke kun en lille minoritet af ekstremister, der har kapret Islam. Faktum er, at voldelig jihad-krigsførsel ligger ved hjertet af islamisk teologi. Og det er moderen til alle politisk korrekte myter at tro andet.

 

Joseph Schacht noterer i sin bog ”An Introduction to Islamic Law”: “Grundlaget for den islamisk attitude mod ikke-troende er loven om krig; de må enten konvertere, underkaste sig eller blive dræbt”. Der har du din islamiske definition af fred – bøj dig eller dø!

 

Rice sagde også i sin tale: ”Vi i Amerika kender godheden der er hjertet af Islam. Vi har set det på mange måder. Og senest efter orkanen Katrina, hvor muslimske nationer ydede nogle af de mest generøse tilbud om støtte, vi har modtaget”. Ja, moderate muslimer har ydet noget så gode gerninger. Men deres motiver bør altid betvivles.

 

Eksempelvis hævder Robert Spencer i ”The Politically Incorrect Guide to Islam”, at den prominente talsmand for muslimer i Amerika Siraj Wahaj ”ofte præsenteres som en moderat muslim”. I 1991 var han den første muslim nogensinde til at give bøn i Kongressen. Efter angrebet d. 9/11 erklærede Wahaj: ”Jeg føler mig nu forpligtet til at prædike, faktisk gå på jihad mod ekstremisme”. Om dette er hans sande tanker, forbliver uklart”, siger Spencer. ”Han har på den anden side også advaret U.S.A., at det vil falde, med mindre det accepterer islamisk agenda. Han har begrædt, at ”hvis bare muslimerne var politisk smarte nok, kunne de overtage U.S.A., og erstatte dets konstitutionelle regering med et kalifat. I de tidlige 1990´ere, sponserede han taler af Sheikh Omar Abdel Rahman i moskeen i New York City og New Jersey. Rahman blev senere dømt for planer om at sprænge World Trade Center i luften i 1993, og Wahaj var designeret ”potentiel ikke anklaget samarbejdspartner”.

 

Spencer peger også på, at ”moderat Islam ikke eksisterer i nogen signifikant udstrækning i dagens verden”. Han skriver: ”Hvor muslimer fredeligt eksisterer med ikke-muslimer, som i Centralasien og andre steder, skyldes det ikke, at læren om jihad er blevet reformeret eller afvist; den er simpelthen blevet ignoreret, og historien har vist, at den når som helst igen kan blive husket”

 

Hvad mere er, så lærer den islamiske doktrin, at løgn er helt acceptabelt i jihad-krigsførslen mod ikke-troende. Koranen 3:28 siger: ”Tag ikke de ikke-troende som venner, eller hjælp ikke-troende frem for troende. Hvis man gør dette, vil der ikke findes nogen hjælp fra Allah; bortset ved sikkerhedsforanstaltninger, når du sikrer dig selv mod dem”. Med andre ord forbyder teksten muslimers venskab med ikke-muslimer, med mindre det har formålet, at ”beskytte sig mod dem”. Hvilket vil sige, at det for muslimer er tilladeligt at lade som om de er venner med ikke-troende, hvis det i sidste instans betyder, at Islam kommer til at regere over dem.

Rice nævnte også i sin tale, at ”efter det seneste jordskælv i Sydasien, så hele verden hvordan tusinder af muslimer, i dyb iagttagelse af Ramadan, ledede bestræbelserne uden at bryde fasten”. Jamen dog! Hvad er der så stort ved det? I så fald fulgte muslimerne bare deres religion, delvist ved at hjælpe andre muslimer. Epicenteret for det store jordskælv, hvor de største skader fandt sted, var i Pakistan – en islamisk stat. Andre steder der blev hårdt ramt var Afghanistan, hvor 99% af befolkningen er muslimer, og det nordlige Indien, hvor den største koncentration af muslimer i dette land findes.

 

Hvis man virkeligt ønsker at for stå den ”kærlighed” der findes ”i hjertet af Islam”, så prøv lige at se her: ”Ifølge en National Review Online artikel af Deroy Murdock, efter tsunamien der lagde det sydlige stillehav øde, rejste U.S.A. over 350 millioner$ i statshjælp. Australien donerede 810 millioner$, Tyskland 680$ millioner og Japan 500 millioner$. Selv skuespiller Sandra Bullock klarede at give én million$ af sine egne penge. Men de stenrige oliestater – Saudi Arabien, Qatar, De Forenede Emirater, Kuwait, Algeriet, Bahrain og Libyen – bidrog samlet med under 100 millioner $. Hvorfor? En saudisk gejstlig summerede grunden for samtlige islamiske gejstlige i disse lande: ”Det skete til Jul, hvor de horende og korrupte folk over hele verden samledes for at begå hor og seksuel perversion”. Wow! Kunne du mærke hjertevarmen? – det varme favntag af islamisk kærlighed – rækkende ud i medfølelse, ofrende stort håb for de lidende masser?

 

Nej! Islam er hverken en religion karakteriseret af fred eller kærlighed. Den er faktisk en falsk religion. Den giver udtryk for retfærdighed, men er ondskabsfuld helt ind til kernen. Alexis de Tocqueville sagde engang om Islam: ”Jeg har studeret Koranen en hel del. Jeg forlod læsningen med den overbevisning, at der har eksisteret få religioner i verden, der har været så dødelig for mennesket, som Muhammed´s religion…..Dens sociale og politiske tendenser skal i mine øjne frygtes, og derfor anser jeg den for en form for dekadence, mere end en form for progression”.

 

Tocqueville så åbenbart ikke Islam gennem ”Condo”-farvede briller. Ej heller burde vi!

Leave a Response »

 

Den kommende krig med Islam lørdag, okt 18 2008

For fem år siden havde jeg en samtale med en ung palæstinensisk studerende, der i kort præcise vendinger fortalte hvordan Islam ville besejre Vesten. Konversationen åbnede mine øjne for et langt større billede, i hvilket Israel spiller en mindre rolle, i det islamiske besejringsspil. Siden da har jeg prøvet at tale med nogle arabere, der kom for at bede i moskeen, men de var ikke så snaksalige som studenten.

 

I sidste uge havde jeg en anden samtale, med en israelsk arabisk leder af et byggefirma, med det lidet sandsynlige navn Francis, der havde ansvaret for en bygning nær vores hus i Herzelia. Han fortalte mig, at hans familie var kristne, og at navnet var givet ham for at ære franciskanermunkene. Vores samtale var lige så interessant som den første samtale, jeg havde med araberstudenten fem år tidligere, og den vil jeg gerne dele med jer. Francis parkerede med jævne mellemrum sin bil nær vores hus, og vi udvekslede venlige hilsner.

 

For en uge siden blev der lukket for vandet grundet reparationer i huset han var ved at bygge, og Francis spurgte mig, om jeg ville give ham noget varmt vand. Han var en høj mand omkring de fyrre, med rødligt hår og blå øjne. Han talte perfekt hebraisk, og jeg blev naturligvis nysgerrig omkring ham. Jeg følte, at han kunne være den rigtige person at udveksle nogle synspunkter med. Af udseende antog jeg, at han var druser eller fra den syriske region. Han lignede mere en lærer end en bygningshåndværker, og, som jeg senere fandt ud af, var han faktisk lærer af profession. Siden min samtale med studenten for fem år siden, var jeg altid nysgerrig efter at høre deres side af historien; derfor besluttede jeg mig for at invitere ham på en kop kaffe i vores hus. Jeg så at han et øjeblik tøvede; så smilede og takkede han mig for min gæstfrihed.

 

Mens vi drak vores kaffe, fortalte han mig, at han var fra en lille landsby Galilee ved navn Jish, i nærheden af Kibbutz Sassa. Jeg huskede landsbyen meget godt, da jeg var én af de soldater, der indtog landsbyen, da jeg tjente i den 7 armerede brigade under uafhængighedskrigen i1948. Jeg bestemte mig for ikke at fortælle ham om det, da vi på det tidspunkt mødte noget hård modstand ved den landsby, og ikke så få af indbyggerne blev dræbt.  

 

Han fortsatte med at fortælle lidt om sig selv. ”Jeg var lærer i en periode, og jeg elskede at undervise, men jeg kunne ikke leve af det, så jeg besluttede at slå mig sammen med min sviger far, der er i byggebranchen”. At dømme efter den store Honda han kørte, virkede det som om det var en god idé.

 

Vores samtale kom hurtigt ind på Mellemøsten´s nuværende situation, omkring Hamas der vandt valget, situationen for de israelske arabere, og den sidste libanesiske krig mod Hezbollah. ”Som kristne er vi i en vanskelig situation her i Israel. Desværre er muslimerne og især den ekstreme islamistiske sektion toneangivende. Min familie der levede i Bethlehem i siden Korstogene, måtte flygte for deres liv. Muslimerne har tvunget os ud, med trusler og endda mord. Bethlehem, der tidligere overvejende var kristent, er nu overvejende muslimsk. Der skrives meget lidt om det, selv i israelsk presse”

 

Han nippede af kaffen, og gav mig et langt kig. Han syntes som én, der ikke var helt sikker på, om det han skulle sige, det han var parat til at sige. Jeg gav ham et opmuntrende nik.

 

”Jeg må sige noget, som meget få synes at begribe”. Han fortsatte, ”Jeres kluntede krig mod få tusind Hezbollahkrigere, som i under alle omstændigheder burde have knust, når man tager udkommet i betragtning, har skabt en fuldstændigt ny situation, ikke bare for dette område, men globalt. Jeres utilstrækkelige lederskab misforstod fuldstændigt vigtigheden af at vinde denne krig”.

 

”Faktisk kunne ikke blot araberne, men hele den muslimske verden ikke forstå, at det mægtige Israel der besejrede det samlede arabiske militær i Seksdageskrigen i 1967, og næsten erobrede Kairo og Damaskus i 1973, ikke kunne besejre en lille hær af Hezbollahkrigere. Muslimer ser som sædvanligt tingene på den måde de ønsker at se tingene. De fleste mener, at Israel´s nuværende generation er blevet blød, og kan besejres”

 

”Amerikanernes utilstrækkelige krig i Irak har bidraget til den overbevisning, at sejr over ikke blot Israel, men over hele Vesten, ikke bare er mulig, men sikker. Udløberne af disse to utilstrækkelige krige kan bringe en blodig islamiske tsunami over hele Vesten, ikke blot i Israel. Hajerne lugter blod, og disse to krige gav dem grønt lys til at angribe tidligere end de havde haft i tankerne. Jeres problem er, at I er i defensiven, og at de har muligheden for at vælge tid og sted, hvor og hvornår der skal angribes, og I kan stort set intet gøre. Hvornår vil i vestlige lære, at halve løsninger ikke virker, mod folk der for Allah er villige til at dø i tusindtal, for at opnå deres mål? I deres øjne er Vesten blot en vederstykkelighed på jorden, der skal fjernes.

 

Han talte sagte, og jeg kunne se ham for mig i skolen give sine studerende en lektion. Jeg hældte endnu en kop kaffe op, og opfordrede ham til at fortsætte.

 

”Amerikanerne, europæerne og selv jer israelere har virkeligt ingen idé om hvad det her drejer sig om, vel? Gennem den seneste generation er hundredetusinder af børn i madrass-skoler over hele den muslimske verden blevet lært, at blive martyrer for Allah, for at kunne dræbe de vantro. Ungdommen er ikke bare parate til at gøre det, men er faktisk i gang med at gøre det. Bomber går af over hele verden, dræbende og lemlæstende tusinder af mennesker, ikke blot d. 9/11 i U.S.A., i London, Madrid og Bali, men i Afrika, Indien, Bangladesh, Ægypten, Saudi Arabien og mange andre steder. De første tegn på den islamiske tsunami er her allerede, men Vesten forstår ikke, eller vil ikke forstå, hvad der er på vej”.

 

Amerikanerne trækker sig, i stedet for at erkende, at det her er lige så slemt som Anden Verdenskrig, eller værre, sig ud af Irak, og overrækker på et sølvfad Irak til Iran. De næste der kommer, kan være Saudierne og resten af Golf-staterne. Når beskidte bomber går af i alle vestlige byer, hvem skal så stoppe Iranerne?”

 

”Det er nu de skal stoppes, ikke alene fordi de udvikler atombomber, men fordi Iran er blevet base for islamiske terrorister. De forsyner penge, mænd og våben til islamiske terrorister verden over, ofte gennem deres diplomatiske forbindelser. Milliarder af oliepenge der strømmer ind i Iran, bliver sluset videre til verdensomspændende terroristorganisationer. De mener, og måske med god ret, at Vesten intet vil gøre for at forhindre dem i at nå deres mål. Gentager historien sig selv? Begår iranerne den samme fejl Hitler gjorde, da han angreb Polen? Er situationen lignende?”

 

”Som historielærer der omhyggeligt har studeret emnet, kan jeg fortælle dig, at den allierede sejr i Anden Verdenskrig ingenlunde var sikker. Hitler kunne have vundet krigen, hvis han var fortsat med atombombeudviklingen før amerikanerne. Tyskerne begyndte at arbejde på den i tredverne, men Hitler besluttede sig for, at producere flere konventionelle våben, da han anså atomvåbenet for værende ren fantasi. Hitler traf det forkerte valg, men havde han truffet det rette valg, ville verden i dag være en anden, ville den ikke? Alliancen vandt gennem rent held krigen mod Hitler. Det er der meget få der er klar over”.

 

Jeg må sige, at hans sidst ord rystede mig ret meget. Havde Hitler truffet et andet valg, ville jeg have været død i Dachau, der ville ikke have været en jødisk stat ved navn Israel, og der ville sandsynligvis ingen jøder være tilbage i verden. Ideen om at vestlige demokratier generelt, og det jødiske folk i særdeleshed, afhang af denne ene beslutning af Hitler, er en scene fra det værste mareridt.

 

Han bemærker, at de sidste ord havde en virkning på mig, og han smilede.

 

”Jeg kan se, at mine sidste ord ikke var spildte på dig”, sagde han tørt. Jeg nikkede, og han fortsatte sin lekture. ”Tilbage til vor tid, så satser Iranerne på, at Vesten intet gør ved udviklingen af atombomben. De satser også på deres hemmelige våben: en uudtømmelig kilde af selvmordsbombere, mange af dem allerede plantet over hele den vestlige verden. Ud over de islamiske lande, der forsyner disse bomber, så er en anden front åbnet, og det er Internettet, med mere end fem tusinde islamiske hjemmesider, der hjernevasker og opfordrer unge muslimer til at blive martyrer for Allah. De vestlige efterretningstjenester anser disse hjemmesider for værende en større trussel end den iranske atombombe. Al-Qaeda har for nyligt i en fjernsynsudsendelse lovet et omfattende angreb på sine fjender dette forår. Og som vi alle ved, laver Al-Qaeda ikke tomme trusler”.

 

”Faktisk forstår jeg ikke, at iranerne ulejliger sig med at udvikle atombomber, og få hele verden på nakken. Enhver selvmordsbomber er en potentiel atombombe. Amerikanerne og europæerne har intet forsvar mod den slags krig”.

 

”Hvad kan vi gøre mod den type krig?, spurgte jeg ham. ”Tja, I Israelere bør forberede jer på endnu en omgang med Hezbollah. Det vil ikke vare længe. De afventer ordren fra Iran. Og i denne omgang bliver I nødt til, uanset omkostningerne, at udrydde Hezbollah”.

 

”Derudover kommer den næste omgang mod Hezbollah til at involvere syrierne og iranerne mod jer. Iranerne har erklæret, at de uanset hvad ikke vil tillade Hezbollah at blive besejret, og kan sende missiler mod jer. Det samme vil Syrien. Hvad vil Israel gøre? Det er usandsynligt, at israelerne vil acceptere sin udryddelse, og kan bruge deres atomarsenal, hvis ikke Vesten vil hjælpe dem. Måske er Biblen ikke så forkert på den, når den beskriver, at verdens ende vil begynde ved Armageddon, i Israel kendt som Harmegiddo”. Biblen beskriver at den sidste kamp vil blive udkæmpet ved Armageddon mellem ”De gode kræfter og de onde kræfter”.

 

”Og hvad hvem vil du kalde de gode kræfter, Israel eller Islam?” Jeg så ham lige i øjnene. Han gav mig et forbløffet udtryk. ”Hvis jeg var muslim ville jeg ikke have nogen problemer med at navngive de gode kræfter, og det ville ikke være Israel. Som kristen ville jeg sandsynligvis vælge Israel, men som kristen araber foretrækker jeg ikke at svare”.

 

Vi så på hinanden. Hans svar gjorde det klart hvor den israelske araber stod, om de så var muslimer eller kristne. Og skulle jeg være overrasket? De israelske arabere kalder trods alt etablissementet Staten Israel for deres nakbah (katastrofe).

 

Findes der en måde at undgå ”Armageddon”?

 

”Jeg mener der findes to måder at undgå det på. Den ene måde kan være en stor krig, so Vesten kan vinde. Som i Anden Verdenskrig, havde Vesten angrebet tyskerne i 1936, ville verdenskrigen ikke have varet mere end få måneder med meget få ofre. Deres tøven resulterede i Anden Verdenskrig med alle dens konsekvenser. Før eller siden kommer Vesten til at tage sig af iranerne. Det er bedre de gør det nu, for senere at undgå en katastrofe. Med Iran ryddet af vejen, vil islamisterne have mistet deres base, og det kan være historiens vendepunkt, at besejre den ekstremistiske Islam´s plage. Størstedelen af muslimerne ønsker under alle omstændigheder ikke denne konfrontation”.

 

”Du tegner et temmelig mørkt billede. Hvornår tror du vi vil få den næste omgang mod Hezbollah?”, spurgte jeg. ”Jeg tror de vil angribe igen, så snart de er fuldt udrustede, og jeg tror det vil være i løbet af sommeren”.

 

Vi sad et stykke tid i stilhed. Han drak sin anden kop kaffe, og rejste sig. ”Jeg ved hvad jeg gør. Jeg tager til Canada til min bror. Det her land er ved at blive alt for farligt, selv for kristne”, sagde ha. Han takkede mig for kaffen og vi gav hånd.

 

”Du sagde der var to måder at undgå Armageddon?”, huskede jeg at spørge ham.

 

”Nå ja, hele verden skal bare bruge Putin´s metode. Han myrder sine modstandere uden at blinke med øjnene. Snig de fire eller fem ledende mullah´er, Ahmadinejad, og en håndfuld iranske fanatikere, og krigen kan undgås. Det kan blive vanskeligt, men ikke umuligt. Med dagens højteknologi er jeg sikker på, at nye våben mod individer forberedes lige nu. Jeg synes det ville være en bedre måde at gribe situationen an på, en at kaste sig ud i en verdensomspændende krig med Islam”

 

Samtalen med Francis var ikke mere opløftende, end den jeg havde haft med den palæstinensiske student fem år tidligere. Det blev mere og mere klart, at Israel kunne komme til at blive krigsfronten i den kommende krig mellem Vesten og Islam, med mindre vi følger rådet fra Francis, og snigmyrder slangens hoveder, hellere end at gå i krig med Islam.

Leave a Response »

 

Sverige´s presseombudsmand vil sagsøge bloggere søndag, okt 19 2008

Yrsa Stenius, den svenske presseombudsmand, vil sagsøge visse bloggere. Hun er bekymret over udviklingen på Internettet, hvor enhver kan skrive hvad de har lyst til. Hun siger at det er kommet for vidt. Hun frygter, at dette endda kunne sprede sig til mainstreammedierne, med mindre noget gøres, og juridisk præcedens etableres for at styre de uregerlige bloggere.

 

På samme tid ødelægger de ekstremistiske forbrydere i Antifascistisk Aktion, en gruppe der fysisk angriber kritikere af masseimmigration, en bil tilhørende en gammel dame på 90 år. De havde skrevet ”nasse” (Nazi) på taget af den. Nu viste det sig, at de havde valgt den forkerte bil. Hvorfor bekymrer Stenius og resten af etablissementet sig ikke om de voldelige aktiviteter fra AFA, i stedet for ”uvenlige” bloggere, der ikke gør andet end at skrive ord på websites?

 

Yrsa Stenius stammer oprindeligt fra Helsinki, Finland, fra landets svensktalende minoritet. Hun har været associeret med Aftonbladet siden 1979, og var endog deres politiske chefredaktør i midtfirserne, og var så sent som i 2007 klummeskriver for dem. I 2006 kritiserede hun voldsomt publiceringen af Jyllandspostens Muhammedtegninger, som hadefuldt misbrug af ytringsfriheden.

 

Aftonbladet har nære ideologiske bånd til Socialdemokraterne, landets dominerende parti gennem det seneste århundrede. Ifølge journalist Karen Jespersen og politisk chefredaktør Helle Klein, et tidligere ledende medlem af Socialdemokratisk Ungdom, ”Hvis debatten handler om problemer forårsaget af flygtninge og indvandrere, så ønsker vi den ikke”. Under en demonstration organiseret af islamiske og anti-racistiske organisationer i december 2006, stod Klein i front med et banner hvorpå der stod ”Et Sverige for alle – Stop Nazivolden”, og holdt en tale, advarende mod islamofobi i medierne. Klein har i sine ledere ytret stærke sympatier for terroristorganisationen Hamas, mens hun advarede om truslen mod verdensfreden fra israelske aggressorer og det kristne zionistiske højre i U.S.A. Hun blogger stadig for Aftonbladet.

 

Én af Yrsa Stenius´s medklummeskrivere på Aftonbladet, er den vedholdende kommunist Robert Aschberg, der er udgiver af Expo magasinet. Hvorfor spørger Stenius ikke, om det er OK, at organisationen Expo, der af svenske medier anses for værende en troværdig kilde vedrørende det ”yderste højre”, og modtager donationer af det politiske etablissement, samarbejder med en voldelig, ekstremistisk organisation? Præcist hvor tætte disse bånd er, er vanskeligt at afgøre, men ledende Expo-medlem Charles Westin offentliggjorde i oktober 2007 en bog med titlen ”Brunt!” (brunt, som i fascistisk), hvor han lader medlemmer af AFA bidrage med noget af deres efterretning vedrørende ”højreorienterede ekstremister”.

 

Burde det ikke bekymre Stenius, at repræsentanter fra én af Skandinavien´s største aviser, med tætte bånd til landets største politiske parti, der åbent samarbejder med en organisation, kendt for at angribe medlemmer af et legalt oppositionsparti, selv i deres private hjem? Er det ikke værre end hvad få bloggere måtte eller ikke måtte skrive om masseimmigration på deres private hjemmesider? Jeg kender ikke presseombudsmandens specifikke mandat, men hvis man ser i Wikipedia, så står der under Presseombudsmand, at det dennes opgave at afgøre om avisers handlinger er i linie med god journalistisk praktik. Nå, men så foreslår jeg, at Stenius laver noget research om organisationen AFA, og spørger om det er ”god journalistisk praktik” for svenske journalister at samarbejde med sådanne organisationer.

 

Gad vide hvordan 68-hippierne ville have reageret, hvis man på det tidspunkt var kommet med et tilsvarende forslag…..

 

Leave a Response »

 

Det islamiske forræderis fire stadier mandag, okt 20 2008

Beirut blev kaldt ”Mellemøstens Paris”. Ironisk ikke? Fordi Paris i Frankrig generelt er dømt til at Europa´s Mellemøsten, hvis den ikke allerede er det. 750 zoner man ikke kan bevæge sig i, tager ikke fejl. Oui?

 

For at redde os selv, alt hvad vi har kært og elsker, og begynde at befri millioner af muslimske fanger, født ind i et retarderet helvede (plus millioner af undertrykte og myrdede kristne, hinduer, taoister og buddhister) ja, så er det logisk, at vi først må destruere Islam, før Islam destruerer dem, dig og mig.

 

Derfor, uden de nødvendige seriøse ændringer, som jeg ser nul beviser op nogensinde vil ske, er vi alle fordømte.

 

Vi kommer til det før eller senere. Lige som nazismen, fascismen og Bushido måtte destrueres, og kommunismen ligeså. Det er, som nogen siger, uundgåeligt hvad vi må gøre, ikke alene for overhovedet at overleve, men for at triumfere i sejr. Vores sejr, deres fuldstændige nederlag.

 

Alternativet står helt klart ikke til diskussion. Død, dhimmificering og vanære.

 

Og folkens, når først det frie Vesten og den vestlige kanon er forsvundet, vil vi aldrig igen vende tilbage til dens lyse glimrende lys af frihed, udelukkende grundet kapitalistisk demokrati og jødisk kristendom, der kom som et mirakel ud af en lang mørk historisk tunnel.

 

Her kommer en formidabel liste, der måske kan få nogle klokker til at ringe hos selv den mest mindrebemidlede, benægtelsesgennemblødte, sikkerheds- og kulturelle selvmorder, non stop, dansende, lalleglade hallahippie, selvvæmmende og totalt uvidende om Islam apologet-dhimmi-tåbe. Og som vi alle ved, så er Vesten i øjeblikket i en tilstand af vedholdende plage fra disse. Nyd de anstrengte smil vi kan få, mens vi ser ned i afgrunden, strømmende ind i Vesten fra Mellemøsten.

 

De fire stadier af islamisk forræderi og islamisk taktik og strategi mod ikke-islamiske samfund, baseret på beviser fra 1300 års islamisk historie

 

Introduktion

 

Faktum 1.

Målet for Islam er hele verdens underkastelse under Islam, gennem etableringen af et globalt islamisk styre eller kalifat, og udryddelsen af alle ikke-islamiske befolkninger, kulturer, religioner, tanker, kundskaber, symboler, traditioner og livsmåder. Dette mål står ikke til diskussion, og er fundamentale doktriner i Islam, og er helt indlysende i øjnene på en ægte muslim.

 

Faktum 2

Islamister vil ikke stoppe deres angreb, åbne eller hemmelige, på den ikke-islamiske verden, så længe de ikke har opnået islamisk styre

 

Faktum3

I islamisk lære retfærdiggør målet altid midlet. Muslimer har ingen respekt for regler, love eller værdier i den ikke-islamiske verden. For dem er kun den islamiske verdens regler legitime. Når de destruerer den ikke-islamiske verden, vil reglerne i deres øjne skifte til islamiske regler, love og værdier.

 

Faktum 4

Islamister anser traktater med ikke-muslimer for ikke bindende. I ikke-muslimske lande vil de foregive den krævede sociale adfærd, som et dække for deres sande intentioner, der handler om dominans over den ikke-muslimske verden.

 

Tip! Når det drejer sig om islamister, så se altid på hvad de gør, og ikke bare hvad de siger (dette gælder i øvrigt også venstreorienterede). Forræderi og svig er islamisternes taktiske valg i deres erobringsjihad, når det drejer sig om den ikke-muslimske verden. Denne taktik af ”al-taqiyya”, eller religiøst svig, foregivende at være venner med ikke-muslimer, for at styrke dem selv imod dem, er almindelig praksis hos islamister.

 

Svig er nøgletaktikken anvendt af islamister

 

Faktum 5

Som tommelfingerregel kan man for at få sandheden fra en islamist, simpelthen vende det de siger til en ikke-muslim om.

 

Faktum 6

Grundlæggeren af Islam, Muhammed, var islamist. Om du er i stand til at erkende det eller ej, er i virkeligheden ligegyldigt. Du vil uafværgeligt en dag møde denne sandhed, den dag du finder dig selv i islamisternes kampzone.

 

 

Islamificeringens stadier

 

Stadie 1. Infiltration

Første migrationsbølge møder de ikke-muslimske samfund

 

Appel for humanitær tolerance fra ikke-muslimske samfund

 

Disse karakteriseret af professionel tolerance mod andre og deres overbevisninger

 

Forsøg på at portrættere islam som en fredfyldt religion og muslimerne som ofre for misforståelse og racisme

 

Billeder af kvinder og børn der skal portrættere muslimer

 

Moskeer fungerer som magtbaser. I dag er disse ofte på verdensbasis finansieret at Gulf-landes olieoverskud. Moskeer er sikre havne for jihadisters rekruttering og undergravende projekter

 

Muslimske ledere promoverer stort pres for muslimske fødsler i ikke-muslimske samfund, for at forøge den muslimske befolkning

 

Misrepræsentation af deres intentioner eller mål, som et dække for deres hemmelige operationer

 

Stadie 2: Konsolidering af magt

Forøge bestræbelserne for konvertering af ikke-muslimer

 

Etablering og rekruttering af fundamentalistiske jihad-celler

 

Bestræbelser på at konvertere fremmedgjorte segmenter af befolkninger i ikke-muslimske samfund til Islam.

 

Revisionistiske bestræbelser på at islamisere historien

 

Bestræbelser på at destruere alle beviser på kompromitterende historiske beviser, og kilder der afslører Islam´s sande karakter.

 

Intellektuel jihad for at miskreditere ikke-muslimsk kultur

 

Angreb på kulturelle antagelser og ikoner på den ikke-muslimske verden, såsom demokrati, lov og videnskab

 

Forøget udbredelse af anti-vestlig propaganda og anti-vestlig psykologisk krigsførsel

 

Bestræbelser på at rekruttere allierede der deler de samme mål, såsom kommunister, socialister og anti-vestlige aktivister, anti-globalister, anarkister og så videre.

 

Alliancer med fjender af vestlige samfund, især anti-kapitalistiske venstreorienterede. Min fjendes fjende er min ven.

 

Bestræbelser på at indoktrinere børn til islamistiske synspunkter. Forsøg på at infiltrere uddannelsessystemet, for at propagandere pro-islamiske synspunkter

 

Tiltagende bestræbelser på at intimidere, tavsgøre og eliminere ikke-muslimske intellektuelle og ledere.

 

Bestræbelser på at introducere blasfemisk lov i ikke-muslimske samfund, for at tavsgøre kritikere.

 

Fortsat fokus på forøgelsen af den muslimske befolkning ved at forøge muslimske fødsler og migration, målrettet ikke-muslimske samfund

 

Brugen af første-og andengenerations muslimske borgere i ikke-muslimske samfund, som jihad-soldater og offentlige fronter

 

Brug af velgørenhed i rekrutteringen af tilhængere

 

Brug af kriminalitet og svindel for at opnå finansiering af aktiviteter

 

Skjule bestræbelser på at virkeliggøre destruktionen af ikke-muslimske samfund indefra

 

Udvikling af muslimsk politisk base i ikke-muslimske samfund. Bestræbelser på at gennemtrænge landets politiske og juridiske struktur, for at støtte islamisk vækst indefra

 

Brug af bestikkelse og afpresning af ikke-muslimske autoriteter, for at få dem til at ignorere etableringen af undergravende aktiviteter

 

Islamiske finansielle netværk styrkede for at finansiere politisk vækst, store erhvervelser af land og ressourcer med ethvert middel    

 

Fuldstændigt åbenbare snigmord på kritikere, målrettet på at intimidere oppositionen

 

Tolerance af ikke-muslimer formindskes og større krav pålægges muslimer at indtage streng islamisk adfærd

 

Hemmelige oplagringer af våben og sprængstof målrettet ikke-muslimske samfund

 

Fortsatte fordækte angreb og udfordringer mod ikke-muslimske samfundsledere og religiøse symboler

 

Åbenlys ignorering og afvisning af ikke-muslimske samfunds juridiske system og kultur

 

Bestræbelser på at underminere magtbaser i ikke-muslimske landes religioner, såsom jødiske, kristne, hinduistiske eller buddhistiske samfund

 

Bestræbelser på at destruerelandets sociale struktur og bringe den ikke-islamiske regering til fald

 

Stadie 3: Åben krig med ikke-muslimske samfunds ledere og kultur

Storstilet udryddelse af befolkninger, snigmord, myrderier og bombninger

 

Intentionelle bestræbelser på at sprede kaos i bestemte lande, for at underminere dets regering og kultur

 

Barbariske handlinger og hensynsløshed som overlagt politik intenderet til at fostre modstanderes underkastelse

 

Åbne og hemmelige bestræbelser på at forårsage økonomisk kollaps i samfundene

 

Al opposition, uanset art, udfordres og enten udryddet eller tavsgjort

 

Omfattende etniske udrensninger med islamiske militser

 

Afvisning af samfunds sekulære love og kulturer

 

Mord på alle oppositionens politiske, religiøse og intellektuelle ledere i udpegede samfund

 

Mord på alle moderate muslimske intellektuelle, der har visioner om andre alternativer til radikal Islam

 

Omstyrtelse af regeringen og tilraning af politisk magt

Indførelse af Sharialov

 

Masseudryddelse af ikke-muslimer, etnisk udrensning

 

Stadie 4: Islamisk teokrati

Koranen og Sharia bliver landets lov

 

Alle ikke-islamiske menneskerettigheder annulleres

 

Ytringsfrihed og pressefrihed afskaffes

 

Alle religioner ud over Islam forbydes og destrueres

 

Slavegørelse og folkemord på ikke-muslimske befolkninger

 

Destruktion af alle beviser på ikke-muslimsk kulturer, grupper og symboler inden for landet

 

Leave a Response »

 

Caucasofobia – Den accepterede racisme tirsdag, okt 21 2008

Jeg havde skrevet meget af dette essay mere end et år før jeg endeligt besluttede at lægge det ud på nettet. Et par personlige erfaringer bragte mig på emnet om ikke-hvid racisme. Jeg tøvede med at lægge det ud, mestendels fordi jeg instinktivt ikke bryder mig om at skrive om noget relateret til race. Jeg er opfostret på den måde. Delvist også fordi jeg overbeviste mig selv om, at jeg først og fremmest var imod Islam, og at skrive om hudfarver kun ville komplicere denne kamp.

 

Dog, efter at have givet det nogen overvejelse finder jeg ikke, at nogen af disse argumenter holder. Jeg er træt af ideologisk censur. Vestlige nationer kan aldrig mønstre et forsvar mod muslimsk immigration, hvis dette altid afvises som ”racisme”. Men derudover hvis du mener, at ikke-hvid racisme eksisterer, så er det faktisk umoralsk ikke at behandle problemet og dens ofre. Jeg er overbevist om, at ikke blot ikke-hvide, men også ikke-hvid racisme er reel, og et undervurderet fænomen.

 

I London kørte en ældre chauffør, der havde fået et hjertetilfælde, ind i en bus. Her havde man en døende mand, med folk der prøvede at redde ham og politiet prøvende at rydde området. Imens ville sorte unge på området kun bekæmpe politiet. De råbte: ”Og hvad så – det er kun en hvid mand”.

 

Hændelsen bekræfter min mistanke, at de der kontinuerligt taler om ”Døde Hvide Mænd”, menende stort set enhver stor vestlig tænker i historien, faktisk begræder det faktum, at ikke alle hvide mænd er, tja, døde.

 

Jeg har set mexicanere, der var illegalt i U.S.A., helt åbent råbe racistiske slogans efter majoriteten af befolkningen, med ingen, eller kun ringe reaktion fra medierne. Og amerikanere der ønsker at styrke den mexicanske grænsekontrol, bliver nedgjorte som ”racister”. Hvorfor?

 

Jeg har hørt to forklaringer på dette énsidige fokus på hvid racisme. Den første forklaring er, at hvide mennesker (mænd) er mere racistiske end ikke-hvide. En påstand jeg finder dubiøs i det 21 århundrede. Den anden forklaring er, at vi hovedsaligt skal fokusere på hvid racisme, da ”hvide mennesker er så magtfulde”. Men er hvide mennesker altid magtfulde? Vi er, demografisk set, en hurtigt aftagende procentdel af befolkningen i Vesten.

 

I kølvandet på sagen om de danske muhammedtegninger, kommenterede Bob Simon fra det amerikanske fjernsynsprogram ”60 Minutes” i en rapportage om Danmark, at Danmark var meget ”hvidt”. Journalist Samuel Rachlin beklagede, at det billede der blev præsenteret, var et billede af blonde snæversynede der undertrykte den muslimske minoritet. Er 5 millioner danskere mere ”magtfulde” end en milliard muslimer?

 

John Derbyshire fra National Review Online har skrevet om sejren, af hvad han kalder ”Hesperofobi”, frygt for Vesten og had til Vesten. Jeg vil foreslå, at en mere korrekt term ville være ”Caucasofobi”, frygt for hvide mennesker.

 

Jeg kan se grunde til ikke at anvende denne term. Den ene grund er, at negative følelser mod hvide, i mindre grad handler om frygt, og i højere grad handler om had og foragt. Men jeg synes Caucasofobi er et fængende ord, der kan være modvægt til påstandene om Islamofobi, hvad det så end er. Jeg afskyr termen ”omvendt racisme”, der indirekte indikerer, at hvid racisme er normen, og at ikke-hvid racisme blot er en ”reaktion” på dette.

En anden indvending er, at termen caucasisk også jævnligt refererer til arabere og indianere. Dog, i marts 2005 blev en fredelig fransk demonstration angrebet af bander af sorte og arabiske unge. En 18 årig ved navn Heikel tilføjede, at han havde en ”dejlig erindring” om kontinuerligt at have sparket en i forvejen forvarsløs student, der lå på jorden. Det var et ønske om at ”tage hævn på hvide”.

 

Bemærk at disse var arabere der angreb europæere. Jeg har også hørt pakistanere og tyrkere referere til europæere som ”hvide”. Jeg finder det derfor retfærdiggjort at anvende termen ”Caucasofobi”, for racisme mod folk af europæisk herkomst.

 

Barbara Kay fra Canada´s National Post skriver om et nyt overgangsfænomen kaldet ”Whiteness Studies”:

 

”Målet for ”Whiteness Studies” er at befæste en permanent racebevidsthed i alle – evigt offerskab for ikke-hvide, evig skyld for hvide – og det blev berømt berammet af ”Whiteness Studies” guruen Noel Ignatiev, tidligere professor på Harvard University, for nuværende undervisende på Massachusetts College of Art: ”Nøglen til løsningen på vor tids sociale problemer er afskaffelsen af den hvide race”.

 

Nogle af opfinderne af ”Whiteness Studies” har meget åbent erklæret deres mål: ”Ideologien om afskaffelse er også en strategi: målet er ikke racemæssig harmoni, men klassekrig. Ved at angribe hvidhed søger afskaffelsens ideologer at underminere grundstøtterne i det kapitalistiske styre i dette land”. Og: ”Opgaven er at samle en minoritet, der er besluttet på at gøre det umuligt for nogen at være hvid”.

 

Den konservative kritiker David Horowitz kommenterer, at ”Black Studiess” hylder det at være sort, ”Chicano Studiess” hylder det at være Chicano, ”Women´s Studiess” hylder det at være kvinde, og ”White Studiess” angriber hvide mennesker for værende onde”. Alligevel, trods omfattende kritik, underviser mindst 30 insitutioner – fra Princeton University til University of California – i ”Whiteness Studies”.

 

Mens vestlige akademiske institutioner har travlt med at advare mod Islamofobi, så har Caucasofobi fået godkendelsens stempel. Professor Mike S. Adams skriver om konspirationsteorier, han har hørt blandt studerende, der forsøger at lægge skylden for varierende sociale ubalancer på hvide mennesker:

 

”Mona Lisa blev malet af en afrikansk kunstner, og stjålet fra et museum i Etiopien. De fleste store kunstværker er af afrikansk oprindelse og stjålet af hvide mennesker. Dette er gjort for at promovere myten om hvid overlegenhed”. Og en anden: ”Det er bevist, at den amerikanske kystvagts skibe – på ordre fra præsident Bush – er set smadre ind i dæmninger i New Orleans under orkanen Katrina. Bush gjorde det for at dræbe sorte folk, der levede i regeringens beboelser”.

 

Adams fremlægger det som værende sjovt, men det synes jeg ikke det er.

 

Dr. Kamau Kambom, tidligere professor på ”African Studies” i North Carolina, fortalte et forum på Howard University, at ”Vi er nødt til at udrydde hvide mennesker fra jordens overflade, for at løse dette problem….Jeg siger jer, vi er nødt til at løse dette problem, fordi de vil dræbe os….Problemet på planeten er hvide mennesker”.

 

Kambon kan være et ekstremt eksempel, men han er produktet af et foruroligende klima, hvor beskyldningen af hvide mennesker for de mest sindssyge ting, er blevet socialt acceptabelt, endog tilskyndet.

 

Den kenyanske økolog Wangari Maathai, vinder af Nobels Fredspris 2004, har gentaget sin påstand om, at AIDS-viruset blev opfundet i ét eller andet laboratorium i Vesten, som et ”biologisk våben målrettet mod udryddelsen af den sorte race”. Ville nogen få Nobels Fredspris, hvis de var hvide, og erklærede, at sorte mennesker prøver at udrydde alle hvide?

 

Jeg kan forstå, at der er nag fra kolonitiden, men ikke alle Afrika´s problemer kan til tid og evighed bebrejdes vestlig kolonialisme. Den kenyanske økonomiekspert James Shikwati siger, at hjælp til Afrika gør mere ondt end godt. Den fremmer store bureaukratier, korruption og selvtilfredshed, mens afrikanere lærer at være tiggere, ikke uafhængige. Hvis Vesten annullerede disse betalinger, ville den almindelige afrikaner, ifølge ham, end ikke opdage det.

 

Shelby Steele er forfatter til bogen ”White Guilt”. Ifølge ham ”påvirker hvid skyld alt hvad der har med race i Amerika at gøre….Hvid skyld er hvad der har gjort kollektivt ansvar en kilde til venstrefløjens magt i Amerika. Og den forbliver en kilde til magt, uanset hvem der udpeges som ofre – sorte, miljøet, homoseksuelle, illegale immigranter”.

 

Som Allen G King, en arbejdsrelateret forsvarsadvokat, formulerer det: ”Du må klare dig selv, og fordi du er en hvid mand, så vil du diskriminere”. Med andre ord: Man behøver ikke nødvendigvis gøre noget; man er racist alene fordi man er hvid og trækker vejret.

 

René Descartes, fransk filosof og én af nøgletænkerne i den videnskabelige revolution, eller en ”Død Hvid Mand”, som Vesten´s studerende nu lærer det, er berømt for sin erklæring: ”Cogito ergo sum”, ”Jeg tænker, derfor er jeg”. Hvis Hr. Descartes havde levet i dag, så ville han have været nødsaget til at ændre frasen til ”Jeg er skyldig, derfor er jeg”.

 

Alle vestlige nationer har, i det mindste en tid endnu, hvide flertal. Så længe alt hvide gør anses for værende ”racistisk”, har Vesten ingen mulighed for at stoppe den muslimske immigration. Indtil ”anti-hvid”-bevægelsen er blevet miskrediteret, kommer vi ikke til at vinde kampen mod islam.

 

Ifølge den muslimske reformist Bassam Tibi, så er ”anklager om racisme et meget effektivt våben i Tyskland. Islamisterne ved dette. Så snart man anklager nogen for dæmonisering af Islam, så trækker den europæiske side sig”. Med andre ord er alene anklagen om hvid racisme nok til at lukke munden på dem.

 

Jeg har hørt den hollandsk-somaliske islamkritiker Ayaan Hirsi Ali blive fortalt, at havde hun været hvid, var hun blevet kaldt ”racist”. Hvilket essentielt betyder, at hvis man er hvid, kan det under ingen omstændigheder tillades at være fortaler for sin kultur, endsige kritisere ikke-hvide. Det er underordnet, om det man siger, rent faktisk er korrekt. Hvide er derfor effektivt blevet umyndiggjorte i sager relateret til immigration eller bevarelse af deres egne lande.

 

Vi kan ikke forsvare Vesten mod muslimsk immigration, med mindre vi besejrer Politisk Korrekthed. Og vi kan ikke besejre Politisk Korrekthed, før vi eftertrykkeligt har skaffet os af med ideen om, at alle hvide er racister, hvis de forsvarer deres kultur, eller ønsker selvbestemmelse, eller at ikke-hvide kun er ofre for racisme.

 

Hvis man spørger hvordan indfødte nordmænd skal kunne bevare deres kultur, når de snart vil være minoriteter i deres eget land, er svaret mange gange: ”Der findes ikke sådan noget som norsk kultur”.  Vi spiser pasta og kinesisk mad og er ellers ”amerikaniserede”. Så alle skal altså bevare deres kultur, bortset folk af europæisk oprindelse? Alle kulturer er lige, nogle kulturer er bare mere lige end andre? Hvorfor er kolonisering altid slemt, men ikke når mit land, der ingen kolonihistorie har haft, bliver koloniseret af tredjeverdens immigranter?

 

Er det ikke per definition at begå overgreb på den indfødte befolknings rettigheder, hvis de tvinges til at undertrykke deres kulturelle identitet for at tilfredsstille folk der af egen fri vilje, lige er flyttet dertil? I Norge synes myndighederne at løse dette dilemma, ved ganske enkelt at erklære, at dette er ”terra nullius”, et land uden folk, eller i det mindste uden kultur. Det norske folks rettigheder tæller ikke, fordi det norske folk eksisterer ikke.

 

Vi bør ikke idealisere masseimmigration for meget. Når en gruppe folk bevæger sig ind på et territorium, hvor en anden gruppe folk allerede lever, så er det i almindelighed gennem menneskets historie endt i krig. Enten vil de nytilkomne blive fordrevet, eller de nytilkomne vil undertrykke eller udrydde de tidligere indbyggere, eller grupperne vi dele landet mellem dem.

 

Jeg kan ikke se, at vi kan forvente noget andet resultat, hvor den indfødte befolkning tilfældigvis er hvid. Faktisk er det så meget mere sandsynligt, givet det faktum, at vi tilhører en racegruppe, der gennem århundreder har været dominerende i verdens affærer, og at ikke så få ikke-hvide derfor hader os. Tilføj dertil det faktum at en stor del af disse immigranter er muslimer, der sædvanligvis forfølger ikke-muslimer uanset race, så er langt den mest sandsynlige fremtid for nordmændenes børn og børnebørn, hvis immigrationen fortsætter, at de enten må slås for deres liv, eller som flygtninge forlade hvad der tidligere var deres eget land.

 

Præcist hvorfor er de forpligtede til at acceptere dette? Landflygtiggøres, mens man mules af egne ledere og medier, synes ikke særligt tolerant. I 2001 i Norge blev en farvet teenager ved navn Benjamin Hermansen dræbt af to nynazister. Mordet satte den største protestmarch siden Anden verdenskrig i gang, ledet af kronprinsen og statsministeren, og skoler landet over markerede begravelsen med stilhed i et minut.

 

Senere i 2001 frigav politiet i Oslo statistikker der viste, at antallet af voldtægtsanklager i byen var hurtigt ekspanderende, og at i størstedelen af disse sager med et hvidt offer og en ikke-vestlig gerningsmand. Disse tal blev hurtigt begravet. Yderligere, området i Oslo hvor Hermansen levede, Holmlia, siver nordmænd stille væk, grundet chikanerier fra immigranter. Hermansen´s morder fik så megen opmærksomhed, fordi det var så sjældent. Chikanerier, voldtægter og knivstikkerier på hvide af ikke-hvide sker på jævnlig basis.

 

Over hele Vesteuropa, ja faktisk over hele den vestlige verden, findes der nu områder, hvor det for hvide mennesker er farligt at leve. Dette udløser aldrig et ramaskrig. Tværtimod. Det udløser beskyldninger om racisme, hvis den hvide befolkning modsætter sig fortsat masseimmigration, til trods for det faktum, at vi i et kortere tidsrum har accepteret mere immigration end sandsynligvis folk på noget tidligere tidspunkt i historien fredeligt har gjort.

 

Den svenske radikale feminist Joanna Rytel skrev i en artikel ved navn ”Jeg vil aldrig føde en hvid mand”, for et stort svensk blad Aftonbladet, erklærende ting som ”Ingen hvide mænd, tak…jeg brækker mig ud over dem”. Efter at have modtaget en klage over dette, forklarede den svenske statsanklager Göran Lambertz, hvorfor dette ikke kvalificerede til racisme:

 

”Meningen bag loven om tilskyndelse til etnisk had var, at sikre lovmæssig beskyttelse for minoritetsgrupper af forskellig beskaffenhed og efterkommere af forskellige religioner. Sager hvor folk udtrykker dem selv på en kritisk eller nedværdigende måde om mænd af etnisk svensk herkomst, har aldrig været tiltænkt indeholdt i denne lov”

 

Det er helt sikkert ikke fordi racisme mod den hvide befolkning ikke eksisterer. Bølgen af røverier Malmø har været vidne tilde seneste år, er en del af ”krigen mod Sverige”. Dette er forklaringen givet af røvere med immigrantbaggrund. Så hvorfor tages dette så ikke alvorligt af myndighederne?

 

Vestlige tilhængere af Politisk Korrekthed står ideologisk nær Hvidt Overherredømme, eftersom de tilkender hvide mennesker en ”særlig status”, som de ikke tilkender andre. Det bliver ikke mere retfærdigt af, at denne status er negativ. Det modsatte af Hvidt Overherredømme kan måske kaldes Hvidt Værdiløshedssyndrom. Selvhadende hvide vestlige, er ofre for Hvidt Værdiløshedssyndrom.

 

Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal vælge mellem Hvidt Overherredømme og Hvidt Værdiløshedssyndrom. Det er én ting at afvise ideen om, at din kultur bør tvinges ind i andres kultur, men noget helt andet at sige, at man ikke skal tillades at opretholde sin kultur, selv i sit eget land. Sidstnævnte er simpelthen et spørgsmål om selvopretholdelse, det mest grundlæggende instinkt, helt ned på bakterieniveau.

 

Jeg har ret til at bevare min kultur, også selv om jeg har blå øjne, og jeg kan ikke se noget ”racistisk” i ikke at ønske, at mine børn bliver en forfulgt minoritet i deres eget land gennem masseimmigration. At man bliver afvist som Hvid Overherre for blot at påpege det indlysende, viser hvor dybt forankret og internaliseret denne anti-hvide skævvridning er blevet.

Leave a Response »

 

Islam og Marxisme – Et ægteskab indgået i Allah´s socialistiske paradis torsdag, okt 23 2008

I en artikel i City Journal hævder Theodore Dalrymple overbevisende, at Islam hurtigt er ved at blive vor tids Marxisme.

 

I følgende tages Dalrymple´s analyse et skridt videre. Islam er ikke simpelthen det alternativ, som dagens angstredne, fremmedgjorte ungdom vender sig mod, fordi marxismen i intellektuelle kredse er aftagende; dens ekstremisme og vold resonerer fint med det tyvende århundredes socialistiske revolutionære; og de har gjort Jihad gyldig, som en essentiel komponent i deres politiske og intellektuelle strategi, i deres bestræbelser på at genoplive det tyvende århundredes Marxisme.

 

Lad os se på strategien, og hvordan den har udviklet sig til at inkludere islamiske fanatikere.

 

Multikulturalisme og Politisk Korrekthed er to af de fundamentale pseudo-intellektuelle, quasi-religiøse grundbegreber der er blevet udbredt af intellektuelle, der ikke var i stand til forlade socialismen, selv efter dens knusende fejlslag i det tyvende århundrede. Sammen med en tredje komponent Radikal ”Miljøisme”, udgøres de tre nøglefundamenter i venstrefløjens dogme, der langsomt, men uophørligt, er blevet absorberet på alle niveauer i vestlig kultur i de seneste årtier – men primært siden Den Kolde Krig.

 

Alle tre nøglefundamenter er blevet inkorporeret i de fleste folkeskolecurricula, såvel som curricula i vestlige universiteter og gymnasier. Samlet er de det toksiske biprodukt af postmoderne relativisme.

 

Og i takt med, at disse neo-marxistiske fascister er blevet fuldstændigt gennemsyrede af denne toksiske bryg, bliver ethvert forsøg på at validere den neo-marxistiske præmis, eller teste dens værdi, mødt med hysteriske anklager om racisme, sexisme, homofobi, islamofobi, imperialisme, snæversyn og – værst af alt – intolerance, usensitivitet eller hykleri.

 

De neo-marxistiske fascisters selvretfærdighed er sådan, at de er stærkt overbeviste om, at det er retfærdiggjort (selv i deres ”pacifistiske” kostume) voldeligt at angribe og/eller intimidere enhver, de er uenige med.

 

Det er tilfældigvis sådan, at disse grundbegreber (Multikulturalisme, Politisk Korrekthed og Radikal ”Miljøisme”) repræsenterer tre af fire søjler, der er grundlaget for en voksende epistemologisk, etisk og politisk strategi, som socialismens levninger har konceptueret og implementeret, for at undgå at deres ideologi ender i historiens skraldespand.

 

Og hvad mere interessant er, at mens de tilskynder og muliggør Islam med de tre søjler, så hjælper og tilskynder Islamfascisterne dem, ved at bruge den fjerde søjle – terrorisme.

 

Vi kan se på de fire søjler som værende grunden til, at vi i øjeblikket er vidner til en socialistisk genvækkelse, og de store hurtige fremskridt fra Islamisk Jihad i hele verden.

 

Dalrymple´s artikel antyder, at Islam har lånt marxismens klæder; men jeg antyder, at de to er forenede i et fornuftsægteskab; og at denne forening er det 21 århundredes reinkarnation af den fejlslagne, umenneskelige, uprogressive ideologi, bedre kendt som Marxisme.

 

Osama bin Laden leverede i sit seneste stridsskrift mod Vesten, på årsdagen for 9/11, en fuldt optrukket integration af alle ovenstående socialistiske/marxistiske standpunkter, i sin retfærdiggørelse for Jihad og bevidstløs vold.

 

”Konverter eller dø” er ikke kun Al-Qaeda´s favoritultimatum, det er et motto adopteret fra vores venner neo-marxisterne.

 

 

Leave a Response »

 

Osama´s islamisme og venstrefløjens had mod Amerika lørdag, okt 25 2008

Mange af al Qaeda´s ideologier er tydeligst fremsat i Osama bin Laden´s ”Declaration of War Against Amerika” i 1996. I dagens arabiske intellektuelle kredse, bliver bin Laden allerede sammenlignet med tidligere ikoner fra den tredje verdens revolution, der gav afkald på det privilegerede liv, og drog op i bjergene, for at bekæmpe den amerikanske undertrykker, som eksempelvis Che Guevara. Ifølge journalist i Kairo Issandr Elamsani, ser arabiske intellektuelle stadig meget verden i 1960´ernes termer. ”De er alle eks-Sorbonne, gamle marxister”, siger han, ”der ser alt gennem et postkolonialt prisme”.

 

På samme måde som Heidegger ønskede, at det tyske folk skulle vende tilbage til en tåget, middelalderlig, sved-og-blod-kollektivisme, renset for modernitetens korruption, og lige som Pol Pot ønskede at vende tilbage til ”År Nul”, ligeledes drømmer Osama om at vende sin verden til det syvende århundredes imaginære renheds Islam. Og som Fanon argumenterede, at revolutionen aldrig kan opnå sine mål gennem en fredelig reform, ligeledes anser Osama terror for et gode i sig selv. En terapeutisk handling, helt afsondret fra noget konkret mål. Villigheden til at dræbe beviser den enkeltes renhed.

 

Ifølge journalist Robert Worth der skriver for New York Times om den islamiske terrors intellektuelle rødder, er Laden ringe uddannet i islamisk teologi. Som ung velhavende playboy kom han i 1960´erne under indflydelse af radikale arabiske intellektuelle, der blandede kaldet på marxistisk revolution, med kaldet på den rene islamiske stat. Mange af disse mænd blev fængslet og henrettet for deres angreb på arabiske regimer; Sayyid Qutb eksempelvis, en stor figur i vækkelsen af islamisk fundamentalisme, blev henrettet i Ægypten i 1965. Men deres ideer levede videre. Qutb´s intellektuelle afkom inkluderede Fathi Yakan, der sammenlignede den kommende islamiske revolution med den franske og russiske revolution, Abdullah Azzam, en palæstinensisk aktivist dræbt i en bilbombe i 1989, og Safar Al-Hawali, en saudisk fundamentalist jævnligt fængslet af den saudiske regering. Mens sådanne mænd drømte om en ren islamisk stat, var europæiske revolutionæres ideologi sjældent langt fra deres tanker. Fathi Yakan: ”Den franske revolutions arbejde blev grundlagt af Rousseau, Voltaire og Montesquieu; den kommunistiske revolutions planer blev udarbejdet af Marx, Engels og Lenin….Det samme gælder for os”

 

Qutb´s indflydelsesrige bog ”Signposts on the Road” kan tydeligt spores i udtalelserne fra Islamisk Jihad, gruppen der i 1981 ville retfærdiggøre snigmordet på Ægyptens præsident Anwar Sadat, som et skridt på vejen mod enden af amerikansk dominans af Ægypten, og varsle en ren islamisk orden.

I 1990´erne fusionerer Islamisk Jihad med al Qaeda, og Osama´s ”Declaration of War Against America”, vil vise en åbenbar skyld til Islamisk Jihad´s manifest ”The Neglected Duty”.

 

Det kan så argumenteres at fødestedet for Osama´s variant af terrorisme, var Paris 1968, da studenteroprørerne og de radikale belæringer, indflydelsen af Satre, Fanon og den nye marxismes postmoderne mestre af ”folkets skæbne”, var på sit højeste. Omkring midten af halvfjerdserne var, ifølge Claire Sterling´s ”The Terror Network”, ”praktisk taget enhver terrorist og guerillastyrke repræsenteret i Paris. Især palæstinensere var repræsenteret i styrken”. Dette var Yasser Arafat´s terroristorganisation Al Fatah´s velmagtsdage, hvis 1968 traktat ”The Revolution and Violence” er blevet kaldt et præcist resume af ”The Wretched of the Earth”.

 

Mens Al Fatah lejlighedsvist brugte gamle leninistiske udtryk om klassekamp, så var det lykkes de tiltagende radikaliserede grupper, at perfektionere sammensmeltningen af Islamisme og den tredje verdens Socialisme. Deres traktat blandede Heidegger og Fanon med kald på genvækkelse af streng social islamisk orden. ”Vi erklærer”, siger den shiitiske terroristgruppe Hezbollah i sit ”Open Letter to the Downtrodden in Lebanon and the World”, ”at vi er en nation der kun frygter Gud, og ikke vil acceptere ydmygelse fra Amerika og dets allierede, og den zionistiske entitet, der har bemægtiget sig det hellige islamiske land. Den voldelige kamps mål er at give vort folk muligheden for at afgøre dets skæbne. Men den skæbne må følge den fastlagte sti: Vi skjuler ikke vores dedikation til Islam´s lov…som alene sikrer retfærdighed og værdighed for alle, og forhindrer nye imperialistiske forsøg på at infiltrere vort land…Den islamiske modstand må…med Gud´s hjælp modtage støtte fra alle muslimer i alle dele af verden”

 

Disse kald til revolution i 1980´erne kunne være blevet udtrykt sidste uge af Osama bin Laden. Faktisk bekræfter den store doktrinære forskel mellem radikale for årtier siden og Osama kun indflydelsen af postmodernistisk socialisme på sidstnævnte: Hvor Qutb og andre tidlige islamister hovedsagligt så indad, koncentrerende sig om revolution i muslimske lande, så retter Osama primært sin kamp udad mod amerikansk hegemoni. Mens det for de tidlige revolutionære drejede sig om at styrte deres egne anløbne regimer, er det for Osama den primære sti til en renset islamisk stat at bringe Amerika i knæ.

Leave a Response »

 

Baggrunden for Multikulturalisme søndag, okt 26 2008

 

Multikulturalisme kan forstås som en kombination af kræfter og indflydelser, forskellige men ikke indbyrdes udelukkende.

 

Én måde at anskue dette på er, at multikulturalismen ”bare skete”, et tilfældigt resultat af teknologisk globalisering. Selvom global migrationspres og moderne kommunikation afgjort har bidraget næsten helt sikkert for forenklet. Der er overvældende beviser på, at multikulturalismen af varierende grupper blev tilskyndet med hensigt. Hvis noget, er den et indirekte resultat af globaliseringen, gennem multinationale selskaber, og skabelsen af en international elite, hvis gensidige loyalitet tiltagende overgik nationale interesser.

 

Det siges, at alle de mest destruktive ideologier i den moderne æra, er opstået i Europa. Men man kan overveje, om Multikulturalisme er én af de få stupide ideer amerikanerne har eksporteret til Europa. Den danske skribent Lars Hedegaard påstår, at multikulturalismen stammer fra U.S.A. i kølvandet på 1960´ernes borgerrettighedsbevægelse. Ved nærmere eftertanke virker denne forklaring sandsynlig.

 

Måske er Multikulturalisme en anti-europæisk ideologi, med U.S.A. – og senere Canada, Australien og New Zealand – distancerende dem selv fra deres europæiske arv, hvor Europa i den forbindelse har distanceret sig fra sig selv. En amerikansk blogger skrev, at det er fuldstændigt på sin plads på enhver mulig måde at skrotte europæisk kultur, men da der forsigtigt blev stillet nogle spørgsmål, om effekten af den massive latinamerikanske immigration, udelukkende ville være nyttig, blev denne anklaget for at være racist.

 

Det er blevet foreslået, at multikulturalismen opstod i Canada. En enkelt har foreslået Schweiz. Men med al respekt må den kulturelle indflydelse fra Schweiz eller Canada siges at være begrænset. U.S.A. har på den anden side udøvet kraftfuld kulturel oversøisk indflydelse verden over efter Anden Verdenskrig, og har været i en position til eksporten af en ideologi.

 

Borgerrettighedsbevægelsen fandt sted på baggrund af et vestligt ungdomsoprør med marxistisk indflydelse. Selvom multikulturalismen måske ikke er direkte rodfæstet i marxistisk lære, så er dens anti-vestlige attituder og radikale egalitarisme i det mindste kompatibel med ideerne om tvangslighed, og aspekter af multikulturalismen er tilstrækkeligt lig marxismen til at forklare, hvorfor dens mest glødende tilhængere er venstreorienterede, og hvorfor Politisk Korrekthed, den bløde totalitære form for censur indlagt til styrkelse af multikulturalismen, af disse findes så appellerende.

 

Hvis vi postulerer, at Multikulturalisme og Politisk Korrekthed oprindeligt blev født ud af et vestligt tab af kulturel selvsikkerhed, men senere af venstrefløjen i det store hele er blevet udnyttet, ville dette forklare hvorfor det findes over hele den vestlige verden, men stærkest i Vesteuropa, som har været under større marxistisk indflydelse og større historisk tab af selvtillid, end U.S.A.  Dette ville forklare hvorfor østeuropæere, der netop har oplevet årtier med marxistisk indoktrinering, er noget mere resistente end vesteuropæerne. Østeuropæerne har også været meget mindre udsatte for Den Europæiske Union´s Eurabere, der hyller multikulturalismen for egen vindings skyld.

 

Summeringen kan se nogenlunde sådan ud:

Multikulturalismen opstod i U.S.A. under borgerrettighedsbevægelsen i 1960´erne, der startede en fuldstændig omtænkning af amerikansk kulturel identitet, til fordel for afvisningen af arven af europæiske aspekter, i transformationen til en ”universel” nation. Multikulturalismen blev eksporteret til resten af den vestlige verden gennem amerikansk kulturel indflydelse, og blev samlet op af Vesteuropa, der stadig sundede sig efter følgerne af næsten at være selvdestrueret gennem to verdenskrige, og som på det tidspunkt var midt i processen at forlade sine kolonier, og led af postkolonial skyldskompleks, og identitetskrisen der deraf fulgte.

 

Multikulturalismen havde derfor oprindeligt sine rødder i en kulturel identitetskrise i vesten, men blev hurtigt udnyttet af grupper der havde deres egne agendaer. Denne periode, 1960´erne og 1970´erne, var også fødslen af vestlig kulturel revolution, et hippieungdomsoprør mod etablissementet. Vestlig kultur og institutioner var dybt influeret af marxistisk inspirerede ideologier. Den anti-vestlige komponent i multikulturalismen passede dem fint. Efterfølgende enden på Den Kolde Krig i de sene 1980´ere og tidlige 1990´ere, da økonomisk marxisme led et troværdighedstab, selvom den dog ikke døde, skiftede store segmenter af den vestlige politiske venstrefløj til Multikulturalisme og masseimmigration, som led i garantien for deres politiske livs overlevelse, og udøvede censuren fra Politisk Korrekthed og ”anti-racisme”, som en ideologisk kølle til at banke deres ideologiske modstandere med, og fortsætte undermineringen af vestlige institutioner.

 

Oven på den marxistiske indflydelse i Europa, har vi haft andre grupper af Euro-føderalister og Eurabere, med et andet, men overlappende mål for nedbrydningen af nationale kulturer, gennem promoveringen af multikulturalismen, i den nye kunstige identitets favør. Globaliseringsprocessen skabte ikke disse impulser af vestlig selvlede, som indikeret af det faktum, at ikke-vestlige lande, såsom Japan, ikke er blevet invaderet af immigration, i det samme omfang som vesten, men den forstærkede nogle af dem.

 

Teknologisk globalisering har forøget migrationspresset til hidtil usete højder, men den har også muliggjort en global politisk og økonomisk elite af individer, inklusive nogle centrister og højreorienterede, der ikke længere føler noget nært tilhørsforhold til deres lande, men hovedsagligt til den internationale elite, der forsyner dem med karrieremuligheder.

 

Disse centrister, højreorienterede og Big Business-støtter, er måske ikke så aktivt fjendtlige mod vestlig kultur, som venstrefløjen er, men de gør heller ikke noget for at bevare den, og bruger multikulturalismen til at skjule det faktum, at de har tabt og forkastet kontrollen over nationale grænser. Globaliseringen har derfor samtidigt skabt mere migration og mindre vilje til at kontrollere migrationen.

 

Kombinationen af alle disse faktorer, i tilføjelse til genopstandelsen af global islamisk jihad, skaber gradvist en demografisk og demokratisk krise i vesten. Mange vestlige opfatter, at medierne og deres politikere ikke længere lytter til dem, og de har helt ret. De der føler loyalitet mod deres kultur og deres nationalstat, føler sig forrådte, fordi de ér blevet forrådte.

  

Leave a Response »

 

Injurieterrorismen mandag, okt 27 2008

Rachel Ehrenfeldt blev sagsøgt af Khalid bin Mahfouz, en saudisk bankrådgiver og milliardær

Der findes mange former for terrorisme, og vold er kun én af dem. De tiltagende ikke-voldelige strategier anvendt for at opnå målet for Det Muslimske Broderskab, at ”sabotere vesten indefra”, er mere lumsk, og har større sandsynlighed for at sejre, end vold. Selvom ikke-voldelig radikalisme tager mange former, så er én af de mest farlige former bestræbelsen på at undertrykke ytringsfriheden, gennem anvendelsen af injuriesøgsmål.

En hovedsag på dette område er den om Rachel Ehrenfeldt. Hun er en israelsk-amerikansk ekspert i bekæmpelse af terrorisme, og er internationalt anerkendt. I 2003 forfattede hun bogen ”Funding Evil: How Terrorism is Financed and How to Stop it”. I den hævder hun, at Khalid bin Mahfouz, en saudisk bankrådgiver og milliardær, hjalp med finansieringen af Al-Qaeda. Til støtte for hendes påstand citerede hun regeringsdokumenter fra Frankrig, Storbritannien og Amerika.

Rachel´s bog blev skrevet, publiceret og distribueret i Amerika, og var målrettet amerikanske læsere. Dog, gennem Internettet blev omkring 23 bøger solgt i Storbritannien. Dette var tilstrækkeligt for britiske domstole til at anerkende injuriesøgsmålet fra Mahfouz mod Rachel.

Rachel nægtede i forbindelse med søgsmålet at rejse til Storbritannien. Hun blev derfor dømt ”in absentia”. Domstolen dømte hende til at betale 225.000 dollar og give Mahfouz en undskyldning. Rachel søgte en deklarativ dom i Manhattan´s føderale domstol, krævende at den britiske dom skulle kendes ugyldig. Sagen blev dog afvist, grundet domstolens mangel på domsmyndighed over Mahfouz.

Mahfouz hævdede han var uskyldig i anklagerne Rachel rettede mod ham. Alligevel valgte han ikke at sagsøge hende i Amerika, hvor søgsmålet ville have givet mere mening. Dette skyldes, at britiske og amerikanske injurielove adskiller sig kraftigt fra hinanden. I Amerika er ytringsfriheden beskyttet under ”First Amendment” i den amerikanske konstitution. Lovene i Amerika er på ytringsfrihedens side, på den anklagedes side og sandheden er det fuldstændige forsvar. En offentlig person kan ikke vinde et injuriesøgsmål, med mindre denne løfter sin bevisbyrde om, at den aflagte erklæring var usand, og at forfatteren gjorde det i ”ondskabsfuldhed” eller ”uagtsom ligegyldighed om sandheden”. Sagsøgere i Amerika aflægger ofte ed, og under regler om afklaring kunne Mahfouz yderligere have været afkrævet sine finanser lagt frem til offentligt skue. Ingen af disse regler gælder i Storbritannien.

I Storbritannien er injurielove meget på sagsøgers side, hældende i retning af beskyttelsen af den enkeltes ry, i det omfang at det ofte tangerer censur. Der konstituerer injurier at publicere ”en erklæring der ville få en almindelig person til at moderere sine synspunkter, som resultat af at have hørt eller læst erklæringen”. Der er intet krav om, at sagsøger skal løfte bevisbyrden. I stedet antages erklæringen at være usand, og bevisbyrden ligger hos anklagede, med mindre andet kan vises. Forsvar i injuriesager i Storbritannien inkluderer argumenter som, at ”jeg var ikke den virkelige forfatter”, ”jeg vidste ikke erklæringen ville blive publiceret”, ”jeg vidste ikke erklæringen var injurierende” eller personen om hvem erklæringen blev afgivet, havde så dårligt et ry, at en negativ omtale ikke ville ændre den gennemsnitlige borgers mening om denne.

Grundet forskellene i lovene har der været en substantiel forøgelse i fænomenet ”injurieturisme”, hvor terrorismens støtter rejser jorden rundt for at sagsøge. Med ankomsten af salg over Internettet kan domstole der ellers ingen domsmyndighed havde, køre sager hvor bøger blev købt i deres land.

Søgsmål og trusler om søgsmål fra Mahfouz og andre som ham, har haft en afkølende virkning på ytringsfriheden i hele Vesten. Hahfouz har allerede sagsøgt, eller truet med at sagsøge, fyrre forfattere, inklusive tyve amerikanere. I den forbindelse har han inkasseret substantielle erstatninger og standset salget og distributionen af vigtige informationer om terrorfinansiering. Eksempelvis i 2006, efter Mahfouz havde anlagt injuriesøgsmål, erklærede Cambridge University Press, at det ville standse al salg af usolgte kopier af bogen ”Alms for Jihad: Charity and Terrorism in the Islamic World”, skrevet af Robert O. Collins, en tidligere historieprofessor ved University of California, og J. Millard Burr, en tidligere embedsmand.

Efterfølgende skrev Andy McCarthy en bog med titlen ”Willful Blindness”. McCarthy var den ledende føderale anklager af Abdul Rachman (også kendt som ”den blinde Sheik), der var ansvarlig for bombningerne af World Trade Center i 1993. En bogdistributør opererende i Canada og Storbritannien skrev et brev til Roger Kimball, McCarty´s kommende forlægger, spørgende om bogen indeholdt noget anti-saudisk eller anti-terroristisk. Han frýgtede, at han ville krænke saudierne der boede i Storbritannien, og udsætte sig selv for et muligt søgsmål.

Rent praktisk har de folk der gerne vil holde principperne i hævd, lommer der er dybe nok til at kunne forsvare sig i en domstol. Saudierne på den anden side, har tilsyneladende uendelige mængder penge til at finansiere deres procesbestræbelser.

Resultatet af denne injurieterrorisme er, at bøger af terroriststøtter dømmes krænkende, og bliver ikke publicerede, selvom de er sande. Deres pengevask, træning af Wahabbi imamer kloden rundt, distribution af hadefuld litteratur og radikale indoktrinering af madrass-studerende, passerer ubemærket. Selv når sagsøger ikke har en fortjenstfuld sag, ved denne, at truslen om at få sagsøgte til at bløde, kan være tilstrækkeligt til at opnå målet om undertrykkelse af ytringsfrihed. Og truslen om søgsmål behøver man ikke engang nævne, for at skabe den kølende virkning. At injuriesøgsmålene fra radikale er tiltagende i hele Vesten, er nok til at få enhver i industrien til at tage notits. Injurieterrorismen har i sandhed været succesfuld.

En flod af søgsmål hos fremmede domstole demonstrerer, at radikale muslimer og terroriststøtter prøver at lukke munden på folk. Men hvis amerikanerne ikke kan tale om, hvordan terrorismen opererer og er finansieret, så kan de ikke adressere problemet. Det er derfor afgørende, at besejre injurieterrorismen, ikke alene for at bevare amerika´s ytringsfrihedsrettigheder, men for at bevare den nationale sikkerhed.

Som svar på disse begivenheder har New York State Assembly og New York State Senate tidligere i år énstemmigt vedtaget ”The Libel Terrorism Reform Act”. Også kendt som ”Rachel Law” giver denne lov New York´s domstole domsmyndighed over fremmede, der vinder injuriesøgsmål mod folk fra New York. Den tillader den anklagede at søge påstand om at dommen er ugyldig, hvis ikke det land der laves søgsmål i, ikke tilbyder den samme beskyttelse af ytringsfriheder som i ”First Amendment”. Loven blev i maj 2008 underskrevet af guvernør Paterson, og er en sejr for forlæggerbranchens hovedstad.

Nå, men Kongressen ønsker at yde yderligere beskyttelse mod injurieterrorisme, og yderligere skærpe konsekvenserne. ”The Free Speech Protection Act of 2008” blev introduceret i House of Representatives af kongresmedlem i New York Peter King. I senatet blev loven sponseret af senator Arlen Spector og co-sponseret af senatorerne Joe Lieberman og Chuck Schumer. Denne lov vil, hvis den vedtages, tilbyde samme redskaber som New York State loven. Yderligere vil den tillade forfattere og forlæggere at modsagsøge for tort og svie, hvor sagsøger anlagde en injurieanklage, med hensigten at intimidere sagsøgte fra at udøve rettighederne i ”First Amendment”.

Desværre vil denne lov dø i komiteen, med mindre kongressen træder i funktion inden årets udgang. Det siges dog, at efter januar 2009 vil komiteerne genoptage disse love, igen givende kongressen en chance for at få dem vedtaget. Hvis kongressens medlemmer og senatorerne samarbejder, kan de vinde dette slag om bevarelsen af én af Amerika´s hjørnestensfriheder, og besejre ikke-voldelige radikale i deres misbrugende søgsmålstaktikker. For at kunne vinde den globale krig mod terror, er det afgørende, at forfattere er frie til at udbrede sand information om terrorismerelaterede emner til efterretningstjenester og anti-terrorpersonel, såvel som til offentligheden.

Lad os håbe når det nye år tager sin begyndelse, at Amerika´s lovgivere ikke vil lade denne vigtige mulighed glide af hænde.

 

Leave a Response »

 

Jeg er en terroristsympatisør – hør mig brøle! onsdag, okt 29 2008

Jeg har hørt folk sige, at vestlig popkultur vil ødelægge Islam. Det er muligt, men vi må huske på, at vejen ikke er énsrettet. Hvad hvis det omvendte sker? Nogle gange kan barbarerne også influere de civiliserede folk, og der findes en foruroligende ”forståelse” for terrorister i vestlige film og medier i vor tid. Kryb kommer kravlende ud af træværket, mere eller mindre heppende på terrorister der prøver at tvinge vort samfund ned. Der vil sandsynligvis altid findes folk der drages mod blod og ødelæggelse. De ville gerne ødelægge den nuværende politiske orden, men er ikke selv i stand til det, så de ender med at være heppekor for dem der gør forsøget. Lad os kalde dem ”terroristsympatisører”. Jeg taler ikke her om den Oscar-nominerede selvmordsbomberfilm ”Paradise Now”. Der findes andre eksempler på denne mentalitet.

 

”V for Vendetta” er en nyere film af Wachowski-brødrene, mændene bag den moderne sci-fi-klassiker ”The Matrix”. Den udspiller sig i Storbritannien omkring en generation fra nu. U.S.A. er opløst i kaos og borgerkrig, efter involveringen i en forlænget krig i Mellemøsten. Storbritannien er blevet en fascistisk stat. Hovedpersonen, en ”frihedskæmper” ved navn ”V”, vil initiere en revolution og praler med, hvordan sprængningen af en bygning kan ændre verden. Han bærer en Guy Fawkes maske, for at skjule sin identitet, og proklamerer, at han vil afslutte den 5. november, hvad Fawkes prøvede at gøre i det såkaldte ”Gunpowder Plot” i 1605: Sprængningen af Parlamentet. Han får en medsammensvoren, en ung pige ved navn Evey. Hun citerer et populært britisk digt, der ofte tillægges Guy Fawkes:

 

”Remember, remember, the 5th of November The Gunpowder Treason and plot; I know of no reason why Gunpowder Treason should be forgot”

 

Gennem filmen ser man en homoseksuel man, der gemmer en udgave af Koranen fra det fjortende århundrede i et hemmeligt rum i huset, fordi han nyder “den smukke poesi og billedsprog” i den. Han henrettes senere, da myndighederne opdager dette, da Koranen nu bandlyses og muslimerne er undertrykte. Mage til smukke billedsprog har man aldrig hørt. ”Og slagt dem hvor end du finder dem”? Jeg vil installere terror i hjerterne på de ikke-troende: slå dem på deres nakke og slå alle fingerspidserne af dem”? På samme tid vises kirken som et sted af skidt, korruption og hykleri. Islam er god og ”misforstået”. Kristendommen er ond og undertrykkende. I slutscenen af ”V” for Vendetta, sprænges det britisk parlament i luften, med hundredtusindvis af folk med Guy Fawkes masker tilseende, med Tchaikovsky´s ”1812 Ouverture” blæsende ud af højttalere, fyrværkeri der knalder og Evey der smiler.

 

I Hollywoodistan beundrer homoseksuelle Koranens skønhed. I den virkelige verden angribes homoseksuelle fysisk i et tiltagende antal af muslimer i Europa, og dødspatruljer søger homoseksuelle i islamiske lande såsom Irak. En homoseksuel mand, Pim Fortuyn, blev de facto henrettet for at kritisere Islam, efter at være blevet dæmoniseret af hollandske medier og det hollandske etablissement for ”Islamofobi” og ”hadetale”. I Hollywoodistan er Koranen bandlyst i Storbritannien. I virkeligheden kalder Tony Blair Islam for ”progressiv” og priser Koranen for at være langt forud for sin tid med hensyn til ægteskab, kvinder og regeringsstyre. I Hollywoodistan er muslimer hensynsløst forfulgte. I virkeligheden er London blevet den islamiske terrorismes hovedstad i verden, som vist af forfatter Melanie Phillips i sin bog ”Londonistan”. I Hollywoodistan dræber fascistiske indfødte britiske civile, i deres forsøg på at blødgøre dem, så deres mål med omvæltningen af demokratiet gennemføres. I den virkelige verden er de eneste fascister, der prøver at gøre dette, muslimer, efterfølgende eksemplet fra deres profet, der pralede med, hvordan han ”gennem terror var blevet sejrrig”.

 

Efter terrorbombningerne i London i juli 2005 er ikke én eneste muslimsk gejstlig blevet udvist af Storbritannien. Historiker David Starkey advarede, at Storbritannien var i fare for at gå i søvne ind i en ny æra af religiøs intolerance, som i det sekstende og syttende århundrede. Hvad der i dag kan beskrives som tankekriminalitet, såsom at udtrykke nogen for sympati for selvmordsbomberne, ville i tidligere æraer have været betragtet som kætteri, sagde han. Den rigtige respons mod bombningerne ville være, at Storbritannien skulle vise mere tolerance mod Islam. Professor Ron Greaves har erklæret, at angrebene der dræbte 52 mennesker, ikke var en terrorismehandling, men ”blot en ekstrem muslimsk handling” og at ”ordet terrorisme er et politisk ord, der altid synes at blive brugt til at dæmonisere folk med”. Muslimsk immigration fortsætter usvækket, og det åbne had mod Vesten fortsættes med at blive prædiket i moskeerne. BBC har som altid travlt med at føre kampagne imod ”Islamofobi” og erindrende alle om, at Islam er rig på diversitet, og at vestlig civilisation ville have været umulig uden de store islamiske bidrag, som vi burde være uendeligt taknemmelige for.

 

For en udenforstående er det sørgeligt at se den nation der engang trodsede Hitler og Napoleon langsomt bukke under for disse barbarer. Det er godt, at mindre nationer som Danmark og måske Holland i det mindste er begyndt at konfrontere den islamiske trussel, men det er ikke nok. For Europa´s skyld har vi behov for at nogle større lande gør det samme. Frankrig synker sammen i et hængedynd af problemer, og har i første omgang været den ledende skaber af Eurabien. Måske tyskerne kunne klaret jobbet, men de er stadig tyngede af deres skyldkompleks fra Anden Verdenskrig. Vi har brug for at få briterne på banen, men indtil videre er der meget få tegn på, at det vil ske. Vil Storbritannien for evigt være slavebundet, eller vil hun rejse sig, som hun tidligere har gjort?

 

Selvom Hollywood ikke vil fortælle sandheden, så er der stadig nogle der vil. Mullah Krekar, en Al-Qaeda forbundet islamisk leder der er givet flygtningestatus i Norge, fortalte en Oslo-avis, at der er en krig i gang mellem Vesten og Islam. Han sagde, at han er ret sikker på, at Islam vinder. Muslimer kunne faktisk vinde, hvis bare de sidder stille, forholder sig i ro og fortsætter deres demografiske Jihad. Men for mange af dem opfører sig så, tja, islamisk, braldrer og praler om deres planer. At høre på Mullah Krekar tale er lige som at se én af de gamle James Bond film, hvor skurken simpelthen bare må fortælle Bond om sine onde planer, lige i tid til at Bond kan forhindre dem. ”Jeg er så klog og ond, og du kan ikke stoppe mig, æh bæh!” Tagende tingenes tilstand i Al-Britannien i betragtning, ville Bond sandsynligvis arbejde for det andet hold. ”Der er et grimt tilfælde af Islamofobi i avisen Telegraph i dag. Tag Dem af det, vil De 007. Hvordan vil De have Deres Koran, Hr. Bond? Shaken not stirred”.

 

I en anden film, ”Good Night and Good Luck”, instrueret af stjerneskuespiller George Clooney, ses reporter Edward R. Murrow rejsende sig mod senator Joseph Raymond McCarthy, under den intense anti-kommunistiske bevægelse i 1950´erne. Jeg antager, at Clooney´s motivation for skabelsen af denne film er at insinuere den pågående krig mod terror, værende ligesom paranoiaen i 1950´erne. For det første: Selvom der ikke kan herske nogen tvivl om, at McCarthy gik for vidt, og ødelagde mange uskyldiges liv, så var den kommunistiske trussel mod U.S.A. og Vesten meget reel under Den Kolde Krig. Og for det andet: Hvem siger at den nye ”politiske heksejagt” nødvendigvis kommer fra højrefløjen?

 

”McCarthyisme defineres sommetider som ”anvendelsen af uretfærdige undersøgelsesmetoder for at undertrykke oppositionen”. Nogle ville hævde, at dette meget præcist beskriver, hvordan kritikere af muslimsk immigration i Vesten er blevet dæmoniseret gennem den seneste generation, især af venstreorienterede. Carl I. Hagen, leder af højrefløjspartiet Fremskridtspartiet var i adskillige årtier stort set den eneste norske politiker af betydning, der advarede mod tidens vanvittige immigrationspolitik. Og han var af etablissementet hadet for det, afsværget som et racistisk svin, nazist og emne for ethvert skældsord i ordbogen. Gennem 1990´erne da stadig var mange folk der tog ”Oslo-fredsprocessen” alvorligt, gik han i demonstration i støtte for Israel med sloganet ”Ingen penge til Arafat”. Offentligheden forstår nu at han havde ret, hvilket er årsagen til, at hans parti nu er vokset fra at være et lille protestparti, til at være på randen af at erstatte Arbejderpartiet som det største parti i Norge for første gang i 80 år. Hvorfor laver Hr. Clooney og andre Hollywood-personligheder ikke en film om Carl I. Hagen, Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, Pim Fortuyn, Theo van Gogh og Geert Wilders i Holland, og andre der har advaret mod den vanvittige muslimske immigration? De er den nye McCarthyismes virkelige ofre.

 

Glorificeringen af antidemokratiske fanatikere har gennemtrængt vestlig popkultur på andre måder end film. Che Guevara´s ansigt popper op overalt, fra plakater til t-shirts. Che er berømt for at hjælpe Fidel Castro med at skabe den cubanske revolution. Senere var han ansvarlig for La Cabana-fængslet, hvor han overværede et militærtribunal, der dømte talløse til døden uden rettergang. ”Had”, sagde han, ”er vigtig”. ”Den får dig til at reflektere dig frem til en effektiv, voldelig, selektiv koldblodig dræbermaskine”. Han hjalp med at etablere politistaten i Cuba, og forhandlede stationeringen af sovjetiske kernevåben på Cuba i 1962. Han blev senere rasende, da Moskva fjernede dem i Cuba-krisen. ”Hvis raketterne var forblevet, havde vi brugt alle sammen….”.

Han talte om ”Uforestilbare ødelæggelser i det ideologiske forsvar”. Alligevel behandles denne morder og symbol på en ideologi der myrdede 100 millioner mennesker gennem det 20 århundrede, som et pop-ikon i Vesten.

 

Michel Foucault er én af de mest velkendte og læste filosoffer i vor tid, kendt af hundredtusindvis studerende på vestlige universiteter. Under og efter revolutionen i 1978-79 besøgte Foucault Iran to gange, og mødtes også med Khomeini i Paris. Meget af Foucaults arbejde grunder i moderniteten i Europa. Han blev derfor fascineret af den iranske revolution, fordi den ”udfordrede den vestlige udviklingsmodel”. Han var ikke den eneste vestlige intellektuelle der blev forført af den ”revolutionære energi” udspillet i Iran. Alderen for ægteskab blev sat ned til 9 år, ti tusindvis af politiske modstandere blev arresterede, torturerede og myrdet, unge kvinder blev rutinemæssigt voldtaget i fængslerne, for at forhindre at de kunne komme i Paradis som jomfruer, og barbariske middelalderlige love blev genindført for millioner og atter millioner af mennesker. For nogle vestlige intellektuelle kan alting undskyldes, så længe det bare er ”anti-vestligt” og man har en ”revolutionær sag”.

 

Phyllis Chesler skriver om Kulturkrigen i akademierne, hvor både venstreorienterede og islamister installerer et systematisk misbrug af sproget, skrivende om ”oprørere”, ikke ”terrorister”, som de beskriver som ”martyrer”, ikke ”mordere”, og som ”frihedskæmpere”, ikke som ”onde veluddannede mænd”. Imens beskrives hadefulde anti-amerikanere og anti-israelere som ”fredsaktivister”. Hun mener, at de vestlige akademier er blevet ”helt igennem palæstinensierede”. Vore islamiske modstandere har ført denne propaganda verden rundt. Som propagandister er de ”langt mere sofistikerede end Göbbels, og langt mere tålmodige”.

 

Yale University i U.S.A. tillod en tidligere Taliban-talsmand, Rahmatullah Hashemi, som studerende. Han var cheftranslatør for Mullah Omar i Afghanistan. Det kvindelige afghanske parlamentsmedlem Malalai Joya sagde, at Hashemi var én af Taliban´s toppropagandister, og kaldte hans status som studerende for ”afskyelig” og en ”utilgivelig fornærmelse”. Alligevel skød Yale tilbage, og sagde, at udelukkelse ville ”tage os et skridt tættere mod Taliban-lignende undertrykkelse af synspunkter, der udfordrer partilinien”.

 

Ironisk nok synes det som om de fremstående forsvarere af demokratiet og den vestlige civilisation, nu er immigranter. Storbritanniens første sorte Ærkebiskop gjorde et voldsomt angreb på multikulturalismen, opfordrende engelske folk til at gøre krav på deres nationale identitet. Den Uganda-fødte ærkebiskop af York, Dr. John Sentamu sagde, at ”for mange folk er forlegne over at være engelske”. ”Multikulturalisme har syntes at implicere, ”forkert for mig, lad andre kulturer udtrykke dem selv, men lad ikke den største kultur fortælle om dens sejre, dens kampe, dens glæder eller dens sorger”, sagde han. Han sagde yderligere, at ”England´s manglende evne til at genopdage sin kultur på ny, kun vil lede til forøget politisk ekstremisme. Hvad vil det sige at være engelsk? Det er et alvorligt spørgsmål”, sagde han. ”Når man spørger mange mennesker i landet: Hvad er engelsk kultur?, er de meget vage. Det er en kultur, hvad enten vi kan lide det eller ej, der har givet os parlamentarisk demokrati. Den er moder for det”.

 

I diskussionen om Muhammedtegningerne citerede forfatter Ibn Warraq den store britiske filosof John Stuart Mill fra ”On Liberty”: ”Mærkeligt synes det at være, at man skulle tillades validiteten af argumentet til brug i den frie diskussion, men protestere hvis dette ”presses ud i det ekstreme”, ikke erkendende, at med mindre argumenterne holder i ekstreme tilfælde, så holder de i ingen tilfælde”.

 

”Vesten er kilden til frigørende ideer om individuel frihed, politisk demokrati, reglerne om lov, menneskerettigheder og kulturel frihed. Det er vesten der løftede kvinders status, kæmpede mod slaveri, forsvarede forskningens frihed, udtryk og bevidsthed”, erklærede Ibn Warraq. ”Hvordan kan vi forvente at immigranter skal integrere sig i vestlige samfund, når de på samme tid får at vide, at Vesten er dekadent, en røverhule, kilden til alt ondt, racistisk, imperialistisk og bør afskyes? Hvorfor skulle de, med den afrikansk-amerikanske forfatter James Baldwin´s ord, ønske at integreres i en synkende skude?”

 

Det er opmuntrende ord, men de kan ikke skjule det faktum, at der findes en meget kraftig understrøm af selvlede og skyldsbesættelse i Vesten, her i begyndelsen af det 21. århundrede.

Hvor kom det fra?

 

Lars Hedegaard, forfatter og klummeskriver for Berlingske Tidende har sammen med kollega Helle Merete Brix og Torben Hansen, været ledende kræfter bag skabelsen af lille Danmark som frontfigur i kampen mod Islam. I hans bog ”While Europe Slept: How Radikal Islam is Destroying the West from Within”, giver Bruce Bawer en anslag af et møde med Hedegaard og Brix i København:

 

”Hedegaard var af den opfattelse, at det danske etablissements venlige negligering af islamisk ekstremisme må have dybereliggende grunde, end snobberi og hippienostalgi. Trods alt er islamificeringen af de nordiske lande den mest fundamentale transformation de har oplevet i hundrede år”. Noget så monumentalt kan efter hans mening ikke alene forklares med et lille antal menneskers tåbeligheder eller klassesnobberi. ”Svære konsekvenser”, insisterede han, ”må have svære årsager”. Overgivelsen af Danmark til muslimerne måtte være resultatet af én eller anden dybt forankret tvangshandling. Hans teori var, at Vesteeuropa´s vedholdende overgivelse til Radikal Islam har sine rødder i den det psykiske sammenbrud efter Første Verdenskrig. For mens konflikten markerede Amerika´s opstigning til rangen af stormagt, tog europæerne det som et knusende bevis”, sagde Hedegaard, ”at vores kultur var værdiløs. Den var grundlæggende ødelagt. Og dette banede vejen for to slags totalitarisme – Nazisme og Kommunisme – og for ”grusomheder i en størrelsesorden man ikke kan forestille sig”. Disse grusomheder var en ubærlig byrde af skyld. Nazisterne”, sagde han, ”fik Europa til at tro, at det var fordømt og syndfuld…og fortjente hvad der var på vej”.

 

Lars Hedegaard´s synspunkter synes at afspejle den franske filosof og kulturkritiker Alain Finkielkraut, der mener, at ”Europa ikke elsker sig selv”. Finkielkraut siger, at det ikke er ydre kræfter der truer Europa, men lige så meget det frivillige afkald på europæisk identitet. Europa ønsker at frigøre sig fra sig selv, sin egen historie og traditioner, kun erstattet af menneskerettigheder. Den Europæiske Union er derfor ikke blot post-national, men post-europæisk. Hvad der i dag karakteriserer Europa, er viljen til at definere sig selv, ikke ud fra ideologi, men ved at forkaste enhver form for identitet. Europa er nu bygget på en ed: Aldrig igen. Aldrig udryddelse igen, aldrig krig igen, men også aldrig nationalisme igen. Europa pryder sig af ikke at være noget. Ifølge Finkielkraut er Auschwitz blevet en del af grundlaget for E.U., en kultur baseret på skyld. Men dette er en vag ideologi, der siger, at ”Vi må modsætte os alt hvad nazisterne stod for”. Følgelig er nationalisme af enhver art eller tilknytning til sit eget land, inklusive hvad nogen måtte anse for værende sund, ikke-aggressiv patriotisme, rynket bryn af. At huske er at fortryde. Europa afviser sin fortid. Europæisk identitet er afidentificeringen af Europa. Fra fortiden bør kun huskes kriminalitet. Dette skete ikke kun i Tyskland, men over hele Europa. ”Jeg kan forstå følelsen af anger, der leder Europa i sin definition, men denne anger går for vidt. Det er for stor en gave til Hitler, at afvise alt hvad der førte til ham”. Dette er sagt af en jødisk søn af en Auschwitz-fange.

 

Kinkielkraut siger, at Europa har gjort menneskerettighederne til sit evangelium, i så stort et omfang at det truer den europæiske historie og kultur. Dette skaber et Europa uden substans. ”Når hadet til en kultur i sig selv bliver del af en kultur, mister sindets liv sin mening”. Finkielkraut erindrer os om, at multikulturalisternes krav på ”diversitet” kræver nedtoningen af det individet til fordel for gruppen. Forkastelsen af fornuften krævet af multikulturalisterne ses som resultatet af kulturens underlæggelse sig antropologien. ”Under socialforskningens nivellerende øje”, skriver han, ”forkastes hierarkier”. Opløsningen af troen på fornuft og almindelig humanisme leder ikke blot til destruktionen af standarder, men involverer også en krise i modet. ”En sorgløs indifference om store emner”, advarer Finkielkraut, ”har sit modstykke i modløshed i mødet med magt”, og svækker dedikationen krævet til bevarelsen af frihed.

 

Ideen om at Auschwitz har defineret Europa´s moderne identitet, er reflekteret af den spanske journalist Sebastian Villar Rodriguez i sit stykke ”Europa døde i Auschwitz”:

 

Jeg gik ned ad Raval (Barcelona) da jeg pludselig forstod, at Europa døde med Auschwitz.

 

Vi myrdede 6 millioner jøder, for at ende med at tage 20 millioner muslimer ind!

 

Vi brændte i Auschwitz kulturen, intelligensen og magten til at skabe…fordi det er folket der gav menneskeheden de symbolske figurer, der var i stand til at ændre historien (Jesus, Marx, Einstein, Freud) og som var kilden til velvære.

 

Vi må indrømme at Europa, ved at slække sine grænser…åbnede sine døre for 20 millioner muslimer, ofte analfabeter og fanatikere…nationens og ghettoens fattigste, og som forbereder det værste, såsom 9/11 og Madridbombningerne, og som er indlogeret i almennyttige lejligheder forsørget af velfærdsstaten.

 

Vi har også erstattet kultur med fanatisme, kapaciteten til at skabe med viljen til at ødelægge, visdom med overtro. Vi har erstattet det transcendentale jødiske instinkt, der selv under de værst tænkelige betingelser, altid har set efter en bedre, fredeligere verden, med selvmordsbomber. Vi har erstattet livets stolthed med den fanatiske besættelse af død. Vores og vores børns død.

 

Men hvorfor henvender denne skyld sig også til Storbritannien, der slog nazisterne, eller Danmark, der reddede de fleste af sine jøder? Hvorfor sporer vi nogle af de samme strømninger i U.S.A.? Og hvorfor i al verden kan europæerne ikke give mere støtte til overlevende af Holocaust i Israel?

 

Jep, vores elite har solgt os ud ved skabelsen af Eurabien og affejningen af vore egne kulturer gennem Multikulturalisme. Men det er kun halvdelen af historien. I demokratiske samfund, selv i de anløbne samfund, ville dette aldrig have været muligt, hvis ikke der fandtes en anseelig understrøm af selvlede til stede i den almene offentlighed. Traumet forårsaget af begivenheder for 70 år siden, slører i dag vores dømmekraft, eftersom enhver tale om en trussel udøvet gennem muslimsk immigration eller ombevarelsen af vor egen kultur, afvises som ”den samme retorik nazisterne brugte om jøderne”. Europæerne er blevet lærte, at være så bange for deres egne skygge, at vi ikke er i stand til at se, at mørket også kan komme udefra. Måske vil Europa brænde igen, delvist som en forsinket reaktion på rædslerne i Auschwitz.

 

V.S. Naipaul har kaldt Indien en ”såret civilisation”. Men det er faktisk Europa der er en såret civilisation, med den forskel at Indien´s sår er påført udefra, hvor Europa´s sår i det store hele er selvpåførte. Islam ødelægger ikke Europa, Europa ødelægger sig selv. På samme måde som en patient med AIDS formelt kan dø af influenza eller endda en almindelig forkølelse, er den virkelige årsag den langsomme nedbrydning af immunsystemet. Det ligner medlidenhedsdrab på en hel civilisation: Europa er blevet træt af livet. Islam sørger bare for aflivelsen.

 

Det er næsten fascinerende at se hvordan horder af folk med selvlede og had til Vesten, i medierne og akademierne misforstår og misrepræsenterer truslen vi står overfor. De gode bliver de onde og vice versa. , eller alternativt, vi er alle gode og onde, eftersom alle kulturer er lige. Nogle vil sige, at jeg lægger for meget i et lille antal film. Måske. Men disse er de samme folk, der hævder at populær kultur vil ødelægge Islam.

 

Populær kultur betyder noget. Den både reflekterer og skaber civilisationens værdier. At dømme af beskederne i alt for mange film så mange år efter 9/11, er vi næsten kun begyndt at forstå omfanget af den islamiske udfordring. Tværtimod. Mange vestlige har travlt med at demonstrere ”forståelse”, ja endog ”sympati” mod civilisationens fjender.

 

Storbritannien i ”V” for ”Vendetta” er en totalitær stat, hvor autoriteterne lover fred i bytte for underkastelse. Fred for underkastelse, hvor har jeg før hørt det mantra? Jeg ved det: Islam. ”Islam” betyder underkastelse, der kommer fra de samme rødder som ”salaam”, der betyder ”fred”. Det er underligt at notere sig, at i den foregående film af Wachowski-brødrene, ”The Matrix”, forvandles folk til slaver og passive redskaber, ved at leve i en fantasiverden designet til at pacificere dem og holde dem fangne. I virkelighedens verden er en femtedel af menneskeheden stolte af at kalde dem selv ”slaver af Allah”, og anser det for deres mission i livet, at få resten af menneskeheden til at dele deres mentale fangeskab.

 

Islam er ”The Matrix”. Nogen må hellere give Wachowski-brødrene deres røde piller.

 

 

Leave a Response »

 

Løgne og psykologien i venstrefløjens politikker torsdag, okt 30 2008

En bred vifte af beviser kan ordnes til støtte for synspunktet, at sande venstreorienterede (kommunister, marxister, trotskyister, ”medløbere”) er folk drevet af narcissisme for at søge ekstrem magt, og at realitetsfornægtelse er hovedkarakteristikken af deres tanker. Deres ”idealisme” er simpelthen det nødvendige skalkeskjul for deres magtbegær. Det er også antydet, at de dybest set er intellektuelle der mangler kreativitet – teologer, mere end filosoffer. De skal skelnes fra deres tilhængere ved, at tilhængerne kun har realitetsfornægtelsen, og ikke det ekstreme begær efter magt.

 

Den initierende tese er, at der nu er akkumuleret mange vigtige data om den ekstreme venstrefløj (kommunister, trotskyister, marxister, ”medløbere”) der behøver integration og forklaring. For at assistere læserne i vurderingen af, om de ønsker at læse videre, er teorien som udgangspunkt, at venstrefløjen primært er drevet af kræfter relateret til narcissisme og behovet for yderligere magt, at disses ”idealisme” eller påstand om omsorg for folkets velfærd, er voldsom svindel, som disse adopterer som skalkeskjul over disses reelle mål, og at venstrefløjen aldrig lader nogen bekymring om sandheden, afholde disse fra at søge at opnå disse skjulte mål om opnåelsen af den ultimative magt for disses klike.

 

Katalysatoren for følgende er afsløringerne gjort muligt i Sovjetunionen under præsident Gorbachev´s politik om ”glasnost”. Fra hvad er afsløret, kan der ikke være nogen tvivl om, at i det meste af det tyvende århundrede, flød sovjetsystemet bogstaveligt talt i et hav af løgne. Det var så ekstremt, at selv kort producerede af officielle sovjetkartografer, var forfalskede. Selv et præcist kort over Moskva kunne ikke opdrives. Og bemærk i denne sammenhæng, at amerikanske spionsatellitter i mange år i den forbindelse har anset forklaringen om forsvar for ret latterlig.

 

Kommunisternes kroniske og gennemsyrende løgne er derfor det første faktum der behøver forklaring. Og bemærk venligst, at forklaringen ikke begrænser sig til Sovjet og Kina. Mange erindrer sig tiden før Krushchev, da de fleste vestlige venstreorienterede afviste redegørelserne over Stalin´s massemord og ”den kapitalistiske presses interventioner”. Der findes ingen så blinde, som dem der ikke vil se.

 

Det andet faktum er Pol Pots cambodianske holocaust, og den morderiske natur af venstrefløjens revolutionære bevægelse verden over.

 

Det tredje faktum er, at overraskende nok for de der ikke kan deres historie, var både Hitler og Mussolini akkrediteret venstrefløjen. Dette er sandsynligvis tydeligst i tilfældet Mussolini, der i sine tidlige år var én af Italien´s mest prominente marxistiske teoretikere, og en god ven af Lenin. Hans velkendte tilnavn Il Duce (lederen), blev opnået mens han stadig var medlem af Italien´s ”Socialist” (Marxist) parti. Han brød med Socialistpartiet i 1914 i spørgsmålet, om man skulle tilslutte sig krigen mod Østrig og Tyskland. Mussolini forudså korrekt, at Østrig ikke kunne vinde, og ønskede dele af østrigsk territorium for Italien efter krigen. Han advokerede derfor for tilslutningen til de Allierede, hvilket Italien snart gjorde.

 

Han afsværgede dog aldrig sine socialistiske overbevisninger, og fremsatte i 1919 et ekstremt venstreorienteret valgmanifest. Han kom også til magten essentielt gennem revolutionære midler (marchen til Rom) og ophørte, selv efter at have taget magten, ophørte han ikke med sine udfald mod ”plutokraterne” og deres lige. Han introducerede også Italien for mange avancerede træk ved velfærdsstaten, førende til kraftige fald i børnedødeligheden. Også Mussolini´s berømte slogan ”Ha sempre ragioni” (Mussolini har altid ret), kan i dag synes komisk, men på den tid kropsliggjorde det definitionen af sandheden, der er lige så belejlig, som nogen venstreorienteret kunne ønske sig.

 

Mussolini reorganiserede ikke sit lands økonomi så voldsomt som Hitler og Stalin gjorde, og hans interventioner var sandsynligvis i det lange løb af ringe eller ingen nettobetydning for arbejderne, men dette afspejlede bare hans normalitet. Som de fleste politikere brød han hurtigt urealistiske løfter der havde bragt ham til magten. Hvis man i øvrigt skulle vurdere en politikers grad af venstreorienterethed, ud fra den grad denne var til nettogavn for arbejdere, hvor mange politikere der angiveligt skulle være vestreorienterede, ville så i realiteten kvalificere sig til at være venstreorienterede? Givet de ringe levebetingelser der stadig hersker i det tidligere Sovjetunionen, er det tvivlsomt om Stalin ville kvalificere sig.

 

Et andet slående eksempel er den britiske fascistiske leder Sir Oswald Mosley. Til trods for at være Baron og af høj social rang i England (kongen og dronningen deltog i hans bryllup), var han i mange år en prominent venstreorienteret i Storbritannien´s store venstrefløjsparti Labour Party, men forlod partiet for at grundlægge ”British Union of Fascists”, af den grund, at Labour Party ikke var villig til at virkeliggøre nogen meningsfulde handlinger af sine politikker, i virkeliggørelsen af hjælp til de fattige.

 

Hitler kaldte også sig selv for socialist og en ven af arbejderne (Nazi er forkortelse for Hitler´s politiske parti – Nazionalsozialistische Deutsche Arbeiter Partei) og advokerede i sine  valgkampagner for en bred vifte af venstreorienterede politikker, såsom: Begrænsningen af alle indkomster til maksimum 1000 Mark per person, nationaliseringen af fonde (forretningskonglomerater) og supermarkeder, konfiskering af krigsbytte, elimineringen af ”ufortjente gevinster”, landbrugsreformer og arbejde til alle. Hvor højreorienteret lyder det?

 

I sin magtperiode gav han næring til sine socialistiske mål ved at optage en række socialistiske tiltag: fra udvidet spenderen på offentlige byggeprojekter (Autobahn) til velfærdspolitikker (Kraft durch Freude-bevægelsen). Og hvad var trods alt forskellen mellem Hitler Jugend og Komsomol? Måske kun at Hitler´s unge var lidt mere fanatiske.

 

Det er sandt, at både Hitler og Mussolini modtog finansiel støtte fra store forretningsmænd og andre af ”etablissementets” profiler, men dette viser blot, hvor radikaliseret Italien og Tyskland på det tidspunkt var blevet. Hitler og Mussolini blev korrekt af etablissementet opfattet som et mindre fjendtligt alternativ til kommunisterne.

Hitler var endog på et tidspunkt revolutionær. Da hans revolution (München Putsch) slog fejl, var han fleksibel nok til at vende sig mod mere konventionelle demokratiske midler i magtopnåelsen. At hans appel primært var den af en temmelig ekstrem socialdemokrat, kan også ses af det faktum, at tysklands socialdemokrater (ortodoks demokratisk venstreorienterede, der kontrollerede både fagforeningerne og en stor del af rigsdagsdelegationen) afslog gentagne appeller fra Kommunistpartiet om cooperation mod Hitler. Socialdemokraterne må tilsyneladende have følt større affinitet med Hitler end med kommunisterne.

 

At referere til Nazismen og Fascismen som højreorienterede, undlader at tage ikke blot ovennævnte i betragtning, men også at Hitler og Stalin i nogle år var allierede. De samarbejdede om erobringen af Polen, og det var sovjetbrændstof der drev Hitler´s kampvogne i Blitzkrigen gennem Frankrig. Alliancen ophørte først, da tysk militær invaderede Rusland (og bemærk venligst, at ikke blot alliancer, men også fjendskaber mellem ekstreme venstreorienterede er velkendte andetsteds – eksempelvis menshevikkerne med bolsjevikkerne, den fatale strid mellem Trotsky og Stalin, Kina-Sovjet rivaliseringer og grænsestridigheder, Kina´s ”lektion” mod Vietnam, Vietnam´s undertrykkelse af Khmer Rouge og de endeløse og ofte gensidige stridige sekter, der synes at karakterisere den ekstreme venstrefløjs politik i dagens vestlige verden) og at den person der længe og hårdt modsatte sig Hitler – længe før Stalin og U.S.A. gjorde – var Winston Churchill, den arkekonservative britisk leder. Hitler havde Stalin som allieret, så længe han var nyttig, men Hitler kunne ikke på noget tidspunkt vriste så meget som neutralitet ud af Churchill.

 

På alle disse fakta må Hitler ses som en meget mere venstreorienteret end højreorienteret. Det er sandt, at han ikke nationaliserede hele den tyske industri, men der var omfattende tvungen reorganisering af industrien, og partikontrol med den, og selv i sovjetblokken har graden af statskontrollen altid varieret meget fra land til land (sammenlign eksempelvis den overvejende privatiserede polske landbrugssektor med den overvejende statsdrevne sovjetiske landbrugssektor). Det er sandt, at Hitler var racist, såvel som socialist, men ikke alle racister er højreorienterede. Faktisk afslører undersøgelser i dagens generelle befolkning, i al fald i nogle vestlige lande, at racisme er lige mellem venstreorienterede og højreorienterede, og undertrykkelsen af jøder i det tidligere Sovjetunionen er velkendt.

Yderligere var den store forkæmper for en notorisk ”hvid australsk politik” (primært designet til at forhindre asiatisk immigration) det australske Labour Party, Australien´s store venstrefløjsparti. Det var lederen af Labour, Arthur Calwell, der blev berømt for implementeringen af ordene: ”Two wongs don´t make a white”. Politikken blev til sidst forkastet af en konservativ regering! Også i U.S.A. er den amerikanske kommunistiske racisme dokumenteret af en tidligere kommunistisk insider.

 

Og hvad med Hitler´s brug af nationalisme og patriotisme i motiveringen af sit folk? Adskiller det ham fra andre socialister? Næppe. Da nazisterne invaderede Rusland gjorde det russiske forsvar som Hitler forventede, nemlig kollapsede som et korthus. Ruslands størrelse gav dog Stalin tid til at tænke, og hvad han fandt på var, at efterligne Hitler´s nationalisme. Han genintroducerede i Den Røde Armé ordner og rang fra den gamle russiske imperiums armé, til simpelthen at gøre den til Den Russiske Armé, genåbnede Den Russisk Ortodokse Kirke og understregede patriotiske temaer (beskyttelsen af Moder Rusland) i sin interne propaganda. Virkningen af dette kan måske bedst ses i det faktum, at dagens russiske borgere almindeligvis refererer til Anden Verdenskrig som ”Den store patriotiske krig”. Stalin har muligvis begyndt som international socialist, men han blev national socialist, så snart han opdagede hvor effektiv den var at i genereringen af bred støtte. Selv i nyere tid er det ikke svært at finde nationalisme praktiseret af kommunistiske regimer. Juche (selvtilstrækkelighed) doktrinen af Nord Korea´s Kim Il Sung, er måske det mest åbenbare eksempel.

 

Den vigtigste forskel mellem Hitler og Stalin er derfor sandsynligvis, at Stalin fik assistance fra de mere konservative lande (Storbritannien og U.S.A.). Han lykkedes derfor med at skabe et europæisk imperium, hvor Hitler fejlede. Hitler var mere højreorienteret end Stalin i det omfang, at hans kontrol med Tyskland var mindre totalitær end Stalin´s kontrol med Sovjetunionen, men det siger selvfølgeligt ikke så meget. At være højreorienteret fra en russisk synsvinkel ville gøre mange venstreorienterede højreorienterede!

 

Som Mussolini var Hitler også, i modsætning til Stalin og hans lige, bred i deres appel. Venstreorienterede modarbejder normalt store dele af samfundet. Hitler var klog nok til at få meget større dele af samfundet på sin side. Fascisme og nazisme kan derfor karakteriseres som socialisme med bred appel kun til arbejdere og intellektuelle. Hvis det gør ham højreorienteret, så er det noget af en kompliment til højrefløjen.

 

Hitler´s brede appels skinmanøvre var faktisk forbløffende succesfuld. Før-krigs-anti-nazi-skribenter såsom Roberts indrømmer, at Hitler på dette tidspunkt faktisk var den mest populære mand i Tyskland. Den gamle marxistiske påstand om, at han kun appellerede til den lavere middelklasse, er en myte. Mussolini fandt også støtter i alle sociale klasser. Det bør også bemærkes, at da Hitler kom til magten som rigskansler den 3 maj 1933, fik han større støtte (44% til nazi-partiet og 8% til hans nationalistiske allierede) end britiske præmiereminister Margaret Thatcher almindeligvis opnåede.

 

Hitler´s grundlæggende popularitet betød, at han havde mindre behov for at lyve for at bevare magten. Men når behovet opstod, blev strategien forfulgt med karakteristiske venstrefløjsberedthed. Det var trods alt Göbbels der fostrede doktrinen om ”Den store løgn” (fortæl en stor løgn længe nok og folk vil tro dig).

 

Ikke desto mindre bør det erkendes, at deres nationalisme i sidste instans gjorde den kommunistiske idé om klassekrig frastødende for både Hitler og Mussolini. Hvem med kærlighed til sit land kunne bifalde idéen om én sektion af folket der bekæmper den anden sektion? Det er overvejelsen af netop dette spørgsmål der gjorde Hitler og Mussolini så populære hos før-krigstidens anti-kommunister (såsom Neville Chamberlain). Fascisterne, som moderne demokratiske venstreorienterede, så ingen grund til at myrde store dele af deres egen befolkning, for at kunne hjælpe de fattige. Deres hensynsløshed mod de der blev anset for værende imod den nye orden, kan dog på ingen måde betvivles eller undskyldes.

 

Den stærke affinitet mellem nazisterne og andre radikale venstreorienterede bevægelser gør sandelig Hitler´s morderiske ligheder med Pol Pot og Stalin meget mere forståelig. Der er faktisk ikke megen forskel på de folk Hitler, Stalin og Pol Pot udsøgte sig for massemord. I al fald ville for Tyskland´s vedkommende kategoriseringen ”jøder” (Hitler´s kategorisering), ”Bourgeoisiet” (Stalin´s kategorisering) eller ”Intellektuelle” (Pol Pot´s kategoerisering) have fanget mange af de samme individer. Den store forskel er sandsynligvis, at Hitler´s kategorisering er noget mindre intellektuelt sofistikeret (hvis man kan gå med til, at Pol Pot´s udpegning af intellektuelle i sig selv var paradoksalt intellektuel, kunne det fastholdes, at Pol Pot i virkeligheden kun udpegede ”intellektuelle der kunne være uenig med mig”). Denne mangel på intellektuel sofistikerethed kan have bidraget til Hitler´s generelle appel, og kunne på den måde ses som klogere. Der hersker i al fald ingen tvivl om, at Hitler var en brillant propagandist.

 

Intet af det tidligere nævnte skal tages til indtægt for, at kun venstrefløjen kan være autoritær. Francisco Franco Bahamonde af Spanien var indlysende efter mange kriterier højreorienteret, men undertrykte det meste af den politiske opposition. Det bør bemærkes, at selvom Hitler hjalp Franco i Den Spanske Borgerkrig, var der tyske ofre i ”De lange knives nat”. Det var kun Franco´s anti-kommunisme der motiverede Hitler´s støtte. Det bør også bemærkes, at Franco ikke hjalp Hitler i Anden Verdenskrig. At sidestille Franco med fascisterne vil derfor være højst uinformativt.

Leave a Response »

 

Ytringsfrihed versus venstrefløjens censur fredag, okt 31 2008

At hævde at venstreorienterede vil ty til fysiske angreb, for at undertrykke eller intimidere synspunkter der strider mod venstreorienteredes synspunkter, er intet selvbedrag. Det er et spørgsmål om historiske optegnelser. Her skal behandlingen af Arthur Jensen og Hans Eysenck, begge socialforskere der har taget hvad venstrefløjen ville kalde ”det forkerte syn på racespørgsmålene”, behandles.

 

Jensen er berømt som manden der fremlagde alle beviser på, at amerikanske negere er genetisk ubegunstigede hvad intelligens angår. Et mere upopulært og ufashionabelt synspunkt kan svært forestilles. Som sådan er det et synspunkt der særligt behøver beskyttelse. Doktrinen om ytringsfrihed handler om at beskytte upopulære synspunkter. Populære synspunkter har intet behov for beskyttelse af synspunktets ytring. Man skulle derfor tro, at venstreorienterede (hvis deres propaganda ellers står til troende) ville være de mest samvittighedsfulde i deres behandling af Jensen. Det modsatte er tilfældet. Han er blevet forfulgt af sine akademiske kolleger (socialforskere er massivt venstreorienterede i deres politiske anskuelser), udsat for fysiske angreb, og af studenteraktivister fået mursten smidt gennem sit vindue.

 

Senest har H.J. Eysenck, en tidligere tysker af jødisk afstamning, der led under nazismen, og med rette kunne påberåbe sig titlen som verdens mest eminente nulevende psykolog, tilsluttet sig ”Jensen-lejren”, ved at udgive en bog om race, der endda hævder, at irerne måske kunne være af genetisk inferiør intelligens. Personligt fandt jeg denne påstand herligt lattervækkende. Men hvad var venstrefløjens reaktion? Jeg citerer fra Sydney Morning Herald den 10. maj 1973: ”Studenter slog og sparkede i går en professor i psykologi, i sit forsøg på at give et foredrag ved London School of Economics. Professor Hans Jürgen Eysenck havde netop indledt foredraget med ordene ”Jeg har intet ønske om at sige noget kontroversielt”, da omkring 15 studerende sprang op på podiet, og angreb ham. De slog ham i gulvet, hans briller blev knust og hans ansigt lettere såret. Jeg vil hævde, at der ikke findes noget mere kujonagtigt, noget mere nazistisk, end denne pøbels udladning af vold fra 15 unge mænd mod en gammel mand.

 

Ekstremister på både højrefløjen og venstrefløjen tyer til politisk vold, når resten af samfundet tillader det. Normalt tillades dette ikke, men i vort samfund har venstrefløjen narret folk til at tro, at deres efteraben humanitære intentioner er tilstrækkelig garanti for retfærdigheden og menneskekærligheden af deres handlinger. Jeg vil hævde det modsatte: at folk der mener de handler i humanismens navn, meget ligner officererne fra Den Spanske Inkvisition, der mente, de havde Gud på deres side. Deres fejltagelse bestod i arrogancen af at mene, at de alene vide hvad menneskeheden har behov for, og bør have. Der findes ikke noget farligere skalkeskjul for ondskabsfulde gerninger, end de gode intentioners dække.

 

Og jeg overgeneraliserer ikke med ovennævnte eksempler. Volden og ødelæggelsen fra venstrefløjens fredsdemonstranter og anti-apartheiddemonstranter er velkendt.

”Frihed til at være enig med mig”, er den eneste frihed de fleste venstreorienterede synes at kende.

 

Venstreorienteret tvang er ikke alene begrænset til noget så indiskret som fysisk vold. Afbrydelse af kommunikationsforbindelser synes at være seneste skud på stammen fra venstrefløjen. Jeg refererer til den australske postunions (ledet af den erklærede kommunist Jim Slater) undladelse af aflevering af post til medlemmer af senatets højrefløj, fordi de ikke vedtog en lov, som venstrefløjen ønskede.

 

Dette var en hidtil uset tilsidesættelse af australsk demokrati.

 

Angreb på kommunikerende, forstyrrelse af kommunikationsmidler eller anden form for censur, er hjørnestenene i totalitære diktaturer. Kan vi være blinde overfor det faktum, at det er venstrefløjen fra hvilke vi behøver frygte os?

 

Som et sidste udtryk for venstrefløjens fundamentalt voldelige, uærlige og totalitære natur, der viser hvordan fortalerne for ”fred”, kan gøres til emne for vold, kan Göbbels, der oftest associeres med teknikken ”Den Store Løgn” (man siger én ting, og gør noget andet), anvendes som sidestykke til dagens venstreorienterede.

 

 

 

Leave a Response »

 

Fremtrædende Feminazisters Fortræffeligheder lørdag, nov 1 2008

 

”Alle mænd er voldtægtsforbrydere, og det er alt hvad de er”

Marilyn French, forfatter og senere rådgiver i Al Gore´s præsidentkampagne

 

”Al sex, selv konsensual sex i et ægteskabeligt forhold, er en voldshandling udøvet mod kvinden”

Cathering MacKannon

 

”Jeg mener, at kvinder har en kapacitet for forståelse og medfølelse, som mænd strukturelt ikke har, har de ikke, for de ikke kan have den. De er simpelthen ikke i stand til det”

Tidligere medlem af Kongressen Barbara Jordan

 

”Medierne behandler mandlige angreb på kvinder som voldtægt, og mord på koner og kvindelige elskere, eller incest mod børn, som individuelle afvigelse, undertrykkende det faktum, at al mandlig vold mod kvinder er del af en organiseret kampagne”

Marilyn French

 

”Sandsynligvis det eneste sted en mand virkeligt kan føle sig sikker, er i et topsikret fængsel, bortset fra den forestående trussel om frigivelse”

Germaine Greer

 

”Mænd der uretfærdigt anklages for voldtægt, kan nogle gange gavnes af oplevelse”

Catherine Comin, Vassar College, Assisterende dekan for studenterne

 

”Mænds seksualitet er ond og voldelig, og mænd der er så magtfulde, kan række ind i kvinder og kneppe/konstruere os indefra og ud. Satanisk besidder mænd kvinder, udøver deres onde fantasier og begærer kvinders selv. En kvinde der har sex med en mand, gør derfor dette mod hendes vilje, selvom hun ikke føler sig tvunget”

Judith Levine

 

”At kalde en mand et dyr er smigrende mod ham; han er en maskine, en omvandrende dildo”

Valerie Solanas

 

”Alt hvad mænd kan bruges til er at kneppe, og blive kørt over af en truck”

Erklæring gjort af en feministisk administrator på University of Maine, citeret af Richard Dinsmore, der lavede et succesfuldt søgsmål på 600.000 dollar mod universitetet i 1995. Richard havde protesteret mod citatet og var derefter blevet fyret grundet chikane.

 

”Jeg ønsker at se en mand banket til en blodig pøl, med en høj hæl i sin mund, som æblet i munden på et svin”

Andrea Dworkin

 

”Jeg mener at ”mandehad” er en ærværdig og gyldig politisk gerning, at de undertrykte har en ret til klassehad, mod klassen der undertrykker dem”

Robin Morgan, redaktør på Ms. Magazine

 

”Heteroseksuel samkvem er et rendyrket, formaliseret udtryk for foragt for kvinders krop”

Andres Dworkin

 

”I et patriarkalsk samfund er al heteroseksuel seksuel samkvem voldtægt, fordi kvinder som gruppe ikke er stærke nok til at gøre nævneværdig modstand”

Catherine MacKinnon

 

”Institutionaliseringen af seksuelt samkvem er anti-feministisk”

Ti-Grace Atkinson

 

”Voldtægt er hverken mere eller mindre end en bevidst intimideringsproces, gennem hvilken alle mænd holder alle kvinder i en tilstand af frygt”

Susan Brownmiller

 

 

”Når en kvinde opnår en orgasme med en mand, så samarbejder hun med det patriarkalske system, og erotiserer sin egen undertrykkelse”

Sheila Jeffrys

 

”Hvis situationen i et klasselokale er meget heteropatriarkalsk – en stor begynderklasse af 50 til 60 elever, måske med få feministiske elever – definerer jeg sandsynligvis min opgave som værende den af rekruttering – at overbevise eleverne om at kvinder er undertrykte”

Professor Joyce Trebilcot ved Washington University

 

Så længe nogle mænd bruger fysisk magt til at undertvinge kvinder, behøver alle mænd ikke gøre det. Viden om at nogle mænd gør dette, er tilstrækkeligt til at true alle kvinder. Han kan banke eller dræbe kvinden han elsker; han kan voldtage kvinder, han kan misbruge sine døtre seksuelt. Størstedelen af alle mænd i verden gør én eller flere af ovenstående”

Marilyn French

 

”Alle patriarker priser hjemmet og familien som værende hellig, krævende det afskærmet for snagende øjne. Mænd ønsker privathed omkring deres misbrug af kvinder. Alle kvinder lærer i barndommen, at kvinder som køn er mændenes bytte”

Marilyn French

 

”Vi lever, er hvad jeg prøver at sige, i en epidemisk tid af mænds vold mod kvinder”

Katha Pollitt

 

”De traditionelle hengivenhedsblomster er de traditionelle blomster til graven, leveret til offeret før drabet. Kadaveret klædes på og lægges ned og misbruges rituelt, og vies til en evighed af misbrug”

Andrea Dworkin

 

”Mænd afsværger hvad de end måtte have til fælles med kvinder, så de intet fællesskab føler med kvinder; og hvad der er tilbage, er et stykke kød og nogle centimeter penis. Penis er manden; manden er menneskelig; penis betegner menneskeheden”

Andrea Dworkin

 

”Du vokser på med din far holdende dig nede og dækkende din mund, så en anden mand kan lave en forfærdelig brændende smerte mellem dine ben”

Catherine MacKinnon, University of Yale

”Jeg var i realiteten af mine forældre opfostret som min fars konkubine. Hvad vi tager for givet som den stabile familie, kan meget vel afhænge af vores børns seksuelle slaveri. Og hvad mere er, så er det et kynisk arrangement vore institutioner har vedtaget at skjule”

Sylvia Fraser

 

”Vi læres, opfostres til, formes af og lulles ind i accepten af en bred vifte af falske opfattelser af familien. Som kilde til nogle af vore dybeste erfaringer, fortsætter den med at være en så integreret del af vore følelsesmæssige liv, at den synes uden for kritik. Men at gemme sig for sandheden om familien, efterlader kvinder og børn sårbare”

Canadisk panel om vold mod kvinder

 

Catharine MacKinnon fastholder, at ”det private er en sfære af vold, ægteskabelig voldtægt og udnyttelse af kvindens arbejdskraft”. På den måde reduceres familien til intet andet en aspekter af en masterplan, som er mandsdomineret. Demokratiske friheder og behovet for at holde statens næse ude af vore personlige affærer anses for meningsløs. Den virkelige årsag til at samfundet kæres omprivatlivet, er at mænd har opfundet det som en undskyldning for at skjule deres kriminalitet. Hvis folk stadig insisterer på, at den traditionelle familie handler kærlighed og samarbejde – idealer der, indrømmet, somme tider forrådes – skjuler sig for sandheden. Familien er ikke et sted hvor vold og ægteskabelig voldtægt til tider sker, men et sted hvor der sker meget lidt andet. Syge mænd misbruger ikke simpelthen deres døtre, de operer i en liga med deres koner i fremavlingen af døtrene til dette formål”

Donna Laframboise

 

”Og hvis denne professionelle voldtægtsforbryder skal separeres fra den gennemsnitlige dominerende heteroseksuelle mand, så gør det mest en kvantitativ forskel”

Susan Griffin

Leave a Response »

 

Hvorfor den fredelige majoritet af muslimer er ligegyldig mandag, nov 3 2008

Jeg kendte engang en mand hvis familie før Anden Verdenskrig var tyske aristokrater. De ejede et antal store industrier og landstykker. Jeg spurgte ham hvor mange tyskere der var ægte nazister, og svaret han gav, huskede jeg, og indrettede derefter min attitude omkring fanatisme.

 

”Meget få var ægte nazister” sagde han, men mange nød den genkomne tyske stolthed, og mange andre havde for travlt til at tænke på det. Jeg var én af dem der mente, at nazisterne bare var en flok fjolser. Så majoriteten lænede sig bare tilbage, og lod det ske. Og så, før vi vidste af det, ejede de os, og vi havde mistet kontrollen, og verdens ende var ankommet. Min familie mistede alt. Jeg endte i koncentrationslejer, og de allierede ødelagde mine fabrikker”.

 

Vi fortælles igen og igen af ”eksperter”, at Islam er fredens religion, og størstedelen af muslimerne kun ønsker at leve i fred.

 

Selvom denne ukvantificerede antagelse kan være sand, så er den helt igennem irrelevant. Det er meningsløs snak målrettet til at få os til at føle os bedre tilpas, og målrettet til at snævre spektret af fanatikere hærgende verden over i Islam´s navn. Faktum er, at fanatikerne på det her tidspunkt i historien styrer Islam. Det er fanatikerne der systematisk slagter kristne, eller slagter stammesamfund i Afrika, og gradvist overtager hele kontinentet i en islamisk bølge. Det er fanatikerne der bomber, halshugger, myrder og ærer drab. Det er fanatikerne der overtager den ene moske efter den anden. Der er fanatikerne der manisk spreder stening og hængning af voldtægtsofre og homoseksuelle. Det kvantificerbare faktum er, at den ”fredelige majoritet” er den ”tavse majoritet”, og det er kojonagtigt og indifferent.

 

Det kommunistiske Rusland bestod af russere, der kun ønskede at leve i fred. Alligevel var de russiske kommunister ansvarlige for myrderierne på omkring 20 millioner mennesker. Den fredelige majoritet var ligegyldig. Kina´s kæmpe befolkning var ligeledes fredelig, men det lykkedes alligevel de kinesiske kommunister at myrde svimlende 70 millioner mennesker.

 

Det gennemsnitlige japanske individ før Anden Verdenskrig var ikke en krigsliderlig sadist. Alligevel myrdede og slagtede japanerne sig på kryds og tværs af Sydøstasien i et orgie af drab inklusive de systematiske drab på 12 millioner kinesiske civile; de fleste dræbt med sværd, skovl og bajonet. Og hvem kan glemme Rwanda, der kollapsede i slagterier. Kunne det ikke siges, at majoriteten af folk fra Rwanda var ”fredselskende”?

 

Læren af historien er ofte utroligt enkel og ligefrem. Alligevel misser vi ofte trods alle vore fornuftsredskaber de mest grundlæggende og ukomplicerede pointer. Fredselskende muslimer er gjort irrelevante af fanatikere. Fredselskende muslimer er gjort irrelevante gennem deres tavshed. Fredselskende muslimer vil blive vore fjender, hvis ikke vi åbner munden, fordi som med min ven fra Tyskland, vil de en dag vågne og opdage, at fanatikerne ejer dem, og enden på deres dage vil være begyndt. Fredselskende tyskere, japanere, kinesere, russere, afghanere, rwandanerese, afghanere, irakere, palæstinensere, somaliere, nigerianere, algiere og mange andre er døde, fordi den fredselskende majoritet ikke åbnede munden, før det var for sent. Hvad angår os der ser det hele udspille sig, vi må holde øje med den eneste gruppe der tæller; fanatikerne der truer vores livsmåde.

 

 

Leave a Response »

 

Hvorfor venstrefløjen ikke bebrejder muslimer for muslimsk vold onsdag, nov 5 2008

Der findes et vist vedholdende mønster hvad angår den verdensomspændende venstre fløjs forståelse for muslimsk terror. Det er den myrdedes skyld. Et nyere eksempel på dette kan findes i bebrejdelsen af Danmark, eller i al fald en dansk avis, for at have publiceret Muhammed-tegningerne. Fra New York Times til Kofi Annan og til andre amerikanske aviser, der erklærede respekten for religiøse symboler den nye journalistiske dyd, fordømmes muslimske voldshandlinger altid i den venstreorienterede meningsdannelse med et ”men”. Dette ”men” repræsenterer i den endelige analyse, at det var den danske avis, og andre europæiske aviser der var skyld i fornærmelsen af den muslimske profet.

 

Dette er blot det seneste eksempel på afdækningen af ofrene for muslimsk vold, der er skyldige i den vold. Det har i årtier på venstrefløjen været en givet ting, at Israel har skylden for den terror Israel mødes med af palæstinensiske muslimer (palæstinensiske kristne deltager ikke selvmordsterror). Hvad skal palæstinenserne ellers gøre? Hvis de havde Apache-helikoptere, lyder argumentet, ville de bruge dem. Men det har de ikke, så de bruger fattigmandsatombomben: selvmordsterror.

 

Det samme argument gives i forklaringen af 9/11. Tre tusind uskyldige amerikanere blev udryddet af islamiske terrorister, fordi Amerika så længe havde blandet sig i Mellemøstens anliggender. Det måtte ske. Og støtter de i øvrigt ikke Israel? Og da muslimske terrorister sprang togene i Madrid i luften, dræbende 191 mennesker og sårende yderligere 1500 andre, bebrejdede den spanske venstrefløj og alle andre venstreorienterede den spanske udenrigspolitik. Havde Spanien trods alt ikke sendt tropper til Irak?

 

Da store muslimske optøjer i månedsvis i Frankrig brændte og plyndrede, hvem bebrejdede man så? Frankrig selvfølgelig. Frankrig har ikke forstået hvordan man assimilerer immigranter, og, som BBC rapporterede den 5. november 2005, havde ”Sarkozy´s meget citerede beskrivelse få dage før optøjerne begyndte af forstadsvandalerne som ”pøbel”, af mange sagt allerede på dette tidspunkt at have skabt spændinger. At kalde dem ”pøbel” får dem til at opføre sig som ”pøbel”.

 

Faktisk findes der en måde at beskrive den moralske deling mellem konservative og venstreorienterede, ved hvem man bebrejder disse ondsindede handlinger mod uskyldige mennesker, især når de begås af ikke-hvide og ikke-vestlige. Konservative bebrejder gerningsmændene, og venstrefløjen bebrejder enten ofrene eller omstændighederne. Amerikanerne er vante til det. I årtier har venstrefløjen bebrejdet den amerikanske vold og kriminalitet på racisme og fattigdom, langt mere end morderne, voldtægtsforbryderne, pyromanerne og voldsforbryderne. Konservative bebrejder de kriminelle.

 

Under ”Rodney King”-optøjerne i Los Angeles myrdede sorte flokke en uskyldig koreansk butiksindehaver, og nedbrændte dele af byen. Den amerikanske venstrefløjens svar var stort set énstemmig: Vi må forstå disse menneskers vrede mod amerikansk racismen. Særsektionen i den daglige lokale avis, Los Angeles Times, havde overskriften ”Forståelse af vreden”. Selvom Thomas Friedman, New York Times udenrigskorrespondent, var blandt de få prominente venstreorienterede der støttede krigen i Irak, bebrejder han systematisk den arabiske verdens arbejdsløshed for den islamiske terror.

 

Eftersom eksemplerne på venstrefløjens manglende vilje til at bebrejde de kriminelle og terroristerne er utallige, så lad os prøve at finde ud af hvorfor den moralske inversion er så almindelig. Her er tre hypoteser:

 

En af disse hypoteser er, at venstrefløjen tenderer i retning af at bebrejde udefrakommende kræfter for ondskaben. Dette stammer fra det sekulære humanistiske synspunkt af folk værende grundlæggende gode, og derfor kan menneskelig ondskab ikke komme af dårlige valg og dårlige værdier fra misdæderen, men fra uheldig socioøkonomi og andre omstændigheder omkring personens liv.

 

En anden hypotese er, at i takt med at man bevæger sig længere og længere til venstre i det politiske spektrum, bliver det tiltagende sværere og sværere at bebrejde de ”svage” for de ugerninger de begår. Venstrefløjen deler ikke i nær så høj grad verden op i god og ond, som i rig og fattig, og stærk og svag. Israel er stærkere og rigere, så palæstinensisk terror undskyldes. Det hvide Amerika er stærkere og rigere end det sorte Amerika, så sort vold undskyldes. Vesten er stærkere og rigere end den muslimske verden, så muslimsk vold forklares i overensstemmelse med dette.

 

Og for det tredje synes venstrefløjen at være bange for ægte ondskab. Derfor nægtede venstreorienterede amerikanske aviser at publicere de danske tegninger, sandsynligvis de mest nyhedsværdige tegninger der nogensinde er tegnet, men som aldrig har tøvet med at publicere tegninger og fotos der håner jøder og kristne symboler. Kristne og jøder dræber ikke redaktører.

 

Vi ved ikke hvem der vil blive de næste mål islamisterne, eller andre mordere fra fattige eller ikke-vestlige, ikke-hvide grupperinger. Hvad vi til gengæld med sikkerhed ved er, at venstrefløjen vil finde grunde til at holde målene for angrebene ansvarlige.

Leave a Response »

 

Multikulturalismen begynder at miste sin glans torsdag, nov 6 2008

Multikulturalisme hviler på antagelsen – eller rettere, den uærlige fremtoning – at alle kulturer er lige, og at ingen fundamental konflikt kan opstå mellem sæder, skikke eller filosofiske verdenssyn mellem to forskellige kulturer. Multikulturalisten prædiker at i en tid med masseimmigration, kan (og skal) samfundet være en slags salatskål, en balje for vidunderlige eksotiske ingredienser fra hele verden, jo mere jo bedre, hver bringende sin egen særlige aroma til den kulturelle blanding. For at salaten kan blive lækker, er der ingen ingrediens der må overskygge eller dominere med sin aroma over andre.

 

Virkeligheden har dog en tendens til at hævne sig på de frivole, og 9/11 har tilsyneladende samlet tankerne en smule. Der er visse tegn på, at Storbritanniens multikulturalistiske fromhed, i årevis en officiel ortodoksi, begynder at møde udfordringer.

 

Indenrigsminister David Blunkett har eksempelvis for nylig deklameret, at immigranter i Storbritannien burde lære engelsk. Blunkett lavede dette kætterske forslag, som svar på oprørslignende sammenstød i det nordlige England mellem hvide unge og muslimske unge af pakistansk oprindelse. Venstreorienterede fordømte forudsigeligt hans kommentarer som i bedste fald taktløse, i værste fald protofascistiske. Bistår de ikke de ondskabsfulde xenofobiske elementer i det britiske samfund? Måske varsler de endda en ny mørk æra af intolerance.

 

Faktisk var Blunkett´s bemærkning på sin plads, og ikke på sin plads. De oprørende unge kunne uden tvivl alle tale engelsk. Der findes sandsynligvis ingen britisk født ung mand eller kvinde af sydasiatisk oprindelse, der ikke taler engelsk – selv om nogle, givet det blødsødne britiske skolesystem, der taler det dårligt. Så det er ikke sandt, som Blunkett antyder, at manglen på engelskkundskaber har skylden for oprørernes krænkede følelser af at være ulige borgere i det britiske samfund.

 

Blunkett havde dog ret i andre aspekter. Selvom den oprørske ungdom kunne tale engelsk, så kunne brudene de bragte tilbage fra Pakistan ikke – og yderligere, kommer aldrig til det. Mange patienter jeg har mødt, der kom til Storbritannien for 30 år siden, i en alder af 16 eller 18 år, kan stadig kun lidt engelsk – men ikke ud af uvilje til at lære. Deres ægtemænd forhindrer dem aktivt i at lære sproget, for at sikre at de forbliver lukket inde i ghettoen, og ikke får nogen ideer vedrørende deres residens. De samme oprørende unge der protesterede mod det britiske samfunds manglende evne til at acceptere dem som ligeværdige borgere, har selv søgt at reproducere ulighedsmønsteret fra det landlige Pakistan, en halv verden væk, fordi det passede dem at gøre sådan.

 

Multikulturalisme tilskynder dette standpunkt. Hvis alle kulturer er lige, og ingen har ret til at påtvinge sine standarder på andre, hvad er der så galt med immigrantghettoerne der er fremkommet, hvor befolkningen (det vil altså her sige den mandlige befolkning) nyder de facto eksterritoriale rettigheder? Hvis det i deres nedarvede kultur er tradition at holde pigerne udenfor skolerne, og tvinge dem ind i ægteskaber de ikke ønsker, og konfiskerer deres pas, som den britiske regering har udstedt dem til personligt brug, hvordan kan en multikulturalist så protestere, uden at hævde sin egen kulturs overlegenhed?

 

Med yderligere vægt på Blunkett´s bemærkning findes tåbeligheden i regeringens sprogpraktik, som multikulturalismen har klækket. Man kan eksempelvis tage kørekortprøven i Storbritannien på et forbløffende antal sprog. Indtalte instruktioner kommer oven i købet i forskellige dialekter af albansk, kurdisk og lingala. I den skriftlige prøve behøver aspiranterne ikke kende det latinske alfabet (det ville være diskriminerende): myndighederne tilbyder spørgsmålene på dit valg af skriftsprog. Det er lige meget, at skiltene stadig er på engelsk.

 

Og køreprøverne er ikke afvigende. Regeringspamfletter, inklusive dem der angår sundhed og sociale sikringsgoder, fremkommer nu rutinemæssigt i myriader af sprog – på det offentliges regning. Da jeg skulle til et lokalvalg for ikke længe siden, noterede jeg mig adskillige indiske og vietnamesiske sprog, der forklarede hvordan man skulle stemme. Og i min lokale lufthavn var skiltene der henviste til returnerende britiske rejsende ikke blot på engelsk, men bengali, hindu, punjab og urdu (hver med sine egne skrifttegn): bevis for at tildelingen af borgerskab ikke kræver nogen færdigheder i det nationale sprog.

 

Disse praktikker sender et budskab til nye tilkommere om, at i Storbritannien har man ikke pligt til at lære engelsk – faktisk er det lige modsat: den britiske stat må gøre sig selv forståelig på arabisk, farsi, russisk, somalisk, swahili og en lang række andre sprog. Britiske myndigheder ved uden tvivl ikke, at sprogforvirringen omkring Babeltårnet, var ment som en straf.

 

I dagens multikulturelle klima har den generelle population, synes det, åbenbart en pligt til at gøre sig bekendt med immigranternes tungemål. Min lokale offentlige skole underviser nu i bengali og urdu, så den ”lokale” (læs:hvide) befolkning kan lære bedre at falde ind i immigrantbefolkningen. Mens jeg intet har imod at børn af immigranter taler deres forældres indfødte sprog hjemme, eller et hvilket som helst sprog i øvrigt, men et privat valg er meget forskelligt fra regeringens ideologiske beslutning om at tilbyde sådanne sprog (af mindre global vigtighed) i statsskoler. Hvordan kan man ikke se sådan en beslutning som overlagt nedladende overfor europæisk kultur? – der trods alt er et sted immigranterne har valgt at smide sutterne ind.

 

Uanset hvor kluntet Blunkett må have været, så har han draget opmærksomheden på et vigtigt emne – et der gør det klart hvilken absurd og helt igennem uoprigtig doktrin multikulturalismen er. Den er derudover også en farlig doktrin, der inspirerer politikker der sikrer fastholdelsen af minoriteter i deres fattigdom, nærer deres afsky og forværrer racespændingerne – mens det sikrer arbejde til et tiltagende antal bureaukrater.

 

En anden der tidligere ukritisk videde sig til multikulturalismen, kommissionsformand for racelighed Trevor Phillips, har for nylig undergået en konvertering. I et interview med London Times argumenterede Phillips, en sort født i Guyana, at England burde forkaste hele konceptet om multikulturalisme, eftersom den gjorde mere ondt end godt. Myndigheder skulle endog holde op med at bruge selve ordet, tilføjede han.

 

Phillips bemærkede, at Storbritannien har en lang og meget distingveret historie med at acceptere folk til sine kyster, og integrere dem i sit nationale liv, og samtidig opnå goderne af hvilke færdigheder de måtte have bragt med sig. Britiskhed har været en kulturel, og ikke et racemæssigt eller biologisk, koncept med en tradition for tolerance, kompromisser, civiliseret opførsel, respekt for det private, gentlemanadfærd, individualitet, en parathed til accepten af, og endog forkærligheden for, excentrisk adfærd, troen på loven, en dyb forståelse for ironi og et ønske om fair play: kort sagt, den almindelige anstændighed Orwell skrev så artikuleret om.

 

Utopiske intellektuelle, inklusive multikulturalismens teoretikere, lader hånt om mange af disse nu svækkede britisk karakteristika, grundet at de aldrig var universelle blandt befolkningen (men hvilke karakteristika er?) og havde flere ulemper end fordele. Men Storbritanniens anstændighed viste sig indlysende for immigranter og flygtninge, blandt dem min mor, der ankom fra Tyskland til Storbritannien i 1938, der omgående noterede sig dem, til hendes store lettelse og beundring.

 

Min families historie bærer yderligere vidnesbyrd til det britiske samfunds generøse kapacitet til integration. Min far, hvis immigrantforældre aldrig lærte at tale ordentligt engelsk, gik på en slumskole lige efter Anden Verdenskrig, med klassekammerater der var så fattige, at de var sultne og barfodede. Til trods for hans baggrund fandt min far sig induceret i den britiske kultur, af lærere der ikke mente, at evnen til at forstå og værdsætte Milton eller Shakespeare, eller bidrage til nationens liv, afhang af social klasse, eller krævede rødder der gik tilbage før normannerne. Hans lærere havde den samme frigørende magt af høj kultur i deres universelle værdi og appel, som mange britiske arbejdere dengang delte. Som historiker Jonathan Rose så smukt har demonstreret i ”The Intellectual Life of the British Working Classes”, dedikerede mange almindelige engelske arbejdere, der til tider levede liv af bedøvende slid og økonomiske strabadser, ikke desto mindre megen af deres sparsomme tid og begrænsede hyre, til at forbedre deres liv med vanskelige liv med læsning af god litteratur, af hvis transcenderende værdi de ingen tvivl havde om – en tro båret frem af den succes mange af dem senere opnåede.

 

Min fars lærere var de eneste folk jeg har hørt ham omtale med ubegrænset beundring og taknemmelighed. Og det gjorde han med rette: deres filosofi var uendeligt mere generøs end multikulturalisternes der senere fulgte. De havde ingen intentioner om at indkapsle min far i den verden hans forældre var flygtet fra. Og de forstod, at for at samfundet kan undgå bitre interne konflikter, måtte alle dele vigtige elementer af kulturelle og historiske kundskaber, der ville resultere i en delt identitet. Det er ikke noget tilfælde, at Trevor Phillips fortryder 80 års undervisning, der i mindre og mindre grad lagde vægt på store engelske litterære værker, især Shakespeare – et afsavn ikke smedet grundet lærernes klager over spontane krav nedenfra, men fordi de implementerede teorierne fra en uddannelseselite, især multikulturalisterne.

 

Phillips påpegede rigtigt, at engelsk litteratur er den perfekte drivkraft i promoveringen af delt identitet. Ikke at undervise i Shakespeare eller andre giganter i britisk kultur, er ikke at tilbyde nævneværdig tradition, med hvilke en tiltagende forskellig befolkning kan identificere sig. Uden en sådan tradition kan intet dybere end populærkulturens døgnprodukter forene befolkningen, i lyset af at dybe kulturelle forskelle deler den. En delt kultur udelukkende bestående af døgnfluer vil sandsynligvis motivere en forståelig foragt fra immigranter og deres børn, drivende dem ind i etniske, kulturelle og ideologiske enklaver, i søgen efter noget der er en anelse mere mentalt og spirituelt nærende – derigennem forøgende de sociale spændinger, nogle gange med katastrofale følger.

 

Denne delte identitet min fars lærere troede på, var ikke en påtvungen uniformitet, som dagens kritikere påstår; de søgte ikke at skabe mentale kloner. Langt fra. En del af denne delte identitet – en kilde til stolthed – var idérigdom og tankefrihed, tilladelsen til at lade sindet for evigt rejse over særegne tankehave (som Wordsworth beskrev Newton). Og denne delte identitet forløste de der deltog i den fra behovet for at knytte sig for stærkt til andre potentielt konfliktende identiteter. Den nationale identitet var stærk men løs, tilladende en stor del personlig frihed og giv-og-tag – almindeligvis meget mere end de etniske identiteter immigranter almindeligvis bringer med sig. Religionsfriheden var fuldkommen, under forudsætning af at den tilpassede sig loven, og ikke krævede særlige privilegier for sig selv. Britisk kultur bandt eller begrænsede ikke immigranterne, så dette afgør hvad den enkelte har at sige, ud over at tale engelsk.

 

Britisk åbenhed er præcist hvad der gjorde Storbritannien så tiltrækkende for immigranter. Dog ikke uden brister går britisk historie om åbenhed (sammenlignet med de fleste samfund) langt tilbage, og har tilladt mange tilkommere at blive nationale bidrag. Huguenotterne eksempelvis, berigede enormt Storbritannien´s kultur og økonomi. Før deres ankomst kom al silke fra Frankrig; efter deres ankomst kom det meste franske silke fra Storbritannien.

 

Med tiden blev huguenotterne overmåde britiske – er nogen forfatter mere britisk end De Quincey? – men i mange år havde de deres egne kirker, og nogle talte fransk i hjemmet til langt ind i det nittende århundrede.

 

Det var denne tradition af integration Phillips artikuleret fremmanede i sit interview. Eftersom formænd for skinregeringsrepræsentanter såsom ham ikke er kendte for modigt at tale bramfrit, reflekterede hans ord sandsynligvis regeringens tanker, alarmerede af den udvidede sympati i den muslimske befolkning for terroristerne d. 9/11.

 

Phillips manglede dog at nævne én vital forskel mellem tidligere og samtidige tilstrømninger til Storbritannien. Den relative tolerance og fleksibilitet han priser, var spontan, uformel og umøntet og uden myndighedernes indblanding. Det slog simpelthen aldrig nogen på min fars tid, at børnene af immigranter skulle, eller ville, have en fundamentalt anderledes kultur fra den generelle befolkning, eller at de ville ligge inde med kulturelle særheder eller ømtåleligheder, man behøvede tilse. De ville være britiske uden kvalifikation. Disse immigranter ankom, selvfølgelig, under en periode af en forlænget æra af national selvtillid, da Storbritannien hverken var en stor eller tiltagende magt. Min fars læreres generøsitet voksede ud af stolthed over deres kultur og land.

 

Siden da har meget ændret sig. Vi lever i en tid med dyb mistillid af spontane, retningsløse sociale processer – en mistillid af hvilken Phillips organisation er et symptom. Kommissionen for Racelighed han er formand for, mener at racefordomme og uretfærdighed kun kan fjernes, hvis regeringen utrætteligt overvåger racestatistikker over uligheder (adskillige organisationer jeg tilhører prøver vedholdende at udtrække fra mig min ”etniske” gruppe, selvom jeg nægter at svare). Paradoksalt nok benægter kommissionen samtidigt, i det mindste i teorien, nogen underliggende realitet om racemæssige og etniske kategorier, i hvilken den inddeler folk af overvågningshensyn, eftersom den tager for givet, at enhver underpræstation blandt overvågede grupper, udelukkende må være resultatet af fordomme, ikke resultatet af forskelle i indgangen til omverdenen eller adfærden i disse grupper. Uden officiel bureaukratisk indblanding vil samfundet i dette perspektiv forblive forsumpet i racefordomme. Minoriteter vil stagnere eller endog degenerere.

 

Yderligere er Storbritannien´s historiske og kulturelle optegnelser, som ikke værende noget at kære sig om, for slet ikke at tale om værende unikt værdifuld, ikke forsvundet. De ting nationen tidligere glorificerede, hånes og laves nu satire over. For ikke så længe siden angreb præmiereministeren den opfattelse, at den britiske fortid havde noget som helst der var værd at bevare, ”konservatismens kræfter” for ham værende synonymt med ondskab. Virkeligheden har, retrospektivt, lært ham andet.

 

Skiftet i attitude er uden tvivl delvist resultatet af kollapsen af britisk magt, og nationens lange retræte fra vigtighed i verden. Men den er også resultatet af vækst i den intellektuelle klasse, hvis levebrød afhænger af endeløs kritik. Takket være de intellektuelle er faget historie blevet noget af et ideologisk minefelt, med klagegrupper der kræver, at deres forfædres lidelser nyder særlig status i fortællingen. Og hvis britisk historie og kultur ikke er andet en historien om intern og ekstern undertrykkelse, om uretfærdighed og udnyttelse, hvorfor skulle de, der kommer til disse kyster lære om nationale traditioner og kultur? Det er meget bedre, at de så bare holder sig for dem selv. En professor i racerelationer har endog foreslået, at Storbritannien burde ændre sit navn, som har så mange historisk negative konnotationer for millioner verden over. Nu hvor Storbritannien er blevet uudsletteligt multikulturelt, siger han, findes der ingen retfærdiggørelse for at det fremover skal være ”britisk”.

 

Sådanne tåbeligheder er designet til, og måske med gustent overlæg, at skabe en ekstrem reaktion fra den indfødte befolkning, demonstrerende, at den oprindelige påstand var korrekt: at britisk tradition simpelthen er én af voldelig intolerance og undertrykkelse – fra hvilken vi behøver sådanne oplyste professorer, udøvende tvangsmæssige administrative kræfter, i udleveringen af os.

 

En ny masseimmigration til Storbritannien fra alle dele af kloden, i hvilken forskellene mellem immigranterne og værtsbefolkningen er dybe, er sket præcist på det tidspunkt hvor multikulturalisterne har lykkes med undermineringen af kapaciteten af britisk kulturs evne til at absorbere dem, i det håb at ”et samfundenes samfund” ville fremskyde: med andre ord, at løven i den somaliske stammeetik på én eller anden måde ville lægge sig ned med lammet af britisk lov.

 

Det ville være frugtesløst at foreslå, at alle immigranter skulle være bevidste om krav og ansvar. Og hvis vi skal undgå voldelige, usolidariske og fjendtlige etniske enklaver i vor midte, må vi lære immigranter, at den frihed, velstand og tolerance de nyder frugterne af, er resultatet af en lang spirituel og kulturel udvikling, der ikke bør tages for givet, og at den har storhed.

 

Dog i det moderne multikulturelle klima, findes der ingen nem vej til dette. Grundet den ideologiske kakofoni der drukner denne beskeds kardinalpunkt, hvor indlysende den end er, er det umuligt at lade det afhænge af det uselvbevidste, som min fars lærere gjorde det. Ej heller ønskes at beskeden skal hærdes i et officielt dogme: svaret på en falsk ortodoksi er ikke en anden ortodoksi. Vi må overtale, ikke tvinge eller indoktrinere, og for at kunne dette, må vi først frigøre vore intellektuelle fra opfattelsen af, at samfundet bør være en kulturel salat.

 

Leave a Response »

 

Feministisk narcissisme og politisk magt fredag, nov 7 2008

Vore samfund er af generationer af akademikere og journalister blevet opdraget til at se kvinder som ofre for undertrykkelse. Anden halvdel af det tyvende århundrede har været domineret af ”lektioner”, som vore guruer (Hollywood, samt akademikere og journalister) mener vi burde lære af Anden Verdenskrig. Hovedlektien til os af denne krig, i hvilken venstrefløjen besejrede højrefløjen, har været, at de ”undertrykte” er gode, og deres ”undertrykkere” er onde.

 

Dette har været den nye sekulære religion, og der har været et uhelligt sammenrend af varierende dele af samfundet, der har hoppet på denne vogn, for at bevise dem selv ”undertrykte” og derfor gode. Denne ”godhed” garanterer positiv mediedækning, sammen med undersøgelser fra venstreorienterede akademikere omkring den ”undertrykte”, og ligeledes forskellige regeringssubsidier – og muligvis en vifte af Hollywood-film. Denne besættelse kan måske ses som skylddreven etos af forkælede vestlige middelklasse baby-bommere.

 

Teoretisk skal man være en minoritet for at passe ind i den klassiske, jødisklignende prototype af ”undertrykt gruppe”. Men kvinder er så søde, så det venstreorienterede etablissement besluttede sig for i deres tilfælde at gøre en undtagelse. De erklærede kvinder for en minoritet, pegende på en række karakteristika de mener kvinder har til fælles med ægte minoritetsgrupper. De valgte simpelthen at ignorere de mange træk kvinder har til fælled med den almindelige undertrykker, såsom relativ lang levetid, relativ frihed fra fængsler, bedre sundhedspleje, mindre tendens til selvmord og så videre.

 

Nu ti dags tages alt dette mere eller mindre for givet, og vi lever i en ”Kvinders ditten”, ”Kvinders datten”-verden. Samfundet roterer om kvinder og deres behov, så det er kun naturligt, at kvinder er blevet mere og mere besatte af dem selv og narcissistiske. For hvis alt andet roterer omkring dig, kan du lige så godt flyde med, og ligeledes rotere om dig selv.

 

Så kvinders narcissisme er delvist et resultat af kvinders magt. Men den er også grunden til kvinders magt. Eftersom kvinder er så fokuserede på dem selv, har de rig mulighed for at opdage

ønsker de kræver resten af samfundet (mændene) skal opfylde for dem. Ved at give udtryk for disse ønsker forstærker de deres status som ofre, og forstærker dermed deres magt.

 

Venstreorienterede ideologer har en ”stråmandsmodel” af politisk magt, som de bruger for at aflede opmærksomheden fra de ægte bastioner af politisk magt i vestlige demokratier. I denne model peger de på politikere og bureaukrater som udøvere af magt, men denne henvisning er malplaceret. Det er sandt at beslutningstagere, såsom politikere, har magt, men denne magt begrænses alvorligt af den magt, de der kontrollerer informationerne og stereotyperne udøver.

 

De virkeligt magtfulde er journalister, Hollywood-personel og forskere der kontrollerer information og stereotyper, kontrollerer dermed de valgmuligheder, som beslutningstagerne tror, står til rådighed for dem. De kontrollerer også hvad de folkevalgte mener, er godt, realistisk eller antageligt som politiske meninger. Joseph McCarthy prøvede i sin tid at rense Hollywood for kommunistiske sympatisører. Det slog fejl, og vore sympatier skulle nu angiveligt ligge hos de mennesker hvis karrierer han ødelagde.

 

Sovjetunionen er faldet, Kina har erklæret rigdom for glorværdigt, og der har været et massiv højresving i vestlige økonomiske politikker. Lande i Østen og det sydøstlige Asien har også hjulpet med svækkelsen af stereotypen, at kun hvide kan være rige (og derfor ”onde”). De gamle venstrefløjsstereotyper falder sammen over hele verden.  

 

I sin artikel ”Det er kvindernes skyld” refererer Matthias Matussek til den moderne kvindes ”intenst snakkende programmer om feministisk selvopløftelse”. Han spørger: ”Hvordan kan det være, at de konstant står foran eventyrspejlet på væggen, for at sikre sig at de er de smukkeste, klogeste og modigste?”. Han mener, at deres ”narcissistiske poseren foran spejlet, hvor tosset det end er, er en del af den foreskrevne skuespilrolle for den ”den moderne kvinde”, noget hun finder næsten umuligt at undslippe.

 

Han anfører også den vidt populære opfattelse, at ”kvinder er på vej op, mænd på vej ned”. Disse to træk ved vestlige samfund – kvinders narcissisme og deres opstigen, i forhold til mænd – er tæt forbundne. For at forstå disse fænomener, må vi analysere udviklingerne i både politisk og social tænkning siden Anden Verdenskrig.

 

Et overordnet resultat af Anden Verdenskrig har været, at konservative og højrefløjspolitikker blev miskrediteret gennem sejren over deres tilsyneladende mest ekstremistiske (fascistiske og nazistiske) fortalere. Enhver politik promoveret af Hitler, Mussolini, nazisterne eller fascisterne (selv moderate konservative), er sårbare overfor angreb grundet deres associering med ”De slemme”. Højre/Venstre-dikotomien er selvfølgelig i en vis udstrækning kunstig, og nazismen er til en vis grad en socialistisk ideologi. I popkultur klassificeres Nazisme dog som værende højreorienteret og socialismen er klassificeret som venstreorienteret.

 

Som svar på dette oversvømmede Hollywood, universitetslærere og journalister anden halvdel af det tyvende århundrede med ”lektioner” de mente vi skulle lære af Anden Verdenskrig. De mente tilsyneladende at hovedlektien er, at enhver der er ”undertrykt” er god, mens ”undertrykkere” er onde.

 

Min pointe er ikke at denne opfattelse er forkert, men at, i kraft af denne forbindelse med nazisternes uhyrligheder, er den blevet den moralske hjørnesten af vestlige samfund. Den er så gennemtrængende, at som vestlige kan vi blive nødt til at lære arabisk eller et asiatisk sprog, og bo i visse dele af det muslimske eller ikke-asiatiske Asien, før vi overhovedet kan begynde at tænke på Hitler, uden de moralske overtoner der er blevet en del af vores bevidsthed. Hitler og hans handlinger er blevet synonyme med ekstrem ondskab, og bruges ofte som referencepunkt af politiske bevægelser, for at have noget ondt at sammenligne dem de angriber med.

 

Hvorfor skulle det have nogen betydning? Grundet den måde vi anskuer ofre på (både reelle og angivelige ofre).

 

Generationer af akademikere og journalister har fortalt os, at kvinder er hovedgruppen af undertrykkelsesofre, og mændene er deres undertrykkere. I det efterkrigstidens paradigme gør det alle kvinder til ”gode” og alle mænd ”onde”. Denne historie, fortalt højt og længe, har skabt en veritabel undertrykkelseskult, og der har været et uhelligt sammenrend af varierende dele af samfundet, der har ”bevist” dem selv undertrykte og derfor gode.

 

At blive klassificeret som én af de undertrykte udløser alle mulige slags fordele. Først og fremmest garanterer det positiv mediedækning, og selv almindelige kvinder kan nu behandles som ofre, i situationer hvor en mand ikke ville blive betragtet som offer.

 

Derudover er der de undersøgelser der iværksættes for at undersøge årsagen til undertrykkelse, regeringssubsidier af alskens slags, og måske endog en stribe Hollywood-film. (Til trods for omfattende beviser på at kvinder begår lige så megen vold som mændene, så går der dårligt en måned, uden at der udgives en ny film om hvordan ægtemændene banker deres koner, og kvindecentre er blevet lukrative regeringssubsidierede forretninger). Med udsigt til alt dette, hvem ville så ikke gerne være undertrykte? Eller i det mindste anerkendes som undertrykt?

 

I dag tages det for givet at kvinder anses for værende undertrykte, og vi lever i en kultur der er besat af deres problemstillinger. Samfundet roterer om kvinder og deres behov, med en skov af feministers interessegrupper, der kræver hvad de anser for værende i alle kvinders interesse, eller en bestemt kvindegruppes interesse. Mænds problemstillinger ignoreres i det store hele. Så stor er feministernes magt, at kun få politikere er villige til at modsætte sig dem, af frygt for at blive kaldt ”sexistisk”.

 

Med mændene og samfundet så besatte af kvinders problemstillinger, er det kun naturligt for kvinder – på samme måde som det forkælede enebarn af forgudende forældre – at blive endnu mere narcissistiske og besatte af dem selv. Hvis alt andet drejer sig om dig, så kan du lige så godt dreje dig om dig selv. Kun de stærkeste kan modstå dette. Nedladende bemærkninger om mænd er vanemæssigt i feministiske kredse, men mænd kan ikke lave nedladende bemærkninger om kvinder, uden at blive overfuset og trynet til at give en undskyldning.

 

Kvinders selvtillid bygges konstant op med overdrevne overskrifter (enhver kvinde med en puls og evnen til at trække vejret ved egen hjælp kandiderer til titlen ”Superkvinde” i feministiske journalisters opreklamering). Og dette, i kombination med fraværet af kritik, betyder at man kan bebrejde eksterne kræfter for alle deres problemer, og behøver aldrig tage ansvar for dem.

 

Det ville være naivt at antage McCarthy tog fejl i sin analyse, uanset hvor hårdhændede hans metoder var. Hollywood, medierne og uddannelsessystemet kontrollerer, eller i det mindste stærkt influerer, hvilke politikker der er antagelige. Der findes til overflod af eksempler på venstrefløjens skamløse indoktrinering i uddannelsessektoren, hvor mange lærere mener, det er tilstrækkeligt at påføre mærkatet ”venstreorienteret”, for at angive promoveringens værdighed – og påføre mærkatet ”højreorienteret” for at indikere, at dette skal undertrykkes eller censureres. På universiteter har det længe været fashionabelt, at påføre noget mærkatet ”fascistisk”, hvis noget er lidt til højre for deres egne synspunkter.

 

Jeg prøver ikke at angribe offerkoalitionen, blot at analysere deres magtstruktur i relation til feminismen. Offerkoalitionen og dens ideologi Politisk Korrekthed, er blevet meget magtfuld. Jeg stræber ikke efter dens totale destruktion, men jeg ser muligheden for at svække én af dens søjler – Feminisme – der har potentialet til at svække hele konstruktionen.

 

   

Leave a Response »

 

Myte: Islam er tolerant mod andre religioner lørdag, nov 8 2008

Myte:

Religiøse minoriteter er blomstret under Islam. Muslimer skal beskytte jøder og kristne (Bogens folk) og ikke skade dem

 

Sandheden:

Religiøse minoriteter har ikke blomstret under Islam. Faktisk svandt de ind til regulære skygger, efter århundreders forfølgelse og diskrimination. Visse konverterede under rå vold fra deres oprindelige religion. Andre blev under forfærdelige lidelser slavegjort.

 

Hvad muslimer kalder ”tolerance”, identificerer andre korrekt som institutionaliseret diskrimination. Betegnelsen af jøder og kristne til ”dhimmi” under islamisk lov betyder, at de ikke tillades de samme religiøse rettigheder og friheder som muslimerne. De kan eksempelvis ikke dele deres tro, eller uden tilladelse bygge tilbedelseshuse.

 

Historisk har dhimmier ofte været tvunget til at bære særlig beklædning eller lade håret klippe på en bestemt måde, der indikerede deres underlegne position og ydmygelse. De deler ikke muslimernes rettigheder, og skal endog betale en særlig skat (jizya). De skal dræbes, eller deres børn skal fratages dem, hvis ikke de tilfredsstiller inkassatorens krav. 

 

Gennem århundreder er den kristne europæiske befolknings sønner blevet taget og tvunget til konvertering til at blive muslimske krigere af ottomantyrkerne.

 

Det er under denne byrde af diskrimination og tredjeklasses status, at så mange gennem århundrederne har konverteret til Islam. De der ikke konverterede, mødte ofte økonomiske og sociale straffe, der til den dag i dag stadig eksisterer, og er forfærdelige efter vestlige standarder om sand religiøs tolerance og pluralisme.

 

For de der ikke er ”Bogens folk”, såsom hinduer og ateister, findes der meget lidt tolerance, når Islam har etableret politisk herredømme. Koranen fortæller muslimer, at de skal ”kæmpe på Allah´s måde” indtil ”religion kun er for Allah”. Den besejrede population møder døden, hvis ikke de etablerer regulære bønner og velgørenhed i islamiske tradition.

 

Tamerlane og andre muslimske krigere slagtede hundreder af tusinder af hinduer og buddhister, såvel som tvangskonverterede millioner gennem de seneste tusind år. I bedste fald har Islam en dualistisk personlighed mod andre religioner. Visse steder forbandes de udtrykkeligt af Allah.

 

Andre steder synes der at vises et vist mål tolerance. Der findes omkring 500 vers i Koranen, der taler om Allah´s had mod ikke-muslimer og den straf de må være parate til at betale for deres vantro. Der findes en lille håndfuld vers der siger noget andet, men disse er mestendels tidlige vers, der af lærde anses for annullerede af senere, mere voldelige muslimer.

 

Hvis tolerance simpelthen betyder opfordring til ikke at udføre masseslagtninger af anderledes tænkende, så møder Islam i almindelighed oftere standarderne end ej. Men hvis tolerance betyder at tillade folk af andre overbevisninger de samme religiøse friheder som muslimer nyder, så er Islam den mest fundamentalt intolerante religion under solen.

 

Leave a Response »

 

Ondskabens akse: Islamismen, Venstrefløjen og Neo-Nazismen søndag, nov 9 2008

Da Mussolini skiftede fra socialistisk agitator til fascistisk leder, skriver Alan Cassel i sin bog ”Fascisme”, ”anså han overhovedet ikke sine handlinger som forræderi mod socialismen. Han skiftede blot til et andet mærke socialisme”. Senere kunne nazisterne, med kun ringe justeringer af deres overbevisning, sikre sig høje positioner i det kommunistiske Øst-Tyskland.

 

Neo-Nazismen´s og samtidens Socialisme´s flydende natur bør understreges. Mens venstreorienterede over hele Europa afskriver ”nazisterne” og ”fascisterne” som modstandere af Islamisme, viser en gennemgang af Neo-Nazismen sig – tværtimod – at være pro-islamistisk. Neo-Nazismen og samtidens Socialisme er næsten umulige at skelne fra hinanden i deres positioner: pro-arbejder/pro-fagforening, anti-Amerika, anti-kolonialisme/anti-imperialisme, anti-Neo-Konservatisme, anti-Israel, og, til trods for at dette skjules, anti-semitisme. Men i takt med at islamismen er blevet til større og større bekymring for Vesten, ligner Neo-Nazisterne og socialisterne hinanden med hensyn til deres støtte til islamismen.

 

John Rosenthal fra Pajamas Media har peget på en rapport fra den lokale efterretningstjeneste i Hamburg, der viser, at Neo-Nazisterne – på lige fod med deres socialistiske modstykke – modsatte sig ”Pro-Köln”, borgergruppen der for nylig blev angrebet af venstreorienterede og islamister, da de protesterede mod opførelsen af en mega-moske.

 

Den lokale efterretningstjenestes rapport i Hamburg viser, at selvom tyske neo-nazister generelt er modstandere af immigranter, tager tyske neo-nazister ”forbehold mod at kritisere islamiske indflydelser, eller Islam som sådan, eftersom sidstnævnte mere skal ”anskues som en allieret”, eksempelvis i oppositionen til jøder. Tilsvarende position indtages af neo-nazistiske organisationer i Storbritannien. ”Final Conflict”, et britisk baseret magasin/blog der er gennemsyret anti-semitisk og sympatisk overfor palæstinenserne, har endog linket til en hjemmeside ved navn ”I Love Palestine”. I tilfælde af at du skulle spekulere over denne organisations eksakte natur, så sælger den på hjemmesiden blandt andet ”Waffen SS” rekrutteringsplakater og ”Blood and Honor” souvenirs.

 

Ligeledes på OswaldMosley.com (selvfølgelig inspireret af det tyvende århundredes fascistiske leder Oswald Mosley), kan du finde en gratis bog med titlen ”Arab or Jew), en beskrivelse der lader læseren vide, at dette er et angreb på zionismen, og et forsvar for palæstinenserne. Og der findes også en artikel der berømmer den ”europæiske socialismes” dyder, i et sprog der finder sit naturlige hjemsted på hjemmesiden hos ”Britain´s Socialist Workers Party”. Ingen overraskelser der.

 

Et andet relateret eksempel er ”National Party for Europe” (også baseret på Mosley´s fascistiske ideologi), politikker der klart er en form for socialisme. Én politik promoverer fagforeninger. En anden promoverer et forenet Europa. Endnu én kalder på tilbagetrækkelsen af tropperne fra Irak og Afghanistan, og enden på samarbejdet med U.S.A. Og nok en politik tilbyder Europa´s  ”National Party”´s:

 

”…fuldstændige støtte til det palæstinensiske folk, og deres ret til en palæstinensisk stat, skal definere vor politik i Mellemøsten”.

 

Hvorfor? Fordi palæstinenserne bekæmper jøderne. Og i tilfælde af du også skulle komme i tvivl om denne gruppes natur, så sælger de på hjemmesiden bøger, inklusive ”Ten Points of Fascism”, Mosley´s ”Blackshirts”, og, meget beskrivende, ”Islam and the Third Reich”, der, ifølge beskrivelsen, ”tjener” til forståelsen af dagens muslimske verden, i kontrast til modstanden mod europæisk kolonialisme, før og under Anden Verdenskrig”. (I modsætning til hvad du kunne tænke, er neo-nazister, på linje med dagens socialister, anti-koloniale, fordi anti-kolonialismen i deres forestillingsverden sidestilles amerikansk udenrigspolitik, hvilken igen menes at være under zionistisk/israelsk kontrol).

 

Artikler også fundet på denne hjemmeside inkluderer forklaringen på, at fascismen er ”misforstået”, en anden artikel hævder, at terroristangrebet i London den 7/7, intet havde med Islam at gøre, og alt med krigene i Irak og Afghanistan at gøre. (En artikel fordømmer ”British National Party” for ”Islamofobi”, og for at være pro-jødisk. Faktisk fordømmer alle hjemmesider nævnt i den artikel ”British National Party”. Neo-nazi-grupper hævder, at ”British National Party” er pro-jødisk og anti-islamistisk, og ”Socialist Workers Party” hævder det er ”racistisk”).

 

 

 

 

Leave a Response »

 

Myte: Islam og ”Videnskabens Gyldne Tid” mandag, nov 10 2008

Myten:

Muslimer hævder ofte, at deres religion fostrede en rig arv af videnskabelige opdagelser, banende vejen for moderne fremskridt i teknologi og medicin. De refererer i den forbindelse til perioden mellem det 7. århundrede og 13. århundrede, da Europa oplevede sine ”mørk tider”, og den muslimske verden erobrede nye populationer og kulturer.

 

Sandheden:

Selvom der ikke kan herske nogen tvivl om, at den muslimske verden gennem denne tid avancerede mere end den kristne verden, så har årsagerne til dette absolut intet med Islam at gøre (andet end et mandat til militær ekspansion). Faktisk misbilliger Islam aktivt kundskab uden for sig selv, hvilket er hvorfor de største muslimske lærde gennem historien, har tenderet til at være studerende af Islam, mere end studerende af videnskab.

 

For det første nød den muslimske verden godt af græsk videnskab, som blev oversat til muslimerne af kristne og jøder. Til muslimernes ros skal det dog siges, at de gjorde et bedre stykke arbejde i at bevare de græske tekster, end den tids europæere gjorde, og dette blev muslimernes kundskabsfundament (En hovedgrund til dette er dog, at kristnes tilgang til denne del af verden blev afskåret af muslimske slaveskibe og kystpirateri, der på den tid dominerede Middelhavet). For det

 

For det andet var mange af de videnskabelige fremskridt, som Islam blev krediteret for, faktisk ”lånt” fra de kulturer muslimerne erobrede. Eksempelvis det algebraiske koncept med ”nul” tilskrives ubestrideligt Islam, selvom det faktisk er skabt af hinduerne og blot gennem muslimerne introduceret til vesten – sammen med de produkter fra andre kulturer, der af de nye regenter blev fundet nyttefulde.

 

Faktisk bidrog erobrede populationer i stor stil til den muslimske videnskabshistorie, indtil denne gradvist blev decimerede gennem konverteringer til Islam.

 

Den muslimske koncentration indenfor en population er direkte proportionel med aftagning i videnskabelige resultater.

 

Det er ikke noget tilfælde, at den muslimske verden ikke har haft meget at vise gennem de seneste 600 år, eftersom de er løbet tør for civilisationer de kan kannibalisere.

 

For det tredje blev de store muslimske videnskabsfolk og ikoner ofte i deres tid anset for værende kættere, og nogle gange med god grund. En af de største resultatskabere der nogen sinde er kommet fra den muslimske verden, var den iranske videnskabsmand og filosof al-Razi. Hans imponerende arbejder holdes ofte op som dagens ”bevis” på muslimske præstationer. Men hvad apologeterne ofte udelader er, at al-Razi blev afsværget som blasfemisk, eftersom han fulgte sine egne religiøse overbevisninger – som var i indlysende modstrid med traditionel Islam.

 

For det fjerde er Islam´s tilskrivninger (ofte ukorrekte) ikke særligt dramatiske. Der er opfindelsen af visse ord, såsom alkymi og eliksir, men ikke meget andet har overlevet til vore dages videnskab, der har nogen praktisk betydning. Ej heller er der nogen grund til at tro, at sådanne opdagelser ikke alligevel nemt ville have blevet gjort i vesten, i slipstrømmen af Reformationens kulturelle vækkelse.

 

Faktisk tager den muslimske litani ofte form som en rapsodi, i hvilken de virkelige oprindelser af disse opdagelser udelades – sammen med deres komparative signifikans for vestlige præstationer. Videnskabelige, medicinske og teknologiske præstationer er ikke noget muslimske apologeter ønsker at udfordre den kristne verden til pissekonkurrence i. Dagens islamiske innovatorer er kendte for blot at omforme vestlig teknologi, såsom mobiltelefoner og fly, til instrumenter for massemord.

 

Til opsummering, selvom den islamiske religion ikke er helt igennem fjendtlig mod videnskab, skal den heller ikke forveksles med en facilitator. De store præstationer der siges at være kommet fra den islamiske verden, blev enten lavet af ikke-muslimer, der tilfældigvis var under islamisk herredømme, eller af kættere der almindeligvis havde meget lidt interesse i Islam.

 

Videnskabelige opdagelser aftager dramatisk i takt med at Islam indtager dominans, indtil de i sidste instans blegner helt væk.

 

Leave a Response »

 

De fantastiske venstreorienterede tirsdag, nov 11 2008

Jeg husker som ung i 1970´erne, at alle venstreorienterede gjorde opmærksom på, hvor dansk det hele skulle være, og at vi skulle huske at købe dansk. Flagstængerne var prydede med det danske flag, som i øvrigt også var klistret på bagsmækken af bilen hos enhver venstreorienteret med respekt for sig selv. Vi brød os ikke om udlandet. Vore nordiske brødre var det længste vi tolerancemæssigt kunne bevæge os, og dengang som i dag var U.S.A. den store skurk.

 

Jeg hørte for nyligt en kvinde fortælle om sin tid i Zimbabwe. Hun havde i nogen tid med sin mand overvejet at flytte fra Danmark, så da Danmark blev medlem af E.F. var grænsen nået. At være i fællesskab med franskmænd og italienere var for meget at kapere, og som hun sagde, så ”er de indfødte i Zimbabwe så venlige når man besøger dem, og så er de så dygtige til at spille på deres trommer”. Det var i den forbindelse kun en sideting, at de var nødt til at bo med jernforstærkning på døre og vinduer, og adskillige hunde både udvendigt og indvendigt, for at modstå kriminaliteten.  

 

Det er også, i lyset af den megen insisteren på det danske, besynderligt se venstrefløjen som fuldt udsprungne multikulturalister. I 1970´erne var der ikke grænser for, hvor dansk det hele skulle være. Nu er der ikke grænser for, hvor multikulturelt det hele skal være. Dette skift er ikke selvvalgt. Det er fremtvunget af østblokkens fald. Indtil østblokkens fald havde kampen øst og vest imellem været af økonomisk art, men da venstrefløjen havde tabt denne kamp, måtte de hurtigt finde en ny måde at redefinere dem selv på, så de fremadrettet kunne retfærdiggøre deres eksistens. Nu skulle de være multikulturalister.

 

Men hykleriet omfatter ikke blot det internationale perspektiv, men strækker sig helt ned til det personlige. Venstrefløjens favoritbeskæftigelse er tilsvining af højrefløjen. Der er ikke grænser for hvor dårligt begavede højreorienterede er, eller hvor lav en moral de besidder. Når nu venstrefløjen er sådanne helt i særklasse fantastiske eksemplarer af Homo Sapiens, skulle man så ikke forestille sig, at dette kunne måles statistisk? Skulle man ikke forestille sig, at det måtte kunne måles, at der eksempelvis er meget færre mennesker på venstrefløjen der lyver, stjæler, snyder eller er voldelige?

 

Sådanne undersøgelser er faktisk lavet. I en undersøgelse blev deltagerne spurgt: ”Er det i orden at snyde i skat?”. Af de der beskrev dem selv som meget venstreorienterede, svarede 57% ”ja” til spørgsmålet fra World Values Survey. Til sammenligning svarede 20% at de der beskrev dem selv som meget højreorienterede ”ja”. På spørgsmålet om hvor vidt det er moralsk forkert at snyde staten, svarede 86% af de meget højreorienterede ”ja”, hvor andelen af meget venstreorienterede på sammen spørgsmål var 68%. Endnu mere udtalt bliver det i spørgsmålet om udførelse af sort arbejde, under samtidig modtagelse af dagpenge. Her mente 49% af de meget venstreorienterede, at dette er acceptabelt, mod de meget højreorienteredes 21%. Oven i det kommer, at meget venstreorienterede mener, at det er i orden at købe hælervarer, at indtage fødevarer i en butik uden at betale for dem og undlade at fortælle sandheden ved forhandlingen af prisen på en bil. Deres slet skjulte stolthed over deres kriminelle tilgang til verden viser sig yderligere i det faktum, at det er to en halv gang så sandsynligt at de fortæller om deres ulovlige download af musik fra Internettet.

 

En anden undersøgelse offentliggjort i American Taxation Association´s Journal of Legal Tax Research viste, at højreorienterede studerende tog regnskabsskandaler og skatteunddragelse mere alvorligt end deres venstreorienterede medstuderende.

 

De med et venstreorienteret verdenssyn, som ”afviser ideen om en absolut sandhed”, var mere forstående overfor snyd i skolen, havde større tendens til at lade andre tage skylden for egne etiske mangler, viser endnu en undersøgelse offentliggjort i Journal of Education for Business. Samme Journal of Education lavede en etisk undersøgelse, der viste, at studerende med en stærk konservativ overbevisning, medførte et højere niveau af etiske værdier, og Journal of Psychology konkluderede, at der var en forbindelse mellem det at være ”politisk venstreorienteret” og ”lyve i egen interesse”.

 

Hvad kan man så konkludere af ovenstående? Det hurtige svar ville være, at meget venstreorienterede er mere ærlige omkring deres uærlighed. Men valideringsundersøgelser viser på det punkt, at meget højreorienterede faktisk klarer sig bedre end meget venstreorienterede. Der er heller ingen grund til at tro, at slemme mennesker bliver venstreorienterede, og gode mennesker bliver højreorienterede. En forklaring kunne være ideer. Dårlige ideer. Eksempelvis ideen om, at der ingen absolut sandhed findes. Så hvis sandhed er relativ, så må ærlighed også være subjektiv. Som afdøde Sidney Hook sagde: ”Den letteste rationalisering for nægtelsen at søge efter sandhed er, at der ingen sandhed findes”.

 

Sidst, men ikke mindst, er der på Northwestern University lavet en undersøgelse, offentliggjort i Journal of Reasearch in Personality, der i modsætning til tidligere antagelser viser, at venstreorienterede ikke er mere rationelle og mindre bange end højreorienterede. ”Socialforskere har længe antaget, at venstreorienterede er mere rationelle og mindre bange end højreorienterede, men det viser sig, at begge parter anser verden som et farligt sted”, siger Dan McAdams, forsker og professor i menneskelig udvikling og psykologi ved North Western University. ”Deres frygt udtrykker sig bare forskelligt. Venstreorienterede ser tro som noget der fylder dem, og uden den fyldes de med tomhed, udbrændthed og frygt. Så mens højreorienterede bekymrer sig om samfundsmæssig kollaps, bekymrer venstreorienterede sig om en verden uden dybe følelser og intense oplevelser”.

 

På et mere fundamentalt biologisk plan, er der også lavet undersøgelser den politiske højrefløj og venstrefløj imellem. Én af disse undersøgelser viser, at højreorienterede lettere lader sig skræmme af pludselige trusler end venstreorienterede. Venstrefløjen vil selvfølgelig i den forbindelse omgående pege på højrefløjens islamforskrækkelse som grund til højrefløjens adfærd: ”De ser spøgelser, de lader sig skræmme af den mindste ting”. Det er én mulighed. En anden mulighed er, at venstrefløjen måske har mistet lidt af den naturlige vagtsomhed. Den vagtsomhed der har gjort det muligt for Homo Sapiens, at udvikle sig fra spidsmusestadiet til mennesket. Dette biologiske perspektiv kunne måske også forklare, hvorfor venstrefløjen ikke lod sig skræmme, af de uhyrligheder verden i socialistiske lande har været vidne til. Over kun omkring et halvt århundrede døde små hundrede millioner mennesker i socialisters varetægt, i en bred vifte af erklæret socialistiske lande, eller hvorfor venstrefløjen ikke lader sig skræmme af kulturfremmede elementer, der stormer vor kulturs grænser, med daglige afbrændinger, massevoldtægter, vold, æresdrab, undertrykkelse af kvinder, omskæring af børn og et had til vores kultur, som kun modsvares af de venstreorienteredes had til deres egen kultur, men overgås af muslimernes hellige bog Koranen, der klart og utvetydigt erklærer, at jorden skal blive muslimsk.

 

Man må beundre den slags mod.

 

Leave a Response »

 

Hæslighedens ypperstepræster onsdag, nov 12 2008

Folk i Nordamerika og Vesteuropa accepterer nu i deres dagligdag et niveau af hæslighed, der stort set er uden fortilfælde i den vestlige civilisations historie. De fleste er blevet så hærdede, at folk der i hobevis dør af sult eller sygdom, i bedste fald frembringer et suk eller en mumlende protest. Vore gader regeres af Dope Inc., verdens største industri, og i gaderne slår man hinanden ihjel i en hidtil uset rate.

 

På samme tid udspiller der sig tusindvis af mindre rædsler, der er så almindelige, at de nærmest går ubemærket hen. Vore børn tilbringer lige så megen tid foran fjernsynet, som de gør i skolen, overværende med fornøjelse torturscener og død der ville have chokeret tilskuerne i Coliseum. Musik findes overalt, men musikken løfter ikke, eller plejer, den flår i ørene, til tider med obskønne udgydelser. Vores plastikkunst er grim, vores arkitektur er grim, vores tøj er grimt. Der har tidligere været perioder i menneskets historie, hvor menneskeheden har levet i tilsvarende dyriskhed, men vor tid er afgørende anderledes. Vores efterkrigstids æra er den første i historien, i hvilken disse rædsler er fuldstændigt uundgåelige. Vor tid er den første, der har teknologien og ressourcerne til at fodre, huse, uddanne og beskæftige hvert eneste menneske på jorden, uanset populationsvæksten. Men når man foreslår ideer og fungerende teknologier, der kan løse disse uhyrlige problemer, falder folk tilbage i passivitet. Vi er ikke alene blevet grimme, men impotente.

 

Der findes dog ingen grund til hvorfor vor nuværende moralsk kulturelle situation lovmæssigt skulle udvikle sig som den gør; og der findes ingen grund til hvorfor dette tyranni af grimhed skulle fortsætte et øjeblik længere.

 

Se engang på situationen så sent som i de tidlige 1890´ere. Claude Debussy lagde sidste hånd på ”Prelude to the Afternoon of a Faun”, og Arnold Schönberg begyndte at eksperimentere med atonalitet; på samme tid arbejdede Dvorak med sin ”Ninth Symphony”, mens Brahms og Verdi stadig levede. Edvard Munch udstillede ”Skriget”, og Paul Gauguin sit ”Self Portrait with Halo”, men i Amerika underviste og malede Thomas Eakins stadig. Mekanikere som Helmholtz og Mach holdt store universitetsforelæsninger om videnskab for studerende som Riemann og Cantor. Pave Leo XIII blev udnævnt, på samme tid som socialisternes Anden Internationale blev til terrorister, og forberedte sig på klassekamp.

 

Den optimistiske overbevisning at man kunne komponere musik som Beethoven, male som Rembrandt, studere universet som Platon og Nicolaus de Cusa, og ændre samfundet uden vold, var i live i 1890´erne – dog indrømmet svækket og under angreb, men ikke død. Alligevel blev disse klassiske traditioner indenfor 20 korte år fejet af vejen, og Vesten dedikerede sig selv til en serie af krige af ufattelig grusomhed.

 

Hvad der begyndte for omkring hundrede år siden, kan kaldes ”opgøret med Renæssancen”. Renæssancen af det femtende og sekstende århundrede var en religiøs fejring af den menneskelige sjæl og menneskets potentiale for vækst. Kunstens skønhed kunne ikke opfattes som noget som helst andet end udtrykket for de mest avancerede videnskabelige principper, som demonstreret gennem geometrien på hvilken Leonardo´s perspektiver og Brunelleschi´s store dome i Firenze´s kathedral er baseret. Tidens fineste hjerner himmelgjorte deres tanker, og kortlagde solsystemet og vejen til en Ny Verden, planlæggende store projekter der skulle bane vejen for menneskeheden. Det synes som om, at en lang checkliste på det tidspunkt blev optegnet, med alle renæssancens vidunderlige resultaters forbillede – af hvilke alle skal blive modgjorte. Som en del af denne ”New Age” bevægelse, som den blev kaldt. Den menneskelige sjæls koncept blev undermineret af den mest skrigende intellektuelle kampagne i historien; kunst blev tvangssepareret fra videnskaben, og videnskaben blev i sig selv dybt mistænkeliggjort. Kunsten blev gjort hæslig, fordi det blev sagt, at livet var blevet hæsligt.

 

Det kulturelle skift væk fra renæssancens ideer der skabte den moderne verden, skyldtes en slags hæslighedens frimurere. I begyndelsen var det formel politisk konspiration at popularisere teorier der var specifikt designede til at svække den jødisk-kristne civilisation i sådan et omfang, at folk ikke troede at kreativitet var mulig, at fastholdelse af universelle sandheder var bevis på autoritarisme, og at fornuft i sig selv var suspekt. Denne konspiration var beslutsom i planlægningen og udviklingen af redskaber for social manipulation, som radio, fjernsyn, film, musik, reklame og offentlige meningsundersøgelser. Det gennemtrængende greb om medierne var med vilje fostret for at skabe den passivitet og pessimisme der hærger vor tids befolkning. Så succesfuld var denne konspiration, at den er blevet indlagt i vores kultur; den behøver ikke længere være ”konspiration”, for den har fået sit eget liv. Dens succeser står uden for diskussion – man behøver blot åbne radio eller fjernsyn.

 

Vore universiteter, vor teknologis og intellektuelle fremtids vugge, er blevet invaderet af Komintern-agtig New Age ”Politisk Korrekthed”. Med Sovjetunionens kollaps repræsenterer vore universiteter nu den største koncentration af marxistiske dogmer. 1960´ernes irrationelle pubertetsskrigeri er blevet institutionaliseret til en ”permanent revolution”. Vore professorer ser sig over skulderen og håber denne tilstand vil forsvinde, før én eller anden studerendes fordømmelse tilintetgør et helt livs arbejde; nogle professorer bånder deres forelæsninger af frygt for anklager om manglende ”sensitivitet” fra én eller anden rødgardist. Studerende ved University of Virginia søgte med succes om at man afskaffede læsningen af Homer, Chauser og andre DHEM (Døde Hvide Europæiske Mænd), da sådanne skrifter bliver anset for etnocentriske, fallocentriske og i almindelighed underlegen de mere ”relevante” tredjeverdens kvindelige eller homoseksuelle forfattere.

 

Dette er ikke en republiks akademi; dette er Hitler´s ”Gestapo” og Stalin´s ”People´s Commissariat of Internal Affairs” udryddende ”afvigere” og bandlysende bøger – det eneste der mangler er de offentlige afbrændinger.

 

Vi kommer til at se det faktum i øjnene, at den hæslighed vi ser omkring os, er bevidst fostret og organiseret på sådan en måde, at majoriteten af befolkningen har mistet sin kognitive evne til at videre give til næste generation, de metoder og ideer på hvilke vor civilisation bygger. Tabet af denne evne er den primære indikator på en Mørk Tid. Og en Mørk Tid er lige præcist hvad vi befinder os i. I sådanne situationer er historiens optegnelser éntydige: enten skaber vi en renæssance, en genfødsel af de fundamentale principper på hvilke vores civilisation opstod – eller vores civilisation dør.

Leave a Response »

 

Tankekontrollens teknik torsdag, nov 13 2008

Den 9 milliarder kroner store videospilindustri i Amerika der omfattende bidrog til massakren i Littleton, Paducah og Jonesboro, er langt mere end den kommercielle udnyttelse af teknik og teknologier udviklet som ”legitime” træningsinstrumenter til militæret og lovens håndhævere. For at forstå rødderne af denne nye form for ”Manchurian Candidate” programmeret terrorisme, er det nødvendigt at vende tilbage til Anden Verdenskrig og den umiddelbare efterkrigstid, da der fandt en dedikeret bestræbelse sted af Frankfurterskolen og London Tavistock Institute sted, på at bruge marxistisk/freudiansk psykologisk perversion og andre sociale videnskaber, som et instrument til massekontrol og hjernevask. De to søjler i angrebet på den amerikanske intellektuelle tradition var kybernetik og rusmidlets modkultur.

 

På den tid udtalte et antal prominente socialforskere åbent deres mål om at bruge krigstidens testede teknikker af psykologisk manipulation, til at pervertere og kontrollere det amerikanske folk. Og i de fleste tilfælde var deres fokus på børnene, og behovet for at ødelægge det stof familielivet er lavet af.

 

Lord Bertrand Russell der slog sig sammen med Frankfurterskolen i bestræbelsen på social bearbejdning af masserne, kom til at tale over sig i sin bog fra 1951 ”The Impact of Science on Society”. Han skrev:

 

”Fysiologi og psykologi kræver mulighed for videnskabelige teknikker, der stadig mangler udvikling. To store mænd, Pavlov og Freud, har lagt grundlaget. Jeg accepterer ikke det synspunkt, at de er i essentiel konflikt, men hvilken struktur der vil bygges på dette fundament, er stadig tvivlsomt. Jeg tror, at det emne der vil være af størst politisk vigtighed, er massepsykologi….Dens vigtighed er tiltaget enormt gennem væksten af moderne propagandametoder. Af disse er den mest indflydelsesrige kaldt ”uddannelse”. Religion spiller en rolle, dog en aftagende én; pressen, biografen og radioen spiller en tiltagende rolle… Det kan håbes med tiden, at enhver vil være i stand til at overbevise hvem som helst om hvad som helst, hvis man kan fange emnet ungt, og er forsynet med statsmidler og udstyr”.

 

Russell fortsatte:

 

”Emnet vil gøre store fremskridt, når det behandles af videnskabsmænd under et videnskabeligt diktatur…Fremtidens socialpsykologer vil have et antal klasser med skolebørn, på hvilke de vil afprøve forskellige metoder, der skal producere den urokkelige tro at sne er sort. Forskellige resultater vil hurtigt fremkomme. For det første at hjemmets indflydelse er hæmmende. For det andet, at ikke meget kan gøres, hvis ikke indoktrineringen begynder før tiårsalderen. For det tredje at vers sat til musik og gentaget gentagne gange er meget effektivt. For det fjerde at opfattelsen af at sne er hvidt, skal opretholde opfattelsen af, at dette er et udtryk for morbid excentricitet. Det er op til fremtidens videnskabsmænd at gøre disse grundsætninger præcise, og opdage præcist hvor meget det koster per hoved, at få børn til at tro at sne er sort, og hvor meget mindre det vil koste, at få dem til at tro, at sne er mørkegråt”.

 

Russell konkluderede med en advarsel: ”Selvom denne videnskab vil blive flittigt studeret, vil adgangen til den udelukkende begrænses til den regerende klasse. Hoben vil ikke blive tilladt at vide hvordan dens overbevisninger genereres. Når teknikken er blevet perfektioneret, vil enhver regering med ansvar for uddannelsen af en generation, være i stand til at styre sine emner sikkert, uden behovet for hære eller politi”.

 

Russell havde i årtier arbejdet på konceptet om videnskabeligt diktatur. I sin bog fra 1931, ”The Scientific Outlook”, havde han dedikeret et kapitel til ”Education in a Scientific Society”. Her var han ligeledes ligefrem om sin oligarsk totalitære vision. Trækkende paralleller til de to niveauer af jesuitteruddannelse fremlagde Russell: ”Ligeledes vil de videnskabelige regenter tilbyde én slags uddannelse til almindelige kvinder og mænd, og en anden for de der skal blive indehavere af videnskabelig magt. Almindelige mænd og kvinder vil forventes at forholde sig føjelige, arbejdsomme, punktlige, tankeløse og tilfredse. Af disse kvaliteter vil tilfredshed anses for værende vigtigst. For at kunne opnå dette, må alle resultater af psykoanalyse, behaviorisme og biokemi bringes i spil…Alle drenge og piger vil fra en tidlig alder lære hvad der kaldes ”samarbejde”, altså gøre præcist hvad alle andre gør. Initiativ vil blive misbilliget i disse børn, og ulydighed, uden straf, vil videnskabeligt trænes ud af dem”.

 

For børnene valgt til at være blandt den videnskabelige regerende klasse, vil uddannelse være helt anderledes. ”Med undtagelse af loyaliteten til verdensstaten og til deres eget styre”, forklarede Russell, ”vil medlemmer af den regerende klasse opfordres til at være eventyrlystne og fulde af initiativ. Det vil anerkendes, at det er deres beskæftigelse at forbedre videnskabelige teknikker, og holde de manuelt arbejdende tilfredse gennem kontinuerlig ny underholdning”.

 

Russell tilføjede dog én meget stærk advarsel. ”I sjældne tilfælde”, advarede han, ”når en dreng eller pige har passeret alderen, hvor man almindeligvis afgør social status gennem intellektuelle evner svarende til regenternes, vil en vanskelig situation oprinde, der kræver alvorlige overvejelser. Hvis den unge er tilfreds med at forkaste sin tidligere omgangskreds, og helhjertet dedikerer sig regenterne, kan denne, efter passende tests, forfremmes, men viser denne nogen som helst fortrydelig solidaritet med sin tidligere omgangskreds, vil regenterne modvilligt konkludere, at man intet kan gøre med denne, andet end sende denne i dødskammeret, før dennes slet disciplinerede intelligens har haft tid til at sprede revolte. Dette vil være en smertefuld pligt for regenterne, men jeg tror ikke de vil undlade at gøre det”.

 

 

Leave a Response »

 

Den venstreorienteredes sande natur fredag, nov 14 2008

Det påstås her, at den overvejende psykologiske grund til hvorfor venstreorienterede så fanatisk kritiserer den eksisterende orden, og advokerer for ændringer, er for at tilfredsstille det presserende behov for selvpromovering og ego-boost – og ultimativt for magt, alle tiders størst ego-boost. De behøver offentlig opmærksomhed; de har behov for at vise raseri; de har behov for at synes klogere og venligere og mere retfærdig end sine medmennesker. De ynder at se dem selv i rollen som David mod Goliath. De har behov for at vise, at de tilhører den eksklusive klub af dydige og kloge, så de nobelt kan instruere og beordre de mindre kloge og mindre dydige medmennesker. Deres behov er et presserende behov for opmærksomhed, selvpromovering og selvbekendtgørelse. De er grundlæggende ubetydelige folk, der har behov for at føle sig vigtige og er bedrøvede over deres mangel på anerkendelse og magt. Man fristes til at forme den hypotese, at da disse var børn, så deres mor ikke på dem, når de sagde: ”Mor, se på mig”.

 

Dette betyder, at den ”varme indre glød” de opnår gennem deres agitation, værdsættes højt. Så det kan ikke undre, at noget der truer med at forstyrre dette – såsom blotte fakta – ignoreres beslutsomt. Dette venstrefløjens syn på dem selv som ”de retfærdiges klub” må aldrig trues eller forstyrres, kan måske bedst ses i lyset af Lomborg´s resultater, der mestendels blev nedgjorte, mere end forsøgt gendrevet.

 

Så folk der selv desperat ønsker magt, opmærksomhed og hæder, misunder med lidenskabelighed de der allerede har dette. Forretningsmænd, etablissementet, rige mennesker, overklassefolk, magtfulde politikere og enhver der støtter bevarelsen af den eksisterende orden, på enhver måde af den venstreorienterede ses som forhindringer, der forhindrer den venstreorienterede i at få det ønskede. De ses alle automatisk som uværdige, sammenlignet med den venstreorienteredes egne dyder og krav på hvad andre har. ”Hvorfor skal de have…” er den venstreorienteredes implicitte skrig – og de der deler dette skrig, har en forståelse af hinanden, som intet rationelt argument kunne opnå, og ingen udenforstående nogensinde kunne dele.

 

Misundelse er en meget almindelig ting, og de fleste af os har sandsynligvis på et tidspunkt misundt nogen, men for én med den venstreorienteredes stærke egoistiske behov, bliver misundelse til had, og en fortærende kraft, der nemt kan tilskrives den kommunistiske bevægelses grumme brutalitet, og dens destruktive politikker (såsom straffende høje skatter, priskontroller og generel overregulering) implementeret af venstrefløjen i demokratiske samfund. Så den økonomiske destruktion og generelle forarmelse der typisk bringes af venstrefløjen, er ikke så irrationel, som man først kunne antage. Venstrefløjen ønsker faktisk dette. At fattiggøre andre er almindeligvis en uendeligt højere prioritet for denne, end at gøre nogen noget godt. Man kunne få den mistanke, at de fleste venstreorienterede erkender, at ingen revolution eller social transformation, nogensinde vil sætte dem i en position af magt og velstand, så destruktionen af velstand og magt for de der allerede har den, må være det, de hovedsagligt kan håbe at få ud af at støtte venstreorienteret politik.

 

Om nogen er vigtig, rig, succesfuld, berømt og så videre, er selvfølgelig meget et spørgsmål om individuel opfattelse. Denne ”relative” vigtighed, prestige og så videre, ville kunne forklare hvorfor mange aktive venstreorienterede er højt uddannede akademikere. Dette har generelt en høj status, og giver en indkomst over gennemsnittet, og kan ses som givende anseelig anerkendelse og hæder. Men hvis status er præcist hvorfor visse folk har gjort sig den anseelige ulejlighed, krævet for at indtage denne position, kan det meget vel være, at denne persons ego-behov er så stort, at man tørster efter endnu større prestige. Et professorat kan være prestigefyldt, men stadigt set som givende alt for lidt magt, offentlig eksponering og muligheder for selvpromovering. ”Nu I kan se hvor klog jeg er, burde det være mig der kørte showet”, er en indlysende tanke for sådanne folk. Lidt magt eller berømmelse er ikke nok magt og berømmelse for dem.

 

Behovet for selvpromovering synes dog som de modnes, at tendere aftagning – hvilket er en del af grunden til, at kandidater synes mindre radikale, end studerende, og hvorfor ældre mennesker tenderer at være meget mere konservative end unge mennesker. For at lave en lettere mistolkning af Lenin, så synes det at være venstreorienteret, at være ”en infantil forstyrrelse”.

 

Og intet af ovenstående er selvfølgelig ment som en antagelse af, at egoistiske behov, selvretfærdighed og så videre, kun begrænses til venstreorienterede. Med dette menes blot, at det at være venstreorienteret er det principielle politiske udtryk for sådanne behov. Sådanne behov kan også mødes af religion, og det bør noteres, at Kommunisme ofte af dens kritikere blev beskrevet som en religion. Hvorfor folk vælger politik, mere end andre måder at mætte ego-behovene, ville være emne for en helt anden undersøgelse, men det synes muligt, at den potentielt meget brede eksponering som politik bidrager med for den enkelte, kan tiltrække folk med de allerhøjeste ego-behov. Dette høje ego-behov blandt venstreorienterede ville også forklare den meget større politiske aktivisme på den politiske venstrefløj, sammenlignet med det noget dvaske politiske højre.

 

 

Andre grunde til at være venstreorienteret synes at være:

 

Nogle venstreorienterede anser dem selv for værende kloge, fordi de kan finde ud af at kritisere.

 

Nogle er oprigtigt indignerede over ting de ikke forstår, og ønsker blindt at ændre disse ting.

 

Nogle er oprigtigt sørgmodige over andres ulykkelige oplevelser, og ønske at fikse det så hurtigt som muligt, uden at være kloge nok til at søge redskaberne til at fikse det, uden at være selvudslettende.

 

Nogle, især unge, er idealister, der finder verdens uperfekte tilstand utilfredsstillende.

 

Nogle er kyniske opportunister, der i ændringer ser muligheder for dem selv.

 

Nogle gemmer ganske enkelt deres had til deres medmennesker i en kloak af gode intentioner. De ønsker at skade deres medmennesker, men behøver et systemskifte (en revolution) for at få mulighed for det.

 

Nogle venstreorienterede ved, at de selv er sære, så de prædiker ændringer i retning af tolerance mod alle særlinge, ud af ren egoisme.

 

Venstreorienterede kan være unge og ubevidste om de fleste af livets kompleksiteter, således at de drastisk enkle ”løsninger” og mantraer foretrukket af venstrefløjen, ganske enkelt kan virke fornuftige.

 

Den mere ”revolutionære” venstrefløj bruger ofte ord om ødelæggelse i deres slogans, så det kan synes sandsynligt, at visse venstreorienterede simpelthen ønsker at ødelægge ting. De søger en socialt acceptabel undskyldning for deres undertrykte destruktive trang. De er sandsynligvis ansvarlige for den vold og destruktion der ofte akkompagnerer venstrefløjen demonstrationer. Voldelige forandringer er deres interesse. I en anden tid og et andet sted, ville mange af dem have ladet sig indrullere i Hitler´s Brunskjorter.

 

Leave a Response »

 

Årets julegave idé til munkemarxisterne lørdag, nov 15 2008

Som enhver ved, så har alle dygtigt skolede munkemarxisters vådeste drøm altid været ”tankekontrol”. Millioner af menneskeliv er gået tabt i socialistiske regimers forsøg på at terrorisere befolkningerne til enten at holde op med at tænke, eller indtage de politisk korrekte holdninger.

 

Marxisterne og socialisterne i almindelighed vejrede allerede tidligere på året morgenluft, da finansbankeroten rullede hen over kloden. Dette er dog intet at regne for den julegave, socialisterne snart har mulighed for at erhverve sig: En vaske ægte hjernevaskmaskine!

 

Der bliver ikke et øje tørt i de socialistiske hjem. Mulighederne er uendelige. Politiske fjender kan nu, uden at man først behøver forklare dem sagernes rette sammenhæng, mekanisk hjernevaskes til ”stuerene” holdninger, og socialisterne kan hjernevaske dem selv til at se på dem selv som endnu mere glorværdige skabninger (der bliver snart trangt i Jesus´s gemakker).

 

Tænk engang alt det besvær disse socialistiske rædselsregimer kunne have sparet sig, hvis de havde haft en smule mere tålmodighed, og havde ventet på, at den nødvendige teknologi havde udviklet sig. Det ville selvfølgelig være for meget at forlange, da anderledes tænkende i socialistiske kredse altid har været opfattet som en personlig fornærmelse.

 

Link til vidunderet:

 

http://jp.dk/nyviden/article1494329.ece

 

Leave a Response »

 

Krigen mod svenskerne søndag, nov 16 2008

Sidste år skrev jeg om hvordan det svenske samfund er ved at gå i opløsning, og var i fare for at kollapse, i det mindste i visse regioner og områder. Landet der gav os Bergman, ABBA og Volvo kan blive kendt som Nordeuropa´s Bosnien. Den ”svenske model” ville så ikke længere referere til en stabil og fredelig stat med en fremskreden økonomi, men en eurabiansk rædselshistorie af utopisk multikulturalisme, socialistisk misadministration og løbsk indvandring. Nogle mente det var overdrevet og paranoid. Var det?

 

I en ny sociologisk undersøgelse ved navn ”Vi bekriger svenskerne”, er unge indvandrere i den problemfyldte by Malmø blevet interviewet om hvorfor de er involverede i kriminalitet. Selvom det ikke siges i undersøgelsen, så er de fleste af dem muslimer. I et af de få tilfælde hvor svenske medier rent faktisk fortalte sandheden, afsløredes at 9 ud af de 10 mest kriminelle etniske grupper i Sverige, kom fra muslimske lande. Hold dette for øje når du læser denne avisartikel:

 

Immigranter fører krig mod Sverige gennem røverier

 

Bølgen af røverier i byen Malmø vi det seneste år har været vidner til, er en del af en ”krig mod svenskerne”. Dette er forklaringen givet af unge røvere med immigrantbaggrund på, hvorfor de kun røver indfødte svenskere, i interviews udført af Petra Åkesson i hendes tese i Sociologi. ”Jeg læste en rapport om unge røvere i Stockholm og Malmø, og ville gerne vide, hvorfor de røver andre unge. Det indbefatter almindeligvis ikke mange penge”, siger hun. Hun interviewede drenge i alderen 15 til 17 år, både individuelt og i grupper.

 

Næsten 90% af alle røverier der meldes til politiet blev begået af bander, ikke individer. ”Når vi er i byen og røve, så fører vi krig, fører krig mod svenskerne”. Dette argument blev gentaget adskillige gange. ”Magt betyder for mig, at svenskerne skal se på mig, lægge sig ned på jorden og kysse mine fødder”. Drengene fortæller grinende, at man  ”får en kriblende fornemmelse i kroppen, når man røver. Man føler sig glad og tilfreds. Det føles som om man har lykkes med ét eller andet. Det føles simpelthen godt”. ”Det er så nemt at røve svenskerne, så nemt”. ”Vi røver hver eneste dag, lige så meget vi har lyst til, præcist når vi har lyst”. De unge immigranter anser svenskerne for stupide og kujonagtige: ”Svenskerne gør ikke noget. De giver os bare deres ting. De er sådan nogle skvat”. De unge røvere planlægger ikke deres kriminalitet: ”Nej, vi får bare øje på nogle svenskere der ser rige ud, eller har pæne mobiltelefoner, og så røver vi dem”.

 

Hvorfor hader de svenskerne så meget? ”Tja, de hader os”, svarer de ifølge Petra Åkesson. ”Når en svensker handler, giver damen bag skranken penge tilbage i hans hånd, ser ham i øjnene og smiler. Når vi handler, lægger hun pengene på skranken og ser den anden vej”. Åkesson der er adopteret fra Sri Lanka, og derfor ikke ligner en indfødt svensker, siger at det ikke var svært at få drengene til at tale om deres kriminalitet. De pralede nærmere af, hvem der havde begået flest røverier. Malin Åkerström, professor i Sociologi, kan kun se én løsning på problemet: ”Jobs til alle. Hvis det betyder en regulering af arbejdsmarkedet for at skabe flere jobs, så bør vi gøre det”.

 

Det er interessant at notere sig, at muslimske immigranter åbent erklærer, at de er involverede i en ”krig”, og anser deltagelsen af kriminalitet og chikanerier af den indfødte befolkning som sådan. Dette er i perfekt linie med mine tidligere påstande. Antallet af voldtægtsanklager er firedoblet indenfor omkring 20 år. Voldtægtssager involverende børn under alderen 15 år er seks gange så høj som for en generation siden. De fleste andre voldelige forbrydelser er også hastigt tiltaget. Ustabilitet spredes til de fleste forstæder og byer. Residerende fremmede fra Algeriet, Libyen, Marocco og Tunesien dominerer gruppen af voldtægtsmistænkte. Advokat Ann Christine Hjelm har opdaget, at 85% af alle dømte voldtægtsmænd er født på fremmed grund eller af fremmede forældre. Og det er ikke bare i Sverige. Antallet af voldtægter begået af muslimske immigranter i vestlige nationer er så ekstremt høje, at det er vanskeligt udelukkende at se disse voldtægter som tilfældige individuelle handlinger. Det ligner krigsførsel. Dette forekommer i de fleste vestlige lande, såvel som i vantro lande som Indien. Europæiske fængsler proppes med muslimer, fængslede for røverier og alskens voldelige forbrydelser, og derudover bomber muslimerne europæiske civile. Man kan se mainstreammedierne kæmpe for at få alt dette til at give mening. Det er fordi de ikke kan, eller ønsker at se de indlysende: Det er præcist sådan en invaderende hær ville opføre sig: Voldtage, plyndre og bombe. Hvis mange muslimske immigranter ser dem selv som krigere involveret i krig, giver det hele fuldstændigt mening.

 

Malmø, der sandsynligvis bliver den første skandinaviske by med muslimsk flertal indenfor en generation eller to, har ni gange så mange rapporterede røverier målt per indbygger, som København har. Alligevel syntes førsteprioriteten hos den politiske elite i Sverige under det seneste folketingsvalg at være, at prøve at dæmonisere Danmark for en ”xenofobisk” og ”brutal” debat om muslimsk immigration. Under sidste års jihad-optøjer i Frankrig kritiserede Sverige´s socialdemokratiske statsminister Göran Persson den måde den franske regering håndterede landets uro. ”Det føles som en meget hård og konfronterende tilgang”.

Persson afviste ideen om mere lokalt politi som ”første skridt” i Sverige. ”Jeg tror ikke det er den vej vi vælger i Sverige. At begynde at sende signaler om en styrkelse af politiet, er at bryde med den politiske linie vi har valgt at følge”, sagde han. Og i takt med at myndighederne i det store hele har opgivet deres tredjestørste by til snigende anarki, er der nu åben tale blandt indfødte svenskere der stadig findes i Malmø, om at forme sikkerhedskorps, udrustede med baseball køller og bekymring for deres børns sikkerhed. Som sagt, hvis Arnold Schwarzenegger ikke bliver genvalgt som guvernør i Californien, så kan han lave endnu et afsnit af ”Conan Barbareren”. Han kunne filme den i Malmø.

 

”Hvad blev der af den berømte svenske formynderstat?”, ville du måske sige. Betaler svenskerne ikke noget der ligner verdens højeste skatter? Jo de gør. Men dusinvis af milliarder, nogle påstår hundredvis af milliarder af kroner bruges årligt på at understøtte hurtigt voksende muslimske immigrantsamfund. Sverige er blevet hele verdens understøttelseskontor, fordi den politiske elite har vedtaget, at muslimsk immigration er ”godt for økonomien”. Inden længe kan Sverige stå med en hær på blot 5000 mand. Det er 5000 mand til at forsvare et geografisk areal tre gange så stort som England. Og det kan tage op til et år at samle dem, hvis de da ikke er på udenlandske fredsbevarende missioner. At Sverige selv snart kunne bruge fredsbevarende missioner synes at unddrage sig etablissementets opmærksomhed. Den fejrede svenske velfærdsstat er blevet verdens største pyramidespilsfupnummer, et Enron med et nationalt flag.

 

Selvom Sverige er et ekstremt eksempel, kan lignende historier fortælles om det meste af Vesteuropa. Som Mark Steyn pointerer, så ligner gadernes jihad i Frankrig de tidlige truende skærmydsler af en eurabisk borgerkrig, bragt af en massiv muslimsk immigration og multikulturel stupiditet. Lov og orden nedbrydes langsomt i store og endog små byer på tværs af det europæiske kontinent, og gaderne regeres af aggressive unge muslimske bander. På samme tid betaler europæerne nogle af de højeste skatter i verden. Vi burde gøre vore myndigheder opmærksomme på, at statens vigtigste opgave, i bytte for skattekronerne, at opretholde lov og orden. Eftersom det er temmelig åbenlyst, at dette ikke længere er tilfældet i Eurabien, så må vi spørge os selv, om disse skatter længere er legitime, eller om de snarere er skjult Jizya, betalt i form af understøttelse til muslimerne og det nye eurokratiske aristokrati. Måske er tiden kommet til et pan-europæisk skatteoprør: Vi vil ikke længere betale skatter, før vore myndigheder genetablerer lov og orden, og lukker grænserne for muslimerne.

 

Det er ved at haste. Når tilstrækkeligt mange mennesker føler, at systemet ikke længere fungerer, og den sociale kontrakt er brudt, kan hele det stof demokratiet er skabt af trævles op. Hvad sker der, når velfærdsstatens system bryder ned, og der ikke længere findes tilstrækkeligt med penge til at ”smøre” de tiltagende spændinger indfødte europæere og immigranter imellem? Og hvad sker der når folk opdager, at deres egne ledere gennem E.U. netværk og Euro-arabiske dialoger beskrevet af Bat Ye´or i hendes bog ”Eurabia”, i første omgang har opmuntret alle disse muslimer til at slå sig ned her? Der vil blive massiv arbejdsløshed, og millionvis af mennesker vil blive vrede, bange og ydmygede, forrådte af systemet, af samfundet og af deres egne demokratiske ledere. Det vil blive en situation, der meget vil ligne den Store Depression, der førte til 1930´ernes nazistiske fremmarch. Er det der vi er på vej hen igen, med frygt, tiltagende fascisme og politiske snigmord? Forskellen er bare, at den ”jødiske trussel” i 1930´erne var helt igennem fiktion, hvorimod den ”islamiske trussel” nu, er meget reel. Dog, præcist traumerne forårsaget af begivenhederne for 70 år siden slører denne gang vores dømmekraft, eftersom enhver tale om en trussel fremmanet af muslimsk immigration, eller om bevarelsen af vores egen kultur, afvises som ”ligesom retorikken brugt mod jøderne af nazisterne”. Europæerne er blevet lært at være så bange for deres egen skygge, at de er ude af stand til at se, at mørket også kan komme udefra. Måske vil Europa endnu engang stå i flammer, delvist som en forsinket reaktion på rædslerne i Auschwitz.

Leave a Response »

 

Hvorfor angreb feministerne familien? mandag, nov 17 2008

Ideologiske bevægelser er generelt bevægelser indeholdende ”de naive” regeret af ”de manipulative”, og feminismen er ingen undtagelse. Den feministiske bevægelse kan anskues som en krypto-fascistisk kult, i hvilken kvinder opfordres til at samles i hemmelighed, med det formål at hade mænd. Dagens kulturelle og politiske krig mod familien har flere årsager, af hvilke feminismen er langt den vigtigste.

 

Feminismens første bølge i det tidlige tyvende århundrede var slet ikke mod familien. Faktisk var ét af deres krav, at styret i hjem og ved arne skulle være kvindens domæne.

 

Det var udelukkende et resultat af feminismens anden bølge ide sene 1960´ere, at det feministiske angreb på familien begyndte. Neil Lyndon var i sin bog ”No More Sex War” fra 1992, sandsynligvis den første til at spore oprindelsen af ideologien af feminismens anden bølge til marxismen.

 

Der havde været en flod af højt profilerede snigmord i U.S.A. gennem 1960´erne: Kennedy´erne, Martin Luther King, Malcom X og så videre. Disse begivenheder, pointerede Lyndon, stank af korruption og konspiration. Alligevel trak det politiske etablissement på skuldrene og gjorde intet. De der var bekymrede erkendte hurtigt, at det politiske højre var ligeglade; effekten heraf blev, at de drev til venstre i forsøg på at finde løsninger. Som Lyndon formulerede det: ”Vi havde ingen andre steder at gå hen end mod Øst”.

 

Den Kolde Krig var på dette tidspunkt i fuldt sving, og den unge middelklasse i Vesten blev politik engagerede i emner som Vietnam og sorte amerikaneres borgerrettigheder. Der var en radikal kløft mellem disse unge og deres forældre, udgørende en næsten inkompatibilitet. Ungdommen fandt intet i deres forældres politiske kultur, der kunne forsyne dem med de svar de søgte; faktisk var deres forældres politiske kultur ofte dømt til at være problemernes

årsag.

!960´ernes unge generation, som Lyndon refererer til som ”Det nye Venstre” søgte efter inspiration i Kina og Sovjet unionen, og adopterede Marxisme-Leninisme-Maoisme. Marxisme var blevet det foretrukne politiske verdenssyn hos mange unge radikale, inklusive feministerne, og Lyndon prøver at analysere hvordan det skete.

 

Kort sagt beskrev Karl Marx samfundet i termer af en kamp mellem forskellige økonomiske klasser: Det magtfulde fabriksejende bourgeoisi og proletariatets underprivilegerede arbejderklasse. Marx erklærede, at hele historien er historien om politisk kamp. Han så derfor det menneskelige samfund som essentielt karakteriseret af konstant konflikt mellem uforenelige interessegrupper.

 

Den binære klasseanalyse tilbudt af Marx, var rammet i termer af økonomiske klasser, men dette, hævder Lyndon, blev adopteret af Black Panther bevægelsen til en beramning i termer af race. I stedet for, at samfundskampen var en kamp klasserne imellem, så opfattede Black Panthers det som en kamp racerne imellem, og dette, hævder Lyndon, var oprindelsen til den fascistiske karakter af den nye venstrefløjs tankegang.

 

Denne tankegang blev igen adopteret af den tids feministiske bevægelse. Samfundet blev præsenteret i quasi-marxistiske termer, som værende den uendelige historiske kamp kønnene imellem, i hvilken mænd er givet rollen som det magtfulde bourgeoisi, og kvinderne rollen som det undertrykte proletariat.

 

Så Lyndon hævder, at feministerne af de sene 1960´ere og tidlige 1970´ere, var svært influerede af den amerikanske kamp for sorte borgerrettigheder. Mange feministiske historikere ville være enig deri. Det er interessant at notere sig, at John Lennon og Yoko Uno skrev en sang på det tidspunkt, der hed ””Woman is the nigger of the world”.

 

Sloganet ”Det personlige er politisk” er i almindelighed associeret med feminismen, og

Lyndon hævder, at det opstod med Black Panthers. Interessant nok tilskriver Jung Chang i Wild Swans dette til Mao, fra hvilken det uden tvivl blev adopteret af Black Panthers, og derfra videre til feministerne.

 

Den endelige mutering af marxistisk teori ind i arenaen af seksualpolitik, var det sidste store store paradigmeskift i den nye venstrefløjs tænkning, og dette er som konsekvens heraf den ideologiske arv vi i dag lever med.

 

Denne adoption af marxistisk teori var uden tvivl den mest betydningsfulde grund til det feministiske angreb på familien. De bør her bemærkes, at omkring dette tidspunkt var prævention til rådighed, hvilket betød, at kvinder for første gang var i stand til at styre deres egen fertilitet. Før dette betød sex risikoen for at skulle tage sig af et barn; under disse omstændigheder var afmonteringen af familien ikke en reel mulighed. Det var delvist ”pillen” der gjorde angrebet på familien mulig.

For at forstå det feministiske angreb på familien, så er det nødvendigt at forstå den marxistiske tankegang om emnet. Marx levede under den industrielle revolution, og var imponeret over ideen om maskinel produktion. Han anså folk for værende simple komponenter i et system af politisk økonomi, og han mente, at vi fra fødslen var ”ubeskrevede tavler” – vore sind afgøres af vor miljø, ikke af noget indvendigt. Han anså familien som et levn fra en tidligere tids pastorale landsbyliv, som ikke længere var passende for maskinalderen. Hvorfor ikke også industrialisere børneproduktionen?

 

Marx´s kollaboratør Engels skrev i 1840´erne ”The Origins of the Family, Private Property and the State”. I bogen argumenterer Engels, at den mandlige fabriksarbejder tjener kapitalen, og hans kone tjener arbejderen. Lige som han er slave af fabriksmaskinen, så er hun slave af ham. Hun er hans ulønnede træl, der sikrer at han kommer på arbejde. Hun skal også avle flere arbejdere. På den måde tjener hun kapitalismen. På den måde maler Engels et billede af familien som umenneskeliggørende og stærkt politiseret. Denne bog blev meget indflydelsesrig blandt feminister i 1960´erne, og er én af grundene til, at familien siden hen har været under angreb.

 

Ideen om industrialiseret børneproduktion blev bragt til sin logiske konklusion – og satiregjort – af Aldous Huxley i sin klassiske roman ”Brave New World”.

 

Dominic Lawson beskriver i sit essay ”You Can Blame it All on Karl Marx”, hvordan disse ideer blev afprøvede – og forkastede – i Sovjetunionen:

 

”I Sovjetunionens tidlige år var der et ægte forsøg, bedst beskrevet i Ferdinand Mount´s ”The Subversive Family”, på at påføre familien marxistisk tænkning. Lunacharski, uddannelseskommissæren erklærede, at ”vores problem nu er at slippe af med husholdet og befri kvinderne fra børneomsorgen…termen ”mine forældre”, ”vore børn” vil gradvist forsvinde”.

 

Dette, hævdede Lunacharski, ville muliggøre overgangen til ”det offentlige samfund, der vil erstatte den hjemlige arne, ja, denne stagnerende familieenhed der isolerer sig fra samfundet. En ægte kommunist ville undgå en sådan permanent ægteskabsparring, og ville søge at tilfredsstille sine behov gennem frie gensidige relationer…så man ikke kan afgøre, hvem der har et nært forhold til hvem. Det er social konstruktion”.

 

Konsekvenserne af denne politik var præcis som de havde været i den ”sociale konstruktion” vi nu ser i dele af vore indre byer: social kaos, efterladte børn og hastigt tiltagende antal kønssygdomme. Sovjetunionen´s kommunistiske parti begyndte hurtigt at forkaste den marxistiske tilgang til familielivet. Nye love blev introduceret for at tvinge skilte forældre, ikke staten, til at bidrage til plejen af deres børn. Skilsmisse blev gjort mere vanskeligt og dyrt.

 

Feministerne af de tidlige 1970´ere var tilsyneladende ikke klar over Sovjetunionens eksperimenter i familiens gen-bearbejdelse, eller de valgte at ignorere dem. Erin Pizzey beskriver sine erfaringer med optagelsen i feministbevægelsen i 1971:

 

”Mit første møde fyldte mig med tvivl. Det blev afholdt i et meget middelklasseagtigt hjem i Chiswick, og jeg sad og så på plakaterne af Mao på væggen i opholdsstuen. Da jeg af værtinden blev spurgt, hvorfor jeg var mødt, svarede jeg, at min mand var fjernsynsreporter og meget sjældent hjemme, og jeg følte mig ensom og isoleret med mine to børn. ”Dit problem er ikke din isolation, men din ægtemand. Han undertrykker dig, og han er en kapitalist”. Jeg gjorde opmærksom på, at hun også havde en termin der skulle betales, så hun var også kapitalist, og min mand undertrykkede mig langt fra, og i øjeblikket passede han børnene, så jeg kunne deltage i dette møde…Jeg fik udleveret Mao´s Den Lille Røde og SHREW Magazine. Jeg tog det med hjem, og var rystet over det had det spyede mod mænd”.

 

Pizzey blev til sidst smidt ud, da hun nægtede at fordømme mænd og familien.

 

”Jeg erkendte gennem læsningen af kvindebevægelsens litteratur, at de tusindvis af kvinder der var journalister, beskæftigede i fjernsynsbranchen og plejesektoren, var besluttede på at ødelægge familielivet i England. ”Gør det personlige politisk”, var ét af mange slagord. Så tusindvis af voldelige og meget forstyrrede kvinder angreb normale lykkeligt gifte kvinder og vores traditionelle livsform.

 

Marxistiske feminister kom til den overbevisning, at når familien var et aspekt af kapitalismen, kan kapitalismen ikke destrueres uden at destruere familien. Dette er argumentativt sludder, selv for en ortodoks marxist. I marxistiske termer er den kapitalistiske produktionsmåde den underliggende økonomiske samfundsbase, og familien er en del af den ”ideologiske superstruktur”. Den økonomiske base afgør den ideologiske superstruktur. Altså er det argument, at man ikke kan destruere kapitalismen uden at destruere familien forkert set: for en marxist kan man ikke destruere familien uden først at destruere kapitalismen: hvis kapitalismen skaber familien, så vil det følge, at når først kapitalismen forsvinder, vil familien forsvinde med den. Det omvendte er ikke tilfældet. Sovjetunionen forstod uden tvivl dette, men 1970´ernes feminister havde enten ikke læst Marx ordentligt, eller var intellektuelt korrupte.

 

Den franske feminist Simone de Beauvoir erklærede i 1976 i et interview med Betty Friedan, at ”ingen kvinde burde tillades at gå hjemme og opfostre sine børn, for hvis et sådan valg var muligt, ville for mange kvinder vælge det”.

 

Mange andre var af samme opfattelse:

 

”Kernefamilien skal ødelægges…Uanset hvad det medfører er ødelæggelsen af familien en objektiv revolutionær process” Linda Gordon

 

  ”Vi kan ikke ødelægge ulighederne mellem mænd og kvinder før vi ødelægger ægteskabet” Robin Morgan

 

”Ægteskabet har eksisteret til fordel for mændene; og har været en legalt sanktioneret metode til kontrol over kvinder…Vi må arbejde på at ødelægge det. Enden på ægteskabet som institution er en nødvendig betingelse for frigørelsen af kvinder. Det er derfor vigtigt for os, at tilskynde kvinder til at forlade deres ægtemænd og ikke leve individuelt med dem…Hele historien må omskrives i termer af kvinders undertrykkelse. Vi må gå helt tilbage til kvindelige religioner som heksekunst” The Declaration of Feminism

 

Anden bølge af feminismens angreb på familien var efter ”pillen”, og baseret på misfortolkning af marxistisk teori. Efter marxismen på den internationale scene var besejret, blev det marxistiske angreb på familien aldrig adresseret. Det er første nu, at nogen begynder at artikulere problemerne.

 

I forsøget på at spore oprindelsen til krigen mod familierne, findes en anden vigtig faktor der bør bemærkes, nemlig den tiltagende radikale lobby for homoseksuelle. I de tidlige 1970´ere fandt der inden for feministbevægelsen et kup sted i U.S.A. og Storbritannien.

 

”The Lavender Menace” var en uformel gruppe af radikale lesbiske, skabt i protest mod eksklusionen af lesbiske og lesbiske problemer fra feministbevægelsen. Frasen ”Lavender Menace” blev først brugt i 1969 af Betty Friedan, præsident for NOW, for at beskrive den trussel hun mente associeringen med lesbiske udgjorde for NOW og den spirende feministiske bevægelse. Friedan og andre heteroseksuelle feminister var bange for, at associeringen ville vingeskyde feministernes evne til at opnå seriøse politiske forandringer, og at stereotyperne ”mandeagtig” og ”mandehadende” lesbiske, ville udgøre en nem måde at afskrive bevægelsen.

 

Men i sidste instans vandt den lesbiske lobby, og de lesbiske kom til at dominere NOW og meget af den feministiske bevægelse. Som Rene Denfeld Skriver i sin fremragende bog ”The New Victorians”, ”Det er lidt i stil med, at NAACP (National Association for the Advancement of Coloured People) ville beslutte at prioritere homoseksuelle problemstillinger, fordi nogle sorte tilfældigvis var homoseksuelle”.

 

Det blev meget hurtigt afgjort, at heteroseksualitet i sig selv var en social konstruktion af kapitalismen. Derfor var de eneste virkeligt frigjorte kvinder – og de eneste virkelige feminister – lesbiske.

 

I en meget oplysende artikel ”Min forbrydelse mod den lesbiske stat” beskriver skuespillerinde Jackie Clune hvordan hun blev lesbisk på universitetet:

 

”Der var et tiltagende antal arbejderklassestuderende, der som mig blev involveret i studenterpolitik. Der var ugentlige demonstrationer, sammenkomster og anti-regeringskrav. Vi var vrede over det meste af hvad Thatcher fremlagde…Sideløbende med min gryende politiske bevidsthed kom en spirende interesse i feministisk politik…Det var omkring det tidspunkt, at jeg stødte på et essay af Adrienne Rich med titlen ”Compulsory Heteroseksuality and Lesbian Existence”. I denne artikel postulerede Rich, at det for de fleste kvinder var muligt at gøre valget at blive lesbiske, hvis de kan forkaste den internaliserede homofobi – ”kræfternes samlingspunkt” – de oplever med hensyn til foreningen af samme køn. Hun argumenterer, at det heteroseksuelle hegemoni er et flygtigt men dog magtfuldt psykologisk fængsel, fra hvilket de fleste kvinder kunne bryde ud med viljens magt”.

 

Lesbianisme syntes på det tidspunkt for mig at være en logisk udvidelse af min feministiske tænkning, og en radikal måde at omstyrte den kapitalistiske forskrift for kvinder.

 

Clune´s essay er et godt eksempel på den politiske tendens, der lærte folk, at man skal være homoseksuel, for at være en god radikal; man kan ikke være heteroseksuel, og samtidigt være en god socialist eller feminist.

 

Unge mennesker blev opfordret til at indgå homoseksuelle relationer, for at demonstrere venstreorienteret tilhørsforhold. Hanif Kureishi berører i sin roman ”The Buddha of Surburbia” dette i en scene, hvor den unge biseksuelle indiske skuespiller beder sin socialistiske ven kysse ham, for at bevise sin dedikation til den socialistiske sag.

 

I sit essay ”Feminism´s Third Wave” beskriver Angela Fiori heterofobi på amerikanske universiteter i 1990´erne.

 

Universiteternes ”date-rape” kampagner i de tidlige 1990´ere var ikke motiveret af en ægte bekymring for kvinders velbefindende. De var en del af et forsat forsøg på at delegitimere heteroseksualitet overfor unge, attraktive kvinder, ved at dæmonisere mænd som voldtægtsmænd.

 

Daphne Patai og Christina Hoff Sommers har beskrevet hvordan akademiske feminister, især på kvindestudier, har skabt et miljø, der meget ligner en religiøs kult.

 

”Hvis klasserummet er meget heteropatriarkalt, med en begynderklasse på 50 eller 60 elever, med få feministiske studerende – så definerer jeg sandsynligvis min opgave som værende af rekrutteringsmæssig karakter…at overbevise de studerende om at kvinder er undertrykte”, sagde professor Joyce Trebilcot fra Washington University, som citeret fra ”Who Stole Feminism?”

 

De sataniske børnemisbrugsheksejagter i 1990´erne, var endnu et lignende forsøg på at dæmonisere mænd, familien og heteroseksualiteten, og med tvang opløse glade velfungerende familier, for at skabe mere brændstof for skilsmisser og ”børnebeskyttelsesindustrien”. Dette var sandsynligvis den marxistisk inspirerede, feministiske, antifamiliebevægelses højdepunkt.

 

Dette har kort sagt været den ideologiske oprindelse for krigen mod familierne og fædrene. Konsekvenserne af denne sociale revolution er nu ved at blive tydelige.

 

I sit fremragende essay ”Divorce as Revolution” beskriver Steven Baskerville de bredere politiske og økonomiske implikationer af situationen.

 

Mere end nogen anden enkeltfaktor kan alle store personlige og sociale patologier kan føres tilbage til faderløshed: voldelig kriminalitet, substantielt misbrug, graviditeter uden for ægteskab, fravær, selvmord og så videre. Faderløshed overskygger langt både race og fattigdom som indikator for social afvigelse.

 

Resultatet af tre årtiers tøjlesløse skilsmisser er, at et stort antal mennesker – mange af dem regeringsmyndigheder – nu har en professionel og økonomisk interesse i at tilskynde dette. Dagens skilsmisser er ikke blot et fænomen; det er et regime – et gigantisk bureaukratisk imperium der gennemtrænger nationale og lokale styrer, med kanaler til den private sektor…Uanset hvor fromt de omtaler deres forpligtelser overfor faderløse, fattige og voldelige børn, forbliver det faktum, at disse praktiserende har store interesser i at skabe så mange af den slags børn som muligt. Måden at gøre dette på er at fjerne fædrene…Så længe fædrene forbliver hos deres familier, tjener skilsmissebehandlerne intet.

 

Når fædrene er eliminerede fungerer staten funktionelt som erstatning for, beskytter af, og forsørger af familien. Ved at fjerne faderen skaber staten også en mængde problemer den selv skal løse: fattige børn, børnemisbrug, ungdomskriminalitet og andre problemer associeret med hjem med én forælder. På den måde er skilsmissemaskinen selvforstærkende og selvudvidende. Ufrivillig skilsmisse er et fantastisk redskab, der tillader den uendelige udvidelse af statens magt.

 

Det svulmende hysteri over ”husvold” synes opildnet til med lignende hensigter. ”Alt hvad denne ”husvoldsindustri” handler om, er at fjerne børnene fra deres fædre”, skriver klummeskribent John Waters for Irish Times. ”Når de har fået fjernet fædrene, vil de fjerne mødrene”. Donna Laframboise fra Canada´s National Post undersøgte krisecentre for voldsramte kvinder, og konkluderede, at de konstituerede ”skilsmisseforretninger”, hvis formål ikke var at beskytte kvinder, men fremme skilsmisser. Disse krisecentre, ofte offentligt finansierede, igangsætter beedigede skriftlige erklæringer mod fædre, der accepteres uden bekræftende vidnesbyrd fra dommere, i retfærdiggørelsen af fjernelsen af børn.

 

Fædre kriminaliseres yderligere gennem børnepengebyrder, der konstituerer det finansielle brændstof for skilsmissemaskinen, underskrivende en unilateral skilsmisse og givende alle involverede yderligere incitamenter til at fjerne andre børn fra deres fædre.

 

Liberty Magazine offentliggjorde dokumentariske beviser på, at ”børnepengeplagede” fædre i det store hele er embedsmændenes og den udøvende magts kreationer, med en interesse i at skabe flere kriminelle at retsforfølge.

 

Hvis man samler alle disse elementer, hvad der begyndte som en radikal kommunistisk æra, har nu vokset sig til en multimilliard, mandehadende industri. Et monster der udelukkende eksisterer for at beskæftige folk der ødelægger familien. Det er den slags vi er oppe imod.

 

For de fleste kvinder og mænd verden over er ideen om, at de ville være bedre stillede uden deres familier fuldstændigt absurd. Havde det ikke været for marxismens og fremkomsten af radikale homoseksuelle rettigheders agenda, ville dette med næsten sikkerhed aldrig været sket.

 

Disse ideer tillades at florere uudfordrede, fordi, som Pizzey sagde, foregår alt i hemmelighed. Der findes intet virkelighedscheck, så det urimelige kommer meget hurtigt til at synes rimeligt. Kombiner dette med den arrogante foragt for demokratiet og det individuelle valg, promoveret af folk som de Beauvoir, og vi står med en mekanisme der fostrer vanvittige politikker mod de der ikke ønsker dem.

 

Det er først nu, at råddenskabens symptomer er begyndt at blive synlige for offentligheden i form af døde børn, at vi begynder at tage notits af tingene. Den feministiske bevægelse har længe været moden for undersøgelser der længe har været negligerede. Som en amerikansk dommer engang sagde: ”Sollys er det bedste middel til desinficering”.

Leave a Response »

 

Eros og Civilisation tirsdag, nov 18 2008

Det grundlæggende dokument for 1960´ernes modkultur, og det der bragte Frankfurterskolen´s ”revolutionære Messias” af 1920´erne ind i 1960´erne, var Marcuse´s ”Eros and Civilisation”, oprindeligt publiceret i 1955 og sponseret af Rockefeller Foundation. Dokumentet summerer mesterligt Frankfurterskolen´s ideologi af ”Kulturpessimisme” i ”dimensionalitetens” koncept. I én af de mest bizarre filosofiske perversioner, hævder Marcuse, at have hentet dette koncept fra Friedrich Schiller, som Marcuse belejligt misidentificerer som en efterfølger af Immanuel Kant, skelnende mellem to dimensioner i menneskeheden: et sensuelt instinkt og en impuls mod form. Schiller advokerede for harmoniseringen af disse to instinkter i mennesket, i form af et kreativt legeinstinkt. For Marcuse, på den anden side, var det eneste håb for at undslippe det éndimensionelle moderne industrielle samfund, at frigøre den erotiske side af mennesket, det sensuelle instinkt, i oprør mod ”teknologisk rationalitet”.

 

Som Marcuse senere ville sige (1964) i sin ”One Dimensional Man”: ”En komfortabel, glat, fornuftig, demokratisk ufrihed sejrer i avanceret industriel civilisation, et tegn på teknologisk fremskridt”. Denne erotiske frigørelse misidentificerer han med Schiller´s ”legeinstinkt”, som mere end værende erotisk, er et udtryk for generøsitet, kærlighedens højere koncept associeret med sand kreativitet. Marcuse´s modteori om erotisk frigørelse er noget implicit i Freud, men ikke eksplicit understreget, bortset fra freudianske overløbere som Wilhelm Reich, og i et vist omfang Carl Jung. Ethvert aspekt af kultur i Vesten, inklusive fornuften selv, siger Marcuse, handler for undertrykkelsen af dette: ”Den teknologiske rationalitets totalitære univers er den seneste transmutation af fornuftens idé” eller: ”Auschwitz spøger fortsat, ikke i hukommelsen, men i menneskets bedrifter – rumrejserne, raketterne og missilerne, de smukke elektroniske fabrikationer….”

 

Denne erotiske frigørelse skulle tage form som ”Great Refusal”, en total afvisning af det ”kapitalistiske” monster og alle dets produkter, inklusive ”teknologisk” fornuft og ”rituelt autoritært sprog”. Som en del af ”Great Refusal” skulle menneskeheden udvikle en æstetisk etos”, der skulle transformere livet til et æstetisk ritual, en ”livsstil” (en sludderfrase der under Marcuse´s indflydelse kom ind i sproget i 1960´erne). Med Marcuse som bannerfører blev 1960´erne fyldt med tåbelige intellektuelle retfærdiggørelser i form af indholdsløst pubertært seksuelt oprør. ”Eros and Civilisation” blev genoptrykt som billigbog i 1961, og udkom i adskillige oplag; i forordet til 1966 udgaven tilføjede Marcuse det nyt slogan ”Make Love, Not War” der præcist udtrykte hvad han talte om: ”Kampen om Eros er en politisk kamp”. I 1969 bemærkede han, at selv den nye venstrefløjs besættelse af det obskønne i sine manifester, var en del af ”Great Refusal”, kaldende den ”et systematisk lingvistisk oprør, der smadrer den ideologiske kontekst i hvilken ordene og indlagt og defineret”.

 

Marcuse blev støttet af psykoanalytiker Norman O. Brown, hans protegé , der i 1959 bidrog med ”Life Against Death” og ”Love´s Body” i 1966 – kaldende på menneskets afkastelse af fornuftens ”armerede” ego, og erstattende den med et ”dionysisk krops-ego”, der ville favne den instinktive realitet af polymorf perversitet og bringe mennesket tilbage i ”forening med naturen”. Bøgerne af Reich der havde hævdet, at nazismen blev forårsaget af monogami, blev genoptrykt. Reich døde i et amerikansk fængsel, fængslet for at modtage penge under hævdelse af, at kræft kunne helbredes ved at genkanalisere ”orgon energi”. Grunduddannelse blev domineret af Reich´s ledende efterfølger A.S. Neill, et teosofisk kultmedlem af 1930´ernes militante ateisme, hvis uddannelsesteorier krævede, at studenterne skulle undervises i at gøre oprør mod lærerne, der selvsagt per definition er autoritære. Neill´s bog ”Summerhill” solgte i 1960 24.000 eksemplarer, stigende til 100.000 i 1968, og 2 millioner i 1970; omkring 1970 var den obligatorisk læsning på 600 universiteter, gørende denne bog til én af de mest indflydelsesrige undervisningstekster fra denne periode, og stadig nødvendig læsning for dagens forfattere om emnet. Marcuse banede vejen for den komplette genrejsning af resten af Frankfurterskolen´s teoretikere, genintroducerende for amerikanerne den for længst glemte Lukacs.

 

Marcuse selv blev syndebuk for angrebene på modkulturen, og blev regelmæssigt angrebet af kilder som Sovjetunionen´s dagblad Pravda, og den dengang californiske guvernør Ronald Reagan. Den eneste kritiker på den tid af nogen merit var dog pave Paul d. VI, der i 1969 erklærede Marcuse (et ekstraordinært skridt, da Vatikanet almindeligvis undlader at afsværge levende individer), på linie med Freud, for deres retfærdiggørelse af ”afskyelige og tøjlesløse udtryk for erotik”; og kaldte Marcuse´s frigørelsesteori for ”teorien der baner vejen for autorisation fordækt som frihed…en instinktafvigelse”. Modkulturens erotik betød meget mere end fri kærlighed og et voldsomt angreb på kernefamilien.

 

Den betød også legitimeringen af filosofisk eros. Folk blev trænet til at se dem selv som objekter, hvis skæbner var afgjorte af deres ”natur”. Vigtigheden af personen som individ begavet med guddommelig kreativitet, evnende at handle på civilisationens vegne, blev erstattet med ideen om, at en person var vigtig, fordi denne var sort eller kvinde, eller følte homoseksuelle impulser. Dette forklarer deformationen af borgerrettighedsbevægelsens transformation til en ”sort magt” bevægelse, og transformationen af borgerrettighedsbevægelsens legitime emner til feministiske emner. Diskussionen af kvinder civile rettigheder blev tvunget ind i endnu en ”frigørelsekult”, komplet med BH-afbrændinger. En gennemgang af Kate Miller´s ”Sexual Politics” og Germaine Greer´s ”The Female Eunuch” demonstrerer deres komplette gæld til Marcuse, Fromm, Reich og andre freudianske ekstremister.

Leave a Response »

 

Dekonstruktionen af min bil onsdag, nov 19 2008

Ved hjemkomsten efter en akademisk konference snurrede mit hoved stadigt, efter alt det jeg havde lært af feministerne. Feministerne lavede alle feministisk dekonstruktion, og beskæftigede sig muntert med dens implikationer. Ifølge feministernes ledetråd kom jeg til den erkendelse, at den organiserede verden er en tekst, der udtrykker mandlig dominans. Hvis denne tekst kunne dekonstrueres, kunne dominansen selv omgøres, og det kvindelige princip – varmt, nærende og livgivende – ville kunne fremkomme.

 

Lufthavnsbussen kørte mig til langtidsparkeringspladsen, og jeg fandt min lille bil, der stod hvor jeg havde efterladt den. Uden videre åbnede jeg døren og begyndte at sætte mig ind. Og det var der tanken slog mig. Ind i bilen…bilen var selvfølgelig en kvinde, og jeg, udtrykkende en maskulinitet jeg nu forstod gennemtrængte selve kernen af mig, var i gang med at trænge ind i hende, for at bruge hende for egen fornøjelses skyld, på samme måde som mænd har brugt kvinder i årtusinder.

 

Jeg trådte et skridt tilbage fra hende, forbløffet over min egen indsigt. For jeg indså, at der var en større dimension involveret, end min enkle indstigning i bilen. Det blev faktisk klart for mig, at hele mønsteret af mandlig dominans over kvinden var til stede her. Og så var det vigtigste måske ikke, at jeg indtog bilen og tvang hende til at udføre min vilje. Endnu vigtigere var det, at jeg kom til erkendelsen af, at bilen, som helt klart var kvindelig, var blevet interpenetreret af mandligt begær; hendes smukke  feminine essens fordrejet og degraderet af fallosdominansen.

 

Det var i det øjeblik jeg kom til den konklusion, at jeg var nødt til atdekonstruere min bil; ikke kun for hendes skyld, eller for alle kvinders skyld, af hvilke hun var en del, men for mig selv og alle andre mænd. Forkrøblede og drevet af vor egen falliske antagelser, var vi blevet frataget den skønhed der kunne eksistere, hvis de kvindelige principper blev at herske. Jeg indså, at jeg her kunne begynde i det små. Jeg kunne fjerne indflydelsen af mandlig dominans fra denne smukke bil, og efterlade hende til udtrykkelsen af hendes kvindelige essens, på en måde hun, og kun hun, kunne afgøre.

 

Jeg begyndte med den genstand der først slog mig: gearstangen. Gearstange, forstår du det? Den er helt klart en penis. I bagagerummet lå en sav. Jeg tog den frem, og begyndte at save den over. Det var hårdt arbejde, og det var varmt, men i takt med jeg opgav min tvivl og tøven, var det som om jeg opdagede nye energikilder, for arbejdet syntes at blive lettere. Og da saven kom gennem det sidste stykke metal, da gearstangen faldt ud af bilen, følte jeg også mig også opløftet, frigjort af en tung byrde, jeg havde båret hele mit liv. Det stod nu klart for mig, at jeg havde passeret et punkt jeg ikke kunne vende tilbage til. Jeg blev forpligtet mine egne handlinger. Der var ingen vej tilbage.

 

Det næste jeg vendte mig mod, var en mere raffineret side af den mandlige dominans værdier – styresystemet. Tænk engang over det. Man drejer en smule på rattet, og bilen drejer en tilsvarende smule. Så rationelt, så logocentrisk, så koldt, så kvintessentielt mandligt. Det holdt ikke. Jeg savede en længde af styrestangen af, og i stedet monterede jeg et rør, jeg længe havde kørt rundt med. Fastgjort til begge ender af den resterende styrestang, vil det monterede rør fungere som en slags stort gummibånd. Når man så drejer rattet, så sker der måske noget. Men måske der ikke noget. Så fuldt af frihed! Så intuitivt! Så varmt! Så feminint! Friedan selv kunne ikke have gjort det bedre. Min opmærksomhed faldt dernæst på hjulene. Hjulene, med deres rundhed og fylde, syntes først at være mod min overordnede dømmekraft. Kunne de være et feminint element i bilen? Men så ledte mine tanker mig til erkendelsen af den underliggende indbyggede sexisme i deres anvendelse. For hver af disse hjul var penetrerede og underlagt en akse, hvis bud de var tvungne til at følge. Derudover var det hjulene der var bebyrdede med vejens belastning. Akslerne behøvede intet at gøre end at dreje. Herre og tjener, endnu engang. Yderligere, da jeg fik tænkt tingene grundigt igennem, opdagede jeg et endnu dybere niveau af misbrug. Hver aksel penetrerede og dominerede to hjul. Ikke bare blev de stakkels hjul voldtaget og domineret, de blev også ydmygede. Dette kunne ikke tillades at passere.

 

Jeg fjernede hjulene fra akslen og placerede dem på forsædet. De kunne nu køre i den position de fortjente. Akslerne der nu var i kontakt med vejen, måtte nu udstå den lidelse de tidligere havde udsat andre mere sensitive for. Lad retfærdigheden ske fyldest.

De fortjente ingen medlidenhed.    

 

Endeligt kom jeg til den del af bilen der syntes mest indlysende mandlig. Motoren. Fordrukken, rygende, tagende fra Moder Jord og kun givende skidt tilbage. Det er hvad essensen af mandlighed udtrykte. Og for hvad blev dette gjort? Fart, kraft, lysten til at bevæge sig endnu hurtigere. Konkurrence, dominans…det mandlige udtryk er uundgåeligt. Der har i al fald aldrig eksisteret kvinder der interesserede sig for den slags.

 

Men som jeg tænkte på motoren slog det mig, at dette billede af maskinen som dominerende, helt bogstaveligt kun havde skrabet overfladen. For når jeg tænkte på, hvad der skete med maskinen, blev min rædsel og skam uendelig. For der, inden i maskinen, skjult for udenforståendes øjne, foregik de frygteligste scener af mandlig brutalitet. Maskinen, gik det op for mig, blev drevet af voldtægt. Stemplerne penetrerede cylindrene, og de gjorde det hver gang krumtapakslen drejede. Det var ikke bare voldtægt. Det var massvoldtægt, og det skete med ufattelig hastighed og under de mest forfærdende omstændigheder. To tusind, tre tusind, fire tusind…op til seks tusind voldtægter per minut! Og varmen, trykket, den rene utøjlede vold! Med tårer i øjnene flåede jeg topstykket af motoren, og anbragte de stakkels voldsramte kære på bagsædet. Dette skulle aldrig ske igen. Aldrig.

 

Men min nye bevidsthed forstod, at blot at redde topstykkerne ikke ville være tilstrækkeligt. Der skulle udbetales erstatning for denne forbrydelse. Og afstraffelse af stemplerne ville heller ikke være tilstrækkeligt. Hele infrastrukturen af mandlig dominans, der støttede, tilskyndede og endog krævede denne vederstyggelighed, måtte også lide.

 

Solen var ved at gå ned, da jeg begyndte at save i stemplerne, og jeg vidste det ville tage sin tid. Efter stemplerne kom plejlstangen, krumtapakslen, svinghjulet…alle måtte bøde.

 

Det var midt på formiddagen næste dag, da jeg havde fået savet det sidste stykke af motoren i stykker. Mit hjerte blev lettet for sit skyld. Jeg plantede et træ, hvor motoren tidligere havde befundet sig. Nu kunne Moder Jord og bilen være ét.

 

Men jeg var træt. Natten havde været lang og hård. Jeg ønskede, at jeg kunne sætte mig ind i den smukke bil, nu genoprettet i al sin pryd. , og køre hende hjem. Men jeg vidste, at dette ikke ville ske. Jeg ville ikke længere påtvinge min mandlige vilje på hende. Hun var fri til at gå sin egen feminine vej. Jeg begyndte den lange gåtur hjem, fantaserende om hvilken vej hendes skæbne vil tage hende.

 

 

 

Leave a Response »

 

Alfahunner og deres svattede mænd torsdag, nov 20 2008

Ved en sammenkomst for nylig stødte jeg på et deprimerende familiært syn, af en kvinde i tredverne akkompagneret af et nørdet efterslæb af en mand, som hun havde kuet til at bede hende gifte sig med ham.

 

Det var et indlysende umage par. Han var selvudslettende, overvægtig og sammensynkende. Hun var succesfuld, ambitiøs og selvsikker, og målte hvert ord han sagde, i tilfælde af han sagde noget, der bare nærmede sig noget der kunne støde hende.

 

På hendes finger sad en enorm, glitrende forlovelsesring. En fælles ven fortalte senere, at hun i første omgang var blevet præsenteret for en mere udsøgt, men knapt så prangende ring, men havde fortalt sin forlovede, at han skulle bytte den til noget der var større.

 

Denne store diamant var hans underkastelsesdeklaration i kønskrigen. Men jeg havde ingen medlidenhed med det dumme fjols; han skulle have været mand nok til at bede hende skrubbe af, og finde sig en anden model.

 

 I stedet kan han se frem til et liv med plage og forsømmelse, og ved synet af hans hundsende kommende kone, der paraderede sin store sten, følte jeg en let skadefryd.

 

Hendes selvtilfredse smil kunne give indtrykket af, at hendes glamourøst inspirerede liv gik efter planen, men jeg kunne se katastrofen nærme sig.

 

En dag vil hun indse, hvor kedeligt og ufyldestgørende det er, at have en mand der ikke svarer igen, der ikke giver udfordringer og farer – men til den tid vil det være for sent, og hun vil være lænket til ham, af frygt for at blive bænkevarmer. Dette er sørgeligt nok tilfældet i mange af dagens ægteskaber.

 

Tilbage i 1990´erne, kæk af feminismens succes, søgte kvinder at slagte patriarkatets drage, ved at transformere mænd til latterlige tøsedrenge, der ville tude med dem gennem tøsefilm, og bagefter lave dem en lækker lasagne.

 

Pludselig ville kvinder inkassere deres nyvundne lighed, ved at forme mænd til at være ligesom dem.

 

Denne fløjlsrevolution blev reflekteret i en stribe af bredere kulturelle forandringer. Efter årtier med kompromisløse filmhelte som Marlon Brando og Clint Eastwood, blev vi bedt om at falde for stammende, pjuskhårede lapser som Hugh Grant; følsomt sensitiv og håbløst forlegen i kvinders nærhed.

 

Der var uden tvivl på det tidspunkt millioner af vildledte enlige kvinder, der mente, at det var en god ting at have en mand der kunne føle deres smerte.

 

Nu vågner kvinder op til det faktum, at disse mænd er trættene, kønsløse kedeligheder. Feminiseringen af mændene har ikke produceret de velafrundede alfahanner kvinderne havde håbet på.

 

I stedet er de nu klistret sammen med rygradsløse slapsvanse, kun fungerende som lidt mere end dørmåtter, som de hemmeligt foragter, men er for stolte til at indrømme det.

 

Karrierekvinder har en tendens til mere at søge dominans end partnerskab i et forhold. De planlægger tidligt deres liv, og søger derefter drømmen om ”have det hele” med koldblodig hensynsløshed.

 

Unge kvinder har et krystalklart mål: de vil have karrieren, garderoben, de velmøblerede hus, firehjulstrækkeren og de søde børn de kan køre i privatskoler. Ingen mand kommer på tværs af dette; og de mænd de vælger, er eftergivende og ynkelige nok til at facilitere dette program.

 

At koncentrere så megen energi på arbejde og familie kræver, at kvinder vælger mænd der er forudsigelige og sikre, der ikke ødelægger billedet ved at forfølge egne drømme og instinkter.

 

De er tørvetrillere der oversvømmer med empati, når som helst deres koner og veninder præsenterer deres jobproblemer og kvindelige angst for dem: svage og sjælløse mænd, der ikke har nosser til at have deres eget standpunkt, der indtager passagersædet i deres kvinders heltefærd mod det post-feministiske Nirvana.

 

Men efter at have vinget de forskellige emner af checklisten af, efterlades kvinder med en nagende fornemmelse af utilfredshed. Hvor var dramaet? Hvor var passionen? Hvor var stimuleringen og væksten?

 

Det blev alt sammen skrottet til fordel for et bevidsthedsbedøvende, materialistisk shoppetur, der er ”Det Gode”. Men i sidste instans en skidt erstatning for et virkeligt liv. Disse kvinder anser dem selv for alfahunner, men de er ikke andet end patetiske fupmagere.

 

En virkelig amazone kunne ikke udstå selskabet af en ydmyg mand, for ikke at tale om at gifte sig med en sådan. Virkelige alfahunner er de, der kan klare dem selv med en alfahan.

 

Dybest set elsker kvinder mænd der giver dem modstand. Der ikke vil kostes rundt med. De elsker mænd, der ser dem i øjnene, og beder dem klappe i, når deres hormonale forstyrrelser bliver for meget.

 

De elsker mænd, der tegner en streg i sandet, og forlader dem, når de har fået nok.

De elsker mænd, der ved hvem de er, og er mænd nok til at stå ved det.

 

Jeg beder altid min kone klappe i. Hun bliver smæk fornærmet over det, men jeg ved hun respekterer mig for ikke at finde mig i hendes neuroser. det er længe siden jeg fandt ud af, at det ikke kan betale sig at diskutere med kvinder.

 

Mens mænd ønsker en diskussion der giver mening, og har en rationel konklusion, så ønsker kvinderne diskussionen i sig selv: den er en følelsesmæssig trykventil, og når de først kommer i gang, kan de ikke stoppes.

 

Jeg har en meget lav kedsomhedstærskel; Jeg magter ikke at have alenlange diskussioner om, hvor vi skal hen. Ej heller magter jeg at høre detaljeret sladder om ”Han sagde, hun sagde” monologer, som kvinder kan fortabe sig i, når de skal berette om deres dag.

 

Jeg tackler disse elementer af kvindelig personlighed med uanfægtet ligegyldighed. Nogle ville kalde mig et sexistisk svin, men jeg er det modsatte. Jeg elsker kvinder, og jeg elsker min kone, fordi hun er klog og utroligt stærk.

 

Jeg er en ægte feminist, fordi jeg kun vil være sammen med en kraftfuld og kapabel kvinde. I sexist ville kunne magte at have en kone så intelligent og uafhængig som min.

 

Vores relation havde aldrig fungeret, hvis jeg havde været en ”Ny Blød Mand”, der desperat sympatiserede med den kvindelige tilstand.

 

Min kone ville med tiden have foragtet mig for min logrende kujonagtighed. Hun er en kriger, og hun har brug for at være sammen med én der matcher hende. Da jeg kender grænserne for hvad jeg i et forhold vil finde mig i, bevarer jeg min selvrespekt, og vinder dermed hendes.

 

Mænd er nu i almindelighed skrækslagne over kvinder. De tier af frygt for at blive misforståede som sexister; de prøver konstant at gætte deres partners tanker, for at undgå at støde hende.

 

De pynter dem selv med knagende hylder fyldte med skønhedsprodukter, så de ikke pådrager sig latterliggørelse og foragt. De undertrykker deres maskulinitet, og præsenterer dem selv som nuttede Mr. Nice Guy, og vil ikke projicere selvtillid, i tilfælde af at dette bliver anset for uforarbejdet virilitet.

 

Dette konspiratorisk feministiske tilbageslag har selvfølgelig udviklet sig hånd i hånd med Storbritannien´s voldsomme politiske korrekthed. De to er kombineret som en slags potent kemisk reaktion, der eksploderer i ansigtet på en generation af kvinder, der troede at en ”bearbejdet” man ville udgøre en attraktiv mand.

 

I de seneste år er mænd som sæler blevet trænet til at være ikke-angribende mod kvinder, og ikke længere vide hvordan man lokker dem, og tænder dem.

 

Men kvinder længes i hemmelighed efter en mand der storskryder, der er kæk og selvsikker, og har modet til at sætte dem på plads, og gøre grin med deres kvindelige fobier.

 

De længes efter den udsvævende charme hos en mand, der ved, at der er et helt hav af fisk derude, og som ikke er bange for at være ham selv, i tilfælde af en afvisning.

 

Sandheden er, at en rig mand er ligeglad med, hvad nogen kvinde mener om ham. Han er ligeglad med, hvad nogen mener om ham: han er kun ansvarlig overfor sin sjæl.

 

Rigtige mænd lader ikke engang som om, eller prøver på at forstå kvinder. De elsker dem simpelthen for de mystiske, fattende skabninger de er. Og de tager dem heller ikke for alvorligt. De kender det kvindelige sinds omskiftelighed, dets konstante usikkerheder og flygtige humør.

 

Mere end lefle for dem, ser de det drive forbi som skyer på himlen. De bliver ikke viklet ind i kvindens følelser, og lytter til hende sludre, indtil hun har talt sig selv færdig. Sådanne stærke og stoiske mænd er præcist hvad kvinder behøver for at forankre dem selv i deres følelsers kaos.

 

Somme tider begræder min kone min selvstændighed og afslappede forhold til vores ægteskab, og ønsker, at jeg var en lille smule mere sammensmeltet med hende. Så fortæller jeg hende, at hun hurtigt ville blive træt af det, fordi mænd der sætter kvinder på en piedestal, ikke kan elske dem på den måde kvinder ønsker at blive elsket.

 

Bring de rigtige mænd tilbage, piger. Det kan være at I opdager, hvorfor det egentligt var I elskede dem.

Leave a Response »

 

Britiske terrorenklaver bakker ifølge et lækket regeringsdokument op om jihad fredag, nov 21 2008

Tusinder af islamiske militante i Storbritannien støtter ifølge et lækket regeringsdokument aktivt jihad-aktiviteter i hjemlandet og udlandet.

 

Den hemmelige rapport kommet i hænde af Sunday Telegraph erklærer, at Storbritannien i den nærmeste fremtid vil forblive et ”højprioritetsmål” for internationale terrorister i alliance med Al Qaeda.

 

Og den advarer mod et netværk af ekstremistceller der eksisterer i Storbritannien, med hovedkoncentrationen i London, Birmingham og Luton.

 

Dokumentet – stemplet ”Hemmeligt” – er angiveligt udfærdiget af efterretningstjenesten i Ministry of Defense, MI5 og Special Branch.

 

Truslen fra islamiske ekstremister er ”forskelligartet og omfattende distribueret”, og antallet af terrorister i Storbritannien er ”svært at anslå”, erklærer rapporten.

 

Men den citerer anslag fra Joint Terrorism Analysis Center, at der er ”tusinder af ekstremister i Storbritannien dedikerede til støtten af jihad-aktiviteter, enten i hjemlandet eller udenlands”

 

Og den erklærer: ”I den nærmeste fremtid vil Storbritannien fortsat være et højprioritetsmål for internationale terrorister i alliance med Al-Qaeda. Storbritannien vil møde trusler fra britiske muslimske statsborgere, inklusive muslimske konvertitter og terrorister fra fremmede lande med base i Storbritannien, såvel som terrorister der planlægger angreb fra udlandet”

 

I 2006 sagde tidligere chef for Security Service Dame Eliza Manningham-Buller, at MI5 havde afdækket 30 store terroristsammensværgelser og havde 1.600 personer i 200 celler under overvågning. I 2007 sagde efterfølger Jonathan Evans, at antallet var steget til 2.000.

 

Dette nye dokument tegner et billede af hvilken slags mennesker der er engagerede i ekstremistiske aktiviteter i Storbritannien:

 

”Størstedelen af ekstremisterne er statsborgere af sydasiatisk herkomst, hovedsagligt pakistansk oprindelse, men der er også ekstremister fra Nord –og Østafrika, Irak, Mellemøsten og et antal konvertitter”.

 

”Den overvældende majoritet af ekstremisterne er mænd, typisk i alderen 18 til 30 år”

 

 ”Hovedkoncentrationen af ekstremister findes i London, Birmingham, med signifikante ekstremistiske netværk i syd-øst-London, nærmere betegnet Luton.

 

”Ekstremistiske netværk er hovedsagligt optagede af at sprede deres ekstremistiske budskaber, træning, skaffe økonomiske midler og producere ikke-dræbende militært udstyr til understøttelse af jihad i Pakistan, Afghanistan og Irak, og sende rekrutter til konfliktområderne”

 

En regeringstalsmand tilføjede senere: ”Vi ved at terroristtruslen vi står overfor er reel og tiltagende kompleks”

”Trusselsniveauet sættes af Joint Tactical Communications System og ligger fortsat på ”alvorlig”, som det i nogen tid har gjort”

 

”Det har hele tiden stået os klart – som det har for generaldirektøren for Security Service – at der findes mange sammensværgelser, individer og grupper under undersøgelse. Vi uddyber dog ikke omkring specifikke sammensværgelser eller individer”

 

”Derfor har vi investeret signifikante ressourcer i yderligere indsats mod terrorismen, allokeret midler til takling af radikaliseringen her og udenlands, og hvorfor vi har en strategi, der søger at tage sig af den umiddelbare angrebstrussel, bringe terrorister for en domstol og lave tiltag der forhindrer støtten til, og udviklingen af, voldelige ekstremister”

 

Leave a Response »

 

Marx-Kommunisme-Totalitarisme; Muhammed-Islam-Terrorisme søndag, nov 23 2008

Vi er mange der gerne ville opfatte Islam som blot en religion. Denne følelse kommer fra hjertet. De fleste vil gerne tænke godt om deres medborgere. Jeg vil faktisk påstå, at vi altid har haft en økumenisk ånd. Men en sådan tankegang ignorerer Islam som den er, og ikke som den burde være. Jeg så gerne, at Islam blot var en religion, der bad om muslimernes sjæl, og ikke muslimens politiske troskab, men sådan er det ikke.

 

Som langt størstedelen af alle muslimer indrømmer beredvilligt, at Islam ikke blot er en slags tilbedelse. Den er en hel livsmåde, der kræver ethvert aspekt af personens væren. Der findes ingen adskillelse af den individuelle pligt mod Gud og samfundets pligt mod Gud. Islam beskriver derfor ikke blot hvad jeg skal gøre som individ, men hvad vi skal gøre som samfund.

 

Som sådan er der ikke alene tale om en religion. Der er også tale om et sammenhængende socio-politisk system. Vi kalder i almindelighed sådanne socio-politiske konstruktioner for ideologier. Jeg kan acceptere Islam som religion. Jeg kan ikke acceptere Islam som ideologi.

 

Kritikken af os der er mistænksomme overfor Islam er til tider valid. For at være helt ærlig er en del af grunden til at jeg blogger, at kunne være lidt pubertær. Men faktisk har mange af venstrefløjens kommentarer på det seneste været så misinformerede, at de i sig selv repræsenterer deres egen ideologi. Den ideologi forveksler religiøs tolerance med religiøs accept. At tolerere Islam betyder alene at acceptere den som en del af livet, men tolerance betyder ikke, at jeg favner Islam på lige vilkår med andre religioner. Jeg forventer dog, at venstrefløjen forveksler tolerance med accept. Den har altid forvekslet disse to. Men retten til at gøre dette er malplaceret.

 

Højrefløjen har altid været kritisk mod ideologier der var antitetiske mod frihed. Vi tolererede Kommunistpartiet i årtier, men var helt på forkant med, at kalde ideologien espoused hvad det var: gennemført totalitært.

 

Jeg har personligt hørt kommunister propagandere. Tro mig, det krævede hele min selvbeherskelse ikke at fare frem og lukke munden på dem, når de stod der og tiljublede det sovjetiske system, og løj til befolkningen om, at den ville være meget bedre stillet under kommunisme end den nogensinde kommer til at være under demokrati.

 

Jeg tolererede dem, men favnede dem ikke. Det er sådan tolerance fungerer.

 

Højrefløjen havde ret i at sige, at kommunismen var et gennemført totalitært system. Det underlagde sig individet under kollektivet, mig under dig.

 

I den tid, og selv i dag, kan kommunistiske apologetiske tilhængere lide at skelne mellem ”Marxisme” eller ”sand Kommunisme” og ”Stalinisme” eller ”Sovjetkommunisme”. I deres øjne var det urimeligt at kritisere Marx, og ofte endog Lenin.

 

Marx og Lenin, ville de sige, prøvede at hjælpe folk, mens Stalin gjorde det for magtens skyld. De fandt det lettere at bilde dem selv ind, at Stalin myrdede 40 millioner mennesker for egen omnipotens, end at han gjorde det for opbygningen af kommunismen. Sjovt nok havde de ingen problemer med at bilde dem selv ind, at Hitler myrdede jøderne, for at opbygge 1000 års riget for Herrefolket, men det overstiger deres fatteevne, hvorfor Stalin kunne myrde kulakkerne for kollektiveringens skyld.

 

Der blev i denne periode lagt store akademiske kræfter i at producere tekster, der for tilhængerne af Marx skulle adskille dem selv fra den kommunisme der rent faktisk blev praktiseret i Sovjetunionen eller Kina. Sådanne værker skulle skelne ”sande kommunister” fra ”kommuniststaterne”.

 

Disse kommunistiske ”medborgere” kunne vi på højrefløjen tolerere. De gjorde det klart, at de afviste meget af det sovjetiske betonsystem, og var ofte lige så kritiske over for det.

 

Men vi favnede aldrig selv de mest udvandede versioner af kommunismen, tilbudt os af disse ”medborgere”. Ingen af os stod tilbage for at sige, at Marx´s ideologi var ond. Ingen af os frygtede at støde dem eller fremmedgøre dem ved at sige, at Stalin var det direkte og logisk resultat af Marx. At Gulag faktisk blev initieret af dette venstrefløjens helteikon. At kommunismen i sig selv af natur var totalitær og ond.

 

Til trods for vore udtrykkelige meninger om kommunismens uheldige sider og dens ideologiske grundlægger Marx, så tolererede vi stadig kommunisterne blandt os. Og til trods for skråleri om ”McCarthyisme”, prøvede vi bravt at erklære hvad vi oprigtigt mente.

 

Under alt dette yndede venstrefløjen at bringe det faktum på banen, at langt størstedelen af sovjetborgerne ikke ønskede andet end at leve i fred. Vores svar var: ”Og så? Hvad har det præcist at gøre med, at kommunismen er gennemført totalitær, og at Marx er ansvarlig for den?”

 

Venstrefløjen yndede også at udpege stater som Tito´s Jugoslavien som eksempler på, hvad de kunne lide at tro var mere åbne samfund med marxistisk orientering. Igen svarede vi, at det godt kunne være, at Jugoslavien ikke var så slemt som Sovjetunionen, men borgerne i Jugoslavien var ikke frie i ordets egentlige betydning. At pege på at der er en forskel mellem kommunismen i Jugoslavien og Sovjetunionen viser kun, at det ene land var mindre totalitært end det andet. Ikke at ingen af landene ikke var totalitære.

 

Det var også indlysende for enhver, at der inden for den store kreds af marxister var forskellige fraktioner. Nogle af disse fraktioner havde rehabiliteret Marx til det punkt, hvor de ikke længere var anderledes end ikke-marxistiske socialdemokrater. Vi var sådan set ligeglade med, om de kaldte dem selv for marxister, bare de afviste kerneideerne af marxismen.

 

Under alt dette var der ingen der sagde, at den individuelle marxist var en trussel mod vore civile rettigheder. Vi anså ikke kommunister for værende onde mennesker. Vi frygtede ikke, at vore kommunistiske naboer ville begå terrorismehandlinger. Vi bød dem på aftensmad. Vore børn legede med deres børn.

 

Vi var modne nok til på det tidspunkt at kalde kommunismen ond, mens vi anerkendte den enkelte marxist som værende en rar person, som vi ville gå til fodboldkamp med. Den enkeltes ideologi havde altså intet med dennes handlinger på dag til dag basis at gøre. Den enkeltes ideologi fortæller os kun, hvordan denne mener samfundet burde være indrettet, og hvordan man burde handle nu i det samfund vi har i dag.

 

Jeg håber jeg i det foregående har gjort mig selv forståelig. Hvis ikke beklager jeg. Tillad mig at forklare hvorfor alt dette er relevant.

 

I dagens Danmark ønsker nogle højreorienterede, at vi skal tie stille om emnet Islam. Nogle ønsker vi skal tie stille af strategiske årsager – vi har behov for, at moderate muslimer bekæmper radikale muslimer. Dette er en valid bekymring.

 

Den samme bekymring eksisterede i Europa under Den Kolde Krig. Vi ønskede ikke at fremmedgøre europæiske marxister, der modsatte sig marxistisk aggression. Vi forstod, at disse socialister var modne nok til at acceptere vor kritik, mens de modtog vor hjælp.

 

Alliancer bliver skabt i gensidige interesser, ikke nødvendigvis i overensstemmelse med fælles ideologier. Hvis muslimerne ikke ser sig i stand til at acceptere vor kritik, uden at afvise vor hjælp i den fælles kamp mod den form for Islam vi afskyr, så har vi et endnu større problem, end jeg er parat til at se i øjnene.

 

Nogle ønsker vi skal forblive tavse af den årsag, at de selv er for dovne til at åbne Koranen og de traditionelle Hadith´er, og finde ud af hvad rødderne til kerneideologierne i Islam virkelig er. Eksempelvis at sige at visse grene af Islam afviser de mere odiøse Hadith´er og fortolkninger af Koranen. At nogle er dedikerede til en meget frisindet form for Islam, eller at de fleste muslimer simpelthen ikke overvejer disse doktriner på en dag til dag basis, kan meget vel være sande, men beder om at få stillet det essentielle spørgsmål, vi i tilfældet Marx er villige til at stille, men synes uvillige til at stille i tilfældet Muhammed: findes der noget iboende i læren, der er inkompatibelt med den liberale tradition?

 

At den store majoritet er ofre for islamisk vold af muslimske landsmænd, er også sigende, men ikke på den måde nogle ønsker vi skal tro. De muslimske ofre for terrorisme er ikke mindre ofre for Islam, end de utallige rettroende socialister der blev myrdet under kommunismen.

 

Størstedelen af ofrene for kommunismen var folk der levede i kommunistiske lande. 40 millioner sovjetborgere blev grundet kommunismen dræbt. Titals millioner af kinesiske borgere blev dræbt grundet kommunismen. At ofrene for kommunismen i det store hele var indbyggere i socialistiske samfund, siger en hel del om ideologien selv. Ligeledes med Islam og dens ofre.

 

At kritisere Islam er ikke mere at kritisere den enkelte muslim, end at kritikken af Marx var et angreb på karakteren af den enkelte marxist. At kritisere islamiske samfund er ikke mere et angreb på muslimer, end at kritikken af det sovjetiske samfund var et angreb på russerne.

 

Hvad jeg mener om Islam, har absolut intet at gøre med, hvad jeg mener om muslimer. Jeg hader Islam, men jeg har nogle meget fine muslimske kolleger. Hvad jeg mener om kommunismen, har intet at gøre med, hvad jeg mener om kommunister.

 

At sige at der findes en forbindelse mellem Muhammed´s lære, Islam og den terrorisme den så ofte avler, er ikke anderledes end at sige, at der er en direkte forbindelse mellem Marx, Kommunisme og den totalitarisme den avlede.

 

Islam er rodårsagen til islamisk terrorisme, på sammen måde som marxismen var rodårsagen til den internationale kommunistiske aggression.

 

Islam er rodårsagen til islamisk autoritarisme i hver eneste nation der har muslimsk flertal, på samme måde som marxismen var rodårsagen til autoritarisme i hver eneste nation der optog det kommunistiske system.

 

Muhammed er manden der er ansvarlig for skabelsen af ideologien af konflikt og tyranni, der er Islam, i lige så stort omfang som Marx er manden, der er ansvarlig for skabelsen af ideologien af konflikt og tyranni, der er kommunismen.

 

At bede mig moderere mig i forhold til Islam er at bede mig lyve på politiske forventninger eller Politisk Korrekthed. Jeg hverken kan, eller vil, formumme min kritik af Muhammed, alene af den årsag at det kan fjendtliggøre nogle af vore allierede i kampen mod terror, ej heller vil jeg tavsgøres alene af den årsag, at jeg kan støde nogen.

 

Vi var i stand til at vinde Den Kolde Krig uden at ty til den slags nonsens. Jeg håber vi kan vinde krigen mod Radikal Islam under tilsvarende betingelser.

 

Leave a Response »

 

Hvordan feminisme fører til undertrykkelsen af kvinder mandag, nov 24 2008

Ifølge Heather MacDonald er en feministisk overtagelse af Harvard forestående. Universitetet er lige ved at udnævne sin nye radikale feministiske præsident Drew Gilpin Faust, efterfølgende Lawrence Summers´s alt for korte ledelse. Summers´s hensynsløst ærlige overvejelser om kvinder i videnskab, styrkede det feministiske greb i fakulteternes ansættelser og udnævnelser. Specialgruppen vandt 50 millioner dollar dedikeret til at øge ”mangfoldighedsbestræbelserne” på Harvard. Som universitetspræsident gav Lawrence Summers i 2005 en tale, hvor han vovede at påstå, at indbyggede forskelle mænd og kvinder imellem kunne forklare, hvorfor mænd har flere stillinger som topvidenskabsmænd end kvinder. Dette er en meget plausibel tese. Ifølge Dr. Paul Irwing ved Manchester University er der dobbelt så mange med en IQ på 120 og derover som hos kvinder, og 30 gange så mange med en IQ på 170 og derover. Der er andre undersøgelser, der viser lignende uforholdsmæssige tal blandt mænd med ekstremt høj intelligens.

 

Men selv om Summers kan have taget fejl, så er det farligt at slå ind på en vej, hvor vigtige emner helt unddrager sig debat. Ét af kendetegnene ved vestligcivilisation har været Vesten´s tørst efter altid at stille spørgsmål ved alt. Politisk Korrekthed er derfor anti-vestlig i både form og i sin hensigt. Det bør her i den forbindelse bemærkes, at feministerne udgjorde frontløberne for Politisk Korrekthed, den sammen ideologi der slørede universiteternes øjne for den muslimske trussel.

 

Det fører derudover skade til skam, at feministiske akademikere anser muslimske kvinders tørklæde, og endog burkaen, for en ”alternativ feminisme”. Dr. Wairimu Njambi er assisterende professor ved ”Kvindestudier” på Florida Atlantic University. Meget af hendes studier er dedikeret til opfattelsen af, at den grusomme praktik med kvindelig omskæring, faktisk er en triumf for feminismen, og at det er hadefuldt at antyde andet. Ifølge Njambi ”fastlægger anti-omskæringsdiskursen en kolonialistisk antagelse, ved at universalisere et bestemt vestlig billede at en ”normal krop” og normal ”seksualitet”.

 

Harvard University modtog for nylig en gave på 20 millioner dollar fra Prince Al-Waleed bin Talal bin Abdul Aziz Al-Saud, medlem af den kongelige saudiske familie, til finansieringen af islamiske studier. Disse midler vil uden tvivl blive anvendt til at påvirke curriculum, for at gøre det mere imødekommende og mindre ”islamofobisk”. Højere vestlige uddannelsesinstitutioner, såsom Harvard, bliver derfor samtidigt brugt som talerør for Saudi islamisk propaganda og venstreorienterede radikale feminister. Dette kan på overfladen ligne et paradoks, men begge parter søger på forskellig vis at miskreditere traditionel vestlig kultur ved at fremhæve dens ”historie af undertrykkelse og uretfærdighed”, og de undertrykker begge anderledes tænkende og kritik af deres hellige doktriner.

 

Måske unddrog ordene fra med-professor på Harvard Charles Fried sig feministernes opmærksomhed, der advarede om, at ”den store fjende af frihed altid har været én eller anden vision af ”det gode”. Feministerne har skadet os ved at tilskynde til offentlig accept af intellektuel hykleri, der senere banede vejen for islamisk infiltration. Det offentlige mantra er, at mænd og kvinder ikke alene er lige, men også er identiske, men på samme tid er kvinder også på én eller anden måde mændene overlegne. Begge disse udsagn kan ikke logisk set på samme tid være sande, men fremsættes dog alligevel uanfægtet. Denne indlysende dobbeltmoral ligner til forveksling multikulturalisternes dobbeltmoral, hvor alle kulturer er lige, bortset fra vestlig kultur, der er underlegen og ond.

 

Denne teknik kaldes ”Undertrykkende Tolerance” og stammer fra den kulturelle marxist Herbert Marcuse i 1965. Kort fortalt handler dette om, at de der tilhører ”dominerende samfundsgrupper” burde have deres ytringsfrihed undertrykt af progressive radikal, og ganske enkelt nægtes adgang til diskussionsfora, for at kunne udligne den ”institutionelle undertrykkelse” i samfundet. Marcuse´s ideer havde en enorm gennemslagskraft i 1960´erne og 1970´erne. Han advokerede også for tøjlesløs sex, som en måde at frigøre folk fra religiøs moral.

 

Professor Bernard Lewis advarede i Jerusalem Post, at islam snart kunne blive den dominerende kraft i Europa. ”Europæerne mister deres selvtillid”, sagde han. ”De har ingen respekt for deres egen kultur” og har ”overgivet sig” på alle områder der drejer sig om Islam, gennem ”selvfornedrelse og Politisk Korrekthed”. Feministernes mål har aldrig handlet om lighed kønnene imellem. Den handlede om ødelæggelsen af kernefamilien og samfundets generelle magtstrukturer.

 

Som Ellen Willis, en selvproklameret demokratisksocialist og grundlægger af rødstrømpebevægelsen, en radikal feministisk gruppe fra 1969, erklærede til det venstreorienterede The Nation i 1981: ”Feminisme er ikke blot et gruppeanliggende, den er en revolution i kulturelle og moralske værdier…Målet for enhver feministisk reform, fra lovlig abort…til børnesager, er at underminere de traditionelle familieværdier”. Det feministiske ikon Simone de Beauvoir erklærede, at ”ingen kvinde burde tillades at gå hjemme og opfostre sine børn…for hvis et sådan valg var muligt, ville for mange kvinder vælge dette”.

 

Tja, efter to generationer af andenbølgesfeminisme har Willis og Beauvoir fået deres vilje: Vestens raketagtige skilsmisserater og tilsvarende aftagende børnefødsler der fører til et kulturelt vakuum, gør os sårbare overfor en muslimsk overtagelse. Men feministerne er stadig ikke tilfredse. Legetøjsforsker Anders Nelson ved Sweden´s Royal Institute of Technology har advaret om, at legetøj over de seneste 15 år i tiltagende over grad er blevet kønssegregerede: ”Folk forklarer ofte deres legetøjsindkøb med, at drenge og piger ønsker forskellige ting. Men for at børn skal kunne være i stand til at reflektere over det legetøj de modtager, må forældre åbne deres øjne for de indbyggede kønsstrukturer. For børn er disse kønsroller mere uovervejede og instinktive”. Nelson opfordrede forældre til at give mere kønsneutrale julegaver. Med andre ord: ingen Barbiedukker til pigerne og ingen biler til drengene. Dette er resultatet af en kultur destrueret af Politisk Korrekthed. Den svenske marxistiske politiker Gudrun Schyman har foreslået en skat, der kollektivt afkræve svenske mænd penge for vold mod kvinder. I en tale i 2002 fremlagde selv samme Schyman de berømte ord, at svenske mænd er lige som det talibanske regime i Afghanistan. En mandlig klummeskribent i Aftonbladet svarede ved at sige, at Schyman havde ret: Alle mænd er som Taliban.

 

Mandehad er ikke nødvendigvis mindre udbredt end kvindehad. Den store forskel skal findes i, at førstnævnte er langt mere socialt acceptabelt end sidstnævnte.

 

Da den unge politiker Kjetil Vevle viste sig ved et møde for planlæggelsen af dette års demonstration på den Internationale Kvindedag den 8 marts i Bergen, Norge, blev han fortalt, at han ingen stemmerettigheder havde ved mødet, selv om han var passioneret feminist. Lederne mente ikke, at der var grund til at klage, da mændene generøst var blevet tilladt taletid, bare ikke tilladt foretage beslutninger.

 

Selvom lande som Sverige og Norge kan lide at portrættere dem selv som havende kønslighed, har jeg hørt besøgende kommentere, at kønnene sandsynligvis er længere fra hinanden end noget andet sted i verden. Radikal feminisme har udbredt mistænksomhed og fjendtlighed, ikke samarbejde. Og den har på ingen måde udryddet den grundlæggende tiltrækning feminine kvinder og maskuline mænd imellem. Og hvis folk ikke finder hvad de søger i deres eget land, så rejser de til et andet land for at finde det. Et slående antal mænd finder nu deres kvinder i det østlige Asien, Latinamerika og andre nationer med et mere traditionelt syn på femininitet, og også et antal kvinder finder partnere fra mere konservative lande. Tendensen er umiskendelig.

 

Skandinavere fejrer ”kønslighed” og rejser til den anden side af kloden, for at finde én det kan betale sig at gifte sig med. Norge og Sverige er lande med ekstremt høje skilsmisserater. Drenge vokser op i en atmosfære, hvor maskulinitet dæmoniseres, går i skoler der opfatter drenge som ”mangelfulde” piger og fortælles af medierne, at mænd er forældede, og at de i øvrigt alligevel snart uddør.

 

Feministisk kultur vil i sidste instans ende med at blive udryddet, fordi mændene enten er blevet for demoraliserede eller svage til at beskytte deres kvinder, eller fordi de er blevet som trætte af den uophørlige hån, at de simpelthen er blevet ligeglade. Hvis vestlige mænd er svin og ”ligesom Taliban”, hvorfor så bekymre sig? Vestlige kvinder vil så blive underlagt mere aggressive mænd fra andre kulturer, hvilket er præcist hvad der i øjeblikket sker i Europa. Ironien er, at da andenbølgesfeminismen i 1960´erne og 1970´erne satte ind, var kvinderne forholdsvist sikre, og i mine øjne ikke særligt undertrykte. Men efter at langtidsvirkningen af feminismen har sat sine spor, kan kvinder meget vel ende med virkeligt at blive undertrykt af Islam. Radikal Feminisme fører derfor til kvinders undertrykkelse.

 

Man kan overveje om Virginia Wolf så det komme. Måske, hvis hun havde levet i dag, ville hun hylde det islamiske tørklæde som ”en alternativ vej til feminisme” og skrive en bog med titlen ”Hver kvinde sin burka”. Med lidt held kunne hun måske endog opnå et legat til forskning i multikulturalisme på Harvard.

 

 

 

 

Leave a Response »

 

Omkring reglerne for ægteskab med unge piger tirsdag, nov 25 2008

er

reglerne for Islam i film? Hvis dette tillades, hvilken type film må det så handle om? Og hvad er kvindens rolle i film?

      Hvorfor Islam tillader piger under 10 år at gifte sig uden deres tilladelse (det siges at i tilfældet med børn, kræver det kun forældrenes tilladelse. Jeg ved det for voksne kræver forældrenes godkendelse). Ægteskab finder normalt sted mellem to personer, der har lidt modenhed. Men for børnene er det ikke tilfældet. Kan du retfærdiggøre den regel i Islam? (børneægteskab)

Priset være Allah                                

Spørgsmålet og handlinger og relaterede emner er allerede blevet behandlet i spørgsmål nr. 10836. Vi kan tilføje, at:

Shaykh Abu Bakr Zayd (må Allah bevare ham) sagde: Ridderlighed er ét af målene for Sharia, og alt der underminerer dette, viser denne person uegnet til at give sit tilsagn i retten. Islam indskærper de højeste karakteristika. Hvor ofte ser tilskuerne en skuespiller gøre tossede handlinger, eller bevæge sig eller tale på en tosset måde, eller endog spillende rollen som en gal mand, idiot eller tåbe? Baseret på dette er det meget klart for den kloge mand, at skuespil er én af de ting der mest underminerer ridderlighed, så det er én af de ting der erklærer en person uegnet til at give tilsagn i retten. Alt der er som det, er ikke godkendt i Sharia.

For det andet:

At ægte en ung pige før hun når puberteten tillades i Sharia; der er faktisk nedtegnelser der på lærd plan giver konsensus på dette punkt.

(a) Allah siger:

”Og de af jeres kvinder der har nået punktet for ”det månedlige”, for dem er ”Iddah”, hvis du er i tvivl, tre måneder; og for de der ikke har nået punktet for ”det månedlige”, er ”Iddah” ligeledes tre måneder”

 al-Talaaq 65:4

I dette vers ser vi, at Allah har gjort ”Iddah” i tilfælde af skilsmisse med en pige der ikke har sine perioder – fordi hun er ung, og endnu ikke har nået puberteten – tre måneder. Dette indikerer tydeligt, at Allah har gjort dette en validt ægteskab.

 (b) Det er nedtegnet fra Aa´ishah (må Allah have behag i hende), at Profeten (fred og velsignelser fra Allah på ham) giftede sig med hende, da hun var seks år gammel, han fuldbyrdede ægteskabet med hende, da hun var ni år gammel, og hun blev hos ham yderligere ni år.

Det faktum, at det er tilladeligt at ægte en ung pige, betyder ikke, at det er tilladeligt at have seksuel samkvem med hende; snarere bør dette ikke gøres før hun er i stand til det. Af denne grund udsatte Profeten (Allah´s fred og velsignelser være med ham) fuldbyrdelsen af sit ægteskab til Aa´Isha. Al-Nawawi sagde: ”Hvad angår bryllupsfesten for en ung gift pige, på tidspunktet for fuldbyrdelsen af ægteskabet, hvis ægtemanden og pigens værge er enige om noget, der ikke vil påføre den unge pige skade, så lad det ske. Hvis de er uenige så siger Ahmad og Abu: ”Ubayd siger, at når en pige når alderen ni år, så kan ægteskabet fuldbyrdes, med eller uden pigens samtykke, men dette gælder ikke for piger under alderen ni år. Maalik, al-Shaafa´i og Abu Haneefah sagde: ”Ægteskabet kan fuldbyrdes, når pigen er i stand til samkvem, hvilket varierer fra den ene pige til den anden, så der kan ikke fastsættes en aldersgrænse. Dette er det korrekte synspunkt. Der findes intet i Hadith af Aa´ishah der fastsætter aldersgrænsen, eller forbyder, at det ikke skulle kunne gennemføres i et tilfælde med en pige der er yngre en ni år, eller tillade det i et tilfælde det i et tilfælde med en pige, der ikke er i stand til det, efter hun har nået alderen ni år. Al-Dawoodi siger: ”Aa´ishah (må Allah have behag i hende) havde opnået fysisk modenhed, da ægteskabet blev fuldbyrdet. 

Det foretrækkes for en værge ikke at bortgifte datteren, mens hun stadig er ung, med mindre der findes en god grund til det.

Al-Nawawi sagde:

Det bør noteres, at al-Shaafa´i og hans kompagnoner sagde: Det foretrækkes for fædre og bedstefædre, ikke at bortgifte en jomfru før hun har nået puberteten, og de spørger om hendes tilladelse, med mindre hun ender i et ægteskab hun har mishag i. Hvad de siger, går ikke imod Hadith af Aa´isha, for det der menes er, at de ikke bør bortgifte hende, før hun når puberteten, hvis der ikke findes nogen indlysende interesser der kan gøre, at man kan frygte, at man vil gå glip af noget, hvis man udsætter det, som i Hadith af Aa´isha. I det tilfælde er det at foretrække at gennemføre ægteskabet, da det er pålagt faderen, at varetage sit barns interesser, og ikke lade nogen god mulighed gå af hænde.

 

Allah ved bedst

 

Leave a Response »

 

Durban 2 og Sharia onsdag, nov 26 2008

Danmark deltager i forberedelsen af ”Durban Review Conference 2009”, bedre kendt som Durban 2, som skal finde sted i april næste år i Geneve, en opfølgning på ”U.N. World Conference against Racism, Racial Diskrimination, Xenophobia and Related Intolerance”, der fandt sted i Durban i Sydafrika i 2001.

F.N.- racismekonferencen, i almindelig tale, er et forsøg på at sætte lighedstegn mellem religionskritik og racisme. Denne sammenføjning af begreber er i sagens natur ulogisk. Man kan naturligvis godt være muslim uanset hvilken race man tilhører. Religion kan derfor aldrig komme til at handle om race.

Det er Organisation of the Islamic Conference, der er en organisation der består af 57 lande, der i den forbindelse håber at opnå anerkendelsen af, at den i 1990 af Organisation of the Islamic Conference vedtagne ”Cairo Declaration of Human Rights in Islam”, skal anerkendes på lige fod med den almindeligt kendte F.N. Menneskerettighedserklæring og bruges som grundlag for racismekonferencen.

”Cairo Declaration of Human Rights in Islam” er et forsøg på at tilbyde et overblik over det islamiske perspektiv på menneskerettigheder, og bekræfter Sharia som eneste kilde til dette.

Der findes ingen faste love i Sharia. Sharia en slags lovsystem, en konsensus i den forenede ånd baseret på Koranen (den religiøse skrift for Islam), Hadith (ord eller handlinger af Muhammed og hans kompagnoner), Ijma (konsensus), Qiyas (udledning gennem analogi) og århundreders debat, fortolkning og præcedens.

Følgende er indholdet af ”Cairo Declaration of Human Rights in Islam” fra 1990 der ifølge Organisation of the Islamic Conference skal danne grundlag for vedtagelsen af en erklæring i F.N., der skal sidestille religionskritik med racisme.

Den Nittende Islamiske Konference af Udenrigsministre

Hold venligst for øje menneskehedens plads i Islam som viceregent for Allah på jorden;

Anerkendelsen af vigtigheden af at fremsættelsen af et dokument om menneskerettigheder, der vil tjene som retningslinje for medlemsstater i alle aspekter af livet;

Havende undersøgt rapporten fra mødet i Commitee of Legal Experts afholdt i Teharn fra 26 til 28 december 1989;

Enighed om at fremlægge Cairo Declaration on Human Rights in Islam, der vil tjene som en generel retningslinie for medlemsstater for området menneskerettigheder.

Bekræftende den civilisatoriske og historiske rolle af det islamiske Umma, som Allah har skabt som det bedste samfund, og som gav menneskeheden en universel og velafbalanceret civilisation, i hvilken harmoni herunder og derefter etableres, kundskab kombineres med tro, og for at opfylde forventningerne fra dette samfund, at lede hele menneskeheden der er forvirret, grundet de forskellige og konfliktende trossystemer og ideologier, og tilbyde løsninger for alle kroniske problemer i denne materialistiske civilisation.

Som bidrag til bestræbelserne af menneskehedens påstand om menneskerettigheder, at beskytte mennesket fra udnyttelse og forfølgelse, og bekræfte frihed og retten til et værdigt liv, i overensstemmelse med islamisk Sharia.

Overbevist om at menneskeheden har nået et avanceret stade af materialistisk videnskab, er stadig, og skal forblive, i et presserende behov for tro i understøttelsen af dens civilisation, såvel som en selvmotiverende kraft til beskyttelsen af dens rettigheder;

Troende på at fundamentale rettigheder og friheder ifølge Islam er en integreret del af den islamiske religion, og at ingen principielt har ret til at forkaste dem, hverken i dele eller helhed, eller forbryde sig mod disse eller ignorere dem, i det omfang at de er himmelske befalinger, der er indeholdt i den åbenbarede bog fra Allah, som blev sendt gennem den sidste af hans profeter, for at færdiggøre de tidligere givne himmelske beskeder, og at beskytte disse fundamentale rettigheder og friheder er en handling af tilbedelse, hvorimod tilsidesættelse og forbrydelse heraf, er en afskyelig synd, og at beskyttelsen af disse fundamentale rettigheder og friheder er hver persons individuelle ansvar, og det kollektive ansvar for hele Umma;

Det erklæres hermed på grundlag af ovennævnte principper følgende:

Artikel 1:

(a) Hele menneskeheden udgør én familie, hvis medlemmer er forenede gennem deres underlæggelse af Allah og efterkommer af Adam. Alle mennesker er lige i termer af grundlæggende menneskelig værdighed og grundlæggende forpligtelser og ansvar, uden nogen diskrimination på basis af race, farve, sprog, tro, køn, religion, politisk tilhørsforhold, social status og andre betragtninger. Den sande religion er garantien for fremdriften af sådanne værdigheder og vejen mod menneskelig integritet.

(b) Hele menneskeheden er Allah’s undersåtter, og de der er mest elskede af ham, er de der er mest gavnlige for hans undersåtter, og ingen har myndighed over andre, undtagen på grundlag af fromhed og gode gerninger.

Artikel 2:

(a) Livet er en gudsgiven gave, og reetten til liv er garanteret ethvert menneske. Det er individers, samfunds og staters pligt at sikre denne ret mod forbrydelse, og det er forbudt at tage liv, undtagen af grunde foreskrevet af Sharia.

(b) Det er forbudt at ty til nogen foranstaltning der kunne lede til folkmordsudryddelse af menneskeheden.

(c) Bevaringen af menneskeligt liv gennem tiderne efter Allah’s vilje, er en pligt foreskrevet i Sharia.

(d) Sikkerhed mod kropslig skade er en garanteret ret. Det er statens pligt at sikre dette, og det er forbudt at forbryde sig mod dette uden en grund foreskrevet af Sharia.

Artikel 3:

(a) I tilfælde af brugen af magt og i tilfælde af væbnet konflikt, kan det ikke tillades at dræbe ikke krigsførende, såsom gamle mænd, kvinder og børn. De sårede og syge skal have ret til medicinsk behandling; og krigsfanger skal have ret til mad, ly og tøj. Det er forbudt at skænde eller afmontere døde kroppe. Det kræves at krigsfanger udveksles, og at besøg eller genforeninger af familie der blev skilt under krigen, foranstaltes.

(b) Det er forbudt at fælde træer, destruere afgrøde eller husdyr, at destruere civiles bygninger og installationer gennem bombning, sprængning eller lignende.

Artikel 4:

Ethvert menneske har ret til menneskelig ukrænkelighed og beskyttelsen af sit gode navn og ære gennem livet og efter døden. Staten og samfundet skal beskytte den enkeltes krop og gravsted fra at blive skændet.

Artikel 5:

(a) Familien er samfundets grundlag, og ægteskab er basis for etableringen af en familie. Mænd og kvinder har ret til ægteskab, og ingen restriktioner af racemæssig, farvemæssig karakter, skal forhindre dem i at udøve denne ret.

(b) Samfundet og staten skal fjerne alle hindringer for ægteskab og facilitere det, og skal beskytte familien og sikre dens velfærd.

Artikel 6:

(a) Kvinder er mænd lige i menneskelig værdighed og har deres egne rettigheder at nyde, såvel som pligter at udføre, og har deres egen civile eksistens og finansielle uafhængighed, og retten til at bevare sit navn og sin slægt.

(b) Ægtemanden er ansvarlig for vedligeholdelsen af velfærden i familien.

Artikel 7:

(a) Fra fødselsøjeblikket har ethvert barn pligtskyldige rettigheder fra forældrene, samfundet og staten, til ordentlig pleje, uddannelse og materiel, hygiejnisk og moralsk pleje. Både foster og moder må beskyttes og tages vare for.

(b) Forældre og lignende kapaciteter har ret til at vælge hvilken type uddannelse de ønsker for deres børn, under hensyntagen til at de tager barnets interesser og fremtid i betragtning, i overensstemmelse med etiske værdier og principperne i Sharia.

(b) Begge forældre har ret til visse rettigheder fra deres børn, og slægtninge har rettigheder i forhold til deres slægtninge, i overensstemmelse med principperne i Sharia.

Artikel 8:

Ethvert menneske har ret til at nyde en legitim kvalificerbarhed med alle dens privilegier og forpligtelser i tilfælde af, at sådan kvalificerbarhed mistes eller forringes, har personen ret til at blive repræsenteret af hans eller hendes værge.

Artikel 9:

(a) Søgen efter kundskab er en forpligtelse, og anskaffelsen af uddannelse er samfundets og statens pligt. Staten skal sikre rådigheden af måder og midler til opnåelsen af uddannelse, og skal garantere dens mangfoldighed i samfundets interesse, således at mennesket kan fortroliggøres med religionen Islam, og afdække universets hemmeligheder til gavn for menneskeheden.

(b) Ethvert menneske har ret til at modtage både religiøs og verdslig uddannelse fra varierende uddannelsesinstitutioner, uddannelse og vejledning, inklusive familien, skolen, universitetet, medierne og så videre, og som sådan på en integreret og balanceret maner der udvikler menneskelig personlighed, styrker menneskets tro på Allah, og promoverer menneskets respekt for, og forsvar af, rettigheder og pligter.

Artikel 10:

Islam er religionen af sand uforfalsket natur. Det er forbudt at udøve nogen form for pres på mennesket, eller udnytte hans fattigdom eller uvidenhed, med henblik på at tvinge denne til at skifte til en anden religion eller ateisme.

Artikel 11:

(a) Mennesker er født frit, og ingen har ret til at slavegøre, ydmyge, undertrykke eller udnytte dem, og der kan ingen underlæggelse forekomme, bortset fra underlæggelsen under Allah den Mægtige.

(b) Kolonialisme af enhver art, værende én af de mest onde former for slavegørelse, er forbudt. Folk der lider efter kolonialismen har deres fulde ret til frihed og selvbestemmelse. Det er alle staters pligt at støtte kampen for koloniserede folks i afslutningen af alle former for besættelse, og alle stater og folk har ret til at bevare deres uafhængige identitet og kontrol over velstand og naturressourcer.

Artikel 12:

Enhver har ret til, inden for rammerne af Sharia, frit at bevæge sig og udvælge bosted, værende indenfor landets grænser eller udenfor landets grænser, og hvis forfulgt, har ret til at søge asyl i et andet land. Landet der flygtes til, har pligt til at sørge for beskyttelse for den asylsøgende, indtil dennes sikkerhed er sikret, med mindre asyl er motiveret gennem en handling der af Sharia betragtes som kriminel.

Artikel 13:

Arbejde er en ret garanteret af staten og samfundet for enhver person med evnen til at arbejde. Enhver skal frit kunne vælge det arbejde der passer denne, og bedst tjener dennes interesser såvel som samfundets interesser. Arbejdstageren skal have ret til at nyde tryghed, sikkerhed og andre sociale garantier. Ingen kan pålægges arbejde ud over den enkeltes kapacitet, ej heller kan nogen underlægges tvangshandling, udnyttelse eller skade på nogen måde. Enhver har ret – uden diskrimination mænd og kvinder imellem – til rimelig løn for sit arbejde, uden forhaling, såvel som feriepenge og udnævnelser som fortjent. For arbejdstagerens vedkommende kræves, at denne er dedikeret og omhyggelig i sit arbejde. Skulle det komme til uoverensstemmelse arbejdstager og arbejdsgiver imellem, skal staten intervenere for at afgøre striden og klagerne skal afhjælpes, rettighederne bekræftes og retfærdigheden håndhæves uden fordomme.

Artikel 14:

Enhver skal have ret til at leve et legitimt liv uden monopolisering, svindel eller påførelse af skade på sig selv eller andre. Åger (Usury) er udtrykkeligt forbudt.

Artikel 15:

(a) Enhver har ret til at eje ejendom erhvervet på lovlig vis, og skal have ret til dette ejerskab uden fordomme mod sig selv, andre eller samfundet i almindelighed. Ekspropriation er ikke tilladt, med mindre det tjener offentlighedens interesse, og under omgående og rimelig kompensation.

(b) Konfiskation og beslaglæggelse af ejendom er forbudt, undtagen undernødvendigheden dikteret af loven.

Artikel 16:

Enhver skal have ret til at nyde frugterne af sine videnskabelige, litterære, kunstneriske og tekniske arbejde, af hvilke denne er skaber; og denne skal have retten til beskyttelse af sin moralske og materielle interesser stammende derfra, under hensyntagen til at dette ikke strider mod principperne i Sharia.

Artikel 17:

(a) Enhver skal have ret til at leve i et rent miljø, væk fra usædelighed og moralsk korruption, der kan favorisere en sund etisk udvikling hos personen, og det påhviler staten og samfundet i almindelighed at stille denne ret til rådighed.

(b) Enhver skal have ret til medicinsk eller social omsorg, og til alle offentlige rettigheder ydet af samfundet og staten, inden for grænserne af til rådighed stående ressourcer.

(c) Staten skal sikre den enkeltes ret til et anstændigt liv, der kan muliggøre denne at møde sine egne behov, og de der er afhængige af denne, inklusive mad, tøj, husly, uddannelse, medicinsk pleje og andre grundlæggende behov.

Artikel 18:

(a) Enhver skal have ret til et liv i sikkerhed for sig selv, dennes religion, dennes afhængige, dennes ære og dennes ejendom.

(b) Enhver skal have ret til privatliv i udførelsen af sine private affærer, i sit hjem, blandt familien, angående dennes ejendom og relationer. Det er ikke tilladt at spionere mod denne, overvåge denne, eller besmudse dennes gode navn. Staten skal beskytte denne mod tilfældig interferens.

(c) Privat residens er i alle tilfælde ukrænkelig. Der tillades ikke indtrængen uden godkendelse fra beboerne eller på nogen ulovlig måde, ej heller skal hjemmet ødelægges, konfiskeres eller beboerne sættes på gaden.

Artikel 19:

(a) Alle individer er lige for loven, uden skelnen mellem regent og undersåt.

(b) Retten til at søge retfærdighed er garanteret alle.

(c) Ansvarlighed er essentielt personlig.

(d) Der findes ingen kriminalitet eller straf ud over den der gives i Sharia.

(e) En anklaget er uskyldig indtil dennes skyld er bevist i en hurtig rettergang, i hvilken denne skal gives alle garantier for forsvar.

Artikel 20:

Det er ikke tilladt uden legitim grund at arrestere et individ eller begrænse dennes frihed, at udvise eller straffe denne. Det tillades ikke at underkaste denne fysisk, psykisk tortur eller anden form for umenneskelig, grusom eller nedværdigende behandling. Ej heller er det tilladt at udsætte et individ for medicinske eller videnskabelige eksperimenter uden dennes samtykke, eller risikere dennes liv eller helbred. Ej heller er det tilladt at fremsætte nødlove, der tillader ledelsens autorisation af sådanne handlinger.

Artikel 21:

Under nogen form at tage gidsler for noget som helst formål er forbudt.

Artikel 22:

(a) Enhver skal have ret til frit at ytre sine meninger på en sådan måde, at det ikke er i strid med    Sharia.

(b) Enhver skal have ret til at advokere hvad der er rigtigt, og udbrede hvad der er godt, og advare mod hvad der er forkert og ondt efter normerne af islamisk Sharia

(c)Information er en vital nødvendighed for samfundet. Den må ikke udnyttes eller misbruges på en sådan måde, at den forbryder sig mod helligheder og profetens ære, underminerer moralske og etiske værdier, eller opløser, korrumperer eller skader samfundet eller svækker dets tro.

(d) Det er ikke tilladt at tilskynde til nationalistisk eller doktrinært had, eller gøre noget der kan være en tilskyndelse til nogen form for racediskrimination.

Artikel 23:

(a) Autoritet er tillid; og misbrug eller ondsindet udnyttelse heraf er udtrykkeligt forbudt, for at garantere fundamentale menneskerettigheder.

(b) Enhver skal have ret til at deltage, direkte eller indirekte i administrationen af dennes lands offentlige affærer. Denne skal også have retten til at indtage offentligt embede i overensstemmelse med bestemmelserne i Sharia.

Artikel 24:

Alle rettigheder og friheder fastlagt i denne erklæring er emne for Islamisk Sharia.

Artikel 25:

Islamisk Sharia er den eneste kilde til reference for forklaring eller afklaring af nogen af artiklerne i denne erklæring.

 

Leave a Response »

 

Al Qaeda siger, at ordren givet for angreb på U.S.A. ”langt overgår 9/11” fredag, nov 28 2008

Osama bin Laden har planer om at teste Barack Obama. Som i lighed med to tidligere amerikanske præsidenter rapporterer DEBKA´s anti-terror kilder, at den amerikanske præsident Barack Obama, europæiske og russiske overhoveder i møde weekenden over ved G20 konferencen i Washington, blev briefet om det angiveligt fremskudte al Qaeda angreb.

 

Obama og hans medarbejdere er blevet adviserede om, at et nyt al Qaeda angreb er meget sandsynligt mod U.S.A., eller mod amerikanske nøglemål i Europa, Nordafrika eller Mellemøsten.

 

Den 14 november afgav al Qaeda´s Yemen base, et pålideligt barometer for Osama bin Laden´s planer, den 9. november en notits til All Fighters in Arabia, varslende en stor operation i U.S.A., der vil ”ændre den politiske og økonomiske verden” og være ”langt større end 9/11”.

 

Notitsen sagde, ”Operationen er meget nært forestående” og ”præcise instruktioner er i hænderne på ”tropperne der allerede er på vej til U.S.A” udrustede med bin Laden´s ordre”. Den indledende tekst vedrørende angrebet, er en afvisning fra U.S.A. og Europa af al Qaeda´s fire år gamle våbenhvileaftale, hvis initierende betingelse var tilbagetrækningen af tropperne i Irak og Afghanistan.

 

Dagen efter valget af den nye amerikanske præsiden udsendte al Qaeda en næsten ubemærket erklæring, der erklærede Barack Obama for konvertit, altså en frafalden hvis forræderi mod Islam bedømmes som afskyelig. Troende har pligt til at henrette en konvertit, i modsætning til ikke-troende, hvis dødsdomme blot er en mulighed.

 

Torsdag den 14. november sagde C.I.A. direktør Michael Hayden: ”Al Qaeda der opererer fra deres sikre havn i Pakistan´s sikre stammeområder, forbliver den klareste og mest nærværende trussel mod U.S.A.”. Han adresserede en tænketank i Washington. ”I dag har stort set alle større terrortrusler, som mit agentur har kendskab til, tråde tilbage til stammeområderne i Pakistan. Om det så er kommando og kontrol, træning, ledelse, penge eller færdigheder, er der en forbindelse til FATA (Pakistan´s Federally Administered Tribal Areas)”.

 

Hayden bemærkede også Yemen og Somalia som vigtige al Qaeda operanter.

 

Under private forhold indrømmer cheferne i efterretningstjenesterne, der bekæmper al Qaeda, at det kun er et spørgsmål om tid før der forekommer angreb på U.S.A. eller store amerikanske interesser uden for U.S.A.

 

Leave a Response »

 

De Nyttige Idioter: Profiler af venstreorienteret hykleri, fashionabel radikalisme og salonsocialisme lørdag, nov 29 2008

I er alle gode mennesker, venstreorienterede. Det fik I altid at vide af jeres forældre. Produkter af Depressionen, Anden Verdenskrig og Vietnamgenerationen. De fortalte jer, at de venstreorienterede var de gode, og de borgerlige Satan´s yngel. Således står det skrevet…i den venstreorienterede ortodoksi.

 

I har de bedste intentioner. Nu er det jeres tur.

 

I er veluddannede, gik på gode skoler og universiteter, selvtilfredse med den viden, at I ved hvad der er bedst for os alle.

 

I er alle tolerante og sensitive. I fejrer mangfoldigheden og multikulturalismen. I er ikke fordomsfulde. I praktiserer selvcensur. Er altid på vagt med, hvad I siger og gør. I påberåber jer Fairness Doktrinen, anklager borgerlige medier for fordomsfulde, og prøver at censurere alt hvad I ikke er enige i. Hovsa, var der ikke en heteroseksuel sort fyr i Grey´s Anatomi, der sagde noget slemt om en homoseksuel fyr i Grey´s Anatomi? Er det overhovedet muligt i venstreorienteret ortodoksi for en sort at være fordomsfuld eller homofob? Nå, men han undskyldte og tog til rehabilitering for sensitivitetstræning (hjernevask). Så alt er tilgivet. Forbryderen var en venstreorienteret skuespiller. Det kulturelle tankepoliti er konstant parat til at tage dig faktisk at sige din mening.

 

I er på den politisk korrekte side af alle modefænomenerne. I støtter talekoder. I er i aktivistgrupper og NGO. I skyder onde borgerlige ned hvor end de viser sig, hvis muligt. I er jo trods alt de undertrykte…ofrene. I bliver bare forhindrede i at få budskabet ud. Og der må under ingen omstændigheder trænge alternative budskaber inden for den sluttede kreds.

 

I bliver helt vildt moderadikale, når I diskuterer Marx, Engels, Alinsky, Lenin, Mao, Onkel Ho, Fidel, Che, og dagens seneste kommu-despot Hugo. Yde efter evne og nyde efter behov…så længe det altså ikke er jeres ting det går ud over.

 

I har læst al den essentielle litteratur: Kapitalen, Det kommunistiske manifest, Citater fra Formand Mao, Regler for Radikale…altså, I har ikke virkeligt læst bøgerne. I har dem kun stående for at imponere jeres åndsfæller (I ved hvordan det er…få hende tilbage til der hvor du bor, placer bøgerne strategisk på dit sofabord, imponer hende lidt med noget marxistisk sludder, vis hende hvor sensitiv, bekymrende og metroseksuel du er, fortæl hende at du hader Bush og krigen, og så skulle den ged være barberet)

 

I støtter kvinders rettigheder, sortes rettigheder, homoseksuelles rettigheder, muslimske rettigheder, terroristers rettigheder, affirmative action, rygeforbud og kampen mod global opvarmning. I rummer hele det ”hvide skyld” syndrom og det håndhæves med manisk gruppepres. I tilmelder jer studier om, kvinder, sorte, arabere, fred, etnicitet, der ikke kvalificerer jer til andet end en karriere på akademierne, hvor I kan gentage det samme ubrugelige politisk korrekte sludder. I vil sikres fast ansættelse, så i ikke risikerer virkeligt at skulle præstere noget.

 

I kan på fingerspidserne feministisk teori og dekonstruktion, der mener, at forskellene mænd og kvinder imellem – bortset fra de indlysende – ikke er biologisk afgjorte, men skabt af ”samfundet”, og især af en patriarkalsk struktur, designet af mænd for at holde kvinder nede. I læser Betty Fridan. I har magt. Alle disse onde hvide mænd….

 

I er for åbne grænser. De problemer det uundgåeligt medfører vælger I at ignorere. I bebrejder U.S.A. I ved at Vesten er kilden til alt ondt i verden. Det lærte I i skolen…det er vores skyld. I har set ”Danser med Ulve”. Den hvide race er samfundets cancer”.

 

I vil have højere skatter. I vil have mine penge, fordi I bekymrer jer. I vil bare hjælpe de underprivilegerede…i det uendelige.

 

Sådan nogen kaldes ”Nyttige Idioter”. Lenin beskrev de ”Nyttige Idioter” som folk der lever i frie demokratier, og som giver materiel og moralsk støtte til en totalitær ideologi, der ”fletter det reb der hænger dem”.

 

Hvorfor folk der nyder frihed og velstand arbejder så passioneret på at ødelægge disse, er et fascinerende spørgsmål. I dag kan Nyttige Idioter findes i Vesten´s uendelige kor af apologeter, og i den naive idealisme der forhindrer os i at gøre det nødvendige mod den seneste modevariant af frihedshadende ideologier, Islamisk Fascisme. Der findes mange andre, og de går helt tilbage til 1920´erne og 1930´erne, der jævnede vejen for den seneste høst af politiske og sociale ”genier”.

 

I tror, at muslimske fascister på ingen måde kunne finde på at skade jer, fordi I er så fornuftige, oplyste, tolerante og forstående. Tro mig, de er ligeglade. De vil dræbe dig og enhver anden, alene af den årsag at I ikke er muslimer. Og hvis du er homoseksuel, starter de med dig, og så går de videre til heteroseksuelle venstreorienterede. ”De kan da ikke have noget ønske om at dræbe mig? Jeg kender kilden til deres had, og vil gerne enes med dem”. Alle troede på Neville Chamberlain´s ”Fred i vor tid” sludder efter hans møde med Hitler. Chamberlaine var Hitler´s Nyttige Idiot. Ingen troede på at Hitler mente hvad han sagde i ”Mein Kampf”. Ingen synes at tage Iran´s Ahmadinejad alvorligt, når han siger, at han vil udrydde Israel fra jordens overflade.

 

Europa mister hastigt sin kultur. Demografieksperter forventer at islamificeringen af Europa er fuldført omkring 2050, med mindre europæerne får sig en rygrad, og begynder at deportere sin muslimske befolkning, og lukker moskeerne. Og så længe Europa er i hænderne på Politisk Korrekthed, vil de nødvendige tiltag ikke ske.

 

Leave a Response »

 

Sharia er had søndag, nov 30 2008

Forestil dig Dodger Stadium, fuld af højlydte og hujende tilhængere, begejstrede tilråbe, ikke baseballspillere, men den ugentlige stening og piskning af mennesker der har begået utroskab, sammen med tyve og afvigere fra det sydlige Californien.

 

Det vil være Amerika under islamisk lov, eller Sharia, et system alle bør frygte. Eller som Alan Kornman, direktør for United American Committee (UAC) mener. Han vedholder at rejse penge til et hovedvejsskilt i Florida, der siger: ”Sharia er had”, for at belære amerikanerne før det er for sent.

 

Som Kornman argumenterer, ”hvis du under Sharia anklages for at stjæle, hugges en hånd eller fod fra modsatte side af. Hvis du tages i at have en affære, stenes kvinden til døde, og manden gives 80 piskslag. Hvis du skifter religion, kan du anklages under frafaldsloven, og dødsdømmes af en Sharia-domstol.

 

Implementeringen af Sharia er dog meget mere subtil, end citaterne fra Kornman antyder. Gennem Sharia styrer islamisterne individernes private liv, såvel som deres sociale, politiske og økonomiske samfundsliv. Islamismen krydser nationale grænser, med det endelige mål globalt at holde muslimsk Umma i hævd, med alle ikke-muslimer som andenrangsborgere. Den er en totalitær ideologi, og islamisterne ønsker helt sikkert at gøre Europa og Amerika til islamiske stater.

 

Vent ikke på, at piskningerne kommer til dit lokale nabolag. Overvej følgende hændelser:

 

Muslimske taxichauffører i Minneapolis nægter at køre ture med folk der bærer alkohol, da det i Islam er en synd at drikke alkohol.

 

Det første eksempel eksemplificerer manglen på tolerance islamister har for ikke-muslimer. Det er én ting at mene, at drikke alkohol er en synd; det er noget helt andet at påtvinge andre dine meninger. Muslimer er ikke alene med dette verdenssyn. Se på Mormonerne der ikke drikker kaffe, grundet koffeinen. Problemet er din overbevisning om, at du har ret til at påtvinge andre mennesker med anderledes tro, eller ingen tro overhovedet, dine meninger.

 

Metropolitan Airport Commission (MAC), der frygter mulige anklager for diskrimination, prøvede at lave et kompromis, og henvendte sig til Kahlid Elmasry fra Muslim American Society, der sidestillede sig taxachaufførerne: ”Det er udtrykkeligt erklæret, at for muslimer er transport af alkohol imod islamisk tro og er derfor forbudt”.

 

Men det her er ikke et islamisk land. Konstitutionen regerer os, ikke Sharia.

Derfor forstærker Elmasry´s forsvar af taxachaufførerne den opfattelse, at islamisk lov overtrumfer amerikansk sekulær lov. I et senere sagsanlæg tabte taxachaufførerne, men havde intentioner om at appellere.

 

Burkabærer nægter at blotte ansigtet for ID.

 

Det andet eksempel vedkommer muslimske kvinder og dydighed. Mens der ikke findes nogen specifik definition af, hvad dydighed ifølge Koranen er, kræver islamister tiltagende burka, der dækker kvindens krop, hår og ansigt. Islamister nægter at tiltræde, at burkaen ikke er et krav fra Islam, men er stærkt debatteret blandt muslimer. Men amerikanerne viser sikkerhedsbekymringer, islamisterne kalder dem racister.

 

Tag eksempelvis Sutana Freeman, en burkabærer i Florida, hun nægtede at fjerne sløret, da hendes billede skulle tages i forbindelse med DMV (Department of Motor Vehicles), påberåbende sig dydighed. I virkeligheden gør hun grin med enhver fornuftig persons definition af dydighed, eftersom ID-billeder intet har at gøre med tiltrækning og seksualitet, fuldstændigt ignorerende Florida´s ret til af hensyn til offentlighedens sikkerhed, at identificere borgerne.

Sådan blind insisteren på Sharia, mere end på statens lov, eksemplificerer islamisternes foragt for ikke-muslimer og sund fornuft, hvor end de lever.

 

Polygami i Amerika

 

Imamer i U.S.A. kan indenfor amerikansk sekulær lov udføre deres pligter. Dog, visse imamer, som Siraj Wahhaj, foretrækker blot at ignorere amerikansk lov, hvor den er i konflikt med islamisk lov. Wahhaj erklærede i Paul Barrett´s bog fra 2007 ”American Islam”, at ”hvis man kan have hundrede veninder, og det er lovligt, så kan jeg ikke se hvorfor man ikke kan have mere end én kone”.

 

I stedet for at forklare hvad der er galt med at mænd har flere relationer, giver Wahhaj grønt lys til det, under dække af polygami, til trods for at amerikansk lov er imod det. Dette skyldes, at han kun ser relationer fra et énsidigt mandligt perspektiv, hvor han burde lære mænd at se kvinder som ligestillede partnere. Yderligere ignorerer han fuldstændigt kvindens perspektiv. Dette medfører, at kvinderne ingen retssikkerhed har. Familieproblemer, husvold, kombineret med økonomisk afhængighed, tvinger kvinder til at forblive tavse, når problemer opstår.

 

Wahhaj ignorerer også den kriminelle svindel bag polygami. Storbritannien og Canada møder som U.S.A. velfærdsfusk, hver gang polygame ægteskaber indgås. Som følge af dette, kan kvinder der lever i et ægteskabeligt hushold, søge hjælp som enlig, da ægteskabet ikke registreres. Manglen på registrering er ikke noget tilfælde. Polygame ved, at hvis de registrerer de virkelige omstændigheder, vil de blive anholdt for forbrydelse mod loven om bigami. Derudover kan disse se de økonomiske fordele ved velfærdspolitikken. Sådanne svindelnumre findes i tusindtal, og belaster alle skatteborgere.

 

Tiden er kommet til, at politikerne indser, at Sharia er et system af had, og ikke må opnå nogen indflydelse i det amerikanske samfund. Det nedgør kvinder, ikke-muslimer og den amerikanske konstitution. Lovgiverne må i lyset af den islamiske agenda, definere grænserne for religiøs tilpasning. Ellers vil demokrati og sand tolerance være intet andet end meningsløse ord, i takt med at islamismen spredes i Vesten. Skiltet er et godt sted at begynde med at drage nationens opmærksomhed mod farerne fra Sharia.

 

Leave a Response »

 

Myte: Islam er fuldstændigt ude af stand til terrorisme tirsdag, dec 2 2008

 

Indenfor selve det islamiske samfund findes en kategori af muslimer, der også anses for bærende skyld – endog større end den gennemsnitlige ikke-troende. Disse er ”hyklerne”, eller ”Munafiqin”, som Muhammed refererede til i de mest nedsættende vendinger. En hykler anses for værende en muslim, der kun er muslim af navn. De kendetegnes ved enten en uvillighed til hellig krig, eller intentioner om at korrumpere samfundets troende.

 

Når muslimer dræber muslimer (hvilket sker ret ofte), gør de almindeligvis dette, menende at deres ofre er Munafiqin (ikke-troende). Dette er faktisk en del af islamisk lov, kendt som ”takfir”, i hvilken muslimer erklæres for ”frafaldne” og derefter henrettes.

I tillæg til uskyldens uklare definition, findes også problemet med at skelne mellem terrorisme og hellig krig. Islamiske terrorister refererer aldrig til dem selv som terrorister, men altid hellige krigere. De anser deres handlinger for værende en slags Jihad.

 

Hellig krig er noget Muhammed befalede i Koranen og Hadith. I Sura 9:29 erklærer han princippet om, at ikke-troende skal bekæmpes, indtil de enten konverterer til Islam, eller accepterer en tilstand af ydmygelse under islamisk underlæggelse. Dette bekræftes i Hadith af både sahih-muslimer og Bukhari. Mange steder siger Islam´s profet, at Jihad er muslimens ideelle vej, og at troende skal ”kæmpe Allah´s kamp”. Der findes dusinvis af åbne passager i Koranen, der maner til drab og kamp – langt mere end de der maner til fred og tolerance. Det er noget naivt at tro, at deres inklusion i denne ”endeløse diskurs mellem Gud og Mand”, kun var af historisk værdi, og ikke ment som relevant for dagens troende.

 

Kombiner Koranen´s formaninger til hellig krig, med uskyldens tvetydighed, og et monumentalt problem udvikler sig, der ikke alene kan dækkes af semantik. Ikke alene findes der en dyb tolerance for vold i Islam, men også en skarp uoverensstemmelse og mangel på klarhed over betingelserne der retfærdiggør vold….og hvem målet for denne vold måtte være.

Hvis der findes nogen tvivl om, at det forbudte nogle gange er nødvendigt, burde denne tvivl svinde, med et eksempel i hvilken Muhammed´s mænd advarede ham om, at en planlagt natteaktion mod en fjendes lejr ville betyde, at kvinder og børn ville dø. Han svarede blot: ”De er af dem”, betydende af mændene.

 

Dette er glidebanen der er åbnet af sanktionen om hellig krig. Hvad der begyndte som opfattelsen af en nobel sag om selvforsvar mod en antagelig trussel, udviklede sig gradvist til ”lad Allah sortere i dem”-kampagne, gennem en serie af logiske skridt, der ultimativt retfærdiggøres af islamisk herredømmes sublime mål. Islam er ikke ment som sameksisterende på lige fod med andre religioner. Der er ment som den dominerende religion, med Sharia som den overordnede lov. Islamisk styre skal udbredes til alle dele af planeten, og modstand skal bekæmpes med ethvert nødvendigt middel.

 

Apologeter i vesten afviser ofte koranens mange vers om vold med at sige, at de kun er relevante i ”krigstid”.

 

Med dette er islamiske terrorister enige. De er i krig.

 

 

 

Leave a Response »

 

Mises om Islam onsdag, dec 3 2008

Selvom én af hans bedstefædre havde været rabbiner, gik Mises ikke i synagoge. Han var agnostiker, troende på at det ikke var muligt at vide noget om Gud. Men ulig så mange andre der ikke vidste noget om religion, så vidste Mises noget om religion. Der er blevet skrevet meget om emnet Islam siden den 11. september 2001. Selvom der er sandt, at muslimer altid har skrevet i forsvar for deres religion, ligesom kristne altid har skrevet imod den, er debatten blevet intensificeret siden muslimske terrorister, der, rigtigt eller forkert, altid agerer i deres religions navn, fløj fly ind i World Trade Center.

 

Siden denne skæbnedag har begge grupper skrevet feberagtigt. Muslimer har skrevet i favorabelt for deres religion, i forsøg på at afværge den opfattelse, at de alle er terrorister. Kristne har skrevet ufavorabelt om Islam, i forsøg på at vise Islam´s tilbøjelighed til vold, men også at modgå den politisk korrekte propaganda, at Jesus og Muhammed begge var Gud´s profeter, at Biblen og Koranen er ligestillede tekster, og at den ene religion er lige så god som den anden.

 

Som anerkendt af både muslimer og kristne findes der et antal forskelle mellem Islam og Kristendom. Ifølge kristendommen var Jesus søn af Gud. Han var Gud manifesteret i kød og blod. Han blev korsfestet, og døde på korset som bod for verdens synd. Han blev begravet, og genopstod efter tre dage fra de døde. Ifølge Islam var Jesus kun en profet (og en mindre én end Muhammed). Gud har ingen søn. Jesus blev ikke korsfæstet. Han døde ikke på korset. Der findes ingen bod for synd. Jesus rejste sig ikke fra de døde. Og ikke blot det. Mange referencer til Jesus i Biblen bliver af muslimer påført Muhammed. Forskellene er uoverstigelige. Der findes ingen ”tredje vej” eller ”glad mellemting”.

 

Men til trods for disse religiøse forskelle kan muslimer og kristne stadig fredfyldt sameksistere, og kristne og ateister kan fredfyldt sameksistere. Hvad der almindeligvis hindrer en fredfyldt sameksistens, er staten. Når staten har en aggressiv, interventionistisk udenrigspolitik, styrer uddannelsessystemet eller medierne, forbyder individuel frihed og ytringsfrihed, eller forenes med religion – opstår der unødvendige spændinger mellem kulturer og religioner i forskellige lande.

 

Det frie marked tillader tilhængere af forskellige religioner (eller ingen religion) at finde fredfyldt sammen. Ingen har fremført dette mere overbevisende end den østrigske økonom Ludvig von Mises. Ikke desto mindre anerkendte Mises, der var født jøde i det hapsburgske kongedømme, men var kulturelt europæisk kristen, at frihed bedst blomstrer, ikke i islamiske civilisationer, men i kristne samfund.

 

Mises afstod ikke fra at nævne religion i sine tekster. Om emnet organiseret religion og dens institutioner var han til tider meget kritisk. Dette betyder dog ikke, at han var imod religion. Mange kristne tænkere (inklusive denne) der skriver om religion, er også mange gange meget kritiske omkring organiseret religion og dens institutioner.

Han nævner doktrinerne, overbevisningerne og forskellige sekters praktikker. Han refererer til religiøse personer og begivenheder i historien. Omfanget og detaljen af hans referencer omkring religion bevidner, at han ikke bare eftersnakkede opfattelserne omkring religion, den typiske agnostiker fremførte. Faktisk er referencerne til ateisme og agnostisme i Mises´s bøger enten neutrale eller negative. Der findes ikke én positiv erklæring.

 

Sommetider kritiserer Mises både religion og ateisme på samme tid for de samme vildfarelser. Både kristne socialister og ateistiske socialister har frembragt den ”nuværende tilstand af forvirring” i dagens verden. Både fromme kristne og radikale ateister afviste markedsøkonomien. Både de gudelige og ateisterne afviste ideerne om laissez faire. Professor Hayek afslørede den ”autoritære karakter af de socialistiske rænkesmedninger, om de så blev advokerede for af ateister eller misledte troende.

 

Ifølge Mises: ”De populære angreb på den sociale filosofi af Oplysningstiden og de utalitære doktriner undervist af den klassiske økonom opstod ikke fra den kristne teologi, men fra teistisk, ateistisk og antiteistisk fornuft”. Det ville derfor være en ”alvorlig fejltagelse at konkludere, at de menneskelige handlingers videnskab” og liberalismen er ”antiteistisk og fjendtlig mod religion”.

 

Selvom Mises´s kommentarer om Islam kan synes lidt gammeldags, er de indsigtsfulde og spolerede. Hans opfattelser kan anses for værende fordomsløse, eftersom han skriver fra økonomens og historikerens perspektiv, og ikke advokerer for nogen bestemt religion.

 

Efter Kristendom og Jødedom nævner Mises Islam mere end nogen anden religion. Og det gør han gennem sine tekster. Følgende summerer enhver reference til Islam i Mises´s bøger.

 

Referencer af Mises der ikke er neutrale, er almindeligvis negative. Det hapsburgske kongedømme var skjoldet imod ”den islamiske trussel” fra Vest. I Middelalderen blev ”kristne fra Øst tvungne til at acceptere Muhammed´s tro” og ”Muslimer forfulgte jøder grundet deres religion”. Muslimske hære ”besejrede en stor del af Middelhavet”, troende på, at ”deres gud var for den store veludrustede og dygtigt ledede batalioner”. De muslimske besejrere af Afrika og Spanien var ”fanatiske og intolerante”. Mellemøstens muslimer viede sig til ”fatalistiske lærer” og ”interventionisme”. Laissez faire filosofi appellerer ikke til dem.

 

Bortset fra at alle muslimer konverterer til Kristendom eller alle kristne konverterer til Islam, så er den eneste virkelige vej begge grupper kan leve i harmoni at formindske statens magt og forøge frihed. Det frie marked er ikke hindret af nogen farve, kultur eller tro.

”Marxismen finder det let at alliere sig med islamiske fanatikere”. De har aldrig kendt anden form for styre end ubegrænset absolutisme”. Muslimske lande manglede ”institutioner der sikrede individers rettigheder”, selv om Mises dog krediterer dem for ikke at have et kastesystem. For dem der sammenlignede den hurtige ekspansion af socialismen med kristendommen, anså Mises det for mere passende med en ”sammenligning med Islam, der inspirerede ørkenens sønner til at lægge ældgamle civilisationer øde, slørede deres destruktive raseri med en etisk ideologi, og afstivede deres mod med rigid fatalisme”.

 

Mises anså Islam for værende en død, afsjælet religion – foreskrivende bønner, faster, ritualer, lovlige handlinger og eksterne regler, der intet tilbyder sindet og undertrykker sjælen. Den længste erklæring om Islam i alle Mises´s tekster forklarer grunden til den tilstand han mener Islam er i: ”Religionen Islam har ikke ændret sig siden de arabiske erobringer. Deres litteratur, deres filosofier fortsætter gentagelsen af de gamle ideer, og kommer ikke ud af teologiens cirkel. Man ser forgæves blandt dem efter mænd og bevægelser, såsom vestens kristendom har produceret i hvert århundrede. De fastholder udelukkende deres identitet, ved at afvise alt fremmed og ”anderledes”, gennem traditionalisme og konservatisme. Kun deres had til alt fremmed ophidser dem til store gerninger fra tid til anden. Alle nye sekter, selv de nye doktriner der opstår med dem, er intet andet end ekkoer af denne kamp mod det fremmede, det nye, det vantro”

 

Bortset fra at alle muslimer konverterer til Kristendom eller alle kristne konverterer til Islam, er den eneste virkelige vej for begge at leve i harmoni statens aftagende magt og øget frihed. Det frie marked hindres ikke af farve, kultur eller tro.

Leave a Response »

 

Islam: Religionen af fred, tolerance og medfølelse torsdag, dec 4 2008

Med de mangfoldige terrorangreb nyligt udført af afvigende fanatiske individer, har generalsekretariatet for Organisation of the Islamic Conference (OIC) noteret sig en tendens i medierne til at indlægge ordet ”Islam” i rapporteringen af disse begivenheder.

 

Islam, religionen af fred, tolerance og medfølelse, der helligholder den menneskelige sjæl, og hvis universelle besked er den af gensidig fredfuld sameksistens blandt alle verdens folk, uanset etnicitet, race, religion eller sprog, og som kalder på venlig ræsonneren og dialog med alle sine medmennesker, afskyr og ringeagter alle sådanne kriminelle handlinger, og har fuldbyrdet de allersværeste straffe for deres gerninger.

 

Det er frustrerende stadig at se visse kredse ondsindet prøve at etablere begrebsmæssige forbindelser med sådanne onde og ugudelige praktikker af Islam; religionen der fordømmer, foragter og forviser dem.

 

Det er på præmissen af dette uigendrivelige faktum, at vi i OIC kalder på alle verdens velmenende folk, ikke at give nogen af disse kriminelle nogen ret til at præsentere Islam; en ret Islam i sig selv forbyder dem. De der refererer til gerningsmændene som agerende på vegne af Islam, hjælp dem ved at tilbyde dem retfærdighed, støtte og forudsætning, de ikke har, eller fortjener.

 

På den anden side er generaliseringen af skylden af nogle få vildfarne, misledte individer til omspændingen af 1.5 milliarder tilhængere en skandaløs fordømmelse, og beløber sig til en illegal kollektiv afstraffelse af globale dimensioner. Yderligere går ethvert forsøg på at implicere alle muslimer i sådanne ugudelige og hensynsløse gerninger imod de veletablerede principper af international lov.

 

Det håbes derfor, at medierne vil undgå at ty til referencer til Islam i formidlingen af sådanne begivenheder, i forsøg på at udbrede forkert information, der kan risikere muslimers grundlæggende rettigheder verden over.

 

 

Leave a Response »

 

Multikulturalismens død torsdag, dec 4 2008

Den officielle reaktion på urolighederne i sommeren 2001 i nordengland, har taget form. December 2002 så man publiceringen af ”Cantle-rapporten” ved navn ”Community Cohesion”, der definerer regeringens strategi for opretholdelsen af lov og orden i disse byer. På samme tid annoncerede indenrigsministeren, at regeringen overvejede en loyalitets-ed for immigranter, og at sprogprøver på engelsk skulle introduceres. Det blev fortalt, at praktikker såsom tvangsægteskaber og kønsomskæring var blevet tilladt at fortsætte, grundet en overfokusering på ”kulturelle forskelle” og ”moralsk relativisme”. Indenrigsministeren ønskede en ny ramme for kerneværdier, der skulle sætte grænser for fortidens laissez-faire pluralisme. Aviserne syntes at have fundet deres store hvide ridder, der skulle dræbe den politiske korrektheds dæmon.

 

Indenrigsministerens forslag, hvis man tog dem individuelt ud af deres politiske kontekst, var helt igennem fornuftige. Kulturelle forskelle kan ikke bruges til legitimering af undertrykkelse af kvinder, og kendskab til det engelske sprog er en faktor i den sociale inklusion. Derudover kan migrantsamfund ikke leve på samme måde som de gjorde for årtier siden i deres oprindelseslande. Men i forbindelse med at respondere på oprørene der udsprang af politiets manglende evne til at beskytte asiatiske samfund fra racistisk vold, syntes indenrigsministerens kommentarer at være, ”bebrejd offeret”, mere end at forsøge at tage sig af de virkelige problemstillinger. Og hvordan kunne manglende sprogkundskaber være en faktor i skabelsen af uroligheder, når deltagerne i urolighederne var født og opvokset der? Indenrigsministeren argumenterede, at hvis førstegenerationsmødrene ikke kunne tale engelsk, kunne dette være medvirkende til at bidrage til andengenerationens afsavn. Men dette var et meget svagt forsøg på forbindelse. Prøvede indenrigsministeren ikke blot at glatte racismen ud? Hvad værre var, prøvede indenrigsministeren ikke at bruge immigrationspolitik som en måde at disciplinere sorte samfund, derigennem eksplicit prøvende at genforbinde spørgsmål om race og immigration – noget ingen venstreorienteret havde gjort i de sidste tredve år.

 

Men ”Cantle-rapporten” og indenrigsministerens provokerende kommentarer var mere end blot regression. De signalerede også fra statens synspunkt den ”multikulturelle ordning”, der har domineret racerelationers tænkninger i Storbritannien gennem to årtier, ikke fungerer. Urolighederne i 2001 var en brat opvågning. Og begivenhederne siden 11. september har varslet begravelsesklokker for multikulturalismens politikker. Myndighederne har brug for en revideret strategi for at forvalte og bevare et racedelt samfund, lige så effektivt som ”multikulturalismen” på et tidligere tidspunkt gjorde. Den gamle multikulturalistiske formel med at ”fejre forskelle” – i sig selv et svar på urolighederne i de tidlige 1980´ere – skal erstattes. Den nye strategi hedder ”samfundssammenhængskraft” og ”Cantle-rapporten” er grundlaget.

 

”Storbritannien er et multikulturelt samfund” – rundkastes religiøst, men betydningen undersøges sjældent. Alle de storskrydende multikulturalistiske klicheer – sorte samfund er altid ”levende”, yder altid ”positive bidrag”, skal altid ”tolereres” – tjener mere til formørkning end afklaring. Sådanne overfladiske annonceringer har nu nået enden for deres anvendelse.

 

Fra et antiracistisk perspektiv har multikulturalisme altid været et tveægget sværd. Til tider har den været en effektiv modværge mod anti-immigrantpolitikker der begyndte i de sene tressere, udfordrende myten om et etnisk rent samfund. Mod denne nye højrefløjs populære racisme stod multikulturalismen for kravet om selve overlevelsen af ikke-hvide samfund på disse øer. Men i takt med at politikker omkring sorte samfund blev radikaliserede, var selve overlevelsen i Storbritannien ikke tilstrækkelig. De der var født og opvokset her, ønskede at omforme samfundet, ikke blot at blive tolereret i det. Urolighederne i de tidlige 1980´ere, var det mest iøjenfaldende udtryk for dette skifte. Og fra dette tidspunkt skiftede multikulturalismen fra at være en forsvarsposition til en måde at styre og kontrollere på.

 

Multikulturalisme betød nu at tage den sorte kultur af gaderne – hvor den havde været politiseret og skabt til et oprør mod staten – og anbringende den i rådsale, i klasseværelser og i fjernsyn hvor den kunne blive institutionaliseret, bearbejdet og iscenesat. Sort kultur blev derfor fra en levende bevægelse transformeret til et emne for passiv granskning, noget der skulle fejres, mere end handles på. Multikulturalismen blev en ideologi af konservatisme, af bevarelse af status quo, frem for ønsket om fremdrift. I takt med at postmoderne teorier af ”hybriditet” blev populære på akademierne, kom kulturelle forskelle til at blive set som en ende i sig selv, mere end et udtryk for revolte, og konceptet om kultur blev en spændetrøje, hindrende mere end hjælpende kampen mod race og klasseundertrykkelse.

 

Mens multikulturalismens politikker institutionaliserede sort kultur, var det etniceret finansiering der segmenterede og delte sorte samfund. Statens strategi syntes at være, at reformere sorte samfund til tilpasning til det britiske klassesystem som et parallelt samfund med deres eget interne klasselederskab, der kunne forventes at kunne lede. En ny klasse af ”etniske repræsentanter” indtog rådhusene fra midten af 1980´erne og frem, der skulle fungere som surrogatstemme for deres eget etnisk definerede lederskab. De indgik en pagt med autoriteterne; Der skulle dækkes over og skønmales et billede over sorte samfunds modstand til gengæld for frit styre med bevarelsen af deres eget patriarkat. Det var et kolonialt arrangement, der hindrede samfundslederne i at lave radikal kritik at frygt for, at finansieringen af deres yndlingsprojekter skulle komme i fare. Forskellige etniske grupper blev presset til at konkurrere om midler til deres områder. Resultatet blev, at sorte samfund blev fragmenterede, horisontalt af etnicitet, vertikalt af klasse.

 

Det værste var, at raceproblemet blev redefineret i termer af kulturel protektionisme, og den kulturelle udvikling af særligt asiatiske samfund, blev lammet. De blev tildelt deres egen kulturelle blok, hvor asiatiske ledere blev tilladt en kulturel laissez faire, i det store hele fri af statsintervention. Samfundenes ledere prøvede at afskærme deres klaner fra omverdenen, som de kun anså for en trussel mod det patriarkalske system, af hvilket deres magt afhang. Omkostningerne for de asiatiske samfund var enorme, ikke blot målt i politisk undertvingelse, men også i kulturel stagnation.

 

Forretningsgangen betød, at asiater levede et dobbeltliv, tvunget til at bære én maske indenfor deres samfund, og en anden udenfor. Etnicitet blev anerkendt i familien og i det etniske samfund, men forkastet i de offentlige sfærer af skole, arbejde og politik. Som multikulturalismen modnedes blev asiaternes politiske ambitioner rettet mod udfordringen af denne offentlige/private deling, ved at vinde kulturelle rettigheder i den offentlige sfære. Men kulturen der blev kæmpet for, blev i det store hele fikseret i termer af identitet, uændret siden 1960´ernes Asien til 1990´ernes Storbritannien.

 

I den forbindelse blev de politiske energier i sorte samfund delt i områder af kulturelle rettigheder, mens det ekstreme højre fortsatte sine angreb på Politisk Korrekthed. Staten tumlede videre, afbalancerende kravene mellem de to grupper, mens den tillod de underliggende strukturer af ”parallelle kulturelle blokke”-modellen at forblive intakte. Nogle på venstrefløjen, især de associeret med race og klasse, havde på et tidligt tidspunkt identificeret multikulturalismen som en trussel mod antiracismen – på den måde at kampen mod racismen, med Sivanandan´s ord, blev transformeret til en kamp for kultur. Men disse stemmer druknede i det stigende havs identitetspolitikker.

 

I dag er multikulturalismeordningen i krise. Først gennem den succesfulde kampagne af Lawrence-familien efter en fiasko i forbindelse med undersøgelsen af deres myrdede søn, at få anerkendt institutionaliseret racisme i politiet, der viste hvordan debatten kunne ændres fra kulturel anerkendelse til statsracisme. Dernæst har regeringen, der er eksplicit ”multikulturel”, siden 1997 også lanceret et skrækkeligt angreb på asylansøgere. Multikulturalisme, viser det sig, er udmærket kompatibel med anti-immigrantpopulisme. Yderligere, og vigtigst blandt asiater, er kultur ikke længere et bur indenfor hvilket opposition effektivt kan rummes.

 

Indtil for nylig konnoterede asiatisk kultur passitivitet, iværksætning, hårdt arbejde og uddannelse. Asiaterne var rollemodeller for minoriteterne. Lærde forudså, at de imødeså en ”jødisk fremtid”, med tiltagende økonomisk succes kombineret med kulturel konservatisme. Men dette er ikke sket, med undtagelse af et mindretal. Folk fra Bangladesh og Pakistan forsumper fortsat i fattigdom. Og den rebelskhed man almindeligvis associerer med hvide og afro-caribbeansk ungdom, har gennemtrængt den asiatiske arbejderklasse. Deres gamle billede af passitivitet har givet plads for et billede af aggression og kriminalitet, et billede der bekræftes af førnævnte uroligheder, og derefter højnet af ”krigen mod terrorisme”. Det frygtedes nu af nogle, at den asiatiske ungdom var blevet inficeret med en hvide arbejderklasses rebelskhed, og at de ikke længere er pålideligt velopdragne.

 

Hvad værre var, så var understøttelsen af en konservativ minoritet ikke længere en bæredygtig mulighed for staten. Mere end værende en effektiv måde at integrere samfund på, synes kulturelle identiteter, især muslimske identiteter, at være farlige. 1980´ernes løsninger på uroligheder – en større dosis ”kultur” – synes nu at gøre tingene værre. I modsætning til tidligere, hvor sorte unge antoges at lave uroligheder grundet manglen på kultur (der refereredes til som ”etnisk ulempe”), så lavede ungdommen nu uroligheder grundet en overflod af kultur – de var for muslimske, for traditionelle. For staten måtte tidligere tiders laissez faire eftergivenhed ende og kulturelle forskelle holdes i strammere snor. Den ”parallelle kulturblok” blev nu anset for værende en del af problemet, ikke løsningen.

 

”Cantle-rapporten” er regeringens racemanifest. Den tilbyder en formel, i hvilken den adskilte kulturelle udvikling der gennem årtier var blevet tilskyndet, nu skulle underlægges kravene om ”samfundets sammenhængskraft”. Et sæt kerneværdier er at sætte grænser for multikulturalisme, og sorte folk kræves at udvikle ”en større accept af de grundlæggende nationale institutioner”. Racisme i sig selv må forstås som et udkomme af kulturel adskillelse, ikke som årsagen. Og adskillelse ses nu som noget selvpåført.

 

Det ultimative problem er identificeret som ”kulturelle barrierer”, mere end institutionel racisme eller afsavn. Milepælserkendelsen af institutionel racisme i ”Macpherson-rapporten” i forbindelse med dødsfaldet af Stephen Lawrence, er udvandet. Racismen af politiet i Oldham, der ledte til urolighederne, nedtones. Det synes nu, at politistyrken i Manchester, der af deres egen chef i 1999 blev erklæret institutionaliserede racister, nu ikke længere er en del af problemet. I stedet foretages de samme tiltag der gennem de sidste tyve år er foreslået: diversitet og etnisk næsetælling.

 

Ifølge ”Cantle-rapporten” er det ikke så meget institutioner, som attituder, der er fokus for forandringer. Som deres konceptmæssige fætre ”social eksklusion” og ”samfundets sammenhængskraft” handler om netværk, identitet og diskurs, mere end fattigdom, ulighed og magt. Med implikationen af ”politisk korrekt vanvid”-argumenter findes officiel støtte – kulturelle barrierer er tilsyneladende efterladt til forrådnelse, efterladende nægtelse af engagement i åben debat.

 

På lokalniveau er løsningerne lige så banale som analysen: krydskulturel kontakt, mellemkulturel tillid, énsretning af skoler, næring af forståelse og respekt. Ikke så megen fejring af diversitet som forsoning; forlig uden afhjælpende handling. Rapporten begræder aftagningen af borgerlig stolthed, men tilbyder ikke disse byer noget at tage stolthed i – intet håb om økonomisk udvikling eller genoptagelse af lokalt demokrati, blot mere ”naboskab”.

 

På nationalt plan er der initieret en ny ”Community Cohesion Task Force”, og indenrigsministeren har initieret en ”national debat” ved at foreslå, at immigranter aflægger en ”loyalitets-ed” mod den britiske stat, og optager britiske normer. Debattens hensigt er at afklare rettighederne og forpligtelserne for britiske borgere. Men ingen synes at vide hvad de er. Yderligere, det kommende hvidpapir om nationalitet og immigration forventes at lægge ekstra krav på immigranter om engelskkundskaber. Og det nye politiktiltag – introduktionen af ID kortet – vil sandsynligvis forklædes som et ”statsborgerkort”, der skal passe ind i den nye sammenhængsagenda.

 

Allerede kastes modsætninger mellem den nye model og den gamle model omkring, mestendels omkring Islam´s relation til britiskhed. Ifølge multikulturalisternes konsensuslogik skal religionsskoler tilskyndes og opnå statsstøtte. Tilskyndelsen til muslimsk identitet i skoler blev set som sandsynligvis producerende ansvarlige, respektable borgere. Men fra det nye perspektiv af samfundssammenhængskraft, er muslimske skoler farlige vækststeder for separatisme. Regeringen har endnu at løse disse modsætninger. Ligeledes angående imamer i fængsel: tidligere blev de anset for værende en effektiv måde at bringe muslimske unge tilbage til samfundet: nu er de farlige ideologer indoktrinerende anti-vestlige værdier.

 

Strategien om sammenhængskraft kan også anskues som en bredere bekymring i regeringen vedrørende den muslimske befolkning. Dette blev først tydeligt da Indenrigsministeriet´s undersøgelser af kriminalitet begyndte tiltagende at fokusere på folk fra Pakistan og Bangladesh, som potentielle kriminalitetsgrupper. Senere blev konsensus om religiøse tilhørsforhold i befolkningen for først gang optalt, et tiltag bredt antaget at reflektere behovet måling af den muslimske befolkning. Efter den 9/11 er britiske muslimer blevet yderligere kriminaliserede, med raceprofilering i politikkerne som en acceptabel del af anti-terror operationer.

 

Den yderste højrefløj har efter indenrigsministerens tale fået en markant fremgang. Ray Honeyford – den tidligere lærer fra Bradford der i 1980´erne heroisk prøvede at tage et højrefløjsstandpunkt mod multikulturalismen, er kommet ud af gemmerne for at få oprejsning efter alle disse år. Og faktisk er mange af hans argumenter på linie med dagens regering.

 

Det faktum at den gamle multikulturalistiske bevægelse er blevet afhægtet, kan kun være en god ting for anti-racisterne, da det efterlader vejen åben for en genoptagelse af venstrefløjens kritik af mulitikulturalismen tyve år tidligere.

Leave a Response »

 

Paradokset ved muslimsk svaghed fredag, maj 29 2009

I årene efter 9/11 har to fortællinger bredt sig i Vesten, for at forklare naturen af den såkaldte Krig mod Terror. På højrefløjen er det blevet almindeligt at ligestille Islamisme – ideologien der søger at ordne det 21. århundrede under Sharia´ens islamiske middelaldernormer – med en lang række andre totalitære trusler mod det frie demokrati. Eksempelvis Victor Davis Hanson fra Hoover Institution kalder den ”et råddent genfærd der har overlevet fascismen, nazismen og kommunismen som verdens næste ulykke”. Venstrefløjen ser, ikke overraskende, problemet som et produkt af fattigdom og fejlslagne politiker mod Mellemøsten. Robert Fisk fra The Independent bebrejder islamisternes terrorisme på ”politiske situationer og uretfærdigheder i forskellige dele af verden”.

Begge synspunkter er fejlbehæftede. Konservative understreger korrekt islamismens magt og tilhængernes globale ambitioner, men fejler i erkendelsen af bevægelsens mangel på militær og intellektuel tyngde, eller dens begrænsede globale appel i sammenligning med kommunismen i dens velmagtsdage. Venstrefløjen peger korrekt på, at muslimsk overtagelse af Europa er en vrangforestilling eller i det mindste forhastet. Men de fejler i erkendelsen af at i muslimske flertalssamfund som i Asien og Mellemøsten, forbliver islamismen en magtfuld og tiltagende kraft. Bedre organiserede, bedre motiverede, støttede af truslen om vold og beskyttede af kulturelle normer, der forbyder kritik af Islam, er islamisterne i stand til at omstyrte samfundenes naturer hvor end de opnår formel magt. Med mindre de belejrede moderate fra Irak til Indonesien kan finde en måde at modsætte sig islamismen, og bane vejen for idéer, vil de fortsætte med at miste terræn til en stædig bevægelse, der mener den både har Gud og historien på sin side.

Ved første øjekast kan sammenligningen mellem Krigen mod Terror og Den Kolde Krig synes fornuftig nok. Som kommunisterne værdsætter islamisterne gruppen over individet, retfærdiggør af politiske grunde vold og nærer en næsten fysisk antipati mod en verdensorden domineret af frie, velstående demokratier. Yderligere kan man i denne nye version af Den Kolde Krig let udskifte Moskva og Beijing med Riyadh og Tehran, Karl Marx med Al Jazeera´s usoignerede Yusuf al-Qaradawi, og Sovjetunionen´s Verdensfederation af Demokratisk Ungdom med det saudi finansierede Verdensforening af Muslimsk Ungdom. Den indre trussel – engang symboliseret gennem vestlige kommunistiske partier og deres sympatisører, repræsenteres nu af islamvenlige grupper som Council on American-Islamic Relations og Muslim Council of Britain. Derudover går argumenterne på, at hvor kommunistiske og kapitalistiske stedfortrædere lavede spredt fægtning i så fjerne områder som Angola og Afghanistan, så har islamisterne bragt deres kamp til hjertet af Vesten. Pludselig er New York, London og Madrid lige så store slagmarker som Beirut og Baghdad.

Hvor plausibelt det end forekommer, overdriver denne formulering islamisternes styrke, og undervurderer effektiviteten af vestlige institutioner og samfundenes modstandskraft. Jovist, islamistisk intimidering har begrænset ytringsfriheden i visse områder: hollænderne og danskerne må træde varsomt i kritikken af Islam, og forvente et liv med livvagter og sikrede huse. Men islamismen har også affødt en generation af modige muslimske tænkere i Vesten – Ayaan Hirsi Ali, Irshad Manji og Asra Nomani for blot at nævne et par stykker – der er villige til at stille de ubekvemme spørgsmål, der har tendens til ikke at blive stillede i deres oprindelseslande.  - Terrorismen er blevet inddæmmet. Det eneste der nu når forsiderne er forpurrede plot. Derudover forfaldt islamismen til en stejl, glædesløs, bogstavelig islamfortolkning, de ikke kan håbe på, vil strække sin appel til mere end en minoritet i minoriteten i Vesten – de muslimer der drages af Islam´s stærke utopiske vision. Osama bin Laden vil aldrig komme til at pryde lige så mange T-shirts som Che Guevara.

Islamisternes svaghed i Vesten modsvares kun af den muslimske verdens tilbageståenhed. I sin storhedstid kunne Sovjetunionen med nogen ret hævde, at kunne matche U.S.A. på så forskellige områder som skak, ballet, matematik, olympiske discipliner, flyve –og rum forskning. Fjern olien fra de muslimske lande, og man står tilbage med samfund der samlet set kan fremvise færre resultater end en middelstor asiatisk magt, ikke iberegnet exceptionelle lande som eksempelvis Korea.

Denne realitet gør det let at afvise den islamistiske trussel, som mange af Vesten´s venstreorienterede gør, eller indsnævrer islamismens dimension til aktiviteterne af en håndfuld terrorgrupper – al-Qaeda eller sydøstasiens Jemaah Islamiyah. Og alligevel er det paradoksalt nok de muslimske samfunds elendige tilstand, der gør islamismen til en så formidabel magt. Dagligt erindrede om at de er modtagere af Gud´s sidste åbenbaring, favner en stor minoritet af muslimer – måske mellem 10 og 15 procent – den islamistiske idé om, at grunden til deres tilbageståenhed ikke skal findes i deres manglende evne til at favne moderniteten, men skal findes i den manglende mulighed for fuldstændigt at favne deres tro. Mange flere, ikke udelukkende islamister, er overordnede sympatiske overfor et verdenssyn der er svøbt i konspirationsteorier og tvangsmæssigt bebrejder muslimske fejlslag på udenforstående. Jøder, amerikanere og frimurere er deres yndlingsspøgelser.

Selvfølgelig er hverken religiøs fordunkling eller mangel på selvkritik et muslimsk monopol. Indien har sine fundamentalister, der gør optøjer mod muslimerne, og angriber malere og lærde. Amerika har sine kristne, der fører krig mod Darwin i klasserummet. Ikke desto mindre er den fare islamisterne udgør mod de frie demokratier af en helt anden størrelsesorden.

Islamisterne – til trods for at de næsten altid er en minoritet – tenderer at være bedre motiverede og bedre motiverede end deres modstandere. Svage eller sympatiserende domstole og politistyrker tillader dem at udøve vold og true med vold for at styre det offentlige rum – om det så drejer sig om at drive Playboy ud af Jakarta eller belejre vejen til lufthavnen i Beirut. Kulturelle normer – selv i relativt åbne lande som Malaysia og Indonesien – sætter enhver offentlig kritik af Islam ud af spillet. Spaniere der støtte prævention og homoseksuelles rettigheder kan direkte erklære, at de er ligeglade med hvad Biblen eller Paven mener. En indoneser eller pakistaner der siger det samme om Koranen og profeten Muhammed, inviterer til anklager om ”Islamofobi” og trusler om vold.

Indflydelsen islamisterne udfører i gaderne og på den offentlige diskurs har haft sin virkning. Selv steder hvor de ikke har formel magt – som i Ægypten og Pakistan – har islamisterne ledt samfundene i uliberal retning. I Ægypten kommer kvindelige universitetsstuderende under tiltagende pres for at bære tørklæde, end de gjorde for en generation siden. I dele af Pakistan har islamisterne erklæret krig mod musik og sæbeoperaer. I Indonesien finder kristne og kætterske muslimer som eksempelvis Ahmadiyya ofte deres kirker og moskeer under belejring.

I hvert af disse lande må de der tror på at lighed for kønnene, ytringsfrihed og tankefrihed er universelle værdier, og ikke blot vestlige værdier, gøre dette med den ene hånd bundet på ryggen.

Så mens talen om at Islam baner sig vej ind i Washington, London og Paris kan være overdrevne, så sikrer særlige betingelser i den muslimske verden, at truslen mod det frie demokrati i Jakarta, Kuala Lumpur og Islamabad ikke forsvinder i den nærmeste fremtid.

Leave a Response »

 

Jihad Jane and the Jews fredag, maj 29 2009

I ugevis har jeg leget med idéen om at skrive en klumme om Ward Churchill. Jeg synes bare ikke at være i stand til at mønstre energien. Måske er det fordi der er så mange professorer her i North Carolina, der præcist lige så vanvittige og inkompetente som den nu berygtede Colorado professor.

For eksempel er der Jane Christensen, der underviser ved North Carolina Wesleyan College. Ét kig på hendes hjemmeside gør mig stolt af at være Metodist.

Det er egentligt ikke billedet af Jane, der holder en M-16 med en sort hætte over sit hoved, der er problemet. Problemet er mere, at hun nægter at returnere mine telefonopkald, så vi kan diskutere indholdet af hendes hjemmeside og nogle af hendes kurser. Hendes hjemmeside linker til nogle interessante artikler. Et eksempel følger:

”Amerika kæmper krige i Afghanistan og Irak under zionistisk kontrol…Jøder styrer indirekte Amerika (og det meste af verden). De narrer os til at kæmpe og dø for DEM. Politikere i den ”frie verden” er for kujonagtige til at modsætte sig zionismen”.

Et andet link præsenterer teorien om, at Ariel Sharon er parat til at angribe Amerika:

”Israel slår ind på en mere aggressiv tilgang til krigen mod terror, der vil inkludere iscenesættelsen af målrettede drab i U.S.A. og andre venlige stater…”

Et andet link siger, at Israel forbereder et nukleart angreb på Iran:

”Et hold af amerikanske computerspecialister fløj til Diego Garcia, for at tilpasse den seneste version at softwaren kendt som ”over the horizon”. Den ville tillade et Harpoon missil (udrustet med et nukleart sprænghoved) at ramme Iran´s atomare etablissement med uhyre præcision”.

Den første kommentar under artiklen blev lavet i navnet ”Killing Jews is Good”. Intet mere behøves sagt.

Før du konkluderer, at professor Christensen´s hjemmeside kun indeholder anti-semitisk læsning, så kig lige på følgende:

”Invasionen af koalitionsstyrker i Irak i marts 2003 har ført til døden for mindst 100.000 civile, afslører den første videnskabelige undersøgelse…af næsten 1000 hushold på tværs af Irak”.

Ja, du læste rigtigt. En videnskabelig undersøgelse ”af næsten 1000 hushold” afslørede, at vi dræbte 100.000 civile i Irak før novembervalget.

Givet denne ”anbefalede læsning” ved jeg, at de fleste af jer vil være chokerede over de to første spørgsmål i Christensen´s sluteksamen for et fag kaldet ”The American Presidency”:

1. Hvordan har krigen mod terrorisme bidraget til magten i præsident Bush´s embede? (diskuter mindst 4 måder)

2. Diskuter det overvældende angreb på demokratiske rettigheder under Bush administrationen, oh hvad dette betyder for det fremtidige demokratiske styre i Amerika”.

Ingen ledende spørgsmål her!

Det skal retfærdigvis siges, at Bush ikke er Christensen´s eneste mål i klassen. Hun beder studerende om at besøge Alex Jones´s hjemmeside www.Infowars.com (og bruge den som officiel reference) fordi ”Den er én af de bedste på nettet!”. Den er ikke alene anbefaler læsning. Den er krævet læsning, hvor studerende kan lære slemme ting om Reagan og Bush.

Eksempelvis afslører hjemmesiden, at der var homoseksuel prostitution indenfor kredsen af Reagan og Bush i Det Hvide Hus. De prostituerede var små drenge sendt af sovjetiske agenter for at indgå i, ikke blot sodomi, men spionage. Linket taler også om ”homoseksuel prostitution og pædofile kriminelle handlinger i en skjult men vidtrækkende børnesex ring tæt knyttet til Senatet og medlemmer af Underhuset og Overhuset – men også tidligere præsident George H. W. Bush”.

Mens du læser denne hjemmeside (huskende på at ”det er én af de bedste på nettet”), ordene ”911”, ”de (Bush administrationen) vidste”, ”de lod det ikke blot ske”, og ”de fik det til at ske”, kommer farende over skærmen. Husker du Orwell´s 1984?

Det skal retfærdigvis siges, at Jones´s hjemmeside ikke altid er anti-semitisk, som så mange andre anbefalede og krævede læsninger for Christensen´s klasse. Eksempelvis anklages Bush familien for at have finansieret opbygningen af Hitler regimet i 1930´erne. I det mindste implicerer antagelsen, at der er noget galt i at gasse jøder. Hvis alt dette bliver for meget for troværdigheden, så gå blot til hjemmesiden, og søg på artiklen “How Bush’s grandfather helped Hitler’s rise to power.”

Ingen mad, drikkelse, tyggegummi eller mobiltelefoner tolereres i Jane Christensen´s klasse (ring 252-985-5118 eller email jchristensen@ncwc.edu). Men bagvaskelse og anti-semitisme tillades af en snæversynet person, der figurerer som lærd. Altså når hun ikke poserer som hætteklædt terrorist med en M-16.

Leave a Response »

 

Angrebet på universelle menneskerettigheder tirsdag, feb 24 2009

Er det en ny form for kolonialisme at insistere på, at enhver person i ethvert land er berettiget til menneskerettigheder? Det mener jeg ikke. Men der findes folk på politikkens venstrefløj, der nu allierer sig med traditionelle højreorienterede i deres afvisning af universaliteten af menneskerettigheder. De påstår, at menneskerettigheder er en vestlig opfindelse og påtvingelse, og argumenterer, at kræve at udviklingslande overholder kvinders rettigheder og homoseksuelles rettigheder, er en ny form for imperialisme.

Den reaktionære venstrefløj fordømmer tortur i Irak udført af amerikanske styrker, men ignorerer den udbredte anvendelse af tortur i nabolandet Iran. Tættere på vore breddegrader provokerer det neo-nazistiske British National Party venstreorienteret forargelse, hvorimod had mod hinduer og forsøgt tvangskonvertering promoveret af visse islamistiske grupper, er for venstrefløjen ikke-eksisterende.

Multikulturalismen påberåber sig retfærdiggørelsen af overbevisninger og handlinger, der er i konflikt med universelle menneskerettigheder. Et godt eksempel på dette er påtvingelsen af slør på små piger i mange islamiske samfund – og nogle islamisters forsøg på at importere denne sexistiske undertrykkelse til vestlige lande. Vi taler ikke her om den voksne kvindes frie uafhængige valg ikke at bære hijab, burka eller nigab. Pigebørn har ikke noget ægte frit valg til at vælge, da de er unge og magtesløse. I mange islamiske samfund er slør enten påkrævet ved lov, eller resultatet af pres fra familier, imamer, naboer og det bredere muslimske samfund. Selv i Vesten siger visse folk, at sløret på det hunkønnet er en del af muslimsk kultur, at vi må acceptere dette og respektere denne kulturelle forskel. Muslimske pigers rettigheder erklæres dermed underordnet de kollektive krav fra ortodoks mandligt domineret Islam. Denne ræsonnering er typisk for den måde mange multikulturalister allierer sig med de hegemoniske kræfter indenfor minoritetskulturer. De negligerer rettighederne for minoriteterne indenfor minoritetskulturerne, og er tilsyneladende ligeglade med, at visse kulturelle praktikker konflikter med internationale almindeligt accepterede standarder for menneskerettigheder. Resultatet er moralsk forvirring, tvetydighed, kompromiser og dobbeltmoral omkring menneskerettighedskrænkelser i store dele af verden.

En anden multikulturalistisk fejl har været at bøje sig for ”kulturel sensitivitet”: tilladende nogle samfund at blive undtaget fra normerne omkring universelle menneskerettigheder når det drejer sig om emner som tvangsægteskaber og homoseksuelles adaption. Den liberale venstrefløj plejede at modsætte sig al undertrykkelse og stod solidarisk med alle undertrykte mennesker. Ofrenes race eller religion – og forbrydernes – betød ingenting. Al undertrykkelse, uanset hvorfra den stammede, blev modstået. Nu, på den anden side, vinder moralsk og kulturel relativisme terræn. Vi fortælles, at alle samfund er forskellige – med forskellige værdier, forskellige historier og forskellige måder at tilpasse sig emner. Alle disse forskelle er lige valide, og må respekteres og accepteres. At betvivle dem, belæres vi, er at påtvinge andre vores livsform – en form for kulturel imperialisme.

Det er sandt, at der ikke findes én skabelon, der passer alle. Men der findes bestemte universelle menneskelige værdier, der bør forsvares i alle kulturer til alle tider. Vi bør ikke acceptere praktikker, der forbryder sig mod menneskerettigheder, punktum! Hvis vi ikke vil acceptere sådanne praktikker i vore egne samfund, så bør vi heller ikke acceptere dem i andre samfund. At tillade folk i andre lande at lide uværdigheder vi ikke ville tolerere i vort eget land, er en skamløs dobbeltmoral. Mens favnelsen af multikulturel diversitet ofte er en god ting, så må vi også acceptere, at ud over et vist punkt holder den frigørende lev-og-lad-leve attitude op, og bliver undertrykkende. Når dele af Sikh samfundet forfølger deres egne medlemmer, der tilfældigvis er homoseksuelle, eller vælger frafald til andre grene af religionen, så kan det vel ikke være acceptabelt? I 2004 tvang en konservativ Sikh aktivist i Birmingham succesfuldt lukningen af skuespillet Behzti, og tvang forfatteren til at gå under jorden. De brød sig ikke om det faktum, at skuespillets historie om voldtægt og mord foregik i et Sikh tempel. For at få skuespillet aflyst tyede de til trusler og vold. Det var skinbarlig intimidering og censur. En dominerende højreorienteret fraktion af sikh´ismen var i stand til at undertrykke et skuespil den ikke brød sig om. De liberale sikh´ers stemmer blev tavsgjorte.

 

Alle folk indeholder kultur, men det betyder ikke, at alle kulturer er lige valide og dydige. Der visse love, politiske systemer og teknologier, der moralsk og praktisk underlegne. Omvendt er der helt sikkert værdier og ideer der er indiskutabelt bedre end andre. Oplysningstiden var bedre end den mørke middelalder. Frihed er bedre end slaveri. Demokrati er bedre end fascisme. Videnskabelig kundskab er bedre end overtro. Mens alle mennesker bør respekteres, så er det ikke alle overbevisninger og traditioner der bør respekteres. Politiske og religiøse ideer baseret på racisme, patriarkat og homofobi er ikke respekt værdige. De bør udfordres, ikke tåles i respekt for andre kulturer.

Der findes eksempelvis kristne fundamentalistiske sekter i dele af Afrika, der mener, at børn med handicap er besatte af Djævlen. Børn med indlæringsvanskeligheder er emner for grusomme åndeuddrivelser. Disse ritualer kan indbære ekstrem fysisk og psykologisk mishandling. Eftersom vi ikke tolererer mishandling af børn i hvides kirker i London, bør vi heller ikke tolerere mishandling i sortes kirker i Lagos. Ikke desto mindre tåler mange ellers progressive folk i multikulturalismens navn fordomsfulde racistiske og religiøse minoriteter på det grundlag, at disse fordomme er del af deres etniske og spirituelle tradition. I visse kredse synes det som om, at tradition nu er en undskyldning og et alibi for brud på menneskerettighederne.

Leave a Response »

 

Det nye hierarki af undertrykkelse onsdag, feb 25 2009

Paralyserede af angsten for at blive stemplet som racister, imperialister eller islamofober er store dele af venstrefløjen blevet blødsødne i deres forpligtelse overfor universelle menneskelige rettigheder. De fordømmer beredvilligt, og med rette, amerikansk og engelsk umådeholdende udenrigspolitik, men åbner sjældent munden mod ikke-hvide undertrykkere og tilhængere af religiøse minoriteter. Hvorfor denne dobbeltmoral? Svaret skal delvist findes i en pervers fortolkning af multikulturalismen, der har splittet fejringen af forskelle i universelle menneskerettigheder.

Race og religion regerer nu i et fordærvet hierarki af undertrykkelse. Kvinders og homoseksuelles rettigheder erklæres ofte undværlige i den ”den højere sags tjeneste”. Misogyni og homofobi tolereres tiltagende under iagttagelse af ”harmoniske samfundsrelationer”. Faktisk er tendensen blandt mange angiveligt progressive at afvise fællesstandarder for rettigheder og forpligtelser. De kræver, at vi ”tager hensyn”, og viser ”kulturel sensitivitet” vedrørende fordomme mod folk fra bestemte etniske og religiøse samfund. Er det ikke nedværdigende, endog racistisk, at dømme folk ud fra forskellige standarder?

De moralske værdiers hierarki har formet den offentlig politik om diskrimination. Lovgivningen om racisme er langt hårdere end lovgivningen om homofobi. Nedsættende racemæssige bemærkninger medfører langt stærkere offentlig fordømmelse end sexistiske bemærkninger gør. Visse venstreorienterede formummer i deres fordømmelse af intolerance, når intolerancen stammer fra ikke-hvide folk; hvorimod de voldsomt ville fordømme lignende intolerance, hvis intolerancen blev luftet af hvide mod sorte eller kristne mod muslimer. Den nye mode for dele af venstrefløjen er ideen om, at vi må ”forstå” fordomme fra racemæssige og religiøse minoriteter; dog viser meget få af disse den samme ”forståelse” for den fordomsfulde arbejderklasse.

Visse argumenterer at vor vestlige kristne historie og kolonialisme, i visse kvarterer af minoritetssamfund er ansvarlig for etniske, religiøse og patriarkalske fordomme. De hadpropaganderende i disse samfund kan angiveligt dårligt holdes ansvarlige. I denne skyldredne ”anti-racistiske” fortælling har vi gjort de fordomsfulde, til de intolerante de er. Vi? Hvordan kan dagens generation af unge mennesker holdes ansvarlige for, hvad deres forfædre gjorde for 200 år siden? Sådan infantil nonsens er tiltagende et træk ved venstrefløjens diskurs.

Denne dobbeltmoral omkring menneskerettighederne påvirker endog lovhåndhævelsen. I Storbritannien og Jamaica er adskillelige sorte kunstnere frie til uden frygt for retsforfølgelse at opfordre til mord på homoseksuelle. Som vi alle ved, kunne ingen homoseksuel nogensinde slippe af sted med opfordring til drab på sorte. Ligeledes tillades visse fundamentalistiske muslimske gejstlige at godkende de såkaldte ”æresdrab” på ikke-kyske kvinder; hvorimod enhver kvinde der vovede at advokere for gengældelse mod islamiske misogynister, meget snart ville finde sig selv i en retssal

Leave a Response »

 

Den fraværende venstrefløj torsdag, feb 26 2009

Det praktiske resultat af de tiltagende reaktionære former for multikulturalisme har været, at venstrefløjen ganske enkelt er fraværende, når det drejer sig om mange former for undertrykkelse. I Storbritannien har Southall Black Sisters og Women Against Fundamentalism længe ført kampagner mod såkaldte æresdrab, tvangsægteskaber, vold i hjemmet og kvindelig omskæring. Og med rette. Men hvor er den liberale venstrefløjs solidaritet med deres kampagner? Og hvorfor støtter ikke flere progressive folk i Vesten kvinder i udviklingslande, der modsætter sig den patriarkalske praksis, der indebærer bortskæringen af klitoris og sammensyningen af pigers genitaler? Omkring 130.000.000 kvinder er på verdensplan ofre for kønsomskæring. Det er på daglig basis en forbrydelse mod menneskeheden, med næsten ikke så meget som en mumlende protest fra alle venstrefløjens folk, der anser dem selv som humanitære.

Men når forbrydelser mod menneskerettighederne udøves af undertrykkere, der tilfældigvis ikke er hvide (i Darfur, Vest Papua, Zimbabwe, Iran, Uganda, Vest Sahara og andre steder) styrter mange progressive væk. Skrækslagne ved tanken om at blive stemplet som racister hvis de fører kampagne mod en sort tyran som præsident Robert Mugabe fra Zimbabwe, synes de mere bekymrede om sikringen af deres politisk korrekte omdømme, end at sikre sikkerheden for de undertrykte. Mugabe´s regime har massakreret flere sorte afrikanere end Sydafrika´s apartheid diktatur. Min i modsætning til den store og meget succesfulde anti apartheid bevægelse, så findes der ingen signifikante solidaritetskampagner, der støtter kampen for demokrati i Zimbabwe. Hvorfor ikke?

Hvorfor stod så mange ellers gode folk i Vesten tilbage og ingenting gjorde under folkemordene i Congo og Rwanda? Venstrefløjen hidsede sig med rette op over Abu Ghraib, men sad på hænderne i forbindelse med Rwanda og Congo. Hvordan kan dette retfærdiggøres? Omkring en million mennesker blev dræbt i Rwanda, og over tre millioner mennesker er blevet dræbt i Congo. Hvor var den internationale kampagne, der skulle standse disse folkemord?

De politiske kolbøtter og etiske krumspring i dele af den liberale venstrefløjs meningsdannelse er ligeledes forbløffende i forbindelse med islamisk fundamentalisme. Mens alle muslimer bør forsvares mod fordomme og diskrimination, skal muslimer der undertrykker andre udfordres. Det var sært at se en liberal avis som The Guardian sidste år give en platform i sin kommentarsektion til en leder af den anti-demokratiske og anti-semitiske gruppe Hizb ut Tahrir. Endnu mere bekymrende publicerede i 2006 det venstreorienterede magasin Red Pepper artikler sympatiserende med Hezbollah og Moqtada al-Sadr – til trods for deres graverende liste af menneskerettighedskrænkelser. De samme udgivelser tilbyder sjældent progressive muslimer en stemme.

Jeg er blevet anklaget for ”islamofobi” i mit forsvar for muslimske ofre for fundamentalisme. Min forseelse? Jeg fordømte steningen af utro o Nigeria og Pakistan, og førte kampagne mod pakistanske myndigheders mishandling af homoseksuelle i Pakistan. Som svar stiller jeg mine anklagere spørgsmålet: Kan vi legitimt forblive tavse, når muslimer lider under forfølgelse fra andre muslimer? Ville ingenting sige eller gøre, hvis denne forfølgelse skete for muslimer i Storbritannien, og forfølgerne var hvide?

I visse islamiske lande dræbes frafaldne muslimer, eller muslimer der tilhører den ”forkerte” sektEr denne muslim-mod-muslim undertrykkelse vor opmærksomhed eller bekymring uværdig? Jeg kan ikke se hvordan det moralsk kan retfærdiggøres at forblive ligegyldig overfor lidende folk fra andre lande, styret af andre politiske systemer og følgende andre overbevisninger. Menneskerettigheder er, i mine øjne, for alle – ikke blot for visse.

Anklager om ”islamofobi” og ”racisme” fabrikeres og manipuleres tiltagende for at stoppe debatten, tavsgøre kritikkere og miskreditere modstandere. Folk bliver i stor stil svinet til at borgmesteren i London og hans Socialist Action partipampere, af National Assembly Against Racism, af Muslim Council of Britain og den notoriske hjemmeside IslamophobiaWatch. Den principløse sekteriske venstrefløj kollaborerer med højrefløjsislamister såsom den sexistiske, homofobiske og anti-semitiske fundamentalist Yusuf al-Qaradawi. Da nogle vovede at fordømme Qaradawi´s støtte til terrorbombninger og kønsomskæring, blev de afvist som ”islamofober”. Ideen var at marginalisere kritikken ved at tilsværte disse som anti-muslimer.

I dagens etiske ”omvendte verden” synes mange selvproklamerede ”anti-racister” ganske glade i negligeringen af det fundamentalistiske Islam´s rolle i folkemordene i Darfur regionen i Sudan, hvor racistiske arabiske islamister massakrerer den sorte afrikanske befolkning. Man hører aldrig fra venstrefløjen noget hysterisk skråleri mod homofobien i Muslim Council of Britain, i Islamic Human rights Commission og Muslim Association of Britain. Disse reaktionære organisationer kæmpede for at bevare den anti-homoseksuelle love som paragraf 28 og den seksuelle lavalder. Mens disse førte kampagne i støtte for homofobisk diskrimination, så venstrefløjen den anden vej.

Jeg støtter multikulturalisme, men med dette forbehold: multikulturalisme er en kraft for det gode, forudsat den ikke involverer værdier og praktikker der fastholder fordomme, uretfærdighed og lidelse. Enhver bør have ret til at forfølge deres egen moral og livsstil, så længe de ikke skader andre eller indskrænker andre folks frihed. Med disse kvalifikationer burde anderledeshed respekteres, og vi burde kunne tænke og gøre hvad vi har lyst til. Kristne fundamentalister burde derfor være frie til at praktisere deres overbevisning. Hvis de mener homoseksualitet er forkert, har de ret til den overbevisning og afstå fra seksuel samkvem mellem samme køn. Kristne ægtepar der tror på streng bibelskbaseret deling af arbejde i hjemmet kønnene imellem, bør tillades at leve deres liv i overensstemmelse med dette. Men de har ingen ret til at insistere på, at deres homofobiske, patriarkalske fortolkning af teksten skal være landets lov og påtvinge den på alle andre. I offentligheden bør alle borgere behandles som ligemænd, med delte forpligtelser og retten til menneskerettigheder.

Denne skelnen mellem offentligt og privat er vital. Den tilbyder en måde at administrere nogle af de spændinger der involverer forskellige samfund – inklusive spændinger mellem majoriteten og minoritetssamfundene, og minoriteterne i minoritetssamfundene.

Reaktionære fortolkninger af multikulturalismen ignorerer, tolererer og undskylder fordomme og mishandling i mangfoldighedens og diversitetens navn. Den fostrer social deling, moralsk forvirring og dobbeltmoral – ofte til skade for de mest sårbare: minoriteterne i minoritetssamfundene. Progressiv multikulturalisme handler om respekten for og fejringen af forskelle, men indenfor rammerne af universel lighed og menneskerettigheder. Den forudsætter velkommenheden og favnelsen af kulturel diversitet, forudsat det ikke involverer undertrykkelsen af andre. Der kan ikke findes nogen selektiv tilgang til frihed og retfærdighed. Menneskerettigheder er universelle og udelelige.

Leave a Response »

 

Muslimske medicinstuderende nægter at rulle ærmerne op for hygiejneforholdsregler, da det er imod deres religion fredag, feb 27 2009

 

Sundhedsmyndighederne har krisemøder med muslimske medicinstuderende, der grundet religiøs overbevisning modsætter sig nye hygiejneregler.

 

De studerende i hospitaler i mindst tre store engelske byer har grundet religiøs overbevisning nægtet at følge regulativer målrettede at tackle multiresistente bakterier, afsløres det.

 

Kvindelige medicinstuderende ved børnehospitalet Alder Hey i Liverpool protesterede mod at rulle ærmerne op, når de vaskede deres hænder og rulle ærmerne op på operationsstuen, hævdende at det var usømmeligt.

 

Tilsvarende bekymringer blev rejst ved Leicester University, og Sheffield University rapporterede et tilfælde, hvor en muslimsk studerende nægtede at vaske hænder, da dette ville afsløre hendes underarme.

 

Nogle studerende har sagt, at de ville foretrække at forlade studiet frem for at afsløre deres underarme, men eksperter har sagt, at der ingen undtagelser skulle gøres grundet religiøse overbevisninger.

 

En talsmand for Royal hospital sagde, at de havde oplevet hændelser med muslimsk personale, der ikke rengjorde deres underarme med alkohol gel, selvom dette nu var adresseret.

 

Dr. Steve Ryan, medicinsk direktør ved Alder Hey sagde, at mens ”det bare under albuen” handler om patientsikkerhed, så regner han med at finde en løsning med de muslimske medicinstuderende.

 

Han sagde: ”Vi specificerer bare underarme, ingen ure, ingen neglelak eller falske negle i kliniske områder. God håndhygiejne er én af de vigtigste og enkleste gøremål, vi kan foretage i indgåelsen af sundhedsassocierede infektioner. Et antal kvindelige studerende har spurgt University of Liverpool, om vi kunne tilbyde dem faciliteter, hvor de kan skifte deres beklædning til operationsbeklædning.

Vi kunne med glæde imødekomme deres anmodning, og disse faciliteter er nu inkorporerede”.

 

Medicinstuderende ved Alder Hey Hospital hævder, at retningslinierne modsiger deres religion.

Dr. Charles Tannock, et konservativt parlamentsmedlemog tidligere hospitalkonsulent, sagde: ”Disse studerende undervises ved hjælp af skatteydernes penge, og de har en pligt til at bekymre sig om, at deres patienter ikke udsættes for en sundhedsrisiko”.

 

Måske skulle disse kvinder ikke vælge en medicinsk karriere, hvis ikke de føler sig i stand til at underlægge sig de retningslinier, alle andre skal følge. Men Islamic Medical Association insisterede på at tildækning af hele kroppen i offentlighed, undtagen ansigt og hænder, var et grundlæggende princip i Islam. Den sagde: ”Ingen praktiserende muslimsk kvinde – læge, medicinstuderende, sygeplejerske eller patient – burde tvinges til at afsløre underarmene”.

 

De nye sundhedsretningslinier blev introduceret for at undgår spredningen af potentielt dødelige infektioner som MRSA og Clostridium. Den nye retningslinie hjælper de nationale sundhedsmyndigheder at planlægge og implementere hvor de kan forebygge og styre sundhedsplejeassocierede infektioner. De former kriterierne med hvilke sundhedsmyndighederne kan sikre, at patienter kan tages omsorg for, og holde risikoen for infektioner så lav som mulig.

 

PS: Tag lige et kig på nedenstående. Er der andre end mig der finder dette foruroligende?

 

Constitution

The Muslim Doctors and Dentisits Association UK (M.D.D.A. UK) 1. Name The name of the Association is Muslim Doctors and Dentists Association UK (the Association) 2. Objects and powers 2.1 The objects of the association shall be:- 2.1.1. To advance the Islamic religion in the practice of medicine in the United Kingdom 2.1.2. To advance medical education in relation to the doctrines, practices and traditions of the Islamic religion. 2.1.3. To promote research in various aspects of medical science and to disseminate and publish the useful results of such research. 2.1.4. To promote the preservation and protection of the good health of Muslims in the United Kingdom.

http://mdda.org.uk/web/content/view/28/57/

Leave a Response »

 

Multikulturalisme ”driver unge muslimer til at afvise britiske værdier” søndag, mar 1 2009

Multikulturalismens doktrin har fremmedgjort en hel generation af unge muslimer, og gjort dem tiltagende radikaliserede, har en undersøgelse afdækket.

I stærk kontrast til deres forældre sympatiserer et tiltagende antal med ekstreme lærer i Islam, med næsten fire ud af ti der ønsker at leve i Storbritannien under Sharia lov.

Undersøgelsen identificerer signifikant støtte til at bære tørklæde i offentligt rum, islamiske skoler og endog dødsstraf for muslimer der konverterer til en anden religion.

Mest alarmerende beundrer 13% af unge muslimer organisationer såsom al-Qaeda, der er ”parate til at bekæmpe Vesten”.

Undersøgelsen tydeliggør et skel i opfattelser for muslimer i alderen 16 til 24 år, af hvilke de fleste er født i Storbritannien, og opfattelser hos deres forældre, der med større sandsynlighed er immigranter.

En rapport sideløbende med undersøgelsen, bestilt af den højreorienterede tænketank Policy Exchange og udarbejdet af Populus sagde, at multikulturalismedoktrinen var i det mindste delvist ansvarlig.

En række venstreorienterede ministre har for nylig brudt med idéen om, at forskellige samfund ikke burde tvinges til at integreres, men burde tillades at fastholde deres egen kultur og identitet.

Trevor Philips, formand for Commission for Racial Equality, og Dr. John Sentamu, ærkebiskoppen af York, har også udtrykt alvorlig tvivl om multikulturalismen.

Akademiker Munira Mirza, ledende forfatter af undersøgelsen siger: ”Fremkomsten af en stærk muslimsk identitet i Storbritannien er delvist resultatet af multikulturelle politikker implementeret siden 1980´erne, der har fokuseret på forskelle på bekostning af delt national identitet og delt folk etnisk, religiøst og kulturelt”.

Undersøgelsen af 1.000 muslimer, udformet til repræsentation af befolkningen på tværs af Storbritannien fandt, at en tiltagende minoritet af unge føler, at de har mindre til fælles med ikke-muslimer end deres forældre føler.

Mens kun 17% i alderen over 55 år sagde, at de ville foretrække at leve under Sharia lov, så er dette forøget til 37% for unge i alderen 16 til 24 år.

Sharia lov der praktiseres i store dele af Mellemøsten, specificerer stening og amputering som rutinemæssige afstraffelser for forseelser.

Sharia lov fungerer også som religiøs kode for livsmåde, dækkende diæter og påklædningskoder. Religiøst politi er ansvarligt at bringe mistænkte for særlige domstole.

Undersøgelsen fandt, at 19% at muslimerne over 55 år ville foretrække at sende deres børn på islamiske statsskoler. Dette forøgedes til 37% for unge i alderen 16 til 24 år.

Hvis en muslim konverterer til en anden religion, mener 36% af unge i alderen 16 til 24 år, at dette burde straffes med døden, sammenlignet med 19% af folk på 55 år og derover.

Ifølge undersøgelsen foretrækker 74% i alderen 16 til 24 år, at muslimske kvinder bærer slør, sammenlignet med kun 28% for folk på 55år og derover.

Undersøgelsen af Mirza, en britisk født datter af pakistanske immigranter konkluderer, at visse muslimske grupper har overdrevet problemet med ”Islamofobi”-følelsen blandt ikke-muslimske briter, der har antændt en fornemmelse for offerrolle.

Det store flertal af muslimer, 84%, mener, de er blevet behandlet fair i det britiske samfund.

Og lidt over en fjerdedel, 28%, mener, at de britiske myndigheder er gået lige langt nok i deres bestræbelser på ikke at støde muslimerne.

Regeringen er blevet anklaget for at fejle i deres takling af såkaldte ”hadetalere”.

Ingen er til dato blevet dømt efter lovgivningen, der skal tage sig af den slags personer. Én radikal gejstlig, Abu Hamza, blev i årevis tilladt at opfordre til ekstremisme, før han endeligt blev retsforfulgt, men under separate love, og kun under trusler om at han ville blive udvist til U.S.A.

Den muslimske venstreorienterede Shahid Malik sagde, at undersøgelsens resultater er foruroligende:

”Der er onde stemmer derude, og denne undersøgelse viser, at nogle af disse stemmer afgjort har gennemslagskraft. Folk vender stadig det blinde øje til, og håber, at det vil forsvinde. Det kan, og vil det ikke af egen kraft. Selvfølgelig spiller regeringen en rolle, men med de muslimske samfund i sig selv må mere gøres for at anerkende, at denne udfordring eksisterer. Jeg har i årevis argumenteret for, at British National Party er et hvidt fænomen, som det er op til det hvide samfund at adressere. Så ekstremisme eksisterer i Islam´s navn, og det er noget det muslimske samfund må tage ansvar for. Det er min opfattelse, at hovedstrømmen af muslimske paraplyorganisationer ikke har mødt udfordringen, og ikke accepterer dybden af de problemer der møder dem”.

Hr. Malik pegede på en enkelt lovændring, der kunne hjælpe adresseringen af radikaliseringen, var at gør komiteer af trosledere, der lovligt leder moskeer, ansvarlige for opildnende erklæringer erklærede på deres ejendomsområde.

Baronesse Uddin, den eneste muslimske ligestillede, sagde, at undersøgelsen ikke afbillede hendes erfaringer med synspunkterne hos medlemmerne af samfundet.

Men hun sagde, at mange unge muslimer der er født i Storbritannien har en fuldstændigt anden tilgang til deres forældre og bedsteforældre, der oversøisk immigrerede til landet.

”Mens vi sagde: ”Dette er ikke vort hjemland. Vi må tilpasse os. Vi må bidrage”, så har de unge en fornemmelse af, at dette nu er deres hjem, og at de er parate til at sige hvad de ikke bryder sig om i landet. De har fastslået deres identitet, og er gået dybere ind i deres religion. Det ville have været uhørt for én som mig i en alder af 16 år at have beklaget sig over England. Men nu hvor unge mennesker går gennem vanskeligheder i forbindelse med jobmuligheder og uddannelse, så giver de deres mening til kende”.

Baronesse Uddin sagde, at hun var enig i ”majoritetens synspunkt”, at britisk udenrigspolitik også havde skærpet muslimske klager.

De venstreorienterede medlemmer af parlamentet for Birmingham Perry Barr og Khalid Mahmood sagde: ”Vore unge mennesker er blevet tilladt at falde i hænderne på yderligtgående organisationer, der rekrutterer dem på universiteterne, skolerne, gymnasierne og moskeerne. De bliver manipulerede. Det er vanskeligt for regeringen at foreskrive en vej frem for det muslimske samfund. Jeg tror ikke det er muligt for den. Det er op til hovedstrømmen af nationale muslimske organisationer, der ærligt talt har fejlet”.

Leave a Response »

 

Multikulturalisme og selvlikvideringen af Europa tirsdag, mar 3 2009

Den 9.november 1938 lancerede naziregeringen ondsindede pogromer i hvilke tusinder blev taget til fange og sendt til koncentrationslejre, mens skarer af unge nazibøller smadrede vinduerne i jødiske hjem og butikker. Krystalnatten sendte et mørkt ildevarslende varsel om en morderisk fremtid for Europa.

Næsten præcist 67 år senere har andre skarer af unge bøller overtaget gaderne i et orgie af brutal vold, komplet med racemæssige og religiøst motiverede drab. Men der er en sær forskel.

Dengang var volden rettet mod en hadet racemæssig og religiøs minoritet i den indfødte majoritets navn. I dag er det en racemæssig og religiøs immigrantminoritet der initierer en terrorkampagne mod den indfødte majoritet.

Europa lærte aldrig den virkelige lektion om nazismens onder. I stedet for at afvise nazismens dybeste præmisser har Europa forvandlet dem til en ny form, således at Europa ikke længere søger at likvidere sine raceminoriteter, men i stedet gør disse minoriteter magtfuldkomne til udførelsen af europæernes selvlikvidering.

Standardsynet på nazismen er, at roden til nazirædslerne var overmåde selvsikkerhed og selviskhed, hvilket gav nazisterne selvtilliden til at påtvinge deres interesser med magt. I virkeligheden viser selv en overfladisk undersøgelse af nazipropagandaen det modsatte. Mere end advokerende for rationel vished, var nazisterne dogmatiske subjektivister. Hermann Göring erklærede famøst at, ”to plus to er fem, hvis Føreren ønsker det” – hvilket inspirerede deres had til sindet og deres tilbedelse af umenneskelig vold. Og hvad angår selvinteressen, var nazisterne helt igennem kollektivister, der fastholdt, at individets interesser må skånselsløst ofres i racens interesse. Hitler deklarerede ”Du bist nichts, dein Volk ist alles” – ”Du er intet, din race er alt”.

Men hvad sker der hvis man tror – som det er tilfældet med de fleste akademikere og mainstream venstreorienterede – at vished og selviskhed var fundamentale nazistiske laster? Så vil man være parat til at acceptere ethvert nazistisk fundament – så længe de ordnes i en mere skeptisk selvundervurderende form.

Det er præcist hvad Europa har gjort. Europæerne har accepteret ideer, der stammer direkte fra nazismen – både i deres filosofiske fundament og i deres historiske afstamning – men i en mere ”politisk korrekt” version.

Ideologien for disse altruistiske nazister er multikulturalisme.

Jeg fik min første anelse af dette for nogle år siden som filosofistuderende, da jeg blev bevidst om en akademisk kontrovers over afsløringerne, at to indflydelsesrige filosoffer fra det tyvende århundrede – Martin Heidegger og Paul de Man – var nazisympatisører. Det meste af kontroversen drejede sig om denne involvering med nazisterne (Heidegger meldte sig ind i nazistpartiet, og de Man sympatiserede med nazisagen) formindskede værdien af fundene i deres filosofiske arbejde. Men få kommentarer adresserede den filosofiske lighed mellem naziideologien og ideerne af disse to filosoffer.

Dette er et afgørende spørgsmål, da Heidegger og de Man var grundlæggerne af den mest indflydelsesrige samtidige filosofiskole, kaldet ”Dekonstruktion”, der har fungeret som det teoretiske grundlag for multikulturalismen.

Essentielt er Dekonstruktion et angreb på fornuft til fordel for den samme dogmatiske subjektivisme opretholdt af nazisterne. Det er synspunktet, at der ikke findes sådan noget som objektiv sandhed, ingen måde at bevise noget med reference til fakta og beviser. Hvad er så basis for nogen antagelse af hvad der er sandt eller falskt, godt eller dårligt, rigtigt eller forkert? All disse ideer afgøres, ikke af fakta, men af et uundvigeligt spind af irrationelle antagelser og subjektive følelser. Og hvad former disse antagelser og følelser? Dagens dekonstruktionister konkluderer, at de formes af kollektive sociale kræfter, af moderne akademiers hellige treenighed ”race, klasse og køn”.

Her når vi til to essentielle ting omkring nazismen: afvisningen af fornuft og sindets favorisering af tilbedelse af dyriske følelser, og hævdelsen af det kollektive over det individuelle. Hvad adskiller så den moderne intellektuelles ideer fra nazisternes filosofi? Tillægget af en altruistisk tvist. Nazisterne var helt sikkert for selvopofrelse, da de advokerede for (og gennemtvang) opofrelsen af det individuelle selv for den kollektive racegrandiositet. Men de moderne intellektuelle erklærer, at de er endnu mere altruistiske, da de er villige til at ofre vor egen race til fordel for andre racer.

Dette er den essentielle mening med multikulturalismen. Multikulturalisterne accepterer de ondsindede antagelser, at individets ideer og værdier determineres af racen – men, siger de, kardinalsynden er at være racemæssigt selvhævdende. Altså, det værste man kan gøre, er at antage sin egen gruppekulturs universelle sandhed eller overlegenhed på bekostning af andres ideer og værdier. ”Alle kulturer er lige” er multikulturalisternes teori. I praksis betyder det, at vi må være parate til at underordne vor egen kultur – den vestlige civilisations kultur – for at vise vores ”respekt” for enhver anden kultur på kloden, fra eskimoer til patagoniere og videre til, skal vi sige, muslimer?

Meningen med multikulturalisme bliver tydeligst når den møder religionen Islam.

Muslimerne nedgør fornuft, ikke til fordel for personlige følelser, men til fordel for en tilsvarende subjektiv tro; i Islam, bliver to og to fem hvis Allah ønsker det. Og hvad angår relationer Islam og andre kulturer imellem, er Koranen meget tydelig. Folk fra andre kulturer skal tvinges til at konvertere til Islam – under trusler om død – undtagen nogle få hvis eksistens kan tolereres, så længe de accepterer status af ”dhimmi”, andenklasses borgere, der pligtskyldigt accepterer en række restriktioner, for ikke støde de sensitive muslimer.

Multikulturalisme er et program for selvpåført dhimmisering. Det er allerede vist til hvilken absurd længde vestlige multikulturalister er villige til at gå for at udslette vor egen kultur af underdanig respekt for muslimernes ”sensitivitet”. Eksemplerne rangerer fra det trivielle (fjernelsen af offentlig skulptur af en gris i England, da muslimerne anser grisen for et ”urent” dyr) til det ildevarslende, såsom Storbritannien´s lovforslag om at kriminalisere kritik af andres religion – essentielt bandlysende uenighed med Islam.

Men intetsteds er resultaterne mere ildevarslende end i Frankrig. Optøjerne beskrives som et produkt af Frankrig´s manglende evne til at ”assimilere” muslimske immigranter fra Nordafrika, og forskellige grunde angives som grund til dette fejlslag. Men den mest fundamentale grund er, at Europa for længst har tabt enhver interesse i at assimilere sine immigranter. Europa har faktisk helt opgivet selve ideen om assimilation. At indrullere andre i europæisk kultur – jamen den slags kulturel selvhævdelse vil svare til nazisternes selvhævdelse. I stedet har Europa gjort sig store bestræbelser på at tilpasse sig andre kulturer – ved at tilskynde immigranter til i årtier at leve afsondrede i deres egne enklaver.

Hvad der satte de seneste optøjer i gang, var ikke svær tilstedeværelse af politi og franske autoriteter i muslimske nabolag. Det var det faktum, at politiet indtil for nylig havde behandlet disse områder som ”no-go zoner”, efterladte til muslimernes egen varetagelse. Det var det franske politis forsøg på at opnå en vis grad af kontrol efter års multikulturalistiske tolerance, der satte optøjerne i gang.

Det er ikke blot det, at franske muslimer må assimilere sig fransk kultur. Det er det, at der må være en selvtillidsfuld kultur for dem at assimilere i. Man kan ikke assimilere i selvudslettelse.

I en nation som Amerika leder accepten af multikulturalisme til en slags langsom råddenskab i takt med at de distinktive ideer ved kulturens rod – Oplysningstidens idealer af vore forfædre – langsomt hensyner gennem negligering. Men en sådan nation kan i generationer ride på sit tidligere kulturelle momentum, tagende mange år at kollapse indefra – og det giver os lang tid at bekæmpe multikulturalismen i, før det er for sent. En nation som Frankrig der finder sig selv som vært for en stor minoritet af skingre religiøse muslimske immigranter helt igennem uberørte af Oplysningstidens intellektuelle og politiske traditioner, vil ikke tillades luksusen at dø gennem langsom råddenskab. Det må handle meget hurtigere for at redde sig selv.

Det er i gaderne af de parisiske forstæder man nu kan se de ultimative effekter af multikulturalismen – og en fornemmelse af ildevarsel om den mørke og morderiske fremtid der ligger Europa i vente.

Leave a Response »

 

Muslimske medicinstuderende tiltagende besværlige torsdag, mar 5 2009

Nogle muslimske medicinstuderende nægter at deltage i klasser eller svare på eksamensspørgsmål der vedrører spørgsmål der er alkoholrelaterede eller  seksuelt transmitterede, da de hævder, at det støder deres religiøse overbevisning.

Nogle lægestuderende siger at lære at behandle disse sygdomme, konflikter med deres tro, der erklærer, at muslimer ikke må drikke alkohol og skal afstå fra seksuel promiskuitet.

Et mindre antal medicinstuderende har endog nægtet at behandle patienter af modsatte køn. En enkelt mandlig studerende var parat til at dumpe sin sidste eksamen, frem for at gennemføre en grundundersøgelse af en kvindelig patient.

De religiøse protester fra studerende er bekræftet af British Medical Association (BMA) og General Medical Council (GMC), der begge understregede, at de ikke godkender sådanne handlinger.

Dette vil intensificere debatten tændt forleden med afsløringen om, at Sainsbury tillader muslimer ved kassen af religiøse årsager i supermarkeder at nægte at håndtere kunders alkohol. Dette betyder, at andre ansatte må tilkaldes for at scanne vin eller øl ved kasseapparatet.

Kritikere, inklusive mange islamiske lærde, ser denne indvilligelse som i overkanten, og siger at muslimerne svigter deres professionelle ansvar.

Dog, det er derudover også fremkommet, at Sainsbury også tillader sine muslimske farmaceuter at nægte at sælge fortrydelsespiller til kunder. I en Sainsbury i Nottingham afslog en farmaceut ved navn Ahmed at levere pillen til en kvindelig journalist, der foregav at være kunde. En kollega forklarede hende, at Ahmed det ikke var af etiske årsager, at Ahmed nægtede at sælge pillen. Boots tillader også farmaceuter at nægte at sælge pillen af etiske årsager.

British Medical Association siger, at det har modtaget rapporter om muslimer, der ikke ønskede at lære noget om alkohol eller effekterne af overkonsumering. ”De er så store modstandere af konsumeringen af alkohol, at de ikke vil lære noget om det”, siger en talsmand.

General Medical Council siger, det har modtaget rekvireringer fra studerende for vejledning om ”man kunne udelade dele af uddannelsens medicinske curriculum og stadig tillades at bestå”. Professor Peter Rubin, formand for General Medical Council´s uddannelseskomite sagde: ”Eksempler har inkluderet nægtelse af at tilse patienter, der er påvirkede af sygdomme forårsagede af alkohol eller seksuel aktivitet, eller nægtelse af at tilse patienter af et bestemt køn”.

Han tilføjede, at ”fordomsfuld behandling grundet patientens køn eller ansvaret for deres tilstand, ville modgå de mest grundlæggende principper af etisk medicinsk praksis”.

Shazia Ovaisi, en alment praktiserende læge i nordlondon sagde, at én af hendes mandlige medstuderende på lægestudiet ikke fuldførte sin uddannelse, da denne nægtede at undersøge en kvindelig patient som del af sluteksamen. ”Han var akademisk begavet, én af de bedste studerende, men gradvist kom han ind i visse islamiske grupper, og begyndte at blive mere radikal”, sagde Ovaisi. ”Man kunne se en forandring i hans personlighed som tiden gik. Under sluteksamen skulle han behandle en kvindelig patient på hospitalet. Han nægtede at gøre det, selv om det ville have været en meget enkel undersøgelse, ikke noget påtrængende. Men han nægtede, og som resultat heraf dumpede han. Jeg var ret chokeret og skuffet, da jeg ikke ser noget i vores religion, der forhindrer os i at undersøge mandlige og kvindelige patienter”.

Både Muslim Council of Britain og Muslim Doctors and Dentist Association sagde, at de var klar over at studerende faldt fra, men støttede dem ikke.

Dr. Abdul Majid Katme fra Islamic Medical Association sagde: ”At lære om alkohol, at lære om seksuelt transmitterede sygdomme, at lære om abort, giver os flere beviser til at lave kampagner imod det. Der er forskel på at lære og praktisere. Det er obligatorisk for muslimske læger og studerende at lære om det det hele. Profeten sagde ”Lær om heksekunst, men praktiser den ikke”.

Leave a Response »

 

Fitna fremvisning irriterer amerikanske muslimer fredag, mar 6 2009

Fremvisningen af en anti-Islam film af den kontroversielle højreorienterede hollandske filmmager i Capitol Hill fredag den 27. februar udløste raseri hos amerikanske muslimer og løftede øjenbryn.

”Jeg er en stærk fortaler for ytringsfriheden. Men dette handler ikke om ytringsfrihed, men snarere om sømmelighed, timing og lokalitet”, sagde repræsentant Keith Ellison i en erklæring til IslamOnline.net.

Den Konservative republikaner senator John Kyl havde inviteret Geert Wilders, leder af det højreorienterede parti Frihedspartiet, til en fremvisning i et bekvemt lokale i Capitol Hill kendt som L.B.J. Room.

Senator Kyl har ret til at være vært for enhver han ønsker, men det bliver et spørgsmål om sømmelighed at anvende Capitol Hill som lokalitet for fordømmelsen af en hel religion”, insisterede Ellison.

Dokumentaren ved navn ”Fitna” – et arabisk ord for ”tilskyndelse til oprør” eller ”strid” – anklager Koranen for tilskyndelse til vold.

Koranen sidestiller også vers fra muslimernes hellige bog med rapporter fra angrebene den 9/11, såvel som den grusomme billeder af Madrid bombningerne fra 2004 og London bombningerne den 7/7.

Filmfrigivelsen har tiltrukket fordømmelse fra muslimer og anti-diskriminationsgrupper verden over. Den hollandske regering har distanceret sig fra dokumentaren og indholdet af denne.

Wilders er for nylig af den britiske regering blevet nægtet adgang til Storbritannien grundet hans ekstreme synspunkter.

Han blev af immigrationsmyndighederne ved Heathrow Airport den 12. februar tilbageholdt og tvunget om bord på det næste fly tilbage til Hollad

Radwan Masmoudi fra Center for the Study of Islam and Democracy kritiserede også fremvisningen af den kontroversielle film I Capitol Hill.

”Jeg ved godt han ikke har et skæg og ser rar ud med sit blonde hår, men hans synspunkter og meninger er ekstreme spejlbilleder, præcise spejlbilleder af hvad al Qaeda har prøvet at lære”, fortalte han CNN. ”Han er Holland´s al-Qaeda”.

Wilders er notorisk i sin voldsomme kritik af Islam. Han kaldte på bandlysning af muslimernes hellige bog, og beskrev den som ”fascistisk”, og sammenlignede den med Adolf Hitler´s ”Mein Kampf”. I januar blev Wilders af Holland´s domstol stævnet for tilskyndelse til had og diskrimination mod muslimer.

Ellison, Amerika´s første muslimske kongresmedlem sagde, at fremvisningen af Fitna i Capitol Hill sender et forkert budskab til muslimer. ”På et tidspunkt hvor præsident Obama har sagt til den muslimske verden: ”Vi er parate til at initiere et nyt partnerskab baseret på gensidig respekt og gensidige interesser”, fostrer fremvisningen af en film der nedgør 1.4 milliarder af verdens borgere ikke gensidig respekt eller gensidig interesser”.

Obama administrationen har lovet efter otte besværlige år under George W. Bush, at vende et nyt blad i Amerika´s relationer med den muslimske verden. I sin indsættelsestale svor Obama at søge en ”ny vej frem” med den muslimske verden. Hans udenrigsminister Hillary Clinton besøgte Indonesien, verdens folkerigeste muslimske land, på sin første udenrigsrejse, i håb om at restaurere Amerika´s image.

”På et tidspunkt hvor Amerika skulle levere fornyet lederskab for fred og forståelse mellem Vesten og den muslimske verden, må man stille spørgsmålstegn ved visdommen og dømmekraften i promoveringen af en film der fejlagtigt fordømmer en hel religion – især i Capitol Hill”, insisterede Ellison.

Leave a Response »

 

Farlige områder i Bruxelles lørdag, mar 7 2009

I Bruxelles er adskillige områder forvandlet til farlige områder, politiet ikke kan komme i. Områder hvor politiet dårligt kan patruljere uden at blive overdynget med sten, uden at blive angrebet eller uden at politibilerne bliver smadrede. Ikke overraskende er omkring 80% af indbyggerne i disse områder af islamisk oprindelse. Det er mere reglen end undtagelsen, at aggressorerne er under den kriminelle lavalder. Politiet hævder at i adskillige områder behøves to patruljevogne ved enhver mellemkomst. Én bil til at udføre opgaven, og én til at forhindre at den første bil ikke bliver smadret. Mange betjente undgår disse notoriske immigrantområder. En ung immigrant stjal eksempelvis en bil, kørte den ind i en flere politibiler, og prøvede at køre en kvindelig politibetjent over. Han indrømmede hændelsen, og erkendte endog at have prøvet at slå den kvindelige betjent ihjel. Den belgiske domstol lod ham gå. Den kvindelige betjent led svære kvæstelser, og måtte sygemeldes i månedsvis. Med 145 arrestationer uden én eneste dom kan den belgiske domstol ikke ligefrem siges at være politiets allierede. Betjente fra Bruxelles har i et flamsk magasin erklæret, at kriminelle immigranter bliver arresteret i dusinvis af tilfælde for væbnede røverier, biltyverier og narkosmugling. Hver gang beordrer den offentlige anklager efter for få timers arrest løsladelse. De kriminelle griner af politiet. Én betjent hævder at have arresteret en ung forbryder 145 gange, uden at denne har tilbragt ét eneste minut i fængsel.

Ifølge betjentene fra Bruxelles modtager betjentene ingen støtte fra lokale politikere overhovedet. I de notoriske distrikter tilhører de fleste borgmestre socialistpartiet Wallon. Når betjente angribes, eller skydes på, og beder om at få tilsendt assistance, bliver de altid beordrede til at trække sig tilbage. Én af betjentene siger, at ”Borgmestrene ikke bryder sig om den pågående tilgang”. I Vorst, Sint-Gillis eller Anderlecht; overalt er det samme historie. Det handler alt sammen om stemmer. I disse områder er 70% til 75% af indbyggerne islamiske immigranter. Valgene handler kun om én ting: hvilket parti sørger for, at mit barn ikke kommer i fængsel, når det stjæler en pung? Og det har det socialistiske parti Wallon nu i årevis sørget for.

I stedet for at afdelingen for interne anliggender tager sig af disse affærer, der skriger til himlen, og giver de belgiske domstole reprimander, reagerer belgiske politikere som de plejer: de kritiserer lækken af oplysninger til pressen. Hvem der vover at afsværge den belgiske tys-tys-politik, skal straffes! I mellemtiden bliver betjente i Bruxelles, der kun ønsker at udføre deres arbejde, konstant intimiderede af politiets afdeling for interne anliggender, og komiteen der undersøger alle anklager mod politiet. De forhøres, som om det er dem der er de virkelige kriminelle, i timevis. De unge immigranter forsømmer ingen mulighed for at rette anklager om racisme mod politiet, hver gang de arresteres. Som resultat heraf resignerer mange betjente, bliver syge eller lider af depression. Antallet af selvmord blandt belgiske betjente er derfor også højere end i nabolandene. At være betjent i Bruxelles er ikke længere noget drømmejob. I dag ligner denne profession mere en øvelse i overlevelse.

Leave a Response »

 

Ægyptisk gejstlig: Jøderne er fjender, ikke fordi de besatte Palæstina. De ville have været fjender, selv om de ikke besatte noget. mandag, mar 9 2009

De bliver ved med at fortælle os, at det ikke handler om ”stjålet land”, og at bevilling af land og at skabelsen af en palæstinensisk stat ikke vil ende konflikten. Og vi fortsætter med at nægte at tro det. Ægyptisk gejstlig Muhammad Hussein Ya´qoub: Jøderne er muslimernes fjende uanset besættelsen af Palæstina”, fra MEMRI TV, den 17 januar, med tak til Sr. Soph:

Følgende er udtræk af en tale leveret af den ægyptiske gejstlige Muhammad Hussein Ya´qoub, der blev sendt på Al-Rahma TV den 17. januar 2009:

Muhammed Hussein Ya´qoub: Hvis jøderne overlod Palæstina til os, ville vi så begynde at elske dem? Selvfølgelig ikke. Vi vil aldrig elske dem. Absolut ikke. Jøderne er vantro – ikke fordi jeg siger det, og ikke fordi de dræber muslimer, men fordi Allah sagde: ”Jøderne siger, at Uzair er søn af Allah, og de kristne siger, at Kristus er søn af Allah. Dette er ordene fra deres munde. De imiterer ordene af tidligere vantro. Må Allah bekæmpe dem. Hvor vildledte de er”. Det er Allah, der sagde, at de er vantro.

Koranen 9:30

Jeres opfattelse af jøderne burde først og fremmest være, at de er vantro, og derefter at de er fjender. De er ikke fjender fordi de besatte Palæstina. De ville have været fjender, selv om de ikke besatte noget overhovedet. Allah sagde: ”I skal finde de stærkeste mænd i fjendskab mod de vantro at være jøder og polyteister”.

Koranen 5:82

For det tredje må I tro, at jøderne aldrig vil holde op med at dræbe os. De kæmper ikke, som de hævder, for land og sikkerhed, men for deres religions skyld: ”Og de vil ikke holde op med at bekæmpe jer før de får jer til at vende jeres religion ryggen, hvis de kan”.

Koranen 2:217

Sådan er det. Vi må tro, at vor kamp med jøderne er uendelig, og den vil ikke ende før det endelige slag – og det er det fjerde punkt. I må tro på, at vi vil bekæmpe, besejre og udrydde dem, indtil ikke der findes én eneste Jøde tilbage på jordens overflade.

Det er ikke mig der siger det. Profeten sagde: ”Dommedag vil ikke komme før I bekæmper jøderne og dræber dem. Jøderne vil gemme sig bag stene og træer, og stenene og træerne vil råbe: Oh muslim, oh tjener af Allah, der er en Jøde bag mig, kom og dræb ham – bortset fra Gharqad træet der er jødernes træ”. Jeg har hørt, at de planter mange af disse træer nu.

Hadith kan findes i Sahih 6985

Hvad jer jøder angår – Allah´s forbandelse på jer. Allah´s forbandelse på jer, hvis forfædre var svin og aber.

Koranen 2:62-65; 5:59-60; 7:166

I jøder har sået had i vore hjerter, og vi har overleveret det til vore børn og børnebørn. I vil ikke overleve, så længe der findes én eneste af os tilbage.

Oh jøder, må Allah´s forbandelse være over jer. Og jøder…Oh Allah, bring din vrede, straf og lidelse over dem. Allah, vi beder for, at du transformerer dem igen, og igen får muslimerne til at glædes over at se dem som svin og aber. I jordens svin! I dræber i jeres kolde svineblod muslimerne.

Og igen vil de lærde analytikere igen vende sig mod hinanden og igen gentage, at den israelsk-palæstinensiske konflikt intet har med teologi eller Islam at gøre.

Leave a Response »

 

Muslimsk befolkning vokser 10 gange hurtigere end resten af samfundet tirsdag, mar 10 2009

Den muslimske befolkning i Storbritannien er vokset med mere end 500.000 til 2.4 millioner på bare 4 år, ifølge en officiel undersøgelse indsamlet for The Times.

Befolkningen vokser 10 gange hurtigere end resten af samfundet, afslører undersøgelsen af Office for National Statistics. I samme periode faldt antallet af kristne med mere end 2 millioner.

Eksperter sagde, at forøgelsen kunne tilskrives immigration, højere fødselsrate og konvertering til Islam i perioden 2004-2008, da informationerne blev indsamlet. De sagde, at der også var en større villighed blandt troende til at beskrive dem selv som muslimer, fordi den vestlige reaktion på krig og terrorisme havde styrket deres fornemmelse for identitet.

Muslimske ledere har velkommet den voksende befolkning i samfundene, da akademikere har peget på implikationerne for det britiske samfund, integration og regeringsressourcer.

David Coleman, professor i demografi ved Oxford University sagde: ”Implikationerne er meget substantielle. En del af den muslimske befolkning, afgjort ikke den hele, er de dårligst socialt og økonomisk integrerede af alle i Storbritannien…og den der er mest associeret med politisk utilfredshed. Man kan ikke antage, at blot fordi antallet tiltager, at alle vil tiltage, men det vil være én af adskillige rimelige antagelser der kan fremkomme”.

Professor Coleman sagde, at muslimer naturligt ville sikre sig kollektive goder fra en forøget befolkning. ”I enhver voksende befolkning…anses dens stemme for værende stærkere i termer af formuleringen af politik, ikke mindst fordi vi lever i et demokrati, hvor de fleste folk i de fleste religiøse grupper og racemæssige grupper har stemmeret. Det betyder nødvendigvis, at deres meninger må tages i betragtning og tages til efterretning”.

Der findes ifølge Office for National Statistics mere end 42.6 millioner kristne i Storbritannien, hvis tal blev erhvervet gennem den kvartalsmæssige Labour Force Survey af omkring 53.000 hjem. Men mens den største del af den kristne befolkning er over 70 år, er den for muslimerne under 4 år.

Ceri Peach, professor i Social Geography ved Manchester University sagde, at den hastige vækst i den muslimske befolkning udgør en udfordring for samfundet. ”Grupperne med den stærkeste tro på familie og sammenhæng er eksempelvis pakistanere og muslimer fra Bangladesh. De har ekstremt stærke familieværdier, men det fungerer sammen med den slags æressamfund og andre slags attributter, som folk protesterer mod”, sagde han. ”Så I har med en temmelig kompleks situation at gøre”.

Professor Peach sagde, at det høje antal muslimer under alderen 4 år – 301.000 i september 2008 – ville gavne Storbritannien´s fremtidige arbejdsmarked gennem skatter, der i sidste instans bidrager til opretholdelsen af landets aldrende befolkning. Han tilføjede dog, at det også ville lægge pres på på beboelse og skabe et tiltagende behov for skoler. ”Jeg tror beboelse traditionelt har været vanskelig, da landet samtidig er i mangel af arbejdskraft og beboelse. Så hvis man får folk til at besætte arbejdspladserne, må man også finde et sted for dem at bo”, sagde han.

Muhammed Abdul Bari, generalsekretær for Muslim Council of Britain, forudså at antallet af moskeer i Storbritannien ville multiplicere fra de nuværende 1.600 i takt med den voksende muslimske befolkning. Han sagde, at den større platform muslimerne i fremtiden ville kræve, ikke skulle opfattes som en trussel mod resten af samfundet.

Vi har hver vort sæt at tro. Dette burde i virkeligheden være en kilde til fejring, mere end frygt, så længe vi alle klart forstår, at vi må overholde landets love, uanset hvilken tro vi tilhører”, sagde han.

Minister for Sammenhæng, Sadiq Khan, fortalte The Times: ”Vi i centralregeringen og lokale autoriteter må fortsætte vort arbejde med at sikre, at vore samfund er så integrerede og sammenhængende som muligt”.

Det totale antal muslimer i Storbritannien

2004: 1.870.000

2005: 2.017.000

2006: 2.142.000

2007: 2.327.000

2008: 2.422.000

Kilde: Labour Force Survey

Leave a Response »

 

Kald Radikal Islam ved sit navn onsdag, mar 11 2009

På det seneste har Bush administrationen åbnet for en sørgelig ny linie i krigen mod terrorisme: en kamp mod ord. Jep, den føderale regering har begyndt nidkære bestræbelser for at gøre visse termer effektivt bandlyste i officiel kommunikation. Det er alt sammen samlet i et nyt memo forberedt af Extremist Messaging Branch fra National Counter Terrorism Center, kaldet ”Words that Work and Words that Don´t: A Guide for Counterterrorism Communikation”.

”Det er ikke hvad du siger, men hvad du hører”, siger memoet med store bogstaver.

Imellem de forbudte (eller tænk-før-du-taler-ord) ord er: ”Jihadister” og ”Mujahedeen”, (som skal erstattes af ”voldelige ekstremister” eller ”terrorister”) og ”Islamo fascisme”.

I øjnene på FBI støtter anvendelsen af sådan terminologi radikale, ved at give dem religiøs troværdighed, og tilsidesætter moderate muslimer, der ellers ville sympatisere med vores anti-terror sag.

Som reformeret muslim – der engang talte sig selv blandt verdens islamister og jihadister før jeg vendte mig væk fra terrorisme og mod liberalisme – anser jeg det for en sørgelig fejlagtig forståelse af krigen mod terrorisme som vi nu er engageret i.

Den virkelige måde at styrke moderate muslimer i deres kamp mod radikale, er at udpege radikale lærer, og filtrere dem fra, der tror på dem.

Blandt de vigtigste kvaliteter hos enhver professionel er ærlighed, objektivitet og ligefremhed – evnen til at afgøre og præsentere fakta som de er, uagtet de præfabrikerede opfattelser hos et givent publikum.

Dette er særligt sandt i krig: definer din fjende korrekt og du vil samle legitime allierede ved din side. Formørk hvad krig handler om, og fastsiddende i mudret er du dømt til at tabe.

Ja, ordet ”Jihad” har flere, inklusive fredelige, betydninger – men det ændrer ikke på det faktum, at de fleste autoritative islamiske tekster og retsvidenskabelige systemer fastholder, at den primære betydning er ”krigsførsel med henblik på verdens underlæggelse under Islam”. Tæt knyttet til dette dominerende Jihad koncept er det trefoldige valg givet til vantro: konvertering, underkastelse eller død. Og det er et faktum, at Jihad, som undervist i Sunni Islam´s fire retsvidenskabelige skoler, både er krig i forsvar for muslimer og krig i påtvingelsen af islam på vantro.

Det kan være ubehageligt at erkende disse fakta – og man kan i den forbindelse løbe visse risici. Men det er sandt, og prisen for at ignorere virkeligheden er langt højere end fordelen ved at skønmale den.

Islamisterne venter ikke på, at de vantro amerikanere skal definere Jihad for dem: de definerede selv jihad for dem selv for længe siden. Hvis muslimske ledere ønsker at insistere på, at ordet Jihad primært refererer til en fredelig kamp mod selvet, så har de muligheden. Lad dem klart og offentligt afsværge de nuværende doktrin og etabler en ny doktrin. Det er svaret – ikke en gendefinering af virkeligheden.

Hvor stopper ordlegen? Skal vi så også holde op med at kalde militante organisationer – såsom Ægypten´s ”Islamic Jihad” ved deres selvvalgte navne?

Filmen ”The Ususal Suspects” kan have formuleret det bedst: ”Det største trick Djævlen nogensinde lavede, var at overbevise verden om, at han ikke eksisterer”.

Én af de mest snedige taktikker anvendt af islamister er at skræmme fjenden til ikke at sige sandheden ligeud om denne ondartede tyngende del af Islam, af frygt for at den kunne fremmedgøre eller støde millioner af moderate muslimer. Men dette sikrer, at ingen direkte vil konfrontere deres voldelige ideologier og bøgerne der indeholder dem – eftersom, under Sharia lov, ingen overhovedet tillades at udfordre indholdet af bøgerne.

At kalde halsbetændelse en ”almindelig forkølelse” ændrer ikke dens natur. Det forhindrer os blot i at tage de nødvendige skridt i behandlingen af den, hvilket kun vil føre til yderligere sygdom, og mulig død.

At lege ordleg med jihadisterne er ikke alene meningsløst, men giver radikale muslimske terrorister gode kort på hånden – som, for at kunne besejres, først må kaldes ved rette navn.

Leave a Response »

 

Det onde ved gode gerninger og gode tanker torsdag, mar 12 2009

Efter Mumbai jihad angrebet var der en respons af ”Gør gode gerninger”. Jøderne fra Chabad (sekten der fik sine medlemmer tortureret til døde) bad jøder om at gøre en ”mitzvah”, god gerning. En yoga gruppe der fik nogle af sine medlemmer myrdet, mener at kærligheden vil sejre. Dertil lagde Deepak Chopra sin ”tænk gode tanker” kampagne. Chopra´s bestræbelser har ”magien” af hvis en million mennesker forpligter sig til at tænke gode tanker, så vil verden forandre sig til det fredelige. Alle disse bestræbelser kan summeres til én frase: Vær rar.

Jeg har intet imod at være rar. Hvem har det? Men er det nok? Hvad der skete i Mumbai var ondt. Enhver respons må målrettes med henblik på, at det ikke sker igen. Hvordan kan det at være rar forhindre ondskab i at gentage sig?

Der er en ny bølge af New Age, pacifister, hippier og utopiske tænkere, der mener præcist dette. Stikord: Beatles, All We Need is Love. ”Vær rar” teorien rejser spørgsmålet: hvis gode gerninger og gode tanker forhindrer endnu et Mumbai, betyder det så, at rabbien og hans gravide kone der blev tortureret til døde, simpelthen ikke havde lavet gode gerninger nok? Er en 9 årig pige, der bliver voldtaget simpelthen bare ikke rar nok?

Pacifister siger, at man aldrig skal svare med vold, da dette kun skaber mere vold. Vi bør aldrig anvende smerte som korrektionsmiddel. Krig er aldrig svaret. Disse teorier synes ikke at tage højde for, at lærdom om hvordan man undgår smerte, almindeligvis består i at huske hvad der førte til smerten, så man ikke gør det igen. Smerte kan og vil ændre folks adfærd. Smerte virker.

Men det første skridt i modvirkningen af jihad er ikke vold eller krig, men uddannelse. ”Vær rar” folk benægter, at jihad overhovedet eksisterer. Derfor er der intet at lære. ”Vær rar” folk vil aldrig så meget som bruge et sprog, der peger i retning af Islam. ”Vær rar” folk er doktrinære benægtere. Den virkelige Islam har intet med jihad at gøre, og derfor er der intet at lære.

Når ”Vær rar” folk taler, refererer de aldrig til nogen islamisk doktrin eller historie. Hvis de taler om doktriner, så er det om amerikansk udenrigspolitik. Indre motivation eksisterer ikke hos de våbenføre. Det er som om de kun henvender sig til os. De har ingen ideologi, kun reaktioner. Eller måske er de fattige, økonomisk forarmede.

Grunden til at ”Vær rar” folk ikke ønsker at lære om Politisk Islam, er at de har for mange mistanker om sandheden, og ved , at de ikke har mod til at møde virkeligheden. Så det er bedre at benægte at en islamisk doktrin eksisterer og ignorere den. Når der så peges på doktrinen og historien, så antyder de, at vi er snæversynede, at vi er værre end jihadisterne, at en sådan tale er uforskammet, og ikke skulle tolereres. At citere islamiske doktriner har været defineret som snæversynethed og ikke venligt.

I sig selv at være rar er der intet forkert i. Hvad der er forkert, er manglen på balance. At være rar er feminint. Vi har brug for både medfølelse og visdom. Medfølelse i sig selv leder til tåbelig medfølelse. Der findes visse ting kærlighed ikke kan gøre. Vi må have en tilgang der er praktisk, og inkluderer visdom.

Venlighed må være en gulerod, men vi må have en kæp. Vi har allerede haft en kultur der responderede på Islam med gode tanker. En del af Alexander den Store´s hær slog sig ned i Asien, og blev buddhister. De skabte den Ghandarviansk buddhistiske kultur, et højdepunkt i menneskets historie. De Ghandarviansk græske buddhister skabte den første buddhistiske kunst og de første skulpturer. Da Islam invaderede, havde de ingen hær, kun gode tanker. Alexander den Store´s bedste soldater var blevet absolutte pacifister. Efter dette jihad findes der i dag ikke én eneste buddhist, i hvad der i dag er Afghanistan. Gode tanker og gode gerninger er ikke tilstrækkeligt i mødet med vold.

Vi er også nødt til at have den maskuline respons. Se på vore kroppe. Tror du, at vores immunforsvar bare giver de vildledte bakterier et stort kram og forståelse? Nej, den dræber dem. Ikke nogen mellemartslig dialog, ingen venlighed. Er det dårligt?

At være hård er kommet til at betyde grusom, og derfor ond. En feminiseret Kristendom, Jødedom, Hinduisme, Buddhisme og sekularisme kan ikke længere fatte, hvad mod, ære og civilisationsstolthed overhovedet betyder. Vi tilsidesætter militæret og politiet til ét eller andet socialt hjørne for at gøre det beskidte arbejde vi ønsker at tænke på, men gerne kritisere.

Alle religioner elsker at føle sig andre religioner overlegne. Men i mødet med Islam falder de kristne, jøderne, buddhisterne, hinduerne og sekularisterne under samme kategori – ”Vær rar”. De lægger alle ”Vær venlig” til ”Vær rar”. ”Vær venlig” betyder, at ikke alene taler vi (kristne, jøder, buddhister…) ikke om islam, men ”Rare folk” tillader ikke andre at tale om Islam. Det ville være uhøfligt, eftersom at citere islamisk doktrin og historie støder Islam. Og vi ønsker ikke at støde, og gøre mere end at ”Være rar” ville tvinge os til at undersøge vores moralske kollaps og intellektuelle fejlslag.

Så gå ud og ”Vær rar” og ”Vær venlig”. Husk: Et kram fra Søren holder det onde fra døren. Tænk glade tanker. Kærlighed. Det vil ændre Islam. Nå nej! Islam behøver ikke ændre sig. Vi skal bare være ”Mere rare”!

 

”Pacifisme er objektivt pro-fascistisk. Det er elementær fornuft. Hvis man hæmmer krigsbestræbelserne på den ene side, så hjælper man automatisk den anden side. Der findes heller ingen reel måde at holde sig udenfor en krig som den tilstedeværende”

George Orwell

Leave a Response »

 

Saudisk fatwa om at snyde vantro kvinder fredag, mar 13 2009

Af en saudisk muslim En nylig saudisk islamisk fatwa (tilladelse) siger: Saudier der studerer udenfor Saudi Arabien, som eksempelvis Amerika, har islamisk tilladelse til at sige til en vantro pige, at han elsker hende, og kan gifte sig med hende, uden at fortælle om de reelle hensigter, for efter kort tid at forlade hende, kun benyttende hende til sex, og når han kommer tilbage til Saudi Arabien, skal han lade sig skille fra hende. Islam lærer løgn og bedrag mod andre, særligt mod ikke-muslimer. Jeg var en muslim fra Saudi Arabien. Jeg ved kun alt for godt hvor løgnagtige muslimer er. Uskyldige ikke-muslimske kvinder må reddes fra bedrageriske muslimske fælder, særligt fra de saudiske. Her er hjemmesiden med fatwaen (den står på arabisk) http://www.islamway.com/?iw_s=Fatawa&iw_a=view&fatwa_id=18072  http://www.mbt3th.us/vb/showthread.php?t=51000 http://www.islam-watch.org/ExMuslims/Saudi-Fatwa-on-Cheating-Kafir-women.htm

Leave a Response »

 

Multikulturalisme: Kulturer mikser ikke; de kolliderer lørdag, mar 14 2009

Multikulturalisme er benægtelsen af den simple sandhed, at kulturer kolliderer. Tilhængerne af multikulturalisme angriber denne sandhed ved at hævde, at:

Alle forskellige kulturer kan leve sammen som én stor lykkelig familie, så snart vi slipper af med de onde folk, såsom racisterne, sexisterne, fascisterne, chauvinisterne, de fordomsfulde og bonderøvene – alle dem der ikke vil ændre deres overbevisning så den passer den seneste mode.

De ytrer ikke disse ord direkte, da en sådan enkel erklæring omgående ville afsløre multikulturalismens absurditet, men det er hvad de antyder gennem deres ord og gerninger. Deres opfattelsers mangler er lette at erkende, da forskellige kulturer har forskellige overbevisninger, der gør dem inkompatible. Eksempelvis enten:

Stenes utro til døde, eller ej

Afhugges hænder på tyve, eller ej

Gennembores unge med et spyd hvis de viser alderdommen foragt, eller ej

Kvindelige familiemedlemmer der vanærer deres familie myrdes, eller ej

Alle disse konfliktende værdier er kulturvalg, men det står klart, at kun én retning kan følges, så én kultur må dominere.

Det sæt værdier der regerer Danmark er dansk kultur, hvilket er landets lov, og enhver der forsøger at påføre modsatrettede kulturelle værdier, vil påføres juridisk straf, hvilket betyder, at for at opretholde lov og orden, må andre kulturers værdier benægtes. Det multikulturelle regime har dømt kvindelig omskæring for forfærdelig til at tillades, selvom det praktiseres af millioner, og kun vedrører de der tilhører fremmede kulturer. Dette forbud er en klar tilkendegivelse af, at der findes barbariske praktikker, der ikke kan tillades, hvilket er en erklæring om, at der findes folk der praktiserer barbari. Barbarer må man modsætte sig – en modsigelse af deres egen multikulturelle yngel.

Forskellig forståelse mellem kulturer gør forskellige kulturer fjender, der vil kæmpe for at påføre deres vilje på andre. Vestlig civilisation består af forskellige kulturer, der konstant har kæmpet for at dominere hinanden, ofte gennem krig. Multikulturalismens uundgåelige virkning på Danmark, og alle andre kulturer der optager den, er kulturelt selvmord. Ved at tillade folk fra kulturer forskellige fra den danske kultur, tillader danskerne at lade barbarer overrende deres samfund.

Leave a Response »

 

Højesteret: Fornærmelse af Islam er ikke fornærmelse af muslimer mandag, mar 30 2009

Haag den 11/03-09

Højesteret afsagde i går en vigtig dom i ytringsfrihedens favør. Den højeste ret i Holland frikendte en mand for at fornærme muslimer, selvom han fremstilte Islam som en tumor.

Højesteret omstødte en dom fra en appelret i Den Bosch. Som distriktsdomstolen tidligere havde afgjort, fandt appelretten ikke manden skyldig. Gårsdagens frifindelse kan få konsekvenser for alle fremtidige sager om krænkelse af tro eller ideologi, inklusive den berygtede sag mod medlemmet af det hollandske parlament Geert Wilders.

Ifølge landets højeste ret gør folk der udtrykker dem selv fornærmende mod en religion ikke automatisk dem selv skyldige i fornærmelse af tilhængere, selvom tilhængerne af denne tro føler sig fornærmede. ”Erklæringen må indiskutabelt referere til en bestemt gruppe mennesker, der gennem deres religion adskiller sig fra andre”, afgjorde Højesteret.

Højesteret frifandt en mand der i november 2004 satte en plakat op i sit vindue med teksten: ”Stop tumoren der kaldes Islam”. Mens folk ikke må tale nedsættende om troende, så må de gerne, ifølge Højesteret, tale nedsættende om deres religion. ”Alene omstændigheden at tale nedsættende om en religion også skulle krænke tilhængerne, er ikke tilstrækkeligt til at tale nedsættende om en gruppe mennesker grundet deres religion”.

Appelretten i Den Bosch havde afgjort, at ”i lyset af båndet mellem Islam og tilhængere, såvel som værende unødvendigt krænkende mod Islam, var plakaten også krænkende mod praktikerne af Islam”. Men ”appelretten gave derigennem for bred mulighed for fortolkning af udtrykket ”en gruppe folk ifølge deres religion”, som det findes i artikel 137c.”.

Sagen handlede om artikel 137c i Kriminalloven, der gør krænkende erklæringer om en gruppe mennesker kriminelt. Det var ikke tilskyndelse til had eller diskrimination, understregede Højesteret.

Lederen af Frihedspartiet Geert Wilders, nu internationalt kendt for sin kamp mod Islam, vil blive retsforfulgt for at fornærme muslimer som gruppe. Retten der skal behandle denne sag vil være nødt til at tage Højesteret´s dom i betragtning.

Oprindeligt ville den offentlige anklager ikke retsforfølge Geert Wilders, da denne ikke anså nogen af Wilders´s erklæringer for værende strafbare. Men i januar beordrede en appelret i Amsterdam at den offentlige anklager skulle skifte mening.

Ud over at blive retsforfulgt for krænkelse af muslimer vil Wilders også bliver retsforfulgt for tilskyndelse til had og diskrimination mod muslimer. Hvornår sagen mod Wilders kommer for, vides ikke.

Leave a Response »

 

Muslimsk gejstlig fordømmes for råd om at banke konen tirsdag, mar 31 2009

Australien´s præmiereminister Kevin Rudd har bedt en muslimsk gejstlig om at undskylde for kommentarer, i hvilke han billigede ægteskabelig voldtægt, og rådede mænd til at ”få deres koner på rette køl” ved at banke dem. I et foredrag om ægteskab fortalte Samir Abu Hamza sit mandlige publikum, at de havde ret til at tvinge deres koner til sex og slå dem hvis de er ulydige, så længe det ikke medførte blødninger. Hr. Hamza, en selvbestaltet gejstlig uden nogen form for formel uddannelse i Islam, hånede også loven der forbød voldtægt indenfor ægteskabet. ”Forbløffende, hvordan kan en person voldtage sin kone?”, spurgte han. Hans kommentarer kom under et foredrag i Sydney og fremkom på en video på internettet. I dette foredrag ”The Keys to a Succesfull Marriage”, argumenterede Hr. Samir, at islamisk lov tillod mænd at bruge magt til at straffe en ulydig kone med, så længe det ikke gav mærker eller blødninger. Han tilføjede, at hvis en ægtemand ønskede sex, måtte konen reagere omgående, selv hvis hun var midt en gøremål. ”Hvis ægtemanden beder om sex, og hun er i gang med at bage brød i ovnen, så må hun forlade det og imødekomme hendes ægtemand”, siger han i foredraget. ”Her i landet, hvis ægtemanden ønsker at have sex med sin kone, og hun ikke ønsker det, og ikke har en sygdom eller noget andet, der er ikke noget i vejen med hende, hun har bare ikke lyst, og han ender med at tvinge hende til sex…så er voldtægt”, tilføjer han. ”Forbløffende, hvordan kan man voldtage sin kone?”. Fortællende sine tilhørere at Islam tillader dem at slå deres koner, siger han: ”Efter at I har rådet dem i lang, lang tid, så smækker I dem, I slår dem – roligt brødre, fald ned – de slag Muhammed viste, er som tandbørsten I bruger til at børste jeres tænder. ”Det er ikke tilladt at give dem mærker; det er jer ikke tilladt at få dem til at bløde. I griber ikke efter kosteskaftet, og siger, at det er hvad Allah sagde”. Han tilføjede: ”Det er bare for at få dem på ret køl – ikke andet”. Hr. Rudd fordømmer Hr. Hamza´s kommentarer, og siger, at vold mod kvinder ”under ingen omstændigheder er tilladelig”. Hans efterspørgsel efter en undskyldning blev støttet af muslimske ledere i Australien, der udtrykte deres bekymring, at unge modtagelige muslimske mænd ville se Hr. Hamza´s video, og blive påvirket af den. Sherene Hassan, vicepræsidenten for Islamic Council of Victoria fortalte The Times; ”Jeg er overrasket over, at han ikke allerede har undskyldt. Han burde tage afstand disse kommentarer. Islamic Council of Victoria afsværger éntydigt vold mod kvinder, og muslimer har sagt, at de skammede sig over, hvad han sagde”. Dog, hun sagde, at undersøgelser viser, at visse imamer i Australien deler Hr. Hamza´s synspunkter. ”Det er det besked visse imamer giver i deres prædikener”, siger hun, tilføjende, at rådet afholdt kurser målrettet mod ændringen af disse synspunkter. ”Hvad der er af størst bekymring, er hvor mange unge muslimske mænd der ser videoen, og lærer af den”, siger hun. Tasneem Chopra, formanden for Islamic Women´s Welfare Council of Victoria siger, at hun var skuffet, men ikke overrasket over kommentarerne. ”Vold indenfor mit samfund er et problem”, siger hun. ”De fleste imamer her mener, at vold ikke er acceptabel, men det er ikke altid noget der slipper igennem deres prædikener. Vi er nu i dialog med samfundslederne for at løse problemet. Det er en tankegang der må ændres”. Hr. Hamza der arbejder med unge muslimer med problemer ved Islamic Information and Services Network of Australia i Melbourne, kunne ikke kontaktes for kommentarer vedrørende sit foredrag. Men han fortalte Herald Sun, at han stod ved sine kommentarer. Han sagde, at hvis en muslimsk kone ikke adlød sin ægtemand, så kunne hun underlægges moderat fysisk straf. Hr. Hamza gentog også sin overbevisning om, at kvinder skulle underlægge sig sex, hvis ægtemanden krævede det, og tilføjede, at både kvinder og mænd skulle kunne kræve og modtage sex. Der bor kun omkring 400.000 muslimer i Australien, udgørende kun 2% af befolkningen, men spændinger mellem disse og resten af Australien har er til tider eksploderet i vold. Hvad der i 2005 begyndte som en diskussion mellem muslimer og lokale unge i Cronulla, en forstad til Sydney ved havet, over bikini klædte piger, eskalerede til dagevis af optøjer. Sheik Taj Aldin al-Hilali skabte furore, der delte det islamiske samfund, da han sammenlignede kvinder, der ikke bærer tørklæde med ”utildækket kød”, og sagde, at usømmeligt klædte kvinder inviterede til voldtægt. Dog, Riaz Hassan, professor i sociologi ved Flinders University i Adelaide og forfatter til bogen ”Inside Moslem Minds”, var optimistisk, og mente ikke at Hr. Hamza´s kommentarer ville antænde spændinger i samfundet. ”Mit synspunkt er, at samfundet i det store hele er for intelligent til at tage disse kommentarer som andet end en beklagelig erklæring”, fortalte han The Times. Spændinger mellem samfundene havde mere at gøre med sociale forskelle end religiøse forskelle, sagde han. Mens der var en større andel af universitetsuddannede i det muslimske samfund end i Australien som helhed, så er arbejdsløsheden blandt muslimer 26%, det dobbelte af det nationale gennemsnit. ”Så længe disse forskelle i lighed forbliver, vil vi have spændinger”, sagde han, ”men jeg mener ikke religion i sig selv er kilden til spændinger”.

Leave a Response »

 

Nu introducerer brandvæsenet hovedtørklæder til muslimske medarbejdere onsdag, apr 1 2009

Smut ind på en brandstation, og der er mulighed for, at man kan finde en gruppe veltrænede mænd, der venter på en udrykning, med uniformer og brandmandstøj specielt syet til formålet.

Der vil være én eller to kvinder imellem dem, der ville være nødt til at klare sig med tilpassede versioner af mændenes tøj, mens en håndfuld muslimske kvinder vil bære hovedtørklæder.

Med brandvæsenet ivrige efter at tiltrække personale af begge køn og baggrunde blev det besluttet, at noget måtte gøres.

Så i går blev resultatet afsløret, inklusive lange nederdele, hijab hovedtørklæder og langærmede skjorter til kvinder.

Håbet er, at uniformerne designet til at blive båret på stationen og udflugter, såsom skoleudflugter, vil være bedre tilpassede – selv for mændene.

For første gang vil også kvinderne få deres egne sennepsgule brandbekæmpelsesuniformer designede til at beskytte deres bryster og overkrop.

Påklædningen blev for første gang afprøvet af brandmand Julie Smith fra Lincolnshire.

”Det er rigtigt, at mandlige brandmænd og kvindelige brandmænd behøver beskyttelse forskellige steder”, sagde hun. ”Den er meget komfortabel, meget ny og meget gul”.

Hendes chef Mike Thomas erklærede, at uniformer ville hjælpe med at bryde det traditionelle billede af flotte, britiske, hvide mandlige brandmænd – selvom meget af personalet passer denne beskrivelse.

”Der findes ikke bedre rollemodeller end kvinder og etnisk personale i disse uniformer, og forhåbentligt vil de tilskynde folk til at tilslutte sig”, tilføjede han.

Brandmænd i Lincolnshire vil være de første til at prøve de nye nationale uniformer, der også inkluderer sportstøj og graviditetstøj.

Ministeren for brandmændene Sadiq Khan tilføjede: ”Vi ønsker den bredest mulige tilslutning til brandvæsenet”.

Leave a Response »

 

Kampen mod ideologien Radikal Islam torsdag, apr 2 2009

Nu til dags vil amerikanere sandsynligvis høre ét af tre svar på spørgsmålet: ”Hvem er fjenden?”

Det første svar – ”terrorister” – er Bush administrationens svar, hvilket insisterer på, at der ikke findes nogen forbindelse mellem Islam og terrorisme. Ifølge dette synspunkt er Islam ”Fredens Religion”, og vold i dennes navn er en perversion af den sande religion.

Det andet svar – ”muslimer” – hævder, at fjenden er Islam selv. Dette synspunkt, knapt fremsat, har efter 9/11 vundet terræn med prominente talsmænd og alenlange argumenter. Dette synspunkt står især stærkt blandt evangeliske kristne.

Et tredje og bedre svar er, at fjenden er Islamisme, en terroristisk version af Islam. Islamisme er den totaltære rod af problemet; terrorisme er blot et symptom, et krigsinstrument anvendt af islamister for at nå deres mål. Når disse fakta er forstået, bliver et klart, at kampen ultimativt er én af ideer og hære, ikke af lovhåndhævelse eller religion. Som under Anden Verdenskrig eller Den Kolde Krig skal den ideologiske fjende besejres, opfulgt af genopbygningen af samfundene i hvilke ideologien havde greb.

Hvis militant Islam er problemet, så er moderat Islam løsningen. Verden er ikke vidne til civilisationernes sammenstød, men nærmere en kamp mellem moderate muslimer og militante muslimer. Muslimer må genfortolke grundlæggende emner som konceptet ”Jihad”, kvinders position og ikke-muslimske minoriteter. U.S.A. kan promovere en moderne, moderat, nabovenlig version af Islam, men det kan ikke selv sikre denne versions herredømme. Det kan kun muslimer.

Der findes ikke sådan noget som en moderat islamist, da alle islamister deler det samme langsigtede mål; de er bare uenige om måden. Eksempelvis er Retfærdigheds og Udviklingspartiet i Tyrkiet i deres midler meget forskellige. Hvis partiet opnåede fuld kontrol over Tyrkiet, kunne det blive lige så farligt som Taliban i Afghanistan.

Den amerikanske regerings største fejltagelse i Mellemøsten har været at acceptere tyrannernes styre af frygt for, at alternativet ville være værre: Islamister, Ba´atister og andre fjendtlige kræfter. Tiden er kommet for Washington at tilskynde til demokratisk udvikling, men med små gradvise skridt. Dette betyder opbygningen af civile samfund, i hvilke lovgivningen, ytringsfriheden og lokalt demokrati hersker. Nationale valg ville være hjørnestenen i disse forandringer. Det omvendte – at hurtigt at bevæge sig fra rigid autoritarisme til nationale valg uden først at bygge civile samfund – løber den risiko at valgene vil blive kapret af islamiske kræfter, som det skete i Algeriet.

Islamisme er en ideologi, der er meget mere vidtrækkende end terrorisme. En islamist er én, der mener, og aktivt søger at få, implementeret den opfattelse at Koranen og Hadith burde anvendes som retningslinie for måden samfund og regering styres. Denne definition inkluderer et stort spektrum muslimer fra kurdernes arbejderparti (PKK) til tilhængere af Osama bin Laden. Dem islamistiske bevægelse vokser og forgrener sig hastigt, favnende flere og flere folk med stærkt forskellige opfattelser af, hvad Islam burde være.

Islamisme er ikke analog med fascisme eller kommunisme. Den er nærmere en religiøs, politisk og kulturel ramme, der adresserer muslimernes anliggender, tjenende som et mere attraktivt alternativ til fortidens arabisk ideologiske bevægelse, der ikke leverede hvad den almindelige muslim har behov for. Islamismen har ingen central leder eller central tekst. Den har ingen faste holdninger omkring regeringens rolle eller hvordan en økonomi skal føres. Den er ikke et fikseret dogme; der er dybe uenigheder blandt islamister om hvordan Islam skal udbredes, eller hvordan en islamisk stat skal være. Selvom ideen om implementering af Sharia er populær, findes der mange forskellige formuleringer vedrørende hvordan dette burde gøres, nogle meget snævre og farlige, men andre meget bredere og mere tolerante. Sharia diskuterer trods alt et snævert udsnit af menneskelige aktiviteter, og tager sig ikke af de fleste statsfunktioner.

Det islamistiske fænomen er resultatet af globale tendenser i retning af modernisering, et svar på den moderne verdens problemer og aspirationer. Islamisme er del af den universelle kamp om at skabe mening i en bekymrende verden, i dette tilfælde ved hjælp af religion. Det er også del af bestræbelsen på at genskabe identiteten og værdigheden i den muslimske verden. Spændingerne mellem Vesten og den muslimske verden er ikke resultatet af religionernes sammenstød; de er nærmere et symptom på sammenstødet af dybt rodfæstede interesser.

U.S.A. må være forsigtige med, i sit forsøg på at luge bin Laden ud, ikke at komme til at skabe flere af bin Laden´s slags. Dette er det mest sandsynlige scenario, hvis Washington fortsætter sin nuværende politik i sin støtte af stater der knuser islamister. Løsningen er at støtte moderate islamister, selvom de ikke eksplicit afsværger vold som politisk redskab.

Demokrati er den bedste mulighed for den muslimske verden, enden på upopulære ledere ville være i U.S.A.´s bedste interesse. Disse ledere retter konstant fjendtlige angreb mod U.S.A., i stedet for at tage afstand fra sådanne opfattelser. Som resultat heraf er de lette mål for islamisterne, der kontrasterer impotensen af sådanne ledere med deres egne handlinger, fremførende dem selv som de eneste, der synes i stand til at gøre noget ved vestlig imperialisme. Demokratisering vil være en lang proces, hvilket er hvorfor Washington burde begynde at arbejde for den nu, i stedet for at vente til senere. Muslimske befolkninger har i årevis modtaget skriftlige henvendelser, og når muren brydes, vil det være en hård tur. Islamisterne vil vinde det første valg, men vil de vinde det andet valg? Hvis ikke islamisterne leverer varen med det samme, når de har fået magten, så vil de slå fejl; man behøver blot tage et kig på Iran for at se bevis på dette faktum.  

Leave a Response »

 

Radikal Islam´s tredelte trussel mod Europa fredag, maj 29 2009

Efter bombningerne i Madrid i 2004, bombningerne i London i 25 og myriaderne af forpurrede terrorplots over de seneste år, er kommentatorer og politikere på begge sider af atlanten kommet til den erkendelse, at Europa står overfor en enorm udfordring af terroristisk og islamistisk inspiration. Alligevel er terrorisme kun toppen af isbjerget, den mest synlige manifestation af et større problem. Europa står i dag overfor en tredelt trussel fra Radikal Islam, af hvilken terroristen blot er den mest umiddelbare og indlysende, men ikke nødvendigvis den farligste.

Denne tredelte trussel kan visualiseres som en pyramide. På toppen af den findes de voldelige jihadister, et par tusinde individer fordelt over kontinentet, der åbent udfordrer samfundene de lever i, og er villige til at udgyde blod for at opnå deres mål. Under dem findes hvad man kan definere som ”fredelige revolutionære”, grupper og netværk der åbent udtrykker deres opposition mod ethvert regeringssystem, der ikke strengt tilpasser sig Shari´a, men som ikke, i det mindste åbent, direkte tyer til voldelige midler for at fremme deres agenda. Endeligt basen, den største del af pyramiden, er okkuperet af grupper der offentligt hævder at støtte demokrati og integration af muslimske samfund i den europæiske hovedstrøm, men stilfærdigt arbejder på at radikalisere Europa´s muslimske befolkning.

Hvert af disse aspekter af Radikal Islam har en forskellig præsentation, struktur og modus operandi. Hver af disse repræsenterer derfor en forskelligartet udfordring for europæiske politikere og efterretningstjenester. Og mens europæerne endeligt begynder at give jihadisternes trussel opmærksomhed, og har angivet løsninger på inddæmningen af denne, så findes der kun begrænset forståelse for de to andre trusler.

Individer viede til den mest militante fortolkning af Islam begyndte at etablere sig i Europa i midtfirserne. Deres antal blev forstærket i slutningen af årtiet og gennem de første år af halvfemserne, i takt med at små grupper af såkaldte afghanske arabere og andre dedikerede jihadister der undslap retsforfølgelse (eller værre) i Mellemøsten og Nordafrika slog sig ned i Europa. Udnyttende Vesten´s frihed fortsatte disse islamister gennem propaganda, pengeindsamling og rekruttering støtten til gruppeaktiviteterne i deres oprindelseslande. Europa konstituerede den ideelle logistiske base for grupper såsom ægyptiske Gamaa Islamiya og algierske GIA, der etablerede omfattende netværk over hele kontinentet.

I den anden halvdel af 1990´erne begyndte disse grupper og netværk at trække i retning af al-Qaeda´s kredse, favnende budskabet om global jihad. Det var i steder som Bosnien, Chechnya og selvfølgelig Afghanistan, at jihadgrupper fra forskellige lande fik kontakt og besluttede at slå kræfterne sammen, kæmpende ikke alene mod de traditionelle fjender men også mod ”den fjerne fjende”, eksempelvis i Vesten.

En nøglerolle i denne ideernes og metodernes krydsbestøvning i jihadgrupperne blev udspillet af nogle af Europa´s mest radikale moskeer, såsom London´s Finsbury Park, Milano´s Islamic Cultural Institute, Wien´s Sahaba eller Hamburg´s al-Quds, der blev populære mødesteder for radikale fra alle lande. Disse netværk der har længe opereret uafhængigt i Europa, blev på kontinentet franchisere for al-Qaeda, signifikant bidragende til gruppernes vækst med mandskab, midler og logistik.

Gennem de seneste år har der været et generationsmæssigt skift i jihad netværkene. De fleste af dagens jihadister, særligt i de nordeuropæiske lande, er andengenerations muslimske immigranter i Europa (med et lille men signifikant antal konvertitter).

I dag kan vi visualisere virkeligheden af jihad netværk i Europa som et kontinuum. I den ene yderlighed finder vi hjemmelavede grupper: små samlinger af mestendels europæisk fødte radikale uden bånd til eksterne grupper, der agerer i absolut operationel uafhængighed. I den anden side af spekteret finder vi kategoriserede celler indeholdte i velstrukturerede netværk og emner for hierarkisk struktur, på samme måde som jihad grupperne opererende i Europa i 1990´erne.

Imellem disse to ekstremer findes der et helt spektrum af virkeligheder, positionerede i overensstemmelse med niveauet af gruppens autonomi. Den mest tilbagevendende model synes at være den af London bomberne den 7. juli 2005: en lille gruppe unge mænd, af hvem de fleste var født og opvokset i0 Europa, der kendte hinanden fra enten fra moskeen eller nabolaget, og som blev radikaliserede i Europa. Kun få af disse lokalt opdrættede jihadister rejser udenlands for at lære den nødvendige bombefabrikeringsekspertise af forskellige al-Qaeda affilierede grupper, der vil tillade dem at hoppe fra vennernes amatørniveau til fuldt udviklede terroristceller.

Udfordringen udgjort af jihad netværk, hvor end de findes i kontinuumet, er skræmmende. Mens disse netværk tidligere mestendels fokuserede på støtte af aktiviteter udenfor kontinentet, så anser de i dag Europa som værende det primære mål. Siden 9/11 har europæiske efterretningstjenester ofte assisteret deres amerikanske modparter i afmonteringen af talrige netværk og forhindret dusinvis af terroristangreb. De fleste europæiske lande har også foretaget signifikante ændringer i deres lovgivning, for mere effektivt at kunne håndtere terrorisme, selvom forbedringer i visse tilfælde behøves.

Fremadrettet er opgaven for de europæiske myndigheder overvældende. Alene i Storbritannien mener MI5 at der findes omkring 4.000 mistænkte og 200 jihad netværk spredt over hele landet. Efterretningsmyndigheder mener, at et mindre, men sammenligneligt, antal jihadister opererer i andre europæiske lande, selv i traditionelt ”stilfærdige” områder som Skandinavien og Østeuropa.

En fuldstændig afvisning af vestlige værdier og erklærede ønske om at etablere en islamisk verdensomfattende stat (kalifat) er ikke alene karakteristisk for jihad grupper, men også adskillige tilsyneladende ikke-voldelige organisationer opererer i Europa. Den mest organiserede blandt disse ”fredelige revolutionære” bevægelser er Hizb-ut-Tahrir, der har etableret sig i de fleste europæiske lande. Hizb-ut-Tahrir´s verdenssyn er enkelt: løsningen på alle menneskets politiske, økonomiske, kulturelle og sociale problemer skal findes i Islam, og den eneste måde for menneskeheden at opnå retfærdighed er at forkaste ethvert menneskeskabt system (inklusive demokrati) og etablere et kalifat, indeholdende ikke blot dagens muslimske verden, men også enhver ikke-muslimsk stat.

Hizb-ut-Tahrir´s budskaber spredes gennem vedholdende propagandabestræbelser. Dette inkluderer hjemmesider og publikationer på forskellige europæiske sprog, foldere i muslimske nabolag og foran moskeer, og endog videoer på YouTube. Hizb-ut-Tahrir konferencer, besøgt af tusinder af sympatisører, afholdes med jævne mellemrum i Storbritannien, Danmark, Østrig og Tyskland. Hizb-ut-Tahrir er så stærk i Europa at, i hvad der kan synes som et irrationelt men meget fortællende træk, har adskillige af dens medlemmer rejst til Mellemøsten for at udbrede organisationens budskab for at gen-islamisere Mellemøsten´s masser.

Hizb-ut-Tahrir henvender sig ikke alene til masserne af fjendtlige og uassimilerede europæiske muslimer. Medlemmer af Hizb-ut-Tahrir tenderer at være højt uddannede unge erhvervsaktive, der er andengenerations immigranter i Europa. Deres position støttes yderligere af en lille kadre af konvertitter. Hizb-ut-Tahrir´s retorik er sofistikeret og dygtigt designet til de vestlige muslimers ører. Yderligere standser Hizb-ut-Tahrir kort før den eksplicit advokerer for vold for at undgå myndighedernes granskning. Hizb-ut-Tahrir erklærer, at Islam er under angreb, at muslimer har pligt til på verdensplan at forsvare deres medmuslimer, og at de må etablere kalifatet for at kunne bestige denne forhindring. Hizb-ut-Tahrir standser dog kort før de specificerer hvordan dette bør gøres.

Mens Hizb-ut-Tahrir ikke åbent tilskynder til vold, så tilbyder den magtfulde ideologiske redskaber til at radikalisere muslimer. Springet fra at favne Hizb-ut-Tahrir´s verdenssyn til at udøve vold for at fremme målene, er kort. Af denne årsag er Hizb-ut-Tahrir ofte identificeret som et ”drivbælte” for terrorisme. Yderligere, mens organisationen aldrig selv direkte er blevet sat i forbindelse med terrorisme, så er visse medlemmer af Hizb-ut-Tahrir blevet det.

Hizb-ut-Tahrir fortsætter med at frustrere europæiske regeringer. Tyskland forbød i 2002 Hizb-ut-Tahrir for at være anti-semitisk, men gruppen fortsætter med at operere under andre navne. Ligeledes i London efter bombningerne forsøgte den britiske regering at forbyde Hizb-ut-Tahrir, men trak sig efter at mangle beviser for direkte forbindelser til terrorisme. Andre europæiske lande debatterer, om Hizb-ut-Tahrir´s aktiviteter bør forbydes, eller om de bør beskyttes af ytringsfriheden.

I de seneste måneder har der været indikationer af, at Hizb-ut-Tahrir i små forsamlinger prædiker vold, eller hvor den tror at medier og efterretningstjenester ikke overvåger dens aktiviteter. Shiraz Maher, en tidligere regional direktør for Hizb-ut-Tahrir i England, der har forladt gruppen og lavet en dokumentar for BBC om Hizb-ut-Tahrir, er sikker på, at Hizb-ut-Tahrir ikke afholder sig fra vold. ”Hizb-ut-Tahrir afskyr vold og tror på, at Sharia lov skal påtvinges verden over”, siger Maher, ”med vold om nødvendigt”.

Maajid Nawaz, et andet overordnet medlem af Hizb-ut-Tahrir, anslår at ”Hizb-ut-Tahrir er parate til, når de har etableret den islamiske stat, at bekæmpe andre lande og dræbe folk i deres forfølgelse af foreningen af alle lande i én stat”. Nawaz anerkender også den ødelæggende gennemslagskraft denne gruppes lære overordnet har haft på samfundet: ”Jeg tror, at hvad jeg underviste, ikke alene skadede det britiske samfund og de britisk-muslimske relationer og skadede muslimernes position som britiske borgere i samfundet, jeg tror det har skadet verden”.

I bunder af pyramiden findes den numerisk mest signifikante komponent af Politisk Islam i Europa: Det Muslimske Broderskab og andre vækkelsesbevægelser såsom det pakistanske Jamaat-e-Islami eller det tyrkiske Milli Görü. Over det seneste halve århundrede har disse bevægelser etableret udløbere i talrige europæiske lande, takket være deres aktivisme og udenlandske støtte. Vækkelsesorganisationer som Muslim Council of Britain, Union of Islamic Organizations of France eller Islamic Society of Germany er blevet de facto repræsentanter for muslimske samfund o deres lande. De styrer et stort antal moskeer og interagerer som præferencepartner for regeringsinstitutioner.

I tacklingen af medier og regeringer præsenterer disse organisationer en moderat facade, offentligt støttende integration og demokrati. Men i moskeerne vier disse vækkelsesorganisationer sig en diametralt modsat retorik, stadigt favnende organisationernes oprindelige fanatiske ideologi. Deres mål er radikaliseringen af europæiske muslimers samfund og skabelsen af muslimske separatister, der søger separate sociale rum (fra skoler til svømmehaller) og separat lovgivning.

Mens de ikke offentligt advokerer for brugen af vold i Vesten (selvom de gør i Irak og i de palæstinensiske territorier), så kan det argumenteres, at disse vækkelsesgrupper udgør en udfordring der er mere lumsk end fra andre islamister, der åbent udfordrer Vesten´s regeringer og værdier. Takket være deres offentlige moderate ord lykkes det dem ofte at etablere præferencerelationer med den europæiske elite. I visse tilfælde er de endog partnere i europæiske regeringers kamp mod radikalisering. Legitimeringen og magten de opnår gennem disse regeringsgodkendelser, tillader dem at fremme deres status indenfor det muslimske samfund og derigennem deres mulighed for at radikalisere det.

Vækkelsesorganisationer koncentrerer deres bestræbelser omkring radikaliseringen af europæiske muslimske befolkninger, mens de formilder og gennemtrænger det officielle regeringssystem. Opererende indenfor lovens rammer og ofte med støtte fra europæiske regeringer skaber deres aktiviteter grundlaget på hvilket andre mere radikale grupper bygger. De repræsenterer pyramidens base, og et problem som europæerne har været ude af stand til at adressere.

Hver sektion af den islamistiske pyramide udgør en forskellig udfordring for Europa´s sikkerhed og livsmåde. Europæerne må genkende hver enkelt som sådan, og finde de passende juridiske og politiske redskaber for at kunne adressere dem.

Leave a Response »

 

Radikal Islam´s tredelte trussel mod Europa fredag, apr 3 2009

Efter bombningerne i Madrid i 2004, bombningerne i London i 25 og myriaderne af forpurrede terrorplots over de seneste år, er kommentatorer og politikere på begge sider af atlanten kommet til den erkendelse, at Europa står overfor en enorm udfordring af terroristisk og islamistisk inspiration. Alligevel er terrorisme kun toppen af isbjerget, den mest synlige manifestation af et større problem. Europa står i dag overfor en tredelt trussel fra Radikal Islam, af hvilken terroristen blot er den mest umiddelbare og indlysende, men ikke nødvendigvis den farligste.

Denne tredelte trussel kan visualiseres som en pyramide. På toppen af den findes de voldelige jihadister, et par tusinde individer fordelt over kontinentet, der åbent udfordrer samfundene de lever i, og er villige til at udgyde blod for at opnå deres mål. Under dem findes hvad man kan definere som ”fredelige revolutionære”, grupper og netværk der åbent udtrykker deres opposition mod ethvert regeringssystem, der ikke strengt tilpasser sig Shari´a, men som ikke, i det mindste åbent, direkte tyer til voldelige midler for at fremme deres agenda. Endeligt basen, den største del af pyramiden, er okkuperet af grupper der offentligt hævder at støtte demokrati og integration af muslimske samfund i den europæiske hovedstrøm, men stilfærdigt arbejder på at radikalisere Europa´s muslimske befolkning.

Hvert af disse aspekter af Radikal Islam har en forskellig præsentation, struktur og modus operandi. Hver af disse repræsenterer derfor en forskelligartet udfordring for europæiske politikere og efterretningstjenester. Og mens europæerne endeligt begynder at give jihadisternes trussel opmærksomhed, og har angivet løsninger på inddæmningen af denne, så findes der kun begrænset forståelse for de to andre trusler.

Individer viede til den mest militante fortolkning af Islam begyndte at etablere sig i Europa i midtfirserne. Deres antal blev forstærket i slutningen af årtiet og gennem de første år af halvfemserne, i takt med at små grupper af såkaldte afghanske arabere og andre dedikerede jihadister der undslap retsforfølgelse (eller værre) i Mellemøsten og Nordafrika slog sig ned i Europa. Udnyttende Vesten´s frihed fortsatte disse islamister gennem propaganda, pengeindsamling og rekruttering støtten til gruppeaktiviteterne i deres oprindelseslande. Europa konstituerede den ideelle logistiske base for grupper såsom ægyptiske Gamaa Islamiya og algierske GIA, der etablerede omfattende netværk over hele kontinentet.

I den anden halvdel af 1990´erne begyndte disse grupper og netværk at trække i retning af al-Qaeda´s kredse, favnende budskabet om global jihad. Det var i steder som Bosnien, Chechnya og selvfølgelig Afghanistan, at jihadgrupper fra forskellige lande fik kontakt og besluttede at slå kræfterne sammen, kæmpende ikke alene mod de traditionelle fjender men også mod ”den fjerne fjende”, eksempelvis i Vesten.

En nøglerolle i denne ideernes og metodernes krydsbestøvning i jihadgrupperne blev udspillet af nogle af Europa´s mest radikale moskeer, såsom London´s Finsbury Park, Milano´s Islamic Cultural Institute, Wien´s Sahaba eller Hamburg´s al-Quds, der blev populære mødesteder for radikale fra alle lande. Disse netværk der har længe opereret uafhængigt i Europa, blev på kontinentet franchisere for al-Qaeda, signifikant bidragende til gruppernes vækst med mandskab, midler og logistik.

Gennem de seneste år har der været et generationsmæssigt skift i jihad netværkene. De fleste af dagens jihadister, særligt i de nordeuropæiske lande, er andengenerations muslimske immigranter i Europa (med et lille men signifikant antal konvertitter).

I dag kan vi visualisere virkeligheden af jihad netværk i Europa som et kontinuum. I den ene yderlighed finder vi hjemmelavede grupper: små samlinger af mestendels europæisk fødte radikale uden bånd til eksterne grupper, der agerer i absolut operationel uafhængighed. I den anden side af spekteret finder vi kategoriserede celler indeholdte i velstrukturerede netværk og emner for hierarkisk struktur, på samme måde som jihad grupperne opererende i Europa i 1990´erne.

Imellem disse to ekstremer findes der et helt spektrum af virkeligheder, positionerede i overensstemmelse med niveauet af gruppens autonomi. Den mest tilbagevendende model synes at være den af London bomberne den 7. juli 2005: en lille gruppe unge mænd, af hvem de fleste var født og opvokset i0 Europa, der kendte hinanden fra enten fra moskeen eller nabolaget, og som blev radikaliserede i Europa. Kun få af disse lokalt opdrættede jihadister rejser udenlands for at lære den nødvendige bombefabrikeringsekspertise af forskellige al-Qaeda affilierede grupper, der vil tillade dem at hoppe fra vennernes amatørniveau til fuldt udviklede terroristceller.

Udfordringen udgjort af jihad netværk, hvor end de findes i kontinuumet, er skræmmende. Mens disse netværk tidligere mestendels fokuserede på støtte af aktiviteter udenfor kontinentet, så anser de i dag Europa som værende det primære mål. Siden 9/11 har europæiske efterretningstjenester ofte assisteret deres amerikanske modparter i afmonteringen af talrige netværk og forhindret dusinvis af terroristangreb. De fleste europæiske lande har også foretaget signifikante ændringer i deres lovgivning, for mere effektivt at kunne håndtere terrorisme, selvom forbedringer i visse tilfælde behøves.

Fremadrettet er opgaven for de europæiske myndigheder overvældende. Alene i Storbritannien mener MI5 at der findes omkring 4.000 mistænkte og 200 jihad netværk spredt over hele landet. Efterretningsmyndigheder mener, at et mindre, men sammenligneligt, antal jihadister opererer i andre europæiske lande, selv i traditionelt ”stilfærdige” områder som Skandinavien og Østeuropa.

En fuldstændig afvisning af vestlige værdier og erklærede ønske om at etablere en islamisk verdensomfattende stat (kalifat) er ikke alene karakteristisk for jihad grupper, men også adskillige tilsyneladende ikke-voldelige organisationer opererer i Europa. Den mest organiserede blandt disse ”fredelige revolutionære” bevægelser er Hizb-ut-Tahrir, der har etableret sig i de fleste europæiske lande. Hizb-ut-Tahrir´s verdenssyn er enkelt: løsningen på alle menneskets politiske, økonomiske, kulturelle og sociale problemer skal findes i Islam, og den eneste måde for menneskeheden at opnå retfærdighed er at forkaste ethvert menneskeskabt system (inklusive demokrati) og etablere et kalifat, indeholdende ikke blot dagens muslimske verden, men også enhver ikke-muslimsk stat.

Hizb-ut-Tahrir´s budskaber spredes gennem vedholdende propagandabestræbelser. Dette inkluderer hjemmesider og publikationer på forskellige europæiske sprog, foldere i muslimske nabolag og foran moskeer, og endog videoer på YouTube. Hizb-ut-Tahrir konferencer, besøgt af tusinder af sympatisører, afholdes med jævne mellemrum i Storbritannien, Danmark, Østrig og Tyskland. Hizb-ut-Tahrir er så stærk i Europa at, i hvad der kan synes som et irrationelt men meget fortællende træk, har adskillige af dens medlemmer rejst til Mellemøsten for at udbrede organisationens budskab for at gen-islamisere Mellemøsten´s masser.

Hizb-ut-Tahrir henvender sig ikke alene til masserne af fjendtlige og uassimilerede europæiske muslimer. Medlemmer af Hizb-ut-Tahrir tenderer at være højt uddannede unge erhvervsaktive, der er andengenerations immigranter i Europa. Deres position støttes yderligere af en lille kadre af konvertitter. Hizb-ut-Tahrir´s retorik er sofistikeret og dygtigt designet til de vestlige muslimers ører. Yderligere standser Hizb-ut-Tahrir kort før den eksplicit advokerer for vold for at undgå myndighedernes granskning. Hizb-ut-Tahrir erklærer, at Islam er under angreb, at muslimer har pligt til på verdensplan at forsvare deres medmuslimer, og at de må etablere kalifatet for at kunne bestige denne forhindring. Hizb-ut-Tahrir standser dog kort før de specificerer hvordan dette bør gøres.

Mens Hizb-ut-Tahrir ikke åbent tilskynder til vold, så tilbyder den magtfulde ideologiske redskaber til at radikalisere muslimer. Springet fra at favne Hizb-ut-Tahrir´s verdenssyn til at udøve vold for at fremme målene, er kort. Af denne årsag er Hizb-ut-Tahrir ofte identificeret som et ”drivbælte” for terrorisme. Yderligere, mens organisationen aldrig selv direkte er blevet sat i forbindelse med terrorisme, så er visse medlemmer af Hizb-ut-Tahrir blevet det.

Hizb-ut-Tahrir fortsætter med at frustrere europæiske regeringer. Tyskland forbød i 2002 Hizb-ut-Tahrir for at være anti-semitisk, men gruppen fortsætter med at operere under andre navne. Ligeledes i London efter bombningerne forsøgte den britiske regering at forbyde Hizb-ut-Tahrir, men trak sig efter at mangle beviser for direkte forbindelser til terrorisme. Andre europæiske lande debatterer, om Hizb-ut-Tahrir´s aktiviteter bør forbydes, eller om de bør beskyttes af ytringsfriheden.

I de seneste måneder har der været indikationer af, at Hizb-ut-Tahrir i små forsamlinger prædiker vold, eller hvor den tror at medier og efterretningstjenester ikke overvåger dens aktiviteter. Shiraz Maher, en tidligere regional direktør for Hizb-ut-Tahrir i England, der har forladt gruppen og lavet en dokumentar for BBC om Hizb-ut-Tahrir, er sikker på, at Hizb-ut-Tahrir ikke afholder sig fra vold. ”Hizb-ut-Tahrir afskyr vold og tror på, at Sharia lov skal påtvinges verden over”, siger Maher, ”med vold om nødvendigt”.

Maajid Nawaz, et andet overordnet medlem af Hizb-ut-Tahrir, anslår at ”Hizb-ut-Tahrir er parate til, når de har etableret den islamiske stat, at bekæmpe andre lande og dræbe folk i deres forfølgelse af foreningen af alle lande i én stat”. Nawaz anerkender også den ødelæggende gennemslagskraft denne gruppes lære overordnet har haft på samfundet: ”Jeg tror, at hvad jeg underviste, ikke alene skadede det britiske samfund og de britisk-muslimske relationer og skadede muslimernes position som britiske borgere i samfundet, jeg tror det har skadet verden”.

I bunder af pyramiden findes den numerisk mest signifikante komponent af Politisk Islam i Europa: Det Muslimske Broderskab og andre vækkelsesbevægelser såsom det pakistanske Jamaat-e-Islami eller det tyrkiske Milli Görü. Over det seneste halve århundrede har disse bevægelser etableret udløbere i talrige europæiske lande, takket være deres aktivisme og udenlandske støtte. Vækkelsesorganisationer som Muslim Council of Britain, Union of Islamic Organizations of France eller Islamic Society of Germany er blevet de facto repræsentanter for muslimske samfund o deres lande. De styrer et stort antal moskeer og interagerer som præferencepartner for regeringsinstitutioner.

I tacklingen af medier og regeringer præsenterer disse organisationer en moderat facade, offentligt støttende integration og demokrati. Men i moskeerne vier disse vækkelsesorganisationer sig en diametralt modsat retorik, stadigt favnende organisationernes oprindelige fanatiske ideologi. Deres mål er radikaliseringen af europæiske muslimers samfund og skabelsen af muslimske separatister, der søger separate sociale rum (fra skoler til svømmehaller) og separat lovgivning.

Mens de ikke offentligt advokerer for brugen af vold i Vesten (selvom de gør i Irak og i de palæstinensiske territorier), så kan det argumenteres, at disse vækkelsesgrupper udgør en udfordring der er mere lumsk end fra andre islamister, der åbent udfordrer Vesten´s regeringer og værdier. Takket være deres offentlige moderate ord lykkes det dem ofte at etablere præferencerelationer med den europæiske elite. I visse tilfælde er de endog partnere i europæiske regeringers kamp mod radikalisering. Legitimeringen og magten de opnår gennem disse regeringsgodkendelser, tillader dem at fremme deres status indenfor det muslimske samfund og derigennem deres mulighed for at radikalisere det.

Vækkelsesorganisationer koncentrerer deres bestræbelser omkring radikaliseringen af europæiske muslimske befolkninger, mens de formilder og gennemtrænger det officielle regeringssystem. Opererende indenfor lovens rammer og ofte med støtte fra europæiske regeringer skaber deres aktiviteter grundlaget på hvilket andre mere radikale grupper bygger. De repræsenterer pyramidens base, og et problem som europæerne har været ude af stand til at adressere.

Hver sektion af den islamistiske pyramide udgør en forskellig udfordring for Europa´s sikkerhed og livsmåde. Europæerne må genkende hver enkelt som sådan, og finde de passende juridiske og politiske redskaber for at kunne adressere dem.

Leave a Response »

 

Ku Klux Klan var Det Demokratiske Parti´s terrorfløj lørdag, apr 4 2009

Når mænd som senator McCain, som jeg i forbindelse med hans moralske seriøsitet lader min tvivl komme fuldt til gode, søger en moralsk moderat position, når hvem som helst søger ”mellemvejen” i den politiske debat, er det klart, at ondskabens spøgelse på den ”yderste højrefløj” og ondskaben på den ”yderste venstrefløj” har tryllebundet dem.

Lad os på forhånd være afklarede: der findes ikke nogen ”yderste højrefløj”. Den håndfuld vanvittige og farlige separatistgrupper har ingen forbindelse til hvad der kan kaldes konservative. De ligner faktisk meget mere den yderste venstrefløj. Husk Jim Jones, den selvmordsgejstlige, var venstrefløjsekstremist, der støttede ”social retfærdighed” og demokraternes politik, før han overbeviste sine undersåtter om at drikke gift.

I politik er der nogen godhed på hvad vi kalder venstrefløjen; der er nogen godhed på hvad vi kalder højrefløjen; men der er ikke nogen ondskab på højrefløjen: al ondskab findes på venstrefløjen. Før vi gransker det historiske grundlag for denne position, så overvej hvad højrefløjen og venstrefløjen angiveligt skulle repræsentere. Højrefløjen anklages essentielt for ikke at gøre noget, eller meget lidt, ved vore sociale og økonomiske problemer. Dem på den mytiske højrefløj anklages ikke for at prøve at slavegøre andre – venstrefløjen og marxisterne antager simpelthen, at i fravær af staten ville en sådan slavegørelse opstå på det frie marked. Den mytiske højrefløjs position repræsenterer medicinens første lov: du må ikke skade.

Det er meget svært at karakterisere dette som ondt. Marx selv afstod fra at definere dette som ondt, indtagende i stedet en objektiv og videnskabelig tilgang. Faktisk er den eneste måde højrefløjen kan karakteriseres som ond på, ved at følge venstrefløjens sti: Amerika er én stor sammensværgelse; Amerika opfandt AIDS; Amerika gjorde bevidst sorte unge afhængige af kokain; Amerika planlagde den 9/11 for at berige Dick Cheney, og så videre.

Dette er den eneste årsag til hvorfor venstrefløjen har så meget investeret i det såkaldt ”ideologiske spektrum”, der strækker sig fra den yderste højrefløj (der ikke eksisterer) til den yderste venstrefløj (der eksisterer). Fordi den yderste venstrefløj planlægger og håber den virkelige ondskab – ved simpelthen at læse hvad de på deres blogs siger, efterlader ingen tvivl om den ondskab venstrefløjen repræsenterer – må den skabe en ”yderste højrefløj”, der også rummer stor ondskab.

Faktisk er det onde der historisk i Amerika er blevet forbundet med den mytiske ”yderste højrefløj” den yderste venstrefløj. Se eksempelvis på den antisemitiske præst Coughlin der gennem 1930´erne holdt millioner af radiolyttere fanget med sine udsendelser. Coughlin støttede helt sikkert slemme ting, men var han på den ”yderste højrefløj?” Det ville have forbløffet ham at blive betragtet som så. Gentagne gange afsvor Coughlin ”konservative” af enhver art, og favnede de ”progressive”. Hans radioudsendelser adresserede, ved nærmere undersøgelse, foragt for de rige og insisterede på socialisme.

Coughlin havde støttet Roosevelt, ikke Hoover, i 1936. Han opgav Roosevelt, ikke fordi han var for langt ude på venstrefløjen, men fordi han var for bange tilbageholdende i konfronteringen af Wall Street og kapitalistiske magter. Alligevel fremstilles Coughlin rutinemæssigt som et eksempel på den ” yderste højrefløj” i Amerika. Ironisk nok blev Coughlin også angrebet af en anden gruppe refleksmæssigt opfattet som den ”yderste højrefløj”, Ku Klux Klan.

Tilhørte Ku Klux Klan den ”yderste højrefløj?”. Tja, den var overordentlig racistisk. Men er racisme en kvalitet af den mytisk ”yderste højrefløj?”. Marx var dybt racistisk og nationalistisk. Sovjetunionen var dybt racistisk i de halvfjerds år den eksisterede (spørg armenierne, uzbekerne, lithauerne eller ukrainerne). Dagens kommunistiske Kina er racistisk (spørg tibetanerne eller andre fangeholdte folk). Findes der et samfund, en regering eller nation der ikke har været xenofobisk eller racistisk?

Den politisk overlagte afvisning af racisme i det amerikanske stiftelsesdokument Uafhængighedserklæringen, der proklamerede overfor verden at alle mennesker er skabt lige og af Gud skænket visse absolutte rettigheder. Dette er kernen af hvad der i Amerika kaldes ”højre”. Den moralske afvisning af racisme opstod først i jødedommen og så, mere udtrykkeligt, i kristendommen, der proklamerede, at vi hverken er jøder eller grækere, slaver eller frie, mænd eller kvinder. Alligevel, hvem anses vedholdende af venstrefløjen som værende de farligste ”højreorienterede?” – Kristne amerikanere eller amerikanere der fejrer den jødisk-kristne moralske arv.

Racisme blev i Amerika modgået af det ”kapitalistiske” Nord, hvilende næsten udelukkende på hengivne kristne, og blev modgået i Amerika af det anti-kapitalistiske syd, der mere hvilede hvilede på darwinisme end kristendom, og blev i syden kun modgået af meget modige kristne. Racisme blev af det republikanske parti modgået i Amerika, der udtrykkeligt blev grundlagt på sortes rettigheder, ikke blot gennem frihed men gennem lighed.

Hvem støttede så racisme i Amerika? Ku Klux Klan var en terrorfløj af det Det Demokratiske Parti i syden i tiden efter den amerikansk borgerkrig. Deres uhyrligheder blev ikke så meget udøvet mod sorte som mod republikanere, både sorte og hvide. Klanen fortsatte støtten af demokraterne. Edward D. White blev af Grover Cleveland udnævnt til Højesteret, den eneste demokratiske præsident mellem borgerkrigen og 1912. White havde været medlem af Ku Klux Klan.

William Jennings Byran, tre gange nomineret af Det Demokratiske Parti, var ikke alene fordomsfuld mod sorte men også mod jøder. Hans ”Gyldne Kors”-tale var en fordømmelse af ”engelske og jødiske bankfolk”. William McKinley, hans republikanske modstander i to af de tre præsidentvalg, havde som guvernør i Ohio støttet lige rettigheder for sorte, modsat sig lynchning og udnævnt sorte til regeringsposter.

Racismen fra den første rent venstreorienterede amerikaner Woodrow Wilson, var ikke begrænset til sorte. Han afviste politikkerne af Teddy Roosevelt og William Howard Taft, der havde været, at behandle Japan som en moderne, civiliseret nation og Wilson modsatte sig det japanske forslag, at ”The League of Nations” charteret støtter racelighed. Han så også ned på italienerne, der i stort antal kom til Amerika under denne præsidentperiode.

Senere støttede klanen entusiastisk Franklin Roosevelt, og Roosevelt kvitterede ved at udnævne endnu et klanmedlem, Hugo Black, til Højesteret, og udnævne endnu et klanmedlem, Tom Clark, til Justitsminister (Tom Clark, far til Ramsey Clark, endte også i Højesteret). Paul Robeson anklagede Roosevelt, gennem mange år den amerikanske venstrefløjs store helt, for engagement i ”umotiveret og skammelig fornærmelse af mit folk” ved at udnævne klanmedlem Clark til Justitsminister og Roy Wilkins fra NAACP fordømte Roosevelt for at være ”moralsk kujon” – den amerikanske venstrefløj var gennemsyret af racisme.

Harry Truman slog også klanen følge, gørende ham til det tredje venstreorienterede amerikanske ikon, der direkte forbandt ham til den mest racistiske og ondartede organisation i amerikansk politik. Klanens ideologi var dybt anti-kapitalistisk, og de der sympatiserede med klanen, som Tom Watson, var blandt de første der applauderede Den Bolsjevikiske Revolutio – Watson som senator i Georgia var blandt de første til at presse på for anerkendelsen af det nye bolsjevikiske regime, derigennem nydeligt bindende sammen et had til sorte og jøder med en entusiastisk støtte til planetens første marxistiske styre.

Denne forbindelse mellem racisme og anti-semitisme (to moralske onder) og den amerikanske venstrefløj, er aldrig forsvundet. Jeremiah Wright, Barack Obama´s mentor, har udvist fordomme mod farvede folk (lyserøde) og afsmag overfor jøder der er en imperialistisk troldmand værdig. Der findes en forbindelse mellem Jeremiah Wright, Tom Watson, Ramsey Clark, Woodrow Wilson, Hugo Black, Nathan Bedford Forrest (grundlæggeren af Ku Klux Klan) og Franklin Roosevelt: De var alle demokrater. De anså alle dem selv for hørende til den politiske venstrefløj.

Hvad der er sandt omkring amerikansk politik, er lige så sandt om verdenspolitikken. Hvis den yderste højrefløj ikke eksisterede, hvis ikke frihed overhovedet ikke var ekstremistisk, hvis privat dedikering til ægte jødisk-kristne moralske traditioner er det bedste valg en moralsk seriøs person kan foretage, så ville alle onder stamme fra den yderste venstrefløj. Den mytisk yderste højrefløj ville være en retorisk ækvivalent til kulakkerne i det stalinistiske Rusland eller jøderne i det Hitler redne Tyskland – en uskyldig syndebuk; en folkets imaginære fjende; en behøvet humbug.

Dette er hvorfor, når jeg skriver artikler om venstrefløjens nazi-tyskland eller det fascistiske Italien, at venstrefløjen reagerer så passioneret. Vi alle hader, og bør hade, alt hvad nazismen og fascismen stod for, men vi bør også uddrage vore egen konklusioner om hvor disse to bevægelser ville have befundet sig i den yderste venstrefløjs opfundne ideologiske spektrum. Overvej et øjeblik hvilke politiske argumenter venstrefløjen kunne have erklæret hvis Hitler og Mussolini, såvel som deres bevægelser, havde befundet sig på venstrefløjen og ikke højrefløjen.

Der ville essentielt ikke være nogen argumenter for den yderste venstrefløj og ingen frygt for den yderste højrefløj. Dette er præcist hvorfor myten om den yderste højrefløj er så vigtig. Alligevel er myten så transparent, at den kollapser under enhver objektiv granskning. Fidel Castro´s forgænger Fulgenio Batista eksempelvis er ofte citeret for at være en mand af den ”yderste højrefløj”. Men Batista støttede Det Cubanske Kommunistparti; han legaliserede partiet og bragte medlemmer ind i sit kabinet; han støttede de samme udlignende politikker som kommunisterne gjorde. Faktisk støttede Det Cubanske Kommunistparti Batista mod Castro indtil Castro vandt. Alligevel har historien placeret Batista på den yderste højrefløj.

Det samme gælder for Juan og Evita Peron, begge forgudede fascismen og nationalsocialismen, og alligevel fordømte begge de rige, brød sig ikke om Amerika, modsatte sig kristendommen og indtog åbenlyse anti-semitiske holdninger (et definerende træk ved venstrefløjen). Kommunisterne vidste ikke hvad de skulle gøre med Peron´erne, og da Evita besøgte Frankrig kunne humanisterne ikke finde på noget mere kreativt at sige om denne konkurrerende venstreorienteret end at beskrive hende som ”venstreorienteret fascist”.

Europæere fra Jacques Doriot (lederen af de franske kommunister der endte med at støtte nazisterne) til Oswald Mosley (lederen af British Union of Fascists der gik fra at være medlem af Konservative til ministerpost for Labour til noget endnu mere venstreorienteret), udviser alle venstrefløjens politik: Forkastede den falske idé om den yderste højrefløj og indtog den yderste venstrefløj.

Selv upræcisionens fællesterm ”fascist” er fuld af modsigelse, med mindre vi ser den som en venstreorienteret bevægelse. Fascisme, en søskende til venstrefløjens bevægelse og derfor en bitter rival til nationalsocialismen, var længe antitesen af hvad vi i dag anser den for. Ikke alene var Mussolini ikke anti-semitisk, men ikke alene var mange af de ledende fascister jøder og det fascistiske Italien stærkt imod anti-semitisme, men mange af de ledende fascister var jødiske og fascismens Italien modsatte sig stærkt anti-semitismen da den viste sig, som eksempelvis i Ungarn efter Bela Kun. Førsteelskerinden og officielle biografiforfatter om Mussolini var jødisk (Sarfatti var også feminist). Nazisterne antog, at Mussolini ”sandsynligvis var jøde” og at fascismen sandsynligvis var en ”jødisk bevægelse”. Fascisterne holdt næsten egenhændigt den nazistiske fremgang hen i de tidlige tredvere.

Begge bevægelser var ondsindede; begge bevægelser undertrykte frihed, religion og demokrati; begge bevægelser forherligede vold og handling; begge bevægelser holdt den almindelige mands sag højt, hvilket altid bruges til at retfærdiggøre undertrykkelse; begge bevægelser – som alle venstreorienterede bevægelser altid gør – stod i hemmeligt ledtog med hinanden for magt; og begge bevægelser faldt i sidste instans ned i had mod seriøse jøder og kristne, hvis Gud ikke ville tillade dem at opføre sig som guder.

Alt omkring Fascisme og Nationalsocialisme lignede og lugtede som Bolsjevisme. Mussolini var som fascistisk leder kendt som ”Italien´s Lenin”. Hitler fremmede politikker langt mere til venstre end Hillary og Obama nogensinde har foreslået. Nazisterne kaldte aldrig dem selv for en højreorienteret bevægelse. De blev af deres fjender kaldt højreorienterede. Fascisterne, som nazisterne, portrætterede mere dem selv som midterpartier, eller noget andet end venstrefløjen og højrefløjen. Men nationalsocialisternes, såvel som fascisternes, politikker, reflekterede nogen inkarnation af socialisme og redistribuering af velstand. Faktisk påstod nazisterne, at de var de eneste sande socialister. I Hitler´s nytårstale i 1943 sagde han:

”Alliancen i den ærkekapitalistiske tilstand i Vesten, og endnu mere i Amerika, med bolsjevismens løgnagtige socialismehånende regime, er kun mulig eftersom lederskabet i begge tilfælde er i hænderne på internationale jøder”.

Vi ved sørgeligt nok hvorfor nazi-tyrannerne udspyede giftige og absurde bagvaskelser mod jøderne, men hvorfor beskyldte Hitler de vestligt allierede, Amerika og Storbritannien, for at være ”ærkekapitalistiske” og beskyldte Sovjetunionen for at være ”socialist hånende”? Fordi han troede, at den tyske socialisme hans parti fremsatte ville triumfere. Er det marxisme? Se på at efter preussernes sejr over Frankrig i 1871 jublede Marx selv: ”Nu er det tysk socialisme der vil triumfere i Europa”. Forbindelsen mellem Marx og Hitler blev for længe siden bemærket af forfattere. Ernest Hambloch skrev i 1939 før Anden Verdenskrig, at Marx kunne have haft ret, da ”Muhammeds Allah af ”videnskabelig socialisme” var Hitler, ikke Stalin, og at Marx fortjente en æresplads, ikke blot i bolsjevismens, men også nazismens hagiografi”.

Al ondskab findes på venstrefløjen. Nazister, bolsjevikker, amerikanske ”progressive” og fascister, har alle holdt de samme positioner. De har mistanke og foragt for Jøder, kristne og jødisk-kristne moralske traditioner. De søger at samle mange materielle eller psykologiske afhængige som muligt, og ”repræsentere” deres interesser som om de ikke var individer, men snarere medlemmer af en slags sekt. De søger vold og propaganda (vold mod sandheden) som de primære instrumenter for deres magt. Og de påstår, at de er forskellige fra hinanden, på samme måde som Hillary og Obama påstår at have virkelige forskelle, fordi så snart vi ser al ondskaben på venstrefløjen, så standser den politiske debat og alle principperne i Grundloven – principper der, essentielt, sætter en stopper for ideologisk styre – lever igen.

Leave a Response »

 

Progressive amerikanere: Det 20 århundredes første fascister mandag, apr 6 2009

”Hayek´s udfordring var at argumentere, at Nazi-Tyskland ikke var en afvigende ”højreorienteret” perversion vokset ud af kapitalismens ”modsætninger”. I stedet voksede nazismen ud af de ”oplyste” og ”progressive” socialistiske og kollektivistiske ideer af tiden før Første Verdenskrig, hvilken mange intellektuelle i England og U.S.A. har prist og propaganderet for i deres egne lande”

Fascisme er en term oprindeligt opfundet af den italienske diktator Mussolini for at beskrive sin tilpasning af marxismen til betingelserne i Italien efter Første Verdenskrig. Lenin i Rusland havde i samme periode anderledes tilpasninger af marxismen til betingelserne i Rusland, og disse tilpasninger kom til at til at gå under navnene Marxisme/Leninisme. Mussolini forblev tæt ved Marx, da han følte, at Italien måtte gennemgå et kapitalistisk stade før det kunne nå socialismen, hvor Lenin forsøgte at presse Rusland direkte fra semi-feudalisme til socialisme. Mussolini´s primære modifikation af marxismen var hans afvisning af klassekampen, noget der der satte ham i direkte modsætning med Lenin´s ”Røde”.

Hvis Fascisme betyder noget i sig selv, betyder det ”Gruppeisme” – da italienernes fascister på dette tidspunkt simpelthen var grupper af politiske aktivister. Symbolet på fascismen i antikkens Rom var selvfølgelig bundter af kæppe der symboliserede den store styrke af folket af det organiserede Rom. Ideen var igen, at folk var stærkere i grupper end som individer. Mussolini´s ideer og system var meget indflydelsesrig og havde mange imitatorer – ikke mindst Hitler – og nogle overlevede oven i købet Anden Verdenskrig – såsom Peron og Chiang Kai Shek.

Så var Mussolini en fuldstændig original tænker? Overhovedet ikke. Folk der studerer antikkens historie vil se Sparta som den første fascistiske stat, og folk der studerer Marx vil identificere fascismen med ”Bonapartismen” – regimet udtænkt af Napoleon Bonarparte og genvækket af hans nevø Napoleon III. Men Mussolini var ret intellektuel, og hans tænkning var faktisk meget mere moderne end man skulle tro. Han var helt sikkert influeret af Marx og den antikke verden, men han havde en hel række ideer, der rakte ud over det. Og hvor vendte han sig hen for at få disse moderne ideer? Mod Amerika selvfølgelig. Og de amerikanske ideer der influerede ham, var svære at overse. De var ideerne af de ”progressive” amerikanere. Og hvem var den mest velkendte progressive i verden på dette tidspunkt? Ingen anden end præsident for U.S.A. – Woodrow Wilson – manden der mest ansvarlig for efterkrigstidens europæiske orden. Så Mussolini behøvede ikke gøre meget andet end at læse sin avis, for at høre i det mindste nogle af ideerne af de meget indflydelsesride amerikanske progressive. Og hvem var de progressive? Her er en summering af dem:

”Oprindeligt søgte progressive reformatorer at regulere uansvarlig selskabsmonopol, sikring af forbrugere og arbejdskraft fra udnyttelse for profit. Yderligere ønskede de at korrigere ulighedens onder skabt af hastig og ukontrolleret urbanisering. Progressivitet…anslog at den sociale orden kunne og skulle forbedres…Visse historikere, såsom Richard Hofstadter og George Mowry har argumenteret, at den progressive bevægelse forsøgte at vende Amerika tilbage mod en ældre, mere enkel, landbrugslivsstil. For nogle enkelte progressive var dette helt sikkert sandt. Men for de fleste var den en humanitær doktrin af social udvikling motiveret gennem reformation af ånden”.

Summeringen af de ovenstående progressive stammer fra De Corte. I modsætning til alle hans egne beviser hævder De Corte også, at de progressive var ”konservative”. Hvorfor? Fordi der var noget andet omkring de progressive, der gjorde både De Corte og alle moderne venstreorienterede forlegne: De progressive var store tilhængere af racehygiejne. Så De Corte prøver at undslippe dette (http://jonjayray.tripod.com/lefteug2.html) og Pickens 1968 for venstrefløjens dedikering til mellemkrigstidens racehygiejne.

Her er en kort summering af de ”progressives” æra fra et ikke venstreorienteret perspektiv:

”Den progressive æra er en periode af den ene løgn efter den anden, skabt på den falske tro, at moderne styre på én eller anden måde kan erstatte det frie marked, privat ejendomsret og skabe et økonomisk marked af velstand og ”fairness”. Fra ”videnskabelig” administration til ”oplyst” religion (kaldet teologisk liberalisme, og senere sekularisme) fra ”forbud” til ”objektiv” journalistik, var troen, at det moderne samfund havde fundet nøglen til ”fremad og opad” progressionen.

En lærebogssummering af David W. Southern omkring den progressive æra:

Den progressive bevægelse fejede hen over Amerika fra omkring 1890 til 1920, skabende en bred populær konsensus om, at staten burde være den primære kraft i skabelsen af sociale forandringer. I den forbindelse indtog legioner af unge korsfarere lokale, statslige og føderale positioner, gennemførende nye lovgivninger, inklusive mindsteløn og maksimum antal arbejdstimer, restriktioner omkring salg og indtagelse af alkohol, hjælp til immigranter og fattige, kvinders ligestilling og valgreformer.

Men den progressive ære var også en tid af ondsindet statssponseret racisme. Faktisk, fra et afro-amerikansk standpunkt, er den progressive æra den absolut værste periode siden frigørelsen. Den storstilede umyndiggørelse af sydens sorte vælgere skete i disse år, ligesom fremkomsten af Jim Crow. Yderligere, som Westminster College historiker David W. Southern noterer i sin seneste bog ”The Progressive Era and Race: Reform and Reaction, 1900-1917, den værste af umyndiggørelsens slags: segregering, raceforfølgelse og lynchning, ”gik hånd i hånd med de mest avancerede former for sydlig progressivitet”. Racisme var normen, ikke undtagelsen, blandt korsfarerne i dag romantiseret af den aktivistiske venstrefløj.

Ved hjertet af sydens plettede men nyttefulde undersøgelse findes et svigefuldt enkelt spørgsmål: Hvordan favnede reformatorer internaliseret så høje idealer så abnorme fordomme? Hans svar begynder med den racebaserede pseudovidenskab der dominerede den belæste mening omkring det 20. århundrede. ”På universiteterne”, bemærker Southern, ”læste spirende progressive ikke alene udleverende udtræk af kapitalister og angreb på laissez-faire økonomi af snagende journalister, de læste også racistiske skrifter der trak på den seneste antropologi, biologi, psykologi, sociologi, racehygiejne og medicinske videnskab”.

Og denne artikel (http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=E2D1C5F9-AE2E-4033-B869-56DD58D2EC8C) viser, at de amerikanske progressive omkring det 20.århundrede ikke alene var venstreorienterede, men de var også krigsforherligende militarister. Hitler fik ikke alene sine ideer om racehygiejne fra amerikanske venstreorienterede, men også sin idé om krig som værende den nationale ånds rengører.

Og hvem sagde dette?

”Konformitet vil være den eneste sande dyd, og enhver der nægter at tilpasse sig, må betale prisen”.

Var det Adolf? Det lyder meget som enten Adolf eller Mussolini på højden af deres magt, men det blev faktisk sagt, mens både Hitler og Mussolini stadig var i Første Verdenskrigs skyttegrave, og det blev sagt af præsidenten for U.S.A., den ærke progressive Woodrow Wilson. Dette og mange andre ting, inklusive bogbrænding, lærte Adolf af den amerikanske venstrefløj.

Wilson overskyggede endog Hitler´s racisme. Se på dette citat fra 1912:(http://www.reason.com/news/show/33906.html)

”Ved magtovertagelsen i Washington var Wilson og mange andre sydstatsmænd han bragte med sig i kabinettet foruroligede over den måde den føderale regering førte styre på. En arv af post-borgerkrigens republikanske opstigen var, at Washington´s store sorte befolkning havde adgang til føderale jobs, og arbejdede med hvide i integrerede omstændigheder. Wilson satte en stopper for dette ved at få Jim Crow til Washington. Wilson tillod forskellige myndigheder at adskille toiletter, cafeterier og arbejdsområder i deres afdelinger”.

Så Wilson omstødte faktisk mere tolerante politikker indført af republikanerne. Racisme var meget venstreorienteret i Hitler´s dage. Venstrefløjen ynder at portrættere Wilson som en visionær. De undlader at nævne, at fremtiden han visionerede, var en racedelt én.

Johan Goldberg har også en god summering af Wilson administrationen:

Under Woodrow Wilson, den første amerikanske præsident til at favne den nye kult af pragmatisme og magt der havde overtaget ”oplyste” tænkere på begge sider af atlanten (og den første amerikanske præsident til åbent af vise den amerikanske konstitution mishag), foretog de progressive et angreb på friheden der får den angivelige fascisme af McCarthy æraen og Bush årene til at ligne småtterier. Wilson etablerede American Protective League, en gruppe af hjemlige fascister fyldt med knusende uenighed, bankende slapsvanse og intimiderende gennemsnitsamerikanere. Wilson´s Committee for Public Information var det første moderne propagandaministerium. Faktisk, ifølge afdøde sociolog og histotiker Robert Nisbet, var det ”Vesten´s første virkelige erfaring med totalitarismen – politisk absolutisme udvidet til alle mulige områder af kultur og samfund, uddannelse, religion, industri, kunst, lokale samfund og familie inkluderet, med en slags terror der altid venter på at komme på vingerne – kom med den amerikanske krigsstat under Wilson”.

Og jeg antager, at det er meget ufølsomt og usensitivt af mig at pege på, at Wilson indledte sin bog: ”The State. Elements of Historical and Practical Politics: A Sketch of Institutional History and Administration” med et studie i arisk politik.

Med risiko for at synes at piske en død hest, peger jeg også på, at Koenigsberg´s demonstration af at Hitler så Tyskland som en levende organisme, der var alvorligt truet. Og hvor fik Hitler ideen om, at Tyskland var en biologisk organisme? Han kunne have fået den fra adskillige kilder, men én af de mest prominente kilder til sådan tænkning var igen Woodrow Wilson – der retfærdiggjorde sit ønske om at pille ved den amerikanske konstitution på det grundlag, at den amerikanske regering ”ikke var en maskine, men en levende organisme”. Og amerikanske venstreorienterede karakteriserer ofte i dag konstitutionen som ”levende”. Som Wilson bruger de dette som en undskyldning for at undslippe love der ikke passer dem. Hitler ville have fundet dette fuldstændigt passende!

Faktisk, jo mere man læser om de amerikanske ”progressive” i tiden omkring det 20. århundrede, jo flere paralleller finder man mellem dem og fascisterne. Eksempelvis var på den amerikanske venstrefløj de prominente Bellamy brødre. Edward og Francis Bellamy promoverede aktivt hvad de kalder ”militær socialisme”, og, i det store hele under deres indflydelse, loyalitet mod flaget, flagceremonier, racistiske prædikener og endog hilsner i strakt arm, var alle almindelige i Amerika længe før de blev adopteret af Mussolini og nazisterne.

Og det nu berygtede Ku Klux Klan var en anden af disse paralleller. Ku Klux Klan var engang ret respekteret i ”progressive” kredse. Mange af de ting Ku Klux Klan stod for, lyder ikke særligt venstreorienterede i dag, men de var venstreorienterede i klanens storhedstid. Som tidligere nævnt var selv åbenlys racisme ”progressivt” i den første del af det 20. århundrede:

”Faktisk indikerer 1924 valget det omfang i hvilken klanen var sammenvævet med de progressive. For det var året for demokraternes berygtede ”klanbake” konvention, da klanmænd stærkt deltog som delegerede, og blokerede et grundlag der ville have fordømt deres orden. De deltog også i præsidentvalget…de støttede den californiske William McAdoo, svigersøn til afdøde præsident Wilson. Han var én af arkitekterne bag Wilson´s krigskollektivisme.

Og er feministerne konservative? Næppe. Og feminisme er heller ikke noget nyt fænomen. Feminisme var del af den ”progressive” tænkning. Feministerne var meget aktive i U.S.A. i første del af det 20. århundrede, og Margaret Sanger blev prist højt af Hitler for hendes hyldest af racehygiejne. Og de amerikanske fortalere for racehygiejne var meget racistiske. De delte Hitler´s synspunkt, at jøder var genetisk underlegne, og modsatte sig tiltag der tillod amerikanske jøder at flygte fra Hitler (http://jonjayray.tripod.com/lefteug2.html). Så hvis Hitler´s racehygiejne og raceteorier var afskyelige, så bør det anerkendes, at hans entusiastiske støtter i sagen på det tidspunkt var venstrefløjen og feministerne, mere end de konservative.

En anden ting der identificerer Hitler mere med den amerikanske venstrefløj end højrefløj: Jim Lindgren (http://volokh.com/archives/archive_2004_10_21.shtml#1098345826) har trukket nogle data ud fra amerikanske Gallup taget i 1938. Den viser at støtten til den anti-jødiske kampagne var ret lav i Amerika, men at demokratiske vælgere var 50% mere indstillede på at støtte en sådan kampagne end republikanerne (14.7% mod 9.8%). Igen ser vi at Hitler´s venner i Amerika primært var venstrefløjen.

Leave a Response »

 

”Sharia lov vil underminere det britiske samfund”, advarer Cameron i et angreb på multikulturalismen tirsdag, apr 7 2009

David Cameron i debat i ”Equality and Human Rights Commission”:

”Storbritannien ignorerer religiøs ekstremisme af frygt for at støde minoriteter”, erklærede David Cameron.

I et lidenskabeligt angreb på den katastrofale multikulturalismen doktrin sagde Tory lederen, at det betød tvangsægteskaber og andre uacceptable praktikker ikke blev adresseret.

”I stedet”, sagde han, ” responderede ministre, lærere, socialarbejdere og politiet med et ”opgivende træk på skuldrene” og frasen ”Det er deres kultur, ikke sandt?”

Han tilføjede: ”Alt for længe har vi ignoreret forskelle – selv hvis de er et slag i ansigtet på menneskerettighederne, lighedstanken og børnebeskyttelse”.

”I dele af Storbritannien er skolepiger fra etniske minoriteter simpelthen forsvundet fra skoler”, sagde han.

”Men”, tilføjede han, ”der var ofte meget lidt undersøgelse af sådanne sager, af frygt for at støde eller blive stemplet som racist”.

Tory lederen beklagede sig også over, at organisationer der eksplicit promoverer separatisme og ekstremisme, tilføres statsstøtte.

Og han advarede om, at multikulturalisme – ideen om at forskellige kulturer bør respekteres til det punkt, hvor kulturerne tilskyndes til at leve isoleret – farligt har undermineret Storbritannien´s opfattelse af identitet og medført ”kulturel apartheid”.

Han sagde: ”Jeg mener multikulturalisme er en vrangdoktrin, der har haft katastrofale resultater”.

Tory lederen advarede om, at det ultimative resultat af multikulturalisme kunne være anerkendelsen af Sharia lov.

Hr. Cameron sagde i en debat organiseret af Equality and Human Rights Commission: ”Realiteten er, at introduktionen af Sharia lov for muslimer faktisk er det logiske slutpunkt for den nu miskrediterede doktrin af statsmultikulturalisme – instituerende, helt bogstaveligt, en lovgivet apartheid til sikringen af kulturel apartheid i for mange dele af vort land”.

”Dette vil ikke styrke samfundet – det vil underminere det”. Han sagde, at de Konservative i de kommende måneder vil afsløre detaljerede forslag, der skal sikre, at alle immigranter lærer at tale engelsk.

Han tilføjede, at partiet også vil promovere kvinders rettigheder og introducere skoleudveksling, så børn med forskellige baggrunde kan møde hinanden.

Hr. Cameron foreslog også, at en Tory regering ville slå ned på skoler for troende, der ”kunne avle noget af separatismen”.

Leave a Response »

 

Medier vil ikke rapportere radikale islamiske begivenheder tirsdag, apr 14 2009

Benægtelse er ofte et nyttigt indbygget menneskeligt træk. Få af os ville være i stand til at fungere i nutiden, hvis ikke vi kunne holde ubehagelige realiteter ude af vore sind – såsom vor uundgåelige død. Woody Allen karakteren i filmen ”Annie Hall” erklærede en komisk ekstremversion af ikke at benytte benægtelsesmekanismen, da et barn nægtede at lave sine lektier fordi, om 5 milliarder år eksploderer solen, ”så hvad kan det nytte”.

Men når en person eller et samfund benægter fremkomsten eller tilstedeværelsen af farer, kan den sindsfred der opnås være ekstremt kortvarig, mens skaderne kan være varige eller fatale.

Meget af verden i dag er ikke blot i benægtelse vedrørende de indlysende forfærdende konsekvenser af det voksende radikale Islam. Den nægter endog ofte overhovedet at acceptere de åbenbare beviser på eksistensen.

Det senest mindre eksempel på sidstnævnte skete ved University of North Carolina, hvor en iransk muslim kørte en jeep ind i en skare af studerende, forårsagende mindre skader. Han meldte sig selv, og informerede politiet og medierne om, at han havde prøvet at dræbe de studerende for at ”hævne døde muslimer verden rundt”.

Hverken universitetet eller det meste af medierne var villige til at karakterisere denne begivenhed som et terroristisk forsøg af en radikal muslim. Hr. Colmes fra ”Hannity and Colmes” syntes at udvise oprigtig forundring over, hvorfor det betød noget, om man kaldte det terrorisme eller blot en voldshandling. Ligeledes angrebet for få år siden på Los Angeles International Airport, der i ni måneder blot blev karakteriseret som et voldeligt angreb, indtil politiet endeligt karakteriserede det som radikale muslimers terrorhandling.

Der har været politiforlydender om, at der er en tiltagende radikal muslimsk gadevold i Storbritannien, der eksplicit stammer fra Radikal Islam, men som ikke rapporteres eller karakteriseres som sådan. Selv de mest åbenlyse begivenheder bliver ekstremt underrapporterede.

I Antwerpen gik ifølge reporter Paul Belien ”unge” marokkanere bersærkergang og smadrede biler og bankede reportere, men politiet blev beordret til hverken at stoppe dem eller arrestere dem. Ifølge en anonym betjent blev ”en ambulance beordret til at slukke for sirenen, da dette kunne provokere marokkanerne”. Denne begivenhed blev også underrapporteret, eller overhovedet ikke rapporteret i de amerikanske medier.

Og så var der selvfølgelig Paris i Frankrig, hvor hundredvis af bygninger og biler blev sat i brand af ”unge” muslimer, gennem uger af optøjer, mens både den franske regering og de fleste ”ansvarlige” eksperter benægtede, at der skulle kunne findes nogen former for radikale komponenter i de største voldsudøvelse i Frankrig siden Anden Verdenskrig. Det havde alt sammen noget med fattigdom, teenageangst og fremmedgørelse at gøre.

Fattigdom og fremmedgørelse kan selvfølgelig ikke forklare den iranske student i North Carolina. Han havde lige modtaget én af de fineste uddannelser mulige i et privilegeret U.S.A. Han havde angiveligt taget avancerede grader i filosofi og psykologi fra et af topuniversiteterne.

Medierne pegede på, at der ikke fandtes nogen beviser på, at dette kunne kædes sammen med Al-Qaeda eller andre terroristceller. Men det er præcist pointen. Truslen mod Vesten er langt mere end bin Laden og Al-Qaeda (selvom de ville være slemt nok).

Den større fare er det gærende Islam, der genererer radikale ideer i en ukendt, men tiltagende procentdel af græsrødder, i den grad inkluderende Europa og, i øjeblikket i mindre grad, U.S.A.

En nation kan ikke designe (og fastholde offentlig støtte for) et rationelt svar på farer, hvis ikke naturen af, og omfanget af, faren, ikke identificeres, omfattende rapporteres og forstås.

Hvad har vi med at gøre? Et lille antal utilpassede ”unge”? Eller et større og tiltagende antal veltilpassede mænd og kvinder, der bare er tilpassede et andet sæt kulturelle, religiøse (eller religiøst forstyrrede) og politiske værdier. Og gør det noget at disse værdier er fjendtlige mod vestlige koncepter omkring tolerance, demokrati, lighed og religiøs frihed?

Offentligheden har retten og det nødvendige behov for at få vor tids begivenheder fuldt og fair beskrevne og rapporterede. Men en heksebryg af psykologisk benægtelse og politisk korrekthed undertrykker de institutionelle regeringsstemmer, politi, skoler, universiteter og medier, når det drejer sig om Radikal Islam.

I takt med at faren vokser men ikke offentligt beskrives, vil befolkningen først være uvidende og ikke kræve tilstrækkelig afhjælpende handling.

Men i takt med at hændelser og rygter stiger i antal vil det offentlige sind uvægerligt mistænke det værste og kræve de stærkeste handlinger. Demagoger vil fremkomme for at forstærke denne vox populi.

Institutionelle stemmer er ikke ansvarlige ved at undertrykke ærlige beskrivelser af radikale islamiske begivenheder. Benægtende eksistensen af ondt (eller at nægte at være dømmende omkring det) har aldrig vist sig at være en pålidelig metode i denne bekæmpelse. Helvede er sandsynligvis fyldt med sjæle der ikke forstod denne pointe.

Leave a Response »

 

Ekstremister overtager britiske moskeer onsdag, apr 15 2009

Næsten halvdelen af Storbritannien´s moskeer er under kontrol af ekstremistiske islamiske sekter, hvis ledere afskyr vestlige værdier, og har kaldt på muslimer at ”udgyde blod” for Allah, har en undersøgelse fra The Times fundet.

Riyadh ul Haq, der støtter væbnet Jihad og prædiker foragt for jøder, kristne og hinduer, står parat til at blive den spirituelle leder af Deobandi sekten i Storbritannien. Den ultrakonservative bevægelse der gav liv til Taliban i Afghanistan, styrer nu ifølge en politirapport set af The Times mere end 600 af Storbritannien´s 1.350 moskeer.

Undersøgelsen fra The Times kaster alvorlig tvivl på regeringens erklæring om, at fremmede prædikanter skal lastes for at Radikal Islam i Storbritannien´s moskeer spredes og Radikal Islam´s tilskyndelse til rekruttering af flere ”hjemmedyrkede” prædikanter.

Hr. ul Haq, 36 år, uddannet og trænet på et islamisk seminarium i Storbritannien er del af en ny generation af britiske imamer, der deler den samme radikale agenda. Han håner enhver muslim der siger, at denne er ”stolt af at være britisk”, og argumenterer, at venskab med den jøde eller kristen gør ”grin med Allah´s religion”.

17 af Storbritannien´s 26 islamiske seminarier styres af Deobandi, og de producerer 80% af uddannede muslimske gejstlige. Mange har fået deres studier finansieret gennem lokale uddannelsesfonde. Sekten, der har en signifikant repræsentation i Muslim Council of Britain, er stærkest i byerne i Midlands og Nord England.

Tallene leveret til The Times af Lancashire Council of Mosques afslører, at 59 af de 75 moskeer I fem byer – Blackburn, Bolton, Preston, Oldham og Burnley – er styret af Deobandi.

Det påstås ikke, at alle britiske muslimer der tilbeder i Deobandi moskeer indtager den isolationalistiske holdning prædiket af Hr. ul Haq, og han udtaler da også selv, at muslimer kun bør ”udgyde blod” udenfor landets grænser.

Men mens nogle Deobandi prædikanter har en mere sammenhængende tilgang til interreligiøse relationer, siger islamiske teologer, at sådanne brobyggende bestræbelser ikke repræsenterer Deobandi tænkning i Storbritannien.

The Times har opnået adgang til talrige taler og prædikener leveret gennem de seneste år af Hr. ul Haq og andre uddannede fra Storbritannien´s mest indflydelsesrige Deobandi seminarier nær Bury i Greater Manchester.

Kun intenderet for muslimske ører afslører de et afgrundsdybt had til vestlige samfund, beundring for Taliban og en passioneret tjenstvillighed overfor martyriet ”på Allah´s måde”.

Seminarierne forbyder kunst, fjernsyn, musik og skak, kræver ”absolut isolation” af kvinder, og anser fodbold for ”en kræftform der har inficeret vore unge”.

Mahmood Chandia, en Bury uddannet der nu er universitetslærer, hævder i én af sine prædikener, at musik er en måde på hvilken jøder spreder ”det sataniske net” for korrumpering af unge muslimer.

”Næsten alle universiteter i England har en afdeling, der kaldes musikafdelingen, og i andre, hvor den sataniske indflydelse er større, kalder de Royal College of Music”, siger han.

En anden tidligere Bury studerende, Bradford baseret Sheikh Ahmad Ali, hyller angrebet på Amerika den 9/11, da dette fungerede som en opvågner til unge muslimer. Dette, siger han, viste dem, at de aldrig vil blive accepteret i Storbritannien, og har foranlediget dem til at ”returnere til Islam: søstre bærer hijab…løven vågner op”.

Hr. ul Haq, den nye generations højest profilerede af Deobandi, leder et islamisk akademi i Leicester, og er tidligere imam ved Birmingham Central Mosque. Beundret af mange unge muslimer trækker han på sin omfattende viden om Koranen og profeten Muhammed´s liv og udtalelser, for at retfærdiggøre sin fjendtlighed mod de vantro, eller ikke-muslimer.

I én af hans prædikener tilskynder han troende til at beskytte deres tro, ved at distancere dig fra den ”onde indflydelse” fra deres ikke-muslimske naboer.

”Vi er her i en meget farlig situation. Vi lever blandt vantro, vi arbejder med dem, vi associeres med dem, vi blander os med dem, og begynder at indtage deres sæder og skikke”.

The Times har gjort gentagne forsøg på at få Hr. ul Haq til at kommentere på indholdet af sine prædikener. Han har dog afvist at svare.

En kommentator vedrørende radikalisme i Pakistan, hvor Deobandi udøver signifikant politisk indflydelse, fortalte The Times, at ”blind ignorance” fra den britiske regerings side har tilladt Deobandi at blive Islam´s dominerende stemme i britiske moskeer.

Khaled Ahmed sagde: ”Storbritannien er ødelagt af puritanismen fra Deobandi. I har tilladt overtagelsen af moskeerne. Sådan kan man ikke lede multikulturalismen, for det er en måde at ødelægge sig selv på. In Storbritannien er buskaberne fra Deobandi blevet endnu mere ekstreme end de er i Pakistan. Det er forbløffende”

Leave a Response »

 

Erklæring vedrørende Durban II søndag, apr 19 2009

Øjnene fra millioner af ofre for racisme, xenofobi og intolerance hviler på jer, repræsentanterne for stater og F.N., og i stedet for at give dem håb har I givet dem håbløshed. I stedet for sandhed har I givet dem tvetydig tale. I stedet for at bekæmpe anti-semitisme har I givet jøder en grund til på global skala at frygte F.N.-drevet tilskyndelse til had.

Durban II konferencen – angiveligt dedikeret til bekæmpelsen af racisme, anti-semitisme og andre former for intolerance – vil åbne den 20. april, årsdagen for Hitler´s fødsel, uden så meget som enighed om at mindes Holocaust og krigen mod jøderne. Jeres udkast omkring Holocaust – selve fundamentet for den universelle erklæring ”Menneskerettighederne” – er i forhold til tidligere versioner reduceret til knap at blive omtalt. Og hvis denne beskedne reference overhovedet overlever, vil den tjene som en reference til jøder der døde for 60 år siden, mens man tolererer og tilskynder mord på jøder her og nu.

Yderligere dæmoniserer udkastet den jødiske stat Israel og har i den forbindelse den frækhed at lade som om det bekymrer sig om anti-semitisme, med et enkelt ord begravet i 17 sider. Anti-semitisme betyder diskrimination mod det jødiske folk. Eftersom ingen af jer tilsyneladende har modet til at sige det, så ER moderne anti-semitismes ansigt F.N., jeres diskrimination mod Israel, kropsliggørelsen af det jødiske folks ret til autonomi.

Igen og igen har vi hørt massive misinformationskampagner om indholdet af disse forhandlinger og udkastet. Vi har hørt fortællinger om, at dette udkast ikke udpeger Israel, at hade er fjernet, at grunden til anti-semitismen i Durban I skulle findes hos NGO´erne, mens staterne og F.N. var ulastelige.

Måske tror I, at journalister og ofre ikke selv vil gide læse Durban erklæringen godtaget af regeringer. Der nævnes kun en stat i erklæringen – Israel. Der nævnes kun en stat associeret med racistiske praktikker i den – Israel. Og alligevel er det første dette udkast gør, er at bekræfte denne afsky, afsky for jøder og arabere der lever i Israel´s frie og demokratiske samfund, og for alle ofre for racisme ignorerede deri. Udformerne af udkastet håber, at ingen læser referencer skrevet med småt. Propagandaen stopper her. Vi har læst det. Vi forstår spillet, og vi fordømmer de hæslige bestræbelser på at gentage Durban agendaen der politisk skal isolere og besejre Israel, eftersom årtiers bestræbelser på at gøre dette militært, har slået fejl.

Højkommissæren for F.N.´s menneskerettigheder og formanden for den forberedende komite fortalte os også i denne uge, at Durban erklæringen i alle sine aspekter er en konsensustekst. Måske er de ikke bekendte med de canadiske forbehold fra Durban 2001, der kategorisk erklærer, at den mellemøstlige retorik er udenfor konferencens område og ikke godkendt. Måske opdagede de ikke, at et af verdens største demokratier, U.S.A, stemte med fødderne, og forlod denne Durban hadekomsammen? Durban har aldrig repræsenteret en global konsensus blandt frie demokratiske nationer. Når spidsen af den islamiske konference behandler Durban som en Bible, er det med deres ord mere præcist bagvaskelse af religioner.

I denne uge besluttede I hvilke stater der burde indtage lederrollen i næste uges konference. Blandt disse stater er nogle af verdens ledende praktikere af racisme, ikke dem der ønsker at ende racismen. I har også besluttet at overrække en global megafon til præsidenten for en stat, der advokerer for folkemord og benægter Holocaust.

Så i en tilstand af chok og afmagt adresserer vi ikke menneskerettighedskrænkerne der glorificerer Durban erklæringen eller dennes næste inkarnation, men demokratierne – og vi spørger: Vil Tyskland sidde på Hitler´s fødselsdag og lytte til en fortaler for folkemord mod det jødiske folk, og yde legitimitet til et forum der tolererer hans tilstedeværelse? Hvad med Storbritannien, fødestedet for Magna Carta? Eller Frankrig der hjalp med afskibningen af jøder til krematorierne?

I kunne have bekæmpet racisme. I valgte i stedet at bekæmpe jøder. I kunne have promoveret de stadigt eksisterende universelle standarder mod racisme. I valgte i stedet i angiveligt kulturelle præferencers navn at formindske deres vigtighed. I kunne have promoveret ytringsfrihed. I valgte i stedet at underminere den med fordrejede koncepttilskyndelser. I kunne have bragt ofre for racisme sammen i en fælles sag. I valgte i stedet at spille ofrene ud mod hinanden i en beskæmmende kamp for tarvelig anerkendelse. For de demokratier der forbliver under disse omstændigheder, er I ultimativt ansvarlige for hvad der kun kan beskrives som en forfærdende bjørnetjeneste mod de virkelige ofre for racisme, xenofobi og relateret intolerance verden over.

Leave a Response »

 

Islamiske sharia domstole i Storbritannien er nu juridisk bindende mandag, apr 20 2009

Islamiske sharia domstole i Storbritannien udnytter er lidet kendt juridisk paragraf, der gør deres afgørelser officielt juridisk bindende under britisk lov, i sager der inkluderer skilsmisse, finansielle stridigheder eller endog vold i hjemmet.

Et nyt netværk af domstole i fem større byer hører i sager, hvor involverede muslimer er enige om at blive bundet af traditionel sharia lov, og under Arbitration Act af 1996 kan domstolenes beslutninger stadfæstes af landets domstole og Højesteret.

Myndigheder bag det nye system hævder at have beskæftiget sig med mere end 100 sager siden sidste sommer, inklusive seks sager involverende vold i hjemmet, som er en kriminel forbrydelse og ikke en civil strid, og sharia myndighederne har udtalt, at de håber på at kunne overtage et tiltagende antal ”mindre” kriminalsager i fremtiden.

Kvinder kommer sandsynligvis til at lide mere under sharia lov, der ikke behandler kvinder på lige fod med mænd.

Afsløringerne affødte et ramaskrig, med advarsler om at det fundamentale princip om ligebehandling af alle – grundstenen i britisk lov – bliver alvorligt undermineret.

Kritikere frygter, at Storbritannien´s islamiske ekstremister nu vil prøve at gøre sharia lov det dominerende lovsystem i muslimske nabolag, og advarer om, at kvinder ofte modtager mindre favorabel behandling i hænderne på traditionelle islamiske domstole.

Ærkebiskoppen af Canterbury antændte kontroverser, ved at antyde at anerkendelsen af sharia var uundgåelig.

Emnet udviklede sig tidligere i år til større kontroverser, efter at ærkebiskoppen af Canterbury Dr. Rowan Williams offentligt hævdede, at formel anerkendelse af sharia lov ”syntes uundgåelig”, og den næsthøjeste dommer i Storbritannien Lord Phillips gav sin opbakning til anvendelsen af islamiske domstole i behandlingen af stridigheder omkring familie, ægteskab og økonomi.

Sharia domstole har i årevis uofficielt opereret i britiske muslimers samfund, men indtil nu har afgørelserne ikke kunne stadfæstes, og var derfor afhængige af frivillig deltagelse.

Det muslimske Arbitration Tribunal paneler etablerede af juristen Sheikh Faiz-ul-Aqtab Siddiqi, opererer nu i London, Manchester, Birmingham og Nuneaton, med planer om flere i Glasgow og Edinburgh.

Hr. Siddiqi sagde: ”Vi erkendte, at under Arbitration Act kan vi lave afgørelser, der kan stadfæstes i Landsretten og Højesteret. Arbitration Act tillader at stridigheder løses med anvendelse af alternative tribunaler. Denne metode kaldes ”alternativ stridighedsløsning”, hvilket for muslimer er hvad sharia domstole er”

Sager indtil videre behandlede af domstolene inkluderer muslimsk skilsmisse, arvespørgsmål og nabostridigheder, sagde han.

Men såvel som civile stridigheder har sharia domstolene også behandlet sager om vold i hjemmet. I alle seks sager, sagde han, beordrede sharia dommerne ægtemændene at tage kurser i vredeshåndtering og undervisning fra ældre muslimske samfundsmedborgere, men idømte ikke yderligere straf.

Alle kvinder trak i sidste instans deres anmeldelse til politiet tilbage, der derefter indstillede undersøgelserne.

Hr. Siddiqi hævdede, at fordelen var, at ægteskaberne blev reddet, og at parrene blev givet en ny chance.

Men kritikere frygter, at kvindelige muslimske ofre vil blive pressede til accept af sharia domstole, og ægtemænd vil slippe med lettere straffe end i almindelige domstole.

I en nylig arvestrid i Nuneaton blev en muslimsk mands ejendom delt mellem tre døtre og to sønner, hvor begge sønner fik dobbelt så meget som døtrene fik – i overensstemmelse med sharia lov.

I en almindelig domstol ville alle søskende have været behandlede éns.

Douglas Murray, direktøren for Centre for Social Cohesion, fordømmer den seneste udvikling som ”forfærdende”. ”Jeg mener ikke sharia domstole hverken skulle have været godkendte eller gennemtvungede af den britiske stat”.

Skygge kabinetssekretær Dominic Grieve sagde: ”Disse tribunaler har ingen plads i forbindelse med bindende afgørelser i skilsmissesager eller høringer i kriminalsager. I stedet for at behandle flere sager, skulle de ikke behandle nogen overhovedet. Britisk lov er absolut, og skal forblive sådan”.

Muslimske grupper peger på, at jødiske Beth Din domstole på lignende vis har håndteret civile juridiske sager i mere end 100 år i Storbritannien, og nu opererer under Arbitration Act af 1996.

Inayat Bunglawala fra Muslim Council i Storbritannien sagde, ”Vi støtter disse tribunaler. Hvis de jødiske domstole tillades at fungere, så må sharia domstolene også tillades”.

Justitsministeriet sagde: ”Sharia lov er ikke en del af loven i England eller Wales, og regeringen har ingen intentioner om at lave ændringer, der ville komme i konflikt med britiske love eller værdier. I alle sager vil afgørelserne blive stadfæstede af engelske domstole, hvis kravene fra Arbitration Act af 1996 mødes. Hvis nogen af beslutningerne af disse tribunaler er i strid med loven eller imod den offentlige politik under Engelsk Lov, ville de ikke kunne stadfæstes”.

En nylig undersøgelse fra Centre for Social Cohesion fandt, at 40% af britiske muslimske studenter ønskede introduktionen af sharia lov i Storbritannien, mens 33% ønskede en verdensomspændende sharia baseret regering.

Leave a Response »

 

Multikulturalisme: Kulturer mikser ikke; de kolliderer tirsdag, apr 21 2009

Multikulturalisme er benægtelsen af den simple sandhed, at kulturer kolliderer. Tilhængerne af multikulturalisme angriber denne sandhed ved at hævde, at:

Alle forskellige kulturer kan leve sammen som én stor lykkelig familie, så snart vi slipper af med de onde folk, såsom racisterne, sexisterne, fascisterne, chauvinisterne, de fordomsfulde og bonderøvene – alle dem der ikke vil ændre deres overbevisning så den passer den seneste mode.

De ytrer ikke disse ord direkte, da en sådan enkel erklæring omgående ville afsløre multikulturalismens absurditet, men det er hvad de antyder gennem deres ord og gerninger. Deres opfattelsers mangler er lette at erkende, da forskellige kulturer har forskellige overbevisninger, der gør dem inkompatible. Eksempelvis enten:

Stenes utro til døde, eller ej

Afhugges hænder på tyve, eller ej

Gennembores unge med et spyd hvis de viser alderdommen foragt, eller ej

Kvindelige familiemedlemmer der vanærer deres familie myrdes, eller ej

Alle disse konfliktende værdier er kulturvalg, men det står klart, at kun én retning kan følges, så én kultur må dominere.

Det sæt værdier der regerer Danmark er dansk kultur, hvilket er landets lov, og enhver der forsøger at påføre modsatrettede kulturelle værdier, vil påføres juridisk straf, hvilket betyder, at for at opretholde lov og orden, må andre kulturers værdier benægtes. Det multikulturelle regime har dømt kvindelig omskæring for forfærdelig til at tillades, selvom det praktiseres af millioner, og kun vedrører de der tilhører fremmede kulturer. Dette forbud er en klar tilkendegivelse af, at der findes barbariske praktikker, der ikke kan tillades, hvilket er en erklæring om, at der findes folk der praktiserer barbari. Barbarer må man modsætte sig – en modsigelse af deres egen multikulturelle yngel.

Forskellig forståelse mellem kulturer gør forskellige kulturer fjender, der vil kæmpe for at påføre deres vilje på andre. Vestlig civilisation består af forskellige kulturer, der konstant har kæmpet for at dominere hinanden, ofte gennem krig. Multikulturalismens uundgåelige virkning på Danmark, og alle andre kulturer der optager den, er kulturelt selvmord. Ved at tillade folk fra kulturer forskellige fra den danske kultur, tillader danskerne at lade barbarer overrende deres samfund.

Leave a Response »

 

Feministernes angreb på fornuft torsdag, apr 23 2009

Tyve år efter kvinder i større antal begyndte at gå på jurastudiet, dukker feminister op som professorer på jurastudiet, som lovgivere, som kongresansatte, anklagere, retsskrivere og endog dommere. De er glimrende at have kvinder i alle disse positioner, men et stort antal feminister forårsager ildevarslende dislokationer af grundlæggende koncepter i amerikansk lov og ret. Feministernes mål er ikke rimelig behandling af kvinder, men redistributionen af magt fra den ”dominerende” klasse (det mandlige patriarkalske system) til den ”undertrykte” klasse (nominelt kvinder, men faktisk kun feminister der ved hvordan man spiller efter de regler de selv har opfundet).

Feminister har solgt fiktionen om, at mænd er engagerede i en gigantisk konspiration mod kvinder, at omkring 85% af kvinderne bliver seksuelt chikanerede på arbejdspladsen, og at omkring 50%-70% af konerne får tæv af deres ægtemænd.

Feministerne ønsker at etablere den regel, at krænkelser af kvinder skal defineres (ikke objektivt, men subjektivt) på basis af hvordan kvinden følte i stedet for hvad anklagede gjorde.

Før feminismens udbrud i 1970´erne var der bogstaveligt talt hundredvis af love der gav fordele og beskyttelse til kvinder baseret på samfundets almindelige fornuftserkendelse af livets fakta og den menneskelige natur. Disse inkluderede forbud mod seksuelt samkvem med mindreårige, Mann loven, ægtemandens forpligtelse til at støtte sin kone og forsyne hende med et hjem, særlig beskyttelse af enker og love der gjorde det en forseelse at anvende obskønt eller profant sprog i en kvindes nærvær.

Ruth Bader Ginsburg var den fremmeligste feministiske jurist i 1970´erne. Som professor ved Columbia University argumenterede hun, at alle forskelle baseret på køn var diskriminerende og, derfor, skulle forkastes. Hun vandt adskillige højesteretssager med den teori. I stat efter stat, såvel som i Kongressen overtalte feministiske jurister lovgiverne om at kønsneutralisere deres love.

Teoretisk virkede det som Ginsburg krævede en lighedsdoktrin, modsættende sig Mann loven da den ”var ment som beskyttelse af kvinder mod onde mænd”, hvilket hun mente var nedværdigende mod kvinder. Men i praksis krævede hun affirmative action (genoprettende handling) for kvinder, selv i militæret. I 1990´erne gad feministerne ikke længere så meget som nævne kønslighedens mål (undtagen selvfølgelig når det støttede deres forehavende). Deres mål er feminiseringen og underlæggelsen af mænd, og deres taktik er at skråle ”offergørelse” og ”konspiration”. De har lanceret en bredside mod så grundlæggende rettesnore som lighed under loven, juridisk neutralitet, en anklaget er uskyldig indtil bevist skyldig og dom kræver bevis uden for begrundet tvivl.

Kvindelige sagsøgere har altid været stand til at sagsøge krænkende seksuelle handlinger på arbejdspladsen ved at anvende lovpræcedens. Feminister afviser dette, da de ønsker sager om sexchikane skal baseres på en vanvittig opfattelse af mandlig konspiration der offergør kvinderne og/eller deres nyligt opfundne lovteori om, at et ”fjendtligt arbejdsmiljø” er en form for ”kønsdiskrimination”.

Højesteret optog denne feministiske teori i en 1986 sag Meritor Savings Bank mod Vinson, hvor domstolen endog gik så langt som at sige, at ”frivillighed som opfattet samtykke” ikke er et forsvar. Denne opfattelse blev opfundet af jurist og professor Catharine Mackinnon, der siges at have udbrudt: ”Hvad denne afgørelse betyder, er at vi fra begyndelsen har opfundet denne lov, og nu har vi vundet”. Det er præcist hvad der skete.

I 1991 fandt en føderal distriktsdomstol i en sag i Jacksonville, Florida en ansat skyldig i ”fjendtligt arbejdsmiljø”, selvom der ikke fandtes nogen beviser på seksuel sprogbrug eller krav rettet mod sagsøger, der påstod, at hun følte sig seksuelt chikaneret. De andre kvindelige ansatte sagde, at de ikke følte sig seksuelt chikanerede, men dommeren sagde, at deres vidnesbyrd blot ydede ”yderligere bevis for offergørelsen”. For at understøtte deres påstande om at 85% af alle kvindelige ansatte bliver seksuelt chikanerede, har feministerne defineret det så bredt, at det er trivialiseret til at inkludere opførsel der blot er irriterende.

En afgørelse i 1991 erstatter ”common law ”reasonable man” standard med en ”reasonable woman” test, favnende den feministiske opfattelse af 1990, at mænd og kvinder ikke kan se de samme begivenheder på samme måde. Domstolen erklærede, at den gamle ”common law standard systematisk ignorerer kvinders oplevelse”.

Den ”unreasonable woman” regel er hvad feministerne nu kræver. Feministerne ønsker at offeret mere end loven skal definere krænkelsen. Husk at feministerne ophævede de gamle love, gørende det en forseelse at tale ”enhver obskøn, profan, uanstændig, vulgær, antydende eller umoralske beskeder” til kvinde eller pige. Nu argumenterer de, at det er præcist ligeså tvivlsomt for en mand at kalde en kvinde ”skat” eller ”søde” som det er at kalde hende en kælling. Feministerne prøver at håndhæve regler om, at enhver mands ord kan straffes, hvis en kvinde subjektivt ikke kan lide dem, og grundlaget er hvordan kvinder føler, ikke hvad manden sagde.

Feministerne promoverer aktivt talekoder på universiteterne, for at forbyde hvad de kalder diskriminerende eller chikanerende tale. Jokes er selvfølgelig ikke tilladte, da feminister ingen humor har. Næsten 400 universiteter har disse taleregulativer.

Feministerne ønsker at syndromet om voldsramte kvinder skal frigøre alle kvinder for voldsdomme. Feministerne skubber endog Catharine Mackinnon fantasien til, at al heteroseksuel sex skal opfattes som voldtægt, med mindre en samtykkende, sober, eksplicit, mundtlig samtykke kan bevises.

Feministerne ønsker, at voldsramte kvinder der slår deres ægtemænd ihjel skal anses for værende noget normalt. De ønsker at vi skal mene, at det skal opfattes som selvforsvar at dræbe en sovende mand. De ønsker at etablere godkendelse for, at kvinder kan dræbe deres angiveligt misbrugende bofæller.

Flere jurister, lærde og akademikere er svært behøvede for at italesætte og eksponere feministernes tåbeligheder som de er: et groft angreb på rettighederne.

Leave a Response »

 

Europa versus Radikal Islam torsdag, apr 30 2009

Optøjerne der konsumerede de franske forstæder og optøjerne over de danske Muhammedtegninger, har understreget for alle at se, at der foregår en vedholdende kamp mod Radikal Islam (bedre kendt som ”terrorisme”), der om noget mere er et problem for Europa end for Amerika. For U.S.A. med en muslimsk befolkning på mindre end 1% af totalbefolkningen er Radikal Islam et problem man har ”derovre” i de dysfunktionelle områder af Mellemøsten som Pakistan og Saudi Arabien. For Europa derimod er det en langt mere umiddelbar og truende krise, da den er hjemlig. I Holland udgør muslimerne 6 til 7% af befolkningen, og i Amsterdam og Rotterdam er op mod halvdelen af indbyggerne muslimsk. I Frankrig når procentdelen op til 12 til 13 %. Mange af organisatorerne af terrorhandlinger, inklusive Mohammad Atta, lederen den 11. september; bomberne den 7. marts i Madrid; Mohammed Bouyeri, morderen af den hollandske filmskaber Theo van Gogh og den 7. juli bomberne i London, var ikke radikaliserede i Mellemøsten men i Vesteuropa. Mange, som Bouyeri og London bomberne, var andengenerations borgere, der talte deres tilflyttede lands sprog flydende.

Den europæiske dimension af det islamiske problem har i Europa i nogen tid været til diskussion, et emne forfulgt af akademikere som Bassam Tibi, en syrisk født professor fra Göttingen og den franske islamekspert Oliver Roy og Gilles Kepel. Men indtil for nylig har niveauet af Politisk Korrekthed omkring emnet været så undertrykkende, at kun få politikere og journalister har turdet tale åbent om et emne, der genererer enorm frygt i befolkningen. Amerikanere har ikke mødt de samme forhindringer, og der findes nu en spirende og markant varslende litteratur omhandlende den islamiske trussel mod Europa. Den dystre diagnose af Europa´s hjemlige situation er fuldstændigt retfærdiggjort: Længe før de franske optøjer bemærkede den franske efterretningstjeneste, at der fandtes dusinvis af nabolag hvor fransk politi ikke turde sætte fødderne. Problemet er, hvordan man adresserer situationen fremover, og de grundlæggende forhold er klare. Regeringerne må slå ned på ekstremister og jihadister, på måder der ikke risikerer yderligere fremmedgjorte minoritetssamfund; deres mål må være at integrere moderate muslimer bedre, mens man undgår højreorienterede populistiske tilbageslag. Desværre for enhver der skuer efter amerikanske forskrifter – hvor assimilation trods alt har en lang historie – vil man finde mere larm og raseri end anvendelig indsigt.

Indtil videre har skingre stemmer domineret området med Pat Buchanan i front med bogen ”The Death of the West”, og Tony Blankley fra The Washington Times, for nylig følgende op med bogen ”The West´s Last Chance”. Bruce Bawer tilbyder nu en mere balanceret, om end stadig højst dyster prognose, hvor han undersøger Europa´s vanskeligheder i ”While Europe Slept”. En skribent og kritiker der tidligere boede i New York (han begyndte på The New Criterion), er Bawer, og er tilfældigvis bøsse. Ud fra eget udsagn flyttede han i de sene 1990´ere med sin partner til Europa, da han fandt atmosfæren af konservative kristendom i U.S.A. tiltagende undertrykkende. Levende både i Norge og Holland lærte han at tale norsk og hollandsk, og fandt ud af, at den virkelige trussel mod hans personlige frihed ikke kom fra konservative kristne, men fra intolerante muslimer der både er homofobiske og tiltagende højlydte kontinentet over.

Bawer´s virkelige tungsind er dog reserveret for de europæiske eliter, der indtil nu har ignoreret den tiltagende trussel mod deres demokrati, mens de bebrejdede Amerika og Israel for deres problemer. Europæerne han møder er arven fra 1968 revolten, der favner en barnlig anti-etablissement politik, der bebrejder kapitalismen og Amerika for verdens problemer, mens muslimske unge angriber homoseksuelle i vor midte. Nationale ledere putter sig hos autoritære arabere, og ignorerer befolkningens klager over kriminalitet i immigrantsamfund i et håb om at købe dem selv fred. Folk som Pym Fortuyn, den homoseksuelle hollandske politiker, der var den første til tydeligt at sige, at muslimer var en trussel mod centrale hollandske værdier af åbenhed og pluralisme (og som blev myrdet af en dyrerettighedsaktivist), afsværges af medierne og den akademiske elite som fascistisk og racistisk.

Fordømmelser som disse er præcist hvad Buchanan og Blankley inviterer til, mere end hjælper at undgå med oprørende advarsler og urealistiske forslag, der udelukkende tjener til næring af intolerance. I ”The Death of the West” elaborerede Buchanan på kulturkrigen han først havde gjort berømt ved det republikanske konvent i 1992, hvor han fremlagde et kristent, familieorienteret, patriotisk, protektionistisk og isolationalistisk Amerika mod et Amerika der er militant anti-religiøst, kosmopolitisk, globalt, multikulturelt og for homoseksuelle. I sin bog bruger han anseelig tid på at tale om den demografiske krise i Europa, som han tilskriver sidstnævntes mangel på borgerlige vælgere. Citerende fremskrivninger fra velkendte demografer fremsætter Buchanan advarsler om hvordan Tyskland omkring 2050 vil have mistet en tredjedel af sin befolkning, hvordan 52% af italienske kvinder mellem 16 og 24 planlægger ikke at få børn, og hvordan disse hvide europæere indenfor få generationer vil blive udkonkurreret af muslimske immigranter takket være tilkommernes højere fødselstal. Som Blankley – hvis bog ”The West´s Last Chance” åbner med et vildt urealistisk, hypotetisk scenario i hvilket en moderat republikansk senator der stiller op til præsidentvalget, søger støtte fra det tiltagende militante amerikansk muslimske samfund ved at tale for indførelse af sharia lov i U.S.A. – Buchanan tilskriver denne demografiske nedgang til Europa´s tab af kristne værdier, og favnelsen af feminisme, multikulturalisme og internationalisme.

Det ”Vesten” Buchanan mener, er døende, er ikke defineret af universalistiske ideer om rettigheder og værdighed; det er defineret af Kristendom og etnicitet. Hvis det kun handlede om at have de rette værdier, så skulle han velkomme latinamerikanske immigranter, der deler hans katolisisme, eller muslimer der er lige så socialt konservative som ham. Men hans konservatisme er mere af den traditionelt europæiske slags, hvor den primære loyalitet ligger hos éns egen stamme i en verden af konkurrerende stammer. Og de midler Blankley og Buchanan advokerer for, er dømt til at gøre problemerne værre, ved at underminere den assimilationsmodel der redder Amerika fra Europa´s krise.

Blankley foreslår at lukke grænsen til Mexico, indføre nationale identitetskort og indføre etnisk profilering uden i den forbindelse at føle forlegenhed. Han går så langt som at retfærdiggøre Roosevelt i hans karantæne af amerikanske japanere under Anden Verdenskrig, med de implikationer der kan være indenfor vores ret til at gøre det samme med amerikanske muslimer. Buchanan ser ligeledes med nostalgi tilbage på Operation Wetback, der udviste en million mexicanske gæstearbejdere i 1950´erne, og skænder på præsident Bush der nægter i dag at gøre 5 til 10 millioner illegale immigranter til emne for en tilsvarende behandling. Både Blankey og Buchanan har det samme råd til europæere: Gå i kirke igen og få flere børn. Og held og lykke. Selv hvis der i Europa var en genvækkelse af kristen identitet, så udtrykker Buchanan-Blankley visionen kun mere militant konfrontation med de millioner af europæere, der ikke er kristne.

Der er ingen tvivl om, at hvad der er kommet til at hedde ”Eurabien”, konstituerer et stort problem for demokratiet der, et problem der for den europæiske elite ingen undskyldning findes for ikke at have erkendt og adresseret i tide. De opererede for længe under den falske forståelse, at liberal pluralisme betyder respekt for samfundenes rettigheder mere end individernes rettigheder, og de var ikke villige til at træde til, da eksempelvis en marokkansk familie tvang deres datter i ægteskab, eller mod hendes vilje afskibede hende til Marokko. Fashionabel multikulturalisme tilpassede sig traditionel europæisk korporatisme og muslimske samfund i isolerede ghettoer, der derefter blev frugtbar jord for væksten af en højst intolerant version af Islam.

Dog, den dybere årsag til Europa´s manglende evne til at integrere muslimske immigranter, som Bawer ser det, er ikke multikulturalisternes idé favnet af venstrefløjen, men Buchanan´s forståelse af identitet – en forståelse der indtil for fem år siden forhindrede en tysktalende tredjegenerations tyrker i at opnå statsborgerskab, da han ikke havde en tysk mor. Ifølge Bawer ”vil europæerne tillade immigranter i deres land; de vil betale skat, så deres regering kan redistribuere (om nødvendigt til evig tid) støtte….Men de vil ikke virkeligt se dem som nordmænd eller hollændere. Og de vil kraftigt modsætte sig ideen om, at immigranter lever blandt dem som respekterede, fuldt ligeværdige”. Amerikansk identitet derimod har fra begyndelsen været mere overbevisningsbekendende og politisk end baseret på religion og etnicitet. Nyligt naturaliserede guatemalere og koreanere i Amerika kan stolt sige, at de er amerikanere. Pat Buchanan kan måske ikke lide det, men det er præcist, hvad der redder os fra den fælde, europæerne er faldet i.

De alarmerende prognoser i disse bøger er blevet taget meget mere alvorligt i Europa gennem den seneste tid som resultat af muslimsk vold. Hollænderne taler om van Gogh mordet som deres 9/11, og den politiske transformation har været forbløffende. Regeringen har lukket for stort set al ny indvandring til landet, og givet politiet udvidede beføjelser i jagten på potentielle terrorister. Traditionel multikulturalisme ses nu i almindelighed i Holland som fejlslagen, og bliver alvorligt betvivlet i Storbritannien. Der ruger i Europa blandt almindelige borgere et alvorligt ”tilbageslag”, der senest i Frankrig og Holland stemte imod den nye europæiske konstitution, i det mindste delvist grundet den opfattelse at de troede at dette betød tyrkisk medlemskab af E.U.

Problemet de fleste europæiske samfund i dag står overfor, er, at de ikke har nogen vision omkring de positive kulturelle værdier deres samfund repræsenterer, og burde promovere, ud over endeløs tolerance og moralsk relativisme. Hvad hvert enkelt europæisk samfund behøver, er at opfinde en åben form for national identitet i stil med den amerikanske overbevisning, en identitet der for tilkommere er tilgængelig uanset etnicitet eller religion.

Dette var ideen bag Bassam Tibi´s ”Leitkultur” (vejledende eller refererende kultur), opfattelsen af at Europæisk Oplysning gav grobund for en markant og positiv universalistisk kultur baseret på individets værdighed. Muslimer der kommer til Europa vil minimum forventes at acceptere dette perspektiv som deres eget. De tyske kristne demokrater støttede forsigtigt en version af dette, kun for at blive sendt i defensiven af venstrefløjen med anklager om racisme og immigrantfordomme. Interesse i ”demokratische Leitkultur” er dog genvækket i lyset af de seneste begivenheder, og en energisk debat har åbnet sig i bestræbelserne på at definere den. Der vil være mange fejltrin undervejs: Baden-Württemberg har eksempelvis nyligt introduceret en test, der kræver, at respondenten støtter homoseksuelle ægteskaber som en betingelse for at opnå statsborgerskab, noget der bevidst er designet til eksklusion af muslimer.

Tiden er ved at rinde ud for adresseringen af disse spørgsmål. Europæerne skulle for en generation siden have begyndt diskussionen om, hvordan muslimske minoriteter integreres, før vindene af Radikal Islam begyndte at blæse. Tegningkontroversen, for at begynde med et prisværdigt europæisk ønske om at anslå grundlæggende frihedsværdier, kan konstituere et ”point of no return”, der vil være svær at tilbagekalde. Vi burde være alarmerede over problemets omfang, men vise i behandlingen af dette, eftersom eskalerende kulturelle konflikter kontinentet over vil bringe os tættere mod et opgør mellem islamister og sekularister, der tiltagende vil ligne civilisationernes sammenstød.

Leave a Response »

 

Britisk flyselskab fjerner Israel fra kortet fredag, maj 1 2009

Det britiske flyselskab BMI har fjernet Israel fra de elektroniske kort flypassagererne på nogle af selskabets fly anvender, rapporterer Army Radio. Rapporten hævder, at grunden var, at man ville undgå at støde muslimske passagerer. Kortene viste til gengæld retningen mod Mekka. Israel findes ikke på kortene på BMI fly mellem London og Tel Aviv, og Khefa, det arabiske præuafhængighedsnavn for Haifa, vises på kortene. Yderligere viser de elektroniske kort distancen mellem flyet og Mekka. Flyselskabet hævder, at kortene ikke grundet ”logistiske problemer” er blevet udskiftede. I stedet er de i øjeblikket fjernet fra de to fly, der transporterer passagerer til Tel Aviv. ”Af den grund blev underholdningssystemerne i de to fly tilpasset passagererne der flyver mellem disse destinationer, og derfor viste kortene hovedsagligt steder der er hellige for Islam”, sagde flyselskabet i en erklæring. BMI benægtede, at de havde en politisk agenda. ”Hvis BMI havde nogen politisk agenda om at støde nabolande, ville det ikke have investeret så meget i Tel Aviv linien”, erklærede selskabet. ”Det er en fejl. Det elektroniske kort vil blive fjernet fra flyselskabets to fly, der opererer på ruten til Tel Aviv”, erklærede BMI. ”Vi gør os alle bestræbelser for gennem en apolitisk politik at tage passagerernes følelser i betragtning”. Flyselskabet har ruter til Syrien, Libanon og endog Iran, vis præsident Mahmoud Ahmadinejad har svoret at ”udrydde Israel fra kortet”. BMI har nylig fået en aftale med Israel´s turistministerium om udvidelse af flyruter til Israel. Transportminister Gideon Sitterman fortalte Army Radio, ”at lave forretninger med Israel har sine fordele og ulemper, men han vil ikke bifalde en situation, hvor de skjuler eksistensen af Israel, men ønsker at lave forretninger med Israel”. BMI kryber tilsyneladende for at tilpasse sig sine saudiarabiske passagereres følelser. Det britiske ugentlige Sunday Times rapporterede sidste uge, at en stewardesse blev fyret, da hun nægtede at iføre sig et abaya hovedtørklæde og uanset rang gå bag mandlige stewardesser på en tur til Saudi Arabien. Det interne BMI dokument henvendt til personale på fly til Saudi Arabien erklærede: ”Det forventes at kvindeligt personale i offentlige områder, uanset rang, går bag deres mandlige modparter, såsom i lufthavne”. Stewardessen Lisa Ashton nægtede at overholde politikken fra BMI, og blev fyret, da hun nægtede at rejse til Saudi Arabien, hvis det ville blive krævet, at hun skulle iføre sig et abaya hovedtørklæde.

Leave a Response »

 

Hitler var venstreorienteret lørdag, maj 2 2009

”Vi er socialister, vi er fjender af dagens kapitalistiske økonomiske system, der udnytter de økonomisk svage, med de uretfærdige lønninger, med de upassende vurderinger i forhold til velstand og ejendom i stedet for ansvar og præstation, og vi er fast besluttede på at ødelægge dette system under alle omstændigheder” – Adolf Hitler

(Tale den 1. maj 1927)

Nedenfor står programmet af Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei. Det består af 25 punkter, der inkluderer metoder der skulle redistribuere indkomst og krigsprofitter, profitdeling i store industrier, nationalisering af fonde, omfattende udvikling af alderdomspension og gratis uddannelse. Dette demonstrerer med al tydelighed, at Hitler var venstreorienteret og her er beviset.

De 25 punkter i NSDAP blev udarbejdet af Adolf Hitler og Anton Drexler. De blev offentliggjort

den 24. februar 1920 ”til en skare af to tusinde og hvert eneste punkt blev accepteret med jublende billigelse”. Hitler forklarede i det femte kapitel i ”Mein Kaampf” formålet med disse punkter:

”Den nye bevægelses program blev summeret i få vejledende principper, femogtyve i alt. De blev angivet for at give, primært til den almindelige borger, et overordnet billede af af bevægelsens mål, og er derudover velegnet til at sammenføje gennem alment erkendt forpligtelse, de der er blevet rekrutteret”.

Hitler var besluttet på at have et samfund af gensidig interesser, der ønskede gensidig succes, i stedet for ét der gennem kontrol med penge og forskellige værdier delte samfundet.

”Den fællesinteressen før selvinteressen. Det er ånden i programmet. Brydende interessernes trældom. Dette er kernen af nationalsocialismen”

I denne ligefremme hensigtserklæring omformede Hitler sin ideologi til en handlingsplan, der skulle i de kommende år skulle bevise sin popularitet hos det tyske folk. For mange var den abrupte vej væk fra traditionel politik som praktiseret i den vestlige verden, lige så overraskende som dens liberale natur og fremsynethed omkring de fremspirende problemer i vestligt demokrati.

 

1. Vi kræver foreningen af Tyskland i et Stortyskland på basis af retten til national selvbestemmelse

2. Vi kræver lige rettigheder for det tyske folk i mellemværende med andre nationer, og tilbagekaldelse af fredstraktaten fra Versaille og Saint-Germain.

3. Vi kræver land og territorium, der skal brødføde vort folk og skaffe plads til vores overskydende befolkning.

4. Kun medlemmer af nationen kan blive borgere i staten. Kun de af tysk blod, uanset deres tro, kan blive medlemmer af nationen. Altså kan ingen jøde blive medlem af nationen.

5. Ingen borgere kan leve i Tyskland som gæster, men må underlægges love for fremmede.

6. Retten til at stemme på statens regering og lovgivning skal udelukkende nydes af statens borgere. Vi kræver derfor, at alle officielle udnævnelser af enhver slags, om i riget, staten eller mindre lokationer, skal holdes af ingen andre end borgere. Vi modsætter os de korrupte parlamentsvaner med at fylde poster udelukkende i overensstemmelse med partiets overvejelser og uden skelen til karakter eller evner.

7. Vi kræver, at staten skal gøre det til sin primære pligt at skabe leverum for sine borgere. Hvis det skulle vise sig umuligt at brødføde hele befolkningen, må fremmede deporteres fra riget.

8. Al ikke-tysk immigration må forhindres. Vi kræver, at alle ikke-tyskere der efter 2. august 1914 betræder tysk jord, skal kræves at forlade riget omgående.

9. Alle borgere skal have lige rettigheder og pligter

10. Det må være enhver borgers første pligt at udføre fysisk og mentalt arbejde. Individets aktiviteter må ikke kollidere med almenets interesser, men må fortsætte indenfor samfundets rammer og være for det fælles bedste.

     

    Vi kræver derfor:

     

11. Forkastelsen af indkomster ikke tjent gennem arbejde

     

    Bruddet på interesseslaveriet

     

12. I lyset af de enorme ofre af liv og ejendom en nation i enhver krig afkræves, skal personlig berigelse anses for en forbrydelse mod nationen. Vi kræver derfor skånselsløs konfiskering af alle krigsprofitter.

13. Vi kræver nationaliseringen af alle forretninger, der er blevet formet til selskaber.

14. Vi kræver profitdeling i store industrielle selskaber.

15. Vi kræver omfattende udvikling af alderssikring.

16. Vi kræver skabelsen og vedligeholdelsen af en sund middelklasse, omgående kommunalisering af store forretninger og udlejning af disse til en billig leje til små forretningsdrivende, og at den allerhøjeste betænksomhed skal vises alle små forretningsdrivende i placeringen af stat og kommune.

17. Vi kræver en landreform passende for vore nationale behov, vedtagelsen af en lov for ekspropriering af land for offentlige formål uden kompensation; afskaffelsen af ejendomsskat og forbud mod spekulation i land”.

18. Vi kræver skånselsløs forfølgelse af de hvis aktiviteter skader almenhedens interesser. Simple kriminelle, ågerkarle, profitmagere og så videre, skal straffes med døden, uanset tro eller race.

19. Vi kræver at romersk lov, der tjener en materialistisk verdensorden, skal erstattes med tysk lov.

20. Staten skal overveje en omhyggelig rekonstruering af vort nationale uddannelsessystem (med det mål for enhver hårdtarbejdende tysker at åbne for muligheden for en højere uddannelse, og derigennem opnå avancement). Curricula ved alle uddannelsesinstitutioner må bringes på linie med kravene i det praktiske liv. Målet med skolen skal være at give eleven, ved første tegn på intelligens, en fornemmelse for nationalstaten (gennem studier af forvaltning). Vi kræver uddannelse af begavede børn af fattige forældre, uanset klasse eller beskæftigelse, på statens regning.

21. Staten skal sikre, at nationens sundhedsstandarder løftes gennem beskyttelse af mor og barn ved at forbyde børnearbejde, gennem promoveringen af fysisk styrke gennem lovgivning, sørgende for lovpligtig gymnastik og sport, og gennem omfattende støtte til klubber engageret i den fysiske træning af ungdommen.

22. Vi kræver afskaffelsen af en hær af lejesoldater og grundlæggelsen af en folkets hær.

23. Vi kræver juridisk forfølgelse af bevidst politisk løgnagtighed og udbrede dette i pressen. For at facilitere skabelsen af en tysk nationalpresse kræver vi:

 

(a) at alle redaktører af, og bidragere til, aviser der udkommer på tysk, skal være medlemmer af nationen;

(b) at ingen ikke-tysk avis må udkomme uden udtrykkelig tilladelse fra staten. De må ikke trykkes på tysk;

(c) at ikke-tyskere ved skal lov forbydes at deltage finansielt i, eller have indflydelse på, tyske aviser, og at straffen for overtrædelse af en sådan lov, skal være undertrykkelsen af enhver sådan avis, og omgående deportation af involverede ikke-tyskere.

Offentliggørelsen af aviser der ikke er fremmende for den nationale velfærd, skal forbydes. Vi kræver juridisk forfølgelse af alle disse tendenser i kunst og litteratur, der korrumperer vort nationale liv, og undertrykkelsen af kulturelle begivenheder der forvolder sig mod dette krav.

24. Vi kræver frihed for alle religiøse sekter i staten, forudsat at de ikke truer statens eksistens eller støder den tyske races moralske følelser.

Partiet som sådan, står for positiv kristenhed, men tilslutter sig ikke nogen særlig sekt. Den bekæmper den jødisk-materialistiske ånd indenfor og udenfor os, og er overbevist om, at vor nation kun kan opnå permanent sundhed indenfor det grundlæggende princip om: ”Fællesinteresse frem for selvinteresse”

25. For at iværksætte dette program kræver vi skabelsen af en stærk central statsmagt; parlamentets ubetingede politiske centralautoritet over hele riget og dets organisationer; og skabelsen af selskaber baseret på gods og stilling med formålet at udføre den almindelige lovgivning vedtaget af riget i de forskellige tyske stater.

Lederne af partiet lover at arbejde skånselsløst – om nødvendigt at ofre selve deres liv – for at omsætte dette program til handling. 

Leave a Response »

 

Moderne venstreorienteredes vanvid tirsdag, maj 5 2009

Egalitarismen og velfærd-ismen af moderne liberale regeringer er inkompatible med de fakta af den menneskelige natur og menneskelige betingelse. Men den liberale agendas magt er resulteret af det faktum, at folk i vestlige samfund irrationelt har krævet, at regeringer tager vare for dem, og administrerer deres liv i stedet for at beskytte deres ejendomsrettigheder. Denne misopfattelse har resulteret i massive forbrydelser mod disse rettigheder, mens regeringsmyndigheder tillades at handle ud fra deres eget mandats psykopatologi. Den liberale agenda tilfredsstiller forskellige typer afhængighedspatologi; fremmer primitive følelser af misundelse og underlegenhed; forstærker paranoide opfattelser offergørelse; implementerer maniske tvangsforestillinger om grandiositet; udnytter regeringsautoritet for magt, dominans og hævn; og tilfredsstiller infantile krav på rettigheder, eftergivenhed og kompensation.

Moderne liberalisme afviser i én eller anden grad den almindelige mands kompetence og suverænitet, og underlægger ham regeringens vilje styret af liberale eliter. Det tyvende århundredes vestlige verdens kapitulation til denne filosofi er indlysende – og implikationerne for friheden er ildevarslende. Men verdenshistorien dokumenterer også menneskers heroiske kamp for at undslippe alle den slags tyrannier, om det så med magt er påført af diktatorens erklærede ret, eller falskt retfærdiggjort gennem økonomiske, religiøse eller politiske sofisterier. Det videnskabelige opspind af marxistisk økonomisk evolution, den grandiose fantasi af Den Nye Verdensorden, de utopiske drømme af Det Store Samfund, myten om den himmelske regent, har alle deres omdrejningspunkt i det irrationelle menneskes forsøg på at legitimere regeringskontrol og nægte individuel frihed. Realiteterne af den menneskelige betingelse, især det enkelte menneskes medfødte suverænitet og menneskers uundgåelige forskelle i valg og præferencer, udstiller alle kollektivistiske doktriner som absurde. En rationel biolog vil ikke transportere en bjergged til prærien, og erklære dette et match mellem organisme og miljø. En rationel socialpolitisk teoretiker vil ikke skabe et miljø af regler for menneskelig handling, der afviser individuelle forskelle, ignorerer den kritiske rolle af frit valg, moralitet og samarbejde, og derudover forstyrrer og forbryder sig mod menneskets natur, og derefter annoncerer, at Utopia er ankommet i arbejderens paradis.

Som alle andre mennesker afslører den moderne liberale sin sande karakter, inklusive sit vanvid, i hvad denne værdsætter og afviser gennem hvad denne passioneret artikulerer. Af særlig interesse er dog hvad de mange værdier det liberale sind ikke er passioneret omkring: dennes agenda insisterer ikke på, at individet er den ultimative økonomiske, sociale og politiske enhed; idealiserer ikke individuel frihed og strukturen af lov og orden essentielt for denne; forsvarer ikke ejendommens og kontraktens grundlæggende rettigheder; stræber ikke efter idealerne om autentisk økonomi og gensidighed; prædiker ikke etik om selvopretholdelse og selvdeterminering; priser ikke mod, tålmodighed og modstandsdygtighed; fejrer ikke samtykkets etik eller det frivillige samarbejdes velsignelser. Den advokerer ikke for moralsk retskaffenhed, eller forstår moralens kritiske rolle i menneskelige relationer. Den liberale agenda forstår og identificerer ikke kompetence, værdsætter dens vigtighed, eller analyserer de udviklingsmæssige betingelser og sociale institutioner, der promoverer dens resultater. Den liberale agenda forstår og anerkender ikke personlig suverænitet, eller påfører strenge regler for statstvang. Den fejrer ikke den sande uegennyttighed af privat velgørenhed. Den lærer ikke af historiens lektie om kollektivismens onder.

Hvad det liberale sind er passioneret omkring, er en verden fuld af medlidenhed, sorg, behov, ulykke, fattigdom, mistanke, mistro, vrede, udnyttelse, diskriminering, offergørelse, fremmedgørelse og uretfærdighed. De der besætter denne verden er ”arbejdere”, ”minoriteter”, ”den lille mand”, ”kvinder” og ”arbejdsløse”. De er fattige, svage, syge, uretfærdigt behandlede, snydte, undertrykte, privilegiefratagede, udnyttede og offergjorte. De bærer intet ansvar for deres problemer. Ingen af deres kvaler kan føres tilbage til egne fejl: ingen uheldige valg, dårlige vaner, fejlvurderinger, ønsketænkning, ambitionsmangel, lav frustrationstolerance, mental sygdom eller karakterbrister. Ingen af ofrenes tilstande skyldes manglende planlægningsevner for fremtiden eller evne til at lære af erfaringer. I stedet ligger rodårsagen til alt dette i forkerte sociale betingelser: fattigdom, sygdom, krig, ignorance, arbejdsløshed, racefordomme, etniske eller kønsmæssige diskriminationer, moderne teknologi, kapitalisme, globalisering og imperialisme. I det radikale liberale sind er disse lidelser påført af den uskyldige af rovdyr og forfølgere: ”Store selskaber”, ”grådige kapitalister”, ”amerikanske imperialister”, ”undertrykkere”, ”rige”, ”velhavende”, ”magtfulde” og ”egoistiske”.

Den liberale kur mod al den lidelse er en meget stor autoritær stat, der regulerer og administrerer samfundet gennem en vugge-til-grav-agenda af redistribueret omsorg. Det er en allestedsnærværende stat der gør alt for alle. Det liberale motto er: ”På staten vi tror”. For at redde folk fra deres problematiske liv anbefaler agendaen afvisningen af personligt ansvar, tilskynder selvmedlidenhed og medmenneskelig medlidenhed, rationaliserer vold, undskylder finansielle forpligtelser, nærer statsafhængighed, retfærdiggør tyveri, ignorerer uciviliserethed, ordinerer klager og bebrejdelser, tilsværter ægteskab og familie, legaliserer abort, trodser religiøse og sociale traditioner, erklærer ulighed for uretfærdig og gør oprør mod borgerskabsforpligtelser. Gennem mangeartede ufortjente tildragelser af goder, service og social status, lover den liberale politiker at sikre alles materielle velfærd, sørge for alles sundhedspleje, beskytte alles selvværd, korrigere alles sociale og politiske ulemper, uddanne alle borgere og eliminere alle klasseforskelle. Med liberale intellektuelle delende hæderen, er den liberale politiker helten i dette melodrama. Den liberale politiker er stolt af sin pleje af sine vælgere, og giver dem hvad de ønsker, uden gennem egne bestræbelser at have produceret nogen af goderne der overføres til vælgerne, men har i stedet med magt taget dem fra andre.

Radikal liberalisme angriber derfor grundlaget for civiliseret frihed, og af den grunde er den et ægte onde. Yderligere, givet dens irrationelle mål, tvangsmetoder og historiske fejlslag, og givet dens perverse effekter på den menneskelige udvikling, kan der ikke herske nogen tvivl om denne agendas radikale vanvid. Kun en irrationel agenda ville advokere for en systematisk ødelæggelse af de grundlag af hvilke ordnet frihed afhænger. Kun et irrationelt menneske vil ønske at staten styrer dettes liv for dette, hellere end selv skabe sikre betingelser på hvilke dette kan styre sit liv.

Kun en irrationel agenda ville bevidst underminere borgerens vækst til kompetence, ved at staten har adopteret denne. Kun en irrationel tankegang ville bytte individuel frihed for statstvang, for derefter at ofre selvopretholdelsens stolthed for velfærdsafhængighed. Kun et irrationelt menneske ville se på et samfund af frie mennesker samarbejdende efter eget valg, og se et samfund af ofre udnyttede af skurke.

Den liberale agenda tilskynder borgerne til at placere sin grundlæggende tillid i staten, at opfatte den som moderen af alle omsorgsgivere, og mistænke de med hvilke denne ville have byttet, for at få hvad andre har. Gennem dette søger politikerne at omdirigere til regeringskontorerne, den tillid der kunne, og skulle, styrke den enkelte til at styre sit eget liv i frivilligt samarbejde med andre. Regeringsprogrammer appellerer til borgernes passivitet, ved at antyde at de ikke selv behøver sørge for deres egen sundhedspleje, deres eget husly eller pension. Og de behøver heller ikke til det formål at samarbejde med sine medborgere. I stedet fortælles denne, at man kun behøver stole på, at regeringen skaffer alt hvad denne behøver, og implementere denne tillid ved at afgive myndighederne magten til at beskatte folk, og regulere denne for dennes egen skyld. Med andre ord inviterer regeringen borgerne til at stemme for en kandidat, der lover hvad forældre giver deres børn. Dette inviterer til at indtage barnets afhængige rolle, afgive sin personlige suverænitet til staten, ignorere sin eksistentielle forpligtelse til at tage fuldt ansvar for sin materielle og sociale velfærd, og styrke regeringsmyndigheder og værger.

Dennes neurose er indlysende i dennes idealer og fantasier; i sin selvretfærdighed, arrogance og grandiositet; selvmedlidenhed; krav på eftergivenhed og fritagelse for tilregnelighed; krav på rettigheder; hvad denne giver og tilbageholder; og i sine protester mod, at intet frivilligt vil tilfredsstille denne. Mest bemærkelsesværdig er den liberales neurose i sine politiske krav, i sine rasende protester mod økonomisk frihed, i sin arrogante foragt for moral, i sin vrede afskrivelse af høflighed, i sine bitre angreb på associeringsfrihed, i sine aggressive angreb på individuel frihed. Og i den endelige analyse er den radikale liberales irrationalitet mest i øjenfaldende i dennes hensynsløse anvendelse af magt for at styre andres liv.

Leave a Response »

 

Voldelig seksuel besættelse og voldtægt som udtryk for islamisk spiritualitet torsdag, maj 7 2009

”Allah er vort mål

Profeten Muhammed ibn Abdullah er vor leder

Koranen er vor konstitution

Jihad er vor vej

Og døden på Allah´s måde er vort lovede endeligt”

”The Message of the teachings” af Hasan Al-Banna, grundlægger af Det Muslimske Broderskab

Det er ofte blevet sagt, at livet imiterer kunsten.

I midtfirserne var der en lavbudget alienfilm fra det ydre rum med titlen ”I Come In Peace”, under den præmis der involverede en alien, der ankom til jorden, der ved mødet med et menneske ville erklære ”Jeg kommer i fred” og derefter brutalt myrde personen.

Igen og igen gennem filmen begår denne alien mord efter horribelt mord, hvert mord forudgået af en erklæring om fredfyldte hensigter.

 

I årtier, med tiltagende frekvens og destruktiv intensitet, har en alien islamisk verden igen og igen i det store hele påført død og ødelæggelse på verden; hver gang forudgået af en erklæring om fredfyldte hensigter.

Mens den ikke-muslimske verden i det store hele fortsætter med at tro disse erklæringer, har de der har næres ved dette, uden eftergivelse åbent erklæret, at det er deres intention også at fortsætte med dette.

Uvist af hvilken årsag synes Vesten at ønske at tro den ene men ikke den anden, selv om den enes erklæring altid opfølges af blodsudgydelser og død, på Allah´s måde i den lovede ende.

Over adskillige årtier har efterretningstjenester udviklet en udviklende videnskab om profilering af kriminelle, tilladende dem i de fleste tilfælde at skelne forskellige personlighedstyper hos forskellige kriminelle.

Selv om der findes mange personlighedstræk, ofte vidt forskellige personlighedstyper involveret, er der ét træk der er éns for alle voldspersoner: en narcissistisk personlighed. Med undtagelse af de virkeligt sindssyge er al kriminel og anti-social adfærd viljestyret. Folk gør de anti-sociale ting, de gør, fordi de vælger at gøre dem, fordi de ønsker at gøre dem. De gør dette grundet de psykiske og følelsesmæssige belønninger ved en sådan adfærd. Den ene konstant er den af narcissistisk selvforherligelse og selvfokus, og uvilligheden og den manglende evne til at erkende andres menneskelighed.

Ingen andre steder end i Islam er en sådan narcissisme blevet et nødvendigt element i et spirituelt udtryk.

Mens man proklamerer en direkte profetisk linie rækkende fra Abraham, inklusive mange bibelske profeter, inklusive Moses og Jesus, prædikede Mohammed en religiøs doktrin i hvilken alle er tvunget til at tro på Gud eller lide døden; eliminerende det princip at man tro eller ikke tro, eller vælge eller ikke vælge Gud´s velsignelse, med Gud nu krævende den absolutte underkastelse og overgivelse af menneskets frie vilje.

Indenfor Islam skulle tro i mindre grad blive en mekanisme for en tro på Gud end for demonstrationen af, at man har underkastet sig Gud.

Centralt for den islamiske tro er princippet om forudbestemmelse, med Mohammed prædikende troen at alt hvad der nogensinde er sket, og alt der vil ske, på forhånd fra begyndelsen til evigheden er forudsagt af Allah, med ideen om menneskets frie handling og vilje som værende ikke blot uden relevans men i direkte modsætning til Allah´s vilje.

Meget belejligt undskylder forudbestemmelse muslimers morderiske vold, således at vold klart var Allah´s vilje, og man fordømmer jo indlysende ikke Allah´s vilje.

Meget belejligt fjerne Allah´s vilje ethvert personligt ansvar fra muslimske mænd og deres voldelige, rovdyrsagtige adfærd.

Den islamiske tro er perfekt, på samme måde som de troende mænd der praktiserer den er. Derfor, selvom et menneske udfører en syndefuld handling, så er det handlingen, der er uperfekt, ikke manden.

Den paradoksale natur af synd indenfor Islam er, at mens Koranen adresserer menneskets menneskets synd, så påfører den specifikt alt ondt i verden på handlinger af ikke-muslimer.

Hvis der findes synd i Islam, så er det helt klart andres skyld.

Endvidere, ingen steder inden for hans ”perfekte” spirituelle doktrin var der en større og mere radikal redefinition af det spirituelle koncept og princip, end med den samfundsmæssige rolle og behandling af kvinder, signalerende at måske Gud pludseligt har udviklet opmærksomhed omkring ”kvindeemner”.
Mohammed retfærdiggjorte sin radikale redefinition af spirituelle principper på det grundlag af den islamiske doktrin ”naskh” eller doktrinen om annullering, under hvilket veletablerede religiøse principper kan ændres ved Allah´s vilje, hvis en sådan ændring belejligt kan gavne Islam, og i praktik gennem Islam´s ord, stort set alle muslimske mænd.

Der fandtes, og forbliver indenfor dette princip, et stort afgørende logisk problem, idet det antyder at en ufejlbarlig, omnipotent og altvidende guddom enten tager fejl, eller har ændret sin mening vedrørende de velsignelsens spirituelle principper.

Også, i forhold til det islamiske princip om forudbestemmelse, antager annulleringsdoktrinen antageligt, at Allah var forudbestemt til at tage fejl eller skifte mening, mens et element af moralsk relativisme belejligt introduceres, retfærdiggørende enhver handling der gavner Islam, og igen, stort set muslimske mænd.

Dette princip redefinerede naturen af ”godt” og ”ondt”; gørende ”godt” enhver handling der gavner muslimer, og ”ondt” enhver handling eller situation der ikke gavner muslimer. Hvis en handling eller situation, uanset hvor destruktiv eller modbydelig, gavner Islam, så er den i selve sin natur moralsk retfærdiggjort, og under dette princip helt igennem acceptabel.

Belejligt, som et redskab til ansvarsfornægtelse af det forfærdelige eller ubelejlige indenfor Islam, peger muslimske apologeter ofte på Koranen som bevis på, at et særligt forfærdende eller ubelejligt aspekt af deres kultur faktisk slet ikke er en del af deres kultur overhovedet, da det ikke specifikt refereres til i Koranen.

Argumenterende at noget der ikke specifikt adresseres til i Koranen, ikke er islamisk, er en belejlig mekanisme til afmonteringen af sandheden, da der findes mange aspekter af Islam, der utvivlsomt er islamiske, der ikke specifikt nævnes i Koranen.

Der findes faktisk indenfor Islam ikke én, men tre kilder til religiøs autoritet. Koranen, de faktiske ord fra Gud transmitteret gennem Muhammed; Sunna, Muhammed´s handlinger eller livsførsel; og afhængig af den enkelte sekt, Hadith, de ting Muhammed sagde, godkendte og ikke godkendte.Sharia lov anses for at være Gud´s hellige ord, der styrer og dikterer ethvert aspekt af menneskelig interaktion; udløbende primært fra to autoritetskilder, Koranen og Sunna, med det meste af Sharia udløbende ikke fra Koranen, men fra Sunna.

Dens lov er absolut, og gælder for alle muslimer og ikke-muslimer, der lever indenfor muslimske samfund, såvel som adfærden for troende muslimer levende udenfor muslimske samfund.

Sharia lov omfatter fem kategorier. Det der er obligatorisk, det der anbefales, det der er neutralt, det der misbilliges, og det der er forbudt.

Ingen ræsonnerende ville nogensinde fornægte sharia som værende fundamental for Islam, og det er sharia mere end Koranen selv, Vesten skulle henlede sin opmærksomhed mod, da det er sharia der direkte og ubestrideligt sanktionerer det horrible og ubelejlige indenfor Islam.

Som specifikt erklæret indenfor sharia lov er det kættersk og strafbart med døden at kritisere eller nogensinde blot betvivle Islam´s læresætninger, hvilket er blevet en ikke usædvanlig spændetrøje der ofte påtvinges de der betvivler eller kritiserer muslimske mænd.

Eftersom Islam er perfekt, så kan enhver kritik af en troende muslim som udvidelse ses som kritik af Islam, og kan derfor ikke tolereres, især hvis en sådan kritik fremføres af en kvinde.

For at sætte dette i perspektiv er det indenfor Islam den overbevisning, at der findes tre ting der ugyldiggør en troende muslims bøn; nærværet af en hund, et æsel eller en kvinde. Hvis én af disse forstyrrer en muslimsk mands bøn, så vil Gud nægte at acceptere denne bøn, hvilket antyder, at Gud anser disse skabninger som afskyelige, rejsende det indlysende spørgsmål: ”Hvilken slags Gud kan ikke lide hunde?”.

Måske sætter Gud større pris på katte.

Uanset Gud´s præferencer var Muhammed tydeligt en profet, der i det mindste mente, at kvinder, hvis de i øvrigt var gjort stuerene, udgjorde gode kæledyr, og mens han ofte fremlagde det synspunkt, at det er mere end acceptabelt lejlighedsvist at slå en hund, et æsel eller en kvinde, så er Koranen overraskende tavs om, hvis en kvinde sviner på tæppet, om det så er acceptabelt at gnide hendes næse i det, og på den måde raser debatten indenfor Islam videre.

Ordet Islam betyder underkastelse, og intet sted indenfor Islam er denne underkastelse mere rigidt gennemtvunget end mod kvinder, der altid kræves at være i lydig underkastelse.

En muslimsk kvinde der er ulydig, modsættende, kritisk eller afvisende overfor en muslimsk mand, kan som afledning anses som frafalden og afvisende Islam, der er en kættersk handling, for hvilken straffen kan være døden ved halshugning, afhængig af den umiddelbare disposition fra mændene i hendes familie.

Det er princippet om islamisk perfektion, der gør de mest barbariske og umenneskelige handlinger mod kvinder mulige, uden fordømmende kommentarer indenfor muslimske samfund.

Når sådanne udførte handlinger lejlighedsvist er blevet kendte for den ikke-muslimske verden, forekommer vage undskyldende erklæringer, almindeligvis på linie med ”Islam fordømmer mord på uskyldige folk”.

Hvad ikke-muslimer må forstå om sådanne erklæringer er, at de kun gælder troende muslimer, og kun fremføres for at mildne vestlige følelser.

Konceptet om uskyldighed gælder ikke ikke-troende eller frafaldne, da uskyldighed er en tilstand der kun troende muslimer kan påberåbe sig. Med sådanne erklæringer taler muslimske apologeter kun om dem selv.

Indenfor Islam gælder konceptet om mord eller blodsudgydelse kun den troende muslim, da blodet fra en ikke-troende eller frafalden er blodet fra én der ikke er uskyldig.

Mens det er muligt at dræbe en troende eller muslim, er det ikke muligt at dræbe en ikke-troende eller frafalden muslim.

Mens mord på en troende kan fordømmes indenfor Islam, så er drab på en ikke-troende eller frafalden fuldstændigt irrelevant, og endog ikke seriøst emne for diskussion.

Hvad der ikke er helt forstået af ikke-muslimer, er, at indenfor kategorien af frafaldne, kan udmærket findes, kvinder der kritiserer, eller på nogen måde er i opposition eller afvisende overfor en muslimsk mand, og vis efterfølgende nedslagtning anses ikke blot for ikke-mord, men en medlidenhedshandling og retfærdig forløsning.

Intetsteds indenfor nogen anden religion har nedslagtning af mennesker nogensinde været en handling af spirituel forløsning og passende handling, og mens det er fuldstændigt fremmed for vestlig teologi, så kan halshugningen af en kvinde indenfor Islam faktisk ses som en handling af næstekærlighed og medfølelse mod hende, da dette fritager hende fra muligvis at udføre yderligere dødbringende handlinger mod Gud.

I en ekstremt pervers forstand kan æresdrab på en kvinde faktisk religiøst ses som en næstekærlig velsignelse mod hende, af dem der indgår i den retfærdige nedslagtning af hende. Indenfor en sådan religions kultur er en sådan handling mindre emne for fordømmelse, end den er anbefalelsesværdig, derfor fraværet af protester og den larmende tavshed indenfor de muslimske samfund.

Islam er en mandeorienteret religion, der tjener de spirituelle behov af mænd, med kvinderne tjenende deres umiddelbare behov og ønsker, og det er givet, at når man refererer til islam, så refererer man udelukkende til mænd.

Det er blevet sagt, at blive født som kvinde i Islam er en forbandelse og en potentiel dødsdom, hvori det at være kvinde er at lide livet igennem under en form for Stockholm Syndrom, i hvilket overlevelse fuldstændigt afhænger af identificeringen af éns plage.
Islam´s syn på kvinder er direkte i ord og handling ordineret og støttet af Muhammed, proklamerende at kvinder på alle måder er mænd underlegne, fysisk, følelsesmæssigt, moralsk, spirituelt og intellektuelt.

Som specifikt afgjort og godkendt af Muhammed var, og forbliver, seksuel underkastelse af kvinder udtrykkeligt ordineret i Islamisk lov og spirituelle princip.

Muhammed anså ikke blot kvinder som underlegne, men som potentielle agenter for Satan, sendt for at teste og friste de retfærdige, og blandt hans profetiske åbenbaringer var der en formaning til de troende, at Helvede var overvældende befolket af utaknemmelige og ulydige kvinder.

Grundet kvindernes mangelfuldhed blev deres arv af Muhammed fastsat til halvdelen af mandens arv.

En kvindes vidnesbyrd vurderes også til halvdelen af mandens, med den konsekvens at ingen kvinde nogensinde på eget vidnesbyrd kan fremsætte juridiske anklager mod nogen mand.

Lydighed og absolut seksuel tjenstvillighed kræves af kvinder, med enhver kvinde der er ulydig mod sin ægtemand eller herres seksuelle ønsker, værende emne for forbandelse og retfærdig fysisk afstraffelse (Koranen 4:34).

Koranen lærer, at en mand kan trænge ind i en kvinde, når som helst han ønsker det, og nyde hende på præcis den måde han ønsker, med fordømmelse, forbandelse og slag som løn for synden at nægte sin ægtemand eller herre brugen af hendes krop, i det omfang at kvinder der mere ønsker at bede end have samleje, begår en alvorlig synd.

Ud fra Muhammed´s afgørelse er der indenfor islamisk doktrin overbevisningen, at mænd er rene, og kvinder er urene, med verden delt mellem de to halvdele, én halvdel Dar-al-Harb, (en verden af krig) bestående af ikke-troende vantro og ulydige kvinder, og en muslimsk halvdel, Dar-al-Islam (en verden af Islam, eller en verden af fred) bestående af troende, der som et udtryk for tro forfølger førstnævnte; demonstrerende deres spirituelle lydighed mod Gud ved først at underlægge sig de urene indenfor deres egne grænser, og indenfor deres egne samfund.

Islam´s tekstmæssige autoriteter kræver at troende muslimer ”ydmyger” ikke-troende, og bringer dem til forståelse af deres fornedrelse. Ydmygelsen og fornedrelsen af kvinder er blevet, til trods for Islam´s benægtelse, en udvidelse af deres spirituelle direktiv, med seksualitet værende udtryksredskabet for islamisk dominans, såvel som et våben med hvilket ulydige og vantro straffes.

Muslimsk mandligt overherredømme kræver, at alle kvinder underkaster sig, inklusive kvinder i ikke-troende samfund, og som specifikt noteret i Koranen og sharia lov, findes der ikke sådan noget som voldtægt af en ikke-troende kvinde, da et sådan samvær, tvunget eller andet, blev at Muhammed godkendt som en absolut rettighed for muslimske mænd, som specifikt adresseret i Koranen 4:24.

Yderligere, for en kvinde at opretholde en voldtægtsanklage mod en mand, skal denne handling være overværet af fire mænd, der derudover skal være villige til at vidne mod den muslimske mand (Koranen 24:13).

Der findes endog i Islam et opfattet behov for at skitsere under hvilke omstændigheder voldtægt godkendes eller ikke godkendes, eller at sanktioneret voldtægt endog var emne for Muhammed´s spirituelle overvejelse, er for det vestlige sind både instruktivt og forfærdende.

I hele den muslimske verden er voldtægt begået af muslimer en religiøst sanktioneret og indlysende, forsætlig underlæggelseshandling, og mens voldtægtsepidemien begået af muslimske immigranter verden over kan synes som tilfældige kriminelle handlinger, så er de faktisk specifikt sanktionerede i både Koranen og Sunna.

At ikke-muslimske kvinder er specifikt udsøgte mål er indikation på, at dette afvigende seksuelle udtryk er en slags krig, som en handling hvor man tager, hvad der tilhører en vantro, som en retfærdig retmæssighed for den troende, og som et moralsk handlingsudtryk for det rebelske og åbent offensive af sådanne kvinder i deres fejlslag at underkaste sig Gud, og med termen Gud, menes muslimske mænd.

Men det er ikke kun ikke-troende kvinder, der straffrit misbruges.

I muslimske samfund voldtages kvinder og piger, der ikke har mandlige familiemedlemmer, der kan beskytte dem rutinemæssigt, sodomiseres og misbruges af muslimske mænd, der ved, at der stort set ikke findes nogen mulighed for social fordømmelse og ingen trussel med gengældelse. Unge kvinder og piger der beklager sig, bliver udstødte eller værre, muligvis lidende døden for deres anklage, eller for at have vanæret deres familier.

I Danmark eksempelvis udgør muslimske mænd mindre end 4% af landets befolkning, men begår anslået 80% af alle seksuelle angreb.

I Paris, en anden europæisk by med en anseelig muslimsk minoritet, er voldtægt af muslimske og ikke-muslimske kvinder af epidemiske proportioner, med omstrejfende bander af muslimske mænd absolut straffrit gruppevoldtagende kvinder og piger, sikre på at hverken deres eget eller det franske retsvæsen, vil holde dem juridisk ansvarlige.

Dog, i 2002 gjorde adskillige muslimske piger fra det parisisk muslimske samfund det utænkelige, og beklagede sig til politiet over, at de var blevet gruppevoldtaget af muslimske mænd.

I forbindelse med deres anholdelse blev det lokale politi belejret af koner, mødre og søstre af de anklagede, ophidsede over at deres mænd var blevet anholdt for noget der klart ikke var deres skyld. I disse kvinders øjne var de unge piger selv skyld i at være blevet misbrugt, og så deres egne mandlige familiemedlemmer som værende offergjorte af dem.

Det er en selvfølge indenfor en religiøst sanktioneret islamisk voldtægtskultur, at muslimske mænd ikke alene ikke er juridisk ansvarlige for deres egen seksuelle adfærd, eller for nogen adfærd eller omstændighed der reflekterer dårligt på dem.

Perverst nok er det i islamiske samfund ikke ualmindeligt, at unge kvindelige familiemedlemmer frit tilbydes mænd fra andre familier til gruppevoldtægt som en måde at ende en uoverensstemmelse mellem familier.

Men det er ikke kun kvinder og piger indenfor Islam, der er ofre for seksuel rovdrift, men også unge mænd.

I forlængelse af sin voldtægtskultur findes den ofte og omfattende seksuelle udnyttelse af unge mænd, og dette er ofte indenfor Islam elefanten i rummet, om hvilken ingen ønsker at tale.

Til trods for at Koranen udtrykkeligt forbyder denne aktivitet mellem to voksne mænd, så er det en ekstremt almindelig og vedholdende aktivitet mellem voksne mænd og børn.

Som en aktivitet mellem voksne mænd fordømmes dette, og er ofte emne for ekstreme sanktioner, henrettelse inklusive. Dog, som en aktivitet mellem voksne mænd og pubertære, og endog præpubertære drenge, er det en tusindårig islamisk institution, støttet af tekstreferencer og løfter til troende muslimer, at der ikke alene for deres seksuelle glæde i Paradis, vil være udødelige kvinder af ufattelig skønhed og renhed; fri for alle dødelige kvinders ”ubelejligheder”, men sensuelle unge drenge ”så skønne som perler”.

Der findes indenfor denne negative seksuelle dynamisk en nedsivningseffekt fra voksne til yngre.

Ældre drenge der er blevet feminiserede, feminiserer videre på yngre drenge, der igen feminiserer på yngre drenge. Oral stimulering af penis og anal samleje bliver ofte individuelle aktiviteter og endog gruppeaktiviteter, i hvilke drenge i alderen seks til syv år med voksne jævnligt deltager og med hinanden. Den kulturelle effekt af en sådan endemisk feminisering indenfor en hypermaskulin kultur der afskyr og nedgør feminitet som uren, er at generationer af drenge vokser til voksenhed benægtende, dog samtidigt fuldstændig bevidst om deres udnyttelse, skam, seksuelle forvirring, raseri og skrøbelige opfattelse af maskulinitet.

Islamiske samfund er samfund hvor raseri, skam og offergørelse er omfattende, dominerende kulturelle karakteristika, hvor, i modsætning til repræsentationerne i vestlige venstreorienterede medier, kilden til det meste af raseriet, ydmygelsen og offermentaliteten, skal findes indenfor en kultur af samfuld og ofte voldelig seksuel udnyttelse ikke alene af kvinder og piger men også af unge drenge, handlinger der specifikt refereres til i Koranen, Sunna og Hadith. Det bør endvidere bemærkes, at indenfor Shari´a anbefales penetrering af et barn ikke.

Der findes også indenfor Islam en kulturel dynamik ikke fundet i noget andet samfund, og det er graden af sammenhæng mellem uddannelse og brutal umenneskelighed; hvor man med lige så stor sandsynlighed finder en universitetsuddannet muslim slå sig løs i orgier af seksuel blodtørst og brutalitet mod andre, som hos den illitterære.

Mens der overalt i verden findes en mærkbar sammenhæng mellem uddannelse, civiliserethed, menneskelighed og respekt mod andre, er dette i islamiske samfund mere undtagelsen end reglen.

Der findes indlysende en komponent indenfor islam, der driver denne adfærd, der er fraværende i andre kulturer, en komponent der uden tvivl for Islam er intern mere end ekstern.

Muslimske mænds hypermaskulinitet med deres besættelse af deres egen perfektion og kvinders mangel på perfektion, har muteret til en udbredt accepteret islamisk tradition af æresdrab, som en pervers form for perfektionsbenægtelse. En kvinde hvis adfærd, reel eller forestillet, kan bringe vanære på sin familie, dræbes for at fjerne enhver mangel på perfektion, der kan reflektere på perfektionen og opfattede maskulititet af mænd i hendes familie.

Sammenlægningen af rædsel og perversitet af sådanne handlinger er, at det tilsyneladende ikke er blot ikke er tilstrækkeligt at dræbe en stødende kvinde, men at gøre det på en så ondskabsfuld måde som muligt, næsten som om graden af den genoprettede og bekræftede maskulinitet på en måde står i direkte forhold til graden af den involverede nedslagtning.

Ofte er sådanne handlinger lig dynamikken af muslimske gruppevoldtægter, hvor adskillige familiemedlemmer deltager i nedslagtningen, hver især agerende i bekræftelsen af deres egen maskulinitet, såvel som godkendelse fra mænd indenfor egen familie og samfund.

Perverst nok bliver sådanne brutale rædselshandlinger ofte en kilde til familiestolthed, når de bliver offentligt kendt indenfor samfundet, hvor det at have fungeret som nedslagter af kvinder indenfor sin familie bliver ærbødigt belønnet af ligemænd, og måske endog fungerer som en løftestang til højere social status.

Mens sådanne handlinger rationaliseres som handlinger til genoprettelse af familiens ære, så er familiens ære i realiteten udtryk for impotent raseri over muligheden for at andre i den stødende kvindes grænseoverskridelse, kan se svagheden og den maskuline impotens af mændene indenfor familierne, ude af stand til at styre handlingerne af nogen så ubetydelig, uren og underlegen som en kvinde.

Indenfor Islam er opmærksomheden omkring ære altid rettet mod manden, og hans opfattede maskulinitet i samfundet.

For en muslimsk mand er livet et teater, i hvilket hans maskulinitet altid er står til skue, altid er i søgelyset, altid emne for skarp undersøgelse, og hvor muligheden for urene kvinders forræderi altid udgør en fare for almenets opfattelse.

Der findes i Islam en ekstrem dysfunktionel, psykoseksuel dynamik, der sammen med dens voldtægtskultur og seksuelle udnyttelse af unge mænd fremkalder et desperat raseri, som muslimske mænd har med livet, og det livet bærer, nærer og giver liv. Graden af frygt, afsky og endog had for alle hunkøn, udtrykker sig i det raseri og den brutale vold muslimer udviser ikke blot mod kvinder og mod hinanden, men mod hele verden.

Der findes blandt sådanne mænd en endeløs forsyning af jihadister og potentielle martyrer, der let kan manipuleres til at tro, at deres frelse og værdier er løgne i den voldelige opofrelse af deres egne liv, såvel som den brutale nedslagtning af andre.

Det er indenfor denne kulturelle dynamik, man skal finde kilden til denne overmåde destruktion og seksuelle tortur, der er blevet den almindelige og vedholdende karakteristiske signatur af muslimsk vold mod ikke-muslimske og frafaldne tilfangetagne.

Den 1. september 2004 i den russiske føderations by Beslan tilfangetog muslimske terrorister en skole, tagende mere end 1.100 mennesker til fange, inklusive næsten 800 skolebørn.

Gennem de næste adskillige dage forsøgte russiske sikkerhedsstyrker at forhandle en fredelig løsning, men fejlende med resultatet af en massakre af 334 gidsler, af hvilke 186 var børn. Næsten alle overlevende blev på den ene eller anden måde såret, hvis ikke for livet med følelsesmæssige ar. Den 26. november 2008 i Mumbai i Indien, foretog muslimske terrorister koordinerede angreb på så mange som otte forskellige mål, og over de næste to dage foretog kampe med politi og sikkerhedsstyrker, i sidste instans resulterende i døden for mindst 173 og mere end 300 sårede.

I hvert tilfælde, øjeblikkeligt efter at have tilfangetaget et mål og etableret et sikkert område, blev en del af bygningen etableret med det ene formål at udføre en storstilet samlebåndsproces af voldtægter, sodomi, seksuel tortur og lemlæstelser, og tilsyneladende som en efterhandling, den rituelle halshugning af fangerne.

Omgående efter besættelsen, og mens forhandlingsprocessen med russiske sikkerhedsstyrker, udvalgte besætterne blandt de tilfangetagne de der skulle seksuelt misbruges og skændes: de var i deres funktion af tilfangetagere forbrydere mod de lige muligheder, med mænd, kvinder, drenge og piger, hver én efter én rædselsfuldt skændet, seksuelt lemlæstede, og som en afsluttende handling, dræbt.

Mere end 100 af dem var børn.

Igen og igen, time efter time, mens terrorister var engagerede i falske forhandlinger, tog hver især deres skånselsløse tur med deres udvalgte tilfangetagne offer, af hvilke meget blev optaget på videobånd til senere fornøjelig underholdning og seksuelle tilfredsstillelse for de involverede, og til fornøjelse og underholdning for deres associerede.

Der findes faktisk i den muslimske verden en kolossal efterspørgsel på sådanne videoer, og de findes ofte i pågrebede terroristers besiddelse, ofte sammen med en anseelig samling af børneporno.

Til vestlige mediers og akademikeres store miskredit er disse stort set tavse omkring sådanne fremherskende former for islamisk spirituelle udtryksformer.

Mumbai var i relation til de tilfangetagne en genafspilning af de seksuelle rædsler i Beslan, hvor seksuel psykopatologi var centralt for det spirituelle udtryk af religiøst sanktioneret vold.

Fra det objektive perspektiv af en profilering af en kriminel, indikerer et område, der beviseligt har været emne for forlænget tortur og dybe lidelser hos offeret, indikerer, at døden i sig selv kun var tilfældig eller sekundær i forhold til den primære handling af forlængede lidelser, et karaktertræk der sammenfalder med seksuelle psykopater for hvilke deres sande tilfredsstillelse findes i den vedholdende torturhandling og ikke i den uundgåelige slutning. For sådanne mordere er deres ofres bortgang et antiklimaks.

Det er tydeligt at mens terroristernes ultimative mål, var at påføre så mange af deres fanger som muligt døden, så var deres hovedfokus utvivlsomt at svælge og tilfredsstille deres egen horribelt perverse seksuelle behov.

Der er skrevet utallige bøger og artikler om seksuel dysfunktion indenfor Islam, homoseksualitet, pædofili, psykopatologi, seksuel psykopatologi og en næsten endeløs liste om utilpasset adfærd karakteristisk for Islam; en recitation af deres observationer omkring hvad der utvivlsomt, eksklusivt og universelt er en form for islamisk vold og spirituel udtryksform.

Men mens Vesten´s medier, akademier og politisk korrekte ledere endeløst debatterer, om hypervoldelige muslimer er repræsentative for Islam´s centrale karakter, så findes der ingen debat eller forvirring i den islamiske verden, der præcist ved, hvem disse folk er, og hvad de ærligt repræsenterer.

At den islamiske verden i det store hele forbliver tavs i mødet med hvert tiltagende overgreb, afslører præcist hvordan den muslimske verden føler omkring denne adfærd af dybt destruktive brødre, og hvor acceptabel deres adfærd i virkeligheden er i islamiske samfund, inklusive de i Vesten.

Den grad med hvilken vestlig succes eller fejlslag i forståelsen af problemet med den blodtørstige islamiske vold vil helt sikkert afhænge af hvor objektiv Vesten definerer problemet.

Problemet, til den grad det i øjeblikket er defineret, er helt igennem defineret af den islamiske verden selv.

Apologeter indenfor den muslimske verden har belejligt defineret det horrible, seksuelt voldelige problem som udøvet af radikale, marginale elementer indenfor hvad de ellers beskriver som fredens religion.

Deres karakteristik er vidt accepteret og favnet i Vesten, og er en afledning væk fra den virkelige sag.

Mere end at muslimsk hypervold bliver karakteriseret som karakteristisk for Radikal Islam, så kan problemet mere akkurat karakteriseres og defineres som et problem i det aktive Islam.

Det politisk korrekte Vesten fortsætter til sin miskredit med at karakterisere Islam som værende delt i sfærer af Radikal versus Moderat Islam, hvor den mere akkurate karakteristik er Aktiv versus Passiv Islam.

De der engagerer sig i ekstreme voldshandlinger af spirituelt udtryk, handler faktisk aktivt, støttet af og tro mod Koranen, shari´a og årtusindes historie af islamisk kultur, og støttes, endog tilskyndes, af de der passivt favner, og tavst accepterer, deres brutale umenneskelige handlinger.

At påstå at problemet i det store hele er et minoritetsproblem, er at afskrive det faktum, at flertallet støtter og favner de samme religiøse doktriner, de samme shari´a love og de samme kulturelle normer.

Seksuel adfærd antages bredt at omhandle personlig adfærd, undtagen blandt dem på den politisk korrekte venstrefløj, der anser al adfærd for politisk; da al adfærd er politisk, fastholder de venstreorienterede institutioner karakteriseringen af den umådeholdne vold i Islam, uanset dens åbenlyse seksuelle indhold, som udgående fra det politiske mere end det personlige, derigennem helt igennem miste pointen og rodårsagen til en sådan vold.

Den manglende evne til at fastslå den islamiske volds karakter vil fortsætte, og så længe den forbliver karakteriseret som et politisk udtryk, vil sådan vold fortsætte som forstået af venstrefløjen, om ikke til at acceptere, så til at tolerere.

Vesten´s venstreorienterede verden fortsætter med at relatere til den islamiske verden, som om den eksisterede mellem konkurrerende og modsat rettede kulturelle pg religiøse ideologier af ageren og tvang, et punkt for et fælles skæringspunkt.

Misopfattelsen der blinder Vesten i deres tro, at den muslimske verden kan tilpasses, og at Islam og Vesten i almindelighed deler interesser, er misopfattelsen af, at ønsket fra utallige individer indenfor Islam kan favne demokrati, er en mulighed for at institutionalisere demokratiske idealer, hvis ikke vestlig kultur.

Hvad de ikke evner at forstå, er at de der indenfor Islam ønsker at være fri for Islam´s religiøst sanktionerede vold, er islam´s kættere, Islam´s sande radikalt marginaliserede, og Islam´s omvandrende døde, der har afvist Islam´s narcissistiske, ondskabsfulde, voldelige ideologi, og gennem denne afvisning er blevet frafaldne.

Der vil aldrig komme en tid indenfor Islam, hvor blasfemiske kættere vil dominere eller komme til magten, en virkelighed Vesten´s venstreorienterede demokratier ikke er villig til at se i øjnene. Når det kommer til sagen, vil muslimer voldsomt jage og krige hinanden, og de der passivt ser til, vil altid vælge at alliere sig selv mod de vantro og frafaldne.

Der findes indenfor dette trossystem en forfærdende ignorance og arrogant nedladenhed mod den muslimske verden, der mener, at Islam´s kulturelle normer er moralsk ligestillede med dem i Vesten.

Ved ikke at holde Islam ansvarlig for minimumsstandarder for menneskelig anstændighed, og ved at engagere Islam og Islam´s skandaløse vold mod et ikke-fordømmende, moralsk ligeværdigt plan, vil vore bestræbelser blot tjene til styrkelsen af Islam´s skandaløse opfattelse af berettigelse. Vor overbærenhed og tavshed og vor tolerance mod Islam´s destruktive adfærd vil blot avle mere end mindre af sådan adfærd, og tjener tilskyndelsen af aktiv Islam´s moralske vished.

Vesten fortsatte forfølgelse af passiv strategi som den eneste sikre, politisk acceptable løsning mod Islam´s ultravold og desperate håb om, at Islams moderate (passiv Islam) på én eller anden måde vil influere Islam´s radikale (aktiv Islam) til at ændre deres levemåder, er håbløst misforstået.

Ideen om at placere Vesten´s skæbne i hænderne på de der hverken har aktiv eller passiv interesse i Vesten´s kultur og værdier, er en interessant ide, og udgår fra en politisk kultur, der i Islam tiltagende ses som overvældende feminin og derfor overvældende afskyvækkende.

Som enhver god kvinde, der står til rådighed for misbrug, håber vi i den liberale vestlige kultur passivt på, og venter på, at misbrugeren skal ændre adfærd, mens vi indtager en afhængig positur af underkastelse og svaghed, og beder til Gud, at næste gang han raser, så udøver han ikke seksuel tortur, halshugger, og bringer os døden på den måde Allah i sidste ende har lovet os.

I mellemtiden, uanset hvad vi gør for at formilde, vil vore næser fortsat blive smurt rundt i det.

Leave a Response »

 

Multikulturalisme ”driver unge muslimer til at afvise britiske værdier” lørdag, maj 9 2009

Multikulturalismens doktrin har fremmedgjort en hel generation af unge muslimer, og gjort dem tiltagende radikaliserede, har en undersøgelse afdækket.

I stærk kontrast til deres forældre sympatiserer et tiltagende antal med ekstreme lærer i Islam, med næsten fire ud af ti der ønsker at leve i Storbritannien under Sharia lov.

Undersøgelsen identificerer signifikant støtte til at bære tørklæde i offentligt rum, islamiske skoler og endog dødsstraf for muslimer der konverterer til en anden religion.

Mest alarmerende beundrer 13% af unge muslimer organisationer såsom al-Qaeda, der er ”parate til at bekæmpe Vesten”.

Undersøgelsen tydeliggør et skel i opfattelser for muslimer i alderen 16 til 24 år, af hvilke de fleste er født i Storbritannien, og opfattelser hos deres forældre, der med større sandsynlighed er immigranter.

En rapport sideløbende med undersøgelsen, bestilt af den højreorienterede tænketank Policy Exchange og udarbejdet af Populus sagde, at multikulturalismedoktrinen var i det mindste delvist ansvarlig.

En række venstreorienterede ministre har for nylig brudt med idéen om, at forskellige samfund ikke burde tvinges til at integreres, men burde tillades at fastholde deres egen kultur og identitet.

Trevor Philips, formand for Commission for Racial Equality, og Dr. John Sentamu, ærkebiskoppen af York, har også udtrykt alvorlig tvivl om multikulturalismen.

Akademiker Munira Mirza, ledende forfatter af undersøgelsen siger: ”Fremkomsten af en stærk muslimsk identitet i Storbritannien er delvist resultatet af multikulturelle politikker implementeret siden 1980´erne, der har fokuseret på forskelle på bekostning af delt national identitet og delt folk etnisk, religiøst og kulturelt”.

Undersøgelsen af 1.000 muslimer, udformet til repræsentation af befolkningen på tværs af Storbritannien fandt, at en tiltagende minoritet af unge føler, at de har mindre til fælles med ikke-muslimer end deres forældre føler.

Mens kun 17% i alderen over 55 år sagde, at de ville foretrække at leve under Sharia lov, så er dette forøget til 37% for unge i alderen 16 til 24 år.

Sharia lov der praktiseres i store dele af Mellemøsten, specificerer stening og amputering som rutinemæssige afstraffelser for forseelser.

Sharia lov fungerer også som religiøs kode for livsmåde, dækkende diæter og påklædningskoder. Religiøst politi er ansvarligt at bringe mistænkte for særlige domstole.

Undersøgelsen fandt, at 19% at muslimerne over 55 år ville foretrække at sende deres børn på islamiske statsskoler. Dette forøgedes til 37% for unge i alderen 16 til 24 år.

Hvis en muslim konverterer til en anden religion, mener 36% af unge i alderen 16 til 24 år, at dette burde straffes med døden, sammenlignet med 19% af folk på 55 år og derover.

Ifølge undersøgelsen foretrækker 74% i alderen 16 til 24 år, at muslimske kvinder bærer slør, sammenlignet med kun 28% for folk på 55år og derover.

Undersøgelsen af Mirza, en britisk født datter af pakistanske immigranter konkluderer, at visse muslimske grupper har overdrevet problemet med ”Islamofobi”-følelsen blandt ikke-muslimske briter, der har antændt en fornemmelse for offerrolle.

Det store flertal af muslimer, 84%, mener, de er blevet behandlet fair i det britiske samfund.

Og lidt over en fjerdedel, 28%, mener, at de britiske myndigheder er gået lige langt nok i deres bestræbelser på ikke at støde muslimerne.

Regeringen er blevet anklaget for at fejle i deres takling af såkaldte ”hadetalere”.

Ingen er til dato blevet dømt efter lovgivningen, der skal tage sig af den slags personer. Én radikal gejstlig, Abu Hamza, blev i årevis tilladt at opfordre til ekstremisme, før han endeligt blev retsforfulgt, men under separate love, og kun under trusler om at han ville blive udvist til U.S.A.

Den muslimske venstreorienterede Shahid Malik sagde, at undersøgelsens resultater er foruroligende:

”Der er onde stemmer derude, og denne undersøgelse viser, at nogle af disse stemmer afgjort har gennemslagskraft. Folk vender stadig det blinde øje til, og håber, at det vil forsvinde. Det kan, og vil det ikke af egen kraft. Selvfølgelig spiller regeringen en rolle, men med de muslimske samfund i sig selv må mere gøres for at anerkende, at denne udfordring eksisterer. Jeg har i årevis argumenteret for, at British National Party er et hvidt fænomen, som det er op til det hvide samfund at adressere. Så ekstremisme eksisterer i Islam´s navn, og det er noget det muslimske samfund må tage ansvar for. Det er min opfattelse, at hovedstrømmen af muslimske paraplyorganisationer ikke har mødt udfordringen, og ikke accepterer dybden af de problemer der møder dem”.

Hr. Malik pegede på en enkelt lovændring, der kunne hjælpe adresseringen af radikaliseringen, var at gør komiteer af trosledere, der lovligt leder moskeer, ansvarlige for opildnende erklæringer erklærede på deres ejendomsområde.

Baronesse Uddin, den eneste muslimske ligestillede, sagde, at undersøgelsen ikke afbillede hendes erfaringer med synspunkterne hos medlemmerne af samfundet.

Men hun sagde, at mange unge muslimer der er født i Storbritannien har en fuldstændigt anden tilgang til deres forældre og bedsteforældre, der oversøisk immigrerede til landet.

”Mens vi sagde: ”Dette er ikke vort hjemland. Vi må tilpasse os. Vi må bidrage”, så har de unge en fornemmelse af, at dette nu er deres hjem, og at de er parate til at sige hvad de ikke bryder sig om i landet. De har fastslået deres identitet, og er gået dybere ind i deres religion. Det ville have været uhørt for én som mig i en alder af 16 år at have beklaget sig over England. Men nu hvor unge mennesker går gennem vanskeligheder i forbindelse med jobmuligheder og uddannelse, så giver de deres mening til kende”.

Baronesse Uddin sagde, at hun var enig i ”majoritetens synspunkt”, at britisk udenrigspolitik også havde skærpet muslimske klager.

De venstreorienterede medlemmer af parlamentet for Birmingham Perry Barr og Khalid Mahmood sagde: ”Vore unge mennesker er blevet tilladt at falde i hænderne på yderligtgående organisationer, der rekrutterer dem på universiteterne, skolerne, gymnasierne og moskeerne. De bliver manipulerede. Det er vanskeligt for regeringen at foreskrive en evj frem for det muslimske samfund. Jeg tror ikke det er muligt for den. Det er op til hovedstrømmen af nationale muslimske organisationer, der ærligt talt har fejlet”.

Leave a Response »

 

Fredens Land møder Fredens Religion tirsdag, maj 12 2009

Norsk politi har opdaget, at et stort antal pakistanske chauffører, mange af hvilke allerede er blevet anklaget for skatteunddragelse i ét af de værste tilfælde af social svindel i nationens historie, har tætte kontakter til pakistanske bander, der opererer som kurerer af våben og narkotika. I Oslo er det dokumenteret, at kriminelle pakistanske bander også har tætte forbindelser til jihad grupper både i Norge og i udlandet. Dette til trods for det faktum, at Norge, en fredens nation og hjemlandet for Nobel´s Fredspris, burde komme fint ud af det med Islam, som er, som vi alle ved, Fredens Religion. Minister Bjarne Håkon Hanssen fra Arbeiterpartiet har kaldt på øget immigration fra Pakistan, da dette ville være godt for økonomien. Flertallet af muslimer stemte på Arbeiterpartiet ved valget 2005, som venstrefløjskoalitionen vandt med en lille margin. 83% af muslimerne stemte for venstreorienterede, på samme måde som alle andre steder i Europa. Kristin Halvorsen, lederen af Sosialistisk Venstreparti, begyndte i 2005 sin valgkampagne i Pakistan med at prise pakistanerne i Norge for at have ofret ”blod, sved og tårer” i opbygningen af Norge. Hun er nu Norge´s Finansminister. I 2007 sagde Justitsminister Knut Storberget, at Norge´s Grundlovsdag den 17. maj er for ”alle”, og at det er passende at demonstrere dette ved at præsentere en bred vifte af flag og kulturer. Det er nu tilladt at fejre denne dag med at svinge F.N. flaget. Redaktøren på en multikulturel avis har foreslået, at den norske nationalsang skal oversættes til Urdu, da dette ville være godt for integrationen. Nordmændene skal altså fejre deres uafhængighed ved at synge deres nationalsang på Urdu, bære nationalklæder fra Ghana og svinge F.N. flaget, en organisation der aktivt prøver at begrænse deres friheder og undergrave deres uafhængighed. Dette ville svare til, at amerikanerne fejrer den 4. juli med at svinge F.N. flaget og synge Star Spangled Banner på arabisk. Udenrigsminister Jonas Gahr fra Arbeiterpartiet deltog i en konference med deltagere fra dusinvis af lande og medier om hvordan man ”rapporterer mangfoldighed” på en ikke-stødende måde, med Arab News fra Saudi Arabien som moderator. Tegninge jihad´en året før havde tilskyndet Indonesien og Norge til at forene kræfter og promovere en Global Inter-Medie Dialog. I juni 2007 blev dette afholdt i Oslo. F.N.´s særlige gesandt for overvågning af racisme og xenofobi, Doudou Diéne, begyndte konferencen med at bede pressen om aktivt at hjælpe med at skabe et multikulturelt samfund. Han udtrykte bekymring over, at demokratiske processer kan føre til at immigrationsbegrænsende politiske partier kan komme til magten. Han hævdede, at det markerede en farlig tendens, at stadig flere intellektuelle og akademikere i den vestlige verden mener, at nogle kulturer er bedre end andre, og erklærede, at ”Medierne må transformere mangfoldighed, der er et livsfaktum, om til pluralisme, der er et værdisæt”. At få mangfoldighed accepteret er uddannelsessystemets rolle, og accepten er lovens rolle, sagde Doudou Diéne. ”Promoveringen og forsvaret af mangfoldighed er mediernes opgave. Samfundene må erkende, acceptere og derefter forsvare og promovere mangfoldighed, der altid synes at betyde sharia. Hr. Diéne repræsenterer Senegal, et overvejende muslimsk land, der er medlem af Organization of the Islamic Conference, den største stemmeblok i F.N. Ifølge journalist Ole Jørgen Anfindsen er denne konference blot endnu et tegn på, at Europa bevæger sig i retning af totalitarisme. Arnfindsen mener, at ”der allerede findes klare tegn på, at store dele af medierne i Norge allerede arbejdede under instruktioner fra F.N.” længe før konferencen. I Storbritannien har ledende figurer på BBC stolt annonceret, at de aktivt promoverer Multikulturalisme. De har ikke engang brug for F.N. til at fortælle dem det. Bruce Bawer, forfatter til bogen While Europe Slept, dedikerer megen plads til europæiske mediers fordomme, og dette er helt på sin plads. Det norske parlamentsmedlem fra Arbeiterpartiet Jens Stoltenberg har erklæret, at journalistisk mangfoldighed er for vigtig til at blive overladt til markedet. En muslim i Norge erklærede. ”Jeg arbejdede i en pakistansk butik, men alt arbejdet der er ”uofficielt”. Hverken chefen eller jeg betaler skat til de norske myndigheder. Ud over det modtager jeg 100% invaliditetsstøtte og understøttelse. Jeg må være snu for at lave så mange penge som muligt, eftersom det er den eneste årsag til, at jeg er i Norge. Mange muslimer anser utvivlsomt understøttelse som en slags jizya fra de vantro, den skat den vantro ifølge Koranen skal betale til muslimer, som et tegn på deres underordnede status og underkastelse i forhold til islamisk styre. Ifølge norske statistikker har immigranter generelt en tre gange højere arbejdsløshedsrate end indfødte nordmænd. Det bør noteres, at ikke-muslimske asiater er langt mere succesrige, hvilket betyder, at arbejdsløshedsraten blandt muslimer er endnu højere end 300%. Anntallet af muslimer i Norge er firedoblet over de seneste 15 år. Antallet af immigranter i Oslo er tiltaget med 40% på bare fem år, fra 2002 til 2007. Hvis denne tendens forbliver uændret, vil nordmændene i løbet af få årtier være en minoritet i deres eget land. Antallet af voldtægter i Oslo er målt per indbygger seks gange højere end i New York City, og det er veldokumenteret, at visse immigrantgrupper er volsomt overrepræsenteret i statistikkerne. To ud af tre voldtægtssigtede i Oslo er ifølge en politi undersøgelse immigranter med ikke-vestlig baggrund. Unni Wikan, en professor i social antropologi ved Oslo Universitet har sagt, at ”Norske kvinder må tage deres andel af ansvaret for disse voldtægter”, da muslimske mænd finder deres påklædning for provokerende. Professorens konklusion var ikke, at muslimske mænd der lever i Vesten, må justere sig i forhold til vestlige normer, men det direkte modsatte: ”Norske kvinder må se i øjnene, at vi lever i er multikulturelt samfund og tilpasse dem selv dette”. Antallet af voldtægter fortsætter med at stige år efter år, på samme måde som i nabolandet Sverige, men ifølge Trond Giske, Minister for Kultur og Kirke Anliggender fra Arbeiterpartiet vil 2008 være et officielt mangfoldighedsår 8som det også vil gennem hele E.U.), dedikeret to fejringen af Multikulturalisme og ”kulturel mangfoldighed” i alle dele af samfundet, så dette vil forhåbentligt ændre sig. Thomas Hylland Eriksen, professor i social antropologi ved Oslo Universitet, leder et multi million projekt sponseret af den norske stat, prøvende at visionere hvordan det nye multikulturelle samfund vil fungere. Han lever, ifølge ham selv, i en kedelig monokulturel del af byen, isoleret fra effekterne af kulturel magfoldighed. Zorica Mitic, en serbisk læge fra det tidligere Jugoslavien, hvor et multikulturelt samfund nyligt kollapsede i en horribel borgerkrig, advarede mod effekterne af utøjlet masseimmigration. Hr. Eriksen, en karriere multikulturalist og intellektuel kendis, responderede ved at revse hende for hendes ”mangel på visioner”. En skudveksling mellem to pakistanske bander en søndag aften ved det populære bygningskompleks Aker Brygge ved vandet efterlod to mænd såret. Avisen VG rapporterede, at en politibetjent måtte løbe for livet fra en skare af vrede pakistanere. Betjenten, der var i civil, blev slået i ansigtet og beordret til at forlade indkøbscentret Furuset. Han blev fortalt, at han intet havde at gøre i dette område, og at en bande af unge mænd stort set havde defineret Furuset som deres område, og accepterede ikke ”indtrængende”. Norske myndigheder har derfor allerede mistet kontrollen med store dele af deres egen hovedstad. Fredelige demonstrationer der afsværger islamisk terrorisme eller støtter Israel, har allerede gentagne gange været angrebet af grupper af muslimske immigranter. Bruce Bawer, forfatter til bogen ”While Europe Slept: How Radical Islam is Destroying the West from Within”, beskriver hvordan er nu er flere direkte afgange fra Norge til Pakistan end fra Norge til U.S.A. Thorbjørn Jagland er tidligere statsminister i Norge for Arbeiterpartiet, i øjeblikket formand for Stortinget, det norske parlament. I april 2006 skrev Jagland et essay der advarede mod farerne ved Islamofobi. Ifølge ham, for at parafrasere Det Kommunistiske Manifest, hjemsøges Europa af et spøgelse – spøgelset er Islamofobi. Han frygter, at det kunne give anledning til en ny form for Fascisme. Sjovt nok advarede Aftenposten på samme tidspunkt som Hr. Jagland advarede om den tiltagende ”Islamofobi” om, at ”unge” er i gang med at ødelægge den norske hovedstad. Unge piger voldtages, skolebørn trues med døden, røves og chikaneres. Politiet advarede mod ”en alarmerende stigning i gadevold” i byer landet over. Myndighedernes reaktion har været at slå endnu hårdere ned på de indfødtes ”racisme”. I 2005 ved tog det norske Storting – med støtte fra 85% af medlemmerne – en ny diskriminationslov, udarbejdet af Integrationsministeren fra Konservative, Erna Solberg, der tidligere havde kaldt på etableringen af et sharia råd i Norge. En talsmand for det højreorienterede Fremskridtspartiet, Per Sandberg, frygtede at loven ville bringe retssikkerheden i fare for lovoverholdende borgere. Omvendt bevisbyrde er kombineret med erstatningsansvar, hvilket betyder, at uskyldige personer risikerer at skulle betale store summer for noget de ikke har gjort. Hvis en muslimsk immigrant hævder, at en indfødt på én eller anden måde har diskrimineret mod denne, eller er kommet med en diskriminerende bemærkning, så er det den indfødtes opgave at bevise sin uskyld. Jeg har senere erfaret, at lignende love er vedtaget på tværs af Vesteuropa, opmuntret af E.U. Der var absolut ingen offentlig debat om denne lov, der blev vedtaget i forholdsvis tavshed. Den eneste journalist der kritiserede den, var en amerikaner der nu bor i Norge, og Hans Rustad fra Document.no, landets største uafhængige weblog. Ikke én eneste norsk journalist kritiserede lovforslaget, og de fleste nævnte den dårligt før den blev vedtaget. Ombudsmanden for Lighed og Anti Diskrimination, Beate Gangås, en hvid, lesbisk feminist, advarede før kommunevalget i 2007 alle politiske partier mod at lave ”diskriminerende” bemærkninger om immigrationspolitikker, men kaldte også på aktiv reducering af antallet af hvide, heteroseksuelle mænd i politik. Der var meget lidt reel debat omkring immigration i medierne med svær venstreorienteret slagside, men til gengæld en så meget mere passioneret heksejagt på ”racister”, og med det menes udelukkende hvide. Venstrefløjsregeringens koalition annoncerede efter et møde med immigrantorganisationer, at racister, tilsyneladende udelukkende betydende hvide, burde ”ryges ud” af alle offentlige sektorer. I kølvandet på frigivelsen af en F.N. rapport der indikerede et tiltagende globalt befolkningstiltag på flere milliarder over de kommende årtier, skrev Marie Simonsen, politisk redaktør for den norske venstrefløjsavis Dagbladet, at det burde være en universel menneskeret for mennesker alle steder, at migrere hvorhen de ønsker. Dette ville betyde den sikre udslettelse for en lille, velhavende og naiv skandinavisk nation. Simonsen billigede dermed den gradvise slavegørelse og sandsynlige udslettelse af sit eget folk, oven i købet uden tvivl samtidigt gratulerende sig selv for sin egen tolerance. Ikke én eneste journalist protesterede over denne erklæring. Nu bruges den til at udslette et helt folk, eller et stort antal på tværs af Europa, i tolerancens og mangfoldighedens navn, og de indfødte fordømmes specifikt for at protestere mod dette.

Leave a Response »

 

Vestlig feminismes fejlslag onsdag, maj 13 2009

Jeg har skrevet adskillige essays om de skadelige virkninger af vestlig feminisme. Den massive voldsbølge, og særligt voldtægterne i vestlige byer, er nu en slags krig mod hvide, og det er tiden dette bliver anerkendt som sådan. Som Gallia Watch formulerer det: ”Som i krig så overtager vinderne de indfødtes kvinder, mens de beskytter deres egne. Hele retorikken der skal fornedre den europæiske kvinde eller Frankrig (”Jeg knepper Frankrig som en hore” siger rap gruppen Sniper) er en del af feminiseringen af den hvide race, af ideen om at Europa er et land der skal erobres, et område åbent for alle former for udplyndring. Er de notoriske massevoldtægter ikke blot endnu et eksempel på kollektiv vold mod europæiske kvinder, på samme måde som russiske soldater gjorde, efter de havde tilfangetaget tyske kvinder i Berlin 1945. En stamme der ikke beskytter sine kvinder, opfører sig som om de allerede har tabt krigen. Mange af os er ikke klar over dette. Men det er vore fjender. Som vestlig mand ville jeg fristes til at sige, at vestlige kvinder i en vis udstrækning har påført dem selv dette. De har i adskillige generationer ført en psykologisk, ideologisk og økonomisk krig mod hvide mænd, troende på at dette ville gøre dem ”frie”. Det reelle resultat har været mindre bevægelsesfrihed og sikkerhed end nogensinde tidligere, som et direkte resultat af immigrationspolitikker støttet af jer og jeres åndsfæller. I det store hele er sandheden, at hvide mænd har behandlet deres kvinder med større respekt end næsten enhver anden større civilisation på jorden. Og jeg mener ikke bare i moderne tid. Jeg mener i århundreder. Alligevel er vi den gruppe mænd der mest angribes og dæmoniseres, hvorimod ikke-hvide mænd behandles med langt større respekt. Hvad hvide mænd kan konkludere ud fra dette, er at vestlige kvinder foretrækker mænd der behandler dem som lort, og disser mænd der behandler dem med respekt. Dette er ikke ligefrem en klog måde at opføre sig på, hvis man ønsker at blive behandlet med værdighed. Sandheden er, at enhver nation altid er blevet beskyttet mod udefrakommende aggression af mænd. Kvinder kan spille en understøttende rolle i dette, men aldrig mere end det. Så meget for al den snak om ”girlpower” og ”kvinder der sparker røv” man ser i filmene i disse dage, for hvis mændene i jeres ”stamme” er for svage eller demoraliserede til at beskytte jer, vil I blive slavegjorte og knuste af mænd fra andre ”stammer”, før I kan nå at sige ”Vagina monologerne”. Hvilket betyder, at hvis I nedbryder mænds maskulinitet, deres villighed og evne til at forsvare sig selv og deres familier, så ødelægger I landet. Dette er præcist, hvad vestlige kvinder har gjort de seneste 40 år. Så hvorfor er I overraskede over resultatet? Som I siger, så kan man ikke snyde Moder Natur. Tja, I har forsøgt at snyde hende i lang tid, og nu betaler I prisen for det. Vestlige kvinder har været udsat for systematisk marxistisk indoktrinering med henblik på at omforme kvinderne til masseødelæggelsesvåben mod deres egen civilisation, en strategi der har været forbløffende succesfuld. Her er et citat fra Robert Spencer´s bog ”Religion or Peace?”: ”Angreb på kristen historie og doktriner er en integreret del af overordnede bestræbelser for at installere en fornemmelse af kulturel skam i endog ikke-kristne europæere og amerikanske unge – en skam der bekæmper deres tanker om, at Vesten overhovedet er værd at forsvare. En hvid amerikansk studerende, ”Rachel”, kom uforvarende til at summere denne attitude, da hun sagde til en amerikansk indiansk professor Dr. David Yeagley i 2001: ”Hør her Dr. Yeagley. Jeg kan ikke se noget i min kultur, jeg kan være stolt af. Den er ingenting. Min race er ingenting… Se på din kultur. Se på amerikansk indiansk tradition. Se det er virkeligt noget. I har noget at være stolte over. Min kultur er ingenting. Yeagley grublede: ”Cheyennerne har en talemåde: ”En nation er aldrig besejret, før kvindernes hjerter er på jorden”. Da Rachel afsvor sit folk, gjorde hun det med den afklarede selvtillid af en ypperste præstinde, der citerede en liturgi. Hun sagde det uden frygt for kritik eller censur. Og hun fik heller ikke nogen. De andre studerende lyttede i stilhed, bevægende deres øjne frygtsomt frem og tilbage mellem Rachel og mig, som om de var usikre på, hvem der konstituerede den højeste autoritet…Hvem havde besejret Rachel´s folk? Hvad fik hende til ikke at respektere dem? Hvorfor opførte hun sig som en kvinde fra en besejret stamme?

Leave a Response »

 

Den fraværende venstrefløj tirsdag, maj 19 2009

Det praktiske resultat af de tiltagende reaktionære former for multikulturalisme har været, at venstrefløjen ganske enkelt er fraværende, når det drejer sig om mange former for undertrykkelse. I Storbritannien har Southall Black Sisters og Women Against Fundamentalism længe ført kampagner mod såkaldte æresdrab, tvangsægteskaber, vold i hjemmet og kvindelig omskæring. Og med rette. Men hvor er den liberale venstrefløjs solidaritet med deres kampagner? Og hvorfor støtter ikke flere progressive folk i Vesten kvinder i udviklingslande, der modsætter sig den patriarkalske praksis, der indebærer bortskæringen af klitoris og sammensyningen af pigers genitaler? Omkring 130.000.000 kvinder er på verdensplan ofre for kønsomskæring. Det er på daglig basis en forbrydelse mod menneskeheden, med næsten ikke så meget som en mumlende protest fra alle venstrefløjens folk, der anser dem selv som humanitære.

Men når forbrydelser mod menneskerettighederne udøves af undertrykkere, der tilfældigvis ikke er hvide (i Darfur, Vest Papua, Zimbabwe, Iran, Uganda, Vest Sahara og andre steder) styrter mange progressive væk. Skrækslagne ved tanken om at blive stemplet som racister hvis de fører kampagne mod en sort tyran som præsident Robert Mugabe fra Zimbabwe, synes de mere bekymrede om sikringen af deres politisk korrekte omdømme, end at sikre sikkerheden for de undertrykte. Mugabe´s regime har massakreret flere sorte afrikanere end Sydafrika´s apartheid diktatur. Min i modsætning til den store og meget succesfulde anti apartheid bevægelse, så findes der ingen signifikante solidaritetskampagner, der støtter kampen for demokrati i Zimbabwe. Hvorfor ikke?

Hvorfor stod så mange ellers gode folk i Vesten tilbage og ingenting gjorde under folkemordene i Congo og Rwanda? Venstrefløjen hidsede sig med rette op over Abu Ghraib, men sad på hænderne i forbindelse med Rwanda og Congo. Hvordan kan dette retfærdiggøres? Omkring en million mennesker blev dræbt i Rwanda, og over tre millioner mennesker er blevet dræbt i Congo. Hvor var den internationale kampagne, der skulle standse disse folkemord?

De politiske kolbøtter og etiske krumspring i dele af den liberale venstrefløjs meningsdannelse er ligeledes forbløffende i forbindelse med islamisk fundamentalisme. Mens alle muslimer bør forsvares mod fordomme og diskrimination, skal muslimer der undertrykker andre udfordres. Det var sært at se en liberal avis som The Guardian sidste år give en platform i sin kommentarsektion til en leder af den anti-demokratiske og anti-semitiske gruppe Hizb ut Tahrir. Endnu mere bekymrende publicerede i 2006 det venstreorienterede magasin Red Pepper artikler sympatiserende med Hezbollah og Moqtada al-Sadr – til trods for deres graverende liste af menneskerettighedskrænkelser. De samme udgivelser tilbyder sjældent progressive muslimer en stemme.

Jeg er blevet anklaget for ”islamofobi” i mit forsvar for muslimske ofre for fundamentalisme. Min forseelse? Jeg fordømte steningen af utro o Nigeria og Pakistan, og førte kampagne mod pakistanske myndigheders mishandling af homoseksuelle i Pakistan. Som svar stiller jeg mine anklagere spørgsmålet: Kan vi legitimt forblive tavse, når muslimer lider under forfølgelse fra andre muslimer? Ville ingenting sige eller gøre, hvis denne forfølgelse skete for muslimer i Storbritannien, og forfølgerne var hvide?

I visse islamiske lande dræbes frafaldne muslimer, eller muslimer der tilhører den ”forkerte” sektEr denne muslim-mod-muslim undertrykkelse vor opmærksomhed eller bekymring uværdig? Jeg kan ikke se hvordan det moralsk kan retfærdiggøres at forblive ligegyldig overfor lidende folk fra andre lande, styret af andre politiske systemer og følgende andre overbevisninger. Menneskerettigheder er, i mine øjne, for alle – ikke blot for visse.

Anklager om ”islamofobi” og ”racisme” fabrikeres og manipuleres tiltagende for at stoppe debatten, tavsgøre kritikkere og miskreditere modstandere. Folk bliver i stor stil svinet til at borgmesteren i London og hans Socialist Action partipampere, af National Assembly Against Racism, af Muslim Council of Britain og den notoriske hjemmeside IslamophobiaWatch. Den principløse sekteriske venstrefløj kollaborerer med højrefløjsislamister såsom den sexistiske, homofobiske og anti-semitiske fundamentalist Yusuf al-Qaradawi. Da nogle vovede at fordømme Qaradawi´s støtte til terrorbombninger og kønsomskæring, blev de afvist som ”islamofober”. Ideen var at marginalisere kritikken ved at tilsværte disse som anti-muslimer.

I dagens etiske ”omvendte verden” synes mange selvproklamerede ”anti-racister” ganske glade i negligeringen af det fundamentalistiske Islam´s rolle i folkemordene i Darfur regionen i Sudan, hvor racistiske arabiske islamister massakrerer den sorte afrikanske befolkning. Man hører aldrig fra venstrefløjen noget hysterisk skråleri mod homofobien i Muslim Council of Britain, i Islamic Human rights Commission og Muslim Association of Britain. Disse reaktionære organisationer kæmpede for at bevare den anti-homoseksuelle love som paragraf 28 og den seksuelle lavalder. Mens disse førte kampagne i støtte for homofobisk diskrimination, så venstrefløjen den anden vej.

Jeg støtter multikulturalisme, men med dette forbehold: multikulturalisme er en kraft for det gode, forudsat den ikke involverer værdier og praktikker der fastholder fordomme, uretfærdighed og lidelse. Enhver bør have ret til at forfølge deres egen moral og livsstil, så længe de ikke skader andre eller indskrænker andre folks frihed. Med disse kvalifikationer burde anderledeshed respekteres, og vi burde kunne tænke og gøre hvad vi har lyst til. Kristne fundamentalister burde derfor være frie til at praktisere deres overbevisning. Hvis de mener homoseksualitet er forkert, har de ret til den overbevisning og afstå fra seksuel samkvem mellem samme køn. Kristne ægtepar der tror på streng bibelskbaseret deling af arbejde i hjemmet kønnene imellem, bør tillades at leve deres liv i overensstemmelse med dette. Men de har ingen ret til at insistere på, at deres homofobiske, patriarkalske fortolkning af teksten skal være landets lov og påtvinge den på alle andre. I offentligheden bør alle borgere behandles som ligemænd, med delte forpligtelser og retten til menneskerettigheder.

Denne skelnen mellem offentligt og privat er vital. Den tilbyder en måde at administrere nogle af de spændinger der involverer forskellige samfund – inklusive spændinger mellem majoriteten og minoritetssamfundene, og minoriteterne i minoritetssamfundene.

Reaktionære fortolkninger af multikulturalismen ignorerer, tolererer og undskylder fordomme og mishandling i mangfoldighedens og diversitetens navn. Den fostrer social deling, moralsk forvirring og dobbeltmoral – ofte til skade for de mest sårbare: minoriteterne i minoritetssamfundene. Progressiv multikulturalisme handler om respekten for og fejringen af forskelle, men indenfor rammerne af universel lighed og menneskerettigheder. Den forudsætter velkommenheden og favnelsen af kulturel diversitet, forudsat det ikke involverer undertrykkelsen af andre. Der kan ikke findes nogen selektiv tilgang til frihed og retfærdighed. Menneskerettigheder er universelle og udelelige.

Leave a Response »

 

Lovgivere på Hawaii vedtager ”Islam dag” tirsdag, jun 2 2009

Senatet på Hawaii vedtog overvældende et lovforslag den 6. maj, der skal fejre ”Islam dag”, i modsætning til nogle få protesterende lovgivere, der ikke ville ære en religion forbundet med 9/11 – 2001.

Senatets to republikanere argumenterede, at en minoritet af islamiske ekstremister har dræbt mange uskyldige i terrorist angreb.

”Jeg genkalder mig islamister rundt om i verden, jublende over 9/11. Denne dag bør alle civiliserede folk og religioner huske”, sagde republikaneren Fred Hemmings til applausen fra mere end 100 folk samlet i senatet, samlet for at modsætte sig et andet emne – borgerlig vielse af homoseksuelle.

Lovforslaget om den 24 september 2009 som ”Islam dag” blev vedtaget af senatet med 22 mod 3 stemmer. Loven søger at anerkende”de rige religiøse, videnskabelige, kulturelle og kunstneriske bidrag” Islam og den islamiske verden har bidraget med. Det medfører ikke nogen særlige omkostninger eller organiseret fejring af ”Islam dag”.

”Vi er en tolerant stat. Vi forstår, at folk har forskellige trosretninger”, siger medlem af senatet, demokraten Will Espero. ”Vi er måske ikke enige i alt, men at nævne og fremhæve negative ting om islamiske folk er en fornærmelse mod flertallet af de troende, der lovoverholdende borgere i verden”.

Men det republikanske medlem af senatet argumenterer, at U.S.A. er blevet for imødekommende overfor islamiske ekstremister.

”Jeg tror ikke noget land i verdenshistorien, har været mere tolerant end U.S.A., og grundet denne tolerance, har vi ofte set den anden vej, og tusindvis af vore borgere er blevet slået ihjel af terrorister”, siger republikaneren Slom.

Leave a Response »

 

Kvinder ifølge profeten Muhammed´s ord tirsdag, jun 2 2009

Selvom profeten Muhammed siger, at kvinder er onde, ikke tillades at rejse alene og sammenligner dem med hunde og æsler, så mener mange muslimer stadig, at muslimske kvinder er mere frie end deres vestlige modstykker.

 

Jeg er virkelig stolt af Islam. Vi burde alle være stolte af Islam. Den frigjorde kvinder for fjorten hundrede år siden. Profeten bragte denne tolerante, medfølende og frigørende religion. Glem derfor aldrig at gentage ad nausea ”Fred være med Ham” hver gang du nævner profetens navn. Her er beviset:

 

Kvinder der passerer en bedende mand, annullerer hans bøn:

Aisha: De ting der annullerer bøn, blev nævnt for mig (og de var): en hund, et æsel og en kvinde. Jeg sagde, ”Du har sammenlignet os (kvinder) med hunde og æsler. Ved Gud! Jeg så profeten bede, mens jeg plejede at ligge i (min) seng mellem ham og Qibla´en. Når som helst jeg behøvede noget, så brød jeg mig ikke om at besvære profeten. Så jeg smuttede forbi hans fødder (Bog #9, Hadith #493)

 

En jøde annullerer også en mands bøn:

Abdullah ibn Abbas: Ikrimah rapporterede under Ibn Abbas´s bud, sigende: ”Jeg tror Allah´s apostel (Fred være med Ham) sagde: ”Når én af jer beder uden en sutrah, en hund, et æsel, en gris, en jøde, en magi´er og en kvinde annullerer hans bøn, men det er tilstrækkeligt, hvis de passerer foran ham i en distance på et stenkast (Bog #2, Hadith #0704)

 

Profeten Muhammed diskriminerer endog mod sorte hunde:

Abu Dharr: Allah´s sendebud (Fred være med Ham) sagde: ”Nå hvem som helst af jer gør jer klar til bøn, og der er noget foran ham, der ligner den ryg der skygger for ham, og i tilfælde af at der i foran ham er noget der ligner en ryg, annulleres hans bøn, passagen af et æsel, en kvinde og en sort hund. Jeg sagde: ”O Abu Dharr, hvor i ligger forskellen mellem en sort hund og en rød hund eller en gul hund? Han sagde: ”O, min brors søn, jeg spurgte Allah´s sendebud (Fred være med Ham) som du spørger mig, og han sagde: ”Den sorte hund er en djævel” (Bog #004, Hadith #1032)

 

Kvinder tillades ikke at rejse alene:

Ibn Umar: Profeten sagde: ”En kvinde bør ikke rejse i mere end tre dage uden en Dhi-Mahram (eksempelvis en mand hun ikke kan gifte sig med, en bror, far, bedstefar eller ægtemand) (Bog #20, Hadith #192)

Abu Huraira: Profeten sagde: ”Det er ikke tilladeligt for en kvinde, der tror på Allah og Den Sidste Dag, at rejse i en dag og nat uden en Mahram”. (Bog #20, Hadith #194)

 

Kvinder tillades ikke at sørge så længe de ønsker. Hvorfor kun fire måneder og ti dage?

Kun Allah ved:

Zainab bint Abi Salama: ”Da nyheden og dødsfaldet af Abu sufyan nåede Sham Um Habiba på den tredje dag, spurgte efter en gul parfume og parfumerede hendes kinder og underarme, og sagde: ”Jeg havde uden tvivl ikke haft brug for dette, hvis ikke jeg havde hørt profeten sige ”Det er ikke tilladeligt for kvinder, der tror på Allah og Den Sidste Dag at sørge i mere end tre dage for en hvilken som helst død person ud over hendes ægtemand, for hvilken hun må sørge i fire måneder og ti dage”. (Bog #23, Hadith #370)

 

Ikke-muslimer er også underlagt sharia lov

Abdullah bin Umar: ”Jøderne bragte til Profeten en mand og en kvinde fra deres kredse, der havde haft ulovligt seksuelt samvær. Han beordrede dem begge at stenes (til døde) nær offerpladsen, gravstedet ved siden af moskeen” (Bog #23, Hadith #413)

 

En kvinde tillades kun at faste med sin ægtemands tilladelse:

Allah´s sendebud (Fred være med Ham) sagde: ”Ingen kvinde bør faste i sin partners nærvær (til stede i huset) men kun med tilladelse. Og hun bør ikke tillade nogen (mahram) i huset, mens han (hendes ægtemand) er til stede, men kun med hans tilladelse. (Bog #005, Hadith #2238)

 

Hvis en mand ser en fremmed kvinde, må han omgående skynde sig til sin kone, og have seksuelt samvær med hende for at afværge djævlen i den kvinde:

Jabir rapporterede, at Allah´s sendebud (Fred være med Ham) så en kvinde, så han gik til sin kone Zainab, mens hun brunede læder, og havde seksuelt samkvem med hende. Han gik derefter til sine ligemænd, og fortalte dem: Kvinden træder frem og træder tilbage i form af djævlen, så når I ser en kvinde, så gå til jeres kone, for dette vil modvirke, hvad han føler i sit hjerte” (Bog #008, Hadith #3240)

 

Jabir hørte Allah´s apostel (Fred være med Ham) sige: Når en kvinde fascinerer nogen af jer, og hun fanger dit hjerte, så gå til din kone og hav seksuelt samkvem med hende, for dette vil modvirke, hvad han føler i sit hjerte” (Bog #008, Hadith #3242)

 

Kvinder er udelukkende skønhed, status og troende. Deres hjerner er uden betydning:

Abu Huraira (Må Allah finde tilfredshed i Ham) rapporterede Allah´s budbringer (Må fred være med Ham) for at sige: En kvinde kan giftes af fire grunde: For hendes ejendom, hendes status, hendes skønhed eller hendes religion, så prøv at få én der er religiøs” (Bog #008, Hadith #3457)

 

Kvinder er skurke og ubrugelige bæster:

Abu Huraira (Må Allah finde tilfredshed i Ham) rapporterede Allah´s sendebud (Må fred være med Ham) for at sige: ”Kvinder er som et ribben. Hvis man forsøger at rette det ud, brækker det. Og hvis du lader hende være, har du gavn af hende, og skurken vil forblive i hende” (Bog #008, Hadith #3466)

 

En kvinde der begår hor, skal stenes til døde:

Imran Husain rapporterede, at en kvinde fra Juhaina kom til Allah´s apostel (Må fred være med Ham), og hun var blevet gravid grundet hor. Hun sagde: Allah´s apostel, jeg har gjort noget for hvilket (foreskrevet straf) må påføres mig, så påfør mig dette. Allah´s apostel (Måfred være med Ham) tilkaldte hendes Herre, og sagde: Behandl hende godt, og når hun er nedkommet, så bring hende til mig. Han gjorde således. Så afsagde Allah´s apostel (Må fred være med Ham) dommen over hende, og hendes tøj blev bundet omkring hende, og han kommanderede at stene hende til døden. Han bad derefter over hendes døde krop. Derefter sagde Umar til ham: Allah´s apostel, du bringer bøn over hende, selvom hun har begået hor! Til dette sagde han: ”Hun har udtrykt så megen anger, at hvis det blev fordelt mellem halvfjerds mænd fra Medina, ville det være nok. Har du fundet nogen anger, der er større, and at hun har ofret sit liv for Allah, den majestætiske? (Bog #017, Hadith #4207)

 

Kvinder er simpelthen ulykkesfugle, dårlige tegn:

Umar Muhammed Zaid rapporterede, at han havde hørt sin far fortælle fra Ibn Umar, hvad Allah´s sendebud (Må fred være med Ham) havde sagt. Hvis uheld er et faktum, så er det hesten, kvinden og huset” (Bog #026, Hadith #5526)

 

Kvinder er avlemaskiner:

Ma´qil ibn Yasar: En mand kom til profeten (Fred være med Ham) og sagde: Jeg har fundet en kvinde af status og skønhed, men hun giver mig ingen børn. Skal jeg gifte mig med hende? Han sagde: ”Nej”. Han kom igen, men fik forbud. Han kom til ham tredje gang, og han (profeten) sagde: Gift dig med kvinder der er kærlige og meget frugtbare, for jeg skal talmæssigt gennem jer udkonkurrere andre folk” (Bog #11, Hadith #2045)

 

En kvinde er et uundgåeligt onde, og gifte sig med en kvinde er som at købe en slave:

Abdullah ibn Amr ibn al-´As: Profeten (Må fred være med Ham) sagde: ”Hvis nogen af jer gifter jer med en kvinde, eller køber en slave, bør han sige: ”Oh Allah, jeg beder Dig om det gode i hende, og for den position Du har givet hende; Jeg finde ly i dig fra det onde i hende, og i den position Du har givet hende ”Når han køber en kamel, bør han tage fat i toppen af puklen og sige det samme” (Bog #11, Hadith #2155)

 

Hvis man opildner en slave mod sin Herre, er man ikke en god muslim:

Abu Hurayrah: Profeten (Må fred være med Ham) sagde: Enhver der opildner en kvinde mod sin ægtemand eller slave mod sin Herre, er ikke én af os. (Bog #12, Hadith #2170)

 

Islam gør det svært for kvinder at opnå skilsmisse:

Thawban: Profeten (Må fred være med Ham) sagde: ”Hvis nogen kvinde beder sin ægtemand om skilsmisse uden en meget god grund, så vil duften af Paradis være nægtet hende” (Bog #12, Hadith #2218)

 

Hvis man ønsker at frisætte slaver, så frisæt først mændene, derefter kvinderne:

Aisha, Ummul Mu´minin: Al-Qasim sagde: Aisha ville frisætte to af hendes slaver, der var partnere. Hun spurgte derfor profeten (Må fred være med Ham) om dette. Han befalede at begynde med manden før kvinden” (Bog #12, Hadith #2229)

 

Abdullah ibn Abbas: En kvinde favnede Islam under tiden af Allah´s apostel (Fred være med Ham); hun giftede sig. Hendes tidligere ægtemand kom derefter til profeten (Må fred være med Ham) og sagde: Allah´s apostel, jeg har allerede favnet Islam, og hun havde kendeskab til mit Islam. Allah´s apostel tog kvinden væk fra sin nye mand, og genindsatte hende hos sin tidligere mand” (Bog #12, Hadith #2231)

 

Ingen prostitution i Islam:

Abdullah ibn Abbas: Profeten (Må fred være med Ham) sagde: Der findes ingen prostitution i Islam. Hvis nogen praktiserede prostitution i præislamiske tider, ville barnet blive overrakt Herren (over slavekvinden). Han der påberåber sig sit barn uden et validt ægteskab eller ejerskab, vil hverken arve eller blive arvet” (Bog #12, Hadith #2257)

 

P.S. Ifølge den seneste rapport fra International Labor Organization i Geneve, Schweiz, (2008) er Saudi Arabien, Islam´s vugge og håndhæver af sharia lov, et af de lande i verden med det højeste antal prostituerede.

 

Følelsesudtryk er forbudt:

Abu Sa´id al-Khudri: ”Allah´s apostel (Fred være med Ham) forbandede en jamrende kvinde og kvinden der lyttede til hende” (Bog #20, Hadith #3122)

 

Det er ikke en kvinde tilladt at give gaver til nogen uden ægtemandens tilladelse:

Abdullah ibn Amr ibn al-´As: Profeten (Fred være med Ham) sagde: ”Det er ikke tilladeligt for en kvinde at give en gave (af hendes ægtemands ejendom) uden ægtemandens tilladelse” (Bog #23, Hadith #3540)

 

Der er ikke tilladt at bruge perfume i islam:

Abu Musa: Profeten (Fred være med Ham) sagde: ”Hvis en kvinde bruger perfume, og passerer andre folk, s de kan lufte perfumen, så er hun ”sådan-og-sådan” (Bog #33, Hadith #4161)

 

Retfærdighed a la Islam

 

Wa´il ibn Hujr: Da en kvinde gik ud i profetens (Fred være med Ham) tid for at bede, overfaldt en mand hende og voldtog hende. Hun råbte og han forsvandt, og da en mand kom forbi, sagde hun: ”Den mand gjorde sådan-og-sådan mod mig. Og da en mængde emigranter kom forbi, sagde hun: ”Den mand gjorde sådan-og-sådan mod mig”. De fangede ham de troede havde haft seksuelt samkvem med hende. Hun sagde: ”Ja, det er ham”. Så bragte de ham til Allah´s apostel (Fred være med Ham). Da han (profeten) skulle afgive dom, rejste den mand, der faktisk havde forulempet hende, og sagde: Allah´s apostel, det er mig der gjorde det mod hende. Han (profeten) sagde til hende: Gå væk, for Allah har tilgivet dig. Men han sagde nogle gode ord til manden der havde haft seksuelt samkvem med hende. Han sagde: ”Gå, du er fri. Profeten (Fred være med Ham) sagde også: ”Han har angret så meget, at hvis folk i Medina angrede lige så meget, ville det have været accepteret fra dem” (Bog #38, Hadith #4366)

 

Tilfældighed:

Abdullah ibn Umar: En kvinde var min kone, og jeg elskede hende, men Umar hadede hende. Han sagde til mig: ”Bliv skilt fra hende”. Men jeg nægtede. Umar gik til profeten (Fred være med Ham), og nævnte det for ham. Profeten (Fred være med Ham) sagde: ”Bliv skilt fra hende” (Bog #41, Hadith #5119)

Leave a Response »

 

Ukontrolleret muslimsk indvandring en trussel onsdag, nov 4 2009

For få uger siden i London fortalte den britiske udenrigsminister David Miliband mig, at 75% af planer om terrorisme mod Storbritannien stammer fra de føderalt administrerede stamme områder i Pakistan. Der bor omkring 800.000 pakistanere i Storbritannien.

Størstedelen, behøver man ikke nævne, er lovoverholdende borgere. Men der findes en forbindelse mellem ukontrolleret muslimsk immigration og terrorisme.

Den virkelige historiske signifikans af den illegale immigrationskrise i vore nordlige vande er, at dette kunne, hvis tingene gik galt, være øjeblikket Australien mister kontrollen med vores immigrationsprogram, og det ville være en katastrofe.

Det er ekstremt farligt at tale ærligt om muslimsk immgration. Alle generaliseringer om den er emne for talløse undtagelser. Muslimer er meget forskellige fra hinanden. De fleste er forholdsvis succesfulde.

Men en meget større minoritet ender med sociale, politiske, ekstremistiske eller andre problemer resulterende af mangel på integration end tilfældet er med nogen anden gruppe af immigranter i vestlige samfund. En mangel på ærlig diskussion om dette resulterer i dårlige politikker.

Den absolut mest oplysende bog man overhovedet kan læse om dette, er af den amerikanske journalist Christopher Caldwell: “Reflections on the Revolution in Europe: Immigration, Islam and the West”. Det er langt den bedste bog om offentlig politik af nogen art, jeg længe har læst. Den er fyldt med data, men dens største styrke ligger i at afdække de intellektuelle, politiske og sociale dynamikker, der har ført til det europæiske roderi. Den måde den australske debat gentager, hvad der var dybt destruktive og vildledende debatter i Europa, domineret af moralsk hellighed og manglende evne til at begribe virkeligheden, er skræmmende.

Caldwell kaster lys på den måde asyl vurderingsprocesser så let kan snydes, og den sofistikerede, intense udveksling af informationer der betyder, at den mindste ændring i modtagerlandets attitude omgående spredes gennem illegale immigrant netværk. Han skriver: “Et let omgåeligt system var på plads, der gjorde adgang automatisk for vordende immigranter, der forstod det. Forskellige immigrant advokerende NGO´er i Europa sikrede, at de forstod det…Der var en utrolig sensitivitet for vordende immigranter overfor ændringer i immigrationslove, og landenes humør overfor immigranter”.

Caldwell viser også, at når først en illegal immigrant rute er etableret og pålidelig, så bliver den enormt populær. Dette er hvad striden i det nordlige australien, nu virkeligt handler om. Han viser yderligere, hvor fuldstændig subjektiv og plastisk asyl undersøgelses procedurerne er. I 2001 godkendte Danmark størstedelen af asylansøgerne. I 2004, da stemningen var ændret, godkendtes kun én ud af ti, selvom afviste asylansøgere i Europa i realiteten ikke rejste hjem.

Til tider synes Caldwell principielt at argumentere imod immigration, selvom alle problemerne han fremfører, relaterer sig specifikt til muslimsk immigration, og han anerkender andre immigranters succes i Europa.

Han anerkender jævnligt succesen for immigranter i Canada, U.S.A. og Australien. I Canada og Australien vælger regeringen immigranterne. I U.S.A. kommer de fleste immigranter fra Latin Amerika, og har ikke problemer med muslimerne.

Men så vidt at han laver en overordnet sag mod immigration, så er jeg alvorligt uenig med Caldwell.

Hvad han virkeligt er optaget af, er ukontrolleret muslimsk immigration. De fakta han fremstiller, er meget bekymrende. Intet europæisk flertal ønskede nogensinde, at dette skete. Der findes 20 millioner muslimer i Europa, og dette tal vil være fordoblet omkring 2025.

Hvordan kom denne masse immigration af folk med få relevante job færdigheder og sprog færdigheder, og en kultur særdeles fremmed for Europa for dagen? Caldwell argumenterer, at efterkrigstiden var vidne til en radikal splittelse i europæiske holdninger. Europa var lige blevet ødelagt af en fjende, nazisterne, der var svorne racister. Den ubegribelige katastrofe af Holocaust hjemsøgte enhver diskussion om moral eller politik. Europa var i sin dekoloniserings kvaler, og følte sig skyldig over sine relationer med ikke hvide folk.

Dette skabte en ideologi af anti racisme, der i sig selv blev ekstrem og forstyrret, afskåret fra virkeligheden og i mange tilfælde direkte intolerant – den mere eller mindre officielle stats religion i Europa. Dette havde meget lidt at gøre med virkeligt at bekæmpe racisme.

I en af historiens talrige ironier nød muslimer fordel af arven efter den jødsike Holocaust. Beslutsomheden oprindeligt at fjerne anti-semitisme hjalp ikke mange europæiske jøder, da de næsten alle var væk, men det skabte en platform for hvilken muslimske immigranter kunne finde og udnytte etniskes offerstatus. Dette skabte dybt destruktive dynamikker og, i en anden ironi, genintroducerede alvorlig anti-semitisme i Europa, medbragt ved muslimernes ankomst.

Caldwell antyder, at velfærdsstaten udgør et dårligt ægteskab med uuddannet masse immigration. Velfærd mere end mulighed bliver attraktionen. Endnu vigtigere bliver velfærden en dødelig fattigdomsfælde.

På samme tid betyder satellit fjernsyn, internet og masse immigration fra få lande, at den gamle kultur altid ligger muslimske immigranter lige for hånden. De behøver ikke integrere sig, hvis ikke de ønsker det, eller finder det for vanskeligt.

I mange tilfælde, anfører Caldwell, er anden generations muslimske indvandrere dårligere integrerede end første generations muslimske indvandrere, og tredje generations invandrere dårligere integrerede end anden generations indvandrere.

De demografiske tal, anfører han, er velkendte men stadig chokerende. Indfødte europæere vil ikke have børn i noget der bare ligner erstatningsomfang, mens fertiliteten hos muslimske immigranter ikke falder over tid, som det er tilfældet med andre immigranter.

Religion er den stærkeste forudsiger for fertiliteten i Europa.

Omkring midten af dette århundrede vil den største religion for østrigere i alderen under 15 år være Islam. I Bruxelles er de fleste fødsler muslimske, og har været sådan siden 2006. I Frankrig er hver tiende muslim, men de er hver tredje af dem i den fødedygtige alder, og muslimer får tre gange så mange børn som franskmændene.

Caldwell skriver: “Europa finder sig selv i konkurrence med Islam om loyaliteten af sine nytilkomne. I øjelikket er Islam den stærkeste i denne konkurrence…når en usikker, føjelig, relativistisk kultur møder en kultur, der forankret, selvsikker og styrket af fælles doktriner, er det almindeligvis førstnævnte, der ændrer sig for at tilpasse sig sidstnævnte”.

Ukontrolleret muslimsk immigration forandrer Europa i så stort et omfang, at det får traktater og bureaukratiske vrøvlerier fra E.U. til i sammenligning at se ubetydelige og flygtig.

Leave a Response »

 

Bedre relationer til muslimer ned til 16% tirsdag, nov 3 2009

Vælgere fortsætter med at have et pessimistisk syn på Amerika´s fremtidige relation til den muslimske verden, mens krigen forværres i Afghanistan og Hillary Clinton slutter en problemtisk visit i Pakistan.

En ny Rasmussen Reports telefon undersøgelse finder, at kun 16% siger, at relationen vil bedres det næste år frem. Det er det laveste niveau målt hele året.

33% siger, at Amerika´s relation til den muslimske verden vil forværres i løbet af det næste år. Dette er en let forbedring siden sidste måned, men viser stadig en tiltagende pessimisme på området. 44% siger, at relationen vil forblive nogenlunde den samme.

Først i juni leverede præsident Obama en stor tale i Cairo, Ægypten, der nåede muslimer verden over. Lige før den tale forventede kun 21%, at det amerikanske forhold til den muslimske verden ville forværres et år frem, og 28% sagde, at det ville bedres. Præsidentens udstrakte hånd til den globale islamiske samfund var én af de primære citerede årsager til, at han vandt Nobel´s Fredspris.

Rasmussen Reports har siden juni jævnligt spurgt vælgere, om Amerika´s forhold til det globale islamiske samfund vil bedres, forværres eller forblive det samme. Indtil sidste måned var vælgerne langt mere delte, med dem der forventer bedre relationer liggende så højt som 32% lige efter præsidentens tale, og dem der frygter, at tingene vil forværres aldrig overstigende 28%.

Kløften omkring spørgsmålet partierne imellem har dog ændret sig lidt i denne måned, med 51% af republikanske vælgere der siger, at relationerne vil forværres. Blot 23% af demokraterne og 25% af vælgere uden tilknytning til et parti er enige i dette.

Kun 29% af alle vælgere forventer, at U.S.A. ved slutningen af det 21. århundrede er verdens mægtigste nation, visende ringe ændringer gennem den seneste måned. 39% indtager et modsat standpunkt, mens 33% ikke har bestemt sig.

I begyndelsen af året sagde 39%, at Amerika ville være nummer ét ved slutningen af århundredet, men 34% var uenige.

Oktober var den dødeligste måned for U.S.A. i Afghanistan siden invasionen i 2001 som svar på terror angrebet den 11/9. Der kommer et tiltagende antal døde amerikanske tropper samtidig med at at Obama overvejer at sende yderligere tropper til det krigshærgede land.

Nylige målinger viser, at 42% af vælgerne mener, at en amerikansk sejr i Afghanistan ikke er mulig hvis nabolandet Pakistan forbliver ustabilt.

I alt mener 45% af vælgerne, at det er muligt for Amerika at vinde krigen i Afghanistan.

Efter rejsen til Pakistan billiger 59% det arbejde Clinton lavede, mens 37% misbilliger. 

Leave a Response »

 

Hvorfor demokrati virker og socialisme ikke virker mandag, nov 2 2009

Hvorfor findes der ikke ét eneste eksempel på “Folkets Paradis”? Hvordan kan det være at revolutionære med de bedste intetentioner aldrig har været i stand til at skabe et funktionelt samfund? Hvordan kan det være, at samfund der vier sig til økonomisk lighed og baserer sig på velmenende idealer, enten sekulære eller religiøse, har vist sig at være sørgelige fejlslag?

Socialister tror fejlagtigt, at en kollektiv “enhed” i overbevisning, tanke og ideologi fremmer et samfund. Deres styrke, tror de, findes i antallet af dem, der deler deres ideologier. Socialister mener, at de har enhver ret til at designe et samfund på, hvad de mener, er i samfundets bedste interesse. De mener også, at uvillighed til at tilpasse sig deres idealer udgør en trussel, og ret sikkert, en fare.

Socialistiske stater, eksempelvis, ser meget strengt på enhver, der kræver lavere skatter, eller ønsker ændringer i statens velfærdsgoder. For nylig gik millioner af franskmænd i protest demonstration mod arbejdsgiverens ret til at fyre dem fra deres arbejde – selv hvis deres præstation var mindre end ønskelig.

Socialister ser naturligt dem selv som “progressive”. De mener, at deres verdensanskuelse er en forbedring af den “gamle måde” – eksempelvis hårdt arbejde for personlig vinding. Det er interessant at observere, hvordan “progressive” har allieret dem selv med Hollywood – den mest narcissistiske og selvcentrerede gruppe mennesker på planeten. De er også blandt dem, med mindst føling med virkeligheden, opfattende dem selv som værende del af et slags aristokrati, berettigede til materielle ting som andre ville skulle betale for. Der er megen sandhed i det gamle mundhæld: “Du skal kendes på det selskab, du holder dig”. De “progressive” har gjort klart, at deres tilknytning til det forlorne aristokrati i Hollywood overtrumfer den relation de kunne have med os andre i de lave lag.

De “progressive” kan selvfølgelig ikke argumentere mod, at de største filosoffer og tænkere var frie til at præsentere deres sager. Det er dem, de progressive, der ønsker at præsentere deres version af historie, religion og ideologi. Vær uenig med dem, og statens alskens uhyrligheder vil ramme dig.

I virkeligheden er de “progressive” faktisk undertrykkende. Der er grundet disse énfoldige, firkantede sind, at vi finder os selv i det roderi, vi er i. De tror på “Min måde eller ingen måde” tankegangen. Vær uenig med dem, og det er verdens ende. Ti millionvis af mennesker er døde gundet “Min måde eller ingen måde”. Vær uenig med magthaverne der er, eller kommer, og der kaldes på “Døden for…”. Vær uenig højlydt nok og du er dødsmærket. Dette fik vi alle en smagsprøve på under tegning optøjerne. Det var “Min måde eller ingen måde” sluppet fri i demokratiske samfund.

“Min måde eller ingen måde” er intet andet end regression til mere barbariske tider, da disputer, uenigheder og forskelligheder kun blev afgjort gennem blodsudgydelse. Det er en afledning af “Min måde eller ingen måde”. Menneskeheden udviklede sig og gjorde fremskridt, da samfundene begyndte at tolerere dem med anderledes idéer og tro. Vi gjorde fremskridt, fordi vi tillod hver af os mulighedens frihed, til at opnå hvad end vi magtede, i de bestræbelser vi gjorde os. Ingen fortalte os, hvad vi skulle gøre, hvad vi skulle tænke eller opfinde. Sovjet Unionen producerede ingeniører i millionvis. De bygge verdens største hotel, Rossiya i Moskva, der skulle fungere som et tegn på russisk overlegenhed. Væggene er skæve og gulvene er ulige. Det er sandt, at russerne førte i det tidlige rumkapløb. Det er også sandt, at titusindvis, hvis ikke hundredtusindvis døde, fordi pengene blev brugt på rumkapløb og ikke på mad til Sovjet borgerne. Denne katastrofe ramte det kommunistiske øst Europa. Fra engang at være netto eksportør af korn nåede Polen et punkt, hvor det dårligt kunne brødføde sig selv. For at sætte dette i pespektiv så producerede Polen engang mere korn end Frankrig og Canada.

Den jødisk-kristne etik forstår, hvad frihed virkeligt betyder. Vi har accepteret frihed og demokrati som en livsmåde. Faktisk eksisterer frie samfund ikke alene. De trives og udvikler sig også. Hvis ikke der fandtes frie samfund og demokratier, så ville verden se præcis ud som meget af den islamiske verdens hærgethed gennem interne stridigheder og politiske vold, med næsten en milliard mennesker der vantrives i en underverden, hvor deres eneste formål er at tjene behov og luner hos et regime, der er ligeglade med dem og ingen værdi tillægger deres liv.

Tænk på det. 

Leave a Response »

 

Religionen af ondsindet narcissisme søndag, nov 1 2009

Alt for ofte har den opførsel vi i dag er vidner til fra praktikere af Islam i Storbritannien, Frankrig og det meste af Europa , såvel som Mellem Østen bevæget sig langt ud over “ubehøvlet” eller “uvenlig”, og tilhører mere i verdenen af “borderline” eller “narcissistisk” psykopatologi. Og adfærden af underdanige venstreorienterede overfor Islam har bevæget sig langt ud over at “lefle”, “formilde” eller “muliggøre”, og hører til i verdenen af aktiv underkastelse.

Det malplacerede navn “Fredens Religion” er indehaver af alle kendetegn for “Den Ondsindede Narcissismes Religion”. Nogle af de mere radikale praktikere af denne religion synes at mene, at det er deres guds givne ret (også kaldet havende en “opfattelse af berettigelse”) til at kræve at verden til alle tider efterkommer deres krav:

“Patienter af denne type attitude vil altid have mere. Hvad end du gør, så er det aldrig nok for dem, og de viser i almindelighed ingen taknemmelighed eller udtrykker taknemmelighed, selv når gør sig ulejlighed for dem. Som de mest forkælede kongelige forventer de blot, at de til alle tider burde være verdens centrum.

Denne attitude ses normalt hos små børn, der vil have, hvad de vil have, og de vil have det nu. Alle forældre har måtte tage sig af den slags hyleri. Når man gentagne gange ser denne attitude hos en voksen, så ved man, at man har med psykopatologi at gøre. Mange voksne piver ved den mindste ulejlighed, forsinkelse eller begrænsning. Hvorfor? Fordi de som små børn er overbeviste om, at de fortjener, hvad de vil have, når de vil have det. De er “berettigede” til det.

Eksemplerne på denne attitude af islamisk narcissisme berettigelse er i disse dage overalt omkring os. De kræver “respekt” for deres religion, mens deres religion afviser og nedgør andre; de kræver, at man kun laver tegninger, de kan godkende (selv mens deres egen “humor” i tegninger ovderskrider civiliseret adfærd i sadisme og fornærmelse). De immigrerer til lande, der er venlige nok til at lukke dem ind, og tillader dem at praktisere deres religion i fred, og så truer de med vold med mindre disse lande er villige til at ændre på deres egne traditioner og omstyrte deres egne værdier i tilpasningen til det islamiske perspektiv.

Lad os se virkeligheden i øjnene. Disse islamiske narcissister ønsker ikke at blive tolereret, af det samfund de bor i. De ønsker ikke ganske enkelt at være frie til at praktisere deres religion i de mest multiulturelt sensitive nationer. De ønsker det samfund eller det land de bor i fuldstændigt underkastet deres værdier og religiøse praktikker og anerkende deres åbenlyse overlegenhed – ellers…

Den blotte eksistens af andre kulturer og religioner er alt for truende for deres kulturelle og religiøse selvværd, baseret som de er på intet af substans.

Som de fleste borderline personligheder, er det så noget under, at Islam´s forhold til andre kulturer er ustabile og karakteriseret af intense humør reaktioner såsom dysfori, irritabilitet, angst, vrede og raseri? Eller at de har et markant ustabilt selvbillede eller fornemmelse af selv, der udtrykker narcissistisk raseri ved det mindste oplæg til en fornærmelse? Eller at de konstant udtrykker intens vrede eller har vanskeligt ved at styre vrede, karakteriseret ved jævnlige udstilling af temperament, konstant tilbagevendende fysisk aggression og kamp?

For ikke at nævne de tilbagevendende og kroniske selvmorderiske og morderiske impulser der næres og gives religiøs sanktion.

Dette er alt sammen beskrivende for en meget, meget syg religion – de er faktisk døende, men som en rabiat hund, kan den kun påføre død mod alt og alle, der kommer indenfor rækkevidde. Frygtsom overfor forandringer der måtte være en anti dote mod deres sygdom marcherer de endnu mere rigidt ind i fortiden – men desværre bevæbnede med ekstraordinært dødelige våben, og en teknologi der producerer dem.

Jeg taler ikke her blot om “ekstremister”, eftersom mange af disse attituder endog tilsyneladende deles af de såkaldt religionens “moderate”, der selvom de afholder sig fra de mere voldelige handlinger, stadigt arrogant udtrykker deres fornemmelse for berettigelse og ikke viser den ringeste indsigt i deres egen intolerance og fobier vedrørende andre kulturer.

Man kan ikke tilfredsstille borderlinere. At give efter for den fornemmelse for berettigelse fører kun til flere og flere krav om opmærksomhed og anerkendelse af deres narcissistiske overlegenhed. De vil aldrig udtrykke taknemmelighed eller tak, og altid opfatte dig som intet andet end forlængelsen af deres eget skadede selv.

Den eneste måde at tage sig af sådan borderline adfærd er at afstikke klare grænser og forventninger – og derefter holde fast i dem. At tolerere den uophørligt intolerable adfærd og krav som moderne Islam udviser, vil kun forstærke den underliggende psykopatologi og accentuere den bundløse narcissistiske berettigelse.

Uanset hvad de medfølende, multikulturelle og politisk korrekte tåber på venstrefløjen siger. 

Leave a Response »

 

Venstrefløjens udgangsposition: Tvang søndag, nov 1 2009

Vi skal nu undersøge, hvorfor ideologier rodfæstet i subjektivisme før eller siden bruger tvang.

Der findes to måder at overbevise nogen, der er uenige: gennem fornuftens proces såsom debat, eller gennem en form for tvang – eller gør der? Som vi skal se er naturen af kløften mellem de to tankeskoler bred, og kan ikke overvindes: objektivisme og subjektivisme er gensidigt udelukkende. Debat fungerer ikke, hvor subjektivister er involveret. Objektivister kan ikke lokkes til at tage en vilkårlig position gennem tvang.

Lad os se på de fredelige muligheder: parlamentere. Dette fungerer fint blandt objektivister, men bliver ubrugelig når subjektivister indblandes. Det er umuligt at debattere en pointe med nogen, der er ovebeviste om, at alt hvad du siger, bare er…tja, din personlige mening i stedet for faktum. I sidste instans – i øjnene på subjektivisten, der ikke accepterer objektive standarder – er udkommet af sådanne “konversationer” den enes smag holdt op imod den andens smag. Derfor råberi kampene, følelsesappeller og alle de andre post moderne “debat teknikker”, der også ligger ved hjertet af Alinsky´s “Tactics for Radicals”: Intimidering.

Lad os se om tvang fungerer, for dem der holder sig til fornuft. Problemet her er, at sind kan tavsgøres eller ødelægges, men de kan ikke tvinges til at acceptere noget, der er imod deres bedre dømmekraft. For objektivisten er enhver position moralsk udskiftelig med enhver anden position, givet dennes overbevisning om at der ingen objektive standarder findes, med hvilke sandheden kan opnås. Subjektivisterne kører med så megen stejlhed i frustration løs.

Det er ikke muligt med tvang at starte og retningsføre tankeprocesser hos rationelle folk: A=A under selv de mest modbydelige omstændigheder. Derfor tyer diktatorer til at immobilisere deres undersåtters sind gennem undertrykkelse og irrationelle dekreter, i Sovjet tiden kendt som “dagens sandhed”.

Leonard Peikoff gør i “The Omnious Parallels” gældende, at de nazistiske dødslejre faktisk var kontrollerede eksperimenter i massesindskontrol: hvad gør absurde situationer, der overhovedet ingen relation har til kendt virkelighed ved det menneskelige sind?…absurde som i surrealismen ved wiener valse, der akkompagnerede folk til gaskamrene.

Vold, fremmedgørelse, stofmisbrug og alkoholisme er alle metoder, der standser rationel tænkning. Visse stoffer, som cannabis og LSD, fremmer overlegne subjektivistiske “tanker”. Irrationelle sind kan dog løse problemer uden sådanne hjælpemidler: gennem undvigelsesmanøvre kan de rationalisere hvad de måtte forventes at “tro”.

Det seneste eksempel af den hollandske version af Bono illustrerer subjektivismens fejlopfattelse. Hans løsning for verdensfreden er at fjerne folks frie vilje. Da den tilfældigvis er fakultetet for moralsk dømmekraft, så fortæller denne særlige løsning omfattende om den indbyggede tendens til umoralsk tvang i subjektivistiske tanker. Enhver diktator ville være stolt over et sådan forslag.

Kant søgte at bevare religionen mod fornuftens fremskridt ved at erklære sindet for et ubrugeligt redskab i erhvervelsen af kundskab. Resultatet er anti fornuft, der ser magt som en legitim måde at få ballademagere til at gøre deres pligt for kollektivet. Man kan se, hvordan idealister kan blive hensynsløse forbrydere, og hvordan kultiverede folk kan ende med at producere de mest toksiske ideologier.

I Objektivisme er initieringen af tvang ondt, men selvforsvar er et moralsk ansvar. At afstå fra dette ville svare til at tilskynde til ondskab. Gengældelse er også berettiget mod en irrationel fjende, der modsætter sig Bush´s doktrin om forebyggende angreb. Dette skyldes, at fjenderne selv kun tillader den slags metoder. Dette er ikke at “synke til deres niveau”, men tværtimod at fjerne den.

Subjektivister mangler det filosofiske redskab, der ville føre til konklusionen, at problemet ligger i, havd de opfatter som løsningen: statisme. Derfor tror venstreorienterede altid, at de vil gøre det bedre end deres forgængere, hvilket fører til en endeløs række af socialistiske bebrejdelser af dem-og-dem for fejlslagene, men lover, at de denne gang vil gøre socialismen bedre. I virkeligheden er ideologien blevet grundigt testet og hver gang fundet forbederlig, eftersom grundlaget ikke er virkeligheden men ønsketænkning, en fidus fra hvilken ingen delatger er fritaget.

De siges ofte, at medierne er forudindtagede. Dette forudsætter, at pressen faktisk har et objektivt udgangspunkt, fra hvilket de afviger. Dette er en fejlagtig diagnose på symptomerne. De er ikke fordomsfulde: de er ganske enkelt subjektive. Tanker skaber virkelighed: virkeligheden er, hvad som helst du ønsker, den skal være: projiceringen af virkelighed i deres sind. Disse filtreres efter indhold til en substans af subjektive tanker: følelser og opfattelser.

Et populært imperativ blandt subjektive tænkere er ikke at fælde moralske domme mod andre. Men som vi har set, eftersom modstandere ikke kan debatteres, grundet mangel på objektive standarder, så smides dette imperativ i vinden, når modstanderen på det groveste på værst tænkelige måde dæmoniseres. Derfor er det muligt for dagens venstrefløj oprigtigt at spørge fans af Sarah Palin, hvordan de kan være fans af denne kvinde: frit valg: “hun er kreationist, en kristen fundamentalist, hun er imod abort, er hun ikke?”.

Personer og idéer er smeltet sammen i en udelelig karikatur af virkeligheden. Hverken motivation eller afklaring er nødvendig: skolegårdens primitivitet – fedesen, brilleabe! De fejler i erkendelsen af, hvilken farlig grund de betræder. Det næste skridt er aktiv forfølgelse. Det er ikke noget under, at de lyder fascistiske. Dette skyldes, at de bruger de samme filosofiske redskaber: de verbale pointer har opnået status af absolutte dogmer, mens implementeringens metode er pragmatisk, en viljens handling.

Leave a Response »

 

Forskellen på en konservativ og en liberal lørdag, okt 31 2009

Hvis en konservativ ikke kan lide pistoler, så køber han ikke en pistol. Hvis en liberal ikke kan lide pistoler, så kræver han pistoler gjort ulovlige.

Hvis en konservativ er vegetar, så spiser han ikke kød. Hvis en liberal er vegetar, så kræver han kødprodukter forbudte for alle.

Hvis en konservativ ser en fremmed trussel, så tænker han over, hvordan han kan besejre sin fjende. Hvis en liberal ser en fremmed trussel, så overvejer han, hvordan han kan graciøst kan overgive sig og stadig se godt ud.

Hvis en konservativ er homoseksuel, så lever han sit liv stille. Hvis en liberal er homoseksuel, så kræver han respekt gennem lovgivning.

Hvis en farvet person er konservativ, så opfatter han sig selv som succesfuld uafhængig. Den liberale modpart opfatter sig som offer, og har behov for beskyttelse fra staten.

Hvis en konservativ er “nede med flaget”, så overvejer han, hvordan han kan bedre sin situation. En liberal overvejer, hvem der vil tage sig af ham.

Hvis en konservativ ikke kan lide en vært i fjernsynet, så skifter han kanal. Liberale kræver at få udsendelsen stoppet.

En ikke troende konservativ går ikke i kirke. En liberal ikke troende ønsker enhver tale om Gud og religion tavsgjort (med mindre det selvfølgelig er en fremmed religion).

Hvis en konservativ læser det her, så sender han det videre til sine venner, så de kan få sig et godt grin. En liberal sletter det, da det er “fornærmende”.

Leave a Response »

 

Fascismens arv: Liberalisme lørdag, okt 31 2009

Liberal fascisme lyder som et oxymoron – eller en term der skal fornærme liberale. Faktisk blev det skabt af en socialistisk forfatter, ingen andre end den respekterede og indflydelsesrige venstreorienterede H.G. Wells, der i 1931 kaldte på progressive åndsfæller at blive “liberale fascister” og “oplyste nazister”.

Den er god nok.

Hans ord favner et meget større mønster end sammenblanding af socialisme med fascisme: Mussolini var en ledende socialistisk figur, der under Første Verdenskrig vendte sig bort fra internationalisme til fordel for italiensk nationalisme, og kaldte denne blanding fascisme. På samme vis ledede Hitler det National Socialistiske Tyske Arbejder Parti.

Disse fakta disharmonerer, da de modsiger det politiske spektrum, der har formet vores verdenssyn siden de sene 1930´ere, der placerer kommunismen på den yderste venstrefløj, efterfulgt af socialismen, liberalismen i centrum, konservatismen, og derefter fascismen på den yderste højrefløj. Men dette spektrum, peger Jonah Goldberg på i sin brillante, indgående og originale bog “Liberal Fascism: The Secret History of the American Left from Mussolini to the Politics of Meaning”, reflekterer Stalin´s brug af ordet “fascist” som et skældsord der skulle miskreditere enhver, han ønskede – Trotsky, Churchill, russike bønder – og forvrænge virkeligheden. Allerede i 1946 bemærkede George Orwell, at fascisme var degenereret til at betyde “noget ikke ønskeligt”.

At forstå fascisme i sit fulde udtryk kræver at man tilsidesætter Stalin´s misrepræsentation af termen, og også ud over Holocaust, og i stedet returnere til perioden Goldberg angiver som det “fascistiske øjeblik” omkring 1910-1935. Værende en statsorienteret ideologi bruger fascismen politik som et redskab til at transformere samfundet fra atomiserede individuelle til et organisk hele. Dette gør den ved at ophøje staten over individet, ekspert viden over demokrati, gennemtvinge konsensus frem for debat, og socialisme over kapitalisme. Fascisme er totalitær i Mussolini´s oprindelige betydning af termen “Alt indenfor staten, intet udenfor staten, intet imod staten”. Fascismens besked kan koges ned til “Nok snak, mere handling!”. Dens vedvarende appel får dette gjort.

I modsætning kalder konservatismen på begrænset regering, individualisme, demokratisk debat og kapitalisme. Dens appel er frihed og lade folk være i fred.

Goldberg´s triumf var at etablere slægtskab mellem Kommunisme, Fascisme og Liberalisme. Alle trækker på den samme tradition, der går tilbage til jacobinerne i Den Franske Revolution. Hans reviderede politiske spektrum ville fokusere på statens rolle og gå fra libertarianisme til konservatisme til fascisme i mange forklædninger – amerikansk, italiensk, tysk, russisk, kinesisk, cubansk og så videre.

Som listen antyder er fascismen fleksibel; forskellige iterationer adskiller sig i specifikationerne, men de deler “følelsesmæssige eller instinktiveimpulser”. Mussolini bearbejdede den socialistiske agenda til at lægge vægt på staten; Lenin gjorde arbejderne til partiets frontløbere; Hitler tilføjede race. Hvis den tyske version var militaristisk, så er den amerikanske (hvilken Goldberg kalder liberal fascisme) næsten pacifistisk. Goldberg citerer i sin pointe historikeren Richard Pipes: “Bolsjevisme og Fascisme var socialismens kættere”. Han beviser dette sammenrend på to måder”.

Først tilbyder han “en hemmelig historie om den amerikanske venstrefløj”:

Woodrow Wilson´s progressivisme profilerede et “militaristisk, fanatisk, nationalistisk, imperialistisk, racistisk” program muliggjort af Første Verdenskrigs nødvendigheder.

Franklin D. Roosevelt´s “fascistiske Nye Plan” bygge på og udviddede Wilson´s regering.

Lyndon B. Johnson´s Store Samfund etablerede den moderne velfærdsstat, “den ultimative frugt af den statslige tradition.

Den ungdommelige Nye Venstrefløj fra 1960´erne bragte “en amerikaniseret forbedring” af den gamle europæiske højrefløj.

Hillary Clinton håber at kunne “føre staten dybt ind i familien”, et essentielt skridt i det totalitære projekt.

For at summere næsten hundrede års historie, hvis det amerikanske politiske system tilskyndede jagten på lykke, “så ønsker flere og flere af os lykken leveret”.

Derudover dissekerer Goldberg de liberale amerikanske programmer – racemæssige, økonomiske, miljømæssige, selv “økologiens kult” – og viser deres slægtskab med disse af Mussolini og Hitler.

Hvis denne summering lyder fuldstændigt usandsynlig, så læs hele “Liberal Fascism” for sine kulørte citater og overbevisende dokumentation. Forfatteren, indtil videre kendt som en smart polemiker med skarpe albuer, har bevist sig som en stor politisk tænker.

Ud over at tilbyde en radikal anderledes måde at forstå moderne politik på, hvor fascisme ikke er mere fornærmende end socialisme, så forsyner Goldberg´s ekstraordinære bog konservative med de redskaber man møder morgendagens liberale plageånder med for i sidste instans at gå i offensiven.

Hvis de liberale i det uendelige kan bringe Joseph McCarthy på banen, så kan de konservative modgå dette med Benito Mussolini. 

Leave a Response »

 

F.N.: Ingen terror bekæmpelse; kun kønsligestilling fredag, okt 30 2009

Det her er ikke en vittighed. Jo, det er det, men den er sand. “F.N. rapport kræver ophævlse af terrorbekæmpelseslove for at promovere “kønslighed”.

I tilfælde af at du skulle være i tvivl, så “ændrer det menneskelige køn sig over tid og kontekst”. Sex slaver må ikke “stigamtiseres” for deres arbejde, og det er vigtigt at anerkende “kønsidentitet og inter seksuelle individer som betydningsfulde” i terrorbekæmpelsespolitikken.

Dette er nogle af konklusionerne i en F.N. rapport om terrorbekæmpelse, der er intenderet at promovere menneskerettigheder – men som kritikere siger er designet til at redefinere kønnene og forkrøble faktiske bestræbelser på terrorbekæmpelse.

Martin Scheinin, en særlig reporter for F.N.´s Menneskerettighedsråd, indgav sin rapport i august efter i seks måneder at have studeret “de komplekse relationer mellem kønslighed og terrorbekæmpelse”.

Scheinin anbefaler en radikal genbearbejdning af politikkerne omkring terrorbekæmpelse, insisterende på at medlemslandene af F.N. “forkaster “krigsparadigmet” og “helliger sig principperne om kønslighed og ikke-diskriminering i designet og implementeringen af alle tiltag til terrorbekæmpelse”.

Blandt hans forslag kan findes:

“Ophæv alle tiltag til terrorbekæmpelse” der sanktionerer dårlig behandling af kvinder og børn som en måde at lægge pres på terror mistænkte indenfor deres familier”.

Slæk på love om terror financiering for at “sikre effektive kanaler for financiering…af organisationer dedikerede til kønslighed”.

“Ophæv restriktive immigrationskontroller”, der forbryder sig mod menneskerettigheder ved at “urimeligt at straffe trans seksuelle personer, vis personlige fremtræden og data er emner for ændringer” i takt med at “deres selv definerede køns identitet” skifter.

Kritikere siger, at foreslaget er del af en “fuldstændig sindssyg” agenda fra F.N., der alt for ofte synes at intendere en underminering af bestræbelserne på at udrydde terrorisme kloden over.

“Jeg ville blive overrasket og bekymret, hvis U.S.A. tager nogen af disse anbefalinger alvorligt”, siger Steven Groves, medlem og international lov ekspert ved Heritage Foundation”.

“Det synes en ufravigelig konklusion, at deres ønske er omfattende at svække ethvert effektivt tiltag til terror bekæmpelse, der gøres af U.S.A. eller deres allierede”.

Rapporten kritiserer forøgede sikkerheds check der, “fokuserer på mandlige bombere, der kan være klædt som kvinder for at undgå undersøgelser og gøre trans seksuelle personer, der kan klæde sig i det andet køns tøj sårbar for forøget chikane og mistænksomhed”.

Den finske lov professor har været særlig reporter siden 2005. I år besøgte han Ægypten som del af hans mandat for det 47 medlemmers råd, og kritiserede lande som Somalia og Pakistan for at sælge ud af kvinders ret til at arrangere en spinkel fred med militante islamister.

Tidligere rapporter fra den særlige reporter har fokuseret på mange emner relateret til kvinder – inklusive udfordringerne gravide palæstinensiske kvinder møder ved grænse check points, og effekten af terror bekæmpelse på tjetjenske kvinder.

Men overvågere af F.N. siger, at den nye rapport er en forvirret sammenblanding af vigtige emner som kvinders rettigheder og sekundære emner, der har meget lidt reel anvendelighed, inklusive Scheinin´s krav om, at invasioner som de amerikanernes “krig mod terror” i Afghanistan “faktisk i lokal kontekst skulle være af intersesse for kvinder, lesbiske, homoseksuelle, biseksuelle, trans seksuelle og inter seksuelle individer”. 

Leave a Response »

 

Tips til udenlandsrejsende Saudi´er torsdag, okt 29 2009

Saudi Arabien har frigivet en rejseguide til sine borgere for at undgå kultur sammenstød, med tips som ikke seksuelt at chikanere kvinder og ikke over internettet invitere børn over til dit hus. Her er nogle yderligere tips:

Prøv om muligt ikke at ligne en skurk fra en Disney tegnefilm.

Folk er ofte opmærksomme på, at der findes jøder omkring dem, så der er ingen grund til at pege på dem, og skrige ”Joooooooooooo!”.

Husk: Hvad der i Saudi Arabien kan opfattes som en normal samtale, kan udenlands opfattes som tale fra en sindsforvirret serie morder.

De store beholdere på toiletter er ikke til at drikke af.

Den almindelige måde at fange kvinders opmærksomhed i Saudi Arabien kaldes i andre lande at ”blotte sig”, og frarådes.

Når man besøger en anden persons hjem, er det uhøfligt at spise katten.

Den skingre lyd der kommer ud af kvinders mund kaldes ”tale”, og er tilladt i mange lande.

Hævdelser om store magiske magter fremmaner sandsynligvis mere latter end frygt.

Ikke hver gang du spiser en tærte, handler det om at spise den hurtigst.

At jage egern mens du skriger ”vantro” skaber almindeligvis underlige blikke, selvom det er god øvelse.

Selv om du er træt af dine egne børn, så undlad at kvæle dem offentligt.

Uanset hvor imponeret du er over skinnede bygninger, så prøv ikke at klatre på dem.

Prøv i almindelighed ikke at være så skræmmende.

Leave a Response »

 

Frygt for kriminalitet fjernet fra regeringsrapport onsdag, okt 28 2009

Det er kommet frem at advarsler om forbindelser mellem masse immigration og kriminalitet blev fjernet fra en nøgle rapport fra Indenrigsministeriet, af frygt for at rapporten kunne bruges af kritikere.

Rapporten offentliggjort i 2001 pegede oprindeligt på en risiko for, at organiserede kriminelle ville udnytte det tiltagende antal immigranter.

Men passagerne blev fjernet fra det endelige dokument, da Downing Street var “nervøs” ved, at en sådan kommentar ville blive brugt af ekstremister.

I den seneste kontrovers omkring undersøgelsen “Migration: A Social and Economic Analysis”, der i denne uge var centrum for diskussioner om at Labour havde en “hemmelig agenda” om at bruge masse immigration til at fremme multikulturalisme og “gnide højrefløjens næser i mangfoldighed”.

Andrew Neather, en tidligere rådgiver for Tony Blair, Jack Straw og David Blunkett, hævder at tidlige udkast af rapporten havde antydet, at store forøgelser af migration i det seneste årti delvist skyldes politisk motiverede forsøg fra ministre på radikalt at ændre samfundet.

Han sagde, at Labour´s afslappede forhold til kontrol var en overlagt plan om at “åbne Storbritannien for masseimmigration”, men at ministre var nervøse og modvillige til offentligt at diskutere et sådan tiltag, da de frygtede, at det ville fremmedgøre sin “arbejderklasses kernevælgere”.

I den seneste afsløring er det fremkommet, at et afsnit under overskriften “Criminal Behavior”, skrevet som en del af et kapitel, blev fjernet.

Det manglende afsnit advarer: “Migration har åbnet for nye muligheder for organiseret kriminalitet”.

Den rapporterede: “Der fremkommer beviser for, at omstændighederne i hvilke asyl ansøgere lever, fører til kriminel adfærd, inklusive slagsmål og tiggeri”.

Et udkast anslog også, at Storbritannien´s historie omkring jøder flygtende fra nazi regimet “i visse henseender var skamfuld”. Den sagde også, at racisme mod sorte migranter i de seneste år “ikke kun kom fra ekstremister fra arbejderklasse samfund, men fra politikere og politik magere fra højeste niveau”.

Begge kommentarer blev redigeret ud af den offentliggjorte version.

En talsmand fra kabinet kontoret benægtede at noget politisk pres blev påført rapporten.

Damian Green, en skygge immigrant minister, siger: “Med hver dag der går, bliver det tiltagende tydeligt, at regeringen prøvede at bedrage det britiske folk om immigrationspolitikken”.

“Det er en skandaløs hændelse”.

Phil Woolas, immigrationsministeren, sagde at Hr. Neather´s påstande ganske enkelt ikke var fremkommet gennem fakta”.

“Den vigtigste grund til illegal immigration til Storbritannien var ikke, som Hr. Neather – der uden tvivl er på bonus ordning hos sine arbejdsgivere – siger, det var fravalget af John Major i 1994 af grænsekontrollen”.

Han tilføjede: “Den nuværende præmiere minister har en meget mere robust tilgang til migration end den tidligere præmiere minister, og de ændringer vi har implementeret, er kommet direkte fra Gordon Brown”. 

Leave a Response »

 

Malaysia bliver islamisk tirsdag, okt 27 2009

I Malaysia´s nuværende politiske klima er det ikke længere muligt at skelne islamiske radikale fra islamiske moderate. Til trods for officiel pral om landets mangfoldige befolkning og dedikering til pluralisme, så er Islam og regeringen i realiteten sammensmeltet.

I to årtier har den regerende regering United Malays National Organization investeret enorme offentlige midler i opbygningen af et netværk af islamiske institutioner. Regeringens oprindelige intention var at aflede radikale krav om en ekstrem version af islamisk styre. Over tid har bestræbelserne på at overgå sine kritikere dog ført til, at United Malays National Organization har over-islamiseret staten.

Programmet fra United Malays National Organization har kørt Sharia lov, Sharia domstole og islamisk bureaukrati i stilling, en kollektiv bestræbelse der har fårt sit eget liv. Antallet af institutionaliserede islamiske love er over de seneste ti år firedoblet. Efter Iran og Saudi Arabien er Malaysia´s Sharia domstolssystem sandsynligvis det mest ekstensive i den muslimske verden, og det medfølgende bureaukrati er ikke alene stort, men har mere bid end det nationale parlament.

Islamiske love i Malaysia er baseret på religiøse doktriner, men er kodificeret og vedtaget som love af statens parlament. Ikke megen debat ledsager vedtagelserne, da frygt for kætteri afholder de fleste fra at stille spørgsmålstegn ved noget, der er vedtaget at være islamisk.

Mens United Malays National Organization stadig trumpeterer sin islamiske advokeren, så står partiet overfor vanskelige valg, særligt da det ønsker at beholde udenlandske investeringer i et tiltagende polariseret miljø.

Eksempelvis holdt indenrigsministeren Hishamuddin Hussein for nylig en pressekonference i støtte for muslimer, der protesterede mod bygningen af et hindu tempel i deres nabolag. Demonstranterne paraderede gennem gaden med et blodigt, afhugget ko hoved, som de spyttede og trampede på. Dette var stødende for Malaysia´s hinduer, der anser koen for et helligt dyr.

Blot en uge tidligere blev en ung mor ved navn Kartika af Malaysia´s Sharia domstol dømt seks piskeslag med spanskrør og en bøde på 1500$, efter hun blev taget i at drikke øl på et hotel. Selvom dommen stadig svæver i uvished, så offentliggjorde Hussein sin accept af straffen ved at invitere de officielle afstraffere til sit kontor for en demonstration af hvordan en islamisk piskning eksekveres. De brugte en stol som afstrafningsemne, efterladende ham overbevist om, at islamisk piskning passende kan anvendes som straf for kvinder.

Ironisk nok er Hishamuddin Hussein langt fra hardcore islamist. Som søn af den treje præmiere minister og fætter til den nuværende præmiere minister anses han almindeligvis for en moderne, moderat kosmopolit.

En sand hard liner er Nik Aziz, øverste minister for Kelantan staten, er også den spirituelle leder af Malaysia´s største islamiske parti Pan-Malaysian Islamic Party, der nu regerer to staters regeringer. Men Aziz modsatte sig anti hindu demonstrationen, endog kaldende en gruppe af anti muslimske demonstranter i Storbritannien mere civilicerede i deres tilgang.

Det er derfor ikke længere korrekt at opfatte Pan-Malaysian Islamic Party som et fundamentalistisk parti og United Malays National Organization som moderat. Parti strategier fører dem i uventede retninger. United Malays National Organization´s mere radikale drejning matches af Pan-Malaysian Islamic Party´s forsøg på moderation. Pan-Malaysian Islamic Party sigter efter de mest usandsynlige vælgere: ikke-muslimer der udgør 40% af Malaysia´s befolkning, der tiltagende fremmedgøres af United Malays National Organization.

United Malays National Organization er dog opsat på at dele oppositionens koalition, af hvilken Pan-Malaysian Islamic Party er medlem. Koalitionen ledes i øjeblikket af tidligere vice præmiere minister Anwar Ibrahim, og har smlet politisk moment gennem reelle resultater under sidste års parlamentsvalg.

Bekymret over sine tab har United Malays National Organization fremsat en erklæring om at forsvare Islam i Malaysia. “Ko hoved” protesten der blev ledet af medlemmer af United Malays National Organization optændte hurtigt race manipulerede beskyldninger af offentlige følelser. Formlen er enkel: portrætter islam som værende truet af vantro, og få så United Malays National Organization til at udføre redningen af det belejrede muslimske samfund.

Piskningen af Kartika, på den anden side, er ikke et eksempel på politisk manipulation, og af samme årsag måske endnu mere bekymrende. Dommen blev i det store hele støttet af moderne muslimske intellektuelle, der insisterede på, at straffen var passende, og ikke kan betvivles, da den er goddommeligt sanktioneret. Disse er ikke politikere, men tidligere idealister der er glade over, at deres mål om islamiseringen af staten endeligt realiseres. De fleste er imod United Malays National Organization og støtter Pan-Malaysian Islamic Party.

Som resultat heraf finder United Malays National Organization sig tiltagende klemt mellem en islamisk lobby, der presser på for større “Talibanisering” af landet, og internationale kritikeres tiltagende røster, der ikke kan ignoreres, da partiet både har brug for radikale støtter og fremmede investorer for at fastholde magten.

At balancere disse to vælger grupper bliver tiltagende vanskelig for United Malays National Organization. Islamisk politik får nu sit eget liv. Men oppositionen vil også blive tvunget til at finde ud af religionens rolle i Malaysia, hvis de nogensinde får mulighden for at danne regering. Som en ung islamisk radikal, Anwar Ibrahim, plejede at spørge: Hvordan islamiserer man en regering? Nu skal han til at finde ud af, hvordan man regerer sådan én.

Leave a Response »

 

E.U.: Kritik af Islam forbydes tirsdag, okt 27 2009

Er det virkeligt kommet så vidt? Europa er på røven. Dette kommer i kølvandet på F.N.´s Menneskerettighedsråd´s fremlæggelse af deres eget forslag om hade forbrydelser (bakket op af Obama administrationen), der skal undertrykke kritik af Islam.

Vi ved, at europæisk multikulturalisme har inficeret den venstreorienterede elites sind i Europa, og nu ser vi det endeligt vedtaget ved lov:

Hvis alt går efter planen, vil de 27 medlemsstater i den europæiske union snart have en fælles hade forbrydelses lovgivning, der vil ændre misbilligelse af islamiske praktikker eller homoseksuelle livsstile til forbrydelser. Europa´s kristne kirker prøver at standse det europæiske politiske etablissements plan, men det er usikkert, om de vil få succes. I april godkendte det europæiske parlament den europæiske unions ligebehandlingsdirektiv. Et direktiv er navnet på en E.U. lov. Da direktiver underkender national lovgivning, behøver de godkendelse fra E.U.´s minister råd for den kan træde i kraft. I næste måned vil rådet tage stilling til direktivet, der sætter de 27 E.U. medlemslande under fælles anti diskriminations lovgivning. Direktivets definition af diskriminerende chikane er så bredt defineret, at enhver protest mod homoseksuelle eller muslimske praktikker vil blive anset for ulovlige.

Den 2. april vedtog det europæiske parlament ”direktivet om implementering af princippet og lige behandling mellem personer uanset religion eller overbevisning, handikap, alder eller seksuel orientering” med 363 stemmer mod 226. Direktivet gælder social beskyttelse og sundhedspleje, sociale goder, uddannelse og adgang til goder og tjenester, inklusive husning.

Oprindeligt intenderet at tjene som ligebehandlingsdirektiv for handikappede, ved at forbyde diskriminering angående adgang til ”goder og tjenester, inklusive husning”, har aktivistiske europæiske politikere og regeringer direktivet udviddet til at inkludere diskriminering på basis af religion, alder og seksuel orientering.

Under direktivet chikane dømmes, defineret som adfærd ”med formål eller resultat at skade en persons værdighed eller skabe et intimiderende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller fornærmende miljø”, enhver form for diskriminering.

Chikane, som vagt defineret i direktivet, tillader et individ at anklage nogen for diskriminering blot for at udtrykke noget et individ angiveligt opfatter som skabende et ”fornærmende miljø”. Definitionen er så bred, at enhver der føler sig intimideret eller stødt, med lethed kan sagsøge dem de anser for ansvarlige. Yderligere ændres bevisbyrden til den anklagede, der skal bevise det modsatte, eksempelvis vise at denne ikke skabte et intimiderende miljø eller fornærmede sagsøger. Hvis anklagede ikke magter dette, kan anklagede dømmes til at betale en ubegrænset sum penge som kompensation for ”chikane”.

Det samme fænomen, en mangel på interesse fra både den europæiske og amerikanske offentlighed, er åbenlys vedrørende det semi bindende initiativ taget på F.N. niveau. Den 2. oktober godkendte F.N.´s Menneskerettighedsråd en resolution om ytringsfrihed, støttet af U.S.A. og Ægypten, der kritiserer ”negative racemæssige og religiøse stereotyper”. Amerikanske diplomater siger, at beslutningen om at støtte resolutionen var en del af Amerika´s bestræbelser på at ”række ud mod muslimske lande”. Resolutionen blev énstemmigt vedtaget, med støtte fra alle vestlige nationer.

Selvom resolutionen ikke har nogen umiddelbar juridisk virkning, forsyner den muslimske ekstremister med moralsk ammunition, næste gang de føler centrale grundprincipper i Islam behandles respektløst, gennem skabelsen af hvad de opfatter som et ”fornærmende miljø”.

Leave a Response »

 

Sager om tvangsægteskaber steget med 80 procent mandag, okt 26 2009

Antallet af tvangsægteskaber under undersøgelse i Storbritannien er steget med 80 procent, med forældre der bruger “dusør jægere” og fup kampagner om forsvundne personer i et desperat forsøg på at spore bortløbne børn og få dem gift.

En særlig regeringsenhed dedikeret til at forhindre teenagere i at blive gift væk af deres familier har behandlet 300 sager i første del af året 2008 , stigende fra 168 i samme periode sidste år 2007.

Men lederen af Forced Marriage Unit, med sæde i Udenrigsministeriet, frygter at dette kun er toppen af isbjerget, da mange ofre er for bange til at komme frem, og samfundene lukker sig ofte, og skjuler hvad der foregår.

Wayne Ives advarer også om, at familiernes overhoveder ofte går til yderligheder for at få deres børn gift, i visse tilfælde udgivende sig for myndigheder for at kidnappe bortløbne brude eller betale folk for at finde dem.

Hans bemærkninger kom i forbindelse med en ny lov trådte i kraft næste uge, hvilket vil gøre det lettere for domstole at standse ægteskabs ceremonier, hvis det frygtes, at brud og gom giftes mod deres vilje.

En separat lov vil sørge for at minimum alderen med hvilken fremmede kan komme til Storbritannien hæves.

I en nylig tale ved en Capita konferen sagde Ives til de delegerede: “Vi taler her om endemisk misbrug af unge mænd og kvinder, der sker lige her lige nu”.

Han sagde, at alene det faktum at en teenage pige ses bære et kort skirt eller havende en drengeven, kan være tilstrækkeligt for familien at beslutte at hun bedrager familien, og skal tvinges til at gifte sig med nogen, de finder acceptabel, mens andre tvangsgifter handikappede børn, så de i en “fordrejet form for altruisme”, kan have en omsorgsgiver.

Til trods for presset for at takle tvangsægteskaber føler mange dog, at det er tabu af frygt for at kritisere immigranter fra Pakistan og Bangladesh, der er involveret i de fleste tilfælde.

Skoler har nægtet at diskutere såkaldte æres forbrydelser i tilfælde af, at de skulle fornærme etniske minoriteter eller religioner, mens parlamentsmedlemmer er blevet anklaget for at undlade at fokusere på tvangsægteskaber af frygt for at miste muslimske stemmer.

I alt invilverer 90 procent af tilfældene i Storbritannien familier fra Bangladesh eller Pakistan, men efterforskere afdækker et stigende antal tvangsægteskaber involverende iranere, tyrkere, kurdere og somaliere.

Takket være tiltagende opmærksomhed har Forced Marriages Unit haft 1.200 forespørgsler i år, af hvilke 300 efterforskes som mulige sager.

Men Ives advarede: “Vi har kun set toppen af isbjerget”.

Ives siger, at det er uacceptabelt at folk tolererer tvangsægteskaber som blot værende en del af en anderledes kultur.

“Det er ikke bare en kulturel ceremoni. Det handler om folk der misbruges, bliver voldtaget”.

Han siger, at tvangsægteskaber ikke er blevet kriminaliseret, da det menes, at ofrene ikke ønsker, at deres familiemedlemmer anholdes.

Men den nye Forced Marriage Civil Protection Act vil tillade enhver at kræve et tilhold mod en bryllupsceremoni at blive gennemført eller en intenderet brud eller gom at bringes udenlands. Enhver der bryder disse domstolsbeslutninger kan anklages.

Yderligere vil minimumsalderen for hvilken fremmede kan komme til Storbritannien for at blive gift hæves fra 18 år til 21 år, før et ægteskabsvisa kan udstedes.

Ives fortsætter med at beskrive de yderligheder, visse familier vil gå til, for at spore dem de ønsker gift.

“Det lykkedes to onkler at klæde sig som lufthavnsmyndigheder, og prøvede at anholde en pige, da hun ankom til Pakistan”.

“I Storbritannien må man tage sig af netværk, dusør jægere anvendes, og særligt nordpå bedes taxi chauffører, “fortæl os hvis du ser denne person”.

Han siger, at ofrene nogen gange lider, selv om de har modet til at træde frem, da myndighederne måske ikke tror på deres historier, og kontakter deres familier, med det resultat at de derefter lider endnu værre lidelser. Hvis de på den anden side løber hjemmefra, så er de ofte isolerede fra deres samfund.

Leave a Response »

 

Vore ”artsbrødre” hader os bare mandag, okt 26 2009

De uden konkurrence mest demonstrativt groteske og irrationelle, den post modernistiske hær af dyrerettighedsaktivister, er sandsynligvis også de farligste i deres nihilistiske konsekvenser. De går direkte efter artsniveauet.

Denne artikel af Dr. Edwin Locke fra Ayn Rand Institute´s hjemmeside forklarer fejlopfattelsen godt:

“Tildelingen af fiktionelle rettigheder til dyr er ingen uskyldig fejlopfattelse. Vi behøver ikke spekulere over deres motiv, da dyrenes “rettigheder” meget tydeligt har afsløret det. Igen fra PETA: “Menneskeheden er den største katastrofe på jordens overflade”; Jeg mener ikke, at mennesker har ret til liv”; “Jeg vil hellere have medicinske eksperimenter lavet på vores børn end på dyr”. Disse selverklærede livselskere elsker ikke dyr; de hader nærmere mennesker.

Dyre”rettighedes”aktivisterne er som Una bomberen og Oklahoma City bomberne. De er ikke idealister, der søger retfærdighed, men nihilister der søger ødelæggelse for ødelæggelsens skyld. De ønsker ikke at løfte menneskeheden, at hjælpe denne med udviklingen fra sumpe til stjerner. De ønsker menneskehedens udryddelse; de ønsker ikke blot at mennesket bliver i sumpen, men at mennesket forsvinder i mudderet”.

På ét område laver anti humanisterne store landvindinger i den juridiske beskyttelse af arter. Lige så snart den gul stribede hamster er sluppet løs på et stykke land og tilfældigvis opdages, så standses al konstruktion, byggeaktiviteter standses og den lokale økonomi sættes på pause. Med lidt held kan den juridiske proces strækkes i årevis.

Det politiske snigmord på Pim Fortuyn der førte til en krise i Holland, blev på vegne af muslimer udført af én af deres åndsfæller, som han også anså for værende truet.

Det omfang denne praktik kan udvikle sig til, er for nylig demonstreret i Californien, hvor den føderale regering har fundet det passende under loven om artsbeskyttelse at lukke af for vandforsyningen i beskyttelsen af delta smelten. Dette skaber øde områder.

Har det virkeligt noget med kærlighed til vore medskabninger at gøre, at føre dette til vores selvudryddelse. Hader vore medarter, den alsaceiske hamster og delta smelten, os virkeligt? Selvfølgelig ikke. Dyr har ingen fri vilje, og mangler derfor er opfattelse af moral, og godt for det.

Forestil dig de følelsesmæssige vrag løver ville blive af anger over at have dræbt så mange vidunderligt adrætte antiloper gennem deres livstid.

Dyr fortjener vores respekt og kærlighed. Det er mennesker med moralsk forkastelige idéer, der hader deres brødre. (Er det i orden nu at pege på, at dyreaktivisterne deler ideologi med nazister?).

Leave a Response »

 

Ønskede at Storbritannien skulle være mere multikulturelt søndag, okt 25 2009

Labour åbnede Storbritannien´s døre på vid gab for at skabe et “ægte multikulturelt” land, siger en tidligere regeringsrådgiver.

Den enorme stigning i migranter over det senste årti skyldes ifølge Andrew Neather, en tidligere rådgiver for Tony Blair, Jack Straw og David Blunket, delvist et politisk motiveret forsøg på fra ministre radikalt at forandre landet og “gnide højrefløjens næser i diversitet”.

Han siger, at Labour´s afslappede holdning til kontrol, var en overlagt plan at “åbne Storbritannien for masse migration”, men at ministrene var nervøse og modvillige til åbent at diskutere et sådan tiltag af frygt for at fremmedgøre sin “kerne arbejderklasses stemme”.

Som resultat heraf koncentrerede det offentlige argument for immigration sig i stedet om økonomiske goder og behovet for flere migranter.

Kritikere siger at afsløringerne viser en “konspiration” indenfor regeringen om at påtvinge masse immigration af “kyniske” politiske årsager.

Hr. Neather var en tale skriver, der i de tidlige år af 2000 arbejdede for Tony Blair i Downing Street og i Indenrigsministeriet for Jack Straw og David Blunket.

I Evening Standard afslører han, at det “store skift” i immigrationspolitikken kom efter offentliggørelsen af et politisk papir fra Performance and Innovation Unit, en Downing Street tænketank med base i Cabinet Office i 2001.

Han skrev i 2000 en stor tale for daværende immigrationsminister Barbara Roche, der i det store hele baserede sig på udkast fra rapporten.

Han sagde, at den endeligt offentligtgjorte version af rapporten promoverede en sag om et arbejdsmarked for immigranter, men ikke offentligtgjorte versioner indeholdt yderligere grunde, siger han.

Han skriver: “Tidligere udkast jeg så inkluderede også et drivende politisk formål: at masse immigration var den måde regeringen ville gøre Storbritannien ægte multikulturelt”.

“Jeg kan huske, at jeg efter nogle diskussioner fik en klar fornemmelse af, at denne politik var intenderet – selv om det ikke var hovedformålet – at gnide højrefløjens næser i diversitet og erklære deres argumenter for umoderne”.

Den “overlagte politik” fra sidst i 2000 til “i al fald februar sidste år”, da det nye point baserede system blev introduceret, var at åbne Storbritannien for masse immigration, siger han.

Omkring 2.3 millioner migranter er ifølge Whitehall estimater, der sidste måned i stilhed slap ud, siden blevet tilføjet befolkningen.

På Question Time blev Hr. Straw gentagne gange spurgt hvor vidt Labour´s immigrationspolitikker havde efterladt døren åben for British National Party.

I sin klumme siger Hr. Neather, at såvel som at bringe hundred tusindvis flere immigranter til at lukke hullerne i arbejdsmarkedet, var der også et “drivende politisk formål” bag immigrationspolitikken.

Han forsvarede politikken, sigende at masseimmigration har “beriget Storbritannien og gjort London til et mere attraktivt og kosmopolitisk sted”.

Men han erkender, at “nervøse” ministre ikke på det tidspunkt, af frygt for at fremmedgøre Labour´s vælgere, nævnte politikken.

“Delvist ved et tilfælde, delvist ved planlægning, havde regeringen skabt sin længe savnede immigrationseksplosion”.

“Men ministrene ville ikke tale om det. De havde sandsynligvis delvist indset deres kerne vælgeres konservatisme: mens ministre kan have været passionerede fortalere for et mere mangfoldigt samfund, så var det ikke nødvendigvis en debat de ønskede at have med klubben af arbejderklasse mænd i Sheffield og Sunderland”.

Sir Andrew Green, formand for MigrationWatch tænketanken siger: “Så kom sandheden endeligt frem, og den er sprængfarlig”.

“Mange har længe under Labour haft mistanke om, at masse immigration ikke blot var en brøler, men også var en konspiration. De havde ret”.

“Denne regering har under dække af udspekuleret økonomisk camouflage af kynisk politiske årsager tilladt tre millioner immigranter”.

Formænd for det tværpolitiske parti Group for Balanced Migration, parlamentsmedlem Frank Field og Nicholas Soames siger: “Vi byder denne erklæring af en tidligere rådgiver velkommen, som hele landet ved er sandheden”.

“Det er den første stråle af sandhed der i Storbritannien officielt er blevet kastet på problemstillingen immigration”.

En talsmand for Indenrigsministeriet siger: “Vores nye point baserede system giver os større kontrol med dem der kommer udenfor Europa for at arbejde eller studere, sikrende at kun dem Storbritannien behøver, kan komme ind”.

“Storbritannien´s grænser er stærkere end nogensinde før, og vi udsteder ID kort til fremmede nationaliteter, vi har indført civile straffe for dem der ansætter illegal arbejdskraft, og ved udgangen af næste år vil vores elektroniske grænse kontrol system overvåge 95% af rejser ind og ud af Storbritannien.

“Det britiske folk kan være sikre på, at immigrationen vil være under kontrol”. 

Leave a Response »

 

F.N. bedt om at indrømme fejl om klimaforandringer fredag, okt 23 2009

En gruppe på fire videnskabsmænd har sendt et brev til F.N.´s IPCC bedende dem “indrømme at der ikke findes nogen observerbare beviser i målte data gående 22.000 år, eller selv millioner af år tilbage, for at kuldioxid niveauerne (det værende menneskeskabt eller naturskabt) har drevet eller driver verdens temperaturer”.

Dette er en kopi af brevet sendt til IPCC mandag den 14 april 2008.

14 april 2008

Kære Dr. Pachauri og andre associerede med IPCC

Vi skriver til dem og andre associerede med IPCC´s position, at menneskets kuldioxid er en drivkraft i global opvarmning og klima forandringer, for at bede jer om i lyset af de nye beviser at trække støtten tilbage for IPCC´s nuværende position (som i fodnote 1), og indrømme, at der ingen observerbare beviser i målte data findes gående 22.000 år tilbage eller selv millioner af af år tilbage for at kuldioxid niveauer (menneskeskabte eller naturskabte) har drevet eller driver verdens temperaturer eller klima forandringer.

Hvis I mener, at der findes beviser for kuldioxid teorien i forhånden værende data, så præsenter venligst en graf for den.

Vi henleder jeres opmærksomhed på tre observerbare modsigelser af IPCC´s position (og bemærk venligst, at der findes mere). Is kerne data fra ACIA (Arctic Climate Impact Assessment) viser, at temperaturerne er faldet i de seneste 4.000 år (Bronze Age Climate Optimum), mens kuldioxid niveauer er steget, alligevel blev disse grafiske data ikke inkluderet i IPCC´s Summary of Policymakers (figur SPM1 februar 07) der grafisk viste kuldioxidens stigning.

Nyligere data viser i modsætning til IPCC´s forudsigelser er verdenstemperaturen ikke steget, men er faktisk faldet over de seneste 10 år, mens kuldioxid niveauerne er steget dramatisk. De opdaterede temperatur målinger er blevet frigivet af NASA´s Microwave Sounding Unit (MSU)(1) såvel som Storbritannien´s Hadley Climate Research Unit (Temperatur v.3 varians justeret – Hadley CRUT3v)(2). I parallel er atmosfæriske koncentrationer af kuldioxid blevet frigivet af Mauna Loa Observatory på Hawaii (3). De er blevet kombineret i en grafisk form af Joe D´Aleo (4) som vist på grafen.

De seneste tremperatur læsninger repræsenterer gennemsnit af optegninger opnået fra standardiserede meteorologiske stationer kloden rundt, lokaliseret både i byer og landlige områder. Disse forstærkes af satellit data, nu almindeligvis accepteret som ultimativt autoritative, eftersom de har et globalt fodaftryk og ikke let er sårbare for manipulation eller observationsfejl. Hvad der også af grafen står klart, er, at de gennemsnitlige globale temperaturer har været statiske i næsten et årti, og kan i øjeblikket være faldende.

En tredje vigtig observation er at modsat teorien om kuldioxid, så er temperaturen i troposfæren (hvor jet fly flyver) faldet over de seneste to årtier (fodnote 2).

IPCC´s politik leder allerede til økonomisk og uintenderet miljømæssig skade. Især politikken om afbrænding af mad – korn som bio brændsel – har bidraget til skarpe prisstigninger på mad, der har forårsaget stor nød i mange lande, og leder nu også til forøget afskovning i Brasilien, Malaysia, Indonesien, Togo, Cambodia, Nigeria, Burundi, Sri Lanka, Benin og Uganda for kultivering af afgrøder (5).

Givet den økonomiske ødelæggelse der allerede forekommer, og som nu er vidt anerkendt vil fortsætte med at flyde fra denne politik, hvilken mulig retfærdiggørelse kan der så være for denne bibeholdelse?

Vi beder dem og alle vis navne er associeret med IPCC ´s politik, at accpetere de videnskabelige observationer og give afkald på IPCC´s nuværende politik.

Med venlig hilsen

Hans Schreuder, Analytical Chemist, mMensa, hans@tech-know.eu

Piers Corbyn, Astrophysicist UK, Dir. WeatherAction.com, piers@weatheraction.com

Dr Don Parkes, Prof. Em. Human Ecology, Australia, dnp@networksmm.com.au

Svend Hendriksen, Nobel Peace Prize 1988 (shared), Greenland, hendriksen@greennet.gl

Cc: IPCC’s yu.izrael@g23.relcom.ru christy@nsstc.uah.edu spencer@nsstc.uah.edu dy.pitman@gmail.com

Tim Yeo MP (Chairman Environmental Audit Committee) Lord Martin Rees (President Royal Society)

Gordon Brown MP David Cameron MP Nick Glegg MP

Fodnote 1: To meget publicerede citater, der fremkom fra jeres organisation, respektivt i februar og december 2007, er:

Det meste af den forøgede globale temperatur siden midten af det 20. århundrede stammer sandsynligvis fra den observerede forøgelse i anthropogeniske GHG koncentrationer. Det er sandsynligt, at der har været signifikant anthropogenisk opvarmning over de seneste 50 år gennemsnitligt over hvert kontinent (undtagen Antarktis) (figur SPM.4) (2.4) (6) og

IPCC rapporten af 2007 kompileret af flere hundrede klima videnskabsmænd har éntydigt konkluderet, at vort klima opvarmes hurtigt, og at vi nu er 90% sikre på, at dette mestendels skyldes menneskelig aktivitet. Mængden af kuldioxid i vor atmosfære overgår nu langt det normale område over de seneste 650.000 år, og den stiger meget hurtigt grundet menneskelig aktivitet. Hvis denne tendens ikke snart bremses, vil mange millioner af folk være i fare for ekstreme begivenheder såsom hedebølger, tørke, oversvømmelser og storme, vore kyster og byer vil blive truet af stigende hav niveauer, og mange øko systemer, plante arter og dyre arter vil være i alvorlig fare for udryddelse (Summeret erklæring, Bali Konference) (7).

Fodnote 2: “Data over de seneste to årtier indikerer, at temperaturer faktisk er aftaget i den øvre troposfære, selvom der har været nogle mindre temperatur stigninger ved hav niveau og lavereliggende områder. Dette modsiger fuldstændigt den konventionelle model om global opvarmning. Før vi radikalt rearrangerer den politiske økonomi, vil det være værd for enhver der tager stilling til emnet at overveje om dette er, eller ikke er, “veletableret videnskab”. Dr. Richard Lindzen, MIT, marts 2008.

Referencer:

1. http://www.ncdc.noaa.gov/oa/climate/research/msu.html

2. http://www.cru.uea.ac.uk/cru/data/temperature

3. http://www.esrl.noaa.gov/gmd/ccgg/trends/

4. http://icecap.us/index.php/go/experts Joseph D’Aleo, Certified Consultant Meteorologist,

Fellow of the American Meteorological Society (AMS), Executive Director Icecap.us

5. http://rainforests.mongabay.com/0801.htm

6. http://www.ipcc.ch/pdf/assessment-report/ar4/syr/ar4_syr_spm.pdf

7. http://www.climate.unsw.edu.au/bali/

Leave a Response »

 

Hvor grønt er dit kæledyr? fredag, okt 23 2009

Burde ejerskabet af en grand danoise gøre dig til lige så stor en øko-synder som ejerskabet af en fire hjuls trækker? Ja det burde, siger Robert og Brenda Vale, to arkitekter der specialiserer sig i bæredygtig livstil ved Victoria University of Wellington på New Zealand. I deres nye bog “Time to Eat the Dog: The Real Guide to Sustainable Living” sammenligner de økologiske fodaftryk i et menageri af populære kæledyr med dem med andre valg af livsstil – og kræene klarer sig ikke godt.

Såvel som at æde ressourcer, så ødelægger katte og hunde naturens dyreliv spreder sygdomme og øger forureningen. Tiden er kommet til at tage en øko-måling på vore kæledyr.

For at måle det økologiske pote, klo eller finne aftryk på familiens kæledyr, analyserede Vale parret ingredienserne af almindelige fodermærker. De udregnede eksempelvis, at en mellemstor hund dagligt konsummerer 90 gram kød og 156 gram korn i sin anbefalede 300 grams portion af tørfoder. I sin præ tørrede vægt svarer det til 450 gram frisk kød og 260 gram korn. Dette betyder at over en periode på et år nedsvælger Fido omkring 164 kilo kød og 95 kilo korn.

Der kræves 43.3 kvadratmeter land at generere 1 kilo kylling per år – langt mere for bøf og lam – og 13.4 kvadratmeter at generere et kilo korn. Så det giver Fido et økologisk pote aftryk på 0.84 hektar. For en stor hund som en schæfer er tallet 1.1 hektar.

Imens bruger en fire hjuls trækker – Vale parret brugte en 4.6 liter Toyota Land Cruiser i deres sammenligning – der havde kørt beskedne 10.000 kilometer om året 55.1 gigajoules, hvilket både inkluderer den energi der skal til for at bygge den og drive den. En hektar land kan producere omkring 135 gigajoule energi per år, så Land Cruiser´ens øko-fodaftryk er på omkring 0.41 hektar – mindre end halvdelen af en mellemstor hund.

Vale parret er ikke alene om den konklusion. Da New Scientist bad John Barrett ved Stockholm Environment Institute i York i Storbritannien kalkulere øko-pote aftrykket baseret på sine egne data, faldt tallene næsten præcist sammen. “At eje en hund er ret extravagant, hovedsagligt grundet kuldioxidens fodaftryk fra kød”, siger han.

Så er der alle de andre dyr vi ejer. I lignende kalkulationer for en vifte af kæledyr og deres føde har Vale parret fundet, at katte har et øko-fodaftryk på omkring 0.15 hektar (lidt mindre end en WV Golf), hamstere kommer ind med 0.014 hektar stykket (køb to og du kunne lige så godt have købt et plasma TV) og kanariefugle ligger på halvdelen af dette. Selv guldfisk kræver 0.00034 hektar (3.4 kvadratmeter) land for at vedligeholde den, givende den et øko-finne aftryk der svarer til to mobiltelefoner.

Den slags analyser appellerer til David Mackay, en fysiker ved University of Cambridge og den britiske regerings nye energi rådgiver. Han mener, at vi bør lægge lige så mange overvejelser i valget af kæledyr, som vi gør i valget af bil. “Hvis et valg af livsstil bruger mere end 1 procent af dit energi fodaftryk, så er det værd at reflektere over valget, og se på hvad du kan gøre ved det”, siger han. “Kæledyr fortjener afgjort opmærksomhed: efter mine estimater er energi fodaftrykket fra en kat omkring 2 procent af den gennemsnitlige britiske persons energi fodaftryk – og det er for de fleste hunde større”.

Overvej engang den kumulative miljømæssige gennemslagskraft af vore pelsede venner. U.S.A. der topper listen for både katte og hunde ejere i absolutte termer, er hjem for over 76 millioner dyr af katteslægten og 61 millioner af hundeslægten.

Tagende den estimerede katte befolkning for top 10 katte ejende lande, kalkulerer Vale parret, at området krævet alene for at føde disse katte er over 400.000 kvadrat kilometer. Det svarer til et område halvanden gang størrelsen på New Zealand. Yderligere fem gange New Zealand kræves at bespise hundene, der lever i top 10 hundeejende lande, hvilke, måske overraskende, ikke inkluderer Storbritannien.

Og så findes der andre miljømæssige indflydelser fra kæledyr. Eksempelvis i Storbritannien dræber Storbritannien´s 7.7 millioner katte over 188 millioner vilde dyr. Dette svarer til 25 fugle, pattedyr eller frøer per kat. Lignende tal er fremkommet fra undersøgelser i U.S.A. eller Australien. Der er også en side effekt, da katte der dræber vilde dyr kan efterlade vilde rovdyr med mindre føde.

Hunde er heller ikke helt uden skyld. I 2007 overvågede Peter Banks og Jessica Bryant fra University of New South Wales i Sydney, Australien, fuglelivet i skovene lige udenfor byen for at fastslå påvirkningen fra hunde der luftes der. Undersøgelsen viste, at fugleliv i områder frekventeret af hunde, selv når de holdes i snor, havde 35% mindre diversitet og 41% færre fugle i alt. Områder med hunde der ikke holdes i snor, syntes at lide endnu mere.

Et andet stort miljømæssigt problem, især i forstadsområder, er kæledyrenes fæces. En undersøgelse udført i Nashville, Tennessee, indikerede, at dette er en signifikant grund til høje bakterie niveauer i lokale floder og åer især under stærk regn. Ud over at gøre vandet usikkert at drikke kan høje bakterie niveauer frarøve vandveje ilt og dræbe vandlivet.

Katte ekskrementer er særligt toksiske. I 2002 kom det frem, at oddere langs den californiske kyst dør af en hjerne sygdom forårsaget af Toxoplasma gondii. Parasitten der findes i katte fæces, ender i floder og flodmundinger takket være katte ejere der skylder deres katte affald ud i toilettet eller tillader deres katte at besørge udenfor. Delfiner og hvaler påvirkes også.

Så hvad kan en kæledyrs elsker gøre? Hvis du allerede har et kæledyr, så kan ændring i dyrets diæt hælpe. Kød er faktisk nøglen, eftersom produktionen af kød er så energi intensiv. Man kan næsten halvere øko-fodaftrykket fra din hund, ved simpelthen at fodre den med samme slags mad du spiser, som sandsynligvis er langt mindre protein holdig end det meste hunde foder. Såvel som kvantitet, tænk på kvalitet. “Hvis Pussy æder “Fancy Feast” eller anden foder lavet af udsøgte kødstykker, så er den relative gennemslagskraft sandsynligvis stor”, siger Robert Vale. “Hvis på den anden side at katten fodres med fiskehoveder og andet fiskeaffald, så vil påvirkningen være mindre”.

Hunde ejere kunne måske også undgå at lufte deres hunde i områder med meget vildt, og katte ejere kunne overveje at holde Pussy indendørs. “Katte er natdyr, så den vigtigste ting folk kan gøre for at reducere tabet af vilde dyr, er at holde kattene indendørs om natten”, siger Michael Woods fra Mammal Society i Southhampton i Storbritannien.

Og hvis du overvejer at få et kæledyr? “Delte kæledyr er det bedste”, siger Robert Vale. Men hvis du vil eje dit eget kæledyr, så overvej at anskaffe et kæledyr der tjener to formål. Han anbefaler høns, der delvist kompenserer for øko-fodaftrykket ved at skaffe æg. Eller der findes et endnu bedre alternativ, hvis man har maven til det. “Kaniner er gode”, siger han, “forudsat at du spiser dem”. 

Leave a Response »

 

Venstrefløjen og Mullaherne torsdag, okt 22 2009

Man kan diskutere kommunismens mange mangler, historiske fejltagelser og manglende evne til demokrati. I Iran har kommunismen dog været besmudset med med religiøse sammensvorne, og det er en klæbrig klat der ikke er blevet fjernet siden revolutionen i 1979.

Efter den iranske revolution er den marxistisk-leninistiske “OIPFG” (People´s Organisation of Fedayeen Guerillas), den mest populære venstreorienterede bevægelse i samtidig iransk historie, et typisk eksempel på et sådan stigma. Det er unødvendigt at påpege, at der fandtes venstreorienterede intellektuelle og små grupper, der ikke underkastede sig overherredømmet af Khomeini. I denne artikel vil ordet “venstrefløj eller venstreorienteret” kun referere til politisk pro sovjetiske grupperinger, nemlig Tudeh partiet og en fraktion af OIPFG, ved navn Majority. De var begge udarbejdet af Kremlin til betingelsesløst at støtte “anti-amerikanske” Islamic Revolutionaries of Iran (IRI). Majority blev dannet efter en splittelse i OIPFG i 1980. Den anden del af denne organisation kaldet Minority fortsatte på linie med andre venstreorienterede grupper at bekæmpe “bourgeoisiets” IRI; oppositionsgrupper blev systematisk og gradvist nedslagtet, sendt på flugt eller afmonteret af regimet.

Organisationen OIPFG blev i slutningen af 1960´erne grundlagt af en gruppe unge uddannede eller studerende revolutionære. Den proklamerede i 1971 sin kamp, da en gruppe bevæbnede Fedayeen´ere indtog en afsides liggende politistation ved navn “Shiakal”. Vedrørende det absolutte diktatur af shahens regime, mente de, at erhvervelsen af frihed og social retfærdighed kun kan opnås gennem revolutionære frontkæmperes bevæbnede kampe, hvilket igen vil kulminere i masserevolution. Andre “ikke-voldelige” måder blev anset for skødesløse og ineffektive, både ifølge Tudeh partiets og Front Nationale´s fejlslagne erfaringer. Disse to hovedoppositionsgrupper var ikke i stand til at mobilisere folk mod shahens absolutte diktatur.

I betragtning af den internationale uro i 1960´erne, var termer som terrorisme, adventurisme, små bourgeosi utopiaer og så videre ikke mærkater på sådanne bevæbnede bevægelser på den tid. Frankrig og Tyskland var overvældet af studenter demonstrationer i maj 1968, næsten forårsagende en revolutionær situation i Frankrig. Talrige venstreorienterede grupper fremkom i Tyskland, Italien, Frankrig og andre vestlige lande. Bevæbnede grupper som IRA i Nord Irland og ETA i Baskerlandet var involveret i bevæbnede kampe. Revolutionære aktiviteter i Latin Amerika tiltrak populær støtte hos den europæiske ungdom. Deres kampe blev anset for en “heltemodig” udøvelse af folkets frihed. Selv europæiske stater (især dem der blev ledet af socialistiske eller social demokratiske partier) var tvunget til at vise den sympati fra deres intelligensia for sådanne revolutionære og anti demokratiske bevægelser. Castro´s idé om “bullets, not ballots, were the way to achieve power” (kugler, ikke stemmeurner, var måden at opnå magt på), gav politisk mening. Régis Debray blev Mitterand´s rådgiver for Latin Amerika. Han var medkæmper for Che Guevara i Bolivia i 1967 og en revolutionær forfatter vis bog “Revolution in Revolution” inspirerede Fedayeens.

Det er overflødigt at pege på, at væbnet kamp var skånet for enhver konnotation om terrorisme eller politisk Islam. Et stort antal vestlige unge med venstreorienteret eller alternativt verdenssyn havde sympati for Den Palæstinensiske Befrielsesfront; de plejede at bære et palæstinensisk tørklæde som et tegn på deres solidaritet med den palæstinensiske milits. Fronten repræsenterede mere end en flygtig lighed med dagens appellerende islamist grupper, Hamas og Hezbollah.

Selvom de socio økonomiske betingelser der favoriserede væbnede kampe i Latin Amerika, ikke var lig dem i det islamiske samfund i Iran, var Fedayeens´s væbnede kamp i det store hele inspireret af de kommunistiske revolutionære erfaringer i Latin Amerika. De teoriserede, at væbnede kampe ville promovere en masse revolution i Iran, som det skete på Cuba. Der findes ikke én sides historie fra de tidlige frundlæggere af Fedayeens, der behandler Islam og Islam´s rolle i en sådan revolution. I deres analyse er en vigtig social faktor som Islam fuldstændigt fraværende.

I modsætning til nogle præster i Latin Amerika kunne mullaherne aldrig forlige sig med kollektivismen, socialismen og materialismen på venstrefløjen. Fra Safavid dynastiet til shahen (bortset fra 16 års Reza monarki), har mullaherne altid knyttet bånd med monarkiet. Denne alliance blev senere brugt af koloniale magter til at opretholde status quo. Bortset fra en 16 årig periode under Reza shahen har mullaherne dyrket deres egen socio politiske magt siden den overbevisende “Shiitisering” af Iran af Safavid´erne i det 16. århundrede. I 1960´erne modsatte Ayatollah Khomeini sig shahens landreform og kvinders valgret; han organiserede derfor en islamisk bevægelse, der modsatte sig shahens “uislamiske reformer”.

Hverken Tudeh partiet, et pro russisk parti, ej heller marxistisk-leninistiske OIPFG kunne introducere Marx´s synspunkt at “Religion er folkets opium” ind i deres sociale analyse. I stedet anså de “anti imperialistiske” muslimske bevægelser for deres strategiske allierede. Det er derfor ikke noget under, efter den iranske revolution, at det venstreorienterede Tudeh parti og det ikke- sovjet støttende Aksariyat parti – til trods for deres tidligere rivalisering og dybe gnidninger – sammen ubetinget støttede den “anti imperialistiske” Khomenei og hans islamistiske bevægelse, indtil disse “profane ateister”, som andre venstreorienterede, bukkede under for Khomeini´s islamiske sværd i 1982.

Deres blinde støtte til det islamiske regime nåede et forræderisk niveau, nemlig deres kollaboration med det undertrykkende islamistiske og højreorienterede paramilitære regimes banditer, der var engageret i en national kampagne i identificering og arrestering af “imperialismens agenter”. Mange tusinde af disse såkaldte “agenter”, inklusive et antal mindreårige, blev henrettet. Et stort antal af disse ofre var teenagere eller unge mennesker, der blev myrdet for at kræve grundlæggende friheder og demokrati.

Arbejderklassen, som disse pseudo venstreorienterede foregøgler at støtte, mistede de få rettigheder, de havde opnået under revolutionen, som de forgæves forsøgte at beholde efter revolutionen. Deres nye uafhængige fagforeninger blev forbudt og erstattet af islamiske samfund skabt af arbejdsministeriet. Deres profitdeling og bonuser etableret under shahen, blev annulleret. Retten til strejke blev opløst. Lønningerne forblev lave; mange fabrikker blev lukket og arbejderne blev fyret uden offentlig støtte. Da de greb til protester, blev mange arbejdere arresteret, fængslet og henrettet af det islamiske regime. Alligevel fortsatte dette spektrum af venstrefløjen at støtte mullahernes regime.

For denne gren af den iranske venstrefløj var ting som menneskerettigheder, individuel frihed, kvinders rettigheder uden betydning. De var optaget af delingen baseret på klasse, ideologi og alle klasse relaterede antagonistiske faktorer. I det perspektiv argumenterede de, at de hjemlige kapitalisters vedholdende repræsenterede interesser for det imperialistiske, var alt der havde betydning; mullahernes rolle og deres traditionelle bånd til feudalismen og traditionel kapitalisme blev selektivt ignoreret. I sin berømte bog “History of Thirty Years”, gav Bijan Jazani, en grundlægger af marxistisk-leninistiske OIPFG, en overvældende støtte til Ayatollah Khomeini som en “revolutionær” mullah for det “lille bourgeosi”. Det 14. århundredes islamiske love, Sharia, under Khomeini´s “Velayt-e-Faghih” (Gud´s stat), der blev beskrevet i Khomeimi´s bog, blev fra det tidspunkt og frem forbløffende ignoreret af venstrefløjen. Khomeini havde disse fascistiske, misogynistiske og anti socialistiske idéer før revolutionen i 1979. Alligevel blev han accepteret og prist af et spektrum af venstrefløjen s
om et symbol på kampen mod shahen. At konkludere at Islam er en delende og monolitisk faktor blev ikke taget i betragtning af disse venstreorienterede.

De britiske kolonister spillede i deres forsøg på at fastholde kommercielle monopoler og økonomiske ressourcer i Iran deres del ved også at støtte mullaherne. De brugte religion til at fastholde deres tag i deres store kolonier. Da det demokratisk valgte populære iranske parlamentsmedlem Mossadegh nationaliserede den iranske olie industri, tagende denne vitale ressource ud af hænderne på britterne, udarbejdede Amerika og Storbrittanien et kup, der fordrev parlamentsmedlemmet Mossadegh. Han blev erstattet med shahen, en despot. Gejstligheden, ledet af den mægtige Ayatollah Kashani – en indflydelsesrig mullah, der allerede havde svoret at omstyrte den demokratisk valgte regering – spillede en vigtig rolle i fordrivelsen af Mossadegh.

Etablissementet af de kommunistiske stater i det 20. århundrede var – for nogle af de venstreorienterede muslimske aktivister som People´s Mojahedin Organisation of Iran – en støtte for anti kolonialismen, en alliance der skulle styrke en anti kapitalistisk, anti vestlig front, hvorimod for shiiternes mullaher (som Khomeini) er “kommunisme ateisme” og derfor dæmoniseret som “Kufr” (profant). Fremkomsten af marxismen blev af islamiske bevægelser, især af iranske mullaher, set som en fremmed dæmon, der underminerer det religiøse samfund. Selvom de islamiske politiske entiteter har stalinistiske organisationsmetoder, så er de mere anti kommunistiske end anti vestlige. Den ateistiske kultur og arv efter kommunismen er et meget større problem og en farligere fjende end vestlig kolonialisme. Kommunisme har altid været hoved udfordringen for enhver islamisk enhed, til fordel for den koloniale britiske magt og amerikanske hegemoni.

Denne anti socialistiske karakter af de islamiske bevægelser i almindelighed, og særligt den af shiit mullaherne i Iran, var det manglende led, der ikke kunne forbínde et stort spektrum af den iranske venstrefløj med virkeligheden. De faldt i Khomeini´s fælde, hvilket i sidste instans kostede dem tusindvis af liv og et dårligt ry.

Leave a Response »

 

Hollandske islamiske skoler slipper afsted med svindel torsdag, okt 22 2009

Den offentlige anklager vil ikke tage sig af en klage fra vice undervisningsministeren Sharon Dijksma imod Stichting Islamitische Scholen Helmond. En undersøgelse har vist uregelmæssigheder, men disse berettiger ikke en kriminal undersøgelse, siger en talsperson fra justitsministeriets bedrageri afdeling.

Justitsministeriet mener, at vice undervisningsministeren har tilstrækkelige redskaber til at handle mod skolens administration, som anslås uretmæssigt at have brugt mere end 900.000 euro i subsidier. Halvdelen af pengene blev ifølge vice undervisningsministeren brugt til egen hyre og kompensation for skygge medarbejdere. Justitsministeriet erkender, at pengene ikke blev brugt som intenderet, men en talsperson siger, at dette ikke er et tilfælde af “alvorlig selvberigelse”.

Som svar på dette svarede vice undervisningsministeren, at hun vil respektere denne beslutning.

For to år siden indgav Dijksma en klage om svindel mod associationen. Det lykkedes hende via retssager at få to fyret i skole administrationen. Det var første gang, at ministeriet tog så vidtgående skridt mod skolen.

En retssag om at skaffe pengene tilbage fra disse folk kører fortsat. Den tids skole administration modsætter påstanden, og siger, at højst 200.000 euro blev brugt forkert.

Sidste år rapporterede Dijksma til parlamentet, at 90% af muslimske skoler fusker med subsidier. På det tidspunkt anslog hun, at omkring 5 millioner euro var brugt forkert.

Leave a Response »

 

Forældre sælger 12 årige jomfruer til sex onsdag, okt 21 2009

Britiske 12 årige piger der stadig er jomfruer, sælges til sten rige arabere til sex for op til 50.000£ per gang.

Forældre tvinger skolepiger ind i prostitution, og sælger dem til pædofile millionærer. Sædelighedspolitiet fangede, efter hemmeligt at have filmet dem tilbydende seks piger i alderen 14 til 23 år, tre kvinder og en mand fra Manchester i et femstjernet hotel i Vest London. De filmede også banden pralende med, hvordan de forberedte at faldbyde endnu yngre præpubertære piger.

Banden – beskrevet som noget fra “fjernsynets Shameless” med de fleste værende arbejdsløse og på overførselsindkomst, havde også forbindelser til Newcastle og Liverpool. En insider siger: “Det bliver ikke meget mere sygt, end det her. De er blandt de yngste piger vi har fundet, der er udbudt til sex. Banden var ekstremt grådig – det handlede kun om pengene. Sex med en jumfru i alderen 12 år eller derunder koster op til 50.000£. Vore undersøgelser fortsætter, og vi forventer flere anholdelser”.

Sex trafficking med børn født her er ekstremt sjældent. Detektiver ser normalt udenlandske børn fra Øst Europa, det fjerne Østen og Afrika bragt hertil som sex slaver. En talsperson fra NSPCC siger: “Skruppelløse traffickere kontrollerer og terroriserer sårbare børn indenfor Storbritannien, tvingende nogle ind i sex industrien og misbrugende og udnyttende mange andre”.

“Når politiet og andre myndigheder finder disse børn, må de omgående sikre beskyttelse og støtte for at hjælpe dem overkomme deres prøvelser. Vi opfordrer enhver der frygter, at et barn udnyttes til at kontakte politiet, børne myndigheder eller NSPCC”.

Imens forventes relaterede politi myndigheder, kendte som CO14, at tage fuldt ansvar for målrettet at bekæmpe multi million sex traffick handlen i London. Såvel som at hindre fremmede sex slaver i at blive smuglet ind i Storbritannien, vil de undersøge hjemmelavede prostitutionsringe.

Der forventes at komme en eksplosion i sex trafficking op til De Olympiske Lege 2012. I sidste uge skrev adskillige ledende velgørenhedsorganisationer til kommissær Sir Paul Stephenson, opfordrende ham til at lægge Human Trafficking Team sammen med Vice Squad når Indenrigsministeriet´s finansiering snart holder op. 

Leave a Response »

 

En kort introduktion til Islam onsdag, okt 21 2009

 

Måske lovens håndhævere landet rundt har brug for en kort introduktion til Islam. Her er islam i en nøddeskal:

Islamisk trivia: 25 fakta

01 Muslimer kan ikke betvivle Koranen (Koranen 2:1)

02 Vantro sex slaver er i orden (Koranen 4:23-24)

03 Vantro er svorne fjender af muslimer og Islam (Koranen 4:101)

04 Muslimer forbydes at have vantro som venner (Koranen 5:51)

05 Muslimer har en hellig pligt til at dræbe vantro (Koranen 9:5)

06 Den eneste garanterede vej til ”Himlen” er at dræbe vantro (Koranen 9:111)

07 Muslimer skal terrorisere vantro (Koranen 8:12)

08 Vantro – vælg én: 1. Dø, 2. Konverter, 3. Betal afpresningspenge for at leve (Koranen 9:29)

09 Muslimer kan lyve for vantro for at hjælpe Islam (Koranen 3:28, 16:106)

10 Vantro er modbydelige skabninger, der ikke fortjener nåde (Koranen 98:6)

11 At banke konen er i orden (Koranen 4:34)

12 Ægteskab og skilsmisse fra børn er i orden (Koranen 65:4)

13 Voldtægt er i orden. Der kræves fire mandlige vidner som bevis (Koranen 24:13)

14 Røveri og tyveri af vantro er i orden (Koranen: Hele kapitel 8 kaldet Booty)

15 Når vers i Koranen konfliketer annullerer senere vers tidligere vers (Koranen 2:106)

16 Muhammed giftede sig i en alder af 51 år med sin barne brud Aisha (6 år gammel)

17 Muhammed tog ikke mødommen på hende, før han var 54 år gammel, og hun var 9 år gammel

18 På én dag hjalp Muhammed med at halshugge mellem 600 og 900 Qurayza jøder i Medina i år 627 (Koranen 47:4, 8:12)

19 Kun Muhammed havde fra Allah lov til at gifte sig med så mange koner, han ønskede (Koranen 33:50)

20 For at bevise voldtægt i islamisk lov eller Sharia lov behøver muslimske kvinder fire mandlige respektable muslimske vidner (Koranen 24:13)

21 Koranen har 114 kapitler kaldet Surah, og præsenteres ikke i kronologisk orden, men efter længden af kapitlerne, fra længste (kapitel 1) til korteste (kapitel 114)

22 Mange vers i Koranen konflikter, så konceptet med annullering gælder (Koranen 2:106). Dette betyder, at senere opståede vers annullerer tidligere vers

23 Det sidste kapitel i Koranen, kapitel 9, er ekstremt voldeligt, annullerende alle tidligere fredelige vers

24 Røveri og tyveri af vantros ejendom er i orden (Hele kapitel 8 i Koranen er kendt som Booty eller Spoils)

25 Muslimer der forlader Islam (frafald) skal dræbes (Bukhari 4:52:260)

Citat fra Muhammed: ”…hvis en muslim frakaster sig sin religion, dræb ham”.

Leave a Response »

 

Skam, den arabiske psyke og Islam tirsdag, okt 20 2009

Skam er ofte en upåskønnet psykologisk tilstand. Særligt i den moderne verden, men også gennem historien har skam i begrænsede doser faciliteret civiliseret opførsel, og fået både individer og kulturer til at opføre sig passende. Sund skam holder os i kontakt med virkeligheden, og erindrer os om vore begrænsninger, fejl og menneskelighed. Når man oplever sund skam, kan et individ måske ikke være glad for at have flove svagheder og fejl afsløret, men denne bevidsthed giver selvindsigt og gør ydmyg. Så længe et individ er i stand til selvtvivl og selvreflektion om sin adfærd, så er denne i stand til at forblive åbensindet og villig til at lede efter en bedre forståelse af sig selv og andre.

Overdreven eller upassende skam er noget helt andet, tvangskommunikerende til individet at individet er værdiløs. Skam kan være en yderst ødelæggende og pinefuld oplevelse.

Børn der lever med konstant fjendtlighed og kritik lærer at forsvare sig mod dårlige følelser og skam, og eksternalisere skam på andre. Projicering og paranoia, der begge er eksterne påtegninger af skyld, er psykologiske forsvar imod skam.

Ofte bearbejdes denne umodeholdne skam ved at ydmyge nogen, der er svagere og mere værdiløse end den skamfulde person (eksempelvis kæledyr, kvinder, homoseksuelle eller perifere grupper der fungerer for både individer og kulturer).

Skyld er en følelse, der fremkommer efter transgression af éns egne kulturelle værdier. Skyld handler om handlinger eller adfærd, mens skam handler om selvet. Der er en vigtigt psykologisk forskel i at sige til nogen, at deres adfærd er slem, i modsætning til til at de ér slemme. Det første fører til skyld; det sidste til skam.

Formålet med med skyld er at standse adfærd, der skader selvet, familien eller den sociale status. Skyld holder regnskab med overdrev eller underskud der bedømmes uønskelig og udtrykkes i fortryden og anger.

I sidste instans må virkeligheden selv for den skam undvigende person blive fortyrret for yderligere at kunne beskytte selvet mod lav selvtillid. At bebrejde andre individer eller grupper for éns egen adfærd bliver naturligt, og denne overførsel af skyld til andre er en indikator for intern skam.

De fleste psykologiske teoretikere (Erikson, Freud, Kohut) ser skam som en mere “primitiv” følelse (eftersom det påvirker den enkeltes grundlæggende fornemmelse for selvet) sammenlignet med skyld, som udvikles senere i modningen af selvet. Uden udviklingen af skyld findes der ingen udvikling af reel social bevidsthed.

I behandlingen af hvordan koncepterne om skyld og skam fungerer i en kultur, er det nyttigt at referere til et forberedende arbejde oprindeligt publiceret af benedict i 1946, hvor hun diskuterede den kollektivistiske kultur i Japan under Anden Verdenskrig, og sammenholdt denne med amerikansk kultur. Japan havde en kultur af “skam”, mens amerika og det meste af Vesten tegner sig for en kultur af “skyld”. Hver type kultur har sine egne regler angående forseelser, og de afgøres af individets og andre folks overbevisning om skyld, og summeres i de to matrixer oven over:

I begge kulturer findes der ingen problemer, hvis begge parter mener, at individet ikke er skyldigt. Hvis begge parter mener, at individet er skyldigt, så er der igen enighed, og i det tilfælde straffes skylden.

Forskellen i de to samfund findes i de to andre rammer i matrixen (i rødt).

I en skyld kultur, når individet mener, at det ikke er skyldigt, vil det til trods for at andre mener, at det er skyldigt, aggressivt forsvare sin uskyld. I det tilfælde er individets selv stærkt og i stand til at opretholde en uafhængig vurdering, selv om enhver anden er overbevist om individets skyld. Selvet er i stand til at stå alene og kæmpe for sandheden, sikker sin viden im, at individet er uskyldigt.

Skyld kulturen er typisk og primært beskæftiget med sandhed, retfærdighed og bevarelse af individets rettigheder. Som vi tidligere bemærkede, er følelsen af skyld, hvad der afholder en person fra adfærd, der går imod individets egen adfærdskode såvel som kulturens. Overdreven skyld kan selvfølgelig og være patologisk. Jeg refererer udelukkende til en psykologisk sund erkendelse af skyld.

I kontrast har en typisk skam kultur (eksempelvis Japan som diskuteret af Benedict eller fokus for diskussionen arabisk/islamisk kultur) andres mening langt større gennemslagskraft på adfærden, end selv hvad individet tror. Som bemærket af Gutman i sine tekster er ønsket om at bevare ære og undgå skam ét af de primære grundlag i kulturen. Ønsket har den side effekt at det giver individet carte blanche til indgåelse i forkerte handlinger, så længe ingen ved noget om det, eller ved at man er involveret.

Yderligere kan det være umuligt for individet at indrømme overfor sig selv, at det er skyldigt (selv når det er) især når alle andre anser det for skyldigt grunden skammen involveret. Så længe andre forbliver overbeviste om, at det er uskyldigt, oplever individet hverken skyld eller skam. Der lægges derfor store bestræbelser i at sikre sig, at andre er overbeviste om individets uskyld (selv om man er skyldig).

I almindelighed har det været bemærket, at skam kulturen bedst fungerer indenfor et kollektivistisk samfund, selvom den lokalt kan eksistere indenfor en overvejende skyld kultur.

Følgende stykke af David Gutman er én af de bedste psykologiske analyser af skam og den arabiske psyke, jeg har læst, og da det behandler noget meget vigtigt, vil jeg citere et temmelig laangt uddrag:

Den arabiske verden lider under en krise af ydmygelse. Deres hære jages af ikke bare amerikanerne, men også lille jødiske Israel, og som Arthur Koestler engang bemærkede, ahr den arabiske verden ikke i de seneste omkring 500 år produceret meget andet end tæpper, beskidte postkort, undervisning i mavedans (og selvfølgelig innovative terrorist praktikker). De har ingen nævneværdig videnskab, ingen kunst, stort set ingen industri udover olie, meget lidt litteratur og ildevarslende musik der i det store hele består af floromvundne sange, der fejrer slagtningen af jøder.

Nu hvor araberne har opnået national bevidsthed, og de sammenligner deres samfund med andre nationer, bliver disse underskud smerteligt tydelige, især for overklassens arabiske børn, der går på udenlandske universiteter. Der lærer de om de kristnes, jødernes og kvindernes resultater. Og alligevel, med undtagelse af Edward Said, findes der stort set ingen samtidige arabiske navne i samlingen. Det er derfor ingen overraskelse, at størstedelen af rekrutteringen til al-Qaeda findes blandt arabiske universistetsstuderende. Og ingen overraskelse at selvmordsbomben bliver deres taktiske valg: det er et sidste desperat forsøg på at opnå blot et minimum af overlegenhed – en spirituel overlegenhed – over det materialistiske, lifsbekræftende og dermed skamfulde Vesten.

Men denne taktik er ikke, vil jeg påstå, produktet af Islam. Det er nærmere produktet af af en såret arabisk psyke. Husk på at japanerne også vendte sig mod selvmordstaktik under Anden Verdenskrig for at undslippe nederlagets ydmygelse. Selvom deres religion var Shinto, fremfor Islam, så konstituerede de et paradigme af skam/ære kultur, og nederlaget medførte, som hos araberne, et rasende selvmordsrespons. Efter deres hære var besejret, deres flåde sænket, deres byer sat i flammer og deres øer invaderet, lancerede de en kamikaze offensiv, derigennem begående en form for high-tech hara-kiri, deres almindelige middel mod utålbar skam. Det er på den måde, at den moderne arabiske verden ligner Japan under Anden Verdenskrig. I begge tilfælde handler det ikke om religiøsitet men om psykiske sår påført af nederlag og indlysende underlegenhed, der inspirerer selvmordsbombere.

Det er ofte antaget, at ændringer sat iværk af moderniseringen er særligt giftige for araberne. Dette er uden tvivl sandt. Men hvis vi skal være terapeutiske, så må vores diagnose være mere specifik. Vi må identificere det
særlige patogen, der udløses af moderniseringen. Ud over at skærpe deres fornemmelse for underlegenhed i forhold til Vesten, så truer moderniseringen med at bringe kvinders frigørelse frem (som i Irak og Afghanistan). Jeg siger “truer”, da arabiske mænds selvværd for stor dels vedkommende afhænger af deres kvinders underlegne position. De arabiske nationer har i det store hele mistet deres slaver og dhimmier, de underkastede folk på hvilke skammens stigmatisering kunne afkastes. Men enhver der har brugt tid blandt dem, ved, at arabiske mænd ikke har mistet deres psykologiske behov for sociale og seksuelle underkastede. I fraværet af slaver og tilfangetagne folk, er arabiske kvinder udvalgt til den specielle rolle som underkastet der, per definition, mangler ære. Arabiske mænd udrydder skammen, og afstiver deres svage selvværd ved at påføre dhimmiernes skamfulde, underkastede og passive kvaliteter på kvinder. Med en ydmyget kvinde i kølvandet kan arabiske mænd gå macho mandens gang.

Derigennem den relative mangel på arbernes materielle resultater: den arabiske verden har bedøvet den kvindelige del af hjerne puljen, mens mændene opnår omgående selvværd uden reelt at præstere noget, men udelukkende gennem at være mænd fremfor kvinder. Det er ikke noget under, at de arabiske nationer føler sig irrationelt truede af selve den israelske stats eksistens. Som Amerika har jøderne bragt virkeligheden om frigjorte kvinder ind i selve hjertet af Mellem Østen, ind i selveste dar al-Islam. Stor Satan og Lille Satan: muslimske kvinders herrer.

Jeg vil påstå, at kvinders frigørelse er det største håb for udvikling i Mellem Østen, større end selv de første gribende tiltag til demokrati. Jeg mener, at arabiske kvinder har mere på spil omkring liberalt demokrati, end arabiske mænd har, og i takt med at de opnår politisk magt, vil de kæmpe for den. Hvad selvmordsbomber, jihadisme og arabiske mænds macho positur angår, så er de desperate remedier imod yderligere ydmygelse mod den opfattede trussel om “kastrering” fra deres egne kvinder. Indtil arabiske kvinder opnår frihed og uafhængighed, kan vi forvente, i det mindste i en tid, at se arabiske mænd klynge sig til disse remedier.

Selv da vil nogle arabiske mænd sandsynligvis drive bagud mod endnu større selvmordsraseri. Andre (måske endog flertallet) der ikke længere vil være i stand til at projicere deres mangler på arabiske kvinder, vil begynde at erkende manglerne i dem selv. Disse konvertitter ville optage et selvkritisk standpunkt, der allerede viser sig blandt visse vovede arabiske intellektuelle og endog religiøse ledere. Og når arabiske mænd ikke længere kan opnå omgående selvværd ved at nedgøre kvinder, vil nogle af dem endda vende sig mod fredens kunster, og prøve at opnå en fornemmelse for selvværd gennem instrumentelle mere end illusoriske psykologiske midler.

Vi kan ikke i sidste instans korrigere alle forstyrrelser i den arabiske skam/ære ethos. Men ved at forpligte os til støtten til arabiske kvinders frigørelse, eksempelvis ved at advokere for udviddede friheder for kvinder i den nye konstitution i Irak, kan vi forhale erosionen.

Gutmann gør sig umage i separeringen af den arabiske psyke fra Islam. Dette er det eneste argument, jeg ikke finder overbevisende.

Det synes for mig som om den arabiske psyke gennem århundreder langsomt er blevet opslugt af Islam, og at i mange tilfælde, og i de vigtigste aspekter, er disse nu uadskillelige. Vi kan se dette i det faktum, at selv i Indonesien, Thailand og ikke-arabiske lokale, hvor Islam er blevet favnet, bevarer Islam både arabisk misogyni og intolerance.

Alternativt kan det argumenteres, at Islam bedste tager rod og bedst gror, når den befinder sig i den toksiske næring fra den arabiske skam/ære kultur.

Det er også vigtigt at huske, at Muhammed selv var araber, og det meste af Koranen er i ret stor overensstemmelse med, hvad man ved om hans personlighed og stil.

På den anden side er det kun i Islam´s seneste historie, at Islam synes fuldt at have favnet underkastelsen af kvinder under dække af at “beskytte” dem og bevaare deres ære.

Denne artikel fra Gutmann diskuterer også skam i den arabiske verden:

Hvad angår militær historie reflekterer den arabiske præference for guerrilla fremfor konventionel krig en lang tradition, én der begyndte i antikken med beduin overfald. Deres krigsmåde – brillant beskrevet af T.E. Lawrence i The Seven Pillars of Wisdom – er baseret på at slå til og stikke af ved kamelberedne beduiner, der pludselig dukker op i ørkenen, flår den intet anende fjendes lejr fra hinanden, for igen at forsvinde ud i ørkenen, med sig tagende “lovligt” bytte: fuldblods heste, kameler og kvinder.

Den traditionelle beduin skabte en næsten ren “skam” kultur, vis mål det var at undgå ydmygelse, og opnå sharraf – ære. Derfor er målet med beduinernes rov ikke endeligt at vinde en krig, da disse konflikter stammerne imellem er en ærværdig livsmåde, og burde egentlig aldrig ende. Det essentielle mål med overfald er at opnå velstand – ikke blot i goder, men også i ære – og at påføre fjenden skam. Enhver modstander der er værd at bekæmpe, er per definition ærværdig, og dele af denne ære kan fratages denne i et succesfuldt overfald og erstattet med angriberens skam. Den succesfulde angriber har “eksporteret” noget personlig skam til fjenden, og fjenden har mistet ære, og er blevet tilføljet overfalderens forretning.

Denne kalkyle af skam og sharraf er et vigtigt element i den arabiske krigsførsel, uanset om den udøves af Saddam Hussein, Yasir Arafat eller den beduinske sheik. Den samme dynamisk driver den arabiske præference for irregulær krig fremfor konventionel krig.

Irregulære taktikker – krydret med terror – har undertiden besejret regulære hære, men i vind, tab eller uafgjort i militær forstand, kan terror taktikken være en langt mere effektiv måde at møde psykologiske mål på – eksempelvis udgyde skam og erhverve sig ære – end gennem konventionel krig.

Lad mig gøre det klart, at jeg ikke undskylder adfærden i Islam eller hos araberne mod kvinder, jøder, kristne eller andre kulturer. Jeg prøver blot at forstå disse ubestemmelige “rod årsager”, som alle taler om.

Som tidligere erklæret i dette essay er én af de måder, dem der frygter skammen, beskytter deres skrøbelige selv på, at underlægge sig dem der opfattes som svagere. Ved at gøre dette kan han rationalisere, at han er overlegen det underlagte individ. Dette er faktisk den eneste måde han kan maksismere sin ære på. I arabisk/islamisk kultur er kvinder ét af de eneste instrumenter man kan opnå ære gennem. Derfor den bizarre og forstyrrede attitude denne kultur har mod kvinder og overdrevne redskaber med hvilke “ære” må fastholdes. Så stærk er det kulturelle pres, at kvinder selv hopper på dette selvbedrag.

Æresdrab er alt for almindelige i arabisk kultur, og vigtigst frarådes ikke af tilhængerne af Islam.

Andre udtryk for skam kulturen er der åbenlyse, er det den løbske psykologiske projicering og nægtelse af at tage ansvar for uhyrlighederne begået i Islam´s navn. Ikke alene er vi med jævne mellemrum emne for imamers, religiøse lederes og ledere af muslimske stater, selv på nuværende tidspunkt erklærende at 11/9 eller London bombningerne ikke blev begået af muslimer. De bebrejder også med jævne mellemrum jøder for sådanne handlinger. På den måde kan de undgå skammen ved at tage ansvar for det onde.

Yderligere understregelsen fra CAIR og andre muslimske organisationer der i deres krav om at enhver erklæring der kritiserer, eller blot antyder skyld eller ansvar af Islam for terror, skal tilbagetrækkes eller undskyldes for, er også blot en del af skam unddragelsens dans, der fører kulturen ind i den udviskede verden af selvbedrag.

Endeligt er det ikke overraskende, at de mest morderiske banditter udtrykker religiøse idealer mens de brutalt skærer hovedet af vantro gemmer sig bag masker og ikke tør
afsløre dem selv til verden. Jeg har mistanke om, at de på et dybt niveau ved, at deres “stolthed” i deres syge adfærd ville være sværere at præsentere, hvis ikke de var anonyme. “Hvis ingen ved at det er mig, der begår disse handlinger, så skammer jeg mig ikke”.

Mens psykologisk sundhed og selvværd i nogen grad afhænger af at overkomme skam og fremskride til et niveau, hvor man tager ansvar for sine handlinger og accept af, at der findes en objektiv sandhed, der ikke er afgjort af andres meninger. Både skam og skyld kan være vigtige virkelighedscheck for et individ eller en kultur.

Når en kultur afgør, at undgåelsen af skam for enhver pris er nødvendig, så bliver resultatet en kultur af fanatisme, bizar adfærd i “ærens” navn og samtidig kulturel undertrykkelse, underkastelse og ydmygelse af kvinder og andre opfattet som “svage” (og derfor “skamfulde”). Det resulterer også uundgåeligt i projicering af éns egen uacceptable adfærd og skamfulde følelser på andre individer eller udnforstående grupper.

Leave a Response »

 

Klima konference: Marxistisk verdensregering søndag, okt 18 2009

Én verdensregering styret af hjerteløse og gudesløse marxister kan komme hurtigere, end du forventer. Men mekanismerne bag etableringen af denne én verdens marxistiske regering er kun for nylig blevet afsløret: The Copenhagen Treaty on Climate Change.

Sådan siger Lord Christopher Monckton, tidligere rådgiver for den britiske præmiere minister Margareth Thatcher, der gav traktaten en sønderlemmende kritik ved den seneste Minnesota Freemarket Institute Conference:

Her er nogle udpluk fra Lord Monckton´s tale ved konferencen:

“Ved F.N.´s Climate Change Conference i København til december, kun få uger væk, vil en traktat blive underskrevet. Jeres præsident vil underskrive den. Det meste af den tredje verden vil underskrive den, fordi de tror, at de vil få penge ud af det. Det meste af det venstreorienterede regime i E.U. vil give den et gummistempel. Stort set ingen vil ikke underskrive den.

Jeg har læst traktaten. Og det den siger, er, at en verdensregering vil blive skabt. Ordet “regering” optræder faktisk i det første af tre formål med den nye entitet. Det andet formål er at overføre velstand fra lande i Vesten til tredje verdens lande, for at tilfredsstille hvad de koket kalder “klima gæld”, fordi vi har brændt kuldioxid af, og de ikke har. Vi har ødelagt klimaet, og det har de ikke. Og det tredje formål med entiteten, regeringen, er gennemtvingelse.

Hvor mange af jer tror, at ordet “valg” eller “demokrati” eller “stemme” eller “afstemning” optæder nogetsteds i den 200 siders traktat? Helt korrekt, de optræder ikke ét sted. Så nu har kommunisterne, der pilede ud af muren i Berlin og ind i miljø bevægelserne, der overtog Greenpeace, så mine venner der grundlagde Greenpeace forlod Greenpeace indenfor et år, da kommunisterne erobrede Greenpeace. Nu ligger apoteosen lige ved hånden. De er i gang med at påføre en kommunistisk verdensregering på verden. I har en præsident, der har meget stærke sympatier for dette synspunkt. Han skriver under på den. Han underskriver hvad som helst. Han er en Nobel Pris vinder; selvfølgelig skriver han under.

Og problemet er, at hvis traktaten underskrives, og hvis jeres konstitution siger, at den nye konstitution har forrang over jeres konstitution, så kan I ikke undslippe traktaten med mindre I får tilladelse fra alle andre lande i traktaten. Og fordi I er det land, der betaler mest, så vil de ikke lade jer slippe ud af den.

Så tak Amerika. I var frihedens lys for verden. Det er et privilegium blot at stå på denne jord, mens den stadig er fri. Men i de næste få uger, med mindre I standser det, så vil jeres præsident underskrive jeres frihed, jeres demokrati og jeres menneskelighed væk for evigt. Og hverken I eller nogen anden efterfølgende regering i vælger, vil have magt til at tage dem tilbage. Så alvorligt er det. Jeg har læst traktataen. Jeg har set alt det om regering og klima gæld og gennemtvingelse. De gennemfører det her, om I kan lide det eller ej.

Men jeg mener, det er her i jeres store nation, som jeg elsker og beundrer så højt – det er måske her i elvte time, at I vil standse jeres præsident i at underskrive denne forfærdlige traktat, denne formålsløse traktat. For der findes intet problem med klimaet, og selv hvis der gjorde, så hjælper en økonomisk traktat ikke på det.

Leave a Response »

 

Jeg fandt den! Fredelig Islam! søndag, okt 18 2009

Kort efter 11/9 begyndte vi at høre om Islam, den fredelige religion. Hele konceptet syntes at være så groteskt, men det fyldte medierne. Kan du forestille dig, at nogen kalder Buddhismen for “Den Fredelige Religion?”. Det er som at sige “cirkel, den runde figur”. Ja, men er det ikke hvad man kunne forvente?”.

Når lærde bruger termen, er det almindeligvis i citationstegn, “Fredelig Islam”, for at udtrykke ironien i navnet. Jeg har dog opdaget, at der rent faktisk findes en fredelig Islam uden citationstegn.

Sira er Muhammed´s biografi (sira er arabisk og betyder biografi, men Sira er reserveret til Muhammed), der har tre versioner fra tre forfattere. Den mest betydningsfulde er af Ibn Ishaq: “Sirat Rasul Allah” oversat af A. Guillaume under titlen “The Life of Muhammed”. Det er en vanskelig bog at læse, og det er derfor “Mohammed and Unbelievers” blev lavet, så indholdet kunne blive tilgængelig for den gennemsnitlige læser. Sira er det eneste, der tillader os at forstå Koranen, eftersom den tillader os at sortere, hvilke vers i Koranen der er tidlige eller sene.

I dag er Muhammed´s hjemland det mest intolerante politiske system i verden. Jøder har ikke været i Hijaz området (Mekka og Medina) i Saudi Arabien i 1400 år. Kristne tillades at bede i ders hjem, men kan ikke noget sted offentligt vise deres tro, såsom bære et kors eller bære en Bibel offentligt. Praktisk taget er Saudi Arabien en religiøs apartheid stat. Men før Muhammed havde araberne i Mekka 360 religioner i byen. Det er polyteistiske religioners indbyggede natur at være tolerante, så da Muhammed kom med sin nye religion og nye Gud, var indbyggerne i Mekka bedøvende ligeglade. Tolerance havde været deres livsmåde siden tidernes begyndelse.

Islam er ikke blot en religion, men en komplet civilisation. Ikke én eneste ting i Islam er identiske med civilisationen hos de vantro. Derfor betyder processen med at blive islamisk, at de mest fundamentale grundlag må forandres. Tolerance var den dør Muhammed gik gennem, og lukkede efter sig. Tolerance i Saudi Arabien forsvandt med Muhammed.

Efter Muhammed havde annonceret, at han var en profet, var der ingen problemer i Mekka. Muhammed var stille, og spredte sine budskaber til familie og venner. Der var ikke problemer med nogen. Sira dedikerer 13 siders tekst til dette fredlige stade af hans tid som profet. Sira er en bog på 800 sider, men det faktiske materiale dedikeret til Muhammed som Allah´s profet er 577 sider. Regn det selv ud: 13 sider ud af 577 sider er 2% af Sira.

På den trettende side tager en muslim et våben under en diskussion med en vantro fra Mekka, og slår ham i hovedet med våbenet. Så meget for fredelige Islam. På de næste 163 sider, 28% af teksten, argumenterer Muhammed på daglig basis. Det er ikke fordi Muhammed har ret, men fordi alle vantro tager fejl omkring alt. Han fortæller oven i købet indbyggerne i Mekka, at deres forældre brænder i Helvede, fordi de ikke underkastede sig Islam. Han truer indbyggerne i Mekka: “Jeg vil slagte jer”. Muhammed er nævenyttig, krigerisk, argumenterende og uforskammet. Han er uforsonlig. På daglig basis tager han til kabah´en, et socialt såvel som religiøst center, og er konstant i konfrontation med indbyggerne i Mekka.

Indbyggerne i Mekka ønskede at skade Muhammed, men han var beskyttet af hans magtfulde onkel. Men da hans onkle døde, drev indbyggerne ud af byen. I Medina, næste fase af Sira, behandles jihad, drab på vantro. Dette udgør 401 sider eller 70% af teksten.

baseret på Sira er Islam 2% fred, 28% argumenter og trusler, og 70% jihad. Hvis Sira var en film på to timer, så ville den fredelige del af filmen vare i næsten 3 minutter, de første slåskampe og klammeri ville vare i 34 minutter, og drabene ville vare i 83 minutter. Men filmen slutter med, at de besejrede vantro siger, at de vil gøre alt hvad Muhammed siger, hvis bare han vil standse jihad.

Så husk: Islam er faktisk fredelig – 2% fredelig – og hvis vi er gode dhimmier, så vil vi ikke nævne de andre 98%. 

Leave a Response »

 

Muslimske import brude destabiliserer Holland lørdag, okt 17 2009

Antallet af muslimske “import brude” – af hvilke næsten alle er dårligt uddannede skole børn – tiltager i et sådan omfang, at det forårsager “destabilisering af samfundet”.

Dette udtaler Eberhard van der Laan, den hollandske regerings minister for husning, samfund og integration.

“Vi magter det ikke mere”, siger Hr. van der Laan.

Den hollandske minister fastholder, at problemet har givet næring til “kriminalitet, svindel, vold i hjemmet, polygami og slaveri”.

Næsten alle import brudene er under 18 år – nogle er børn, der endnu ikke har nået puberteten.

Hvor mange voksne muslimske mænd i Holland har børne brude?

Hr. van der Laan anslår antallet til omkring 15.000.

I et for sent forsøg på at løse problemet har den hollandske regering vedtaget lovgivning, der forbyder ægteskab med børn, der endnu ikke er 18 år gamle.

For at omgå dette problem rejser mange muslimske mænd – mange i alderen 50 – 60 år – til Marokko, Tyrkiet og andre muslimske lande, for at blive gift, og returnere til Holland med deres barne brude.

Den hollandske regering har taget yderligere tiltag til at begrænse problemet med pædofili, såsom at forbyde ægteskab mellem fætre og kusiner, og onkler og niecer – praktikker der er almindelige i hele den islamiske verden – alt sammen til ingen nytte.

Hovedparten af børne brude kommer ifølge Hr. van der Laan fre Tyrkiet, Marokke og Somalia. Han fastholder, at de tvinges af deres forældre til at gifte sig med ældre familiemedlemmer, der har taget bopæl i Holland.

Eberhardt van der Laan er medlem af det venstreorienterede Partij van de Arbeid. Dette parti har i det store hele værret ansvarlig for de seneste tre års forfejlede integrationspolitikker. Den tidligere centrum-højre koalition af Christen-Democratische Partij og Volkspartij voor Vrijheid en Democratie, der regerede mellem 2003 og 2007, tog alvorlige standpunkter vedrørende immigration, og begrænsede med succes skamløs misbrug. Antallet af muslimske import brude faldt, og ligeledes gjorde antallet af islamiske asyl ansøgere.

Christen-Democratische Partij og Volkspartij voor Vrijheid en Democratie institutionaliserede tiltag, der omgående affødte resultater. Et tiltag forbød islamister at importere brude, der var under alderen 21 år.

Disse regler blev slækket efter den nye centrum-venstre koalitionsregering af Christen-Democratische Partij og Partij van de Arbeid blev formet i februar 2007.

Vice justitsminister Nebahat Albayrak (en andengenerations tyrkisk indvandrer og medlem af Partij van de Arbeid) undskyldte omgående omkring 27.000 asyl ansøgere, der var flyttet til Holland før 2001, men vis ansøgninger gentagne gange var blevet afvist af hollandske domstole.

Som resultat af slækningen på immigrationsreglerne er antallet af nye asyl ansøgere tiltaget voldsomt, og presser nu det hollandske budget til bristepunktet. Regeringen kan nu ikke længere betale den grundlæggende statspension til folk i alderen 65 år og derover.

Den hollandske regerings modvilje til at begrænse den muslimske immigration har vækket bekymringer, at Holland omkring 2024 kan blive en muslimsk nation.

Hollandske aktivist og dokumentar filmskaber Geert Wilders sagde ved Anti-Jihad Convention i Jerusalem: “Tusinder og atter tusinder af muslimer ankommer hvert år til Holland, mens der allerede bor en million muslimer i vort lille land. Der er mange problemer omkring denne massive tilstrømning: immigranter er overrepræsenteret på overførselsindkomster og kriminal statistikkerne og de overordnede omkostninger er svimlende”.

“Men hvad vi mest har at frygte, er den snigende islamisering, den usynlige jihad. Fordi hvert islamisk nabolag, hver islamisk butik, hver moske, hver islamisk skole, hver burka, hvert tørklæde anses af mange muslimer som byggesten i retning af et større mål, mod dominans”.

Leave a Response »

 

Sharia i skolen lørdag, okt 17 2009

Det californiske undervisningssystems ideologer har etableret nye regler for undervisning i islamiske lektioner i folkskolens syvende klassetrin, og mere énsidige end nogensinde. Dette vil helt sikkert også sprede sig øst på. Retningslinierne optaget af staternes førerfår hvidvasker volden og undertrykkelsen af kvinder kodificeret i islamisk lov eller Sharia. Og den er proppet med revisionistisk historie om troen.

Eksempelvis glorificerer de foreslåede retningslinier Sharia som en liberal reform bevægelse, der “afviste” dårlig behandling af kvinder, der ifølge Accuracy in Academia eksisterede i Arabien før Muhammed og hans efterfølgere erobrede regionen. Retningslinierne hævder, at islamisk lov for første gang fastslog, at mænd og kvinder havde lige ret til “respekt”.

“Ikke sandt”, siger den islamisk lærde forfatter Nonie Darwish, der voksede op som muslim i Ægypten.

“Jeg er chokeret over, at det er hvad, de lærer”, siger hun. “Kvinder havde flere rettigheder i Arabien før Sharia”.

Faktisk er “bank af konen i dag tilladt under Sharia”, siger hun. “Den tillader en kvinde set uden tørklæde at blive pisket, straffer voldtægtsofre, og kalder på halshugning for utugt”.

Californien´s kursus i verdensreligioner udelader også Islam´s lange historie af voldelig jihad, mens kristendommen portrætteres som en intolerant og blodstørstig tro.

Kristendommen gives heller ikke lige så megen tid. Den afdækkes på kun to dage, i modsætning til Islam´s to uger, og indeholder ikke nogen rollespilsaktiviteter, som Undervisningen i Islam gør.

Eleverne får en sund dose skepsis vedrørende kristen tro, inklusive en bidende historie om dens forfølgelse af andre folk.

Islam slipper derimod for et kritisk syn. Selv jihad præsenteres som “indre personlig kamp for at gøre sit bedste mod fristelse”, ikke at udøve Hellig Krig.

“Californiske skoler maser på med en ubalanceret religiøs agenda, der favoriserer Islam, om minimerer Kristendom og Jødedom”, advarer Accuray in Academia i den seneste Campus Report.

Hvem hjalp til med at lægge rammerne for California Education Department´s islamiske studier? Det gjorde islamiske “lærde” fra Council on Islamic Education, en aktivist gruppe med forbindelser til Saudi Arabien.

Konsulenten ændredenavn efter tidligere chef for Investor´s Business Daily i Washington, forfatter til “Infiltration: How Muslim Spies and Subversives Have Penetrated Washington”, afslørede, at chef forskeren og lærebogskonsulenten i årevis underviste på sociologiske studier ved en madrassa lidt udenfor Washington.

Islamic Saudi Academy avler terrorister, inklusive hæderseleven der for nylig blev al-Qaeda agent, dømt til døden for at planlægge snigmordet på tidligere præsident Bush.

For nylig rapporterede Fox News, at lederen af Council on Islamic Education, nu kendt som Institute on religion and Civic Values, vildledte californiske uddannelsesmyndigheder om sine akademiske kredentialer. Eksempelvis modtog Shabbir Mansuri aldrig en grad som kemisk ingeniør, som han påstod, siger Fox News.

Gruppens hjemmeside indeholder ikke længere denne påstand. Disse er folk, der i offentlige skoler underviser dine børn om Islam. Forældre har protesteret, endog lavet søgsmål, men til ingen nytte.

Eksempelvis sagsøgte forældre til børn på syvende klassetrin i San Francisco området, der efter 11/9 blev pro islamisk undervist som en del af Californien´s curriculum i verdenshistorie, under First Amendment om bandlysning af det religiøse etablissement.

De argumenterede, fornuftigt nok, at regeringen promoverede islam ved at kræve, at deres børn i muslimske rollespilsøvelser, såsom at designe bedeparykker, påtagende sig et arabisk navn og essentielt “blive en muslim” i to hele uger.

Børnene blev også bedt om højt at recitere muslimske bønner, der begynder med “I Allah´s navn, nådigste, barmhjertigste”, og huske den muslimske stands tro: “Allah er den eneste sande Gud, og Muhammed er hans budbringer”.

Men en føderal dommer udnævnt af præsident Clinton fortalte i store træk forældrene, at de skulle se at komme over det, og at staten blot underviste børnene om en anden “kultur”.

Californien´s 9. U.S. Circuit Court of Appeals stadfæstede beslutningen, besluttende at det var i orden at trække børn i offentlige skoler gennem muslimske rollespilsøvelser.

Beslutningen var en kæmpe sejr for multikulturalisterne og Californien´s Islam apologeter landet over, der aldrig har mødt en religion, de ikke kunne lide – med undtagelse af vestlig civilisation og Kristendom. Man kan ikke i offentlige skoler undervise om De Ti Bud. Men at undervise om de fem søjler i Islam, det er helt i orden. 

Leave a Response »

 

Ødelæg nationen med kærlighed og tolerance fredag, okt 16 2009

Punkt 1: Promover Bikulturalisme

Historien viser, at ingen nation kan overleve antagonismen af to eller flere konkurrerende sprog og kulturer.

Punkt 2: Opfind Multikulturalisme og tilskynd immigranter til at bevare deres kultur.

Nationer der er muli raciale og multikulturelle, skal arbejde meget hårdt for at bevare freden mellem de forskellige grupper.

Punkt 3: Fejr mangfoldigheden frem for enheden.

Vi har kun Tolerance og Pluralisme til at holde os sammen, når forskellige kulturelle minoriteter fremhæver deres forskelle frem for at fremhæve deres ligheder.

Punkt 4: Lad den hurtigst voksende demografiske gruppe være den dårligst uddannede.

En ikke assimileret, uuddannet underklasse antagonistisk mod majoriteten, men uafsluttet skolegang der angiveligt kun skyldes majoritetens fordomme og diskriminering.

Punkt 5: Få store selskaber til finansielt at støtte Multikulturalisme.

Invester i etnisk identitet, etabler en offerkult ved at skabe en klage industri der bebrejder alle minoriteternes fejlslag på majoriteten af befolkningen.

Punkt 6: Gør det til tabu at tale imod noget som helst, der har med diversitet at gøre.

Find et ord der var, hvad ordet “kættersk” var for det 16 århundrede, som eksempelvis “racist”.

Det ord skulle standse diskussioner og debatter og paralysere tænkning.

Punkt 7: Gør det umuligt at opretholde immigrationslove.

Forstærk et antal myter, som eksempelvis at immigration er et normalt fænomen, der ikke kan standses, og at den er gavnlig for samfundet.

Værsgo: Et mangfoldigt, fredeligt og stabilt samfund på 7 punkter.

Der er blot den hage, at det er Utopia, da det går mod den meste historiske præcedens.

Er multikulturalisme kun tiltænkt at anerkende bidragene fra andre kulturer og etniske minoriteter?

Eller angriber den Vesten som undertrykkende og destruktiv, mens den idealiserer ikke-vestlige som rene ofre, som mere humane og mindre materialistiske?

Hvem nyder gavn af Multikulturalisme?

Folk der arbejder i retning af en verdensregering bruger Multikulturalisme til at fragmentere tidligere kulturelt homogene nationer.

Tidligere kulturelt homogene nationer repræsenterede en hindring for verdensregeringen.

Men et land af stammer er for fragmenteret til samlet at modstå den.

Multikulturalisternes vision om et harmonisk, tolerant og kulturelt mangfoldigt samfund er en politisk korrekt, farlig kollektiv fiktion.

 

“En obduktion af historien ville vise, at alle store nationer begår selvmord”.

Arnold J. Toynbee

Leave a Response »

 

Nu kræver muslimer fuld Sharia lov fredag, okt 16 2009

En radikal islamisk gruppe antænder forargelse i lanceringen af en massiv kampagne, der skal påføre Storbritannien Sharia lov.

Den fanatiske gruppe Islam4UK har annonceret planer senere på måneden at afholde et potentielt agitatorisk stævne i London. Og den kalder på den komplette ophævelse af det britiske juridiske system, tilhørende myndigheder og lovgivning.

Medlemmer har tilskyndet muslimer over hele Storbritannien til at samles i hovedstaden den 31 oktober til et optog der kræver fuld implementering af Sharia lov.

På en hjemmeside der promoverer deres sag håner de britiske institutioner, præsenterende et billede af Nelson´s søjle overskygget af en minaret.

Planerne om demonstrationen er blevet leveret til Metropolitan Police, og kunne medføre op til 5.000 ekstremister, der marcherer i krav om det kontroversielle system.

Optoget – navngivet March 4 Sharia – vil begynde ved House of Commons, som på gruppens hjemmeside beskrives som “selve stedet hvor livet for millioner af folk i Storbritannien forandres, og det er herfra uretfærdige krige lanceres”.

Gruppen intenderer derefter at marchere til Downing Street 10, og “bede om fjernelsen af tyrannen Gordon Brown fra magten”.

Marchen vil derefter samles på Trafalgar Square, hvor protestanter forventer, at det “vil samle endnu mere støtte fra turister og medlemmer af offentligheden, gørende det i hjertet af London behovet for Sharia i samfundet klart.

Gruppen erklærer: “Vi anmoder hermed alle muslimer i Storbritannien, i Manchester, Leeds, Cardiff, Glasgow og andre steder til at deltage og kollektivt erklære, at som undersåtter af Allah har vi fået nok af demokrati og menneskeskabte love og den britiske kulturs fordærvethed.

“På denne dag vil vi kalde på den komplette ophævelse af det britiske retssystem, medlemmerne af dette og lovgivningen, og kræve den fulde implementering af Sharia i Storbritannien”.

Politikere og muslimer har fordømt gruppens agitatoriske kommentarer, der kommer i kølvandet på de seneste voldelige begivenheder i byer som Manchester, Birmingham og Luton.

Det konservative medlem af parlamentet og tidligere officer Patrick Mercer siger: “Det er ekstremt usmageligt, og antænder frygtens ild i den britiske offentlighed. “Hvis nogen tror, at disse synspunkter er et fremskridt i samfundet, så er de alvorligt på vildspor. De er frastødende og modbydelige”.

Gruppen blev også angrebet af Tory medlemmet af parlamentet Phillip Davies, der sagde: “Denne march er tydeligvis et overlagt forsøg på at provokere forsøg på at tilskynde race spændinger og forstyrre samfundets sammenhængskraft”.

“Den enkle løsning er, at disse mennesker rejser til et land, der allerede har Sharia lov”.

En talsmand for Islamic Society of Britain siger: “99.999 procent af muslimer afskyr disse folk. Dette tjener kun til at antænde race spændinger”.

Og Tory medlem af parlamentet og skribent Ann Widdecombe siger: “Man kan ikke have to sideløbende retssystemer, og det vi har nu fungerer, og det britiske folk er aldeles tilfredse med det”.

Optoget er endnu ikke givet endelig godkendelse. En talsmand for Metropolitan Police siger: “Vi har modtaget en ansøgning for optoget, men vi mangler stadig at møde optogets arrangører”.

En talsmand for Indenrigsministeriet siger: “Enhver har ret til at udtrykke sine synspunkter, så længe det gøres fornuftigt, uden vold og ikke indeholder religiøst had”.

Planerne for marchen afsløres på hjemmesiden Islam4UK, der ledes af prædikant Anjem Choudary, der har kaldt på, at alle Storbritannien´s kvinder skal bære burkha.

Forklarende billedet af Nelson´s søjle siger han, at under Sharia lov er konstruktionen og rejsningen af statuer eller forbilleder forbudt, og som konsekvens heraf “ville statuen af Nelson uden tøven blive fjernet og destrueret”. Ved fundamentet af søjlen ville friserne blive erstattet med islamisk dekoration og gigantiske urner ville blive fyldt med guld mønter til de fattige”.

Choudary har sagt, at under Sharia lov i Storbritannien vil folk der indlader sig på utugt blive stenet til døde, tilføjende at “enhver der bliver forgiftet af alkohol, vil blive givet 40 piskeslag offentligt”.

Han har også hånet britiske soldaters død og stemplet en hærens velkomst parade som en “modbydelig parade af brutale mordere”.

Leave a Response »

 

En konversation med en ven torsdag, okt 15 2009

Her er nogle få udtræk fra nazist partiets manifest:

“Vi kræver, at staten som første pligt skal promovere folkets initiativrigdom og livlighed… (punkt7).

Vi kræver omfattende udvikling af alderspension (punkt 15).

Vi kræver skabelsen og vedligeholdelsen af en sund middelklasse, omgående kommunalisering af varehuse, og udlejningen af disse til små forretninger til en lille leje (punkt 16).

Vi kræver udvikling af begavede børn af fattige forældre på statens bekostning uanset klasse (punkt 20).

Staten skal se til at forhøje nationens sundhedsstandard (punkt 21).

Vi kræver en ende på finansielle interessers magt (punkt 11).

Vi kræver nationalisering af alle fonde (punkt 13).

Nazist partiet er overbevist om, at vor nation kun kan opnå permanent sundhed indenfor princippet: Almenets interesse før selvet (punkt 24).

Der Nationalsozialismus: Dokumenter 1933-1945, W. Hofer 1957. Die 25 Punkte des programms der NSDAP. Problems in Western Civilization, L.F. Shaefer et al 1968.

Det minder dig om noget, ikke sandt?

“Jeg har lært meget af marxismen, som jeg ikke tøver med at indrømme”, fortalte Hitler til Rauschning. “Forskellen mellem dem og mig er, at jeg iværksatte, hvad disse kræmmere og skriver karle frygtsomt begyndte…Jeg skulle kun logisk udvikle, hvad socialdemokratiet vedholdende fejlede i grundet sine forsøg på at realisere sin revolution indenfor demokratiets ramme. National Socialisme er hvad Marxisme kunne have været, hvis det kunne have brudt sine absurde og kunstige bånd med en demokratisk orden”. (The Voice of Destruction, side 186). (Hitler havde på det punkt ret; Marxisme er baseret på teorien om proletariatets diktatur, ikke demokrati). Og hvis du stadig ikke er sikker på, hvad der var nazismens ideologiske rødder, så lad mig erindre dig om nazist partiets fulde navn: NSDAP, National Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei.

“Selv titlen “national socialisme” bekræfter denne pointe; du pegede på det socialistiske element, men du ignorerer præfixet “national”; hvorfor? Hvis du er interesseret i nazismens ideologiske rødder, så mener jeg ikke, at du kan tillade dig en sådan selektiv forudindtagethed. Det er fanatikere alle steders luksus at “bevise” deres pointer ved kun at holde sig til de fakta, der passer ind i deres billede, men det kan vi gøre bedre, ikke sandt?”.

Tja, det er et ærligt spørgsmål, og jeg mener, at det fortjener et fuldt svar.

National er et adjektiv, der beskriver en bestemt slags socialisme. Som man utvivlsomt ved, findes der mange forskellige slags socialisme – National socialisme, marxistisk socialisme, russisk, cubansk, kinesisk, engelsk, svensk, demokratisk socialisme, kristen socialisme og mange andre slags socialismer. Der findes endog en islamisk socialisme i Libyen og Syrien. Socialisme er dog ikke desto mindre essensen af alle disse politiske tendenser, men qua “Socialisme” har disse tendenser én og kun én mening: individets underlæggelse af kollektivet, samfundet. Samfundet kan være baseret på forskellige fundamenter: nazismens blod og jord, eller i for den marxistiske socialismes vedkommende klasserne proletariatet og bourgeoisiet, eller Ubuntu i tilfældet afrikansk socialisme og så videre. Men grundlaget er det samme: opofrelse. Socialisme i enhver form, som Ayn Rand engang bemærkede: “doktrinen der betyder, at mennesket ingen ret har til at eksistere for menneskets egen skyld, og menneskets liv og arbejde tilhører ikke den enkelte, at menneskets eneste eksistensberettigelse er dennes tjeneste for samfundet, og at samfundet kan disponere på hvilken måde det måtte ønske, af en hvilken som helst årsag stammen måtte finde kollektivets bedste. Det gælder for enhver form for Socialisme. Derfor er præfixet “national” lige så ubetydeligt som “afrikansk”, demokratisk” eller enhver anden.

“Hitler var folkevalgt og optog en mængde idéer fra forskellige kilder – højre, venstre, kvasi religiøse og så videre – hvad der nu tjente sagen; for det andet, og ret foruroligende, så mener jeg du ignorerer bidraget fra Hitler´s fordrejede verden til den europæiske højrefløjs ideologi – radikal nationalisme i folkets grandiositet og nationen som værende en del af den europæiske højrefløjs ideologi, som er autoritarisme og militarisme, og sidst men ikke mindst, xenofobi og løbsk anti- semitisme”.

Din anden indvending fortjener også at blive undersøgt grundigt. Jeg mener, at der findes megen forvirring i venstre-højre terminologien. I dag betyder disse koncepter stort set hvad den enkelte finder passende, og bruger mestendels “højrefløjs ideologi” som en nedsættende term uden at binde megen mening til den.

Eksempelvis beder din påstand om traditionel europæisk højre fløjs ideologi om et spørgsmål. Bismarck var den typiske repræsentant for autoritarisme og militarisme, men han skabte den første velfærdsstat par exellence, og var derfor efter vore dages standarder venstreorienteret. Hitler, en selvproklameret marxist, startede Anden Verdenskrig. Nietsche med sin intense individualisme og vilje til magt var ud fra ethvert kriterium højreorienteret, men her er hvad han sagde om anti-semitisme og nationalisme:

“Om jøderne eksempelvis: Hør her – jeg har aldrig mødt en tysker, der var venlig stemt mod jøder…Jøderne er dog uden tvivl det stærkeste, mest hårdføre og den reneste race der i øjeblikket lever i Europa…af hvilken grund det ville være en god idé at afskaffe alle de anti-semitiske rablerier i landet…Hvis folk lider, og ønsker at lide af nervøs nationalistisk feber og politiske ambitioner, så må det forventes at alle sorte skyer og uroligheder – med andre ord små angreb af stupiditet – vil fare hen over dens ånd”. (Nietzsche, Beyond Good and Evil, 1974, siderne 162-163).

Så meget for højreorienteret anti-semitisme. Jeg tror dog, som jeg tidligere har nævnt, at denne terminologi – “højre fløj eller venstre fløj” – ulig Socialisme – er ringe defineret, og kan ikke anvendes i en ordentlig diskussion.

Jeg mener, at du ved at anvende termen “højre fløjs ideologi” begår, hvad jeg ville kalde, en historisk fejltagelse – menende – at du anvender en moderne politisk term på en historisk periode i hvilken denne term havde en fuldstændig anden betydning, eller slet ikke eksisterede. Den politiske distinktion mellem “venstre” og “højre” opstod under Den Franske Revolution. På det tidspunkt støttede venstreorienterede republikken og “højreorienterede” var royalister. Så blev “venstreorienterede” til “højreorienterede” (i den moderne betydning af ordet) – altså skabere og tilhængere af næsten laissez faire kapitalisme. Det 19 århundrede, da den “traditionelle højre fløj” styrede Europa, var også den længste periode med fred i kontinentets historie – fra Napoleon´s krige til Første Verdenskrig – næsten 100 år! I den periode forsvandt den statslige anti-semitisme og forfølgelsen af jøderne fuldstændig fra Vest Europa. Jøder blev ligeværdige borgere i Tyskland. Grænserne i Europa forsvandt praktisk taget, handel og bevægelse var fri, og idéen om et forenet Europa blev født. Så meget for “traditionel højre fløjs ideologi” som rod til militarisme og anti-semitisme. Denne situation ændrede sig, da statismen blev født. Faderen til den var Bismarck – skaberen af historiens første velfærdsstat og dermed efter moderne standarder en “venstre fløjs” politiker – stort set som dagens amerikanske demokrater. Dette førte til sidst til Første Verdenskrig. Hans idéer som Hitler optog, var ikke “europæisk højre fløjs” ideologi. Og fra Vesten optog Hitler selve de “venstreorienterede” idéer om Darwinisme og racehygiejne.

Nazismen voksede frem i perioden mellem Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig. I den periode var det eneste europæiske land, der kunne kaldes “venstreorienteret” Sovjet Rusland. Men i den periode var landet bogstaveligt talt et blodigt roderi. Alene i borgerkrigen initieret af kommunisterne (venstreorienterede) blev mere end to millioner menn
esker brutalt myrdet. Derefter omkom omkring 25-30 millioner mennesker i Stalin´s udrensninger i hans koncentrationslejre (ingen kender de præcise tal; der fandtes ingen Nüremberg retssag for kommunisterne). Du sagde: “Det er kun naturligt at noget så stort som den tids marxistiske socialisme og russiske revolution kunne fange Hitler´s opmærksomhed”. Præcis, Hitler var en god elev. Hans udrydningslejre blev først konstrueret og afprøvet i Sovjet Rusland. Efter Anden Verdenskrig, under Den Kolde Krig, var “venstre fløjen” pro sovjetisk og anti-vestlig. Enhver “frihedskæmper” mod kapitalister og zionistisk undertrykkelse blev anset for “venstreorienteret”. Dette inkluderede koldblodige mordere som Che Guevara og Yasir Arafat, tyranniske Fidel Castro og mange andre forskelligartede terrorist organisationer kloden rundt. Paradoksalt nok kaldte sovjetiske afhoppere der bekæmpede det komministiske regime (eksempelvis forud for den sovjetiske invasion af Tjekoslovakiet) også sig selv for “venstreorienterede”. Efter Sovjet Unionen´s fald og derefter 11/9 mistede socialismen og “frihedskæmperne” deres tiltrækningskraft, og dagens “venstre fløj” er blot et amorf konglomerat af økologer, anti-globalister, dyre rettighedsforkæmpere, feminister og mange andre løst forbundne bevægelser. Deres idéer er dog stadig de samme: opofrelsen af mennesker til fordel for økologiske trusler, dyr, landskaber og så videre…De vil forhåbentlig aldrig opnå Hitler´s eller Stalin´s magt.

Leave a Response »

 

Obama´s rådgiver: Sharia misforstået onsdag, okt 14 2009

Præsident Barack Obama´s rådgiver om muslimsk anliggender, Dalia Mogahed, har provokeret kontrovers ved at fremstå på britisk fjernsyn beværtet af et medlemaf en ekstremistisk gruppe for at tale om Sharia lov.

Frøken Mogahed, udnævnt til President´s Council on Faith based and Neighbourhood Partnerships, siger, at Vesten´s syn på Sharia er “oversimplificeret”, og at flertallet af kvinder verden over associerer Sharia med “kønsretfærdighed”.

Rådgiveren for Det Hvide Hus lavede bemærkningen i et London baseret diskussionsprogram i fjernsynet beværtet af Ibtihal Bsis, et medlem af det ekstremistiske parti Hizb ut Tahrir.

Gruppen tror på ikke-voldelig ødelæggelse af vestligt demokrati, og skabelsen af en islamisk stat under Sharia lov verden over.

Frøken Mogahed fremstod ved siden af Hizb ut Tahrir´s nationale kvindelige officer Nazreen Nawaz.

Under den 45 minutter lange diskussion i udsendelsen Muslimah Dilemma på Islam kanalen, lavede to medlemmer af Hizb ut Tahrir gentagne angreb på sekulære “menneskeskabte love” og Vesten´s “dødelige cocktail af frihed og kapitalisme”.

De kaldte på Sharia lov som værende “lovgivningskilden”, og sagde, at kvinder ikke skulle “tillades at opretholde en lederskabsposition i regering”. Frøken Mogahed udfordrede ikke disse krav, og sagde, at “promiskuitet” og “nedbrydningen af traditionelle værdier”, var hvad muslimer mindst beundrede omkring Vesten.

Hun sagde: “Jeg tror, at grunden til at så mange kvinder støtter Sharia, er fordi de har meget forskellig forståelse af Sharia i forhold til den almindelige opfattelse i vestlige medier”.

“Majoriteten af kvinder verden over associerer lighed mellem kønnene, eller retfærdighed for kvinder, med Sharia føjelighed”.

“Portrætteringen af Sharia har i mange tilfælde været oversimplificeret”.

Sharia i den bredeste forståelse er en religiøs kode for livsmåde, der dekretterer emner som faste og beskeden påklædning. Dog er Sharia også blevet fortolket som krævende separationen af mænd og kvinder.

Sharia inkluderer også de kontroversielle “Hadd forbrydelse”, forbrydelser med specifikke straffe sat af Koranen og udtalelser af profeten Muhammed. Disse inkluderer døden ved stening for utroskab og homoseksualitet og afhugning af hånd for tyveri.

Frøken Mogahed indrømmede, at selv mange muslimer associerer Sharia med “maksimal straf” og “love der…for mange folk synes ulige for kvinder”, men tilføjede: “En del af årsagen til at der er denne opfattelse af Sharia, er at Sharia ikke er tilstrækkeligt forstået, og Islam som tro er ikke tilstrækkeligt forstået”.

Videoen fra udsendelsen er nu prominent blevet lagt på forsiden af Hizb ut Tahrir´s hjemmeside.

Frøken Mogahed, der er født i Ægypten, og flyttede til Amerika i alderen fem år, er den første muslimske kvinde med slør, der tjener i Det Hvide Hus. Udnævnelsen af hende blev set som et tegn på Obama administrationens beslutsomhed om at række ud efter den muslimske verden.

Hun er også administrerende direktør for Gallup Center for Muslim Studies, et projekt målrettet videnskabelig indsamling af offentlige meninger i den muslimske verden.

Under denne uges udsendelse beskrev hun sin rolle for Det Hvide Hus som “gengive…for præsidenten og andre offentlige myndigheder, hvad det er, muslimer ønsker”.

Wendy Wright, præsident for Concerned Women for America, siger, at frøken Mogahed “underspillede” Sharia lov.

Der er en årsag til, at Sharia har så dårligt et navn, og det skyldes måden Sharia udøves. Desværre har der i U.S.A. været udøvet uretfærdige handlinger mod kvinder, der er drevet af et Sharia tankesæt, at kvinder er objekter, ikke mennesker”, siger hun.

Hun citerede eksemplet med Muzzammil Hassan, en mand fra Buffalo der drev en kabel station målrettet at modstå muslimske stereotyper, og blev tidligere i år anklaget for at have halshugget sin kone, efter hun havde søgt skilsmisse.

“Amerikanere tror på eksemplets magt. Det er ikke sådan, at vi er en ignorant masse af folk. Det er ikke sådan, at vi skærer alle muslimer over én kam, og på samme måde bør Dalia ikke underspille Sharia lovens alvorlige natur”. 

Leave a Response »

 

F.N.: 5 årige skal lære at masturbere tirsdag, okt 13 2009

F.N. anbefaler, at børn helt ned i alderen fem år modtager obligatorisk seksual undervisning, der vil lære selv børn der endnu ikke er kommet i børnehave om masturbering og emner som mellemkønslig vold.

F.N.´s Economic, Social and Cultural Organization (UNESCO) frigav i juni en 98 siders rapport, tilbydende en universel undervisningsplan for børn i alderen 5 til 18 år, en “informeret tilgang til effektiv sex, forhold og HIV undervisning”, som de siger er afgørende for “alle unge mennesker”.

F.N. insisterer på, at programmet er “alderssvarende”, men kritikere siger, at det er at udsætte børn for sex i alt for ung en alder, og får tilbudt abstrakte idéer som “transfobi”, som de måske ikke engang forstår, hvad er.

“I den alder burde de lære om…de rigtige navne på visse dele af deres kroppe”, siger Michelle Turner, præsident for Citizens for a Responsible Curriculum, “helt sikkert ikke om masturbering”.

Turner var foruroliget over UNESCO´s planer om at forklare børn helt ned i alderen ni år om sikkerheden i lovlige aborter, og advokere og “promovere retten til og adgang til sikker abort” til alle over alderen 15 år.

“Det er absurd”, fortalte hun FOXNews.com

UNESCO rapporten kaldet “International Guidelines for Sexuality Education”, deler børn i fire aldersgrupper: 5-8 år, 9-12 år, 12-15 år og 15-18 år.

Under F.N.´s seksualiserede regime vil børn helt ned i alderen 5-8 år blive fortalt, at “røre og gnubbe sine genitalier kaldes at masturbere”, og at private dele “kan føles tilfredsstillende når man rører sig selv”.

I alderen 9 år skal de lære om alle de “positive og negative effekter ved afrodisium”, og tage favntag med ideer som “homofobi, transfobi og magtmisbrug”.

I alderen 12 år skal de lære om “grundene til” aborter, men på det tidspunkt har de allerede for tre år siden lært om prævention. Når de når alderen 15 år vil de blive mødt med direkte “advokeren for promoveringen af retten til og adgang til sikker abort”.

Eksperter i børne sundheds pleje siger, at de er forsigtige med at lære klæbrigt emne som abort, men understreger, at så længe budskaberne forbliver alderssvarende, så hjælper uddannelse af børn i en yngre alder dem at navigere mod voksenlivet.

“Voksne er mere forsigtige om sex, end børn er”, siger Dr. Jennifer Hartstein, en børne psykiater fra New York. “Vores egen frygt forhindrer os til tider at være så åbne og ærlige for vore børn som muligt”.

Hartstein der ikke så megen skade i forklaring af grundlæggende koncepter, som børn i alle aldre kan have spørgsmål om, var forundret over nogle af de idéer F.N. håbede at kunne intoducere børn helt ned i alderen 5 år for, der vil blive undervist om “kønsroller, stereotyper og kønsrelateret vold”.

“Jeg vil gerne vide, hvordan man lærer en 5 årig dette”, fortalte Hartstein FOXNews.com

Til trods for disse udfordringer insisterer F.N. på, at “i en verden påvirket af HIV og AIDS…findes der en nødvendighed i at give børn og unge mennesker den kundskab, de færdigheder og værdier til at forstå og træffe informerede beslutninger”.

UNESCO myndigheder siger, at retningslinierne er “medforfattet af to ledende eksperter på området seksualundervisning” – Dr. Doug Kirby, en ekspert i pubertet, og Nanette Ecker, tidligere direktør for international uddannelse og træning ved Sexuality Information and Education Council of the United States.

Deres rapport er baseret på “strengt korrekt gennemlæsning” af seksual litteratur, “trækkende på 87 undersøgelser fra hele verden”, siger Mark Richmond, direktør for UNESCO´s Division for the Coordination of U.N. Priorities in Education i en e-mailet erklæring.

Richmond forsvarer undervisning i masturbering som “alderssvarende”, da børn selv tidligt i barndommen “er det velkendt, at børn er nysgerrige om deres kroppe”. Lektionerne, tilføjer han, vil forhåbentlig hjælpe børn med at “udvikle en mere kompleks forståelse af seksuel adfærd” mens de udvikler sig til voksne.

Men Michelle Turner fra Citizens for Responsible Curriculum siger, at sådanne roller burde overlades til forældrene, og er bekymret for, at børnene for tidligt udsættes for megen information.

“Hvorfor kan børn ikke være børn mere?”, siger hun.

Se undersøgelsen her:

http://www.foxnews.com/projects/pdf/082509_unesco.pdf 

Leave a Response »

 

Geert Wilders vinder adgang til Storbritannien tirsdag, okt 13 2009

Den højreorienterede hollandske Geert Wilders har vundet en appel sag mod Storbritannien´s Indenrigsministerium, der nægtede ham adgang til Storbritannien.

Asylum and Immigration Tribunal afgørelsen omgør en regeringsbeslutning, der førte til, at Wilders blev sendt tilbage fra Heathrow i februar.

Lederen af Frihedspartiet, der er blevet anklaget for Islamofobi, planlægger et besøg til Storbritannien i næste uge, siger Wilders´s sagfører.

Indenrigsministeriet siger, at det er skuffet, og vil “efter moden overvejelse” beslutte, om afgørelsen skal bestrides.

En talsmand siger: “Vi er skuffet over rettens afgørelse. Regeringen modsætter sig ekstremisme i alle sine former”.

“Beslutningen om at nægte Wilders adgang blev taget på grundlag af, at hans tilstedeværelse kunne antænde spændinger mellem vore samfund og have ført til vold mellem religiøse samfund. Vi opretholder stadig dette synspunkt”.

Indenrigskorrespondent for BBC Danny Shaw siger, at en yderligere appel fra Idenrigsministeriet eller et nyt forbud af andre årsager er mulig.

Indenrigsministeriet har brug for en ny tilladelse til appel, for at fastholde indrejse forbudet inden en ny appel.

Wilders står overfor en retssag i sit eget land for tilskyndelse til had.

Nægtelsen af adgang for Wilders til Storbritannien i februar gav anledning til “en meget ophedet debat på tidspunktet”, tilføjede vores korrespondent.

“Der var folk der sagde: “Hør her, vi bryder os ikke om hans synspunkter. Hans synspunkter kan være ubehagelige, de kan være nogle, vi ikke er enige i, men han bør tillades at udtrykke disse synspunkter og vise sin film, og så kan vi argumentere og debattere med ham”.

“Der var andre, der sagde: “Det ville faktisk antænde spændinger. Det er ikke den slags person, vi ønsker her”. Det var stort set, hvad regeringen på det tidspunkt sagde.

Wilders advokat Tiki Emezie siger, at hans klient er “meget glad” over afgørelsen, og vil deltage i et møde ved U.K. Independence Party´s Lord Pearson i London i næste uge.

Wilders var i februar af Lord Pearson inviteret til House of Lords for at vise sin kontroversielle film Fitna, der forårsagede skandale verden over, da den sidste år blev udlagt på Internet.

Da Wilders blev nægtet adgang til Storbritannien, fortalte Wilders til BBC, at det var “en meget trist dag” for demokratiet i Storbritannien.

“Jeg gør ikke noget forkert. Jeg protesterer ikke, eller løber gennem gaderne i London”, sagde Wilders.

“Demokrati betyder forskelle og debat. Det er en meget trist dag, når Storbritannien afviser en folkevalgt parlamentariker”.

Lord Pearson siger, det er “et spørgsmål om ytringsfrihed”, fortællende BBC: “Vi viser den alligevel, da vi mener, at parlamentsmedlemmer og deres lige bør se denne film”. 

Leave a Response »

 

Den demografiske tidsbombe tirsdag, okt 13 2009

E.U. står overfor en æra af omfattende sociale ændringer, men få politikere tager notits.

Storbritannien og resten af E.U. ignorerer en demografisk tidsbombe: en nylig bølge af migranter, inklusive millioner af muslimer, vil over de næste to årtier forandre kontinentet til ukendelighed, og næsten ingen politikere taler om det.

Tallene er forbløffende. I 1998 var blot 3.2 procent af Spanien´s befolkning fremmed født. I 2007 bestod den fremmed fødte befolkning af 13.4 procent. Europa´s muslimske befolkning er over de senste 30 år mere end fordoblet, og vil frem til 2015 igen fordobles. I Bruxelles er de syv mest populære navne Mohamed, Ayoub, Mehdi, Amine og Hamza.

Europa´s lave fødselsrate kombineret med hurtigt forplantende immigranter vil forandre, hvad vi opfatter som europæisk kultur og samfund. Den forskubbede befolkningsblanding har vidtrækkende implikationer for uddannelse, husning, velfærd, arbejde og kunst og alt derimellem. Dette kunne få en kritisk gennemslagskraft på udenrigspolitikken: en undersøgelse er blevet fremlagt for det amerikanske luftvåben vedrørende om hvordan Amerika´s fremtidige forhold til Europa kunne udvikle sig. Europæiske myndigheder indrømmer, at disse sager ikke modtager den opmærksom, de fortjener.

Jerome Vignon, direktør for arbejde og sociale anliggender i Europa Kommissionen, siger, at fokus for dem der leder E.U., har været på migration mere end på integrationen af dem, der allerede var til stede. “Det har helt sikkert været undervurderet – der er en generel retorik om at social integration af migranter burde gives lige så megen opmærksomhed som overvågning af tilstrømningen af migranter”. Men han siger, at retoriken sjældent har ført til politik.

Landene i E.U. har en lang historie i velkomst af migranter, men i de seneste år er to signifikante tendenser fremkommet. Migranter er tiltagende kommet fra ulande, og de er kommet i accelererende antal.

Den tiltagende muslimske befolkning er af særlig interesse. Dette er ikke fordi, at muslimer er de eneste immigranter, der kommer til E.U. i stort antal; der er masser af ankomne fra alle steder af kompasset. Men muslimer repræsenterer et særligt anliggende ud over det faktum, at uhyrligheder er blevet udøvet i Vesten i Islam´s navn.

Amerika´s Pew Forum omkring religion og offentlige anliggender, del af det ikke politiske Pew Research, siger i en rapport: “Disse (europæiske) lande indeholder dybe historiske, religiøse og lingvistiske traditioner. At tilføre hundred tusindvis, i visse tilfælde millioner, af folk der ser, taler og agerer anderledes ind i denne ramme, kan ofte give sociale vanskeligheder”.

Hvor dramatiske er befolkningsforandringerne? Alle er bevidste om, at visse nabolag i visse byer i Europa bliver mere muslimske, og disse forandringer tager hastigt til. Men detaljerede data omkring dette er svære at få i hænde, da disse er sensitive. Mange lande i E.U. indsamler ikke befolkningsstatistikker om religion.

De overordnede immigrationstal fra E.U. fortæller deres egen historie. I den sene del af det tyvende århundrede tiltrak de 27 lande i E.U. en halv million flere mennesker, end der forlod E.U. “Siden 2002 er”, siger den seneste E.U. rapport, “netto immigrationen til E.U. stort set tredoblet til mellem 1.6 millioner til to millioner om året”.

Den forøgede tilstrøming har gjort nar af tidligere fremskrivninger. I 2004 troede E.U., at befolkningen ville aftage med 16 millioner frem til 2050. Nu tror E.U., at befolkningen vil tiltage med 10 millioner frem til 2060. Storbritannien forventes omkring 2060 at blive det mest befolkningsrige land i E.U. med 77 millioner indbyggere. På nuværende tidspunkt har Storbritannien 20 millioner færre indbyggere end Tyskland. Befolkningen i Italien var forventet at falde; nu forventes den at forblive på samme niveau.

Undersøgelsen for U.S. Air Force udformet af Leon Perkowski i 2006 fandt, at der var mindst 15 millioner muslimer i Europa, og muligvis så mange som 23 millioner muslimer. De er selvfølgelig ikke ligeligt fordelt. Ifølge det amerikanske Migration Policy Institute vil indbyggere af muslimsk tro i 2050 udgøre mere end 20 procent af befolkningen i E.U., men gør allerede dette i et antal byer. Hvide vil være en minoritet i Birmingham omkring 2026, siger Christoffer Caldwell, en amerikansk journalist, og endnu tidligere i Leicester. En anden fremskrivning erklærer, at muslimer kunne overgå ikke-muslimer i Frankrig, og måske hele Vest Europa, omkring midten af det århundredet. Østrig var 90 procent katolikker i det tyvende århundrede, men Islam kunne omkring 2050 blive den største religion blandte østrigere under 15 år, siger Caldwell.

Anslåede vækst rater er et diskuteret område. Fødselsrater kan være vanskelige at forudse, og antal migranter kan stige og falde. Men Karoly Lorant, en ungarsk økonom der skrev et papir for Europa Parlamentet, anslår, at muslimer allerede udgør op til 25 procent af befolkningen i Marseilles og Rotterdam, 20 procent i Malmø, 15 procent i Bruxelles og Birmingham og 10 procent i London, Paris og København.

Seneste undersøgelser tenderer at vise, at den frygtede radikalisering af Europa´s muslimer, ikke har indfundet sig. Dette giver håb for, at nytilkommere succesfuldt vil integreres. Ikke desto mindre synes anden og tredje generations invandrere at være sværere at integrere, end deres forældre var. Policy Exchange, en britisk undersøgelsesgruppe, fandt, at mere end 70 procent af muslimer over 55 år følte, at de har meget mere til fælles med ikke-muslimer end med muslimer. Men dette faldt til 62 procent for aldersgruppen 16-24 år.

Befolkningsforandringerne forårsager uro. Europæere fortæller ofte i undersøgelser, at de har fået nok af immigration, men politikere undgår i det store hele debat.

Frankrig bandlyste at bære hijab i skoler, og standsede at man bærer store kors og også yarmulke, dermed gørende det sværere at argumentere, at loven alene var målrettet muslimer. Storbritannien har styrket sine love om religiøst had. Men disse er i almindelighed isolerede stykker lovgivning.

I dette tomrum er indtrådt en genopstået gruppe af ekstremt højreorienterede politiske partier, blandt dem British National Party, der ved det seneste valg til Europa Parlamentet opnåede to pladser. Geert Wilders, den hollandske politiker der taler imod Islam, der blev nægtet adgang til Storbritannien, har førende opinionstal i Holland.

Pew Forum identificerede den altoverskyggende tavshed i 2005: “Det faktum at (ekstreme partier) er steget til notabiliteter, taler slet om tilstanden og kvaliteten af immigrationsdebatten. Lærde har argumenteret, at den europæiske elite stadig mangler helt at forstå de bredere race og identitetsproblemer angående muslimer og andre grupper, af frygt for at blive set som politisk ukorrekte”.

Udgangspunktet burde være mere diskussion om integration. Har den nogen betydning overhovedet? Ja, hævder Hr. Vignon ved Europa Kommissionen. Uden denne kan resultatet blive polarisering og ghettodannelse. “Det er ikke godt, da dette skaber antagonisme. Det antagoniserer fattige folk mod andre fattige folk: folk med lavt uddannelsesniveau føler sig truet”, siger han.

E.U. siger, at arbejdsløshedsraterne for ikke-E.U. nationaliteter er lavere end for E.U. nationaliteter, der hæmmer både økonomiske fremskridt og integration. En vigtig grund til dette er manglende sprogfærdigheder. Migration Policy Institute siger, at i 2007 havde 28 procent af børn født i England og Wales mindst én forælder af fremmed herkomst. Dette steg til 54 procent i London. Alt i alt havde 14.4 procent af børn i folkeskolen andet sprog end engelsk som deres primære sprog.

Muslimer, der er en højst divers gruppe, har indtil videre vist liden tilbøjelighed til at organisere sig politisk i retning af race eller religion. Men det betyder ikke, at deres stemmer bliver ignoreret. Tyskland begyndte for 10 år siden at reformer sine valg love, bevilligende den t
yrkiske befolkning visse rettigheder. Det ville være mærkværdigt, hvis dette ikke ændrede landets standpunkt angående Tyrkiet´s ansøgning om medlemskab af E.U. Hr. Perkowski´s undersøgelse siger: “Mødt med en hurtigt voksende, stemmemæssigt uprivilegeret og politisk stærk muslimsk befolkning indenfor grænserne af nogle af de ældste og stærkeste allierede, kunne U.S.A. blive mødt med større udfordringer med sine mellemøstlige udenrigspolitikker”.

Demografi vil tvinge politikere til før eller siden at konfrontere problemerne. For nylig er nogle begyndt at hjælpe debatten lidt på vej. Angel Gurría, generalsekretær for OECD, sagde i juli: “Migration er ikke en hane man bare kan lukke for. Vi har brug for effektive migrationspolitikker og integrationspolitikker; politikker der virker i både økonomisk gode tider og dårlige tider”.

Leave a Response »

 

De er bare asociale mandag, okt 12 2009

En enkelt sag lyser til tider et uhyggeligt skær over hele landet, og dette er præcis hvad sagen om Fiona Pilkington gør over dagens Storbritannien – både over befolkningen og over myndighederne. Et ligsyn er nyligt blevet afholdt to år efter omtalte sag.

Den 23 oktober 2007 brugte Pilkington, en enlig mor med lav intelligens, benzin til at sætte ild på bilen med sig selv om hendes handikappede datter inden i. De døde begge i flammehavet.

Grunden til at hun dræbte sig selv og sin datter, var, at lokale unge i årevis havde chikaneret dem. De chikanerede i timevis hende og hendes datter stående udenfor deres hjem råbende og kastende sten og flasker flasker mod hjemmet, og kontinuerligt lavende indtrængen på grunden. Pilkington der ikke var aggressiv, sky og tilbagetrukket, ringede til politiet 33 gange, men de gjorde absolut ingenting, selv om de vidste, hvad der foregik. Den lokale politi chef fremkom med en undskyldning under undersøgelsen. Hvis han havde ment det, havde han naturligvis aftrådt sin post.

Den dybe spirituelle sygdom i dagens Storbritannien er indlysende i følgende kommentar i forespørgslen i den venstreorienterede avis The Guardian: “Selvom megen af chikanen centrerede sig om børnenes handkap, evnede politiet ikke at anerkende det som en hade forbrydelse, men nærmere simpel asocial adfærd, hvilket ville have givet sagen meget højere prioritering”.

Med andre ord afhænger graden af forbrydelsen i Storbritannien nu af, hvem offeret er. Hvis personen ikke er medlem af en identificerbar beskyttet gruppe, så er denne ikke berettiget til politi undersøgelse om unges chikanerende sten og flaske kasterier. Denne er ikke berettiget til beskyttelse overhovedet.

Artiklen i The Guardian synes at acceptere, at så længe det drejer sig om en ubeskyttet gruppe, så er en sådan adfærd blot uønsket – “asocial” mere end åbenlys kriminel. Lovens ord fordamper hurtigt i Storbritannien; vi kommer til at leve i et land af personer, ikke af love.

Leave a Response »

 

Islam og demokrati mandag, okt 12 2009

Synspunkter omkring Islam og demokrati varierer blandt muslimske tænkere og teologer. De der er fortalere for en islamisk stat eller et islamisk system tenderer at argumentere, at demokrati er et system påtvunget af Vesten, og at demokrati i den henseende ikke i særlig grad burde påføres muslimske samfund, retfærdiggørende deres synspunkt med, at demokrati negerer islamiske værdier, da Islam anser alle folk for lige uanset farve eller nationalitet (men ikke køn, da mænd og kvinder ifølge Islam ikke er lige).

Andre grupper, som eksempelvis fundamentalister, afviser demokrati, da demokratiske synspunkter indlysende anses for et resultat af vestlig kolonisering. For begge grupper er demokrati et redskab til splittelse af islamiske samfund (Ummah) mere end forening af muslimske samfund, på to måder med hvilke vestlig kolonisering intenderer at hæmme foreningen af muslimske samfund:

1. Muslimske samfund tvinges til at acceptere en forståelse, tro og parameter (demokrati), der er nedarvet gennem kolonisatorer til anvendelse i muslimske lande, selv om demokrati tydeligvis ikke korresponderer med islamisk tro

2. Vesten synkroniserer demokrati med Islam for at skabe muslimske synspunkter om, at der ikke findes nogen distinktion mellem Islam og demokrati. Èn af deres strategier er at afvise demokrati som fremlagt af Vesten.

I forbindelse med ovenstående fundamentalisters argumenter er en gruppe intellektuelle og muslimske tænkere (al Azm, al Nabulsi og andre) fuldstændigt uenige i kompatibiliteten af demokrati og Islam. Et sådan synspunkt stammer fra vestlige tanker, der deler stat fra religion, der hviler på et logisk ræsonnement, og mestendels stammede fra vestlige lærde, der stærkt afviser argumentet, at Islam og demokrati faktisk er lige. Næsten alle fremmede eller muslimske intellektuelle, Samuel Huntington, Martin Kramer og Francis Fukuyama inklusive, der argumenterer, at Islam ikke er kompatibel med demokrati. Dette er hvorfor, de hævder, at som al anden religion udgør Islam en trussel mod demokratiet, og negerer vestlige demokratiske værdier, såsom frihed, lighed og retfærdighed eftersom islamisk kultur afviser enhver implementering af demokratiske systemer i islamiske lande.

Endeligt afviser visse muslimske grupper ideen om demokratisering som et produkt af Vesten, og bør af samme grund bekæmpes og afvises. Det bør ikke accepteres eller implementeres, da demokrati er opfundet af vantro eller stammer fra vestlig kultur. En bedømmelse jeg mener, mere er baseret på politik end teologiske overvejelser. Disse grupper kan beskrives som fordomsfulde om Vesten, og afviser derfor vestlige demokratiske værdier. Andre muslimske grupper argumenterer, at den der har autoritet til at befale folk, er Gud alene, der kan regere folk eller samfund, ikke folkevalgte. Og af den årsag understreger de naturen af islamiske principper i islamisk politisk teori, der ikke kan give folk autoritet til at regere andre folk. I afvisningen af demokrati argumenterer de, at Gud´s Lov bør styre alt på jord. Ifølge Abul Ala´ Maududi ”burde ingen tillades at afgive ordre eller befalinger af egen drift, og ingen burde acceptere eller være forpligtigede til at efterkomme sådanne befalinger og lyde sådanne ordre”. Til støtte for sit synspunkt bragte han Ayah, der lyder:

”Autoriteten hviler hos ingen anden end Allah. Han befaler dig ikke at overgive sig til ingen anden. Dette er den rette vej. Og de spørger: Har vi også nogen autoritet? Sig: Al autoritet tilhører Gud alene. (Koranen 3:15)

Debatten fortsætter mellem de to modsatrettede synspunkter om demokrati i forbindelse med Islam. Muslimerne er dog efterladte til at blive styret, gennem hvad fundamentalister argumenterer, tilskynder folk til implementeringen af sharia som en fastsat lov fra Gud selv som beskrevet i Koranen, som styrende både menneskehedens nutidsliv og efterliv, mere end implementeringen af demokrati som et menneskeskabt system, der omhandler hverdagens virkelighed.

Leave a Response »

 

Venstrefløjens politiske paranoia II lørdag, okt 10 2009

Jeg vil begynde denne anden del af diskussionen med igen at citere Richard Hofstadter fra essayet “The Paranoid style in American Politics”:

“Hvad der karakteriserer den paranoide stil er derfor ikke fraværet af verificerbare fakta (selv om det lejlighedsvist er sandt, at i dennes ekstravagante lidenskab for fakta producerer den paranoide dem lejlighedsvist selv), men snarere det besynderlige fantasi hop der altid på et kritisk tidspunkt laves i begivenhedernes sagsfremstilling….

Plausabiliteten i den paranoide stil, for de der finder det plausibelt, ligger, efter alt at dømme, i denne fremtræden af den mere omhyggelige, samvittighedsfulde og tilsyneladende sammenhængende dedikering til detalje, den møjsommelige akkumulering af hvad der kan antages for overbevisende beviser for de mest fantastiske konklusioner, den omhyggelige forberedelse til det store hop fra utvivlsomt til utroligt.

Den singulære ting om alt dette møjsommelige arbejde er, at lidenskaben efter faktuelle beviser ikke, som i de fleste intellektuelle udvekslinger, har den effekt at den sætter den paranoide talsmand ind i effektiv to-vejs kommunikation med verden uden for dennes gruppe – mindst af alt med dem der betvivler dennes synspunkter. Der er liden håb for, at dennes beviser vil overbevise en fjendtlig verden. Bestræbelserne på at samle det har mere kvalitet af en forsvarshandling, der lukker af for det receptive apparat, og beskytter denne mod at skulle indgå i forstyrrende overvejelser, der ikke befæster dennes idéer. Denne har alle de beviser denne behøver; denne er ikke en modtager, denne er en sender”.

Hvad der mangler i den paranoide stil, er ikke fakta men fornuftig vurdering. Og hvordan kan vurderinger laves – for ikke at tale om at være fornuftig – når de post moderne begrænsninger i tænkningen kræver moralsk relativitet og dekreter om, at al sandhed alligevel er subjektiv. Post modernismen fejrer praktisk taget paranoia, projicering, benægtelse og forvrængning som ubestridelig og fundamental sandhed.

Paranoide symptomer og den paranoide stil kan fremkomme af biologiske eller følelsesmæssige (psykologiske) årsager.

I mit arbejde ser jeg mange folk, der har en underliggende psykologisk abnormalitet i hjernen, der prædisponerer dem til at udvikle psykotiske symptomer, inklusive paranoia. Nogle af de psykologiske forstyrrelser hvor paranoia kan ses inkluderer schizofreni, psykotisk depression, mani og misbrug. Paranoia kan også være et symptom på medicinske forstyrrelser, og listen med disse er ret lang, men inkluderer næsten alle medicinske problemer, der kan påvirke hjernen (eksempelvis smittende, neoplastisk, endokrin, ernæringsmæssig, og så videre).

De fleste medicinske og psykiatriske forstyrrelser der fører til paranoia, involverer en forstyrrelse af normal hjerne fysiologi, der leder til misopfattelser og forstyrrede tanke processer. I sådanne tilfælde udvikler paranoia sig i takt med, at den ødelagte hjerne prøver at give en verden mening, som sanserne siger er vanvittig. Med andre ord prøver hjernen at bruge sit rationelle fakultet til at udvikle en sammenhængende forklaring i de falske eller forstyrrede opfattelser, der frembringes af den abnorme fysiologi.

Jeg påstår ikke, at alle folk der bruger projicering eller paranoia har en medicinsk eller psykiatrisk sygdom. De fleste ikke-kliniske tilfælde af paranoia holder på det tidspunkt abrupt op, hvor det totalt bizarre begynder. Det særlige indhold af paranoiaen – selv i kliniske forstyrrelser – kan indeholde nogle psykologiske emner, med hvilke individet på tidspunktet arbejder.

Ét af de skræmmmende aspekter af politisk paranoia er, at det ikke er helt udenfor det mulige; det er blot i sit bjergtagende aspekt for de fleste folk utroligt. For at kunne tro det må en person acceptere nogle ret langt ude underliggende antagelser, af hvilke mange er temmelig selvmodsigende.

Det svimler simpelthen for sindet hvis man skal fatte alle de konspirationsteorier der er skabt om George W. Bush og/eller Karl Rove´s onde genier. De bebrejdes endog for nogle demokraters sørgelige, tåbelige handlinger. Genkald eksempelvis teorien om at Karl Rove var oprindelsen til de “falske men korrekte” Dan Rather/Mary Mapes memo. Idéen i denne teori var, at Rove lavede det for at få demokraterne til at fremstå tåbelige, da det var så åbenlys fup; og de blev narret til at tro, at det var ægte. Bortset fra, selvfølgelig, at de samme folk der siger sådan noget vrøvl, også nødigt indrømmer at fupnummeret er svindel, og tror, at der findes nogen “underliggende sandhed” i indholdet. Men som Hofstadter siger, så er det den paranoide stils kendetegn.

Mange forvandlede forstyrrelser har ingen objektiv patologi, men frembringes af en traumatisk psykologisk begivenhed i en persons liv. Nogle gange taler ikke-psykiatriske behandlere på en nedladende måde om sådanne symptomer, kaldende dem “kun i dit hoved” (antydende at det er noget personen finder på). Men sandheden er at psykologiske faktorer, og den måde vi reagerer på verden på, har en enorm gennemslagskraft på vores hjerne.

Dette er trods alt én af hjernens hovedfunktioner – at opfatte og respondere på de eksterne omgivelser. Når disse omgivelser, eller den virkelige verden, overvælder os psykologisk, så kan selv en normal hjerne til tider fejlfungere. Og til tider kan en ellers normal hjerne, bruges til at filtrere det uacceptable, eller den virkelighed der overbebyrder den.

Alle de psykologiske forsvar – inklusive paranoia, benægtelse, forvanskning og projicering – har utvivlsomt et biologisk grundlag. Vi er først nu ved at begynde at forstå noget af den fysiologi, der kan være involveret; og det kan dårligt komme som nogen overraskelse, at det er den samme fysiologi, der ligger til grundlag for de analoge medicinske betingelser.

Nogle mennesker er klart mere disponerede for at udvikle ekstreme paranoide idéer, der er fuldstændig uden for virkelighedens muligheder, end andre, men den eneste forskel mellem paranoia set fra et medicinsk eller en psykiatrisk etiologi, og paranoia, set fra en psykologisk (eller politisk) etiologi, er hvordan man behandler den.

I nogle tilfælde diagnostiseres det underliggende medicinske eller psykiatriske problem, og behandles. I de fleste tilfælde vil paranoiaen formindskes, men ikke altid, da det er et meget svært symptom at få til helt at forsvinde.

I andre tilfælde må man også behandle det underliggende problem, men i dette tilfælde er det ikke medicinering eller andre fysiologiske behandlinger, der vil afhjælpe problemet. Behandlingen for politisk paranoia er selvindsigt og selvbevidsthed.

Så sent som for nylig har nye undersøgelser vist, hvordan politiske fordomme påvirker hjerne aktiviteten. Nøgle ordet her er “fordomme”. Eller for at formulere det på en anden måde, dybe politiske overbevisninger påvirker hjerne aktiviteten, og kan forstyrre både dømmekraft og opfattelse. Dette er helt sikkert ikke unikt for hverken demokratiske eller konservative hjerner.

Alle menneskelige hjerner har potentialet til at være fordomsfuld, fordømmende, irrationel og, med reference til vort emne – paranoid. Den eneste psykologiske forudsætning for at smutte ind i den slags bedragende tænkning, er en opfattet trussel mod selvopfattelsen; eller nogen af ideerne eller relationerne den enkeltes selvopfattelse baseres på.

Mødt med nogle ekstremt ubehagelige aspekter af virkeligheden tager det individuelle sind omgående skridt til at bevare sin integritet. Et almindeligt eksempel på dette er situationen, hvor nogen fortælles om en elskets uventede dødsfald. Sådan traumatisk information kan ikke omgående behandles, da det forrykker hele personens verden. Det er for pludseligt til helt at blive fordøjet.

Så den første og mest normale reaktion på sådan en nyhed er refleks reaktionen: “NEJ! Det kan ikke være sandt!” (benægtelse); eller den mere paranoide reaktion: “Nej! Du lyver for mig! Hvorfor lyver du for mig?”

Igen,
vi er alle i stand til nogen gange at få paranoide idéer, da paranoia er det menneskelige sinds forsøg på at finde forbindelser; påføre mening; og udvikle rationelle forklaringer på begivenheder, tanker og/eller følelser.

Med andre ord tendensen til at forveksle tilfældigheder med årsager; eller at bebrejde andre folk frem for sig selv for sine omstændigheder er et universelt træk; men det er næppe et psykologisk sundt træk.

Her er måden paranoia og projicering virker på:

Du anser dig selv for en “fredelig” og ikke-voldelig person. Alligevel føler du dig voldelig vred på nogen eller en situation. Dette passer ikke med billedet af dig selv. Med projicering benægter du dit eget raseri, og insisterer på, at det er den anden person, der vil angribe dig, og har vrede følelser mod dig. Psykologisk resultat: Du behøver ikke erkende dine egne vrede følelser, der er uacceptable for dig, og kan i stedet pålægge tilskrive dem en anden.

Du er en succesfuld person. Men på bunden føler du dig uværdig til din succes eller skyldig i dit talent eller din velstand. I stedet for at anerkende dette, forstå dette og arbejde med oprindelsen til sådan pinefuld selv diskriminering, begynder du at tænke, at andre kritiserer dig, og prøver at hæmme din succes. Eller veksle mellem selvhadende eller selvdestruktiv adfærd, som du bebrejder andre for. Eller du indtager det synspunkt, at velstand er ondt, eller at talent er ufortjent og berømmer middelmådighed eller fattigdom som moralsk overlegent for at kompensere for din skyld.

Psykologisk resultat: Du behøver ikke tage notits af grunden til din skyld og uværdighed, og kan tilskrive andre sådanne kritiske angreb på dig eller afsværge andre med talent og velstand de mener, de er værdige til. Man kan i den forbindelse nævne stort set hele Hollywood eliten eller mange succesfulde forretningsmænd (eksempelvis Geroge Soro).

Du er en person uden succes, eller føler at du ikke er en succes i livet. Du har nogen skam og/eller ydmygelse omkring din situation. I stedet for at koncentrere dig om hvad du gør, der gør dig usuccesfuld, tilskriver du andre individers eller gruppers handlinger imod dig din mangel på succes.

Psykologisk resultat: Du behøver ikke tage ansvar for din situation eller erkende, at dine egne handlinger bragte dig til det. Det er ikke din fejl, men andres fejl. Dette er mekanismen bag det meste af den racistiske, sexistiske, homofobiske og/eller anti-semitiske adfærd verden over. Islam synes i særliig grad at specialisere sig i denne form for tænkning om jøder, på hvem de projicerer alle deres utilstrækkeligheder.

Der er en grund til, at mennesker oplever mistænksomhed, mistillid og hyper årvågenhed. Grunden til dette er, at der findes en reel fare i verden. Vore forfædre i huler vidste, at dette var sandt. De levede med kontinuerlig fare bare for at overleve hvert minut hver dag. At være i stand til logisk af “forbinde prikkerne” og udtrække mening fra beviserne for sine sanser, er en nødvendighed for at overleve. Dem er ikke var indehaver af denne psykologiske kapacitet, uddøde for længe siden.

Det paranoide individs redskaber og den paranoide stil man i disse dage kan se dramatiseret i megen af den politiske diskurs, er benægtelse, forvanskning og projicering. Disse psykologiske forsvar er næsten altid patologiske, når de anvendes af en voksen person, der prøver at kapere den virkelige verden.

Disse individer der bruger disse tre primitive psykologiske forsvar, rearrangerer den eksterne virkelighed (så den faktiske virkelighed kan undgås). For en udenforstående kan brugeren af disse mekanismer jævnligt virke vanvittig eller sindssyg. Dette kendes som det “psykotiske” forsvar, almindelig i åbenlys psykose, i drømme og gennem barndommen.

Benægtelse er at nægte at acceptere den eksterne virkelighed, da den er for truende. Der findes eksempler på, at benægtelse tilpasses (eksempelvis kan det være tilpasningsnødvendigt for en person, der er dødeligt syg i nogen grad af benægte). Men i de fleste tilfælde er benægtelse kun nyttig i kortsigtede strategier, for at tillade at en person kommer overéns med virkeligheden. Som en langsigtet strategi i beskyttelsen af selvidentitet, er der potentielt skæbnesvangert, eftersom personen eller gruppen der i udpræget grad bruger dette, er blind for den virkelige fare, der kan findes derude.

Forvanskning er en grov omformning af den eksterne virkelighed for at imødekomme indre behov. De vedholdende og bizarre anklager mod det onde geni Karl Rove er typisk for forvanskning i den paranoide stil. Det seneste eksempel er anklagen fra tilhængere af Democratic Underground om, at Osama båndet var udtænkt af Rove for at retfærdiggøre præsidentens autorisation af NSA til at opfange terrorist kommunikation.

I et frit samfund er det fornuftigt at rejse opmærksomhed om afvejninger under en krig med forøget sikkerhed og formindsket frihed på visse områder, og hvor langt er det passende eller nødvendig at gå i afbalanceringen af risiko mod gevinst. Men den paranoide venstrefløj vil ikke tillade en rationel diskussion af emnet, og insisterer på, at ytringsfriheden er fjernet, og at præsidenten er gal med magt. Det handler nok mere om, at venstrefløjen er gal over impotens.

Det er min observation, at det meste af venstrefløjen er besat af at styre talen fra dem, der er uenige med dem (de refererer til sådan tale som “hadetale” og anklager dig i almindelighed for at være “hadefuld”), at de er ude af stand til at erkende, for ikke at tale om at tage ansvar for det had og den vrede de oplever. At tilskrive andre deres egne følelser er meget mere acceptablet, eftersom det tillader dem at fortsætte med at tro, at de er ytringsfrihedens forkæmpere, rolige og rationelle (“virkelighedsbaserede”), hvor den størst trussel mod ytringsfriheden i virkeligheden stammer fra deres egne politikker, som de kræver skal påtvinges andre, og at den største trussel mod freden er deres eget uerkendte raseri.

Indrømmet, den konservative højrefløj – særligt til tider det religiøse højre – lider af den samme paranoide stil, og kan ligeledes være kvalmende i deres ønske om at påtvinge deres politikker og overbevisninger på andre. At dette er tilfældet, fritager ikke venstrefløjen for deres utroligt barnlige og fantastisk tåbelige paranoide forsøg på at manipulere politisk retorik i en tid med krig, på en måde der muliggør for vore fjender at udnytte svagheder i amerikansk politik, og alene gøre dette for egen personlig politisk vinding.

Når man prøver på at indgå i en diskussion med en venstreorienteret, vil den paranoide person simpelthen prøve at intimidere og fremfuse sit raseri, da denne føler sig afmægtig, impotent og irrelevant. To vejs kommunikation er umulig, som Hofstadter bemærker. I sidste instans vil den paranoide udvikle en konspirationsteori for at bortforklare sine raseri følelser og impotens, og søge at straffe personen eller gruppen denne bebrejder for sin situation. Det er let at se hvordan disse psykologiske manipulationer arbejder sammen for at holde en person eller en gruppe isoleret fra virkeligheden. Vi er i dag alle steder vidner til sådan adfærd. Den har en sindsløs kvalitet, der er ligegyldig overfor den samfundsskade den påfører.

Det faktisk antal på venstrefløjen der fuldt favner den paranoide stil, er faktisk ret lavt. Skaden, på den anden side, de døde de helt sikkert må tage ansvaret for, er fuldstændigt ude af proportioner med deres faktiske størrelse. De har udøvet deres magt i medierne og akademiske institutioner, og er kommet til at dominere næsten alle aspekter af venstrefløjens domæner.

Så hvad er løsningen på dette dilemma indehavet af venstrefløjens paranoide stil? De agerer på den måde, de gør, da de tror, at det iden vil føre dem frem til magt og indflydelse.

Når og hvis den paranoide stil fejler i at bringe dem tilbage til magtens korridorer i Washington og andetsteds, vil venstrefløjen f
inde motivationen til at ændre sig, på samme måde som det lykkes det konservative højre i 1970´erne og 1980´erne at se på sig selv, og begrænse paranoiaen der truede med at holde dem magtesløse, og bevare de værdifulde idéer de havde at bidrage med til det amerikanske samfund ude af hovedstrømmen.

Hvis det konservative højre kan udvikle en fornemmelse for selvindsigt og afslutte det paranoide strøg, der gennemstrømmede tankegangen i 1950´erne og 1960´erne, så kan venstrefløjen også.

Hvad der er så farligt på dette tidspunkt i historien, er, at venstrefløjen synes at eskalere sin paranoia frem for at holde den under kontrol. Hele verden står i en potentiel dødelig krise, bragt på bane af en farlig og dødelig islamisme, som den paranoide venstrefløj nægter at erkende. De er kun i stand til at se det konservative højre som fjender, de må tage sig af, og er blinde overfor den virkelige fare.

Dette er værre end selvbedrag. Det er potentielt livstruende for det amerikanske samfund. Det må stoppe.

For at generhverve sundhed – både politisk og psykologisk – må venstrefløjen til at tage ansvar for sine tanker, følelser, retorik og adfærd, der hjælper og tilfredsstiller islamfascistiske mordere. Selv om det er en pinefuld proces for venstrefløjen, må de ændre deres sindsløse opposition til alt, hvad det konservatibe højre foreslår – især på området national sikkerhed. De må udøve kontrol over upassende adfærd, der stammer fra den vrede og afsky over i de to seneste valg at have tabt til nogen de foragter. De behøver ikke elske George Bush eller republikanerne, men de må vokse op og samarbejde med dem for Amerika´s skyld. Hvis de har alternativer, der er i overensstemmelse med national sikkerhed og antionale interesser, så foreslå disse i stedet for altid bare at sige nej til alt, der foreslås.

Paranoia, projicering og forvanskning forvises gennem udviklingen af indsigt og selvbevidsthed. Når disse forsvarsmekanismer bruges, så forvansker en indre virkelighed den ydre virkelighed. Det er den indre virkelighed, der må forstås, før en person kan få kontrol over sine fordomme, forudindtagethed og teatralske og rasende tendenser, hvilke er de store forhindringer i retning af at få greb om virkeligheden. Kun ved at fjerne sådanne forhindringer kan vensttrefløjen og højrefløjen sammen optimalt tage sig af det 21 århundredes farlige verden.

Den konservative højrefløj i amerikansk politik kan engang have været de dominerende brugere af den paranoide stil i 1960´erne. Men hvad vi i dag tydeligt ser demonstreret, er den venstrefløjens svære paranoia, mens de prøver på at få greb om deres egen tiltagende irrelevans og begrænsede verdenssyn, der holder dem fanget i fortiden og dybt skrækslagne for fremtiden.

I dag er konsevative faktisk større repræsentanter for sandt progressive tanker, og vil fortsætte med at være dette, så længe retorik og adfærd på venstrefløjen er forsumpet i den paranoide stil.

Leave a Response »

 

Muslimer vil ikke spille mod homoseksuelle fredag, okt 9 2009

“Vores overbevisning er stærkere end et spil fodbold. Beklager at have informeret jer så sent”.

Der er intet i vejen med at stå fast på sin overbevisning, selv om den er upopulær, men man kan spørge sig selv, om muslimerne kendte til eksistensen af Paris Foot Gay, da muslimerne meldte sig ind i ligaen. Vidste de det, og håbede de på at bruge denne hændelse som endnu en lejlighed til at presse deres islamiske værdiers førsterang over de vestlige? I sidste instans er det helt sikkert et spørgsmål om overbevisning: vil Europa følge sin egen retning, eller bøje sig for muslimske sensibiliteter i denne og andre langt vigtigere sager?

Muslimer nægter homoseksuel fodbold udfordring

En homoseksuel fodbold klub i en forstad til Paris har protesteret til den lokale liga ledelse efter at være snydt for en planlagt kamp mod en tilmeldt liga klub.

Paris Foot Gay var planlagt at skulle spille mod Creteil Bebel, der mestendels består af muslimske spillere, men aftenen før kampen aflyste Bebel.

Paris Foot Gay siger, at de modtog en e-mail fra Bebel, der sagde, at de ikke kunne værdige kampen, da det er “imod deres principper”.

“Beklager, men grundet navnet på jeres hold, og i overensstemmelse med holdets principper, der er et hold af praktiserende muslimer, kan vi ikke spille mod jer”, siger e-mailen ifølge Paris Foot Gay medstifter og nuværende præsident Pascal Brethes.

Den tilføjede: “Vores overbevisning er stærkere end et spil fodbold. Beklager at have informeret jer så sent”.

Paris Foot Gay mener at beslutningen er “homofobisk”, og har ifølge Brethes truet med at sagsøge, “hvis Bebel fortsætter på denne måde”.

Han siger, at hans hold er et sted for alle slags racer, og byder også spillere der ikke er homoseksuelle velkommen, og mener Bebel´s beslutning er i strid med regeringens love angående racisme og homofobi.

“Vi (Paris Foot Gay) er først og fremmest en forening, der er imod homofobi i fodbold”, siger Brethes, tilføjende at klubben har haft “heteroseksuelle, sorte, hvide, nord afrikanere og adskillige forskellige religioner”.

Men en unavngiven repræsentant fra Creteil Bebel siger i et lokalt radio interview, at de ikke vil ændre synspunkt.

“Vi er kede af, hvis nogen føler sig fornærmet. Men som muslim har jeg stadig ret til ikke at spille, hvis jeg ikke er enig i deres filosofi”. 

Leave a Response »

 

Psykiater: Venstrefløjen mentalt syg torsdag, okt 8 2009

Netop som venstreorienterede begyndte at finde det sikkert at identificere sig som sådan, fremkommer en velrenommeret senior psykiater med en påstand om, at ideologien der motiverer venstrefløjen er en mental forstyrrelse.

“baseret på strengt irrationelle overbevisninger og følelser underminerer moderne venstreorienterede uophørligt de vigtigste principper på hvilke vore friheder er grundlagt”, siger Dr. Lyle Rossiter, forfatter til den nye bog “The Liberal Mind: The Psychological Causes of Political Madness”. “Som forkælede, vrede børn gør de oprør mod voksenlivets almindelige forpligtelser, og kræver at en formynder regeringen møder alle krav fra vugge til grav”.

Mens politiske aktivister på den anden side af det politiske spektrum har lavet lignende observationer, fremlægger Rossiter professionelle kredentialer og et liv stort set frit for aktivisme, og links til “den omfattende højrefløjskonspiration”.

I mere end 35 år har han diagnosticeret og behandlet mere end 1.500 patienter som certificeret klinisk psykiater og undersøgt mere end 2.700 civile sager og kriminal sager som certificeret retsvidenskabelig psykiater. Han modtog sin medicinske træning og psykiatriske træning på University of Chicago.

Rossiter siger, at den slags venstreorienterethed der fremlægges af både Barack Obama og Hillary Clinton kun kan forstås som en psykologisk forstyrrelse.

“En social forsker der forstår den menneskelige natur vil ikke afvise det frie valgs vitale rolle, frivilligt samarbejde og moralsk integritet – som venstreorienterede gør”, siger han. “En politisk leder der forstår den mennesskelige natur vil ikke ignorere individuelle forskelle i talent, ambitioner, personlig appel og arbejdsetik, og derefter prøve at påtvinge økonomisk og social lighed i befolkningen – som venstreorienterede gør. Og lovgivere der forstår den mennesskelige natur vil ikke skabe et miljø af regler, der overregulerer og overbeskatter nationens borgere, korrumperer deres karakter, og reducerer dem til statens opsyn – som venstreorienterede gør”.

Dr. Rossiter siger, at venstreorienteredes agenda snylter på svaghed og følelser af underlegenhed i befolkningen gennem:

Skabelse og forstærkning af opfattelsen af offerrolle;

Tilfredsstillelse af barnlige karv om rettigheder, forkælelse og kompensation;

Forøgede primitive følelser af misundelse;

Afvisning af individets suverænitet, underlæggende sig regeringens vilje

“Venstrefløjens rødder – og dertil hørende vanvid – kan klart identificeres gennem forståelsen af hvordan børn udvikler sig fra barn til voksen, og hvordan forstyrret udvikling producerer den irrationelle overbevisning i det venstreorienterede sind”, siger han. “Når det moderne venstreorienterede sind piver over opfundne ofre, raser imod opfundne skurke og oven over alt søger at styre livet for personer, der er fuldstændigt i staand til at styre deres egne liv, så bliver den venstreorienterede neurose smerteligt indlysende”. 

Leave a Response »

 

20 ting du bør vide om Islam torsdag, okt 8 2009

Her er et stykke kaldet “20 ting du bør vide om Islam”. Pointerne her er vigtige, og jeg ved, at de i nogen udstrækning er faktuelt korrekte. Selvom nogle af linkene er op til 3 år gamle, er de mere aktuelle nu end nogensinde.

Opfat linkene som en serie af fodnoter der understøtter hver påstand.

20 ting du bør vide om Islam

1) Islam er en kult af sindskontrol og informationskontrol grundlagt af en torturerende morder, røver, voldtægtsmand og pædofil ved navn Muhammed. Aspekterne af sindskontrol og informationskontrol kræver at alle aspekter af kritik tavsgøres.

Sindskontrol og informationskontrol:

http://www.faithfreedom.org/Articles/sina/cultorreligion.htmhttp://www.bible.ca/islam/islam-questions.htmhttp://www.telegraph.co.uk/opinion/main.jhtml?xml=/opinion/2004/07/11/do1102.xml&sSheet=/news/2004/07/11/ixhome.htmlhttp://www.hvk.org/articles/1102/154.html

Muhammed´s kriminalitet:

http://www.faithfreedom.org/Articles/sina/cultorreligion.htmhttp://www.bible.ca/islam/islam-questions.htmhttp://www.telegraph.co.uk/opinion/main.jhtml?xml=/opinion/2004/07/11/do1102.xml&sSheet=/news/2004/07/11/ixhome.htmlhttp://www.hvk.org/articles/1102/154.html

Muhammed´s pædofili:

http://www.worldnetdaily.com/news/article.asp?ARTICLE_ID=27975http://answering-islam.org/Responses/Saifullah/aishahage.htm

Tavsgørelse af kritikere:

http://www.timesonline.co.uk/article/0,,2092-2058502,00.html http://www.danielpipes.org/article/321

2) Islam er Muhammed´s personlige kult, der intet andet grundlag har end Muhammed´s morderiske rablerier (Koranen og Hadith). Koranen består af to konfliktende dele – Mekka og Medina (respektivt fredelig og voldelig). Medina overtrumfer Mekka. Muslimer handler i overensstemmelse med Med Medina men citerer Mekka til de godtroende vantro.

Muhammed som kultleder:

http://www.faithfreedom.org/oped/sina50218.htmhttp://www.faithfreedom.org/faq/67.htm

Mekka og Medina vers:

http://jimball.com.au/features/Myth-of-moderate-Islam.htm http://www.islamreview.com/articles/madinasuras.shtmlhttp://www.aijac.org.au/review/2006/31-10/essay31-10.htm

3) Islam hævder at tilbede den samme gud som kristne og jøder, men tilbeder faktisk Allah – en dæmon kanaliseret gennem Muhammed´s psykopatiske ego. Dødskulten blander forvanskede versioner af kristne og jødiske skrifter med hedenske praktikker såsom måne tilbedelse og meteorit tilbedelse, og halsoverskærende blod ofring af dyr og vantro.

Allah og Gud

http://www.islamreview.com/articles/nothingincommon.shtmlhttp://www.blessedcause.org/Quran.htm

Koranens oprindelse:

http://www.jihadwatch.org/dhimmiwatch/archives/001202.phphttp://www.prophetofdoom.net/chapter.aspx?g=401&i=41003http://www.islamreview.com/articles/inventionofislam.shtml

Allah´s hedenske døtre:

http://www.bible.ca/islam/islam-allahs-daughters.htm

Meteor tilbedelse:

http://www.meteorite.fr/en/basics/history.htmhttp://www.bible.ca/islam/islam-meteorite-worship.htmhttp://www.ccs-hk.org/DM/Islam.html

Dyre ofring til Allah:

http://www.renaissance.com.pk/JanIslamiShari12y5.htmhttp://www.faithfreedom.org/oped/skm60117.htm

Menneske ofring til Allah:

http://www.frontpagemag.com/Articles/ReadArticle.asp?ID=13371http://diodon349.com/Attacking_USA/see_islamic_terrorists_for_the_satanic_etc_they_are.htmhttp://www.slate.com/id/2103261/http://www.cdn-friends-icej.ca/antiholo/pearl.htmlhttp://washingtontimes.com/national/20040624-121737-2912r.htmhttp://www.asianews.it/view.php?l=en&art=1501 ,http://www.bangladesh-web.com/view.php?hidDate=2004-014&hidType=OPT&hidRecord=0000000000000000014248

4) Islam har ingen rationel, filosofisk eller teologisk basis, og hele trossystemet modsiges af videnskab, filosofi, sund fornuft, menneskelig anstændighed og indbygget usammenhængende.

Flad jord:

http://trisagionseraph.tripod.com/flatearth.htmlhttp://www.fixedearth.com/koran.html

Selvmodsigelser i Koranen:

http://answering-islam.org/Quran/Contra/http://www.infidels.org/library/modern/richard_carrier/islam.html http://www.geocities.com/lone_wolf_gc/earth_shape.htmlhttp://www.carm.org/islam/Koran_contradictions.htmhttp://www.lwbc.co.uk/koran.htm

5) Islam kan ikke modstå kritik, og kan kun udbredes og vedligeholde sig selv gennem ignorance, analfabetisme, krig, terrorisme og intimidering. Islam har blodige grænser og kan ikke fredeligt sameksistere med andre trossystemer. Winston Churchill sagde, at Islam i et menneske er lige så farlig som hundegalskab i en hund.

Irrationalisme:

Islamiske intellektuelle resultater:

http://www.meforum.org/article/306

Intimidering mod kritik og frafald:

http://www.danielpipes.org/article/2218http://www.islamreview.com/articles/islamapostasy.shtml

Blodige grænser:

http://chromatism.net/bloodyborders/

Indbygget voldelig:

http://www.israelnewsagency.com/al-quaedaterrorismus10012.htmlhttp://www.bibletranslation.ws/islam.htmlhttp://radicalacademy.com/gegeorgeirbe12b.htmhttp://www.crosswalk.com/news/1172035.htmlhttp://www.islamreview.com/articles/jihadholywarversesinthekoran.shtmlhttp://www.islamreview.com/articles/poorislamists.shtml http://www.angelfire.com/moon/yoelnatan/koranwarpassages.htm

Churchill:

http://www.chuckbaldwinlive.com/read_churchill_islam.html

6) Islam har en overtroisk afsmag for billeder af grise, kors, Buddha´er, Sankt George og selvfølgelig tegninger af Muhammed.

Buddha´er, kors og teddy bjørne:http://www.guardian.co.uk/saudi/story/0,11599,1109291,00.htmlhttp://activistchat.com/phpBB2/viewtopic.php?t=663

Grise:

http://www.derbygripe.co.uk/arbor.htmhttp://www.theage.com.au/news/World/Piggy-banks-offend-UK-Muslims/2005/10/24/1130006056771.htmlhttp://www.masada2000.org/bacon.htmlhttp://archives.cnn.com/2001/WORLD/meast/08/20/suicide.bombers/http://www.worldnetdaily.com/news/article.asp?ARTICLE_ID=24691

Tegning fobi:

http://www.coxandforkum.com/archives/000783.html

Sankt George:

http://edition.cnn.com/2005/WORLD/europe/10/04/britain.redcross/index.htmlhttp://www.jihadwatch.org/dhimmiwatch/archives/011163.php

7) Islam anser kvinder for halve mennesker. Kone vold, incest og børne misbrug (inklusive mufa´khathat eller “thighing” – det rituelle misbrug af børn) tilskyndes.

Behandling af kvinder.

http://www.flex.com/~jai/satyamevajayate/women.htmlhttp://www.islamreview.com/articles/sexinislam.htmhttp://www.nospank.net/demause5.htm

Misbrug af børn og “thighing”:

http://kenlydell.typepad.com/islamic_evil/muslim_sexual_perversion/index.htmlhttp://www.homa.org/Details.asp?View=Detail&ContentID=2137352826&TOCID=2083225445

8) Islam anser alle vantro (kaffir, kuffar, kufr, kafir) som rituelt urene undermennesker, der skal dræbes, underlægges, slavegøres, udnyttes og udryddes. Kafir beskrives med det arabiske ord “najis” – bogstaveligt betydende “skidt”. Derfor er muslimsk had mod kafir så indbygget i deres “religion”. En kafir behøver ikke gøre noget særligt for at fornærme en muslim. Dennes blotte tilstedeværelse er tilstrækkelig.

Najis kafir:

http://www.al-islam.org/laws/najisthings.htmlhttp://cartoonazi.blogspot.com/2006/09/disgusting-filthy-najis-things.htmlhttp://www.jihadwatch.org/dhimmiwatch/archives/006589.php

Behandling af kafir:

http://www.flex.com/~jai/satyamevajayate/kafir.html

Slavegørelse af kafir. 

http://answering-islam.org/Silas/slavery.htmhttp://www.danielpipes.org/comments/7016http://www.islamreview.com/articles/neitherblacknorafrican.shtml

9) Det etiske system gælder kun for muslimer. Allah tilskyder voldtægt, plyndring, udnyttelse og slavegørelse af ikke-muslimer. Moraliteten strækker sig ud over den globale bande (Ummah). Muslimsk etik er mafiaens etik.

Først loyalitet mod Ummah (Ummafia):

http://sixthcolumn.blogspot.com/2005/07/how-could-they-our-british-friends-ask.htmlhttp://www.westernresistance.com/blog/archives/003123.html

Massakre, voldtægt, plyndring og slavegørelse:

http://www.bereanpublishers.com/Cults/Muslims/truth_about_islam_by_dave_hunt.htm

10) Allah´s efterfølgere er motiveret af had, grådighed og lyst. Der findes ingen kærlighed, medlidenhed eller medmenneskelighed. Allah er hævngerrig, uforudsigelig, lunefuld og upålidelig – “Allah vildleder hvem han ønsker”.

Hade kult:

http://www.worldnetdaily.com/news/article.asp?ARTICLE_ID=27938 http://www.iranian.ws/cgi-bin/iran_news/exec/view.cgi/2/3626http://www.jihadwatch.org/archives/003119.php

Kvinder som krigsbytte:

http://www.warriorsfortruth.com/news-jerry-falwell-mohammed.html

Barbarisme:

http://www.howardbloom.net/islam.htm

Allah – Løgnens Fader:

http://www.bethmessiah.com/david.htmhttp://www.answering-islam.org/Shamoun/allah_deceiver.htm

11) Islam er den eneste religion der ikke er funderet på Den Gyldne Regel. Moraliteten er baseret på Muhammed´s eksempel. Hvis Muhammed gjorde det, så er det acceptabelt for alle muslimer. Derigennem tilskyndelsen til voldtægt, plyndring, underlæggelse og mord på vantro
og den institutionaliserede pædofili fremherskende i muslimsk samfund (retfærdiggjort af Muhammed´s aktiviteter med Ayesha, hans børne sex slave: http://islamcomicbook.com/lyrics1.htm) .

Den Gyldne Regel:

http://www.jihadwatch.org/archives/005959.phphttp://www.faithfreedom.org/debates/YaminZakariap8.htm

Muhammed som eksemplet på “den perfekte mand”:

http://www.jihadwatch.org/dhimmiwatch/archives/003416.php,

Institutionaliseret pædofili:

http://www.cathud.com/linkS/pages_GL/Islam.htm http://www.nospank.net/glazov.htmhttp://www.blessedquietness.com/alhaj/page20.htmhttp://www.jihadwatch.org/dhimmiwatch/archives/002006.php

Jihad voldtægt:

http://www.freerepublic.com/focus/f-news/1227317/postshttp://www.frontpagemag.com/Articles/Printable.asp?ID=20646http://fjordman.blogspot.com/2005/12/immigrant-rape-wave-in-sweden.html

12) Alle menneskelige relationer er defineret gennem dominans/underkastelse. Muslimer har schizoide mindreværds/storvanvids komplekser. De respekterer styrke, og afskyr kompromiser som svaghed. Formildning inviterer til mere aggression. Det eneste politiske system der har været stærkt nok til at underlægge sig Islam er Stalinisme.

Ære/skam, dominans og underkastelse:

http://shrinkwrapped.blogs.com/blog/2006/01/warning_shots.htmlhttp://drsanity.blogspot.com/2005/08/shame-arab-psyche-and-islam.htmlhttp://www.uwgb.edu/dutchs/PSEUDOSC/TOXICVAL.HTM

Mindreværdskompleks:

http://www.timesonline.co.uk/article/0,,1072-2359800,00.html

Formildning:

http://www.frontpagemag.com/Articles/ReadArticle.asp?ID=13284

13) Polygami sikrer alfa hanner får ekstra kvinder, førende til mangel på kvinder for beta hannerne. Beta hannerne må enten masturbere (en synd førende til Helvede), eller danne bander der voldtager vantro kvinder som en røv i en razzia, eller selvdestruere i nærvær af vantro så de kan kneppe 72 mytiske jomfruer i Allah´s bordeller i Himlen.

Beta hanner opfordres ofte af familien til at blive selvmordsbomber grundet deres tro på at sådanne morderiske “martyrer” vil være i stand til at gå i forbøn hos Allah om at tage 70 af deres familiemedlemmer med i Paradis.

Muslimsk voldtægt:

http://kenlydell.typepad.com/islamic_evil/muslim_rape/index.html

Paradis:

http://muhammadanism.org/Terrorism/Terrorist_Mind.htmhttp://www.factsofisrael.com/blog/archives/000079.html

Selvmordsbomberes familiemedlemmer kommer i Himlen:

http://www.memri.org/bin/articles.cgi?Page=countries&Area=palestinian&ID=IA6101

14) Løgn og bedrag mod vantro (taqiyya) tilskyndes. Dette kan tage mange former, inklusive direkte løgne, simuleret moderation og fordømmelse af terrorist angreb på kafir mens man glædes med medmuslimer. Muslimer tenderer ofte at anse dem selv for værende ofre for kafir grupper, så de kan føle nag mod dem og mod kafir i almindelighed.

Individer kan synes lov overholdende og fornuftige, men de er del af en totalitær bevægelse, og må anses for potentielle mordere, der på et øjeblik kan gå amok (Sudden Jihad Syndrome).

Taqiyya:

http://www.freeman.org/m_online/dec97/phares.htmhttp://www.islamreview.com/articles/nikah.shtmlhttp://www.danielpipes.org/comments/3518http://www.faithfreedom.org/forum/viewtopic.php?t=178http://hauns.com/~DCQu4E5g/koran5.html

Muslimsk offer ideologi:

http://www.faithfreedom.org/Articles/sina/Islamic_victimization.htmhttp://www.iranian.com/Opinion/2002/March/Victim/index.htmlhttp://www.realclearpolitics.com/articles/2006/05/europes_politics_of_victimolog.html

Sudden Jihad Syndrome:

http://www.frontpagemag.com/Articles/ReadArticle.asp?ID=21630http://www.urbandictionary.com/define.php?term=SJShttp://jihadwatch.org/archives/011114.php

15) Muslimer forbydes at være venner med kafir undtagen når formålet er bedrag eller når konvertering er mulig.

http://www.islamreview.com/articles/whoareinfidels.shtmlhttp://www.danielpipes.org/comments/25283

16)

Koranen er Allah´s endelige ord, og kan ikke udfordres. At gøre dette er strafbart med døden. Som konsekvens heraf kan Dødskulten aldrig reformeres. Instruktionerne om at myrde og voldtage vantro er lige så valide nu, som den dag de blev skrevet. Eftersom Islam ikke kan moderniseres, forsøger muslimer at islamisere moderniteten. Dette kræver spredning af Islam i Vesten og samtidig forebyggelse af enhver kritik af kulten gennem intimidering og politisk korrekt lovgivning for at begrænse ytringsfriheden.

Koranen som Allah´s bogstavelige ord:

http://www.guardian.co.uk/Archive/Article/0,4273,4048586,00.html

Koranske principper om Jihad:

http://www.israelnewsagency.com/Al-Qaeda.html

Intimidering og censur:

http://www.telegraph.co.uk/opinion/main.jhtml?xml=/opinion/2004/12/11/do1101.xmlhttp://www.frontpagemag.com/Articles/ReadArticle.asp?ID=17523http://www.onlineopinion.com.au/view.asp?article=3674

17) Traktater og aftaler med kafir er til for at blive brudt (
Hudna). En muslims ord overfor kafir har ingen værdi i Allah´s øjne. Allah er alle løgnes fader.

Hudna:

http://jihadwatch.org/archives/004085.phphttp://www.middleeastinfo.org/forum/index.php?showtopic=8365

18) Verden er delt mellem Dar-al-Islam og Dar-al-Harb (krigens domæne, kafir land). Muslimer boende i Dar-al-Harb må arbejde på at forstyrre deres værtsnationer indtil disse kan bringes til Dar-al-Islam.

Dar-al-Harb og Ummah:

http://www.islamreview.com/articles/hatredinislam.shtmlhttp://www.frontpagemagazine.com/Articles/ReadArticle.asp?ID=2601 http://www.ucg.org/commentary/madridbombings.htm

19) Muslimer har ingen forpligtelse mod deres værtsnationer, og tilskyndes faktisk til at nasse på dem. Velfærdssvindel, identitetstyveri, falskneri er epidemiske i vestlige muslimske befolkninger, og alvorlig kriminalitet mod kafir anses for normalt og retfærdiggjort. Udnyttelsesredskaber mod kafir gives mandat i Koranen (“jizya” er den arabiske term for “beskyttelsespenge” til betaling fra jøder og kristne til muslimer).

Omvæltning og illoyalitet:

http://answering-islam.org/Terrorism/agenda.htmlhttp://www.washingtoninstitute.org/templateC07.php?CID=13http://igst.blogspot.com/2006/02/muslim-leaders-and-subversion-of.htmlhttp://www.danielpipes.org/comments/7681

Nasseri:

http://niconoclast.blogspot.com/2006/08/parasitic-islam.htmlhttp://www.frontpagemag.com/Articles/ReadArticle.asp?ID=18399

Penge afpresning (Jizya):

http://www.faithfreedom.org/debates/looting51122p3.htmhttp://www.jihadwatch.org/dhimmiwatch/archives/008904.phphttp://www.danielpipes.org/comments/23932http://www.frontpagemag.com/Articles/ReadArticle.asp?ID=21082http://kenlydell.typepad.com/islamic_evil/muslim_intolerance/index.html

Muslimsk ansvarlighed og velfærdsafhængighed:

http://www.islamreview.com/articles/westsunmanageable.shtmlhttp://www.jihadwatch.org/dhimmiwatch/archives/011958.phphttp://www.amren.com/mtnews/archives/2006/10/migrants_told_t.php

20) Jihad angreb mod værtsnationen er ikke blot imod nationens religion eller økonomi, men er målrettet selve nationens identitet. Islam er et komplet system, inklusive en kultur som muslimerne anser alle andre kulturer overlegen (til trods for alle beviser på det modsatte).

Muslimer kræves derfor at ødelægge alle symboler på “Jahiliya” (ikke muslimsk kultur). I Østen har dette medført ødelæggelsen af hindu templer og kristne kirker erstattet med moskeer, og ødelæggelsen af buddhistisk kunst og universiteter erstattet med bunker af småsten. Denne proces af kulturel erstatning er nu i gang i Vesten.

Ødelæggelsen af hinduistisk kultur og buddhistisk kultur:

http://hindutva.org/babrimasjid.htmlhttp://www.doncroner.com/India/Nalanda/nalanda.htmlhttp://www.indiastar.com/wallia15.htmhttp://65.18.218.137/genocide/http://www.faithfreedom.org/oped/LJWalker30916.htmhttp://www.frontpagemag.com/Articles/ReadArticle.asp?ID=13340http://www.westernresistance.com/blog/archives/003011.htmlhttp://www.foxnews.com/story/0,2933,214195,00.html

http://www.youtube.com/watch?v=0m6KhH_qD60

Leave a Response »

 

Tak, mine tåbelige venner i Vesten onsdag, okt 7 2009

Da det efter års forfølgelse fra den cubanske regering for åbent at være homoseksuel og frafalden i 1980 lykkedes den cubanske forfatter Reinaldo Arenas at flygte til U.S.A., siger han: ”Forskellen mellem de kommunistiske og kapitalistiske systemer er, at selvom begge systemer sparker dig i røven, så er man i det kommunistiske system tvunget til at applaudere, mens man i det kapitalistiske system kan skrige. Og jeg er kommet her for at skrige”.

Én af de mest irriterende ting for kunstnere og intellektuelle der lever under tvungen hyldest til diktatorer, er synet af kolleger fra mere åbne samfund, der applauderer af egen fri vilje. Det føjer en særlig skam til skade.

Stalin blev applauderet af Sidney og Beatrice Webb. Mao blev besøgt af en konstant strøm af tilbedere fra Vesten, af nogle vis navne stadig kan skabe trækninger af afsky i Kina. Castro havde i årevis badet sig i hyldesten fra litterære stjerner som Jose Saramago og Gabriel Garcia Marquez. Selv Pol Pot nød beundring blandt adskillige velkendte journalister og akademikere.

Sidste år underskrev et antal journalister, skribenter og underholdningspersoner, inklusive Harold Pinter, Nadine Gordimer, Harry Belafonte og Tariq Ali, et brev, hævdende at der ikke i Cuba ”har forfundet ét eneste tilfælde af forsvinden, tortur eller henrettelser sted siden 1959…”.

Arenas blev i 1973 arresteret for ”ideologisk afvigelse”. Han blev tortureret og smidt i fængselsceller fyldt med tidevand og ekskrementer, og blev truet med døden, hvis han ikke afsvor sine egne skrifter. Forestil dig hvordan det må være at blive behandlet på den måde, og så samtidig læse om medskribenter i Vesten, der tager standpunkt for dine undertrykkere.

Intet af dette er nyt, og det ville dårligt være værd at grave frem, hvis ikke det var fordi, at det samme sker igen. Hugo Chavez, den valgte stærkmand i Venezuela, er det seneste beundringsobjekt hos vestlige ”progressive”, der med stjerner i øjnene vender tilbage fra svipture til Caracas.

Chavez er endnu ikke Castro, endsige Pol Pot. Hans lidenskabelige populistiske retorik er mere på linje med Juan Peron, den argentinske ”caudillo”. Chavez nyder i øvrigt denne nedsættende term. Hverken helt venstreorienteret eller helt højreorienteret er han den typiske latinske macho leder, hvis karisma er meningen at skulle repræsentere styrkelsen af hans folk, mestendels fattigere og mørkere i huden end den urbane elite.

Ulig mange traditionelle caudillos, men lig Silvio Berlusconi (der er skåret over samme læst), blev Chavez i 1998 demokratisk valgt, efter at have prøvet og fejlet i forsøg på at tage flere traditionelle stærkmands veje til magten, gennem væbnet magt i 1992. Chavez er den latin amerikanske version af en ny type autoritarisme (Thailand´s Thaksin Shinawatra er den asiatiske version), bygget på en blanding af showbusiness, intimidering, paranoia, stor velstand og offentlig hjælp til fattige. Det ideelle er demokrati per referendum, renset for rodede parti politikker eller uafhængige domstole.

Som Ali, den allestedsnærværende tiljubler af Tredje Verdens storskrydere, formulerede det. ”Demokrati i Venezuela under banneret af bolivarianske revolutionære, har brudt gennem det korrupte toparti system favoriseret af oligarkiet og deres venner i Vesten”. Men om det korrupte toparti system vil blive erstattet af et fungerende demokrati, er spørgsmålet.

Ali var ødsel i sin prisning af Venezuela´s nye konstitution, der tillader folk at genvælge præsidenten før han har afsluttet sin embedstid. ”En triumf for de fattige mod de rige”, kaldte han det. I 2004 udøvede venezuelanerne deres ret til netop at gøre dette ved at cirkulere en begæring for et referendum. Chavez overlevede, men snart blev navnene på de begærende offentliggjort, og disse blev snart nægtet pas, offentlig forsørgelse og regeringskontrakter.

I 2004 blev en lov vedtaget, der grundet sikkerhed og offentlig orden forbød radio stationer. Chavez, såvel som hans kabinet ministre, fremtræder på fjernsyn for at afsværge journalister, der vover at kritisere revolutionen. Mest ildevarslende er dog den måde Chavez har udvidet den tyve sæders højesteret ved at tilføje tolv sympatiske dommere.

Værre sager har været støttet af vestlige entusiaster end den bolivarianske revolution, og værre ledere er blevet tiljublet end Chavez. Man behøver blot genkalde sig det ynkelige publikum i retssalen med Saddam Hussein med blandt andre George Galloway, der smigrede den morderiske diktator hævdende at repræsentere ”stemmen hos de stemmeløse”. Selv nu advokerer sådanne publikationer som New Left Review støtte til en global anti-imperialistisk bevægelse, der ville inkludere Nord Korea, uden tvivl det mest undertrykkende regime på jorden.

Fælles elementet for Tredje Verdens´ismen er en besættelse af amerikansk magt, som om U.S.A. er så indbygget ond at enhver fjende af U.S.A. må være vores ven; fra Mao til Kim Jong-il; fra Fidel Castro til Mahmoud Ahmedinejad. Og hvis vore ”venner” overøser os med smiger, anmodende os om at deltage i konferencer og sidde i rådgivningspaneler, så meget bedre.

Kritik af amerikanske politikker og økonomiske praktikker er nødvendigeog ofte retfærdige, men hvorfor fortsætter venstrefløjen med at miskreditere deres kritiske standpunkt ved at applaudere stærkmænd, der undertrykker og myrder deres egne kritikere? Det er simpelthen det omvendte af det famøse amerikanske koldkrigssentens: ”Han er muligvis et kvaj, men han er vores kvaj!”.

Eller er det den fatale magtens tiltrækning ofte følt af skibenter og kunstnere, der føler sig marginalisrede og impotente i kapitalistiske demokratier? Faren omkring Chavismen er ikke kommunismens genvækkelse, selvom Castro er blandt dens hovedkræfter. Ej heller bør anti-amerikanismen være vores hovedbekymring. U.S.A. kan tage vare på sig selv. Hvad der behøves modstået, ikke alene i Latin Amerika, er den nye form for populistisk autoritarisme.

At Chavez applauderes af mange folk, især de fattige, er ikke nødvendigvis et tegn på demokrati; mange revolutionære ledere er populære, i det mindste i begyndelsen af deres styre, før deres løfter er endt i elendighed og blodsudgydelse.

Venstrefløjen har en stolt tradition i forsvaret for politisk frihed, hjemme og udenlands. Men denne tradition er i fare for at fortabes, når vestlige intellektuelle hengiver sig i magttilbedelse. Tiljubling af autokrater underminerer folkets moral, der insisterer på at kæmpe for den frihed venstrefløjen i det store hele var sympatisk overfor, og med rette at kritisere Berlusconi og Thaksin, selvom ingen af dem var diktatorer. Begge støttede selvfølgelig amerikansk undenrigspolitik. Men når demokratiet trues, så burde venstrefløjen være tilsvarende hård mod regenter, der modsætter sig U.S.A. At undlade at gøre dette tilskynder til autoritarisme alle steder, inklusive i Vesten, hvor den dogmatiske venstrefløjs frivole adfærd allerede har tilladt neo konservative at stjæle alle de bedste replikker.

Leave a Response »

 

Møde mellem muslimer og nazister tirsdag, okt 6 2009

Mere end 100 religiøse ledere samledes onsdag i Geneve til en to dages konference med titlen “The Impact of King Abdullah´s Inter Religious Dialogue Initiative in Disseminating Human Values”. Mange af de listede “konference deltagere” er dog inficert med en bekymrende historie med anti-semitisme, sympati for radikal islamistisk ideologi og støtte til terrorist organisationer.

Konferencens organisator Muslim World League har antageligt forbindelser til al-Qaeda. Rapporter beskriver, hvordan Muslim World League har ydet islamiske militante, inklusive Osama bin Laden og tilhængere, med organisatorisk hjælp. Muslim World League´s amerikanske kontorer har været udsat for razzia af FBI som del af undersøgelsen af et netværk af Virginia baserede islamiske godgørende formål og selskabsentiteter mistænkte for at have forbindelser til terrorist grupper. Lederne af Muslim World League har lavet erklæringer som støtte til selvmordsbombere og publiceret anti-semitiske artikler.

Den måske mest bekymrende deltager på deltager listen deltagende i King Abdullah´s konference er William Baker – en anti-semit med nazistiske forbindelser. Baker hævder, at han mødtes med den nu amerikansk designerede Foreign Terrorist Organisation (FTO) Hizballah under gidsel kriserne i Libanon i 1980´erne og 1990´erne. Mens Hizballah på det tidspunkt endnu ikke var designeret, brugte Baker tid sammen med en organisation, der på det tidspunkt i Libanon kidnappede udlænding og holdt dem som gidsler – udlændinge der mestendels var amerikanere og europæere.

I taler og artikler hævder Baker, at han “af Hizballah var inviteret til Beirut, hvor de havde de vestlige gidsler”. Han sagde, at han “gennem fire år fra 1986 til 1989 mødtes med Hizballah prøvende at holde gidsler sikre”, og at han var “i stand til at bringe beskeder fra gidslerne til deres familier”.

Baker´s beretninger afslører ingen forsøg på fra hans side at overbevise lederskabet om, at gidslerne burde løslades – andet end at bemærke, at Hizballah lederne burde “lade de syge gå”. Oven på det sympatiserede baker med Hizballah:

“Og ved du hvad? Jeg har opdaget, at folket i Libanon også kun ønskede fred. De ønskede ikke krig. De ønskede, at besættelsesstyrkerne forlod deres land”.

Baker var også formand for “Populist Party” – grundlagt i 1984 af ny nazisten Wilis Carto – organiserende partiets konvent dette år. Carto, en grundlægger af American Nazi partiet, erklærede også, at det syd californisk baserede Institute for Historical Review, en gruppe vis centrale formål det er at nægte Holocaust. Tjenende som national formand for Populist Party i 1984 introducerede Baker angiveligt en platform, der skulle tillade stater at genskabe Jim Crow´s racelove.

Baker´s historie med anti-semitiske taler cementerer hans foruroligende fortid. Baker er citeret for at sige, at jøder ikke er “Gud´s udvalgte”, og at han ikke bryder sig om at stige af flyet i New York: “Gud hjælpe mig. Hvorfor? Fordi de første folk jeg møder, når jeg stiger af flyet, er nævenyttige, krigeriske amerikanske jøder”.

I sin bog “The Theft of a Nation” skriver Baker, at “Zionist staten Israel…burde afskaffes og eventuelt udryddes”.

To andre forventede konference deltagere af interesse, er Larry Shaw, formand for Council on American-Islamic Relations, og John Esposito, professor i Religion and International affairs ved Georgetown University. Esposito har tætte forbindelser til radikale islamister og islamist grupper, og har gentagne gange forsvaret deres ideologi. Dossiet beskriver hans bånd og tanker om Hamas, Hizballah, det ulovlige tunesiske islamist parti An-Nahdah, det Muslimske Broderskab og andre racegrupper og individer.

Shaw´s gruppe, Council on American-Islamic Relations, udsprang af Islamic Associations for Palestine – et velkendt propaganda organ for Hamas. Council on American-Islamic Relations var nyligt optegnet som en udømt medkonspirator i Holy Land Foundation Hamas financierede retssag, der medførte 108 tilfælde af domme i november 2008. Informationer der kom frem i forbindelse med retssagen tvang FBI til at afskære forbindelsen til Council on American-Islamic Relations omkring spørgsmålet om Council on American-Islamic Relations bånd til Hamas. Shaw fortalte Fayetteville Observer, at hans organisation ikke var bundet til Hamas, og bebrejdede anti-muslimske opfattelser for kritikken af hans gruppe.

I en tidligere mellemreligiøs konference understregede King Abdullah “behovet for bedre kommunikation og forståelse mellem Islam, Jødedom og Kristendom”, og at andre ser “de noble principper og eleverede etik der repræsenterer religionernes grundlag”.

En ny nazist, en terror apologet og en organisation mistænkt for forbindelser til al-Qaeda; hvis denne personliste reflekterer “noble principper og eleveret etik”, så vil vi helst ikke høre, hvad kongen anser for ekstremistisk. 

Leave a Response »

 

U.K. frigiver 30 top jihadister mandag, okt 5 2009

Op til 30 højrisiko terrorister, inklusive nogle af de farligste mænd i Storbritannien, står klar til at blive frigivet fra fængsel indenfor det næste år.

Flere frigives i kølvandet på Storbritannien´s mest erfarne dommere har afsagt en kendelse om, at lange domme for terrorisme forbrydelser kunne oppiske, mere end forhindre, ekstremisme.

En analyse fra appel retssager viser, at i de 26 terrorisme sager der blev hørt, har 25 sager ført til, at mænd med terrorisme domme har fået deres domme reduceret. Andre er blevet frigivet, da de kun afsidder en del af deres periode.

Eftergivenheden fra den britiske appel domstol mod visse dømte terrorister kontrasterer med Amerika, hvor de kan blive lukket inde i hele deres liv. Én designeret “høj risiko” mand, der står til snarlig frigivelse, er Andrew Rowe, en muslimsk konvertit der blev fundet skyldig i at have noter til, hvordan man affyrer morter bomber.

Rowe blev i 2005 dømt til 15 års fængsel. Han står til frigivelse i april, efter hans dom blev reduceret til 10 års fængsel. Andre der har fået deres domme reduceret inkluderer nogle af dem der hjalp i det fejlslagne selvmordsbombe angreb den 21 juli 2005, og to dømte der opfordrede til mord under de danske tegning protester.

Dommene blev reduceret efter en hoved kendelse i juli 2008 af Lord Phillips. Derefter fulgte Storbritannien´s næst højest rangerende dommer og to overordnede dommere, der reducerede Abdul Rahman´s dom fra seks til fem år efter at have erkendt sig skyldig i udbredelsen af en terrorist publikation. Rahman, en nøgle al-Qaeda person, rekrutterede fjendtligt stemte muslimer fra Storbritannien til at bekæmpe britiske tropper i Afghanistan.

Leave a Response »

 

Bandeoptagelsesritual: Gruppevoldtægt mandag, okt 5 2009

Følgende skete for få uger siden på en M3 service station. Det var en tidlig aften, og en ung pige standsede for at tanke brændstof. Hun tankede, og gik ind i forretningen for at betale for brændstoffet. Ekspedienten sagde til hende: “Betal ikke for brændstoffet endnu…gå lidt rundt i butikken, og lad som om, at du ser efter andre ting at købe. En mand er lige steget ind på bagsædet af din bil. Jeg har ringet til politiet, og de er på vej”. Da politiet ankom, fandt de manden på bagsædet af pigens bil, og spurgte ham, hvad han lavede der. Han svarede, at han var ved at blive medlem af en bande, og for at blive det skulle han kidnappe en kvinde og bringe hende tilbage til banden, hvor hun skulle voldtages af hvert medlem af banden. Hvis kvinden stadig var i live, når de var færdige med hende, skulle de lade hende gå.

Ifølge politiet den pågældende nat, er der ved at forme sig en ny slags bande her med oprindelse i London. Det skræmmende er, at fordi manden ingen våben havde på sig, så kunne politiet kun anklage ham for indtrængen på ejendom. Han er tilbage i gaderne, fri til at prøve igen. Noget tilsvarende skete for nylig ved tankstationen Tesco på Cardiff Road i Newport, men heldigvis så ekspedienten manden stige ind i hendes bil.

Brian Molloy
Detective Constable Force

Intelligence Bureau
Strathclyde Police
0141 532 5867

Leave a Response »

 

Obama i F.N.: Islam må ikke kritiseres søndag, okt 4 2009

I juni gav Obama en fuldstændigt énsidig pro islamisk tale i Cairo. I dag erfarer vi, at han er foreslagsstiller til en amerikansk / ægyptisk F.N. resolution, der er imod kritik af “religioner”. Vi ved alle hvilken såkaldt religion Obama prøver at beskytte og den ægyptiske regering, der forfølger kristne, er det sidste folk der skulle prøve at diktere, hvad der kan siges om religioner. Dette er blot endnu en sejr for Islam.

F.N.´s Menneskerettighedsråd godkender en amerikansk støttet resolution, der finder mishag i angreb på religioner, mens den insisterer på, at ytringsfrihed er en grundlæggende ret.

Den indledende resolution fra U.S.A. siden landet i juni blev optaget i rådet, brød en langvarig hårdknude mellem Vesten og islamiske lande i kølvandet på offentliggørelsen af tegningerne afbildende den muslimske profet Muhammed.

Resolutionen har ingen lovmæssig effekt, men forsyner muslimske lande med moralsk ammunition næste gang de føler, centrale islamiske grundprincipper latterliggøres af vestlige politikere eller medier gennem “negative racemæssige eller religiøse stereotyper”. Amerikanske diplomater siger, at tiltaget – medforeslået af Ægypten – er en del af Obama administrationens bestræbelser på at række ud til muslimske lande.

“Udøvelsen af retten til meningsfrihed og udtryksfrihed er én af de essentielle grundlag i et demokratisk samfund”, erklærer resolutionen, opfordrende lande til at beskytte ytringsfriheden ved at løfte juridiske restriktioner, sikrende journalisters sikkerhed, promoverende læse -og skrivefærdigheder og forebyggende koncentration af medier.

Rettighedsgrupper bød forsigtigt resolutionen velkommen som en forbedring af tidligere oplæg, men siger, at Ægypten ikke var i nogen position til at belære andre lande om ytringsfrihed, da landet på det punkt har en kedelig historie.

“Ægypten´s medforslag til resolutionen om ytringsfrihed er ikke resultatet af ægte dedikering til opretholdelse af ytringsfriheden”, siger Jeremie Smith, direktør for Cairo Institute for Human Rights i Geneve.

“Hvis det skulle være tilfældet, ville ytringsfriheden ikke på daglig basis systematisk blive forbrudt sig mod i Ægypten”, siger han.

Andre advarer, at resolutionen mere synes at beskytte religioner end troende, og tilskynder journalister at efterkomme dårligt definerede opførselskoder.

“Desværre taler teksten om negative racemæssige og religiøse stereotyper, noget de fleste organisationer for ytringsfrihed og menneskerettigheder vil modsætte sig”, siger Agnes Callamard, administrerende direktør for den London baserede gruppe Article 19.

“Alle idéers ligestillelse og overbevisninger for loven og retten til frit at debattere dem er hjørnestenen i demokrati”, siger hun.

Selvom resolutionen blev énstemmigt vedtaget, gjorde europæiske lande og udviklingslande det klart, at de er uenige i beskyttelsen af religioner mod kritik.

Visse asiatiske og afrikanske lande kaldte på stærkere fordømmelse af artikler, tegninger og videoer de mener, bagvasker Islam.

Leave a Response »

 

Lissabon Traktaten tillader pædofili lørdag, okt 3 2009

Lissabon Traktaten af 2007, med alle intentioner og formål, er identisk med Lissabon Traktaten af 2004, dog med paragrafer relokeret og omnummereret.

Side 412 artikel 21 i Lissabon Traktaten er identisk med artikel 2-81 i Lissabon Traktaten af 2004, og erklærer: “Enhver diskrimination på basis af…seksuel orientering eller enhver anden faktor er forbudt”.

I alle tidligere traktater, såsom Nice Traktaten, findes der en protokol, der ekskluderer pædofili fra forbudet mod diskrimination (NJS 16 august).

I Lissabon Traktaten, og ifølge Informationskontoret i E.U., findes der igen protokol mod pædofili.

Så var det bare noget, man overså? Næppe! De nationale parlamenter der har ratificeret Lissabon Traktaten, har sovet. Mange, hvis ikke de fleste, medlemmer af parlamenterne har indrømmet, at de end ikke har læst Lissabon Traktaten, foretrækkende at tiltro dens opbygning til professionelle jurister.

Forfatterne af traktaten har utvivlsomt studeret tidligere traktater omhyggeligt for at sikre sig, at alt hvad de ønskede, blev overført til den nye traktat, mens alt hvad folket ønsker, udelades. Regeringsmyndigheder har derfor i stilhed, men med gustent overlæg, valgt at bevare den afskyelige forbrydelse pædofili, så den nu findes i vor kultur. Hvorfor?

Forklaringen er enkel: de ønsker at formilde araberne. Den antagelig hellige profet var glad for små piger, og ensog hans stedfortræder, Iran´s Ayatollah Khomeinei, skrev i sin bog Tahrirolvasyleh i 1990:

“En mand kan have seksuel tilfredsstillelse med et barn så ungt som en baby. Man han bør ikke penetrere hendes vagina”.

Han erklærede dog, at anden form for seksuelt misbrug er acceptabel.

Dette lyder latterligt i sindet af en mental sund person, men faktisk har Europa, med Frankrig i spidsen, arbejdet hårdt for en kulturel, politisk og økonomisk uformel alliance (Eurabien) medde arabiske lande, især siden olie krisen i 1973. Dette “samarbejde” inkluderer selvfølgelig accepten af muslimsk kultur, inklusive børne pornografi og endog misbrug – på europæisk jord.

Hvordan kan vore politikere og dygtigste jurister have tilladt, at denne afskyelige praktik bliver en del af vores livsmåde?

Kan de virkeligt med overlæg have gjort pædofili lovligt?

Hvad findes der i øvrigt i Lissabon Traktaten?

Hvad skal der gøres med disse politikere og jurister, der har gjort børnemisbrug respektabelt? 

Leave a Response »

 

Svensk integrationspolitik et fejlslag fredag, okt 2 2009

Immigranter forsætter med at flokkes til få områder med høj immigrant koncentration, viser nye statistikker, forårsagende en politiker til at konkludere, at landets integrationspolitik har slået fejl.

Ifølge en frisk rapport fra Sverige´s Statistiska Centralbyrån er antallet af indbyggere med fremmed baggrund over de seneste ti år eskaleret i alle landets mest immigrant koncentrerede områder.

Beskæftigelsen er i mange by distrikter i nogen grad steget, og antallet af individer afhængige af statsstøtte er i nogen grad faldet.

Langt de største ændringer relaterer sig dog til koncentrationen af indbyggere med fremmed baggrund, der dramatisk er øget i de fleste af de 38 by distrikter.

“Hvad statistikkerne viser, er, at vores migration og integrationspolitikker har slået totalt fejl”, siger Anders Lago, den socialdemokratiske borgmester fra Södertalje til TT nyhedsagenturet.

De 38 bydistrikter anslået at have høje koncentrationer af immigranter, fra Malmø´s Rosengård i syd til Hertsön i Luleå i nord, har kommuner underskrevet særlige udviklingsaftaler med den svenske regering.

Målet med aftalerne er at forbedre koordinationen mellem staten og de forskellige kommuner og forøge samarbejdet mellem administrative autoriteter og de private og non-profit sektorer indenfor hvert distrikt.

For at kunne følge udviklingsprocessen har regeringen også anmodet om Statistiska Centralbyrån om at følge udviklingerne i alle 38 distrikter.

De indledende resultater af agenturets undersøgelser maler et sørgeligt billede af, hvor godt Sverige har haft succes med over de seneste ti år at promovere af et mangfoldigt samfund med koncentrationen af fremmed fødte forøget i de fleste undersøgte by distikter.

“I praksis fungerer flere af disse områder som store centre for modtagelse af flygtning. De bliver en passage vej for asyl søgere og flygtninge, der gør det tydeligt, at dette er et meget, meget alvorligt problem for samfundet”, siger Lago.

Eksempelvis i Ronna, et distrikt i Södertalje syd for Stockholm, er koncentrationen af indbyggere med fremmed baggrund i løbet af ti år forøget fra 66 procent til 84 procent.

I linköping´s Skäggtorp nabolag i det centrale Sverige er koncentrationen forøget fra 22 procent til 49 procent.

I 9 af de 38 distrikter har mere end 80 procent af indbyggerne fremmed baggrund. Det mest tæt befolkede immigrant distrikt er Hjällbo i Göthenborg med en koncentration på 90 procent.

Sverige´s intergrationsminister Nyamko Sabuni nægter dog at se den øgede koncentration af immigranter i by distrikterne som en indikation på succes eller fejlslag i Sverige´s integrationspolitikker.

“Formålet med integrationspolitikker er ikke at sprede folk. Vi ser det ikke som et problem, at mange individer fremmed herkomst lever i områder med høj koncentration af immigranter. Problemet er, at mange folk med immigrant baggrund er arbejdsløse. Formålet med integrationspolitikker er at støtte folk, så de kan etablere sig selv på job markedet”, fortalte hun TT nyhedsagenturet.

“Statistikkerne viser, at beskæftigelsen er tiltagende, og at behovet for økonomisk støtte er aftagende, hvilket er opmuntrende”.

Agenturets statistikker indeholder også data omkring et antal positive udviklinger, inklusive en markant forøgelse i antallet af lønnede individer i de fleste by distrikter.

Både Andersberg i Halmstad og Hjällbo i Göthenborg bevidnede en 19 procents forøgelse mellem 1997 og 2007. I 2007 var næsten halvdelen af befolkningen i begge distrikter beskæftigede.

Ligeledes i den samme periode steg antallet af beskæftigede individer i Rosengård fra 19.9 procent til 34.2 procent, mens beskæftigelsestallene for hele landet oscillerede mellem 72 procent og 78 procent.

I de fleste distrikter faldt antallet af inbyggere, der modtager statsgoder med så meget som 6 procent mellem 2004 og 2007.

Til trods for denne reduktion modtog næsten 26 procent af befolkningen i områder som Rosengård én eller anden form for økonomisk støtte i året 2007. 

Leave a Response »

 

Intellektuel voldtægt torsdag, okt 1 2009

Under sit første år ved Humboldt State University som fastansat på psykologi studiet, prøvede fakultet ved flere lejligheder at tavsgøre Mark Harwood. Han var ansat til primært at undervise i Menneskelig Seksualitet, et emne han ved mange lejligheder havde undervist i, inklusive et doktor program, et psykologisk program på det næst højest rangerede college i nationen, og ved et privat universitet.

Mark Harwood modtog fremragende tilbagemeldinger fra de fleste studerende; dog, med et emne så personligt som menneskelig seksualitet, var der nogen, der gjorde sig den ulejlighed, at blive fornærmet. Hans undervisningsevaluering var pænt over gennemsnittet, og i visse tilfælde, skyhøj. Hans første erfaring i undervisning i menneskelig seksualite ved Humboldt State University viste sig at være anderledes. De studerende i master programmet kunne simpelthen ikke få idéen om, at mænd og kvinder er forskellige ind i hovedet. De protesterede mod hans vægt på teknikker i behandlingen af seksuel dysfunktion, til trods for at det var det primære formål med emnet.

Professor Harwood´s andet semester var endnu mere foruroligende, og han forlod næsten Humboldt State University for at søge ansættelse andetsteds. Under forårssemestret underviste han en førsteårsklasse i menneskelig seksualitet. Kurset var i samarbejde med Kvinde Studier. Før semestret beegyndte, spurgte en studerende fra Kvinde Studiet, om hun måtte være lærer assistent på kurset. Hun fik lov.

Omkring fire uger inde i kurset udtrykte lærer assistenten ønske om, at læreren, Dr. Harwood, ville behandle vold i hjemmet. Han svarede, at fordi vold i hjemmet ikke direkte er relateret til menneskelig seksualitet, havde han ikke inkluderet det i læseplanen; men han sagde, at hvis de havde dækket alt materialet på læseplanen ved kursets slutning, ville han med glæde dække emnet. Det viste sig, at de fik tid til det.

Dr. Harwood ser vold i hjemmet som ety komplekst problem. Overordnet ser han det som et forholdsproblem med begge sider bidragende til det dysfunktionelle forhold, og den ene eller begge spillende en rolle i initieringen og vedligeholdelsen af volden. Dette anerkendes af stort set alle eksperter i familie terapi. Men for studerende på Kvinde Studiet er vold i hjemmet næsten udelukkende mandens fejl.

I klassen delte Dr. Harwood en dag to artikler gennemgået af to kolleger ud. De overornede resultater i artiklerne var:

1. Kvinder har større sandsynlighed for at initiere vold i hjemmet, end manden har.

2. Kvinder har større sandsynlighed for at vedligeholde vold i hjemmet, end mænd har.

3. Kvinder har større sandsynlighed for at rapportere, at de er ofre for vold i hjemmet.

4. Kvinder lider større fysisk skade, end mænd involveret i vold i hjemmet

5. Kvinder frygter ikke gengældelse for fysisk vold fra deres mandlige partner.

Før alle empirisk understøttede undersøgelser var præsenteret, udbrød klassen med protester, primært fra studerende fra Kvinde Studiet. En enkelt råbte faktisk, at Dr. Harwood var en “privilegeret, rig, hvid mand”.

De studerende fra Kvinde Studiet fortsatte med at forstyrre klassen, så den generalt var uproduktiv. De ville simpelthen ikke høre, hvad forskerne havde opdaget. Hvad der gjorde dem mest vrede, var det bifald Dr. Harwood modtog efter lektionen af et stort antal studerende, der satte pris på, at han præsenterede materiale, de fleste lærere ville undlade at bruge.

Et par dage efter lektionen modtog Dr. Harwood et opkald fra formanden for Kvinde Studiet Kim Berry. Hun ønskede at møde ham, for at diskutere klager hun har modtaget fra sine studerende.

baseret på klager fra sine studerende besluttede hun, at måden Harwood præsenterede undersøgelserne på, var upassende. Berry havde ikke gjort sig den ulejlighed at spørge de studerende, der havde givet bifald efter lektionen. Harwood svarede Kim Berry, at han havde travlt. Mødet fandt aldrig sted. I stedet ringede hun til hans afdeling, og insisterede på, at han aldrig igen skulle undervise igen. Hun truede med, at hun ikke ville tillade nogen fra Kvinde Studiet at deltage i undervisningen, hvis han underviste der.

Harwood´s afdeling kapitulerede under hendes krav.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at historien endte her, men Humboldt State University er en relativ lille institution, og rygter kan hurtigt spredes, især blandt radikale feministiske studerende, der udgør en stor procentdel af studerende. Det blev hurtigt tydeligt, at fælles bestræbelser på at få Harwood afskediget, var undervejs.

Ved slutningen af hans tid på Humboldt State University, før han modtog fast ansættelse, blev han bedt om at deltage i et møde med en studerende, der lavede forskning om vold i hjemmet. Han var blevet bedt om næsten to år tidligere at være inkluderet i den studerendes forskning, og havde efter accept givet hende kopier af tidligere nævnte artikler, og instruerede hende om, at disse forberedende artikler blev inkluderet på hendes litteratur liste.

Han var forfærdet over at opdage, at de ikke vvar nævnt nogen steder i litteratur listen eller tesen. I stedet gennemsyredes litteratur listen af skidt undersøgelser, “forskning” fra uvidenskabelige organisationer og propaganda.

Dr. Harwood var sikker på, at formanden for tese komiteen Betty Elmore, en fuldbefaren professor, ville anerkende vigtigheden af ufordomsfuld behandling af litteratur. Han tog dog fejl. Professoren og den studerende blev vrede, da Harwood erklærede, at disse undersøgelser skulle inkluderes i litteraturlisten, og at det ikke godkendte affald der udgjorde størstedelen af litteraturlisten, skulle fjernes.

Elmore nægtede at læse undersøgelserne, som Harwood overrakte hende, og benægtede, at de kunne være sande. Hun fortsatte med at erklære, at hendes eks mand havde opbrugt hendes opsparing, og var stukket af.

En time senere ankom en tredje professor i sociologi. Formanden annoncerede da, at Dr. Harwood havde sagt, at kvinder er mere voldelige end mænd i hjemlige forhold. Harwood blev overrasket da han svarede: “Selvfølgelig er de det – og det har vi vidst i årevis”.

I Seattle var spektakel i hjemmene så hyppige, at politiet blev instrueret, at når en betjent ankommer til stedet for spektaklet, skulle nogen arresteres. Det viste sig, at blot i det første år denne praksis blev afviklet, blev kvinder arresteret i 51% af tilfældene. Efter denne bemærkning var Elmore tydeligt flov, og den studerende var vred. Harwood blev senere bedt om at opgive sin plads som del af tese komiteen.

Engang Dr. Harwood i en førsteårsklasse brugte symbolerne for mand og kvinde, for at designere de to grupper og give information i underkategorierne, blev en kvindelig studerende vred over det mandlige symbol, og slettede “pilen”, der pegede op. Hun erstattede den med en pil, der pegede ned. Dr. Harwood spurgte, om hun var intimideret over mandlige genitalier. Han spurgte også, om Penis Monologerne ville fornærme hende. Endeligt spurgte han, om det ville betyde noget for hende, hvis klassen begyndte at chante “penis”. Hun udfyldte en klage til afdelingens formand.

Mark Harwood forlod til sidst Humboldt State University, da han erkendte, at han befandt sig i en dysfunktionel intellektuel relation. Og han ved, at feminister ikke frygter gengældelse fra deres intellektuelt overordnede. Han underviser nu på Wheaton College. 

Leave a Response »

 

Frugten af Islam onsdag, sep 30 2009

Frugten falder aldrig langt fra stammem. Hvad er de praktiske resultater af Islam´s politiske og kulturelle ideologi? Hvad er frugten på træet? Islam er en komplet civilisation, der afviser ethvert aspekt af vantros civilisation som underlegen. Islam´s Gyldne Periode er antagelsen af, at Islam er en overlegen civilisation. Koranen siger, at de bedste nationer er muslimske. Hvordan klarer de bedste nationer sig på niveauerne politik, økonomi og kultur?

Islam hævder, at Koranen er den perfekte bog, med den perfekte politiske og sociale doktrin, der vil gøre muslimer vantro intellektuelt overlegne. Husk på at Koranen er de perfekte optegnelser af sindet af den uendeligt intelligente gud Allah, så muslimer burde være de absolutte ledere angående kundskab og idéer. Islam er den fineste mest perfekte idé, der kan eksistere.

Kundskab

Først et personligt spørgsmål: hvilken muslimsk forfatter har du senest læst? Det er en personlig tilgang, og eftersom dette handler om objektiv udredning, så har vi brug for objektive data. De Forenede Nationer har lavet en serie på fire bøger, der måler arabiske samfund. Arabere er en muslimsk minoritet, men der findes liden data om Islam som en hel civilisation, så araberne må repræsentere hele Islam. Araberne er de ældste muslimer, og Saudi Arabien kan hævde at være den mest perfekte islamiske nation. Muhammed stammede derfra, og Koranen kommer med særlige erklæringer om Quraysh stammen og araberne i almindelighed. Så araberne er ikke den perfekte målestok, men de er den bedste målestok.

Dagens mest populære måde at flytte informationer på er Internet. England har omkring 48% af sin befolkning forbundet med Internet, mens Saudi Arabien har 2% af sin befolkning forbundet til Internet. Højindkomst nationer har 380 computere per 1000 personer. Arabiske nationer har 20 computere per 1000 personer. Verden har i gennemsnit 80 computere per 1000 personer.

Men der er ikke så megen brug for, at en muslim undersøger informationer på Internet. Helt fra den tidligste barndom tilvænnes det arabiske barn at undertrykke sine undersøgende og forskende tendenser.

Uddannelses curricula synes at tilskynde underkastelse, adlydelse, underordning og samtykke. Denne mangel på kritisk tænkning kan ses i patenter. Over en periode på 20 år, har Saudi Arabien opnået 171 patenter, mens Syd Korea har opnået 16.328 patenter. Dette er det naturlige resultat af finansieringen af forskning og udvikling. Sverige bruger 3.1% af sit Brutto National Produkt på forskning, mens araberne bruger 0.2%. Schweiz har 79.9 jævnligt citerede papirer per million borgere. Saudi Arabien har 0.07 jævnligt citerede papirer per million borgere. Hvad dette betyder er, at Saudi Arabien offentliggjorde 1 papir, der jævnligt citeres af andre.

Tørsten efter kundskab kan ses ved, at i en femårig periode fra 1970 til 1975 blev der kun oversat 330 bøger per år. Der er gennem de sidste 1200 år kun oversat 10.000 bøger til arabisk. Det er mindre end én bog per år gennem århundrederne. Til sammenligning oversætter spanierne 10.000 bøger om året til spansk. Videnskabelige publikationer i industrialiserede nationer genererer omkring 6 publikationer per 10 millioner borgere, mens arabiske lande skaber omkring0.1 per 10 millioner borgere.

Der findes ingen kendt indikator, der viser ét eneste område, der viser vantros kultur overlegen, men én undtagelse – bøger publiceret om religion. Verden som hele dedikerer omkring 5% af sine bøger til religion, men arabiske lande dedikerer 17% af sine bøger til religion. Islamisk arabiske lande publicerer 340% flere bøger om religion, end de vantro gør, mens de i almindelighed på alle andre områder besætter omkring 10% af de intellektuelle resultater.

Det er ikke fordi, at vantro lande er så meget bedre end muslimske lande. Det er fordi, at islamiske lande er så meget værre. Muslimsk intellektuel filosofi består i at følge Muhammed på en mekanisk remsende måde, og denne praktik udgør det for en underlødig intellektuel konkurrence dygtighed. Selv omkring religiøse emner bør en muslim ikke stille vanskelige spørgsmål eller udfordre imamen.

Arabisk regeringseffektivitet

Rapporten fra F.N. inkluderer et mål kaldet “indikator for regeringseffektivitet og korruption”. Indikatoren anvender nogle hundrede variabler, der måler opfattelsen af styre trukket fra 25 kilder forsynet af 18 forskellige organisationer.

En undersøgelse viste, at 61% af respondenterne kendte til forfordeling, og 50% kendte til bestikkelse, der blev brugt i det seneste år. Det kan tilføjes, at den almindlige måde at undgå staffe på, er at forfordele og bestikke.

Voice and Accountability er en samling indikatorer, der måler civile og politiske rettigheder. For Nord Amerika er indikatoren 1.3. Indikatoren for arabiske regeringer er minus 1.2. Det er værre end Afrika, der almindeligvis befinder sig i bunden af enhver liste.

Political Stability indikatoren måler sandsynligheden for at en regering væltes. Indikatoren for Europa er 0.7; de arabiske stater er minus 0.8.

Government Effectiveness måler kvaliteten af service. Government Effecticeness indexet for Nord Amerika er 1.7 og minus 0.6 for arabiske stater.

Rule of Law måler i hvilket omfang retssystemet nyder tillid og efterkommes. Indikatoren for Rule of Law er i Nord Amerika 1.7 og minus 0.4 i arabiske regeringer.

Control of Corruption indikatoren måler omfanget af korruption. For Nord Amerika er denne indikator 1.8; for arabiske stater er den minus 0.4. Kun Afrika er værre.

Ingen af den korruption og inkompetence burde være en overraskelse. Muhammed nedlagde etiken og filosofien for styre. Han var et stamme overhoved, der var en basolut tyran. Han opfordrede andre til at dræbe, lyve og bedrage som grundlag for etableringen af styre. Vold blev brugt til at få andre under kontrol. Der blev udstedt dispensationer i samme hast hans umiddelbare behov opstod. Der var klager over hvordan han gav penge til sine foretrukne, inklusive sin familie. Enhver der modsatte sig ham, blev myrdet. Muhammed plejede at give penge til dem, han troede ville bøje sig i retning af Islam. Han brugte penge til at købe indflydelse. Hvorfor skulle det være overraskende, at muslimer ville bruge bestikkelse og forfordeling som regeringsmetode? Muhammed gjorde det; bestikkelse er Sunna. Frugten falder ikke langt fra træet.

Menneskelig udvikling

Menneskelig udvikling bliver af F.N. defineret som gørende den bedste brug af evner og økonomi, politiske og sociale muligheder til rådighed. Det ville give mening, hvis de bedste nationer havde den højeste menneskelige udvikling.

Sciologer bruger et index, Human Development Index, der måler forventet levetid, uddannelse, frihed og velstand. Den bedste score er nul, og den laveste score er 100. Nord Amerika har en score på 8, og arabiske stater har en score på 75.

F.N. har også en Freedom Score, der måler politisk frihed. Værdien 1 er bedst, og 0 er værst. Nord Amerika har en Freedom Score på 0.9, og de arabiske stater har en score på 0.15.

Kvinder

De arabiske stater har én af verdens laveste rater af kvindelig uddannelse. I arabiske stater er halvdelen af kvinder analfabeter sammenlignet med en tredjedel af mændene. Raten af analfabeter er højere end gennemsnittet i verden, og endog højere end hos udviklingslande.

De arabiske nationer har verdens laveste rate af kvinder, der tjener penge, 33% eller lavere end lande i det afrikanske sub Sahara.

I andelen af kvinder i parlamentet har arabiske stater verdens laveste procentdel.

Alle disse resultater stammer fra teorien om Islam. Ingen af resultaterne er overraskende. Ifølge Islam har kvinder kun deres værd i forbindelse med børne avl og tilfredsstillelsen af deres ægtemænd.

Konklusion

Der findes ikke noget område for civilisation, hvor araberne ikke ender sidst eller næsten sidst. Det findes der en god grund til – Islam. Islam´s civilisatoriske doktrin former
alt. Uddannelsessystemet der skaber ignorance, mangel på kreativitet, snæverhed og fordomsfulde syn, er baseret på Islam. Islam´s religiøse doktrin lærer total underkastelse under doktrinen. Total underkastelse betyder udenadslære. Hadith forbyder tvivl. Ikke alene lærer doktrinen, at Islam har ret i alle forhold, men er alt der har betydning, og de vantro tager altid fejl, og hades af Allah. Lærdom fra vantro modstås og gøres udelukkende angående teknologi.

Islam´s politiske doktrin er baseret på en mængde mennesker, der er slaver af doktrinen af politisk Islam. Slaven er den ideelle borger. Sunna er, at Muhammed rejste sig til magt gennem sværdet, og var en absolut hersker. Ud af tusindvis af sider af kilder til doktrinen der lærer absolut lydighed mod lederen Muhammed, viser mindre end én side et eksempel på demokrati, hvor kan konsulterer andre om beslutninger. Muhammed talte, og alle adlød.

Leave a Response »

 

Drenge voldtægt i Afghanistan tirsdag, sep 29 2009

Hver dag lever Travis Schouten med billedet af voldtægten af en afghansk dreng på Canadian Forces basen.

Som vidne til to mænd, den ene bevæbnet med en kniv, voldtagende barnet i en hændelse sidst i 2006, var medvirkende til at drive den 26 årige til kanten af et mentalt sammenbrud.

Men den tidligere korporal siger, at misbruget kun er toppen af isbjerget, og at der under overfladen findes et systematisk misbrug af drenge i hænderne på Afghanistan´s politi og hær. Det er noget, han siger, de canadiske styrker vender det blinde øje til.

“Det er afskyeligt”, siger Schouten, nu pensioneret efter otte i hæren. “Vi fortæller folk, at vi prøver at opbygge en nation der, og så tillader vi dette?”

“Vi tillader uhæmmet misbrug af unge drenge i hænderne på hvad der der angiveligt skulle være deres fornemste politi betjente og officerer i hæren, så hvad siger det?”

Schouten´s anklager om at afghanere seksuelt misbrugte børn på en canadisk base nær Khandahar lavede overskrifter i 2008, men tidligere i år afviste militære efterforskere anklagerne som ubegrundede.

Han er dog nu ikke alene i ytringen af sine bekymringer. Optegnelser i forsvaret viser, at militær politiet var oprørte over sådanne hændelser, men blev fortalt, at de ikke skulle blande sig. Militære officerer mødtes i 2007 for at diskutere, at det afghanske sikkerhedspersonel “har anal sex med unge drenge”, men deres største bekymring var, at medierne skulle finde ud af det.

Andre i militæret bemærker, at de blev fortalt, at sådanne pratikker var en ældgammel del af afghansk kultur. En soldat der e-mailede Canwest News Service, erklærede, at han på et andet tidspunkt tjente på samme base, og at tropperne havde ordre til at standse enhver voldtægt. Men han bemærkede også, at praksisen “Mænd Elsker Torsdage”, som det blev omtalt, involverede bifalende afghanere, og at ingen blev voldtaget af ældre mænd. De involverede børn blev givet små gaver eller penge i bytte for sex, siger soldaterne.

Schouten stiller dog spørgsmålstegn ved, om et fem eller seksårigt barn, eller endog elleve årigt barn, kan bifalde. “De canadiske styrker vil have folk til at tro, at det er en kulturel ting, at alle gør det, da det fjerner deres ansvar for at standse det”, siger han.

F.N. har også stillet spørgsmålstegn ved argumentet om, at sex med børn er et kulturelt spørgsmål. I juli 2008 udtalte en særlig repræsentant for F.N. sig imod den afghanske praksis. “Hvad jeg fandt ud af, var, at ingen taler om det; alle siger: “Tja, du ved, det har været her i over 1000 år, så hvorfor begynde at rokke ved det nu?”, siger Radhika Coomaraswamy. “Men nogen må påtale det, og der skal gøres noget ved det”.

Og ikke alle afghanere er så accepterende af, hvad nogle hævder er tradition. Afghanske landsby boere beklagede sig i sommer til britiske tropper i Helmand provinsen, at afghansk politi bortførte børn til sex.

Sidste år så man også en ekstremt sjælden begivenhed; tre afghanske betjente der gruppevoldtog en 12 årig dreng, og hans far blev sendt i fængsel.

Selvom rapporter i en avis fra Toronto bemærkede, at Schouten var vidne til efterspillet efter angrebet, siger han, at det ikke er korrekt. Han trådte faktisk ind i hovedkvarteret, og var vidne til to afghanske sikkerhedspersoner voldtage barnet. “Jeg trådte ind, og de voldtog barnet”, genkaldte han sig. “Barnet blødte. Fyren i camouflage tøjet havde en kniv i hånden”.

Han forlod hovedkvarteret rystet. Den canadiske enhed havde allerede haft andre problemer med afghanerne, og hans umiddelbare muligheder var begrænset. “Jeg ville ikke begynde at gøre noget på selve stedet”, siger han. Jeg står midt i ANP hovedkvarteret. Hvad gør jeg så? Begynder at skyde afghansk politi? Jeg ville selv blive skudt”.

Efterfølgende henvendte en afghansk tolk der havde arbejdet med tropperne sig ham. Manden havde et par fem årige drange med sig, der også var blevet tilladt adgang til den canadiske base. “Han bragte det faktum, at han elsker at voldtage små drenge på banen”, siger Schouten. “Han fortæller mig, hvordan han elsker at bruge en kniv på dem”.

Schouten sagde efter hændelsen, at hans liv faldt fra hinanden. Han begyndte at drikke svært. Efter tilbagevendelsen fra Afghanistan var han involveret i et bil uheld, der sårede én af passagererne. Han udeblev uden forklaring fra en aftale med en psykiatriker.

Hærens reaktion var at prøve at aftræde ham i vanære, men det lykkedes med held Schouten at bekæmpe det. I august aftrådte han af medicinske årsager i ære.

Schouten var ikke overrasket over, at de militære undersøgelser konkluderede, at hans anklager var ubegrundede, og at hans overordnede ikke var blevet informeret om nogen sådan hændelse.

Tilbage i Canada fortalte han en løjtnant og myndigheder i forsvaret om hændelsen, der igen fortalte dette videre til hærens ledere. Men da ingen af disse var Schouten´s direkte overordnede, kunne Canadian Forces National Investigation Service konkludere, at intet var rapporteret, forklarede han.

Andre soldater var også modvillige til at træde frem. “Fyre har terminer, de har børn”, siger Schouten. “Hvis de lader sig involvere, så vil deres karrierer stoppe. Se hvad hæren gjorde ved mig”.

Schouten forventer ikke andet fra et af hærens paneler iværksat sidste år. Selvom soldater ved, at afghanske sikkerhedsstyrker har sex med børn, så er emnet sprængfarligt, tilføjer han.

Schouten siger, at voldtægten og efterspillet har rystet hans tro på militæret. “I mine øjne, da jeg tiltrådte, var det er broderskab for mig”, forklarer han. “Jeg troede, at jeg var der, for et sæt etablerede værdier, og jeg elskede det. Jeg tog fejl”.

Schouten genopbygger nu sit liv, og går på universitetet. “Jeg får samling på mig selv”, siger han.

“Men på samme tid føler jeg, at folk burde holdes ansvarlige, og folk burde vide, hvad der foregår derovre”.

Leave a Response »

 

Kvinder og vold III torsdag, sep 24 2009

REFERENCER BEHANDLINGEN overfald af kvinder på deres ægtefæller eller mandlige partnere: En kommenteret bibliografi

Martin S. Fiebert Institut for Psykologi California State University, Long Beach

Seneste opdatering: Juli 2009

Opsummering: Denne bibliografi undersøger 256 videnskabelige undersøgelser: 201 empiriske undersøgelser og 55 vurderinger og / eller analyser, som viser, at kvinder er fysisk aggressiv, eller mere aggressive, end mænd i deres forhold til deres ægtefæller eller mandlige partnere. Den samlede prøve størrelse i de gennemgåede undersøgelser overstiger 253.500.

Bibliografiske referencer sorteret efter kategori

Niaz, U., Hassan, S., & Tariq, Q. (2002). Psykologiske konsekvenser af vold i parforhold: former for vold i hjemmet i begge køn. Pakistan Journal of Medical Science, 18 (3), 205-214. ( En stikprøve af 140 ambulante psykiatriske patienter i Pakistan blev vurderet med Karachi vold i hjemmet Screening skjoldlus. Resultaterne viser, at 19 mænd og 30 kvinder rapporterede at være udsat for fysiske overgreb i deres indenlandske relationer.)

Nicholls, TL & Dutton, GD (2001). Misbrug begået af kvinder mod mandlige antyder. Tidende Couples Therapy, 10 (1), 41-57. (En omfattende gennemgang af den litteratur, som konkluderer, at “mænd er så stor sandsynlighed for kvinder at være ofre for intime overfald. “)

Nisonoff, L. & Bitman, I. (1979). Ægtefælle misbrug: Incidens og forholdet til udvalgte demografiske variabler. Victimology, 4, 131-140. (I en stikprøve på 297 telefon respondenterne konstaterede, at 15,5% af mændene og 11,3% af kvinder rapporterer at have ramt af deres ægtefælle, mens 18,6% af mændene og 12,7% af kvinder rapporterer at have været ramt af deres ægtefælle.)

O’Keefe, M. (1997). Prædiktorer af dating vold blandt gymnasieelever. Journal of Interpersonal Violence, 12, 546-568. (939 studerende deltog i undersøgelsen i alderen 14-20. Sample var etnisk mangfoldige: 53% Latino, 20% hvide, 13% afrikansk-amerikansk, 6,7% Asian American, og 7% “andre.” En modificeret version af den vold subscale af konflikten Tactics Scale blev brugt til at vurdere dating vold. resultater viser, at 43% af kvinderne og 39% af mændene rapporterede, at de begik en vis form for fysisk overgreb på deres dating partnere.)

O’Keeffe, NK, Brockopp, K., & Chew, E. (1986). Teen dating vold. Social Work, 31, 465-468. (Adspurgte 256 gymnasieelever fra Sacramento, CA., 135 piger, 121 drenge , med CTS. Halvfems procent af de studerende var juniorer eller seniorer, hvoraf de fleste kom fra middelklassen hjem, 94% var i gennemsnit eller bedre studerende, og 65% var hvide, og 35% var sorte, latinamerikanske og asiatiske. konstateret, at 11,9% af piger sammenlignet med 7,4% af drengene indrømmede, at alene begår fysisk vold. 17,8% af pigerne og 11,6% af drengene indrømmede, at de begge var “ofre og gerningsmænd” af fysisk vold.)

O’Leary, KD, Barling, J., Arias, I., Rosenbaum, A., Malone, J., & Tyree, A. (1989). Udbredelse og stabilitet i fysisk aggression mellem ægtefæller: En langsgående analyse. Tidende Consulting and Clinical Psychology, 57, 263-268. (272 par blev vurderet med hensyn til fysisk aggression. Flere kvinder rapporterede fysisk aggressing mod deres partnere på premarriage og 18 måneders ægteskab . 30 måneder var der en væsentlige, men højere sats for kvinder .)

O’Leary, KD, Slep, AMS, Avery-Leaf, S., & Cascardi, M. (2008). Kønsforskelle i dating aggression blandt multietnisk high school-elever. Tidende Adolescent Health, 42, 473-479. (A stikprøve på 2.363 studerende fra 7 multietnisk gymnasier i New York blev vurderet med et modificeret Conflict Tactics Scale. Langt hovedparten af forsøgspersonerne var mellem 15 og 18 år gammel og etniciteter inkluderet hvid, afro-amerikansk, spansktalende og Asien. Resultaterne viser, at blandt dem, der nu går studerende 24% af mændene rapporterede begå fysiske overgreb mod 40% af de kvinder, der rapporterede begå fysiske overgreb. lignende hyppigheder af offergørelse og skade blev indberettet af mænd og kvinder. ingen forskelle i etniske grupper blev rapporteret bortset fra konstateringen af, at asiatiske mænd, der blev mindre aggressive overfor deres datering partnere.)

O’Leary, SG, & Slep, AMS (2006). Precipitants af Partner Aggression. Journal of Family Psychology, 20, 344-347. (En tilfældig stikprøve på 453 par, der var samboende og opdrage et barn i alderen 3 -7, blev vurderet med CTS2 og en skala til at evaluere precipitants for Partner Aggression . Resultaterne viser, at kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at begå både mild og svær aggression. Med hensyn til nedbør, forfatterne anfører, at “Mænd er mere tilbøjelige end kvinder til at rapportere partner fysisk aggression som fældningsmiddel for deres egen mild fysisk aggression.” Mens fysisk aggression af kvinder var mere tilbøjelige til at blive fremskyndet af deres partners verbal aggression, forfatterne til den konklusion, “Disse resultater tyder på, at kvinder kan ofte være den første til at eskalere en konflikt, og anvendelse af fysisk aggression.”)

Olshen, E., McVeigh, KH, Wunsch-Hitzig, RA, & Rickert, VI (2007). Dating vold, seksuelle overgreb og selvmordsforsøg blandt byerne teenagere. Archives of Pediatric Adolescent Medicine, 161, 539-545. (En repræsentant Prøven består af 8.080 teenagere fra 87 New York City offentlige gymnasier var emner i denne undersøgelse. enkeltpersoner reagerede på spørgsmålet: “i løbet af de sidste 12 måneder har din kæreste (eller kæreste) nogensinde ramt, slap eller fysisk gøre dig fortræd med vilje. “Resultaterne viser, at 10,6% af pigerne og 9,5% af drengene rapporterede en oplevelse af dating vold.)

Pedersen, P. & Thomas, CD (1992). Udbredelse og koordinerer af dating vold i et canadisk universitet prøve. Canadian Journal of Behavioural Science, 24, 490-501. (En stikprøve af 166 studerende til CTS, 45,8% af forsøgspersonerne rapporterede oplever fysisk vold i deres nuværende eller seneste dating forholdet. Af dette samlede rapporterede 44,8% af kvinderne og 48% af mændene at være fysisk aggressed på deres partnere. Det blev også konstateret, at kun 22 % af mændene og 40,5% af kvinder rapporterede at bruge fysisk aggression mod en dating partner.)

Pekarek, C. (2008). Vold i parforhold og interracial relationer: Forekomsten, oplevede sociale støtte og køn. Unpublished specialet, California State University, Long Beach. Long Beach, CA. (I alt 203 emner. af forskellige etniske grupper reagerede på CTS2. ingen forskelle i partner-misbrug blev fundet som en funktion af etnicitet. Kvinderne var betydeligt mere tilbøjelige til at begå vold mod deres mandlige partnere end var mænd mod kvinder.)

Plass, MS, & Gessner, JC (1983). Vold i frieri relationer: en sydlig prøve. Free Inquiry i Creative Sociology, 11, 198-202. (I en lejlighed stikprøve på 195 high school og college-studerende fra et stort sydlige by , forskerne brugte Conflict Tactics skala til at undersøge frieri vold. Overordnet set resultaterne viser, at kvinder var signifikant mere tilbøjelige end mænd til at være voldsmænd. Særlig i, begået forhold, kvinderne var tre gange så stor sandsynlighed som mænd til at smække deres partnere, og at sparke, bit eller hit med knytnæve syv gange så ofte som mænd. afslappet forhold, mens de kønsforskelle, der ikke var så udtalt, kvinderne var mere aggressive end mænd. Andre fund viser, at gymnasieelever var mere misbrug end universitetsstuderende, og at en større andel af sorte respondenterne var involveret som aggressorer. “)

Prospero, M. (2007). Mental sundhed symptomer blandt kvindelige og mandlige ofre for vold i parforholdet. American Journal of Men’s Health, 1, 269-277. (En etnisk mangfoldige
prøve af 573 college-studerende reagerede på CTS2 og en psykisk sund symptom spørgeskema. Resultaterne afslører ingen forskelle mellem mænd og kvinder på partner misbrug. Forfatter rapporterer, at “højere psykiske problemer blev ikke er relateret til, om offeret var kvinde eller mand, men snarere at mængden af vold i parforholdet, at ofret har oplevet. “)

Ridley, CA, & Feldman, CM (2003). Kvinde vold mod mandlige partnere: Exploring konflikt svar og resultater. Tidende vold i familien, 18 (3), 157-170. (Deltagerne var 153 frivillige kvinder, der har udfyldt grov opførsel Inventory. Resultaterne viser, at 67,3% af deltagerne rapporterede mindst enforekomst af begå voldelige opførsel i det forgangne år. Hyppigste opførsel inkluderet presse, skubbe, holde og slapping, slå, bide .)

Riggs, DS, & O’Leary, KD (1996). Aggression mellem heteroseksuelle Dating Partners. Journal of Interpersonal Violence, 11, 519-540. (En stikprøve på 345 college-studerende blev vurderet med CTS . Resultaterne viser lignende global satser for fysisk vold mod Dating Partners: 30% for mænd og 33,6% for kvinder. imidlertid forfattere rapporten, at 18,2% af kvinder i forhold til 9,0% af mændene slog deres partnere og 13,2% af kvinder i forhold til 2,5% af mændene rapporterede “sparke, bide eller slå” deres partnere.)

Riggs, DS, O’Leary, KD, & Breslin, FC (1990). Multiple korrelationer for fysisk aggression i dating par. Journal of Interpersonal Violence, 5, 61-73. (Brugt CTS og studerede 408 universitetsstuderende . Konstateret, at langt flere kvinder end mænd rapporteret at deltage i fysiske overgreb mod deres nuværende partnere.)

Rollins, BC, & Oheneba-Sakyi, Y. (1990). Fysisk vold i Utah husstande. Tidende vold i familien, 5, 301-309. (I en stikprøve på 1.471 Utah husstande, bruger Conflict Tactics Scale, det var fandt, at kvinder på grov vold var 5,3% i forhold til en mandlig sats på 3,4%.)

Rouse, LP (1988). Misbrug i dating forhold: En sammenligning af sorte, hvide, og latinamerikanere. Tidende College Student Development, 29, 312-319. (Anvendelse af fysisk magt og dens konsekvenser blev undersøgt i et mangfoldigt udsnit af universitetsstuderende. Emner bestod af 130 hvide , 64 sorte , og 34 Hispanics . mænd var betydeligt mere tilbøjelige end kvinder til at rapportere, at deres partnere, der anvendes moderat fysisk kraft og forårsagede et større antal skader, der kræver lægehjælp. Denne kønsforskel var til stede for hvide og sorte, men ikke for latinamerikanere.)

Rosenfeld, R. (1997). Ændrede relationer mellem mænd og kvinder. Et notat om nedgangen i vold i parforhold. Homicide Studies, 1, 72-83. (Forfatter rapporter om drab satser i ST. Louis 1.968-1.992. Rettens viser, at mens mænd og kvinder var lige stor sandsynlighed for at blive ofre for vold i parforholdet og i 1970, i de efterfølgende år mænd, primært sorte mænd, var mere tilbøjelige til at blive myrdet af deres parforhold.)

Rouse, LP, Breen, R., & Howell, M. (1988). Misbrug i parforhold. En sammenligning af gift og dating universitetsstuderende. Journal of Interpersonal Violence, 3, 414-429. (En stikprøve af 130 gifte (48 mænd, 82 kvinder) universitetsstuderende og 130 universitetsstuderende i dating relationer (58 mænd, 72 kvinder) rapporterede om deres erfaringer med fysiske overgreb i parforhold. Mænd var mere tilbøjelige til at blive fysisk mishandlet end kvinder i både dating og ægteskabelige forhold.)

Russell, RJH, & Hulson, B. (1992). Fysisk og psykisk misbrug af heteroseksuelle partnere. Personality and Individual Differences, 13, 457-473. (I en pilotundersøgelse i Storbritannien, 46 par deltog i Conflict Tactics Scale. Resultater viser, at ægtemand til kone vold var: Samlet vold = 25% og grov vold = 5,8%, mens kone til mand vold var: Samlet vold = 25% og grov vold = 11,3%.)

Ryan, KA (1998). Forholdet mellem frieri vold og seksuelle overgreb i universitetsstuderende. Tidende vold i familien, 13, 377-394. (En stikprøve af 656 college-studerende afsluttet CTS. Tredive fire procent af kvinderne og 40% af mændene rapporterede at blive ofre for deres partners fysisk aggression.)

Sack, AR, Keller, JF, & Howard, RD (1982). Konflikt taktik og vold i dating situationer. International Journal of Sociology of the Family, 12, 89-100. (Brugte CTS med en stikprøve på 211 universitetsstuderende, 92 mænd, 119 kvinder. Resultaterne viser, at der ikke var nogen forskelle mellem mænd og kvinder med hensyn til udtryk for fysisk vold.)

Saenger, G. (1963). Mandlige og kvindelige relationer i den amerikanske tegneserie. I DM White & RH Abel (Eds.), The Funnies, en amerikansk formsprog (pp. 219-231). Glencoe, NY: The Free Press. (Tyve på hinanden følgende udgaver af alle tegneserier i ni New York City aviser i oktober 1950 blev undersøgt. Resultaterne viser, at mænd er blevet ofre for aggression i 63% af konfliktsituationer, mens koner var ofre i 39% situationer. Derudover koner var mere aggressive i 73% af den indenlandske situationer, i 10% af de situationer, ægtemænd og hustruer var lige så aggressive, og i kun 17% af de situationer, var mænd mere voldelige end hustruer.)

Saewyc, EM, Brown, D., Plane, M., Mundt MP, Zakletskaia, L., Wiegel, J. & Fleming, MF (2009). Kønsforskelle i vold eksponering blandt universitetets studerende, der deltager campus sundhedsklinikker i USA Stater og Canada. Tidende Adolescent Health. (blev indsamlet data fra en lysning rundspørge blandt 2091 studerende på fem universiteter, der kom til rutinemæssig den primære sundhedstjeneste. Forsøgspersoner blev primært hvide (82%) og besvarede emner fra CTS. Resultaterne viser, at “både mænd og kvinder rapporterede en lignende forekomst af fysisk vold i parforhold.”

Sarantakos, S. (2004). Deconstructing selvforsvar i kone-til-mand vold. Journal of Men’s Studies, 12 (3), 277-296. (Medlemmer af 68 familier med voldelige koner i Australien blev undersøgt. I 78% af tilfældene koners vold blev rapporteret til at være moderat til svær grad og i 38% af tilfældene mænds behov for lægehjælp. Brug af oplysninger fra ægtemænd, hustruer, børn og koner ‘mødre undersøgelse leverer overbevisende data udfordrende selvforsvar som et motiv for kvinde-til – mænds vold.)

Sarlar. S., Dsouza, R., Dasgupta, A., & Fiebert, MS (2008, april). Mænd som ofre for vold i hjemmet i Indien. Poster session blev præsenteret på det årlige møde i den vestlige Psychological Association, Irvine, CA. ( En praktisk prøve af gift, middelklasse, mænd fra alle dele af Indien reagerede på ændrede udgave af CTS. Resultaterne viser, at 25,1% af forsøgspersonerne rapporterede mindst en episode, inden for det seneste år, for fysisk vold fra deres koner.

Schafer, J., Caetano, R., & Clark, CL (1998). Satser for vold i parforhold i USA. American Journal of Public Health, 88, 1702-1704. (Brugt ændret CTS og gennemgået rapporter om vold i parforholdet i et repræsentativt udsnit af 1635 gifte og samboende par. Begge parter rapporter blev brugt til at beregne følgende øvre og nedre bundne satser: 5,21% og 13,61% for mandlige til kvindelige vold, og 6,22% og 18,21% for kvinder til mænds vold.)

Schumacher, JA & Leonard, KE (2005). Mænds og koners ægteskabelig justering, verbal aggression, og fysisk aggression som langsgående prædiktorer for fysisk aggression i tidligt ægteskab. Tidende Consulting and Clinical Psychology, 73, 28-37. (A stikprøve på 634 brudepar afsluttede reviderede CTS på 3 gange i løbet af tre år. Udbredelsen af kone til mand aggression var 48%, 45% og 41%, mens ægtemand til kone aggression var 37%, 38% og 37%.)

Schwartz, M., O’Leary, SG, & Kendziora, KT (1997). Dating aggression blandt gymnasieelever. Violence and Vic
tims, 12, 295-305. (En stikprøve af 228 gymnasium studerende blev vurderet med Conflict Tactics Scale, da det i forbindelse med brug af fysisk aggression under et skænderi med en modsat køn dating partner. Resultaterne viser, at 44% af kvinderne og kun 16% af mændene rapporterede at deltage i mindst ét fysisk aggressiv opførsel under uenighed. Forfattere spekulere i, at kulturelt drenge har hæmmet deres dating aggression, er pigerne blevet mindre intimideret af deres datering partnere, end de var engang. Forfattere nævne forskning, der viser, at forældre er mere tilbøjelige til at straffe drenge end piger, når de kæmper med deres søskende. )

Sharpe, D., & Taylor, JK (1999). En gennemgang af variabler fra en social-udviklingsmodel for at forklare fysiske og psykiske dating vold. Canadian Journal of Behavioural Science, 31:3, 165-175.

(Canadian college studerende blev undersøgt med Conflict Tactics Scale om dating vold. Resultaterne viser, at 38% af mændene og 27% af kvinder rapporterer at modtage fysisk vold fra deres partnere. dobbelt så mange kvinder end mænd rapporterede at påføre vold uden at få fysisk vold fra dating partnere.)

NJ, Gerrity, DA, Jurich, J. & Segrist, AE (2000). Frieri vold blandt universitetsstuderende: En sammenligning af verbalt og fysisk misbrug par. Tidende vold i familien, 15, 1-22. (En modificeret Konflikt Tactics Scale blev administreret til 572 universitetsstuderende . Resultaterne viser, at betydeligt flere kvinder end mænd, 23,5% vs 13,0%, der er optaget ved hjælp af fysisk magt mod en dating partner.)

Sigelman, CK, Berry, CJ, & Wiles, KA (1984). Vold i kollegium studerende ‘dating-relationer. Journal of Applied Social Psychology, 5, 530-548. (Undersøgte 504 universitetsstuderende med Conflict Tactics Scale og fundet, at mænd og kvinder var ens i de samlede vold, de gav udtryk for, men at mænd rapporterede oplever betydeligt mere vold end kvinder.)

Simonelli, CJ & Ingram, KM (1998). Psykisk lidelse blandt mænd oplever fysisk og psykisk misbrug i heteroseksuelle dating relationer. Journal of Interpersonal Violence, 13, 667-681. (Svar fra 70 mandlige studerende til CTS og en psykologisk Mishandling Inventory viste, at 40% rapporterede, der er målet for en eller anden form for fysisk aggression fra deres kvindelige dating partnere, mens kun 23% rapporterede udtrykke fysisk aggression til deres partnere. Mænd, der var ofre for følelsesmæssige og fysiske overgreb også rapporteret om en højere grad af angst og depression.)

Simonelli, CJ, Mullis, T., Elliot, AN, & Pierce, TW (2002). Misbrug af søskende og efterfølgende oplevelser af vold inden for dating forholdet. Journal of Interpersonal Violence, 17, 103-121. (En stikprøve af 120 studerende afsluttet CTS. Ti procent af mændene og 33% af kvinderne rapporterede, at de begås mindst én form for fysisk aggressiv opførsel over for deres dating partner og 18% af mændene og 15% af kvinderne rapporterede modtage fysisk aggression fra deres dating partner.)

Sommer, R. (1994). Mandlige og kvindelige partner misbrug: Afprøvning af en diatese-stress-model. Unpublished ph.d.-afhandling, University of Manitoba, Winnipeg, Canada. (Undersøgelsen blev gennemført i to omgange: Det første var 1.989-1.990 og omfattede En stikprøve på 452 gifte eller samlevende kvinder og 447 gift eller samlevende mænd fra Winnipeg, Canada, mens den anden var fra 1991/1992 og omfattede 368 kvinder og 369 mænd, som alle deltog i den første bølge. Fag afsluttet CTS & anden vurdering instrumenter. 39,1% af kvinder rapporterede at være fysisk aggressive (16,2% rapportering, der begik grov vold) på et tidspunkt i deres forhold til deres mandlige partner. Mens 26,3% af mændene rapporterede at være fysisk aggressive (med 7,6% rapportering, der begår grov vold) på nogle punkt i deres forhold til deres kvindelige partner. Blandt gerningsmændene partner misbrug, 34,8% af mændene og 40,1% af kvinder rapporterede at iagttage deres mødre slår deres fædre. Resultaterne viser, at 21% af “mænd” og 13% af kvinder ‘partnere, der kræves lægehjælp som følge af en partner misbrug hændelse. “Resultaterne viser også, at” 10% af kvinderne og 15% af mændene begået partner misbrug i selvforsvar. “)

Sommer, R., Barnes, GE & Murray, RP (1992). Indtagelse af alkohol, alkoholmisbrug, personlighed og kvindelige begået ægtefælle misbrug. Journal of Personality and Individual Differences, 13, 1315-1323. (Svarene fra en delprøve på 452 kvinder drages af en stikprøve på 1.257 Gevinst beboere blev analyseret. Brug af CTS, blev det konstateret, at 39% af kvinderne fysisk aggressed mod deres mandlige partnere på et tidspunkt i deres forhold. Yngre kvinder med high scores om Jürgen Eysenck’s P skala var størst sandsynlighed for at begå vold. Bemærk: udsnit af emner er den samme som den, der er nævnt i Sommers 1994 afhandling.)

Sorenson, SB, & Telles, CA (1991). Self rapporter om ægtefællebidrag vold i et mexicansk-amerikanske og ikke-spansktalende hvide befolkning. Violence and Victims, 6, 3-15. (Adspurgte

1.243 mexicansk-amerikanere og 1.149 ikke-spansktalende hvide og fundet, at kvinder end for mænd rapporterede højere ramme, kaste genstande, indledning af vold, og slående første mere end én gang. Køn forskel var signifikant kun for ikke-spansktalende hvide.)

Sorenson, SB, Upchurch, DM, & Shen, H. (1996). Vold og skade i ægteskabelig argumenter: risiko mønstre og kønsforskelle. American Journal of Public Health, 66 (1), 35-40. (Data analyse var baseret om resultaterne fra det nationale Kortlægning af familier og husstande er gennemført i 1987-88. Fag inkluderet 6.779 i dag gift med hvid, sort og spansktalende personer, der afsluttede en modificeret udgave af Conflict Tactics Scale. Forfattere rapporten, at “kvinder var lidt mere tilbøjelige end mænd til at indberette, at de havde ramt, skubbede eller kastet noget på deres ægtefælle i det foregående år. “Kvinder er også rapporteret om en højere forvolder skade end var mænd. Andre fund af note: 1) sorte var 1,58 gange mere sandsynligt, og latinamerikanere 0,53 gange mindre sandsynligt end Whites at rapportere, at fysisk vold opstået i deres forhold, 2) Emner under 30 år rapporteret om mere vold, og dem over 50 rapporteret mindre vold, 3) lavere årsindkomst var forbundet med højere satser for fysisk vold. )

Spencer, GA, & Bryant, SA (2000). Dating vold: En sammenligning af landdistrikterne, i forstæderne og byerne teenagere. Tidende Adolescent Health, 25 (5), 302-305. (En prøve af 2094 gymnasieelever i øverste New York State anført af deres erfaringer med fysisk dating vold. Der var et lignende antal drenge og piger deltog i undersøgelsen, med flere fag fra byområder end landdistrikter eller forstadsområder. hovedparten af forsøgspersonerne var hvide ikke-spansktalende. mænd i hver region, var det mere sandsynligt at rapportere at blive ofre for fysisk dating vold end kvinder i hver region. konkret, 30% af landdistrikterne drengene og 20% i byerne og 20% af forstæder drenge rapporterede at blive ofre for partner fysisk aggression, mens 25% af landdistrikterne piger og 16% af forstæderne og 13% af byerne piger rapporterede offergørelse.)

Stacy, CL, Schandel, LM, Flannery, WS, Conlon, M., & Milardo, RM (1994). Det er ikke alle måneskin og roser: Dating vold på University of Maine, 1982-1992. College Student Journal, 28, 2-9. (Tre separate prøver af studerende blev vurderet i 1982, 1987 og 1992 med CTS. Forfattere rapport, at antallet af partner misbrug har mere end fordoblet over en 10 års periode. I 1992 indsamlede data fra 53 mænd og 106 kvinder viste den generelle forekomst af vold begået af mænd var 20,8%, mens den sats, der begås af kvinder var 41,5%.)

Steinmetz, SK (1977-78). Den voldsramte mand syndrom. Victimology: An International Journal, 2, 499-509. (En banebrydende artikel tyder på, at forekomsten af mand slå svarede til
forekomsten af hustruvold.)

Steinmetz, SK (1980). Kvinder og vold: ofre og gerningsmænd. American Journal of Psychotherapy, 34, 334-350. (Undersøger den tilsyneladende modsigelse i kvinders rolle som offer og gerningsmand i vold i hjemmet.)

Steinmetz, SK (1981). En tværkulturel sammenligning af ægteskabelig mishandling. Journal of Sociology og social velfærd, 8, 404-414. (Med en modificeret udgave af CTS, undersøgte ægteskabelig vold i små prøver fra seks selskaber: Finland, Det Forenede Stater, Canada, Puerto Rico, Belize, og Israel . konstateret, at “i de enkelte samfund procentdelen af mænd, som anvendes vold var den samme som den procentdel af voldelige koner.” Den store undtagelse var Puerto Rico, hvor mænd var mere voldelige. Skribent også rapporter om, at “kvinder der brugt vold … en tendens til at bruge større mængder.”)

Stets, JE & Henderson, DA (1991). Kontekstuelle faktorer omkring konfliktløsning, mens dating: resultater fra en national undersøgelse. Family Relations, 40, 29-40. (Hentet fra en tilfældig national telefon undersøgelse, daters i alderen mellem 18 og 30, der var én, aldrig gift og i et forhold i det forløbne år, som varede mindst to måneder med mindst seks datoer blev undersøgt med Conflict Tactics Scale. Resultaterne viser at over 30% af patienterne brugte fysisk aggression i deres forhold, med 22% af mændene og 40% af kvinder rapporterede at bruge nogle form for fysisk aggression. Kvinderne blev “6 gange mere tilbøjelige end mænd til at bruge svær aggression … Mænd var dobbelt så stor sandsynlighed som kvinder kan melde fik svær aggression . “fandt også, at yngre personer, og dem med lavere socioøkonomisk status var mere tilbøjelige til at bruge fysisk aggression .)

Stets, JE, & Pirog-God, MA (1987). Vold i dating relationer, Social Psychology Quarterly, 50, 237-246. (Undersøgt et kollegium stikprøve af 505 hvide studerende. Konstateret, at mænd og kvinder var ens i begge deres anvendelse og modtagelse af vold. Jalousi var en faktor i at forklare dating vold for kvinder.)

Stets, JE & Pirog-God, MA (1989). Mønster for fysisk og seksuelt misbrug af mænd og kvinder i dating relationer: En beskrivende analyse, Journal of Family Violence, 4, 63-76. (Undersøgt en stikprøve på 287 universitetsstuderende og fundet ens for mænd og kvinder af lav fysisk misbrug i dating relationer. Flere kvinder end mænd er blevet skubbet eller skubbede , mens flere mænd end kvinder slog . På sigt for uønsket seksuel kontakt 22% af mændene og 36% af kvinder rapporterede en sådan adfærd. De hyppigste kategori for både mænd og kvinder var punktet, “mod min vilje min partner indledt necking “.)

Stets, JE, & Pirog-God, MA (1990). Interpersonelle Kontrol og frieri Aggression, Journal of personlige og sociale relationer, 7, 371-394. (En tilfældig stikprøve af hvide heteroseksuelle college studerende var vurderes med CTS. Resultaterne viser, at kvinder end for mænd begik markant mere mild og svær aggression mod deres Dating Partners og mænds forhold til kvinder vedvarende signifikant mere mild og svær aggression fra deres dating partnere.)

Stets, JE, & Straus, MA (1990). Kønsforskelle i rapportering ægteskabelig vold og medicinske og psykologiske konsekvenser. I MA Straus & RJ Gelles (Eds.), fysisk vold i amerikanske familier: Risikofaktorer og tilpasninger til vold i 8.145 familier (pp. 151-166). New Brunswick, NJ: Transaction. (Rapporter oplysninger om indledning af vold. I en stikprøve på 297 mænd og 428 kvinder, mænd sagde, at de slog det første slag i 43,7% af tilfældene, og deres partner rammes først i 44,1% af tilfældene og ikke kunne udrede, der rammes først i resterende 12,2%. Kvinderne slår først i 52,7% af tilfældene, deres partnere i 42,6% og ikke kunne udrede, der rammes først i de resterende 4,7%. Forfatterne konkluderer, at vold begået af kvinder er ikke primært defensiv.)

Straus, M. (1980). Ofre og voldsmænd i ægteskabelig vold. American Behavioral Scientist, 23, 681-704. (Anmeldelser data fra 1975 National Survey. Undersøgt en delprøve på 325 voldelige par og konstaterede, at i 49,5% af tilfældene både ægtemænd og hustruer begået mindst en voldelig handling, mens mænd alene var voldsomme i 27,7% af tilfældene og hustruer alene var voldelige i 22,7% af tilfældene. konstateret, at 148 voldelige ægtemænd havde et gennemsnitligt antal på 7,1 aggressive handlinger om året, mens de 177 voldelige koner i gennemsnit 6,8 aggressive handlinger om året.)

Straus, MA (1995). Tendenser i kulturelle normer og satser for partner vold: En opdatering til 1992. I SM Stich & MA Straus (Eds.) Forståelse partner vold: Udbredelse, årsager, konsekvenser og løsninger (pp. 30-33 ). Minneapolis, MN: Nationale Råd om familierelationer. (Rapporter konstatering af, at samtidig med godkendelsen af en mand slog sin kone faldt drastisk fra 1968 til 1994 godkendelse af en kone slapping hendes mand ikke er aftagende, men forblev på 22% i samme periode. De hyppigst nævnt grund til slapping for begge parter var seksuel utroskab. rapporterer også, at alvorlige fysiske overgreb af mænd faldt med 48% fra 1975 til 1992–38/1000 til 19/1000, mens alvorlige overgreb, som kvinder ikke skifter fra 1975 til 1992 og forblev ovenfor 40/1000. foreslår, at public service-meddelelser bør rettes mod kvinder begået vold, og at skole-baserede programmer “eksplicit anerkender og fordømme vold af piger såvel som drenge.”)

Straus, MA (1998). Kontroversen om vold i hjemmet ved kvinder: Et metodisk, teoretisk og sociologi videnskab analyse. Paper præsenteret på Claremont Symposium on Applied Social Psychology, Claremont, CA. (Belyses spørgsmålet om differentierede satser for overfald på mellem kriminalitet undersøgelser og par konflikt undersøgelser. Giver en sociologisk forklaring til grund for angreb af kvinder inden for familien.)

Straus, MA (2001). Forekomsten af vold mod dating partnere af mandlige og kvindelige studerende i hele verden. Vold mod kvinder, 10, 790-811. (Dating aggression blev undersøgt på 31 universiteter i 16 lande over hele verden. Reaktion på den reviderede Conflict Tactics skalaen var 8.666 studerende . Resultaterne viser, at samlet fald på 25% af mændene og 28% af kvinder mishandlet deres dating partner i det forløbne år. På 21 af de 31 universiteter studerede en større andel af kvinder end mænd overfaldt deres dating partner. Med hensyn til alvorlige overfald på en højere sats for udførelsen af kvinder fandt sted i et flertal (18 af 31) af lokaliteterne.)

Straus, MA (2005). Kvinders vold mod kvinder er et alvorligt socialt problem. DR Loseke, RJ Gelles, & MM Cavanaugh (Eds.), Current Controversies om vold i familien, 2nd Edition, (pp. 55-77). Thousand Oaks, CA: Sage. (En videnskabelig undersøgelse af forskning viser, at kvinder indlede fysiske overgreb på deres mandlige partnere, så ofte som mænd angreb kvinder. Undersøger det faktum, at skader og dødsfald skyldes denne form for vold.)

Straus, MA (2006). Fremtidig forskning om køn symmetri i fysiske overgreb på partnere. Vold mod kvinder, 12, 1086-1097. (En undersøgelse artiklen og stillingtagen, hvor forfatteren går ind for en forskningen fokusere på, hvorfor køn symmetri i partner-aggression er fremherskende, og dens konsekvenser for primær forebyggelse og behandling. foreslår, at denne forskning er handicappet for en række årsager, herunder partiskhed. Specifikt citerer bekymret over nogle forskere, der blindt forpligtet sig til en enkelt kausal teori-patriarkatets & mandlige dominans – samt ” benægtelse af forsknings-tilskud til projekter, der påtager sig de fleste partnerlande vold af mandlige gerningsmænd. “Forfattere også udtrykker bekymring om” manglende undersøgelse primær forebyggelse og behandling af kvindelige lovovertrædere “og en undertrykkelse af bevi
ser” for kvinder begået af både forskere og agenturer . “)

Straus, MA (2007). Processer forklarer fortielse og fordrejning af beviser på køn symmetri i partner-vold. European Journal of Criminal Policy Research, 13, 227-232. (Fokuserer på metoder, der anvendes til at skjule og fordreje beviser for ligestilling symmetri i partner vold. drejer sig bl.a. om tilintetgørelse af beviser, undgåelse af data i overensstemmelse med “patriarkalske dominans Theory”, forhindring af offentliggørelse af artikler og finansiering af forskning, der kan modsige tanken om, at mandlige dominans i kampen for PV, og chikane af forskere, der fremlægger bevis for at modsiger feministiske overbevisninger.)

Straus, MA (2008). Dominans og symmetri i partner-vold af mandlige og kvindelige universitetsstuderende i 32 nationer. Børn og Unge Services Review, 30, 252-275. (En praktisk prøve af 13.601 studerende 68 universiteter i 32 lande afsluttet CTS2. Resultaterne viser, at næsten en tredjedel af de studerende overfaldet deres dating partnere i en 12 måneders periode. Med hensyn til indledning, gensidig aggression tegnede sig for 68,6% af fysisk vold, mens kvinderne blev indledt vold 21,4% af tiden og mænd indledte vold 9,9% af tiden.)

Straus, MA, & Gelles, RJ (1986). Samfundsmæssige ændringer og forandringer i familien volden fra 1975 til 1985 som blev afdækket ved to nationale undersøgelser. Tidende ægteskab og familie, 48, 465-479. (Anmeldt data fra to store prøve nationale vold undersøgelser af gifte par og rapportere, at mænd og kvinder overfaldet hinanden på omtrent samme priser, med kvinder at deltage i mindre voldshandlinger, der er højere end mænd. Prøvens størrelse i 1975-undersøgelsen = 2.143; stikprøver i 1985-undersøgelsen = 6.002.)

Straus, MA, Gelles, RJ, & Steinmetz, SK (1981). Bag lukkede døre: Volden i den amerikanske familie, Garden City, NJ: Anker. (Rapporter resultater fra National Family Vold undersøgelse foretaget i 1975. Med hensyn til religion, konstateret, at jødiske mænd havde de laveste priser for misbrug ægtefællebidrag vold (1%), mens jødiske kvinder havde en hyppighed af misbrug ægtefællebidrag vold, der var mere end dobbelt så høj for protestantiske kvinder , pp.. 128-133. Misbrug vold blev defineret som en “handling, der har et stort potentiale for skader den pågældende person, der bliver ramt,” pp.21-2.)

Straus, MA, Hamby, SL, Boney-McCoy, S., & Sugarman, DB (1996). Den reviderede Conflict Tactics Scales (CTS2). Udvikling og foreløbige psykometriske data. Journal of Family Issues, 17, 283-316. ( Den reviderede CTS er lettere at skelne mellem mindre og grov vold og nye skalaer til at måle seksuel tvang og fysisk skade. Brugte CTS2 med en stikprøve på 317 college-studerende og konstaterede, at: 49% af mændene og 31% af kvinder rapporterede at blive offer for fysisk vold fra deres partner, 38% af mændene og 30% af kvinder rapporterede at blive offer for seksuel tvang fra deres partner, og 16% af mændene og 14% af kvinder rapporterede at blive alvorligt kvæstet af deres partnere .)

Straus, MA, & Kaufman Kantor, G. (1994, juli). Ændring af ægtefælle angreb satser 1.975-1.992: En sammenligning af tre nationale undersøgelser i USA. Paper præsenteret på den trettende World Congress of Sociology, Bielefeld, Tyskland . (Rapporter, at tendensen til faldende alvorlige angreb fra mænd fundet i national undersøgelse fra 1975 til 1985 er fortsat i 1992-undersøgelsen, mens hustruer opretholdes højere overfald.)

Straus, MA, Kaufman Kantor, G., & Moore, DW (1994, august). Ændring af kulturelle normer om godkendelse ægteskabelig vold fra 1968 til 1994. Paper præsenteret på American Sociological Association, Los Angeles, CA. (Sammenlignet undersøgelser gennemført i 1968 , 1985 , 1992 , og 1994 , med hensyn til godkendelse af ansigtet slapping af en ægtefælle. Godkendelse af slapping af mænd faldt fra 21% i 1968 til 13% i 1985 til 12% i 1992 til 10% i 1994. Godkendelsen af slapping af hustruer var 22% i 1968 og er ikke faldet i årenes løb.)

Straus, MA, & Medeiros, RA (2002, november). Kønsforskelle i risikofaktorer for fysisk vold mellem Dating Partners af universitetsstuderende. Paper præsenteret på årsmødet i American Society for Criminology, Chicago, Illinois. (En stikprøve af 232 mænd og 334 kvinder besvarede reviderede CTS. Resultaterne viser, at for mindre vold satserne for både mænd og kvinder er 22% og for grov vold satser er 10% for mænd og 11% for kvinder.)

Straus, MA, & Mouradian, VE (1999, november). Foreløbige psykometriske data for Personal Relationships Profile (PRP): A multi-skala redskab til klinisk screening og forskning om vold i parforholdet. Paper præsenteret på årsmødet i American Society of Criminology, Toronto, Canada. (I en undersøgelse af 1.034 dating par på to amerikanske universiteter, personskader baseret på svarene på de reviderede CTS (CTS2) viste, at 9,9% af mændene og 9,4% af kvinder rapporterer at blive skadet af det modsatte køn . Med hensyn til at påføre skader, 10,1% mænd og 8,0% kvinder angav, at de påførte skader på deres partnere.)

Straus, MA, & Ramirez, IL (2002, juli). Køn symmetri i prævalens, sværhedsgraden og chronicity af fysisk aggression mod Dating Partners af universitetsstuderende i Mexico og USA. Aggressive Behavior, 33, 281-290. Findes på: http : / / pubpages.unh.edu / ~ mas2 /. (Rapporter resultater fra fire prøver af universitetsstuderende i Juarez, Mexico, El Paso og Lubbock, Texas og New Hampshire. patienter (n = 1.554) reagerede på den reviderede Conflict Tactics skala. Resultaterne indikerer, at der ikke var væsentlige forskelle mellem mænd og kvinder i enten den samlede prævalens af fysisk aggression eller forekomsten af alvorlige angreb. Men når kun én partner var voldelig det var dobbelt så stor risiko for at blive den kvindelige end mandlige . øvrigt i form af svær aggression kvinder var dobbelt så stor risiko for at blive voldelige end mænd ).

Straus, MA, & Scott, K. (in press). Køn symmetri i partner-vold: Den dokumentation, og konsekvenserne for den primære forebyggelse og behandling. I JR Lutzker & DJ Whitaker (red.), forebyggelse af vold i parforholdet. Washington, DC: American Psychological Association. (En større gennemgang artikel, som analyserer beviser for ligestilling symmetri i partner misbrug og indeholder anbefalinger for primær forebyggelse.)

Sugarman, DB, & Hotaling, GT (1989). Dating vold: Forekomsten, kontekst, og risikoen markører. I MA Pirog-Good & JE Stets (Eds.) Vold i dating relationer: Nye sociale spørgsmål (pp.3-32). New York: Praeger. (Anmeldt 21 undersøgelser af dating adfærd og fandt, at kvinder rapporterede at have givet udtryk for vold på højere satser end mænd – 329 ud af 1000 vs 393 per 1000.)

Sugihara, Y., & Warner, JA (2002). Dominans og vold i hjemmet blandt mexicanske amerikanerne: kønsforskelle i Årsagen til vold i parforhold. Tidende vold i familien, 17 (4), 315-340. (En prøve af 316 mexicanske amerikanerne blev evalueret med CTS2. Fag gennemsnitlige alder var i midten af 30′erne, de fleste var gift, og alle var engelsktalende. Resultaterne viser ingen forskelle i de blevet ofre for fysiske overgreb . imidlertid en større andel af mænd rapporteret fysiske skader.)

Swaroop, S., & Dsouza, R. (september 2007). Vold et hjem sandhed for Indien ægtemænd. Http://mynation.net/study-report-indianhusbands.htm (En stikprøve på 1650 indiske mænd i alderen 15 og 49 blev interviewet om deres erfaringer med vold i hjemmet. Forfattere rapport, at 25,2% af mændene rapport, at blive ofre for fysisk vold.)

Swart, LA, Stevens, MSG, & Ricardo, I. (2002). Vold i unge ‘romantiske forhold: resultater fra en undersøgelse blandt skolesøgende ungdom i en sydafrikansk samfund. Tidende Adolescence, 25, 385-395. ( En stikprøve på 928 elever fra 7 skoler
i Sydafrika afsluttet en modificeret udgave af CTS2. Resultaterne viser, at 35,3% af mændene og 43,5% af kvinder rapporterede begå fysisk vold i et romantisk forhold inden for en 12-måneders perioden forud for undersøgelsen.)

Symons, PY, Groer, MW, Kepler-Youngblood, P., & Slater, V. (1994). Udbredelse af og prædiktorer for Adolescent Dating Violence, Journal of Child and Adolescent Psychiatric Nursing, 7 (3) 14-23. (A stikprøve på 561 landdistrikterne North Carolina unge, fortrinsvis kvinder og 40% sort og 58% hvide gennemført en omfattende vurdering af dating vold og vold i familien. Resultaterne viser, at drengene var betydeligt mere tilbøjelige til at opleve dating vold end piger.)

Szinovacz, ME (1983). Brug par data som en metodisk værktøj: Sagen om ægteskabelig vold. Tidende ægteskab og familie, 45, 633-644. (Brugt Conflict Tactics Scale med 103 par, og fandt, at koners satser for fysisk aggression var noget højere end mænds.)

Tang, CS (1994). Udbredelsen af ægtefælle aggression i Hong Kong. Tidende vold i familien, 9, 347-356. (Forsøgspersoner blev 382 studerende på det kinesiske universitet i Hongkong. CTS blev brugt til at vurdere elevernes evaluering af deres forældre besvarelser i familie konflikt. 14% af de studerende oplyste, at deres forældre engageret i fysisk vold. “Mødre var så stor sandsynlighed for fædre at bruge faktiske fysisk magt over for deres ægtefæller.”)

Tang, CS (1999). Civilstand magt og aggression i et fællesskab prøve af Hong Kong kinesiske familier. Journal of Interpersonal Violence, 14 (6), 586-602. (A Hongkong stikprøve af 1.270 kinesiske familier blev vurderet med CTS. tværs af alle betingelser for ægteskabelig magt kvinder var signifikant mere tilbøjelige til at begå mindre vold på deres ægtefæller. Der var ingen signifikante forskelle i forbindelse med udførelsen af grov vold.)

Thompson Jr., EH (1990). Frieri vold og den mandlige rolle. Men’s Studies Review, 7 (3), 1, 4-13. (Forsøgspersoner blev 336 studerende , der har afsluttet en modificeret udgave af CTS. konstateret, at 24,6% af mænd i forhold til 28,4% af kvinderne gav udtryk for fysisk vold mod deres dating-partnere inden for de seneste to år. konstateret, at kvinderne var dobbelt så stor risiko som mænd for at smække deres partnere.)

Thompson Jr., EH (1991). De maleness af vold i dating relationer: en vurdering af stereotyper. Kønsroller, 24, 261-278. (I en mere omfattende præsentation af hans 1990 artiklen, konkluderer forfatteren, at “en mere maskuline og / eller mindre feminine køn orientering og variationer i forhold alvor vist sig at være de to stærkeste prædiktorer for både mænds og kvinders deltagelse i frieri vold. “)

Titterington, VB, & Harper, L. (2005). Kvinder som angriberne i parforhold drab i Houston, 1980′erne til 1990′erne. Tidende Offender Rehabilitation, 41 (4) 83-98. (Studier i forekomsten af parforhold drab i Houston 1.985-1.999. Resultaterne viser, at kvinder var “over 40% af de indsatte i hjemmet dødelige overfald. Både ofre og gerningsmænd var uforholdsmæssigt sorte… sorte kvinder var lige så (eller mere) sandsynlighed end sorte mænd til at være de ansvarlige for intime indenlandske mord. Blandt ikke-spansktalende hvide (herunder asiater, andre) var der 63 kvinder i parforhold drab lovovertrædere for hver 100 mandlige gerningsmænd. “I det lille antal sager, der involverer Hispanic par,” kvinderne var mere tilbøjelige til at være aggressive i intime partner drab i sidstnævnte periode “i undersøgelsen.)

Tjaden, P. & Thoennes, N. (2000). Udbredelse og konsekvenser af mand til kvinde og kvinde-til-mand vold i parforhold som målt ved det Nationale Voldsobservatorium Survey. Vold mod kvinder, 6, 142-161 . (Telefon interview med en modificeret version af CTS er fremstillet af 6.934 mænd og 7.278 kvinder med hensyn til udbredelse og konsekvenser af vold i parforholdet. Forfattere rapporten, at kvinder, der i løbet af deres liv var 2,9 gange mere tilbøjelige til at blive fysisk overfaldet end mænd . Dog skal det bemærkes, at de samlede rapporterede skøn over de årlige vold i parforhold for kvinder på 1,4% er betydeligt lavere end 11-12% estimater fra tidligere nationale undersøgelser. Straus (1998) karakteriserer data fra denne undersøgelse som værende mangelfuld og upræcis . Han har henvist til ordlyden af varer, som kan skabe “efterspørgsel karakteristika”, der førte emner for at se undersøgelsen som en undersøgelse af kriminalitet og dermed begrænse deres svar til at udelukke opførsel betragtes som ufarlige, især mindre angreb af kvinder. Derfor, siger han denne utilsigtede efterspørgsel karakteristika nok hensyn til den lave prævalens og 3 til 1-forhold til mandlige til kvindelige fysiske overgreb.)

Tyree, A., & Malone, J. (1991). Hvordan kan det være, at koner ramt mænd så meget som mænd ramt hustruer og ingen af os vidste det? Paper præsenteret på det årlige møde i American Sociological Association. (Anmeldelser det litteratur og diskuterer resultaterne af deres undersøgelse at forsøge at forudsige ægtefællebidrag vold. konstateret, at vold begået af kvinder er korreleret med en historie for at ramme søskende og et ønske om at forbedre kontakten med partnere.)

Vasquez, D., & Falcone, R. (1997). Kors kønsbestemt vold. Annals of Emergency Medicine, 29 (3), 427-429. (Rapporter lige på tværs af kønsbestemt vold behandlet på et Ohio Trauma Center i løbet af en 11 munden periode. på 1.400 traume indlæggelser, blev 37 patienter vedvarende skader påført af medlemmer af det modsatte køn. Sværhedsgraden score skade højere for mænd end kvinder, 11,4 vs 6,9. Flertallet af mænd blev indlagt til knivstik, 72%, at flertallet af kvinder for vold, 53%.)

Vivian, D., & Langhinrichsen-Röhling, J. (1996). Er bi-retningsbestemt voldelige par gensidigt offer? I LK Hamberger & C. Renzetti (Eds.) Indenlandsk partner misbrug (pp. 23-52). New York: Springer. (Forfattere fundet ved hjælp af en modificeret version af CTS, at der i en stikprøve på 57 gensidigt aggressiv par, var der ingen signifikante forskelle mellem mænds og koners rapporter om hyppigheden og sværhedsgraden af overfald offergørelse. Med hensyn til personskader, 32 koner og 25 mænd rapporterede tilstedeværelsen af en fysisk skade, som førte fra partner aggression.)

Waiping, AL, & Sporakowski, MJ (1989). Videreførelsen af voldelige dating relationer blandt universitetsstuderende. Tidende College Student Development, 30, 432-439. (Med en modificeret udgave af CTS, forfatterne undersøgt frieri vold i en prøve på 422 college-studerende . kvinder oftere end mænd tilkendegivet, at de fysisk mishandlet deres partnere.)

Watson, JM, Cascardi, M., Avery-Leaf, S., & O’Leary, KD (2001). Gymnasieelever svar på dating aggression. Ofre og vold, 16 (3), 339-348. (Brug en modificeret udgave af CTS, forfatterne undersøgt dating vold i et multietnisk prøve New York gymnasieelever . Overordnet set 45,6% af de studerende oplyste oplever fysisk aggression fra en nuværende eller tidligere dating partner. Der er væsentlige forskelle i selvrapporterede satser offergørelse: African-American 60%, 47% kaukasiske og Hispanic 41%. Den eneste etniske gruppe, som viste betydelige kønsforskelle var Hispanics, med kvinder, der viser en højere offergørelse.)

Whitaker, DJ, Haileyesus, T., Swahn, M. & Saltzman, LS (2007). Forskelle i hyppigheden af vold og rapporterede personskader mellem relationer med gensidige og nonreciprocal vold i parforhold. American Journal of Public Health, 97, 941 — 947. (En prøve af 11.370 unge voksne i alderen 18-28, som blev trukket fra 2001 National Longitudinal Study for Adolescent Sundhed, reagerede på en modificeret udgave af CTS. Resultater
ne viser, at næsten 24% af alle relationer havde nogle fysisk vold, og at halvdelen af vold var gensidig. Hos ikke-gensidigt voldelige forhold, kvinderne var gerningsmændene 70% af tiden. Mens samlet, kvinder blev lidt større sandsynlighed for at blive skadet end mænd, forfatterne rapporten, at “i virkeligheden mænd i relationer med gensidige vold var angiveligt såret oftere end kvinder i relationer med nonreciprocal vold . )

White, JW, & Humphrey, (1994). Women’s aggression i heteroseksuelle konflikter. Aggressive Behavior, 20, 195-202. (Otte hundrede og tyve ni kvinder 17 og 18 år gammel, ind universitetet for første gang gennemført CTS og andre evalueringsværktøjer. Resultaterne viser, at 51,5% af patienterne brugte fysisk aggression mindst én gang i deres tidligere dating relationer, og i det forløbne år, 30,2% rapporterede fysisk aggressing mod deres mandlige partnere. Past brug af fysisk aggression var den bedste forudsigelse af de nuværende aggression. De oplever og oplever af forældremyndighed aggression også forudsagt stede aggression.)

White, JW, & Kowalski, RM (1994). Deconstructing myten om den nonaggressive kvinde: En feministisk analyse. Psychology of Women Quarterly, 18, 487-508. (En gennemgang og analyse, der erkender, at “kvinder lig med eller overstiger mænd i antallet af rapporterede aggressive handlinger begået inden for familien.” Analyserer en række forklaringer til grund for en sådan aggression.)

White, JW, & Koss, MP (1991). Frieri vold: Incidens i en national stikprøve af studerende på videregående uddannelser. Violence and Victims, 6, 247-256. (I et repræsentativt udsnit af 2.603 kvinder og 2.105 mænd blev det konstateret, at 37% af mændene og 35% af kvinderne påførte eller anden form for fysisk aggression, mens 39% af mændene og 32% af kvinderne har modtaget anden form for fysisk aggression.)

Williams, SL, & Frieze, I. (2005a). Frieri adfærd, forholdet vold, og opløsningen persistens i college mænd og kvinder. Psychology of Women Quarterly, 29, 248-257. (En prøve af college-studerende reageret på den reviderede Conflict Tactics Scale, CTS2. Resultaterne viste, at kvinder var signifikant mere tilbøjelige end mænd til at engagere sig i mild (40% vs 23%) og svær (14% vs 4%) voldshandlinger med deres partnere.)

Williams, SL, & Frieze, IH (2005b). Mønstre i voldelige forhold, psykiske lidelser, og ægteskabelig tilfredshed i en national stikprøve af mænd og kvinder. Sex Roles, 52 (11/12), 771-784. (Data fra et National comorbidity Survey blev undersøgt. I en stikprøve på 3.519 mænd og kvinder blev det konstateret, at 18,4% var involveret i et voldeligt forhold. fleste vold, både mild og svær, var gensidig. Men kvinderne var mere tilbøjelige end mænd til at indlede både mild og grov vold.)

Wilson, MI & Daley, M. (1992). Hvem dræber hvem i ægtefælle drab? På den ekstraordinære kønsfordeling af ægtefællebidrag drab i USA. Criminology, 30, 189-215. (Forfattere opsummere forskning, der viser, at mellem 1976 og 1985, for hver 100 mænd, der dræbte deres koner, omkring 75 kvinder dræbt af deres ægtemænd. Forfattere rapport oprindelige data fra en række byer, f.eks, Chicago, Detroit, Houston, hvor forholdet mellem hustruer begår overstiger værdien af ægtemænd.)

Dele af dette oplæg blev præsenteret på American Psychological Society konventionen i

Washington, DC 24 maj 1997.

Tidligere versioner af dette dokument dukkede op i Seksualitet og Kultur, 1997, 1, 273-286, og seksualitet og Kultur, 2004, 8, (nr. 3-4), 140-177.

En særlig tak til Diane Roe for hendes hjælp i at opdatere denne bibliografi.

Copyright, 2009. Martin S. Fiebert

http://www.csulb.edu/~mfiebert/assault.htm

Leave a Response »

 

Kvinder og vold II torsdag, sep 24 2009

REFERENCER BEHANDLINGEN overfald af kvinder på deres ægtefæller eller mandlige partnere: En kommenteret bibliografi

Martin S. Fiebert Institut for Psykologi California State University, Long Beach

Seneste opdatering: Juli 2009

Opsummering: Denne bibliografi undersøger 256 videnskabelige undersøgelser: 201 empiriske undersøgelser og 55 vurderinger og / eller analyser, som viser, at kvinder er fysisk aggressiv, eller mere aggressive, end mænd i deres forhold til deres ægtefæller eller mandlige partnere. Den samlede prøve størrelse i de gennemgåede undersøgelser overstiger 253.500.

Bibliografiske referencer sorteret efter kategori

Gonzalez, DM (1997). Hvorfor kvinder indlede vold: en undersøgelse af årsagerne bag angreb på mænd. Unpublished specialet, California State University, Long Beach. (225 kollegium kvinder deltog i en undersøgelse, der undersøgte deres forhistorie og deres begrundelser for indledning aggression med mandlige partnere. Fag også reageret på 8 konflikt-scenarier, der indeholdt oplysninger om mulige årsager til indledningen af aggression. Resultaterne viser, at 55% af de emner, der er optaget til at indlede fysisk aggression mod deres mandlige partnere på et tidspunkt i deres liv. mest almindelige årsag var, at aggression var en spontan reaktion på frustration).

Goodyear-Smith, FA & Laidlaw, TM (1999). Aggressive handlinger og overgreb i parforhold: Mod en forståelse af litteratur. Behavioral Sciences og lov, 17, 285-304. (En opdateret videnskabelig analyse af par vold. Forfattere rapporten, at “… undersøgelser viser klart, at inden for den almindelige befolkning, kvinder indlede og bruge voldelige adfærd over for deres partnere mindst lige så ofte som mænd. “

Graham, K., Plant, M., & Plant, M. (2004). Alkohol, køn og partner aggression: en generel befolkning undersøgelse af britiske voksne. Addiction Research and Theory, 12, 385-401. (En lysning prøve af 2027 voksne blev interviewet om deres erfaringer med partner aggression. Resultaterne viser, at 16% af kvinder rapporterede fysisk aggressing deres mandlige partnere inden for en periode på to år, mens 13% af mændene rapporterede fysisk aggressing deres kvindelige partnere. )

Graham-Kevan, N. (2007). Vold i hjemmet: Forskning og konsekvenser for batterer programmer i Europa. European Journal of Criminal Policy and Research, 13, 213-225. (En gennemgang artikel, som forfatteren citerer beviser, som udfordrer de traditionelle feministiske konceptualiseringer af “vold i hjemmet som en ensidig fra mand til kvinde vold vedtaget at kontrollere og dominere kvinder, støttet af den patriarkalske tro og systemer i det bredere samfund.”)

Graham-Kevan, N. & Archer, J. (Juli 2005). Brug Johnson’s vold i hjemmet typologi til at klassificere mænd og kvinder i en ikke-udvalgt gruppe. Paper præsenteret på den 9. årlige Family Violence Research Conference, Portsmouth, NH. (I alt 1339 patienter, studerende og personale fra University of Central Lancashire, reagerede på en modificeret udgave af CTS. Forfattere rapporten, at “andelen af kvinder og mænd ved hjælp af enhver form for fysisk aggression mod deres partnere var som følger: fra egen-rapporter 29% for kvinder og 17% for mænd og fra partner rapporter 31% af kvinderne og 22% for mænd. “)

Grandin, E. & Lupri, E. (1997). Lingeri vold i Canada og USA: En tværnational sammenligning. Tidende vold i familien, 12 (4), 417-443. (Forfattere undersøge data fra 1985-USA National Family Vold Resurvey og fra 1986 Canadian National Family Life Survey. rapport, at “selv om USA udviser signifikant højere samfundsmæssige vold, kriminalitet end Canada, canadiske mænd og kvinder er mere tilbøjelige end deres amerikanske kolleger til at bruge store og små intime vold. “Dette resultat er i modstrid med” voldskultur teori. “Desuden, i begge kulturer satserne for vold af hustruer til mænd var højere end mænd med hustruer. specielt, at den samlede vold indekset for mænd i Amerika var 10,6, og i Canada den var 18,3, mens den samlede vold indekset for kvinder i Amerika var 12,2, og i Canada var det 25.3.)

Gray, HM & Foshee, V. (1997). Adolescent dating vold. Journal of Interpersonal Violence, 12, 126-142. (En stikprøve af 185 unge besvarede et spørgeskema om dating vold; 77 studerende oplyste, at blive involveret i fysisk vold deres nuværende eller seneste dating forholdet. gensidig vold var til stede i 66% af tilfældene, mens 26% af mændene og 8% af kvinder rapporterede at blive ofre for vold og 29% kvinder og 4% af mændene rapporterede at være alene med voldsmænd. )

Gryl, FE, Stith, SM, & Bird, GW (1991). Luk dating relationer blandt universitetsstuderende: forskelle ved brug af vold og køn. Tidende sociale og personlige forhold, 8, 243-264. (En stikprøve på 280 første års universitetsstuderende på en midt-atlantiske universitetets afsluttede vold sub-skala for Conflict Tactics Scale. Resultaterne viser, at næsten 30% af kvinderne og 23% af mændene rapporterede at de havde været voldelig i de nuværende forhold. også næsten 28% af kvinderne og 39% af mændene rapporterede at opretholde vold i deres nuværende forhold.)

Hamel, J. (2005). Gender Inclusive Behandling af Intimate Partner Abuse. New York: Springer. (Anmeldelser det “mest pålidelige og empirisk forsvarlig forskning” og konkluderer, at “mænd og kvinder fysisk og psykisk misbrug hinanden på lige priser.. . “tilbyder en omfattende køn inklusiv behandling tilgang til vold i hjemmet.)

Hamel, J. (2007). Toward a gender-inklusive opfattelse af vold i parforhold forskning og teori: Del 1-traditionelle perspektiver. International Journal of Men’s Health, 6, 36-54. (En gennemgang artikel, som analyserer forskning på området af vold i parforhold (IPV) og konstaterer, at indtil for nylig det primære fokus var på fysisk og psykisk mishandling af kvinder, som deres mandlige partnere. konkluderer, at modviljen mod at objektivt undersøge området skyldes en “herskende patriarkalske opfattelse af vold i parforhold . “)

Hampton, RL, Gelles, RJ, & Harrop, JW (1989). Er vold i familier stigende? En sammenligning mellem 1975 og 1985 National Survey satser. Tidende ægteskab og familie, 51, 969-980. (Sammenlignet en prøve af 147 sorte amerikanere fra 1975 National Survey med 576 sorte amerikanere fra 1985 National Survey med hensyn til ægtefællebidrag vold. Brug af CTS konstateret, at satsen for den samlede vold (169/1000) af ægtemænd til hustruer forblev uændret fra 1975 til 1985, mens andelen af den samlede vold for koner til mænd steg 33% (153 204/1000) fra 1975 til 1985. Satsen for grov vold af ægtefæller til hustruer faldt 43% (113 64/1000) fra 1975 til 1985, mens satsen for grov vold af hustruer til mænd steg 42% (76 til 108/1000) fra 1975 til 1985. I 1985 satsen for misbrug, vold med sorte kvinder var næsten 3 gange større end antallet af hvide kvinder.)

Harned, MS (2002). En multivariat analyse af risikoen markører for sex vold offergørelse. Journal of Interpersonal Violence, 17, 1179-1197. (I et universitet stikprøve på 874 daters vurderet med den reviderede CTS, 22% af kvinderne og 21% af mændene rapporterede oplever fysisk aggression fra dating partnere.)

Harders, RJ, Struckman-Johnson, C., Struckman-Johnson, D. & Kommen, SJ (1998). Verbale og fysiske overgreb i dating relationer. Paper præsenteret på mødet i American Psychological Association, San Francisco, CA. (Undersøgte 274 universitetsstuderende ved hjælp af en revideret dannet af konflikten Tactics Scale. konstateret, at kvinder var signifikant mere fysisk aggressive end mænd, især inden for områderne: at flytte, slapping og stansning.)

Headey, B., Scott, D., & de Vaus, D. (1999). Vold i hjemmet i Australien: Er kvinder og mænd lige så voldelig? Data fra International Social Science Survey / Australien 1996/97 blev undersøgt. En prøve af 1643 patienter (804 mænd, 839 kvinder) besvarede spørgsmål om deres erfaringer med
vold i hjemmet i de sidste 12 måneder. Resultaterne viser, at 5,7% af mændene og 3,7% af kvinder rapporterede at blive ofre for overgreb i hjemmet. Med hensyn til skader Resultaterne viser, at kvinder forvolde alvorlige skader mindst lige så hyppigt som mænd. For eksempel 1,8% af mændene og 1,2% af kvinderne rapporterede, at deres kvæstelser nødvendige førstehjælp, mens 1,5% af mændene og 1,1% af kvinderne rapporterede, at deres kvæstelser brug for behandling af en læge eller sygeplejerske.

Hendy, HM, Weiner, K., Bakerofskie, J., Eggen, D., Gustitus, C., & McLeod, KC (2003). Sammenligning af seks modeller for voldelige romantiske relationer i college mænd og kvinder. Journal of Interpersonal Violence , 18, 645-665. (En stikprøve af 608 studerende blev undersøgt med Conflict Tactics Scale. Resultaterne viser, at 16% af mændene og 26% af kvinder rapporterer at påføre vold på deres nuværende romantisk partner.)

Henton, J., Cate, R., Koval, J., Lloyd, S., & Christopher, S. (1983). Romance og vold i dating relationer. Journal of Family Issues, 4, 467-482. (Adspurgte 644 gymnasieelever og fandt, at misbrug fandt sted med en hastighed på 121 per 1000 og viste sig at være gensidigt med begge parter om indledning af vold i et tilsvarende omfang.)

Herrenkohl, TI, Kosterman, R., Mason, WA, & Hawkins, JD (2007). Ungdom Vold baner og proximale Karakteristik af vold i parforhold. Violence and Victims, 22 (3), 259-274. (Forsøgspersoner blev trukket fra et longitudinelt studie i Seattle, WA. På 24 år, 644 forsøgspersoner <51,6% kvinder, 48,4% mænd, 48% euro-amerikanske, 25% afrikansk-amerikanske, 22% asiatisk-amerikanske), der blev indgået et samarbejde blev vurderet med en modificeret version af CTS. Resultaterne viser, at 19% af forsøgspersonerne begået en eller flere handlinger af IPV i det forløbne år. samlet fald på 25% af kvinderne og 13% af mændene rapporterede, der begik IPV.

Hines, DA, Brown, J. & Dunning, E. (2007). Karakteristika ved opkald til indenlandske misbrug hjælpelinje for mænd. Tidende Familie vold, 22, 63-72. (Undersøgelse undersøger oplevelser på 190 mænd, der kaldes Domestic Abuse hjælpelinje for mænd. Resultaterne viser, at alle opkald “oplevet fysiske overgreb fra deres kvindelige partnere, og et stort mindretal frygtede deres koner” vold og blev forfulgt. “)

Hines, DA & Malley-Morrison, K. (2001). Psykologiske virkninger af partner overgreb mod mænd: et forsømt forskningsområde. Psykologi Mænd og Maskulinitet, 2, 75-85. (En oversigtsartikel, der behandler spørgsmålet om mænd ofre for partner misbrug. mener, hvorfor mænd ville blive i et voldeligt forhold.)

Hines, DA & Saudino, KJ (2003). Kønsforskelle i psykiske, fysiske og seksuelle overgreb blandt universitetsstuderende grundlag af den reviderede Conflict Tactics Scales. Violence and Victims, 18 (2), 197-217. (En stikprøve af 481 kollegium studerende reageret på den reviderede Conflict Tactics skala. Resultaterne viser, at 29% af mændene og 35% af kvinder rapporterede begå fysiske overgreb i deres relationer.)

Hird, MJ (2000). En empirisk undersøgelse af unge dating aggression i UK Tidende Adolescence, 23, 69-78. (En prøve af den britiske gymnasieelever blev vurderet med en modificeret udgave af CTS. Resultaterne viser, at 15% af mændene og 14% af kvinder rapporterede oplever fysisk aggression fra deres dating partner inden for de seneste 12 måneder.)

Hoff, BH (1999). Risikoen for alvorlige fysiske skader ved angreb af en kvinde intim. En ny undersøgelse af National Vold mod kvinder undersøgelsesdata på type af angreb fra et intimt. WWW.vix.com / menmag / nvawrisk.htm . (En gennemgang af data fra den seneste nationale vold mod kvinder i undersøgelsen (Tjaden & Thoennes, 1998) viser, at “overfaldet mænd er mere tilbøjelige end overfaldt kvinder til at opleve alvorlige angreb ved at blive ramt med et objekt, slå op, truet med en kniv eller blive knifed. “)

Holtzworth-Munroe, A. (2005). Kvinde begå fysisk aggression mod en partner: et kontroversielt nyt emne i undersøgelsen. Violence and Victims, 20 (2), 251-259. (Belyses de skiftende tidsånd og metodiske spørgsmål, og forskningsresultater vedrørende kvinders udøvet vold.)

Jackson, SM, Cram, F. & Seymour, FW (2000). Vold og seksuel tvang i high school-elever ‘dating-relationer. Tidende vold i familien, 15, 23-36. (I New Zealand udsnit af ældre gymnasieelever 21% af kvinderne og 19% af mænd, der rapporterede været fysisk til skade ved deres heteroseksuelle dating partner.)

Jenkins, SS, & Aube, J. (2002). Kønsforskelle og kønsrelaterede konstruktioner i dating aggression. Personality and Social Psychology Bulletin, 28, 1106-1118. (Brugte CTS med et universitet stikprøve på 85 dating par. Forfattere rapporten, at “kvinder i andre kollegium dating relationer er mere aggressive end mænd.”)

Jezl, DR, Molidor, CE, & Wright, TL (1996). Fysisk, seksuel og psykologisk mishandling i gymnasiet dating relationer: Udbredelsen og selvværd spørgsmål. Child and Adolescent Sociale Arbejde Journal, 13 (1), 69 -87. (gennemgik en etnisk forskelligartet prøve af i øjeblikket dating forsøgspersoner , som responderede på en modificeret udgave af Conflict Tactics Scale. Resultaterne viser, at 50,9% af forsøgspersoner rapporterede at blive ofre for moderat misbrug adfærd såsom “at blive sparket, slog, har dit hår trukket, og er bevidst ridset.”)

Jouriles, DA, & O’Leary, KD (1985). Interpersonelle pålideligheden af rapporter om ægteskabelig vold. Tidende Consulting and Clinical Psychology, 53, 419-421. (Brugt Conflict Tactics Scale med en stikprøve på 65 par i ægteskabet terapi og 37 par fra fællesskabet. Fundet moderate niveauer af aftale om misbrug mellem partnere og lignende hyppigheder af rapporterede vold mellem partnere.)

Kalmuss, D. (1984). Den sociale arv af ægteskabelig aggression. Tidende ægteskab og familie, 46, 11-19. (I et repræsentativt udsnit af 2.143 voksne fandt, at antallet af ægtemand til kone svær aggression er 3,8%, mens satsen for kone til mand svær aggression er 4,6%.)

Katz, J., Carino, A., & Hilton, A. (2002). Perceived verbal konflikt adfærd i forbindelse med fysisk aggression og seksuel tvang i dating relationer: en kønsfølsom analyse. Vold & ofre, 17, 93-109. (En stikprøve af 223 heteroseksuelle dating studerende afsluttet CTS2.

Resultaterne indikerer, at der ikke var nogen forskelle mellem mænd og kvinder i forbindelse med udførelsen af fysisk aggression mod partnere.)

Katz, J., Kuffel, SW, & Koblenz, A. (2002). Er der kønsforskelle i at opretholde dating vold? En undersøgelse af hyppighed, sværhedsgrad, og forholdet tilfredshed. Tidende vold i familien, 17, 247-271. ( Forfattere rapport to studier, hvor dating mænd og kvinder udsat for vold på samme niveau, “selvom mænd oplever hyppigere moderat vold.” I den første undersøgelse n = 286, 55% af kvinderne havde ikke-voldelige partnere, mens 50 % af mændene havde ikke-voldelige partnere i den anden undersøgelse n = 123 73% af kvinderne havde ikke-voldelige partnere, mens 58% af mændene havde ikke-voldelige partnere.)

Kaura, SA & Allan, CM (2004). Utilfredshed med forholdet magt og dating vold begået af mænd og kvinder. Journal of Interpersonal Violence, 19, 576-588. (Et universitet stikprøve på 352 mænd og 296 kvinder afsluttede reviderede Conflict Tactics skala. Forfattere rapport, “Overraskende nok er væsentligt mere dating vold begået er rapporteret af kvinder end af mænd.” fandt også, at “male begå dating vold er relateret til mors vold, mens kvindelige udførelsen af dating vold er relateret til fars vold.” )

Kelly, L. (2003). Disabusing definitionen af vold i hjemmet: hvordan kvinder dejen mænd og den rolle, som den feministiske staten. Florida State Law Review, 30,
791-855. (En videnskabelig undersøgelse af spørgsmålet om mandlige offergørelse der er kritisk over for feministiske perspektiver.)

Kessler, RC, Molnar, BE, Feurer, ID, & Appelbaum, M. (2001). Mønstre og mentale sundhed prædiktorer for vold i hjemmet i USA. International Journal of Law and Psychiatry, 24, 487-507. (En prøve af 3.537 emner var trukket ud af National Co-morbidity Survey, en nationalt repræsentativ undersøgelse foretaget mellem 1990 og 1992. Forsøgspersoner blev gift eller cohabitating mænd og kvinder i alderen 15-54, der blev vurderet ved hjælp CTS. Resultaterne viste, at, “17,4% af kvinderne og 18,4% af mændene rapporterede, at de var ofre for mindre fysisk vold af deres nuværende ægtefæller eller partnere.”)

Kim, K., & Cho, Y. (1992). Epidemiologisk undersøgelse af ægtefællebidrag misbrug i Korea. I EF Viano (udg.) Lingeri Vold: Interdisciplinary Perspectives. (pp. 277-282). Bristol, PA: Taylor and Francis. (Udnyttet konflikten Tactics skala i interview med en stikprøve på 1.316 gift koreanerne . Sammenlignet med resultaterne med amerikanske par, resultater viser, at Koreansk mænd blev offer for deres koner dobbelt så meget som danske mænd, mens koreanske kvinder blev offer for deres ægtefæller tre gange så meget som amerikanske kvinder.)

Kim, JY., & Emery, C. (2003). Civilstand magt, konflikter, norm konsensus, og ægteskabelig vold i en nationalt repræsentativ stikprøve af koreansk par. Journal of Interpersonal Violence, 18, 197-219. (En stikprøve på 1500 Sydkoreanerne blev undersøgt. Civilstand magt, konflikt og normen konsensus var korreleret med ægteskabelig vold. Resultaterne viser, at forekomsten af ægtemand til kone vold 27,8%, mens kone til mand var 15,8%)

Kirschner, M. & Fiebert, M. (2008, april). Interracial dating og partner misbrug: En pilotundersøgelse. Poster session blev præsenteret på det årlige møde i Western Psychological Association, Irvine, CA. (En praktisk prøve på 40 fag, 15 mænd, 25 kvinder, som er i øjeblikket involveret i en interracial forholdet blev evalueret ved brug af CTS2. Ingen sammenhæng mellem partner aggression og etnicitet blev fundet. Men kvinderne var signifikant mere tilbøjelige til at begå vold mod deres mandlige partnere end mænd var imod kvinder.)

Kwong, MJ, Bartholomew, K., & Dutton, D. (1999). Kønsforskelle i mønstrene i forhold vold i Alberta. Canadian Journal of Behavioural Science, 31 (3), 150-160. (Et repræsentativt udsnit af mænd og kvinder fra Alberta bruge Conflict Tactics Scale, berettede om deres erfaringer med ægteskabelige aggression i løbet af en etårig periode. Lignende niveauer af rapporterede begå fysisk vold blev fundet, dvs., ægtemand til kone 12,9 %, kone til mand, 12,3%.)

Lane, K., & Gwartney-Gibbs, PA (1985). Vold i forbindelse med dating og sex. Journal of Family Issues, 6, 45-49. (325 studerende deltog i undersøgelsen om frieri vold. Brugt Conflict Tactics Scale og fundet lige satser for vold for mænd og kvinder.)

Låner, MR, & Thompson, J. (1982). Misbrug og aggression i kur par. Afvigende adfærd, 3, 229-244. (Brugt Conflict Tactics Scales med en stikprøve af 371 enkelte individer og fundet tilsvarende satser for mandlige og kvindelige vold i dating relationer.)

Langhinrichsen-Röhling, J. (2005). Top 10 største hits. Vigtige resultater og fremtidige retningslinjer for vold i parforhold forskning. Journal of Interpersonal Violence, 20, 108-118. (Forfatter ekspliciterer hendes valg af de 10 vigtigste seneste resultater i forbindelse med vold i parforhold. specifikt hedder, viser “data, at kvinders fortsættelse af vold, er overraskende hyppigt, måske mere end mænds….”)

Langhinrichsen-Röhling, J. & Vivian, D. (1994). Den korrelater af ægtefællernes inkongruente rapporter om ægteskabelig aggression. Journal of Family Violence, 9, 265-283. (I en klinik stikprøve på 97 par, der søger ægteskabelig terapi, fandt forfatterne, ved hjælp af en modificeret version af CTS, at 61% af mændene og 64% af de hustruer blev klassificeret som aggressive , 25% af mændene og 11% af hustruer blev identificeret som let aggressiv og 36% af mændene og 53% af hustruer blev klassificeret som meget aggressiv. Sixty-otte procent af par blev i enighed med hensyn til mandens overordnede niveau af aggression og 69% af par, var enige om wive’s samlede niveau af aggression. Aggression niveauer blev identificeret som “ikke-voldelige, mildt voldelige eller stærkt voldelige.” Hvis der var uenighed, 65% af mænd var underrapportering aggression og 35% af mænd var over-rapportering aggression, mens 57% af hustruer var underrapportering aggression og 43% af hustruer var over-rapportering aggression.)

Laroche, D. (2005). Aspekter af kontekst og konsekvenser af vold i hjemmet-Situationsbestemt par vold og intime terrorisme i Canada i 1999. Tabel 8. Quebec City: regeringen i Quebec. (Forfatter præsenterer en ny analyse af den canadiske General Social Survey og rapporter stor lighed i mandlige og kvindelige offergørelse. konkret, 83% af mændene og 77% af kvinderne frygtede for deres liv, fordi de var ensidigt terroriseres af deres partnere. En tilsvarende procentdel af mænd og kvinder som blev terroriseret af deres partnere modtaget lægehjælp. Rapporter 8% af kvinderne og 7% af mændene rapport blive fysisk mishandlet indenfor de sidste 5 år.)

Leisring, PA, Dowd, L. & Rosenbaum, A. (2003). Behandling af Partner Aggressive kvinder. Tidende Aggression, mishandling og Trauma, 7 (1 / 2), 257-277. (Artikel diskuterer oplysninger om ligestilling mellem kønnene i partner aggression. Forfattere giver et rationale for undersøgelse af kvindelige lovovertrædere og beskrive egenskaber partner aggressive kvinder. Inkluderet er en præsentation af behandlingsprogram for partner aggressive kvinder ved University of Massachusetts Medical School.)

Lejeune, C., & Follette, V. (1994). Tage ansvar. Kønsforskelle i rapporteringen dating vold. Journal of Interpersonal Violence, 9, 133-140. (En stikprøve på 465 college-studerende reageret på en mail undersøgelse af CTS poster. Resultaterne viser, at 42,4% af de kvindelige respondenter rapporterer, at de “normalt indlede voldshandlinger i deres forhold” i forhold til 14,3% af de mandlige respondenter, som rapporten “, som de plejer at indlede vold.” Kvinder også rapport at 39,4% af deres mandlige partnere indlede vold, mens 52,4% af mænd rapport, at vold er iværksat af deres kvindelige partnere. Forfattere spekulere, at denne forskel tyder på, at “kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at tage ansvaret for at indlede vold.”)

Leung, P. & Cheung, M. (2008). En prævalens undersøgelse af partner misbrug i seks Asian American etniske grupper i USA. International Social Work, 51, 635-649. (Et stort udsnit af asiatiske amerikanere blev undersøgt med oprindelige CTS i større Houston-området i Texas. Stikprøven bestod af 1577 respondenter: 610 kinesiske, vietnamesiske 517, 154 indere, 123 koreanere, 101 filippinere og 72 japanske. Med hensyn til partneren misbrug høje blev der rapporteret om vietnamesiske (22,4%) og filippinere (21,8%) og lave priser for japansk og kinesisk (9,7%). Samlet kvinder var mere misbrug end mænd (17,6% vs 15,3%).)

Lewis, A. & Sarantakos, S. (2001). Vold i hjemmet og den mandlige offer. Nuance, # 3. (baseret på interviews med 48 mænd i Australien og New Zealand, forfattere nuværende resultater, at vold i hjemmet, som kvinder mod mænd eksisterer, at afslaget på at undersøge forekomsten af dette misbrug er en “umyndiggørelse” af mænd, og at den officielle politik bør ændres for at yde hjælp til misbrugte mænd.)

Lewis, SF, & Fremouw, W. (2001). Dating vold: En kritisk gennemgang af litteraturen. Clinical Psychology Review, 21, 105-127. (Forfattere undersøge litteratur og anfører, at “der er rigeligt med beviser på, at kvinder indlede mere vold end mænd. “Discusses forklaringer p
å disse resultater samt” underskud i den foreliggende litteratur, herunder metoder til prøveudtagning, afhængig foranstaltninger og dataanalyser. “)

Lillja, CM (1995). Hvorfor kvinder misbrug: en undersøgelse af funktionen af mishandlede mænd. Unpublished specialet, California State University, Long Beach. (En gennemgang af litteraturen at undersøge problemet med mænd som ofre for kvindelige overfald. Inkluderer en original spørgeskema til at teste antagelsen om, at kvinder, der mangler social støtte til bekæmpelse af stress kan forventes at begå vold i hjemmet.)

Lo, WA, & Sporakowski, MJ (1989). Videreførelsen af voldelige dating relationer blandt universitetsstuderende. Tidende College Student Development, 30, 432-439. (En stikprøve på 422 college-studerende afsluttede Conflict Tactics Scale. Konstateret, at “Kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at hævde sig selv som misbrugere, og var mindre tilbøjelige til at hævde sig selv som ofre.”)

Lottes, IL, & Weinberg, MS (1996). Seksuel tvang blandt universitetsstuderende: en sammenligning mellem USA og Sverige. Journal of Sex Research, 34, 67-76. (En stikprøve af 507 svenske studerende og 407 amerikanske studerende svarede til punkter på CTS. Resultaterne viser, at 31% af de amerikanske mænd mod 18% af svenske mænd rapporterede at være ofre for fysisk vold af kvindelige partnere i de foregående 12 måneder. Mens 31% af amerikanske kvinder i forhold til 19% af de svenske kvinder rapporterede at være ofre for fysisk vold af mandlige partnere i løbet af de foregående 12 måneder.)

Luthra, R., & Gidycz, CA (2006). Dating vold blandt college mænd og kvinder. Journal of Interpersonal Violence, 21, 717-731. (En stikprøve på 200 college studerende, reagerede på CTS. Resultaterne viser, at 25% af kvinderne og 10% af mændene rapporterede udøver vold på deres dating partnere.)

Macchietto, J. (1992). Aspekter af offergørelse mandlige og kvindelige aggression: Konsekvenser for rådgivning mænd. Journal of Mental Health Counseling, 14, 375-392. (Artikel anmeldelser litteratur om offergørelse mandlige og kvindelige aggression.)

Magdol, L., Moffitt, TE, Caspi, A., Fagan, J., Newman, DL, & Silva, PA (1997). Kønsforskelle i vold i parforholdet i en fødselskohorte af 21-årige: bygge bro mellem den kliniske og epidemiologiske metoder. Tidende Consulting and Clinical Psychology, 65, 68-78. (Brugt CTS med en stikprøve på 861 21-årige i New Zealand. fysisk vold begået blev rapporteret i de foregående 12 måneder ved 37,2% af kvinderne og 21,8% af mændene, med grov vold begået af kvinder på 18,6% og kvinder på 5,7%.)

Makepeace, JM (1986). Kønsforskelle i frieri vold offergørelse. Family Relations, 35, 383-388. (En stikprøve af 2.338 studerende fra syv skoler blev undersøgt om deres erfaringer med dating vold. Frieri vold havde erfaring med 16,7% af respondenterne. Forfattere rapport, at “provisionssatser handlinger, og indledningen af vold var ens på tværs af køn.” På sigt skade, både mænd (98%) og kvinder (92%) rapporteret “ingen” eller “mild” virkninger af vold.)

Malik, S., Sorenson, SB, & Aneshensel, CS (1997). Fællesskabet og dating vold blandt unge: udførelse og offergørelse. Tidende Adolescent Health, 21, 291-302. (En stikprøve af 707 gymnasieelever reagerede på CTS. Resultaterne viser, at pigerne var næsten 3 gange mere tilbøjelige end drenge til at begå dating vold. Med hensyn til etnicitet, afrikansk-amerikanere havde det højeste niveau af dating vold, efterfulgt af Latinoer, hvide og asiatiske amerikanere.)

Mallory, KA, McCloskey, KA, Griggsby, N., & Gardner, D. (2003). Kvinders brug af vold i parforhold. Tidende Aggression, Mishandling & Trauma, 6 (2), 37-59. (Anmeldelser forskning der undersøger kvinders brug af vold i parforhold. Rapporter en række undersøgelser, der dokumenterer øget anholdelser af kvinder i nationale konflikter.)

Malone, J., Tyree, A., & O’Leary, KD (1989). Generalisering og inddæmning: Forskellige effekter af tidligere aggression til hustruer og ægtemænd. Tidende ægteskab og familie, 51, 687-697. (I en stikprøve på 328 par blev det konstateret, at mænd og kvinder involveret i tilsvarende mængder af fysisk aggression i deres familier i oprindelseslandet og mod deres ægtefæller. Men resultaterne viser, at kvinder var mere aggressive til deres partnere end mænd. Aggression var mere forudsigelig for kvinder, dvs, hvis kvinderne observerede forældre aggression eller ramt søskende de var mere tilbøjelige til at være voldelige med deres ægtefæller.)

Margolin, G. (1987). De mange forskellige former for aggressivitet mellem ægteskabelig partnere: Hvordan identificerer vi dem? Tidende Civilstand og familieterapi, 13, 77-84. (Et betalt frivilligt stikprøve af 103 par afsluttet Conflict Tactics Scale. Det blev konstateret, at ægtemænd og hustruer begik tilsvarende beløb på vold. specifikt forekomsten af vold, som rapporteret af ægtefællerne var: ægtemand til kone = 39; kone til mand = 41).

Marshall, LL, & Rose, P. (1987). Køn, stress og vold i de voksnes relationer af en stikprøve af universitetsstuderende. Tidende sociale og personlige relationer, 4, 299-316. (En undersøgelse af 308 studerende afslørede, at 52% udtrykte og 62% modtog vold på et tidspunkt i deres voksne relationer. Samlet rapport kvinder udtrykker mere fysisk vold end mænd. Childhood misbrug fremstod som en forudsigelse af vold i voksne relationer.)

Marshall, LL, & Rose, P. (1990). Førægteskabelig vold: Virkningen af familien i hjemlandet vold, stress og gensidighed. Violence and Victims, 5, 51-64. (454 førægteskabelig studerende afsluttet FTS-og andre skalaer. Generelt kvinder rapporterede udtryk for mere vold end mænd, mens mænd rapporterede modtager mere vold end kvinder. Kvinde vold var også forbundet med at have været misbrugt som børn.)

Mason, A., & Blankenship, V. (1987). Power og tilhørsforhold motivation, stress og misbrug i parforhold. Journal of Personality and Social Psychology, 52, 203-210. (Undersøgt 155 universitetsstuderende med den tematiske Apperception Test , Life Experiences Survey og CTS. konstateret, at der ikke var nogen betydelige kønsforskelle, hvad angår de udsættes for fysiske overgreb. mænd med høj effekt behov var mere tilbøjelige til at være fysisk misbrug samtidig meget stresset kvinder med stort behov for tilhørsforhold og lav aktivitet hæmning var det mest sandsynligt, at være fysisk misbrug. Resultaterne viser, at fysisk misbrug forekom hyppigst blandt begået par.)

Matthews, WJ (1984). Vold i college par. College Student Journal, 18, 150-158. (En undersøgelse af 351 collegestuderende afslørede, at 79 rapporterede mindst en episode af dating vold. Både mænd og kvinder tillægges et fælles ansvar for voldelig adfærd og begge køn, enten som modtagere eller expressors af aggression, fortolket vold som en form for “kærlighed.”)

Maxfield, MG (1989). Omstændigheder, supplerende drab rapporter: Sort og gyldighed. Criminology, 27, 671-695. (Undersøger FBI drab data fra 1976 til 1985. Rapporter, at 9.822 koner & common law koner blev dræbt sammenlignet til 7.433 mænd og common law mænd ).

McCarthy, A. (2001.) Kønsforskelle i forekomsten af, motiver for og konsekvenserne af, dating vold blandt universitetsstuderende. Unpublished Master’s thesis, California State University, Long Beach. (I en stikprøve på 1145 studerende konstateret, at 36% af mændene og 28% af kvinder, der reagerer på den CTS2 rapporterede, at de var ofre for fysisk aggression i det foregående år. Der var ingen forskelle i rapporteret motiver for aggression mellem mænd og kvinder.)

McKinney, K. (1986). Foranstaltninger af verbale, fysiske og seksuelle dating vold efter køn. Free Inqu
iry i Creative Sociology, 14, 55-60. (Undersøgte 163 collegestuderende, 78 mænd, 85 kvinder, med et spørgeskema til formål at vurdere involvering i dating misbrug. konstateret, at 38% af kvinderne og 47% af mændene, at de var ofre for fysiske overgreb i dating relationer. konstaterede også, at 26% af kvinderne og 21% af mændene har erkendt, at de fysisk overfaldet deres Dating Partners.)

McLeod, M. (1984). Kvinder mod mænd: En undersøgelse af vold i hjemmet er baseret på en analyse af officielle data og nationale offergørelse data. Justice Quarterly, 1, 171-193. (Fra et datasæt af 6.200 sager om ægtefællebidrag misbrug i Detroit-området i 1978-79 fandt, at mænd, der anvendes våben 25% af tiden, mens kvindelige Gerningsmændene anvendte våben 86% af tiden, 74% af mændene lidte skade, og af disse 84% er nødvendige lægebehandling. konkluderer, at mandlige ofre er skadet mere ofte og mere alvorligt end kvindelige ofre.)

McNeely, RL, Cook, PW & Torres, JB (2001). Er vold i hjemmet et kønspolitisk emne eller et menneskeligt problem? Journal of Human Behavior i det sociale miljø, 4 (4), 227-251. (Gør gældende, at vold i hjemmet er et menneskeligt problem og ikke et kønspolitisk spørgsmål. præsenterer og diskuterer empiriske resultater og casestudier for at støtte dette synspunkt. udtrykker bekymring over mænds “juridiske og sociale defenselessness.”)

McNeely, RL, & Mann, CR (1990). Vold i hjemmet er et menneskeligt problem. Journal of Interpersonal Violence, 5, 129-132. (En gennemgang artikel, der diskuterer resultaterne, at kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at engagere sig i alvorlige voldshandlinger, og at “kvalificere ægtefællebidrag vold som en kvindernes problem snarere end et menneskeligt problem, er forkert.”)

McNeely, RL, & Robinson-Simpson, G. (1987). Sandheden om vold i hjemmet: En falsk indrammet spørgsmål. Social Work, 32, 485-490. (En gennemgang artikel, som konkluderer, at kvinder er lige så voldelige som mænd i den indenlandske relationer.)

Mechem, CC, Shofer, FS, Reinhard, SS, Hornig, S., & Anne Cathrine Herdorf, E. (1999). History for vold i hjemmet blandt mandlige patienter til et bymæssigt skadestue. Academic Emergency Medicine, 6, 786-791. (Data blev indsamlet over en 13 ugers periode på en skadestue i Philadelphia, som fokuserede på skader på mandlige patienter. Resultaterne viste, at 12,6% af de 866 mænd blev ofre for vold i hjemmet. Forfattere nævne offentliggjorte undersøgelsesresultater, at 14,4% af kvinderne behandlet på skadestuer var blevet fysisk eller seksuelt misbrugt af en partner. sammenlignet med ikke-ofre, ofre var mere tilbøjelige til at være single , yngre og afrikansk-amerikanske . Med hensyn til overfald, 48% af mændene rapporterede at blive sparket, bidt, chokerede eller slået af en kvindelig partner, mens 37% af mændene rapporterede at have et våben brugt imod dem.)

Mercy, JA, & Saltzman, LE (1989). Dødelig vold mellem ægtefæller i USA, 1.975-85. American Journal of Public Health, 79, 595-599. (Undersøgt FBI tal vedrørende ægtefællebidrag drabssager. Løbet af de 10 år 1975 til 1985 fundet højere mord satser koner end mænd . Sorte mænd var i størst risiko for offergørelse. ægtefællebidrag drab blandt sorte var 8,4 gange højere end for hvide. Ægtefælle drab satser var 7,7 gange højere i interracial ægteskaber og risikoen for offergørelse for både hvide og sorte steget som aldersforskelle mellem ægtefællerne øget. hustruer og ægtemænd var lige stor sandsynlighed for at blive dræbt af skydevåben mens mænd var mere tilbøjelige til at blive stukket ned og hustruer mere sandsynligt, at tvang til døden. argumenter tilsyneladende optrappet til mord i 67% af ægtefælle drabssager.)

Meredith, WH, abbed, DA, & Adams, SL (1986). Familie vold i forbindelse med ægteskabet og forældrenes tilfredshed og familiens stærke sider. Tidende vold i familien, 1, 299-305. (Forfattere rapport, at 6% af mændene og 5% af kvinderne i Nebraska oplyst, at de, der anvendes grov vold mindst én gang i det foregående år.)

Merrill, LL, King, LK, Milner, JS, Newell, CE, & Koss, MP (1998). Premilitary parforhold konfliktløsning i en flåde grundlæggende praktikant prøve. Militær Psykologi, 10, 1-15. (En prøve af 2 , 987, 1.560 kvinder og 1.427 mænd> Navy grundlæggende praktikanter reagerede på CTS. Flere mænd end kvinder rapporteret modtager fysisk vold fra en partner, og flere kvinder end mænd rapporterede mindst en instans af at påføre fysisk vold på en partner.)

Migliaccio, TA (2002). Mishandlede mænd: A Narrative analyse. Journal of Family Issues, 23, 26-52. (Narratives of 12 misbrugte mænd er undersøgt. Undersøgelse fastslår, at regnskaberne for voldsramte kvinder og mænd følger de samme mønstre, “herunder strukturen i de relationer, accept af misbrug, og den sociale kontekst i situationen. “)

Mihalic, SW, & Elliot, D. (1997). En social læringsteori model af ægteskabelig vold. Tidende vold i familien, 12, 21-46. (baseret på data fra National Youth Survey en social læringsmodel af ægteskabelig vold for mænd og kvinder blev afprøvet. For mænd etnicitet, før offergørelse, stress og ægteskabelig tilfredshed forudsagt både udførelse og oplevelse af mindre vold. Med hensyn til grov vold etnicitet, før offergørelse, ægteskabelig tilfredshed forudsagde mænds oplevelse af ægteskabelig vold , mens etnicitet, klasse og køn rolle holdninger forudsagt, begået af mandlige ægteskabelig vold. For kvinder vigtigste forudsigelse af de erfaringer, som både mindre og alvorlige ægteskabelig vold var ægteskabelig tilfredshed, klassen var også en forudsigelse. Med hensyn til kvindelige gerningsmændene til ægteskabelig vold det vidner om forældremyndighed vold var en vigtig prædiktor sammen med klassen og ægteskabelig tilfredshed. Den sociale læring model fungerede bedre for kvinder end mænd.)

Milardo, RM (1998). Køn asymmetri i fælles par vold. Personlige relationer, 5, 423-438. (En stikprøve på 180 college-studerende blev spurgt, om de ville kunne ramme deres partner i et Antallet af situationer, der er fælles for et dating forhold. Resultaterne viser, at 83% af de kvinder, sammenlignet med 53% af mændene, at de ville være lidt formodes at ramme deres partner.)

Mirrlees-Black, C. (1999). Resultaterne fra en ny British Crime Survey self-afslutning spørgeskema. Home Office Research, Development and Statistics Directorate rapport 191. Home Office. London, HMSO. (I 1996, for 16.000 udfyldte spørgeskemaer kriminalitet offergørelse . Resultaterne viser 4,2% af mændene og 4,2% af kvinderne i alderen 16-59 rapporteres at være fysisk overfaldet af en nuværende eller tidligere partner inden for det seneste år.)

Moffitt, TE, Robins, RW, & Caspi, A. (2001). Et par analyse af partner misbrug med konsekvenser for misbrug politik til forebyggelse. Criminology & Public Policy, 1 (1), 5-36. (En repræsentant længderetningen prøve på 360 unge, voksne par i New Zealand har gennemført en 13 punkt fysisk misbrug skala. Resultaterne viser, at 40% af mændene og 50% af kvinderne havde begået mindst en handling af fysisk vold mod deres partnere.)

Molidor, C., & Tolman, RM (1998). Køn og kontekstuelle faktorer hos unge dating vold. Vold mod kvinder, 4 (2), 180-194. (Forsøgspersoner blev 635 gymnasieelever hvem gennemført en modificeret udgave af CTS. Resultaterne indikerer, at der ikke var nogen signifikant forskel mellem mænd og kvinder i deres oplevelse af den samlede dating vold <37,1% af mænd mod 36,4% kvinder. Males rapporteret øget hyppighed af moderat vold og kvinder rapporterede større hyppighed af alvorlig vold.)

Monson, CM, & Langhinrichsen-Röhling, J. (2002). Seksuel og nonsexual dating vold begået: afprøvning af et integreret gerningsmand typologi. Violence and Victims, 17, 403-428. (En stikprøve på 228 mænd og 442 kvinder blev vurderet med en modificeret udgave af CTS2. Resultaterne
viser 27% af mændene og 37% af kvinder rapporterede begå fysisk vold på deres partnere.)

Morse, BJ (1995). Beyond the Conflict Tactics Scale: Evaluering af kønsforskelle i vold i parforholdet. Violence and Victims, 10 (4), 251-272. (Data blev analyseret fra National Youth Survey, et longitudinelt studie påbegyndt i 1976 med 1.725 forsøgspersoner, der blev hentet fra en stikprøve af husstande i USA, og som i 1976, var i alderen 11-17. Denne undersøgelse fokuserer på vold, som vurderes af CTS mellem mandlige og kvindelige gift eller samlevende respondenterne i undersøgelsen år 1983 , 1986 , 1989 , og 1992 . For hver undersøgelse år prævalens af enhver form for vold og grov vold var signifikant højere for kvindelige til mandlige end til mænd til kvinder. For eksempel var i 1983 antallet af enhver form for vold han til hun 36,7, mens satsen for enhver form for vold kvinde til mand var 48, i 1986, var antallet af grov vold han til hun 9.5, mens sats for grov vold kvinde til mand var 22,8. I 1992 blev antallet af enhver form for vold han til hun var 20,2, med en grov vold sats han til hun på 5,7, mens andelen af enhver form for vold kvindelige til mandlige var 27,9, med en alvorlig vold sats kvinde til mand på 13,8. Forfatter bemærker, at nedgangen i volden over tid skyldes stigningen i alder af forsøgspersonerne. Resultaterne viser , at over dobbelt så mange kvinder som mænd rapporterede angribe en partner, der ikke havde angreb dem i løbet af undersøgelsen år. “I 1986 blev omkring 20% af både mænd og kvinder rapporterede at overgreb har resulteret i fysiske skader. Med andre år kvinder var mere tilbøjelige til selv at rapporten personskade.)

Munoz-Rivas, MJ, Grana, JL, O’Leary, KD, & Gonzalez, MP (2007). Aggression hos unge dating relationer: prævalens, begrundelse, og sundhedsmæssige konsekvenser. Tidende Adolescent Health, 40, 298-304. ( En prøve af 2416 gymnasieelever fra 20 forskellige skoler i Madrid, Spanien gennemført en ændret CTS. Resultaterne viser, at betydeligt flere kvinder, 41,9% sammenlignet med 31,7% af mændene, der er optaget til udførelse eller anden form for fysisk aggression mod deres datering partnere. Kvinderne var betydeligt mere tilbøjelige til at slå eller sparke , slap og skubbe eller gribe end mænd.)

Murphy, JE (1988). Dato misbrug og tvunget samleje blandt universitetsstuderende. I GP Hotaling, D. Finkelhor, JT Kirkpatrick, & MA Straus (Eds.) Familie misbrug og dets konsekvenser: New Directions in Research (pp. 285-296). Beverly Hills, CA: Sage. (En stikprøve af 485 enkelt universitetsstuderende afsluttet CTS. Overordnet mænd rapporterede større offergørelse end kvinder. For eksempel, 20,7% af mænd i forhold til 12,8% af kvinder rapporterede at blive sparket, bit eller hit med en knytnæve og 6% af mændene i forhold til 3,6% af kvinder rapporterede at blive mishandlet af deres heteroseksuelle partner.)

Mwamwenda, TS (1998). Rapporter om mand slag fra en bachelor-prøve i Umtata. Psychological

Reports, 82, 517-518. (Undersøgte en stikprøve af 138 kvindelige og 81 mandlige universitetsstuderende i Transkei, Sydafrika, om deres vidne Skånsom batteri . Svarene viser, at 2% af patienterne oplevede deres mor fik deres far, 18% har set eller hørt kvindelige slægtninge slå deres mænd, og 26% har set eller hørt kvindelige naboer slå deres mænd.)

Leave a Response »

 

Kvinder og vold I torsdag, sep 24 2009

REFERENCER BEHANDLINGEN overfald af kvinder på deres ægtefæller eller mandlige partnere: En kommenteret bibliografi

Martin S. Fiebert Institut for Psykologi California State University, Long Beach

Seneste opdatering: Juli 2009

Opsummering: Denne bibliografi undersøger 256 videnskabelige undersøgelser: 201 empiriske undersøgelser og 55 vurderinger og / eller analyser, som viser, at kvinder er fysisk aggressiv, eller mere aggressive, end mænd i deres forhold til deres ægtefæller eller mandlige partnere. Den samlede prøve størrelse i de gennemgåede undersøgelser overstiger 253.500.

Bibliografiske referencer sorteret efter kategori

Aizenman, M. & Kelley, G. (1988). Forekomsten af vold og bekendtskabet voldtægt i dating relationer mellem skole mænd og kvinder. Tidende College Student Development, 29, 305-311. (En prøve af aktivt dating universitetsstuderende svarede på en undersøgelse undersøge frieri vold. Forfattere rapport, at der ikke var nogen signifikante forskelle mellem kønnene i selvrapporteret begå fysiske overgreb.)

Amendt, G. (2008). Jeg har ikke skilsmisse mine børn!: Hvor fædre beskæftige sig med familiens opbrud. Campus Verlag Publishers. (I kapitel 5 forfatteren præsenterer data fra en internet-undersøgelse 3600 skilt tyske fædre. Resultaterne viser, at 1 / 3 af mændene rapporterede tilfælde af fysisk vold i forbindelse med skilsmisse processen og 2 / 3 af disse blev indledt af ex-partnere.)

Anderson, KL (2002). Gerningsmand eller offer? Forholdet mellem vold i parforhold og trivsel. Tidende ægteskab og familie, 64, 851-863. (Data bestod af 7.395 gifte og samlevende heteroseksuelle par trukket fra 1. bølge af det nationale Kortlægning af familier og husstande . Med hensyn til foranstaltninger: forsøgspersoner blev bedt om “hvor mange argumenter i løbet af det seneste år resulteret i ‘du ramme, skubbe eller kaste ting på en partner.” De blev også spurgt om, hvor mange argumenter, der afsluttedes med deres partner, «slår, skubbe eller kaste ting efter dig.” Forfatter rapporter, at “offergørelse priser er lidt højere blandt mænd end kvinder og i sager, der vedrører udførelsen af kun én partner, flere kvinder end mænd blev identificeret som gerningsmænd .”)

Archer, J. (2000). Kønsforskelle i aggressionen mellem heteroseksuelle partnere: A meta-analytic review. Psychological Bulletin, 126, 651-680. (meta-analyser af kønsforskelle i fysisk aggression viser, at kvinder var mere tilbøjelige end mænd til at “bruge en eller flere former for fysisk aggression og at anvende sådanne handlinger oftere.” Med hensyn til skader, kvinderne var lidt større sandsynlighed for at blive skadet , og analyser viser, at 62% af de sårede var kvinder.)

Archer, J. (2002). Kønsforskelle i fysisk aggressive handlinger mellem heteroseksuelle partnere: A meta-analytic review. Aggression og Violent Behavior, 7, 213-351. (Analyse reaktioner på konflikten Tactic skjoldlus og ved hjælp af et datasæt noget anderledes fra den tidligere 2000 blev der offentliggjort, forfatteren rapporter om, at kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at smide noget på deres partnere, såvel som slag, spark, bid, slag og ramte med et objekt. mænd var mere tilbøjelige end kvinder til at kvæle, choker, eller slå op deres partnere.)

Archer, J. (2006). Tværs af kulturelle forskelle i fysisk aggression mellem partnere: En social-rolle analyse. Personality & Social Psychology Review, 10, 133-153. (En gennemgang artikel, som tyderpå, at “kvinders indflydelse og status er forbundet med lavere offergørelse satser fra deres partnere. “større individualisme og myndiggørelse af kvinder, er imidlertid også forbundet med højere begå satser.)

Archer, J., & Ray, N. (1989). Dating vold i Det Forenede Kongerige: en foreløbig undersøgelse. Aggressive Behavior, 15, 337-343. (Treogtyve dating par afsluttet Conflict Tactics skala. Resultaterne viser, at kvinder var signifikant mere tilbøjelige end deres mandlige partnere til at give udtryk for fysisk vold. Forfattere også berette, at “foranstaltninger af partner aftale var højt”, og at sammenhængen mellem fortid og nutid vold var lav.)

Arias, I., Samios, M., & O’Leary, KD (1987). Udbredelse og korrelationer for fysisk aggression under frieri. Journal of Interpersonal Violence, 2, 82-90. (Brugt Conflict Tactics Scale med en stikprøve på 270 studerende og fandt 30% af mændene og 49% af kvinder rapporterede at bruge nogle form for aggression i deres dating historier med en større procentdel af kvinder, der udøver alvorlig fysisk aggression .)

Arias, I., & Johnson, P. (1989). Evalueringer af fysisk aggression blandt intime dyads. Journal of Interpersonal Violence, 4, 298-307. (Brugt Conflict Tactics Scale-CTS-med en stikprøve på 103 mandlige og 99 kvindelige studerende. Både mænd og kvinder havde lignende erfaringer med dating vold, 19% af kvinderne og 18% af mændene indrømmede at være fysisk aggressive. En signifikant større procentdel af kvinder tænkte selvforsvar var en legitim grund for mænd at være aggressiv, mens en større andel af mænd troede slapping var en legitim reaktion for en mand eller kvinde, hvis deres partner er seksuelt utro.)

Arriaga, XB & Foshee, VA (2004). Adolescent dating vold. Må unge følge i deres venners eller deres forældres fodspor? Journal of Interpersonal Violence, 19, 162-184. (En modificeret udgave af Conflict Tactics Scale blev administreret to gange, 6 måneders mellemrum, til 526 unge, hvis medianalderen var 13. Resultaterne viser, at 28% af pigerne rapporterede udøver vold med deres partnere undertiden en , mens 42% af pigerne rapporterede udøver vold undertiden to. For drenge, 11% rapporterede udøver vold på en gang, mens 21% rapporterede udøver vold undertiden to. Med hensyn til offergørelse, 33% af pigerne og 38% af drengene rapporterede at blive ofre for aggression partner på en gang og 47% af pigerne og 49% af drengene rapporterede offergørelse på lejlighed to.

Basile, S. (2004). Sammenligning af misbrug af samme og modsat køn-parterne som nævnt i anmodninger om misbrug, forebyggelse ordrer. Tidende vold i familien, 19, 59-68. (Forfatter gennemgået retsdokumenter i Massachusetts for året 1997 og fandt, at “mandlige og kvindelige tiltalte, der var genstand for en klage i den indenlandske forbindelser tilfælde, mens nogle gange udviser forskellige aggressive tendenser, målt næsten lige misbrug i form af det samlede niveau for psykisk og fysisk aggression.)

Bernard, ML, & Bernard, JL (1983). Voldelige intimitet: Familien som en model for kærlighedsforhold. Family Relations, 32, 283-286. (Undersøgte 461 collegestuderende, 168 mænd, 293 kvinder, med hensyn til dating vold . konstateret, at 15% af de mænd, der er optaget til fysisk at misbruge deres partnere, mens 21% af kvinderne, der er optaget til fysisk at misbruge deres partnere.)

Billingham, RE, Bland, R., & Leary, A. (1999). Dating Vold på tre perioder: 1976, 1992, 1996. Psychological Reports, 85, 574-578. (Data blev indsamlet fra college-studerende i 1986 1992 og 1996 . Fag afsluttet CTS og resultaterne viser en væsentlig nedgang i partner-vold over en 10 års periode. Men i forhold til fag »selvrapporteret vold og rapport partner vold, kvinder konsekvent var mere aggressive end mænd.)

Billingham, RE, & Sack, AR (1986). Frieri vold og interaktive status af forholdet. Tidende Adolescent Research, 1, 315-325. (Med CTS med 526 universitetsstuderende fandt tilsvarende satser af gensidig vold, men med kvinder rapportering højere forekomst af vold, indledningen, når partneren ikke havde – 9% vs 3%.)

Bland, R., & Orne, H. (1986). Familie vold og psykisk lidelse. Canadian Journal of Psychiatry, 31, 129-137. (I interviews med 1.200 tilf�
�ldigt udvalgte canadiere konstateret, at kvinder både engageret i og indledte vold til højere satser end deres mandlige partnere.)

Bohannon, JR, Dosser Jr., DA, & Lindley, SE (1995). Brug par data til at afgøre, vold i hjemmet satser: Et forsøg på at gentage tidligere arbejde. Violence and Victims, 10, 133-41. (Forfattere rapport, der i en stikprøve af 94 militære par 11% af kvinder og 7% af mænd var fysisk aggressive, som rapporteret af hustruer.)

Bookwala, J. (2002). Rolle egne og opfattes partner udlæg i forhold aggression. Journal of Interpersonal Violence, 17, 84-100. (I en stikprøve på 161 studerende, 34,3% af kvinderne rapporteret at blive ofre for partner aggression i forhold til 55,9% af mænd.)

Bookwala, J., Frieze, IH, Smith, C., & Ryan, K. (1992). Prædiktorer af dating vold: En multi variate analyse. Violence and Victims, 7, 297-311. (Brugt CTS med 305 universitetsstuderende og fundet, at 133 kvinder og 43 mænd udsat for vold fra en nuværende eller seneste dating forholdet. Forfattere rapporterer, at “kvinder rapporterede udtryk for lige så meget eller mere vold i deres forhold som mænd.” Mens de fleste vold i parforhold synes at være gensidig – 36% rapporteret af kvinder, 38% af mænd – kvinder rapporterer at indlede vold med ikke voldelige partnere oftere end mænd ).

Brinkerhoff, M., & Lupri, E. (1988). Interspousal vold. Canadian Journal of Sociology, 13, 407-434. (Undersøgt Interspousal vold i et repræsentativt udsnit af 562 par i Calgary, Canada. Brugt Conflict Tactics Scale og fandt dobbelt så meget kone-til-mand som mand-til-kone grov vold . Den samlede vold sats for mænd var 10,3%, mens den samlede vold sats for hustruer var 13,2%. Vold var signifikant højere i yngre og barnløse par. Resultaterne tyder på, at mænds vold faldt med et højere uddannelsesniveau, mens kvindelige vold steget.)

Brown, G. (2004). Køn som en faktor i svaret fra de retshåndhævende system til vold mod partnere. Sexuality and Culture, 8, (3-4), 3-139. (Opsummerer partner vold data fra 1999 Canadian General Social Survey . GSS Den er baseret på en repræsentativ stikprøve på 25.876 personer. Overordnet i 12-måneders periode forud for undersøgelsen, anslået 3% canadiske kvinder og 2% af den canadiske mænd rapporterede oplever vold fra deres partnere. I løbet af den 5-årige periode fra 1995-1999, en anslåede 8% af canadiske kvinder og 7% af de canadiske mænd rapporterede vold fra deres partnere. Anmeldt politi og juridiske svar til partner vold i Edmonton, Canada og konkluderer, at “… mænd, som er involveret i tvister med deres partnere, uanset om det formodede ofre eller som gerningsmændene eller begge dele, er dårligt stillede og behandles mindre gunstigt end kvinder, som de retshåndhævende system ved næsten hvert eneste skridt. “)

Børste, LD (1990). Voldshandlinger og skadevoldende resultater i ægtepar: metodologiske spørgsmål i national undersøgelse af familier og husstande. Gender & Society, 4, 56-67. (Brugte Conflict Tactics skala i en stor national undersøgelse, n = 5.474, og fandt, at kvinder engagere sig i samme mængde ægtefællebidrag vold som mænd.)

Brutz, J., & Ingoldsby, BB (1984). Konfliktløsning i Quaker familier. Tidende ægteskab og familie, 46, 21-26. (Brugt Conflict Tactics Scale med en stikprøve på 288 Kvækerne og fundet en lidt højere andel af kvinder til mænds vold end mandlige til kvindelige vold .)

Burke, PJ, Stets, JE, & Pirog-God, MA (1988). Køn identitet, selvværd, og fysisk og seksuelt misbrug i dating relationer. Social Psychology Quarterly, 51, 272-285. (En stikprøve af 505 kollegium studerende afsluttet CTS. Forfattere rapporterer, at de fandt “ingen signifikant forskel mellem mænd og kvinder i rapportering påfører eller lider fysisk misbrug.” Især inden for en etårig periode, de fandt, at 14% af mændene og 18% af kvinder rapporterede at påføre fysisk misbrug, mens 10% af mændene og 14% af kvinder rapporterede at opretholde fysisk misbrug.)

Caetano, R., Schafter, J., Field, C., & Nelson, SM (2002). Aftale på indberetninger om vold i parforhold blandt hvide, sorte og spansktalende par i USA. Journal of Interpersonal Violence, 17, 1308-1322. (En stikprøve af 1.635 par blev interviewet og vurderet med CTS. aftale om vold i parforhold var omkring 40%, med ingen forskelle rapporteret på tværs af etniske grupper. Kvinders betydeligt rapporteret begår mere vold i parforholdet end mænd i alle tre etniske grupper .)

Callahan, MR, Tolman, RM, & Saunders, DG (2003). Adolescent dating vold offergørelse og psykiske velbefindende. Tidende Adolescent Research, 18 (6), 664-681. (Forsøgspersoner blev 190 gymnasieelever , der har afsluttet en modificeret udgave af CTS2. Med hensyn til skader, 22% af pigerne og 17% af drengene rapporteret at komme til skade ved deres Dating Partners. Bemærk denne forskel er væsentlige. )

Henningsen, DM & Crosby, L. (1997). Observeret og rapporterede psykiske og fysiske overgreb på unge i risikogruppen par. Social Development, 6, 184-206. (En stikprøve af 118 unge mænd og deres Dating Partners blev undersøgt om deres egen fysiske aggression samt at deres partnere. Resultaterne viser, at 31% af mændene og 36% af engagerede kvinder “i en handling af fysiske overgreb mod deres nuværende partner.”)

Henningsen, D. M, Kim, HK, & Shortt, JW (2004). Kvinders deltagelse i aggression hos unge voksne romantiske forhold. I M. Putallaz og KL Bierman (Eds.). Aggression, antisocial adfærd og vold blandt piger ( pp.. 223-241). New York: Guildford Press. (En gennemgang kapitel, der beretter om data fra Oregon Youth Study and Couples Study. Forfatterne konkluderer, at “Unge kvinder blev målt til at indlede fysisk aggression mod deres partnere hyppigere end var unge mænd. “Og” den relative forekomst af hyppig fysisk aggression af kvinder og af skade og frygt for mænd var overraskende højt. “)

Henningsen, DM, Kim, HK, & Shortt, JW (2007). Observeret indledning og gensidigheden i fysisk aggression hos unge i risikogruppen par. Tidende familieterapi, 22 (2) 101-111. (En langsgående studie med emner fra Oregon Ungdom og Couples Study. Forsøgspersoner blev vurderet 4 gange over en 9-årig periode fra sidst i puberteten til midten af 20′erne. Rettens tillukkes, at unge kvinder på indledningen af fysisk vold var “to gange højere end for mænd i de sene ungdomsår og voksenlivet. “Ved midten af 20′erne satsen for indledningen var omtrent den samme. Gensidig aggression øget sandsynligheden for en skade for både mænd og kvinder.)

Henningsen, DM & Owen, LD (2001). Fysisk aggression i et fællesskab prøve på udsatte unge par: Køn sammenligninger for høj frekvens, skade, og frygt. Journal of Family Psychology, 15 (3), 425-440. Uafgjort fra et fællesskab baseret på risiko-prøve, 159 unge par blev vurderet med Conflict Tactics omfang og foranstaltninger af selvrapporteret kvæstelser. Resultaterne viste, at 9,4% af mændene og 13,2% af kvinderne blev begået hyppig fysisk aggression mod deres partnere. modsætning til forventningerne, 13% af mændene og 9% af kvinderne angav, at de var fysisk skade mindst én gang. Forfattere rapport “2% af mændene og ingen af kvinderne angiver, at de var blevet såret af deres partnere, mellem fem og ni gange.”

Carlson, BE (1987). Dating vold: en forskningsoversigt og en sammenligning med ægtefælle misbrug. Social sagsbehandling, 68, 16-23. (Anmeldelser forskning om dating vold og konstaterer, at mænd og kvinder har lige stor sandsynlighed for aggressive mod deres partnere, og at “hyppighedenaf aggressive handlinger er omvendt relateret til sandsynligheden for deres forvolder fysisk skade.”)

Carney, M., Buttell, F., & Dutton, D. (in press). Kvinder, der begår vold i parforhold: En gennemgang af litteraturen med anbefalinger til behandling. Aggression og voldelig a
dfærd. (En glimrende gennemgang af litteraturen om kvinder, der begår vold i parforhold. Også sammenfatter intervention programmer for disse kvinder.)

Carrado, M., George, MJ, Loxam, E., Jones, L., & Templar, D. (1996). Aggression i British heteroseksuelle forhold: en beskrivende analyse. Aggressive Behavior, 22, 401-415. (I en repræsentativt udsnit af de britiske mænd og kvinder det blev fundet, ved hjælp af en modificeret version af CTS, at 18% af mændene og 13% af kvinder rapporterede at blive ofre for fysisk vold på et tidspunkt i deres heteroseksuelle forhold. Med hensyn til de nuværende forbindelser, 11% af mændene og 5% af kvinder rapporterede at blive ofre for partner aggression.)

Cascardi, M., Avery-Leaf, S., O’Leary, KD, & Slep, AMS (1999). Factor Struktur og konvergerende gyldigheden af Conflict Tactics Scale i high school-elever. Psychological Assessment, 11, 546-555. (En prøve af 2320 gymnasieelever fra syv gymnasier i Long Island, New York blev vurderet med en ændret CTS. Et væsentligt større antal kvinder sammenlignet med mænd rapporterede begå fysiske overgreb mod deres Dating Partners. Af særlige note 18,1% af kvinder i forhold til 4,3% af mændene rapporterede slapping deres partnere og 16,9% af kvinder i forhold til 5,5% af mændene rapporterede “sparke, bide eller slå” deres partnere.)

Cascardi, M., Langhinrichsen, J., & Vivian, D. (1992). Civilstand aggression: Impact, skade, og sundhed korrelater for ægtemænd og hustruer. Archives of Internal Medicine, 152, 1178-1184. (Undersøgt 93 par, der søger ægteskabelige terapi. Fundet ved hjælp af CTS og andre oplysninger, at 71% rapporterede mindst en episode af fysisk aggression i det seneste år. Mens mænd og kvinder var lige stor sandsynlighed for at begå vold, kvinder rapporterede mere alvorlige skader. Halvdelen af hustruer og to tredjedele af Mændene rapporterede ingen skader som følge af alle aggression, men koner lidt mere skader som følge af mild aggression.)

Caulfield, MB, & Riggs, DS (1992). Vurderingen af dating aggression: Empiriske evalueringen af Conflict Tactics Scale. Journal of Interpersonal Violence, 4, 549-558. (Brugt CTS med en stikprøve på 667 ugifte college studerende og findes på en række punkter væsentligt højere svar af fysisk vold på en del af kvinder. For eksempel 19% af kvinderne slog deres mandlige partner, mens 7% af mændene slog deres partnere, 13% af kvinderne sparket, bit, eller ramt deres partnere med en knytnæve, mens kun 3,1% af mændene deltager i denne aktivitet.)

Cercone, JJ, Strand, SRH, & Arias, I. (2005). Køn Symmetri i Dating vold i parforhold: Er Behavior medfører tilsvarende konstruktioner? Violence and Victims, 20 (2) 207-218. (En stikprøve af 414 universitetsstuderende reagerede på CTS2. Resultaterne viser, at mandlige og kvindelige forsøgspersoner blev lige stor sandsynlighed for at være gerningsmændene til mindre vold i intime dating relationer, men kvinderne var dobbelt så stor risiko som mænd til at begå grov vold ).

Chermack, St. T., Walton, MA, Fuller, BE, & Blow, FC (2001). Korrelater til udtryk og modtog vold på tværs af forholdet typer blandt mænd og kvinder stofmisbrugere. Psychology of Addictive Behavior, 15, 140-151. (En prøve af stofmisbrugere i alderen 17-83 afsluttet en modificeret udgave af CTS. Resultaterne viser ingen forskelle i udtryk eller modtaget partner vold for mænd og kvinder.)

Clark, ML, Beckett, J., Wells, M., & Dungee-Anderson, D. (1994). Frieri Vold blandt afrikansk-amerikanske universitetsstuderende. Tidende Black Psychology, 20 (3), 264-281. (En stikprøve på 311 afrikansk-amerikanske universitetsstuderende reagerede på CTS.

Rettens viser, at 41% af mændene og 33% af kvinder rapporterede at blive fysisk mishandlet af en dating partner.)

Claxton-Oldfield, S. & Arsenault, J. (1999). Indledningen af fysisk aggressiv adfærd, som kvindelige universitetsstuderende mod deres mandlige partnere: Udbredelse og grundene udbydes til en sådan adfærd. Upublicerede manuskript. (I en stikprøve på 168 aktivt dating kvindelige studerende på et canadisk universitet, 26% angav, at de har iværksat, fysiske overgreb mod deres mandlige partnere. Hyppigste årsag til en sådan opførsel var fordi partneren ikke lyttede til dem.)

Cogan, R., & Ballinger III, BC (2006). Alkohol problemer og differentiering af partner, fremmede, og generel vold. Journal of Interpersonal Violence, 21 (7), 924-935. (En stikprøve af 457 college mænd og 958 kollegium kvinder afsluttet CTS. Resultaterne viste, at betydeligt flere mænd end kvinder rapporteres at være offer for deres partnere.)

Coney, NS, & Mackey, WC (1999). Feminiseringen af vold i hjemmet i Amerika: Den woozle virkning rækker ud over retorikken. Journal of Men’s Studies, 8 (1), 45-58. (Forfattere revision af vold i hjemmet litteratur og rapporterer, at selv om samfundet i almindelighed såvel som medierne skildrer kvinder som “modtagere af vold i hjemmet … epidemiologiske undersøgelser om fordelingen af voldelig adfærd mellem voksne partnere tyder på ligestilling mellem kønnene.”)

Cook, PW (1997). Mishandlede mænd. Skjulte side af vold i hjemmet. Westport, CN.: Praeger. (Præsenterer beviserne, empiriske og personlige, for mandlige ægtefællebidrag offergørelse. Undersøger modstand mod anerkendelse af resultater og tilbyder løsninger til at reducere den indenlandske vold.)

Corry, CE, Fiebert, MS, & Pizzy, E. (2002). Kontrol af vold mod mænd. Available: www.familytx.org / research / Control_DV_against_men.pdf Tidligere version, der præsenteres på sjette internationale konference om vold i familien, San Diego, CA. (En kritisk gennemgang af mænd som ofre for vold i parforholdet.)

Cui, M., Lorenz, FO, Conger, RD, Melby, JN, & Bryant, CM (2005). Observatør, Self-, og partner rapporter om fjendtlig adfærd i romantiske relationer. Tidende ægteskab og familie, 67, 1169 — 1181. (undersøgt en stikprøve af 236 unge , der har udfyldt spørgeskemaer om deres fjendtlighed mod deres partnere. Resultaterne viser, at par lever sammen har højere niveauer af fjendtlighed end dating par, og at kvinder i begge betingelser vise en højere grad af fjendtlighed over for deres partner, end mænd.)

Cunradi, CB, Caetano, R., Clark, CL, & Schafer, J. (1999). Alkoholrelaterede problemer og vold i parforhold blandt hvide, sorte og spansktalende par i USA Alcoholism: Clinical and Experimental Research, 23, 1492-1501. (En stikprøve på 1440 par stammer fra 1995-National Alcohol Survey. Fag afsluttet Conflict Tactics Scale. Ethnicity Resultaterne viser, at de samlede satser partner aggression var ens for hvide og Hispanic mens Black signifikant højere. Med hensyn til køn, hvide mænd og kvinder havde lignende hyppigheder af partner aggression, latinamerikanske kvinder var lidt mere aggressive end latinamerikanske mænd og sorte mænd var mere aggressive end Sorte kvinder. alkoholrelaterede problemer var en forudsigelse af vold i parforhold i sort par.)

Deal, JE, & Wampler, KS (1986). Dating vold: Den forrang af tidligere erfaringer. Tidende sociale og personlige forhold, 3, 457-471. (410 universitetsstuderende reagere på CTS og andre instrumenter, blev det afsløret, at 47% oplevede nogle vold i dating relationer. Flertallet af oplevelser var gensidig. Når den ikke er gensidig mænd var tre gange mere tilbøjelige end kvinder til at rapportere at blive ofre. Voldelige erfaringer fra tidligere forhold var den bedste forudsigelse af vold i de nuværende forbindelser.)

DeKeseredy, VAR & Schwartz, MD (1998). Woman misbrug på campus. Resultaterne fra de canadiske National undersøgelsen. Thousand Oaks, CA: Sage. (Et stort udsnit canadiske college-studerende afsluttede Conflict Tactics Scale
. Resultaterne viser, at kvinder rapporterer at deltage i en højere vold end mænd. konkret, 46,1% af kvinder rapporterede at indgå i nogle fysisk vold i intime forhold, siden vi forlod high school. Med 38% ansættelse af “mindre” vold og 19% anvender “alvorlig” vold.)

DeMaris, A. (1992). Mandlige kontra kvindelige initiering af aggression: Sagen om frieri vold. I EF Viano (udg.), Intimate vold: tværfaglige perspektiver. (pp. 111-120). Bristol, PA: Taylor & Francis. (Undersøgt en stikprøve af 865 hvide og sorte college studerende med hensyn til indledningen af vold i deres dating oplevelse. Konstateret, at 218 personer, 80 mænd og 138 kvinder havde haft eller givet udtryk for vold i nuværende eller seneste dating relationer. Resultaterne viser, at ” da kunne en partner siges at være den sædvanlige igangsætter af vold, at partneren var oftest kvinder. Dette resultat blev den samme for både sorte og hvide respondenterne. “)

Dowd, L. (2001). Kvinde Gerningsmændene til Partner Aggression: relevant spørgsmål og behandling. Tidende Aggression, mishandling og Trauma, 5 (2), 73-104. (En gennemgang artiklen undersøge kvindelige partner aggression med fokus på behandling af spørgsmål .)

Dutton, GD (2006). Rethinking vold i hjemmet. Vancouver: UBC Press. (En tankevækkende og videnskabelig analyse af forskning og behandling i forbindelse med vold i hjemmet. Tilbud meget indsigt, især til terapeuter og politiske beslutningstagere i forbindelse med vold i parforhold . konkluderer, at mænd er så stor sandsynlighed for kvinder at være ofre og begge lider under samme fysiske og psykologiske konsekvenser af IPV.)

Dutton, GD (2007). Kvinde vold i parforhold og udviklingsmæssige baner i voldsramte familier. International Journal of Men’s Health, 6, 54-71. (En gennemgang artikel, som konkluderer, at kvindelige vold mod intime mandlige partnere er lige så alvorligt og har lignende konsekvenser som mænds vold mod kvinder. De fleste strafferetlige indgreb og forældremyndighed evalueringer antage, at mænd er mere tilbøjelige til at blive IPV gerningsmændene.)

Dutton, GD, Corvo, KN, & Hamel, J. (2009). Den kønsbestemte paradigme vold i hjemmet forskning og praksis, del II: De oplysninger, hjemmesiden for American Bar Association. Aggression og Violent Behavior, 14, 30-38. ( En gennemgang artiklen kritisere American Bar Association’s forsøg på at rette myter om vold i hjemmet. konkret forfatterne, “… kvindelige IPV er mere almindeligt end mandlige IPV.”)

Dutton, GD & Nicholls, TL (2005). Køn paradigme vold i hjemmet forskning og teori: konflikten mellem teori og data. Aggression og Violent Behavior, 10, 680-714. (En gennemgang og analyse af data vedrørende mandlige offergørelse . Kritisk af feministiske tilgange til at minimere kvindelige begå og trivialize mandlige skade.)

Dutton, GD, Nicholls, TL, & Spidel, A. (2005). Kvinde begår intime misbrug. Tidende Offender Rehabilitation, 41, (4) 1-31. (En gennemgang artiklen undersøge spørgsmål relateret til kvindelige misbrugere. Forfatterne konkluderer, , baseret på undersøgelser og epidemiologiske undersøgelser, at kvinder er som misbrug, som mænd i parforhold. De bemærker, at dette er “det er især tilfældet for yngre kohorter prøver følges i længderetningen.”)

Dutton-Greene, LB, & Straus, MA (2005, juli). Forholdet mellem køn fjendtlighed og partner vold og skade. Paper præsenteret på den 9. Internationale Family Violence Research Conference, Portsmouth, NH. (Rapport af resultaterne fra internationale dating vold Undersøgelsen, der er indsamlet data fra over 11.000 college-studerende fra 50 universiteter i 21 lande. Emner reageret på den reviderede Conflict Tactics skala, køn fjendtlighed skalaer og skade skalaer. Resultaterne viser, at kvinder begået mere vold i parforholdet end mænd, at kvinder var merealvorligt såret end mænd, og at fjendtlighed overfor det modsatte køn var signifikant, og ligeledes korreleret med partner vold for mænd og kvinder.)

Ehrensaft, MK, Cohen, P., Brown, J., Smailes, E., Chen, H., & Johnson, JG (2003). Intergenerationel overførsel af partner vold: En 20-årig prospektiv undersøgelse. Tidende Rådgivning og Klinisk Psychology, 71, 741-753. (En stikprøve af 541 forsøgspersoner fra New York State , der var blevet fulgt i over 20 år svarede på CTS. Mens den samlede tilsvarende satser for udførelsen af partner misbrug blev indberettet af mænd og kvinder kvinder var mere tilbøjelige end mænd til at sparke eller slå , eller tryk eller forsøge på at ramme med objekter .)

Ehrensaft, MK, Moffitt, TE, & Caspi, A. (2004). Klinisk et voldeligt forhold i en umarkerede fødselskohorte: mænds og kvinders deltagelse og udviklingsmæssige fortilfælde. Tidende Abnormal Psychology, 113 (2), 258-270. (Vurderet 980 personer i alderen 24-26, som var deltagere i længderetningen studie i New Zealand. Forsøgspersoner blev undersøgt med CTS, Partner Conflict Kalender, PCC, en foranstaltning af konsekvenserne af misbrug og en række af personlighed og psykopatologi skalaer. Resultaterne viser at 9% af den samlede stikprøve, med et lige antal mænd og kvinder, var ofre for klinisk misbrug i deres relationer med partnere.)

Ellison, CG, Barkowski, JP, & Anderson, KR (1999). Er der religiøse forskelle på vold i hjemmet? Journal of Family Issues, 20, 87-113. (Forsøgspersoner blev udvalgt fra den første bølge af Den Nationale Undersøgelse af Familier og Husholdninger og bestod af 2.420 kvinder og 2.242 mænd. Self administreres undersøgelser vist, at kvinder var signifikant mere tilbøjelige end mænd til at begå vold mod deres partnere. Forfattere rapport, at “regelmæssig deltagelse i gudstjenester er omvendt forbundet” med vold i hjemmet for mænd og kvinder. )

Ernst, AA, Nick, TG, Weiss, SJ, Houry, D., & Mills, T. (1997). Vold i hjemmet i en indre-by ED. Annals of Emergency Medicine, 30, 190-197. (Vurderet 516 patienter i en New Orleans den indre by på skadestuen med Index of ægtefællebidrag misbrug, en skala til måling af vold i hjemmet. konstateret, at 28% af mændene og 33% af kvinderne , var ofrene for fortidens fysisk vold, mens 20% af mændene og 19% af kvinder rapporterede at være aktuelle ofre for fysisk vold. Med hensyn til etnicitet, 82% af forsøgspersonerne var afrikansk-amerikanske. Forfattere rapport, at der var en signifikant forskel i antallet af kvinder versus mænd, der rapporterede tidligere misbrug til politiet, 19% af kvinderne, 6% af mændene.>)

Farrell, W. (1999). Kvinder kan ikke høre, hvad mænd ikke sige. New York: Tarcher / Putnam. Se kapitel 6. (Pp. 123-162, 323-329.) (En fremragende social og politisk analyse af par vold.)

Feather, NT (1996). Vold i hjemmet, køn og opfattelse af retfærdighed. Kønsroller, 35, 507-519. (Fag fra Adelaide, South Australia, blev præsenteret for en hypotetisk situation, hvor enten en mand eller kone begået vold i hjemmet. Deltagerne var betydeligt mere negative i deres vurdering af manden end kvinden, var mere positivt indstillet over for kone og troede, at manden fortjente en hårdere straf for hans opførsel.)

Felson, RB (2002). Violence and Gender op til revision. Washington, DC: American Psychological Association. (Scholarly gennemgang og analyse af litteratur. Forfatter konkluderer, at “Kvinder er lige så sandsynligt som mænd for at blive ofre for vold fra deres partnere. … “Også” sår tvivl om den voldsramte hustru syndrom som en forklaring på, hvorfor kvinder dræbe deres mandlige partnere. “)

Felson, RB (2006). Er vold mod kvinder om kvinder eller om vold? Contexts, 5, 21-25. (Reports, at mens mænd er otte gange større sandsynlighed for at begå den samlede vold end kvinder, der er ligestilling mellem kønnene i partner-vold. Forfatteren foreslår, at voldelige mænd er “mindre tilbøjelige til at angribe deres partnere på grund af den ridderlige normen.”)

Felson, RB (in press). De j
uridiske konsekvenser af vold i parforhold for mænd og kvinder. Børn og Unge Service Review. (Forfatter rapporter, der tyder på, at voldelige ægtemænd ikke behandles mere lempeligt end andre voldelige lovovertrædere. Viser ligeledes, at mandlige ofre for vold i parforholdet er utilfredse med deres behandling af retssystemet. I artiklen opsummerer forfatteren en ikke offentliggjort undersøgelse at undersøge, om køn og ægteskabelig status indflydelse på, om folk tror, at politiet bør underrettes om en partner angreb. I en telefonisk undersøgelse, 800 patienter svarede til et scenario med en diskussion mellem et par, hvor den ene slår den anden, blå mærker deres arm. Resultaterne viser, at forsøgspersonerne var mere sandsynligt, til at fordømme mænds overgreb mod kvinder end kvinders overfald på mænd, selv om tilskadekomne blev identiske.)

Felson, RB, & Outlaw, M. (2007). Kontrollen motiv og ægteskabelig vold. Violence and Victims, 22, 387-407. (Undersøgelse baseret på en analyse af data indhentet via de nationale Voldsobservatorium Survey . Forfattere kiggede på 10.000 respondenter ud af 16.000 samlede antal stikprøver, der i øjeblikket var gift. Resultaterne viser, at voksne kvinder er lige så kontrollerende og jaloux over for deres mandlige partnere, som den anden vej rundt. også berette, at “selvom kontrollerende ægtefæller i de nuværende ægteskaber er mere tilbøjelige til at handle voldeligt der er ingen dokumentation for, at dette forhold er kønsspecifikke. “)

Felson, RB, & Pare, P. (2005). Rapportering af vold og seksuelle overgreb, som nonstrangers til politiet. Tidende ægteskab og familie, 67, 597-610. (Forfattere analyseret data fra Det Nationale Voldsobservatorium Survey , og konstaterede, at “mandlige ofre er særdeles tilbageholdende med at rapportere angreb fra deres kvindelige partnere.” Årsager til nonreporting omfatter: frygt for repressalier, mente, at politiet ikke kunne gøre noget for at hjælpe og afgifter vil ikke blive troet.)

Felson, RB, & Pare, P. (2007). Er det strafferetlige system behandle vold i hjemmet og seksuel lovovertrædere mildere? Justice Quarterly, 24, 435-459. (Forfattere analyseret data fra Det Nationale Voldsobservatorium Kortlægning og konkludere, at ” kvinder, der angreb deres mandlige partnere er særligt sandsynligt at undgå anholdelse. “)

Fergusson, DM, Horwood, LJ, & Ridder, EM (2005). Partner vold og mentale sundhedstilstand i et New Zealand fødselskohorte. Tidende ægteskab og familie, 67, 1103-1119. (Undersøgt omfanget af vold i hjemmet erfaringer og udførelse i en stikprøve af 828 unge voksne, som var 25 år gammel. Forsøgspersoner blev en del af en langsigtet longitudinelt studie og blev administreret af CTS2. Resultaterne viser, at “der var flere mænd udsat for alvorlig vold end kvinder “, og at milde og moderate priser var ens for mænd og kvinder. Alt i alt 39,4% af kvinderne og 30,9% af mændene rapporterede begå vurdering af 3 eller højere. Forfattere rapport, at mænd og kvinder rapporterede tilsvarende satser for skade . Med hensyn til indledningen af partner overfald, 34% af kvinderne og 12% af mændene rapporterede at indlede fysiske overgreb.)

Fiebert, MS, & Gonzalez, DM (1997). Kvinder, der indleder overfald: Grundene udbydes til en sådan opførsel. Psychological Reports, 80, 583-590. (En stikprøve af 968 kvinder, primært trukket fra college kurser i det sydlige Californien området, blev undersøgt for deres indledning af fysiske overgreb på deres mandlige partnere. 29% af kvinderne, n = 285, afsløret, at de har iværksat angreb i løbet af de seneste fem år. Kvinderne i 20′erne var mere tilbøjelige til aggressive end kvinder i alderen 30 og derover. Med hensyn til grunde, kvinder ser ud til aggressive, fordi de ikke mener, at deres mandlige ofre ville blive kvæstet eller ville gengælde. Kvinder hævdede også, at de angreb deres mandlige partnere, fordi de ønskede at engagere deres opmærksomhed, især følelsesmæssigt.)

Fiebert, MS (1996). Universitetsstuderende opfattelse af mænd som ofre for kvinders assaultive opførsel. Perceptuelle & Motor Skills, 82, 49-50. (Tre hundrede seventy én universitetsstuderende blev undersøgt for deres viden og accept af den forskning, afgørelsernevedrørende kvindelige assaultive opførsel. Størstedelen af patienter (63%) var uvidende om den konstatering, at kvinder angreb mænd så ofte som mænd overfald kvinder en lidt højere andel af kvinder end mænd (39% vs 32%) angav en bevidsthed om denne konklusion. Med hensyn til at acceptere gyldigheden af disse fund et flertal af patienter (65%) godkendt et sådant resultat med en lidt højere andel af mænd (70% vs 64%), der angiver deres accept af denne konstatering.)

Flynn, CP (1990). Relationer vold, som kvinder: problemer og konsekvenser. Family Relations, 36, 295-299. (En gennemgang / analyse af artiklen, der hedder, “forskere konsekvent har fundet, at mænd og kvinder i relationer, både ægteskabelige og førægteskabelig engagere sig i sammenlignelige mængder af vold. “Forfatter skriver også,” Vold af kvinder i parforhold har kun fået meget lidt opmærksomhed fra politikere, offentligheden, og indtil for nylig, … forskere voldsramte kvinder og misbrug af kvinder har modtaget ‘selektiv uopmærksomhed’ ved både medier og forskere. “)

Follingstad, DR, Wright, S., & Sebastian, JA (1991). Kønsforskelle i motiver og effekter i dating vold. Family Relations, 40, 51-57. (En stikprøve af 495 college-studerende afsluttet CTS og andre instrumenter, herunder en begrundelse for forholdet vold foranstaltning. “Undersøgelsen viste, at kvinderne var dobbelt så tilbøjelige til at begå dating vold som mænd. kvindelige ofre tilskrives mænds vold til et ønske om at få kontrol over dem, eller til gengæld for at blive ramt først, mens mændene mente, at kvindelige aggression var baseret på deres kvindelige partner ønske om at “vise, hvor vrede de er, og til gengæld for følelse følelsesmæssigt såret eller mishandlet.”)

Foo, L., & Margolin, G. (1995). En flerdimensional undersøgelse af dating aggression. Tidende vold i familien, 10, 351-377. (En stikprøve af 290 college-studerende reagerede på CTS . Resultaterne viser, at 24,3% af mændene og 38,5% af kvinder rapporterede begår fysisk vold mod deres datering partnere.)

Forke, CM, Myers, RK, Catallozzi, M., & Schwarz, DF (2008). Relationer vold blandt kvindelige og mandlige college studerende. Archives of Pediatric Adolescent Medicine, 162, 634-641. (En stikprøve på 910 universitetsstuderende fra tre universitetsområder reageret for at vælge emner fra CTS. Resultaterne viser, at kvinder var signifikant mere tilbøjelige til at begå fysisk vold på deres mandlige partnere end mænd på deres kvindelige partnere.)

Foshee, VA (1996). Kønsforskelle i unge dating misbrug prævalens, typer og personskader. Health Education Research, 11 (3), 275-286. (Data er indsamlet fra 1965 unge i ottende og niende klasse i 14 skoler i landdistrikterne, North Carolina. Resultaterne viser, at 36,5% af dating kvinder og 39,4% af dating mænd rapport blive ofre for fysisk vold dating. Med hensyn til udøver vold 27,8% af kvinderne mens kun 15,0% af mænd rapport udøver vold.)

Gelles, RJ (1994). Forskning og advocacy: Kan man bære to kasketter? Family Process, 33, 93-95. (Beklager manglen på objektivitet del af “feministisk” kritikere af forskning viser kvindelige begået vold i hjemmet.)

George, MJ (1994). Rider på æslet baglæns: Mænd som uacceptable ofre for ægteskabelig vold. Journal of Men’s Studies, 3, 137-159. (En grundig gennemgang af den litteratur, der analyserer resultaterne og spørgsmål i forbindelse med mænd som lige ofre for partner misbrug.)

George, MJ (1999). En offergørelse undersøgelse af kvindelige begået overgreb i Det Forenede Kongerige. Aggressive Behavior, 25, 67-79.
(Et repræsentativt udsnit af 718 mænd og 737 kvinder fulgte CTS og rapporterede om deres erfaringer som ofre for fysiske overgreb, som kvinder i løbet af en femårsperiode. Mænd rapporterede større offergørelse og mere alvorlige overgreb end kvinder har. Konkret, 14% af mænd i forhold til 7% af kvinder rapporterede at blive overfaldet af kvinder. Højeste risiko gruppe var enlige mænd. Hovedparten (55%) af overfald på mænd blev begået af ægtefæller, partnere eller tidligere partnere. George, MJ (2002). Skimmington Revisited. Journal of Men’s Studies, 10 (2), 111-127. (Undersøger historiske kilder og konstaterer, at mænd, som var ofre for ægtefællebidrag aggression var genstand for straf og ydmygelse. Inferences til moderne trivialisering mandlige ofre for partner aggression diskuteres.)

George, MJ (2003). Invisible Touch. Aggression & voldelig adfærd, 8, 23-60. (En omfattende gennemgang og analyse af kvindelige indledt partner aggression. Historisk, empirisk og sagen beviser fremlagt at påvise virkelighed “voldsramte mand syndrom.” )

George, MJ (2007). “Den store tabu”, og den rolle, som patriarkatet i mand og kone misbrug. International Journal of Men’s Health, 6, 7-22. (En videnskabelig undersøgelse af centrale myter og tabuer omkring begrebet patriarkat. understreger det punkt, at IPV skal bekæmpes med succes, når mandlige offergørelse erkendes og behandles af både mænd og kvinder.)

Giordano, PC, Millhollin, TJ, Cernkovich, SA, Pugh, MD, & Rudolph, JL (1999). Misligholdelse, identitet, og kvinders deltagelse i forhold vold. Criminology, 37, 17-40. (Rapporter svarene fra 721 unge voksne , der havde været involveret i kriminelle aktiviteter, der 10 år tidligere. Fag reageret på en modificeret udgave af CTS. Resultaterne viser, at kvinder var mere tilbøjelige til at begå vold end mænd. konkret, 27,6% af kvinder i forhold til 19,2% af mænd ramt eller kastede på deres partner og 8,3% af kvinder i forhold til 0,4% af mændene truede ægtefælle eller samlever med en kniv.)

Goldberg, WG, & Tomlanovich, MC (1984). Vold i hjemmet ofre i skadestuen. JAMA, 251, 3.259-3.264. (En stikprøve på 492 patienter , der søgte behandling på en skadestue i en Detroit hospital var en rundspørge om deres erfaringer med vold i hjemmet. Respondenterne blev hovedsagelig afrikansk-amerikanske (78%), byboere (90%) og arbejdsløse (60%). ofre for vold i hjemmet nummereret 107 (22%). Mens resultaterne viser at 38% af ofrene var mænd og 62% var kvinder denne kønsforskel nåede ikke statistisk signifikans.

Leave a Response »

 

Lad os more os over socialismens selvmodsigelser onsdag, sep 23 2009

 

De seks dialektiske selvmodsigelser ved socialismen i USSR:

Der er fuld beskæftigelse — dog er der ingen der arbejder.

• Der er ingen der arbejder — dog er fabrikskvoterne indfriet.

• Fabrikskvoterne er indfriet — dog er butikkerne tomme og folk kan ikke købe noget

• Butikkerne har ingen varer –dog har folk alt de behøver derhjemme.

• Folk har alt derhjemme — dog klager alle.

• Alle klager — dog er stemmeafgivelsen altid enstemmigt.

Økonomisk retfærdighed:

• Amerika er kapitalistisk og grådigt — dog lever halvdelen af befolkning af understøttelse.

• Halvdelen af befolkninger er på understøttelse — dog mener de, de er ofre.

• De mener de er ofre — dog er det deres repræsentanter der sidder i regeringen.

• Deres repræsentanter sidder i regeringen — dog bliver de fattige stadig fattigere.

• De fattige bliver stadig fattigere — dog har de alt det folk i andre lande kun kan drømme om.

• De har de ting som folk i andre lande kun kan drømme om — dog vil de gerne have at Amerika bliver mere som disse andre lande.

Kapitalismen.

• Filmskaberne hader kapitalismen — dog sagsøger de dem der kopierer deres film uden tilladelse.

• De sagsøger for kopier uden tilladelse — dog belærer de os om at vi skal dele midlerne.

• På lærredet belærer de os om at dele — dog beholder de millionerne selv.

• De beholder millionerne selv — dog svælger de i historier om amerikansk elendighed og forfald.

• De svælger i historier om amerikansk elendighed og forfald — dog lægger de skylden for de anti-amerikanske følelser på konservatismen.

• De lægger skylden for de anti-amerikanske følelser på konservatismen — dog sikrer konservatismen dem fortsættelsen af et system der muliggør Hollywood.

Folkets magt:

• Venstreorienterede mener de fremmer magten til folket – alligevel mener de ikke folket kan klare noget uden deres vejledning.

• Folket kan ikke klare noget rigtigt – alligevel kan regeringsbureaukraterne gøre alt helt rigtigt.

• Regeringsbureaukraterne kan klare alt – alligevel kan de venstreorienterede ikke lide når regeringen overtager kontrollen af deres tilværesle.

• Venstreorienterede kan ikke lide når regeringen overtager kontrollen med deres tilværelse — alligevel stemmer folket for programmer der forøger folkets afhængighed af regeringen.

• De stemmer for programmer der forøger afhængigheden af regeringen — alligevel tror de at folket får mere magt.

Bush og medierne:

• Medierne sagde at Bush var dum — alligevel vandt han over to intelligente Demokrater.

• Han vandt over to intelligente Demokrater — alligevel sagde medierne at hans meningsmålinger var håbløse.

• Medierne sagde at hans meningsmålinger var håbløse — alligevel var valgkortet overvejende rødt i 2004.(Republikansk)

• 2004 valgkortet var rødt — alligevel sagde medierne hans politik fejlede.

• Medierne sagde hans politik fejlede –alligevel voksede økonomien og krigen blev vundet.

• Økonomien voksende og krigen blev vundet — alligevel sagde medierne vi havde behov for “change.”

Den offentlige uddannelse:

• Venstreorienterede har haft magten over uddannelserne i 50 år — alligevel er udddannelserne ude af kontrol.

• Uddannelserne er ude af kontrol — alligevel opretholdes de venstreorienteredes indlæringsmetoder.

• De venstreorienteredes læringsmetoder opretholdes — alligevel er de offentlige skoler en katastrofe.

• De offentlige skoler er en katastrofe — alligevel får de stadig flere og flere midler.

• Flere midler tilflyder de offentlige skoler — alligevel er skolerne altid i behov for flere midler.

• De offentlige skoler er altid underbemidlede — alligevel giver de private skoler mere for langt mindre.

• Privatskolerne giver bedre resultater for mindre — alligevel er offentlig uddannelse den eneste løsning ud af krisen.

Udenlandske radikalister: De udenlandske radikale hader Amerika — alligevel har de alle amerikanske blue jeans på.*)

• De har alle blue jeans på – alligevel foragter de amerikansk kultur.

• De foragter amerikansk kultur — alligevel hører de amerikansk musik, ser amerikanske film og videospil.

• De hører amerikansk musik, ser film og benytter spil — alligevel kalder de alle amerikanere for uciviliserede.

• De kalder amerikanere for uciviliserede — alligevel forventer de Amerika forsvarer deres civilisation.

• De forventer at Amerika forsvarer deres kultur — alligevel mener de amerikansk kapitalisme ikke har nogen værdi længere.

• De mener amerikansk kapitalisme ikke har værdi længere — alligevel kræver de fleste af deres lande økonomiske håndsrækninger fra Amerika.

Venstrefløjen og skatter:

• Venstrefløjen vil hjælpe de fattige — alligevel vil de ikke give penge til velgørenhed.

• De vil ikke give penge til velgørenhed — alligevel vil de gerne have at regeringen skal være en gigantisk velgører..

• De vil gerne have at regeringen er en gigantisk velgører — alligevel skal midlerne dert
  il fremskaffes fra folket med tvang.

• Midlerne, taget med tvang, fra folket — alligevel kalder de det velfærd.

• De kalder det velfærd — alligevel betyder højere skatter at alle bliver fattigere.

• Højere skatter gør alle fattigere — alligevel finder venstrefløjen på nye skatter og afgifter.

• Venstrefløjen finder på nye skatter og afgifter — alligvel bliver de valgt som regering.

Venstrefløjen og CIA:

• CIA er en reaktionær institution — alligevel lækker dets agenter informationer der hjælper venstrefløjspolitikken.

• CIA agenter lækker altid informationer der hjælper venstrefløjspolitikerne — alligevel siger venstrefløjen at CIA er uden mening.

• Venstrefløjen siger at CIA er uden mening — alligevel, i deres film, er det altid CIA der styrer verden.

• I deres film er det altid CIA der styrer verden — alligevel fortæller de os, at med bedre efterretningsvæsen kunne vi have undgået krigen.

• Bedre efterretningsvæsen kunne have gjort at vi undgik krigen — alligevel kan “forstærket afhøringer” af tilfangetagne terrorister ikke tillades.

Kærlighed og ægteskab:

• Køns forskellene er resultatet af sociale forhold — dog er homoseksualitet biologisk.S

• Homoseksualitet er biologisk — dog bliver alle opfordret til at eksperimentere med det.

• Alle opmuntres til at eksperimentere med det — dog skal veneriske sygdomme behandles for skatteydernes penge.

• Veneriske sygdomme skal behandles for skatteydernes penge — dog har skatteyderne ingen ret til at stille krav da der ikke er nogen moralsk standard der ikke kan accepteres.

• Moralske standarder der ikke kan accepteres eksisterer ikke — dog er kravet om bøsseægteskaber noget der skal finde sted.

• Bøsseægteskaber er noget der skal finde sted — dog er familien blot et gammelt borgerligt redskab til undertrykkelse.

http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/05/morskab-over-soicalismens.html

Leave a Response »

 

Strategier i håndteringen af benægtelse II onsdag, sep 23 2009

I dette indlæg vil jeg diskutere nogle af de teknikker som de i bebægtelse bruger for at opretholde eller facilitere deres benægtelse, og forebygge enhver konfrontation af deres motivationer. Der findes et antal logiske vildfarelser og retoriske krumspring, der med jævne mellemrum dukker op i håndteringen af folk i benægtelse. Folk i benægtelse kan tro, at de er engageret i substantille argumenter og i præsentationen af deres sag, men ved nærmere eftersyn er eksemplernes fundament faktisk pseudo argumenter.

Selv om det ikke præcist er en vildfarelse eller et retorisk krumspring, så er fysisk tvang en anden vigtig teknik der anvendes for at afmontere og/eller forstyrre rationelle argumenter eller diskussion. For benægteren har tvang den fordel, at den eliminerer enhver mulighed, de kan have for at konfrontere deres benægtelse, og det der driver den.

Forståelsen af alle disse teknikker er essentielle for at være i stand til at håndtere individer i benægtelse.

Der er jævnligt en forbindelse mellem pseudo argumentets teknik anvendt for at fastholde benægtelse, og måden benægtelse bruges på. Ovenstående liste er ikke udtømmende, og inkluderer noget af det, jeg anser for de vigtigere anvendte teknikker. Oversigten er kun intenderet som en foreløbig guide. Følgende er en kort diskussion af hver af vildfarelserne eller retoriske krumspring refereret til i oversigten

Retorik er et verbalt eller skriftligt forsøg på at overbevise nogen til at tro, ønske eller gøre noget, der ikke giver mening for tro, ønske eller handling, men forsøger at motivere denne tro, ønske eller handling, alene gennem magten i de anvendte ord.

Forskellen mellem vildfarelser oog retoriske krumspring kan bedst forstås som forskellen i det anvendte sprogs funktioner anvendt. Politikere, rådgivere og journalister tenderer at være eksperter, når det kommer til anvendelsen af retoriske krumspring. Retoriske krumspring appellerer typisk mere eller mindre til følelser frem for fornuft, hvilket er argumentets domæne. Vildfarelser, på den anden side, er simpelthen defekte forsøg på at argumentere. De kan vildlede os til at tro, at de ikke er defekte, men fremstilles alligevel som forsøg på et argument. Mange skribenter og talere vil anvende en blanding af retoriske krumspring, vildfarelser og ægte argumenter, når de forsøger at overbevise os om sandheden i deres påstande.

Lad os først se på nogle af de mest almindelige retoriske krumspring der bruges:

Appel til følelser: Denne type krumspring er meget almindeli, og brugeren prøver at appellere til specifikke følelser eller ønsker. Eksempelvis kan grundet lidenskaben med hvilket det siges, blive inciteret til at tro på, hvad der siges (fremfor at analysere indholdet); eller fordi det stimulerer medmenneskelighed, ynk, skyld og et antal andre følelser.

At fremkalde frygt er også kendt som “skræmmekampagne”, og bør skelnes fra ægte advarsler, for hvilke der findes en god grund til at opleve følelsen.

Yderligere kan der, når der appelleres til følelserne, kan man fokusere på idéens nyhed eller popularitet (alle tænker dette), eller det sexede eller nuttede, af hvilke alle let kan distrahere den rationelle analyse af idéen eller produktet.

-Direkte angreb: er simpelthen en uforbeholden antagelse af, at noget er sandt eller ikke sandt, uden nogen form for forelagt bevis.

-Modeord: er anvendelsen af følelsesladede termer, der snedigt influerer lytteren, men ikke tilbyder nogen information om sandheden om, hvad der siges.

-Skræmme citater: bruges til at nedgøre oppositionen ved at betvivle et bestemt koncept.

-Røgslør: afleder opmærsomheden fra diskussionens emne ved at introducere et nyt emne.

-Tvetydig tale: laver fortsætteligt tvetydige erklæringer for at mislede.

-Formelle vildfarelser: kan findes i næsten enhver tekst og logik (hvis P så Q; Q derfor P) eller benægtelse af det forventede (hvis P så Q; ikke P derfor ikke Q). Som gruppe er de ikke valide argumenter grundet formelle fejltagelser i udredningen.

Substantive fejltagelser: er fejltagelser der hvilker på en implicit men ikke udtrykt præmis, men som er et falsum ved undersøgelse. De inkluderer:

Flertallet har ret: konklusion af at fordi flertallet mener noget, så må det være sandt. Kategorien inkluderer overmåde tiltro på undersøgelser som målestok for, om noget er sandt eller falsk, eller hvordan man bør opføre sig.

Almindelig praktik: konklusionen at fordi alle gør en bestemt ting, så bør man gøre det.

Ad hominem: er respons på et argument ved at abgribe modstanderen frem for at adressere selve argumentet.

Appellere til angivelige autoriteter: er problematisk, når en autoritet appelleret til ingen ekspertise har på området; eller selvom denne har det, så er der ingen garanti for, at denne har ret.

Perfektionist vildfarelse: når en idé eller et forslag afvises, da det ikke fuldkomment kan løse et særligt problem

Svag analogi: brug af en uretfærdig eller utilstrækkelig analogi.

Kausale vildfarelser: er også meget almindelige og involverer antagelsen af, at fordi ting midlertidigt er relaterede, at der findes en årsag/virkning effekt (temporal vildfarelse); eller fordi to ting korrelerer, så findes der en kausal relation mellem dem; bevægende sig fra at vide noget bestemt er sandt til at tro at noget andet også må være sandt, selvom der ingen beviser findes, der støtter denne tro, også kaldet Epistemisk vildfarelse.

Følgende tekniker passer ikke ind i tidligere nævnte kategorier, eller er en kombination af én eller flere allerede nævnte. De inkluderer:

-Afledningsmanøvre: præmisser eller idéer der er irrelevante for en særlig konklusion, men som tilbydes som bevis for konklusionen.

-Stråmand: bevidst opsætte et falsk mål, der er lettere at besejre i et argument.

Cirkelslutning: er en situation, hvor en konklusions sandhed antages af dets præmisser.

-Selektiv anvendelse af bevis: i enhver analyse er der almindeligvis en stor mængde beviser at tage i betragtning; især når der er tilstrækkelig kompleksitet involveret, er det til tider let kun at yde beviser opmærksomhed, der støtter de ønskede konklusioner, og ikke beviser der modsiger dem.

Flytte målstolpen: er en almindeligmåde i benægtelse, og opstår, når nogen hele tiden kræver flere beviser, end der på tidspunktet kan skaffes. Hvis disse beviser på et senere tidspunkt bliver til rådighed, så bliver kravet bare, at der skaffes endnu flere beviser.

-Argument per definition: er at ændre på ordenes mening eller koncept, så det støtter argumentet (eksempel “det afhænger af hvad betydningen af “er” er, og andre forvrængninger af sproget som at bruge den modsatte mening af et ord som i Orwell´s Newspeak).

-Løgner paradokset: er én af mine personlige favoritter, og er brugen af paradoksale erklæringer (eksempelvis “Der findes ingen objektiv sandhed”), der er lingvistisk korrekte, men internt inkonsistente, og ikke kan bevises at være sande eller falske.

Aggression og fysisk angreb

Den mest åbenlyse teknik i denne kategori er den fysiske analogi med ad hominem angreb. Dette kræver selvfølgelig ingen tænkning eller logiske manipulationer overhovedet. Vi ser dette i de fysiske angreb, der laves af venstrefløjen mod, hvad der end måtte pådrage sig deres vrede, eller vover at udbrede idéer, der afviger fra deres egne opfattelser.

Isaac Asimov sagde engang de berømte ord: “Vold er den inkompetentes sidste tilflugt”.

Fra et psykiatrisk perspektiv vil jeg ændre dette til: “Fysisk tvang er benægterens sidste tilflugtsted”.

Tvang er den historisk prøvede og sande metode med hvilken de fleste totalitære regimer opretholder sig selv. De må styre informationernes udbredelse; hensynsløst undertrykke enhver idé, der aflegitimerer deres ideologi; eliminere enhver person der truer med at udstille dets svagheder; og endog fysisk forhindre deres egne folk i frit at forl
ade landet, hvor de kunne få fremmede idéer. Alle disse tiltag sikrer, at psykologisk benægtelse og de underliggende motiver af magthaverne aldrig betvivles eller udfordres. En tyran er derfor i dette perspektiv den ultimativt benægtende person.

Der findes mange selvbedragende personer, der hævder, at denne situation allerede eksisterer i U.S.A. under BusHitler. Jeg er sikker på, at man har bemærket de jævnlige anholdelser og fængslinger af alle Hollywood stjernerne og de modige anti krigs protestanter, vis holdninger hensynsløst undertrykkes af Bush administrationen.

Ikke desto minndre kommer den virkelige fysiske undertrykkelse og de aggressive angreb der i stedet for rationel debat opstår, ikke mestendels fra hverken regering eller konservative.

Jeff fra Beautiful Atrocities henviser til andre måder dagens politiske venstrefløj har udviklet nye måder at styre informationsstrømmen på. Han nævner Amazon, hvor man kan følge sværme at venstreorienterede, der nedgør nye konservative bøger, som de indlysende ikke har læst. Jeff mener, at dette er opstået, “som om selve eksistensen af materiale, der udfordrer deres verdenssyn, er en trussel, der må udryddes (frem for at lade folk selv skabe deres mening).

Præcist. Det sidste en person i benægtelse ønsker, er informationernes fri bevægelighed om et emne der truer perfektionen og benægtelsens velbehag.

Wikipedia er et andet forum, hvor folk pinagtigt prøver at genskrive historien, så den passer til deres ideologi. Hvis man eksempelvis læser om aztekerne, så vil man erfare, at deres menneskelige masseofringer i virkeligheden ikke var meget anderledes end europæernes krigsførsel.

Demokraterne har også erklæret deres intentioner, hvis de skulle få muligheden, at genindføre “Fairness Doktrinen”, også kendt som regeringsreguleringer af private radio stationer, der ville tvinge konservative radio stationer til at kassere halvdelen af deres radio materiale, og erstatte det med intetsigende programmer, uanset om der er nogen, der gider lytte til dem. Man prøver fysisk at forhindre folk i at ty til alternative verdenssyn eller informationer, i stedet for rationelt at forfølge dem med sine egne positioners synspunkter.

Ingen af disse teknikker (retoriske krumspring, logiske vildfarelser eller fysisk kontrol) er unik for den ene side af det politiske spektrum, men i dagens politiske klima er det meste af benægtelsen manifesteret – især siden 9/11 – næsten udelukkende på den ene side. Tilbage i 40´erne og 50´erne i forrige århundrede, var situationen omvendt. 

Leave a Response »

 

Palæstinensernes nazistiske fortid og nutid tirsdag, sep 22 2009

Den vigtigste bog at læse om palæstinenserne, araberne og nazisterne, er desværre endnu ikke oversat til engelsk. Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers´s “Halbmond und Hakenkreuz: Das Dritte Reich, die Araber und Palästina” blev publiceret i september 2006.

Dr. Klaus-Michael Mallmann, forfatter til mange bøger om Tyskland og Holocaust, er Privatdozent für Neuere Geschichte ved universitetet i Essen. Martin Cüppers er forsker ved Forschungsstelle Ludwigsburg, og har publiceret en vigtig bog om den militære ledelse og kontor for Reichsführer SS, Lederen af SS, Heinrich Himmler.

Her er en summering af bogen oversat fra en lang summering på tysk:

Nazisterne forberedte at udvidde Holocaust i Palæstina, og i forberedelsen af dette inficerede de naraberne med deres ideologi, særligt det Muslimske Broderskab og kræfterne omkring Amin al-Husseini, for at få allierede.

“Jøderne er fjenden, og at dræbe dem vil tilfredsstille Allah”. Denne erklæring der er formuleret en smule mere retorisk i det palæstinensiske regeringsparrtis Hamas´s charter, og figurerer i publikationer fra den iranske stats forlag, og udsendes dagligt af Hezbollah TV al-Manar til verden, stammer hverken fra islamiske ekstremister eller fra nyere begivenheder. Det var den fælles erklæring fra nazi radio udsendelser til araberne mellem 1939 og 1945, for at vinde arabernes hjerter og sind for den tyske sag. Imens bestræbte tyske Mellem Østen eksperter i Tyskland sig på at overbevise nazi regeringen om den “naturlige alliance” mellem National Socialisme og Islam. Eksperter såsom den tidligere ambassadør i Cairo, Eberhard von Stohrer, rapporterede i 1941 til Hitler, at “føreren allerede havde en fremstående position blandt arabere grundet hans kamp mod jøderne”.

Nazi propagandaen hos araberne havde en anseelig succes. Cüppers og Mallmann citerer mange specifikke dokumenter fra nazi arkiverne om dette. Imod almindeligt antaget opfattelse, ifølge hvilken Tyskland kun blev involveret i Mellem Østen via (oprindelig) støtte til den Israelske stat, viser Cüppers og Mallmann hvilken vigtig skabende indflydelse national socialismen havde på den arabiske national bevægelse.

Den tyske invasion af Mellem Østen skete ikke, fordi Rommel blev besejret, men det betyder ikke, at nazisterne ikke øvede nogen indflydelse. Fra sidst i 1930´erne søgte planlægningspersonalet der behandlede eksterne affærer for Reichs Securitate Hauptamt (oprindeligt under den monstrøse Gestapo chef Reinhard Heydrich) indflydelse på den arabiske halvø. Drømmen var en knibtangsmanøvre, én fra nord via et slagent Sovjet Unionen, én syd fra via det Nær Østlige Persien, for at separere Storbritannien fra Indien, og fuldstændigt styre det olierige Mellem Østen. Det var planen, men Den Røde Armé´s modoffensiv udenfor Moskva i 1941/1942 og ved Stalingrad i 1942/1943, og nederlaget for det tyske afrika korps ved El Alamein, satte en endelig stopper for planen. Disse sejre forhindrede også ankomsten af Holocaust i Nær Østen, følgende de tyske væbnede styrker, noget der dog var meningen.

Til trods for nazisternes oprindelige tolerance af jødisk emigrationfra Tyskland til Palæstina, udviddede den nazistiske regering i sidste instans deres Holocaust planer til at inkludere udryddelsen af jøderne i Nær Østen. Undersøgelser lavet af SS Einsatzgruppe F listede allerede jødiske residenser i Palæstina, der skulle konfiskeres som indkvartering for tyske tropper, når først det afrikanske korps ankom til Palæstina. Begyndende i sommeren 1942 blev der etableret en “SS Einsatz Gruppe Ägypten”, blev etableret efter model af masse morder gruppen aktiv på østfronten, der allerede havde myrdet hundredtusindvis af jøder. Gruppen etableret i Ægypten blev ledet af SS Obersturmbannführer Walther Rauff, og havde en hel stab med ham, der var erfarne jøde mordere, eksperter fra Reichs Securitate Hauptamt, hovedkontoret for Sicherheitspolize. Deres order: at fortsætte “udryddelsen af jøder begyndt i Europa