Muslimsk bus chauffør låser passagerer inde, mens han standser for at bede tirsdag, feb 9 2010

En muslimsk bus chauffør knælte i midtergangen for at bede i fem minutter, efterladende undrende og ængstelige passagerer i deres sæder.

Chaufføren trak uden varsel ind, lagde en jakke ud som en improviseret bedemåtte, før han tog sine sko af, vendte sig mod Mekka og begyndte at messe på arabisk.

Passagererne sagde, at de kiggede i forbløffet stilhed, frygtende at chaufføren kunne forberede et terror angreb på bussen. Ingen var under den fem minutter lange bøn i stand til at komme af eller på bussen.

Gayle Griffiths, 33 år, klagede til Transport for London over hændelsen i bus rute 24 ved Gospel Oak, nord London.

Kvinden fra Camden i nord vest London, der få minutter tidligere steg på bussen på vej hjem fra arbejde, sagde: “Alle kiggede sig omkring i en blanding af chock og forbløffelse”.

“Da han var færdig, rejste han sig bare, og kørte igen – alt sammen uden forklaring eller undskyldning. Det var virkeligt bizart, komisk og bekymrende”.

Vi er nok forsinkede, som det er i London. Vi lever i et multikulturelt samfund, men der findes tid og sted til bøn, og midt i en tur med en bus fuld af passagerer, er ikke sted eller tid til det”.

NHS administratoren tilføjede: “Det slog mig endda, at det kunne være en slags terrorist angreb med bussen sprængt i luften, da jeg har hørt, at selvmordsbombere beder før angreb”.

Gigi Davis, 38 år, en chauffør på samme rute, hævdede, at han var bekendt om andre muslimske chauffører, der tidligere havde standset bussen for at bede.

“Jeg bryder mig ikke om det, og jeg accepterer det ikke, men de gør det”, siger han.

“De standser bussen, og tvinger folk til at vente, mens de beder”

“Det er ikke rimeligt overfor offentligheden – hvorfor skal de vente? Hvis disse muslimske chauffører ønsker at bede, så må de gøre det i deres fritid”.

Ricardo Dinis, 27 år, der også kører bus rute 24, sagde: “Det er forkert, da det skaber forsinkelser. Jeg mener, at disse chauffører skal have tid til deres religion, men når det kommer til arbejde, burde han have ventet”.

Kilder tæt på London General sagde, at selskabet havde konsulteret en lokal moske, og var blevet fortalt, at Islam tillader chauffører at være fleksible onkring deres bede tider.

Omtalte chauffør, der er ny i selskabet, siges at komme fra Somalia. London General nægtede at oplyse hans navn.

Transport for London har undskyldt overfor alle passagerer for forsinkelsen i deres tur, og chaufføren har fået en reprimande.

En talsmand siger: “En rute 24 var forsinket som følge af chaufførens beslutning om at standse bussen og bede”.

“Bus selskabet – London General – har talt med chaufføren, da dette ikke er noget, der bør ske”.

Muslimske chauffører er blevet erindret om, at de bør bede i deres pauser mellem turene for at undgå forsinkelser, siger Transport for London.

Leave a Response »

 

10 politisk ukorrekte sandheder om den menneskelige natur fredag, aug 15 2008

Den menneskelige natur er én af de ting alle taler om, men ingen præcist kan definere. Hver gang vi forelsker os, skændes med vores partner, bliver oprørte over indvandringen til vore lande, eller går i kirke, agerer vi delvist som menneskelige dyr med vor egen unikt udviklede naturmenneskes natur. Dette betyder to ting. For det første er vore tanker, følelser og adfærd produkter ikke bare af vore individuelle erfaringer og miljø i vor egen levetid, men også hvad der skete for vore forfædre for millioner af år siden.
For det andet deles vore tanker, følelser og adfærd for en stor dels vedkommende af alle mænd og kvinder, til trods for tilsyneladende store kulturelle forskelle. Menneskelig adfærd er et produkt af både vor medfødte menneskelige natur, og af vore individuelle erfaringer og miljø. Dog i denne artikel fokuserer vi på biologiske indflydelser på den menneskelige adfærd, fordi de fleste sociale forskere forklarer den menneskelige natur som om evolutionen stopper ved halsen, og som om vores adfærd næsten udelukkende er et produkt af miljø og socialisation. I modsætning til dette ser evolutionære psykologer den menneskelige natur som en samling af psykologiske tilpasninger, der ofte opererer i underbevidstheden for af løse overlevelsesproblemer og reproduktionsproblemer ved at prædisponere os til at føle på bestemte måder. Vore præferencer for det søde og fede er en psykologisk udviklede mekanismer. Vi vælger ikke bevidst at kunne lide det søde og fede; de smager bare godt for os. Implikationerne af nogle af ideerne i denne artikel kan synes umoralske, fornærmende eller i modsætning til vore idealer. Vi fremsætter dem fordi de er sande og dokumenterede med videnskabelige beviser. Om du kan lide det eller ej, så er den menneskelige natur ganske enkelt ikke politisk korrekt.

Dette er et uddrag fra ”Why beautiful people have more daughters” af Alan S. Miller og Satoshi Kanazawa, publiceret af Perigee i september 2007.

Mænd kan lide blonde ”brystbomber” (og kvinder vi gerne ligne dem)
Længe før fjernsynet i det 15. og 16. århundredes Italien, og muligvis to tusinde år siden, blegede kvinder deres hår lyst. Nylige undersøgelser viser at i Iran, hvor man er begrænset af indflydelsen fra vestlige kulturer og medier, er kvinder faktisk mere optagede af deres kropsudtryk, og ønsker mere at tabe vægt end deres kvindelige amerikanske modparter. Det er svært at tilskrive præferencer og ønsker for kvinder i det 15. århundredes Italien og det 21. århundredes mediesocialisation i Iran. Kvinders ønske om at ligne Barbie – ung med lille talje, store bryster, langt blondt hår og blå øjne – er en direkte, realistisk og fornuftig respons på mændenes ønske om at parre sig med kvinder der ser sådan ud. Der er evolutionær logik bag hver af disse features.
Mænd foretrækker delvist unge kvinder, fordi de har tendens til at være sundere end ældre kvinder. En nøjagtig indikator på sundhed er fysisk skønhed; en anden er hår. Sunde kvinder har glansfyldt, skinnende hår, hvorimod håret på syge mennesker mister deres glans. Fordi hår vokser langsomt, så afslører skulderlangt hår adskillige års kvindelig sundhedsstatus.
Mænd har også en universel præference for kvinder med en lav talje-til-hofte-ratio. De er sundere og mere fertile end andre kvinder; de har lettere ved at føde børn, og de gør dette i en tidligere alder, fordi de har højere niveauer af essentielle reproduktionshormoner. Altså søger mænd ubevidst sundere og mere fertile kvinder, når de søger kvinder med lille talje. Indtil for nylig var det et mysterium for evolutionære psykologer, hvorfor mænd foretrækker kvinder med store bryster, eftersom størrelsen af bryster ingen relevans har til hendes evne til at amme. Men Harvard antropologen Frank Marlowe erklærer, at større og derfor tungere bryster hænger indlysende mere med alder end mindre bryster. De gør det derfor nemmere for mænd at afgøre en kvindes alder (og reproduktionsværdi).
En ny undersøgelse af polske kvinder viser, at kvinder med store bryster og lille talje har større fantasifuldhed, indikeret af deres niveau af reproduktive hormoner (estradiol og progesterone).
Blondt hår er unikt i den forstand, at det ændrer sig dramatisk med alderen. Typisk bliver kvinder med blondt hår med alderen til kvinder med brunt hår. Altså prøver mænd der foretrækker at parre sig med blonde kvinder ubevidst at parre sig med yngre (og derfor, i gennemsnit, sundere og mere fertil) kvinder. Det er ikke noget tilfælde, at blondt hår udviklede sig i Skandinavien og nordeuropa sandsynligvis som et alternativ til at vise deres ungdom i takt med at deres krop blev tildækket med tøj.
Kvinder med blå øjne skulle ikke være anderledes end dem med grønne eller brune øjne. Alligevel synes præferencen for blå øjne at være universel og ugenstridig, for mænd såvel som kvinder. Én forklaring er, at den menneskelige pupil udvider sig, når et individ udsættes for noget hun kan lide. Eksempelvis pupillerne på kvinder og børn (ikke mænd) udvider sig spontant når de ser babyer. Udvidelse af pupiller er en ærlig indikator for interesse og tiltrækning. Og størrelsen af pupillen er nemmest at afgøre i blå øjne. Blåøjede mennesker anses for attraktive som potentielle mager, fordi det er lettest at afgøre, om de er interesserede i os eller ej.
Ironien er, at intet af det ovenstående længere er sandt. Gennem ansigtsløftninger, parykker, kunstige brystimplantatsforstørrelser, hårblegning og kontaktlinser, kan enhver kvinde uanset alder, have mange af nøglefaktorerne der definerer idealkvindens skønhed. Og mændene falder for dem. Mænd kan kognitivt forstå at mange blonde kvinder med faste store bryster, rent faktisk ikke er 15 år gamle, men de finder dem stadigt attraktive, fordi deres psykologisk udviklede mekanismer narres af moderne opfindelser, der ikke eksisterede i det fortidige miljø.

Mennesker er naturligt polygame
Hvis man ser bort fra vestlig civilisation, er mennesker naturligt polygame. Polyandri (ægteskab mellem én kvinde og mange mænd) er meget sjælden, men polygyni (ægteskab mellem én mand og mange kvinder) er vidt udbredt i menneskelige samfund, selv om jødisk-kristne traditioner vedholder, at monogami er den eneste naturlige form for ægteskab. Vi ved, at mennesker gennem historien har været polygyne gennem det meste af historie, fordi mænd er højere end kvinder.
Mellem primater og ikke-primater korresponderer graden af polygyni kraftigt med graden af hvilken mænd er højere end kvinder. Jo mere polygone arterne er, jo større er størrelsesforskellen mellem kønnene. Typisk er mænd ti procent højere og tyve procent tungere end kvinder. Dette antyder, at gennem historien har menneskene været medium polygyne.
Relativt til monogami skaber polygyni større fitness varietet (afstanden mellem ”vinderne” og ”taberne” i det reproduktive spil) mellem mænd end mellem kvinder, fordi det tillader få mænd at monopolisere alle kvinderne i gruppen. Jo større fitness varietet mellem mændene skaber større pres for mændene til at konkurrere med hinanden for mager. Kun store og høje mænd kan vinde muligheder for en mage. Mellem pardannende arter som menneskene, hvor mænd og kvinder bliver sammen for at opfostre deres børn, foretrækker kvinder også at danne par med store og høje mænd, fordi de bedre kan sørge for fysisk beskyttelse mod rovdyr og andre mænd.
I samfund hvor rige mænd er meget rigere end fattige mænd, er kvinder (og deres børn) meget bedre stillet med at dele få velhavende mænd; halvdelen, en fjerdedel eller selv en tiendedel af en velhavende mand, er stadigt bedre end en helt igennem fattig mand. Som Bernard Shaw sagde det: ”Moderinstinktet leder kvinder til at foretrække en tiendedel af en førsteklasses mand, frem for helt ejerskab af en tredjeklasses mand”. Til trods for det faktum, at mennesker er naturligt polygame, så er de fleste industrisamfund monogame, fordi mænd har tendens til at være mere eller mindre lige i deres ressourcer sammenlignet med middelalderen. (Ulighed tenderer at øges i takt med at samfund øger kompleksiteten fra jæger-samler til avancerede agrarian samfund. Industrialisering tenderer at sænke lighedsniveauet).

De fleste kvinder har fordel af polygami, mens de fleste mænd har fordel at monogami
Hvor der er ulighed i ressourcer mellem mænd – hvilket er tilfældet i alle menneskelige samfund – har kvinder størst fordel af polygami: kvinder kan dele en velhavende mand. Under monogami er de låst fast med en fattigere mand.
De eneste undtagelser er ekstremt attraktive kvinder. Under monogami kan de monopolisere de mest velhavende mænd; under polygami må de dele med andre mindre attraktive kvinder. Situationen er dog helt anderledes for mænd. Monogami garanterer, at enhver mand kan finde en kone. Mindre attraktive mænd kan kun gifte sig med mindre attraktive kvinder, men det er dog meget bedre end ikke at gifte sig overhovedet. Mænd i monogame samfund forestiller sig, at de ville være bedre stillet med polygyni. Hvad de ikke er klar over er, at for de fleste mænd der ikke er ekstremt attraktive, betyder polygyni ingen kone overhovedet, eller hvis de er heldige, en kone der er meget mindre attraktiv, end den de kunne få under monogami.

De fleste selvmordsbombere er muslimske
Ifølge sociolog ved Oxford University Diego Gambatta, redaktør af ”Making Sense of Suicide Missions”, så er en omfattende historie af dette bekymrende dog aktuelle fænomen ikke altid religiøst motiveret, men når de er, er det altid muslimer. Hvordan kan det være? Hvorfor er Islam den eneste religion der motiverer sine efterkommere til at begå selvmordsaktioner?
Det overraskende svar fra et evolutionært psykologisk perspektiv er, at muslimske selvmordsbombere måske intet har med Islam eller Koranen at gøre (undtagen to linier i den). Det har muligvis intet at gøre med religion, politik, kultur, race, etnisitet, sprog eller region. Som med så eget andet fra dette perspektiv, har det muligvis meget med sex, eller i dette tilfælde, manglen på sex at gøre. Hvad der adskiller Islam fra andre store religioner er, at den tolererer polygami. Ved at tillade nogle mænd at monopolisere alle kvinder og derigennem ekskludere mange mænd fra reproduktive muligheder, skaber polygami mangel på tilgængelige kvinder. Hvis 50 procent af alle mænd har to koner hver, så får de andre 50 procent ingen koner overhovedet. Så polygami øger det konkurrencemæssige pres på mænd, især unge mænd af lav status. Det øger derfor sandsynligheden for, at unge mænd griber til voldelige midler for at opnå adgang til en mage. Ved at gøre dette, har de lidt at miste og meget at vide, sammenlignet med mænd der allerede har koner. Gennem alle samfund gør polygami mænd voldelige, øgende kriminalitet som mord og voldtægt, selv efter at have korrigeret for åbenlyse faktorer som økonomisk udvikling, økonomisk ulighed, befolkningstæthed, niveauet af demokrati og politiske faktorer i regionen. Dog er polygami ikke i sig selv en tilstrækkelig grund til selvmordsbomber. Samfund i det mellemste Afrika og Caribien er meget mere polygame end muslimske nationer i mellemøsten og nordafrika. Og de har meget høje voldsniveauer. Det mellemste Afrika lide af en lang historie af vedholdende borgerkrige men ikke selvmordsbomer.
Den anden nøgleingrediens er løftet om 72 jomfruer ventende i himlen til enhver muslimsk martyr. Usigten til eksklusiv adgang til jomfruer virker måske ikke særligt appellerende til de der bare har én kone på jorden, som regelret monogami så godt som garanterer. Udsigten kan dog være ret appellerende for én der må se de barske kendsgerninger i øjnene, at værende en komplet reproduktiv taber.
Det er denne kombination af polygami og løftet om et stort harem af jomfruer i himlen, der motiverer mange unge muslimer til at begå selvmordsbombning. I overensstemmelse med denne forklaring indikerer undersøgelser, at de er signifikant yngre end ikke bare den muslimske befolkning generelt, men andre (ikke-selvmordsudførende) medlemmer af deres egne ekstreme politiske organisationer som Hamas og Hezbollah. Og næsten alle selvmordsbombere er enlige.

At få sønner reducerer sandsynligheden for skilsmisse
Sociologer og demografer har opdaget, at par der har mindst én søn, har signifikant mindre sandsynlighed for skilsmisse, end par der kun har døtre. Hvordan kan det være?
Eftersom en mands værdi i det store hele afgøres af hans velstand, status og magt – hvor en kvindes i det store hele er afgjort af hendes ungdom og fysiske tiltrækning – må faderen sørge for, at hans søn kommer til at arve hans velstand, status og magt, uanset hvor meget er lidt af disse ressourcer han har. I kontrast er der meget, lidt en fader (eller moder) kan gøre for at holde en datter ungdommelig eller gøre hende mere fysisk attraktiv.
Det fortsatte nærvær af (og investering af) faderen er derfor vigtig for sønnen, men ikke så vigtig for datteren. Tilstedeværelsen af sønner deters derfor skilsmisse og faderens afgang fra familien, mere end tilstedeværelsen af døtre, og denne effekt synes at være stærkere i velstående familier.

Smukke mennesker får flere døtre
Det er almindeligt antaget, at det er tilfældigt, om forældre får den dreng eller en pige. Tæt på, men ikke helt; det er i det store hele tilfældigt. Den normale kønsratio er 105 drenge for hver 100 piger. Men kønsratioen varierer let under forskellige omstændigheder og for forskellige familier. Der er faktorer der underliggende influerer kønnet af afkommet.
En af de mest hyldede principper i den evolutionære biologi, Trivers-Willard-hypotesen erklærer, at velstående forældre med høj status, får flere sønner, mens fattige forældre af lav status har får flere døtre. Dette er fordi børn generelt arver velstanden og den sociale status fra forældrene. Gennem historien har sønner fra velstående familier, der selv ville blive velstående, kunne forvente at have et stort antal koner, elskerinder og konkubiner, og producere dusinvis eller hundreder af børn. Så den naturlige selektion designer forældre til at have specielle ønsker vedrørende kønsratio ved fødselen, afhængig af deres økonomiske omstændigheder – flere drenge hvis de er velstående, flere piger hvis de er fattige (den biologiske mekanisme af dette er endnu ikke forstået).
Denne hypotese er blevet dokumenteret jorden rundt. Amerikanske præsidenter, vicepræsidenter og kabinetsekretærer har flere sønner end døtre. Fattige Mukogodo-hyrder i østafrika får flere døtre end sønner. Kirke parish optegnelser fra det syttende århundrede og attende århundrede viser, at velhavende landejere i Leezen, Tyskland, fik flere sønner end døtre, mens gårdarbejdere og handelsmænd uden ejendom fik flere døtre end sønner. En undersøgelse fra 46 nationer viser, at velhavende individer har større sandsynlighed for at foretrække en søn, hvis de kun kunne få ét barn, i modsætning til mindre velstående individer der har større sandsynlighed for at indikere interesse for en datter.
Den generaliserede Trivers-Willard-hypotese går videre end en families velstand og status: Hvis forældre har nogen virksomhed de kan videreføre til deres børn, og som er bedre for sønner end døtre, vil de få flere sønner. Omvendt, hvis forældre har en virksomhed, der er bedre for døtre, så vil de få flere døtre.
Fysisk attraktion, som en universelt positiv kvalitet, bidrager endnu mere til kvinders reproduktive succes end til mænds succes. Den generaliserede hypotese ville derfor forudse, at fysisk attraktive forældre skulle have flere døtre end sønner. Igen er dette tilfældet. Amerikanere der sættes som ”meget attraktive”, har en chance på 56 procent for at få en datter som første barn, sammenlignet med 48 procent for alle andre.

Hvad Bill Gates og Paul McCartney har til fælles med kriminelle
I næsten et kvart århundrede har kriminologer kendt til ”alder/kriminalitet – kurven”. I alle samfund til alle tider øges tendensen til at begå kriminalitet og anden risikobetonet adfærd i den tidlige ungdom, topper i den sene ungdom og tidlige voksenalder, aftager hurtigt gennem tyverne og tredverne, og udligner sig i midalderen.
Denne kurve er ikke afgrænset til kriminalitet. Den samme aldersprofil karakteriserer enhver kvantificerbar menneskelig adfærd, der er offentlig (antaget af mange potentielle mager) og kostbar (for kostbar af alle seksuelle konkurrenter). Relationen mellem alder og produktivitet mellem jazzmusikere, mandlige malere, mandlige forfattere og mandlige videnskabsmænd – som kan kaldes ”alder/genialitet – kurven” – er essentielt den samme som alder/kriminalitet – kurven. Deres produktivitet – udtrykket for deres genialitet – topper hurtigt i deres tidlige voksenalder, og falder ligeledes hurtigt igen gennem voksenalderen. Alder/genialitet – kurven mellem deres kvindelige modstykker er meget mindre udtalt; den topper eller varierer ikke så meget som funktion af alder.
Paul McCartney har ikke skrevet et hit i årevis, og spenderer nu megen tid med at male. Bill Gates er nu en respekteret forretningsmand og filantrop, og er ikke længere en computertroldmand. J.D. Sallinger lever nu i totalt recluse og har ikke publiceret noget i mere end tre årtier. Orson Welles var ikke mere end 26 år, da han skrev, producerede, instruerede og brillerede i Citizen Kane.
En enkelt teori kan forklare produktiviteten af både kreative genier og kriminelle gennem et livsforløb: Både kriminalitet og genialitet er udtryk for unge mænds konkurrencemæssige ønsker, hvis ultimative funktion i fortidens miljø ville have været at øge den reproduktive succes.
I den fysiske konkurrence for mager kan de der er konkurrencedygtige agere voldeligt mod deres mandlige rivaler. Mænd der har mindre tendens til kriminalitet og vold, kan udtrykke deres konkurrencedygtighed gennem deres kreative aktiviteter.
Prisen for konkurrence stiger dog dramatisk når en mand får børn, når hans energier og ressourcer bliver brugt på en mere nyttefuld måde, til at beskytte og investere i dem. Fødslen af det første barn sker almindeligvis adskillige år efter puberteten, fordi mænd behøver tid til at akkumulere tilstrækkelige ressourcer og opnå tilstrækkelig status til at tiltrække deres første mage. Der er derfor en periode på adskillelige år mellem den hurtige stigning i konkurrencens afstedkomne goder og den tilsvarende stigning i dens omkostninger. Produktivitet falder drastisk i det sene voksenliv, i takt med at konkurrencens omkostninger stiger og annullerer dens goder.
Disse kalkulationer er blevet udført ved naturlig og seksuel selektion, så at sige, som så udstyrer den mandlige hjerne med en psykologisk mekanisme, der ansporer dem til at være tiltagende konkurrenceorienterede lige efter puberteten, og gøre dem mindre konkurrenceorienterede lige efter fødslen af deres første barn. Mænd føler ganske enkelt ingen ansporing til at agere voldeligt, stjæle eller udføre yderligere videnskabelige eksperimenter, eller de ønsker at slå sig ned efter fødselen af deres første barn, men de ved ikke præcist hvorfor.
Ligeledes mellem Bill Gates, Paul McCartney og kriminelle, faktisk mellem alle mænd gennem den evolutionære historie peges på et vigtigt koncept i den evolutionære biologi: kvindens valg. Kvinder siger ofte nej til mænd. Mænd har måttet indtage fremmede lande, vinde slag og krige, komponere symfonier, forfatte bøger, skrive sonetter, male katedrallofter, gøre videnskabelige opdagelser, spille i rockbands og skrive ny computersoftware, for at imponere kvinder til at have sex med dem. Mænd har bygget og destrueret civilisationer, for at imponere kvinder, så de muligvis ville sige ”ja”.

Midalderkrisen er en myte…sådan da
Mange tror, at mænd går gennem en midtlivskrise, når de når midalderen. Ikke helt. Mange mænd går gennem en midtlivskrise, men det er ikke fordi de er midaldrende. Det er fordi deres koner er. Fra et evolutionært psykologisk perspektiv efterfølges konens imminent overgangsalder og afslutning på reproduktive karriere af mandens midtlivskrise, og derfor hans fornyede behov for at tiltrække yngre kvinder.
Ifølge dette ville en 50 årig mand gift med en 25 årig kvinde ikke gå gennem en midtlivskrise, mens en 25 årig mand gift med en 50 årig ville, ligesom den typiske 50 årige mand gift med en 50 årig kvinde. Det er ikke hans midtliv der betyder noget; det er hendes. Når han køber en skinnende rød sportsvogn, så prøver han ikke at genfinde sin ungdom; han prøver at tiltrække unge kvinder til at erstatte sin overgangsalderkone ved at trumpetere sine penge og prestige.

Det er naturligt for politikere at risikere alt for en affære (men kun hvis de er mænd)
Om morgenen den 21 januar 1998 da amerikanerne vågnede til den forbløffende påstand, at præsident Bill Clinton havde en affære med en 24 årig intern i Det Hvide House, tænkte den darwinistiske historiker Laura L. Betzig: ”Det var jo det jeg sagde”. Betzig peger på, at mens magtfulde mænd gennem den vestlige historie har giftet sig monogamt (kun én legal kone ad gangen), så har de altid parret sig polygamt (de har haft elskerinder, konkubiner og kvindelige slaver). Med deres koner producerede de legitime arvtagere; med de andre producerede de bastarder. Gener laver ingen distinktion mellem de to kategorier børn.
Som et resultat heraf har magtfulde mænd af højstatus gennem historien opnået meget høj reproduktiv succes, efterladende et stort antal efterkommere (legale eller ej), mens talløse fattige mænd døde uden mage og afkom. Moulay the Bloodthirsty, den sidste Sharifian kejser af Marocco, er uden sidestykke, havende efterladt mere afkom – 1042 – end nogen anden optegnet person, men han var ikke på nogen måde kvalitetsmæssig anderledes end andre magtfulde mænd, som Bill Clinton. Det spørgsmål mange stillede dem selv i 1998 var: ”Hvorfor i al verden ville den mest magtfulde mand på jorden risikere sin position, for at have en affære med en ung kvinde?” – er, fra er darwinistisk perspektiv et dumt et. Betzig´s svar ville være: ”Hvorfor ikke?” Mænd stræber efter at opnå politisk magt, bevidst eller ubevidst, for at have reproduktiv adgang til et større antal kvinder. Reproduktiv adgang til kvinder er målet. Politik er bare midlet. At spørge hvorfor præsidenten af U.S.A. ville have seksuelt samvær med en ung kvinde, er som at spørge hvorfor nogen der arbejdede hårdt for at tjene en stor sum penge, derefter ville spendere dem.
Hvad der adskiller Bill Clinton er ikke at han havde en udenomægteskabelig affære under sit embede, mange andre vil have dette; det ville være et darwiniansk mysterium, hvis han ikke gjorde det – hvad der adskiller ham er det faktum, at han blev opdaget.

Mænd chikanerer kvinder seksuelt, fordi de ikke er sexistiske
En uheldig konsekvens af det tiltagende antal kvinder på arbejdsmarkedet, der arbejder side om side med mænd, er det tiltagende antal sexchikanesager. Hvorfor er sexchikane en nødvendig konsekvens af den kønsmæssige integration på arbejdspladsen? Psykolog Kingsley R. Browne identificerer to typer af sexchikanesager: quid pro quo (”Du skal gå i seng med mig for at beholde dit job eller blive forfremmet) og det ”fjendtlige miljø” (miljøet er dømt til at være for seksualiseret for ansatte til at føle sig sikre og komfortable). Mens feminister og socialforskere har en tendens til at forklare sexchikane i termen ”patriakat” og andre ideologier, så lokaliserer Browne den ultimative grund til begge slags sexchikane i forskelle i pardannelsesstrategier.
Undersøgelser viser utvetydigt, at mænd er langt mere interesserede i kortsigtet tilfældig sex, end kvinder er. I en nu klassisk undersøgelse indvilligede 75 procent af mellemuddannede mænd i at have sex med en fremmed kvinde; ingen af kvinderne indvilligede i at have sex med en tiltrækkende fremmed mand. Mange mænd der ikke ville gå i byen med den fremmede, ville ikke desto mindre gerne have sex med hende.
Quid pro quo – typerne af sexchikane er manifestationer af mænds større behov for tilfældig korttids-sex, og deres villighed til at bruge ethvert middel til at opnå målet. Feminister påstår ofte, at sexchikane ikke er ”om sex men om magt”; Browne tilkendegiver, at det handler om begge ting – mænd der bruger magt til at få sex. ”At sige at det kun handler om magt, giver ikke mere mening end at sige, at bankrøverier kun handler om pistoler, ikke om penge”.
Sexchikanesager af ”fjendtligt miljø” – varianten resulterer fra kønsforskelle i, hvad mænd og kvinder opfatter som ”seksuelt grænseoverskridende” eller ”fjendtlig” adfærd. Mange kvinder beklager legitimt, at de er blevet udsat for misbrug, intimidering og nedgørende behandling.
Misbrug, intimidering og nedgørelse er alle del af mænds taktik-repetoire, anvendt i konkurrencemæssige situationer. Med andre ord behandler mænd ikke kvinder anderledes end mænd – definitionen af diskrimination, under hvilken sexchikane legalt falder – men det modsatte: Mænd chikanerer kvinder præcist fordi de ikke diskriminerer mellem mænd og kvinder.

Leave a Response »

 

Feminisme: Marxisme med et ansigtsløft? tirsdag, sep 9 2008

Det er fristende, ja næsten tvingende, at se feminismen som en venstreorienteret ideologi, eller som en bevægelse der er udsprunget af marxismen. Mange på venstrefløjen tror dette, hvilket er hvorfor de så let kapitulerer overfor feministiske krav, selv når deres instinkter skriger imod dem. Det forklarer også hvorfor det er så vanskeligt at mønstre modstand, eller selv mild kritik af feministisk ideologi fra den politiske venstrefløj. For den principfaste venstrefløj vil argumentere, at de feministiske mål er gode, selvom dens metoder somme tider er forkerte. Kvindernes intention er helt sikkert at løfte kvinders status, og derfor må vi støtte dem, selv når vi er uenige i deres metoder. For sådanne venstreorienterede er tiltrædelse af feministiske krav beslægtet med støtten til ”progressive” diktaturer, da deres autoritære metoder blot er ”forvandlingens instrumenter”, eller fordi ”imperialistisk aggression” gør dem nødvendige.

 

For den marxistiske venstrefløjs skole tilbyder feminismen rige muligheder for kollektivistiske løsninger for ”at bringe staten tilbage i individets liv”. For aldrende er den nye venstrefløjs radikale det seneste stade i den seksuelle revolution. Sammen med dens illegitime afkom, ”bøssefrigørelsen”, tilbyder feminismen en ondartet kritik af familielivet, hvilket rationaliserer tidligere egoisme og nuværende skuffelse. Association med dens triumfer kompenserer belejligt for politiske fejlslag. Venstrefløjen af en grøn, decentral eller mere liberalt bøjet syn på feminismen og generelle enkeltsagskampagner , et humanitært alternativ til den centraliserede, klassebaserede politik af den ortodokse venstrefløj. De mener, at retorik af ”ikke-hierakiske strukturer” og ”lederløse koalitioner” og villige sentimentale slogans om at ”herstory” (i modsætning til den mandligt påtvungne ”history), ”fejre homoseksuelle kulturer” (som en etnisk surrogatkultur) og ”favne mangfoldigheden” (en nedladende symbolik). For sådanne udslidte idealister er disse bevægelsers spraglede realitet af liden konsekvens. De opfylder et ønske, måske et behov, for kontinuerlig agitation, og de opretholder svage håb for transformation af menneskeheden. Kritikere af feminismen accepterer dens kvasi-marxistiske skudsmål. Eksempelvis den amerikanske ”neokonservative” Michael Levin beskrev kampagner for ”lige løn for lige arbejde” som ”den feministiske vej til socialisme”. Erin Pizzey der blev censureret, endog truet af feministerne, da hun pegede på, at kvinder udøver vold i hjemmet på lige fod med mænd, har talt om ”radikale feminister” som marxister der har ”skiftet i vadestedet”.

 

Fortolkningen af feminismen er forståelig, givet dens løfte om et egalitært Utopia og dens succesfulde imitation af marxistisk retorik. Også i praksis kræver feministisk agenda en stor mængde økonomisk og samfundsmæssig statsintervention, med håndhævelsen af ”lige muligheder”-love, der bliver til en stor, uproduktiv nationaliseret industri. Feministiske antagelser er helt sikkert fra begyndelsen blevet bygget ind i politisk, marxistisk tanke, til trods for Marx´s egne tilsyneladende konservatisme på disse områder. Så tidligt som i 1854 skrev Marx´s kollaboratør Friedrich Engels ”The Origin of the Family, Private Property and the State”, i hvilken han identificerede relationerne mellem kønnene med klassekampens antagonisme, mere end med de menneskelige kvaliteter af hengivenhed, loyalitet eller passion: ”Den første klasseundertrykkelse der forekommer i historien fremkommer med udviklingen af antagonismen mellem mand og kvinde i monogamt ægteskab, og den første klasseundertrykkelse fremkommer med den mod det kvindelige køn af manden”

 

Moderne feminisme kan også med god grund påberåbe sig barnet af 1960´ernes venstrefløj. Fordi Herbert Marcuse, en af bevægelsens eminence rouge, mente, at den revolutionære dynamik havde skiftet fra vestens hvide arbejder, der svulmede af velstand, i retning af de der var ”marginaliserede” af systemet: sorte folk, kvinder, studerende og tredje verdens revolutionære. Det betød mindre, at sorte samfund mestendels var konservative og religiøse, at mange kvinder følte sig som alt andet end ”marginaliserede”, at studerende var en privilegeret kaste, der ville unddrage sig ”indkaldelsen”, og at den tredje verdens revolutionære terroriserede deres egne folk.

 

Så meget Viet Cong, Pathet Lao og Khmer Rouge kommandotropper end påberåbte sig at være stemmen af Indokina´s bønder, mens de terroriserede dem, påberåber dagens feministiske ”talspersoner” at være den eneste sande stemme for kvinders ønsker. De påtvinger målrettet deres vision om lighed på kvinder, der afviser den i lige så høj grad som mænd gør, gennem metoder der inkluderer statstvang, bagvaskelse af kritikere og bestræbelser på at indoktrinere børn og studerende mod traditionelle værdier. Deres fjendtlighed mod traditionelle kvinder er om muligt mere ondartet og ideologisk ladet end deres fjendtlighed mod mænd. Betty Friedan, angiveligt amerikansk feminismes moderate liberale ansigt, beskrev mødre der blev hjemme med børnene som ”forældet”. Mere ekstremt men med en forfriskende gallisk ærlighed proklamerede Simone de Beauvoir som tidligt som i 1975, at: ”Ingen kvinde burde tillades at gå hjemme og opfostre sine børn. Samfundet burde være totalt anderledes. Kvinder burde ikke have valget, præcist fordi at hvis der findes et sådan valg, så vil for mange kvinder tage dette valg”.

 

I samme dialog med Friedan definerer Jean-Paul Sartre feminismens centrale mål som ”valgfrihed”. At anskue denne position som ulogisk er at misforstå feminismens ideologi. For kvinden at vælge at blive hjemme med sine små børn, eller sætte familien før karrieren, er ifølge feministerne ikke et autentisk valg. Det er baseret på traditionelle fordomme om kvindens rolle, som hun har ”internaliseret” og fra hvilken det er feministernes opgave at blive befriet. For feministerne repræsenterer per definition ”kvinder” og fortolker deres interesser for dem, lige som en tidligere marxistisk generation fortolkede ”arbejderklassens” vilje. Feminismen afvises stille af mange kvinder og afhænger derfor af mandlig støtte, af hvilken meget er opnået gennem følelsesmæssig afpresning, såsom truslen om at blive kaldt sexistisk, som få ”sensitive” mandlige venstreorienterede værdsætter. På nogenlunde samme måde afhang statssocialisme af støtten fra middelklassen, da den ofte var yderst upopulær hos arbejderklassen.

 

Mandlige tilhængere af feminismen er, bortset fra enkelte ekstremister, forlegne og usikre. For at følge feminismens korrekte linie, binder de dem selv i komplicerede ideologiske knuder. Da denne skribent i en samtale med en socialistisk, pro-feministisk mand påpegede, at fattigdom blandt kvinder var steget dramatisk efter to årtier med feministisk socialpolitik, med et deraf følgende familienedbrud, var hans svar lige så hurtigt som det var ærligt. ”De er måske fattigere”, sagde han, ”men i det mindste er de fri for chauvinistiske mænd”. En sådan romantisk associering af fattigdom og frihed synes sær  for en moderne socialist, imiterende et vist strøg af konservativ tanke, eller en rustik anarkisme der for længst er forkastet af den ”progressive” venstrefløj. Og den mangler at forklare, hvordan en ny moralitet der accepterer mændenes svigt af kvinder, efterladende dem og børnene alene i fattigdom, kan være andet end chauvinistisk.

 

Pro-feministiske mænd afsværger traditionelt maskuline attributter, med samme nidkærhed som nogle hvide venstreorienterede afsværger ”Europæisk civilisation” og alt hvad deraf følger. De undskylder, som på vegne af alle ”mænd” for fortidens undertrykkelse, den nuværende og fremtidige. De hylder rituelt ”kvinders” kamp for rettigheder, som ha r en lang og glorværdig historie. De gør et stort nummer ud af at sige ”hans eller hendes”, nægtende at anvende ordet ”mand”, og savler som Pavlov´s hunde når som helst ”kvindesager” nævnes. De fleste gør det af egoistiske grunde, eller gennem det ovennævnte manglende mod. Et fåtal viser et ondartet had til deres egen maskulinitet. Havde de været homoseksuelle, ville de have været anklaget for selvhad af hylende intolerante bøsseaktivister. Som Robert Bly forklarer:

 

Mandlige feminister fremfører det synspunkt, at traditionel maskulinitet autenticerer sig selv gennem undertrykkelse af kvinder. Maskulinitet er for dem essentielt giftig. Træk traditionelt forestillet som værende maskuline, såsom at være konkurrenceorienteret, vildskab og aggression, menes at være kulturelt, ikke genetisk medfødt. Eftersom maskulinitet er skabt, kan den genskabes. De ønsker en ny mand, og de ønsker ham nu. De fleste feministiske mænd hader konceptet ”dyb maskulinitet”. Den feministiske forfatter Tim Beneke siger: ”Der findes ikke sådan noget som dyb maskulinitet, da der ikke findes sådan noget som maskulinitet. Hvad der end kommer ud af den maskuline sjæl er, i deres øjne, essentielt forkert”

 

Sådanne ”feministiske mænd” har meget til fælles med middelklassens radikale, der demonstrativt afsværger bourgeoisiets kultur, der holder dem oppe og påtager sig falske arbejderattituder. På samme måde som ”kvindelige” feminister mener at vide ”hvad kvinder vil have”, bedre end de fleste kvinder selv ved. Feministisk ideologi har arvet den marxistisk teori om ”falsk bevidsthed”. Sagt enkelt er det opfattelsen af, at arbejderen er undertrykt, selvom han ikke er klar over det, eller selv om han er aktivt fjendtlig mod ideen. Loyaliteter der giver hans liv mening, såsom kirken, et regiment eller et fodboldhold, er falske loyaliteter, ligesom hans opfattelse af patriotisme eller stolthed over sit lokalsamfund.

 

En del af den revolutionære proces er at ”afmystificere” ham, så han bliver bevidst om sin undertrykkelse. For i marxistiske termer er han defineret i forhold til sin relation til produktionsmidlerne, ikke i forhold til sine medmennesker. For feminister er produktionsmidlerne erstattet af reproduktionen. En kvindes loyalitet til sit køn kommer før hendes personlige smag og præferencer, hendes religiøse eller moralske overbevisning, og relationer der giver hendes liv mening. Feministisk ideologi antager eksempelvis, at en mor i nord-england vil være mere interesseret i ”kvinders muligheder”, en hendes arbejdsløse mands skæbne (erstattet af den aftagende beskæftigelse) eller hendes sønners skæbne i uddannelsessystemet, der er tiltagende mod mænd. Hendes kærlighed til sin mand og sine sønner er en slags ”falsk bevidsthed”, der afholder hende fra at ”antage hendes rettigheder”.

 

Også indbygget i marxismen er ideen om en underliggende kamp. For marxisterne er det en økonomisk kamp mellem arbejder og kapitalist, klassekampen. For feministerne er det en kønskamp, i hvilken individerne kræves at vælge side. Og lige som klassekampen kulminerer i det klasseløse marxistiske samfund, så må kønskampen kulminere i det kønsløse samfund (unisex). Unisex tager udgangspunkt i to ideer. For det første insisterer den på, at forskelle mellem kønnene er kulturelt betingede, og ikke skyldes noget biologisk, som i øvrigt ses som en kunstig ”konstruktion”. For det andet er disse forskelle altid forkerte og skal altid udfordres og nedbrydes. Det ville være en fejltagelse at konkludere, at denne unisex handler om at give mænd og kvinder friheden til at ”være dem selv” og udtrykke deres sande naturer som individer. Tværtimod. Den søger at påtvinge begge køn et revolutionært ændringsimperativ. Mænd forventes at undskylde, istemme og undertrykke deres ”aggressioner”. Kvinder at afkaste ”kønsstereotyper”. Som i marxistisk politiske programmer opfattes staten som ændringsagenten og uddannelse ses som et redskab til indoktrinering af unge.

 

Derfor har staten en pligt til at håndhæve unisex som rettesnor, for at sikre at kvinder er tilskyndet, eller tvunget, til at udføre de samme sociale funktioner som mænd. Hvor dette ikke sker, må der tages ”positiv aktion”, da revolutionen er blevet forrådt. Den gifte kvinde der bliver i hjemmet er kontra-revolutionær. Hun og hendes mand skulle straffes økonomisk af staten, indtil hun træffer den politisk korrekte valg. Det er derfor institutionaliseret diskrimination mod hjemmegående mødre er bygget ind i regeringens politik i Storbritannien. Den logiske konklusion af års statsdirigerede ændringer. I skatteafregningen bliver ægtepars ”lommepenge” erstattet af en ”arbejdende families skattebegunstigelse”, den arbejdende familie defineret som at begge parter arbejder. Enlige mødre med lav indkomst tvinges derfor til at søge arbejde. Dette betyder, at mødre der forlader deres egne børn, og betales for at tage sig af andres børn, anses for værende bedre borgere, end de der bliver hjemme hos deres afkom.

 

Feministernes socialpolitik tilskynder ikke til enligt moderskab, grundet den relative fattigdom – og manglen på muligheder – den tenderer at producere. Tværtimod. Den repræsenterer én af mange ”livsstilsmuligheder”, sammen med bofællesskab, seriel monogami og lesbisk moderskab. Alle disse muligheder er moralsk ligestillede, men nogle er mere ligestillede end andre. Den mest ligestillede af alle dem der demonstrerer at kvinder kan leve uafhængigt af mænd, selv hvor denne uafhængighed er kunstig og leder til en form for tvunget ægteskab med staten. Således, på bedste pseudoliberale og hykleriske maner er det politisk korrekt at afskrive det traditionelle ægteskab som reaktionært, men ekstremt ukorrekt at kritisere kunstig inseminering for kvinder. 

 

I den socialt genererede ligheds interesse er feministerne og dens tilhængere besatte af at eliminere mandlige bastioner. Disse strækker sig fra professioner og professionelle organisationer, såsom klubber, sportsklubber, ja selv klubber eller grupperinger for mandlige homoseksuelle. Metoderne varierer fra følelsesmæssige afpresning, til tilflugt i retssalene, fra påberåbelse af ”anti-diskriminationslove” til nægtelse af offentlige midler.  Ødelæggelsen af mandlige bastioner anses for værende et etisk mål i sin egen ret, vigtigere end kvindernes ægte aspirationer.

 

Eksempelvis i England og Wales har man tilsendt brandvæsnet en ”rekrutteringsvejledning” på femten procent flere kvinder, af rent ideologiske årsager. Den selv samme rapport indrømmede modvilligt, at tjenesten var effektiv, vellidt og tillidsvækkende i højere grad end nogen anden tjeneste, men blev så angrebet for sin ”mandlige” etos og ”militaristiske kultur”. Ligeledes er forsvaret tiltagende tvunget til at tage højde for feministisk tilstedeværelse i dens rekrutteringspolitik, dens træning, og dens disciplinære struktur. Forsvarsministeriet har en ”Kønsenhed”. Selve titlen antyder grundlæggende ideologiske fordomme. Den tager sig i korthed af udvidelsen af områder for ”kønsintegration” og præs for at kvinder kan sendes til fronten. Operationel effektivitet har intet at gøre med disse overvejelser. Tværtimod. Den er underlagt dogmet om ”lighed”, således at selve de strukturer og traditioner der har skabt sammenhæng med vilje undermineres.

 

I det civile liv, som i forsvaret, søger unisex-feminismen uddannelsessystemet som nøgle til ”fremskridt”. Uddannelse betyder i denne kontekst ikke søgen efter kundskaber, men propagandatekniker der frembringer mindelser o kommunistiske regimer i østeuropa og Kina under ”Firebanden”. Blandt disse er censur af traditioner og værdsatte børnebøger, anklagede for ”sexisme”, på linie med bussemænd som ”racisme”, ”imperialisme” og ”militarisme”, højt skattede.

Mere proaktivt – et ord værdsat af samfundsbearbejdere – er klasser i ”Social uddannelse”. Disse udbreder ”anti-sexistiske” doktriner og andre politisk korrekte løsener, som om de var sandheder, og som om ingen andre synspunkter i verden kunne eksistere. Sexundervisning præsenteres også tiltagende i termer af rå kropsmæssige funktioner, mere end komplekse moralske valg, med børn af begge køn lavende ”rollespil”. De opfordres til at betvivle deres forældres værdier, hvis disse er konservative, mens lemfældig, hedensk tilgang ophøjes til at stå udenfor kritik.

 

Feminisme, især udtrykt gennem unisex-programmer, har meget til fælles med dogmatisk Marxisme. Den er baseret på en abstrakt vision om kvinder og mænd, som benægter både deres valg og deres natur. Den forsøger med katastrofale følge, gennem staten at transformere den menneskelige natur. Ligesom marxismen fordømmer klassedistinktioner, benægter feminismen værdien af forskelle kønnene imellem, bortset fra de steder hvor feminismen kan drage fordel af forskellene. Feminister og marxister afsværger ligeledes distinktionen mellem offentligt og privat liv, og etablerer ikke nogen grænser for statens magt til intervention. Begge fornærmes af, og søger at ødelægge, de institutioner der succesfuldt opererer på principper i opposition til deres: hierarki, forskel, mandlige medlemskaber, eller lejlighedsvist, kvindelige medlemskaber af ikke-feministisk natur.

Dog, feminismens ideologisk totalitære implikationer kan ikke associeres udelukkende med venstrefløjen. Det kan være mere informativt at opfatte feminismen som en mutation af marxistiske traditioner, mere end en logisk udvikling heraf. På den måde antager feminismen en slående lighed med totalitarismen.

 

 

 

 

 

Leave a Response »

 

Utilslørede kvinder der bliver voldtaget fortjener det torsdag, sep 11 2008

Denne pædagogik prædikes af den australske mufti Sheikh Taj al-Din al-Hilali, der antændte et internationalt furore ved at annoncere, at kvinder der ikke tilslører dem selv, og tillader dem selv at blive ”utilsløret kød”, selv er skyld i deres egen voldtægt.

 

Der er selvfølgelig intet nyt i det, og det er lidt mystisk, at Sheikh´s kommentar har forårsaget noget chok overhovedet, eftersom hans synspunkt legitimeres af adskillige islamiske tekster og talrige sociale og legale islamiske strukturer. Og det er derfor i Danmark i september 2004, at al-Hilali´s australske modstykke mufti Shahid Mehdi, erklærede præcist det samme, fastslående at utilslørede kvinder ”beder” om voldtægt.

 

Alt dette forklarer på den anden side den raketagtige epidemiske fart hvormed muslimer voldtager i ikke-muslimske lande. Nyankomne muslimer er signifikant overrepræsenterede blandt straffede voldtægtsmænd og voldtægtsmistænkte gennem hele Europa, såsom Sverige, Norge og Danmark.

 

Det er ikke noget under, at mange muslimske voldtægtsmænd åbent indrømmer deres handlinger, og selvtilfreds retfærdiggør dem med henkastet reference til deres religiøse og kulturelle overbevisninger. Dette horrible fænomen blev sat til skue i en retssag i Australien sidste år, i hvilken en muslimsk voldtægtsmand, gående under navnet ”MSK”, hånede sit hulkende offer og stolt bekendtgjorde legitimiteten af sit seksuelle angreb på unge piger, forklarende at hans ofre ikke var tilslørede – som den islamiske religion kræver at kvinder er.

 

”MSK” er fra Pakistan. Han gør i Australien, hvad han bedst lærte derhjemme: i nogle af de mest notorisk øde områder af Pakistan er gruppevoldtægt officielt sanktioneret som en legitim form for måde at holde kvinder marginaliserede og ”på plads”. Som tidligere nævnt hjælper visse områder af Islam med at institutionalisere denne form for voldelig misogyni. Koranen eksempelvis tillader muslimske mænd at slavegøre – og have seksuelle relationer med – vantro kvinder fanget som krigsbytte (Sura 4:23-24). Den islamiske lovmanual Umdat al-Salik, som er godkendt af Al-Azhar University, den mest respekterede autoritet i Sunni-Islam, sanktionerer denne vold, forsikrende at muslimer kan slavegøre fangede vantro kvinder og gøre dem til konkubiner.

 

For at summere denne patologi er der udviklet en opfattelse indenfor systemet af køns-apartheid, i hvilken muslimer som ”MSK” er opvokset med en ide om, at en kvinde der ikke tilslører sig selv, på en måde selv er ansvarlig for enhver seksuel eller fysisk overlast udøvet mod hende. I den psykopatisk mentale gymnastik der opstår i gerningsmandens sind, må den utilslørede kvinde seksuelt straffes for at overtræde ”beskedenheds”-koden. Så når islamiske muftier som Sheikh Taj al-Din al-Hilali og Shahid Mehdi erklærer, at kvinder der nægter at bære hovedbeklædning ”beder” om voldtægt, så gentager de blot et populært tema i mange segmenter af islamisk kultur.

 

I traditionel islamisk lov kan voldtægt ikke bevises med mindre fire mænd bevidner dette (Sura 24:4 og 24:13). Med andre ord kan voldtagne kvinder ikke lade retfærdigheden ske fyldest noget sted hvor islamisk lov regerer. Endnu mere horribelt bliver en kvinde, der har modet til at sige, at hun blev voldtaget, og ikke kunne mønstre de fire mandlige vidner, straffet, da hendes anklage anses for en tilladelse til førægteskabelig sex og utroskab. Derfor er 75% af alle fængslede kvinder i Pakistan bag tremmer, fordi de begik den forseelse at blive voldtaget.

 

I Holland bærer myriader af kvinder nu det forfærdelige ar, der berygtet er blevet kendt som en ”smiley”, hvor den ene side af ansigtet skæres op fra mund til øre – et krigsmærke efterladt af muslimske voldtægtsmænd, som en advarsel til andre kvinder, der ikke tilslører dem selv.

 

I Frankrig har fænomenet for muslimsk gruppevoldtægt som straf for ikke at tilsløre sig endda fået et navn der beskriver det: ”tournante” (tag din tur). I områder hvor muslimer udgør majoritet, føler selv ikke-muslimske kvinder sig presset til at tilsløre dem selv af frygt for muslimsk seksuel og fysisk afstraffelse.

 

I denne kontekst af epidemisk muslimsk vold mod kvinder, og en åben legitimering af den, udråbt af islamisk gejstlige, skulle man forestille sig, at vestlige feminister af vor tid ville komme op på barrikaderne, sympatisk stillende sig på deres voldtagne søstres side, og kæmpe for kvinders generelle rettigheder.

 

Men dette er ikke tilfældet

 

Vestlige venstreorienterede feminister responderer med en apatisk hjerteløshed og øredøvende tavshed.

 

Dette er selvfølgelig alt sammen meget forståeligt og forventet: det er politisk korrekt ”fremme på beatet” at skråle med moralsk indignation om en kvindes ret til abort i vesten, men rent faktisk at drage omsorg for – og komme til offentlig forsvar af – det kvindelige offer for gruppevoldtægt udført af muslimer, er utænkeligt. Dette er fordi, at indrømme den muslimske voldtægtsepidemi, og teologien og institutionerne på hvilken den er baseret, og afsværge den, ville overtræde den centrale kode for den ”progressive” venstreorienterede overbevisning: anti-amerikanisme og kulturel relativisme. Ingen kultur kan siges at være bedre end en anden – med mindre det er amerikansk kultur, som altid er et legalt mål for hån og latterliggørelse. Men i almindelighed at kritisere en fremmed kultur – og en fjendtlig kultur i særdeleshed – er at opgive den politiske sag og overbevisning.

 

Og derfor er venstrefløjens feminister også så formummede i sager om tvangsægteskaber, æresdrab og omskæring i den islamiske verden.

 

Den norske professor i Antropologi Dr. Unni Wikan repræsenterer perfekt venstrefløjens feministers standpunkt omkring voldtægt og islamisk køns-apartheid. Wikan´s løsning på de talrige tilfælde af muslimske voldtægter af norske kvinder, kalder ikke på hverken straf af gerningsmændene eller fordømmelse af islamisk teologi, der legitimerer et sådan misbrug af kvinder. I stedet anbefaler Wikan, at norske kvinder selv bærer slør. Dette er fordi, siger Wikan, at kvinder må tage deres del af ansvaret for voldtægterne, eftersom de ikke klæder sig og opfører sig i overensstemmelse med muslimsk opfattelse. Norske kvinder må, i hendes øjne, erkende at de lever i et multikulturelt samfund, og bør derfor tilpasse dem selv til dette. Sheikh Taj al-Din al-Hilali og Shahid Hehdi ville have været stolte.

 

Det har længe været evident, at vestlige venstreorienterede feminister er bedøvende ligeglade med virkelige levende og åndende kvinder; de interesserer sig udelukkende for deres ideologiske overbevisning. For dem kan muslimske voldtægter let glemmes og affærdiges i forfølgelsen af deres ultimative mål: at hjælpe og tilskynde vestens totalitære fjender og generere destruktionen af deres egne frie samfund, som skænkede dem de rettigheder de hader og afskyr.

Leave a Response »

 

Den planlagte ødelæggelse af familien mandag, sep 15 2008

For nylig kom en ”voldsramt kvinde”, for det var sådan hun så sig selv, til mig for hjælp. Hendes kæreste, der levede adskilt fra hende og børnene, havde slået hende slemt, og hun var nødt til at tage på hospitalet. Han tog hende derefter tilbage til hendes hus, og blev hos hende, mens hendes sår helede.
”Du er ikke en voldsramt kvinde”, sagde jeg med et suk. Jeg definerer en voldsramt kvinde, som en kvinde der er et ægte offer for hendes partners vold. ”Du er en ”voldstilvænnet” kvinde, et offer for din egen trang til vold”. Jeg sukkede, fordi disse to sætninger udtalt for 25 år siden i mit tidlige værk ved Chiswick, forårsagede at jeg blev hadet og foragtet. Jeg blev nationens samvittighed. Jeg vovede offentligt at sige, at kvinder kan være lige så voldelige som mænd, og at kvinder er en hel del mere psykologisk voldelig end mænd. I denne kvindes tilfælde havde vi en hel del arbejde at gøre, og han havde brug for at finde en god terapeut.
I 1971, inspireret af kvindelige journalister og andre medie-manipulatorer, besluttede jeg mig for, at blive medlem af kvindebevægelsen. ”Søsterskab er magtfuldt” chantede de. ”Søstre forenet, ikke mere konkurrence, kvinder hjælper kvinder”. Det lød alt sammen for godt til at være sandt. Mit første møde fyldte mig med tvivl. Det blev afholdt i et meget middelklasseagtigt hjem i Chiswick, og jeg stirrede på Mao-plakaterne på væggen i spisestuen. Da jeg af værtinden blev spurgt, hvorfor jeg var der, svarede jeg, at min mand var fjernsynsreporter og var meget sjældent hjemme, og jeg følte mig ensom og isoleret med mine to børn. ”Dit problem er ikke din isolation, men din mand. Han undertrykker dig, og han er en kapitalist”. Jeg gjorde opmærksom på, at hun også havde en termin der skulle betales, og at hun derfor også var en kapitalist, og langt fra undertrykkende mig passede han børnene, så jeg kunne deltage i dette møde. Hendes mand var til et fagforeningsmøde, organiserende Brentford Biscuit-fabrikken ved hjælp af hans grad i Politisk Videnskab, for at forberede den kommende revolution. Hvad kvinden ikke vidste var, at jeg var datter af en diplomat. Jeg blev født i Kina, og rejste verden rundt med min far. Jeg arbejdede også i Udenrigsministeriet og var bekendt med forholdene i både Rusland og Kina. Så blev vi over en kop te forsikret om, at kvinder var en minoritetsgruppe. Jeg gjorde opmærksom på, at kvinder udgjorde halvdelen af jordens befolkning. Jeg blev overrakt Mao´s lille røde bog og et SHREW-magasin. Jeg tog det med hjem, og blev forfærdet over hadetalen om mænd.
Jeg blev enig med mig selv om, at denne organisation behøvede en nærmere undersøgelse. Med begge børn i skole og tid til mig selv, begyndte jeg at arbejde for Women´s Liberation Workshop i Shaftsbury Avenue. Jeg var vidne til hvordan de arbejdende kvinder der, flåede brevene op og puttede de tre pund og tre shilling i lommen, som desperate kvinder sendte ind for at blive medlem af bevægelsen. Jeg prøvede at besvare så mange af brevene som jeg kunne. Nogle af pengene blev brugt til at købe sprængstof for.
Terrorister i kvindebevægelsen sprængte BBC-bilen uden for Miss World – konkurrencen i luften og taget at postbygningen. Jeg tilkaldte politiet. Al denne vrøvl og retorik skulle kulminere med ”arbejderklassens” opstigning og død over kapitalismen og destruktionen af alle mænd. Unødvendigt at sige, at der stort set ikke var nogen arbejderklassekvinder i denne bevægelse. Det meste af denne revolution blev kæmpet omkring middelklassespisestueborde i hæslige Islington.
På nuværende tidspunkt var jeg helt sikkert ”fjenden”. Mænd tog på dette tidspunkt hele bevægelsen som en spøg, men det var ingen spøg, som mange hjemløse mænd frarøvet deres børn vil kunne fortælle dig.
Nedslagtet af feministiske advokater og terapeuter er mænd rutinemæssigt blevet frataget deres hjem, deres børn og deres indkomst.
Jeg vidste, at jeg ønskede at fuldføre min oprindelige drøm. Kvinder der arbejder med kvinder i samarbejde med mænd. Ideen om at vi skulle samarbejde med mænd var bandlyst for disse kvinder. Kvindebevægelsen var domineret af en radikal separatistbevægelse. De ikke bare hadede mænd, men heteroseksuelle kvinder ligeså. Jeg gennemskuede deres meget skjulte agenda. Jeg stod på platforme sigende, at hvis jeg skulle betale tre pund og ti shilling, mødes i ”celler” og kalde mine venner kammerat, så bad de mig om at deltage i Kommunistpartiet, hvilket var i orden, men lad være at lyve. Lad være at indsamle penge under falske omstændigheder. Jeg havde rigeligt med gode kommunistiske venner. Jeg ville have en bevægelse der i sandhed repræsenterede kvinder. Ikke nogen triviel hakke-til-døde-mandepolitik.
De tidlige kollektive møder og konferencer involverede hundredvis af kvinder, mestendels middelklassekvinder hvis livsstil kedede dem, og de var forfærdende. Enhver der er opvokset på en pigekostskole ved, hvor voldelige og manipulative kvinder kan være. Flokkens hetz var nådesløs. Ingen læbestift, ingen høje hæle, ingen deodorant. Jeg brød alle reglerne. ”Hvorfor går du med mændenes tøj”, spurgte jeg, ”hvis du hader mænd så meget?” Fjollet spørgsmål måske. ”Vi bærer symbolerne på vores undertrykkelse”, var det humorforladte svar.
Men nu opdagede jeg gennem læsning af kvindebevægelsens litteratur, at disse tusindvis af kvinder, arbejdende i alle sektorer; journalister, fjernsynsansatte, var besluttede på, at ødelægge familielivet i England (se det kommunistiske manifest – WHS) ”Gør det personlige politisk”, var én af deres mange slogans. Så tusindvis af voldelige og seriøst forstyrrede kvinder angreb normale lykkeligt gifte kvinder og vores traditionelle livsstil. Hemmelige møder blev holdt (alt blev gjort i hemmelighed) og jeg modtog et brev ”…og kollektivet har besluttet, at indtil hele sagen er udredet, og du har givet en udtalelse om din position til en kvindelig advokat, eller nogen i N.C.C.L., skal du ikke længere arbejde på kontoret eller deltage i møder i nogen af kollektiverne”
Særdeles deprimeret over mine erfaringer i bevægelsen, gik jeg i gang med det jeg altid har troet ville befri kvinder. Et sted at samles og samarbejde med mænd.
Snart opsøgte voldsramte kvinder med børn mig for hjælp. Der var ingen litteratur om voldsramte kvinder, så jeg skrev ”Scream Quietly Or The Neighbors Will Hear”. Jeg fik øjeblikkeligt problemer, fordi bogen ikke var politisk korrekt. Den diskuterede familievold og jeg nægtede at lade den ledende redaktør politisere min bog. På dette tidspunkt leverede jeg tallet 62 ud af 100 kvinder der søgte hjælp, var lige så voldelige eller endnu mere voldelige end de mænd de havde forladt. Også mange prostituerede søgte hjælp mod deres alfonser. Dette udløste raseri i kvindebevægelsen. Jeg vidste, at så snart jeg tiltrak offentlig opmærksomhed og penge, så ville kvindebevægelsen, der nu ikke tiltrak noget, banke på min dør. Da jeg sammenkaldte en lille konference for at hjælpe andre med at starte grupper, invaderede hundredvis af feminister og radikale separatistiske feminister min konference. De begyndte deres sædvanlige ævl, prøvende på at appellere til mine mødre, ofte brugende frasen ”arbejderklasser”. Mine mødre var ikke imponerede. Én af mine nærmeste venner på Chiswick sagde ”der er ikke én arbejderkvinde mellem jer”. En anden lidt modigere råbte ”gå hjem og find jeres dildoer”. Vi forlod dem så de selv kunne afgøre slagsmålet. De skabte så The National Women´s Aid Federation. Dette glædede mange af mine fjender ved The Home Office og The Department of Social Security. Min hovedfjende ved mit første møde var medlem af søsterskabet. ”Hvordan vil du betale for de hjælpsøgende”, snøftede hun. ”Jeg betaler”, sagde jeg. Det har jeg hele tiden gjort, og det var vore bønner der holdt Chiswick i live i alle de år. Federationen brugte alle deres kontakter i medierne (mange af dem var jornalister) for at nedgøre mig og mit arbejde. På det tidspunkt skrev jeg hjemme om aftenen. De kom for at interviewe mig om mine bøger, men bøgerne blev aldrig diskuteret. Kun hvor fed og krigslysten jeg var. Jeg spurgte The Home Office m deres seneste rapport, og jeg var ikke overrasket over at se, at mit navn og ”Scream Quietly” manglede. Jeg vidste fra andre forfattere, at redaktørerne i London´s publiceringsverden selv var radikale feminister, og det var deres vane, at diktere deres temaer til desperate forfattere, der derefter var tvungne til at skrive i redaktørens bog, velvidende at hvis de ikke adlød, ville de ikke blive publiceret. Min bror Danny skrev altid hvad jan fik besked på at skrive. Han beklagede sig til mig i telefonen, og til sidst, lige før sin død sagde han bittert ”jeg har ingen kontrakter og ingen filmaftaler i sigte”. Han genskrev den firehundrede siders synopsis til sin bog fire gange for at tilfredsstille sin agent og forlægger.
Gennem alle kampene blev jeg ved med at bede til, at familielivet var, og altid ville være, grundlaget for enhver civilisation. Ødelæg familien og du ødelægger landet. Jeg advarede om, at de kvinder med børn der kom til mig, brugte stort set ingen prævention. Mine mødre havde i gennemsnit 5.1 barn, mens ikke-voldelige familier havde 2.5 i gennemsnit. Jeg skrev rapporter, jeg sendte memoer. Alt til ingen nytte. Ingen ville høre hvad jeg havde at sige. Bag i bogen ”Scream Quietly” listede jeg alle de agenturer der havde svigtet familierne. Jeg skrev, at jeg ikke så socialarbejdere. Jeg så politiske aktivister med en socialarbejderuddannelse. Det samme gjaldt for lærere, prøveløsladelsesfunktionærer, redaktører af bøger og magasiner. Som en gigantisk cancer masede den sine krabbeben ind alle de steder den kunne øve sin indflydelse. Mange kvinder, assisterede af svage mænd, prøvede at ødelægge mig og mit arbejde, og jeg vidste, at endeligt havende kæmpet retssager der indebar ikke at adlyde dommerens kendelse, for at redde børnenes liv, vidste jeg, at jeg ville blive tvunget ud af mit hjælpeprogram. Få mænd prøvede bravt at give lyd, velvidende farerne. De blev også bekæmpet af både mænd og kvinder. Forretningsmænd i medierne, cheferne på forlagene forstod aldrig, at deres redaktører løj for dem. Spillende nummerspillet. ”Hvem tror du at du er?”, skreg en feministisk redaktør. ”Jeg må være nogen”, svarede jeg. ”Jeg står trods alt i Debrett´s og Who´s Who. Du er ingenting i forlagsbranchen”. En anden sagde…”Hvorfor kan du ikke skrive den slags bøger du ved jeg kan lide, Erin…bøger om kvinder der elsker kvinder?”. ”Det kan jeg ikke”, svarede jeg. ”Jeg er en heteroseksuel forfatter, og alle mine bøger fejrer familielivet”
Fordi mænd så på hjælpeprogrammet som en ”kvindesag”, sendte aviserne kvindelige journalister for at angribe mig. Jeg deltog i en konference for radikale feminister og spurgte dem hvorfor, når jeg respekterede deres ret til at praktisere deres politik og definere deres seksualitet, at de nægtede mig min ret til min heteroseksualitet, min ret til at leve og arbejde og bevare mit familieliv og nyde at være hjemme hos familien? At jeg mener, at være en mor og bedstemor har givet mig mere glæde end nogen anden bedrift. Jeg blev udskreget og mødt med gennemført fjendtlighed. Da jeg publicerede ”Prone to Violence”, en bog om mit arbejde med voldsramte kvinder og børn i hjælpecentre, blev jeg nedstukket af hundredvis af bannervejende kvinder. ”Alle mænd er bastarder”, viste nogle af bannerne. ”Alle mænd er voldtægtsforbrydere”, hylede en anden. ”Hvis disse bannere havde sagt jøder eller sorte, så havde I været nødt til at arrestere disse kvinder”, sagde jeg til en betjent, der var kommet for at sige, at jeg måtte have en politieskorte gennem hele England under bogturen. Med tiden mistede jeg hjælpecentret, men en omhyggeligt orkestreret kampagne tillod aldrig England´s befolkning at vide, at jeg var skubbet i eksil. Min forseelse var, at kæmpe for familielivet og værdier. For få måneder siden sendte The Sunday Times en reporter, for at finde ud af hvorfor jeg var tjener i en bar, i bytte for mad. ”Det lader til der har været en konspiration”, skrev reporteren. Gudske tak og lov, at mine bøger sælger verden over, inklusive Rusland. Jeg ejer intet ud over mine fire hunde og min kat, og jeg arbejder internationalt for fred i familien.

Leave a Response »

 

Islamisk terrorismes forbindelse til Nazifacister tirsdag, sep 16 2008

Til trods for vage politisk korrekte forsøg på afledning er faktum, at der findes en radikal kættersk version af Islam, fostrende terrorisme, der faktisk er et biprodukt af fascisme og jødehad.

 

Folk synes i et dilemma: Skulle den amerikanske præsident George W. Bush have brugt termen ”Islam” og ”fascister” i samme sætning? Majoriteten af negative kommentarer har været rettet mod præsidentens mangel på sensitivitet mod majoriteten af tilhængerne af Islam.

 

Men til trods for nogle vage politisk korrekte forsøg på afledning, så er faktum, at pressen for det mestes vedkommende er skyldig i hvidvaskning af ét enkelt faktum: Der findes en radikal, kættersk version af Islam, der faktisk er et biprodukt af fascisme og jødehad.

 

Shahid Nickels, mellem 1998 og 2000 et medlem af gruppen ledet af Mohammed Atta, der ledede angrebet d. 9/11 sagde, at ”Atta´s weltanschauung var baseret på den nationalsocialistiske tankegang. Han var overbevist om, at ”jøderne” var besluttede på at opnå verdensherredømme. Han anså New York City for værende centrum for verdens jøder, som var, i hans øjne, fjende nummer ét”, ifølge en artikel skrevet af Dr. Matthias Küntzel.

 

Atta´s ejendommelige ”nationalsocialistiske tankegang” var dog langt fra unik. Faktisk var det et frø under spiring i næsten 80 år blandt radikale islamister, der kan spores tilbage til Hassan al-Banna, en 22 årig skolelærer der samlede utilfredse muslimer til grundlæggelsen af Det Muslimske Broderskab i 1928/1929.

 

Mens Det Muslimske Broderskab´s initierende vækst var moderat, så var organisationens medlemsindrullering – i takt med Europa´s tiltagende anti-semitisme – omkring august 1938 vokset til mere end 200.000. medlemmer. Ved enden af Anden Verdenskrig havde Det Muslimske Broderskab omkring 500.000 medlemmer.

 

”Islamisme, eller fascisme med et islamisk ansigt, blev født med og af Det Muslimske Broderskab. Det viste sin fascistiske kerneoverbevisning og praktikker gennem samarbejdet med nazisterne, op til og gennem Anden Verdenskrig. Det viste det gennem den samme periode gennem sit samarbejde med den overordentligt fascistiske ”Misr al-Fatah”-bevægelse, grundlagt i oktober 1933 af juristen Ahmed Hussein, og formet direkte efter nazi-partiet, fuldstændigt med paramilitære Grønne Skjorter, eftergørende nazisternes brune skjorter, nazi-hilsen og direkte oversættelser af nazistiske slogans. Blandt dens medlemmer fandtes to lovende unge og senere præsidenter, Gamal Abdel og Anwar El-Sadat”, begynder en artikel i Asia Times af Marc Erikson.

 

”Den ”Ypperlige Vejledning” af Brethren viste, at tro, godt arbejde og antal alene ikke gjorde en politisk dyd. Altså, efterlignende Mussolini´s sortskjorter (al-Banna beundrede meget ”Il Duce” og sjæleven ”Der Führer”) oprettede han et paramilitær fløj (slogan: handling, lydighed, tavshed), ret overlegent i forhold til sortskjorternes ”tro, adlyd, kæmp” og et ”hemmeligt apparatus” (al-jihaz al-sirri) og efterretningstjeneste af al-lkhwan, til at håndtere den mere smudsige side – terroristangreb, snigmord og så videre – i kampen for magt”, skriver Erikson andetsteds.

 

Ifølge John Loftus, tidligere anklager ved Det Amerikanske Justitsministerium, ”grundlagde al-Banna denne nationalistiske gruppe kaldet Det Muslimske Broderskab. Al-Banna var en hengiven beundrer af Adolf Hitler og skrev jævnligt til ham”.

 

Loftus tilføjer, at Al-Banna var så vedholdende i sin ”beundring af det nye nazi-parti, at Al-Banna i 1930´erne med Det Muslimske Broderskab blev en hemmelig fløj af nazi-efterretningstjenesten med det mål, at Det Tredje Rige skulle udvikle Det muslimske Broderskab som en hær i Ægypten.

 

Så hvad var Al-Banna´s lære?

 

Som en ting idealiserede Al-Banna døden.

 

”For en nation der perfektionerer dødens industri, os som ved hvordan man dør en nobel død, giver Gud stolt liv i denne verden og den uendelige velsignelse i efterlivet” og ”Vi er ikke bange for døden, vi begærer den…lad os dø for muslimernes frelse”, skrev Al-Banna engang.

 

Det Muslimske Broderskab plejede også at ”bruge og udbrede et citat fra Koranen, at jøder skal anses for værende ”den troendes værste fjende”. Yderligere fremmanede de gamle historier af Islam´s tidligste historie, pegende på eksempler gjort af Mohammed, som legenden fortæller det, lykkedes ikke blot at fordrive to jødiske stammer fra Medina gennem det syvende århundrede, men dræbte hele den mandlige befolkning i den tredje stamme og solgte alle kvinder og børn til slaveri”.

 

Spredende deres hadefyldte budskaber mod jøder fandt Det Muslimske Broderskab en sjæleven i Amin el Husseini, mufti i Jerusalem, der havde de højeste politiske og religiøse poster i Palæstina fra 1921 til efter Anden Verdenskrig.

 

Loftus og andre forfattere skrev, at Det Muslimske Broderskab og muftien havde fælles mål med den nye nazi-doktrin: et had mod vestlig kultur, demokrati og jøder.

 

Muftien med Det Muslimske Broderskab og nazi-ideologien var en farlig cocktail.

 

”Så tidligt som i 1929 dræbte et mufti-ledet pogrom 133 indfødte jøder i Jerusalem og Hebron. Kort efter erklærede muftien den kompromisløse kamp mod jøderne, som alle troendes vigtigste ansvar. Enhver der vovede at modsætte sig hans anti-jødiske ordrer, blev offentligt stemplet og offentligt truet i moskeer gennem fredagsprædiken”.

 

”I et brev til Adolf Hitler understregede muftien sine succesfulde bestræbelser på at bruge ”Palæstina-spørgsmålet” til at ”smelte alle arabiske lande sammen i fælles had mod britterne og jøderne”.

 

Begyndende i 1933 tilbød muftien gentagne gange at tjene den tyske nazistiske regering. I begyndelsen blev muftiens kamp mod jøderne dog kun støttet i ideologiske termer. Dette ændrede sig dog hurtigt.

 

Palæstinensernes 1936- ”araberrevolte” var for en stor dels vedkommende initieret af muftien, men råb som ”Ned med jøderne” og ”Jøderne ud af Ægypten og Palæstina”.

 

Det var ikke før 1937 at muftiens ”Hellige krig” begyndte at modtage anseelig økonomisk støtte, og våben fra nazi-tyskland, der tillod Hitler´s islamiske agenter, både i Palæstina og Det Muslimske Broderskab i Ægypten, at sprede deres anti-jøde-had.

 

Klaus Gensicke skriver i sin afhandling om muftiens samarbejde med nazisterne: ”Muftien selv indrømmede, at det udelukkende var grundet pengene doneret af tyskerne, der på det tidspunkt tillod ham at gennemføre opstanden i Palæstina”.

 

”Muftiens såkaldte ”Arabiske revolte” fandt sted på baggrund af hagekorset: Arabiske foldere og tegn på væggene blev prominent markerede med nazi-symboler; muftiens politiske ungdomsorganisationer gjorde parade som ”Nazi-spejdere”, og arabiske børn saluterede hinanden med nazi-hilsen”. De der måtte passere gennem de rebelske kvarterer i Palæstina, hæftede flag med hagekors fast til deres køretøjer, for at sikre beskyttelse mod angreb fra muftiens frivillige”

 

Omkring 1945 spredte nazi-islamisterne åbent terror. ”Kernen af anti-semitisme havde derfor begyndt at skifte fra Tyskland til den arabiske verden. Ved fejringen af Balfour-deklarationen raserede demonstranter jødiske kvarterer i Kairo. De plyndrede huse og forretninger, angreb ikke-muslimer, smadrede synagoger og satte ild til dem. Seks mennesker blev dræbt og flere hundrede blev såret”.

 

Al-Husseini skrev i sine efterkrigsmemoer, ”Vores grundlæggende betingelse for samarbejdet med Tyskland var, frit lejde til at udrydde hver eneste Jøde i Palæstina og den arabiske verden. Jeg spurgte Hitler om et specifikt forehavende, der skulle tillade os at løse det jødiske problem, på en måde der passede vore nationale og racemæssige aspirationer, og i overensstemmelse med videnskabelige metoder, udviklet af Tyskland i håndteringen af dets jøder. Svaret jeg fik var: ”Jøderne er dine”

 

Ifølge en artikel af David Storobin i Front Page Magazine; ”gennem kontrollen af en spektakulær sum penge, og retten til at udpege islamiske præster, byggede al-Husseini en ”politisk maskine”, der bragte det religiøse og politiske etablissement under hans dominans. Gennem dem var han i stand til at opildne til religiøs fanatisme mod jøder og vesten. Hans præster opfordrede deres flok til at ”gå ud og myrd de jødiske vantro i den hellige korans navn; konstant erklærende, at den der dræber en Jøde, er sikret en plads i den næste verden”

 

Storobin noterer, at al-Husseini blev ”officielt modtaget af Adolf Hitler d. 28 november, 1941, der indvilligede i at etablere et bureau for al-Husseini, der blev brugt til at propagandere på vegne af nazi-tyskland, organisere spionringe i Europa og Mellemøsten, og vigtigst, etablere muslimske Nazi SS divisioner og Wehrmacht-enheder i Bosnien, Balkan, Nord-Afrika og nazi-besatte dele af Sovjetunionen. Efter mødet blev muftien udnævnt til SS Gruppenführer af Heinrich Himmler og refereret til som ”Føreren af den arabiske verden” af Adolf Hitler selv”

 

”Den største muslimske Nazi SS-enhed var 13. division, kendt som ”Hanjar”. Husseini organiserede også mindre, knap så effektive enheder, inklusive 21. Waffen SS-division, kendt som Skanderbeg (primært udgjort af kroater) og 23. Waffen SS-division, kendt som Kama, mestendels udgjort af albanske muslimer. Altså hjalp Hitler´s mufti med at organisere 3 ud af 27 Waffen SS-divisioner dannet før 1945.

 

Loftus påstår også, at muftien ”tog til Tyskland under krigen, og hjalp med at rekruttere en international SS-division af arabiske nazister. De havde hjemsted i Kroatien, og kaldte det Handzar Muslimske Division, men den skulle blive kernen af Hitler´s nye armé af arabiske fascister, der skulle besejre Den Arabiske Halvø, og derfra til Afrika – store drømme.

 

Ifølge Küntzel; ”Det magtfulde samarbejde mellem Det Muslimske Broderskab, muftien og pogromerne mod jøderne få måneder efter verden kendte til Auschwitz viste tydeligt, at broderskabet enten ignorerede eller ligefrem retfærdiggjorde Hitler´s udryddelse af europæiske jøder”.

 

Küntzel skriver, at ”konsekvenserne af denne attitude skulle dog fortsætte langtrækkende og karakterisere den arabisk-jødiske konflikt frem til i dag”. Küntzel noterer sig, at denne gruppe af islamister i 1947 bortforklarede den internationale støtte til skabelsen af Israel og myrderierne af seks millioner europæiske jøder af nazi-tyskland, ved at tilbagefalde til anti-semitiske konspirationsteorier.

 

I denne åre anså Det Muslimske Broderskab F.N.-beslutningen af 1947 om at dele Palæstina, som værende et ”internationalt plot udbredt af amerikanere, russere og brittere, under indflydelse zionismen”, skrev Küntzel.

 

Ikke overraskende, givet dens rolle i Anden Verdenskrig, var Det Muslimske Broderskab eftersøgt for krigsforbrydelser. Men i stedet for at blive bragt for en domstol, blev de nazistiske arabere opsnappet af fremmede efterretningstjenester.

 

Specifikt påstår John Loftus, at stort set hele netværket blev optaget i British Secret Service. ”Så skete det forfærdelige. I stedet for at anklage nazisterne – det Muslimske Broderskab – så hyrede den britiske regering dem. De bragte alle de flygtende nazi-krigskriminelle af arabisk og muslimsk afstamning ind i Ægypten, og trænede dem i tre år til en særlig mission. Den britiske efterretningstjeneste ønskede at bruge fascisterne i Det Muslimske Broderskab, til at slå ned på den nyetablerede stat Israel i 1948. Kun få folk i Mossad ved dette, men mange af medlemmerne af de arabiske hære og terroristgrupper, der prøvede at kvæle den nyetablerede stat Israel, var de arabiske nazister af Det Muslimske Broderskab”.

 

”Storbritannien var ikke alene. Den franske efterretningstjeneste samarbejdede ved at frigive muftien og smugle ham til Ægypten, så alle nazi-araberne var samlet. Så fra 1945 til 1948 beskyttede Den Britiske Efterretningstjeneste alle nazi-arabere den kunne, men fejlede i at besejre staten Israel”, ifølge Loftus.

 

Til trods for at Det Muslimske Broderskab nu var på de allieredes side, så sad de ikke stille – ej heller blev deres ideologi mere tam.

 

Èn af hovedstemmerne bag Det Muslimske Broderskab var Sayed Qutb. Med tiden blev Qutb organisationens ambassadør i 1950´ernes Syrien og Jordan, såvel som værende redaktør på broderskabets officielle publikation. I fængslet følgende en mordforsøg på Ægypten´s Nasser, skrev Qutb sin afhandling Milestones, der advokerede for omstyrtelsen af arabiske regeringer der nægtede at blive regeret af andet end den islamiske lov Sharia.

 

Ifølge en artikel fra BBC: ”For Qutb var alle ikke-muslimer vantro – selv de såkaldte ”bogens folk”, de kristne og jøderne – han forudså et eventuelt ”clash of civilisations” mellem Islam og vesten.

 

”Havende spillet en stor rolle i Nasser´s magtindtagelse, krævede Det Muslimske Broderskab efter snigmordet på Hassan al-Banna i 1949, at regeringsagenter under det nye lederskab og (efter 1951) under den radikale ideologiske ledelse af Sayed Qutb, sine krav indfriet – indførelse af Sharia (religiøs islamisk lov). Da Nasser var træg blev han en mål for broderskabet, men med hjælp fra C.I.A. og tyske lejesoldater, sejrede han. I februar 1954 blev broderskabet bandlyst. Et mordforsøg i oktober 1954 slog fejl. Fire tusinde brødre blev arresteret, seks blev henrettet, og tusindvis flygtede til Syrien, Saudi Arabien, Jordan og Libanon”, skrev Erikson.

 

Da Nasser slog ned på Det Muslimske Broderskab i 1955, flyttede de hovedkvarteret til London og Geneve. Tilfældigvis var chefen for Geneve-kontoret Said Ramadan, svigersøn af al-Banna. I Geneve etablerede Ramadan ”Institut for Islamiske Studier” – for at blive broderskabets civiliserede ansigt udadtil, endda havende den ære at spise med den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i 1953 i Det Hvide Hus.

 

Medlemmerne af det muslimske broderskabs flugt – folk der var blevet radikaliserede af Qutb, muftien og nazi-ideologien – og den konsekvente spredning af deres budskaber, er noget verden stadig må leve med.

 

Ifølge samme artikel fra BBC, ”inspirerede Qutb (og Pakistan´s Syed Abul Ala Maududi) en hel generation af islamister, inklusive Ayatollah Khomeini, der udviklede en persisk version af værkerne fra 1970´erne.

 

Forfatter og journalist Robert Dreyfuss påstår også, at det grundlæggende arbejde for Ayatollah Khomeini blev gjort af en iraner ved navn Ali Shariat, der influerede broderskabet.

 

Som sidebemærkning, med hensyn til Hezbollah, er det udbredt, at organisationen fik sin begyndelse i Iran. Dette er en oversimplificering.

 

”Oprindelsen af Shi´i-islamismen i Libanon, går tilbage, ikke til Iran, om almindeligt antaget, men til Irak i 1960´erne, hvor en Shi´i-religiøs/politisk genopstandelse fandt sted i ”lærde kredse” (hawzat al-´ilmiya) i Najaf, ledet af karismatiske Ayatollah Muhammad Baqir as-Sadr”, ifølge en artikel i Middel East Review of International Affairs – september 1997.

 

Iran´s betydning blev kun mere bemærket efter Sadr´s død, og den efterfølgende succes med den iranske revolution ledet af Khomeini. Omkring 1984 finansierede Iran omkring 90 procent af Hezbollah´s socialarbejdere i Libanon.

 

Som det ser ud nu, antager Hezbollah nu Khomeini´s teori, at en retslærd religiøs (wilayat al-faqih) burde antage ultimativ magt. Autoriteten af denne retslærde, både spirituelt og politisk, kan ikke anfægtes; han må lystres. Hezbollah ser sig selv fuldfyldende messiasrollen gennem omvendelsen af Libanon til en islamisk provins. I dets ”åbne brev” af februar 1985 erklærer Hezbollah, at alle muslimer skal ”adlyde ordrerne fra den eneste vise og retfærdige kommandant repræsenteret af det øverste råd af retslærde, der for nuværende er inkarneret i imam Ayatollah Khomeini. Der blev også kaldt til kamp mod verdsligheden, først og fremmest U.S.A., og for ødelæggelsen af Israel, for at skabe plads for Palæstina”, ifølge samme artikel fra Middel East Review of International Affairs.

 

I sidste instans, siger Loftus, overdroges kontrollen med Det Muslimske Broderskab til U.S.A. og C.I.A.-som modvægt til Arabiske Kommunister.

 

Men dette forklarer stadigvæk ikke hvordan vi fik den nuværende form for islamisk fascisme. For man må huske på, at efter Nasser fordrev Det Muslimske Broderskab fra Ægypten, tog mange af dem til Saudi Arabien.

 

Ifølge Loftus, ”evakuerede C.I.A. gennem 1950´erne nazisterne fra Det Muslimske Broderskab til Saudi Arabien. Så da de ankom til Saudi Arabien blev nogle af de lyseste hoveder fra Det Muslimske Broderskab, som (Dr. Abdullah) Azzam, lærer i madrassah´erne, de religiøse skoler. Og de kombinerede nazismens doktriner med en sær kult ved navn Wahhabism”.

 

”Alle mener at Islam er en fanatisk religion, men det er den ikke. De tror at Isalm – den saudiske version af Isalm – er typisk, men det er den ikke. Wahhabi-kulten er blevet fordømt som kættersk mere end 60 gange af muslimske nationer. Men da saudierne blev velhavende, købte de sig til en masse stilhed. Dette er en meget rå kult. Wahhabismen blev kun praktiseret af Taliban og Saudi Arabien – SÅ ekstrem er den. Den har egentligt intet at gøre med Islam. Islam er en meget fredelig og tolerant religion. Den har altid haft et godt forhold til jøderne i de første tusind år af dens eksistens.

 

Interessant nok, ifølge Wikipedia´s optegnelse af Wahhabismen, siges det at Al-Banna skulle have været influeret af Wahhabis. ”Det Muslimske Broderskab hævdede af rengøre og genetablere det oprindelige islam. Da Det Muslimske Broderskab blev bandlyst i adskillige lande i mellemøsten, gav Saudi Arabien eksil til broderskabet. Dette synes at have sat scenen for en miks af broderskabet og Wahhabi under dække af termen Salafisme. Rebeller mod den saudiarabiske stat fandt retfærdiggørelse i tankerne af Sayed Qutb, et medlem af broderskabet der brugte år i ægyptiske fængsler. Visse Wahhabis´er, eller Salafis´er, afviste hvad de kaldte Qutb´ism, som en afvigelse af den sande Salafisme. Der findes derfor et anseeligt spektrum af religiøse holdninger indenfor Saudi-wahhabisme/salafisme, i høj grad delt i spørgsmålet, om den saudiske stat skal støttes, tålmodigt tåles, eller voldeligt modsættes. Dagens moderne Salafis´er benægter at Hassan al-Banna eller Sayed Qutb var efterfølgere af Salaf, eftersom de håndhævede det synspunkt, at det er lovligt at omstyrte en muslimsk leder.

 

Stanley noterer, at ”siden 1970´erne har saudierne klogt stoppet finansieringen af disse Salafis´er, der bandlyser nominelle muslimske regeringer (eller i det mindste den saudiske regering), fordømmende al-Qaeda som en afvigende sekt. De pro-saudiske sporer korrekt al-Qaeda´s ideologi til rødderne af Qutb og al-Banna.

 

”Imens brændemærker ikke-muslimer og mainstream-muslimer ”Wahhabi-Salafi”, for at tilsværte Salafis´er og selv fuldstændigt urelaterede grupper, såsom Taliban”, tilføjer Stanley.

 

Det var i de saudiarabiske madrassah´er, eller skoler, af Abdullah Azzam, at nazi-fascismen blev gift med religiøst ekstremisme.

 

Og i én af disse madrassah´er studerede studenten Osama bin Laden.

 

”Kommer dt som nogen overraskelse, at Osama bin Laden anklager ”jøderne” for ”at holde amerikanerne og vesten som gidsler”, givet det faktum, at grundlæggeren af Hamas, den palæstinensiske Abdullah Azzam, på samme tid var lederen af al-Qaeda´s vigtigste lærer og protektor?”, spørger Dr. Matthias Küntzel.

 

”Oprindelsen af bin Laden´s koncept om Jihad kan spores tilbage til det tidlige tyvende århundrede, der startede en magtfuld islamisk vækkelsesbevægelse, som svar på kolonialismen og dens eftervirkninger”, skriver Fiona Symon, en mellemøstanalytiker. ”Pakistan og Ægypten – begge muslimske lande med en stærk intellektuel tradition – producerede de bevægelser og de ideologier der skulle transformere konceptet om Jihad i den moderne verden”

 

”De bebrejdede de vestlige ideer om adskillelse af religion og politik for aftagningen i muslimske samfund…Dette, mente de, kunne kun korrigeres gennem en tilbagevenden til Islam i sin traditionelle form, i hvilket samfundet blev regeret ifølge strenge islamiske regler”, skriver Symon, tilføjende: ”Al-Banna og Mauddoudi pustede nyt liv i konceptet Jihad, som en hellig krig der skulle ende fremmed besættelse af muslimske lande”.

 

Loftus – og mange andre forfattere – siger, at med den russiske invasion af Afghanistan i 1979, ”besluttede C.I.A. at tage de nazistiske arabere ud af fryselageret”.

 

”Så vi fortalte saudiaraberne, af vi ville finansiere dem, hvis de ville samle alle nazi-araberne og sende dem til Afghanistan for at bekæmpe russerne”, ifølge Loftus. ”Vi måtte give dem et nyt navn. Vi kunne ikke kalde dem Det Muslimske Broderskab, da det var for sensitivt et navn. Dets nazi-fortid var for velkendt. Så vi kaldte dem Maktab al-Khadamat al-Mujahidin, MAK”

 

En af disse folk der blev udskibet til Afghanistan, efter at være indoktrineret i Azzam´s madrassah´er, var Osama bin Laden – som smeltede ideerne af Hassan al-Banna´s muslimske broderskab sammen med ideerne fra Pakistan af Syed Abul Ala Maududi´s Jamaat Islam, efter at være påvirket af det under kampene i Afghanistan.

 

Deres terror er nu udvidet til hele verden

 

Mens største delen af Islam´s troende helt sikkert ikke kan kaldes Islam-fascister, så findes der en gruppe indenfor de muslimske rækker, der har sine rødder i Nationalsocialismen og fascistiske ideologier. I et forsøg på at stemple Bush som politisk ukorrekt, er anti-Bush og bloggere der er historiske ignoranter, er uforvarende blevet apologeter for Islam-fascismen, en bevægelse indenfor Islam, som mange muslimer hævder er kættersk.

 

Leave a Response »

 

Hvad vil det sige at være venstreorienteret? onsdag, sep 17 2008

De fleste mennesker passer ikke pænt ind i en politisk kategori, og kan have et miks af synspunkter, der inkluderer hvad der almindeligvis anses for værende venstreorienterede og højreorienterede ideer. Blandt professionelle politikere og akademikere dog, findes en tydeligere polarisering. Så hvad er det der gør et givet synspunkt ”højreorienteret” eller ”venstreorienteret”? I dagens nordamerikanske termer, hvad er det så der udgør en arketypisk ”liberal” og en arketypisk ”konservativ”? Opdelingen er indlysende reel og bortgangen af venstrefløjens store ikon Sovjetunionen synes at have haft liden indflydelse på dennes intensitet. Venstrefløjen kan muligvis ikke længere have kommunismen at pege på, som et muligt alternativt system, men de forbliver alligevel venstreorienterede. Venstrefløjens bannersag siden Karl Marx – statseje af produktionsmidlerne eller ”socialisme”, synes ikke længere fornuftig for andre end en håndfuld hardcore tilhængere, men venstreorienterede er stadig venstreorienterede, og højreorienterede er stadig højreorienterede, og aldrig, synes det, skal de to mødes. Den længe vedhæftede overskrift for konservative synes ligeledes at være uddøende. ”Konservativ” anses i almindelighed for at stå for ”mod forandringer” eller ”favorisere status quo”, men siden Reagan/Thatcher-årene og frem, har højrefløjen været de store advokater for og praktikere af sociale og politiske forandringer. Højrefløjen har været næsten revolutionære i nedrivningen af venstrefløjens stolte bygningsværker – med privatisering, deregulering, velfærdsreduktioner, skattesænkninger og så videre. Skal man dømme efter de seneste tyve års politik, så ELSKER højreorienterede forandringer! De har i al fald helt sikkert energisk ændret hvad der i sin tid var status quo. Så hvad sker der? Hvad vil det sige at være venstreorienteret, og hvorfor er folk venstreorienterede? Hvad, om noget, har folk til fælles, der beskriver dem selv som (og af andre beskrives som) venstreorienterede, socialister, socialdemokrater, kommunister eller liberale (U.S.A.)? Mit svar kan ved første øjekast synes paradoksalt, men det er tilgangen til status quo der mere definerer venstreorienterede end højreorienterede. Det er ikke højreorienterede der favoriserer status quo. De er faktisk indifferente over for status quo, og kan lige så godt være for som imod, alt efter omstændighederne. Det er venstreorienterede der altid er imod status quo uanset hvad. Uanset hvad venstrefløjen i øvrigt måtte være, så er venstrefløjens hjørnesten et stærkt ønske om, eller endog behov for, politiske forandringer. Ofte ekstreme forandringer. Dette betyder selvfølgelig ikke, at venstreorienterede ligeligt favoriserer alle slags forandringer. Hvilke slags forandringer venstreorienterede favoriserer, vil afhænge af de behov der driver hans eller hendes ønske om forandringer. Højreorienterede på den anden side, har i almindelighed intet behov for forandringer eller ej. Hvis noget favoriserer højreorienterede fremskridt – både sociale og materielle. Så de fleste højreorienterede er ikke konservative (forsigtige) grundet deres indstilling til forandringer som sådan. Ved nogle lejligheder kan de endog være enige med udkommet af de politikker venstrefløjen hævder at ønske. De modsætter sig hovedsagligt forandringer, når det virker uforsigtigt – og de er i almindelighed forsigtige (skeptiske vedrørende nettoudkommet af særlige politikker) grundet deres realistiske tilgang til deres medmenneskers begrænsninger (egoisme, snæversyn, tåbelighed, aggressivitet). Ønsket om at ændre det eksisterende system er dog den paraply under hvilken alle venstreorienterede mødes. Selv på britisk socialismes højdepunkt ville britiske venstreorienterede have mere socialisme. Denne permanente og eroderende utilfredshed med den verden de lever i, er udelukkende det der udgør den venstreorienterede. Dette er alt hvad de har til fælles. De er derudover ekstremt fraktionerede og endog morderiske mod hinanden. Det er i beskrivelsen af sine medrevolutionære, at Lenin selv floromvunden talte om ”deres stupiditets fulde dybde, pedanteri, manglende fundament og forræderi mod arbejderklassens interesser”. Han kunne dårligt have talt mere foragtende om Zaren.

Leave a Response »

 

Problemet med Islam onsdag, sep 17 2008

For ikke så mange år siden publicerede den brillante orientalist Bernard Lewis en novelle om den muslimske verdens skranten med titlen ”Hvad gik galt?”. Forbløffende nok var der blandt mange af vesten progressive en afsmag for titlen. Den var en falsk præmis, protesterede kritikerne. De ignorerede Lewis´s implicitte erklæring, at tingene har været, eller kunne være, rigtige.

Men der er meget der helt klart er galt med den islamiske verden. Kvinder stenes til døde og underlægges omskæring. Homoseksuelle hænger i galgen under tilhængerne øjnene af tilhængerne af Sharia, Islam´s lovmæssige kode. Sunni-muslimer og Shia-muslimer slagter dagligt hinanden i Irak. Palæstinensiske mødre lærer 3 år gamle drenge og piger om martyridealet. Man kunne forvente at det ortodokse etablissement ville unddrage sig, eller afvise, disse klager, men uheldigvis vestens oplyste ikke-muslimer er aktivt, og passivt, kommet islamisterne til forsvar.

Disse ”progressive” påtaler ofte behovet for at undersøge årsagerne. I dette har de ret: Terrorisme er kun manifestationen af en sygdom og ikke selve sygdommen. Men årsagerne er meget anderledes end de tror. Som et tidligere medlem af Jemaah Islamiya, en gruppe ledet af al Qaeda´s næstkommanderende Ayman al-Zawahiri, beretter, kan den umenneskelige islamistiske ideologiske lære, transformere et ungt næstekærligt sind til sindet af en terrorist. Hvis ikke det radikale Islam´s ideologiske rødder konfronteres, vil det være umuligt at bekæmpe den. Mens der findes mange ideologiske rødder i islamismen, så har hovedroden et navn – Salafisme, en voldelig, ultrakonservativ version af religionen.

Det er vitalt at forstå, at traditionelle, og selv hovedstrømmens islamiske lærdomme, accepterer og promoverer vold. Sharia, eksempelvis, tillader at frafaldne dræbes, tillader at slå kvinder for at disciplinere dem, søger at underlægge sig ikke-muslimer under Islam som dhimmi´er, og retfærdiggør erklæringen af krig for at opnå dette. Det tilskyndes gode muslimer at udrydde jøderne før ”Dommedag”. Den næsten øredøvende tavshed fra den altoverskyggende majoritet af muslimer, der er imod disse barbariske praktikker, er tilstrækkeligt bevis på, at der er noget fundamentalt galt.

Den vanskelige stilling vi møder i den islamiske verden, er manglen på strenge, godkendte, teologiske fortolkninger af Islam, der klart udfordrer de lyssky aspekter af Sharia. Uligt salafismen, tilbyder mere liberale grene af Islam, såsom sufismen, typisk ikke den essentielle teologiske base der kan nulstille de grumme proklamationer fra deres salafistiske modpart.

Det er dog ironisk og sørgeligt, at mange ikke-muslimer og vestlige intellektuelle – der vedholdende påstår at støtte menneskerettighederne – er blevet forhindringer i reformeringen af Islam. Politisk Korrekthed blandt vestlige obstruerer utvetydigt kritik af Sharia´ens umenneskelighed. De finder socioøkonomiske og politiske undskyldninger for islamiske terrorisme, såsom fattigdom, kolonialisme, diskrimination eller Israel´s eksistens. Hvilken tilskyndelse findes der for muslimerne til at kræve reformer, når vestlige ”progressive” baner vejen for islamisk barbari? Hvis ikke problemet er religiøs overbevisning, så efterlader det den enkelte undrende sig over, hvorfor kristne der lever blandt muslimer, under omstændigheder der er éns, afstår fra at bidrage til en storstilet, systematisk terrorkampagne.

Vestlige politikere og lærde synger sangen om, at islamisk ekstremisme er forårsaget af den arabisk-israelske konflikt. Denne analyse kan ikke overbevise nogen rationel person, at islamisters myrderier af 150.000 uskyldige i Algeriet – som er foregået i de seneste årtier – er slagtningen af hundredvis af buddhister i Thailand, eller denne brutale vold mellem sunni-muslimer og shia-muslimer i Irak, kunne have noget at gøre med den arabisk-israelske konflikt.

Vestlige feminister kæmper behørigt i deres hjemlande, for lige løn og mulighed, men synes at ignorere, under en facade af kulturel relativisme, det store antal kvinder i den islamiske verden der lever under trusler om vold, henrettelse og omskæring, eller ikke kan stemme, køre bil eller klæde sig som det passer dem.

Mange vestliges tendens til at unddrage sig selvkritik, obstruerer yderligere reformationen af Islam. Amerikanere demonstrerer mod krigen i Irak, men afviser at demonstrere mod terrorister der kidnapper uskyldige mennesker, og halshugger dem. Ligeledes efter terrorbombningen i Madrid demonstrerede millioner af spaniere mod separatistorganisationen E.T.A., men så snart demonstranterne opdagede, at der stod muslimer bag terrorbombningen suspenderede de demonstrationerne. Dette eksempel sendte en besked til radikale muslimer om, at de kan fortsætte deres voldelige metoder.

Vestlige ”fredsaftaler” med muslimske samfund, har forværret problemet. Gennem den fire måneder lange periode af publikationen af Muhammed-tegningerne i danske aviser, var der forholdsvist få voldelige muslimske demonstrationer. Inden for få dage efter de danske avisers undskyldning, opstod optøjer verden over. Undskyldningen blev af islamisterne opfattet som svaghed og eftergivenhed.

Måske værst af alt er antiamerikanismen blandt mange vestlige. Det er en afsky så stærk, så dybtgående, så rodfæstet i personlig identitet, at den har ledt mange, bevidst eller ubevidst, til moralsk støtte af Amerika´s fjender.

Progressive må erkende, at radikal Islam er baseret på et ikke-liberalt system. De må vågne op til Islam´s umenneskelige politikker og praktikker verden over. Og de må ikke tage respekten for menneskerettighederne, og den værdighed vi i den vestlige verden oplever, for givet.

Velmenende trosdialoger med muslimer har stort set været frugtesløse. Deltagerne må kræve – hvad de indtil videre ikke har gjort – af muslimske organisationer og lærde specifikt og utvetydigt tager afstand fra voldelige Salafi-komponenter i deres moskeer og i medierne. Muslimer der ikke verbalt modsætter sig den brutale Sharia´s dekreter, kan ikke anses for værende ”moderate”.

Alt dette gør de muslimske reformatorers bestræbelser vanskeligere. Når vestlige laver politisk korrekte undskyldninger for islamismen, bringer det faktisk reformatorernes liv i fare, og har i mange tilfælde den effekt, at deres stemmer undertrykkes.

Tolerance betyder ikke at man skal tolerere grusomheder under relativismens paraply. Tiden er kommet for alle i den frie verden, at mød realiteterne af Salafi-Islam, ellers vil radikal islamisme forsætte med at møde os.

 

 

 

Leave a Response »

 

Det seksuelle raseri bag islamisk terror torsdag, sep 18 2008

Alle seriemordere, næsten uden undtagelse, blev som børn alvorligt misbrugte. Den slags mennesker der kaprer et fly med uskyldige mennesker, og driver det ind i en bygning med tusinder af andre uskyldige mennesker, er relateret til dette fænomen.

 

Når sociopater voldtager og dræber, ser de ikke deres ofre so menneskelige væsner, men kun som objekter. Dette er fordi sociopaterne selv på et tidspunkt, blev brugt som objekter – i takt med at deres kropsintegritet gentagne gange blev forbrudt sig imod. Den resulterende vrede efter seksuel misbrug er én ting, men kombineret med livet i en dysfunktionel kultur med undertrykkelse og misogyni, hvor kærlighed reduceres til voldelig dominans, er en helt anden.

 

Gennem det islamiske mellemøsten bliver mænd og kvinder heftigt opdraget til modsættelse af nydelse, især i den seksuelle variant. Mænd opdrages til ikke alene ikke at berøre kvinder, men endog at se på dem. Sex før ægteskabet er ikke bare en synd – men en kriminel handling. Dette straffes i bedste fald med alvorlige slag og i værste fald med henrettelses.

 

De seksuelle privilegier der i islamisk kultur tillades, tillades mænd. Kvinders seksualitet og sociale uafhængighed repræsenterer store trusler mod mandligt overherredømme, og kontrolleres kraftigt. Derfor er der, som den maroccanske feminist Fitna Sabbah afslører i sin bog ”Women in the Muslim Unconscious”, en konflikt i Mellemøstens seksuelle libido og undertrykkelse. En dybt rodfæstet frygt, og fjendtlighed mod, individuelle resultater og dens hovedudtryk eksisterer i misogyni.

 

Socialt afsondrede fra kvinder ligger arabiske mænd under for homoseksuel adfærd. Men interessant nok findes der ikke noget ord for ”homoseksuel” i moderne vestlig forstand. Dette er fordi, at have sex med drenge eller kvindagtige mænd, ses som en social norm. Mænd tjener som tilgængelige erstatninger for utilgængelige kvinder. Den penetrerende mand bliver dog ikke i højere grad umandiggjort, end hvis han havde haft sex med sin kone. Den penetrerede mand umanddiggøres. Drengen umandiggøres ikke, da det rationaliseres, at han endnu ikke er en mand.

 

I denne kultur hvor mænd penetrerer mænd, bliver penetrering en manifestation af mandlig magt, promoverende en status af hypermaskulinitet. Det anses ikke for at have noget som helst med homoseksualitet at gøre. En ugift mand der har sex med drenge, gør bare hvad mænd gør. Som den lærde Bruce Dunne har vist, så har sex i islamiske samfund intet med gensidighed parterne imellem, men om voksne mænds nydelsesopnåelse gennem voldelig dominans.

 

Der er tavshed omkring dette emne. Det er tavsheden der legitimerer seksuel vold mod kvinder, såsom æresdrab og kvindelig omskæring. Selvom samfundet ikke ser den seksuelle udnyttelse som ydmygende, så er de psykologiske og følelsesmæssige ar, der er resultatet af denne underlæning, afmagt og ydmygelse. Traumatiserede gennem forbrydelse mod deres værdighed og manddighed, bruger de resten af livet på at få den tilbage.

 

Problemet med at restituere sig efter seksuelt misbrug, og generhverve sin rystede maskulinitet, er noget af en prøvelse i en kultur, hvor kvinder hades og kærlighed fortolkes som hegemonisk kontrol.

 

Med kvinder uden for rækkevidde – og uden for synsvidde – indtil ægteskabet, oplever mænd kun førægteskabelig sex i selskab med andre mænd. Deres seksuelle afløb inkluderer mestendels misbrug af yngre mænd – ligesom de selv blev misbrugte.

I alle disse tilfælde fjernes mændenes idé omkærlighed fra mændenes forståelse af seksualitet. Som essensen af arabisk maskulinitet er den reduceret til at skade andre gennem vold. En gigantisk afstand mellem mænd og kvinder udvikles, hvor ingen harmoni, hengivelse eller lighed tillades at eksistere. Dog, i relationen mænd imellem udelades hengivelse, solidaritet og empati. De truer den hypermaskuline orden.

 

Det er martrende at forestille sig den seksuelle frustration, ydmygelse og undertrykkelse, der udvikler sig i mænd fra denne kultur. Men det er ikke overraskende, at mange af disse mænd finder deres eneste tilfredsstillelsesvej i ydmygelseshandlingen af den fremmede ”fjende”, hvis maskulinitet for enhver pris må skades – som deres engang blev.

 

Forbrydelse mod fjendens maskulinitet kræver leveringen af alvorlig vold mod ham. De seneste terroristangreb tjener derfor som stærkt nødvendigt afløb for terroristernes ophobede seksuelle raseri. Yderligere tjener det som en desperat og patologisk erklæring af genmaskuliniseringen af deres afmaskuliniserede selv.

 

Leave a Response »

 

Er det her sjovt?: Farlige kvinders fællestræk fredag, sep 19 2008

Jeg faldt over det her på nettet, og jeg ved godt at humor er mange ting, men mens jeg oversatte det, så grinede jeg, så tårerne trillede.

 

Kvinder skal nok passe på med at fortsætte læsningen…nu er I advaret!

 

•           Blev hun misbrugt som barn? En kvinde der hævder, at hun som barn blev fysisk eller seksuelt misbrugt som barn kandiderer til selv som voksen at udøve vold. Hvad værre er, så kender hun alle spillene, hvem hun skal ringe til, og hvad hun skal sige, når volden begynder. Hun vil helt klart påstå, at det ikke var hende der startede volden.

 

•           Slår hun dig, eller kaster med ting? Det kan synes sjovt, kært eller gjort i leg. I en undersøgelse af studerende syntes 20% af mænd der var blevet angrebet af deres veninde, at det var sjovt. Men husk, hvis hun slår dig mens i dater, vil hun senere blive endnu farligere. Og hvis hun bliver sur, og politiet tilkaldes, er det sandsynligvis dig der bliver arresteret.

 

•           Har hun tidligere fået udstedt tilhold mod tidligere partnere, eller anmeldt vold? En nem måde at finde ud af dette på, er i en filosofisk diskussion at spørge hende, hvad hun mener om vold. Du ved, én af de der fortrolige samtaler man har som ung. Refererer hun til sig selv som ”offer” eller ”overlevende” efter vold eller misbrug? Har hun boet i et kvindehjem, eller arbejdet for Dannerhuset? Dette er advarselsflag, og det kan ikke gå hurtigt nok med at komme væk.

 

•           Et andet advarselstegn er, at du ikke længere kan gøre noget rigtigt. Hvad der tidligere var en omsorgsfuld, kærlig person er blevet en voldelig, sur harpe, der er utilfreds med alt du gør. På dette tidspunkt kan hun også begynde at slå, skubbe eller kaste ting efter dig. At kaste med ting kan også blive en del af hendes adfærd. Sådanne personlighedsforandringer kan være symptomer på medicinske eller mentale problemer der kan behandles, hvis hun vil acceptere behandling. Erfaringerne er, at hun sandsynligvis ikke vil søge behandling, da det er meget, meget lettere at give dig skylden. Hvis hun er i tredverne eller fyrrerne og har fået fjernet livmoderen før hun begynder at opføre sig sådan, vil det være klogt at læse om kvinders overgangsalder. Men vær på vagt. Hun vil sandsynligvis ikke høre om emnet. Uanset omfanget at involvering med en kvinde der begynder at slå eller skubbe, og ikke vil søge medicinsk behandling, så vil det være sikrere uden for hjemmet end indenfor med hende. Hvis du er gift, vil du være bedre stillet med skilsmisse, hvis ikke du endnu er blevet anklaget for vold eller mishandling. Det gør ikke nogen forskel, om det er hende der er voldelig, du, manden, vil næsten helt sikkert blive anklaget, og du er skyldig, hvis ikke du kan bevise din uskyld.

 

•           Næsten alle mænd der er blevet mishandlet, rapporterer at de følelsesmæssige aspekter var de værste. Tidlige advarselstegn på at en kvinde kan mishandle følelsesmæssigt, er grov tale, tankeløs adfærd og dårlige manerer. Typisk vil intet du siger eller gør være godt nok, og intet hun gør er forkert. Almindeligvis er sådanne kvinder ret kønne.

 

•           Mange kvinder der har været i et forhold med mishandling, vil have tendens til at vende tilbage til et tilsvarende forhold. Med mindre du virkeligt ønsker sådan et forhold, så slip af med hende så snart hun begynder at tude om hvordan hun blev mishandlet af sin ægtema(æ)nd, kæreste(r), far, stedfar, onkler og så videre. Hvem ved hvor lang listen er? Vil du virkeligt vide det? Eller værre endnu, blive en del af den? Sådanne kvinder tiltrækker vold, og må på det kraftigste anbefales, at du læser om sådanne kvinders adfærdsmønstre, og derudover læser om følelsesmæssige terrorister, hvis du skulle komme i kontakt med en sådan kvinde.

 

•           Man hører om mænd der anklages for at have forårsaget skader, de intet har haft med at gøre. 1% af befolkningen og 10% af unge påfører sig selv skader, og kvinder gør det dobbelt så ofte som mænd (2:1 ratio). 80% af kvinder der påfører sig selv skader har en historie med seksuel mishandling. Den oftest forekommende manifestation er at skære, men andre former kan inkludere brænding (ofte med kaustiske substanser), slag, kradsning, bid, hårafrivning, knoglebræk og i mere ekstreme tilfælde, amputationer og selvkastrering. Selvmishandling er meget vanedannende, særligt at skære sig selv. Selvmishandling er ofte relateret til Borderline Personality Disorder, humørsyge og spiseforstyrrelser. Men politiet og dommeren vil ikke tro dig, når du fortæller, at hun gjorde det mod sig selv. Så hvis du ser noget som helst tegn på selvskade, selvmishandling eller selvskadende adfærd hos din Snuske, så er det bare om at komme væk.

 

•           En mor der aldrig har haft et seriøst forhold til sit barns (børns) far. Endnu værre, hvis hun har fået adskillige børn med forskellige fædre, der alle for længst er væk, og sandsynligvis med god grund. Børnene er også i deres egen verden. Måske var moderen også enlig mor? Fremmaner dette billeder af post-feministiske, matriarkalske traditioner om kvinder du kender?

 

•           En mor der er blevet fundet uegnet som mor, tvangssteriliseret, og mistet forældremyndigheden. I årtusindskiftets ekstreme kønskamp, kan kun den mest ekstreme adfærd resultere i sådan en dom. Du vil ikke ønske at en så rabiat kvinde bider dig!

 

•           Hvis en kvinde har, eller har haft, et alkoholproblem, så er der stor sandsynlighed for at hun fortsætter med at have det. Vil du virkeligt involveres i en person, hvor tilbagefaldsraten er så høj? Eller måske mødte du hende ved en session for Anonyme Alkoholikere? Eller der hvor du bytter dine nåle? Erfaringer har vist, at kvinder der anvender metaamfetamin er særligt farlige. Personer der bruger metaamfetamin bliver næsten uundgåeligt voldelige. Et ”stofproblem” begrænses ikke til brugen af illegale stoffer. Kvinder der misbruger receptpligtig medicin, bør også undgås. Sådanne vaner skjuler ofte dybere liggende pykoser, som du sandsynligvis ikke engang ønsker at vide noget om. Nuværende eller tidligere brug af anti-depressiver er et andet tegn på, at du leder efter kærlighed det forkerte sted. Prozac har på dette område et særligt dårligt ry.

 

•            Folkevisdom har længe opfordret den unge mand til at tage et nærmere syn på sin udkårnes mor, da hun om tyve år vil se sådan ud. Enhver ungersvend tilrådes også tage et godt langt kig på moderens opførsel og livsstil. Hvis din udkårnes mor er enlig mor, så vil din udkårne sandsynligvis ikke finde noget galt i det. Men er børnepenge den eneste relation du ønsker til dine børn? DNA-analyser viser, at der er mindst 30% chance for at hendes børn ikke stammer fra din sæd, men domstolene vil tvinge dig til alligevel at betale. Hvis hendes mor er mentalt forstyrret, har eller har haft misbrugsproblemer, har haft adskillige skilsmisser, så kan lignende adfærd forventes af din udkårne.

 

•           Hun er blevet fyret fra adskillige job. Det har altid været sjældent for en kvinde at blive fyret, så hvis hun er blevet fyret fra adskillige job, behøver du ikke yderligere beviser for, at hun har seriøse problemer, Borderline Personality Disorder kan være ét af dem.

 

•           Hvis du har haft fladlus eller klamydia, så har du sandsynligvis fået det mens du var i militæret, var meget fuld eller begge dele. Hvis du har haft en kønssygdom, så tænk på hende du fik den af. Er det den slags du vil associeres med på mere permanent basis? Det et muligt, men ikke sandsynligt, at en anstændig kvinde kan have haft en kønssygdom. Hun kunne eksempelvis have fået den af sin ægtemand, og det kan være årsagen til at de blev skilt. Hvor om alting er, skulle du erfare at dit livs lys har haft en kønssygdom, så køb et par ekstra drinks og få detaljer. Hvis det viser sig, at hun gav sin ægtemand, eller nuværende kæreste, en kønssygdom, så er det tid at forvinde ud af billedet. Husk, at nogle kønssygdomme er for livet, så hvis hun har én af disse, så find døren hurtigst muligt.

 

•           En kvinde der i ti, femten, tyve år var lykkeligt gift, og så blev skilt i midtfyrrerne. Hun er sandsynligvis i overgangsalderen, og er blevet ”the queen of bitsches”. Hun har måske hørt joken: ”Jeg er løbet tør for østrogen og jeg har en pistol!”. Man kender til i al fald ét tilfælde hvor dette var sandt. Ikke en risiko der kan anbefales.

 

•           En kvinde der er kommet op i de sene tredvere eller tidlige fyrrere uden at have været gift eller været i et længerevarende forhold (med en mand), er en dårlig kandidat til et seriøst forhold. Selvom hun ikke er voldelig, så viser hendes personlighed sig sandsynligvis ikke at passe til en levende hvid mand. Der er almindeligvis gode grunde til, at en attraktiv kvinde ikke kan etablere et forpligtende forhold. At finde ud af disse grunde vil ikke være én af dit livs mest behagelige oplevelser. Yderligere bevæger hun sig ind i overgangsalderen, og hormonbalancen vil sandsynligvis ikke bidrage positivt til romancen.

Leave a Response »

 

Venstrefløjen og racisme lørdag, sep 20 2008

Én ting venstreorienterede ikke vil tillade dem selv at blive set som, er racist. Venstreorienterede kan modvilligt være nationalister – Gough Whitlam, den australske venstrefløjs store helt, var helt sikkert en skamløs nationalist, ligeledes var de store argentinske helte Juan og Eva Peron, og yderligere det kommunistiske Nord Korea´s Kim, med sin katastrofale doktrin om ”juche” (national selvtilstrækkelighed) – men venstreorienterede kan ikke tilskrive race betydning. Hvis de gør, bliver de omgående stemplet som højreorienterede. At være racist er i den venstreorienterede forståelse tilstrækkeligt til at gøre denne højreorienteret, uanset hvad denne ellers måtte mene eller tro, eller advokere for. Det lykkedes dem endog at overse det Hitler´s store eksempel af ekstrem socialisme (indkomstudligning, tung statskontrol med industri og alt andet) og kaldte ham højreorienteret. Han var nationalist (dette kan tillades), men han var også racist (dette kan ikke tillades).

Så folk som Adolf Hitler og Pim Fortuyn (den myrdede hollandske homoseksuelle politiker) er  højreorienterede som vinden blæser. Hvad de advokerede var generelt venstreorienteret (det fulde navn af Hitler´s politiske parti – generelt forkortet til ”Nazi” – siger det hele: Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei). Så venstreorienteret racisme eksisterer ikke kun fordi den defineres ud af eksistens.

 

En australsk antropolog, Ron Brunton, peger på, at afdøde Pim Fortuyn advokerede for homoseksuelle ægteskaber, kønslighed, liberaliserede love om stoffer, og kritiserede en religion, som han anså for værende intolerant og homofobisk – som lyder forfærdeligt meget a la sit områdes venstreorienterede – men fordi han ville standse yderligere indvandring til sit allerede tungt bebyrdede land, blev han stemplet som højreekstremist. Brunton peger også på, at der findes meget i den franske anti-immigrationspolitiker Jean-Marie Le Pen, der kunne kategorisere ham som venstreorienteret, havde det ikke lige været for hans racesyn.

 

Det kan argumenteres, at uanset deres motivation, så gør venstreorienterede en smule godt med deres vokale fordømmelse af ”racisme” – og det er måske godt nok. Men gruppeloyalitet er – som Brown konkluderede i sin summering af sine undersøgelser af spørgsmålet – en ”uudslettelig”, universel menneskelig attribut, så risikoen er, at venstreorienterede kan karakterisere enhver som værende racist, der er ærlig om sine følelser af gruppeidentitet – uanset hvor harmløse eller ondsindede disse følelser måtte være. Med andre ord bærer venstreorienterede ofte deres fordømmelse af racisme til en latterlig og uretfærdig udstrækning. Dette gør de fordi det faktisk kun er en skinmanøvre – en skinmanøvre for at opnå hæder. Den realitet at vi bedst kan lide vores egen slags, interesserer dem ganske enkelt ikke.

Leave a Response »

 

Myte: Islam er fredens religion tirsdag, sep 23 2008

Myten:
Muhammed var en fredelig mand, der lærte sine efterkommere det samme. Muslimer levede fredeligt gennem århundreder, kun kæmpende i selvforsvar når nødvendigt. Sande muslimer ville aldrig handle aggressivt.

Sandheden:
Muhammed organiserede 65 militære kampagner i løbet af de 10 sidste år af hans liv, og ledede personligt 27 af dem. Jo mere magt han opnåede, jo færre undskyldninger behøvede han for at gå i krig, indtil han begyndte at angribe stammer, alene af den årsag at de ikke var en del af hans spirende imperium
.
Efter Muhammed´s død vendte hans mest trofaste efterfølgere og hans familie sig omgående mod hinanden. Der var fir kaliffer (ledere) i de første 25 år. Tre ud af fire blev myrdet. Den tredje kalif blev myrdet af sønnen af den første. Den fjerde kalif blev myrdet af den femte, der efterlod et 100-års dynasti, der blev afsluttet i et grusomt, omfattende blodbad af efterkommerne af Muhammed´s onkel.

Muhammed´s egen datter Fatima, og hans svigersøn Ali, der begge overlevede Mekka-årenes hedenske lidelser fint, overlevede ikke Islam efter Muhammed´s død. Fatima døde efter tre måneder af stress fra anklagerne, og Ali blev senere snigmyrdet. Deres søn (Muhammed´s barnebarn) blv dræbt i kamp mod fraktionen der i dag kendes som Sunni. Hans folk blev Shia. Familie og personlige venner af Muhammed blev blandet i de to stridende grupper, der derefter i takt med Islam´s vækst fraktioneredes til fjendtlige underafdelinger.

Muhammed efterlod sine mænd med instruktioner om at bekæmpe de kristne, perserne, jøderne og polyteisterne (hvilket kom til at inkludere millioner af uheldige hinduer). Gennem de næste fire århundreder damptromlede muslimske hære hen over deres uanende naboer, plyndrende og slavegørende dem, og tvingende de overlevende til enten at konvertere, eller smage sværdet.

Kompagnoner af Muhammed levede til at se Islam erklære krig mod enhver større religion i verden, i løbet af blot de første få årtier efter sin død – førende Jihad mod hinduer, kristne, jøder og buddhister.

Omkring tidspunktet for Korstogene (da Europa begyndte at slå igen), havde muslimerne gennem sværdet erobret 2/3 af den kristne verden, fra Spanien til Syrien og på tværs af Nord Afrika. Disse arabiske slaveruter skulle forblive åbne i 1300 år, indtil presset fra kristent baserede lande tvang islamiske nationer til at erklære praktikken ulovlig (i al fald i teorien).

I dag findes der ingen anden religion i verden, der så vedholdende producerer terrorisme i religionens navn, som Islam. De farligste muslimer er næsten altid dem der fortolker Koranen mest transparent. De er fundamentalisterne og puritanerne, og tror på Muhammad´s mandat til at sprede islamisk lov gennem sværdet, dræbende dem der ikke vil underkaste sig.

Islam´s hellige tekst er broderet med vers om vold og had mod vantro. I skarp kontrast til Biblen der generelt bevæger sig fra relativt voldelige passager, til langt mere fredelige, bevæger Koranen sig i den stik modsatte retning. Den håndfuld af tidligere vers der taler om tolerance, overvældes senere af en lavine af vers, der bærer meget anderledes beskeder. Mens Det Gamle Testamente´s vers om blod og indvolde generelt er bundet i historisk kontekst indenfor teksten selv, er Koranens imperativer til vold almindeligvis uafsluttede.

”Fredens religion” har uden sammenligning været den mest brutale og blodige verden endnu har set.

Leave a Response »

 

Undervisning og den danske folkeskole onsdag, sep 24 2008

Den svenske professor i etnologi Jonas Frykman har gjort tankevækkende beskrivelser og analyser, gennem et omfattende teoretisk, historisk og empirisk studie af den svenske folkeskole, i et forsøg på at finde en forklaring på den manglende uddannelsesmæssige mobilitet. Frykman har undret sig over, hvorfor den aktuelle skole ikke giver lige muligheder for alle og hvorfor skolen var bedre til at skabe social mobilitet for bare tredive år siden.

Dette gør Frykman ved at tydeliggøre den nuværende skoles struktur for derefter at holde den op mod den fortidige skolestruktur. Disse er henholdsvis den senmoderne reformerede skole, som i høj grad udgår fra individet, mod modernitetens gamle dannelsesskole med sit regelsæt, sin særegne disciplin, sin klasseundervisning og sin orientering mod formaliseret kundskabsakkumulering.

Frykman sætter kritisk lys på nutidens individorienterede pædagogik og problematiserer, at undervisningen i dag er personorienteret med fokus på nuet, det hjemlige og det nære. Denne fokus på identitetsarbejde der foregår i nuet betyder, at eleven mister orienteringen mod det fremtidige. Dagens skole orienterer sig ikke mod det fremtidige, i modsætning til den moderne skole, hvor skoletiden var en øvelse for fremtiden. Hvor man tidligere satte et verdenskort op foran eleverne, sætter man nu et spejl op.

Her kan man drage en parallel til feminismen, der tilsvarende er optagede af det nære, det hjemlige og nuet. Feminismen afskriver det maskuline, da det maskuline tilsyneladende ikke har noget umiddelbart formål og da feministerne ikke umiddelbart kan se en opgave der kan kræve det maskuline.

”Hvad der er godt for mig, må også være godt for dig” Feministernes nyvundne frihed er tilsyneladende smittet af på elever i folkeskolen. Vi er gået fra ”opdragelse” til ”kompetente børn”, fra ”undervisning” til ”ansvar for egen læring” og endeligt fra ”kvalifikationer” til ”kompetencer”. Til trods for fagfolks opfordringer, er det stadig ikke velset at stille krav og sætte grænser for børn. Rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt siger i emancipationsdiskussionen, at udøverne af emancipationspædagogikken dog beklager den måde generationer af unge mennesker har forvaltet friheden.

Hertil skal dog siges, at man med nogen ret kan frikende nutidens børn for manglende forvaltning af friheden. Forklaringen skal muligvis findes i retorikken:

Der er en udbredt opfattelse blandt lærerstuderende og lærere på lærerseminarierne af, at det er vigtigt, at man som lærerseminariestuderende kan lide at arbejde med børn. Man kan overveje, om der her kan forefindes en del af forklaringen på folkeskolens uddannelsesmæssige mobilitetsproblemer. Spørgsmålet er, om det er børn eller elever der har sin naturlige plads i folkeskolen. Børn hører til i børnehaven. At være elev er en funktion, og så er det ligegyldigt om man er otte år eller firs år. Vi har altså ført børnehaven op i folkeskolen.

Leave a Response »

 

Andrew Lloyd Webber: Hvorfor Politisk Korrekthed må forsvinde torsdag, sep 25 2008

Den berømte musicalkomponist Andrew Lloyd Webber har hævdet, at Politisk Korrekthed – især i relation til muslimer – forårsager at den kunstneriske kreativitet kvæles.

 

I et interview i underholdningsmagasinet Closeronline har Andrew Lloyd Webber sagt, at nogle af hans største musicals aldrig ville have været skrevet i dag, at frygt for at ”støde minoriteter”.

 

Sammen med Tim Rice begyndte Lord Lloyd Webber sin teaterkarriere med to shows inspireret af den kristne tradition: Jesus Christ Superstar og Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat.

 

I interviewet sagde Lloyd Webber, ”Jeg ser tilbage på min ungdom, og spørger mig selv, om jeg ville have skrevet en opera med Tim Rice? Så mange i dag er besatte af ting der støder folk. Dagens folk siger, at du ikke kan skrive dette, da det vil støde dette samfund, og så kan man ikke sige dette, da det vil støde muslimerne, og vi ender alle sammen med at blive talt fra det. Talt væk fra ideer. Hvorimod da jeg var 20, tænkte jeg ikke over disse ting – jeg gjorde det bare”

 

Grunden til kvælningen af kunsterne i det moderne England er direkte forbundet til massetransporten af populationer fra den tredje verden, der har bragt deres kultur og traditioner med dem, som har resulteret i fortrængning af traditionel tolerant britisk kultur.

 

 

Leave a Response »

 

Multikulturalismens plage torsdag, sep 25 2008

Multikulturalisme er en venstreorienteret politisk ideologi, der ser alle kulturer, skikke og institutioner som essentielt ligestillede. Ingen kultur anses for værende underlegen i forhold til en anden; den er blot anderledes. Kritikken af andre kulturer, især ikke-vestlige minoritetskulturer, stemples som ”usensitivt” eller ”fordomsfuldt”. Der findes dog én stor undtagelse. Den euro-amerikanske kultur med sit jødisk-kristne fundament kritiseres ikke blot, men fordømmes ofte, bliver anklaget for racisme, sexisme og klassisisme.

Termen ”euroamerikansk kultur” refererer til de komponenter af amerikansk kultur, der stammer fra overbevisninger og praktikker fra England, og i nogen grad fra Nordeuropa og tilpasset amerikanske behov. Kort kan disse behov beskrives som: Gud skabte menneskene og verden, menneskelig adfærd skal dømmes som rigtig eller forkert; moralsk eller umoralsk; i lyset af Biblen´s ”De Ti Bud”; objektiv kundskab kan opnås; rettigheder, friheder, ansvar og individets værdighed tager plads over gruppernes; folk regeres af lovens regler; love formuleres demokratisk; enhver man eller kvinde er lige for loven; enhver anklaget er uskyldig indtil bevist skyldig i en retssag, hvor han eller hun kan møde sin anklager; folk har ikke bare ret til succes, men også til fiasko; et frit samfund der tilbyder lige muligheder, garanterer ikke lige udkomme.

Multikulturalisme tilskynder immigranter og andre minoriteter til at bevare deres fremmede kultur, ved ikke at assimilere i den euro-amerikanske kultur. Selv ordet ”fremmed” bandlyses som politisk ukorrekt, da det ikke tilpasser sig multikulturalismens politiske og ideologiske værdier. Regeringen opfordres til, at finansiere tosproget uddannelse for immigrantbørn i offentlige skoler. Kulturel assimilation foragtes, da den er ensbetydende med kulturel imperialisme.

Multikulturalisme må ikke, som de ofte bliver, forveksles med multikulturel uddannelse. Multikulturel uddannelse præsenterer og undersøger andre kulturers værdier og praktikker objektivt og kritisk, på en ikke-doktrinær måde. Den anerkender, at amerikansk kultur altid har haft nogen diversitet, især religiøs og etnisk diversitet, men den anser sådan diversitet som subkulturel og underordnet Amerika´s majoritetskultur, mere end sidestillet. Derfor inkluderer termerne multikulturalisme og multikulturalist i øjeblikket ikke kulturel uddannelse.

Eksistensen og den seneste vækst i multikulturalismen, konceptet om at hver kultur skal bedømmes relativt i forhold til sine egne standarder, og ikke andre kulturers standarder. Denne idé kan spores tilbage til den tyske filosof Johann Gottfried von Herder, der argumenterede, at hvert samfunds kultur skal dømmes ”uden at prakke noget mønster på den”.

Kulturel relativisme affødte ideen om, at en anden kulturs moralske adfærd også var relativ, og ikke burde dømmes af nogen udenfor kulturen. Denne opfattelse udbredtes hurtigt, erklærende at den enkeltes adfærd end ikke kan dømmes indenfor den enkeltes kultur. Denne opfattelse er nu sivet ned til den almindelige borger i vestlige samfund.

I 1960´erne og 1970´erne tog postmodernismen fat. Selvom denne ideologi kan være svær præcist at definere, gentages visse temaer, såsom; opnåelse af objektiv sandhed eller endegyldige sandheder er umulige; ingen sandhed eller idé er transcendent; alle ideer er sociale eller kulturelle konstruktioner; ideer eller sandheder er kun sande, hvis de gavner de ”undertrykte”; og historiske fakta er uvigtige. Kort sagt er postmodernisme kulturel relativisme med politiske overtoner, og multikulturalisme er faktisk ægteskabet mellem kulturel relativisme og postmodernisme.

I overensstemmelse med postmodernismens ideologi ses multikulturalister vestlig kultur og euro-amerikansk kultur, som ikke havende gavnet ikke-vestlige minoritetskulturer, så dens værdier og sandheder må anses for værende suspekte. Dette forklarer hvorfor multikulturalismen ”repræsenterer” en afsværgelse af alle vestlige krav på sandhed. Det forklarer også, hvorfor dens disciple afsværger vestlig og euro-amerikansk kultur, som de søger at underminere og endog afmontere, ved at introducere amerikansk kultur for en vifte af ikke-vestlige kulturer med lige ære og rettigheder.

Sammenkomsten af kulturel relativisme og postmodernisme i multikulturalisme, er blevet forstærket af en fremmed ideologi: Marxisme. Marxismen har givet multikulturalismen sit rationale og koncepter (eksempelvis undertrykkelse, ulighed, imperialisme og revolutionære forandringer) for at devaluere og afmontere vestens tusindårige kultur. Alle aggressivt orienterede multikulturalister tjener disse koncepter for at angribe euro-amerikansk kultur.

For at kunne opnå multikulturalismens mål, prøver tilhængerne at forbyde og selv straffe tale eller adfærd der kritiserer eller eroderer praktikker eller værdier af ikke-vestlige minoritetskulturer. De mener en sådan position er nødvendig, da de anser disse kulturer for underprivilegerede og undertrykte, som resultat af vestlig og euro-amerikansk kulturs racisme,sexisme, klassisisme og kulturel imperialisme. At være enig i minoriteters mål og metoder, såvel som implementeringen af dem, siges at være Politisk Korrekt, og at handle anderledes er politisk ukorrekt.

Selvom de ikke håndhæver disse termer, indikerer deres adfærd dette, især når de dømmer udsagn eller handling for værende politisk ukorrekt. I almindelighed er det kritikere af multikulturalisme der anvender termen, når de kritiserer tilhængerne for promovering af deres radikale sager.

Gennem de seneste år har borgerne fået en rimelig god idé om hvad det vil sige at være ”Politisk Korrekt” betyder – nemlig at få folk til at tilpasse sig tanker, navne og handlinger, der promoveres og fremføres af zealotter af multikulturalisme.

Leave a Response »

 

Venstrefløjen og racisme lørdag, sep 27 2008

Én ting venstreorienterede ikke vil tillade dem selv at blive set som, er racist. Venstreorienterede kan modvilligt være nationalister – Gough Whitlam, den australske venstrefløjs store helt, var helt sikkert en skamløs nationalist, ligeledes var de store argentinske helte Juan og Eva Peron, og yderligere det kommunistiske Nord Korea´s Kim, med sin katastrofale doktrin om ”juche” (national selvtilstrækkelighed) – men venstreorienterede kan ikke tilskrive race betydning. Hvis de gør, bliver de omgående stemplet som højreorienterede. At være racist er i den venstreorienterede forståelse tilstrækkeligt til at gøre denne højreorienteret, uanset hvad denne ellers måtte mene eller tro, eller advokere for. Det lykkedes dem endog at overse det Hitler´s store eksempel af ekstrem socialisme (indkomstudligning, tung statskontrol med industri og alt andet) og kaldte ham højreorienteret. Han var nationalist (dette kan tillades), men han var også racist (dette kan ikke tillades).

Så folk som Adolf Hitler og Pim Fortuyn (den myrdede hollandske homoseksuelle politiker) er højreorienterede som vinden blæser. Hvad de advokerede var generelt venstreorienteret (det fulde navn af Hitler´s politiske parti – generelt forkortet til ”Nazi” – siger det hele: Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei). Så venstreorienteret racisme eksisterer ikke kun fordi den defineres ud af eksistens.

En australsk antropolog, Ron Brunton, peger på, at afdøde Pim Fortuyn advokerede for homoseksuelle ægteskaber, kønslighed, liberaliserede love om stoffer, og kritiserede en religion, som han anså for værende intolerant og homofobisk – som lyder forfærdeligt meget a la sit områdes venstreorienterede – men fordi han ville standse yderligere indvandring til sit allerede tungt bebyrdede land, blev han stemplet som højreekstremist. Brunton peger også på, at der findes meget i den franske anti-immigrationspolitiker Jean-Marie Le Pen, der kunne kategorisere ham som venstreorienteret, havde det ikke lige været for hans racesyn.

Det kan argumenteres, at uanset deres motivation, så gør venstreorienterede en smule godt med deres vokale fordømmelse af ”racisme” – og det er måske godt nok. Men gruppeloyalitet er – som Brown konkluderede i sin summering af sine undersøgelser af spørgsmålet – en ”uudslettelig”, universel menneskelig attribut, så risikoen er, at venstreorienterede kan karakterisere enhver som værende racist, der er ærlig om sine følelser af gruppeidentitet – uanset hvor harmløse eller ondsindede disse følelser måtte være. Med andre ord bærer venstreorienterede ofte deres fordømmelse af racisme til en latterlig og uretfærdig udstrækning. Dette gør de fordi det faktisk kun er en skinmanøvre – en skinmanøvre for at opnå hæder. Den realitet at vi bedst kan lide vores egen slags, interesserer dem ganske enkelt ikke.

Leave a Response »

 

Venstrefløjens doktrin søndag, sep 28 2008

Selv en venstreorienteret indser, at det er temmelig indholdsløst, blot at være mod status quo. Denne bliver nødt til at have noget, der er en smule mere substantielt at sige, hvis det overhovedet skal tiltrække opmærksomhed. Men det bedste forsøg på at finde noget substantielt, er noget patetisk. Hvad den venstreorienterede siger er: ”Alle er lige” og ”Staten skal klare det”. Enhver gennemsnits 5 årig kan se, at ikke alle er lige, og enhver der mener at staten er god til at klare ting, kan kun ynkes. Ikke desto mindre er ”lighed” venstrefløjens hævdvundne ideal, og statshandling er måden at skaffe dette på.

Så givet den venstreorienteredes spinkle intellektuelle og retoriske ressourcer, må den venstreorienterede kompensere for denne tomhed, ved at advokere så meget mere blindt og voldsomt for dette. Hvis alle mænd er lige, så må alle racer også være det, ikke sandt? Så den venstreorienterede kan ikke tillade nogen form for racebevidsthed, med mindre den venstreorienterede opgiver ét af de to spinkle strå, denne klynger sig til, for at have noget at sige.

Hvorfor forlader venstreorienterede sig så meget på disse to intetsigende slogans? Fordi de i realiteten ikke er interesserede i at løse nogen problemer overhovedet. De er kun interesserede i at lave forandringer. At løse dybtgående sociale og økonomiske problemer i vort komplekse samfund, kræver tankevirksomhed, detaljerede undersøgelser, dyb forståelse af problemstillinger, kreativ tænkning og tålmodighed – og disse ting er den venstreorienterede ganske enkelt overhovedet ikke interesserede i. Kun forandringer har interesse. ”Lovgivning” er de venstreorienteredes simple ”løsning”.

Leave a Response »

 

Venstrefløjen og lighed mandag, sep 29 2008

Og ”alle mennesker er lige” (i det omfang at det er alvorligt ment, mere end blot en retorisk floskel) er sandsynligvis en tåbeligere idé end ideen om at alt skal afhænge af staten – eftersom næsten alle vore sociale arrangementer er baseret på, at alle mennesker IKKE er lige: Vi anskuer ikke kriminelle og ærlige på samme måde, mænd og kvinder på samme måde, sindssyge og ikke sindssyge på samme måde, rare og ikke rare, smukke og ikke smukke, kloge og ikke kloge, atleter og ikke-atleter, videnskabsmænd og håndværkere, og så videre.
Og der kan ikke herske nogen tvivl om, at høje mænd og barmfagre kvinder har det nemmere hos det modsatte køn. Der er voldsom diskrimination, mere end lighed i magesøgningen. Så hvorfor er venstrefløjen forelsket i deres absurde idé om ”lighed”? Fordi hvis venstrefløjen har ret i, at alle mennesker er lige, så er alt i samfundet forkert, og må ændres. Det er den venstreorienteredes måde at sige til alle andre. ”I tager alle sammen fejl, og jeg er klogere og venligere end I er”

At ”alle mennesker er lige” synes at have udsprunget af den kristne idealisme. I et forsøg på at gøre dette udsagn mindre latterligt for ikke-religiøse, har man vedhæftet ”for loven”. Men dette er også faktuelt forkert. Vores behandling af loven er meget ulige, og synes skæbnelagt til at forblive sådan. De fleste af os har overhovedet ikke råd til loven. Det betyder ikke, at lighed for loven ikke er et udmærket ideal: I et demokrati er det indlysende vigtigt, at regeringer ses som retfærdige og så upartiske som muligt i behandlingen af borgerne – men imperativet for dette behøver ikke komme fra en quasi-religiøs myte.

Venstreorienterede synes ofte at være ureligiøse, hvis ikke anti-religiøse (i det omfang at venstrefløjen selv ikke er en slags sekulær religion) og vil ofte afvise opfattelsen af, at alle mænd er ”skabt” lige, og vil – under præs – somme tider retfærdiggøre deres endeløse og karakteristiske fortalen for lighed ved at sige, at hvad de virkeligt mener med deres doktriner er, at alle mennesker er af ”lige værdi” eller lignende. Men lige i forhold til hvem? Og hvordan finder man ud af det? Kun lige på nippet igen at ty til religion efter svar på et sådan spørgsmål, bliver sloganet hurtigt reduceret til en rekommandation af, at alle individer skal ””behandles” lige – og dette er noget intet menneskesamfund eller dyresamfund nogensinde har gjort, eller synes sandsynligt nogensinde at gøre. Så doktrinen forbliver from absurditet.

Og den konkurrerende konservative doktrin, om at alle personer bør behandles ”fair” – eksempelvis ifølge dennes ”fortjeneste”, hvordan man end afgør dette – synes for venstreorienterede at forblive en pestilens, i det mindste teoretisk (måske delvist fordi dette kræver mere kompleks bedømmelse, og er derfor mindre egnet til propagandaformål). Konservative ser det også i almindelighed som fair, at alle børn af uddannelsessystemet skal gives ”lige muligheder”, men dette forholdsvist store ideal er i almindelighed langt fra nok for venstreorienterede.

Fordi de intellektuelle ressourcer i det store hele var så spinkle, led venstrefløjens tilhængere som vi engang kendte dem, et nederlag gennem kollapsen af ”det store alternativ” og angivelige eksempel på lighed – Sovjetunionen – så venstrefløjen har i de seneste år måttet finde nye veje for agitation. Kritik af vores ulige kapitalistiske samfund er blevet meget mindre plausibel, nu hvor kapitalismen synes at være byens eneste ”show”.

Der er derfor opstået nye varianter af fokus for venstreorienteredes mishag. Én af disse er bevægelsen for ”Politisk Korrekthed” – som er et forsøg på, at fjerne agitationsfokus væk fra økonomiske reformer, i retning af sociale reformer. Bevægelsen fungerer på to overordnede måder: Den forsøger at ændre den måde vi tænker om verdens mindre velstillede grupper, ved at ændre de ord vi anvender til at beskrive dem med, og på god Nazi-bogbrændende maner, også ganske enkelt at forsøge at undertrykke kundskab og debat. Eksempelvis undertrykker den nævnelsen af noget som helst forslag der forklarer, hvorfor nogle grupper er mindre velstillede, og sandsynligvis forbliver sådan, uanset mængderne af venstreorienteret agitation – eksempelvis påstanden om, at sorte har en lavere nedarvet intelligens end hvide. Der findes ingen måde, hvorpå venstreorienterede tror på sådanne ”bourgeoisi”-idealer som eksempelvis ytringsfrihed. Selv ikke de mest overvældende beviser om noget som helst emne, kan bedømmes som utilstrækkelige, hvis de modsiger venstreorienteredes præopfattelse.

Hvor tung venstrefløjens besættelse med lighed (og deres eremitagtige uvillighed til at behandle verdens virkelige kompleksiteter) influerer Politisk Korrekthed, kan måske bedst anskues i et eksempel fra den britiske arbejdsformidling, der afviste et jobopslag, da det diskriminerede mod uvenlige personer! Et firma havde lavet opslaget, søgende en ”venlig person” til et arbejde for et lokalt cateringfirma, men arbejdsformidlingen afviste opslaget, fordi, som de sagde: ”det kan diskriminere mod visse ansøgere” (Bolton Evening News d. 7 juni, 2002)

Leave a Response »

 

Muslimske læger og tandlæger interesserer sig kun for muslimer onsdag, okt 1 2008

Nederst findes begyndelsen på Muslim Doctors and Dentist Association´s konstitution i England.

Bemærk venligst under sektion 2, at deres interesse er, at fremme islamisk religion i England, og fremme og bevare muslimers gode helbred i England.

Intet sted kan man finde en hensigt om, at muslimske læger og tandlæger har til hensigt at interessere sig for ikke-muslimers helbred i England. Engelske patienter bliver ikke så meget som nævnt. Det er vist åbenlyst for enhver (bortset fra multikulturalister og andre socialister), at denne mangel på interesse for ikke-muslimske patienter ikke kun er begrænset til England, men må være verdensomspændende.

Hvordan kan dette være?

Hvorfor ikke spørge Dr. Mohammed Asha, Dr. Bilal Abdullaor eller Dr. Kafeel Ahmed – ups!
Nå ja, undskyld…Kafeel døde jo af de brandsår han pådragede sig, da han forsøgte at sprænge Glasgow Airport i luften.

Prøv engang at forestille dig hvis British Medical Association erklærede, at britiske læger og tandlæger skulle prioritere patienter der ikke var muslimske. Man kan kun gisne om omfanget af optøjer i gaderne, med skrigende og bålbrændende muslimer.

Hvad der er endnu mere alarmerende er, at British Medical Association gennem sin tavshed, samtykker denne åbenbare diskriminerende adfærd fra muslimske læger, som erklæret i M.D.D.A.-konstitutionen. Det er også ækelt at ingen i staten eller i medierne, så meget som har undersøgt dette klare bevis diskrimination.

Så hold dig lige for øje næste gang du skal til lægen eller tandlægen, at din sundhed ingen prioritet har hos en muslimsk læge eller tandlæge. Muslimer kommer først, ifølge deres egne (u)etiske betragtninger.

Følgende et udsnit af M.D.D.A.´s konstitution:

Constitution
The Muslim Doctors and Dentisits Association UK (M.D.D.A. UK)

1. Name

The name of the Association is Muslim Doctors and Dentists Association UK (the Association)

2. Objects and powers

2.1 The objects of the association shall be:-
2.1.1. To advance the Islamic religion in the practice of medicine in the United Kingdom
2.1.2. To advance medical education in relation to the doctrines, practices and traditions of the Islamic religion.
2.1.3. To promote research in various aspects of medical science and to disseminate and publish the useful results of such research.
2.1.4. To promote the preservation and protection of the good health of Muslims in the United Kingdom.

http://mdda.org.uk/web/index.php?option=com_content&task=view&id=28&Itemid=57

Leave a Response »

 

Vesten er en voldsramt kælling torsdag, okt 2 2008

Vesten er i benægtelse. Og benægterne er mere bange for Jihad og terrorisme, end de af os der råber op mod den. På samme måde som voldsramte kvinder, søger benægterne at neddysse voldsudøveren; de engagerer sig også i selvbebrejdelser og i misforstået overbevisning om, at hvis de ikke ”støder” deres voldsudøver, så vil volden ikke fortsætte.

 

Og hvis vesten ikke havde publiceret de fordømte danske tegninger, og ikke havde tilladt staten Israel i at blive skabt, som den gene den er i øjnene på misundelige, korrupte og dovne muslimer – så ville Arafat ikke have lanceret sin terroristkampagne, muslimer i Europa ville ikke have lanceret deres forskellige intifadaer, og Al-Qaeda, Hamas, Hezbollah, Islamisk Jihad og Det Muslimske Broderskab ville ikke have opnået fremgang.

 

Benægtere tenderer også i retning af, at lægge al skyld på amerikansk udenrigspolitik, Wall Street og CIA. De bebrejder sjældent islam, religiøs apartheid eller islamismens fremgang.

 

Hvad andet end fundamentalistisk Islam kan forklare fuldstændigt uskyldige piger og kvinders stening til døde, for den angivelige forbrydelse at være prostituerede, som er den måde kvindelige voldtægtsofre, der vover at anmelde voldtægt, kvinder der ikke er ”tilstrækkeligt” tildækkede, eller demonstrerer for kvinders rettigheder – alle behandles.

 

Og så kan man læse om et pakistansk baseret Taliban, der krævede, at en ikke-muslimsk forretning skal lukkes inden for fjorten dage, eller risikere ”alvorlige konsekvenser”. Målene er musikforretninger, internet-cafeer og internetudbydere. Og Taliban truer enhver kvinde, der ikke bærer passende hijab, med vansiring af ansigtet med syre (Daily Times, Pakistan)

 

Modsat myten, så finansierede U.S.A. ikke Taliban til at kæmpe mod Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Faktisk efter den sovjettiske tilbagetrækning i 1989 og Sovjetunionens kollaps i 1991, vaskede Washington hænder med hensyn til Afghanistan. Taliban eksisterede overhovedet ikke indtil 1996, hvor Pakistan skabte Taliban til egne formål.

 

Hør her folkens! Det er ikke vores skyld. Vi skabte ikke islamisk fundamentalisme, og vi kan sandsynligvis ikke reparere den. Men vi kan forhindre, at den invaderer vore kyster. Hvis ikke, så vil alle kvinder bære slør, alle intellektuelle gøres tavse, teknologien kun anvendt til Jihad, og ikke til at sprede moderniteten.

Leave a Response »

 

Lykønskninger til multikulturalisterne: Pat Condell video fjernet fra You Tube fredag, okt 3 2008

Endnu en sten er lagt på vejen mod et ”multikulturelt” Europa. You Tube har netop censureret den engelske stand up-komiker og islamkritiker Pat Condell, ved at fjerne hans seneste video fra You Tube. Dette skulle være gjort grundet nogle tekniske servicetjenesteovertrædelser.

 

Rygtet går dog, at You Tube har haft nogle problemer med Tyrkiet og Pakistan, og rationaliserede derhen, at det nok var nemmere at tage kampen op med brugerne af You Tube.

 

Jeg bliver lige chokeret hver gang disse eksempler dukker op. Men det er nok mig der ikke rigtigt evner at forstå den højere mening. Det er jo alt sammen i det godes tjeneste…….ikke?

 

For de af jer, der heller ikke evner at favne multikulturalismens velsignelser, så kan man på nedenstående link aflevere en proteststemme ved at logge sig ind og lægge en kommentar.

 

 

http://www.youtube.com/watch?v=zAPqKFGE-l8&

 

Leave a Response »

 

Hvad Osama bin Laden lærte af venstrefløjen lørdag, okt 4 2008

Der er blevet skrevet meget om Osama bin Laden´s fundamentalistiske Islam; mindre om postmoderne europæiske marxisters bidrag til bin Laden´s tankegang. Faktisk skylder den ideologi med hvilken al Qaeda retfærdiggør sine terrorhandlinger, lige så meget til ondskabsfulde vestlige tendenser, som den gør til perverterede muslimske overbevisninger. Osama´s doktrin er delvist en vestlig eksport.

For at erkende det er det nødvendigt at genkalde sig den intellektuelle bryg, der producerede den tredje verdens socialistiske ideologi i 1960´erne. En nøglefigur her er den tyske filosof Martin Heidegger, der ikke kun hjalp med at forme adskillige generationers europæiske venstreorienterede, og grundlagde postmodernismen, men også var en ledende tilhænger af nazisterne. Heidegger argumenterede, i kontrast til den fremmedgørende modernitets individualisme, for ”folkets” overherredømme. For at undslippe den vestlige kapitalismes åg og det ”ugidelige ævleri” om konstitutionelt demokrati, måtte ”folket” returnere til sin oprindelige skæbne, gennem en ”opløsende” revolutionær handling.

Heidegger så i nazisterne lige netop det tyske folks autentiske ”blod og sved”-arv. Paradoksalt nok favnede nazisternes teknologi i sin mest avancerede form at ryste modernitetens grundvold, og bringe fortidens puritanske tilstand tilbage. Og de favnede terror og vold som redskab til at presse moderniteten frem til en ny tid – deraf ”postmodernisme” – og bringe folket tilbage til før moderniteten, med dens individuelle friheder og markedsøkonomi, til den imaginære feudale tids kollektive strenghed.

Visionen om den postmoderne revolution drog direkte fra Heidegger til efterkrigstidens franske venstrefløj, især gennem arbejder af Jean-Paul Sartre, en ivrig apologet for stalinismen og Kina´s kulturelle revolution i bogen ”The Wretched of the Earth”. Herfra indtog den de mellemøstlige radikales verden. Mange af den shiitiske revolution i Iran der afsatte den moderniserende shah, og bragte Ayatollah Khomeini til magten i 1979, havde studeret Fanon´s variant af marxismen. Ali Shari´at, den Sorbonne-uddannede iranske religionssociolog, der af mange intellektuelle blev anset for værende fader til den shiitiske revolution, oversatte ”The Wretched of the Earth” og Sartre´s ”Being and Nothingness” til persisk. Den iranske revolution var en syntese af islamisk fundamentalisme og europæisk tredje verdens socialisme.

I den postmodernistiske venstreorienterethed af disse revolutionære, fortrængte ”folket” Marx´s proletariat, som agenten i revolutionen. Efter Heidegger og Fanon retfærdiggjorde ledere som Lin Piao, ideologen for Kina´s Red Guards, og Pol Pot, student af venstrefløjens filosofi i Frankrig, før han blev grundlægger af Khmer Rouge, revolution som en terapeutisk handling, gennem hvilken ikke-vestlige folk kunne genskabe den stolthed de havde tabt under kolonialistiske undertrykkere, og til amerikansk materialisme. En rensende vold ville udrense folkets egoisme og hedonisme, og drive dem tilbage til primitiv kollektiv selvopofrelse.

Leave a Response »

 

Opskrift på skabelsen af en muslim søndag, okt 5 2008

Mange af os nød virkeligt de forskellige serier og afsnit af fjernsynsserien “Star Trek”. Husker du den med “Borg”?

Borg´en var en kæmpe koloni af entiteter, der var lige dele liv og maskine, der patuljerede gennem universet, opslugende de civilisationer den stødte på undervejs. Den ænderede alle overlevende medlemmer af den nyligt erobrede
art til Enhed´er. Disse Enhed´er var ikke længere i stand til at tænke selvstændigt; deres sind var paralyserede.

Deres sind kommunikerede med hinanden, så de fungerede som en enhed med et fælles mål – at besejre alle der var ikke-Borg´er,
og assimilere dem i en endnu større, mere magtfulde Borg. “Modstand er omsonst”, fortalte Enhed´erne de nyligt ankomne medlemmer
af den ikke-Borg´ske art, og intet kunne afholde dem fra deres formål. De var urokkelige.

Borg´en omformede dens nyligt tilfangetagne art på en måde, der gjorde det umuligt for dem uafhængigt at handle som individer. De opererede som et syncitium, en fusion af individer der fungerer som skimmel gør, med millioner af “individer”, bevægende og
levende som en enkelt entitet.

For Enhed´erne var Borg alt der betød noget. Der fandtes intet andet, intet andet formål.

Der findes en anden tilsvarende historie i rækken af sci-fi serier. Det er “Stargate SG-1″, hvor gejstlige fra en intergalaktisk religiøs gruppe, “Priors of Origin”, kaldet “Ori”, er determinerede til konverteringen af enhver anden art i universet til deres trosretning. Som Borg´en har de en “do-or-die”-indstilling. De bevæger sig fra planet til planet, intimiderende beboerne på planeterne til at konvertere. De intimiderede beboere yder sjældent nogen seriøs modstand, af frygt for ubehagelige konsekvenser, såsom slavegørelse eller død. Kun medlemmerne af Stargate Team og få brave sjæle blandt de indfødte beboere, undgik tvangskonvertering.

På lettere forskellige måder udviser begge programmer forbløffende ligheder med islamisk gejstlighed; Borg´en er en Umma; enhederne er muslimer, og arterne på de ukonverterede planeter er, mestendels, vantro “dhimmier”.

Det er i dag lige så fantastisk frustrerende at prøve at debattere med de fleste muslimer, som det er at prøve at debattere med en Enhed. Ligegyldigt hvad man præsenterer, hvilke beviser, hvilke velgennemtænkte logiske argumenter man tilbyder på et hvilket som helst emne, hvis det du siger på nogen måde modsiger Islam, forbliver de uoverbeviste. De kan ikke overbevises, ligegyldigt hvor objektiv præsentationen er. At prøve at argumentere mod dem er nogenlunde det samme som at prøve at argumentere med din computer, når man har ramt den forkerte tast;
hvis Koranen, Hadith´en eller mullah´en har sagt det, så er den historie ikke længere. Slut, prut, finale.

Det kan for mange i vesten synes komplet ubegribeligt, at entiteter der meget ligner virkelige mennesker, i så stort omfang “tænker” som Borg´ens Enhed´er. Når man prøver at tale med dem, synes det nærmest som om, at deres kroppe er blevet invaderede af en fremmed livsform, der har overtaget deres sind. Lidt ligesom i den gamle film “Invasion of the Bodysnatchers”. Det virker som om, at de overhovedet ikke længere er mennesker, men blot et slags fartøj, der udfører ønskerne fra en slags ikke-menneskelig enhed.

Leave a Response »

 

Gentagelsens betydning og skabelsen af en muslim mandag, okt 6 2008

Lad os begynde med en normal nyfødt baby. I mange islamiske lande findes en skik, der handler om at hviske en bøn i øret på den nyfødte; processen med at skabe muslimen begynder omgående, og fra det øjeblik, er den uophørlig.

Husk på at den nyfødte er præindstillet på at lære nyt materiale. At lære helt nyt materiale er en “specialitet” for den nyfødtes hjerne. Eftersom menneskets hjerne er født “tabula rasa” i kundsskabshenseende,
er det nødt til at være forfærdeligt dygtig til at organisere og give ting mening, som de aldrig tidligere har været præsenteret for, ellers ville det være “kørt fast”, ude af stand til at “komme ud af starthullet”, for ikke at sige “deltage i løbet”.

Den nyfødte hjerne har mange flere hjerneceller end en voksen har,men cellerne er ved fødslen anatomisk og fysiologisk umodne. De har lavet meget få forbindelser med hinanden, så for den nyfødte er alt “derude” ude af kontekst og giver ikke nogen mening.

Neuronerne begynder at modnes; ved hver oplevelse begynder nogle celler at kommunikere med andre celler. Hvis oplevelsen gentages ofte nok, bliver forbindelsen mellem cellerne permanent. Efter et stykke tid begynder de ubrugte celler at dø.

Disse – i numerisk overtal af celler og “ubrugte” netværk – er så hemmeligheden om den stejle læringskurve, man ser hos meget unge børn.

Tidligt i livet lærer vi gennem repetition. Det er den måde permanente forbindelser mellem hjerneceller etableres.
En enorm mængde af den slags læring finder sted før man er fem år, og stort set det hele automatiseres hurtigt – de neurale
netværk for individuelle opgaver bliver så veletablerede, at genkaldelsen af information bliver bestræbelsesløs.

Vi genkalder os meget lidt af den læring der finder sted op til femårsalderen, til trods for at der er under denne periode at læringskurven er stejlest. Kognitive psykologer mener, at grunden til at vi ikke kan lagre hukommelse i en form vi let kan genkalde. For at kunne lagre hukommelse effektivt, er vi nødt til at have et sprog, hvilket ikke er særligt veludviklet før femårsalderen.

Yderligere, mens den del af hjernen der er så vigtig i skabelsen af hukommelse, hippocampus, modnes ret tidligt i livet, så er neocortex, hvor langtidshukommelsen gemmes, ret umoden indtil omkring børnehavealdren. Når hippocampus skaber hukommelse, og sender dem til tumlingens neocotex, bliver den ikke bevaret særligt effektivt,
især kompleks hukommelse, så den hukommelse vi har fra omkring femårsalderen er noget fortegnet. Noget vi lærer i alderen
ét til to år, er vanskeligt for os at genkalde i seksårsalderen.

Dog, omkring fem eller seks års alderen sker der noget meget vigtigt. Da har vi opnået en stor databank af simple fakta, og nu kan vi begynde at evaluere dem. Det er omkring dette tidspunkt vi begynder at forstå ting som døden, og det faktum at smerte også er noget andre føler.
Vi begynder at forstå, at “godt” og “ondt” har betydninger ud over den idé, at mor bliver sur på os for noget; vi begynder at forstå, at smerte og død ikke er gode ting.

Kort sagt er vi nu parate til at lære det mest elementære filosofiske, især etik.

Men man har lidt travlt. Mellem femårsalderen og puberteten er tidspunktet hvor de grundlæggende ideer om godt og ondt, om verden er et godt sted eller ej, om andre folk kan forventes at behandle os rimeligt eller ej og så videre, bliver etableret. Attituder og følelsesmæssige responser bliver også indgraveret i denne tid, og som andre slags læring, bliver de automatiserede. Den slags etableret, vanemæssig og automatiseret måde at tænke og respondere følelsesmæssigt på, kaldes ofte en “mentalitet”. En veletableret mentalitet er vanskelig at ændre efter puberteten, når, under inflydelse af hormoner, hjernen “krystaliseres” ind i den voksnes organisation, som den vil bære med sig gennem resten af livet. Det betyder ikke, at nogen med en bestemt mentalitet ikke kan forandre sig – det betyder bare, at det er vanskeligt – og mange finder det for vanskeligt.

Martin Luther forstod hvor vigtigt det var, med sin tro at række ud efter børn, da han brød med den katolske kirke. Han skrev til lederne af de tyske stater, og bad dem etablere et skattefinansieret skolesystem, hvor der var mødepligt og curriculum kunne kontrolleres. På den kunne hele generationer på ganske få år vokse op og blive lutheranere,
selvom mange forælre ikke var enige med ham. Faktisk var det luthersk styrede skolesystem model for det amerikanske system etableret af Horace Mann.

Ved synet af lutheranernes succes med deres skolesystem, svarede katolikerne med en hel klosterorden, jesuiterne, udelukkende dedikerede til undervisning. De havde ikke statsskoler, men systemet jesuiterne udviklede, Ratio Studiorum, blev bredt anerkendt som det bedste og mest innovative for sin tid, så forældre var ivrige efter at deres børn skole gå der. Jesuiterne erkendte også vigtigheden af at nå børnene med deres ideer, mens de stadig var unge, med ord som
“Giv os dit barn til det er seks år, og det skal være vores resten af livet”.

 

Leave a Response »

 

Undervisning og skabelsen af en muslim mandag, okt 6 2008

De er eksperter i at erindre barnet om, at det er en muslim. Først hører barnet sine forældre bede fem gange om dagen, syv dage om ugen, tooghalvtreds uger om året, og inden længe deltager barnet, fortsættende dette resten af livet.

Barnet deltager i tjenester i moskeen minimum en gang om ugen, hvor det hører imamen tale om Islam.

Det deltager i mange fester og ceremonier. Nogle, ligesom Ramadan, varer en hel måned. Det prøver at lave minimum én rejse til Mekka i løbet af livet, et kæmpe foretagende, i hvilket det deltager med millioner af trosfæller.

Koranen, skriften om Islam, er den eneste betydningsfulde bog i visse skoler. I andre skoler er skolearbejdet tungt influeret af religiøse læresætninger, og enhver afvigelse derfra anses for værende en synd.

I Palæstina inkluderer det elementære curriculum fysisk undervisning, hvor børnene lærer at kaste granater og mime andre slags kamphandlinger.

I en undersøgelse af religiøse curricula i Saudi Arabien af tidligere dommer i Saudi Arabien Al-Qassem og journalist Al-Sakran viste det sig, at mellemste og højeste del af skolerne i Saudi Arabien, har tre religiøse curricula. Det ene er Hadith, et generelt curriculum om islamiske traditioner; et andet er Al-Fiqh, et curriculum om emner som religiøs lov og ritualer; og et tredje er Al-Tawid, et curriculum om tro.

Curricula underviste vedholdende i had mod ikke-muslimer. “Ikke-troende” – vantro – frygtes og hades, da de introducerer forbudte innovationer til Islam. Disse curricula gør affejende beskyldninger om “takfir” (ikke-tro), der tillader drab og inddragelse af ejendom “mushrikun”, en term der i tidligere tider refererede til enhver religion med mere end én gud, men som i dag refererer til enhver ikke-muslim (endog andre muslimer).

Selv erklæringer som “Medicinske fremskridt vil eliminere sygdomme” anses for værende et eksempel på “ikke-tro”, da dette attributterer begivenheder fremkaldt af andet end Allah’s vilje.

Selv brugen af alternative navne for Allah, anses for værende “ikke-tro”.

Undersøgelsen konklusion var, at denne lærdom fyldte eleverne med den konstante frygt, at de kunne blive ikke-troende, da religiøs afvigelse er en fare der kan ligge i vente for enhver, til enhver tid, på ethvert sted.

Der er en stor understregning af farerne ved at blive “de andre”. Ikke-tro spredes i den muslimske verden, Islam oversvømmes med forbudt innovation, og samfundet undergår moralsk opløsning.

Kun gejstlige kaldes lærde, mens videnskabsmænd ikke kaldes dette.

Listen over principper der undervises i, er lang. Her er nogle få eksempler:

Vantro skal besejres; verdenskalifatet skal genetableres

Jøder og kristne er særligt farlige og slemme, selvom ingen ikke-troende nogensinde er god eller uskyldig

Ethvert land en muslim har sat fod i, er muslimsk land

Udbredelsen af Islam er en religiøs forpligtelse

Der kan ikke eksistere nogen lov eller regering, der ikke udspringer af Koranen, da Koranen kommer direkte fra Allah’s mund, og er derfor perfekt som den er

Alt menneskeskabt, enhver lov eller regering, der ikke udspringer af Koranen, er falsk, uvederhæftig

Israel skal udryddes fra jordens overflade

Drab på en vantro er i orden, især hvis den vantro nægter at konvertere, eller hvis det er i Islam’s tjeneste

Kvinder er dumme

Det meste af helvede er befolket af kvinder. Hvis en kvinde bare én gang mishager sin mand, kan hun ikke komme i Paradis

Det er en religiøs forpligtelse at substituere andre konstitutioner med Koranen

Dette fortsætter dag efter dag, uophørligt, fra barnet sætter fod i skolen, til det forlader den. Når det forlader skolen, bliver det en del af samfundet, hvor denne tankegang er blevet automatiseret, og hvor synkron march til trommelyden er endeløs. Film, fjernsyn, radio, aviser, tjenester i moskeen – listen er endeløs, dette buskab holder aldrig op.

Det er ikke kun i det offentlige liv, at Islam rækker ud med kvælertaget; der findes ligeledes detaljerede instruktioner for privatlivet; hvordan man klipper sine negle, hvordan man går på toilettet, hvordan man slipper af med hunde- eller kattehår i tøjet, hvordan man tørrer sig efter at have lavet “stort”, hvordan man har sex, hvilken hånd man spiser med, og så videre, og så videre. Hvert øjeblik af hver eneste dag er regeret af én eller anden mikro-management-regel.

Der er ingen vej ud…..

Leave a Response »

 

Den politiske korrektheds ”Ti Bud” tirsdag, okt 7 2008

Den politiske korrektheds skadelige indflydelse på kulturen som helhed, bliver af mange begrædt. Politisk Korrekthed underminerer vort land og kultur. Denne snævre tankegang udsætter os for en dødelig fare fra Islam.

Politisk Korrekthed insinuerer sig værende kropsliggørelsen af politik under mangt et alias – multikulturalisme, diversitet, tolerance, konventionel visdom, progressiv tanke, og alle vor tids andre dunstende ortodokser. Den fås i et antal smagsvarianter.

Følgende ti grundlæggende principper kommer fra Politiske Korrekthed. De kan kaldes den politiske korrektheds ti postulater; eller de kan lejres i imperativet ”Multikulturalismens Ti Bud”.

1. Amerika er éntydigt ondt
2. Amerika’s selvforsvar kan aldrig forsvares
3. Illitterære folk fra fattige lande er amerikanerne overlegne
4. Jorden ville være et bedre sted uden mennesker
5. Profit er altid umoralsk
6. Forskelle individer eller grupper imellem er uretfærdige
7. Stærke følelser undskylder for udvalgte offergrupper enhver adfærd
8. Politikker udsprunget af jødisk-kristne principper er underforstået suspekte
9. Konservative er hyklere; venstreorienterede er oprigtige
10. Der findes ingen handlinger fra Gud; der findes kun handlinger fra staten

Der findes talrige følgeslutninger, udvidelser og undtagelser for de ti postulater, så en anelse eksegese er på sin plads.

 

1. Amerika er éntydigt ondt

 Amerikansk ”demokrati” er en joke. U.S.A. er i virkeligheden et fascistisk diktatur, regeret af Bush-kliken, manipuleret af zionistiske neokonservative

Andre lande kan arrangeres i orden efter ondskab: Israel, England, Australien, Italien og så videre, indtil vi når de arabiske lande som eksempelvis Iran, og derefter Nord Korea og Cuba. Cuba indeholder, selvfølgelig, intet ondt overhovedet.

Der findes undtagelser for amerikansk ondskab, men kun under demokratisk administration, og med godkendelse fra Frankrig og Tyskland.

 

2. Amerikansk selvforsvar kan aldrig forsvares

Krig har aldrig løst noget. Forhandlinger gennem F.N. er altid den bedste måde at adressere problemstillinger. Nationers sammenkomst i god vilje gennem dialog kan fungere for alle parters løsning af problemer. Hvis Amerika var mere sensitiv omkring forskellige kulturers problemstillinger, ville der aldrig være nogen aggression mod os.

 

3. Illitterære folk fra fattige lande er amerikanerne overlegne

Samfund der opfostres uden alle de teknologiske distraktioner, der påvirker os i vesten, er bedre i stand til at opnå intuitiv forståelse for verden, og leve i samhørighed med deres miljø.

De folk kan, du ved nok, lissom lære os ting og sager om Moder Jord, og alt sådan nåed.

 

4. Jorden ville være et bedre sted uden mennesker

Menneskeheden er en forbandelse, en pådragelse, på jordens overflade. Vi må reducere vort økologiske ”fingeraftryk”, helst til nul. Den menneskelige befolkning må reduceres drastisk.

Undtagelse: Vi, de venstreorienterede, skal forblive, for at kunne afgøre hvem der må dø.

 

5. Profit er altid umoralsk

Ejendom er røveri. Al økonomisk aktivitet bør kontrolleres af særlige regeringskammerater, der skal sikre, at priserne er rimelige, og at ingen bliver flået.

 

6. Forskelle individer eller grupper imellem er uretfærdige

Affirmative action. Ingen lades tilbage. Alle er over gennemsnittet. Intet spil har en taber. Ingen er rigere end nogen anden. Ingen er dummere end nogen anden. Ingen ved mere end nogen anden.

Vi venter med spænding på dødens lighed i døden

 

7. Stærke følelser undskylder for udvalgte offergrupper enhver adfærd

Når Nørrebro brænder, er det forståeligt, fordi medlemmerne af en udvalgt offergruppe af en kommunal instans blev frataget deres retmæssige beboelse.

Eller det er forståeligt, når arabere torpederer en skyskraber, fordi amerikansk politik har holdt dem fattige og tilbagestående…og derudover undertrykker amerikanernes venner, israelerne, deres palæstinensiske brødre.

Når en knægt udrydder halvdelen af sin klasse med en maskinpistol, så er det fordi han blev mobbet og foragtet.

 

8. Politikker udsprunget af jødisk-kristne principper er underforstået suspekte

At handle på moralsk basis er fordomsfuldt, og vi må IKKE være fordomsfulde. Bortset selvfølgelig når det gælder fordømmelsen af racistiske, sexistiske, homofobiske, fordomsfulde, fundamentalister.

 

9. Konservative er hyklere; venstreorienterede er oprigtige

Når en konservativ fremmer sine vælgeres interesser, er denne kynisk. Når en venstreorienteret propper lommerne med offentlige midler, boller sin sekretær, og chikanerer sine underordnede – ja, så gør denne det ”for børnene”.

 

10. Der findes ingen handlinger fra Gud; der findes kun handlinger fra staten

Når en orkan udrydder et boligområde, så er regerings varslingssystem utilstrækkeligt. Når jordskælv rammer en by, må bygningssikkerheden forbedres. Når folk dør i oversvømmelser, isstorme eller asteoridenedslag, er det regeringens skyld, at ingen advarede dem eller beskyttede dem.

På den positive side kan man sige, at regeringen skaber job, og distribuerer goder gennem sine generøse velfærdsprogrammer. Regeringen får solen til at skinne og regnen til at falde…i al fald på statsstøttede landbrug.

Politisk Korrekthed er en eroderende ideologi, der har ædt sig vej gennem de fleste vestlige institutioner og kultur, efterladende dem hule og svækkede over for den fremmarcherende islamisme. Vor fjende er fyldt med retskaffen nidkærhed, parat til at dø for sin overbevisning, og har ingen tvivl om sin religions overlegenhed. Vi i vesten, med vores selvudslettende, undskyldende, selvbebrejdende indstilling, og teologiske selvhad, har meget liden spirituelt forsvar mod den kommende nedslagtning.

Skandinavien er vestens ”kanariefugl i kulminen”. There is something rotten in the State of Denmark (and Sweden and Norway). Holland plukker allerede frugterne af radikal multikulturalismes tolerance.

Disse modige mennesker I Europa giver resten af verden en tidlig advarsel. Det er høje tid at opdatere virusprogrammet, inden den politiske korrekthed lukker os ned.

 

Leave a Response »

 

Definerende vores rolle i et globalt samfund onsdag, okt 8 2008

”Hold dine venner tæt ved dig, men hold dine fjender endnu tættere”. En politisk eller militær strateg forstår, at for at vinde en debat eller fysisk konfrontation, er det imperativt at være i stand til at anticipere ethvert argument eller enhver handling, enhver modstander kan planlægge. Kun på den måde kan den ultimative sejrsherre forblive forrest og bevare føringen. Isolationisme placerer den enkelte i en sårbar position; forladende sig på forsvar, ikke angreb. Anticiperende det næste træk er sund politik, hvis ikke man vil overraskes af et bagholdsangreb.

Ofte refereret til som ”Femte Kolonne”, er folk der influerer den offentlige mening gennem varierende medier, og promoverer en uddannelsesagenda, hvis hensigt det er at underminere familieværdier, Grundloven´s principper og promovere medlemskabet af en verdensregering. Hjælp og tilskyndelser til vore fjender er almindeligt ubekendte i pantsættelsen af vores samfund, orkesteret af de der mener, at alle i samfundet skal behandles éns, uanset forskelle. Andre spiller en rolle i en agenda, der vil fjerne vores form for styre, og erstatte det med et styre der ikke tillader jødisk-kristne medlemmer af samfundet.

Antonio Gramsci teoretiserede i sin bog ”Prison Notebooks”, at kristendommen tjener som barriere for ”den nye, revolutionære civilisation marxisterne ønsker at skabe”. Ethvert åbenlyst forsøg på at nedbryde dette sammenstimler tilhængere, der er fast besluttede på at forsvare ”målet gradvist at transformere samfundets kollektive bevidsthed, over få generationer, fra det tidligere kristne verdenssyn, til marxismens mere harmoniske verdenssyn”.

Gramsci troede at venstrefløjsgrupper som radikale feminister, ekstremistiske miljøforkæmpere, ”borgerrettighedsforkæmpere”, anti-politi associationer, internationalister og ultraliberale kirkegrupper, behøvede at samarbejde med kommunisterne, for gennem en forenet arbejderfront at skabe transformationen af den gamle kristne kultur.

Yderligere ville kommunister og deres sympatisører tage kontrol over ”kirker, uddannelse, aviser, magasiner, elektroniske medier, seriøs litteratur, musik, visuelle kunstarter og så videre, ”for at kunne dirigere menneskelige tanker og fantasi”. Med disse betingelser på plads ”forsvinder seriøs opposition, eftersom menneskeheden ikke længere er i stand til at optage argumenter fra marxisternes modstandere. Menneskeheden vil faktisk ”elske deres trældom, og vil ikke engang opdage deres trældom”

William Lind forklarer i ”What is Political Correctness?”, at marxismen laver indhug i vore samfund, gennem en bevægelse ved navn “Kulturel Marxisme”, bedre kendt under betegnelsen “Politisk Korrekthed”. Dette begyndte for mange årtier siden på Frankfurterskolen, hvis formål det var, at redde menneskeheden fra vestlig civilisation. Mange af skolens ledere flygtede far den tyske nationalsocialisme til amerikanske universiteter.

Han peger på mange paralleller mellem Politisk Korrekthed og klassisk, økonomisk Marxisme; den første værende, at begge ideologier er totalitære. Den kulturelle marxismes mål er at skabe ”et samfund ikke bare af lige muligheder, men lige betingelser”. Denne vision modsiger menneskelig natur, ”da folk er forskellige, ender de ulige, uanset udgangspunkt – samfundet vil ikke samtykke dette, med mindre det tvinges”. Politisk Korrekthed overtager ytringsfrihed, presse og tanke.

For det andet har Kulturel Marxisme og klassisk, økonomisk Marxisme enkeltfaktorforklaringer på historien. Klassisk Marxisme argumenterer, at hele historien er determineret af produktionsmidlernes ejerskab. Kulturel Marxisme siger, at historien i det store hele kan forklares ved hvilke grupper – defineret gennem køn, race og seksuel normalitet eller abnormalitet – der har magten over andre gruppe.

For det tredje at ”erklære visse grupper for dydige og andre for onde a priori, uden hensyntagen til disse individers faktiske adfærd. Klassisk Marxisme definerer arbejdere og bønder som dydige, og bourgeoisiet (middelklassen) og andre kapitalejere for onde. (Politisk Korrekthed anerkender ikke eksistensen af kvinder der ikke er feminister, og definerer sorte der afviser Politisk Korrekthed som hvide)

For det fjerde eksproprierede ”Økonomiske Marxister”, hvor de end kom til magten, bourgeoisiets ejendom, og overrakte det til staten, som ”repræsentanter” for arbejdere og bønder. Kulturelle Marxister vil hvorend de kommer til magten, pålægge den hvide mand, og andre der er uenige, strafomkostninger, og giver privilegier til grupper de favoriserer. ”Affirmative Action” er et eksempel.

For det femte anvender begge parter ”skidtvidenskab” i deres analytiske metoder, for at fordreje beviser, så de i alle situationer demonstrer ”korrektheden i deres ideologi”. Kulturelle Marxister anvender lingvistisk dekonstruktion i demonstrationen af at sorte, kvinder og homoseksuelle undertrykkes, ved at ”læse meningen ind i teksternes ord (uanset deres faktiske mening).

Islamfascister har også opnået forståelsen af, at det er lettere at vinde over et folk, der er sympatiske mod deres sag, end direkte at true deres måde at leve på. I følgende forklarer Frank Salvato, at et brev skrevet af Ayman al Zawahiri til Abu Musab al Zarqawi, gør det åbenbart, at Zawahiri forstår vigtigheden af effekten af medierne.

”Skaden smedet af femte kolonne er ikke irreversibel, men vi må kende den for det den er, så den kan skubbes tilbage. Én måde ville være ikke at tillade fremmed præcedens, under afgørelsen af betydningen af konstitutionen. Højesteretsdommer Roberts mener, at fremmed præcedens strækker sig til dommeres råderum, og ”tillader dommeren at inkorporere hans eller hendes personlige præferencer og tilsløre dem med autoriteten af præcedens, da de finder præcedens i fremmed lov, og anvender denne betydning til at afgøre konstitutionens mening”, hvilket er misbrug af præcedens. Hjemlig præcedens kan begrænse og forme dommeres råderum. Nyligt har højesteret anvendt fremmed præcedens i afgørelsen Roper mod Simmons omkring ungdomsdødsstraf”

I uddannelse findes også en meget viljefuld agenda omkring skabelsen af en ny social orden. Den begyndte i 1915, da John Dewey´s kollega Charles Judd fra Cleveland-gruppen, opfordrede medlemmer til at reorganisere deres skolers instruktionsmateriale; signalerende begyndelsen af ”skudsmålsprocessen”, brugt til at kontrollere udannelse.

I 1930 blev John Dewey citeret for at have sagt, at de demokratiske ideal kun er muligt under opgivelse af kristendommen. ”Den døende laissez-faire må fuldstændigt destrueres, og alle må være emne for en højere grad af social kontrol…..En rimelig indkomstdistribuering må søges…..og skolernes overordnede funktion må være individets sociale orientering. Den må søge at give forståelsen af overgangen til en ny orden.

I 1940´erne promoveredes de socialvidenskabelige tekster ”Building America”, der senere blev fordømt af California Senate Investigating Committee on Education, for ”deres underliggende støtte til Marxisme eller Socialisme, modarbejdende amerikanske værdier”. I sidste instans brød socialvidenskabelige studiers curriculum med ”den traditionelle dominans af Historie og Geografi”.

I 1970 udtalte præsident for NEA Cathrine Barrett, at ”dramatiske ændringer i måden vi opdrager vore børn i år 2000 er indikerede, især i retning af skoling. Hun fortsætter, ”Vi bliver nødt til at erkende, at de såkaldt ”grundlæggende færdigheder”, der for nuværende repræsenterer næsten hele grundskolens bestræbelser, må reduceres til en fjerdedel af den nuværende skoledag. Kun sådan kan læreren ”komme til sin sande ret”. Som mere end blot en informationsdispenser, vil læreren være en formidler af værdier, en filosof…..Vi vil blive forandringsagenter.

Hillary Clinton i bogen ”It Takes a Village”: ”Børn tilhører, ikke forældre, men hele samfundet”

Femte Kolonne truer selve vores eksistens. Den hjælper og tilskynder vore fjender, i deres bestræbelser på at underminere vores kulturarv, gennem fremhævelse af minoritetsværdier og overbevisninger, og marginaliserende værdierne opretholdt af landets majoritet.

Alt dette er en spand koldt vand i hovedet på vore forfædre, der kæmpede for vore værdier

Hvad ville vore forfædre mon have haft os til at gøre? Definere vores rolle i det globale samfund, eller lade fjenden definere den for os?

Leave a Response »

 

Skabelsen af en venstreorienteret torsdag, okt 9 2008

Før man gør sine overvejelser over, hvad der forårsager en venstreorienteret til at vælge at være venstreorienteret, bør man bemærke, at en person der stemmer på et venstrefløjsparti, ikke nødvendigvis behøver være særligt venstreorienteret. Vedkommende kan stemme på et venstreorienteret parti, alene af den grund at venstrefløjen har mere at byde på. Venstrefløjens entusiasme omkring lighed eksempelvis, tenderer at skabe et indtryk af, at venstrefløjen vil magte at give den fattigere arbejderklasses folk en større del af ”kagen” – og knap så velstillede folk må i al fald initierende finde dette appellerende. Lipset pegede dog for længe siden på, at knap så velstillede arbejderklassefolk faktisk generelt kan være, og til tider stærkt være, konservative, til trods for deres (selvinteresse) stemme på et venstreorienteret parti. Denne tendens i retning af konservatisme blandt arbejderklassefolk har været set, i al fald siden det nittende århundrede, og er så vedholdende, at den former en vital vælgermæssig støtte for konservative partier. Hvordan? Fordi omkring en fjerdedel af arbejderklassen faktisk er så konservative (accepterer ulighed), at de modstår venstrefløjen og stemmer konservativt – imod hvad der synes at være deres klasseinteresser. Resten af dette indlæg vil behandle den virkelige venstrefløj – folk der er tilhængere af, og promoverer, venstrefløjsideologi, mere end de der blot stemmer venstreorienteret.

Så hvorfor modsætter en ideologisk venstreorienteret sig den eksisterende sociale, økonomiske og politiske orden? Hvorfor er de så målrettede i deres propaganda for ændringer, uanset hvor irrationelt eller uproduktivt det end måtte være? Det kan der være mange grunde til, og for mange venstreorienterede vil mere end én grund passe.

Den enkleste forklaring kan ganske enkelt være, at man er født ind i et venstreorienteret verdenssyn. Bliver man eksempelvis født ind i et arbejderklassemiljø, garanterer det med næsten sikkerhed et venstreorienteret syn på mange emner. Fagforeningsaktivitet og venstrefløjen har generelt være så stærk så længe, at de er radikaliserede på mange områder, der ellers ville have været støttet af en konservativ befolkning, og fået venstreorienterede synspunkter til simpelthen at blive traditionelle der. Man kan sige, at forklaringen på et venstreorienteret syn der, kan siges at være et sociologisk et.

Et andet eksempel på en sociologisk grund til et venstreorienteret syn kunne være den måde universitetsstuderende blev radikaliserede på, i et overvejende liberalt akademisk humanioramiljø og socialvidenskabeligt miljø. Lærerne synes også ofte at være venstreorienterede, af hvilke mange der underviser og styrer andre i arbejdssammenhæng, også synes at fortsætte dette efter arbejdsdagens ophør.

Leave a Response »

 

Islamisk antisemitisme og dens nazistiske rødder lørdag, okt 11 2008

Ved undersøgelse af islamistiske gerningsmænd kræver det, at vi undgår at anvende vor vestlige forståelse af verden. Hvis vi udelukkende holder os til vore vestlige fornuftsbegreber – såsom loven om årsag og effekt – kan dette lede til den misledende opfattelse, at håbløshed og dyb desperation er rødderne for selvmordsbombere. Der findes mange mennesker i verden, der har alle grunde til at føle sig desperate omkring deres elendige og udsigtsløse liv. Ingen af disse griber dog til myrderier på mennesker, ved at sprænge overfyldte busser i luften, eller kapre jetfly, for derefter som eneste formål, at dræbe dem selv og så mange andre mennesker det er muligt at tage med i døden. Sådan reagerer mennesker i almindelighed ikke på elendighed. Ved undersøgelser af dokumentationsvideoer af såkaldte ”Palæstinensiske martyrer”, produceret lige for deres dødsmissioner, vil vi ikke finde beviser på desperation eller håbløshed, men i stedet finde en enorm mængde stolthed og glæde, en glæde tæt på begejstring. Derfor kan gerningsmændenes motiver hverken forklares med anvendelse af årsag-effekt-teorier, ej heller kan motiverne tilskrives ”ondskab”. Disse mennesker anser ikke dem selv for værende onde, men ser i stedet dem selv som modige frihedskæmpere og gudfrygtige frontløbere. Undersøgelser af sindene hos islamistiske gerningsmænd kræver derfor vor villighed til bogstaveligt talt og seriøst at påtage os en verdensanskuelse, der for os synes fremmed og grænsende til vanvid.

For at forstå hvad lighederne mellem islamistiske og nazistiske overbevisninger er baseret på, må vi først se på Ægyptens ”Det Muslimske Broderskab”, der blev grundlagt i 1928, som etablerede islamismen som massebevægelse.

Den fortsatte betydning for Det Muslimske Broderskab for islamismen, er sammenlignelig med det bolsjevittiske partis for kommunismen i det tyvende århundrede: Det Muslimske Broderskab er den organisatoriske, såvel som den ideologiske kerne, der succesfuldt inspirerede alle efterfølgende islamistiske grupper og tendenser. Ingen anden organisation har influeret Al Qaeda´s stampersonel i højere grad end broderskabet og dets ledende medlemmer Hassan al-Banna, Sayyid Qutb og Abdullah Azzam har.

Yderligere har Det Muslimske Broderskab været organisationen, der først skabte konceptet om en moderne tids krigeriske Jihad, og gjorde længslen efter døden til et islamisk ideal.
Dette er af særlig betydning, eftersom Islamisme står for den fundamentalistiske forståelse af Islam, kombineret med det udtrykkelige formål at skabe et krigerisk Jihad. Så tidligt som i 1938 præsenterede Hassan al-Banna, den karismatiske grundlægger af broderskabet, sin egen version af Jihad, i et essay ved navn ”The Industry of Death”. I denne artikel beskrev han ikke rædslen ved at dø, men i stedet afbillede døden som et ideal at længes efter. Hassan al-Banna skrev: ”For en nation der perfektionerer dødens industri, og som ved hvordan man dør en nobel død, giver Gud et stolt liv i sin verden, og endeløs nåde i efterlivet”

Konceptet om krigerisk Jihad blev entusiastisk velkommen af ”Gud´s tropper”, som broderskabet refererede sig selv som. Når som helst deres bataljoner i semi-fascistisk formation marcherede ned af Kairo´s boulevarder, sang de: ”Vi er ikke bange for døden, vi begærer den…Lad os dø i muslimernes frelse”. Denne særlige fortolkning af Jihad kom ikke før omkring 1930´erne. Det bør bemærkes, at dens sammenfald med ankomsten af en nylig ondartet antisemitisme, er absolut verificeret.

Oprindeligt antændte den britiske kolonimagt et kald på en Sharia-baseret ny orden, og producerede Islamisme som en social bevægelse, og som et redskab for modsættelsen af kulturel modernitet. Med broderskabet møntede ikke primært sin Jihad mod britterne, franskmændene eller den ægyptiske elite, der havde samarbejdet med briterne. I stedet var jihadbevægelsen op til 1951 næsten udelukkende eksklusivt fokuseret på zionisme og jøder.

Mens medlemskabet af broderskabet havde rundet otte hundrede i maj 1936, var det omkring august 1938 vokset til utrolige to hundrede tusind – ikke medtællende de mange ikke-medlemmer der støttede broderskabet. Men i disse to år fandt kun en stor kampagne sted i Ægypten, som udelukkende var målrettet zionisme og jøder.

Kampagnen selv blev initieret af den såkaldte ”Arabiske revolte” i Palæstina, som den notoriske mufti i Jerusalem, Amin el-Husseini, havde iværksat. ”Ned med jøderne!” – ”Jøderne ud af Ægypten og Palæstina!”, var slogans i massedemonstrationerne, som broderskabet organiserede i Ægyptens byer i 1936. Deres pamfletter opfordrede til boykot af jødiske varer og butikker. Deres avis al-Nadhir offentliggjorde en regulær klumme kaldet ”Faren ved Ægyptens jøder”. De offentliggjorde også navne og adresser på jødiske forretningsmænd, og navnene på angiveligt jødiske avisudgivere over hele verden, påførende disse enhver ondskab – fra kommunisme til prostitution – til den ”Jødiske plage”

Mange af deres aktioner, såvel som deres retoriske slogans anvendt i denne anti-semitiske kampagne, var klart taget fra nazi-tyskland. Broderskabet inkluderede dog også islamiske rødder af had mod jøder. De brugte og spredte et citat fra Koranen, at jøder skal anses for ”troendes værste fjende”. Yderligere fremmanede de gamle historier fra det tidlige Islam´s historie, ved at pege på et eksempel fra Muhammed der, som legende fortæller det, lykkedes ikke blot at udrydde to stammer fra Medina i det syvende århundrede, men dræbte hele den mandlige befolkning i den tredje stamme, og solgte kvinder og børn til slaveri. Og de understreger (og anser stadig), at Palæstina er islamisk territorium (Dar al-Islam), hvor jøder aldrig bør tillades at regere så meget som én eneste landsby, endsige end stat.

Den mest dedikerede og bidragende i skabelsen af de første revolter mod ægyptens jøder, var tilstedeværelsen af én mand i Palæstina. Muftien i Jerusalem, Amin el-Husseini, der senere blev berygtet for sit samarbejde med nazisternes regering, havde opretholdt den højeste politiske og religiøse post i Palæstina siden 1921. Der var ingen der mere succesfuldt initierede en konflikt jøder og muslimer imellem end denne mufti. Så tidligt som i 1929 dræbte en mufti-ledet pogrom 133 indfødte jøder i Jerusalem og Hebron. Kort derefter erklærede muftien den uophørlige kamp mod jøderne, som alle muslimske troendes vigtigste ansvar. De der vovede at modsætte sig hans anti-jødiske ordres, blev offentligt afsværgede, og offentligt truede i moskeerne under fredagsbønnen.

Ikke desto mindre måtte muftien tage stilling til magtfulde modstandere, såsom klanen fra Nashashibis og den kristne minoritet i Palæstina. I kontrast til muftien prøvede Nashashibis´erne at komme over éns med jøderne, såvel briterne, på en mere pragmatisk måde, ved at forhandle, mere end at engagere sig i kampe og drab.

Kontroversen mellem Husseini-klanen og Nashashibis fandt sted under ”Den arabiske revolte” i 1936, som havde haft til mål, at sætte en fuldstændig stopper for jødisk immigration. Denne særlige revolte var ”et afgørende vendepunkt i den moderne, og ultimativt tragiske palæstinensiske historie, for zionismen og for Mellemøsten”, som Aaron S. Klieman skrev, da den skabte og substantielt formede udviklingen af islamismebevægelsen.

Muftien brugte denne opstand til at slippe af med alle palæstinensere, der var uenige med ham, og var villige til at forhandle med jøderne. Den tyske videnskabsmand Abraham Ashkenasi skriver: ”Muftien myrdede med stor brutalitet sine modstandere indenfor det palæstinensiske område. Der fandt flere myrderier sted indenfor det palæstinensiske område, end mod jøder og briter”. Det er bemærkelsesværdigt, at det allerførste islamiske terrorregime blev etableret i disse palæstinensiske territorier, som muftien kontrollerede gennem revolten. Palæstinensere der ikke fulgte muftiens anti-vestlige kode, eller ikke til punkt og prikke fulgte Sharia, blev omgående og skånselsløst myrdet.

Slutteligt brugte muftien denne revolte til at gøre det palæstinensiske spørgsmål til den arabiske verdens brændpunkt. I et brev til Adolf Hitler understregede muftien sine utrættelige og succesfulde bestræbelser på, at bruge det ”palæstinensiske spørgsmål” til at ”sammensmelte alle arabiske lande i et fælles had mod briter og jøder”. Ingen steder var hadet mod jøderne dog dybere forankret end i Ægypten, hvor Det Muslimske Broderskab i Gud´s navn kaldte på palæstinensernes drab af Nashashibis´er, der mobiliserede masserne til støtte for muftien mod jøderne.

Det skal understreges, at muftien såkaldte ”arabiske revolte”, fandt sted på baggrund af hagekorset: Arabiske pamfletter og tegn på vægge blev prominent dekoreret med nazisymbolet; Muftiens politiske ungdomsorganisation paraderede som ”Nazi-spejdere”, og arabiske børn titulerede hinanden med nazi-hilsen. De der måtte passere gennem palæstinensiske rebelske kvarterer, måtte bære et flag med hagekorset, for at beskytte sig mod angreb fra muftiens frivillige.

Fra 1933 tilbød muftien vedholdende at tjene den nazistiske regering. I begyndelse blev muftiens kamp mod jøderne støttet alene i ideologiske termer. Det var ikke før 1937, at muftiens ”Hellige krig” modtog substantiel støtte fra nazi-tyskland, i form af finansiel assistance og forsendelser af våben. Klaus Gensicke skriver i sin afhandling om muftiens kollaboration med nazisterne: ”Muftien selv indrømmede, at det helt og holdent var grundet tyske donationer, at han kunne gennemføre sin opstand i Palæstina, med slogans, våben og penge, derigennem opildnende ”Det Muslimske Broderskab” i Ægypten.

Det var dog ikke før d. 8 maj 1945, at den ideologiske tilgang mellem muftien, ”Det Muslimske Broderskab” og Nazisterne toppede. Dette blev åbenbart i begyndelsen af november 1945. Gennem denne måned gennemførte de muslimske brødre de værste anti-jødiske pogromer i hele ægyptens historie: Anti-semitismen havde da begyndt sit skift fra Tyskland til den arabiske verden.

På jubileet for Balfour-erklæringen stormede demonstranter det jødiske kvarter i Kairo. De plyndrede huse og butikker, angreb ikke-muslimer, smadrede synagogerne og satte ild til dem. Seks mennesker blev dræbt, adskillige hundrede blev såret. De islamiske aviser angreb ægyptiske jøder , ved at bagtale dem som zionister, kommunister, kapitalister og blodsugere, som ”Traffikere” af kvinder og som lejesoldater, som undergravende elementer i alle lande og alle samfund.

Et år senere, i 1946, sikrede broderskabet sig, at muftien Amin el-Husseini, der var blevet en nær ven af Heinrich Himmler, fik asyl, og blev tildelt et nyt politisk domæne i Ægypten. Siden 1945 havde muftien i Jerusalem været eftersøgt som krigsforbryder i Jugoslavien og England. Frankrig havde ham dog i ”varetægt”, og afviste alle udleveringsbegæringer. Med støtte fra broderskabet lykkedes det muftien i maj 1946 at undslippe inkognito. Efter ankomsten i Ægypten blev muftien erklæret for al-Banna´s officielle repræsentant og personlige supervisor for broderskabets aktiviteter i Palæstina. ”I kraft af sin nominering som broderskabets lokale leder i Palæstina, fortsatte muftien med at være anerkendt som national leder af det meste af den arabiske befolkning”

Man må holde sig for øje, at muftien viste sig som den mest glødende tilhænger af udryddelsen af europæiske jøder gennem Anden Verdenskrig. At tildele denne prominente islamiske figur amnesti, var derfor som konsekvens deraf set som den arabiske verdens eksplicitte accept af dennes antisemitiske attitude og antisemitiske aktioner. Fra deraf, som Bernard Lewis formulerede det, var ”en nazi-tilhængers fortid en kilde til stolthed, ikke skam”

Det magtfulde samarbejde mellem Det Muslimske Broderskab og muftien, og pogromerne mod jøderne få måneder efter verden opdagede Auschwitz viste tydeligt, at broderskabet enten ignorerede eller endog retfærdiggjorde Hitler´s udryddelse af europæiske jøder. Konsekvensen af denne attitude viste sig dog at være langtrækkende og karakteriseret af arabisk-jødiske konflikter frem til i dag.

Hvordan forklarede islamister i 1947 dem selv den internationale støtte til skabelsen af Israel?
Ved fuldstændigt at ignorere nazi-tysklands mord på seks millioner europæiske jøder, vendte de dette til en antisemitisk konspirationsteori. I dette lys anså broderskabet F.N.-afgørelsen af 1947 for et ”internationalt plot båret frem af amerikanerne, russerne og briterne, under indflydelse af zionisme”. Kort efter frigørelsen af Auschwitz og erkendelsen af, at de fleste europæiske jøder havde været for magtesløse til at forhindre deres død, erklærede islamisterne jøderne som verdens sande magthavere. Den nazistiske tro på en verdensomspændende jødisk konspiration havde ikke blot overlevet kollapsen af Hitler´s regime, men blev ivrigt optaget i 1947 i den arabiske verden, hvor Det Muslimske Broderskab da havde lykkes at mønstre en million tilhængere.

Det nye gennemslag af den nazi-lignende konspirationsteori bliver især åbenbar, hvis vi tager et kig på Det Muslimske Broderskab´s charter, der kalder dem selv for Hamas. Dette charter, skabt i 1988, repræsenterer ét af vore dages vigtigste islamistiske programmer. Her gør Hamas brug af muftiens antisemitiske retorik, som muftien igen havde optaget fra nazisterne. Broderskabet definerer sig selv som en ”universel bevægelse”, hvis Jihad var ”avantgardens spydspids” i deres kamp mod zionismen.

Dette charter indikerer tydeligt, at de er tungt influerede af Zion´s protokoller. Ifølge dette charter ”står jøderne bag Den Fransk Revolution, såvel som de kommunistiske revolutioner. De stod bag Anden Verdenskrig, hvor de tjente styrtende på handel med materialer og forberedte sig til etableringen af deres stat”. De ”inspirerede etablissementet i F.N. og Sikkerhedsrådet…for at kunne regere verden gennem deres mellemled. Der ville ingen krige være nogetsteds, uden deres (jødernes) fingeraftryk på dem”. Som en anerkendt kender af antisemitismen, Jehuda Bauer, siger: ”Islamismens sprog er helt klart et folkemordssprog. De stræber efter en gentagelse af massemordene på jøderne. Det er nedskrevet sort på hvidt”.

Det er faktisk dette vanvittige billede af jøder som onde og denne verdens skurke, der er rødderne til massemordene på civile i Israel og i U.S.A. Ved at begå deres morderiske operationer mod folk de anser for værende jøder, begår islamisterne i egen forståelse ikke nogen forbrydelse, men en frihedskampshandling, for hvilken Gud vil belønne dem i himlen. Derfor udtrykker videoer med palæstinensiske islamister ikke desperation, men i stedet stolthed og glæde.

På denne baggrund burde det ikke overraske os, at vidner i retssagen om Motassadeq i Hamburg, Tyskland, bevidnede eksistensen af antisemitisme og Mohammed Atta´s tro på nazikoncepter. Skulle det yderligere overraske os, at Osama bin Laden anklager ”jøderne” for at ”holde Amerika og Vesten som gidsler”, givet det faktum, at grundlæggeren af Hamas, den Palæstinensiske Abdullah Azzam, var den mest betydningsfulde lærer og protektor for al-Qaeda´s leder?

Leave a Response »

 

Sverige: Den Kulturelle Marxismes Triumf søndag, okt 12 2008

Mona Sahlin, leder af det svenske Socialdemokratiet, har bekræftet, at hendes parti og De Grønne vil danne en koalitionsregering i 2010. Hvilken slags politik vil en sådan regering følge? Miljøpartiet De Grønne erklærer på deres officielle hjemmeside, at uddannelsessystemet på et tidligt tidspunkt skal begynde at arbejde for ”køns-lighed”; børn har behov for modvært til kønsrollerne, som piger og drenge opdrages til. Derfor skal lærere og personale der tager sig af børn, afslutte en uddannelse i ”lighed”, før de overdrages deres eksamen. De vil yderligere afskaffe karakterer i skolen:

 

”Vi vil af med karaktersystemet. Karakterer bidrager anseeligt til stress, og er ikke et fair og objektivt system til måling af individuelt potentiale”

 

De Grønne favoriserer ideologisk globalisme i sin reneste form. De ønsker et ”verdensborgerskab”, som erstatning for det nationale borgerskab. Totalt fri migration på verdensbasis, globale skatter og styrkelse af F.N., for at sikre en retfærdig verdensorden:

 

”Vi tror ikke på kunstige grænser. Vi har en vision om ubegrænset immigration og emigration, hvor folk har ret til at leve og arbejder hvor det passer dem…Vi ønsker, at Sverige skal blive en international rollemodel, ved at skabe en plan for ubegrænset immigration”.

 

De har et stærkt fokus på anti-diskrimination og racisme, og ønsker hårde og omgående straffe for ”diskrimination”, dog blødere straffe for andre slags kriminalitet. De ønsker ”religiøst neutrale” ferier (ingen jul eller påske), og uddannelse mod racisme og diskrimination skal læres i skolen. Ingen ”fordomme” mod nogen gruppe mennesker (måske lige med undtagelse af hvide, og i særdeleshed hvide mænd) vil tillades, og alle former for fordomme bør bandlyses ved lov, uanset hvor de ytres. Blandt de former for racisme de specificerer der aggressivt skal udryddes, er ”Islamofobi”. De erkender dog, at racisme ikke kan udryddes fuldstændigt, før vi har afmonteret den ”racistiske verdensorden”, og erstattet den med en retfærdig verdensorden, hvor ingen lider eller er fattige, og ingen længere bliver udnyttet.

 

Sveriges De Grønne erklærer eksplicit, at koncepterne ”mand” og ”kvinde” er ”sociale konstruktioner”, og påtvunget alle mennesker. For at kunne opnå en ny verdensorden, er det afgørende, at alle sådanne kunstige identiteter nedbrydes. Dette skal faciliteres af uddannelsessystemet, og især af trænede lærere. De mener, at alle mennesker bør være frie til at vælge hvilket som helst navn de ønsker. Med det synes de også at mene ”køn”. De ønsker at alt skal være ”kønsneutralt”, ikke blot ægteskabsceremonier, men også identitetskort.

 

Jeg antager, at dette betyder, at jeg bør kunne vælge et pigenavn på mit identitetskort, og at staten undertrykker mig, hvis den ikke tillader det. Eftersom påførelsen af kunstige kategorier, såsom ”mand” og ”kvinde”, bidrager til opretholdelsen af den udnyttende verden af fattigdom og global opvarmning, så må man antage, at børn vil sulte i Sudan, hvis ikke jeg kalder mig ”Trine” eller ”Pia” på mit identitetskort. Trods alt har jeg en penis, men det er en socialt konstrueret penis, og den bidrager til et uretfærdigt kapitalistisk system.

 

Dette er desværre noget videnskabeligt nonsens. Professor Helmuth Nyborg ved Århus Universitet har lavet undersøgelser, der viser, at der er forskelle mellem kønnene, når det drejer sig om intelligens. Dette udløste massiv modstand. Ifølge ham, ”kan man indenfor psykologiens område ikke tale om intelligens. Man kan ikke måle intelligens, og man kan ikke rangordne folk i forhold til intelligens. Hele området om intelligens er et ”no-go”-område. Hvis du stadig ønsker at fortsætte, er du en slem person. Hvis man også der på forskellene grupper af mennesker imellem, så bliver man anset for umoralsk og helt igennem ond”

 

Ifølge professor i neurovidenskab Annica Dahlstrøm, findes mænd i ekstremerne af høj og lav intelligens. Selvom der findes kvindelige genier, så er de langt mere sjældne end mandlige genier. Hun mener, at børn primært bør overlades til moderens omsorg gennem de første leveår. Det feministiske etablissement i Sverige påstår, at hun har misbrugt sin position som videnskabsmand, for at forstærke kønsstereotyper. Som Dahlstrøm siger, er ”forskellene mellem drenge og piger, hvad angår biologi og hjerne, større end vi kunne have forestillet os”. Forskelle kønnene imellem fremkommer i fosterstadiet, og er tydeligt genkendelige i treårsalderen. Centrene i hjernen der behandler verbal kommunikation, fortolkning af ansigtsudtryk og kropssprog, er mere udviklet hos piger, selv på dette tidlige stadie. At tvinge drenge til at opføre sig som piger vil uundgåeligt skade dem. En sådan politik kunne endda, i hendes øjne, ses som ”sindsmisbrug” af børn. Alligevel er det hvad der sker, nogle gange med statsstøtte.

 

Mona Sahlin har opretholdt forskellige poster i Socialdemokratiets kabinet, blandt andet som Demokratiminister, Minister for integration og lighed. Sahlin har sagt, at mange svenskere er misundelige på immigranter, da de, uligt svenskerne, har en kultur, en historie, noget der binder dem sammen. Hun har erklæret at ”Hvis to lige kvalificerede personer søger et job på en arbejdsplads med få immigranter, skal den der hedder Muhammed have jobbet…Det burde være et aktiv, at have en etnisk baggrund der er anderledes fra svenskerens”. Dette er en anden måde at sige, at indfødte, ifølge den multikulturelle doktrin, er andenklassesborgere i deres eget land. Sahlin blev valgt til leder hos Socialdemokraterne i 2007.

 

Kun en uge efter at medlemmer af Antifascistisk Aktion (AFA) chikanerede en svensk dommer og vandaliserede hans hus, demonstrerede disse sammen med svensk politi, den svenske regering og det svenske medieetablissement under Pride Parade, i sort tøj og sorte masker, parate til at tæve enhver der ikke blev anset for værende tilstrækkeligt tolerant (de sendte ifølge deres egen hjemmeside mindst én på sygehuset). I nærheden marcherede et antal politifolk, inklusive den svenske politiorganisation for homoseksuelle.

 

Ifølge journalist Kurt Lundgren deltog Mona Sahlin i Pride Festival 2007. Hun forventes at blive statsminister, og blev under optoget, efter at have svaret på adskillige spørgsmål om orgasmer, tildelt medaljen ”Fucking Medal Award”. Har hun givet den effekt det kan have på de eksploderende voldtægtsstatistikker nogen tanke? Ifølge ledende blogger Dick Erixon er antallet af rapporterede voldtægter i Sverige nu tre gange så høj som i New York City. NYC har cirka samme antal indbyggere, men er en metropol, hvor Sverige er et land mestendels med bjerge og landsbyer. Svenske piger kaldes på daglig basis ”ludere”, og er tiltagende bange for at bevæge sig udendørs. Alligevel modtager nationens uden diskussion mest magtfulde kvinde ”Fucking Medal Award”. Hvordan mon det vil blive opfattet?

 

Og hvordan vil denne opfattelse af ”seksuel frigørelse” blive tilpasset hendes partis kælne relation med grupper affilieret med Det Muslimske Broderskab, eftersom adskillige af dens internationale ledere har indikeret, at homoseksuelle bør dræbes? Topmedlem af gejstligheden Yusuf al-Qaradawi diskuterede på den arabiske satellitkanal al-Jazeera forskellige strafmuligheder han mente var passende for homoseksualitet, såsom at blive smidt ud fra højder eller blive brændt: ”Nogle mener vi bør brænde dem, og så videre. Der er uenighed”. Mona Sahlin mener, at oppositionen på højrefløjen Sverigesdemokraterne er et ”misogynistisk” parti. Jeg antager, at Det Muslimske Broderskab ikke er? Den svenske kirke har annonceret, at den vil tillade homoseksuelle par at blive gift i kirken. Vil Socialdemokraterne sikre sig, at homoseksuelle par tillades at blive gift i moskeer kontrolleret af Det Muslimske Broderskab? Hvad mere er, vil venstrefløjsekstremisterne AFA angribe dem for homofobi, hvis de nægter?

 

Kurt Lundgren havde i maj 2007 en bemærkelsesværdig historie på sin blog. Lundgren rapporterede om et magasin målrettet mod pædagoger i børnehaven, der tager sig af børn fra 0 til 6 år. Det indeholdt anbefalinger om at promovere ”køns-lighed” og ”seksuel lighed”. Han fortalte, at i en børnehave i Stockholm opfordres forældre af pædagogerne til at udstyre deres sønner med kjoler og pigenavne. Der findes nu særlige uger, hvor drenge SKAL bære kjole. Lundgren anser denne seksuelle indoktrinering for at være værre end politisk propaganda:

 

”At give sexundervisning til børnehavebørn, at tvinge dem til at have en mening om homoseksualitet (lesbiske, transseksuelle, biseksuelle, kønsskifteopererede). Dette anser jeg for børnemishandling…Små børn, vi taler her om børn der er 3 til 6 år, kan ikke i børnehaven beskytte sig mod den slags seksuelle angreb. Forældrene er der ikke. Børnene er fuldstændigt overladt til dem selv”

 

Frankfurterskolen, en skole for Kulturel Marxisme, med tænkerne Antonio Gramsci og George Lukacs, sigtede på at kuldkaste det kapitalistiske system, ved at underminere den hegemonistiske kultur. Ifølge Gramsci ville den socialistiske revolution, der efter Den Russiske Revolution i 1917 ikke lykkedes at sprede sig, aldrig få fodfæste, hvis ikke folk blev befriet fra vestlig kultur, især fra deres ”kristne sjæl”. Som Lukacs sagde i 1919: ”Hvem vil redde os fra vestlig civilisation?” Dette kunne gøres gennem nedbrydningen af traditionel moral og familiemønstre, og undermineringen indefra af etableret kultur, ved en lang march gennem institutioner, medier og skoler. Vi kan nu se, at denne strategi har været succesfuld i vestlige medier og akademier, som ikke bare er lunkne i forsvaret af vores civilisation, men ofte aktivt på side af vore dødelige fjender. Det ironiske er, at de fleste vestlige aldrig har hørt om Gramsci. Alligevel har ideer lignende hans haft en enorm gennemslagskraft på vore liv.

 

Den britiske historiker Roland Huntford skrev i de tidlige 1970´ere en bog om Sverige ved navn ”The New Totalitarians”. Han bemærkede hvordan lighed mellem kønnene fra de sene 60´ere til de tidlige 70´ere blev aggressivt promoveret. Dette blev tæt forbundet med den seksuelle frigørelse:

 

”Faktisk er ordet ”frihed” i Sverige næsten udelukkende forbundet med seksuel frihed, måske resultatet af en tidligere manglende tilladelse, eller uønsket. Gennem sexundervisning for unge i skolerne og uophørlig propaganda i massemedierne for de ældre generationer, er det meste af Sverige blevet lært at tro, at frihed opnås gennem sex. Fordi han er seksuelt emanciperet, tror svenskeren, at han er en fri mand, og dømmer udelukkende frihed ud fra seksuelle termer…Den svenske regering har taget, hvad den ynder at kalde ”den seksuelle revolution” under sine vinger. Børn påføres i skolen, at seksuel emancipation er deres fødselsret, og dette gøres på en sådan måde, at det antyder, at staten tilbyder dem deres frihed fra gammeldags restriktioner.

 

Med gammeldags restriktioner menes kristen moral. Huntford bemærkede, at dette kom sammen med bestræbelser på at nedtone eller angribe vestlig kultur, før Den Franske Revolution. Som Olof Palme, der svensk socialistisk statsminister fra de sene 60´ere frem til 1986 sagde: ”Den såkaldte Renæssance? Vestlig kultur? Hvad har det med os at gøre?

 

”I takt med at politisk og økonomisk frihed formindskes”, sagde Aldous Huxley i ”Brave New World”, ”tenderer seksuel frihed kompenserende at tiltage”. Dette passer perfekt med Huntford´s beskrivelse. Staten fjerner din personlige, økonomiske og politiske frihed, og giver til gengæld seksuel frihed, samtidigt med at den fejrer sig selv som frigører. Sverige anno 2008 er et samfund uden reel ytringsfrihed, hvis man afviger fra den regerende ideologi. Jo mere knusende ideologisk censur og politisk undertrykkelse bliver, jo mere fanatisk udstiller den ”seksuel frihed”. Sex er frihed; frihed betyder sex, og KUN sex.

 

Statsautoriteter præsenterer dette som frigørelse af kvinder og seksuel frigørelse, men det handler i virkeligheden om nedbrydningen af rivaliserende magtkilder: Den traditionelle kristne kultur og kernefamilien. Dette efterlader staten mere magtfuld, eftersom den kan regulere alle aspekter af livet og, vigtigst af alt, kan indoktrinere nationens børn som det passer den, uden utidig indblanding fra forældre. Staten erstatter din familie, opdrager dine børn, og tager sig af de ældre.

 

I mellemtiden er landet midt i sin mest eksplosive voldtægtsbølge i nyere tid, i det store hele grundet immigration. Mens svenske piger af immigranter kaldes ”ludere”, instrueres drenge i at være så ”kønsneutrale” som muligt. Traditionelt er nationen blevet forsvaret af maskuline mænd, der finder stolthed i deres arv. Men ved fjernelsen af den kulturelle stolthed og enhver form for opfattelse af maskulinitet blandt indfødte svenskere, er landet efterladt fuldstændigt forsvarsløst. Og måske har det hele tiden været planen?

 

I Vesteuropa er der lagt store bestræbelser i at ødelægge arven fra den indfødte befolkning, og installere ”de hvide” med skyldskompleks og skam designet til at fremmedgøre dem for deres egen historie. Hensigten er, at de skal ydmyge sig foran immigranterne, og fortælle dem hvor værdiløs og ond deres kultur er, eller alternativt hvor meget de begræder det faktum, at de ingen kultur har.

 

Mens kristendommen i generationer er blevet latterliggjort, i så stort omfang, at kristne beklager sig over forfølgelse, bliver Islam præsenteret som en næstekærlig religion, og ydet en høj grad af respekt i den offentlige sfære. Måske har jeg en konspiratorisk tankegang, men med den måde multikulturalisterne fordømmer kristendommen, og så vedholdent priser Islam, kan jeg ikke lade være med at spørge, om meningen er én gang for alle at trække kristendommen op med rode. De latterliggør den ved enhver given lejlighed, og importerer samtidigt en rivaliserende religion, og gøder den som erstatning. Når den dag kommer, hvor folk er blevet tilstrækkeligt trætte af nihilisme, vil kristendommen være så miskrediteret, at den som alternativ er blevet elimineret, og folk sidder tilbage med Islam. Eller måske handler det ganske enkelt om udryddelsen af alt associeret med europæere og europæisk kultur.

 

Sverige har været kendt som et ”mønsterland”, med et økonomisk system en tredjedel af vejen mellem kapitalisme og socialisme, eller oplyst socialisme, som det er blevet kaldt. I 2008 refererer ”Den svenske model” ikke længere til en økonomisk succeshistorie, men en rædselshistorie af et kulturelt selvmord, gramsciansk kulturel marxisme, ideologisk censur og undertrykkelse af afvigere. Sverige er ikke unik. Lignende tendenser ses over alt i den vestlige verden. Men Politisk Korrekthed er måske i særklasse tung her, delvist fordi Sverige i forvejen så sig selv som en ”ideologisk stat”, og landet er afgjort i front på den ideologiske kurve af undertrykkelse. De af os der stadig har kærlighed til overs for aspekter af traditionel svensk kultur, kan kun håbe på, at noget at det stadig eksisterer, og kan genkaldes, når det nuværende ideologiske paradigme er opløst.

Spørgsmålet forbliver dog, hvor meget der vil være tilbage af den svenske nation, når først vi er nået til dette punkt. Hvad der dog er sikkert, er, at der fremover venter rå tider. Ikke bare for Sverige, men for hele den vestlige verden, i takt med at multikulturalismen faciliterer en langsom opløsning af vore samfund.  

 

 

 

 

Leave a Response »

 

E.U. bandlyser termer som ”Jihad” mandag, okt 13 2008

Den Europæiske Union har optrukket retningslinier retningsvisende talsmænd fra at forbinde Islam med terrorisme i deres udtalelser

 

Embedsmænd i Bruxelles har bekræftet eksistensen af en klassificeret håndbog, der tilbyder ”ikke-stødende” fraser til anvendelse i forbindelse med annonceringen af anti-terroristoperationer eller behandle terroristangreb.

 

Bandlyste termer siges at inkludere ”jihad”, ”islamisk” og ”fundamentalistisk”.

 

Hvis vi på noget tidspunkt har behøvet beviser på, at E.U. regeres af vanvittige, forbrydere, plattenslagere og apologeter, så er nye retningslinier retningsvisende talsmænd til undladelse af at forbinde Islam og terrorisme i deres udtalelser, den mest stupide ting den populære alliance endnu har hørt.

 

Er der ingen der har fortalt de ikke-valgte forbrydere der hævdes at styre E.U., at majoriteten af terroristangreb udføres i Islam´s navn.

 

Statistikker fra 1960 til 2006 bekræfter, at 95% af alle terroristangreb er resultatet af Islam. Så hvis kun 20% af muslimer er fundamentalister, så er de 3000% mere voldelige end resten af verden.

 

Dette lille regnestykke fortabes i de hjernedøde embedsmænds hoveder i E.U. Disse er tilsyneladende de samme betonhoveder, der ikke kan kalkulere billioner af skatteyderes penge, der hvert år forsvinder hos korrupte svindlere, når høringskommisionen nægter at underskrive regnskaberne.

 

Men hvis du leder efter et mere analytisk svar, så kan regnestykket gøre op nogenlunde sådan her:

 

 

Der findes mellem 1.2 milliarder og 1.5 milliarder muslimer i verden. Halvdelen af disse er kvinder. Mens en substantiel procentdel af islamiske kvinder støtter jihad, så udføres kun en ud af halvtreds terroristangreb af kvinder. Dette efterlader en mængde terrorister på lidt over 50% af den totale population.

 

Den overvejende del af terroristhandlinger udføres af unge muslimer mellem 15 og 30 år. Denne del dækker omkring halvdelen af den islamiske verdens mandlige befolkning, efterladende os med en potentiel jihad-mængde på 25% af alle muslimer – eller omkring 300 millioner muslimer.

 

Den mest logiske måde at afgøre andelen af muslimer der er salafi/fundamentalister – et forstadie til jihad – er at anskue de seneste valg i islamiske lande. Eksempelvis opnåede den fundamentalistiske gruppe Hamas ved det seneste valg 65% af stemmerne i Palæstina. Det lidt mere sekulære Fatah, i al fald sammenlignet med Hamas, vandt kun 30% af stemmerne.

 

Mens Tyrkiets præsident Ahmed Necdet Sezar er en stemmesluger, så er denne også en fundamentalistisk muslim.  Tyrkiets parlament, der med 70% af stemmerne valgte ham, er skabt som resultatet af et populært mandat, og består overvejende af fundamentalistiske muslimer.

Tyrkiets præmiereminister Recep Tayyip Erdogan er nationens mest populære leder. Han er en dømt forbryder, der mener: ”Moskeer er vore kaserner, domer vore hjelme, minareter vore bajonetter og troende vore soldater”. Han vandt et jordskredsvalg i 2002 – og Tyrkiet menes at være den mest moderate islamiske stat.

 

Det nyligt valgte fundamentalistiske islamiske ”sindstilfælde” der styrer Iran, præsident Mahmoud Ahmadinejad, fik 62% af befolkningens stemmer. Den mest moderate islamiske konkurrent opnåede mindre end 20% af stemmerne. Opfattelsen af at majoriteten af iranere er fjendtlige mod shia-mullah´er, og er garanter mod revolution, er en myte.

 

I Libanon blev politikere begejstrede, da 50,000 mennesker marcherede i støtte for demokratiet. Følgende uge, da 500,000 mennesker protesterede i støtte for Islam (underkastelse), blev andelen af fundamentalistiske muslimer klar.

 

Det seneste valgs islamisk fundamentalistiske kandidater i Irak, de individer der tilhører gejstlige partier, som Islamisk Revolution grundlagt af Ayatollah al-Sistani, vandt 65% af pladserne i det nye parlament.

 

Mens opinionsundersøgelser kan være suspekte, og ofte er mærkede af den måde spørgsmålene stilles på, så er der to der er værd at nævne. Opinionsundersøgelser lavet af den brittiske regering afslører, at 70% af irakerne mener drab på amerikanere retfærdiggøres, noget der er umuligt at retfærdiggøre udenfor det fundamentalistiske Islam´s betingelser. De tiltagende dødstal for amerikanske og brittiske tropper, og den svimlende eskalering af terror i Irak, giver disse tal troværdighed. Undersøgelser lavet i Pakistan, hvor bin Laden opbevares, afslører, at 70% af pakistanernes syn på verdens mest berømte islamiske terrorist, er meget favorabel. Faktisk er navnet Osama blevet det mest populære navn i regionen.

 

Derfor har, baseret på de mest objektive data til rådighed for os, mindst 60% af alle muslimer gennem deres fundamentalistiske stemmemønster potentiale til at blive emner for jihad. Det vil sige, Islam har vokset sig substantielt nærmere Salafi-rødder, og dermed terrorisme, over det seneste årti. Det er sikkert at sige, at der er 750 millioner muslimer, der fundamentalistisk prøver at følge ordrerne fra Allah og Muhammed. Og som fundamentalister er de potentielle emner for jihad.

 

 

 

 

Leave a Response »

 

Islamificeringen og det kujonagtige Skandinavien tirsdag, okt 14 2008

Som den tyske journalist Henryk Broder formulerede det efter 2006 optøjret over den danske muhammedtegninger:

 

”Objektivt set var tegningerne en storm i et glas vand. Men subjektivt var det en styrkedemonstration i konteksten af ”civilisationernes sammenstød”, en generalprøve før den virkelige opførelse. Muslimerne demonstrerede hvor hurtigt og effektivt de kan mobiliseres – og Vesten intet andet end frygt, kujonagtighed og en overskyggende bekymring for handelsbalancen. Nu ved muslimerne, at de har med en papirtiger at gøre, hvis brølen er intet andet end en båndoptagelse”

 

I 2008, tre år efter tegningerne først blev publiceret, er emnet stadig meget levende i mange muslimers sind. Mere end 200 lovgivere råbte: ”Død over Islam´s fjender” under en vredesfuld demonstration uden for det Afghanske parlament, protesterende mod genoptrykningen af tegningerne i Danmark, og udgivelsen af den Islam-kritiske film Fitna af den hollandske politiker Wilders. På samme tid tilstrømmer dansk hjælp til at genåbne skoler i Afghanistan, selvom kritikere siger, at curriculum er baseret på fundamentalistisk Islam. En boykotkampagne af danske og hollandske produkter blev lanceret i Jordan. Dette inkluderede annoncer i aviser, radio og fjernsyn, der tilskynder forbrugere til at undlade at købe navngivne varer. Organisationen ”The Messenger of Allah Unite Us”, har lavet t-shirts, stickers og plakater med logoet “Lev uden det”.

 

”Danske muslimske organisationer har til hensigt at føre sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol”, har den muslimske leder Mohammed Khalid Samha sagt til IslamOnline, det store engelsksprogede website grundlagt af Det Muslimske Broderskab´s åndelige leder Yusuf al-Qaradawi, efter en domstol afviste et sagsanlæg fra syv muslimske grupper. ”Vi var ret sikre på, at den danske domstol ikke ville være retfærdige overfor muslimer”, sagde Samha. Samtidigt blev to tunesiske mænd arresterede, og anklaget for mordplaner på Jyllandsposten´s tegner Kurt Westergaard.

 

Som Bruce Bawer, forfatter af bogen ”While Europe Slept”, formulerer det i et essay ”Courage and Cowardice in Scandinavia”, fra juni 2008, efter en bombesprængning møntet på Danmark: ”Da en bilbombe sprang uden for Danmark´s ambassade i Islamabad, d. 2 juni, dræbende otte, var det let at gætte hvem der havde gjort det og hvorfor. Og ganske vist, nogle dage senere tog al-Qaeda æren og bekræftede motivet: Muhammedtegningerne. De blev oprindeligt publiceret i Jyllandsposten d. 30 september 2005, og blev genoptrykt af en række aviser d. 13 februar, i solidaritet med turbanbombetegneren Kurt Westergaard, dagen før målet for tre snigmorderes planer, der i den forbindelse blev arresterede. Det faktum at de danske medier generelt gennem de sidste tre år har givet Jyllandsposten en hård medfart for at ”støde” muslimerne, var den umiddelbare årsag til bombesprængningen”

 

”Blasfemi” mod Islam bærer potentielt ifølge Sharia dødsstraffen. I juni 2008 dømte en pakistansk dommer en muslim til døden, på grundlag af at have fornærmet Islam´s profet Muhammed.

 

I kontrast til Danmark´s trods, overgav andre skandinaviske lande sig så hurtigt som menneskeligt muligt det islamiske pres. Bawer igen:

 

”Sverige valgte en anden vej. Da et politisk website publicerede Jyllandsposten´s tegning, sendte regeringen politiet for at lukke det. Yderligere på det seneste, ramt af sin egen tegningskrise, involverende kunstner Lars Vilks, mødtes statsminister Fredrik Reinfeldt ikke bare de muslimske ambassadører, men blev prist for sin ”fredsånd”. Norge kunne heller ikke pudse glorien”. Efter at en lille avis, Magazinet, havde genoptrykt Jyllandspostens tegninger (det var lige meget, at aviser i Spanien, Tyskland og Frankrig også havde trykt disse), valgte tegning-jihadisterne også at udse sig Norge som mål, satsende på, at det dialog-lalleglade, F.N.-forgudende ”fredsland”, ville båndlægge sine friheder, ved første tegn på muslimsk ubehag. De fik ret. Norge´s regering sank forsmædeligt sammen, holdende en pressekonference d. 10 februar 2006, hvor Magasinet´s ”skændige” redaktør Vebjørn Selbekk, med statsminister Jens Stoltenberg´s velsignelse, næsegrus lagde sig foran et opbud af imamer, og undskyldte at have udøvet sin ret til ytringsfrihed. Dette øjeblik var sandsynligvis det mest nedværdigende øjeblik i Norge´s moderne historie. Men det var svært at få øje på, grundet politikernes og journalisternes fejring af dette udsalg af friheden, som en triumf for fredsskabelsen”.

 

Selbekk, redaktør for den lille kristne avis Magazinet, havde modstået presset fra muslimer, der havde lavet dødstrusler, og fra det norske etablissement. Men i sidste instans hasteindkaldte den norske arbejdsminister Bjarne Håkon Hanssen en pressekonference. Der fremlagde Selbekk en ynkelig undskyldning for genoptrykningen af tegningerne. Ved hans side, accepterende hans angerhandling, var Mohammed Hamdan, den dengang øverste i Norge´s Islamiske Råd. Som Bawer indikerer, var det et billede direkte taget fra en shariadomstol, med den muslimske leder deklarerende Selbekk fortsat værende under hans beskyttelse.

 

I en fredagsbøn d. 3 februar 2006, tilskyndede Yusuf al-Qaradawi, Det Muslimske Broderskab´s spirituelle leder, verdens største islamiske organisation, tilhængere til at vise raseri over tegningerne. Bønnen blev transmitteret i fjernsynet. Dagen efter blev den danske og norske ambassade i Syrien angrebet. Det bør her nævnes, at både Danmark og Norge er medlemmer af NATO, og at ødelæggelsen af ambassaderne kunne anses for en krigshandling. Få dage senere besøgte en delegation ledet af Mohammed Hamdan fra Norge´s Islamiske Råd og en repræsentant for Oslo´s biskop Qatar, for et møde med Qaradawi. Rejsen fik støtte fra den norske regering. Yusuf al-Qaradawi accepterede så undskyldningen, som Vebjørn Selbekk havde fremsat d. 10 februar.

 

Walid al-Kubaisi, en muslimsk kritiker af Islam boende i Norge, advarede, at Yusuf al-Qaradawi er farligere end terroristlederen Osama bin Laden, og at Det Muslimske Broderskab, hvis grundlægger Qaradawi som ung fulgte, ønsker at verden skal følge Sharia. Kubaisi reagerede kraftigt på erklæringen fra Hamdan, at Hamdan nu ville give Selbekk beskyttelse: ”Det skræmmer mig, at han præsenterer sig selv som en autoritet, der kan tilbyde eller fratage beskyttelse. Betyder det, at minister Bjarne Håkon Hanssen mener, at næste gang jeg føler mig truet, efter noget jeg har skrevet, at jeg så skal kontakte Det Islamiske Råd, og ikke politiet? Sørgeligt nok har regeringen i sin iver efter at afslutte problemerne, styrket de autoritære kræfter”. Kubaisi frygtede, at hardcore islamister fra nu af vil nedbrænde noget, hver gang de føler sig stødte over noget, og forventer at få deres vilje”

 

Trond Giske, Kulturminister og kirkeanliggender fra Arbejderpartiet, mødtes med Mohammed Hamdan fra Norge´s Islamiske Råd få måneder efter ambassadeangrebene, og bekendtgjorde, at subsidierne til det islamiske råd, vil blive forøget fra 60.000 kroner til 500.000 kroner. Det er en forøgelse på mere end 700% på et enkelt år. Regeringen bekendtgjorde derudover, at de oftere ville mødes med det islamiske råd, for at ”forbedre dialogen”. Lederen Hamdan smilede efter samtalen med Giske. ”Vi er meget tilfredse med mødet. Det er vigtigt for os, at forbedre kontakten med regeringen, så vi bedre kan komme til at kende hinanden”.

 

Den status men som ikke-muslim, der bliver accepteret som andenrangsborger, dhimmi, under islamisk styre, refereres til som ”beskyttet”. Under tegningjihad´en demonstrerede venstrekoalitionen offentligt mod de norske autoriteter, at de ikke havde kontrol med borgernes sikkerhed, og derfor for at sikre denne sikkerhed, måtte give efter for muslimernes krav. Dette blev til accepten af islamisk styre under Sharia, et synspunkt der derefter blev styrket af betalinger til muslimer i og udenfor Norge. Disse betalinger fra Giske på vegne af regeringen blev utvivlsomt af muslimerne anset for jizya, ”beskyttelsespenge”, som ikke-muslimer afkræves i forbindelse med underkastelse (Koranen 9:29) som et tegn på deres underdanighed i forhold til Islam, som kompensation for ikke at blive slagtet.

 

Norge blev det første vestlige land der anerkendte den dengang Hamas-ledede palæstinensiske regering, og først med direkte overførsel af finansiel hjælp. Den populære udenrigsminister Jonas Gahr Støre fra Arbejderpartier opfordrede andre til at følge efter. Hamas er den palæstinensiske gren af Det Muslimske Broderskab. De udtrykker klart dette i deres charter, hvilket betyder, at Jens Stoltenberg´s venstreorienterede regering var villig til at sponsere en organisation, hvis åndelige leder for nylig havde forårsaget fysiske angreb på hans eget land, og fører krig mod deres civilisation. Dette blev af de fleste norske medier applauderet.

 

Gahr Støre deltog i en konference, med deltagere fra dusinvis af lande og medier, vedrørende mulighederne for at ”udbrede diversitet” på en ikke-stødende måde, med Arab News fra Saudi Arabien som ordstyrer. Tegning-jihad´en gav anledning for Norge og Indonesien til at forene kræfter i en Global Inter-Media Dialogue. I juni 2007 blev dette afholdt i Oslo.

 

Hovedtaler ved konferencen Doudou Diéne, F.N.´s Special Envoy for Racism, Xenophobia and Intolerance, tilskyndede medierne til aktivt at deltage i skabelsen af et multikulturelt samfund, og udtrykte bekymring over, at den demokratiske proces kunne lede til immigrationsrestriktive partiers tiltagende indflydelse. Diéne repræsenterer Senegal, en fremstående muslim der er medlem af Organization of the Islamic Conference (OIC), den største stemmeblok i F.N.

 

Der har allerede været store indikationer på, at mainstreammedierne allerede har arbejdet i overensstemmelse med disse ideer, længe før denne konference. I England har ledende figurer i BBC stolt annonceret deres aktive støtte til promoveringen af Multikulturalisme. I Danmark i 2008, mens de var under trusler fra muslimer verden over, besluttede Danmarks Radio, med tilsvarende venstreorienterede multikulturelle forudindtagethed, at afholde en ”Miss Tørklæde”-konkurrence for kvinder, med det eneste krav at de er over 15 år, og bærer tørklæde, på samme måde som muslimske kvinder er pålagt at gøre.

 

Som Dr. Daniel Pipes peger på, har ”selvhadende vestlige en udpræget vigtighed, grundet deres prominente rolle som meningsdannere på universiteter, medier, religiøse institutioner og kunsten. De fungerer som hjælpere for islamismens mujahideen´ere”.

 

Under yderligere trusler mod Danmark besluttede den regionale Adresseavisen i 2008, at vise solidaritet med ”tegnerne”. Som Bruce Bawer skriver:

 

”Trondheim´s Adresseavisen trykte tegningerne der, uden dog at afbilde Muhammed, stødte den ”moderate” muslimske advokat Abid Q. Raja, der – tilsyneladende menende at Adresseavisen havde overholdt aftalens ord, men ikke aftalens ånd, fra Magazinet-aftalen – argumenterede, at tegningerne ikke skulle have været publicerede, da de af muslimer ville blive ”misforståede”. Den Pakistanske ambassadør Rab Nawaz Khan var enig, kaldende tegningerne en ”terrorhandling”, der kan ”sætte norske borgere i fare”. Når en tegning er terrorisme, og en bombe er en form for udtryk, så lever man i Orwell-land. Men øjeblikkets stjerne var dog forfatter Dag Solstad, der kun få dage før bombningen afleverede hvad man kunne kalde Norge´s version af Rowan Williams sharialektion. Solstad gik ikke eksplicit ind for Sharia. I stedet argumenterede han for, at ytringsfrihed faktisk ikke er ønskværdigt, eftersom den drukner fortjenstfulde arbejder (såsom hans egne værker, sandsynligvis) i et hav af vulgaritet (en kategori han placerede Muhammedtegningerne i). Solstad´s kolleger ytrede moderate protester”.

 

Solstad, med sin lange historie af sympatier for kommunistiske bevægelser, er ikke unik. I skrivende stund kritiserer mange norske observatører og intellektuelle ”ytringsfrihedsfundamentalisterne” i store medier.  

 

Findes der ingen opposition til disse synspunkter? Jo, heldigvis. Per Edgar Kokkvold, generalsekretær for den norske presseassociation fortjener ros for sin principfaste opposition mod censuren (der skaffede ham adskillige dødstrusler). En bog af et tidligere parlamentsmedlem Hallgrim Berg, advarer mod planer om at omforme Europa til Eurabien. Han diskuterer den tiltagende anti-amerikanisme i Europa, og fasstholder, at U.S.A. er den eneste magt der er i stand til at sikre friheden. I 2005 iværksatte politiet en udrykning til lederen af det højreorienterede parti Fremskridtspartiet Carl I. Hagen. Hagen kritiserede Islam, og kunne ikke se nogen ligheder med moralkoncepterne i kristendommen. Han sagde, at hvis Israel taber i Mellemøsten, vil Europa som den næste bukke under for Islam. Han mente, at kristne burde støtte Israel, og modsætte sig islamiske forgreninger til Europa. I et hidtil uset skridt angreb en gruppe ambassadører Hagen i et offentligt brev. Andre politikere gav hurtigt efter og fordømte Hagen, inklusive statsminister Kjell Magne Bondevik fra Kristendemokraterne. I 2008 ser Fremskridtspartiet ud til, for første gang i generationer, at erstatte Arbejderpartiet som landets største parti.

 

Der findes lommer af modstand i Norge (og i mindre udstrækning i Sverige), men generelt ser det sløjt ud. Danmark er for nuværende det eneste skandinaviske land, med noget der bare ligner en rygrad, men danskerne kompenserer for dette, ved at være ét af de ledende lande i den vestlige verden, der modsætter sig islamificeringen.

 

Leave a Response »

 

Norske myndigheder dækker over muslimske voldtægter onsdag, okt 15 2008

Der er kommet en eksplosiv stigning af voldtægtsanklager i Skandinavien i de seneste år. De har i Sverige nået næsten epidemiske proportioner. Selvom der i statistikkerne er indikationer af meget høje procentdele af muslimske immigranter, ligesom der er med andre former for kriminalitet, så er immigration et ikke-emne for det politiske etablissement.

 

I nabolandet Norge er der en hidtil uset bølge af voldtægter i hovedstaden Oslo. ”Vi må være realistiske. En serie af voldtægter har gennem sommeren gjort Oslo usikker”, siger Brit Opjordsmoen fra DIXI, støttecenter for voldtægtsofre. ”Når vi ved der er voldtægtsmænd løs i Oslo, må vi lytte til politiets råd. De har ret i at advare kvinder om at gå alene hjem om natten”.

 

Opjordsmoen finder det forbløffende, at justitsminister Knut Storberget giver råd der er modsat af politiets, opfordrende kvinder til ikke at ændre adfærd. ”Ideelt kan vi alle blive enige om, at piger burde kunne bevæge sig frit omkring, men vi må være realistiske. Samfundet er ikke sådan. Mange piger er for naive, vi må være mere forsigtige og være på vagt. Adskillige voldtægtsforsøg i en kort periode, er usædvanligt”, siger Opjordsmoen.

 

Ifølge støttecenteret begås voldtægter almindeligvis af en person der kender offeret. Den underlige ting er, at mange voldtægter i Oslo nu er bagholdsangreb, begået af fremmede mod kvinder på vej hjem fra en bar eller i områder med kun lidt trafik. ”Vi har set en dramatisk forøgelse af antallet af voldtægter”, siger Endre Sandvik, chef for skadesstuen. Antallet af voldtægter denne sommer er mere end det dobbelte af hvad de var sidste år.

 

I en spørgsmål – svar – session i avisen Aftenposten, har Opjordsmoen nogle politisk korrekte kommentarer, sigende at de ikke ved hvor stor en del af disse voldtægter der er begået af folk med immigrantbaggrund, og at mange af disse spekulationer simpelthen er ”fordomme”.

 

I al respekt, så er jeg ret sikker på det ikke er tilfældet. Bare få uger tidligere advarede Aftenposten om, at ”unge” er i gang med at ødelægge Oslo. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at disse ”unge”, havde en forbløffende lighed med de samme ”unge” med muslimsk immigrantbaggrund der ødelægger så mange byer i Vesteuropa.

 

En 17 år gammel somalier blev sidste år dømt for voldtægt af en ung pige i Oslo. Domstolen erklærede, at voldtægten var usædvanligt brutal og varede adskillige timer. Somalieren mishandlede pigen så længe, at lægen der undersøgte pigen sagde, at hun kunne være død. Pigen lider nu af svære psykologiske problemer efter angrebet. Den unge mand blev dømt fire et halvt års fængsel. Dommen indeholdt også en anden voldtægt, hvor hans norsk-marroccanske ven voldtog en 13 år gammel pige, mens somalieren hjalp med at true hende og holde vagt. Hun er traumatiseret efter denne hændelse.

 

Aftenposten synes dog belejligt at have glemt en artikel de publicerede for år tilbage. I 2001 var to ud af tre anklager for voldtægt i Oslo immigranter med en ikke-vestlig baggrund, ifølge en politiundersøgelse. I 80% af tilfældene var ofrene norske kvinder.

 

Unni Wikan, en professor i Socialantropologi ved Oslo Universitetet sagde i 2001, at ”norske kvinder må tage deres del af ansvaret for disse voldtægter”, fordi muslimske mænd fandt deres påklædning provokerende. Professorens konklusion var ikke at muslimske mænd, der lever i Vesten, behøvede at tilpasse sig vestlige normer, men det stik modsatte: ”Norske kvinder må erkende, at vi lever i et multikulturelt samfund tilpasse sig dette”.

 

Antallet publiceret i september 2001 blev diskuteret i mindst to ud af tre af Norge´s største aviser: Aftenposten og Dagbladet. Et ledende medlem af Venstre, Odd Einar Dørum, krævede, at alle tal skulle på bordet: ”Et svin er et svin, uanset hudfarve”.

 

Fra 2001 til 2005 var Dørum Justitsminister, og dog har ingen set disse statistikker siden 2001. Antallet af voldtægtsanklager i Oslo er fortsat med at stige, til de har nået rekordhøjde i 2005. Der findes anseelige beviser på brutale massevoldtægter, noget der tidligere var en sjældenhed i Skandinavien, begået af immigranter mod indfødte piger. Eksempelvis d. 21 juli 2005 blev tre mænd anklaget for at massevoldtage en 15 år gammel pige, der blev trukket ind i en bil, mens hun ventede på en bus, ved busstationen i Frederikstad. Alle mændene var af ”fremmed herkomst”. Sådanne sager er blevet næsten rutine. Den eneste forklaring på hvorfor man ikke længere må se statistikkerne over andelen af immigranter involveret, er at autoriteterne dækker over det. Dette ville i almindelighed have medført krav om regeringens afgang.

 

I Sverige har etnolog Maria Bäckman i sin undersøgelse ”Whiteness and Gender” fulgt en gruppe svenske piger i en forstad til Rinkeby udenfor Stockholm, hvor indfødte svenskere er blevet forvandlet til en indbyggerminoritet grundet den hurtige immigration. Ifølge Bäckman fortalte mange af de interviewede piger, at de havde farvet deres hår, for at undgå uønsket opmærksomhed og seksuelle krænkelser. Deres erfaring var, at være blond involverer, at gamle mænd stirrer på dig, biler dytter i hornet, og drenge kalder dig ”luder”.

 

En rapport fra organisationen ”Save the Children” fortæller hvordan det at være svensk pige betyder utryghed. Pigerne er bange for at blive voldtaget, en mulighed der for dem virker meget mulig. Mange piger planlægger hvordan de kommer hjem om natten, hvordan de lader som om de taler i mobiltelefon, hvordan de beholder nøglerne i hånden, så de kan forsvare dem selv, eller hvordan man simpelthen bare løber hele vejen hjem. Både frygten og strategivalgene indikerer, at pigerne føler sig oprigtigt utrygge udenfor på visse tidspunkter af døgnet. Og frygten er velbegrundet. Et slående antal piger har oplevet chikane fra drenge og mænd. Mestendels kommer chikanerierne fra drenge i samme aldersklasse. At blive kaldt ”luder” er i visse skoler blevet så almindeligt, at adskillige piger siger, at lærerne ikke længere reagerer på det.

 

Tensta er en forstad i det nordlige Stockholm, med en meget høj koncentration af immigranter. Skuespillerinde Ylva Törnlund har besøgt adskillige skoler i Tensta, og blev chokeret over den rå atmosfære hun oplevede der. ”Attituderne vi mødte i skolerne var skrækkelige. En dreng talte om, hvordan piger skulle kne**es sønder og sammen, til de bløder”, sagde Törnlund.

 

Tendensen er ikke enestående for Skandinavien. Det er det samme overalt i Vesteuropa, hvor end man finder et signifikant antal muslimske immigranter. Faktisk er antallet af voldtægter begået af muslimer i vestlige lande så ekstremt høje, at det er vanskeligt udelukkende at se dem som individers tilfældige handlinger. Det ligner krig. Den tyske journalist Gudrun Eussner anser dette for ”seksualitet som et våben mod ulydige og ikke-muslimske kvinder, begge kategoriserede som ”ikke-troende”. Mod sådanne er det pligt at anvende jihad, og hvad man gør med kvinder ”besejret” i jihad, kan man læse om i Koranen: de bliver slaver til sejrherrens benyttelse.

 

Den franske filmskaber Pierre Rehov erklærer at: ”En af mine venner er pensioneret politichef, der var ansvarlig for sikkerheden i en stor by i det sydlige Frankrig. Han fortalte, at hans mænd måtte tage sig af et gennemsnit af 10 voldtægter om ugen, 80% begået af unge muslimske mænd. 30% af disse voldtægter var hvad man i disse kredse kalder ”tournante”, hvilket løseligt oversat betyder ”din tur”, altså massevoldtægter, den ene efter den anden, hele natten igennem. Han var forbløffet over, at ikke bare bakkede forældrene deres voldtægtsmænd op, de kunne end ikke forstå, hvorfor børnene skulle anholdes. Der er kommet et øjeblikkeligt skift i opfattelsen af godt og ondt, som en overordnet komponent i kulturen. Det eneste onde disse forældre kunne se, var den fristelse deres drenge måtte møde. Eftersom de fleste ofre ikke var muslimer, var forældrenes svar og afvisning endnu mere ærlig: hvordan kunne deres drenge være skyldige i noget som helst, når de bare reagerer på provokationen fra europæiske piger, kendt for deres uacceptable adfærd?”

 

Ifølge Rehov: ”Jeg kan i enhver voldtægt af en ikke-muslimsk kvinde, begået af en muslimsk mand, se en racistisk handling, og det er høje tid for os at erkende og fordømme det. Niveauet af foragt for ikke-muslimske kvinder er en refleksion af niveauet af had mod samfundet, der skaber lighed mellem mænd og kvinder”.

 

I Norge er det sandsynligvis uden fortilfælde i tusind år, siden Oslo blev grundlagt efter Vikingetiden, at den indfødte befolkning er under angreb i så stor skala, alene grundet det at være hvid og kristen. Og regeringen gør…..tja, sådan set stort set ingenting, udover selvfølgelig at skjule problemet så godt som muligt. Men det er ikke godt nok. Regeringen bør gå af, grundet sin fuldstændige mangel på evne til at beskytte sin befolkning, i et land hvor man betaler noget der ligner verdens højeste skatter.

 

Hvis de ønsker at blive ved magten, så burde de omgående fordoble, hvis ikke tredoble politistyrken, og de burde stoppe det multikulturelle eksperiment, og fuldstændigt stoppe den muslimske immigration, hvis nødvendigt ved at trække samtlige relevante traktater tilbage.

 

Vi er trætte af at høre om ”Islamofobi” og ”Xenofobi”, mens vi lever i konstant frygt for islamisk terrorisme og vore døtre ikke kan gå ude efter mørkets frembrud, af frygt for muslimsk massevoldtægt, der anser dem for ludere. Meningen med staten er at opretholde lov og orden, og beskytte nationens grænser og territoriale integritet. Vesteuropæiske regeringer gør ingen af disse ting, men de har til gengæld travlt med politisk censur og involvering i vore privatliv, hvor de intet har at gøre.

 

Det er tiden de bliver gjort opmærksomme på, at de er vore tjenere, ikke vore regenter. Hvis ikke de vil opfylde deres pligter, så må de erstattes med nogen der vil.

 

Leave a Response »

 

Kunsten at se Islam gennem ”Condo”-farvede briller torsdag, okt 16 2008

For nogen tid siden under en tale givet ved den årlige Iftar-middag i Det Hvide Hus (Washington´s anerkendelse af markeringen af enden på Ramadan), refererede Udenrigsminister Condoleeza Rice til Islam som ”en religion af fred og kærlighed”.

 

Forfatter og klummeskriver Don Feder sagde om Rice´s tale: ”Der findes ikke større dikotomi mellem den måde Islam portrætteres af vestlige tilhængere, og den måde den praktiseres af dens mere entusiastiske tilhængere. Hvor end et større antal muslimer kommer i kontakt med ”vantro”, bryder jihad løs. Dette er sandt på Vestbredden, som det er i Kashmir, og lige så reelt på Filippinerne som på Balkan, og helt sikkert lige så sikkert i Vestafrika og Indonesien. Uanset realiteterne insisterer vestrefløjen på, at se Islam gennem ”Condo”-farvede briller. Ingen mængde af selvmordsbomber , anti-semitisk agitation, rablende misogyni, forfølgelse af kristne eller nedslagtninger af uskyldige, tillades at forstyrre denne mentalitet”.

 

Helt sikkert ikke alle muslimer er terrorister – enhver gennemsnitlig arabisk eller pakistansk gejstlig planlægger ikke at omvælte Amerika. Men der er heller ikke kun en lille minoritet af ekstremister, der har kapret Islam. Faktum er, at voldelig jihad-krigsførsel ligger ved hjertet af islamisk teologi. Og det er moderen til alle politisk korrekte myter at tro andet.

 

Joseph Schacht noterer i sin bog ”An Introduction to Islamic Law”: “Grundlaget for den islamisk attitude mod ikke-troende er loven om krig; de må enten konvertere, underkaste sig eller blive dræbt”. Der har du din islamiske definition af fred – bøj dig eller dø!

 

Rice sagde også i sin tale: ”Vi i Amerika kender godheden der er hjertet af Islam. Vi har set det på mange måder. Og senest efter orkanen Katrina, hvor muslimske nationer ydede nogle af de mest generøse tilbud om støtte, vi har modtaget”. Ja, moderate muslimer har ydet noget så gode gerninger. Men deres motiver bør altid betvivles.

 

Eksempelvis hævder Robert Spencer i ”The Politically Incorrect Guide to Islam”, at den prominente talsmand for muslimer i Amerika Siraj Wahaj ”ofte præsenteres som en moderat muslim”. I 1991 var han den første muslim nogensinde til at give bøn i Kongressen. Efter angrebet d. 9/11 erklærede Wahaj: ”Jeg føler mig nu forpligtet til at prædike, faktisk gå på jihad mod ekstremisme”. Om dette er hans sande tanker, forbliver uklart”, siger Spencer. ”Han har på den anden side også advaret U.S.A., at det vil falde, med mindre det accepterer islamisk agenda. Han har begrædt, at ”hvis bare muslimerne var politisk smarte nok, kunne de overtage U.S.A., og erstatte dets konstitutionelle regering med et kalifat. I de tidlige 1990´ere, sponserede han taler af Sheikh Omar Abdel Rahman i moskeen i New York City og New Jersey. Rahman blev senere dømt for planer om at sprænge World Trade Center i luften i 1993, og Wahaj var designeret ”potentiel ikke anklaget samarbejdspartner”.

 

Spencer peger også på, at ”moderat Islam ikke eksisterer i nogen signifikant udstrækning i dagens verden”. Han skriver: ”Hvor muslimer fredeligt eksisterer med ikke-muslimer, som i Centralasien og andre steder, skyldes det ikke, at læren om jihad er blevet reformeret eller afvist; den er simpelthen blevet ignoreret, og historien har vist, at den når som helst igen kan blive husket”

 

Hvad mere er, så lærer den islamiske doktrin, at løgn er helt acceptabelt i jihad-krigsførslen mod ikke-troende. Koranen 3:28 siger: ”Tag ikke de ikke-troende som venner, eller hjælp ikke-troende frem for troende. Hvis man gør dette, vil der ikke findes nogen hjælp fra Allah; bortset ved sikkerhedsforanstaltninger, når du sikrer dig selv mod dem”. Med andre ord forbyder teksten muslimers venskab med ikke-muslimer, med mindre det har formålet, at ”beskytte sig mod dem”. Hvilket vil sige, at det for muslimer er tilladeligt at lade som om de er venner med ikke-troende, hvis det i sidste instans betyder, at Islam kommer til at regere over dem.

Rice nævnte også i sin tale, at ”efter det seneste jordskælv i Sydasien, så hele verden hvordan tusinder af muslimer, i dyb iagttagelse af Ramadan, ledede bestræbelserne uden at bryde fasten”. Jamen dog! Hvad er der så stort ved det? I så fald fulgte muslimerne bare deres religion, delvist ved at hjælpe andre muslimer. Epicenteret for det store jordskælv, hvor de største skader fandt sted, var i Pakistan – en islamisk stat. Andre steder der blev hårdt ramt var Afghanistan, hvor 99% af befolkningen er muslimer, og det nordlige Indien, hvor den største koncentration af muslimer i dette land findes.

 

Hvis man virkeligt ønsker at for stå den ”kærlighed” der findes ”i hjertet af Islam”, så prøv lige at se her: ”Ifølge en National Review Online artikel af Deroy Murdock, efter tsunamien der lagde det sydlige stillehav øde, rejste U.S.A. over 350 millioner$ i statshjælp. Australien donerede 810 millioner$, Tyskland 680$ millioner og Japan 500 millioner$. Selv skuespiller Sandra Bullock klarede at give én million$ af sine egne penge. Men de stenrige oliestater – Saudi Arabien, Qatar, De Forenede Emirater, Kuwait, Algeriet, Bahrain og Libyen – bidrog samlet med under 100 millioner $. Hvorfor? En saudisk gejstlig summerede grunden for samtlige islamiske gejstlige i disse lande: ”Det skete til Jul, hvor de horende og korrupte folk over hele verden samledes for at begå hor og seksuel perversion”. Wow! Kunne du mærke hjertevarmen? – det varme favntag af islamisk kærlighed – rækkende ud i medfølelse, ofrende stort håb for de lidende masser?

 

Nej! Islam er hverken en religion karakteriseret af fred eller kærlighed. Den er faktisk en falsk religion. Den giver udtryk for retfærdighed, men er ondskabsfuld helt ind til kernen. Alexis de Tocqueville sagde engang om Islam: ”Jeg har studeret Koranen en hel del. Jeg forlod læsningen med den overbevisning, at der har eksisteret få religioner i verden, der har været så dødelig for mennesket, som Muhammed´s religion…..Dens sociale og politiske tendenser skal i mine øjne frygtes, og derfor anser jeg den for en form for dekadence, mere end en form for progression”.

 

Tocqueville så åbenbart ikke Islam gennem ”Condo”-farvede briller. Ej heller burde vi!

Leave a Response »

 

Den kommende krig med Islam lørdag, okt 18 2008

For fem år siden havde jeg en samtale med en ung palæstinensisk studerende, der i kort præcise vendinger fortalte hvordan Islam ville besejre Vesten. Konversationen åbnede mine øjne for et langt større billede, i hvilket Israel spiller en mindre rolle, i det islamiske besejringsspil. Siden da har jeg prøvet at tale med nogle arabere, der kom for at bede i moskeen, men de var ikke så snaksalige som studenten.

 

I sidste uge havde jeg en anden samtale, med en israelsk arabisk leder af et byggefirma, med det lidet sandsynlige navn Francis, der havde ansvaret for en bygning nær vores hus i Herzelia. Han fortalte mig, at hans familie var kristne, og at navnet var givet ham for at ære franciskanermunkene. Vores samtale var lige så interessant som den første samtale, jeg havde med araberstudenten fem år tidligere, og den vil jeg gerne dele med jer. Francis parkerede med jævne mellemrum sin bil nær vores hus, og vi udvekslede venlige hilsner.

 

For en uge siden blev der lukket for vandet grundet reparationer i huset han var ved at bygge, og Francis spurgte mig, om jeg ville give ham noget varmt vand. Han var en høj mand omkring de fyrre, med rødligt hår og blå øjne. Han talte perfekt hebraisk, og jeg blev naturligvis nysgerrig omkring ham. Jeg følte, at han kunne være den rigtige person at udveksle nogle synspunkter med. Af udseende antog jeg, at han var druser eller fra den syriske region. Han lignede mere en lærer end en bygningshåndværker, og, som jeg senere fandt ud af, var han faktisk lærer af profession. Siden min samtale med studenten for fem år siden, var jeg altid nysgerrig efter at høre deres side af historien; derfor besluttede jeg mig for at invitere ham på en kop kaffe i vores hus. Jeg så at han et øjeblik tøvede; så smilede og takkede han mig for min gæstfrihed.

 

Mens vi drak vores kaffe, fortalte han mig, at han var fra en lille landsby Galilee ved navn Jish, i nærheden af Kibbutz Sassa. Jeg huskede landsbyen meget godt, da jeg var én af de soldater, der indtog landsbyen, da jeg tjente i den 7 armerede brigade under uafhængighedskrigen i1948. Jeg bestemte mig for ikke at fortælle ham om det, da vi på det tidspunkt mødte noget hård modstand ved den landsby, og ikke så få af indbyggerne blev dræbt.  

 

Han fortsatte med at fortælle lidt om sig selv. ”Jeg var lærer i en periode, og jeg elskede at undervise, men jeg kunne ikke leve af det, så jeg besluttede at slå mig sammen med min sviger far, der er i byggebranchen”. At dømme efter den store Honda han kørte, virkede det som om det var en god idé.

 

Vores samtale kom hurtigt ind på Mellemøsten´s nuværende situation, omkring Hamas der vandt valget, situationen for de israelske arabere, og den sidste libanesiske krig mod Hezbollah. ”Som kristne er vi i en vanskelig situation her i Israel. Desværre er muslimerne og især den ekstreme islamistiske sektion toneangivende. Min familie der levede i Bethlehem i siden Korstogene, måtte flygte for deres liv. Muslimerne har tvunget os ud, med trusler og endda mord. Bethlehem, der tidligere overvejende var kristent, er nu overvejende muslimsk. Der skrives meget lidt om det, selv i israelsk presse”

 

Han nippede af kaffen, og gav mig et langt kig. Han syntes som én, der ikke var helt sikker på, om det han skulle sige, det han var parat til at sige. Jeg gav ham et opmuntrende nik.

 

”Jeg må sige noget, som meget få synes at begribe”. Han fortsatte, ”Jeres kluntede krig mod få tusind Hezbollahkrigere, som i under alle omstændigheder burde have knust, når man tager udkommet i betragtning, har skabt en fuldstændigt ny situation, ikke bare for dette område, men globalt. Jeres utilstrækkelige lederskab misforstod fuldstændigt vigtigheden af at vinde denne krig”.

 

”Faktisk kunne ikke blot araberne, men hele den muslimske verden ikke forstå, at det mægtige Israel der besejrede det samlede arabiske militær i Seksdageskrigen i 1967, og næsten erobrede Kairo og Damaskus i 1973, ikke kunne besejre en lille hær af Hezbollahkrigere. Muslimer ser som sædvanligt tingene på den måde de ønsker at se tingene. De fleste mener, at Israel´s nuværende generation er blevet blød, og kan besejres”

 

”Amerikanernes utilstrækkelige krig i Irak har bidraget til den overbevisning, at sejr over ikke blot Israel, men over hele Vesten, ikke bare er mulig, men sikker. Udløberne af disse to utilstrækkelige krige kan bringe en blodig islamiske tsunami over hele Vesten, ikke blot i Israel. Hajerne lugter blod, og disse to krige gav dem grønt lys til at angribe tidligere end de havde haft i tankerne. Jeres problem er, at I er i defensiven, og at de har muligheden for at vælge tid og sted, hvor og hvornår der skal angribes, og I kan stort set intet gøre. Hvornår vil i vestlige lære, at halve løsninger ikke virker, mod folk der for Allah er villige til at dø i tusindtal, for at opnå deres mål? I deres øjne er Vesten blot en vederstykkelighed på jorden, der skal fjernes.

 

Han talte sagte, og jeg kunne se ham for mig i skolen give sine studerende en lektion. Jeg hældte endnu en kop kaffe op, og opfordrede ham til at fortsætte.

 

”Amerikanerne, europæerne og selv jer israelere har virkeligt ingen idé om hvad det her drejer sig om, vel? Gennem den seneste generation er hundredetusinder af børn i madrass-skoler over hele den muslimske verden blevet lært, at blive martyrer for Allah, for at kunne dræbe de vantro. Ungdommen er ikke bare parate til at gøre det, men er faktisk i gang med at gøre det. Bomber går af over hele verden, dræbende og lemlæstende tusinder af mennesker, ikke blot d. 9/11 i U.S.A., i London, Madrid og Bali, men i Afrika, Indien, Bangladesh, Ægypten, Saudi Arabien og mange andre steder. De første tegn på den islamiske tsunami er her allerede, men Vesten forstår ikke, eller vil ikke forstå, hvad der er på vej”.

 

Amerikanerne trækker sig, i stedet for at erkende, at det her er lige så slemt som Anden Verdenskrig, eller værre, sig ud af Irak, og overrækker på et sølvfad Irak til Iran. De næste der kommer, kan være Saudierne og resten af Golf-staterne. Når beskidte bomber går af i alle vestlige byer, hvem skal så stoppe Iranerne?”

 

”Det er nu de skal stoppes, ikke alene fordi de udvikler atombomber, men fordi Iran er blevet base for islamiske terrorister. De forsyner penge, mænd og våben til islamiske terrorister verden over, ofte gennem deres diplomatiske forbindelser. Milliarder af oliepenge der strømmer ind i Iran, bliver sluset videre til verdensomspændende terroristorganisationer. De mener, og måske med god ret, at Vesten intet vil gøre for at forhindre dem i at nå deres mål. Gentager historien sig selv? Begår iranerne den samme fejl Hitler gjorde, da han angreb Polen? Er situationen lignende?”

 

”Som historielærer der omhyggeligt har studeret emnet, kan jeg fortælle dig, at den allierede sejr i Anden Verdenskrig ingenlunde var sikker. Hitler kunne have vundet krigen, hvis han var fortsat med atombombeudviklingen før amerikanerne. Tyskerne begyndte at arbejde på den i tredverne, men Hitler besluttede sig for, at producere flere konventionelle våben, da han anså atomvåbenet for værende ren fantasi. Hitler traf det forkerte valg, men havde han truffet det rette valg, ville verden i dag være en anden, ville den ikke? Alliancen vandt gennem rent held krigen mod Hitler. Det er der meget få der er klar over”.

 

Jeg må sige, at hans sidst ord rystede mig ret meget. Havde Hitler truffet et andet valg, ville jeg have været død i Dachau, der ville ikke have været en jødisk stat ved navn Israel, og der ville sandsynligvis ingen jøder være tilbage i verden. Ideen om at vestlige demokratier generelt, og det jødiske folk i særdeleshed, afhang af denne ene beslutning af Hitler, er en scene fra det værste mareridt.

 

Han bemærker, at de sidste ord havde en virkning på mig, og han smilede.

 

”Jeg kan se, at mine sidste ord ikke var spildte på dig”, sagde han tørt. Jeg nikkede, og han fortsatte sin lekture. ”Tilbage til vor tid, så satser Iranerne på, at Vesten intet gør ved udviklingen af atombomben. De satser også på deres hemmelige våben: en uudtømmelig kilde af selvmordsbombere, mange af dem allerede plantet over hele den vestlige verden. Ud over de islamiske lande, der forsyner disse bomber, så er en anden front åbnet, og det er Internettet, med mere end fem tusinde islamiske hjemmesider, der hjernevasker og opfordrer unge muslimer til at blive martyrer for Allah. De vestlige efterretningstjenester anser disse hjemmesider for værende en større trussel end den iranske atombombe. Al-Qaeda har for nyligt i en fjernsynsudsendelse lovet et omfattende angreb på sine fjender dette forår. Og som vi alle ved, laver Al-Qaeda ikke tomme trusler”.

 

”Faktisk forstår jeg ikke, at iranerne ulejliger sig med at udvikle atombomber, og få hele verden på nakken. Enhver selvmordsbomber er en potentiel atombombe. Amerikanerne og europæerne har intet forsvar mod den slags krig”.

 

”Hvad kan vi gøre mod den type krig?, spurgte jeg ham. ”Tja, I Israelere bør forberede jer på endnu en omgang med Hezbollah. Det vil ikke vare længe. De afventer ordren fra Iran. Og i denne omgang bliver I nødt til, uanset omkostningerne, at udrydde Hezbollah”.

 

”Derudover kommer den næste omgang mod Hezbollah til at involvere syrierne og iranerne mod jer. Iranerne har erklæret, at de uanset hvad ikke vil tillade Hezbollah at blive besejret, og kan sende missiler mod jer. Det samme vil Syrien. Hvad vil Israel gøre? Det er usandsynligt, at israelerne vil acceptere sin udryddelse, og kan bruge deres atomarsenal, hvis ikke Vesten vil hjælpe dem. Måske er Biblen ikke så forkert på den, når den beskriver, at verdens ende vil begynde ved Armageddon, i Israel kendt som Harmegiddo”. Biblen beskriver at den sidste kamp vil blive udkæmpet ved Armageddon mellem ”De gode kræfter og de onde kræfter”.

 

”Og hvad hvem vil du kalde de gode kræfter, Israel eller Islam?” Jeg så ham lige i øjnene. Han gav mig et forbløffet udtryk. ”Hvis jeg var muslim ville jeg ikke have nogen problemer med at navngive de gode kræfter, og det ville ikke være Israel. Som kristen ville jeg sandsynligvis vælge Israel, men som kristen araber foretrækker jeg ikke at svare”.

 

Vi så på hinanden. Hans svar gjorde det klart hvor den israelske araber stod, om de så var muslimer eller kristne. Og skulle jeg være overrasket? De israelske arabere kalder trods alt etablissementet Staten Israel for deres nakbah (katastrofe).

 

Findes der en måde at undgå ”Armageddon”?

 

”Jeg mener der findes to måder at undgå det på. Den ene måde kan være en stor krig, so Vesten kan vinde. Som i Anden Verdenskrig, havde Vesten angrebet tyskerne i 1936, ville verdenskrigen ikke have varet mere end få måneder med meget få ofre. Deres tøven resulterede i Anden Verdenskrig med alle dens konsekvenser. Før eller siden kommer Vesten til at tage sig af iranerne. Det er bedre de gør det nu, for senere at undgå en katastrofe. Med Iran ryddet af vejen, vil islamisterne have mistet deres base, og det kan være historiens vendepunkt, at besejre den ekstremistiske Islam´s plage. Størstedelen af muslimerne ønsker under alle omstændigheder ikke denne konfrontation”.

 

”Du tegner et temmelig mørkt billede. Hvornår tror du vi vil få den næste omgang mod Hezbollah?”, spurgte jeg. ”Jeg tror de vil angribe igen, så snart de er fuldt udrustede, og jeg tror det vil være i løbet af sommeren”.

 

Vi sad et stykke tid i stilhed. Han drak sin anden kop kaffe, og rejste sig. ”Jeg ved hvad jeg gør. Jeg tager til Canada til min bror. Det her land er ved at blive alt for farligt, selv for kristne”, sagde ha. Han takkede mig for kaffen og vi gav hånd.

 

”Du sagde der var to måder at undgå Armageddon?”, huskede jeg at spørge ham.

 

”Nå ja, hele verden skal bare bruge Putin´s metode. Han myrder sine modstandere uden at blinke med øjnene. Snig de fire eller fem ledende mullah´er, Ahmadinejad, og en håndfuld iranske fanatikere, og krigen kan undgås. Det kan blive vanskeligt, men ikke umuligt. Med dagens højteknologi er jeg sikker på, at nye våben mod individer forberedes lige nu. Jeg synes det ville være en bedre måde at gribe situationen an på, en at kaste sig ud i en verdensomspændende krig med Islam”

 

Samtalen med Francis var ikke mere opløftende, end den jeg havde haft med den palæstinensiske student fem år tidligere. Det blev mere og mere klart, at Israel kunne komme til at blive krigsfronten i den kommende krig mellem Vesten og Islam, med mindre vi følger rådet fra Francis, og snigmyrder slangens hoveder, hellere end at gå i krig med Islam.

Leave a Response »

 

Sverige´s presseombudsmand vil sagsøge bloggere søndag, okt 19 2008

Yrsa Stenius, den svenske presseombudsmand, vil sagsøge visse bloggere. Hun er bekymret over udviklingen på Internettet, hvor enhver kan skrive hvad de har lyst til. Hun siger at det er kommet for vidt. Hun frygter, at dette endda kunne sprede sig til mainstreammedierne, med mindre noget gøres, og juridisk præcedens etableres for at styre de uregerlige bloggere.

 

På samme tid ødelægger de ekstremistiske forbrydere i Antifascistisk Aktion, en gruppe der fysisk angriber kritikere af masseimmigration, en bil tilhørende en gammel dame på 90 år. De havde skrevet ”nasse” (Nazi) på taget af den. Nu viste det sig, at de havde valgt den forkerte bil. Hvorfor bekymrer Stenius og resten af etablissementet sig ikke om de voldelige aktiviteter fra AFA, i stedet for ”uvenlige” bloggere, der ikke gør andet end at skrive ord på websites?

 

Yrsa Stenius stammer oprindeligt fra Helsinki, Finland, fra landets svensktalende minoritet. Hun har været associeret med Aftonbladet siden 1979, og var endog deres politiske chefredaktør i midtfirserne, og var så sent som i 2007 klummeskriver for dem. I 2006 kritiserede hun voldsomt publiceringen af Jyllandspostens Muhammedtegninger, som hadefuldt misbrug af ytringsfriheden.

 

Aftonbladet har nære ideologiske bånd til Socialdemokraterne, landets dominerende parti gennem det seneste århundrede. Ifølge journalist Karen Jespersen og politisk chefredaktør Helle Klein, et tidligere ledende medlem af Socialdemokratisk Ungdom, ”Hvis debatten handler om problemer forårsaget af flygtninge og indvandrere, så ønsker vi den ikke”. Under en demonstration organiseret af islamiske og anti-racistiske organisationer i december 2006, stod Klein i front med et banner hvorpå der stod ”Et Sverige for alle – Stop Nazivolden”, og holdt en tale, advarende mod islamofobi i medierne. Klein har i sine ledere ytret stærke sympatier for terroristorganisationen Hamas, mens hun advarede om truslen mod verdensfreden fra israelske aggressorer og det kristne zionistiske højre i U.S.A. Hun blogger stadig for Aftonbladet.

 

Én af Yrsa Stenius´s medklummeskrivere på Aftonbladet, er den vedholdende kommunist Robert Aschberg, der er udgiver af Expo magasinet. Hvorfor spørger Stenius ikke, om det er OK, at organisationen Expo, der af svenske medier anses for værende en troværdig kilde vedrørende det ”yderste højre”, og modtager donationer af det politiske etablissement, samarbejder med en voldelig, ekstremistisk organisation? Præcist hvor tætte disse bånd er, er vanskeligt at afgøre, men ledende Expo-medlem Charles Westin offentliggjorde i oktober 2007 en bog med titlen ”Brunt!” (brunt, som i fascistisk), hvor han lader medlemmer af AFA bidrage med noget af deres efterretning vedrørende ”højreorienterede ekstremister”.

 

Burde det ikke bekymre Stenius, at repræsentanter fra én af Skandinavien´s største aviser, med tætte bånd til landets største politiske parti, der åbent samarbejder med en organisation, kendt for at angribe medlemmer af et legalt oppositionsparti, selv i deres private hjem? Er det ikke værre end hvad få bloggere måtte eller ikke måtte skrive om masseimmigration på deres private hjemmesider? Jeg kender ikke presseombudsmandens specifikke mandat, men hvis man ser i Wikipedia, så står der under Presseombudsmand, at det dennes opgave at afgøre om avisers handlinger er i linie med god journalistisk praktik. Nå, men så foreslår jeg, at Stenius laver noget research om organisationen AFA, og spørger om det er ”god journalistisk praktik” for svenske journalister at samarbejde med sådanne organisationer.

 

Gad vide hvordan 68-hippierne ville have reageret, hvis man på det tidspunkt var kommet med et tilsvarende forslag…..

 

Leave a Response »

 

Det islamiske forræderis fire stadier mandag, okt 20 2008

Beirut blev kaldt ”Mellemøstens Paris”. Ironisk ikke? Fordi Paris i Frankrig generelt er dømt til at Europa´s Mellemøsten, hvis den ikke allerede er det. 750 zoner man ikke kan bevæge sig i, tager ikke fejl. Oui?

 

For at redde os selv, alt hvad vi har kært og elsker, og begynde at befri millioner af muslimske fanger, født ind i et retarderet helvede (plus millioner af undertrykte og myrdede kristne, hinduer, taoister og buddhister) ja, så er det logisk, at vi først må destruere Islam, før Islam destruerer dem, dig og mig.

 

Derfor, uden de nødvendige seriøse ændringer, som jeg ser nul beviser op nogensinde vil ske, er vi alle fordømte.

 

Vi kommer til det før eller senere. Lige som nazismen, fascismen og Bushido måtte destrueres, og kommunismen ligeså. Det er, som nogen siger, uundgåeligt hvad vi må gøre, ikke alene for overhovedet at overleve, men for at triumfere i sejr. Vores sejr, deres fuldstændige nederlag.

 

Alternativet står helt klart ikke til diskussion. Død, dhimmificering og vanære.

 

Og folkens, når først det frie Vesten og den vestlige kanon er forsvundet, vil vi aldrig igen vende tilbage til dens lyse glimrende lys af frihed, udelukkende grundet kapitalistisk demokrati og jødisk kristendom, der kom som et mirakel ud af en lang mørk historisk tunnel.

 

Her kommer en formidabel liste, der måske kan få nogle klokker til at ringe hos selv den mest mindrebemidlede, benægtelsesgennemblødte, sikkerheds- og kulturelle selvmorder, non stop, dansende, lalleglade hallahippie, selvvæmmende og totalt uvidende om Islam apologet-dhimmi-tåbe. Og som vi alle ved, så er Vesten i øjeblikket i en tilstand af vedholdende plage fra disse. Nyd de anstrengte smil vi kan få, mens vi ser ned i afgrunden, strømmende ind i Vesten fra Mellemøsten.

 

De fire stadier af islamisk forræderi og islamisk taktik og strategi mod ikke-islamiske samfund, baseret på beviser fra 1300 års islamisk historie

 

Introduktion

 

Faktum 1.

Målet for Islam er hele verdens underkastelse under Islam, gennem etableringen af et globalt islamisk styre eller kalifat, og udryddelsen af alle ikke-islamiske befolkninger, kulturer, religioner, tanker, kundskaber, symboler, traditioner og livsmåder. Dette mål står ikke til diskussion, og er fundamentale doktriner i Islam, og er helt indlysende i øjnene på en ægte muslim.

 

Faktum 2

Islamister vil ikke stoppe deres angreb, åbne eller hemmelige, på den ikke-islamiske verden, så længe de ikke har opnået islamisk styre

 

Faktum3

I islamisk lære retfærdiggør målet altid midlet. Muslimer har ingen respekt for regler, love eller værdier i den ikke-islamiske verden. For dem er kun den islamiske verdens regler legitime. Når de destruerer den ikke-islamiske verden, vil reglerne i deres øjne skifte til islamiske regler, love og værdier.

 

Faktum 4

Islamister anser traktater med ikke-muslimer for ikke bindende. I ikke-muslimske lande vil de foregive den krævede sociale adfærd, som et dække for deres sande intentioner, der handler om dominans over den ikke-muslimske verden.

 

Tip! Når det drejer sig om islamister, så se altid på hvad de gør, og ikke bare hvad de siger (dette gælder i øvrigt også venstreorienterede). Forræderi og svig er islamisternes taktiske valg i deres erobringsjihad, når det drejer sig om den ikke-muslimske verden. Denne taktik af ”al-taqiyya”, eller religiøst svig, foregivende at være venner med ikke-muslimer, for at styrke dem selv imod dem, er almindelig praksis hos islamister.

 

Svig er nøgletaktikken anvendt af islamister

 

Faktum 5

Som tommelfingerregel kan man for at få sandheden fra en islamist, simpelthen vende det de siger til en ikke-muslim om.

 

Faktum 6

Grundlæggeren af Islam, Muhammed, var islamist. Om du er i stand til at erkende det eller ej, er i virkeligheden ligegyldigt. Du vil uafværgeligt en dag møde denne sandhed, den dag du finder dig selv i islamisternes kampzone.

 

 

Islamificeringens stadier

 

Stadie 1. Infiltration

Første migrationsbølge møder de ikke-muslimske samfund

 

Appel for humanitær tolerance fra ikke-muslimske samfund

 

Disse karakteriseret af professionel tolerance mod andre og deres overbevisninger

 

Forsøg på at portrættere islam som en fredfyldt religion og muslimerne som ofre for misforståelse og racisme

 

Billeder af kvinder og børn der skal portrættere muslimer

 

Moskeer fungerer som magtbaser. I dag er disse ofte på verdensbasis finansieret at Gulf-landes olieoverskud. Moskeer er sikre havne for jihadisters rekruttering og undergravende projekter

 

Muslimske ledere promoverer stort pres for muslimske fødsler i ikke-muslimske samfund, for at forøge den muslimske befolkning

 

Misrepræsentation af deres intentioner eller mål, som et dække for deres hemmelige operationer

 

Stadie 2: Konsolidering af magt

Forøge bestræbelserne for konvertering af ikke-muslimer

 

Etablering og rekruttering af fundamentalistiske jihad-celler

 

Bestræbelser på at konvertere fremmedgjorte segmenter af befolkninger i ikke-muslimske samfund til Islam.

 

Revisionistiske bestræbelser på at islamisere historien

 

Bestræbelser på at destruere alle beviser på kompromitterende historiske beviser, og kilder der afslører Islam´s sande karakter.

 

Intellektuel jihad for at miskreditere ikke-muslimsk kultur

 

Angreb på kulturelle antagelser og ikoner på den ikke-muslimske verden, såsom demokrati, lov og videnskab

 

Forøget udbredelse af anti-vestlig propaganda og anti-vestlig psykologisk krigsførsel

 

Bestræbelser på at rekruttere allierede der deler de samme mål, såsom kommunister, socialister og anti-vestlige aktivister, anti-globalister, anarkister og så videre.

 

Alliancer med fjender af vestlige samfund, især anti-kapitalistiske venstreorienterede. Min fjendes fjende er min ven.

 

Bestræbelser på at indoktrinere børn til islamistiske synspunkter. Forsøg på at infiltrere uddannelsessystemet, for at propagandere pro-islamiske synspunkter

 

Tiltagende bestræbelser på at intimidere, tavsgøre og eliminere ikke-muslimske intellektuelle og ledere.

 

Bestræbelser på at introducere blasfemisk lov i ikke-muslimske samfund, for at tavsgøre kritikere.

 

Fortsat fokus på forøgelsen af den muslimske befolkning ved at forøge muslimske fødsler og migration, målrettet ikke-muslimske samfund

 

Brugen af første-og andengenerations muslimske borgere i ikke-muslimske samfund, som jihad-soldater og offentlige fronter

 

Brug af velgørenhed i rekrutteringen af tilhængere

 

Brug af kriminalitet og svindel for at opnå finansiering af aktiviteter

 

Skjule bestræbelser på at virkeliggøre destruktionen af ikke-muslimske samfund indefra

 

Udvikling af muslimsk politisk base i ikke-muslimske samfund. Bestræbelser på at gennemtrænge landets politiske og juridiske struktur, for at støtte islamisk vækst indefra

 

Brug af bestikkelse og afpresning af ikke-muslimske autoriteter, for at få dem til at ignorere etableringen af undergravende aktiviteter

 

Islamiske finansielle netværk styrkede for at finansiere politisk vækst, store erhvervelser af land og ressourcer med ethvert middel    

 

Fuldstændigt åbenbare snigmord på kritikere, målrettet på at intimidere oppositionen

 

Tolerance af ikke-muslimer formindskes og større krav pålægges muslimer at indtage streng islamisk adfærd

 

Hemmelige oplagringer af våben og sprængstof målrettet ikke-muslimske samfund

 

Fortsatte fordækte angreb og udfordringer mod ikke-muslimske samfundsledere og religiøse symboler

 

Åbenlys ignorering og afvisning af ikke-muslimske samfunds juridiske system og kultur

 

Bestræbelser på at underminere magtbaser i ikke-muslimske landes religioner, såsom jødiske, kristne, hinduistiske eller buddhistiske samfund

 

Bestræbelser på at destruerelandets sociale struktur og bringe den ikke-islamiske regering til fald

 

Stadie 3: Åben krig med ikke-muslimske samfunds ledere og kultur

Storstilet udryddelse af befolkninger, snigmord, myrderier og bombninger

 

Intentionelle bestræbelser på at sprede kaos i bestemte lande, for at underminere dets regering og kultur

 

Barbariske handlinger og hensynsløshed som overlagt politik intenderet til at fostre modstanderes underkastelse

 

Åbne og hemmelige bestræbelser på at forårsage økonomisk kollaps i samfundene

 

Al opposition, uanset art, udfordres og enten udryddet eller tavsgjort

 

Omfattende etniske udrensninger med islamiske militser

 

Afvisning af samfunds sekulære love og kulturer

 

Mord på alle oppositionens politiske, religiøse og intellektuelle ledere i udpegede samfund

 

Mord på alle moderate muslimske intellektuelle, der har visioner om andre alternativer til radikal Islam

 

Omstyrtelse af regeringen og tilraning af politisk magt

Indførelse af Sharialov

 

Masseudryddelse af ikke-muslimer, etnisk udrensning

 

Stadie 4: Islamisk teokrati

Koranen og Sharia bliver landets lov

 

Alle ikke-islamiske menneskerettigheder annulleres

 

Ytringsfrihed og pressefrihed afskaffes

 

Alle religioner ud over Islam forbydes og destrueres

 

Slavegørelse og folkemord på ikke-muslimske befolkninger

 

Destruktion af alle beviser på ikke-muslimsk kulturer, grupper og symboler inden for landet

 

Leave a Response »

 

Caucasofobia – Den accepterede racisme tirsdag, okt 21 2008

Jeg havde skrevet meget af dette essay mere end et år før jeg endeligt besluttede at lægge det ud på nettet. Et par personlige erfaringer bragte mig på emnet om ikke-hvid racisme. Jeg tøvede med at lægge det ud, mestendels fordi jeg instinktivt ikke bryder mig om at skrive om noget relateret til race. Jeg er opfostret på den måde. Delvist også fordi jeg overbeviste mig selv om, at jeg først og fremmest var imod Islam, og at skrive om hudfarver kun ville komplicere denne kamp.

 

Dog, efter at have givet det nogen overvejelse finder jeg ikke, at nogen af disse argumenter holder. Jeg er træt af ideologisk censur. Vestlige nationer kan aldrig mønstre et forsvar mod muslimsk immigration, hvis dette altid afvises som ”racisme”. Men derudover hvis du mener, at ikke-hvid racisme eksisterer, så er det faktisk umoralsk ikke at behandle problemet og dens ofre. Jeg er overbevist om, at ikke blot ikke-hvide, men også ikke-hvid racisme er reel, og et undervurderet fænomen.

 

I London kørte en ældre chauffør, der havde fået et hjertetilfælde, ind i en bus. Her havde man en døende mand, med folk der prøvede at redde ham og politiet prøvende at rydde området. Imens ville sorte unge på området kun bekæmpe politiet. De råbte: ”Og hvad så – det er kun en hvid mand”.

 

Hændelsen bekræfter min mistanke, at de der kontinuerligt taler om ”Døde Hvide Mænd”, menende stort set enhver stor vestlig tænker i historien, faktisk begræder det faktum, at ikke alle hvide mænd er, tja, døde.

 

Jeg har set mexicanere, der var illegalt i U.S.A., helt åbent råbe racistiske slogans efter majoriteten af befolkningen, med ingen, eller kun ringe reaktion fra medierne. Og amerikanere der ønsker at styrke den mexicanske grænsekontrol, bliver nedgjorte som ”racister”. Hvorfor?

 

Jeg har hørt to forklaringer på dette énsidige fokus på hvid racisme. Den første forklaring er, at hvide mennesker (mænd) er mere racistiske end ikke-hvide. En påstand jeg finder dubiøs i det 21 århundrede. Den anden forklaring er, at vi hovedsaligt skal fokusere på hvid racisme, da ”hvide mennesker er så magtfulde”. Men er hvide mennesker altid magtfulde? Vi er, demografisk set, en hurtigt aftagende procentdel af befolkningen i Vesten.

 

I kølvandet på sagen om de danske muhammedtegninger, kommenterede Bob Simon fra det amerikanske fjernsynsprogram ”60 Minutes” i en rapportage om Danmark, at Danmark var meget ”hvidt”. Journalist Samuel Rachlin beklagede, at det billede der blev præsenteret, var et billede af blonde snæversynede der undertrykte den muslimske minoritet. Er 5 millioner danskere mere ”magtfulde” end en milliard muslimer?

 

John Derbyshire fra National Review Online har skrevet om sejren, af hvad han kalder ”Hesperofobi”, frygt for Vesten og had til Vesten. Jeg vil foreslå, at en mere korrekt term ville være ”Caucasofobi”, frygt for hvide mennesker.

 

Jeg kan se grunde til ikke at anvende denne term. Den ene grund er, at negative følelser mod hvide, i mindre grad handler om frygt, og i højere grad handler om had og foragt. Men jeg synes Caucasofobi er et fængende ord, der kan være modvægt til påstandene om Islamofobi, hvad det så end er. Jeg afskyr termen ”omvendt racisme”, der indirekte indikerer, at hvid racisme er normen, og at ikke-hvid racisme blot er en ”reaktion” på dette.

En anden indvending er, at termen caucasisk også jævnligt refererer til arabere og indianere. Dog, i marts 2005 blev en fredelig fransk demonstration angrebet af bander af sorte og arabiske unge. En 18 årig ved navn Heikel tilføjede, at han havde en ”dejlig erindring” om kontinuerligt at have sparket en i forvejen forvarsløs student, der lå på jorden. Det var et ønske om at ”tage hævn på hvide”.

 

Bemærk at disse var arabere der angreb europæere. Jeg har også hørt pakistanere og tyrkere referere til europæere som ”hvide”. Jeg finder det derfor retfærdiggjort at anvende termen ”Caucasofobi”, for racisme mod folk af europæisk herkomst.

 

Barbara Kay fra Canada´s National Post skriver om et nyt overgangsfænomen kaldet ”Whiteness Studies”:

 

”Målet for ”Whiteness Studies” er at befæste en permanent racebevidsthed i alle – evigt offerskab for ikke-hvide, evig skyld for hvide – og det blev berømt berammet af ”Whiteness Studies” guruen Noel Ignatiev, tidligere professor på Harvard University, for nuværende undervisende på Massachusetts College of Art: ”Nøglen til løsningen på vor tids sociale problemer er afskaffelsen af den hvide race”.

 

Nogle af opfinderne af ”Whiteness Studies” har meget åbent erklæret deres mål: ”Ideologien om afskaffelse er også en strategi: målet er ikke racemæssig harmoni, men klassekrig. Ved at angribe hvidhed søger afskaffelsens ideologer at underminere grundstøtterne i det kapitalistiske styre i dette land”. Og: ”Opgaven er at samle en minoritet, der er besluttet på at gøre det umuligt for nogen at være hvid”.

 

Den konservative kritiker David Horowitz kommenterer, at ”Black Studiess” hylder det at være sort, ”Chicano Studiess” hylder det at være Chicano, ”Women´s Studiess” hylder det at være kvinde, og ”White Studiess” angriber hvide mennesker for værende onde”. Alligevel, trods omfattende kritik, underviser mindst 30 insitutioner – fra Princeton University til University of California – i ”Whiteness Studies”.

 

Mens vestlige akademiske institutioner har travlt med at advare mod Islamofobi, så har Caucasofobi fået godkendelsens stempel. Professor Mike S. Adams skriver om konspirationsteorier, han har hørt blandt studerende, der forsøger at lægge skylden for varierende sociale ubalancer på hvide mennesker:

 

”Mona Lisa blev malet af en afrikansk kunstner, og stjålet fra et museum i Etiopien. De fleste store kunstværker er af afrikansk oprindelse og stjålet af hvide mennesker. Dette er gjort for at promovere myten om hvid overlegenhed”. Og en anden: ”Det er bevist, at den amerikanske kystvagts skibe – på ordre fra præsident Bush – er set smadre ind i dæmninger i New Orleans under orkanen Katrina. Bush gjorde det for at dræbe sorte folk, der levede i regeringens beboelser”.

 

Adams fremlægger det som værende sjovt, men det synes jeg ikke det er.

 

Dr. Kamau Kambom, tidligere professor på ”African Studies” i North Carolina, fortalte et forum på Howard University, at ”Vi er nødt til at udrydde hvide mennesker fra jordens overflade, for at løse dette problem….Jeg siger jer, vi er nødt til at løse dette problem, fordi de vil dræbe os….Problemet på planeten er hvide mennesker”.

 

Kambon kan være et ekstremt eksempel, men han er produktet af et foruroligende klima, hvor beskyldningen af hvide mennesker for de mest sindssyge ting, er blevet socialt acceptabelt, endog tilskyndet.

 

Den kenyanske økolog Wangari Maathai, vinder af Nobels Fredspris 2004, har gentaget sin påstand om, at AIDS-viruset blev opfundet i ét eller andet laboratorium i Vesten, som et ”biologisk våben målrettet mod udryddelsen af den sorte race”. Ville nogen få Nobels Fredspris, hvis de var hvide, og erklærede, at sorte mennesker prøver at udrydde alle hvide?

 

Jeg kan forstå, at der er nag fra kolonitiden, men ikke alle Afrika´s problemer kan til tid og evighed bebrejdes vestlig kolonialisme. Den kenyanske økonomiekspert James Shikwati siger, at hjælp til Afrika gør mere ondt end godt. Den fremmer store bureaukratier, korruption og selvtilfredshed, mens afrikanere lærer at være tiggere, ikke uafhængige. Hvis Vesten annullerede disse betalinger, ville den almindelige afrikaner, ifølge ham, end ikke opdage det.

 

Shelby Steele er forfatter til bogen ”White Guilt”. Ifølge ham ”påvirker hvid skyld alt hvad der har med race i Amerika at gøre….Hvid skyld er hvad der har gjort kollektivt ansvar en kilde til venstrefløjens magt i Amerika. Og den forbliver en kilde til magt, uanset hvem der udpeges som ofre – sorte, miljøet, homoseksuelle, illegale immigranter”.

 

Som Allen G King, en arbejdsrelateret forsvarsadvokat, formulerer det: ”Du må klare dig selv, og fordi du er en hvid mand, så vil du diskriminere”. Med andre ord: Man behøver ikke nødvendigvis gøre noget; man er racist alene fordi man er hvid og trækker vejret.

 

René Descartes, fransk filosof og én af nøgletænkerne i den videnskabelige revolution, eller en ”Død Hvid Mand”, som Vesten´s studerende nu lærer det, er berømt for sin erklæring: ”Cogito ergo sum”, ”Jeg tænker, derfor er jeg”. Hvis Hr. Descartes havde levet i dag, så ville han have været nødsaget til at ændre frasen til ”Jeg er skyldig, derfor er jeg”.

 

Alle vestlige nationer har, i det mindste en tid endnu, hvide flertal. Så længe alt hvide gør anses for værende ”racistisk”, har Vesten ingen mulighed for at stoppe den muslimske immigration. Indtil ”anti-hvid”-bevægelsen er blevet miskrediteret, kommer vi ikke til at vinde kampen mod islam.

 

Ifølge den muslimske reformist Bassam Tibi, så er ”anklager om racisme et meget effektivt våben i Tyskland. Islamisterne ved dette. Så snart man anklager nogen for dæmonisering af Islam, så trækker den europæiske side sig”. Med andre ord er alene anklagen om hvid racisme nok til at lukke munden på dem.

 

Jeg har hørt den hollandsk-somaliske islamkritiker Ayaan Hirsi Ali blive fortalt, at havde hun været hvid, var hun blevet kaldt ”racist”. Hvilket essentielt betyder, at hvis man er hvid, kan det under ingen omstændigheder tillades at være fortaler for sin kultur, endsige kritisere ikke-hvide. Det er underordnet, om det man siger, rent faktisk er korrekt. Hvide er derfor effektivt blevet umyndiggjorte i sager relateret til immigration eller bevarelse af deres egne lande.

 

Vi kan ikke forsvare Vesten mod muslimsk immigration, med mindre vi besejrer Politisk Korrekthed. Og vi kan ikke besejre Politisk Korrekthed, før vi eftertrykkeligt har skaffet os af med ideen om, at alle hvide er racister, hvis de forsvarer deres kultur, eller ønsker selvbestemmelse, eller at ikke-hvide kun er ofre for racisme.

 

Hvis man spørger hvordan indfødte nordmænd skal kunne bevare deres kultur, når de snart vil være minoriteter i deres eget land, er svaret mange gange: ”Der findes ikke sådan noget som norsk kultur”.  Vi spiser pasta og kinesisk mad og er ellers ”amerikaniserede”. Så alle skal altså bevare deres kultur, bortset folk af europæisk oprindelse? Alle kulturer er lige, nogle kulturer er bare mere lige end andre? Hvorfor er kolonisering altid slemt, men ikke når mit land, der ingen kolonihistorie har haft, bliver koloniseret af tredjeverdens immigranter?

 

Er det ikke per definition at begå overgreb på den indfødte befolknings rettigheder, hvis de tvinges til at undertrykke deres kulturelle identitet for at tilfredsstille folk der af egen fri vilje, lige er flyttet dertil? I Norge synes myndighederne at løse dette dilemma, ved ganske enkelt at erklære, at dette er ”terra nullius”, et land uden folk, eller i det mindste uden kultur. Det norske folks rettigheder tæller ikke, fordi det norske folk eksisterer ikke.

 

Vi bør ikke idealisere masseimmigration for meget. Når en gruppe folk bevæger sig ind på et territorium, hvor en anden gruppe folk allerede lever, så er det i almindelighed gennem menneskets historie endt i krig. Enten vil de nytilkomne blive fordrevet, eller de nytilkomne vil undertrykke eller udrydde de tidligere indbyggere, eller grupperne vi dele landet mellem dem.

 

Jeg kan ikke se, at vi kan forvente noget andet resultat, hvor den indfødte befolkning tilfældigvis er hvid. Faktisk er det så meget mere sandsynligt, givet det faktum, at vi tilhører en racegruppe, der gennem århundreder har været dominerende i verdens affærer, og at ikke så få ikke-hvide derfor hader os. Tilføj dertil det faktum at en stor del af disse immigranter er muslimer, der sædvanligvis forfølger ikke-muslimer uanset race, så er langt den mest sandsynlige fremtid for nordmændenes børn og børnebørn, hvis immigrationen fortsætter, at de enten må slås for deres liv, eller som flygtninge forlade hvad der tidligere var deres eget land.

 

Præcist hvorfor er de forpligtede til at acceptere dette? Landflygtiggøres, mens man mules af egne ledere og medier, synes ikke særligt tolerant. I 2001 i Norge blev en farvet teenager ved navn Benjamin Hermansen dræbt af to nynazister. Mordet satte den største protestmarch siden Anden verdenskrig i gang, ledet af kronprinsen og statsministeren, og skoler landet over markerede begravelsen med stilhed i et minut.

 

Senere i 2001 frigav politiet i Oslo statistikker der viste, at antallet af voldtægtsanklager i byen var hurtigt ekspanderende, og at i størstedelen af disse sager med et hvidt offer og en ikke-vestlig gerningsmand. Disse tal blev hurtigt begravet. Yderligere, området i Oslo hvor Hermansen levede, Holmlia, siver nordmænd stille væk, grundet chikanerier fra immigranter. Hermansen´s morder fik så megen opmærksomhed, fordi det var så sjældent. Chikanerier, voldtægter og knivstikkerier på hvide af ikke-hvide sker på jævnlig basis.

 

Over hele Vesteuropa, ja faktisk over hele den vestlige verden, findes der nu områder, hvor det for hvide mennesker er farligt at leve. Dette udløser aldrig et ramaskrig. Tværtimod. Det udløser beskyldninger om racisme, hvis den hvide befolkning modsætter sig fortsat masseimmigration, til trods for det faktum, at vi i et kortere tidsrum har accepteret mere immigration end sandsynligvis folk på noget tidligere tidspunkt i historien fredeligt har gjort.

 

Den svenske radikale feminist Joanna Rytel skrev i en artikel ved navn ”Jeg vil aldrig føde en hvid mand”, for et stort svensk blad Aftonbladet, erklærende ting som ”Ingen hvide mænd, tak…jeg brækker mig ud over dem”. Efter at have modtaget en klage over dette, forklarede den svenske statsanklager Göran Lambertz, hvorfor dette ikke kvalificerede til racisme:

 

”Meningen bag loven om tilskyndelse til etnisk had var, at sikre lovmæssig beskyttelse for minoritetsgrupper af forskellig beskaffenhed og efterkommere af forskellige religioner. Sager hvor folk udtrykker dem selv på en kritisk eller nedværdigende måde om mænd af etnisk svensk herkomst, har aldrig været tiltænkt indeholdt i denne lov”

 

Det er helt sikkert ikke fordi racisme mod den hvide befolkning ikke eksisterer. Bølgen af røverier Malmø har været vidne tilde seneste år, er en del af ”krigen mod Sverige”. Dette er forklaringen givet af røvere med immigrantbaggrund. Så hvorfor tages dette så ikke alvorligt af myndighederne?

 

Vestlige tilhængere af Politisk Korrekthed står ideologisk nær Hvidt Overherredømme, eftersom de tilkender hvide mennesker en ”særlig status”, som de ikke tilkender andre. Det bliver ikke mere retfærdigt af, at denne status er negativ. Det modsatte af Hvidt Overherredømme kan måske kaldes Hvidt Værdiløshedssyndrom. Selvhadende hvide vestlige, er ofre for Hvidt Værdiløshedssyndrom.

 

Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal vælge mellem Hvidt Overherredømme og Hvidt Værdiløshedssyndrom. Det er én ting at afvise ideen om, at din kultur bør tvinges ind i andres kultur, men noget helt andet at sige, at man ikke skal tillades at opretholde sin kultur, selv i sit eget land. Sidstnævnte er simpelthen et spørgsmål om selvopretholdelse, det mest grundlæggende instinkt, helt ned på bakterieniveau.

 

Jeg har ret til at bevare min kultur, også selv om jeg har blå øjne, og jeg kan ikke se noget ”racistisk” i ikke at ønske, at mine børn bliver en forfulgt minoritet i deres eget land gennem masseimmigration. At man bliver afvist som Hvid Overherre for blot at påpege det indlysende, viser hvor dybt forankret og internaliseret denne anti-hvide skævvridning er blevet.

Leave a Response »

 

Islam og Marxisme – Et ægteskab indgået i Allah´s socialistiske paradis torsdag, okt 23 2008

I en artikel i City Journal hævder Theodore Dalrymple overbevisende, at Islam hurtigt er ved at blive vor tids Marxisme.

 

I følgende tages Dalrymple´s analyse et skridt videre. Islam er ikke simpelthen det alternativ, som dagens angstredne, fremmedgjorte ungdom vender sig mod, fordi marxismen i intellektuelle kredse er aftagende; dens ekstremisme og vold resonerer fint med det tyvende århundredes socialistiske revolutionære; og de har gjort Jihad gyldig, som en essentiel komponent i deres politiske og intellektuelle strategi, i deres bestræbelser på at genoplive det tyvende århundredes Marxisme.

 

Lad os se på strategien, og hvordan den har udviklet sig til at inkludere islamiske fanatikere.

 

Multikulturalisme og Politisk Korrekthed er to af de fundamentale pseudo-intellektuelle, quasi-religiøse grundbegreber der er blevet udbredt af intellektuelle, der ikke var i stand til forlade socialismen, selv efter dens knusende fejlslag i det tyvende århundrede. Sammen med en tredje komponent Radikal ”Miljøisme”, udgøres de tre nøglefundamenter i venstrefløjens dogme, der langsomt, men uophørligt, er blevet absorberet på alle niveauer i vestlig kultur i de seneste årtier – men primært siden Den Kolde Krig.

 

Alle tre nøglefundamenter er blevet inkorporeret i de fleste folkeskolecurricula, såvel som curricula i vestlige universiteter og gymnasier. Samlet er de det toksiske biprodukt af postmoderne relativisme.

 

Og i takt med, at disse neo-marxistiske fascister er blevet fuldstændigt gennemsyrede af denne toksiske bryg, bliver ethvert forsøg på at validere den neo-marxistiske præmis, eller teste dens værdi, mødt med hysteriske anklager om racisme, sexisme, homofobi, islamofobi, imperialisme, snæversyn og – værst af alt – intolerance, usensitivitet eller hykleri.

 

De neo-marxistiske fascisters selvretfærdighed er sådan, at de er stærkt overbeviste om, at det er retfærdiggjort (selv i deres ”pacifistiske” kostume) voldeligt at angribe og/eller intimidere enhver, de er uenige med.

 

Det er tilfældigvis sådan, at disse grundbegreber (Multikulturalisme, Politisk Korrekthed og Radikal ”Miljøisme”) repræsenterer tre af fire søjler, der er grundlaget for en voksende epistemologisk, etisk og politisk strategi, som socialismens levninger har konceptueret og implementeret, for at undgå at deres ideologi ender i historiens skraldespand.

 

Og hvad mere interessant er, at mens de tilskynder og muliggør Islam med de tre søjler, så hjælper og tilskynder Islamfascisterne dem, ved at bruge den fjerde søjle – terrorisme.

 

Vi kan se på de fire søjler som værende grunden til, at vi i øjeblikket er vidner til en socialistisk genvækkelse, og de store hurtige fremskridt fra Islamisk Jihad i hele verden.

 

Dalrymple´s artikel antyder, at Islam har lånt marxismens klæder; men jeg antyder, at de to er forenede i et fornuftsægteskab; og at denne forening er det 21 århundredes reinkarnation af den fejlslagne, umenneskelige, uprogressive ideologi, bedre kendt som Marxisme.

 

Osama bin Laden leverede i sit seneste stridsskrift mod Vesten, på årsdagen for 9/11, en fuldt optrukket integration af alle ovenstående socialistiske/marxistiske standpunkter, i sin retfærdiggørelse for Jihad og bevidstløs vold.

 

”Konverter eller dø” er ikke kun Al-Qaeda´s favoritultimatum, det er et motto adopteret fra vores venner neo-marxisterne.

 

 

Leave a Response »

 

Osama´s islamisme og venstrefløjens had mod Amerika lørdag, okt 25 2008

Mange af al Qaeda´s ideologier er tydeligst fremsat i Osama bin Laden´s ”Declaration of War Against Amerika” i 1996. I dagens arabiske intellektuelle kredse, bliver bin Laden allerede sammenlignet med tidligere ikoner fra den tredje verdens revolution, der gav afkald på det privilegerede liv, og drog op i bjergene, for at bekæmpe den amerikanske undertrykker, som eksempelvis Che Guevara. Ifølge journalist i Kairo Issandr Elamsani, ser arabiske intellektuelle stadig meget verden i 1960´ernes termer. ”De er alle eks-Sorbonne, gamle marxister”, siger han, ”der ser alt gennem et postkolonialt prisme”.

 

På samme måde som Heidegger ønskede, at det tyske folk skulle vende tilbage til en tåget, middelalderlig, sved-og-blod-kollektivisme, renset for modernitetens korruption, og lige som Pol Pot ønskede at vende tilbage til ”År Nul”, ligeledes drømmer Osama om at vende sin verden til det syvende århundredes imaginære renheds Islam. Og som Fanon argumenterede, at revolutionen aldrig kan opnå sine mål gennem en fredelig reform, ligeledes anser Osama terror for et gode i sig selv. En terapeutisk handling, helt afsondret fra noget konkret mål. Villigheden til at dræbe beviser den enkeltes renhed.

 

Ifølge journalist Robert Worth der skriver for New York Times om den islamiske terrors intellektuelle rødder, er Laden ringe uddannet i islamisk teologi. Som ung velhavende playboy kom han i 1960´erne under indflydelse af radikale arabiske intellektuelle, der blandede kaldet på marxistisk revolution, med kaldet på den rene islamiske stat. Mange af disse mænd blev fængslet og henrettet for deres angreb på arabiske regimer; Sayyid Qutb eksempelvis, en stor figur i vækkelsen af islamisk fundamentalisme, blev henrettet i Ægypten i 1965. Men deres ideer levede videre. Qutb´s intellektuelle afkom inkluderede Fathi Yakan, der sammenlignede den kommende islamiske revolution med den franske og russiske revolution, Abdullah Azzam, en palæstinensisk aktivist dræbt i en bilbombe i 1989, og Safar Al-Hawali, en saudisk fundamentalist jævnligt fængslet af den saudiske regering. Mens sådanne mænd drømte om en ren islamisk stat, var europæiske revolutionæres ideologi sjældent langt fra deres tanker. Fathi Yakan: ”Den franske revolutions arbejde blev grundlagt af Rousseau, Voltaire og Montesquieu; den kommunistiske revolutions planer blev udarbejdet af Marx, Engels og Lenin….Det samme gælder for os”

 

Qutb´s indflydelsesrige bog ”Signposts on the Road” kan tydeligt spores i udtalelserne fra Islamisk Jihad, gruppen der i 1981 ville retfærdiggøre snigmordet på Ægyptens præsident Anwar Sadat, som et skridt på vejen mod enden af amerikansk dominans af Ægypten, og varsle en ren islamisk orden.

I 1990´erne fusionerer Islamisk Jihad med al Qaeda, og Osama´s ”Declaration of War Against America”, vil vise en åbenbar skyld til Islamisk Jihad´s manifest ”The Neglected Duty”.

 

Det kan så argumenteres at fødestedet for Osama´s variant af terrorisme, var Paris 1968, da studenteroprørerne og de radikale belæringer, indflydelsen af Satre, Fanon og den nye marxismes postmoderne mestre af ”folkets skæbne”, var på sit højeste. Omkring midten af halvfjerdserne var, ifølge Claire Sterling´s ”The Terror Network”, ”praktisk taget enhver terrorist og guerillastyrke repræsenteret i Paris. Især palæstinensere var repræsenteret i styrken”. Dette var Yasser Arafat´s terroristorganisation Al Fatah´s velmagtsdage, hvis 1968 traktat ”The Revolution and Violence” er blevet kaldt et præcist resume af ”The Wretched of the Earth”.

 

Mens Al Fatah lejlighedsvist brugte gamle leninistiske udtryk om klassekamp, så var det lykkes de tiltagende radikaliserede grupper, at perfektionere sammensmeltningen af Islamisme og den tredje verdens Socialisme. Deres traktat blandede Heidegger og Fanon med kald på genvækkelse af streng social islamisk orden. ”Vi erklærer”, siger den shiitiske terroristgruppe Hezbollah i sit ”Open Letter to the Downtrodden in Lebanon and the World”, ”at vi er en nation der kun frygter Gud, og ikke vil acceptere ydmygelse fra Amerika og dets allierede, og den zionistiske entitet, der har bemægtiget sig det hellige islamiske land. Den voldelige kamps mål er at give vort folk muligheden for at afgøre dets skæbne. Men den skæbne må følge den fastlagte sti: Vi skjuler ikke vores dedikation til Islam´s lov…som alene sikrer retfærdighed og værdighed for alle, og forhindrer nye imperialistiske forsøg på at infiltrere vort land…Den islamiske modstand må…med Gud´s hjælp modtage støtte fra alle muslimer i alle dele af verden”

 

Disse kald til revolution i 1980´erne kunne være blevet udtrykt sidste uge af Osama bin Laden. Faktisk bekræfter den store doktrinære forskel mellem radikale for årtier siden og Osama kun indflydelsen af postmodernistisk socialisme på sidstnævnte: Hvor Qutb og andre tidlige islamister hovedsagligt så indad, koncentrerende sig om revolution i muslimske lande, så retter Osama primært sin kamp udad mod amerikansk hegemoni. Mens det for de tidlige revolutionære drejede sig om at styrte deres egne anløbne regimer, er det for Osama den primære sti til en renset islamisk stat at bringe Amerika i knæ.

Leave a Response »

 

Baggrunden for Multikulturalisme søndag, okt 26 2008

 

Multikulturalisme kan forstås som en kombination af kræfter og indflydelser, forskellige men ikke indbyrdes udelukkende.

 

Én måde at anskue dette på er, at multikulturalismen ”bare skete”, et tilfældigt resultat af teknologisk globalisering. Selvom global migrationspres og moderne kommunikation afgjort har bidraget næsten helt sikkert for forenklet. Der er overvældende beviser på, at multikulturalismen af varierende grupper blev tilskyndet med hensigt. Hvis noget, er den et indirekte resultat af globaliseringen, gennem multinationale selskaber, og skabelsen af en international elite, hvis gensidige loyalitet tiltagende overgik nationale interesser.

 

Det siges, at alle de mest destruktive ideologier i den moderne æra, er opstået i Europa. Men man kan overveje, om Multikulturalisme er én af de få stupide ideer amerikanerne har eksporteret til Europa. Den danske skribent Lars Hedegaard påstår, at multikulturalismen stammer fra U.S.A. i kølvandet på 1960´ernes borgerrettighedsbevægelse. Ved nærmere eftertanke virker denne forklaring sandsynlig.

 

Måske er Multikulturalisme en anti-europæisk ideologi, med U.S.A. – og senere Canada, Australien og New Zealand – distancerende dem selv fra deres europæiske arv, hvor Europa i den forbindelse har distanceret sig fra sig selv. En amerikansk blogger skrev, at det er fuldstændigt på sin plads på enhver mulig måde at skrotte europæisk kultur, men da der forsigtigt blev stillet nogle spørgsmål, om effekten af den massive latinamerikanske immigration, udelukkende ville være nyttig, blev denne anklaget for at være racist.

 

Det er blevet foreslået, at multikulturalismen opstod i Canada. En enkelt har foreslået Schweiz. Men med al respekt må den kulturelle indflydelse fra Schweiz eller Canada siges at være begrænset. U.S.A. har på den anden side udøvet kraftfuld kulturel oversøisk indflydelse verden over efter Anden Verdenskrig, og har været i en position til eksporten af en ideologi.

 

Borgerrettighedsbevægelsen fandt sted på baggrund af et vestligt ungdomsoprør med marxistisk indflydelse. Selvom multikulturalismen måske ikke er direkte rodfæstet i marxistisk lære, så er dens anti-vestlige attituder og radikale egalitarisme i det mindste kompatibel med ideerne om tvangslighed, og aspekter af multikulturalismen er tilstrækkeligt lig marxismen til at forklare, hvorfor dens mest glødende tilhængere er venstreorienterede, og hvorfor Politisk Korrekthed, den bløde totalitære form for censur indlagt til styrkelse af multikulturalismen, af disse findes så appellerende.

 

Hvis vi postulerer, at Multikulturalisme og Politisk Korrekthed oprindeligt blev født ud af et vestligt tab af kulturel selvsikkerhed, men senere af venstrefløjen i det store hele er blevet udnyttet, ville dette forklare hvorfor det findes over hele den vestlige verden, men stærkest i Vesteuropa, som har været under større marxistisk indflydelse og større historisk tab af selvtillid, end U.S.A.  Dette ville forklare hvorfor østeuropæere, der netop har oplevet årtier med marxistisk indoktrinering, er noget mere resistente end vesteuropæerne. Østeuropæerne har også været meget mindre udsatte for Den Europæiske Union´s Eurabere, der hyller multikulturalismen for egen vindings skyld.

 

Summeringen kan se nogenlunde sådan ud:

Multikulturalismen opstod i U.S.A. under borgerrettighedsbevægelsen i 1960´erne, der startede en fuldstændig omtænkning af amerikansk kulturel identitet, til fordel for afvisningen af arven af europæiske aspekter, i transformationen til en ”universel” nation. Multikulturalismen blev eksporteret til resten af den vestlige verden gennem amerikansk kulturel indflydelse, og blev samlet op af Vesteuropa, der stadig sundede sig efter følgerne af næsten at være selvdestrueret gennem to verdenskrige, og som på det tidspunkt var midt i processen at forlade sine kolonier, og led af postkolonial skyldskompleks, og identitetskrisen der deraf fulgte.

 

Multikulturalismen havde derfor oprindeligt sine rødder i en kulturel identitetskrise i vesten, men blev hurtigt udnyttet af grupper der havde deres egne agendaer. Denne periode, 1960´erne og 1970´erne, var også fødslen af vestlig kulturel revolution, et hippieungdomsoprør mod etablissementet. Vestlig kultur og institutioner var dybt influeret af marxistisk inspirerede ideologier. Den anti-vestlige komponent i multikulturalismen passede dem fint. Efterfølgende enden på Den Kolde Krig i de sene 1980´ere og tidlige 1990´ere, da økonomisk marxisme led et troværdighedstab, selvom den dog ikke døde, skiftede store segmenter af den vestlige politiske venstrefløj til Multikulturalisme og masseimmigration, som led i garantien for deres politiske livs overlevelse, og udøvede censuren fra Politisk Korrekthed og ”anti-racisme”, som en ideologisk kølle til at banke deres ideologiske modstandere med, og fortsætte undermineringen af vestlige institutioner.

 

Oven på den marxistiske indflydelse i Europa, har vi haft andre grupper af Euro-føderalister og Eurabere, med et andet, men overlappende mål for nedbrydningen af nationale kulturer, gennem promoveringen af multikulturalismen, i den nye kunstige identitets favør. Globaliseringsprocessen skabte ikke disse impulser af vestlig selvlede, som indikeret af det faktum, at ikke-vestlige lande, såsom Japan, ikke er blevet invaderet af immigration, i det samme omfang som vesten, men den forstærkede nogle af dem.

 

Teknologisk globalisering har forøget migrationspresset til hidtil usete højder, men den har også muliggjort en global politisk og økonomisk elite af individer, inklusive nogle centrister og højreorienterede, der ikke længere føler noget nært tilhørsforhold til deres lande, men hovedsagligt til den internationale elite, der forsyner dem med karrieremuligheder.

 

Disse centrister, højreorienterede og Big Business-støtter, er måske ikke så aktivt fjendtlige mod vestlig kultur, som venstrefløjen er, men de gør heller ikke noget for at bevare den, og bruger multikulturalismen til at skjule det faktum, at de har tabt og forkastet kontrollen over nationale grænser. Globaliseringen har derfor samtidigt skabt mere migration og mindre vilje til at kontrollere migrationen.

 

Kombinationen af alle disse faktorer, i tilføjelse til genopstandelsen af global islamisk jihad, skaber gradvist en demografisk og demokratisk krise i vesten. Mange vestlige opfatter, at medierne og deres politikere ikke længere lytter til dem, og de har helt ret. De der føler loyalitet mod deres kultur og deres nationalstat, føler sig forrådte, fordi de ér blevet forrådte.

  

Leave a Response »

 

Injurieterrorismen mandag, okt 27 2008

Rachel Ehrenfeldt blev sagsøgt af Khalid bin Mahfouz, en saudisk bankrådgiver og milliardær

Der findes mange former for terrorisme, og vold er kun én af dem. De tiltagende ikke-voldelige strategier anvendt for at opnå målet for Det Muslimske Broderskab, at ”sabotere vesten indefra”, er mere lumsk, og har større sandsynlighed for at sejre, end vold. Selvom ikke-voldelig radikalisme tager mange former, så er én af de mest farlige former bestræbelsen på at undertrykke ytringsfriheden, gennem anvendelsen af injuriesøgsmål.

En hovedsag på dette område er den om Rachel Ehrenfeldt. Hun er en israelsk-amerikansk ekspert i bekæmpelse af terrorisme, og er internationalt anerkendt. I 2003 forfattede hun bogen ”Funding Evil: How Terrorism is Financed and How to Stop it”. I den hævder hun, at Khalid bin Mahfouz, en saudisk bankrådgiver og milliardær, hjalp med finansieringen af Al-Qaeda. Til støtte for hendes påstand citerede hun regeringsdokumenter fra Frankrig, Storbritannien og Amerika.

Rachel´s bog blev skrevet, publiceret og distribueret i Amerika, og var målrettet amerikanske læsere. Dog, gennem Internettet blev omkring 23 bøger solgt i Storbritannien. Dette var tilstrækkeligt for britiske domstole til at anerkende injuriesøgsmålet fra Mahfouz mod Rachel.

Rachel nægtede i forbindelse med søgsmålet at rejse til Storbritannien. Hun blev derfor dømt ”in absentia”. Domstolen dømte hende til at betale 225.000 dollar og give Mahfouz en undskyldning. Rachel søgte en deklarativ dom i Manhattan´s føderale domstol, krævende at den britiske dom skulle kendes ugyldig. Sagen blev dog afvist, grundet domstolens mangel på domsmyndighed over Mahfouz.

Mahfouz hævdede han var uskyldig i anklagerne Rachel rettede mod ham. Alligevel valgte han ikke at sagsøge hende i Amerika, hvor søgsmålet ville have givet mere mening. Dette skyldes, at britiske og amerikanske injurielove adskiller sig kraftigt fra hinanden. I Amerika er ytringsfriheden beskyttet under ”First Amendment” i den amerikanske konstitution. Lovene i Amerika er på ytringsfrihedens side, på den anklagedes side og sandheden er det fuldstændige forsvar. En offentlig person kan ikke vinde et injuriesøgsmål, med mindre denne løfter sin bevisbyrde om, at den aflagte erklæring var usand, og at forfatteren gjorde det i ”ondskabsfuldhed” eller ”uagtsom ligegyldighed om sandheden”. Sagsøgere i Amerika aflægger ofte ed, og under regler om afklaring kunne Mahfouz yderligere have været afkrævet sine finanser lagt frem til offentligt skue. Ingen af disse regler gælder i Storbritannien.

I Storbritannien er injurielove meget på sagsøgers side, hældende i retning af beskyttelsen af den enkeltes ry, i det omfang at det ofte tangerer censur. Der konstituerer injurier at publicere ”en erklæring der ville få en almindelig person til at moderere sine synspunkter, som resultat af at have hørt eller læst erklæringen”. Der er intet krav om, at sagsøger skal løfte bevisbyrden. I stedet antages erklæringen at være usand, og bevisbyrden ligger hos anklagede, med mindre andet kan vises. Forsvar i injuriesager i Storbritannien inkluderer argumenter som, at ”jeg var ikke den virkelige forfatter”, ”jeg vidste ikke erklæringen ville blive publiceret”, ”jeg vidste ikke erklæringen var injurierende” eller personen om hvem erklæringen blev afgivet, havde så dårligt et ry, at en negativ omtale ikke ville ændre den gennemsnitlige borgers mening om denne.

Grundet forskellene i lovene har der været en substantiel forøgelse i fænomenet ”injurieturisme”, hvor terrorismens støtter rejser jorden rundt for at sagsøge. Med ankomsten af salg over Internettet kan domstole der ellers ingen domsmyndighed havde, køre sager hvor bøger blev købt i deres land.

Søgsmål og trusler om søgsmål fra Mahfouz og andre som ham, har haft en afkølende virkning på ytringsfriheden i hele Vesten. Hahfouz har allerede sagsøgt, eller truet med at sagsøge, fyrre forfattere, inklusive tyve amerikanere. I den forbindelse har han inkasseret substantielle erstatninger og standset salget og distributionen af vigtige informationer om terrorfinansiering. Eksempelvis i 2006, efter Mahfouz havde anlagt injuriesøgsmål, erklærede Cambridge University Press, at det ville standse al salg af usolgte kopier af bogen ”Alms for Jihad: Charity and Terrorism in the Islamic World”, skrevet af Robert O. Collins, en tidligere historieprofessor ved University of California, og J. Millard Burr, en tidligere embedsmand.

Efterfølgende skrev Andy McCarthy en bog med titlen ”Willful Blindness”. McCarthy var den ledende føderale anklager af Abdul Rachman (også kendt som ”den blinde Sheik), der var ansvarlig for bombningerne af World Trade Center i 1993. En bogdistributør opererende i Canada og Storbritannien skrev et brev til Roger Kimball, McCarty´s kommende forlægger, spørgende om bogen indeholdt noget anti-saudisk eller anti-terroristisk. Han frýgtede, at han ville krænke saudierne der boede i Storbritannien, og udsætte sig selv for et muligt søgsmål.

Rent praktisk har de folk der gerne vil holde principperne i hævd, lommer der er dybe nok til at kunne forsvare sig i en domstol. Saudierne på den anden side, har tilsyneladende uendelige mængder penge til at finansiere deres procesbestræbelser.

Resultatet af denne injurieterrorisme er, at bøger af terroriststøtter dømmes krænkende, og bliver ikke publicerede, selvom de er sande. Deres pengevask, træning af Wahabbi imamer kloden rundt, distribution af hadefuld litteratur og radikale indoktrinering af madrass-studerende, passerer ubemærket. Selv når sagsøger ikke har en fortjenstfuld sag, ved denne, at truslen om at få sagsøgte til at bløde, kan være tilstrækkeligt til at opnå målet om undertrykkelse af ytringsfrihed. Og truslen om søgsmål behøver man ikke engang nævne, for at skabe den kølende virkning. At injuriesøgsmålene fra radikale er tiltagende i hele Vesten, er nok til at få enhver i industrien til at tage notits. Injurieterrorismen har i sandhed været succesfuld.

En flod af søgsmål hos fremmede domstole demonstrerer, at radikale muslimer og terroriststøtter prøver at lukke munden på folk. Men hvis amerikanerne ikke kan tale om, hvordan terrorismen opererer og er finansieret, så kan de ikke adressere problemet. Det er derfor afgørende, at besejre injurieterrorismen, ikke alene for at bevare amerika´s ytringsfrihedsrettigheder, men for at bevare den nationale sikkerhed.

Som svar på disse begivenheder har New York State Assembly og New York State Senate tidligere i år énstemmigt vedtaget ”The Libel Terrorism Reform Act”. Også kendt som ”Rachel Law” giver denne lov New York´s domstole domsmyndighed over fremmede, der vinder injuriesøgsmål mod folk fra New York. Den tillader den anklagede at søge påstand om at dommen er ugyldig, hvis ikke det land der laves søgsmål i, ikke tilbyder den samme beskyttelse af ytringsfriheder som i ”First Amendment”. Loven blev i maj 2008 underskrevet af guvernør Paterson, og er en sejr for forlæggerbranchens hovedstad.

Nå, men Kongressen ønsker at yde yderligere beskyttelse mod injurieterrorisme, og yderligere skærpe konsekvenserne. ”The Free Speech Protection Act of 2008” blev introduceret i House of Representatives af kongresmedlem i New York Peter King. I senatet blev loven sponseret af senator Arlen Spector og co-sponseret af senatorerne Joe Lieberman og Chuck Schumer. Denne lov vil, hvis den vedtages, tilbyde samme redskaber som New York State loven. Yderligere vil den tillade forfattere og forlæggere at modsagsøge for tort og svie, hvor sagsøger anlagde en injurieanklage, med hensigten at intimidere sagsøgte fra at udøve rettighederne i ”First Amendment”.

Desværre vil denne lov dø i komiteen, med mindre kongressen træder i funktion inden årets udgang. Det siges dog, at efter januar 2009 vil komiteerne genoptage disse love, igen givende kongressen en chance for at få dem vedtaget. Hvis kongressens medlemmer og senatorerne samarbejder, kan de vinde dette slag om bevarelsen af én af Amerika´s hjørnestensfriheder, og besejre ikke-voldelige radikale i deres misbrugende søgsmålstaktikker. For at kunne vinde den globale krig mod terror, er det afgørende, at forfattere er frie til at udbrede sand information om terrorismerelaterede emner til efterretningstjenester og anti-terrorpersonel, såvel som til offentligheden.

Lad os håbe når det nye år tager sin begyndelse, at Amerika´s lovgivere ikke vil lade denne vigtige mulighed glide af hænde.

 

Leave a Response »

 

Jeg er en terroristsympatisør – hør mig brøle! onsdag, okt 29 2008

Jeg har hørt folk sige, at vestlig popkultur vil ødelægge Islam. Det er muligt, men vi må huske på, at vejen ikke er énsrettet. Hvad hvis det omvendte sker? Nogle gange kan barbarerne også influere de civiliserede folk, og der findes en foruroligende ”forståelse” for terrorister i vestlige film og medier i vor tid. Kryb kommer kravlende ud af træværket, mere eller mindre heppende på terrorister der prøver at tvinge vort samfund ned. Der vil sandsynligvis altid findes folk der drages mod blod og ødelæggelse. De ville gerne ødelægge den nuværende politiske orden, men er ikke selv i stand til det, så de ender med at være heppekor for dem der gør forsøget. Lad os kalde dem ”terroristsympatisører”. Jeg taler ikke her om den Oscar-nominerede selvmordsbomberfilm ”Paradise Now”. Der findes andre eksempler på denne mentalitet.

 

”V for Vendetta” er en nyere film af Wachowski-brødrene, mændene bag den moderne sci-fi-klassiker ”The Matrix”. Den udspiller sig i Storbritannien omkring en generation fra nu. U.S.A. er opløst i kaos og borgerkrig, efter involveringen i en forlænget krig i Mellemøsten. Storbritannien er blevet en fascistisk stat. Hovedpersonen, en ”frihedskæmper” ved navn ”V”, vil initiere en revolution og praler med, hvordan sprængningen af en bygning kan ændre verden. Han bærer en Guy Fawkes maske, for at skjule sin identitet, og proklamerer, at han vil afslutte den 5. november, hvad Fawkes prøvede at gøre i det såkaldte ”Gunpowder Plot” i 1605: Sprængningen af Parlamentet. Han får en medsammensvoren, en ung pige ved navn Evey. Hun citerer et populært britisk digt, der ofte tillægges Guy Fawkes:

 

”Remember, remember, the 5th of November The Gunpowder Treason and plot; I know of no reason why Gunpowder Treason should be forgot”

 

Gennem filmen ser man en homoseksuel man, der gemmer en udgave af Koranen fra det fjortende århundrede i et hemmeligt rum i huset, fordi han nyder “den smukke poesi og billedsprog” i den. Han henrettes senere, da myndighederne opdager dette, da Koranen nu bandlyses og muslimerne er undertrykte. Mage til smukke billedsprog har man aldrig hørt. ”Og slagt dem hvor end du finder dem”? Jeg vil installere terror i hjerterne på de ikke-troende: slå dem på deres nakke og slå alle fingerspidserne af dem”? På samme tid vises kirken som et sted af skidt, korruption og hykleri. Islam er god og ”misforstået”. Kristendommen er ond og undertrykkende. I slutscenen af ”V” for Vendetta, sprænges det britisk parlament i luften, med hundredtusindvis af folk med Guy Fawkes masker tilseende, med Tchaikovsky´s ”1812 Ouverture” blæsende ud af højttalere, fyrværkeri der knalder og Evey der smiler.

 

I Hollywoodistan beundrer homoseksuelle Koranens skønhed. I den virkelige verden angribes homoseksuelle fysisk i et tiltagende antal af muslimer i Europa, og dødspatruljer søger homoseksuelle i islamiske lande såsom Irak. En homoseksuel mand, Pim Fortuyn, blev de facto henrettet for at kritisere Islam, efter at være blevet dæmoniseret af hollandske medier og det hollandske etablissement for ”Islamofobi” og ”hadetale”. I Hollywoodistan er Koranen bandlyst i Storbritannien. I virkeligheden kalder Tony Blair Islam for ”progressiv” og priser Koranen for at være langt forud for sin tid med hensyn til ægteskab, kvinder og regeringsstyre. I Hollywoodistan er muslimer hensynsløst forfulgte. I virkeligheden er London blevet den islamiske terrorismes hovedstad i verden, som vist af forfatter Melanie Phillips i sin bog ”Londonistan”. I Hollywoodistan dræber fascistiske indfødte britiske civile, i deres forsøg på at blødgøre dem, så deres mål med omvæltningen af demokratiet gennemføres. I den virkelige verden er de eneste fascister, der prøver at gøre dette, muslimer, efterfølgende eksemplet fra deres profet, der pralede med, hvordan han ”gennem terror var blevet sejrrig”.

 

Efter terrorbombningerne i London i juli 2005 er ikke én eneste muslimsk gejstlig blevet udvist af Storbritannien. Historiker David Starkey advarede, at Storbritannien var i fare for at gå i søvne ind i en ny æra af religiøs intolerance, som i det sekstende og syttende århundrede. Hvad der i dag kan beskrives som tankekriminalitet, såsom at udtrykke nogen for sympati for selvmordsbomberne, ville i tidligere æraer have været betragtet som kætteri, sagde han. Den rigtige respons mod bombningerne ville være, at Storbritannien skulle vise mere tolerance mod Islam. Professor Ron Greaves har erklæret, at angrebene der dræbte 52 mennesker, ikke var en terrorismehandling, men ”blot en ekstrem muslimsk handling” og at ”ordet terrorisme er et politisk ord, der altid synes at blive brugt til at dæmonisere folk med”. Muslimsk immigration fortsætter usvækket, og det åbne had mod Vesten fortsættes med at blive prædiket i moskeerne. BBC har som altid travlt med at føre kampagne imod ”Islamofobi” og erindrende alle om, at Islam er rig på diversitet, og at vestlig civilisation ville have været umulig uden de store islamiske bidrag, som vi burde være uendeligt taknemmelige for.

 

For en udenforstående er det sørgeligt at se den nation der engang trodsede Hitler og Napoleon langsomt bukke under for disse barbarer. Det er godt, at mindre nationer som Danmark og måske Holland i det mindste er begyndt at konfrontere den islamiske trussel, men det er ikke nok. For Europa´s skyld har vi behov for at nogle større lande gør det samme. Frankrig synker sammen i et hængedynd af problemer, og har i første omgang været den ledende skaber af Eurabien. Måske tyskerne kunne klaret jobbet, men de er stadig tyngede af deres skyldkompleks fra Anden Verdenskrig. Vi har brug for at få briterne på banen, men indtil videre er der meget få tegn på, at det vil ske. Vil Storbritannien for evigt være slavebundet, eller vil hun rejse sig, som hun tidligere har gjort?

 

Selvom Hollywood ikke vil fortælle sandheden, så er der stadig nogle der vil. Mullah Krekar, en Al-Qaeda forbundet islamisk leder der er givet flygtningestatus i Norge, fortalte en Oslo-avis, at der er en krig i gang mellem Vesten og Islam. Han sagde, at han er ret sikker på, at Islam vinder. Muslimer kunne faktisk vinde, hvis bare de sidder stille, forholder sig i ro og fortsætter deres demografiske Jihad. Men for mange af dem opfører sig så, tja, islamisk, braldrer og praler om deres planer. At høre på Mullah Krekar tale er lige som at se én af de gamle James Bond film, hvor skurken simpelthen bare må fortælle Bond om sine onde planer, lige i tid til at Bond kan forhindre dem. ”Jeg er så klog og ond, og du kan ikke stoppe mig, æh bæh!” Tagende tingenes tilstand i Al-Britannien i betragtning, ville Bond sandsynligvis arbejde for det andet hold. ”Der er et grimt tilfælde af Islamofobi i avisen Telegraph i dag. Tag Dem af det, vil De 007. Hvordan vil De have Deres Koran, Hr. Bond? Shaken not stirred”.

 

I en anden film, ”Good Night and Good Luck”, instrueret af stjerneskuespiller George Clooney, ses reporter Edward R. Murrow rejsende sig mod senator Joseph Raymond McCarthy, under den intense anti-kommunistiske bevægelse i 1950´erne. Jeg antager, at Clooney´s motivation for skabelsen af denne film er at insinuere den pågående krig mod terror, værende ligesom paranoiaen i 1950´erne. For det første: Selvom der ikke kan herske nogen tvivl om, at McCarthy gik for vidt, og ødelagde mange uskyldiges liv, så var den kommunistiske trussel mod U.S.A. og Vesten meget reel under Den Kolde Krig. Og for det andet: Hvem siger at den nye ”politiske heksejagt” nødvendigvis kommer fra højrefløjen?

 

”McCarthyisme defineres sommetider som ”anvendelsen af uretfærdige undersøgelsesmetoder for at undertrykke oppositionen”. Nogle ville hævde, at dette meget præcist beskriver, hvordan kritikere af muslimsk immigration i Vesten er blevet dæmoniseret gennem den seneste generation, især af venstreorienterede. Carl I. Hagen, leder af højrefløjspartiet Fremskridtspartiet var i adskillige årtier stort set den eneste norske politiker af betydning, der advarede mod tidens vanvittige immigrationspolitik. Og han var af etablissementet hadet for det, afsværget som et racistisk svin, nazist og emne for ethvert skældsord i ordbogen. Gennem 1990´erne da stadig var mange folk der tog ”Oslo-fredsprocessen” alvorligt, gik han i demonstration i støtte for Israel med sloganet ”Ingen penge til Arafat”. Offentligheden forstår nu at han havde ret, hvilket er årsagen til, at hans parti nu er vokset fra at være et lille protestparti, til at være på randen af at erstatte Arbejderpartiet som det største parti i Norge for første gang i 80 år. Hvorfor laver Hr. Clooney og andre Hollywood-personligheder ikke en film om Carl I. Hagen, Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, Pim Fortuyn, Theo van Gogh og Geert Wilders i Holland, og andre der har advaret mod den vanvittige muslimske immigration? De er den nye McCarthyismes virkelige ofre.

 

Glorificeringen af antidemokratiske fanatikere har gennemtrængt vestlig popkultur på andre måder end film. Che Guevara´s ansigt popper op overalt, fra plakater til t-shirts. Che er berømt for at hjælpe Fidel Castro med at skabe den cubanske revolution. Senere var han ansvarlig for La Cabana-fængslet, hvor han overværede et militærtribunal, der dømte talløse til døden uden rettergang. ”Had”, sagde han, ”er vigtig”. ”Den får dig til at reflektere dig frem til en effektiv, voldelig, selektiv koldblodig dræbermaskine”. Han hjalp med at etablere politistaten i Cuba, og forhandlede stationeringen af sovjetiske kernevåben på Cuba i 1962. Han blev senere rasende, da Moskva fjernede dem i Cuba-krisen. ”Hvis raketterne var forblevet, havde vi brugt alle sammen….”.

Han talte om ”Uforestilbare ødelæggelser i det ideologiske forsvar”. Alligevel behandles denne morder og symbol på en ideologi der myrdede 100 millioner mennesker gennem det 20 århundrede, som et pop-ikon i Vesten.

 

Michel Foucault er én af de mest velkendte og læste filosoffer i vor tid, kendt af hundredtusindvis studerende på vestlige universiteter. Under og efter revolutionen i 1978-79 besøgte Foucault Iran to gange, og mødtes også med Khomeini i Paris. Meget af Foucaults arbejde grunder i moderniteten i Europa. Han blev derfor fascineret af den iranske revolution, fordi den ”udfordrede den vestlige udviklingsmodel”. Han var ikke den eneste vestlige intellektuelle der blev forført af den ”revolutionære energi” udspillet i Iran. Alderen for ægteskab blev sat ned til 9 år, ti tusindvis af politiske modstandere blev arresterede, torturerede og myrdet, unge kvinder blev rutinemæssigt voldtaget i fængslerne, for at forhindre at de kunne komme i Paradis som jomfruer, og barbariske middelalderlige love blev genindført for millioner og atter millioner af mennesker. For nogle vestlige intellektuelle kan alting undskyldes, så længe det bare er ”anti-vestligt” og man har en ”revolutionær sag”.

 

Phyllis Chesler skriver om Kulturkrigen i akademierne, hvor både venstreorienterede og islamister installerer et systematisk misbrug af sproget, skrivende om ”oprørere”, ikke ”terrorister”, som de beskriver som ”martyrer”, ikke ”mordere”, og som ”frihedskæmpere”, ikke som ”onde veluddannede mænd”. Imens beskrives hadefulde anti-amerikanere og anti-israelere som ”fredsaktivister”. Hun mener, at de vestlige akademier er blevet ”helt igennem palæstinensierede”. Vore islamiske modstandere har ført denne propaganda verden rundt. Som propagandister er de ”langt mere sofistikerede end Göbbels, og langt mere tålmodige”.

 

Yale University i U.S.A. tillod en tidligere Taliban-talsmand, Rahmatullah Hashemi, som studerende. Han var cheftranslatør for Mullah Omar i Afghanistan. Det kvindelige afghanske parlamentsmedlem Malalai Joya sagde, at Hashemi var én af Taliban´s toppropagandister, og kaldte hans status som studerende for ”afskyelig” og en ”utilgivelig fornærmelse”. Alligevel skød Yale tilbage, og sagde, at udelukkelse ville ”tage os et skridt tættere mod Taliban-lignende undertrykkelse af synspunkter, der udfordrer partilinien”.

 

Ironisk nok synes det som om de fremstående forsvarere af demokratiet og den vestlige civilisation, nu er immigranter. Storbritanniens første sorte Ærkebiskop gjorde et voldsomt angreb på multikulturalismen, opfordrende engelske folk til at gøre krav på deres nationale identitet. Den Uganda-fødte ærkebiskop af York, Dr. John Sentamu sagde, at ”for mange folk er forlegne over at være engelske”. ”Multikulturalisme har syntes at implicere, ”forkert for mig, lad andre kulturer udtrykke dem selv, men lad ikke den største kultur fortælle om dens sejre, dens kampe, dens glæder eller dens sorger”, sagde han. Han sagde yderligere, at ”England´s manglende evne til at genopdage sin kultur på ny, kun vil lede til forøget politisk ekstremisme. Hvad vil det sige at være engelsk? Det er et alvorligt spørgsmål”, sagde han. ”Når man spørger mange mennesker i landet: Hvad er engelsk kultur?, er de meget vage. Det er en kultur, hvad enten vi kan lide det eller ej, der har givet os parlamentarisk demokrati. Den er moder for det”.

 

I diskussionen om Muhammedtegningerne citerede forfatter Ibn Warraq den store britiske filosof John Stuart Mill fra ”On Liberty”: ”Mærkeligt synes det at være, at man skulle tillades validiteten af argumentet til brug i den frie diskussion, men protestere hvis dette ”presses ud i det ekstreme”, ikke erkendende, at med mindre argumenterne holder i ekstreme tilfælde, så holder de i ingen tilfælde”.

 

”Vesten er kilden til frigørende ideer om individuel frihed, politisk demokrati, reglerne om lov, menneskerettigheder og kulturel frihed. Det er vesten der løftede kvinders status, kæmpede mod slaveri, forsvarede forskningens frihed, udtryk og bevidsthed”, erklærede Ibn Warraq. ”Hvordan kan vi forvente at immigranter skal integrere sig i vestlige samfund, når de på samme tid får at vide, at Vesten er dekadent, en røverhule, kilden til alt ondt, racistisk, imperialistisk og bør afskyes? Hvorfor skulle de, med den afrikansk-amerikanske forfatter James Baldwin´s ord, ønske at integreres i en synkende skude?”

 

Det er opmuntrende ord, men de kan ikke skjule det faktum, at der findes en meget kraftig understrøm af selvlede og skyldsbesættelse i Vesten, her i begyndelsen af det 21. århundrede.

Hvor kom det fra?

 

Lars Hedegaard, forfatter og klummeskriver for Berlingske Tidende har sammen med kollega Helle Merete Brix og Torben Hansen, været ledende kræfter bag skabelsen af lille Danmark som frontfigur i kampen mod Islam. I hans bog ”While Europe Slept: How Radikal Islam is Destroying the West from Within”, giver Bruce Bawer en anslag af et møde med Hedegaard og Brix i København:

 

”Hedegaard var af den opfattelse, at det danske etablissements venlige negligering af islamisk ekstremisme må have dybereliggende grunde, end snobberi og hippienostalgi. Trods alt er islamificeringen af de nordiske lande den mest fundamentale transformation de har oplevet i hundrede år”. Noget så monumentalt kan efter hans mening ikke alene forklares med et lille antal menneskers tåbeligheder eller klassesnobberi. ”Svære konsekvenser”, insisterede han, ”må have svære årsager”. Overgivelsen af Danmark til muslimerne måtte være resultatet af én eller anden dybt forankret tvangshandling. Hans teori var, at Vesteeuropa´s vedholdende overgivelse til Radikal Islam har sine rødder i den det psykiske sammenbrud efter Første Verdenskrig. For mens konflikten markerede Amerika´s opstigning til rangen af stormagt, tog europæerne det som et knusende bevis”, sagde Hedegaard, ”at vores kultur var værdiløs. Den var grundlæggende ødelagt. Og dette banede vejen for to slags totalitarisme – Nazisme og Kommunisme – og for ”grusomheder i en størrelsesorden man ikke kan forestille sig”. Disse grusomheder var en ubærlig byrde af skyld. Nazisterne”, sagde han, ”fik Europa til at tro, at det var fordømt og syndfuld…og fortjente hvad der var på vej”.

 

Lars Hedegaard´s synspunkter synes at afspejle den franske filosof og kulturkritiker Alain Finkielkraut, der mener, at ”Europa ikke elsker sig selv”. Finkielkraut siger, at det ikke er ydre kræfter der truer Europa, men lige så meget det frivillige afkald på europæisk identitet. Europa ønsker at frigøre sig fra sig selv, sin egen historie og traditioner, kun erstattet af menneskerettigheder. Den Europæiske Union er derfor ikke blot post-national, men post-europæisk. Hvad der i dag karakteriserer Europa, er viljen til at definere sig selv, ikke ud fra ideologi, men ved at forkaste enhver form for identitet. Europa er nu bygget på en ed: Aldrig igen. Aldrig udryddelse igen, aldrig krig igen, men også aldrig nationalisme igen. Europa pryder sig af ikke at være noget. Ifølge Finkielkraut er Auschwitz blevet en del af grundlaget for E.U., en kultur baseret på skyld. Men dette er en vag ideologi, der siger, at ”Vi må modsætte os alt hvad nazisterne stod for”. Følgelig er nationalisme af enhver art eller tilknytning til sit eget land, inklusive hvad nogen måtte anse for værende sund, ikke-aggressiv patriotisme, rynket bryn af. At huske er at fortryde. Europa afviser sin fortid. Europæisk identitet er afidentificeringen af Europa. Fra fortiden bør kun huskes kriminalitet. Dette skete ikke kun i Tyskland, men over hele Europa. ”Jeg kan forstå følelsen af anger, der leder Europa i sin definition, men denne anger går for vidt. Det er for stor en gave til Hitler, at afvise alt hvad der førte til ham”. Dette er sagt af en jødisk søn af en Auschwitz-fange.

 

Kinkielkraut siger, at Europa har gjort menneskerettighederne til sit evangelium, i så stort et omfang at det truer den europæiske historie og kultur. Dette skaber et Europa uden substans. ”Når hadet til en kultur i sig selv bliver del af en kultur, mister sindets liv sin mening”. Finkielkraut erindrer os om, at multikulturalisternes krav på ”diversitet” kræver nedtoningen af det individet til fordel for gruppen. Forkastelsen af fornuften krævet af multikulturalisterne ses som resultatet af kulturens underlæggelse sig antropologien. ”Under socialforskningens nivellerende øje”, skriver han, ”forkastes hierarkier”. Opløsningen af troen på fornuft og almindelig humanisme leder ikke blot til destruktionen af standarder, men involverer også en krise i modet. ”En sorgløs indifference om store emner”, advarer Finkielkraut, ”har sit modstykke i modløshed i mødet med magt”, og svækker dedikationen krævet til bevarelsen af frihed.

 

Ideen om at Auschwitz har defineret Europa´s moderne identitet, er reflekteret af den spanske journalist Sebastian Villar Rodriguez i sit stykke ”Europa døde i Auschwitz”:

 

Jeg gik ned ad Raval (Barcelona) da jeg pludselig forstod, at Europa døde med Auschwitz.

 

Vi myrdede 6 millioner jøder, for at ende med at tage 20 millioner muslimer ind!

 

Vi brændte i Auschwitz kulturen, intelligensen og magten til at skabe…fordi det er folket der gav menneskeheden de symbolske figurer, der var i stand til at ændre historien (Jesus, Marx, Einstein, Freud) og som var kilden til velvære.

 

Vi må indrømme at Europa, ved at slække sine grænser…åbnede sine døre for 20 millioner muslimer, ofte analfabeter og fanatikere…nationens og ghettoens fattigste, og som forbereder det værste, såsom 9/11 og Madridbombningerne, og som er indlogeret i almennyttige lejligheder forsørget af velfærdsstaten.

 

Vi har også erstattet kultur med fanatisme, kapaciteten til at skabe med viljen til at ødelægge, visdom med overtro. Vi har erstattet det transcendentale jødiske instinkt, der selv under de værst tænkelige betingelser, altid har set efter en bedre, fredeligere verden, med selvmordsbomber. Vi har erstattet livets stolthed med den fanatiske besættelse af død. Vores og vores børns død.

 

Men hvorfor henvender denne skyld sig også til Storbritannien, der slog nazisterne, eller Danmark, der reddede de fleste af sine jøder? Hvorfor sporer vi nogle af de samme strømninger i U.S.A.? Og hvorfor i al verden kan europæerne ikke give mere støtte til overlevende af Holocaust i Israel?

 

Jep, vores elite har solgt os ud ved skabelsen af Eurabien og affejningen af vore egne kulturer gennem Multikulturalisme. Men det er kun halvdelen af historien. I demokratiske samfund, selv i de anløbne samfund, ville dette aldrig have været muligt, hvis ikke der fandtes en anseelig understrøm af selvlede til stede i den almene offentlighed. Traumet forårsaget af begivenheder for 70 år siden, slører i dag vores dømmekraft, eftersom enhver tale om en trussel udøvet gennem muslimsk immigration eller ombevarelsen af vor egen kultur, afvises som ”den samme retorik nazisterne brugte om jøderne”. Europæerne er blevet lærte, at være så bange for deres egne skygge, at vi ikke er i stand til at se, at mørket også kan komme udefra. Måske vil Europa brænde igen, delvist som en forsinket reaktion på rædslerne i Auschwitz.

 

V.S. Naipaul har kaldt Indien en ”såret civilisation”. Men det er faktisk Europa der er en såret civilisation, med den forskel at Indien´s sår er påført udefra, hvor Europa´s sår i det store hele er selvpåførte. Islam ødelægger ikke Europa, Europa ødelægger sig selv. På samme måde som en patient med AIDS formelt kan dø af influenza eller endda en almindelig forkølelse, er den virkelige årsag den langsomme nedbrydning af immunsystemet. Det ligner medlidenhedsdrab på en hel civilisation: Europa er blevet træt af livet. Islam sørger bare for aflivelsen.

 

Det er næsten fascinerende at se hvordan horder af folk med selvlede og had til Vesten, i medierne og akademierne misforstår og misrepræsenterer truslen vi står overfor. De gode bliver de onde og vice versa. , eller alternativt, vi er alle gode og onde, eftersom alle kulturer er lige. Nogle vil sige, at jeg lægger for meget i et lille antal film. Måske. Men disse er de samme folk, der hævder at populær kultur vil ødelægge Islam.

 

Populær kultur betyder noget. Den både reflekterer og skaber civilisationens værdier. At dømme af beskederne i alt for mange film så mange år efter 9/11, er vi næsten kun begyndt at forstå omfanget af den islamiske udfordring. Tværtimod. Mange vestlige har travlt med at demonstrere ”forståelse”, ja endog ”sympati” mod civilisationens fjender.

 

Storbritannien i ”V” for ”Vendetta” er en totalitær stat, hvor autoriteterne lover fred i bytte for underkastelse. Fred for underkastelse, hvor har jeg før hørt det mantra? Jeg ved det: Islam. ”Islam” betyder underkastelse, der kommer fra de samme rødder som ”salaam”, der betyder ”fred”. Det er underligt at notere sig, at i den foregående film af Wachowski-brødrene, ”The Matrix”, forvandles folk til slaver og passive redskaber, ved at leve i en fantasiverden designet til at pacificere dem og holde dem fangne. I virkelighedens verden er en femtedel af menneskeheden stolte af at kalde dem selv ”slaver af Allah”, og anser det for deres mission i livet, at få resten af menneskeheden til at dele deres mentale fangeskab.

 

Islam er ”The Matrix”. Nogen må hellere give Wachowski-brødrene deres røde piller.

 

 

Leave a Response »

 

Løgne og psykologien i venstrefløjens politikker torsdag, okt 30 2008

En bred vifte af beviser kan ordnes til støtte for synspunktet, at sande venstreorienterede (kommunister, marxister, trotskyister, ”medløbere”) er folk drevet af narcissisme for at søge ekstrem magt, og at realitetsfornægtelse er hovedkarakteristikken af deres tanker. Deres ”idealisme” er simpelthen det nødvendige skalkeskjul for deres magtbegær. Det er også antydet, at de dybest set er intellektuelle der mangler kreativitet – teologer, mere end filosoffer. De skal skelnes fra deres tilhængere ved, at tilhængerne kun har realitetsfornægtelsen, og ikke det ekstreme begær efter magt.

 

Den initierende tese er, at der nu er akkumuleret mange vigtige data om den ekstreme venstrefløj (kommunister, trotskyister, marxister, ”medløbere”) der behøver integration og forklaring. For at assistere læserne i vurderingen af, om de ønsker at læse videre, er teorien som udgangspunkt, at venstrefløjen primært er drevet af kræfter relateret til narcissisme og behovet for yderligere magt, at disses ”idealisme” eller påstand om omsorg for folkets velfærd, er voldsom svindel, som disse adopterer som skalkeskjul over disses reelle mål, og at venstrefløjen aldrig lader nogen bekymring om sandheden, afholde disse fra at søge at opnå disse skjulte mål om opnåelsen af den ultimative magt for disses klike.

 

Katalysatoren for følgende er afsløringerne gjort muligt i Sovjetunionen under præsident Gorbachev´s politik om ”glasnost”. Fra hvad er afsløret, kan der ikke være nogen tvivl om, at i det meste af det tyvende århundrede, flød sovjetsystemet bogstaveligt talt i et hav af løgne. Det var så ekstremt, at selv kort producerede af officielle sovjetkartografer, var forfalskede. Selv et præcist kort over Moskva kunne ikke opdrives. Og bemærk i denne sammenhæng, at amerikanske spionsatellitter i mange år i den forbindelse har anset forklaringen om forsvar for ret latterlig.

 

Kommunisternes kroniske og gennemsyrende løgne er derfor det første faktum der behøver forklaring. Og bemærk venligst, at forklaringen ikke begrænser sig til Sovjet og Kina. Mange erindrer sig tiden før Krushchev, da de fleste vestlige venstreorienterede afviste redegørelserne over Stalin´s massemord og ”den kapitalistiske presses interventioner”. Der findes ingen så blinde, som dem der ikke vil se.

 

Det andet faktum er Pol Pots cambodianske holocaust, og den morderiske natur af venstrefløjens revolutionære bevægelse verden over.

 

Det tredje faktum er, at overraskende nok for de der ikke kan deres historie, var både Hitler og Mussolini akkrediteret venstrefløjen. Dette er sandsynligvis tydeligst i tilfældet Mussolini, der i sine tidlige år var én af Italien´s mest prominente marxistiske teoretikere, og en god ven af Lenin. Hans velkendte tilnavn Il Duce (lederen), blev opnået mens han stadig var medlem af Italien´s ”Socialist” (Marxist) parti. Han brød med Socialistpartiet i 1914 i spørgsmålet, om man skulle tilslutte sig krigen mod Østrig og Tyskland. Mussolini forudså korrekt, at Østrig ikke kunne vinde, og ønskede dele af østrigsk territorium for Italien efter krigen. Han advokerede derfor for tilslutningen til de Allierede, hvilket Italien snart gjorde.

 

Han afsværgede dog aldrig sine socialistiske overbevisninger, og fremsatte i 1919 et ekstremt venstreorienteret valgmanifest. Han kom også til magten essentielt gennem revolutionære midler (marchen til Rom) og ophørte, selv efter at have taget magten, ophørte han ikke med sine udfald mod ”plutokraterne” og deres lige. Han introducerede også Italien for mange avancerede træk ved velfærdsstaten, førende til kraftige fald i børnedødeligheden. Også Mussolini´s berømte slogan ”Ha sempre ragioni” (Mussolini har altid ret), kan i dag synes komisk, men på den tid kropsliggjorde det definitionen af sandheden, der er lige så belejlig, som nogen venstreorienteret kunne ønske sig.

 

Mussolini reorganiserede ikke sit lands økonomi så voldsomt som Hitler og Stalin gjorde, og hans interventioner var sandsynligvis i det lange løb af ringe eller ingen nettobetydning for arbejderne, men dette afspejlede bare hans normalitet. Som de fleste politikere brød han hurtigt urealistiske løfter der havde bragt ham til magten. Hvis man i øvrigt skulle vurdere en politikers grad af venstreorienterethed, ud fra den grad denne var til nettogavn for arbejdere, hvor mange politikere der angiveligt skulle være vestreorienterede, ville så i realiteten kvalificere sig til at være venstreorienterede? Givet de ringe levebetingelser der stadig hersker i det tidligere Sovjetunionen, er det tvivlsomt om Stalin ville kvalificere sig.

 

Et andet slående eksempel er den britiske fascistiske leder Sir Oswald Mosley. Til trods for at være Baron og af høj social rang i England (kongen og dronningen deltog i hans bryllup), var han i mange år en prominent venstreorienteret i Storbritannien´s store venstrefløjsparti Labour Party, men forlod partiet for at grundlægge ”British Union of Fascists”, af den grund, at Labour Party ikke var villig til at virkeliggøre nogen meningsfulde handlinger af sine politikker, i virkeliggørelsen af hjælp til de fattige.

 

Hitler kaldte også sig selv for socialist og en ven af arbejderne (Nazi er forkortelse for Hitler´s politiske parti – Nazionalsozialistische Deutsche Arbeiter Partei) og advokerede i sine  valgkampagner for en bred vifte af venstreorienterede politikker, såsom: Begrænsningen af alle indkomster til maksimum 1000 Mark per person, nationaliseringen af fonde (forretningskonglomerater) og supermarkeder, konfiskering af krigsbytte, elimineringen af ”ufortjente gevinster”, landbrugsreformer og arbejde til alle. Hvor højreorienteret lyder det?

 

I sin magtperiode gav han næring til sine socialistiske mål ved at optage en række socialistiske tiltag: fra udvidet spenderen på offentlige byggeprojekter (Autobahn) til velfærdspolitikker (Kraft durch Freude-bevægelsen). Og hvad var trods alt forskellen mellem Hitler Jugend og Komsomol? Måske kun at Hitler´s unge var lidt mere fanatiske.

 

Det er sandt, at både Hitler og Mussolini modtog finansiel støtte fra store forretningsmænd og andre af ”etablissementets” profiler, men dette viser blot, hvor radikaliseret Italien og Tyskland på det tidspunkt var blevet. Hitler og Mussolini blev korrekt af etablissementet opfattet som et mindre fjendtligt alternativ til kommunisterne.

Hitler var endog på et tidspunkt revolutionær. Da hans revolution (München Putsch) slog fejl, var han fleksibel nok til at vende sig mod mere konventionelle demokratiske midler i magtopnåelsen. At hans appel primært var den af en temmelig ekstrem socialdemokrat, kan også ses af det faktum, at tysklands socialdemokrater (ortodoks demokratisk venstreorienterede, der kontrollerede både fagforeningerne og en stor del af rigsdagsdelegationen) afslog gentagne appeller fra Kommunistpartiet om cooperation mod Hitler. Socialdemokraterne må tilsyneladende have følt større affinitet med Hitler end med kommunisterne.

 

At referere til Nazismen og Fascismen som højreorienterede, undlader at tage ikke blot ovennævnte i betragtning, men også at Hitler og Stalin i nogle år var allierede. De samarbejdede om erobringen af Polen, og det var sovjetbrændstof der drev Hitler´s kampvogne i Blitzkrigen gennem Frankrig. Alliancen ophørte først, da tysk militær invaderede Rusland (og bemærk venligst, at ikke blot alliancer, men også fjendskaber mellem ekstreme venstreorienterede er velkendte andetsteds – eksempelvis menshevikkerne med bolsjevikkerne, den fatale strid mellem Trotsky og Stalin, Kina-Sovjet rivaliseringer og grænsestridigheder, Kina´s ”lektion” mod Vietnam, Vietnam´s undertrykkelse af Khmer Rouge og de endeløse og ofte gensidige stridige sekter, der synes at karakterisere den ekstreme venstrefløjs politik i dagens vestlige verden) og at den person der længe og hårdt modsatte sig Hitler – længe før Stalin og U.S.A. gjorde – var Winston Churchill, den arkekonservative britisk leder. Hitler havde Stalin som allieret, så længe han var nyttig, men Hitler kunne ikke på noget tidspunkt vriste så meget som neutralitet ud af Churchill.

 

På alle disse fakta må Hitler ses som en meget mere venstreorienteret end højreorienteret. Det er sandt, at han ikke nationaliserede hele den tyske industri, men der var omfattende tvungen reorganisering af industrien, og partikontrol med den, og selv i sovjetblokken har graden af statskontrollen altid varieret meget fra land til land (sammenlign eksempelvis den overvejende privatiserede polske landbrugssektor med den overvejende statsdrevne sovjetiske landbrugssektor). Det er sandt, at Hitler var racist, såvel som socialist, men ikke alle racister er højreorienterede. Faktisk afslører undersøgelser i dagens generelle befolkning, i al fald i nogle vestlige lande, at racisme er lige mellem venstreorienterede og højreorienterede, og undertrykkelsen af jøder i det tidligere Sovjetunionen er velkendt.

Yderligere var den store forkæmper for en notorisk ”hvid australsk politik” (primært designet til at forhindre asiatisk immigration) det australske Labour Party, Australien´s store venstrefløjsparti. Det var lederen af Labour, Arthur Calwell, der blev berømt for implementeringen af ordene: ”Two wongs don´t make a white”. Politikken blev til sidst forkastet af en konservativ regering! Også i U.S.A. er den amerikanske kommunistiske racisme dokumenteret af en tidligere kommunistisk insider.

 

Og hvad med Hitler´s brug af nationalisme og patriotisme i motiveringen af sit folk? Adskiller det ham fra andre socialister? Næppe. Da nazisterne invaderede Rusland gjorde det russiske forsvar som Hitler forventede, nemlig kollapsede som et korthus. Ruslands størrelse gav dog Stalin tid til at tænke, og hvad han fandt på var, at efterligne Hitler´s nationalisme. Han genintroducerede i Den Røde Armé ordner og rang fra den gamle russiske imperiums armé, til simpelthen at gøre den til Den Russiske Armé, genåbnede Den Russisk Ortodokse Kirke og understregede patriotiske temaer (beskyttelsen af Moder Rusland) i sin interne propaganda. Virkningen af dette kan måske bedst ses i det faktum, at dagens russiske borgere almindeligvis refererer til Anden Verdenskrig som ”Den store patriotiske krig”. Stalin har muligvis begyndt som international socialist, men han blev national socialist, så snart han opdagede hvor effektiv den var at i genereringen af bred støtte. Selv i nyere tid er det ikke svært at finde nationalisme praktiseret af kommunistiske regimer. Juche (selvtilstrækkelighed) doktrinen af Nord Korea´s Kim Il Sung, er måske det mest åbenbare eksempel.

 

Den vigtigste forskel mellem Hitler og Stalin er derfor sandsynligvis, at Stalin fik assistance fra de mere konservative lande (Storbritannien og U.S.A.). Han lykkedes derfor med at skabe et europæisk imperium, hvor Hitler fejlede. Hitler var mere højreorienteret end Stalin i det omfang, at hans kontrol med Tyskland var mindre totalitær end Stalin´s kontrol med Sovjetunionen, men det siger selvfølgeligt ikke så meget. At være højreorienteret fra en russisk synsvinkel ville gøre mange venstreorienterede højreorienterede!

 

Som Mussolini var Hitler også, i modsætning til Stalin og hans lige, bred i deres appel. Venstreorienterede modarbejder normalt store dele af samfundet. Hitler var klog nok til at få meget større dele af samfundet på sin side. Fascisme og nazisme kan derfor karakteriseres som socialisme med bred appel kun til arbejdere og intellektuelle. Hvis det gør ham højreorienteret, så er det noget af en kompliment til højrefløjen.

 

Hitler´s brede appels skinmanøvre var faktisk forbløffende succesfuld. Før-krigs-anti-nazi-skribenter såsom Roberts indrømmer, at Hitler på dette tidspunkt faktisk var den mest populære mand i Tyskland. Den gamle marxistiske påstand om, at han kun appellerede til den lavere middelklasse, er en myte. Mussolini fandt også støtter i alle sociale klasser. Det bør også bemærkes, at da Hitler kom til magten som rigskansler den 3 maj 1933, fik han større støtte (44% til nazi-partiet og 8% til hans nationalistiske allierede) end britiske præmiereminister Margaret Thatcher almindeligvis opnåede.

 

Hitler´s grundlæggende popularitet betød, at han havde mindre behov for at lyve for at bevare magten. Men når behovet opstod, blev strategien forfulgt med karakteristiske venstrefløjsberedthed. Det var trods alt Göbbels der fostrede doktrinen om ”Den store løgn” (fortæl en stor løgn længe nok og folk vil tro dig).

 

Ikke desto mindre bør det erkendes, at deres nationalisme i sidste instans gjorde den kommunistiske idé om klassekrig frastødende for både Hitler og Mussolini. Hvem med kærlighed til sit land kunne bifalde idéen om én sektion af folket der bekæmper den anden sektion? Det er overvejelsen af netop dette spørgsmål der gjorde Hitler og Mussolini så populære hos før-krigstidens anti-kommunister (såsom Neville Chamberlain). Fascisterne, som moderne demokratiske venstreorienterede, så ingen grund til at myrde store dele af deres egen befolkning, for at kunne hjælpe de fattige. Deres hensynsløshed mod de der blev anset for værende imod den nye orden, kan dog på ingen måde betvivles eller undskyldes.

 

Den stærke affinitet mellem nazisterne og andre radikale venstreorienterede bevægelser gør sandelig Hitler´s morderiske ligheder med Pol Pot og Stalin meget mere forståelig. Der er faktisk ikke megen forskel på de folk Hitler, Stalin og Pol Pot udsøgte sig for massemord. I al fald ville for Tyskland´s vedkommende kategoriseringen ”jøder” (Hitler´s kategorisering), ”Bourgeoisiet” (Stalin´s kategorisering) eller ”Intellektuelle” (Pol Pot´s kategoerisering) have fanget mange af de samme individer. Den store forskel er sandsynligvis, at Hitler´s kategorisering er noget mindre intellektuelt sofistikeret (hvis man kan gå med til, at Pol Pot´s udpegning af intellektuelle i sig selv var paradoksalt intellektuel, kunne det fastholdes, at Pol Pot i virkeligheden kun udpegede ”intellektuelle der kunne være uenig med mig”). Denne mangel på intellektuel sofistikerethed kan have bidraget til Hitler´s generelle appel, og kunne på den måde ses som klogere. Der hersker i al fald ingen tvivl om, at Hitler var en brillant propagandist.

 

Intet af det tidligere nævnte skal tages til indtægt for, at kun venstrefløjen kan være autoritær. Francisco Franco Bahamonde af Spanien var indlysende efter mange kriterier højreorienteret, men undertrykte det meste af den politiske opposition. Det bør bemærkes, at selvom Hitler hjalp Franco i Den Spanske Borgerkrig, var der tyske ofre i ”De lange knives nat”. Det var kun Franco´s anti-kommunisme der motiverede Hitler´s støtte. Det bør også bemærkes, at Franco ikke hjalp Hitler i Anden Verdenskrig. At sidestille Franco med fascisterne vil derfor være højst uinformativt.

Leave a Response »

 

Ytringsfrihed versus venstrefløjens censur fredag, okt 31 2008

At hævde at venstreorienterede vil ty til fysiske angreb, for at undertrykke eller intimidere synspunkter der strider mod venstreorienteredes synspunkter, er intet selvbedrag. Det er et spørgsmål om historiske optegnelser. Her skal behandlingen af Arthur Jensen og Hans Eysenck, begge socialforskere der har taget hvad venstrefløjen ville kalde ”det forkerte syn på racespørgsmålene”, behandles.

 

Jensen er berømt som manden der fremlagde alle beviser på, at amerikanske negere er genetisk ubegunstigede hvad intelligens angår. Et mere upopulært og ufashionabelt synspunkt kan svært forestilles. Som sådan er det et synspunkt der særligt behøver beskyttelse. Doktrinen om ytringsfrihed handler om at beskytte upopulære synspunkter. Populære synspunkter har intet behov for beskyttelse af synspunktets ytring. Man skulle derfor tro, at venstreorienterede (hvis deres propaganda ellers står til troende) ville være de mest samvittighedsfulde i deres behandling af Jensen. Det modsatte er tilfældet. Han er blevet forfulgt af sine akademiske kolleger (socialforskere er massivt venstreorienterede i deres politiske anskuelser), udsat for fysiske angreb, og af studenteraktivister fået mursten smidt gennem sit vindue.

 

Senest har H.J. Eysenck, en tidligere tysker af jødisk afstamning, der led under nazismen, og med rette kunne påberåbe sig titlen som verdens mest eminente nulevende psykolog, tilsluttet sig ”Jensen-lejren”, ved at udgive en bog om race, der endda hævder, at irerne måske kunne være af genetisk inferiør intelligens. Personligt fandt jeg denne påstand herligt lattervækkende. Men hvad var venstrefløjens reaktion? Jeg citerer fra Sydney Morning Herald den 10. maj 1973: ”Studenter slog og sparkede i går en professor i psykologi, i sit forsøg på at give et foredrag ved London School of Economics. Professor Hans Jürgen Eysenck havde netop indledt foredraget med ordene ”Jeg har intet ønske om at sige noget kontroversielt”, da omkring 15 studerende sprang op på podiet, og angreb ham. De slog ham i gulvet, hans briller blev knust og hans ansigt lettere såret. Jeg vil hævde, at der ikke findes noget mere kujonagtigt, noget mere nazistisk, end denne pøbels udladning af vold fra 15 unge mænd mod en gammel mand.

 

Ekstremister på både højrefløjen og venstrefløjen tyer til politisk vold, når resten af samfundet tillader det. Normalt tillades dette ikke, men i vort samfund har venstrefløjen narret folk til at tro, at deres efteraben humanitære intentioner er tilstrækkelig garanti for retfærdigheden og menneskekærligheden af deres handlinger. Jeg vil hævde det modsatte: at folk der mener de handler i humanismens navn, meget ligner officererne fra Den Spanske Inkvisition, der mente, de havde Gud på deres side. Deres fejltagelse bestod i arrogancen af at mene, at de alene vide hvad menneskeheden har behov for, og bør have. Der findes ikke noget farligere skalkeskjul for ondskabsfulde gerninger, end de gode intentioners dække.

 

Og jeg overgeneraliserer ikke med ovennævnte eksempler. Volden og ødelæggelsen fra venstrefløjens fredsdemonstranter og anti-apartheiddemonstranter er velkendt.

”Frihed til at være enig med mig”, er den eneste frihed de fleste venstreorienterede synes at kende.

 

Venstreorienteret tvang er ikke alene begrænset til noget så indiskret som fysisk vold. Afbrydelse af kommunikationsforbindelser synes at være seneste skud på stammen fra venstrefløjen. Jeg refererer til den australske postunions (ledet af den erklærede kommunist Jim Slater) undladelse af aflevering af post til medlemmer af senatets højrefløj, fordi de ikke vedtog en lov, som venstrefløjen ønskede.

 

Dette var en hidtil uset tilsidesættelse af australsk demokrati.

 

Angreb på kommunikerende, forstyrrelse af kommunikationsmidler eller anden form for censur, er hjørnestenene i totalitære diktaturer. Kan vi være blinde overfor det faktum, at det er venstrefløjen fra hvilke vi behøver frygte os?

 

Som et sidste udtryk for venstrefløjens fundamentalt voldelige, uærlige og totalitære natur, der viser hvordan fortalerne for ”fred”, kan gøres til emne for vold, kan Göbbels, der oftest associeres med teknikken ”Den Store Løgn” (man siger én ting, og gør noget andet), anvendes som sidestykke til dagens venstreorienterede.

 

 

 

Leave a Response »

 

Fremtrædende Feminazisters Fortræffeligheder lørdag, nov 1 2008

 

”Alle mænd er voldtægtsforbrydere, og det er alt hvad de er”

Marilyn French, forfatter og senere rådgiver i Al Gore´s præsidentkampagne

 

”Al sex, selv konsensual sex i et ægteskabeligt forhold, er en voldshandling udøvet mod kvinden”

Cathering MacKannon

 

”Jeg mener, at kvinder har en kapacitet for forståelse og medfølelse, som mænd strukturelt ikke har, har de ikke, for de ikke kan have den. De er simpelthen ikke i stand til det”

Tidligere medlem af Kongressen Barbara Jordan

 

”Medierne behandler mandlige angreb på kvinder som voldtægt, og mord på koner og kvindelige elskere, eller incest mod børn, som individuelle afvigelse, undertrykkende det faktum, at al mandlig vold mod kvinder er del af en organiseret kampagne”

Marilyn French

 

”Sandsynligvis det eneste sted en mand virkeligt kan føle sig sikker, er i et topsikret fængsel, bortset fra den forestående trussel om frigivelse”

Germaine Greer

 

”Mænd der uretfærdigt anklages for voldtægt, kan nogle gange gavnes af oplevelse”

Catherine Comin, Vassar College, Assisterende dekan for studenterne

 

”Mænds seksualitet er ond og voldelig, og mænd der er så magtfulde, kan række ind i kvinder og kneppe/konstruere os indefra og ud. Satanisk besidder mænd kvinder, udøver deres onde fantasier og begærer kvinders selv. En kvinde der har sex med en mand, gør derfor dette mod hendes vilje, selvom hun ikke føler sig tvunget”

Judith Levine

 

”At kalde en mand et dyr er smigrende mod ham; han er en maskine, en omvandrende dildo”

Valerie Solanas

 

”Alt hvad mænd kan bruges til er at kneppe, og blive kørt over af en truck”

Erklæring gjort af en feministisk administrator på University of Maine, citeret af Richard Dinsmore, der lavede et succesfuldt søgsmål på 600.000 dollar mod universitetet i 1995. Richard havde protesteret mod citatet og var derefter blevet fyret grundet chikane.

 

”Jeg ønsker at se en mand banket til en blodig pøl, med en høj hæl i sin mund, som æblet i munden på et svin”

Andrea Dworkin

 

”Jeg mener at ”mandehad” er en ærværdig og gyldig politisk gerning, at de undertrykte har en ret til klassehad, mod klassen der undertrykker dem”

Robin Morgan, redaktør på Ms. Magazine

 

”Heteroseksuel samkvem er et rendyrket, formaliseret udtryk for foragt for kvinders krop”

Andres Dworkin

 

”I et patriarkalsk samfund er al heteroseksuel seksuel samkvem voldtægt, fordi kvinder som gruppe ikke er stærke nok til at gøre nævneværdig modstand”

Catherine MacKinnon

 

”Institutionaliseringen af seksuelt samkvem er anti-feministisk”

Ti-Grace Atkinson

 

”Voldtægt er hverken mere eller mindre end en bevidst intimideringsproces, gennem hvilken alle mænd holder alle kvinder i en tilstand af frygt”

Susan Brownmiller

 

 

”Når en kvinde opnår en orgasme med en mand, så samarbejder hun med det patriarkalske system, og erotiserer sin egen undertrykkelse”

Sheila Jeffrys

 

”Hvis situationen i et klasselokale er meget heteropatriarkalsk – en stor begynderklasse af 50 til 60 elever, måske med få feministiske elever – definerer jeg sandsynligvis min opgave som værende den af rekruttering – at overbevise eleverne om at kvinder er undertrykte”

Professor Joyce Trebilcot ved Washington University

 

Så længe nogle mænd bruger fysisk magt til at undertvinge kvinder, behøver alle mænd ikke gøre det. Viden om at nogle mænd gør dette, er tilstrækkeligt til at true alle kvinder. Han kan banke eller dræbe kvinden han elsker; han kan voldtage kvinder, han kan misbruge sine døtre seksuelt. Størstedelen af alle mænd i verden gør én eller flere af ovenstående”

Marilyn French

 

”Alle patriarker priser hjemmet og familien som værende hellig, krævende det afskærmet for snagende øjne. Mænd ønsker privathed omkring deres misbrug af kvinder. Alle kvinder lærer i barndommen, at kvinder som køn er mændenes bytte”

Marilyn French

 

”Vi lever, er hvad jeg prøver at sige, i en epidemisk tid af mænds vold mod kvinder”

Katha Pollitt

 

”De traditionelle hengivenhedsblomster er de traditionelle blomster til graven, leveret til offeret før drabet. Kadaveret klædes på og lægges ned og misbruges rituelt, og vies til en evighed af misbrug”

Andrea Dworkin

 

”Mænd afsværger hvad de end måtte have til fælles med kvinder, så de intet fællesskab føler med kvinder; og hvad der er tilbage, er et stykke kød og nogle centimeter penis. Penis er manden; manden er menneskelig; penis betegner menneskeheden”

Andrea Dworkin

 

”Du vokser på med din far holdende dig nede og dækkende din mund, så en anden mand kan lave en forfærdelig brændende smerte mellem dine ben”

Catherine MacKinnon, University of Yale

”Jeg var i realiteten af mine forældre opfostret som min fars konkubine. Hvad vi tager for givet som den stabile familie, kan meget vel afhænge af vores børns seksuelle slaveri. Og hvad mere er, så er det et kynisk arrangement vore institutioner har vedtaget at skjule”

Sylvia Fraser

 

”Vi læres, opfostres til, formes af og lulles ind i accepten af en bred vifte af falske opfattelser af familien. Som kilde til nogle af vore dybeste erfaringer, fortsætter den med at være en så integreret del af vore følelsesmæssige liv, at den synes uden for kritik. Men at gemme sig for sandheden om familien, efterlader kvinder og børn sårbare”

Canadisk panel om vold mod kvinder

 

Catharine MacKinnon fastholder, at ”det private er en sfære af vold, ægteskabelig voldtægt og udnyttelse af kvindens arbejdskraft”. På den måde reduceres familien til intet andet en aspekter af en masterplan, som er mandsdomineret. Demokratiske friheder og behovet for at holde statens næse ude af vore personlige affærer anses for meningsløs. Den virkelige årsag til at samfundet kæres omprivatlivet, er at mænd har opfundet det som en undskyldning for at skjule deres kriminalitet. Hvis folk stadig insisterer på, at den traditionelle familie handler kærlighed og samarbejde – idealer der, indrømmet, somme tider forrådes – skjuler sig for sandheden. Familien er ikke et sted hvor vold og ægteskabelig voldtægt til tider sker, men et sted hvor der sker meget lidt andet. Syge mænd misbruger ikke simpelthen deres døtre, de operer i en liga med deres koner i fremavlingen af døtrene til dette formål”

Donna Laframboise

 

”Og hvis denne professionelle voldtægtsforbryder skal separeres fra den gennemsnitlige dominerende heteroseksuelle mand, så gør det mest en kvantitativ forskel”

Susan Griffin

Leave a Response »

 

Hvorfor den fredelige majoritet af muslimer er ligegyldig mandag, nov 3 2008

Jeg kendte engang en mand hvis familie før Anden Verdenskrig var tyske aristokrater. De ejede et antal store industrier og landstykker. Jeg spurgte ham hvor mange tyskere der var ægte nazister, og svaret han gav, huskede jeg, og indrettede derefter min attitude omkring fanatisme.

 

”Meget få var ægte nazister” sagde han, men mange nød den genkomne tyske stolthed, og mange andre havde for travlt til at tænke på det. Jeg var én af dem der mente, at nazisterne bare var en flok fjolser. Så majoriteten lænede sig bare tilbage, og lod det ske. Og så, før vi vidste af det, ejede de os, og vi havde mistet kontrollen, og verdens ende var ankommet. Min familie mistede alt. Jeg endte i koncentrationslejer, og de allierede ødelagde mine fabrikker”.

 

Vi fortælles igen og igen af ”eksperter”, at Islam er fredens religion, og størstedelen af muslimerne kun ønsker at leve i fred.

 

Selvom denne ukvantificerede antagelse kan være sand, så er den helt igennem irrelevant. Det er meningsløs snak målrettet til at få os til at føle os bedre tilpas, og målrettet til at snævre spektret af fanatikere hærgende verden over i Islam´s navn. Faktum er, at fanatikerne på det her tidspunkt i historien styrer Islam. Det er fanatikerne der systematisk slagter kristne, eller slagter stammesamfund i Afrika, og gradvist overtager hele kontinentet i en islamisk bølge. Det er fanatikerne der bomber, halshugger, myrder og ærer drab. Det er fanatikerne der overtager den ene moske efter den anden. Der er fanatikerne der manisk spreder stening og hængning af voldtægtsofre og homoseksuelle. Det kvantificerbare faktum er, at den ”fredelige majoritet” er den ”tavse majoritet”, og det er kojonagtigt og indifferent.

 

Det kommunistiske Rusland bestod af russere, der kun ønskede at leve i fred. Alligevel var de russiske kommunister ansvarlige for myrderierne på omkring 20 millioner mennesker. Den fredelige majoritet var ligegyldig. Kina´s kæmpe befolkning var ligeledes fredelig, men det lykkedes alligevel de kinesiske kommunister at myrde svimlende 70 millioner mennesker.

 

Det gennemsnitlige japanske individ før Anden Verdenskrig var ikke en krigsliderlig sadist. Alligevel myrdede og slagtede japanerne sig på kryds og tværs af Sydøstasien i et orgie af drab inklusive de systematiske drab på 12 millioner kinesiske civile; de fleste dræbt med sværd, skovl og bajonet. Og hvem kan glemme Rwanda, der kollapsede i slagterier. Kunne det ikke siges, at majoriteten af folk fra Rwanda var ”fredselskende”?

 

Læren af historien er ofte utroligt enkel og ligefrem. Alligevel misser vi ofte trods alle vore fornuftsredskaber de mest grundlæggende og ukomplicerede pointer. Fredselskende muslimer er gjort irrelevante af fanatikere. Fredselskende muslimer er gjort irrelevante gennem deres tavshed. Fredselskende muslimer vil blive vore fjender, hvis ikke vi åbner munden, fordi som med min ven fra Tyskland, vil de en dag vågne og opdage, at fanatikerne ejer dem, og enden på deres dage vil være begyndt. Fredselskende tyskere, japanere, kinesere, russere, afghanere, rwandanerese, afghanere, irakere, palæstinensere, somaliere, nigerianere, algiere og mange andre er døde, fordi den fredselskende majoritet ikke åbnede munden, før det var for sent. Hvad angår os der ser det hele udspille sig, vi må holde øje med den eneste gruppe der tæller; fanatikerne der truer vores livsmåde.

 

 

Leave a Response »

 

Hvorfor venstrefløjen ikke bebrejder muslimer for muslimsk vold onsdag, nov 5 2008

Der findes et vist vedholdende mønster hvad angår den verdensomspændende venstre fløjs forståelse for muslimsk terror. Det er den myrdedes skyld. Et nyere eksempel på dette kan findes i bebrejdelsen af Danmark, eller i al fald en dansk avis, for at have publiceret Muhammed-tegningerne. Fra New York Times til Kofi Annan og til andre amerikanske aviser, der erklærede respekten for religiøse symboler den nye journalistiske dyd, fordømmes muslimske voldshandlinger altid i den venstreorienterede meningsdannelse med et ”men”. Dette ”men” repræsenterer i den endelige analyse, at det var den danske avis, og andre europæiske aviser der var skyld i fornærmelsen af den muslimske profet.

 

Dette er blot det seneste eksempel på afdækningen af ofrene for muslimsk vold, der er skyldige i den vold. Det har i årtier på venstrefløjen været en givet ting, at Israel har skylden for den terror Israel mødes med af palæstinensiske muslimer (palæstinensiske kristne deltager ikke selvmordsterror). Hvad skal palæstinenserne ellers gøre? Hvis de havde Apache-helikoptere, lyder argumentet, ville de bruge dem. Men det har de ikke, så de bruger fattigmandsatombomben: selvmordsterror.

 

Det samme argument gives i forklaringen af 9/11. Tre tusind uskyldige amerikanere blev udryddet af islamiske terrorister, fordi Amerika så længe havde blandet sig i Mellemøstens anliggender. Det måtte ske. Og støtter de i øvrigt ikke Israel? Og da muslimske terrorister sprang togene i Madrid i luften, dræbende 191 mennesker og sårende yderligere 1500 andre, bebrejdede den spanske venstrefløj og alle andre venstreorienterede den spanske udenrigspolitik. Havde Spanien trods alt ikke sendt tropper til Irak?

 

Da store muslimske optøjer i månedsvis i Frankrig brændte og plyndrede, hvem bebrejdede man så? Frankrig selvfølgelig. Frankrig har ikke forstået hvordan man assimilerer immigranter, og, som BBC rapporterede den 5. november 2005, havde ”Sarkozy´s meget citerede beskrivelse få dage før optøjerne begyndte af forstadsvandalerne som ”pøbel”, af mange sagt allerede på dette tidspunkt at have skabt spændinger. At kalde dem ”pøbel” får dem til at opføre sig som ”pøbel”.

 

Faktisk findes der en måde at beskrive den moralske deling mellem konservative og venstreorienterede, ved hvem man bebrejder disse ondsindede handlinger mod uskyldige mennesker, især når de begås af ikke-hvide og ikke-vestlige. Konservative bebrejder gerningsmændene, og venstrefløjen bebrejder enten ofrene eller omstændighederne. Amerikanerne er vante til det. I årtier har venstrefløjen bebrejdet den amerikanske vold og kriminalitet på racisme og fattigdom, langt mere end morderne, voldtægtsforbryderne, pyromanerne og voldsforbryderne. Konservative bebrejder de kriminelle.

 

Under ”Rodney King”-optøjerne i Los Angeles myrdede sorte flokke en uskyldig koreansk butiksindehaver, og nedbrændte dele af byen. Den amerikanske venstrefløjens svar var stort set énstemmig: Vi må forstå disse menneskers vrede mod amerikansk racismen. Særsektionen i den daglige lokale avis, Los Angeles Times, havde overskriften ”Forståelse af vreden”. Selvom Thomas Friedman, New York Times udenrigskorrespondent, var blandt de få prominente venstreorienterede der støttede krigen i Irak, bebrejder han systematisk den arabiske verdens arbejdsløshed for den islamiske terror.

 

Eftersom eksemplerne på venstrefløjens manglende vilje til at bebrejde de kriminelle og terroristerne er utallige, så lad os prøve at finde ud af hvorfor den moralske inversion er så almindelig. Her er tre hypoteser:

 

En af disse hypoteser er, at venstrefløjen tenderer i retning af at bebrejde udefrakommende kræfter for ondskaben. Dette stammer fra det sekulære humanistiske synspunkt af folk værende grundlæggende gode, og derfor kan menneskelig ondskab ikke komme af dårlige valg og dårlige værdier fra misdæderen, men fra uheldig socioøkonomi og andre omstændigheder omkring personens liv.

 

En anden hypotese er, at i takt med at man bevæger sig længere og længere til venstre i det politiske spektrum, bliver det tiltagende sværere og sværere at bebrejde de ”svage” for de ugerninger de begår. Venstrefløjen deler ikke i nær så høj grad verden op i god og ond, som i rig og fattig, og stærk og svag. Israel er stærkere og rigere, så palæstinensisk terror undskyldes. Det hvide Amerika er stærkere og rigere end det sorte Amerika, så sort vold undskyldes. Vesten er stærkere og rigere end den muslimske verden, så muslimsk vold forklares i overensstemmelse med dette.

 

Og for det tredje synes venstrefløjen at være bange for ægte ondskab. Derfor nægtede venstreorienterede amerikanske aviser at publicere de danske tegninger, sandsynligvis de mest nyhedsværdige tegninger der nogensinde er tegnet, men som aldrig har tøvet med at publicere tegninger og fotos der håner jøder og kristne symboler. Kristne og jøder dræber ikke redaktører.

 

Vi ved ikke hvem der vil blive de næste mål islamisterne, eller andre mordere fra fattige eller ikke-vestlige, ikke-hvide grupperinger. Hvad vi til gengæld med sikkerhed ved er, at venstrefløjen vil finde grunde til at holde målene for angrebene ansvarlige.

Leave a Response »

 

Multikulturalismen begynder at miste sin glans torsdag, nov 6 2008

Multikulturalisme hviler på antagelsen – eller rettere, den uærlige fremtoning – at alle kulturer er lige, og at ingen fundamental konflikt kan opstå mellem sæder, skikke eller filosofiske verdenssyn mellem to forskellige kulturer. Multikulturalisten prædiker at i en tid med masseimmigration, kan (og skal) samfundet være en slags salatskål, en balje for vidunderlige eksotiske ingredienser fra hele verden, jo mere jo bedre, hver bringende sin egen særlige aroma til den kulturelle blanding. For at salaten kan blive lækker, er der ingen ingrediens der må overskygge eller dominere med sin aroma over andre.

 

Virkeligheden har dog en tendens til at hævne sig på de frivole, og 9/11 har tilsyneladende samlet tankerne en smule. Der er visse tegn på, at Storbritanniens multikulturalistiske fromhed, i årevis en officiel ortodoksi, begynder at møde udfordringer.

 

Indenrigsminister David Blunkett har eksempelvis for nylig deklameret, at immigranter i Storbritannien burde lære engelsk. Blunkett lavede dette kætterske forslag, som svar på oprørslignende sammenstød i det nordlige England mellem hvide unge og muslimske unge af pakistansk oprindelse. Venstreorienterede fordømte forudsigeligt hans kommentarer som i bedste fald taktløse, i værste fald protofascistiske. Bistår de ikke de ondskabsfulde xenofobiske elementer i det britiske samfund? Måske varsler de endda en ny mørk æra af intolerance.

 

Faktisk var Blunkett´s bemærkning på sin plads, og ikke på sin plads. De oprørende unge kunne uden tvivl alle tale engelsk. Der findes sandsynligvis ingen britisk født ung mand eller kvinde af sydasiatisk oprindelse, der ikke taler engelsk – selv om nogle, givet det blødsødne britiske skolesystem, der taler det dårligt. Så det er ikke sandt, som Blunkett antyder, at manglen på engelskkundskaber har skylden for oprørernes krænkede følelser af at være ulige borgere i det britiske samfund.

 

Blunkett havde dog ret i andre aspekter. Selvom den oprørske ungdom kunne tale engelsk, så kunne brudene de bragte tilbage fra Pakistan ikke – og yderligere, kommer aldrig til det. Mange patienter jeg har mødt, der kom til Storbritannien for 30 år siden, i en alder af 16 eller 18 år, kan stadig kun lidt engelsk – men ikke ud af uvilje til at lære. Deres ægtemænd forhindrer dem aktivt i at lære sproget, for at sikre at de forbliver lukket inde i ghettoen, og ikke får nogen ideer vedrørende deres residens. De samme oprørende unge der protesterede mod det britiske samfunds manglende evne til at acceptere dem som ligeværdige borgere, har selv søgt at reproducere ulighedsmønsteret fra det landlige Pakistan, en halv verden væk, fordi det passede dem at gøre sådan.

 

Multikulturalisme tilskynder dette standpunkt. Hvis alle kulturer er lige, og ingen har ret til at påtvinge sine standarder på andre, hvad er der så galt med immigrantghettoerne der er fremkommet, hvor befolkningen (det vil altså her sige den mandlige befolkning) nyder de facto eksterritoriale rettigheder? Hvis det i deres nedarvede kultur er tradition at holde pigerne udenfor skolerne, og tvinge dem ind i ægteskaber de ikke ønsker, og konfiskerer deres pas, som den britiske regering har udstedt dem til personligt brug, hvordan kan en multikulturalist så protestere, uden at hævde sin egen kulturs overlegenhed?

 

Med yderligere vægt på Blunkett´s bemærkning findes tåbeligheden i regeringens sprogpraktik, som multikulturalismen har klækket. Man kan eksempelvis tage kørekortprøven i Storbritannien på et forbløffende antal sprog. Indtalte instruktioner kommer oven i købet i forskellige dialekter af albansk, kurdisk og lingala. I den skriftlige prøve behøver aspiranterne ikke kende det latinske alfabet (det ville være diskriminerende): myndighederne tilbyder spørgsmålene på dit valg af skriftsprog. Det er lige meget, at skiltene stadig er på engelsk.

 

Og køreprøverne er ikke afvigende. Regeringspamfletter, inklusive dem der angår sundhed og sociale sikringsgoder, fremkommer nu rutinemæssigt i myriader af sprog – på det offentliges regning. Da jeg skulle til et lokalvalg for ikke længe siden, noterede jeg mig adskillige indiske og vietnamesiske sprog, der forklarede hvordan man skulle stemme. Og i min lokale lufthavn var skiltene der henviste til returnerende britiske rejsende ikke blot på engelsk, men bengali, hindu, punjab og urdu (hver med sine egne skrifttegn): bevis for at tildelingen af borgerskab ikke kræver nogen færdigheder i det nationale sprog.

 

Disse praktikker sender et budskab til nye tilkommere om, at i Storbritannien har man ikke pligt til at lære engelsk – faktisk er det lige modsat: den britiske stat må gøre sig selv forståelig på arabisk, farsi, russisk, somalisk, swahili og en lang række andre sprog. Britiske myndigheder ved uden tvivl ikke, at sprogforvirringen omkring Babeltårnet, var ment som en straf.

 

I dagens multikulturelle klima har den generelle population, synes det, åbenbart en pligt til at gøre sig bekendt med immigranternes tungemål. Min lokale offentlige skole underviser nu i bengali og urdu, så den ”lokale” (læs:hvide) befolkning kan lære bedre at falde ind i immigrantbefolkningen. Mens jeg intet har imod at børn af immigranter taler deres forældres indfødte sprog hjemme, eller et hvilket som helst sprog i øvrigt, men et privat valg er meget forskelligt fra regeringens ideologiske beslutning om at tilbyde sådanne sprog (af mindre global vigtighed) i statsskoler. Hvordan kan man ikke se sådan en beslutning som overlagt nedladende overfor europæisk kultur? – der trods alt er et sted immigranterne har valgt at smide sutterne ind.

 

Uanset hvor kluntet Blunkett må have været, så har han draget opmærksomheden på et vigtigt emne – et der gør det klart hvilken absurd og helt igennem uoprigtig doktrin multikulturalismen er. Den er derudover også en farlig doktrin, der inspirerer politikker der sikrer fastholdelsen af minoriteter i deres fattigdom, nærer deres afsky og forværrer racespændingerne – mens det sikrer arbejde til et tiltagende antal bureaukrater.

 

En anden der tidligere ukritisk videde sig til multikulturalismen, kommissionsformand for racelighed Trevor Phillips, har for nylig undergået en konvertering. I et interview med London Times argumenterede Phillips, en sort født i Guyana, at England burde forkaste hele konceptet om multikulturalisme, eftersom den gjorde mere ondt end godt. Myndigheder skulle endog holde op med at bruge selve ordet, tilføjede han.

 

Phillips bemærkede, at Storbritannien har en lang og meget distingveret historie med at acceptere folk til sine kyster, og integrere dem i sit nationale liv, og samtidig opnå goderne af hvilke færdigheder de måtte have bragt med sig. Britiskhed har været en kulturel, og ikke et racemæssigt eller biologisk, koncept med en tradition for tolerance, kompromisser, civiliseret opførsel, respekt for det private, gentlemanadfærd, individualitet, en parathed til accepten af, og endog forkærligheden for, excentrisk adfærd, troen på loven, en dyb forståelse for ironi og et ønske om fair play: kort sagt, den almindelige anstændighed Orwell skrev så artikuleret om.

 

Utopiske intellektuelle, inklusive multikulturalismens teoretikere, lader hånt om mange af disse nu svækkede britisk karakteristika, grundet at de aldrig var universelle blandt befolkningen (men hvilke karakteristika er?) og havde flere ulemper end fordele. Men Storbritanniens anstændighed viste sig indlysende for immigranter og flygtninge, blandt dem min mor, der ankom fra Tyskland til Storbritannien i 1938, der omgående noterede sig dem, til hendes store lettelse og beundring.

 

Min families historie bærer yderligere vidnesbyrd til det britiske samfunds generøse kapacitet til integration. Min far, hvis immigrantforældre aldrig lærte at tale ordentligt engelsk, gik på en slumskole lige efter Anden Verdenskrig, med klassekammerater der var så fattige, at de var sultne og barfodede. Til trods for hans baggrund fandt min far sig induceret i den britiske kultur, af lærere der ikke mente, at evnen til at forstå og værdsætte Milton eller Shakespeare, eller bidrage til nationens liv, afhang af social klasse, eller krævede rødder der gik tilbage før normannerne. Hans lærere havde den samme frigørende magt af høj kultur i deres universelle værdi og appel, som mange britiske arbejdere dengang delte. Som historiker Jonathan Rose så smukt har demonstreret i ”The Intellectual Life of the British Working Classes”, dedikerede mange almindelige engelske arbejdere, der til tider levede liv af bedøvende slid og økonomiske strabadser, ikke desto mindre megen af deres sparsomme tid og begrænsede hyre, til at forbedre deres liv med vanskelige liv med læsning af god litteratur, af hvis transcenderende værdi de ingen tvivl havde om – en tro båret frem af den succes mange af dem senere opnåede.

 

Min fars lærere var de eneste folk jeg har hørt ham omtale med ubegrænset beundring og taknemmelighed. Og det gjorde han med rette: deres filosofi var uendeligt mere generøs end multikulturalisternes der senere fulgte. De havde ingen intentioner om at indkapsle min far i den verden hans forældre var flygtet fra. Og de forstod, at for at samfundet kan undgå bitre interne konflikter, måtte alle dele vigtige elementer af kulturelle og historiske kundskaber, der ville resultere i en delt identitet. Det er ikke noget tilfælde, at Trevor Phillips fortryder 80 års undervisning, der i mindre og mindre grad lagde vægt på store engelske litterære værker, især Shakespeare – et afsavn ikke smedet grundet lærernes klager over spontane krav nedenfra, men fordi de implementerede teorierne fra en uddannelseselite, især multikulturalisterne.

 

Phillips påpegede rigtigt, at engelsk litteratur er den perfekte drivkraft i promoveringen af delt identitet. Ikke at undervise i Shakespeare eller andre giganter i britisk kultur, er ikke at tilbyde nævneværdig tradition, med hvilke en tiltagende forskellig befolkning kan identificere sig. Uden en sådan tradition kan intet dybere end populærkulturens døgnprodukter forene befolkningen, i lyset af at dybe kulturelle forskelle deler den. En delt kultur udelukkende bestående af døgnfluer vil sandsynligvis motivere en forståelig foragt fra immigranter og deres børn, drivende dem ind i etniske, kulturelle og ideologiske enklaver, i søgen efter noget der er en anelse mere mentalt og spirituelt nærende – derigennem forøgende de sociale spændinger, nogle gange med katastrofale følger.

 

Denne delte identitet min fars lærere troede på, var ikke en påtvungen uniformitet, som dagens kritikere påstår; de søgte ikke at skabe mentale kloner. Langt fra. En del af denne delte identitet – en kilde til stolthed – var idérigdom og tankefrihed, tilladelsen til at lade sindet for evigt rejse over særegne tankehave (som Wordsworth beskrev Newton). Og denne delte identitet forløste de der deltog i den fra behovet for at knytte sig for stærkt til andre potentielt konfliktende identiteter. Den nationale identitet var stærk men løs, tilladende en stor del personlig frihed og giv-og-tag – almindeligvis meget mere end de etniske identiteter immigranter almindeligvis bringer med sig. Religionsfriheden var fuldkommen, under forudsætning af at den tilpassede sig loven, og ikke krævede særlige privilegier for sig selv. Britisk kultur bandt eller begrænsede ikke immigranterne, så dette afgør hvad den enkelte har at sige, ud over at tale engelsk.

 

Britisk åbenhed er præcist hvad der gjorde Storbritannien så tiltrækkende for immigranter. Dog ikke uden brister går britisk historie om åbenhed (sammenlignet med de fleste samfund) langt tilbage, og har tilladt mange tilkommere at blive nationale bidrag. Huguenotterne eksempelvis, berigede enormt Storbritannien´s kultur og økonomi. Før deres ankomst kom al silke fra Frankrig; efter deres ankomst kom det meste franske silke fra Storbritannien.

 

Med tiden blev huguenotterne overmåde britiske – er nogen forfatter mere britisk end De Quincey? – men i mange år havde de deres egne kirker, og nogle talte fransk i hjemmet til langt ind i det nittende århundrede.

 

Det var denne tradition af integration Phillips artikuleret fremmanede i sit interview. Eftersom formænd for skinregeringsrepræsentanter såsom ham ikke er kendte for modigt at tale bramfrit, reflekterede hans ord sandsynligvis regeringens tanker, alarmerede af den udvidede sympati i den muslimske befolkning for terroristerne d. 9/11.

 

Phillips manglede dog at nævne én vital forskel mellem tidligere og samtidige tilstrømninger til Storbritannien. Den relative tolerance og fleksibilitet han priser, var spontan, uformel og umøntet og uden myndighedernes indblanding. Det slog simpelthen aldrig nogen på min fars tid, at børnene af immigranter skulle, eller ville, have en fundamentalt anderledes kultur fra den generelle befolkning, eller at de ville ligge inde med kulturelle særheder eller ømtåleligheder, man behøvede tilse. De ville være britiske uden kvalifikation. Disse immigranter ankom, selvfølgelig, under en periode af en forlænget æra af national selvtillid, da Storbritannien hverken var en stor eller tiltagende magt. Min fars læreres generøsitet voksede ud af stolthed over deres kultur og land.

 

Siden da har meget ændret sig. Vi lever i en tid med dyb mistillid af spontane, retningsløse sociale processer – en mistillid af hvilken Phillips organisation er et symptom. Kommissionen for Racelighed han er formand for, mener at racefordomme og uretfærdighed kun kan fjernes, hvis regeringen utrætteligt overvåger racestatistikker over uligheder (adskillige organisationer jeg tilhører prøver vedholdende at udtrække fra mig min ”etniske” gruppe, selvom jeg nægter at svare). Paradoksalt nok benægter kommissionen samtidigt, i det mindste i teorien, nogen underliggende realitet om racemæssige og etniske kategorier, i hvilken den inddeler folk af overvågningshensyn, eftersom den tager for givet, at enhver underpræstation blandt overvågede grupper, udelukkende må være resultatet af fordomme, ikke resultatet af forskelle i indgangen til omverdenen eller adfærden i disse grupper. Uden officiel bureaukratisk indblanding vil samfundet i dette perspektiv forblive forsumpet i racefordomme. Minoriteter vil stagnere eller endog degenerere.

 

Yderligere er Storbritannien´s historiske og kulturelle optegnelser, som ikke værende noget at kære sig om, for slet ikke at tale om værende unikt værdifuld, ikke forsvundet. De ting nationen tidligere glorificerede, hånes og laves nu satire over. For ikke så længe siden angreb præmiereministeren den opfattelse, at den britiske fortid havde noget som helst der var værd at bevare, ”konservatismens kræfter” for ham værende synonymt med ondskab. Virkeligheden har, retrospektivt, lært ham andet.

 

Skiftet i attitude er uden tvivl delvist resultatet af kollapsen af britisk magt, og nationens lange retræte fra vigtighed i verden. Men den er også resultatet af vækst i den intellektuelle klasse, hvis levebrød afhænger af endeløs kritik. Takket være de intellektuelle er faget historie blevet noget af et ideologisk minefelt, med klagegrupper der kræver, at deres forfædres lidelser nyder særlig status i fortællingen. Og hvis britisk historie og kultur ikke er andet en historien om intern og ekstern undertrykkelse, om uretfærdighed og udnyttelse, hvorfor skulle de, der kommer til disse kyster lære om nationale traditioner og kultur? Det er meget bedre, at de så bare holder sig for dem selv. En professor i racerelationer har endog foreslået, at Storbritannien burde ændre sit navn, som har så mange historisk negative konnotationer for millioner verden over. Nu hvor Storbritannien er blevet uudsletteligt multikulturelt, siger han, findes der ingen retfærdiggørelse for at det fremover skal være ”britisk”.

 

Sådanne tåbeligheder er designet til, og måske med gustent overlæg, at skabe en ekstrem reaktion fra den indfødte befolkning, demonstrerende, at den oprindelige påstand var korrekt: at britisk tradition simpelthen er én af voldelig intolerance og undertrykkelse – fra hvilken vi behøver sådanne oplyste professorer, udøvende tvangsmæssige administrative kræfter, i udleveringen af os.

 

En ny masseimmigration til Storbritannien fra alle dele af kloden, i hvilken forskellene mellem immigranterne og værtsbefolkningen er dybe, er sket præcist på det tidspunkt hvor multikulturalisterne har lykkes med undermineringen af kapaciteten af britisk kulturs evne til at absorbere dem, i det håb at ”et samfundenes samfund” ville fremskyde: med andre ord, at løven i den somaliske stammeetik på én eller anden måde ville lægge sig ned med lammet af britisk lov.

 

Det ville være frugtesløst at foreslå, at alle immigranter skulle være bevidste om krav og ansvar. Og hvis vi skal undgå voldelige, usolidariske og fjendtlige etniske enklaver i vor midte, må vi lære immigranter, at den frihed, velstand og tolerance de nyder frugterne af, er resultatet af en lang spirituel og kulturel udvikling, der ikke bør tages for givet, og at den har storhed.

 

Dog i det moderne multikulturelle klima, findes der ingen nem vej til dette. Grundet den ideologiske kakofoni der drukner denne beskeds kardinalpunkt, hvor indlysende den end er, er det umuligt at lade det afhænge af det uselvbevidste, som min fars lærere gjorde det. Ej heller ønskes at beskeden skal hærdes i et officielt dogme: svaret på en falsk ortodoksi er ikke en anden ortodoksi. Vi må overtale, ikke tvinge eller indoktrinere, og for at kunne dette, må vi først frigøre vore intellektuelle fra opfattelsen af, at samfundet bør være en kulturel salat.

 

Leave a Response »

 

Feministisk narcissisme og politisk magt fredag, nov 7 2008

Vore samfund er af generationer af akademikere og journalister blevet opdraget til at se kvinder som ofre for undertrykkelse. Anden halvdel af det tyvende århundrede har været domineret af ”lektioner”, som vore guruer (Hollywood, samt akademikere og journalister) mener vi burde lære af Anden Verdenskrig. Hovedlektien til os af denne krig, i hvilken venstrefløjen besejrede højrefløjen, har været, at de ”undertrykte” er gode, og deres ”undertrykkere” er onde.

 

Dette har været den nye sekulære religion, og der har været et uhelligt sammenrend af varierende dele af samfundet, der har hoppet på denne vogn, for at bevise dem selv ”undertrykte” og derfor gode. Denne ”godhed” garanterer positiv mediedækning, sammen med undersøgelser fra venstreorienterede akademikere omkring den ”undertrykte”, og ligeledes forskellige regeringssubsidier – og muligvis en vifte af Hollywood-film. Denne besættelse kan måske ses som skylddreven etos af forkælede vestlige middelklasse baby-bommere.

 

Teoretisk skal man være en minoritet for at passe ind i den klassiske, jødisklignende prototype af ”undertrykt gruppe”. Men kvinder er så søde, så det venstreorienterede etablissement besluttede sig for i deres tilfælde at gøre en undtagelse. De erklærede kvinder for en minoritet, pegende på en række karakteristika de mener kvinder har til fælles med ægte minoritetsgrupper. De valgte simpelthen at ignorere de mange træk kvinder har til fælled med den almindelige undertrykker, såsom relativ lang levetid, relativ frihed fra fængsler, bedre sundhedspleje, mindre tendens til selvmord og så videre.

 

Nu ti dags tages alt dette mere eller mindre for givet, og vi lever i en ”Kvinders ditten”, ”Kvinders datten”-verden. Samfundet roterer om kvinder og deres behov, så det er kun naturligt, at kvinder er blevet mere og mere besatte af dem selv og narcissistiske. For hvis alt andet roterer omkring dig, kan du lige så godt flyde med, og ligeledes rotere om dig selv.

 

Så kvinders narcissisme er delvist et resultat af kvinders magt. Men den er også grunden til kvinders magt. Eftersom kvinder er så fokuserede på dem selv, har de rig mulighed for at opdage

ønsker de kræver resten af samfundet (mændene) skal opfylde for dem. Ved at give udtryk for disse ønsker forstærker de deres status som ofre, og forstærker dermed deres magt.

 

Venstreorienterede ideologer har en ”stråmandsmodel” af politisk magt, som de bruger for at aflede opmærksomheden fra de ægte bastioner af politisk magt i vestlige demokratier. I denne model peger de på politikere og bureaukrater som udøvere af magt, men denne henvisning er malplaceret. Det er sandt at beslutningstagere, såsom politikere, har magt, men denne magt begrænses alvorligt af den magt, de der kontrollerer informationerne og stereotyperne udøver.

 

De virkeligt magtfulde er journalister, Hollywood-personel og forskere der kontrollerer information og stereotyper, kontrollerer dermed de valgmuligheder, som beslutningstagerne tror, står til rådighed for dem. De kontrollerer også hvad de folkevalgte mener, er godt, realistisk eller antageligt som politiske meninger. Joseph McCarthy prøvede i sin tid at rense Hollywood for kommunistiske sympatisører. Det slog fejl, og vore sympatier skulle nu angiveligt ligge hos de mennesker hvis karrierer han ødelagde.

 

Sovjetunionen er faldet, Kina har erklæret rigdom for glorværdigt, og der har været et massiv højresving i vestlige økonomiske politikker. Lande i Østen og det sydøstlige Asien har også hjulpet med svækkelsen af stereotypen, at kun hvide kan være rige (og derfor ”onde”). De gamle venstrefløjsstereotyper falder sammen over hele verden.  

 

I sin artikel ”Det er kvindernes skyld” refererer Matthias Matussek til den moderne kvindes ”intenst snakkende programmer om feministisk selvopløftelse”. Han spørger: ”Hvordan kan det være, at de konstant står foran eventyrspejlet på væggen, for at sikre sig at de er de smukkeste, klogeste og modigste?”. Han mener, at deres ”narcissistiske poseren foran spejlet, hvor tosset det end er, er en del af den foreskrevne skuespilrolle for den ”den moderne kvinde”, noget hun finder næsten umuligt at undslippe.

 

Han anfører også den vidt populære opfattelse, at ”kvinder er på vej op, mænd på vej ned”. Disse to træk ved vestlige samfund – kvinders narcissisme og deres opstigen, i forhold til mænd – er tæt forbundne. For at forstå disse fænomener, må vi analysere udviklingerne i både politisk og social tænkning siden Anden Verdenskrig.

 

Et overordnet resultat af Anden Verdenskrig har været, at konservative og højrefløjspolitikker blev miskrediteret gennem sejren over deres tilsyneladende mest ekstremistiske (fascistiske og nazistiske) fortalere. Enhver politik promoveret af Hitler, Mussolini, nazisterne eller fascisterne (selv moderate konservative), er sårbare overfor angreb grundet deres associering med ”De slemme”. Højre/Venstre-dikotomien er selvfølgelig i en vis udstrækning kunstig, og nazismen er til en vis grad en socialistisk ideologi. I popkultur klassificeres Nazisme dog som værende højreorienteret og socialismen er klassificeret som venstreorienteret.

 

Som svar på dette oversvømmede Hollywood, universitetslærere og journalister anden halvdel af det tyvende århundrede med ”lektioner” de mente vi skulle lære af Anden Verdenskrig. De mente tilsyneladende at hovedlektien er, at enhver der er ”undertrykt” er god, mens ”undertrykkere” er onde.

 

Min pointe er ikke at denne opfattelse er forkert, men at, i kraft af denne forbindelse med nazisternes uhyrligheder, er den blevet den moralske hjørnesten af vestlige samfund. Den er så gennemtrængende, at som vestlige kan vi blive nødt til at lære arabisk eller et asiatisk sprog, og bo i visse dele af det muslimske eller ikke-asiatiske Asien, før vi overhovedet kan begynde at tænke på Hitler, uden de moralske overtoner der er blevet en del af vores bevidsthed. Hitler og hans handlinger er blevet synonyme med ekstrem ondskab, og bruges ofte som referencepunkt af politiske bevægelser, for at have noget ondt at sammenligne dem de angriber med.

 

Hvorfor skulle det have nogen betydning? Grundet den måde vi anskuer ofre på (både reelle og angivelige ofre).

 

Generationer af akademikere og journalister har fortalt os, at kvinder er hovedgruppen af undertrykkelsesofre, og mændene er deres undertrykkere. I det efterkrigstidens paradigme gør det alle kvinder til ”gode” og alle mænd ”onde”. Denne historie, fortalt højt og længe, har skabt en veritabel undertrykkelseskult, og der har været et uhelligt sammenrend af varierende dele af samfundet, der har ”bevist” dem selv undertrykte og derfor gode.

 

At blive klassificeret som én af de undertrykte udløser alle mulige slags fordele. Først og fremmest garanterer det positiv mediedækning, og selv almindelige kvinder kan nu behandles som ofre, i situationer hvor en mand ikke ville blive betragtet som offer.

 

Derudover er der de undersøgelser der iværksættes for at undersøge årsagen til undertrykkelse, regeringssubsidier af alskens slags, og måske endog en stribe Hollywood-film. (Til trods for omfattende beviser på at kvinder begår lige så megen vold som mændene, så går der dårligt en måned, uden at der udgives en ny film om hvordan ægtemændene banker deres koner, og kvindecentre er blevet lukrative regeringssubsidierede forretninger). Med udsigt til alt dette, hvem ville så ikke gerne være undertrykte? Eller i det mindste anerkendes som undertrykt?

 

I dag tages det for givet at kvinder anses for værende undertrykte, og vi lever i en kultur der er besat af deres problemstillinger. Samfundet roterer om kvinder og deres behov, med en skov af feministers interessegrupper, der kræver hvad de anser for værende i alle kvinders interesse, eller en bestemt kvindegruppes interesse. Mænds problemstillinger ignoreres i det store hele. Så stor er feministernes magt, at kun få politikere er villige til at modsætte sig dem, af frygt for at blive kaldt ”sexistisk”.

 

Med mændene og samfundet så besatte af kvinders problemstillinger, er det kun naturligt for kvinder – på samme måde som det forkælede enebarn af forgudende forældre – at blive endnu mere narcissistiske og besatte af dem selv. Hvis alt andet drejer sig om dig, så kan du lige så godt dreje dig om dig selv. Kun de stærkeste kan modstå dette. Nedladende bemærkninger om mænd er vanemæssigt i feministiske kredse, men mænd kan ikke lave nedladende bemærkninger om kvinder, uden at blive overfuset og trynet til at give en undskyldning.

 

Kvinders selvtillid bygges konstant op med overdrevne overskrifter (enhver kvinde med en puls og evnen til at trække vejret ved egen hjælp kandiderer til titlen ”Superkvinde” i feministiske journalisters opreklamering). Og dette, i kombination med fraværet af kritik, betyder at man kan bebrejde eksterne kræfter for alle deres problemer, og behøver aldrig tage ansvar for dem.

 

Det ville være naivt at antage McCarthy tog fejl i sin analyse, uanset hvor hårdhændede hans metoder var. Hollywood, medierne og uddannelsessystemet kontrollerer, eller i det mindste stærkt influerer, hvilke politikker der er antagelige. Der findes til overflod af eksempler på venstrefløjens skamløse indoktrinering i uddannelsessektoren, hvor mange lærere mener, det er tilstrækkeligt at påføre mærkatet ”venstreorienteret”, for at angive promoveringens værdighed – og påføre mærkatet ”højreorienteret” for at indikere, at dette skal undertrykkes eller censureres. På universiteter har det længe været fashionabelt, at påføre noget mærkatet ”fascistisk”, hvis noget er lidt til højre for deres egne synspunkter.

 

Jeg prøver ikke at angribe offerkoalitionen, blot at analysere deres magtstruktur i relation til feminismen. Offerkoalitionen og dens ideologi Politisk Korrekthed, er blevet meget magtfuld. Jeg stræber ikke efter dens totale destruktion, men jeg ser muligheden for at svække én af dens søjler – Feminisme – der har potentialet til at svække hele konstruktionen.

 

   

Leave a Response »

 

Myte: Islam er tolerant mod andre religioner lørdag, nov 8 2008

Myte:

Religiøse minoriteter er blomstret under Islam. Muslimer skal beskytte jøder og kristne (Bogens folk) og ikke skade dem

 

Sandheden:

Religiøse minoriteter har ikke blomstret under Islam. Faktisk svandt de ind til regulære skygger, efter århundreders forfølgelse og diskrimination. Visse konverterede under rå vold fra deres oprindelige religion. Andre blev under forfærdelige lidelser slavegjort.

 

Hvad muslimer kalder ”tolerance”, identificerer andre korrekt som institutionaliseret diskrimination. Betegnelsen af jøder og kristne til ”dhimmi” under islamisk lov betyder, at de ikke tillades de samme religiøse rettigheder og friheder som muslimerne. De kan eksempelvis ikke dele deres tro, eller uden tilladelse bygge tilbedelseshuse.

 

Historisk har dhimmier ofte været tvunget til at bære særlig beklædning eller lade håret klippe på en bestemt måde, der indikerede deres underlegne position og ydmygelse. De deler ikke muslimernes rettigheder, og skal endog betale en særlig skat (jizya). De skal dræbes, eller deres børn skal fratages dem, hvis ikke de tilfredsstiller inkassatorens krav. 

 

Gennem århundreder er den kristne europæiske befolknings sønner blevet taget og tvunget til konvertering til at blive muslimske krigere af ottomantyrkerne.

 

Det er under denne byrde af diskrimination og tredjeklasses status, at så mange gennem århundrederne har konverteret til Islam. De der ikke konverterede, mødte ofte økonomiske og sociale straffe, der til den dag i dag stadig eksisterer, og er forfærdelige efter vestlige standarder om sand religiøs tolerance og pluralisme.

 

For de der ikke er ”Bogens folk”, såsom hinduer og ateister, findes der meget lidt tolerance, når Islam har etableret politisk herredømme. Koranen fortæller muslimer, at de skal ”kæmpe på Allah´s måde” indtil ”religion kun er for Allah”. Den besejrede population møder døden, hvis ikke de etablerer regulære bønner og velgørenhed i islamiske tradition.

 

Tamerlane og andre muslimske krigere slagtede hundreder af tusinder af hinduer og buddhister, såvel som tvangskonverterede millioner gennem de seneste tusind år. I bedste fald har Islam en dualistisk personlighed mod andre religioner. Visse steder forbandes de udtrykkeligt af Allah.

 

Andre steder synes der at vises et vist mål tolerance. Der findes omkring 500 vers i Koranen, der taler om Allah´s had mod ikke-muslimer og den straf de må være parate til at betale for deres vantro. Der findes en lille håndfuld vers der siger noget andet, men disse er mestendels tidlige vers, der af lærde anses for annullerede af senere, mere voldelige muslimer.

 

Hvis tolerance simpelthen betyder opfordring til ikke at udføre masseslagtninger af anderledes tænkende, så møder Islam i almindelighed oftere standarderne end ej. Men hvis tolerance betyder at tillade folk af andre overbevisninger de samme religiøse friheder som muslimer nyder, så er Islam den mest fundamentalt intolerante religion under solen.

 

Leave a Response »

 

Ondskabens akse: Islamismen, Venstrefløjen og Neo-Nazismen søndag, nov 9 2008

Da Mussolini skiftede fra socialistisk agitator til fascistisk leder, skriver Alan Cassel i sin bog ”Fascisme”, ”anså han overhovedet ikke sine handlinger som forræderi mod socialismen. Han skiftede blot til et andet mærke socialisme”. Senere kunne nazisterne, med kun ringe justeringer af deres overbevisning, sikre sig høje positioner i det kommunistiske Øst-Tyskland.

 

Neo-Nazismen´s og samtidens Socialisme´s flydende natur bør understreges. Mens venstreorienterede over hele Europa afskriver ”nazisterne” og ”fascisterne” som modstandere af Islamisme, viser en gennemgang af Neo-Nazismen sig – tværtimod – at være pro-islamistisk. Neo-Nazismen og samtidens Socialisme er næsten umulige at skelne fra hinanden i deres positioner: pro-arbejder/pro-fagforening, anti-Amerika, anti-kolonialisme/anti-imperialisme, anti-Neo-Konservatisme, anti-Israel, og, til trods for at dette skjules, anti-semitisme. Men i takt med at islamismen er blevet til større og større bekymring for Vesten, ligner Neo-Nazisterne og socialisterne hinanden med hensyn til deres støtte til islamismen.

 

John Rosenthal fra Pajamas Media har peget på en rapport fra den lokale efterretningstjeneste i Hamburg, der viser, at Neo-Nazisterne – på lige fod med deres socialistiske modstykke – modsatte sig ”Pro-Köln”, borgergruppen der for nylig blev angrebet af venstreorienterede og islamister, da de protesterede mod opførelsen af en mega-moske.

 

Den lokale efterretningstjenestes rapport i Hamburg viser, at selvom tyske neo-nazister generelt er modstandere af immigranter, tager tyske neo-nazister ”forbehold mod at kritisere islamiske indflydelser, eller Islam som sådan, eftersom sidstnævnte mere skal ”anskues som en allieret”, eksempelvis i oppositionen til jøder. Tilsvarende position indtages af neo-nazistiske organisationer i Storbritannien. ”Final Conflict”, et britisk baseret magasin/blog der er gennemsyret anti-semitisk og sympatisk overfor palæstinenserne, har endog linket til en hjemmeside ved navn ”I Love Palestine”. I tilfælde af at du skulle spekulere over denne organisations eksakte natur, så sælger den på hjemmesiden blandt andet ”Waffen SS” rekrutteringsplakater og ”Blood and Honor” souvenirs.

 

Ligeledes på OswaldMosley.com (selvfølgelig inspireret af det tyvende århundredes fascistiske leder Oswald Mosley), kan du finde en gratis bog med titlen ”Arab or Jew), en beskrivelse der lader læseren vide, at dette er et angreb på zionismen, og et forsvar for palæstinenserne. Og der findes også en artikel der berømmer den ”europæiske socialismes” dyder, i et sprog der finder sit naturlige hjemsted på hjemmesiden hos ”Britain´s Socialist Workers Party”. Ingen overraskelser der.

 

Et andet relateret eksempel er ”National Party for Europe” (også baseret på Mosley´s fascistiske ideologi), politikker der klart er en form for socialisme. Én politik promoverer fagforeninger. En anden promoverer et forenet Europa. Endnu én kalder på tilbagetrækkelsen af tropperne fra Irak og Afghanistan, og enden på samarbejdet med U.S.A. Og nok en politik tilbyder Europa´s  ”National Party”´s:

 

”…fuldstændige støtte til det palæstinensiske folk, og deres ret til en palæstinensisk stat, skal definere vor politik i Mellemøsten”.

 

Hvorfor? Fordi palæstinenserne bekæmper jøderne. Og i tilfælde af du også skulle komme i tvivl om denne gruppes natur, så sælger de på hjemmesiden bøger, inklusive ”Ten Points of Fascism”, Mosley´s ”Blackshirts”, og, meget beskrivende, ”Islam and the Third Reich”, der, ifølge beskrivelsen, ”tjener” til forståelsen af dagens muslimske verden, i kontrast til modstanden mod europæisk kolonialisme, før og under Anden Verdenskrig”. (I modsætning til hvad du kunne tænke, er neo-nazister, på linje med dagens socialister, anti-koloniale, fordi anti-kolonialismen i deres forestillingsverden sidestilles amerikansk udenrigspolitik, hvilken igen menes at være under zionistisk/israelsk kontrol).

 

Artikler også fundet på denne hjemmeside inkluderer forklaringen på, at fascismen er ”misforstået”, en anden artikel hævder, at terroristangrebet i London den 7/7, intet havde med Islam at gøre, og alt med krigene i Irak og Afghanistan at gøre. (En artikel fordømmer ”British National Party” for ”Islamofobi”, og for at være pro-jødisk. Faktisk fordømmer alle hjemmesider nævnt i den artikel ”British National Party”. Neo-nazi-grupper hævder, at ”British National Party” er pro-jødisk og anti-islamistisk, og ”Socialist Workers Party” hævder det er ”racistisk”).

 

 

 

 

Leave a Response »

 

Myte: Islam og ”Videnskabens Gyldne Tid” mandag, nov 10 2008

Myten:

Muslimer hævder ofte, at deres religion fostrede en rig arv af videnskabelige opdagelser, banende vejen for moderne fremskridt i teknologi og medicin. De refererer i den forbindelse til perioden mellem det 7. århundrede og 13. århundrede, da Europa oplevede sine ”mørk tider”, og den muslimske verden erobrede nye populationer og kulturer.

 

Sandheden:

Selvom der ikke kan herske nogen tvivl om, at den muslimske verden gennem denne tid avancerede mere end den kristne verden, så har årsagerne til dette absolut intet med Islam at gøre (andet end et mandat til militær ekspansion). Faktisk misbilliger Islam aktivt kundskab uden for sig selv, hvilket er hvorfor de største muslimske lærde gennem historien, har tenderet til at være studerende af Islam, mere end studerende af videnskab.

 

For det første nød den muslimske verden godt af græsk videnskab, som blev oversat til muslimerne af kristne og jøder. Til muslimernes ros skal det dog siges, at de gjorde et bedre stykke arbejde i at bevare de græske tekster, end den tids europæere gjorde, og dette blev muslimernes kundskabsfundament (En hovedgrund til dette er dog, at kristnes tilgang til denne del af verden blev afskåret af muslimske slaveskibe og kystpirateri, der på den tid dominerede Middelhavet). For det

 

For det andet var mange af de videnskabelige fremskridt, som Islam blev krediteret for, faktisk ”lånt” fra de kulturer muslimerne erobrede. Eksempelvis det algebraiske koncept med ”nul” tilskrives ubestrideligt Islam, selvom det faktisk er skabt af hinduerne og blot gennem muslimerne introduceret til vesten – sammen med de produkter fra andre kulturer, der af de nye regenter blev fundet nyttefulde.

 

Faktisk bidrog erobrede populationer i stor stil til den muslimske videnskabshistorie, indtil denne gradvist blev decimerede gennem konverteringer til Islam.

 

Den muslimske koncentration indenfor en population er direkte proportionel med aftagning i videnskabelige resultater.

 

Det er ikke noget tilfælde, at den muslimske verden ikke har haft meget at vise gennem de seneste 600 år, eftersom de er løbet tør for civilisationer de kan kannibalisere.

 

For det tredje blev de store muslimske videnskabsfolk og ikoner ofte i deres tid anset for værende kættere, og nogle gange med god grund. En af de største resultatskabere der nogen sinde er kommet fra den muslimske verden, var den iranske videnskabsmand og filosof al-Razi. Hans imponerende arbejder holdes ofte op som dagens ”bevis” på muslimske præstationer. Men hvad apologeterne ofte udelader er, at al-Razi blev afsværget som blasfemisk, eftersom han fulgte sine egne religiøse overbevisninger – som var i indlysende modstrid med traditionel Islam.

 

For det fjerde er Islam´s tilskrivninger (ofte ukorrekte) ikke særligt dramatiske. Der er opfindelsen af visse ord, såsom alkymi og eliksir, men ikke meget andet har overlevet til vore dages videnskab, der har nogen praktisk betydning. Ej heller er der nogen grund til at tro, at sådanne opdagelser ikke alligevel nemt ville have blevet gjort i vesten, i slipstrømmen af Reformationens kulturelle vækkelse.

 

Faktisk tager den muslimske litani ofte form som en rapsodi, i hvilken de virkelige oprindelser af disse opdagelser udelades – sammen med deres komparative signifikans for vestlige præstationer. Videnskabelige, medicinske og teknologiske præstationer er ikke noget muslimske apologeter ønsker at udfordre den kristne verden til pissekonkurrence i. Dagens islamiske innovatorer er kendte for blot at omforme vestlig teknologi, såsom mobiltelefoner og fly, til instrumenter for massemord.

 

Til opsummering, selvom den islamiske religion ikke er helt igennem fjendtlig mod videnskab, skal den heller ikke forveksles med en facilitator. De store præstationer der siges at være kommet fra den islamiske verden, blev enten lavet af ikke-muslimer, der tilfældigvis var under islamisk herredømme, eller af kættere der almindeligvis havde meget lidt interesse i Islam.

 

Videnskabelige opdagelser aftager dramatisk i takt med at Islam indtager dominans, indtil de i sidste instans blegner helt væk.

 

Leave a Response »

 

De fantastiske venstreorienterede tirsdag, nov 11 2008

Jeg husker som ung i 1970´erne, at alle venstreorienterede gjorde opmærksom på, hvor dansk det hele skulle være, og at vi skulle huske at købe dansk. Flagstængerne var prydede med det danske flag, som i øvrigt også var klistret på bagsmækken af bilen hos enhver venstreorienteret med respekt for sig selv. Vi brød os ikke om udlandet. Vore nordiske brødre var det længste vi tolerancemæssigt kunne bevæge os, og dengang som i dag var U.S.A. den store skurk.

 

Jeg hørte for nyligt en kvinde fortælle om sin tid i Zimbabwe. Hun havde i nogen tid med sin mand overvejet at flytte fra Danmark, så da Danmark blev medlem af E.F. var grænsen nået. At være i fællesskab med franskmænd og italienere var for meget at kapere, og som hun sagde, så ”er de indfødte i Zimbabwe så venlige når man besøger dem, og så er de så dygtige til at spille på deres trommer”. Det var i den forbindelse kun en sideting, at de var nødt til at bo med jernforstærkning på døre og vinduer, og adskillige hunde både udvendigt og indvendigt, for at modstå kriminaliteten.  

 

Det er også, i lyset af den megen insisteren på det danske, besynderligt se venstrefløjen som fuldt udsprungne multikulturalister. I 1970´erne var der ikke grænser for, hvor dansk det hele skulle være. Nu er der ikke grænser for, hvor multikulturelt det hele skal være. Dette skift er ikke selvvalgt. Det er fremtvunget af østblokkens fald. Indtil østblokkens fald havde kampen øst og vest imellem været af økonomisk art, men da venstrefløjen havde tabt denne kamp, måtte de hurtigt finde en ny måde at redefinere dem selv på, så de fremadrettet kunne retfærdiggøre deres eksistens. Nu skulle de være multikulturalister.

 

Men hykleriet omfatter ikke blot det internationale perspektiv, men strækker sig helt ned til det personlige. Venstrefløjens favoritbeskæftigelse er tilsvining af højrefløjen. Der er ikke grænser for hvor dårligt begavede højreorienterede er, eller hvor lav en moral de besidder. Når nu venstrefløjen er sådanne helt i særklasse fantastiske eksemplarer af Homo Sapiens, skulle man så ikke forestille sig, at dette kunne måles statistisk? Skulle man ikke forestille sig, at det måtte kunne måles, at der eksempelvis er meget færre mennesker på venstrefløjen der lyver, stjæler, snyder eller er voldelige?

 

Sådanne undersøgelser er faktisk lavet. I en undersøgelse blev deltagerne spurgt: ”Er det i orden at snyde i skat?”. Af de der beskrev dem selv som meget venstreorienterede, svarede 57% ”ja” til spørgsmålet fra World Values Survey. Til sammenligning svarede 20% at de der beskrev dem selv som meget højreorienterede ”ja”. På spørgsmålet om hvor vidt det er moralsk forkert at snyde staten, svarede 86% af de meget højreorienterede ”ja”, hvor andelen af meget venstreorienterede på sammen spørgsmål var 68%. Endnu mere udtalt bliver det i spørgsmålet om udførelse af sort arbejde, under samtidig modtagelse af dagpenge. Her mente 49% af de meget venstreorienterede, at dette er acceptabelt, mod de meget højreorienteredes 21%. Oven i det kommer, at meget venstreorienterede mener, at det er i orden at købe hælervarer, at indtage fødevarer i en butik uden at betale for dem og undlade at fortælle sandheden ved forhandlingen af prisen på en bil. Deres slet skjulte stolthed over deres kriminelle tilgang til verden viser sig yderligere i det faktum, at det er to en halv gang så sandsynligt at de fortæller om deres ulovlige download af musik fra Internettet.

 

En anden undersøgelse offentliggjort i American Taxation Association´s Journal of Legal Tax Research viste, at højreorienterede studerende tog regnskabsskandaler og skatteunddragelse mere alvorligt end deres venstreorienterede medstuderende.

 

De med et venstreorienteret verdenssyn, som ”afviser ideen om en absolut sandhed”, var mere forstående overfor snyd i skolen, havde større tendens til at lade andre tage skylden for egne etiske mangler, viser endnu en undersøgelse offentliggjort i Journal of Education for Business. Samme Journal of Education lavede en etisk undersøgelse, der viste, at studerende med en stærk konservativ overbevisning, medførte et højere niveau af etiske værdier, og Journal of Psychology konkluderede, at der var en forbindelse mellem det at være ”politisk venstreorienteret” og ”lyve i egen interesse”.

 

Hvad kan man så konkludere af ovenstående? Det hurtige svar ville være, at meget venstreorienterede er mere ærlige omkring deres uærlighed. Men valideringsundersøgelser viser på det punkt, at meget højreorienterede faktisk klarer sig bedre end meget venstreorienterede. Der er heller ingen grund til at tro, at slemme mennesker bliver venstreorienterede, og gode mennesker bliver højreorienterede. En forklaring kunne være ideer. Dårlige ideer. Eksempelvis ideen om, at der ingen absolut sandhed findes. Så hvis sandhed er relativ, så må ærlighed også være subjektiv. Som afdøde Sidney Hook sagde: ”Den letteste rationalisering for nægtelsen at søge efter sandhed er, at der ingen sandhed findes”.

 

Sidst, men ikke mindst, er der på Northwestern University lavet en undersøgelse, offentliggjort i Journal of Reasearch in Personality, der i modsætning til tidligere antagelser viser, at venstreorienterede ikke er mere rationelle og mindre bange end højreorienterede. ”Socialforskere har længe antaget, at venstreorienterede er mere rationelle og mindre bange end højreorienterede, men det viser sig, at begge parter anser verden som et farligt sted”, siger Dan McAdams, forsker og professor i menneskelig udvikling og psykologi ved North Western University. ”Deres frygt udtrykker sig bare forskelligt. Venstreorienterede ser tro som noget der fylder dem, og uden den fyldes de med tomhed, udbrændthed og frygt. Så mens højreorienterede bekymrer sig om samfundsmæssig kollaps, bekymrer venstreorienterede sig om en verden uden dybe følelser og intense oplevelser”.

 

På et mere fundamentalt biologisk plan, er der også lavet undersøgelser den politiske højrefløj og venstrefløj imellem. Én af disse undersøgelser viser, at højreorienterede lettere lader sig skræmme af pludselige trusler end venstreorienterede. Venstrefløjen vil selvfølgelig i den forbindelse omgående pege på højrefløjens islamforskrækkelse som grund til højrefløjens adfærd: ”De ser spøgelser, de lader sig skræmme af den mindste ting”. Det er én mulighed. En anden mulighed er, at venstrefløjen måske har mistet lidt af den naturlige vagtsomhed. Den vagtsomhed der har gjort det muligt for Homo Sapiens, at udvikle sig fra spidsmusestadiet til mennesket. Dette biologiske perspektiv kunne måske også forklare, hvorfor venstrefløjen ikke lod sig skræmme, af de uhyrligheder verden i socialistiske lande har været vidne til. Over kun omkring et halvt århundrede døde små hundrede millioner mennesker i socialisters varetægt, i en bred vifte af erklæret socialistiske lande, eller hvorfor venstrefløjen ikke lader sig skræmme af kulturfremmede elementer, der stormer vor kulturs grænser, med daglige afbrændinger, massevoldtægter, vold, æresdrab, undertrykkelse af kvinder, omskæring af børn og et had til vores kultur, som kun modsvares af de venstreorienteredes had til deres egen kultur, men overgås af muslimernes hellige bog Koranen, der klart og utvetydigt erklærer, at jorden skal blive muslimsk.

 

Man må beundre den slags mod.

 

Leave a Response »

 

Hæslighedens ypperstepræster onsdag, nov 12 2008

Folk i Nordamerika og Vesteuropa accepterer nu i deres dagligdag et niveau af hæslighed, der stort set er uden fortilfælde i den vestlige civilisations historie. De fleste er blevet så hærdede, at folk der i hobevis dør af sult eller sygdom, i bedste fald frembringer et suk eller en mumlende protest. Vore gader regeres af Dope Inc., verdens største industri, og i gaderne slår man hinanden ihjel i en hidtil uset rate.

 

På samme tid udspiller der sig tusindvis af mindre rædsler, der er så almindelige, at de nærmest går ubemærket hen. Vore børn tilbringer lige så megen tid foran fjernsynet, som de gør i skolen, overværende med fornøjelse torturscener og død der ville have chokeret tilskuerne i Coliseum. Musik findes overalt, men musikken løfter ikke, eller plejer, den flår i ørene, til tider med obskønne udgydelser. Vores plastikkunst er grim, vores arkitektur er grim, vores tøj er grimt. Der har tidligere været perioder i menneskets historie, hvor menneskeheden har levet i tilsvarende dyriskhed, men vor tid er afgørende anderledes. Vores efterkrigstids æra er den første i historien, i hvilken disse rædsler er fuldstændigt uundgåelige. Vor tid er den første, der har teknologien og ressourcerne til at fodre, huse, uddanne og beskæftige hvert eneste menneske på jorden, uanset populationsvæksten. Men når man foreslår ideer og fungerende teknologier, der kan løse disse uhyrlige problemer, falder folk tilbage i passivitet. Vi er ikke alene blevet grimme, men impotente.

 

Der findes dog ingen grund til hvorfor vor nuværende moralsk kulturelle situation lovmæssigt skulle udvikle sig som den gør; og der findes ingen grund til hvorfor dette tyranni af grimhed skulle fortsætte et øjeblik længere.

 

Se engang på situationen så sent som i de tidlige 1890´ere. Claude Debussy lagde sidste hånd på ”Prelude to the Afternoon of a Faun”, og Arnold Schönberg begyndte at eksperimentere med atonalitet; på samme tid arbejdede Dvorak med sin ”Ninth Symphony”, mens Brahms og Verdi stadig levede. Edvard Munch udstillede ”Skriget”, og Paul Gauguin sit ”Self Portrait with Halo”, men i Amerika underviste og malede Thomas Eakins stadig. Mekanikere som Helmholtz og Mach holdt store universitetsforelæsninger om videnskab for studerende som Riemann og Cantor. Pave Leo XIII blev udnævnt, på samme tid som socialisternes Anden Internationale blev til terrorister, og forberedte sig på klassekamp.

 

Den optimistiske overbevisning at man kunne komponere musik som Beethoven, male som Rembrandt, studere universet som Platon og Nicolaus de Cusa, og ændre samfundet uden vold, var i live i 1890´erne – dog indrømmet svækket og under angreb, men ikke død. Alligevel blev disse klassiske traditioner indenfor 20 korte år fejet af vejen, og Vesten dedikerede sig selv til en serie af krige af ufattelig grusomhed.

 

Hvad der begyndte for omkring hundrede år siden, kan kaldes ”opgøret med Renæssancen”. Renæssancen af det femtende og sekstende århundrede var en religiøs fejring af den menneskelige sjæl og menneskets potentiale for vækst. Kunstens skønhed kunne ikke opfattes som noget som helst andet end udtrykket for de mest avancerede videnskabelige principper, som demonstreret gennem geometrien på hvilken Leonardo´s perspektiver og Brunelleschi´s store dome i Firenze´s kathedral er baseret. Tidens fineste hjerner himmelgjorte deres tanker, og kortlagde solsystemet og vejen til en Ny Verden, planlæggende store projekter der skulle bane vejen for menneskeheden. Det synes som om, at en lang checkliste på det tidspunkt blev optegnet, med alle renæssancens vidunderlige resultaters forbillede – af hvilke alle skal blive modgjorte. Som en del af denne ”New Age” bevægelse, som den blev kaldt. Den menneskelige sjæls koncept blev undermineret af den mest skrigende intellektuelle kampagne i historien; kunst blev tvangssepareret fra videnskaben, og videnskaben blev i sig selv dybt mistænkeliggjort. Kunsten blev gjort hæslig, fordi det blev sagt, at livet var blevet hæsligt.

 

Det kulturelle skift væk fra renæssancens ideer der skabte den moderne verden, skyldtes en slags hæslighedens frimurere. I begyndelsen var det formel politisk konspiration at popularisere teorier der var specifikt designede til at svække den jødisk-kristne civilisation i sådan et omfang, at folk ikke troede at kreativitet var mulig, at fastholdelse af universelle sandheder var bevis på autoritarisme, og at fornuft i sig selv var suspekt. Denne konspiration var beslutsom i planlægningen og udviklingen af redskaber for social manipulation, som radio, fjernsyn, film, musik, reklame og offentlige meningsundersøgelser. Det gennemtrængende greb om medierne var med vilje fostret for at skabe den passivitet og pessimisme der hærger vor tids befolkning. Så succesfuld var denne konspiration, at den er blevet indlagt i vores kultur; den behøver ikke længere være ”konspiration”, for den har fået sit eget liv. Dens succeser står uden for diskussion – man behøver blot åbne radio eller fjernsyn.

 

Vore universiteter, vor teknologis og intellektuelle fremtids vugge, er blevet invaderet af Komintern-agtig New Age ”Politisk Korrekthed”. Med Sovjetunionens kollaps repræsenterer vore universiteter nu den største koncentration af marxistiske dogmer. 1960´ernes irrationelle pubertetsskrigeri er blevet institutionaliseret til en ”permanent revolution”. Vore professorer ser sig over skulderen og håber denne tilstand vil forsvinde, før én eller anden studerendes fordømmelse tilintetgør et helt livs arbejde; nogle professorer bånder deres forelæsninger af frygt for anklager om manglende ”sensitivitet” fra én eller anden rødgardist. Studerende ved University of Virginia søgte med succes om at man afskaffede læsningen af Homer, Chauser og andre DHEM (Døde Hvide Europæiske Mænd), da sådanne skrifter bliver anset for etnocentriske, fallocentriske og i almindelighed underlegen de mere ”relevante” tredjeverdens kvindelige eller homoseksuelle forfattere.

 

Dette er ikke en republiks akademi; dette er Hitler´s ”Gestapo” og Stalin´s ”People´s Commissariat of Internal Affairs” udryddende ”afvigere” og bandlysende bøger – det eneste der mangler er de offentlige afbrændinger.

 

Vi kommer til at se det faktum i øjnene, at den hæslighed vi ser omkring os, er bevidst fostret og organiseret på sådan en måde, at majoriteten af befolkningen har mistet sin kognitive evne til at videre give til næste generation, de metoder og ideer på hvilke vor civilisation bygger. Tabet af denne evne er den primære indikator på en Mørk Tid. Og en Mørk Tid er lige præcist hvad vi befinder os i. I sådanne situationer er historiens optegnelser éntydige: enten skaber vi en renæssance, en genfødsel af de fundamentale principper på hvilke vores civilisation opstod – eller vores civilisation dør.

Leave a Response »

 

Tankekontrollens teknik torsdag, nov 13 2008

Den 9 milliarder kroner store videospilindustri i Amerika der omfattende bidrog til massakren i Littleton, Paducah og Jonesboro, er langt mere end den kommercielle udnyttelse af teknik og teknologier udviklet som ”legitime” træningsinstrumenter til militæret og lovens håndhævere. For at forstå rødderne af denne nye form for ”Manchurian Candidate” programmeret terrorisme, er det nødvendigt at vende tilbage til Anden Verdenskrig og den umiddelbare efterkrigstid, da der fandt en dedikeret bestræbelse sted af Frankfurterskolen og London Tavistock Institute sted, på at bruge marxistisk/freudiansk psykologisk perversion og andre sociale videnskaber, som et instrument til massekontrol og hjernevask. De to søjler i angrebet på den amerikanske intellektuelle tradition var kybernetik og rusmidlets modkultur.

 

På den tid udtalte et antal prominente socialforskere åbent deres mål om at bruge krigstidens testede teknikker af psykologisk manipulation, til at pervertere og kontrollere det amerikanske folk. Og i de fleste tilfælde var deres fokus på børnene, og behovet for at ødelægge det stof familielivet er lavet af.

 

Lord Bertrand Russell der slog sig sammen med Frankfurterskolen i bestræbelsen på social bearbejdning af masserne, kom til at tale over sig i sin bog fra 1951 ”The Impact of Science on Society”. Han skrev:

 

”Fysiologi og psykologi kræver mulighed for videnskabelige teknikker, der stadig mangler udvikling. To store mænd, Pavlov og Freud, har lagt grundlaget. Jeg accepterer ikke det synspunkt, at de er i essentiel konflikt, men hvilken struktur der vil bygges på dette fundament, er stadig tvivlsomt. Jeg tror, at det emne der vil være af størst politisk vigtighed, er massepsykologi….Dens vigtighed er tiltaget enormt gennem væksten af moderne propagandametoder. Af disse er den mest indflydelsesrige kaldt ”uddannelse”. Religion spiller en rolle, dog en aftagende én; pressen, biografen og radioen spiller en tiltagende rolle… Det kan håbes med tiden, at enhver vil være i stand til at overbevise hvem som helst om hvad som helst, hvis man kan fange emnet ungt, og er forsynet med statsmidler og udstyr”.

 

Russell fortsatte:

 

”Emnet vil gøre store fremskridt, når det behandles af videnskabsmænd under et videnskabeligt diktatur…Fremtidens socialpsykologer vil have et antal klasser med skolebørn, på hvilke de vil afprøve forskellige metoder, der skal producere den urokkelige tro at sne er sort. Forskellige resultater vil hurtigt fremkomme. For det første at hjemmets indflydelse er hæmmende. For det andet, at ikke meget kan gøres, hvis ikke indoktrineringen begynder før tiårsalderen. For det tredje at vers sat til musik og gentaget gentagne gange er meget effektivt. For det fjerde at opfattelsen af at sne er hvidt, skal opretholde opfattelsen af, at dette er et udtryk for morbid excentricitet. Det er op til fremtidens videnskabsmænd at gøre disse grundsætninger præcise, og opdage præcist hvor meget det koster per hoved, at få børn til at tro at sne er sort, og hvor meget mindre det vil koste, at få dem til at tro, at sne er mørkegråt”.

 

Russell konkluderede med en advarsel: ”Selvom denne videnskab vil blive flittigt studeret, vil adgangen til den udelukkende begrænses til den regerende klasse. Hoben vil ikke blive tilladt at vide hvordan dens overbevisninger genereres. Når teknikken er blevet perfektioneret, vil enhver regering med ansvar for uddannelsen af en generation, være i stand til at styre sine emner sikkert, uden behovet for hære eller politi”.

 

Russell havde i årtier arbejdet på konceptet om videnskabeligt diktatur. I sin bog fra 1931, ”The Scientific Outlook”, havde han dedikeret et kapitel til ”Education in a Scientific Society”. Her var han ligeledes ligefrem om sin oligarsk totalitære vision. Trækkende paralleller til de to niveauer af jesuitteruddannelse fremlagde Russell: ”Ligeledes vil de videnskabelige regenter tilbyde én slags uddannelse til almindelige kvinder og mænd, og en anden for de der skal blive indehavere af videnskabelig magt. Almindelige mænd og kvinder vil forventes at forholde sig føjelige, arbejdsomme, punktlige, tankeløse og tilfredse. Af disse kvaliteter vil tilfredshed anses for værende vigtigst. For at kunne opnå dette, må alle resultater af psykoanalyse, behaviorisme og biokemi bringes i spil…Alle drenge og piger vil fra en tidlig alder lære hvad der kaldes ”samarbejde”, altså gøre præcist hvad alle andre gør. Initiativ vil blive misbilliget i disse børn, og ulydighed, uden straf, vil videnskabeligt trænes ud af dem”.

 

For børnene valgt til at være blandt den videnskabelige regerende klasse, vil uddannelse være helt anderledes. ”Med undtagelse af loyaliteten til verdensstaten og til deres eget styre”, forklarede Russell, ”vil medlemmer af den regerende klasse opfordres til at være eventyrlystne og fulde af initiativ. Det vil anerkendes, at det er deres beskæftigelse at forbedre videnskabelige teknikker, og holde de manuelt arbejdende tilfredse gennem kontinuerlig ny underholdning”.

 

Russell tilføjede dog én meget stærk advarsel. ”I sjældne tilfælde”, advarede han, ”når en dreng eller pige har passeret alderen, hvor man almindeligvis afgør social status gennem intellektuelle evner svarende til regenternes, vil en vanskelig situation oprinde, der kræver alvorlige overvejelser. Hvis den unge er tilfreds med at forkaste sin tidligere omgangskreds, og helhjertet dedikerer sig regenterne, kan denne, efter passende tests, forfremmes, men viser denne nogen som helst fortrydelig solidaritet med sin tidligere omgangskreds, vil regenterne modvilligt konkludere, at man intet kan gøre med denne, andet end sende denne i dødskammeret, før dennes slet disciplinerede intelligens har haft tid til at sprede revolte. Dette vil være en smertefuld pligt for regenterne, men jeg tror ikke de vil undlade at gøre det”.

 

 

Leave a Response »

 

Den venstreorienteredes sande natur fredag, nov 14 2008

Det påstås her, at den overvejende psykologiske grund til hvorfor venstreorienterede så fanatisk kritiserer den eksisterende orden, og advokerer for ændringer, er for at tilfredsstille det presserende behov for selvpromovering og ego-boost – og ultimativt for magt, alle tiders størst ego-boost. De behøver offentlig opmærksomhed; de har behov for at vise raseri; de har behov for at synes klogere og venligere og mere retfærdig end sine medmennesker. De ynder at se dem selv i rollen som David mod Goliath. De har behov for at vise, at de tilhører den eksklusive klub af dydige og kloge, så de nobelt kan instruere og beordre de mindre kloge og mindre dydige medmennesker. Deres behov er et presserende behov for opmærksomhed, selvpromovering og selvbekendtgørelse. De er grundlæggende ubetydelige folk, der har behov for at føle sig vigtige og er bedrøvede over deres mangel på anerkendelse og magt. Man fristes til at forme den hypotese, at da disse var børn, så deres mor ikke på dem, når de sagde: ”Mor, se på mig”.

 

Dette betyder, at den ”varme indre glød” de opnår gennem deres agitation, værdsættes højt. Så det kan ikke undre, at noget der truer med at forstyrre dette – såsom blotte fakta – ignoreres beslutsomt. Dette venstrefløjens syn på dem selv som ”de retfærdiges klub” må aldrig trues eller forstyrres, kan måske bedst ses i lyset af Lomborg´s resultater, der mestendels blev nedgjorte, mere end forsøgt gendrevet.

 

Så folk der selv desperat ønsker magt, opmærksomhed og hæder, misunder med lidenskabelighed de der allerede har dette. Forretningsmænd, etablissementet, rige mennesker, overklassefolk, magtfulde politikere og enhver der støtter bevarelsen af den eksisterende orden, på enhver måde af den venstreorienterede ses som forhindringer, der forhindrer den venstreorienterede i at få det ønskede. De ses alle automatisk som uværdige, sammenlignet med den venstreorienteredes egne dyder og krav på hvad andre har. ”Hvorfor skal de have…” er den venstreorienteredes implicitte skrig – og de der deler dette skrig, har en forståelse af hinanden, som intet rationelt argument kunne opnå, og ingen udenforstående nogensinde kunne dele.

 

Misundelse er en meget almindelig ting, og de fleste af os har sandsynligvis på et tidspunkt misundt nogen, men for én med den venstreorienteredes stærke egoistiske behov, bliver misundelse til had, og en fortærende kraft, der nemt kan tilskrives den kommunistiske bevægelses grumme brutalitet, og dens destruktive politikker (såsom straffende høje skatter, priskontroller og generel overregulering) implementeret af venstrefløjen i demokratiske samfund. Så den økonomiske destruktion og generelle forarmelse der typisk bringes af venstrefløjen, er ikke så irrationel, som man først kunne antage. Venstrefløjen ønsker faktisk dette. At fattiggøre andre er almindeligvis en uendeligt højere prioritet for denne, end at gøre nogen noget godt. Man kunne få den mistanke, at de fleste venstreorienterede erkender, at ingen revolution eller social transformation, nogensinde vil sætte dem i en position af magt og velstand, så destruktionen af velstand og magt for de der allerede har den, må være det, de hovedsagligt kan håbe at få ud af at støtte venstreorienteret politik.

 

Om nogen er vigtig, rig, succesfuld, berømt og så videre, er selvfølgelig meget et spørgsmål om individuel opfattelse. Denne ”relative” vigtighed, prestige og så videre, ville kunne forklare hvorfor mange aktive venstreorienterede er højt uddannede akademikere. Dette har generelt en høj status, og giver en indkomst over gennemsnittet, og kan ses som givende anseelig anerkendelse og hæder. Men hvis status er præcist hvorfor visse folk har gjort sig den anseelige ulejlighed, krævet for at indtage denne position, kan det meget vel være, at denne persons ego-behov er så stort, at man tørster efter endnu større prestige. Et professorat kan være prestigefyldt, men stadigt set som givende alt for lidt magt, offentlig eksponering og muligheder for selvpromovering. ”Nu I kan se hvor klog jeg er, burde det være mig der kørte showet”, er en indlysende tanke for sådanne folk. Lidt magt eller berømmelse er ikke nok magt og berømmelse for dem.

 

Behovet for selvpromovering synes dog som de modnes, at tendere aftagning – hvilket er en del af grunden til, at kandidater synes mindre radikale, end studerende, og hvorfor ældre mennesker tenderer at være meget mere konservative end unge mennesker. For at lave en lettere mistolkning af Lenin, så synes det at være venstreorienteret, at være ”en infantil forstyrrelse”.

 

Og intet af ovenstående er selvfølgelig ment som en antagelse af, at egoistiske behov, selvretfærdighed og så videre, kun begrænses til venstreorienterede. Med dette menes blot, at det at være venstreorienteret er det principielle politiske udtryk for sådanne behov. Sådanne behov kan også mødes af religion, og det bør noteres, at Kommunisme ofte af dens kritikere blev beskrevet som en religion. Hvorfor folk vælger politik, mere end andre måder at mætte ego-behovene, ville være emne for en helt anden undersøgelse, men det synes muligt, at den potentielt meget brede eksponering som politik bidrager med for den enkelte, kan tiltrække folk med de allerhøjeste ego-behov. Dette høje ego-behov blandt venstreorienterede ville også forklare den meget større politiske aktivisme på den politiske venstrefløj, sammenlignet med det noget dvaske politiske højre.

 

 

Andre grunde til at være venstreorienteret synes at være:

 

Nogle venstreorienterede anser dem selv for værende kloge, fordi de kan finde ud af at kritisere.

 

Nogle er oprigtigt indignerede over ting de ikke forstår, og ønsker blindt at ændre disse ting.

 

Nogle er oprigtigt sørgmodige over andres ulykkelige oplevelser, og ønske at fikse det så hurtigt som muligt, uden at være kloge nok til at søge redskaberne til at fikse det, uden at være selvudslettende.

 

Nogle, især unge, er idealister, der finder verdens uperfekte tilstand utilfredsstillende.

 

Nogle er kyniske opportunister, der i ændringer ser muligheder for dem selv.

 

Nogle gemmer ganske enkelt deres had til deres medmennesker i en kloak af gode intentioner. De ønsker at skade deres medmennesker, men behøver et systemskifte (en revolution) for at få mulighed for det.

 

Nogle venstreorienterede ved, at de selv er sære, så de prædiker ændringer i retning af tolerance mod alle særlinge, ud af ren egoisme.

 

Venstreorienterede kan være unge og ubevidste om de fleste af livets kompleksiteter, således at de drastisk enkle ”løsninger” og mantraer foretrukket af venstrefløjen, ganske enkelt kan virke fornuftige.

 

Den mere ”revolutionære” venstrefløj bruger ofte ord om ødelæggelse i deres slogans, så det kan synes sandsynligt, at visse venstreorienterede simpelthen ønsker at ødelægge ting. De søger en socialt acceptabel undskyldning for deres undertrykte destruktive trang. De er sandsynligvis ansvarlige for den vold og destruktion der ofte akkompagnerer venstrefløjen demonstrationer. Voldelige forandringer er deres interesse. I en anden tid og et andet sted, ville mange af dem have ladet sig indrullere i Hitler´s Brunskjorter.

 

Leave a Response »

 

Årets julegave idé til munkemarxisterne lørdag, nov 15 2008

Som enhver ved, så har alle dygtigt skolede munkemarxisters vådeste drøm altid været ”tankekontrol”. Millioner af menneskeliv er gået tabt i socialistiske regimers forsøg på at terrorisere befolkningerne til enten at holde op med at tænke, eller indtage de politisk korrekte holdninger.

 

Marxisterne og socialisterne i almindelighed vejrede allerede tidligere på året morgenluft, da finansbankeroten rullede hen over kloden. Dette er dog intet at regne for den julegave, socialisterne snart har mulighed for at erhverve sig: En vaske ægte hjernevaskmaskine!

 

Der bliver ikke et øje tørt i de socialistiske hjem. Mulighederne er uendelige. Politiske fjender kan nu, uden at man først behøver forklare dem sagernes rette sammenhæng, mekanisk hjernevaskes til ”stuerene” holdninger, og socialisterne kan hjernevaske dem selv til at se på dem selv som endnu mere glorværdige skabninger (der bliver snart trangt i Jesus´s gemakker).

 

Tænk engang alt det besvær disse socialistiske rædselsregimer kunne have sparet sig, hvis de havde haft en smule mere tålmodighed, og havde ventet på, at den nødvendige teknologi havde udviklet sig. Det ville selvfølgelig være for meget at forlange, da anderledes tænkende i socialistiske kredse altid har været opfattet som en personlig fornærmelse.

 

Link til vidunderet:

 

http://jp.dk/nyviden/article1494329.ece

 

Leave a Response »

 

Krigen mod svenskerne søndag, nov 16 2008

Sidste år skrev jeg om hvordan det svenske samfund er ved at gå i opløsning, og var i fare for at kollapse, i det mindste i visse regioner og områder. Landet der gav os Bergman, ABBA og Volvo kan blive kendt som Nordeuropa´s Bosnien. Den ”svenske model” ville så ikke længere referere til en stabil og fredelig stat med en fremskreden økonomi, men en eurabiansk rædselshistorie af utopisk multikulturalisme, socialistisk misadministration og løbsk indvandring. Nogle mente det var overdrevet og paranoid. Var det?

 

I en ny sociologisk undersøgelse ved navn ”Vi bekriger svenskerne”, er unge indvandrere i den problemfyldte by Malmø blevet interviewet om hvorfor de er involverede i kriminalitet. Selvom det ikke siges i undersøgelsen, så er de fleste af dem muslimer. I et af de få tilfælde hvor svenske medier rent faktisk fortalte sandheden, afsløredes at 9 ud af de 10 mest kriminelle etniske grupper i Sverige, kom fra muslimske lande. Hold dette for øje når du læser denne avisartikel:

 

Immigranter fører krig mod Sverige gennem røverier

 

Bølgen af røverier i byen Malmø vi det seneste år har været vidner til, er en del af en ”krig mod svenskerne”. Dette er forklaringen givet af unge røvere med immigrantbaggrund på, hvorfor de kun røver indfødte svenskere, i interviews udført af Petra Åkesson i hendes tese i Sociologi. ”Jeg læste en rapport om unge røvere i Stockholm og Malmø, og ville gerne vide, hvorfor de røver andre unge. Det indbefatter almindeligvis ikke mange penge”, siger hun. Hun interviewede drenge i alderen 15 til 17 år, både individuelt og i grupper.

 

Næsten 90% af alle røverier der meldes til politiet blev begået af bander, ikke individer. ”Når vi er i byen og røve, så fører vi krig, fører krig mod svenskerne”. Dette argument blev gentaget adskillige gange. ”Magt betyder for mig, at svenskerne skal se på mig, lægge sig ned på jorden og kysse mine fødder”. Drengene fortæller grinende, at man  ”får en kriblende fornemmelse i kroppen, når man røver. Man føler sig glad og tilfreds. Det føles som om man har lykkes med ét eller andet. Det føles simpelthen godt”. ”Det er så nemt at røve svenskerne, så nemt”. ”Vi røver hver eneste dag, lige så meget vi har lyst til, præcist når vi har lyst”. De unge immigranter anser svenskerne for stupide og kujonagtige: ”Svenskerne gør ikke noget. De giver os bare deres ting. De er sådan nogle skvat”. De unge røvere planlægger ikke deres kriminalitet: ”Nej, vi får bare øje på nogle svenskere der ser rige ud, eller har pæne mobiltelefoner, og så røver vi dem”.

 

Hvorfor hader de svenskerne så meget? ”Tja, de hader os”, svarer de ifølge Petra Åkesson. ”Når en svensker handler, giver damen bag skranken penge tilbage i hans hånd, ser ham i øjnene og smiler. Når vi handler, lægger hun pengene på skranken og ser den anden vej”. Åkesson der er adopteret fra Sri Lanka, og derfor ikke ligner en indfødt svensker, siger at det ikke var svært at få drengene til at tale om deres kriminalitet. De pralede nærmere af, hvem der havde begået flest røverier. Malin Åkerström, professor i Sociologi, kan kun se én løsning på problemet: ”Jobs til alle. Hvis det betyder en regulering af arbejdsmarkedet for at skabe flere jobs, så bør vi gøre det”.

 

Det er interessant at notere sig, at muslimske immigranter åbent erklærer, at de er involverede i en ”krig”, og anser deltagelsen af kriminalitet og chikanerier af den indfødte befolkning som sådan. Dette er i perfekt linie med mine tidligere påstande. Antallet af voldtægtsanklager er firedoblet indenfor omkring 20 år. Voldtægtssager involverende børn under alderen 15 år er seks gange så høj som for en generation siden. De fleste andre voldelige forbrydelser er også hastigt tiltaget. Ustabilitet spredes til de fleste forstæder og byer. Residerende fremmede fra Algeriet, Libyen, Marocco og Tunesien dominerer gruppen af voldtægtsmistænkte. Advokat Ann Christine Hjelm har opdaget, at 85% af alle dømte voldtægtsmænd er født på fremmed grund eller af fremmede forældre. Og det er ikke bare i Sverige. Antallet af voldtægter begået af muslimske immigranter i vestlige nationer er så ekstremt høje, at det er vanskeligt udelukkende at se disse voldtægter som tilfældige individuelle handlinger. Det ligner krigsførsel. Dette forekommer i de fleste vestlige lande, såvel som i vantro lande som Indien. Europæiske fængsler proppes med muslimer, fængslede for røverier og alskens voldelige forbrydelser, og derudover bomber muslimerne europæiske civile. Man kan se mainstreammedierne kæmpe for at få alt dette til at give mening. Det er fordi de ikke kan, eller ønsker at se de indlysende: Det er præcist sådan en invaderende hær ville opføre sig: Voldtage, plyndre og bombe. Hvis mange muslimske immigranter ser dem selv som krigere involveret i krig, giver det hele fuldstændigt mening.

 

Malmø, der sandsynligvis bliver den første skandinaviske by med muslimsk flertal indenfor en generation eller to, har ni gange så mange rapporterede røverier målt per indbygger, som København har. Alligevel syntes førsteprioriteten hos den politiske elite i Sverige under det seneste folketingsvalg at være, at prøve at dæmonisere Danmark for en ”xenofobisk” og ”brutal” debat om muslimsk immigration. Under sidste års jihad-optøjer i Frankrig kritiserede Sverige´s socialdemokratiske statsminister Göran Persson den måde den franske regering håndterede landets uro. ”Det føles som en meget hård og konfronterende tilgang”.

Persson afviste ideen om mere lokalt politi som ”første skridt” i Sverige. ”Jeg tror ikke det er den vej vi vælger i Sverige. At begynde at sende signaler om en styrkelse af politiet, er at bryde med den politiske linie vi har valgt at følge”, sagde han. Og i takt med at myndighederne i det store hele har opgivet deres tredjestørste by til snigende anarki, er der nu åben tale blandt indfødte svenskere der stadig findes i Malmø, om at forme sikkerhedskorps, udrustede med baseball køller og bekymring for deres børns sikkerhed. Som sagt, hvis Arnold Schwarzenegger ikke bliver genvalgt som guvernør i Californien, så kan han lave endnu et afsnit af ”Conan Barbareren”. Han kunne filme den i Malmø.

 

”Hvad blev der af den berømte svenske formynderstat?”, ville du måske sige. Betaler svenskerne ikke noget der ligner verdens højeste skatter? Jo de gør. Men dusinvis af milliarder, nogle påstår hundredvis af milliarder af kroner bruges årligt på at understøtte hurtigt voksende muslimske immigrantsamfund. Sverige er blevet hele verdens understøttelseskontor, fordi den politiske elite har vedtaget, at muslimsk immigration er ”godt for økonomien”. Inden længe kan Sverige stå med en hær på blot 5000 mand. Det er 5000 mand til at forsvare et geografisk areal tre gange så stort som England. Og det kan tage op til et år at samle dem, hvis de da ikke er på udenlandske fredsbevarende missioner. At Sverige selv snart kunne bruge fredsbevarende missioner synes at unddrage sig etablissementets opmærksomhed. Den fejrede svenske velfærdsstat er blevet verdens største pyramidespilsfupnummer, et Enron med et nationalt flag.

 

Selvom Sverige er et ekstremt eksempel, kan lignende historier fortælles om det meste af Vesteuropa. Som Mark Steyn pointerer, så ligner gadernes jihad i Frankrig de tidlige truende skærmydsler af en eurabisk borgerkrig, bragt af en massiv muslimsk immigration og multikulturel stupiditet. Lov og orden nedbrydes langsomt i store og endog små byer på tværs af det europæiske kontinent, og gaderne regeres af aggressive unge muslimske bander. På samme tid betaler europæerne nogle af de højeste skatter i verden. Vi burde gøre vore myndigheder opmærksomme på, at statens vigtigste opgave, i bytte for skattekronerne, at opretholde lov og orden. Eftersom det er temmelig åbenlyst, at dette ikke længere er tilfældet i Eurabien, så må vi spørge os selv, om disse skatter længere er legitime, eller om de snarere er skjult Jizya, betalt i form af understøttelse til muslimerne og det nye eurokratiske aristokrati. Måske er tiden kommet til et pan-europæisk skatteoprør: Vi vil ikke længere betale skatter, før vore myndigheder genetablerer lov og orden, og lukker grænserne for muslimerne.

 

Det er ved at haste. Når tilstrækkeligt mange mennesker føler, at systemet ikke længere fungerer, og den sociale kontrakt er brudt, kan hele det stof demokratiet er skabt af trævles op. Hvad sker der, når velfærdsstatens system bryder ned, og der ikke længere findes tilstrækkeligt med penge til at ”smøre” de tiltagende spændinger indfødte europæere og immigranter imellem? Og hvad sker der når folk opdager, at deres egne ledere gennem E.U. netværk og Euro-arabiske dialoger beskrevet af Bat Ye´or i hendes bog ”Eurabia”, i første omgang har opmuntret alle disse muslimer til at slå sig ned her? Der vil blive massiv arbejdsløshed, og millionvis af mennesker vil blive vrede, bange og ydmygede, forrådte af systemet, af samfundet og af deres egne demokratiske ledere. Det vil blive en situation, der meget vil ligne den Store Depression, der førte til 1930´ernes nazistiske fremmarch. Er det der vi er på vej hen igen, med frygt, tiltagende fascisme og politiske snigmord? Forskellen er bare, at den ”jødiske trussel” i 1930´erne var helt igennem fiktion, hvorimod den ”islamiske trussel” nu, er meget reel. Dog, præcist traumerne forårsaget af begivenhederne for 70 år siden slører denne gang vores dømmekraft, eftersom enhver tale om en trussel fremmanet af muslimsk immigration, eller om bevarelsen af vores egen kultur, afvises som ”ligesom retorikken brugt mod jøderne af nazisterne”. Europæerne er blevet lært at være så bange for deres egen skygge, at de er ude af stand til at se, at mørket også kan komme udefra. Måske vil Europa endnu engang stå i flammer, delvist som en forsinket reaktion på rædslerne i Auschwitz.

Leave a Response »

 

Hvorfor angreb feministerne familien? mandag, nov 17 2008

Ideologiske bevægelser er generelt bevægelser indeholdende ”de naive” regeret af ”de manipulative”, og feminismen er ingen undtagelse. Den feministiske bevægelse kan anskues som en krypto-fascistisk kult, i hvilken kvinder opfordres til at samles i hemmelighed, med det formål at hade mænd. Dagens kulturelle og politiske krig mod familien har flere årsager, af hvilke feminismen er langt den vigtigste.

 

Feminismens første bølge i det tidlige tyvende århundrede var slet ikke mod familien. Faktisk var ét af deres krav, at styret i hjem og ved arne skulle være kvindens domæne.

 

Det var udelukkende et resultat af feminismens anden bølge ide sene 1960´ere, at det feministiske angreb på familien begyndte. Neil Lyndon var i sin bog ”No More Sex War” fra 1992, sandsynligvis den første til at spore oprindelsen af ideologien af feminismens anden bølge til marxismen.

 

Der havde været en flod af højt profilerede snigmord i U.S.A. gennem 1960´erne: Kennedy´erne, Martin Luther King, Malcom X og så videre. Disse begivenheder, pointerede Lyndon, stank af korruption og konspiration. Alligevel trak det politiske etablissement på skuldrene og gjorde intet. De der var bekymrede erkendte hurtigt, at det politiske højre var ligeglade; effekten heraf blev, at de drev til venstre i forsøg på at finde løsninger. Som Lyndon formulerede det: ”Vi havde ingen andre steder at gå hen end mod Øst”.

 

Den Kolde Krig var på dette tidspunkt i fuldt sving, og den unge middelklasse i Vesten blev politik engagerede i emner som Vietnam og sorte amerikaneres borgerrettigheder. Der var en radikal kløft mellem disse unge og deres forældre, udgørende en næsten inkompatibilitet. Ungdommen fandt intet i deres forældres politiske kultur, der kunne forsyne dem med de svar de søgte; faktisk var deres forældres politiske kultur ofte dømt til at være problemernes

årsag.

!960´ernes unge generation, som Lyndon refererer til som ”Det nye Venstre” søgte efter inspiration i Kina og Sovjet unionen, og adopterede Marxisme-Leninisme-Maoisme. Marxisme var blevet det foretrukne politiske verdenssyn hos mange unge radikale, inklusive feministerne, og Lyndon prøver at analysere hvordan det skete.

 

Kort sagt beskrev Karl Marx samfundet i termer af en kamp mellem forskellige økonomiske klasser: Det magtfulde fabriksejende bourgeoisi og proletariatets underprivilegerede arbejderklasse. Marx erklærede, at hele historien er historien om politisk kamp. Han så derfor det menneskelige samfund som essentielt karakteriseret af konstant konflikt mellem uforenelige interessegrupper.

 

Den binære klasseanalyse tilbudt af Marx, var rammet i termer af økonomiske klasser, men dette, hævder Lyndon, blev adopteret af Black Panther bevægelsen til en beramning i termer af race. I stedet for, at samfundskampen var en kamp klasserne imellem, så opfattede Black Panthers det som en kamp racerne imellem, og dette, hævder Lyndon, var oprindelsen til den fascistiske karakter af den nye venstrefløjs tankegang.

 

Denne tankegang blev igen adopteret af den tids feministiske bevægelse. Samfundet blev præsenteret i quasi-marxistiske termer, som værende den uendelige historiske kamp kønnene imellem, i hvilken mænd er givet rollen som det magtfulde bourgeoisi, og kvinderne rollen som det undertrykte proletariat.

 

Så Lyndon hævder, at feministerne af de sene 1960´ere og tidlige 1970´ere, var svært influerede af den amerikanske kamp for sorte borgerrettigheder. Mange feministiske historikere ville være enig deri. Det er interessant at notere sig, at John Lennon og Yoko Uno skrev en sang på det tidspunkt, der hed ””Woman is the nigger of the world”.

 

Sloganet ”Det personlige er politisk” er i almindelighed associeret med feminismen, og

Lyndon hævder, at det opstod med Black Panthers. Interessant nok tilskriver Jung Chang i Wild Swans dette til Mao, fra hvilken det uden tvivl blev adopteret af Black Panthers, og derfra videre til feministerne.

 

Den endelige mutering af marxistisk teori ind i arenaen af seksualpolitik, var det sidste store store paradigmeskift i den nye venstrefløjs tænkning, og dette er som konsekvens heraf den ideologiske arv vi i dag lever med.

 

Denne adoption af marxistisk teori var uden tvivl den mest betydningsfulde grund til det feministiske angreb på familien. De bør her bemærkes, at omkring dette tidspunkt var prævention til rådighed, hvilket betød, at kvinder for første gang var i stand til at styre deres egen fertilitet. Før dette betød sex risikoen for at skulle tage sig af et barn; under disse omstændigheder var afmonteringen af familien ikke en reel mulighed. Det var delvist ”pillen” der gjorde angrebet på familien mulig.

For at forstå det feministiske angreb på familien, så er det nødvendigt at forstå den marxistiske tankegang om emnet. Marx levede under den industrielle revolution, og var imponeret over ideen om maskinel produktion. Han anså folk for værende simple komponenter i et system af politisk økonomi, og han mente, at vi fra fødslen var ”ubeskrevede tavler” – vore sind afgøres af vor miljø, ikke af noget indvendigt. Han anså familien som et levn fra en tidligere tids pastorale landsbyliv, som ikke længere var passende for maskinalderen. Hvorfor ikke også industrialisere børneproduktionen?

 

Marx´s kollaboratør Engels skrev i 1840´erne ”The Origins of the Family, Private Property and the State”. I bogen argumenterer Engels, at den mandlige fabriksarbejder tjener kapitalen, og hans kone tjener arbejderen. Lige som han er slave af fabriksmaskinen, så er hun slave af ham. Hun er hans ulønnede træl, der sikrer at han kommer på arbejde. Hun skal også avle flere arbejdere. På den måde tjener hun kapitalismen. På den måde maler Engels et billede af familien som umenneskeliggørende og stærkt politiseret. Denne bog blev meget indflydelsesrig blandt feminister i 1960´erne, og er én af grundene til, at familien siden hen har været under angreb.

 

Ideen om industrialiseret børneproduktion blev bragt til sin logiske konklusion – og satiregjort – af Aldous Huxley i sin klassiske roman ”Brave New World”.

 

Dominic Lawson beskriver i sit essay ”You Can Blame it All on Karl Marx”, hvordan disse ideer blev afprøvede – og forkastede – i Sovjetunionen:

 

”I Sovjetunionens tidlige år var der et ægte forsøg, bedst beskrevet i Ferdinand Mount´s ”The Subversive Family”, på at påføre familien marxistisk tænkning. Lunacharski, uddannelseskommissæren erklærede, at ”vores problem nu er at slippe af med husholdet og befri kvinderne fra børneomsorgen…termen ”mine forældre”, ”vore børn” vil gradvist forsvinde”.

 

Dette, hævdede Lunacharski, ville muliggøre overgangen til ”det offentlige samfund, der vil erstatte den hjemlige arne, ja, denne stagnerende familieenhed der isolerer sig fra samfundet. En ægte kommunist ville undgå en sådan permanent ægteskabsparring, og ville søge at tilfredsstille sine behov gennem frie gensidige relationer…så man ikke kan afgøre, hvem der har et nært forhold til hvem. Det er social konstruktion”.

 

Konsekvenserne af denne politik var præcis som de havde været i den ”sociale konstruktion” vi nu ser i dele af vore indre byer: social kaos, efterladte børn og hastigt tiltagende antal kønssygdomme. Sovjetunionen´s kommunistiske parti begyndte hurtigt at forkaste den marxistiske tilgang til familielivet. Nye love blev introduceret for at tvinge skilte forældre, ikke staten, til at bidrage til plejen af deres børn. Skilsmisse blev gjort mere vanskeligt og dyrt.

 

Feministerne af de tidlige 1970´ere var tilsyneladende ikke klar over Sovjetunionens eksperimenter i familiens gen-bearbejdelse, eller de valgte at ignorere dem. Erin Pizzey beskriver sine erfaringer med optagelsen i feministbevægelsen i 1971:

 

”Mit første møde fyldte mig med tvivl. Det blev afholdt i et meget middelklasseagtigt hjem i Chiswick, og jeg sad og så på plakaterne af Mao på væggen i opholdsstuen. Da jeg af værtinden blev spurgt, hvorfor jeg var mødt, svarede jeg, at min mand var fjernsynsreporter og meget sjældent hjemme, og jeg følte mig ensom og isoleret med mine to børn. ”Dit problem er ikke din isolation, men din ægtemand. Han undertrykker dig, og han er en kapitalist”. Jeg gjorde opmærksom på, at hun også havde en termin der skulle betales, så hun var også kapitalist, og min mand undertrykkede mig langt fra, og i øjeblikket passede han børnene, så jeg kunne deltage i dette møde…Jeg fik udleveret Mao´s Den Lille Røde og SHREW Magazine. Jeg tog det med hjem, og var rystet over det had det spyede mod mænd”.

 

Pizzey blev til sidst smidt ud, da hun nægtede at fordømme mænd og familien.

 

”Jeg erkendte gennem læsningen af kvindebevægelsens litteratur, at de tusindvis af kvinder der var journalister, beskæftigede i fjernsynsbranchen og plejesektoren, var besluttede på at ødelægge familielivet i England. ”Gør det personlige politisk”, var ét af mange slagord. Så tusindvis af voldelige og meget forstyrrede kvinder angreb normale lykkeligt gifte kvinder og vores traditionelle livsform.

 

Marxistiske feminister kom til den overbevisning, at når familien var et aspekt af kapitalismen, kan kapitalismen ikke destrueres uden at destruere familien. Dette er argumentativt sludder, selv for en ortodoks marxist. I marxistiske termer er den kapitalistiske produktionsmåde den underliggende økonomiske samfundsbase, og familien er en del af den ”ideologiske superstruktur”. Den økonomiske base afgør den ideologiske superstruktur. Altså er det argument, at man ikke kan destruere kapitalismen uden at destruere familien forkert set: for en marxist kan man ikke destruere familien uden først at destruere kapitalismen: hvis kapitalismen skaber familien, så vil det følge, at når først kapitalismen forsvinder, vil familien forsvinde med den. Det omvendte er ikke tilfældet. Sovjetunionen forstod uden tvivl dette, men 1970´ernes feminister havde enten ikke læst Marx ordentligt, eller var intellektuelt korrupte.

 

Den franske feminist Simone de Beauvoir erklærede i 1976 i et interview med Betty Friedan, at ”ingen kvinde burde tillades at gå hjemme og opfostre sine børn, for hvis et sådan valg var muligt, ville for mange kvinder vælge det”.

 

Mange andre var af samme opfattelse:

 

”Kernefamilien skal ødelægges…Uanset hvad det medfører er ødelæggelsen af familien en objektiv revolutionær process” Linda Gordon

 

  ”Vi kan ikke ødelægge ulighederne mellem mænd og kvinder før vi ødelægger ægteskabet” Robin Morgan

 

”Ægteskabet har eksisteret til fordel for mændene; og har været en legalt sanktioneret metode til kontrol over kvinder…Vi må arbejde på at ødelægge det. Enden på ægteskabet som institution er en nødvendig betingelse for frigørelsen af kvinder. Det er derfor vigtigt for os, at tilskynde kvinder til at forlade deres ægtemænd og ikke leve individuelt med dem…Hele historien må omskrives i termer af kvinders undertrykkelse. Vi må gå helt tilbage til kvindelige religioner som heksekunst” The Declaration of Feminism

 

Anden bølge af feminismens angreb på familien var efter ”pillen”, og baseret på misfortolkning af marxistisk teori. Efter marxismen på den internationale scene var besejret, blev det marxistiske angreb på familien aldrig adresseret. Det er første nu, at nogen begynder at artikulere problemerne.

 

I forsøget på at spore oprindelsen til krigen mod familierne, findes en anden vigtig faktor der bør bemærkes, nemlig den tiltagende radikale lobby for homoseksuelle. I de tidlige 1970´ere fandt der inden for feministbevægelsen et kup sted i U.S.A. og Storbritannien.

 

”The Lavender Menace” var en uformel gruppe af radikale lesbiske, skabt i protest mod eksklusionen af lesbiske og lesbiske problemer fra feministbevægelsen. Frasen ”Lavender Menace” blev først brugt i 1969 af Betty Friedan, præsident for NOW, for at beskrive den trussel hun mente associeringen med lesbiske udgjorde for NOW og den spirende feministiske bevægelse. Friedan og andre heteroseksuelle feminister var bange for, at associeringen ville vingeskyde feministernes evne til at opnå seriøse politiske forandringer, og at stereotyperne ”mandeagtig” og ”mandehadende” lesbiske, ville udgøre en nem måde at afskrive bevægelsen.

 

Men i sidste instans vandt den lesbiske lobby, og de lesbiske kom til at dominere NOW og meget af den feministiske bevægelse. Som Rene Denfeld Skriver i sin fremragende bog ”The New Victorians”, ”Det er lidt i stil med, at NAACP (National Association for the Advancement of Coloured People) ville beslutte at prioritere homoseksuelle problemstillinger, fordi nogle sorte tilfældigvis var homoseksuelle”.

 

Det blev meget hurtigt afgjort, at heteroseksualitet i sig selv var en social konstruktion af kapitalismen. Derfor var de eneste virkeligt frigjorte kvinder – og de eneste virkelige feminister – lesbiske.

 

I en meget oplysende artikel ”Min forbrydelse mod den lesbiske stat” beskriver skuespillerinde Jackie Clune hvordan hun blev lesbisk på universitetet:

 

”Der var et tiltagende antal arbejderklassestuderende, der som mig blev involveret i studenterpolitik. Der var ugentlige demonstrationer, sammenkomster og anti-regeringskrav. Vi var vrede over det meste af hvad Thatcher fremlagde…Sideløbende med min gryende politiske bevidsthed kom en spirende interesse i feministisk politik…Det var omkring det tidspunkt, at jeg stødte på et essay af Adrienne Rich med titlen ”Compulsory Heteroseksuality and Lesbian Existence”. I denne artikel postulerede Rich, at det for de fleste kvinder var muligt at gøre valget at blive lesbiske, hvis de kan forkaste den internaliserede homofobi – ”kræfternes samlingspunkt” – de oplever med hensyn til foreningen af samme køn. Hun argumenterer, at det heteroseksuelle hegemoni er et flygtigt men dog magtfuldt psykologisk fængsel, fra hvilket de fleste kvinder kunne bryde ud med viljens magt”.

 

Lesbianisme syntes på det tidspunkt for mig at være en logisk udvidelse af min feministiske tænkning, og en radikal måde at omstyrte den kapitalistiske forskrift for kvinder.

 

Clune´s essay er et godt eksempel på den politiske tendens, der lærte folk, at man skal være homoseksuel, for at være en god radikal; man kan ikke være heteroseksuel, og samtidigt være en god socialist eller feminist.

 

Unge mennesker blev opfordret til at indgå homoseksuelle relationer, for at demonstrere venstreorienteret tilhørsforhold. Hanif Kureishi berører i sin roman ”The Buddha of Surburbia” dette i en scene, hvor den unge biseksuelle indiske skuespiller beder sin socialistiske ven kysse ham, for at bevise sin dedikation til den socialistiske sag.

 

I sit essay ”Feminism´s Third Wave” beskriver Angela Fiori heterofobi på amerikanske universiteter i 1990´erne.

 

Universiteternes ”date-rape” kampagner i de tidlige 1990´ere var ikke motiveret af en ægte bekymring for kvinders velbefindende. De var en del af et forsat forsøg på at delegitimere heteroseksualitet overfor unge, attraktive kvinder, ved at dæmonisere mænd som voldtægtsmænd.

 

Daphne Patai og Christina Hoff Sommers har beskrevet hvordan akademiske feminister, især på kvindestudier, har skabt et miljø, der meget ligner en religiøs kult.

 

”Hvis klasserummet er meget heteropatriarkalt, med en begynderklasse på 50 eller 60 elever, med få feministiske studerende – så definerer jeg sandsynligvis min opgave som værende af rekrutteringsmæssig karakter…at overbevise de studerende om at kvinder er undertrykte”, sagde professor Joyce Trebilcot fra Washington University, som citeret fra ”Who Stole Feminism?”

 

De sataniske børnemisbrugsheksejagter i 1990´erne, var endnu et lignende forsøg på at dæmonisere mænd, familien og heteroseksualiteten, og med tvang opløse glade velfungerende familier, for at skabe mere brændstof for skilsmisser og ”børnebeskyttelsesindustrien”. Dette var sandsynligvis den marxistisk inspirerede, feministiske, antifamiliebevægelses højdepunkt.

 

Dette har kort sagt været den ideologiske oprindelse for krigen mod familierne og fædrene. Konsekvenserne af denne sociale revolution er nu ved at blive tydelige.

 

I sit fremragende essay ”Divorce as Revolution” beskriver Steven Baskerville de bredere politiske og økonomiske implikationer af situationen.

 

Mere end nogen anden enkeltfaktor kan alle store personlige og sociale patologier kan føres tilbage til faderløshed: voldelig kriminalitet, substantielt misbrug, graviditeter uden for ægteskab, fravær, selvmord og så videre. Faderløshed overskygger langt både race og fattigdom som indikator for social afvigelse.

 

Resultatet af tre årtiers tøjlesløse skilsmisser er, at et stort antal mennesker – mange af dem regeringsmyndigheder – nu har en professionel og økonomisk interesse i at tilskynde dette. Dagens skilsmisser er ikke blot et fænomen; det er et regime – et gigantisk bureaukratisk imperium der gennemtrænger nationale og lokale styrer, med kanaler til den private sektor…Uanset hvor fromt de omtaler deres forpligtelser overfor faderløse, fattige og voldelige børn, forbliver det faktum, at disse praktiserende har store interesser i at skabe så mange af den slags børn som muligt. Måden at gøre dette på er at fjerne fædrene…Så længe fædrene forbliver hos deres familier, tjener skilsmissebehandlerne intet.

 

Når fædrene er eliminerede fungerer staten funktionelt som erstatning for, beskytter af, og forsørger af familien. Ved at fjerne faderen skaber staten også en mængde problemer den selv skal løse: fattige børn, børnemisbrug, ungdomskriminalitet og andre problemer associeret med hjem med én forælder. På den måde er skilsmissemaskinen selvforstærkende og selvudvidende. Ufrivillig skilsmisse er et fantastisk redskab, der tillader den uendelige udvidelse af statens magt.

 

Det svulmende hysteri over ”husvold” synes opildnet til med lignende hensigter. ”Alt hvad denne ”husvoldsindustri” handler om, er at fjerne børnene fra deres fædre”, skriver klummeskribent John Waters for Irish Times. ”Når de har fået fjernet fædrene, vil de fjerne mødrene”. Donna Laframboise fra Canada´s National Post undersøgte krisecentre for voldsramte kvinder, og konkluderede, at de konstituerede ”skilsmisseforretninger”, hvis formål ikke var at beskytte kvinder, men fremme skilsmisser. Disse krisecentre, ofte offentligt finansierede, igangsætter beedigede skriftlige erklæringer mod fædre, der accepteres uden bekræftende vidnesbyrd fra dommere, i retfærdiggørelsen af fjernelsen af børn.

 

Fædre kriminaliseres yderligere gennem børnepengebyrder, der konstituerer det finansielle brændstof for skilsmissemaskinen, underskrivende en unilateral skilsmisse og givende alle involverede yderligere incitamenter til at fjerne andre børn fra deres fædre.

 

Liberty Magazine offentliggjorde dokumentariske beviser på, at ”børnepengeplagede” fædre i det store hele er embedsmændenes og den udøvende magts kreationer, med en interesse i at skabe flere kriminelle at retsforfølge.

 

Hvis man samler alle disse elementer, hvad der begyndte som en radikal kommunistisk æra, har nu vokset sig til en multimilliard, mandehadende industri. Et monster der udelukkende eksisterer for at beskæftige folk der ødelægger familien. Det er den slags vi er oppe imod.

 

For de fleste kvinder og mænd verden over er ideen om, at de ville være bedre stillede uden deres familier fuldstændigt absurd. Havde det ikke været for marxismens og fremkomsten af radikale homoseksuelle rettigheders agenda, ville dette med næsten sikkerhed aldrig været sket.

 

Disse ideer tillades at florere uudfordrede, fordi, som Pizzey sagde, foregår alt i hemmelighed. Der findes intet virkelighedscheck, så det urimelige kommer meget hurtigt til at synes rimeligt. Kombiner dette med den arrogante foragt for demokratiet og det individuelle valg, promoveret af folk som de Beauvoir, og vi står med en mekanisme der fostrer vanvittige politikker mod de der ikke ønsker dem.

 

Det er først nu, at råddenskabens symptomer er begyndt at blive synlige for offentligheden i form af døde børn, at vi begynder at tage notits af tingene. Den feministiske bevægelse har længe været moden for undersøgelser der længe har været negligerede. Som en amerikansk dommer engang sagde: ”Sollys er det bedste middel til desinficering”.

Leave a Response »

 

Eros og Civilisation tirsdag, nov 18 2008

Det grundlæggende dokument for 1960´ernes modkultur, og det der bragte Frankfurterskolen´s ”revolutionære Messias” af 1920´erne ind i 1960´erne, var Marcuse´s ”Eros and Civilisation”, oprindeligt publiceret i 1955 og sponseret af Rockefeller Foundation. Dokumentet summerer mesterligt Frankfurterskolen´s ideologi af ”Kulturpessimisme” i ”dimensionalitetens” koncept. I én af de mest bizarre filosofiske perversioner, hævder Marcuse, at have hentet dette koncept fra Friedrich Schiller, som Marcuse belejligt misidentificerer som en efterfølger af Immanuel Kant, skelnende mellem to dimensioner i menneskeheden: et sensuelt instinkt og en impuls mod form. Schiller advokerede for harmoniseringen af disse to instinkter i mennesket, i form af et kreativt legeinstinkt. For Marcuse, på den anden side, var det eneste håb for at undslippe det éndimensionelle moderne industrielle samfund, at frigøre den erotiske side af mennesket, det sensuelle instinkt, i oprør mod ”teknologisk rationalitet”.

 

Som Marcuse senere ville sige (1964) i sin ”One Dimensional Man”: ”En komfortabel, glat, fornuftig, demokratisk ufrihed sejrer i avanceret industriel civilisation, et tegn på teknologisk fremskridt”. Denne erotiske frigørelse misidentificerer han med Schiller´s ”legeinstinkt”, som mere end værende erotisk, er et udtryk for generøsitet, kærlighedens højere koncept associeret med sand kreativitet. Marcuse´s modteori om erotisk frigørelse er noget implicit i Freud, men ikke eksplicit understreget, bortset fra freudianske overløbere som Wilhelm Reich, og i et vist omfang Carl Jung. Ethvert aspekt af kultur i Vesten, inklusive fornuften selv, siger Marcuse, handler for undertrykkelsen af dette: ”Den teknologiske rationalitets totalitære univers er den seneste transmutation af fornuftens idé” eller: ”Auschwitz spøger fortsat, ikke i hukommelsen, men i menneskets bedrifter – rumrejserne, raketterne og missilerne, de smukke elektroniske fabrikationer….”

 

Denne erotiske frigørelse skulle tage form som ”Great Refusal”, en total afvisning af det ”kapitalistiske” monster og alle dets produkter, inklusive ”teknologisk” fornuft og ”rituelt autoritært sprog”. Som en del af ”Great Refusal” skulle menneskeheden udvikle en æstetisk etos”, der skulle transformere livet til et æstetisk ritual, en ”livsstil” (en sludderfrase der under Marcuse´s indflydelse kom ind i sproget i 1960´erne). Med Marcuse som bannerfører blev 1960´erne fyldt med tåbelige intellektuelle retfærdiggørelser i form af indholdsløst pubertært seksuelt oprør. ”Eros and Civilisation” blev genoptrykt som billigbog i 1961, og udkom i adskillige oplag; i forordet til 1966 udgaven tilføjede Marcuse det nyt slogan ”Make Love, Not War” der præcist udtrykte hvad han talte om: ”Kampen om Eros er en politisk kamp”. I 1969 bemærkede han, at selv den nye venstrefløjs besættelse af det obskønne i sine manifester, var en del af ”Great Refusal”, kaldende den ”et systematisk lingvistisk oprør, der smadrer den ideologiske kontekst i hvilken ordene og indlagt og defineret”.

 

Marcuse blev støttet af psykoanalytiker Norman O. Brown, hans protegé , der i 1959 bidrog med ”Life Against Death” og ”Love´s Body” i 1966 – kaldende på menneskets afkastelse af fornuftens ”armerede” ego, og erstattende den med et ”dionysisk krops-ego”, der ville favne den instinktive realitet af polymorf perversitet og bringe mennesket tilbage i ”forening med naturen”. Bøgerne af Reich der havde hævdet, at nazismen blev forårsaget af monogami, blev genoptrykt. Reich døde i et amerikansk fængsel, fængslet for at modtage penge under hævdelse af, at kræft kunne helbredes ved at genkanalisere ”orgon energi”. Grunduddannelse blev domineret af Reich´s ledende efterfølger A.S. Neill, et teosofisk kultmedlem af 1930´ernes militante ateisme, hvis uddannelsesteorier krævede, at studenterne skulle undervises i at gøre oprør mod lærerne, der selvsagt per definition er autoritære. Neill´s bog ”Summerhill” solgte i 1960 24.000 eksemplarer, stigende til 100.000 i 1968, og 2 millioner i 1970; omkring 1970 var den obligatorisk læsning på 600 universiteter, gørende denne bog til én af de mest indflydelsesrige undervisningstekster fra denne periode, og stadig nødvendig læsning for dagens forfattere om emnet. Marcuse banede vejen for den komplette genrejsning af resten af Frankfurterskolen´s teoretikere, genintroducerende for amerikanerne den for længst glemte Lukacs.

 

Marcuse selv blev syndebuk for angrebene på modkulturen, og blev regelmæssigt angrebet af kilder som Sovjetunionen´s dagblad Pravda, og den dengang californiske guvernør Ronald Reagan. Den eneste kritiker på den tid af nogen merit var dog pave Paul d. VI, der i 1969 erklærede Marcuse (et ekstraordinært skridt, da Vatikanet almindeligvis undlader at afsværge levende individer), på linie med Freud, for deres retfærdiggørelse af ”afskyelige og tøjlesløse udtryk for erotik”; og kaldte Marcuse´s frigørelsesteori for ”teorien der baner vejen for autorisation fordækt som frihed…en instinktafvigelse”. Modkulturens erotik betød meget mere end fri kærlighed og et voldsomt angreb på kernefamilien.

 

Den betød også legitimeringen af filosofisk eros. Folk blev trænet til at se dem selv som objekter, hvis skæbner var afgjorte af deres ”natur”. Vigtigheden af personen som individ begavet med guddommelig kreativitet, evnende at handle på civilisationens vegne, blev erstattet med ideen om, at en person var vigtig, fordi denne var sort eller kvinde, eller følte homoseksuelle impulser. Dette forklarer deformationen af borgerrettighedsbevægelsens transformation til en ”sort magt” bevægelse, og transformationen af borgerrettighedsbevægelsens legitime emner til feministiske emner. Diskussionen af kvinder civile rettigheder blev tvunget ind i endnu en ”frigørelsekult”, komplet med BH-afbrændinger. En gennemgang af Kate Miller´s ”Sexual Politics” og Germaine Greer´s ”The Female Eunuch” demonstrerer deres komplette gæld til Marcuse, Fromm, Reich og andre freudianske ekstremister.

Leave a Response »

 

Dekonstruktionen af min bil onsdag, nov 19 2008

Ved hjemkomsten efter en akademisk konference snurrede mit hoved stadigt, efter alt det jeg havde lært af feministerne. Feministerne lavede alle feministisk dekonstruktion, og beskæftigede sig muntert med dens implikationer. Ifølge feministernes ledetråd kom jeg til den erkendelse, at den organiserede verden er en tekst, der udtrykker mandlig dominans. Hvis denne tekst kunne dekonstrueres, kunne dominansen selv omgøres, og det kvindelige princip – varmt, nærende og livgivende – ville kunne fremkomme.

 

Lufthavnsbussen kørte mig til langtidsparkeringspladsen, og jeg fandt min lille bil, der stod hvor jeg havde efterladt den. Uden videre åbnede jeg døren og begyndte at sætte mig ind. Og det var der tanken slog mig. Ind i bilen…bilen var selvfølgelig en kvinde, og jeg, udtrykkende en maskulinitet jeg nu forstod gennemtrængte selve kernen af mig, var i gang med at trænge ind i hende, for at bruge hende for egen fornøjelses skyld, på samme måde som mænd har brugt kvinder i årtusinder.

 

Jeg trådte et skridt tilbage fra hende, forbløffet over min egen indsigt. For jeg indså, at der var en større dimension involveret, end min enkle indstigning i bilen. Det blev faktisk klart for mig, at hele mønsteret af mandlig dominans over kvinden var til stede her. Og så var det vigtigste måske ikke, at jeg indtog bilen og tvang hende til at udføre min vilje. Endnu vigtigere var det, at jeg kom til erkendelsen af, at bilen, som helt klart var kvindelig, var blevet interpenetreret af mandligt begær; hendes smukke  feminine essens fordrejet og degraderet af fallosdominansen.

 

Det var i det øjeblik jeg kom til den konklusion, at jeg var nødt til atdekonstruere min bil; ikke kun for hendes skyld, eller for alle kvinders skyld, af hvilke hun var en del, men for mig selv og alle andre mænd. Forkrøblede og drevet af vor egen falliske antagelser, var vi blevet frataget den skønhed der kunne eksistere, hvis de kvindelige principper blev at herske. Jeg indså, at jeg her kunne begynde i det små. Jeg kunne fjerne indflydelsen af mandlig dominans fra denne smukke bil, og efterlade hende til udtrykkelsen af hendes kvindelige essens, på en måde hun, og kun hun, kunne afgøre.

 

Jeg begyndte med den genstand der først slog mig: gearstangen. Gearstange, forstår du det? Den er helt klart en penis. I bagagerummet lå en sav. Jeg tog den frem, og begyndte at save den over. Det var hårdt arbejde, og det var varmt, men i takt med jeg opgav min tvivl og tøven, var det som om jeg opdagede nye energikilder, for arbejdet syntes at blive lettere. Og da saven kom gennem det sidste stykke metal, da gearstangen faldt ud af bilen, følte jeg også mig også opløftet, frigjort af en tung byrde, jeg havde båret hele mit liv. Det stod nu klart for mig, at jeg havde passeret et punkt jeg ikke kunne vende tilbage til. Jeg blev forpligtet mine egne handlinger. Der var ingen vej tilbage.

 

Det næste jeg vendte mig mod, var en mere raffineret side af den mandlige dominans værdier – styresystemet. Tænk engang over det. Man drejer en smule på rattet, og bilen drejer en tilsvarende smule. Så rationelt, så logocentrisk, så koldt, så kvintessentielt mandligt. Det holdt ikke. Jeg savede en længde af styrestangen af, og i stedet monterede jeg et rør, jeg længe havde kørt rundt med. Fastgjort til begge ender af den resterende styrestang, vil det monterede rør fungere som en slags stort gummibånd. Når man så drejer rattet, så sker der måske noget. Men måske der ikke noget. Så fuldt af frihed! Så intuitivt! Så varmt! Så feminint! Friedan selv kunne ikke have gjort det bedre. Min opmærksomhed faldt dernæst på hjulene. Hjulene, med deres rundhed og fylde, syntes først at være mod min overordnede dømmekraft. Kunne de være et feminint element i bilen? Men så ledte mine tanker mig til erkendelsen af den underliggende indbyggede sexisme i deres anvendelse. For hver af disse hjul var penetrerede og underlagt en akse, hvis bud de var tvungne til at følge. Derudover var det hjulene der var bebyrdede med vejens belastning. Akslerne behøvede intet at gøre end at dreje. Herre og tjener, endnu engang. Yderligere, da jeg fik tænkt tingene grundigt igennem, opdagede jeg et endnu dybere niveau af misbrug. Hver aksel penetrerede og dominerede to hjul. Ikke bare blev de stakkels hjul voldtaget og domineret, de blev også ydmygede. Dette kunne ikke tillades at passere.

 

Jeg fjernede hjulene fra akslen og placerede dem på forsædet. De kunne nu køre i den position de fortjente. Akslerne der nu var i kontakt med vejen, måtte nu udstå den lidelse de tidligere havde udsat andre mere sensitive for. Lad retfærdigheden ske fyldest.

De fortjente ingen medlidenhed.    

 

Endeligt kom jeg til den del af bilen der syntes mest indlysende mandlig. Motoren. Fordrukken, rygende, tagende fra Moder Jord og kun givende skidt tilbage. Det er hvad essensen af mandlighed udtrykte. Og for hvad blev dette gjort? Fart, kraft, lysten til at bevæge sig endnu hurtigere. Konkurrence, dominans…det mandlige udtryk er uundgåeligt. Der har i al fald aldrig eksisteret kvinder der interesserede sig for den slags.

 

Men som jeg tænkte på motoren slog det mig, at dette billede af maskinen som dominerende, helt bogstaveligt kun havde skrabet overfladen. For når jeg tænkte på, hvad der skete med maskinen, blev min rædsel og skam uendelig. For der, inden i maskinen, skjult for udenforståendes øjne, foregik de frygteligste scener af mandlig brutalitet. Maskinen, gik det op for mig, blev drevet af voldtægt. Stemplerne penetrerede cylindrene, og de gjorde det hver gang krumtapakslen drejede. Det var ikke bare voldtægt. Det var massvoldtægt, og det skete med ufattelig hastighed og under de mest forfærdende omstændigheder. To tusind, tre tusind, fire tusind…op til seks tusind voldtægter per minut! Og varmen, trykket, den rene utøjlede vold! Med tårer i øjnene flåede jeg topstykket af motoren, og anbragte de stakkels voldsramte kære på bagsædet. Dette skulle aldrig ske igen. Aldrig.

 

Men min nye bevidsthed forstod, at blot at redde topstykkerne ikke ville være tilstrækkeligt. Der skulle udbetales erstatning for denne forbrydelse. Og afstraffelse af stemplerne ville heller ikke være tilstrækkeligt. Hele infrastrukturen af mandlig dominans, der støttede, tilskyndede og endog krævede denne vederstyggelighed, måtte også lide.

 

Solen var ved at gå ned, da jeg begyndte at save i stemplerne, og jeg vidste det ville tage sin tid. Efter stemplerne kom plejlstangen, krumtapakslen, svinghjulet…alle måtte bøde.

 

Det var midt på formiddagen næste dag, da jeg havde fået savet det sidste stykke af motoren i stykker. Mit hjerte blev lettet for sit skyld. Jeg plantede et træ, hvor motoren tidligere havde befundet sig. Nu kunne Moder Jord og bilen være ét.

 

Men jeg var træt. Natten havde været lang og hård. Jeg ønskede, at jeg kunne sætte mig ind i den smukke bil, nu genoprettet i al sin pryd. , og køre hende hjem. Men jeg vidste, at dette ikke ville ske. Jeg ville ikke længere påtvinge min mandlige vilje på hende. Hun var fri til at gå sin egen feminine vej. Jeg begyndte den lange gåtur hjem, fantaserende om hvilken vej hendes skæbne vil tage hende.

 

 

 

Leave a Response »

 

Alfahunner og deres svattede mænd torsdag, nov 20 2008

Ved en sammenkomst for nylig stødte jeg på et deprimerende familiært syn, af en kvinde i tredverne akkompagneret af et nørdet efterslæb af en mand, som hun havde kuet til at bede hende gifte sig med ham.

 

Det var et indlysende umage par. Han var selvudslettende, overvægtig og sammensynkende. Hun var succesfuld, ambitiøs og selvsikker, og målte hvert ord han sagde, i tilfælde af han sagde noget, der bare nærmede sig noget der kunne støde hende.

 

På hendes finger sad en enorm, glitrende forlovelsesring. En fælles ven fortalte senere, at hun i første omgang var blevet præsenteret for en mere udsøgt, men knapt så prangende ring, men havde fortalt sin forlovede, at han skulle bytte den til noget der var større.

 

Denne store diamant var hans underkastelsesdeklaration i kønskrigen. Men jeg havde ingen medlidenhed med det dumme fjols; han skulle have været mand nok til at bede hende skrubbe af, og finde sig en anden model.

 

 I stedet kan han se frem til et liv med plage og forsømmelse, og ved synet af hans hundsende kommende kone, der paraderede sin store sten, følte jeg en let skadefryd.

 

Hendes selvtilfredse smil kunne give indtrykket af, at hendes glamourøst inspirerede liv gik efter planen, men jeg kunne se katastrofen nærme sig.

 

En dag vil hun indse, hvor kedeligt og ufyldestgørende det er, at have en mand der ikke svarer igen, der ikke giver udfordringer og farer – men til den tid vil det være for sent, og hun vil være lænket til ham, af frygt for at blive bænkevarmer. Dette er sørgeligt nok tilfældet i mange af dagens ægteskaber.

 

Tilbage i 1990´erne, kæk af feminismens succes, søgte kvinder at slagte patriarkatets drage, ved at transformere mænd til latterlige tøsedrenge, der ville tude med dem gennem tøsefilm, og bagefter lave dem en lækker lasagne.

 

Pludselig ville kvinder inkassere deres nyvundne lighed, ved at forme mænd til at være ligesom dem.

 

Denne fløjlsrevolution blev reflekteret i en stribe af bredere kulturelle forandringer. Efter årtier med kompromisløse filmhelte som Marlon Brando og Clint Eastwood, blev vi bedt om at falde for stammende, pjuskhårede lapser som Hugh Grant; følsomt sensitiv og håbløst forlegen i kvinders nærhed.

 

Der var uden tvivl på det tidspunkt millioner af vildledte enlige kvinder, der mente, at det var en god ting at have en mand der kunne føle deres smerte.

 

Nu vågner kvinder op til det faktum, at disse mænd er trættene, kønsløse kedeligheder. Feminiseringen af mændene har ikke produceret de velafrundede alfahanner kvinderne havde håbet på.

 

I stedet er de nu klistret sammen med rygradsløse slapsvanse, kun fungerende som lidt mere end dørmåtter, som de hemmeligt foragter, men er for stolte til at indrømme det.

 

Karrierekvinder har en tendens til mere at søge dominans end partnerskab i et forhold. De planlægger tidligt deres liv, og søger derefter drømmen om ”have det hele” med koldblodig hensynsløshed.

 

Unge kvinder har et krystalklart mål: de vil have karrieren, garderoben, de velmøblerede hus, firehjulstrækkeren og de søde børn de kan køre i privatskoler. Ingen mand kommer på tværs af dette; og de mænd de vælger, er eftergivende og ynkelige nok til at facilitere dette program.

 

At koncentrere så megen energi på arbejde og familie kræver, at kvinder vælger mænd der er forudsigelige og sikre, der ikke ødelægger billedet ved at forfølge egne drømme og instinkter.

 

De er tørvetrillere der oversvømmer med empati, når som helst deres koner og veninder præsenterer deres jobproblemer og kvindelige angst for dem: svage og sjælløse mænd, der ikke har nosser til at have deres eget standpunkt, der indtager passagersædet i deres kvinders heltefærd mod det post-feministiske Nirvana.

 

Men efter at have vinget de forskellige emner af checklisten af, efterlades kvinder med en nagende fornemmelse af utilfredshed. Hvor var dramaet? Hvor var passionen? Hvor var stimuleringen og væksten?

 

Det blev alt sammen skrottet til fordel for et bevidsthedsbedøvende, materialistisk shoppetur, der er ”Det Gode”. Men i sidste instans en skidt erstatning for et virkeligt liv. Disse kvinder anser dem selv for alfahunner, men de er ikke andet end patetiske fupmagere.

 

En virkelig amazone kunne ikke udstå selskabet af en ydmyg mand, for ikke at tale om at gifte sig med en sådan. Virkelige alfahunner er de, der kan klare dem selv med en alfahan.

 

Dybest set elsker kvinder mænd der giver dem modstand. Der ikke vil kostes rundt med. De elsker mænd, der ser dem i øjnene, og beder dem klappe i, når deres hormonale forstyrrelser bliver for meget.

 

De elsker mænd, der tegner en streg i sandet, og forlader dem, når de har fået nok.

De elsker mænd, der ved hvem de er, og er mænd nok til at stå ved det.

 

Jeg beder altid min kone klappe i. Hun bliver smæk fornærmet over det, men jeg ved hun respekterer mig for ikke at finde mig i hendes neuroser. det er længe siden jeg fandt ud af, at det ikke kan betale sig at diskutere med kvinder.

 

Mens mænd ønsker en diskussion der giver mening, og har en rationel konklusion, så ønsker kvinderne diskussionen i sig selv: den er en følelsesmæssig trykventil, og når de først kommer i gang, kan de ikke stoppes.

 

Jeg har en meget lav kedsomhedstærskel; Jeg magter ikke at have alenlange diskussioner om, hvor vi skal hen. Ej heller magter jeg at høre detaljeret sladder om ”Han sagde, hun sagde” monologer, som kvinder kan fortabe sig i, når de skal berette om deres dag.

 

Jeg tackler disse elementer af kvindelig personlighed med uanfægtet ligegyldighed. Nogle ville kalde mig et sexistisk svin, men jeg er det modsatte. Jeg elsker kvinder, og jeg elsker min kone, fordi hun er klog og utroligt stærk.

 

Jeg er en ægte feminist, fordi jeg kun vil være sammen med en kraftfuld og kapabel kvinde. I sexist ville kunne magte at have en kone så intelligent og uafhængig som min.

 

Vores relation havde aldrig fungeret, hvis jeg havde været en ”Ny Blød Mand”, der desperat sympatiserede med den kvindelige tilstand.

 

Min kone ville med tiden have foragtet mig for min logrende kujonagtighed. Hun er en kriger, og hun har brug for at være sammen med én der matcher hende. Da jeg kender grænserne for hvad jeg i et forhold vil finde mig i, bevarer jeg min selvrespekt, og vinder dermed hendes.

 

Mænd er nu i almindelighed skrækslagne over kvinder. De tier af frygt for at blive misforståede som sexister; de prøver konstant at gætte deres partners tanker, for at undgå at støde hende.

 

De pynter dem selv med knagende hylder fyldte med skønhedsprodukter, så de ikke pådrager sig latterliggørelse og foragt. De undertrykker deres maskulinitet, og præsenterer dem selv som nuttede Mr. Nice Guy, og vil ikke projicere selvtillid, i tilfælde af at dette bliver anset for uforarbejdet virilitet.

 

Dette konspiratorisk feministiske tilbageslag har selvfølgelig udviklet sig hånd i hånd med Storbritannien´s voldsomme politiske korrekthed. De to er kombineret som en slags potent kemisk reaktion, der eksploderer i ansigtet på en generation af kvinder, der troede at en ”bearbejdet” man ville udgøre en attraktiv mand.

 

I de seneste år er mænd som sæler blevet trænet til at være ikke-angribende mod kvinder, og ikke længere vide hvordan man lokker dem, og tænder dem.

 

Men kvinder længes i hemmelighed efter en mand der storskryder, der er kæk og selvsikker, og har modet til at sætte dem på plads, og gøre grin med deres kvindelige fobier.

 

De længes efter den udsvævende charme hos en mand, der ved, at der er et helt hav af fisk derude, og som ikke er bange for at være ham selv, i tilfælde af en afvisning.

 

Sandheden er, at en rig mand er ligeglad med, hvad nogen kvinde mener om ham. Han er ligeglad med, hvad nogen mener om ham: han er kun ansvarlig overfor sin sjæl.

 

Rigtige mænd lader ikke engang som om, eller prøver på at forstå kvinder. De elsker dem simpelthen for de mystiske, fattende skabninger de er. Og de tager dem heller ikke for alvorligt. De kender det kvindelige sinds omskiftelighed, dets konstante usikkerheder og flygtige humør.

 

Mere end lefle for dem, ser de det drive forbi som skyer på himlen. De bliver ikke viklet ind i kvindens følelser, og lytter til hende sludre, indtil hun har talt sig selv færdig. Sådanne stærke og stoiske mænd er præcist hvad kvinder behøver for at forankre dem selv i deres følelsers kaos.

 

Somme tider begræder min kone min selvstændighed og afslappede forhold til vores ægteskab, og ønsker, at jeg var en lille smule mere sammensmeltet med hende. Så fortæller jeg hende, at hun hurtigt ville blive træt af det, fordi mænd der sætter kvinder på en piedestal, ikke kan elske dem på den måde kvinder ønsker at blive elsket.

 

Bring de rigtige mænd tilbage, piger. Det kan være at I opdager, hvorfor det egentligt var I elskede dem.

Leave a Response »

 

Britiske terrorenklaver bakker ifølge et lækket regeringsdokument op om jihad fredag, nov 21 2008

Tusinder af islamiske militante i Storbritannien støtter ifølge et lækket regeringsdokument aktivt jihad-aktiviteter i hjemlandet og udlandet.

 

Den hemmelige rapport kommet i hænde af Sunday Telegraph erklærer, at Storbritannien i den nærmeste fremtid vil forblive et ”højprioritetsmål” for internationale terrorister i alliance med Al Qaeda.

 

Og den advarer mod et netværk af ekstremistceller der eksisterer i Storbritannien, med hovedkoncentrationen i London, Birmingham og Luton.

 

Dokumentet – stemplet ”Hemmeligt” – er angiveligt udfærdiget af efterretningstjenesten i Ministry of Defense, MI5 og Special Branch.

 

Truslen fra islamiske ekstremister er ”forskelligartet og omfattende distribueret”, og antallet af terrorister i Storbritannien er ”svært at anslå”, erklærer rapporten.

 

Men den citerer anslag fra Joint Terrorism Analysis Center, at der er ”tusinder af ekstremister i Storbritannien dedikerede til støtten af jihad-aktiviteter, enten i hjemlandet eller udenlands”

 

Og den erklærer: ”I den nærmeste fremtid vil Storbritannien fortsat være et højprioritetsmål for internationale terrorister i alliance med Al-Qaeda. Storbritannien vil møde trusler fra britiske muslimske statsborgere, inklusive muslimske konvertitter og terrorister fra fremmede lande med base i Storbritannien, såvel som terrorister der planlægger angreb fra udlandet”

 

I 2006 sagde tidligere chef for Security Service Dame Eliza Manningham-Buller, at MI5 havde afdækket 30 store terroristsammensværgelser og havde 1.600 personer i 200 celler under overvågning. I 2007 sagde efterfølger Jonathan Evans, at antallet var steget til 2.000.

 

Dette nye dokument tegner et billede af hvilken slags mennesker der er engagerede i ekstremistiske aktiviteter i Storbritannien:

 

”Størstedelen af ekstremisterne er statsborgere af sydasiatisk herkomst, hovedsagligt pakistansk oprindelse, men der er også ekstremister fra Nord –og Østafrika, Irak, Mellemøsten og et antal konvertitter”.

 

”Den overvældende majoritet af ekstremisterne er mænd, typisk i alderen 18 til 30 år”

 

 ”Hovedkoncentrationen af ekstremister findes i London, Birmingham, med signifikante ekstremistiske netværk i syd-øst-London, nærmere betegnet Luton.

 

”Ekstremistiske netværk er hovedsagligt optagede af at sprede deres ekstremistiske budskaber, træning, skaffe økonomiske midler og producere ikke-dræbende militært udstyr til understøttelse af jihad i Pakistan, Afghanistan og Irak, og sende rekrutter til konfliktområderne”

 

En regeringstalsmand tilføjede senere: ”Vi ved at terroristtruslen vi står overfor er reel og tiltagende kompleks”

”Trusselsniveauet sættes af Joint Tactical Communications System og ligger fortsat på ”alvorlig”, som det i nogen tid har gjort”

 

”Det har hele tiden stået os klart – som det har for generaldirektøren for Security Service – at der findes mange sammensværgelser, individer og grupper under undersøgelse. Vi uddyber dog ikke omkring specifikke sammensværgelser eller individer”

 

”Derfor har vi investeret signifikante ressourcer i yderligere indsats mod terrorismen, allokeret midler til takling af radikaliseringen her og udenlands, og hvorfor vi har en strategi, der søger at tage sig af den umiddelbare angrebstrussel, bringe terrorister for en domstol og lave tiltag der forhindrer støtten til, og udviklingen af, voldelige ekstremister”

 

Leave a Response »

 

Marx-Kommunisme-Totalitarisme; Muhammed-Islam-Terrorisme søndag, nov 23 2008

Vi er mange der gerne ville opfatte Islam som blot en religion. Denne følelse kommer fra hjertet. De fleste vil gerne tænke godt om deres medborgere. Jeg vil faktisk påstå, at vi altid har haft en økumenisk ånd. Men en sådan tankegang ignorerer Islam som den er, og ikke som den burde være. Jeg så gerne, at Islam blot var en religion, der bad om muslimernes sjæl, og ikke muslimens politiske troskab, men sådan er det ikke.

 

Som langt størstedelen af alle muslimer indrømmer beredvilligt, at Islam ikke blot er en slags tilbedelse. Den er en hel livsmåde, der kræver ethvert aspekt af personens væren. Der findes ingen adskillelse af den individuelle pligt mod Gud og samfundets pligt mod Gud. Islam beskriver derfor ikke blot hvad jeg skal gøre som individ, men hvad vi skal gøre som samfund.

 

Som sådan er der ikke alene tale om en religion. Der er også tale om et sammenhængende socio-politisk system. Vi kalder i almindelighed sådanne socio-politiske konstruktioner for ideologier. Jeg kan acceptere Islam som religion. Jeg kan ikke acceptere Islam som ideologi.

 

Kritikken af os der er mistænksomme overfor Islam er til tider valid. For at være helt ærlig er en del af grunden til at jeg blogger, at kunne være lidt pubertær. Men faktisk har mange af venstrefløjens kommentarer på det seneste været så misinformerede, at de i sig selv repræsenterer deres egen ideologi. Den ideologi forveksler religiøs tolerance med religiøs accept. At tolerere Islam betyder alene at acceptere den som en del af livet, men tolerance betyder ikke, at jeg favner Islam på lige vilkår med andre religioner. Jeg forventer dog, at venstrefløjen forveksler tolerance med accept. Den har altid forvekslet disse to. Men retten til at gøre dette er malplaceret.

 

Højrefløjen har altid været kritisk mod ideologier der var antitetiske mod frihed. Vi tolererede Kommunistpartiet i årtier, men var helt på forkant med, at kalde ideologien espoused hvad det var: gennemført totalitært.

 

Jeg har personligt hørt kommunister propagandere. Tro mig, det krævede hele min selvbeherskelse ikke at fare frem og lukke munden på dem, når de stod der og tiljublede det sovjetiske system, og løj til befolkningen om, at den ville være meget bedre stillet under kommunisme end den nogensinde kommer til at være under demokrati.

 

Jeg tolererede dem, men favnede dem ikke. Det er sådan tolerance fungerer.

 

Højrefløjen havde ret i at sige, at kommunismen var et gennemført totalitært system. Det underlagde sig individet under kollektivet, mig under dig.

 

I den tid, og selv i dag, kan kommunistiske apologetiske tilhængere lide at skelne mellem ”Marxisme” eller ”sand Kommunisme” og ”Stalinisme” eller ”Sovjetkommunisme”. I deres øjne var det urimeligt at kritisere Marx, og ofte endog Lenin.

 

Marx og Lenin, ville de sige, prøvede at hjælpe folk, mens Stalin gjorde det for magtens skyld. De fandt det lettere at bilde dem selv ind, at Stalin myrdede 40 millioner mennesker for egen omnipotens, end at han gjorde det for opbygningen af kommunismen. Sjovt nok havde de ingen problemer med at bilde dem selv ind, at Hitler myrdede jøderne, for at opbygge 1000 års riget for Herrefolket, men det overstiger deres fatteevne, hvorfor Stalin kunne myrde kulakkerne for kollektiveringens skyld.

 

Der blev i denne periode lagt store akademiske kræfter i at producere tekster, der for tilhængerne af Marx skulle adskille dem selv fra den kommunisme der rent faktisk blev praktiseret i Sovjetunionen eller Kina. Sådanne værker skulle skelne ”sande kommunister” fra ”kommuniststaterne”.

 

Disse kommunistiske ”medborgere” kunne vi på højrefløjen tolerere. De gjorde det klart, at de afviste meget af det sovjetiske betonsystem, og var ofte lige så kritiske over for det.

 

Men vi favnede aldrig selv de mest udvandede versioner af kommunismen, tilbudt os af disse ”medborgere”. Ingen af os stod tilbage for at sige, at Marx´s ideologi var ond. Ingen af os frygtede at støde dem eller fremmedgøre dem ved at sige, at Stalin var det direkte og logisk resultat af Marx. At Gulag faktisk blev initieret af dette venstrefløjens helteikon. At kommunismen i sig selv af natur var totalitær og ond.

 

Til trods for vore udtrykkelige meninger om kommunismens uheldige sider og dens ideologiske grundlægger Marx, så tolererede vi stadig kommunisterne blandt os. Og til trods for skråleri om ”McCarthyisme”, prøvede vi bravt at erklære hvad vi oprigtigt mente.

 

Under alt dette yndede venstrefløjen at bringe det faktum på banen, at langt størstedelen af sovjetborgerne ikke ønskede andet end at leve i fred. Vores svar var: ”Og så? Hvad har det præcist at gøre med, at kommunismen er gennemført totalitær, og at Marx er ansvarlig for den?”

 

Venstrefløjen yndede også at udpege stater som Tito´s Jugoslavien som eksempler på, hvad de kunne lide at tro var mere åbne samfund med marxistisk orientering. Igen svarede vi, at det godt kunne være, at Jugoslavien ikke var så slemt som Sovjetunionen, men borgerne i Jugoslavien var ikke frie i ordets egentlige betydning. At pege på at der er en forskel mellem kommunismen i Jugoslavien og Sovjetunionen viser kun, at det ene land var mindre totalitært end det andet. Ikke at ingen af landene ikke var totalitære.

 

Det var også indlysende for enhver, at der inden for den store kreds af marxister var forskellige fraktioner. Nogle af disse fraktioner havde rehabiliteret Marx til det punkt, hvor de ikke længere var anderledes end ikke-marxistiske socialdemokrater. Vi var sådan set ligeglade med, om de kaldte dem selv for marxister, bare de afviste kerneideerne af marxismen.

 

Under alt dette var der ingen der sagde, at den individuelle marxist var en trussel mod vore civile rettigheder. Vi anså ikke kommunister for værende onde mennesker. Vi frygtede ikke, at vore kommunistiske naboer ville begå terrorismehandlinger. Vi bød dem på aftensmad. Vore børn legede med deres børn.

 

Vi var modne nok til på det tidspunkt at kalde kommunismen ond, mens vi anerkendte den enkelte marxist som værende en rar person, som vi ville gå til fodboldkamp med. Den enkeltes ideologi havde altså intet med dennes handlinger på dag til dag basis at gøre. Den enkeltes ideologi fortæller os kun, hvordan denne mener samfundet burde være indrettet, og hvordan man burde handle nu i det samfund vi har i dag.

 

Jeg håber jeg i det foregående har gjort mig selv forståelig. Hvis ikke beklager jeg. Tillad mig at forklare hvorfor alt dette er relevant.

 

I dagens Danmark ønsker nogle højreorienterede, at vi skal tie stille om emnet Islam. Nogle ønsker vi skal tie stille af strategiske årsager – vi har behov for, at moderate muslimer bekæmper radikale muslimer. Dette er en valid bekymring.

 

Den samme bekymring eksisterede i Europa under Den Kolde Krig. Vi ønskede ikke at fremmedgøre europæiske marxister, der modsatte sig marxistisk aggression. Vi forstod, at disse socialister var modne nok til at acceptere vor kritik, mens de modtog vor hjælp.

 

Alliancer bliver skabt i gensidige interesser, ikke nødvendigvis i overensstemmelse med fælles ideologier. Hvis muslimerne ikke ser sig i stand til at acceptere vor kritik, uden at afvise vor hjælp i den fælles kamp mod den form for Islam vi afskyr, så har vi et endnu større problem, end jeg er parat til at se i øjnene.

 

Nogle ønsker vi skal forblive tavse af den årsag, at de selv er for dovne til at åbne Koranen og de traditionelle Hadith´er, og finde ud af hvad rødderne til kerneideologierne i Islam virkelig er. Eksempelvis at sige at visse grene af Islam afviser de mere odiøse Hadith´er og fortolkninger af Koranen. At nogle er dedikerede til en meget frisindet form for Islam, eller at de fleste muslimer simpelthen ikke overvejer disse doktriner på en dag til dag basis, kan meget vel være sande, men beder om at få stillet det essentielle spørgsmål, vi i tilfældet Marx er villige til at stille, men synes uvillige til at stille i tilfældet Muhammed: findes der noget iboende i læren, der er inkompatibelt med den liberale tradition?

 

At den store majoritet er ofre for islamisk vold af muslimske landsmænd, er også sigende, men ikke på den måde nogle ønsker vi skal tro. De muslimske ofre for terrorisme er ikke mindre ofre for Islam, end de utallige rettroende socialister der blev myrdet under kommunismen.

 

Størstedelen af ofrene for kommunismen var folk der levede i kommunistiske lande. 40 millioner sovjetborgere blev grundet kommunismen dræbt. Titals millioner af kinesiske borgere blev dræbt grundet kommunismen. At ofrene for kommunismen i det store hele var indbyggere i socialistiske samfund, siger en hel del om ideologien selv. Ligeledes med Islam og dens ofre.

 

At kritisere Islam er ikke mere at kritisere den enkelte muslim, end at kritikken af Marx var et angreb på karakteren af den enkelte marxist. At kritisere islamiske samfund er ikke mere et angreb på muslimer, end at kritikken af det sovjetiske samfund var et angreb på russerne.

 

Hvad jeg mener om Islam, har absolut intet at gøre med, hvad jeg mener om muslimer. Jeg hader Islam, men jeg har nogle meget fine muslimske kolleger. Hvad jeg mener om kommunismen, har intet at gøre med, hvad jeg mener om kommunister.

 

At sige at der findes en forbindelse mellem Muhammed´s lære, Islam og den terrorisme den så ofte avler, er ikke anderledes end at sige, at der er en direkte forbindelse mellem Marx, Kommunisme og den totalitarisme den avlede.

 

Islam er rodårsagen til islamisk terrorisme, på sammen måde som marxismen var rodårsagen til den internationale kommunistiske aggression.

 

Islam er rodårsagen til islamisk autoritarisme i hver eneste nation der har muslimsk flertal, på samme måde som marxismen var rodårsagen til autoritarisme i hver eneste nation der optog det kommunistiske system.

 

Muhammed er manden der er ansvarlig for skabelsen af ideologien af konflikt og tyranni, der er Islam, i lige så stort omfang som Marx er manden, der er ansvarlig for skabelsen af ideologien af konflikt og tyranni, der er kommunismen.

 

At bede mig moderere mig i forhold til Islam er at bede mig lyve på politiske forventninger eller Politisk Korrekthed. Jeg hverken kan, eller vil, formumme min kritik af Muhammed, alene af den årsag at det kan fjendtliggøre nogle af vore allierede i kampen mod terror, ej heller vil jeg tavsgøres alene af den årsag, at jeg kan støde nogen.

 

Vi var i stand til at vinde Den Kolde Krig uden at ty til den slags nonsens. Jeg håber vi kan vinde krigen mod Radikal Islam under tilsvarende betingelser.

 

Leave a Response »

 

Hvordan feminisme fører til undertrykkelsen af kvinder mandag, nov 24 2008

Ifølge Heather MacDonald er en feministisk overtagelse af Harvard forestående. Universitetet er lige ved at udnævne sin nye radikale feministiske præsident Drew Gilpin Faust, efterfølgende Lawrence Summers´s alt for korte ledelse. Summers´s hensynsløst ærlige overvejelser om kvinder i videnskab, styrkede det feministiske greb i fakulteternes ansættelser og udnævnelser. Specialgruppen vandt 50 millioner dollar dedikeret til at øge ”mangfoldighedsbestræbelserne” på Harvard. Som universitetspræsident gav Lawrence Summers i 2005 en tale, hvor han vovede at påstå, at indbyggede forskelle mænd og kvinder imellem kunne forklare, hvorfor mænd har flere stillinger som topvidenskabsmænd end kvinder. Dette er en meget plausibel tese. Ifølge Dr. Paul Irwing ved Manchester University er der dobbelt så mange med en IQ på 120 og derover som hos kvinder, og 30 gange så mange med en IQ på 170 og derover. Der er andre undersøgelser, der viser lignende uforholdsmæssige tal blandt mænd med ekstremt høj intelligens.

 

Men selv om Summers kan have taget fejl, så er det farligt at slå ind på en vej, hvor vigtige emner helt unddrager sig debat. Ét af kendetegnene ved vestligcivilisation har været Vesten´s tørst efter altid at stille spørgsmål ved alt. Politisk Korrekthed er derfor anti-vestlig i både form og i sin hensigt. Det bør her i den forbindelse bemærkes, at feministerne udgjorde frontløberne for Politisk Korrekthed, den sammen ideologi der slørede universiteternes øjne for den muslimske trussel.

 

Det fører derudover skade til skam, at feministiske akademikere anser muslimske kvinders tørklæde, og endog burkaen, for en ”alternativ feminisme”. Dr. Wairimu Njambi er assisterende professor ved ”Kvindestudier” på Florida Atlantic University. Meget af hendes studier er dedikeret til opfattelsen af, at den grusomme praktik med kvindelig omskæring, faktisk er en triumf for feminismen, og at det er hadefuldt at antyde andet. Ifølge Njambi ”fastlægger anti-omskæringsdiskursen en kolonialistisk antagelse, ved at universalisere et bestemt vestlig billede at en ”normal krop” og normal ”seksualitet”.

 

Harvard University modtog for nylig en gave på 20 millioner dollar fra Prince Al-Waleed bin Talal bin Abdul Aziz Al-Saud, medlem af den kongelige saudiske familie, til finansieringen af islamiske studier. Disse midler vil uden tvivl blive anvendt til at påvirke curriculum, for at gøre det mere imødekommende og mindre ”islamofobisk”. Højere vestlige uddannelsesinstitutioner, såsom Harvard, bliver derfor samtidigt brugt som talerør for Saudi islamisk propaganda og venstreorienterede radikale feminister. Dette kan på overfladen ligne et paradoks, men begge parter søger på forskellig vis at miskreditere traditionel vestlig kultur ved at fremhæve dens ”historie af undertrykkelse og uretfærdighed”, og de undertrykker begge anderledes tænkende og kritik af deres hellige doktriner.

 

Måske unddrog ordene fra med-professor på Harvard Charles Fried sig feministernes opmærksomhed, der advarede om, at ”den store fjende af frihed altid har været én eller anden vision af ”det gode”. Feministerne har skadet os ved at tilskynde til offentlig accept af intellektuel hykleri, der senere banede vejen for islamisk infiltration. Det offentlige mantra er, at mænd og kvinder ikke alene er lige, men også er identiske, men på samme tid er kvinder også på én eller anden måde mændene overlegne. Begge disse udsagn kan ikke logisk set på samme tid være sande, men fremsættes dog alligevel uanfægtet. Denne indlysende dobbeltmoral ligner til forveksling multikulturalisternes dobbeltmoral, hvor alle kulturer er lige, bortset fra vestlig kultur, der er underlegen og ond.

 

Denne teknik kaldes ”Undertrykkende Tolerance” og stammer fra den kulturelle marxist Herbert Marcuse i 1965. Kort fortalt handler dette om, at de der tilhører ”dominerende samfundsgrupper” burde have deres ytringsfrihed undertrykt af progressive radikal, og ganske enkelt nægtes adgang til diskussionsfora, for at kunne udligne den ”institutionelle undertrykkelse” i samfundet. Marcuse´s ideer havde en enorm gennemslagskraft i 1960´erne og 1970´erne. Han advokerede også for tøjlesløs sex, som en måde at frigøre folk fra religiøs moral.

 

Professor Bernard Lewis advarede i Jerusalem Post, at islam snart kunne blive den dominerende kraft i Europa. ”Europæerne mister deres selvtillid”, sagde han. ”De har ingen respekt for deres egen kultur” og har ”overgivet sig” på alle områder der drejer sig om Islam, gennem ”selvfornedrelse og Politisk Korrekthed”. Feministernes mål har aldrig handlet om lighed kønnene imellem. Den handlede om ødelæggelsen af kernefamilien og samfundets generelle magtstrukturer.

 

Som Ellen Willis, en selvproklameret demokratisksocialist og grundlægger af rødstrømpebevægelsen, en radikal feministisk gruppe fra 1969, erklærede til det venstreorienterede The Nation i 1981: ”Feminisme er ikke blot et gruppeanliggende, den er en revolution i kulturelle og moralske værdier…Målet for enhver feministisk reform, fra lovlig abort…til børnesager, er at underminere de traditionelle familieværdier”. Det feministiske ikon Simone de Beauvoir erklærede, at ”ingen kvinde burde tillades at gå hjemme og opfostre sine børn…for hvis et sådan valg var muligt, ville for mange kvinder vælge dette”.

 

Tja, efter to generationer af andenbølgesfeminisme har Willis og Beauvoir fået deres vilje: Vestens raketagtige skilsmisserater og tilsvarende aftagende børnefødsler der fører til et kulturelt vakuum, gør os sårbare overfor en muslimsk overtagelse. Men feministerne er stadig ikke tilfredse. Legetøjsforsker Anders Nelson ved Sweden´s Royal Institute of Technology har advaret om, at legetøj over de seneste 15 år i tiltagende over grad er blevet kønssegregerede: ”Folk forklarer ofte deres legetøjsindkøb med, at drenge og piger ønsker forskellige ting. Men for at børn skal kunne være i stand til at reflektere over det legetøj de modtager, må forældre åbne deres øjne for de indbyggede kønsstrukturer. For børn er disse kønsroller mere uovervejede og instinktive”. Nelson opfordrede forældre til at give mere kønsneutrale julegaver. Med andre ord: ingen Barbiedukker til pigerne og ingen biler til drengene. Dette er resultatet af en kultur destrueret af Politisk Korrekthed. Den svenske marxistiske politiker Gudrun Schyman har foreslået en skat, der kollektivt afkræve svenske mænd penge for vold mod kvinder. I en tale i 2002 fremlagde selv samme Schyman de berømte ord, at svenske mænd er lige som det talibanske regime i Afghanistan. En mandlig klummeskribent i Aftonbladet svarede ved at sige, at Schyman havde ret: Alle mænd er som Taliban.

 

Mandehad er ikke nødvendigvis mindre udbredt end kvindehad. Den store forskel skal findes i, at førstnævnte er langt mere socialt acceptabelt end sidstnævnte.

 

Da den unge politiker Kjetil Vevle viste sig ved et møde for planlæggelsen af dette års demonstration på den Internationale Kvindedag den 8 marts i Bergen, Norge, blev han fortalt, at han ingen stemmerettigheder havde ved mødet, selv om han var passioneret feminist. Lederne mente ikke, at der var grund til at klage, da mændene generøst var blevet tilladt taletid, bare ikke tilladt foretage beslutninger.

 

Selvom lande som Sverige og Norge kan lide at portrættere dem selv som havende kønslighed, har jeg hørt besøgende kommentere, at kønnene sandsynligvis er længere fra hinanden end noget andet sted i verden. Radikal feminisme har udbredt mistænksomhed og fjendtlighed, ikke samarbejde. Og den har på ingen måde udryddet den grundlæggende tiltrækning feminine kvinder og maskuline mænd imellem. Og hvis folk ikke finder hvad de søger i deres eget land, så rejser de til et andet land for at finde det. Et slående antal mænd finder nu deres kvinder i det østlige Asien, Latinamerika og andre nationer med et mere traditionelt syn på femininitet, og også et antal kvinder finder partnere fra mere konservative lande. Tendensen er umiskendelig.

 

Skandinavere fejrer ”kønslighed” og rejser til den anden side af kloden, for at finde én det kan betale sig at gifte sig med. Norge og Sverige er lande med ekstremt høje skilsmisserater. Drenge vokser op i en atmosfære, hvor maskulinitet dæmoniseres, går i skoler der opfatter drenge som ”mangelfulde” piger og fortælles af medierne, at mænd er forældede, og at de i øvrigt alligevel snart uddør.

 

Feministisk kultur vil i sidste instans ende med at blive udryddet, fordi mændene enten er blevet for demoraliserede eller svage til at beskytte deres kvinder, eller fordi de er blevet som trætte af den uophørlige hån, at de simpelthen er blevet ligeglade. Hvis vestlige mænd er svin og ”ligesom Taliban”, hvorfor så bekymre sig? Vestlige kvinder vil så blive underlagt mere aggressive mænd fra andre kulturer, hvilket er præcist hvad der i øjeblikket sker i Europa. Ironien er, at da andenbølgesfeminismen i 1960´erne og 1970´erne satte ind, var kvinderne forholdsvist sikre, og i mine øjne ikke særligt undertrykte. Men efter at langtidsvirkningen af feminismen har sat sine spor, kan kvinder meget vel ende med virkeligt at blive undertrykt af Islam. Radikal Feminisme fører derfor til kvinders undertrykkelse.

 

Man kan overveje om Virginia Wolf så det komme. Måske, hvis hun havde levet i dag, ville hun hylde det islamiske tørklæde som ”en alternativ vej til feminisme” og skrive en bog med titlen ”Hver kvinde sin burka”. Med lidt held kunne hun måske endog opnå et legat til forskning i multikulturalisme på Harvard.

 

 

 

 

Leave a Response »

 

Omkring reglerne for ægteskab med unge piger tirsdag, nov 25 2008

er

reglerne for Islam i film? Hvis dette tillades, hvilken type film må det så handle om? Og hvad er kvindens rolle i film?

      Hvorfor Islam tillader piger under 10 år at gifte sig uden deres tilladelse (det siges at i tilfældet med børn, kræver det kun forældrenes tilladelse. Jeg ved det for voksne kræver forældrenes godkendelse). Ægteskab finder normalt sted mellem to personer, der har lidt modenhed. Men for børnene er det ikke tilfældet. Kan du retfærdiggøre den regel i Islam? (børneægteskab)

Priset være Allah                                

Spørgsmålet og handlinger og relaterede emner er allerede blevet behandlet i spørgsmål nr. 10836. Vi kan tilføje, at:

Shaykh Abu Bakr Zayd (må Allah bevare ham) sagde: Ridderlighed er ét af målene for Sharia, og alt der underminerer dette, viser denne person uegnet til at give sit tilsagn i retten. Islam indskærper de højeste karakteristika. Hvor ofte ser tilskuerne en skuespiller gøre tossede handlinger, eller bevæge sig eller tale på en tosset måde, eller endog spillende rollen som en gal mand, idiot eller tåbe? Baseret på dette er det meget klart for den kloge mand, at skuespil er én af de ting der mest underminerer ridderlighed, så det er én af de ting der erklærer en person uegnet til at give tilsagn i retten. Alt der er som det, er ikke godkendt i Sharia.

For det andet:

At ægte en ung pige før hun når puberteten tillades i Sharia; der er faktisk nedtegnelser der på lærd plan giver konsensus på dette punkt.

(a) Allah siger:

”Og de af jeres kvinder der har nået punktet for ”det månedlige”, for dem er ”Iddah”, hvis du er i tvivl, tre måneder; og for de der ikke har nået punktet for ”det månedlige”, er ”Iddah” ligeledes tre måneder”

 al-Talaaq 65:4

I dette vers ser vi, at Allah har gjort ”Iddah” i tilfælde af skilsmisse med en pige der ikke har sine perioder – fordi hun er ung, og endnu ikke har nået puberteten – tre måneder. Dette indikerer tydeligt, at Allah har gjort dette en validt ægteskab.

 (b) Det er nedtegnet fra Aa´ishah (må Allah have behag i hende), at Profeten (fred og velsignelser fra Allah på ham) giftede sig med hende, da hun var seks år gammel, han fuldbyrdede ægteskabet med hende, da hun var ni år gammel, og hun blev hos ham yderligere ni år.

Det faktum, at det er tilladeligt at ægte en ung pige, betyder ikke, at det er tilladeligt at have seksuel samkvem med hende; snarere bør dette ikke gøres før hun er i stand til det. Af denne grund udsatte Profeten (Allah´s fred og velsignelser være med ham) fuldbyrdelsen af sit ægteskab til Aa´Isha. Al-Nawawi sagde: ”Hvad angår bryllupsfesten for en ung gift pige, på tidspunktet for fuldbyrdelsen af ægteskabet, hvis ægtemanden og pigens værge er enige om noget, der ikke vil påføre den unge pige skade, så lad det ske. Hvis de er uenige så siger Ahmad og Abu: ”Ubayd siger, at når en pige når alderen ni år, så kan ægteskabet fuldbyrdes, med eller uden pigens samtykke, men dette gælder ikke for piger under alderen ni år. Maalik, al-Shaafa´i og Abu Haneefah sagde: ”Ægteskabet kan fuldbyrdes, når pigen er i stand til samkvem, hvilket varierer fra den ene pige til den anden, så der kan ikke fastsættes en aldersgrænse. Dette er det korrekte synspunkt. Der findes intet i Hadith af Aa´ishah der fastsætter aldersgrænsen, eller forbyder, at det ikke skulle kunne gennemføres i et tilfælde med en pige der er yngre en ni år, eller tillade det i et tilfælde det i et tilfælde med en pige, der ikke er i stand til det, efter hun har nået alderen ni år. Al-Dawoodi siger: ”Aa´ishah (må Allah have behag i hende) havde opnået fysisk modenhed, da ægteskabet blev fuldbyrdet. 

Det foretrækkes for en værge ikke at bortgifte datteren, mens hun stadig er ung, med mindre der findes en god grund til det.

Al-Nawawi sagde:

Det bør noteres, at al-Shaafa´i og hans kompagnoner sagde: Det foretrækkes for fædre og bedstefædre, ikke at bortgifte en jomfru før hun har nået puberteten, og de spørger om hendes tilladelse, med mindre hun ender i et ægteskab hun har mishag i. Hvad de siger, går ikke imod Hadith af Aa´isha, for det der menes er, at de ikke bør bortgifte hende, før hun når puberteten, hvis der ikke findes nogen indlysende interesser der kan gøre, at man kan frygte, at man vil gå glip af noget, hvis man udsætter det, som i Hadith af Aa´isha. I det tilfælde er det at foretrække at gennemføre ægteskabet, da det er pålagt faderen, at varetage sit barns interesser, og ikke lade nogen god mulighed gå af hænde.

 

Allah ved bedst

 

Leave a Response »

 

Durban 2 og Sharia onsdag, nov 26 2008

Danmark deltager i forberedelsen af ”Durban Review Conference 2009”, bedre kendt som Durban 2, som skal finde sted i april næste år i Geneve, en opfølgning på ”U.N. World Conference against Racism, Racial Diskrimination, Xenophobia and Related Intolerance”, der fandt sted i Durban i Sydafrika i 2001.

F.N.- racismekonferencen, i almindelig tale, er et forsøg på at sætte lighedstegn mellem religionskritik og racisme. Denne sammenføjning af begreber er i sagens natur ulogisk. Man kan naturligvis godt være muslim uanset hvilken race man tilhører. Religion kan derfor aldrig komme til at handle om race.

Det er Organisation of the Islamic Conference, der er en organisation der består af 57 lande, der i den forbindelse håber at opnå anerkendelsen af, at den i 1990 af Organisation of the Islamic Conference vedtagne ”Cairo Declaration of Human Rights in Islam”, skal anerkendes på lige fod med den almindeligt kendte F.N. Menneskerettighedserklæring og bruges som grundlag for racismekonferencen.

”Cairo Declaration of Human Rights in Islam” er et forsøg på at tilbyde et overblik over det islamiske perspektiv på menneskerettigheder, og bekræfter Sharia som eneste kilde til dette.

Der findes ingen faste love i Sharia. Sharia en slags lovsystem, en konsensus i den forenede ånd baseret på Koranen (den religiøse skrift for Islam), Hadith (ord eller handlinger af Muhammed og hans kompagnoner), Ijma (konsensus), Qiyas (udledning gennem analogi) og århundreders debat, fortolkning og præcedens.

Følgende er indholdet af ”Cairo Declaration of Human Rights in Islam” fra 1990 der ifølge Organisation of the Islamic Conference skal danne grundlag for vedtagelsen af en erklæring i F.N., der skal sidestille religionskritik med racisme.

Den Nittende Islamiske Konference af Udenrigsministre

Hold venligst for øje menneskehedens plads i Islam som viceregent for Allah på jorden;

Anerkendelsen af vigtigheden af at fremsættelsen af et dokument om menneskerettigheder, der vil tjene som retningslinje for medlemsstater i alle aspekter af livet;

Havende undersøgt rapporten fra mødet i Commitee of Legal Experts afholdt i Teharn fra 26 til 28 december 1989;

Enighed om at fremlægge Cairo Declaration on Human Rights in Islam, der vil tjene som en generel retningslinie for medlemsstater for området menneskerettigheder.

Bekræftende den civilisatoriske og historiske rolle af det islamiske Umma, som Allah har skabt som det bedste samfund, og som gav menneskeheden en universel og velafbalanceret civilisation, i hvilken harmoni herunder og derefter etableres, kundskab kombineres med tro, og for at opfylde forventningerne fra dette samfund, at lede hele menneskeheden der er forvirret, grundet de forskellige og konfliktende trossystemer og ideologier, og tilbyde løsninger for alle kroniske problemer i denne materialistiske civilisation.

Som bidrag til bestræbelserne af menneskehedens påstand om menneskerettigheder, at beskytte mennesket fra udnyttelse og forfølgelse, og bekræfte frihed og retten til et værdigt liv, i overensstemmelse med islamisk Sharia.

Overbevist om at menneskeheden har nået et avanceret stade af materialistisk videnskab, er stadig, og skal forblive, i et presserende behov for tro i understøttelsen af dens civilisation, såvel som en selvmotiverende kraft til beskyttelsen af dens rettigheder;

Troende på at fundamentale rettigheder og friheder ifølge Islam er en integreret del af den islamiske religion, og at ingen principielt har ret til at forkaste dem, hverken i dele eller helhed, eller forbryde sig mod disse eller ignorere dem, i det omfang at de er himmelske befalinger, der er indeholdt i den åbenbarede bog fra Allah, som blev sendt gennem den sidste af hans profeter, for at færdiggøre de tidligere givne himmelske beskeder, og at beskytte disse fundamentale rettigheder og friheder er en handling af tilbedelse, hvorimod tilsidesættelse og forbrydelse heraf, er en afskyelig synd, og at beskyttelsen af disse fundamentale rettigheder og friheder er hver persons individuelle ansvar, og det kollektive ansvar for hele Umma;

Det erklæres hermed på grundlag af ovennævnte principper følgende:

Artikel 1:

(a) Hele menneskeheden udgør én familie, hvis medlemmer er forenede gennem deres underlæggelse af Allah og efterkommer af Adam. Alle mennesker er lige i termer af grundlæggende menneskelig værdighed og grundlæggende forpligtelser og ansvar, uden nogen diskrimination på basis af race, farve, sprog, tro, køn, religion, politisk tilhørsforhold, social status og andre betragtninger. Den sande religion er garantien for fremdriften af sådanne værdigheder og vejen mod menneskelig integritet.

(b) Hele menneskeheden er Allah’s undersåtter, og de der er mest elskede af ham, er de der er mest gavnlige for hans undersåtter, og ingen har myndighed over andre, undtagen på grundlag af fromhed og gode gerninger.

Artikel 2:

(a) Livet er en gudsgiven gave, og reetten til liv er garanteret ethvert menneske. Det er individers, samfunds og staters pligt at sikre denne ret mod forbrydelse, og det er forbudt at tage liv, undtagen af grunde foreskrevet af Sharia.

(b) Det er forbudt at ty til nogen foranstaltning der kunne lede til folkmordsudryddelse af menneskeheden.

(c) Bevaringen af menneskeligt liv gennem tiderne efter Allah’s vilje, er en pligt foreskrevet i Sharia.

(d) Sikkerhed mod kropslig skade er en garanteret ret. Det er statens pligt at sikre dette, og det er forbudt at forbryde sig mod dette uden en grund foreskrevet af Sharia.

Artikel 3:

(a) I tilfælde af brugen af magt og i tilfælde af væbnet konflikt, kan det ikke tillades at dræbe ikke krigsførende, såsom gamle mænd, kvinder og børn. De sårede og syge skal have ret til medicinsk behandling; og krigsfanger skal have ret til mad, ly og tøj. Det er forbudt at skænde eller afmontere døde kroppe. Det kræves at krigsfanger udveksles, og at besøg eller genforeninger af familie der blev skilt under krigen, foranstaltes.

(b) Det er forbudt at fælde træer, destruere afgrøde eller husdyr, at destruere civiles bygninger og installationer gennem bombning, sprængning eller lignende.

Artikel 4:

Ethvert menneske har ret til menneskelig ukrænkelighed og beskyttelsen af sit gode navn og ære gennem livet og efter døden. Staten og samfundet skal beskytte den enkeltes krop og gravsted fra at blive skændet.

Artikel 5:

(a) Familien er samfundets grundlag, og ægteskab er basis for etableringen af en familie. Mænd og kvinder har ret til ægteskab, og ingen restriktioner af racemæssig, farvemæssig karakter, skal forhindre dem i at udøve denne ret.

(b) Samfundet og staten skal fjerne alle hindringer for ægteskab og facilitere det, og skal beskytte familien og sikre dens velfærd.

Artikel 6:

(a) Kvinder er mænd lige i menneskelig værdighed og har deres egne rettigheder at nyde, såvel som pligter at udføre, og har deres egen civile eksistens og finansielle uafhængighed, og retten til at bevare sit navn og sin slægt.

(b) Ægtemanden er ansvarlig for vedligeholdelsen af velfærden i familien.

Artikel 7:

(a) Fra fødselsøjeblikket har ethvert barn pligtskyldige rettigheder fra forældrene, samfundet og staten, til ordentlig pleje, uddannelse og materiel, hygiejnisk og moralsk pleje. Både foster og moder må beskyttes og tages vare for.

(b) Forældre og lignende kapaciteter har ret til at vælge hvilken type uddannelse de ønsker for deres børn, under hensyntagen til at de tager barnets interesser og fremtid i betragtning, i overensstemmelse med etiske værdier og principperne i Sharia.

(b) Begge forældre har ret til visse rettigheder fra deres børn, og slægtninge har rettigheder i forhold til deres slægtninge, i overensstemmelse med principperne i Sharia.

Artikel 8:

Ethvert menneske har ret til at nyde en legitim kvalificerbarhed med alle dens privilegier og forpligtelser i tilfælde af, at sådan kvalificerbarhed mistes eller forringes, har personen ret til at blive repræsenteret af hans eller hendes værge.

Artikel 9:

(a) Søgen efter kundskab er en forpligtelse, og anskaffelsen af uddannelse er samfundets og statens pligt. Staten skal sikre rådigheden af måder og midler til opnåelsen af uddannelse, og skal garantere dens mangfoldighed i samfundets interesse, således at mennesket kan fortroliggøres med religionen Islam, og afdække universets hemmeligheder til gavn for menneskeheden.

(b) Ethvert menneske har ret til at modtage både religiøs og verdslig uddannelse fra varierende uddannelsesinstitutioner, uddannelse og vejledning, inklusive familien, skolen, universitetet, medierne og så videre, og som sådan på en integreret og balanceret maner der udvikler menneskelig personlighed, styrker menneskets tro på Allah, og promoverer menneskets respekt for, og forsvar af, rettigheder og pligter.

Artikel 10:

Islam er religionen af sand uforfalsket natur. Det er forbudt at udøve nogen form for pres på mennesket, eller udnytte hans fattigdom eller uvidenhed, med henblik på at tvinge denne til at skifte til en anden religion eller ateisme.

Artikel 11:

(a) Mennesker er født frit, og ingen har ret til at slavegøre, ydmyge, undertrykke eller udnytte dem, og der kan ingen underlæggelse forekomme, bortset fra underlæggelsen under Allah den Mægtige.

(b) Kolonialisme af enhver art, værende én af de mest onde former for slavegørelse, er forbudt. Folk der lider efter kolonialismen har deres fulde ret til frihed og selvbestemmelse. Det er alle staters pligt at støtte kampen for koloniserede folks i afslutningen af alle former for besættelse, og alle stater og folk har ret til at bevare deres uafhængige identitet og kontrol over velstand og naturressourcer.

Artikel 12:

Enhver har ret til, inden for rammerne af Sharia, frit at bevæge sig og udvælge bosted, værende indenfor landets grænser eller udenfor landets grænser, og hvis forfulgt, har ret til at søge asyl i et andet land. Landet der flygtes til, har pligt til at sørge for beskyttelse for den asylsøgende, indtil dennes sikkerhed er sikret, med mindre asyl er motiveret gennem en handling der af Sharia betragtes som kriminel.

Artikel 13:

Arbejde er en ret garanteret af staten og samfundet for enhver person med evnen til at arbejde. Enhver skal frit kunne vælge det arbejde der passer denne, og bedst tjener dennes interesser såvel som samfundets interesser. Arbejdstageren skal have ret til at nyde tryghed, sikkerhed og andre sociale garantier. Ingen kan pålægges arbejde ud over den enkeltes kapacitet, ej heller kan nogen underlægges tvangshandling, udnyttelse eller skade på nogen måde. Enhver har ret – uden diskrimination mænd og kvinder imellem – til rimelig løn for sit arbejde, uden forhaling, såvel som feriepenge og udnævnelser som fortjent. For arbejdstagerens vedkommende kræves, at denne er dedikeret og omhyggelig i sit arbejde. Skulle det komme til uoverensstemmelse arbejdstager og arbejdsgiver imellem, skal staten intervenere for at afgøre striden og klagerne skal afhjælpes, rettighederne bekræftes og retfærdigheden håndhæves uden fordomme.

Artikel 14:

Enhver skal have ret til at leve et legitimt liv uden monopolisering, svindel eller påførelse af skade på sig selv eller andre. Åger (Usury) er udtrykkeligt forbudt.

Artikel 15:

(a) Enhver har ret til at eje ejendom erhvervet på lovlig vis, og skal have ret til dette ejerskab uden fordomme mod sig selv, andre eller samfundet i almindelighed. Ekspropriation er ikke tilladt, med mindre det tjener offentlighedens interesse, og under omgående og rimelig kompensation.

(b) Konfiskation og beslaglæggelse af ejendom er forbudt, undtagen undernødvendigheden dikteret af loven.

Artikel 16:

Enhver skal have ret til at nyde frugterne af sine videnskabelige, litterære, kunstneriske og tekniske arbejde, af hvilke denne er skaber; og denne skal have retten til beskyttelse af sin moralske og materielle interesser stammende derfra, under hensyntagen til at dette ikke strider mod principperne i Sharia.

Artikel 17:

(a) Enhver skal have ret til at leve i et rent miljø, væk fra usædelighed og moralsk korruption, der kan favorisere en sund etisk udvikling hos personen, og det påhviler staten og samfundet i almindelighed at stille denne ret til rådighed.

(b) Enhver skal have ret til medicinsk eller social omsorg, og til alle offentlige rettigheder ydet af samfundet og staten, inden for grænserne af til rådighed stående ressourcer.

(c) Staten skal sikre den enkeltes ret til et anstændigt liv, der kan muliggøre denne at møde sine egne behov, og de der er afhængige af denne, inklusive mad, tøj, husly, uddannelse, medicinsk pleje og andre grundlæggende behov.

Artikel 18:

(a) Enhver skal have ret til et liv i sikkerhed for sig selv, dennes religion, dennes afhængige, dennes ære og dennes ejendom.

(b) Enhver skal have ret til privatliv i udførelsen af sine private affærer, i sit hjem, blandt familien, angående dennes ejendom og relationer. Det er ikke tilladt at spionere mod denne, overvåge denne, eller besmudse dennes gode navn. Staten skal beskytte denne mod tilfældig interferens.

(c) Privat residens er i alle tilfælde ukrænkelig. Der tillades ikke indtrængen uden godkendelse fra beboerne eller på nogen ulovlig måde, ej heller skal hjemmet ødelægges, konfiskeres eller beboerne sættes på gaden.

Artikel 19:

(a) Alle individer er lige for loven, uden skelnen mellem regent og undersåt.

(b) Retten til at søge retfærdighed er garanteret alle.

(c) Ansvarlighed er essentielt personlig.

(d) Der findes ingen kriminalitet eller straf ud over den der gives i Sharia.

(e) En anklaget er uskyldig indtil dennes skyld er bevist i en hurtig rettergang, i hvilken denne skal gives alle garantier for forsvar.

Artikel 20:

Det er ikke tilladt uden legitim grund at arrestere et individ eller begrænse dennes frihed, at udvise eller straffe denne. Det tillades ikke at underkaste denne fysisk, psykisk tortur eller anden form for umenneskelig, grusom eller nedværdigende behandling. Ej heller er det tilladt at udsætte et individ for medicinske eller videnskabelige eksperimenter uden dennes samtykke, eller risikere dennes liv eller helbred. Ej heller er det tilladt at fremsætte nødlove, der tillader ledelsens autorisation af sådanne handlinger.

Artikel 21:

Under nogen form at tage gidsler for noget som helst formål er forbudt.

Artikel 22:

(a) Enhver skal have ret til frit at ytre sine meninger på en sådan måde, at det ikke er i strid med    Sharia.

(b) Enhver skal have ret til at advokere hvad der er rigtigt, og udbrede hvad der er godt, og advare mod hvad der er forkert og ondt efter normerne af islamisk Sharia

(c)Information er en vital nødvendighed for samfundet. Den må ikke udnyttes eller misbruges på en sådan måde, at den forbryder sig mod helligheder og profetens ære, underminerer moralske og etiske værdier, eller opløser, korrumperer eller skader samfundet eller svækker dets tro.

(d) Det er ikke tilladt at tilskynde til nationalistisk eller doktrinært had, eller gøre noget der kan være en tilskyndelse til nogen form for racediskrimination.

Artikel 23:

(a) Autoritet er tillid; og misbrug eller ondsindet udnyttelse heraf er udtrykkeligt forbudt, for at garantere fundamentale menneskerettigheder.

(b) Enhver skal have ret til at deltage, direkte eller indirekte i administrationen af dennes lands offentlige affærer. Denne skal også have retten til at indtage offentligt embede i overensstemmelse med bestemmelserne i Sharia.

Artikel 24:

Alle rettigheder og friheder fastlagt i denne erklæring er emne for Islamisk Sharia.

Artikel 25:

Islamisk Sharia er den eneste kilde til reference for forklaring eller afklaring af nogen af artiklerne i denne erklæring.

 

Leave a Response »

 

Al Qaeda siger, at ordren givet for angreb på U.S.A. ”langt overgår 9/11” fredag, nov 28 2008

Osama bin Laden har planer om at teste Barack Obama. Som i lighed med to tidligere amerikanske præsidenter rapporterer DEBKA´s anti-terror kilder, at den amerikanske præsident Barack Obama, europæiske og russiske overhoveder i møde weekenden over ved G20 konferencen i Washington, blev briefet om det angiveligt fremskudte al Qaeda angreb.

 

Obama og hans medarbejdere er blevet adviserede om, at et nyt al Qaeda angreb er meget sandsynligt mod U.S.A., eller mod amerikanske nøglemål i Europa, Nordafrika eller Mellemøsten.

 

Den 14 november afgav al Qaeda´s Yemen base, et pålideligt barometer for Osama bin Laden´s planer, den 9. november en notits til All Fighters in Arabia, varslende en stor operation i U.S.A., der vil ”ændre den politiske og økonomiske verden” og være ”langt større end 9/11”.

 

Notitsen sagde, ”Operationen er meget nært forestående” og ”præcise instruktioner er i hænderne på ”tropperne der allerede er på vej til U.S.A” udrustede med bin Laden´s ordre”. Den indledende tekst vedrørende angrebet, er en afvisning fra U.S.A. og Europa af al Qaeda´s fire år gamle våbenhvileaftale, hvis initierende betingelse var tilbagetrækningen af tropperne i Irak og Afghanistan.

 

Dagen efter valget af den nye amerikanske præsiden udsendte al Qaeda en næsten ubemærket erklæring, der erklærede Barack Obama for konvertit, altså en frafalden hvis forræderi mod Islam bedømmes som afskyelig. Troende har pligt til at henrette en konvertit, i modsætning til ikke-troende, hvis dødsdomme blot er en mulighed.

 

Torsdag den 14. november sagde C.I.A. direktør Michael Hayden: ”Al Qaeda der opererer fra deres sikre havn i Pakistan´s sikre stammeområder, forbliver den klareste og mest nærværende trussel mod U.S.A.”. Han adresserede en tænketank i Washington. ”I dag har stort set alle større terrortrusler, som mit agentur har kendskab til, tråde tilbage til stammeområderne i Pakistan. Om det så er kommando og kontrol, træning, ledelse, penge eller færdigheder, er der en forbindelse til FATA (Pakistan´s Federally Administered Tribal Areas)”.

 

Hayden bemærkede også Yemen og Somalia som vigtige al Qaeda operanter.

 

Under private forhold indrømmer cheferne i efterretningstjenesterne, der bekæmper al Qaeda, at det kun er et spørgsmål om tid før der forekommer angreb på U.S.A. eller store amerikanske interesser uden for U.S.A.

 

Leave a Response »

 

De Nyttige Idioter: Profiler af venstreorienteret hykleri, fashionabel radikalisme og salonsocialisme lørdag, nov 29 2008

I er alle gode mennesker, venstreorienterede. Det fik I altid at vide af jeres forældre. Produkter af Depressionen, Anden Verdenskrig og Vietnamgenerationen. De fortalte jer, at de venstreorienterede var de gode, og de borgerlige Satan´s yngel. Således står det skrevet…i den venstreorienterede ortodoksi.

 

I har de bedste intentioner. Nu er det jeres tur.

 

I er veluddannede, gik på gode skoler og universiteter, selvtilfredse med den viden, at I ved hvad der er bedst for os alle.

 

I er alle tolerante og sensitive. I fejrer mangfoldigheden og multikulturalismen. I er ikke fordomsfulde. I praktiserer selvcensur. Er altid på vagt med, hvad I siger og gør. I påberåber jer Fairness Doktrinen, anklager borgerlige medier for fordomsfulde, og prøver at censurere alt hvad I ikke er enige i. Hovsa, var der ikke en heteroseksuel sort fyr i Grey´s Anatomi, der sagde noget slemt om en homoseksuel fyr i Grey´s Anatomi? Er det overhovedet muligt i venstreorienteret ortodoksi for en sort at være fordomsfuld eller homofob? Nå, men han undskyldte og tog til rehabilitering for sensitivitetstræning (hjernevask). Så alt er tilgivet. Forbryderen var en venstreorienteret skuespiller. Det kulturelle tankepoliti er konstant parat til at tage dig faktisk at sige din mening.

 

I er på den politisk korrekte side af alle modefænomenerne. I støtter talekoder. I er i aktivistgrupper og NGO. I skyder onde borgerlige ned hvor end de viser sig, hvis muligt. I er jo trods alt de undertrykte…ofrene. I bliver bare forhindrede i at få budskabet ud. Og der må under ingen omstændigheder trænge alternative budskaber inden for den sluttede kreds.

 

I bliver helt vildt moderadikale, når I diskuterer Marx, Engels, Alinsky, Lenin, Mao, Onkel Ho, Fidel, Che, og dagens seneste kommu-despot Hugo. Yde efter evne og nyde efter behov…så længe det altså ikke er jeres ting det går ud over.

 

I har læst al den essentielle litteratur: Kapitalen, Det kommunistiske manifest, Citater fra Formand Mao, Regler for Radikale…altså, I har ikke virkeligt læst bøgerne. I har dem kun stående for at imponere jeres åndsfæller (I ved hvordan det er…få hende tilbage til der hvor du bor, placer bøgerne strategisk på dit sofabord, imponer hende lidt med noget marxistisk sludder, vis hende hvor sensitiv, bekymrende og metroseksuel du er, fortæl hende at du hader Bush og krigen, og så skulle den ged være barberet)

 

I støtter kvinders rettigheder, sortes rettigheder, homoseksuelles rettigheder, muslimske rettigheder, terroristers rettigheder, affirmative action, rygeforbud og kampen mod global opvarmning. I rummer hele det ”hvide skyld” syndrom og det håndhæves med manisk gruppepres. I tilmelder jer studier om, kvinder, sorte, arabere, fred, etnicitet, der ikke kvalificerer jer til andet end en karriere på akademierne, hvor I kan gentage det samme ubrugelige politisk korrekte sludder. I vil sikres fast ansættelse, så i ikke risikerer virkeligt at skulle præstere noget.

 

I kan på fingerspidserne feministisk teori og dekonstruktion, der mener, at forskellene mænd og kvinder imellem – bortset fra de indlysende – ikke er biologisk afgjorte, men skabt af ”samfundet”, og især af en patriarkalsk struktur, designet af mænd for at holde kvinder nede. I læser Betty Fridan. I har magt. Alle disse onde hvide mænd….

 

I er for åbne grænser. De problemer det uundgåeligt medfører vælger I at ignorere. I bebrejder U.S.A. I ved at Vesten er kilden til alt ondt i verden. Det lærte I i skolen…det er vores skyld. I har set ”Danser med Ulve”. Den hvide race er samfundets cancer”.

 

I vil have højere skatter. I vil have mine penge, fordi I bekymrer jer. I vil bare hjælpe de underprivilegerede…i det uendelige.

 

Sådan nogen kaldes ”Nyttige Idioter”. Lenin beskrev de ”Nyttige Idioter” som folk der lever i frie demokratier, og som giver materiel og moralsk støtte til en totalitær ideologi, der ”fletter det reb der hænger dem”.

 

Hvorfor folk der nyder frihed og velstand arbejder så passioneret på at ødelægge disse, er et fascinerende spørgsmål. I dag kan Nyttige Idioter findes i Vesten´s uendelige kor af apologeter, og i den naive idealisme der forhindrer os i at gøre det nødvendige mod den seneste modevariant af frihedshadende ideologier, Islamisk Fascisme. Der findes mange andre, og de går helt tilbage til 1920´erne og 1930´erne, der jævnede vejen for den seneste høst af politiske og sociale ”genier”.

 

I tror, at muslimske fascister på ingen måde kunne finde på at skade jer, fordi I er så fornuftige, oplyste, tolerante og forstående. Tro mig, de er ligeglade. De vil dræbe dig og enhver anden, alene af den årsag at I ikke er muslimer. Og hvis du er homoseksuel, starter de med dig, og så går de videre til heteroseksuelle venstreorienterede. ”De kan da ikke have noget ønske om at dræbe mig? Jeg kender kilden til deres had, og vil gerne enes med dem”. Alle troede på Neville Chamberlain´s ”Fred i vor tid” sludder efter hans møde med Hitler. Chamberlaine var Hitler´s Nyttige Idiot. Ingen troede på at Hitler mente hvad han sagde i ”Mein Kampf”. Ingen synes at tage Iran´s Ahmadinejad alvorligt, når han siger, at han vil udrydde Israel fra jordens overflade.

 

Europa mister hastigt sin kultur. Demografieksperter forventer at islamificeringen af Europa er fuldført omkring 2050, med mindre europæerne får sig en rygrad, og begynder at deportere sin muslimske befolkning, og lukker moskeerne. Og så længe Europa er i hænderne på Politisk Korrekthed, vil de nødvendige tiltag ikke ske.

 

Leave a Response »

 

Sharia er had søndag, nov 30 2008

Forestil dig Dodger Stadium, fuld af højlydte og hujende tilhængere, begejstrede tilråbe, ikke baseballspillere, men den ugentlige stening og piskning af mennesker der har begået utroskab, sammen med tyve og afvigere fra det sydlige Californien.

 

Det vil være Amerika under islamisk lov, eller Sharia, et system alle bør frygte. Eller som Alan Kornman, direktør for United American Committee (UAC) mener. Han vedholder at rejse penge til et hovedvejsskilt i Florida, der siger: ”Sharia er had”, for at belære amerikanerne før det er for sent.

 

Som Kornman argumenterer, ”hvis du under Sharia anklages for at stjæle, hugges en hånd eller fod fra modsatte side af. Hvis du tages i at have en affære, stenes kvinden til døde, og manden gives 80 piskslag. Hvis du skifter religion, kan du anklages under frafaldsloven, og dødsdømmes af en Sharia-domstol.

 

Implementeringen af Sharia er dog meget mere subtil, end citaterne fra Kornman antyder. Gennem Sharia styrer islamisterne individernes private liv, såvel som deres sociale, politiske og økonomiske samfundsliv. Islamismen krydser nationale grænser, med det endelige mål globalt at holde muslimsk Umma i hævd, med alle ikke-muslimer som andenrangsborgere. Den er en totalitær ideologi, og islamisterne ønsker helt sikkert at gøre Europa og Amerika til islamiske stater.

 

Vent ikke på, at piskningerne kommer til dit lokale nabolag. Overvej følgende hændelser:

 

Muslimske taxichauffører i Minneapolis nægter at køre ture med folk der bærer alkohol, da det i Islam er en synd at drikke alkohol.

 

Det første eksempel eksemplificerer manglen på tolerance islamister har for ikke-muslimer. Det er én ting at mene, at drikke alkohol er en synd; det er noget helt andet at påtvinge andre dine meninger. Muslimer er ikke alene med dette verdenssyn. Se på Mormonerne der ikke drikker kaffe, grundet koffeinen. Problemet er din overbevisning om, at du har ret til at påtvinge andre mennesker med anderledes tro, eller ingen tro overhovedet, dine meninger.

 

Metropolitan Airport Commission (MAC), der frygter mulige anklager for diskrimination, prøvede at lave et kompromis, og henvendte sig til Kahlid Elmasry fra Muslim American Society, der sidestillede sig taxachaufførerne: ”Det er udtrykkeligt erklæret, at for muslimer er transport af alkohol imod islamisk tro og er derfor forbudt”.

 

Men det her er ikke et islamisk land. Konstitutionen regerer os, ikke Sharia.

Derfor forstærker Elmasry´s forsvar af taxachaufførerne den opfattelse, at islamisk lov overtrumfer amerikansk sekulær lov. I et senere sagsanlæg tabte taxachaufførerne, men havde intentioner om at appellere.

 

Burkabærer nægter at blotte ansigtet for ID.

 

Det andet eksempel vedkommer muslimske kvinder og dydighed. Mens der ikke findes nogen specifik definition af, hvad dydighed ifølge Koranen er, kræver islamister tiltagende burka, der dækker kvindens krop, hår og ansigt. Islamister nægter at tiltræde, at burkaen ikke er et krav fra Islam, men er stærkt debatteret blandt muslimer. Men amerikanerne viser sikkerhedsbekymringer, islamisterne kalder dem racister.

 

Tag eksempelvis Sutana Freeman, en burkabærer i Florida, hun nægtede at fjerne sløret, da hendes billede skulle tages i forbindelse med DMV (Department of Motor Vehicles), påberåbende sig dydighed. I virkeligheden gør hun grin med enhver fornuftig persons definition af dydighed, eftersom ID-billeder intet har at gøre med tiltrækning og seksualitet, fuldstændigt ignorerende Florida´s ret til af hensyn til offentlighedens sikkerhed, at identificere borgerne.

Sådan blind insisteren på Sharia, mere end på statens lov, eksemplificerer islamisternes foragt for ikke-muslimer og sund fornuft, hvor end de lever.

 

Polygami i Amerika

 

Imamer i U.S.A. kan indenfor amerikansk sekulær lov udføre deres pligter. Dog, visse imamer, som Siraj Wahhaj, foretrækker blot at ignorere amerikansk lov, hvor den er i konflikt med islamisk lov. Wahhaj erklærede i Paul Barrett´s bog fra 2007 ”American Islam”, at ”hvis man kan have hundrede veninder, og det er lovligt, så kan jeg ikke se hvorfor man ikke kan have mere end én kone”.

 

I stedet for at forklare hvad der er galt med at mænd har flere relationer, giver Wahhaj grønt lys til det, under dække af polygami, til trods for at amerikansk lov er imod det. Dette skyldes, at han kun ser relationer fra et énsidigt mandligt perspektiv, hvor han burde lære mænd at se kvinder som ligestillede partnere. Yderligere ignorerer han fuldstændigt kvindens perspektiv. Dette medfører, at kvinderne ingen retssikkerhed har. Familieproblemer, husvold, kombineret med økonomisk afhængighed, tvinger kvinder til at forblive tavse, når problemer opstår.

 

Wahhaj ignorerer også den kriminelle svindel bag polygami. Storbritannien og Canada møder som U.S.A. velfærdsfusk, hver gang polygame ægteskaber indgås. Som følge af dette, kan kvinder der lever i et ægteskabeligt hushold, søge hjælp som enlig, da ægteskabet ikke registreres. Manglen på registrering er ikke noget tilfælde. Polygame ved, at hvis de registrerer de virkelige omstændigheder, vil de blive anholdt for forbrydelse mod loven om bigami. Derudover kan disse se de økonomiske fordele ved velfærdspolitikken. Sådanne svindelnumre findes i tusindtal, og belaster alle skatteborgere.

 

Tiden er kommet til, at politikerne indser, at Sharia er et system af had, og ikke må opnå nogen indflydelse i det amerikanske samfund. Det nedgør kvinder, ikke-muslimer og den amerikanske konstitution. Lovgiverne må i lyset af den islamiske agenda, definere grænserne for religiøs tilpasning. Ellers vil demokrati og sand tolerance være intet andet end meningsløse ord, i takt med at islamismen spredes i Vesten. Skiltet er et godt sted at begynde med at drage nationens opmærksomhed mod farerne fra Sharia.

 

Leave a Response »

 

Myte: Islam er fuldstændigt ude af stand til terrorisme tirsdag, dec 2 2008

 

Indenfor selve det islamiske samfund findes en kategori af muslimer, der også anses for bærende skyld – endog større end den gennemsnitlige ikke-troende. Disse er ”hyklerne”, eller ”Munafiqin”, som Muhammed refererede til i de mest nedsættende vendinger. En hykler anses for værende en muslim, der kun er muslim af navn. De kendetegnes ved enten en uvillighed til hellig krig, eller intentioner om at korrumpere samfundets troende.

 

Når muslimer dræber muslimer (hvilket sker ret ofte), gør de almindeligvis dette, menende at deres ofre er Munafiqin (ikke-troende). Dette er faktisk en del af islamisk lov, kendt som ”takfir”, i hvilken muslimer erklæres for ”frafaldne” og derefter henrettes.

I tillæg til uskyldens uklare definition, findes også problemet med at skelne mellem terrorisme og hellig krig. Islamiske terrorister refererer aldrig til dem selv som terrorister, men altid hellige krigere. De anser deres handlinger for værende en slags Jihad.

 

Hellig krig er noget Muhammed befalede i Koranen og Hadith. I Sura 9:29 erklærer han princippet om, at ikke-troende skal bekæmpes, indtil de enten konverterer til Islam, eller accepterer en tilstand af ydmygelse under islamisk underlæggelse. Dette bekræftes i Hadith af både sahih-muslimer og Bukhari. Mange steder siger Islam´s profet, at Jihad er muslimens ideelle vej, og at troende skal ”kæmpe Allah´s kamp”. Der findes dusinvis af åbne passager i Koranen, der maner til drab og kamp – langt mere end de der maner til fred og tolerance. Det er noget naivt at tro, at deres inklusion i denne ”endeløse diskurs mellem Gud og Mand”, kun var af historisk værdi, og ikke ment som relevant for dagens troende.

 

Kombiner Koranen´s formaninger til hellig krig, med uskyldens tvetydighed, og et monumentalt problem udvikler sig, der ikke alene kan dækkes af semantik. Ikke alene findes der en dyb tolerance for vold i Islam, men også en skarp uoverensstemmelse og mangel på klarhed over betingelserne der retfærdiggør vold….og hvem målet for denne vold måtte være.

Hvis der findes nogen tvivl om, at det forbudte nogle gange er nødvendigt, burde denne tvivl svinde, med et eksempel i hvilken Muhammed´s mænd advarede ham om, at en planlagt natteaktion mod en fjendes lejr ville betyde, at kvinder og børn ville dø. Han svarede blot: ”De er af dem”, betydende af mændene.

 

Dette er glidebanen der er åbnet af sanktionen om hellig krig. Hvad der begyndte som opfattelsen af en nobel sag om selvforsvar mod en antagelig trussel, udviklede sig gradvist til ”lad Allah sortere i dem”-kampagne, gennem en serie af logiske skridt, der ultimativt retfærdiggøres af islamisk herredømmes sublime mål. Islam er ikke ment som sameksisterende på lige fod med andre religioner. Der er ment som den dominerende religion, med Sharia som den overordnede lov. Islamisk styre skal udbredes til alle dele af planeten, og modstand skal bekæmpes med ethvert nødvendigt middel.

 

Apologeter i vesten afviser ofte koranens mange vers om vold med at sige, at de kun er relevante i ”krigstid”.

 

Med dette er islamiske terrorister enige. De er i krig.

 

 

 

Leave a Response »

 

Mises om Islam onsdag, dec 3 2008

Selvom én af hans bedstefædre havde været rabbiner, gik Mises ikke i synagoge. Han var agnostiker, troende på at det ikke var muligt at vide noget om Gud. Men ulig så mange andre der ikke vidste noget om religion, så vidste Mises noget om religion. Der er blevet skrevet meget om emnet Islam siden den 11. september 2001. Selvom der er sandt, at muslimer altid har skrevet i forsvar for deres religion, ligesom kristne altid har skrevet imod den, er debatten blevet intensificeret siden muslimske terrorister, der, rigtigt eller forkert, altid agerer i deres religions navn, fløj fly ind i World Trade Center.

 

Siden denne skæbnedag har begge grupper skrevet feberagtigt. Muslimer har skrevet i favorabelt for deres religion, i forsøg på at afværge den opfattelse, at de alle er terrorister. Kristne har skrevet ufavorabelt om Islam, i forsøg på at vise Islam´s tilbøjelighed til vold, men også at modgå den politisk korrekte propaganda, at Jesus og Muhammed begge var Gud´s profeter, at Biblen og Koranen er ligestillede tekster, og at den ene religion er lige så god som den anden.

 

Som anerkendt af både muslimer og kristne findes der et antal forskelle mellem Islam og Kristendom. Ifølge kristendommen var Jesus søn af Gud. Han var Gud manifesteret i kød og blod. Han blev korsfestet, og døde på korset som bod for verdens synd. Han blev begravet, og genopstod efter tre dage fra de døde. Ifølge Islam var Jesus kun en profet (og en mindre én end Muhammed). Gud har ingen søn. Jesus blev ikke korsfæstet. Han døde ikke på korset. Der findes ingen bod for synd. Jesus rejste sig ikke fra de døde. Og ikke blot det. Mange referencer til Jesus i Biblen bliver af muslimer påført Muhammed. Forskellene er uoverstigelige. Der findes ingen ”tredje vej” eller ”glad mellemting”.

 

Men til trods for disse religiøse forskelle kan muslimer og kristne stadig fredfyldt sameksistere, og kristne og ateister kan fredfyldt sameksistere. Hvad der almindeligvis hindrer en fredfyldt sameksistens, er staten. Når staten har en aggressiv, interventionistisk udenrigspolitik, styrer uddannelsessystemet eller medierne, forbyder individuel frihed og ytringsfrihed, eller forenes med religion – opstår der unødvendige spændinger mellem kulturer og religioner i forskellige lande.

 

Det frie marked tillader tilhængere af forskellige religioner (eller ingen religion) at finde fredfyldt sammen. Ingen har fremført dette mere overbevisende end den østrigske økonom Ludvig von Mises. Ikke desto mindre anerkendte Mises, der var født jøde i det hapsburgske kongedømme, men var kulturelt europæisk kristen, at frihed bedst blomstrer, ikke i islamiske civilisationer, men i kristne samfund.

 

Mises afstod ikke fra at nævne religion i sine tekster. Om emnet organiseret religion og dens institutioner var han til tider meget kritisk. Dette betyder dog ikke, at han var imod religion. Mange kristne tænkere (inklusive denne) der skriver om religion, er også mange gange meget kritiske omkring organiseret religion og dens institutioner.

Han nævner doktrinerne, overbevisningerne og forskellige sekters praktikker. Han refererer til religiøse personer og begivenheder i historien. Omfanget og detaljen af hans referencer omkring religion bevidner, at han ikke bare eftersnakkede opfattelserne omkring religion, den typiske agnostiker fremførte. Faktisk er referencerne til ateisme og agnostisme i Mises´s bøger enten neutrale eller negative. Der findes ikke én positiv erklæring.

 

Sommetider kritiserer Mises både religion og ateisme på samme tid for de samme vildfarelser. Både kristne socialister og ateistiske socialister har frembragt den ”nuværende tilstand af forvirring” i dagens verden. Både fromme kristne og radikale ateister afviste markedsøkonomien. Både de gudelige og ateisterne afviste ideerne om laissez faire. Professor Hayek afslørede den ”autoritære karakter af de socialistiske rænkesmedninger, om de så blev advokerede for af ateister eller misledte troende.

 

Ifølge Mises: ”De populære angreb på den sociale filosofi af Oplysningstiden og de utalitære doktriner undervist af den klassiske økonom opstod ikke fra den kristne teologi, men fra teistisk, ateistisk og antiteistisk fornuft”. Det ville derfor være en ”alvorlig fejltagelse at konkludere, at de menneskelige handlingers videnskab” og liberalismen er ”antiteistisk og fjendtlig mod religion”.

 

Selvom Mises´s kommentarer om Islam kan synes lidt gammeldags, er de indsigtsfulde og spolerede. Hans opfattelser kan anses for værende fordomsløse, eftersom han skriver fra økonomens og historikerens perspektiv, og ikke advokerer for nogen bestemt religion.

 

Efter Kristendom og Jødedom nævner Mises Islam mere end nogen anden religion. Og det gør han gennem sine tekster. Følgende summerer enhver reference til Islam i Mises´s bøger.

 

Referencer af Mises der ikke er neutrale, er almindeligvis negative. Det hapsburgske kongedømme var skjoldet imod ”den islamiske trussel” fra Vest. I Middelalderen blev ”kristne fra Øst tvungne til at acceptere Muhammed´s tro” og ”Muslimer forfulgte jøder grundet deres religion”. Muslimske hære ”besejrede en stor del af Middelhavet”, troende på, at ”deres gud var for den store veludrustede og dygtigt ledede batalioner”. De muslimske besejrere af Afrika og Spanien var ”fanatiske og intolerante”. Mellemøstens muslimer viede sig til ”fatalistiske lærer” og ”interventionisme”. Laissez faire filosofi appellerer ikke til dem.

 

Bortset fra at alle muslimer konverterer til Kristendom eller alle kristne konverterer til Islam, så er den eneste virkelige vej begge grupper kan leve i harmoni at formindske statens magt og forøge frihed. Det frie marked er ikke hindret af nogen farve, kultur eller tro.

”Marxismen finder det let at alliere sig med islamiske fanatikere”. De har aldrig kendt anden form for styre end ubegrænset absolutisme”. Muslimske lande manglede ”institutioner der sikrede individers rettigheder”, selv om Mises dog krediterer dem for ikke at have et kastesystem. For dem der sammenlignede den hurtige ekspansion af socialismen med kristendommen, anså Mises det for mere passende med en ”sammenligning med Islam, der inspirerede ørkenens sønner til at lægge ældgamle civilisationer øde, slørede deres destruktive raseri med en etisk ideologi, og afstivede deres mod med rigid fatalisme”.

 

Mises anså Islam for værende en død, afsjælet religion – foreskrivende bønner, faster, ritualer, lovlige handlinger og eksterne regler, der intet tilbyder sindet og undertrykker sjælen. Den længste erklæring om Islam i alle Mises´s tekster forklarer grunden til den tilstand han mener Islam er i: ”Religionen Islam har ikke ændret sig siden de arabiske erobringer. Deres litteratur, deres filosofier fortsætter gentagelsen af de gamle ideer, og kommer ikke ud af teologiens cirkel. Man ser forgæves blandt dem efter mænd og bevægelser, såsom vestens kristendom har produceret i hvert århundrede. De fastholder udelukkende deres identitet, ved at afvise alt fremmed og ”anderledes”, gennem traditionalisme og konservatisme. Kun deres had til alt fremmed ophidser dem til store gerninger fra tid til anden. Alle nye sekter, selv de nye doktriner der opstår med dem, er intet andet end ekkoer af denne kamp mod det fremmede, det nye, det vantro”

 

Bortset fra at alle muslimer konverterer til Kristendom eller alle kristne konverterer til Islam, er den eneste virkelige vej for begge at leve i harmoni statens aftagende magt og øget frihed. Det frie marked hindres ikke af farve, kultur eller tro.

Leave a Response »

 

Islam: Religionen af fred, tolerance og medfølelse torsdag, dec 4 2008

Med de mangfoldige terrorangreb nyligt udført af afvigende fanatiske individer, har generalsekretariatet for Organisation of the Islamic Conference (OIC) noteret sig en tendens i medierne til at indlægge ordet ”Islam” i rapporteringen af disse begivenheder.

 

Islam, religionen af fred, tolerance og medfølelse, der helligholder den menneskelige sjæl, og hvis universelle besked er den af gensidig fredfuld sameksistens blandt alle verdens folk, uanset etnicitet, race, religion eller sprog, og som kalder på venlig ræsonneren og dialog med alle sine medmennesker, afskyr og ringeagter alle sådanne kriminelle handlinger, og har fuldbyrdet de allersværeste straffe for deres gerninger.

 

Det er frustrerende stadig at se visse kredse ondsindet prøve at etablere begrebsmæssige forbindelser med sådanne onde og ugudelige praktikker af Islam; religionen der fordømmer, foragter og forviser dem.

 

Det er på præmissen af dette uigendrivelige faktum, at vi i OIC kalder på alle verdens velmenende folk, ikke at give nogen af disse kriminelle nogen ret til at præsentere Islam; en ret Islam i sig selv forbyder dem. De der refererer til gerningsmændene som agerende på vegne af Islam, hjælp dem ved at tilbyde dem retfærdighed, støtte og forudsætning, de ikke har, eller fortjener.

 

På den anden side er generaliseringen af skylden af nogle få vildfarne, misledte individer til omspændingen af 1.5 milliarder tilhængere en skandaløs fordømmelse, og beløber sig til en illegal kollektiv afstraffelse af globale dimensioner. Yderligere går ethvert forsøg på at implicere alle muslimer i sådanne ugudelige og hensynsløse gerninger imod de veletablerede principper af international lov.

 

Det håbes derfor, at medierne vil undgå at ty til referencer til Islam i formidlingen af sådanne begivenheder, i forsøg på at udbrede forkert information, der kan risikere muslimers grundlæggende rettigheder verden over.

 

 

Leave a Response »

 

Multikulturalismens død torsdag, dec 4 2008

Den officielle reaktion på urolighederne i sommeren 2001 i nordengland, har taget form. December 2002 så man publiceringen af ”Cantle-rapporten” ved navn ”Community Cohesion”, der definerer regeringens strategi for opretholdelsen af lov og orden i disse byer. På samme tid annoncerede indenrigsministeren, at regeringen overvejede en loyalitets-ed for immigranter, og at sprogprøver på engelsk skulle introduceres. Det blev fortalt, at praktikker såsom tvangsægteskaber og kønsomskæring var blevet tilladt at fortsætte, grundet en overfokusering på ”kulturelle forskelle” og ”moralsk relativisme”. Indenrigsministeren ønskede en ny ramme for kerneværdier, der skulle sætte grænser for fortidens laissez-faire pluralisme. Aviserne syntes at have fundet deres store hvide ridder, der skulle dræbe den politiske korrektheds dæmon.

 

Indenrigsministerens forslag, hvis man tog dem individuelt ud af deres politiske kontekst, var helt igennem fornuftige. Kulturelle forskelle kan ikke bruges til legitimering af undertrykkelse af kvinder, og kendskab til det engelske sprog er en faktor i den sociale inklusion. Derudover kan migrantsamfund ikke leve på samme måde som de gjorde for årtier siden i deres oprindelseslande. Men i forbindelse med at respondere på oprørene der udsprang af politiets manglende evne til at beskytte asiatiske samfund fra racistisk vold, syntes indenrigsministerens kommentarer at være, ”bebrejd offeret”, mere end at forsøge at tage sig af de virkelige problemstillinger. Og hvordan kunne manglende sprogkundskaber være en faktor i skabelsen af uroligheder, når deltagerne i urolighederne var født og opvokset der? Indenrigsministeren argumenterede, at hvis førstegenerationsmødrene ikke kunne tale engelsk, kunne dette være medvirkende til at bidrage til andengenerationens afsavn. Men dette var et meget svagt forsøg på forbindelse. Prøvede indenrigsministeren ikke blot at glatte racismen ud? Hvad værre var, prøvede indenrigsministeren ikke at bruge immigrationspolitik som en måde at disciplinere sorte samfund, derigennem eksplicit prøvende at genforbinde spørgsmål om race og immigration – noget ingen venstreorienteret havde gjort i de sidste tredve år.

 

Men ”Cantle-rapporten” og indenrigsministerens provokerende kommentarer var mere end blot regression. De signalerede også fra statens synspunkt den ”multikulturelle ordning”, der har domineret racerelationers tænkninger i Storbritannien gennem to årtier, ikke fungerer. Urolighederne i 2001 var en brat opvågning. Og begivenhederne siden 11. september har varslet begravelsesklokker for multikulturalismens politikker. Myndighederne har brug for en revideret strategi for at forvalte og bevare et racedelt samfund, lige så effektivt som ”multikulturalismen” på et tidligere tidspunkt gjorde. Den gamle multikulturalistiske formel med at ”fejre forskelle” – i sig selv et svar på urolighederne i de tidlige 1980´ere – skal erstattes. Den nye strategi hedder ”samfundssammenhængskraft” og ”Cantle-rapporten” er grundlaget.

 

”Storbritannien er et multikulturelt samfund” – rundkastes religiøst, men betydningen undersøges sjældent. Alle de storskrydende multikulturalistiske klicheer – sorte samfund er altid ”levende”, yder altid ”positive bidrag”, skal altid ”tolereres” – tjener mere til formørkning end afklaring. Sådanne overfladiske annonceringer har nu nået enden for deres anvendelse.

 

Fra et antiracistisk perspektiv har multikulturalisme altid været et tveægget sværd. Til tider har den været en effektiv modværge mod anti-immigrantpolitikker der begyndte i de sene tressere, udfordrende myten om et etnisk rent samfund. Mod denne nye højrefløjs populære racisme stod multikulturalismen for kravet om selve overlevelsen af ikke-hvide samfund på disse øer. Men i takt med at politikker omkring sorte samfund blev radikaliserede, var selve overlevelsen i Storbritannien ikke tilstrækkelig. De der var født og opvokset her, ønskede at omforme samfundet, ikke blot at blive tolereret i det. Urolighederne i de tidlige 1980´ere, var det mest iøjenfaldende udtryk for dette skifte. Og fra dette tidspunkt skiftede multikulturalismen fra at være en forsvarsposition til en måde at styre og kontrollere på.

 

Multikulturalisme betød nu at tage den sorte kultur af gaderne – hvor den havde været politiseret og skabt til et oprør mod staten – og anbringende den i rådsale, i klasseværelser og i fjernsyn hvor den kunne blive institutionaliseret, bearbejdet og iscenesat. Sort kultur blev derfor fra en levende bevægelse transformeret til et emne for passiv granskning, noget der skulle fejres, mere end handles på. Multikulturalismen blev en ideologi af konservatisme, af bevarelse af status quo, frem for ønsket om fremdrift. I takt med at postmoderne teorier af ”hybriditet” blev populære på akademierne, kom kulturelle forskelle til at blive set som en ende i sig selv, mere end et udtryk for revolte, og konceptet om kultur blev en spændetrøje, hindrende mere end hjælpende kampen mod race og klasseundertrykkelse.

 

Mens multikulturalismens politikker institutionaliserede sort kultur, var det etniceret finansiering der segmenterede og delte sorte samfund. Statens strategi syntes at være, at reformere sorte samfund til tilpasning til det britiske klassesystem som et parallelt samfund med deres eget interne klasselederskab, der kunne forventes at kunne lede. En ny klasse af ”etniske repræsentanter” indtog rådhusene fra midten af 1980´erne og frem, der skulle fungere som surrogatstemme for deres eget etnisk definerede lederskab. De indgik en pagt med autoriteterne; Der skulle dækkes over og skønmales et billede over sorte samfunds modstand til gengæld for frit styre med bevarelsen af deres eget patriarkat. Det var et kolonialt arrangement, der hindrede samfundslederne i at lave radikal kritik at frygt for, at finansieringen af deres yndlingsprojekter skulle komme i fare. Forskellige etniske grupper blev presset til at konkurrere om midler til deres områder. Resultatet blev, at sorte samfund blev fragmenterede, horisontalt af etnicitet, vertikalt af klasse.

 

Det værste var, at raceproblemet blev redefineret i termer af kulturel protektionisme, og den kulturelle udvikling af særligt asiatiske samfund, blev lammet. De blev tildelt deres egen kulturelle blok, hvor asiatiske ledere blev tilladt en kulturel laissez faire, i det store hele fri af statsintervention. Samfundenes ledere prøvede at afskærme deres klaner fra omverdenen, som de kun anså for en trussel mod det patriarkalske system, af hvilket deres magt afhang. Omkostningerne for de asiatiske samfund var enorme, ikke blot målt i politisk undertvingelse, men også i kulturel stagnation.

 

Forretningsgangen betød, at asiater levede et dobbeltliv, tvunget til at bære én maske indenfor deres samfund, og en anden udenfor. Etnicitet blev anerkendt i familien og i det etniske samfund, men forkastet i de offentlige sfærer af skole, arbejde og politik. Som multikulturalismen modnedes blev asiaternes politiske ambitioner rettet mod udfordringen af denne offentlige/private deling, ved at vinde kulturelle rettigheder i den offentlige sfære. Men kulturen der blev kæmpet for, blev i det store hele fikseret i termer af identitet, uændret siden 1960´ernes Asien til 1990´ernes Storbritannien.

 

I den forbindelse blev de politiske energier i sorte samfund delt i områder af kulturelle rettigheder, mens det ekstreme højre fortsatte sine angreb på Politisk Korrekthed. Staten tumlede videre, afbalancerende kravene mellem de to grupper, mens den tillod de underliggende strukturer af ”parallelle kulturelle blokke”-modellen at forblive intakte. Nogle på venstrefløjen, især de associeret med race og klasse, havde på et tidligt tidspunkt identificeret multikulturalismen som en trussel mod antiracismen – på den måde at kampen mod racismen, med Sivanandan´s ord, blev transformeret til en kamp for kultur. Men disse stemmer druknede i det stigende havs identitetspolitikker.

 

I dag er multikulturalismeordningen i krise. Først gennem den succesfulde kampagne af Lawrence-familien efter en fiasko i forbindelse med undersøgelsen af deres myrdede søn, at få anerkendt institutionaliseret racisme i politiet, der viste hvordan debatten kunne ændres fra kulturel anerkendelse til statsracisme. Dernæst har regeringen, der er eksplicit ”multikulturel”, siden 1997 også lanceret et skrækkeligt angreb på asylansøgere. Multikulturalisme, viser det sig, er udmærket kompatibel med anti-immigrantpopulisme. Yderligere, og vigtigst blandt asiater, er kultur ikke længere et bur indenfor hvilket opposition effektivt kan rummes.

 

Indtil for nylig konnoterede asiatisk kultur passitivitet, iværksætning, hårdt arbejde og uddannelse. Asiaterne var rollemodeller for minoriteterne. Lærde forudså, at de imødeså en ”jødisk fremtid”, med tiltagende økonomisk succes kombineret med kulturel konservatisme. Men dette er ikke sket, med undtagelse af et mindretal. Folk fra Bangladesh og Pakistan forsumper fortsat i fattigdom. Og den rebelskhed man almindeligvis associerer med hvide og afro-caribbeansk ungdom, har gennemtrængt den asiatiske arbejderklasse. Deres gamle billede af passitivitet har givet plads for et billede af aggression og kriminalitet, et billede der bekræftes af førnævnte uroligheder, og derefter højnet af ”krigen mod terrorisme”. Det frygtedes nu af nogle, at den asiatiske ungdom var blevet inficeret med en hvide arbejderklasses rebelskhed, og at de ikke længere er pålideligt velopdragne.

 

Hvad værre var, så var understøttelsen af en konservativ minoritet ikke længere en bæredygtig mulighed for staten. Mere end værende en effektiv måde at integrere samfund på, synes kulturelle identiteter, især muslimske identiteter, at være farlige. 1980´ernes løsninger på uroligheder – en større dosis ”kultur” – synes nu at gøre tingene værre. I modsætning til tidligere, hvor sorte unge antoges at lave uroligheder grundet manglen på kultur (der refereredes til som ”etnisk ulempe”), så lavede ungdommen nu uroligheder grundet en overflod af kultur – de var for muslimske, for traditionelle. For staten måtte tidligere tiders laissez faire eftergivenhed ende og kulturelle forskelle holdes i strammere snor. Den ”parallelle kulturblok” blev nu anset for værende en del af problemet, ikke løsningen.

 

”Cantle-rapporten” er regeringens racemanifest. Den tilbyder en formel, i hvilken den adskilte kulturelle udvikling der gennem årtier var blevet tilskyndet, nu skulle underlægges kravene om ”samfundets sammenhængskraft”. Et sæt kerneværdier er at sætte grænser for multikulturalisme, og sorte folk kræves at udvikle ”en større accept af de grundlæggende nationale institutioner”. Racisme i sig selv må forstås som et udkomme af kulturel adskillelse, ikke som årsagen. Og adskillelse ses nu som noget selvpåført.

 

Det ultimative problem er identificeret som ”kulturelle barrierer”, mere end institutionel racisme eller afsavn. Milepælserkendelsen af institutionel racisme i ”Macpherson-rapporten” i forbindelse med dødsfaldet af Stephen Lawrence, er udvandet. Racismen af politiet i Oldham, der ledte til urolighederne, nedtones. Det synes nu, at politistyrken i Manchester, der af deres egen chef i 1999 blev erklæret institutionaliserede racister, nu ikke længere er en del af problemet. I stedet foretages de samme tiltag der gennem de sidste tyve år er foreslået: diversitet og etnisk næsetælling.

 

Ifølge ”Cantle-rapporten” er det ikke så meget institutioner, som attituder, der er fokus for forandringer. Som deres konceptmæssige fætre ”social eksklusion” og ”samfundets sammenhængskraft” handler om netværk, identitet og diskurs, mere end fattigdom, ulighed og magt. Med implikationen af ”politisk korrekt vanvid”-argumenter findes officiel støtte – kulturelle barrierer er tilsyneladende efterladt til forrådnelse, efterladende nægtelse af engagement i åben debat.

 

På lokalniveau er løsningerne lige så banale som analysen: krydskulturel kontakt, mellemkulturel tillid, énsretning af skoler, næring af forståelse og respekt. Ikke så megen fejring af diversitet som forsoning; forlig uden afhjælpende handling. Rapporten begræder aftagningen af borgerlig stolthed, men tilbyder ikke disse byer noget at tage stolthed i – intet håb om økonomisk udvikling eller genoptagelse af lokalt demokrati, blot mere ”naboskab”.

 

På nationalt plan er der initieret en ny ”Community Cohesion Task Force”, og indenrigsministeren har initieret en ”national debat” ved at foreslå, at immigranter aflægger en ”loyalitets-ed” mod den britiske stat, og optager britiske normer. Debattens hensigt er at afklare rettighederne og forpligtelserne for britiske borgere. Men ingen synes at vide hvad de er. Yderligere, det kommende hvidpapir om nationalitet og immigration forventes at lægge ekstra krav på immigranter om engelskkundskaber. Og det nye politiktiltag – introduktionen af ID kortet – vil sandsynligvis forklædes som et ”statsborgerkort”, der skal passe ind i den nye sammenhængsagenda.

 

Allerede kastes modsætninger mellem den nye model og den gamle model omkring, mestendels omkring Islam´s relation til britiskhed. Ifølge multikulturalisternes konsensuslogik skal religionsskoler tilskyndes og opnå statsstøtte. Tilskyndelsen til muslimsk identitet i skoler blev set som sandsynligvis producerende ansvarlige, respektable borgere. Men fra det nye perspektiv af samfundssammenhængskraft, er muslimske skoler farlige vækststeder for separatisme. Regeringen har endnu at løse disse modsætninger. Ligeledes angående imamer i fængsel: tidligere blev de anset for værende en effektiv måde at bringe muslimske unge tilbage til samfundet: nu er de farlige ideologer indoktrinerende anti-vestlige værdier.

 

Strategien om sammenhængskraft kan også anskues som en bredere bekymring i regeringen vedrørende den muslimske befolkning. Dette blev først tydeligt da Indenrigsministeriet´s undersøgelser af kriminalitet begyndte tiltagende at fokusere på folk fra Pakistan og Bangladesh, som potentielle kriminalitetsgrupper. Senere blev konsensus om religiøse tilhørsforhold i befolkningen for først gang optalt, et tiltag bredt antaget at reflektere behovet måling af den muslimske befolkning. Efter den 9/11 er britiske muslimer blevet yderligere kriminaliserede, med raceprofilering i politikkerne som en acceptabel del af anti-terror operationer.

 

Den yderste højrefløj har efter indenrigsministerens tale fået en markant fremgang. Ray Honeyford – den tidligere lærer fra Bradford der i 1980´erne heroisk prøvede at tage et højrefløjsstandpunkt mod multikulturalismen, er kommet ud af gemmerne for at få oprejsning efter alle disse år. Og faktisk er mange af hans argumenter på linie med dagens regering.

 

Det faktum at den gamle multikulturalistiske bevægelse er blevet afhægtet, kan kun være en god ting for anti-racisterne, da det efterlader vejen åben for en genoptagelse af venstrefløjens kritik af mulitikulturalismen tyve år tidligere.

Leave a Response »

 

Paradokset ved muslimsk svaghed fredag, maj 29 2009

I årene efter 9/11 har to fortællinger bredt sig i Vesten, for at forklare naturen af den såkaldte Krig mod Terror. På højrefløjen er det blevet almindeligt at ligestille Islamisme – ideologien der søger at ordne det 21. århundrede under Sharia´ens islamiske middelaldernormer – med en lang række andre totalitære trusler mod det frie demokrati. Eksempelvis Victor Davis Hanson fra Hoover Institution kalder den ”et råddent genfærd der har overlevet fascismen, nazismen og kommunismen som verdens næste ulykke”. Venstrefløjen ser, ikke overraskende, problemet som et produkt af fattigdom og fejlslagne politiker mod Mellemøsten. Robert Fisk fra The Independent bebrejder islamisternes terrorisme på ”politiske situationer og uretfærdigheder i forskellige dele af verden”.

Begge synspunkter er fejlbehæftede. Konservative understreger korrekt islamismens magt og tilhængernes globale ambitioner, men fejler i erkendelsen af bevægelsens mangel på militær og intellektuel tyngde, eller dens begrænsede globale appel i sammenligning med kommunismen i dens velmagtsdage. Venstrefløjen peger korrekt på, at muslimsk overtagelse af Europa er en vrangforestilling eller i det mindste forhastet. Men de fejler i erkendelsen af at i muslimske flertalssamfund som i Asien og Mellemøsten, forbliver islamismen en magtfuld og tiltagende kraft. Bedre organiserede, bedre motiverede, støttede af truslen om vold og beskyttede af kulturelle normer, der forbyder kritik af Islam, er islamisterne i stand til at omstyrte samfundenes naturer hvor end de opnår formel magt. Med mindre de belejrede moderate fra Irak til Indonesien kan finde en måde at modsætte sig islamismen, og bane vejen for idéer, vil de fortsætte med at miste terræn til en stædig bevægelse, der mener den både har Gud og historien på sin side.

Ved første øjekast kan sammenligningen mellem Krigen mod Terror og Den Kolde Krig synes fornuftig nok. Som kommunisterne værdsætter islamisterne gruppen over individet, retfærdiggør af politiske grunde vold og nærer en næsten fysisk antipati mod en verdensorden domineret af frie, velstående demokratier. Yderligere kan man i denne nye version af Den Kolde Krig let udskifte Moskva og Beijing med Riyadh og Tehran, Karl Marx med Al Jazeera´s usoignerede Yusuf al-Qaradawi, og Sovjetunionen´s Verdensfederation af Demokratisk Ungdom med det saudi finansierede Verdensforening af Muslimsk Ungdom. Den indre trussel – engang symboliseret gennem vestlige kommunistiske partier og deres sympatisører, repræsenteres nu af islamvenlige grupper som Council on American-Islamic Relations og Muslim Council of Britain. Derudover går argumenterne på, at hvor kommunistiske og kapitalistiske stedfortrædere lavede spredt fægtning i så fjerne områder som Angola og Afghanistan, så har islamisterne bragt deres kamp til hjertet af Vesten. Pludselig er New York, London og Madrid lige så store slagmarker som Beirut og Baghdad.

Hvor plausibelt det end forekommer, overdriver denne formulering islamisternes styrke, og undervurderer effektiviteten af vestlige institutioner og samfundenes modstandskraft. Jovist, islamistisk intimidering har begrænset ytringsfriheden i visse områder: hollænderne og danskerne må træde varsomt i kritikken af Islam, og forvente et liv med livvagter og sikrede huse. Men islamismen har også affødt en generation af modige muslimske tænkere i Vesten – Ayaan Hirsi Ali, Irshad Manji og Asra Nomani for blot at nævne et par stykker – der er villige til at stille de ubekvemme spørgsmål, der har tendens til ikke at blive stillede i deres oprindelseslande.  - Terrorismen er blevet inddæmmet. Det eneste der nu når forsiderne er forpurrede plot. Derudover forfaldt islamismen til en stejl, glædesløs, bogstavelig islamfortolkning, de ikke kan håbe på, vil strække sin appel til mere end en minoritet i minoriteten i Vesten – de muslimer der drages af Islam´s stærke utopiske vision. Osama bin Laden vil aldrig komme til at pryde lige så mange T-shirts som Che Guevara.

Islamisternes svaghed i Vesten modsvares kun af den muslimske verdens tilbageståenhed. I sin storhedstid kunne Sovjetunionen med nogen ret hævde, at kunne matche U.S.A. på så forskellige områder som skak, ballet, matematik, olympiske discipliner, flyve –og rum forskning. Fjern olien fra de muslimske lande, og man står tilbage med samfund der samlet set kan fremvise færre resultater end en middelstor asiatisk magt, ikke iberegnet exceptionelle lande som eksempelvis Korea.

Denne realitet gør det let at afvise den islamistiske trussel, som mange af Vesten´s venstreorienterede gør, eller indsnævrer islamismens dimension til aktiviteterne af en håndfuld terrorgrupper – al-Qaeda eller sydøstasiens Jemaah Islamiyah. Og alligevel er det paradoksalt nok de muslimske samfunds elendige tilstand, der gør islamismen til en så formidabel magt. Dagligt erindrede om at de er modtagere af Gud´s sidste åbenbaring, favner en stor minoritet af muslimer – måske mellem 10 og 15 procent – den islamistiske idé om, at grunden til deres tilbageståenhed ikke skal findes i deres manglende evne til at favne moderniteten, men skal findes i den manglende mulighed for fuldstændigt at favne deres tro. Mange flere, ikke udelukkende islamister, er overordnede sympatiske overfor et verdenssyn der er svøbt i konspirationsteorier og tvangsmæssigt bebrejder muslimske fejlslag på udenforstående. Jøder, amerikanere og frimurere er deres yndlingsspøgelser.

Selvfølgelig er hverken religiøs fordunkling eller mangel på selvkritik et muslimsk monopol. Indien har sine fundamentalister, der gør optøjer mod muslimerne, og angriber malere og lærde. Amerika har sine kristne, der fører krig mod Darwin i klasserummet. Ikke desto mindre er den fare islamisterne udgør mod de frie demokratier af en helt anden størrelsesorden.

Islamisterne – til trods for at de næsten altid er en minoritet – tenderer at være bedre motiverede og bedre motiverede end deres modstandere. Svage eller sympatiserende domstole og politistyrker tillader dem at udøve vold og true med vold for at styre det offentlige rum – om det så drejer sig om at drive Playboy ud af Jakarta eller belejre vejen til lufthavnen i Beirut. Kulturelle normer – selv i relativt åbne lande som Malaysia og Indonesien – sætter enhver offentlig kritik af Islam ud af spillet. Spaniere der støtte prævention og homoseksuelles rettigheder kan direkte erklære, at de er ligeglade med hvad Biblen eller Paven mener. En indoneser eller pakistaner der siger det samme om Koranen og profeten Muhammed, inviterer til anklager om ”Islamofobi” og trusler om vold.

Indflydelsen islamisterne udfører i gaderne og på den offentlige diskurs har haft sin virkning. Selv steder hvor de ikke har formel magt – som i Ægypten og Pakistan – har islamisterne ledt samfundene i uliberal retning. I Ægypten kommer kvindelige universitetsstuderende under tiltagende pres for at bære tørklæde, end de gjorde for en generation siden. I dele af Pakistan har islamisterne erklæret krig mod musik og sæbeoperaer. I Indonesien finder kristne og kætterske muslimer som eksempelvis Ahmadiyya ofte deres kirker og moskeer under belejring.

I hvert af disse lande må de der tror på at lighed for kønnene, ytringsfrihed og tankefrihed er universelle værdier, og ikke blot vestlige værdier, gøre dette med den ene hånd bundet på ryggen.

Så mens talen om at Islam baner sig vej ind i Washington, London og Paris kan være overdrevne, så sikrer særlige betingelser i den muslimske verden, at truslen mod det frie demokrati i Jakarta, Kuala Lumpur og Islamabad ikke forsvinder i den nærmeste fremtid.

Leave a Response »

 

Jihad Jane and the Jews fredag, maj 29 2009

I ugevis har jeg leget med idéen om at skrive en klumme om Ward Churchill. Jeg synes bare ikke at være i stand til at mønstre energien. Måske er det fordi der er så mange professorer her i North Carolina, der præcist lige så vanvittige og inkompetente som den nu berygtede Colorado professor.

For eksempel er der Jane Christensen, der underviser ved North Carolina Wesleyan College. Ét kig på hendes hjemmeside gør mig stolt af at være Metodist.

Det er egentligt ikke billedet af Jane, der holder en M-16 med en sort hætte over sit hoved, der er problemet. Problemet er mere, at hun nægter at returnere mine telefonopkald, så vi kan diskutere indholdet af hendes hjemmeside og nogle af hendes kurser. Hendes hjemmeside linker til nogle interessante artikler. Et eksempel følger:

”Amerika kæmper krige i Afghanistan og Irak under zionistisk kontrol…Jøder styrer indirekte Amerika (og det meste af verden). De narrer os til at kæmpe og dø for DEM. Politikere i den ”frie verden” er for kujonagtige til at modsætte sig zionismen”.

Et andet link præsenterer teorien om, at Ariel Sharon er parat til at angribe Amerika:

”Israel slår ind på en mere aggressiv tilgang til krigen mod terror, der vil inkludere iscenesættelsen af målrettede drab i U.S.A. og andre venlige stater…”

Et andet link siger, at Israel forbereder et nukleart angreb på Iran:

”Et hold af amerikanske computerspecialister fløj til Diego Garcia, for at tilpasse den seneste version at softwaren kendt som ”over the horizon”. Den ville tillade et Harpoon missil (udrustet med et nukleart sprænghoved) at ramme Iran´s atomare etablissement med uhyre præcision”.

Den første kommentar under artiklen blev lavet i navnet ”Killing Jews is Good”. Intet mere behøves sagt.

Før du konkluderer, at professor Christensen´s hjemmeside kun indeholder anti-semitisk læsning, så kig lige på følgende:

”Invasionen af koalitionsstyrker i Irak i marts 2003 har ført til døden for mindst 100.000 civile, afslører den første videnskabelige undersøgelse…af næsten 1000 hushold på tværs af Irak”.

Ja, du læste rigtigt. En videnskabelig undersøgelse ”af næsten 1000 hushold” afslørede, at vi dræbte 100.000 civile i Irak før novembervalget.

Givet denne ”anbefalede læsning” ved jeg, at de fleste af jer vil være chokerede over de to første spørgsmål i Christensen´s sluteksamen for et fag kaldet ”The American Presidency”:

1. Hvordan har krigen mod terrorisme bidraget til magten i præsident Bush´s embede? (diskuter mindst 4 måder)

2. Diskuter det overvældende angreb på demokratiske rettigheder under Bush administrationen, oh hvad dette betyder for det fremtidige demokratiske styre i Amerika”.

Ingen ledende spørgsmål her!

Det skal retfærdigvis siges, at Bush ikke er Christensen´s eneste mål i klassen. Hun beder studerende om at besøge Alex Jones´s hjemmeside www.Infowars.com (og bruge den som officiel reference) fordi ”Den er én af de bedste på nettet!”. Den er ikke alene anbefaler læsning. Den er krævet læsning, hvor studerende kan lære slemme ting om Reagan og Bush.

Eksempelvis afslører hjemmesiden, at der var homoseksuel prostitution indenfor kredsen af Reagan og Bush i Det Hvide Hus. De prostituerede var små drenge sendt af sovjetiske agenter for at indgå i, ikke blot sodomi, men spionage. Linket taler også om ”homoseksuel prostitution og pædofile kriminelle handlinger i en skjult men vidtrækkende børnesex ring tæt knyttet til Senatet og medlemmer af Underhuset og Overhuset – men også tidligere præsident George H. W. Bush”.

Mens du læser denne hjemmeside (huskende på at ”det er én af de bedste på nettet”), ordene ”911”, ”de (Bush administrationen) vidste”, ”de lod det ikke blot ske”, og ”de fik det til at ske”, kommer farende over skærmen. Husker du Orwell´s 1984?

Det skal retfærdigvis siges, at Jones´s hjemmeside ikke altid er anti-semitisk, som så mange andre anbefalede og krævede læsninger for Christensen´s klasse. Eksempelvis anklages Bush familien for at have finansieret opbygningen af Hitler regimet i 1930´erne. I det mindste implicerer antagelsen, at der er noget galt i at gasse jøder. Hvis alt dette bliver for meget for troværdigheden, så gå blot til hjemmesiden, og søg på artiklen “How Bush’s grandfather helped Hitler’s rise to power.”

Ingen mad, drikkelse, tyggegummi eller mobiltelefoner tolereres i Jane Christensen´s klasse (ring 252-985-5118 eller email jchristensen@ncwc.edu). Men bagvaskelse og anti-semitisme tillades af en snæversynet person, der figurerer som lærd. Altså når hun ikke poserer som hætteklædt terrorist med en M-16.

Leave a Response »

 

Angrebet på universelle menneskerettigheder tirsdag, feb 24 2009

Er det en ny form for kolonialisme at insistere på, at enhver person i ethvert land er berettiget til menneskerettigheder? Det mener jeg ikke. Men der findes folk på politikkens venstrefløj, der nu allierer sig med traditionelle højreorienterede i deres afvisning af universaliteten af menneskerettigheder. De påstår, at menneskerettigheder er en vestlig opfindelse og påtvingelse, og argumenterer, at kræve at udviklingslande overholder kvinders rettigheder og homoseksuelles rettigheder, er en ny form for imperialisme.

Den reaktionære venstrefløj fordømmer tortur i Irak udført af amerikanske styrker, men ignorerer den udbredte anvendelse af tortur i nabolandet Iran. Tættere på vore breddegrader provokerer det neo-nazistiske British National Party venstreorienteret forargelse, hvorimod had mod hinduer og forsøgt tvangskonvertering promoveret af visse islamistiske grupper, er for venstrefløjen ikke-eksisterende.

Multikulturalismen påberåber sig retfærdiggørelsen af overbevisninger og handlinger, der er i konflikt med universelle menneskerettigheder. Et godt eksempel på dette er påtvingelsen af slør på små piger i mange islamiske samfund – og nogle islamisters forsøg på at importere denne sexistiske undertrykkelse til vestlige lande. Vi taler ikke her om den voksne kvindes frie uafhængige valg ikke at bære hijab, burka eller nigab. Pigebørn har ikke noget ægte frit valg til at vælge, da de er unge og magtesløse. I mange islamiske samfund er slør enten påkrævet ved lov, eller resultatet af pres fra familier, imamer, naboer og det bredere muslimske samfund. Selv i Vesten siger visse folk, at sløret på det hunkønnet er en del af muslimsk kultur, at vi må acceptere dette og respektere denne kulturelle forskel. Muslimske pigers rettigheder erklæres dermed underordnet de kollektive krav fra ortodoks mandligt domineret Islam. Denne ræsonnering er typisk for den måde mange multikulturalister allierer sig med de hegemoniske kræfter indenfor minoritetskulturer. De negligerer rettighederne for minoriteterne indenfor minoritetskulturerne, og er tilsyneladende ligeglade med, at visse kulturelle praktikker konflikter med internationale almindeligt accepterede standarder for menneskerettigheder. Resultatet er moralsk forvirring, tvetydighed, kompromiser og dobbeltmoral omkring menneskerettighedskrænkelser i store dele af verden.

En anden multikulturalistisk fejl har været at bøje sig for ”kulturel sensitivitet”: tilladende nogle samfund at blive undtaget fra normerne omkring universelle menneskerettigheder når det drejer sig om emner som tvangsægteskaber og homoseksuelles adaption. Den liberale venstrefløj plejede at modsætte sig al undertrykkelse og stod solidarisk med alle undertrykte mennesker. Ofrenes race eller religion – og forbrydernes – betød ingenting. Al undertrykkelse, uanset hvorfra den stammede, blev modstået. Nu, på den anden side, vinder moralsk og kulturel relativisme terræn. Vi fortælles, at alle samfund er forskellige – med forskellige værdier, forskellige historier og forskellige måder at tilpasse sig emner. Alle disse forskelle er lige valide, og må respekteres og accepteres. At betvivle dem, belæres vi, er at påtvinge andre vores livsform – en form for kulturel imperialisme.

Det er sandt, at der ikke findes én skabelon, der passer alle. Men der findes bestemte universelle menneskelige værdier, der bør forsvares i alle kulturer til alle tider. Vi bør ikke acceptere praktikker, der forbryder sig mod menneskerettigheder, punktum! Hvis vi ikke vil acceptere sådanne praktikker i vore egne samfund, så bør vi heller ikke acceptere dem i andre samfund. At tillade folk i andre lande at lide uværdigheder vi ikke ville tolerere i vort eget land, er en skamløs dobbeltmoral. Mens favnelsen af multikulturel diversitet ofte er en god ting, så må vi også acceptere, at ud over et vist punkt holder den frigørende lev-og-lad-leve attitude op, og bliver undertrykkende. Når dele af Sikh samfundet forfølger deres egne medlemmer, der tilfældigvis er homoseksuelle, eller vælger frafald til andre grene af religionen, så kan det vel ikke være acceptabelt? I 2004 tvang en konservativ Sikh aktivist i Birmingham succesfuldt lukningen af skuespillet Behzti, og tvang forfatteren til at gå under jorden. De brød sig ikke om det faktum, at skuespillets historie om voldtægt og mord foregik i et Sikh tempel. For at få skuespillet aflyst tyede de til trusler og vold. Det var skinbarlig intimidering og censur. En dominerende højreorienteret fraktion af sikh´ismen var i stand til at undertrykke et skuespil den ikke brød sig om. De liberale sikh´ers stemmer blev tavsgjorte.

 

Alle folk indeholder kultur, men det betyder ikke, at alle kulturer er lige valide og dydige. Der visse love, politiske systemer og teknologier, der moralsk og praktisk underlegne. Omvendt er der helt sikkert værdier og ideer der er indiskutabelt bedre end andre. Oplysningstiden var bedre end den mørke middelalder. Frihed er bedre end slaveri. Demokrati er bedre end fascisme. Videnskabelig kundskab er bedre end overtro. Mens alle mennesker bør respekteres, så er det ikke alle overbevisninger og traditioner der bør respekteres. Politiske og religiøse ideer baseret på racisme, patriarkat og homofobi er ikke respekt værdige. De bør udfordres, ikke tåles i respekt for andre kulturer.

Der findes eksempelvis kristne fundamentalistiske sekter i dele af Afrika, der mener, at børn med handicap er besatte af Djævlen. Børn med indlæringsvanskeligheder er emner for grusomme åndeuddrivelser. Disse ritualer kan indbære ekstrem fysisk og psykologisk mishandling. Eftersom vi ikke tolererer mishandling af børn i hvides kirker i London, bør vi heller ikke tolerere mishandling i sortes kirker i Lagos. Ikke desto mindre tåler mange ellers progressive folk i multikulturalismens navn fordomsfulde racistiske og religiøse minoriteter på det grundlag, at disse fordomme er del af deres etniske og spirituelle tradition. I visse kredse synes det som om, at tradition nu er en undskyldning og et alibi for brud på menneskerettighederne.

Leave a Response »

 

Det nye hierarki af undertrykkelse onsdag, feb 25 2009

Paralyserede af angsten for at blive stemplet som racister, imperialister eller islamofober er store dele af venstrefløjen blevet blødsødne i deres forpligtelse overfor universelle menneskelige rettigheder. De fordømmer beredvilligt, og med rette, amerikansk og engelsk umådeholdende udenrigspolitik, men åbner sjældent munden mod ikke-hvide undertrykkere og tilhængere af religiøse minoriteter. Hvorfor denne dobbeltmoral? Svaret skal delvist findes i en pervers fortolkning af multikulturalismen, der har splittet fejringen af forskelle i universelle menneskerettigheder.

Race og religion regerer nu i et fordærvet hierarki af undertrykkelse. Kvinders og homoseksuelles rettigheder erklæres ofte undværlige i den ”den højere sags tjeneste”. Misogyni og homofobi tolereres tiltagende under iagttagelse af ”harmoniske samfundsrelationer”. Faktisk er tendensen blandt mange angiveligt progressive at afvise fællesstandarder for rettigheder og forpligtelser. De kræver, at vi ”tager hensyn”, og viser ”kulturel sensitivitet” vedrørende fordomme mod folk fra bestemte etniske og religiøse samfund. Er det ikke nedværdigende, endog racistisk, at dømme folk ud fra forskellige standarder?

De moralske værdiers hierarki har formet den offentlig politik om diskrimination. Lovgivningen om racisme er langt hårdere end lovgivningen om homofobi. Nedsættende racemæssige bemærkninger medfører langt stærkere offentlig fordømmelse end sexistiske bemærkninger gør. Visse venstreorienterede formummer i deres fordømmelse af intolerance, når intolerancen stammer fra ikke-hvide folk; hvorimod de voldsomt ville fordømme lignende intolerance, hvis intolerancen blev luftet af hvide mod sorte eller kristne mod muslimer. Den nye mode for dele af venstrefløjen er ideen om, at vi må ”forstå” fordomme fra racemæssige og religiøse minoriteter; dog viser meget få af disse den samme ”forståelse” for den fordomsfulde arbejderklasse.

Visse argumenterer at vor vestlige kristne historie og kolonialisme, i visse kvarterer af minoritetssamfund er ansvarlig for etniske, religiøse og patriarkalske fordomme. De hadpropaganderende i disse samfund kan angiveligt dårligt holdes ansvarlige. I denne skyldredne ”anti-racistiske” fortælling har vi gjort de fordomsfulde, til de intolerante de er. Vi? Hvordan kan dagens generation af unge mennesker holdes ansvarlige for, hvad deres forfædre gjorde for 200 år siden? Sådan infantil nonsens er tiltagende et træk ved venstrefløjens diskurs.

Denne dobbeltmoral omkring menneskerettighederne påvirker endog lovhåndhævelsen. I Storbritannien og Jamaica er adskillelige sorte kunstnere frie til uden frygt for retsforfølgelse at opfordre til mord på homoseksuelle. Som vi alle ved, kunne ingen homoseksuel nogensinde slippe af sted med opfordring til drab på sorte. Ligeledes tillades visse fundamentalistiske muslimske gejstlige at godkende de såkaldte ”æresdrab” på ikke-kyske kvinder; hvorimod enhver kvinde der vovede at advokere for gengældelse mod islamiske misogynister, meget snart ville finde sig selv i en retssal

Leave a Response »

 

Den fraværende venstrefløj torsdag, feb 26 2009

Det praktiske resultat af de tiltagende reaktionære former for multikulturalisme har været, at venstrefløjen ganske enkelt er fraværende, når det drejer sig om mange former for undertrykkelse. I Storbritannien har Southall Black Sisters og Women Against Fundamentalism længe ført kampagner mod såkaldte æresdrab, tvangsægteskaber, vold i hjemmet og kvindelig omskæring. Og med rette. Men hvor er den liberale venstrefløjs solidaritet med deres kampagner? Og hvorfor støtter ikke flere progressive folk i Vesten kvinder i udviklingslande, der modsætter sig den patriarkalske praksis, der indebærer bortskæringen af klitoris og sammensyningen af pigers genitaler? Omkring 130.000.000 kvinder er på verdensplan ofre for kønsomskæring. Det er på daglig basis en forbrydelse mod menneskeheden, med næsten ikke så meget som en mumlende protest fra alle venstrefløjens folk, der anser dem selv som humanitære.

Men når forbrydelser mod menneskerettighederne udøves af undertrykkere, der tilfældigvis ikke er hvide (i Darfur, Vest Papua, Zimbabwe, Iran, Uganda, Vest Sahara og andre steder) styrter mange progressive væk. Skrækslagne ved tanken om at blive stemplet som racister hvis de fører kampagne mod en sort tyran som præsident Robert Mugabe fra Zimbabwe, synes de mere bekymrede om sikringen af deres politisk korrekte omdømme, end at sikre sikkerheden for de undertrykte. Mugabe´s regime har massakreret flere sorte afrikanere end Sydafrika´s apartheid diktatur. Min i modsætning til den store og meget succesfulde anti apartheid bevægelse, så findes der ingen signifikante solidaritetskampagner, der støtter kampen for demokrati i Zimbabwe. Hvorfor ikke?

Hvorfor stod så mange ellers gode folk i Vesten tilbage og ingenting gjorde under folkemordene i Congo og Rwanda? Venstrefløjen hidsede sig med rette op over Abu Ghraib, men sad på hænderne i forbindelse med Rwanda og Congo. Hvordan kan dette retfærdiggøres? Omkring en million mennesker blev dræbt i Rwanda, og over tre millioner mennesker er blevet dræbt i Congo. Hvor var den internationale kampagne, der skulle standse disse folkemord?

De politiske kolbøtter og etiske krumspring i dele af den liberale venstrefløjs meningsdannelse er ligeledes forbløffende i forbindelse med islamisk fundamentalisme. Mens alle muslimer bør forsvares mod fordomme og diskrimination, skal muslimer der undertrykker andre udfordres. Det var sært at se en liberal avis som The Guardian sidste år give en platform i sin kommentarsektion til en leder af den anti-demokratiske og anti-semitiske gruppe Hizb ut Tahrir. Endnu mere bekymrende publicerede i 2006 det venstreorienterede magasin Red Pepper artikler sympatiserende med Hezbollah og Moqtada al-Sadr – til trods for deres graverende liste af menneskerettighedskrænkelser. De samme udgivelser tilbyder sjældent progressive muslimer en stemme.

Jeg er blevet anklaget for ”islamofobi” i mit forsvar for muslimske ofre for fundamentalisme. Min forseelse? Jeg fordømte steningen af utro o Nigeria og Pakistan, og førte kampagne mod pakistanske myndigheders mishandling af homoseksuelle i Pakistan. Som svar stiller jeg mine anklagere spørgsmålet: Kan vi legitimt forblive tavse, når muslimer lider under forfølgelse fra andre muslimer? Ville ingenting sige eller gøre, hvis denne forfølgelse skete for muslimer i Storbritannien, og forfølgerne var hvide?

I visse islamiske lande dræbes frafaldne muslimer, eller muslimer der tilhører den ”forkerte” sektEr denne muslim-mod-muslim undertrykkelse vor opmærksomhed eller bekymring uværdig? Jeg kan ikke se hvordan det moralsk kan retfærdiggøres at forblive ligegyldig overfor lidende folk fra andre lande, styret af andre politiske systemer og følgende andre overbevisninger. Menneskerettigheder er, i mine øjne, for alle – ikke blot for visse.

Anklager om ”islamofobi” og ”racisme” fabrikeres og manipuleres tiltagende for at stoppe debatten, tavsgøre kritikkere og miskreditere modstandere. Folk bliver i stor stil svinet til at borgmesteren i London og hans Socialist Action partipampere, af National Assembly Against Racism, af Muslim Council of Britain og den notoriske hjemmeside IslamophobiaWatch. Den principløse sekteriske venstrefløj kollaborerer med højrefløjsislamister såsom den sexistiske, homofobiske og anti-semitiske fundamentalist Yusuf al-Qaradawi. Da nogle vovede at fordømme Qaradawi´s støtte til terrorbombninger og kønsomskæring, blev de afvist som ”islamofober”. Ideen var at marginalisere kritikken ved at tilsværte disse som anti-muslimer.

I dagens etiske ”omvendte verden” synes mange selvproklamerede ”anti-racister” ganske glade i negligeringen af det fundamentalistiske Islam´s rolle i folkemordene i Darfur regionen i Sudan, hvor racistiske arabiske islamister massakrerer den sorte afrikanske befolkning. Man hører aldrig fra venstrefløjen noget hysterisk skråleri mod homofobien i Muslim Council of Britain, i Islamic Human rights Commission og Muslim Association of Britain. Disse reaktionære organisationer kæmpede for at bevare den anti-homoseksuelle love som paragraf 28 og den seksuelle lavalder. Mens disse førte kampagne i støtte for homofobisk diskrimination, så venstrefløjen den anden vej.

Jeg støtter multikulturalisme, men med dette forbehold: multikulturalisme er en kraft for det gode, forudsat den ikke involverer værdier og praktikker der fastholder fordomme, uretfærdighed og lidelse. Enhver bør have ret til at forfølge deres egen moral og livsstil, så længe de ikke skader andre eller indskrænker andre folks frihed. Med disse kvalifikationer burde anderledeshed respekteres, og vi burde kunne tænke og gøre hvad vi har lyst til. Kristne fundamentalister burde derfor være frie til at praktisere deres overbevisning. Hvis de mener homoseksualitet er forkert, har de ret til den overbevisning og afstå fra seksuel samkvem mellem samme køn. Kristne ægtepar der tror på streng bibelskbaseret deling af arbejde i hjemmet kønnene imellem, bør tillades at leve deres liv i overensstemmelse med dette. Men de har ingen ret til at insistere på, at deres homofobiske, patriarkalske fortolkning af teksten skal være landets lov og påtvinge den på alle andre. I offentligheden bør alle borgere behandles som ligemænd, med delte forpligtelser og retten til menneskerettigheder.

Denne skelnen mellem offentligt og privat er vital. Den tilbyder en måde at administrere nogle af de spændinger der involverer forskellige samfund – inklusive spændinger mellem majoriteten og minoritetssamfundene, og minoriteterne i minoritetssamfundene.

Reaktionære fortolkninger af multikulturalismen ignorerer, tolererer og undskylder fordomme og mishandling i mangfoldighedens og diversitetens navn. Den fostrer social deling, moralsk forvirring og dobbeltmoral – ofte til skade for de mest sårbare: minoriteterne i minoritetssamfundene. Progressiv multikulturalisme handler om respekten for og fejringen af forskelle, men indenfor rammerne af universel lighed og menneskerettigheder. Den forudsætter velkommenheden og favnelsen af kulturel diversitet, forudsat det ikke involverer undertrykkelsen af andre. Der kan ikke findes nogen selektiv tilgang til frihed og retfærdighed. Menneskerettigheder er universelle og udelelige.

Leave a Response »

 

Muslimske medicinstuderende nægter at rulle ærmerne op for hygiejneforholdsregler, da det er imod deres religion fredag, feb 27 2009

 

Sundhedsmyndighederne har krisemøder med muslimske medicinstuderende, der grundet religiøs overbevisning modsætter sig nye hygiejneregler.

 

De studerende i hospitaler i mindst tre store engelske byer har grundet religiøs overbevisning nægtet at følge regulativer målrettede at tackle multiresistente bakterier, afsløres det.

 

Kvindelige medicinstuderende ved børnehospitalet Alder Hey i Liverpool protesterede mod at rulle ærmerne op, når de vaskede deres hænder og rulle ærmerne op på operationsstuen, hævdende at det var usømmeligt.

 

Tilsvarende bekymringer blev rejst ved Leicester University, og Sheffield University rapporterede et tilfælde, hvor en muslimsk studerende nægtede at vaske hænder, da dette ville afsløre hendes underarme.

 

Nogle studerende har sagt, at de ville foretrække at forlade studiet frem for at afsløre deres underarme, men eksperter har sagt, at der ingen undtagelser skulle gøres grundet religiøse overbevisninger.

 

En talsmand for Royal hospital sagde, at de havde oplevet hændelser med muslimsk personale, der ikke rengjorde deres underarme med alkohol gel, selvom dette nu var adresseret.

 

Dr. Steve Ryan, medicinsk direktør ved Alder Hey sagde, at mens ”det bare under albuen” handler om patientsikkerhed, så regner han med at finde en løsning med de muslimske medicinstuderende.

 

Han sagde: ”Vi specificerer bare underarme, ingen ure, ingen neglelak eller falske negle i kliniske områder. God håndhygiejne er én af de vigtigste og enkleste gøremål, vi kan foretage i indgåelsen af sundhedsassocierede infektioner. Et antal kvindelige studerende har spurgt University of Liverpool, om vi kunne tilbyde dem faciliteter, hvor de kan skifte deres beklædning til operationsbeklædning.

Vi kunne med glæde imødekomme deres anmodning, og disse faciliteter er nu inkorporerede”.

 

Medicinstuderende ved Alder Hey Hospital hævder, at retningslinierne modsiger deres religion.

Dr. Charles Tannock, et konservativt parlamentsmedlemog tidligere hospitalkonsulent, sagde: ”Disse studerende undervises ved hjælp af skatteydernes penge, og de har en pligt til at bekymre sig om, at deres patienter ikke udsættes for en sundhedsrisiko”.

 

Måske skulle disse kvinder ikke vælge en medicinsk karriere, hvis ikke de føler sig i stand til at underlægge sig de retningslinier, alle andre skal følge. Men Islamic Medical Association insisterede på at tildækning af hele kroppen i offentlighed, undtagen ansigt og hænder, var et grundlæggende princip i Islam. Den sagde: ”Ingen praktiserende muslimsk kvinde – læge, medicinstuderende, sygeplejerske eller patient – burde tvinges til at afsløre underarmene”.

 

De nye sundhedsretningslinier blev introduceret for at undgår spredningen af potentielt dødelige infektioner som MRSA og Clostridium. Den nye retningslinie hjælper de nationale sundhedsmyndigheder at planlægge og implementere hvor de kan forebygge og styre sundhedsplejeassocierede infektioner. De former kriterierne med hvilke sundhedsmyndighederne kan sikre, at patienter kan tages omsorg for, og holde risikoen for infektioner så lav som mulig.

 

PS: Tag lige et kig på nedenstående. Er der andre end mig der finder dette foruroligende?

 

Constitution

The Muslim Doctors and Dentisits Association UK (M.D.D.A. UK) 1. Name The name of the Association is Muslim Doctors and Dentists Association UK (the Association) 2. Objects and powers 2.1 The objects of the association shall be:- 2.1.1. To advance the Islamic religion in the practice of medicine in the United Kingdom 2.1.2. To advance medical education in relation to the doctrines, practices and traditions of the Islamic religion. 2.1.3. To promote research in various aspects of medical science and to disseminate and publish the useful results of such research. 2.1.4. To promote the preservation and protection of the good health of Muslims in the United Kingdom.

http://mdda.org.uk/web/content/view/28/57/

Leave a Response »

 

Multikulturalisme ”driver unge muslimer til at afvise britiske værdier” søndag, mar 1 2009

Multikulturalismens doktrin har fremmedgjort en hel generation af unge muslimer, og gjort dem tiltagende radikaliserede, har en undersøgelse afdækket.

I stærk kontrast til deres forældre sympatiserer et tiltagende antal med ekstreme lærer i Islam, med næsten fire ud af ti der ønsker at leve i Storbritannien under Sharia lov.

Undersøgelsen identificerer signifikant støtte til at bære tørklæde i offentligt rum, islamiske skoler og endog dødsstraf for muslimer der konverterer til en anden religion.

Mest alarmerende beundrer 13% af unge muslimer organisationer såsom al-Qaeda, der er ”parate til at bekæmpe Vesten”.

Undersøgelsen tydeliggør et skel i opfattelser for muslimer i alderen 16 til 24 år, af hvilke de fleste er født i Storbritannien, og opfattelser hos deres forældre, der med større sandsynlighed er immigranter.

En rapport sideløbende med undersøgelsen, bestilt af den højreorienterede tænketank Policy Exchange og udarbejdet af Populus sagde, at multikulturalismedoktrinen var i det mindste delvist ansvarlig.

En række venstreorienterede ministre har for nylig brudt med idéen om, at forskellige samfund ikke burde tvinges til at integreres, men burde tillades at fastholde deres egen kultur og identitet.

Trevor Philips, formand for Commission for Racial Equality, og Dr. John Sentamu, ærkebiskoppen af York, har også udtrykt alvorlig tvivl om multikulturalismen.

Akademiker Munira Mirza, ledende forfatter af undersøgelsen siger: ”Fremkomsten af en stærk muslimsk identitet i Storbritannien er delvist resultatet af multikulturelle politikker implementeret siden 1980´erne, der har fokuseret på forskelle på bekostning af delt national identitet og delt folk etnisk, religiøst og kulturelt”.

Undersøgelsen af 1.000 muslimer, udformet til repræsentation af befolkningen på tværs af Storbritannien fandt, at en tiltagende minoritet af unge føler, at de har mindre til fælles med ikke-muslimer end deres forældre føler.

Mens kun 17% i alderen over 55 år sagde, at de ville foretrække at leve under Sharia lov, så er dette forøget til 37% for unge i alderen 16 til 24 år.

Sharia lov der praktiseres i store dele af Mellemøsten, specificerer stening og amputering som rutinemæssige afstraffelser for forseelser.

Sharia lov fungerer også som religiøs kode for livsmåde, dækkende diæter og påklædningskoder. Religiøst politi er ansvarligt at bringe mistænkte for særlige domstole.

Undersøgelsen fandt, at 19% at muslimerne over 55 år ville foretrække at sende deres børn på islamiske statsskoler. Dette forøgedes til 37% for unge i alderen 16 til 24 år.

Hvis en muslim konverterer til en anden religion, mener 36% af unge i alderen 16 til 24 år, at dette burde straffes med døden, sammenlignet med 19% af folk på 55 år og derover.

Ifølge undersøgelsen foretrækker 74% i alderen 16 til 24 år, at muslimske kvinder bærer slør, sammenlignet med kun 28% for folk på 55år og derover.

Undersøgelsen af Mirza, en britisk født datter af pakistanske immigranter konkluderer, at visse muslimske grupper har overdrevet problemet med ”Islamofobi”-følelsen blandt ikke-muslimske briter, der har antændt en fornemmelse for offerrolle.

Det store flertal af muslimer, 84%, mener, de er blevet behandlet fair i det britiske samfund.

Og lidt over en fjerdedel, 28%, mener, at de britiske myndigheder er gået lige langt nok i deres bestræbelser på ikke at støde muslimerne.

Regeringen er blevet anklaget for at fejle i deres takling af såkaldte ”hadetalere”.

Ingen er til dato blevet dømt efter lovgivningen, der skal tage sig af den slags personer. Én radikal gejstlig, Abu Hamza, blev i årevis tilladt at opfordre til ekstremisme, før han endeligt blev retsforfulgt, men under separate love, og kun under trusler om at han ville blive udvist til U.S.A.

Den muslimske venstreorienterede Shahid Malik sagde, at undersøgelsens resultater er foruroligende:

”Der er onde stemmer derude, og denne undersøgelse viser, at nogle af disse stemmer afgjort har gennemslagskraft. Folk vender stadig det blinde øje til, og håber, at det vil forsvinde. Det kan, og vil det ikke af egen kraft. Selvfølgelig spiller regeringen en rolle, men med de muslimske samfund i sig selv må mere gøres for at anerkende, at denne udfordring eksisterer. Jeg har i årevis argumenteret for, at British National Party er et hvidt fænomen, som det er op til det hvide samfund at adressere. Så ekstremisme eksisterer i Islam´s navn, og det er noget det muslimske samfund må tage ansvar for. Det er min opfattelse, at hovedstrømmen af muslimske paraplyorganisationer ikke har mødt udfordringen, og ikke accepterer dybden af de problemer der møder dem”.

Hr. Malik pegede på en enkelt lovændring, der kunne hjælpe adresseringen af radikaliseringen, var at gør komiteer af trosledere, der lovligt leder moskeer, ansvarlige for opildnende erklæringer erklærede på deres ejendomsområde.

Baronesse Uddin, den eneste muslimske ligestillede, sagde, at undersøgelsen ikke afbillede hendes erfaringer med synspunkterne hos medlemmerne af samfundet.

Men hun sagde, at mange unge muslimer der er født i Storbritannien har en fuldstændigt anden tilgang til deres forældre og bedsteforældre, der oversøisk immigrerede til landet.

”Mens vi sagde: ”Dette er ikke vort hjemland. Vi må tilpasse os. Vi må bidrage”, så har de unge en fornemmelse af, at dette nu er deres hjem, og at de er parate til at sige hvad de ikke bryder sig om i landet. De har fastslået deres identitet, og er gået dybere ind i deres religion. Det ville have været uhørt for én som mig i en alder af 16 år at have beklaget sig over England. Men nu hvor unge mennesker går gennem vanskeligheder i forbindelse med jobmuligheder og uddannelse, så giver de deres mening til kende”.

Baronesse Uddin sagde, at hun var enig i ”majoritetens synspunkt”, at britisk udenrigspolitik også havde skærpet muslimske klager.

De venstreorienterede medlemmer af parlamentet for Birmingham Perry Barr og Khalid Mahmood sagde: ”Vore unge mennesker er blevet tilladt at falde i hænderne på yderligtgående organisationer, der rekrutterer dem på universiteterne, skolerne, gymnasierne og moskeerne. De bliver manipulerede. Det er vanskeligt for regeringen at foreskrive en vej frem for det muslimske samfund. Jeg tror ikke det er muligt for den. Det er op til hovedstrømmen af nationale muslimske organisationer, der ærligt talt har fejlet”.

Leave a Response »

 

Multikulturalisme og selvlikvideringen af Europa tirsdag, mar 3 2009

Den 9.november 1938 lancerede naziregeringen ondsindede pogromer i hvilke tusinder blev taget til fange og sendt til koncentrationslejre, mens skarer af unge nazibøller smadrede vinduerne i jødiske hjem og butikker. Krystalnatten sendte et mørkt ildevarslende varsel om en morderisk fremtid for Europa.

Næsten præcist 67 år senere har andre skarer af unge bøller overtaget gaderne i et orgie af brutal vold, komplet med racemæssige og religiøst motiverede drab. Men der er en sær forskel.

Dengang var volden rettet mod en hadet racemæssig og religiøs minoritet i den indfødte majoritets navn. I dag er det en racemæssig og religiøs immigrantminoritet der initierer en terrorkampagne mod den indfødte majoritet.

Europa lærte aldrig den virkelige lektion om nazismens onder. I stedet for at afvise nazismens dybeste præmisser har Europa forvandlet dem til en ny form, således at Europa ikke længere søger at likvidere sine raceminoriteter, men i stedet gør disse minoriteter magtfuldkomne til udførelsen af europæernes selvlikvidering.

Standardsynet på nazismen er, at roden til nazirædslerne var overmåde selvsikkerhed og selviskhed, hvilket gav nazisterne selvtilliden til at påtvinge deres interesser med magt. I virkeligheden viser selv en overfladisk undersøgelse af nazipropagandaen det modsatte. Mere end advokerende for rationel vished, var nazisterne dogmatiske subjektivister. Hermann Göring erklærede famøst at, ”to plus to er fem, hvis Føreren ønsker det” – hvilket inspirerede deres had til sindet og deres tilbedelse af umenneskelig vold. Og hvad angår selvinteressen, var nazisterne helt igennem kollektivister, der fastholdt, at individets interesser må skånselsløst ofres i racens interesse. Hitler deklarerede ”Du bist nichts, dein Volk ist alles” – ”Du er intet, din race er alt”.

Men hvad sker der hvis man tror – som det er tilfældet med de fleste akademikere og mainstream venstreorienterede – at vished og selviskhed var fundamentale nazistiske laster? Så vil man være parat til at acceptere ethvert nazistisk fundament – så længe de ordnes i en mere skeptisk selvundervurderende form.

Det er præcist hvad Europa har gjort. Europæerne har accepteret ideer, der stammer direkte fra nazismen – både i deres filosofiske fundament og i deres historiske afstamning – men i en mere ”politisk korrekt” version.

Ideologien for disse altruistiske nazister er multikulturalisme.

Jeg fik min første anelse af dette for nogle år siden som filosofistuderende, da jeg blev bevidst om en akademisk kontrovers over afsløringerne, at to indflydelsesrige filosoffer fra det tyvende århundrede – Martin Heidegger og Paul de Man – var nazisympatisører. Det meste af kontroversen drejede sig om denne involvering med nazisterne (Heidegger meldte sig ind i nazistpartiet, og de Man sympatiserede med nazisagen) formindskede værdien af fundene i deres filosofiske arbejde. Men få kommentarer adresserede den filosofiske lighed mellem naziideologien og ideerne af disse to filosoffer.

Dette er et afgørende spørgsmål, da Heidegger og de Man var grundlæggerne af den mest indflydelsesrige samtidige filosofiskole, kaldet ”Dekonstruktion”, der har fungeret som det teoretiske grundlag for multikulturalismen.

Essentielt er Dekonstruktion et angreb på fornuft til fordel for den samme dogmatiske subjektivisme opretholdt af nazisterne. Det er synspunktet, at der ikke findes sådan noget som objektiv sandhed, ingen måde at bevise noget med reference til fakta og beviser. Hvad er så basis for nogen antagelse af hvad der er sandt eller falskt, godt eller dårligt, rigtigt eller forkert? All disse ideer afgøres, ikke af fakta, men af et uundvigeligt spind af irrationelle antagelser og subjektive følelser. Og hvad former disse antagelser og følelser? Dagens dekonstruktionister konkluderer, at de formes af kollektive sociale kræfter, af moderne akademiers hellige treenighed ”race, klasse og køn”.

Her når vi til to essentielle ting omkring nazismen: afvisningen af fornuft og sindets favorisering af tilbedelse af dyriske følelser, og hævdelsen af det kollektive over det individuelle. Hvad adskiller så den moderne intellektuelles ideer fra nazisternes filosofi? Tillægget af en altruistisk tvist. Nazisterne var helt sikkert for selvopofrelse, da de advokerede for (og gennemtvang) opofrelsen af det individuelle selv for den kollektive racegrandiositet. Men de moderne intellektuelle erklærer, at de er endnu mere altruistiske, da de er villige til at ofre vor egen race til fordel for andre racer.

Dette er den essentielle mening med multikulturalismen. Multikulturalisterne accepterer de ondsindede antagelser, at individets ideer og værdier determineres af racen – men, siger de, kardinalsynden er at være racemæssigt selvhævdende. Altså, det værste man kan gøre, er at antage sin egen gruppekulturs universelle sandhed eller overlegenhed på bekostning af andres ideer og værdier. ”Alle kulturer er lige” er multikulturalisternes teori. I praksis betyder det, at vi må være parate til at underordne vor egen kultur – den vestlige civilisations kultur – for at vise vores ”respekt” for enhver anden kultur på kloden, fra eskimoer til patagoniere og videre til, skal vi sige, muslimer?

Meningen med multikulturalisme bliver tydeligst når den møder religionen Islam.

Muslimerne nedgør fornuft, ikke til fordel for personlige følelser, men til fordel for en tilsvarende subjektiv tro; i Islam, bliver to og to fem hvis Allah ønsker det. Og hvad angår relationer Islam og andre kulturer imellem, er Koranen meget tydelig. Folk fra andre kulturer skal tvinges til at konvertere til Islam – under trusler om død – undtagen nogle få hvis eksistens kan tolereres, så længe de accepterer status af ”dhimmi”, andenklasses borgere, der pligtskyldigt accepterer en række restriktioner, for ikke støde de sensitive muslimer.

Multikulturalisme er et program for selvpåført dhimmisering. Det er allerede vist til hvilken absurd længde vestlige multikulturalister er villige til at gå for at udslette vor egen kultur af underdanig respekt for muslimernes ”sensitivitet”. Eksemplerne rangerer fra det trivielle (fjernelsen af offentlig skulptur af en gris i England, da muslimerne anser grisen for et ”urent” dyr) til det ildevarslende, såsom Storbritannien´s lovforslag om at kriminalisere kritik af andres religion – essentielt bandlysende uenighed med Islam.

Men intetsteds er resultaterne mere ildevarslende end i Frankrig. Optøjerne beskrives som et produkt af Frankrig´s manglende evne til at ”assimilere” muslimske immigranter fra Nordafrika, og forskellige grunde angives som grund til dette fejlslag. Men den mest fundamentale grund er, at Europa for længst har tabt enhver interesse i at assimilere sine immigranter. Europa har faktisk helt opgivet selve ideen om assimilation. At indrullere andre i europæisk kultur – jamen den slags kulturel selvhævdelse vil svare til nazisternes selvhævdelse. I stedet har Europa gjort sig store bestræbelser på at tilpasse sig andre kulturer – ved at tilskynde immigranter til i årtier at leve afsondrede i deres egne enklaver.

Hvad der satte de seneste optøjer i gang, var ikke svær tilstedeværelse af politi og franske autoriteter i muslimske nabolag. Det var det faktum, at politiet indtil for nylig havde behandlet disse områder som ”no-go zoner”, efterladte til muslimernes egen varetagelse. Det var det franske politis forsøg på at opnå en vis grad af kontrol efter års multikulturalistiske tolerance, der satte optøjerne i gang.

Det er ikke blot det, at franske muslimer må assimilere sig fransk kultur. Det er det, at der må være en selvtillidsfuld kultur for dem at assimilere i. Man kan ikke assimilere i selvudslettelse.

I en nation som Amerika leder accepten af multikulturalisme til en slags langsom råddenskab i takt med at de distinktive ideer ved kulturens rod – Oplysningstidens idealer af vore forfædre – langsomt hensyner gennem negligering. Men en sådan nation kan i generationer ride på sit tidligere kulturelle momentum, tagende mange år at kollapse indefra – og det giver os lang tid at bekæmpe multikulturalismen i, før det er for sent. En nation som Frankrig der finder sig selv som vært for en stor minoritet af skingre religiøse muslimske immigranter helt igennem uberørte af Oplysningstidens intellektuelle og politiske traditioner, vil ikke tillades luksusen at dø gennem langsom råddenskab. Det må handle meget hurtigere for at redde sig selv.

Det er i gaderne af de parisiske forstæder man nu kan se de ultimative effekter af multikulturalismen – og en fornemmelse af ildevarsel om den mørke og morderiske fremtid der ligger Europa i vente.

Leave a Response »

 

Muslimske medicinstuderende tiltagende besværlige torsdag, mar 5 2009

Nogle muslimske medicinstuderende nægter at deltage i klasser eller svare på eksamensspørgsmål der vedrører spørgsmål der er alkoholrelaterede eller  seksuelt transmitterede, da de hævder, at det støder deres religiøse overbevisning.

Nogle lægestuderende siger at lære at behandle disse sygdomme, konflikter med deres tro, der erklærer, at muslimer ikke må drikke alkohol og skal afstå fra seksuel promiskuitet.

Et mindre antal medicinstuderende har endog nægtet at behandle patienter af modsatte køn. En enkelt mandlig studerende var parat til at dumpe sin sidste eksamen, frem for at gennemføre en grundundersøgelse af en kvindelig patient.

De religiøse protester fra studerende er bekræftet af British Medical Association (BMA) og General Medical Council (GMC), der begge understregede, at de ikke godkender sådanne handlinger.

Dette vil intensificere debatten tændt forleden med afsløringen om, at Sainsbury tillader muslimer ved kassen af religiøse årsager i supermarkeder at nægte at håndtere kunders alkohol. Dette betyder, at andre ansatte må tilkaldes for at scanne vin eller øl ved kasseapparatet.

Kritikere, inklusive mange islamiske lærde, ser denne indvilligelse som i overkanten, og siger at muslimerne svigter deres professionelle ansvar.

Dog, det er derudover også fremkommet, at Sainsbury også tillader sine muslimske farmaceuter at nægte at sælge fortrydelsespiller til kunder. I en Sainsbury i Nottingham afslog en farmaceut ved navn Ahmed at levere pillen til en kvindelig journalist, der foregav at være kunde. En kollega forklarede hende, at Ahmed det ikke var af etiske årsager, at Ahmed nægtede at sælge pillen. Boots tillader også farmaceuter at nægte at sælge pillen af etiske årsager.

British Medical Association siger, at det har modtaget rapporter om muslimer, der ikke ønskede at lære noget om alkohol eller effekterne af overkonsumering. ”De er så store modstandere af konsumeringen af alkohol, at de ikke vil lære noget om det”, siger en talsmand.

General Medical Council siger, det har modtaget rekvireringer fra studerende for vejledning om ”man kunne udelade dele af uddannelsens medicinske curriculum og stadig tillades at bestå”. Professor Peter Rubin, formand for General Medical Council´s uddannelseskomite sagde: ”Eksempler har inkluderet nægtelse af at tilse patienter, der er påvirkede af sygdomme forårsagede af alkohol eller seksuel aktivitet, eller nægtelse af at tilse patienter af et bestemt køn”.

Han tilføjede, at ”fordomsfuld behandling grundet patientens køn eller ansvaret for deres tilstand, ville modgå de mest grundlæggende principper af etisk medicinsk praksis”.

Shazia Ovaisi, en alment praktiserende læge i nordlondon sagde, at én af hendes mandlige medstuderende på lægestudiet ikke fuldførte sin uddannelse, da denne nægtede at undersøge en kvindelig patient som del af sluteksamen. ”Han var akademisk begavet, én af de bedste studerende, men gradvist kom han ind i visse islamiske grupper, og begyndte at blive mere radikal”, sagde Ovaisi. ”Man kunne se en forandring i hans personlighed som tiden gik. Under sluteksamen skulle han behandle en kvindelig patient på hospitalet. Han nægtede at gøre det, selv om det ville have været en meget enkel undersøgelse, ikke noget påtrængende. Men han nægtede, og som resultat heraf dumpede han. Jeg var ret chokeret og skuffet, da jeg ikke ser noget i vores religion, der forhindrer os i at undersøge mandlige og kvindelige patienter”.

Både Muslim Council of Britain og Muslim Doctors and Dentist Association sagde, at de var klar over at studerende faldt fra, men støttede dem ikke.

Dr. Abdul Majid Katme fra Islamic Medical Association sagde: ”At lære om alkohol, at lære om seksuelt transmitterede sygdomme, at lære om abort, giver os flere beviser til at lave kampagner imod det. Der er forskel på at lære og praktisere. Det er obligatorisk for muslimske læger og studerende at lære om det det hele. Profeten sagde ”Lær om heksekunst, men praktiser den ikke”.

Leave a Response »

 

Fitna fremvisning irriterer amerikanske muslimer fredag, mar 6 2009

Fremvisningen af en anti-Islam film af den kontroversielle højreorienterede hollandske filmmager i Capitol Hill fredag den 27. februar udløste raseri hos amerikanske muslimer og løftede øjenbryn.

”Jeg er en stærk fortaler for ytringsfriheden. Men dette handler ikke om ytringsfrihed, men snarere om sømmelighed, timing og lokalitet”, sagde repræsentant Keith Ellison i en erklæring til IslamOnline.net.

Den Konservative republikaner senator John Kyl havde inviteret Geert Wilders, leder af det højreorienterede parti Frihedspartiet, til en fremvisning i et bekvemt lokale i Capitol Hill kendt som L.B.J. Room.

Senator Kyl har ret til at være vært for enhver han ønsker, men det bliver et spørgsmål om sømmelighed at anvende Capitol Hill som lokalitet for fordømmelsen af en hel religion”, insisterede Ellison.

Dokumentaren ved navn ”Fitna” – et arabisk ord for ”tilskyndelse til oprør” eller ”strid” – anklager Koranen for tilskyndelse til vold.

Koranen sidestiller også vers fra muslimernes hellige bog med rapporter fra angrebene den 9/11, såvel som den grusomme billeder af Madrid bombningerne fra 2004 og London bombningerne den 7/7.

Filmfrigivelsen har tiltrukket fordømmelse fra muslimer og anti-diskriminationsgrupper verden over. Den hollandske regering har distanceret sig fra dokumentaren og indholdet af denne.

Wilders er for nylig af den britiske regering blevet nægtet adgang til Storbritannien grundet hans ekstreme synspunkter.

Han blev af immigrationsmyndighederne ved Heathrow Airport den 12. februar tilbageholdt og tvunget om bord på det næste fly tilbage til Hollad

Radwan Masmoudi fra Center for the Study of Islam and Democracy kritiserede også fremvisningen af den kontroversielle film I Capitol Hill.

”Jeg ved godt han ikke har et skæg og ser rar ud med sit blonde hår, men hans synspunkter og meninger er ekstreme spejlbilleder, præcise spejlbilleder af hvad al Qaeda har prøvet at lære”, fortalte han CNN. ”Han er Holland´s al-Qaeda”.

Wilders er notorisk i sin voldsomme kritik af Islam. Han kaldte på bandlysning af muslimernes hellige bog, og beskrev den som ”fascistisk”, og sammenlignede den med Adolf Hitler´s ”Mein Kampf”. I januar blev Wilders af Holland´s domstol stævnet for tilskyndelse til had og diskrimination mod muslimer.

Ellison, Amerika´s første muslimske kongresmedlem sagde, at fremvisningen af Fitna i Capitol Hill sender et forkert budskab til muslimer. ”På et tidspunkt hvor præsident Obama har sagt til den muslimske verden: ”Vi er parate til at initiere et nyt partnerskab baseret på gensidig respekt og gensidige interesser”, fostrer fremvisningen af en film der nedgør 1.4 milliarder af verdens borgere ikke gensidig respekt eller gensidig interesser”.

Obama administrationen har lovet efter otte besværlige år under George W. Bush, at vende et nyt blad i Amerika´s relationer med den muslimske verden. I sin indsættelsestale svor Obama at søge en ”ny vej frem” med den muslimske verden. Hans udenrigsminister Hillary Clinton besøgte Indonesien, verdens folkerigeste muslimske land, på sin første udenrigsrejse, i håb om at restaurere Amerika´s image.

”På et tidspunkt hvor Amerika skulle levere fornyet lederskab for fred og forståelse mellem Vesten og den muslimske verden, må man stille spørgsmålstegn ved visdommen og dømmekraften i promoveringen af en film der fejlagtigt fordømmer en hel religion – især i Capitol Hill”, insisterede Ellison.

Leave a Response »

 

Farlige områder i Bruxelles lørdag, mar 7 2009

I Bruxelles er adskillige områder forvandlet til farlige områder, politiet ikke kan komme i. Områder hvor politiet dårligt kan patruljere uden at blive overdynget med sten, uden at blive angrebet eller uden at politibilerne bliver smadrede. Ikke overraskende er omkring 80% af indbyggerne i disse områder af islamisk oprindelse. Det er mere reglen end undtagelsen, at aggressorerne er under den kriminelle lavalder. Politiet hævder at i adskillige områder behøves to patruljevogne ved enhver mellemkomst. Én bil til at udføre opgaven, og én til at forhindre at den første bil ikke bliver smadret. Mange betjente undgår disse notoriske immigrantområder. En ung immigrant stjal eksempelvis en bil, kørte den ind i en flere politibiler, og prøvede at køre en kvindelig politibetjent over. Han indrømmede hændelsen, og erkendte endog at have prøvet at slå den kvindelige betjent ihjel. Den belgiske domstol lod ham gå. Den kvindelige betjent led svære kvæstelser, og måtte sygemeldes i månedsvis. Med 145 arrestationer uden én eneste dom kan den belgiske domstol ikke ligefrem siges at være politiets allierede. Betjente fra Bruxelles har i et flamsk magasin erklæret, at kriminelle immigranter bliver arresteret i dusinvis af tilfælde for væbnede røverier, biltyverier og narkosmugling. Hver gang beordrer den offentlige anklager efter for få timers arrest løsladelse. De kriminelle griner af politiet. Én betjent hævder at have arresteret en ung forbryder 145 gange, uden at denne har tilbragt ét eneste minut i fængsel.

Ifølge betjentene fra Bruxelles modtager betjentene ingen støtte fra lokale politikere overhovedet. I de notoriske distrikter tilhører de fleste borgmestre socialistpartiet Wallon. Når betjente angribes, eller skydes på, og beder om at få tilsendt assistance, bliver de altid beordrede til at trække sig tilbage. Én af betjentene siger, at ”Borgmestrene ikke bryder sig om den pågående tilgang”. I Vorst, Sint-Gillis eller Anderlecht; overalt er det samme historie. Det handler alt sammen om stemmer. I disse områder er 70% til 75% af indbyggerne islamiske immigranter. Valgene handler kun om én ting: hvilket parti sørger for, at mit barn ikke kommer i fængsel, når det stjæler en pung? Og det har det socialistiske parti Wallon nu i årevis sørget for.

I stedet for at afdelingen for interne anliggender tager sig af disse affærer, der skriger til himlen, og giver de belgiske domstole reprimander, reagerer belgiske politikere som de plejer: de kritiserer lækken af oplysninger til pressen. Hvem der vover at afsværge den belgiske tys-tys-politik, skal straffes! I mellemtiden bliver betjente i Bruxelles, der kun ønsker at udføre deres arbejde, konstant intimiderede af politiets afdeling for interne anliggender, og komiteen der undersøger alle anklager mod politiet. De forhøres, som om det er dem der er de virkelige kriminelle, i timevis. De unge immigranter forsømmer ingen mulighed for at rette anklager om racisme mod politiet, hver gang de arresteres. Som resultat heraf resignerer mange betjente, bliver syge eller lider af depression. Antallet af selvmord blandt belgiske betjente er derfor også højere end i nabolandene. At være betjent i Bruxelles er ikke længere noget drømmejob. I dag ligner denne profession mere en øvelse i overlevelse.

Leave a Response »

 

Ægyptisk gejstlig: Jøderne er fjender, ikke fordi de besatte Palæstina. De ville have været fjender, selv om de ikke besatte noget. mandag, mar 9 2009

De bliver ved med at fortælle os, at det ikke handler om ”stjålet land”, og at bevilling af land og at skabelsen af en palæstinensisk stat ikke vil ende konflikten. Og vi fortsætter med at nægte at tro det. Ægyptisk gejstlig Muhammad Hussein Ya´qoub: Jøderne er muslimernes fjende uanset besættelsen af Palæstina”, fra MEMRI TV, den 17 januar, med tak til Sr. Soph:

Følgende er udtræk af en tale leveret af den ægyptiske gejstlige Muhammad Hussein Ya´qoub, der blev sendt på Al-Rahma TV den 17. januar 2009:

Muhammed Hussein Ya´qoub: Hvis jøderne overlod Palæstina til os, ville vi så begynde at elske dem? Selvfølgelig ikke. Vi vil aldrig elske dem. Absolut ikke. Jøderne er vantro – ikke fordi jeg siger det, og ikke fordi de dræber muslimer, men fordi Allah sagde: ”Jøderne siger, at Uzair er søn af Allah, og de kristne siger, at Kristus er søn af Allah. Dette er ordene fra deres munde. De imiterer ordene af tidligere vantro. Må Allah bekæmpe dem. Hvor vildledte de er”. Det er Allah, der sagde, at de er vantro.

Koranen 9:30

Jeres opfattelse af jøderne burde først og fremmest være, at de er vantro, og derefter at de er fjender. De er ikke fjender fordi de besatte Palæstina. De ville have været fjender, selv om de ikke besatte noget overhovedet. Allah sagde: ”I skal finde de stærkeste mænd i fjendskab mod de vantro at være jøder og polyteister”.

Koranen 5:82

For det tredje må I tro, at jøderne aldrig vil holde op med at dræbe os. De kæmper ikke, som de hævder, for land og sikkerhed, men for deres religions skyld: ”Og de vil ikke holde op med at bekæmpe jer før de får jer til at vende jeres religion ryggen, hvis de kan”.

Koranen 2:217

Sådan er det. Vi må tro, at vor kamp med jøderne er uendelig, og den vil ikke ende før det endelige slag – og det er det fjerde punkt. I må tro på, at vi vil bekæmpe, besejre og udrydde dem, indtil ikke der findes én eneste Jøde tilbage på jordens overflade.

Det er ikke mig der siger det. Profeten sagde: ”Dommedag vil ikke komme før I bekæmper jøderne og dræber dem. Jøderne vil gemme sig bag stene og træer, og stenene og træerne vil råbe: Oh muslim, oh tjener af Allah, der er en Jøde bag mig, kom og dræb ham – bortset fra Gharqad træet der er jødernes træ”. Jeg har hørt, at de planter mange af disse træer nu.

Hadith kan findes i Sahih 6985

Hvad jer jøder angår – Allah´s forbandelse på jer. Allah´s forbandelse på jer, hvis forfædre var svin og aber.

Koranen 2:62