For seksuelt korrekte feminister undertrykker ægteskabet kvinder, og familien avler patriakat. Begge er resultater af kapitalismen. Lykkeligt gifte kvinder anses for værende patologiske og forrædere. For at retfærdiggøre denne eksplosion af fjendskab, peger de på raten af vold i hjemmet, selvom vold mod kvinder – som målt i mordrate – ikke er steget i forhold til befolkningsvæksten. Selvom kønsfeministernes syn på ægteskabet er på grænsen til det absurde, så er den nøgle til forståelsen af dybden af det had de retter mod heteroseksuel sex og mænd. Dette er også nøglen til forståelsen af følelserne der giver næring til seksuel korrekthed.

Hvad er Familien?: Den konservative og kønssynet
Konservative mener, at den traditionelle familie er samfundets institutioners grundlæggende byggesten; den væver selve de kulturelle værdiers stof.

Kønsfeministerne er enige. Men ud over denne enighed er et ideologisk skænderi mellem disse to modsatrettede stemmer vedrørende den ægteskabelige institution og familieinstitutionen brudt ud.

På den ene side hædrer de konservative familien som en uundværlig del af civilisationen. Kun familier kan yde den langtidsvarende følelsesmæssige stabilitet og dedikation, som børneopdragelse kræver. Kun familien kan sikre reproduktion og den rigtige socialisation af børnene. Ud over det forsynes familien med et følelsesmæssigt og seksuelt understøttelsessystem for gifte par, der har brug for et værn mod de slag verden giver. Uden familien forudser de konservative et nedbrud af moralske værdier og en stigning i socialt anarki.

I den modsatte ende af det politiske spektrum afviser kønsfeministerne familien, af nogenlunde de samme årsager til at de konservative hylder den. Det er de traditionelle værdiers bastion, og en træningsarena for samfundets institutioner. Kort sagt er familien den patriakalske kapitalismes grundlag, som kønsfeministerne påstår, er selveste kilden til kvinders undertrykkelse.

Konflikten omkring den amerikanske familie komplikeres yderligere af den hast hvor med den redefinerer sig selv. I 1950´erne bestod den typiske familie af en mand og en kone, med to eller tre børn. Konen gik hjemme, mens manden arbejdede og sørgede for sin familie.

I dag synes der ikke at være nogen typisk familie. Ingen stereotyp kernefamilie. Skildte forældre, ugifte mødre og adopterende homoseksuelle har ændret forældrerollens udseende. Hjemmelivet er blevet transformeret af økonomiske realiteter, der tvinger de fleste mødre ud i arbejdslivet og ud af køkkenet.

I sit essay ”The Changing Role of the Family”, forklarer Laura Levin:

“I 1950 var kun 18% af koner med børn under 18 år på arbejdsmarkedet. Omkring 1980 var dette tal oppe på 54%. Mens vores stereotype amerikanske familie har indebåret en beskæftiget far og en hjemmegående mor…passer nu kun 12 % af de amerikanske hjem denne model”
Denne transformation i ”familien” præsenterer noget af et problem for kønsfeministerne. Det er vanskeligt at arbejde med noget der tager så mange former som den moderne familie. Alligevel ser feministerne en fællesnævner indenfor alle ægteskaber; nemlig undertrykkelsen af de kvindelige medlemmer.

Dette er sandt selv for en familie der udelukkende består af kvinder; en familie udelukkende bestående af en enlig mor og en datter. Denne type familie er undertrykt af mænd, fordi dens interaktion er refleksioner af et uretfærdigt patriakat, som begge kvinder møder på arbejdspladsen og i det politiske system. Fordi de er kvinder vil deres familieenhed være økonomisk fattigere og have færer muligheder end en sammenlignelig familie der er mandlig, såsom en far og søn.

Kampen om familien og ægteskabet er ideologisk. Når konservative og kønsfeminister anskuer de samme institutioner, drager de radikalt forskellige konklusioner. De konservative ser en naturlig og letfungerende enhed, hvis negative karakteristika – såsom husvold – er afvigelser. Kønsfeministerne ser på familierne og ser ”Diary of a Mad Housewife” – en roman fra sentresserne af Sue Kaufman, der nedskrev en bylevende øvre middelklassehusmors angst. Misbrug, såsom husvold, anses for værende det ufiltrerede udtryk for ægteskabets status.

Feministernes syn på ægteskabet og familien
Inden for feminismen har diskussionen om ægteskabet ændret sig gennem de seneste årtier. Så godt som alle feminister deler den opfattelse, at mænd og kvinder oplever familien på radikalt forskellige måder. Dette er ikke en biologisk selvfølgelighed; det er en faktuel politisk og økonomisk erklæring. Gennem århundreder har ægteskabsloven favoriseret mænd i sådan en grad, at en kone ofte ufrivilligt kunne indlægges på en institution for sindslidende på ægtemandens underskrift. Selv efter at ægteskabsloven blev reformeret, syntes den ægteskabelige institution at favorisere mændene, i eksempelvis fordelingen af det huslige arbejde.

Men liberale feminister anser ægteskabet for muligt at redde, som en institution der har behov for reform, mere end for elimination.

Den liberale feministiske kritik af familien begyndte i tresserne, med Betty Friedan´s centrale værk ”The Feminine Mystique”. Friedan argumenterede, at den tids amerikanske kvinder var slavebundne af hushold, og definerede ud fra deres roller som mor og kone. Selvom hun kaldte familien en ”komfortabel koncentrationslejr”, var Friedan´s mål ikke at udslette ægteskabet. Hun ville blot, at kvinder insisterede på mere af livet, på at række uden for ægteskabet for tilfredsstillelse.

År senere brugte visse feminister Friedan´s teorier til at argumentere for at afskaffe familien. Hun skrev dog et andet værk; ”The Second Stage”. Her forklarede hun, at hendes teorier var blevet misforstået. Kønsfeministerne havde taget hendes teorier lagt ud over hendes intentioner. Friedan bad om at genoverveje ægteskabet. Hun anråbte feministerne til at bevæge sig væk fra anti-familie-retorikken og tilbage til en dialog der adresserede de fleste kvinders behov, der var koner og mødre. Hun bad om en humanistisk evolution, der ville berige familieinstitutionen, ved at inkludere mændenes behov og ønsker. Betty Friedan repræsenterer den liberale feminists synspunkt.

Interessant nok har en anden pioneer i kvindefrigørelsesbevægelsen følt behov for at publicere bog nummer to, for at forsvare konceptet ”familie”, nemlig Germaine Greer. I halvfjerdserne deklarerede Greer med sin uhyrlige opførsel og chokerende sprog guerillakrig mod afhængigheden af mænd.

Greer efterlyste en revolutionær nedbrydelse af kønsrollerne. Hun opfordrede kvinder til at være promiskuøse og i det hele taget seksuelt eventyrlystne. Hun påstod, at kvinder ikke var klar over hvor meget mænd hadede dem. Greer fortalte historier om gruppevoldtægt og brutalitet, og lod til at anse den slags vold for værende normen mænd og kvinder imellem. Hendes løsning: kvinder skulle nægte at gifte sig. Hvis de alligevel giftede sig, skulle de nægte at være monogame eller acceptere ægteskabets fælde, såsom ægtemandens efternavn, en delt skattebillet eller en bryllupsring….Ligeledes skulle kvinder forkaste deres rolle som forbrugere i et kapitalistisk samfund.

Til trods for denne kønsretorik, var Greer ikke klar i sin fordømmelse af familien. Ej heller fandt hun mænd usympatiske, som hun anså for værende medofre for systemet. I stedet ville Greer erstatte status quo med hvad hun kaldte en ”organisk familie”

I en senere bog forsvarer Greer dog en mere traditionel version af familien. Hun accepterer, at ideen om at en ægtemand, en kone og børn konstituerer en grundlæggende familieenhed.

Det liberale ideal om ”ligeværdigt ægteskab” – i hvilken mænd og kvinder deler ansvaret ligeligt, inkluderende husholdning- er blevet forkastet af kønsfeminister. I sit essay ”The Many Faces of Backlash”, ballastkaster Florence Rush konceptet om ”menneskelig frigørelse” på det grundlag, at mandlig frigørelse ingen historisk basis har. Rush anser liberale der gør sig til talsmænd for et sådan ideal for værende forrædere. Deres understøttelse…

”…vildledende og langt mere lumsk, og har krævet enorme ofre. Mange kvinder finder det vanskeligt at modstå løftet om et omsorgsfuldt, ligeværdigt partnerskab med en sympatisk mand”

Det virkeligt radikale angreb på familien begyndte med Kate Millett´s bog ”Sexual Politics”. Selvom Millett´s synspunkter var ekstreme, præsenterede hun dem på en disponeret og gennemundersøgt måde der gav hende troværdighed. I arbejdet med mand/kvinde-forholdet (seksualpolitikken), dvælede Millett næsten tvangsmæssigt ved pornografi og sado-masokistisk litteratur, mere end ved kærlighed, moderskab og det succesfulde ægteskab. For hende syntes pornografi at indbefatte mand/kvinde-forholdet. Og gennem angrebet på seksualpolitikken, angreb Millett hele den samfundsmæssige magtstruktur; altså patriakatet. Ægteskabet var selve organet der vedligeholdt det traditionelle mønster med mandens magt over kvinden.

Millett´s teorier blev fulgt op af så ekstreme stemmer som Shulamith Firestone, Susan Brownmiller og Ti Atkinson. I takt med at kønsideologien blev konstrueret, begyndte den at have indflydelse på mainstreamfeminismen. Kønsfeministen Catharine MacKinnon beskrev skiftet fra liberalisme til anti-ægteskabs-synspunktet. Dette var et skifte fra ønsket om ligeværdig behandling til krav om retfærdighed:

”Da (efter liberal feminisme) var der en kvindebevægelse der kritiserede…krig som mandlig ejakulation. Den kritiserede ægteskabet og familien som den institutionelle smeltedigel af mandlige privilegier…Nogle kritiserede sex, inklusive kønslig omgang som institution, som en strategi og praktik i underkastelse”

Titlerne på populære feministiske bøger fra den tidlige bevægelse understreger skismaet mellem kønsfeministerne og kvinder der vælger at være hjemmegående. En delvis liste indeholder: Jill Johnston´s ”Lesbian Nation”, der kaldte heteroseksuelle kvinder for forrædere; Kate Millett´s ”Sexual Politics”, der redefinerede heteroseksuel sex som en magtkamp; Kathrin Perutz´s ”Marriage is Hell” og Ellen Peck´s ”The Baby Trap”, der argumenterede for, at babyer blokerede for frigørelse. Den ideologiske besked var klar: det personlige er politisk, ægteskab er legaliseret prostitution, heteroseksuel samkvem er voldtægt; mænd er fjenden; familien er fængslet.

Når hjemmetanken ikke blev revet i politiske stykker, blev den ignoreret. Eksempelvis den populære antologi ”Sisterhood is Powerful” indeholder 74 essays. Kun ét havde noget at gøre med moderskab. Dette var tilsyneladende ikke et anliggende udelukkende for kvinder.

Baggrunden for kønsfeministernes analyse af ægteskabet
Kønsfeministen Catharine MacKinnon beskriver skiftet fra det liberale ægteskabssyn, familie og heteroseksuel sex: Kønsfeministerne håner ægteskabet, og familien har ikke blot distanceret sig fra de liberale, men fra majoriteten af kvinder der har valgt ægteskab og moderskab.

Hvad er specifikt kønsfeministernes teori om ægteskabet?
Kønsfeministerne anser ægteskab for en ufrivillig tilstand, hvor kvinder har status af ejendom. For dem er ægteskab og familie uforvekseligt bundet til privat ejendom, klassestrukturen og produktionsbrugen. Med andre ord er familien et aspekt af kapitalismen. Meget af denne analyse bygger på marxistisk teori, især værket af Friedrich Engels, medforfatter til ”Det kommunistiske manifest”

Han argumenterede, at undertrykkelsen udsprang af kernefamilien. Men Engels – meget citeret af Kate Millett, en pioner i kønsteori – var hånlig overfor den opfattelse, at familien gennem historien havde underlagt sig kvinden. Han placerede kraftigt skylden på skuldrene af kapitalismen, der havde ødelagt kvinders prestige indenfor familien. Engels skrev:

”At kvinden ved begyndelsen til samfundet var mandens slave, er en af de mest absurde opfattelser. …Kvinder var ikke bare frie, men havde en højt respekteret status i de tidlige stadier af civilisationen, og var den store kraft i klanerne”

Derfor romantiserer kønsfeministerne de præ-industrielle tider. På familiegården påstås det, at den mandlige og kvindelige arbejdssfære var uskelnelig. Selvom kritikere stiller spørgsmålstegn ved, om det attende århundredes mænd virkeligt mere lavede maden, gjorde rent og skiftede ble end det tyvende århundredes modpart, insisterer kønsfeministerne på, at prestigen af kvinders arbejde var lig med mændenes.

I det nittende århundrede blev det forudsagt, at industrialiseringen ville skabe en separation hjemmet og produktionen imellem. Det skabte en overførsel af mænds arbejde fra hjemmet til fabrikken, mens kvinderne forblev ved arnen. Mændene kom til at dominere det offentlige rum; kvinder det private. Kvinder accepterede et sådan ufavorabelt arrangement – inklusive monogami – fordi det tilbød sikkerhed fra livets øgede kompleksitet (Susan Brownmiller påstod senere, at det tilbød sikkerhed for voldtægt af andre mænd)

Altså udviklede kernefamilien sig ikke grundet biologi, men som et resultat af industrialisationen. Med andre ord forlod mændene hjemmene for at blive lønarbejdere i verden uden for hjemmene, og kvinderne tog vare på familien i hjemmet. Kvinders arbejde blev et essentielt, men underordnet aspekt af mandens frigørelse til lønarbejde.

Kønsfeminister kan ikke ignorere det åbenbare faktum, at industrialiseringen tilbød kvinder en enestående mulighed for at tjene løn uden for hjemmet; altså blive økonomisk uafhængig. Men de argumenterer, at en sådan frihed var en illusion. Kvinder blev betalt lavere lønninger og holdt ude fra mange jobs.

Under kapitalismen antog kvinder rollen som avlere, husmødre og købere af forbrugsgoder. Kvinder vedligeholdt arbejdsstyrken ved at forsyne mændene med rent tøj, mad og rengøring…alt uden løn. Desuden skabte mødrene næste generations kapitalistiske udnyttelse, komplet med passende socialisation.

Karl Marx påstod at: ”Reproduktionen af arbejderklassen indebærer på samme tid transmissionen af færdigheder fra den ene generation til den næste”

I deres pamflet ”Counter-Planning from the Kitchen, Wages for Housework”, forklarer Nicole Cox og Silvia Federici de fordele kapitalismen har opnået gennem mødre og husmødre. De argumenterer, at hjemmegående kvinder sikrer kapitalismens cyklus:

”Hushold…er at servicere den lønarbejdende fysisk, følelsesmæssigt, seksuelt og gørende ham klar til næste dags lønarbejde. Det er at tage vare for vore børn…og sikre at også de præsterer på måder forventet af dem under kapitalismen”

Men kønsfeministerne havde et problem med Engels og Marx, der påstod, at køn ingen betydning havde i magtbrugen over kvinder. Med andre ord afviste de køn som basis for klasseanalyse. Den vigtige faktor i klasseanalysen var den enkeltes relation til produktionsbrugen; altså, er du arbejder eller kapitalist? Marx mente, at når først de tiltrådte arbejdsstyrken, ville kvinder blive ligestillet med mænd. Med andre ord; Engels og Marx benægtede at kvinder, som køn, udgjorde en ”klasse” med unikke interesser og behov.

For at forklare at kvinder har kønsinteresser skelnelige fra og i modsætning til mænds, måtte kønsfeministerne gribe bag om marxismen. De udviklede en teori om patriakatet, om mandlig kapitalisme, i hvilken kvinder blev undertrykt i lige så høj grad af den mandlige kultur, som de blev af det økonomiske system. Disse onde tvillinger understøttede hinanden på bekostningen af kvinder.

Med hensyn til kvinder der ville være husmødre, gjorde kønsfeministerne intet forsøg på at bejle dem mod et mere frigjort syn. Tvært imod. Sådanne kvinder blev forulempet som ”seksuelle spyttebakker” og deres tilknytning til deres familier blev set som et tegn på patologi.

I sit essay ”Taking Our Eyes Off the Guys”, forklarede Sonia Johnson grunden til en sådan chocktaktik:

”Kvinder er mærkede efter slaveri og prostitution…Men uanset hvor mærkede vi var…som prostitueret og kone, hvilket er det samme – er vi mærkede i den patriakalske familie, næsten udelukkende for at yde seksuelle funktioner”

Disse meninger blev bakket op af handling. Eksempelvis ”Womens International Terrorist Conspiracy from Hell” (WITCH) afbrød I 1969 et modeshow for brude, ved at synge “Here come the slaves/Off to their graves” til melodien “Here Comes the Bride”

Kønsfeministernes syn på familien har delt kvinder i fjendtlige lejre. De fleste kvinder – hvor gerne de end ville reformere ægteskabet – ønsker ikke at afgive deres ægtemand og børn. Alligevel virker det som om at kønsfeministerne kræver intet mindre.

Når man skal tage sig af protesterende kvinder, der ønsker at blive koner og mødre, behandlede feministiske grupper som eksempelvis Southern Writing Collective disse kvinder som pavlovske hunde, der var blevet tilpasset den mandlige kultur. Med andre ord, de kan omprogrammeres.

I et fælles essay ”Sex Resistance in Heterosexual Arrangements”, udtrykte Writing Collective” både sin militante ufleksibilitet og ligegyldighed overfor husliggjorte kvinder:

”…ønskerne der blev socialt inkarnerede i os, i et forsøg på at påvirke vores underordnethed i forhold til mænd, kan der sættes navn på og afstødes. Vi kan trods alt lære duer at spille bordtennis…måske vi kan lære os selv at foretrække en ikke-seksualiseret kvindeidentifikation”

På det seneste er kønsfeministerne krabbet væk fra den direkte fordømmelse af ægteskabet og familien. Måske har de opfattet hvor upopulære dette standpunkt gør dem blandt majoriteten af kvinder.

I lyset af sådan et tilbageslag, er kønsfeministerne mere forstummede angående ægteskab og moderskab. Men målet er stadigt det samme: en revolution til udryddelsen af patriakatet.

Konflikten om husarbejdet
Konflikten mellem kønsfeminister og liberale feminister kan illustreres gennem emnet husarbejde. Begge ideologier begynder ved at antage, at der er noget der i sin natur er undertrykkende ved husarbejde. Efter dette punkt stopper enigheden.

Liberale anser generelt husarbejde som et problem i afdelingen ”arbejde”. De ser altså en ubalance i omfanget af hjemlige sysler udført af kvinder, i modsætning til dem udført af mænd. Løsningen tilbudt af de liberale er ofte individuel og privat, mere end offentlig og politisk. Eksempelvis opfordres par til at udarbejde skemaer der mere retfærdigt deler arbejdet. Mænd opfordres til at dele arbejdet ligeligt.

Kønsfeministerne tager en mere ekstrem stilling. For det første er husarbejde ikke noget der anses for værende en ubalance der skal korrigeres. Det er et direkte udtryk for mandens undertrykkelse af kvinden, der ikke kan reformeres af et skema, men må udryddes. Mænd kan ikke overtales til at tage deres rimelige del af husarbejdet, fordi en sådan rimelighed går imod deres klasseinteresser. I sit essay ”The Dynamics of Marriage and Motherhood”, opridser Beverly Jones denne konflikt, der ikke kan have nogen individuelle eller personlige løsninger. Jones mener at:

”En relation mellem mand og kvinde er hverken mere eller mindre en personlig relation…end en herre og hans slave, en lærer og hans student. Selvfølgelig er der personlige, individuelle kvaliteter ved en relation…men de overskygges af relationens klassenatur”

Hvad angår fordelen ved husarbejde er kønsfeministerne klare: mændene som klasse og kapitalismen som system drager fordel. Altså er der to lag af udnyttelse: mænd og kapitalismen, hvilket kombineres til patriakatet.

Kønsfeministerne forklarer kapitalismens fordele ved husarbejde. Kapitalisme er den proces hvor ved de der ejer produktionsmidlerne betaler løn til arbejdere der producerer goder der er mere værd end den løn de betales. Dette overskud kaldes arbejdets ”merværdi”, og den absorberes af kapitalisten som profit.

Hvor passer husmoderen ind? Ifølge kønsfeminister som Dallas Costa producerer husarbejdet også merværdi, der absorberes af kapitalismen. Merværdien af husarbejde er, at det muliggør mænds arbejde.

Det faktum at individuelle mænd sommetider udfører husligt arbejde, rykker ikke ved dette scenario, fordi mænd – som klasse- ikke deler den økonomiske afhængighed af kvinder

Husarbejde siges at have en direkte indflydelse på løn og jobmuligheder tilbudt kvinder på arbejdsmarkedet. Grundet husarbejdets præcedens, kan arbejdsgiverne betale kvinder mindre end de er værd. Endvidere, ved at tilskynde kvinder til at blive hjemme, kan mænd reducere kampen om penge og magt. Kønsfeministen Del Martin forklarede den sidste fordel for mændene:

”..hvis samfundet har succes med at presse kvinder til at blive hjemme, deles arbejdsmarkedet i to, og konkurrencen om job, penge og magt er derved delt i to. Kapitalismen trives ved konkurrence, men når for mange kvalificerede konkurrenter stræber efter det samme mål, begynder systemet at blive tilstoppet”

Præcist hvordan kapitalismen kan drage fordel af begrænsningen af mængden af arbejdskraft og talent, forklares ikke fuldt. Faktisk, et overskud af kvalificerede arbejdere underbydende hinanden kunne ligne – set med en kønsfeminists øjne- en kapitalistsk drøm.

Ikke desto mindre illustrerer Del Martin´s analyse af husarbejdet en vigtig forbindelse indenfor feministisk teori. Martin´s kommentarer er ét aspekt af hendes bog ”Battered Wives”. For kønsfeministerne er husarbejde og konemisbrug to punkter i samme kontinuum af kvinders undertrykkelse.

Husvold: Patriakatets nøgne ansigt

”Patriakatet kræver vold, eller den underliggende trussel om vold for at kunne bestå…Den farligste situation for en kvinde er ikke en ukendt mand på gaden, eller selv en fjende i krigstid, men en ægtemand eller kæreste i hjemmets isolation” – Gloria Steinem

I de seneste år har emnet husvold skabt røre mellem kvinder af alle aldre og ideologier. Husvold er særligt skræmmende, fordi den forekommer der hvor kvinder burde være i sikkerhed, når de er hjemme bag låste døre og beskyttede mod fremmede. Alligevel indikerer statistikker, at kvinder har større sandsynlighed for at blive udsat for vold af en ”kæreste” end af en fremmed, og at husvolden i almindelighed er grovere end gadevolden. For kvinder grænser frygten for vold til paranoia: frygten for, at de ikke er sikre nogen steder, og ikke er sikre for nogen.

Generelt forefindes tre store tilgange til den underliggende diskussion vedrørende husvold. De to første synes at komme fra liberale feminister:

1. En socio-kulturel tilgang, der undersøger grundene til, at aggression mod kvinder tolereres af samfundet; og
2. En psykologisk tilgang, der undersøger de følelsesmæssige grunde til hvorfor mænd øver vold mod kvinder, og hvorfor kvinder accepterer det.

Den tredje tilgang – den der favoriseres af kønsfeministerne – antager et komplet politisk syn:

3. En klasseanalysetilgang hvor mænd menes at øve vold mod kvinder for at bevare deres plads i den patriakalske magtstruktur.

I sin bog ”Heroes of their Own Lives” udtrykker Linda Gordon kernen af kønsfeministernes analyse:

”Basis for hustruvold er mandsdominans – ikke overlegen fysisk styrke eller voldligt temperament…men social, økonomisk, politisk og psykologisk magt…Hustruvold er den vedholdende udøvelse af vold mod en person af mindre magt, der af denne grund ikke effektivt kan modstå”

Det står uden for enhver diskussion: husvold er en kriminel gerning der kræver opmærksomhed fra enhver feminist. Enhver kvinde har den absolutte ret til ikke at blive voldsramt. Men der er mindst to store problemer med kønsfeministernes position vedrørende husvold.

For det første anser kønsfeministerne hustruvold for værende socio-økonomisk kriminalitet, der skal konfronteres i den politiske arena. Eftersom husvold anses for værende et sammenstød mellem to stridende ”klasser” – mænd og kvinder – afskrives individuelle løsninger eller underspilles som ineffektive (Disse afskrevede løsninger inkluderer eksempelvis at lære kvinder selvforsvar eller lære dem brugen af skydevåben)

Men når mændene som klasse anses for værende skyldige i husvold, så ignorerer kønsfeministerne det faktum, at de fleste mænd ikke slår deres koner. Uanset hvilke statistikker man ser på, så er man enige om, at færre end 50 procent af ægtemændene slår deres koner. Altså viser statistikken, at mændene ikke er voldsforvoldere mod konerne. Husvold er i realiteten den vildfarelse, som de konservative påstår den er.

Men en sådan konklusion fremmer ikke den socio-økonomiske revolutions sag. I stedet prøver kønsfeministerne at antænde en kønskrig, der lever på kvinders frygt.

For det andet botaniserer kønsfeministerne deres husvoldssag på deres egen politiske agenda: den forslåede kvindes smerte udnyttes til at fremme yderligere politiske mål.

Landet over marcherer kvinderne taktfast til ”Take Back the Night”, for at gøre en ende på vold mod kvinder. På næsten ethvert universitet rapporterer et tiltagende antal kvindelige studerende en stigende bekymring om at blive udsat for vold. Det er vanskeligt at huske en tid, hvor kvinder har følt sig mere truede af mænd.

Er denne frygt retfærdiggjort?

Statistikker bliver smidt omkring i håbløshed: Hver fjerde kvinde vil blive voldtaget; mellem 80 og 90 procent af alle kvinder er blevet seksuelt misbrugte på arbejdet; 12 procent af kvinder oplevede seksuelt misbrug som barn. Mange af disse statistikker og studier modsiger hinanden. Studier der ikke tilpasser sig den politisk/seksuelt korrekte position omkring voldtægt eller husvold, har en tendens til at blive begravede. De ”rette” studier gentages højlydt af de der har interesser deri. Få af disse advokerende citerer deres kilder, og endnu færre undersøger kritisk studierne ved eksempelvis at spørge ”Hvordan definerede de undersøgende deres termer?”.(En journalist der stillede dette spørgsmål opdagede, at kæresteskænderier blev anset for værende seksuel misbrug)

Alt dette rejser et spørgsmål: Er disse statistikker troværdige? Tag eksempelvis Maclean´s magazine – Canada´s version af Time – der for nylig bragte en historie med titlen ”Kvinder i frygt”, der efter sigende skulle verificere mænds terror mod kvinder. Med sjælden ærlighed tilstod artiklen, at den drog brede konklusioner fra en håndfuld officielle filer og anslåede estimater.

Maclean´s rapporterede også, at antallet af kvinder der blev dræbt – 234 i Canada i 1990 – er steget gennem de seneste årtier i nogenlunde takt med befolkningstilvæksten. Hvad der er anderledes er, at kvinder verbalt med stor determination og politisk kraft insisterer på, at massakren stopper.

I sin klumme med titlen ”Media Watch” peger George Bain på statistikker vedrørende kvindemord i Canada:

”…kvindelige mordofre i Canada steg fra 208 i 1980 til 253 i 1985, og ned til 234 i 1990, præcist i takt med antallet af mandlige mordofre, for hvilke de tilsvarende tal var 385, 451 og 422”

Ud fra dette konkluderede Bain to ting:

1. I de seneste årtier er de generelle mordrater steget og derefter faldet; og
2. Tallene afspejler et udbredt problem med vold i samfundet, uafhængigt af køn
De amerikanske statistikker er enige. Ifølge den seneste National Crime Victimization Survey, udført af U.S. Bureau of Justice Statistics, er angreb på kvinder dalet med 20 procent fra 1992 til 1993.

De ledende forskere vedrørende husvold – Richard J. Gelles og Murray A. Straus – er enige. I to nationale undersøgelser fandt man, at kvinder med lige så stor sandsynlighed indgik i husvold, som mænd gjorde. I deres anden National Family Violence Survey i 1985 fandt man også et signifikant fald i husvold, der forekom i årene 1975 – 1985.

Med andre ord er volden mod kvinder – målt i mordrate – ikke steget ud over den proportionelle befolkningstilvækst. Hvad der er steget, er kvinders villighed til at rapportere og protestere mod denne vold.

Alligevel bliver enhver der antyder, at husvolden ikke er meget værre end den har været i årtier, antastet af hylende frådende kønsfeminister, der har politiske investeringer i at præsentere kvinder som værende i konstant krise.

Den nye feministiske lovvidenskab
Violence Against Women Act (VAWA) som kongressen sidste år godkendte, som en del af Omnibus Crime Act, fremmer kønsfeministernes mål om redistribuering af magt fra den regerende klasse (mænd) til den undertrykte klasse (kvinder). VAWA definerer ”kønsmotiveret kriminalitet” som en føderal civilrettighedsforseelse, og konverterer dermed husvold til en hadekriminalitet. Under disse betingelser anerkender loven mænd og kvinder som stridende klasser, der skal styres af forskellige lovstandarder.

Succesen med det ”voldsramte kvindesyndrom” som et forsvar i mordsager, illustrerer også hvordan de juridiske standarder er blevet skævvredet af politiseringen af volden mod kvinder. Kønsfeministen Lenore Walker – direktør for Domestic Violence Institute – er blevet et instrument i promoveringen af det ”voldsramte kvindesyndrom” Hendes ideologi er klar:

”En feministisk politisk kønsanalyse har indfanget problemet med volden mod kvinder, som misbrug af magt fra mænd, der er blevet socialiserede til at tro, at de har ret til at kontrollere kvinderne i deres liv, selv gennem voldelige midler…”

Walker definerer hvad der konstituerer en voldsramt kvinde:
”En voldsramt kvinde er en kvinde, der gentagne gange udsættes for fysisk tvang eller psykologisk opførsel af en mand, for at tvinge hende til at gøre hvad han siger…”
Selv uden fysisk vold kan en kvinde anses for ”voldsramt”, hvis eksempelvis hendes ægtemand negligerer hende til fordel for arbejdet.

Walker´s syn på kvinder som hjælpeløse ofre, der kan ødelægges af et sådan ”misbrug” som negligering, bliver overført til lovmæssig præcedens. Walker argumenterer, at ”voldsramte koner” bliver så demoraliserede, at de ikke magter at forlade deres forfærdelige ægteskab. Når en sådan kone langer ud efter sin ægtemand, anses det for værende selvforsvar. Dette er sandt, selv om konen aldrig er blevet fysisk truet eller gjort fortræd, og selv hvis hun bruger dødelig magt.

Traditionelt har selvforsvarserklæringen krævet, at man havde været i ”klar og nærværende fare”
Nu erklærer Walker, at fysisk fare ikke nødvendigvis behøver være til stede, for at påberåbe sig dette forsvar. Det ”voldsramte kvindesyndrom” fremkom som forsvar i mordsager i de sene halvfjerdsere. Det har fået tiltagende accept.

Løsning: Statskontrol med det private område
Gennem de sidste to årtier har sloganet ”Det personlige er politisk” skubbet det populære ”A womans body, a womans right” ud. Men hvis kønsfeministerne har ret, så er de valg en kvinde gør med sin krop ikke hendes valg alene, men rammer direkte kvinderne som klasse. Kvinderne som klasse har ret til at deltage i hendes beslutninger. Man kunne faktisk argumentere for, at kvinder i virkeligheden ikke har ret til individuelle valg eller private interesser. De har kun interesser som klasse.

Kønsfeministen Susan Moller Okin forklarer dette i sin bog ”Justice, Gender and the Family”. Refererende til sloganet ”Det personlige er politisk” som ”det centrale budskab i den feministiske kritik” om rettigheder til det private, uddyber hun:

”Den tidligste påstand, at det personlige er politisk, kom fra kønsfeministerne i tresserne og halvfjerdserne, der argumenterede, at eftersom familien var roden til kvinders undertrykkelse, så måtte den ”smadres”.

Okin argumenterer at familien – den såkaldt private sfære – må åbnes for politiske forandringer, om nødvendigt med magt. Staten skulle gribe ind i hjemmet og gøre det retfærdigt:
”Kontemporære feminister yder en signifikant udfordring for den længe stående og stadigt levende antagelse af politiske teorier, at den familiemæssige sfære og det personlige liv er skarpt afskåret fra resten af det sociale og politiske liv. At staten kan og skal afholde sig fra at blande sig på den hjemlige front…”
Til de der protesterer mod statskontrol af familien, anfører Okin, at staten allerede intervenerer, da den er grundlaget for familiens funktioner og sociale baggrund. At udvide interventionen ved at kræve penge for eksempelvis det huslige arbejde – er en forskel i ”grad”, ikke i ”slags”

Men hvad med par der ønsker at pleje et mere traditionelt ægteskab? Hvad med de kvinder der selv vil udarbejde betingelserne for familiestrukturen, for dem selv og deres ægtemænd? Okin argumenterer, at sådanne personlige ønsker er irrelevante: familien er en alt for vigtig social institution til, at blive forvist til tilfældige ønsker fra de involverede individer.

Betingelserne på hvilken en familie deler hushold, kan virke som noget der angår de involverede individer, men i virkeligheden handler det om social retfærdighed. Staten skal diktere familiens betingelser, for at sikre retfærdighed. Okin´s specifikke anbefalinger for at gøre familierne ”retfærdige”, vil kræve intet mindre end en komplet omstrukturering af økonomien. Eksempelvis, med reference til løn til husmoderen, foreslår Okin, at begge de samboende skulle have lige ret til hver en øre der kommer i huset:

”Den klareste og enkleste måde at gøre dette på ville være, at arbejdsgiveren udstedte en ligeligt fordelt check mellem den ansatte og den samboende, der udfører alt, eller det meste af hans eller hendes ubetalte huslige arbejde”

Kravet er den logiske og uundgåelige udvidelse af princippet ”Det personlige er politisk”

Det personlige er personligt: Individualistisk feminisme

Heldigvis er en anden tradition inden for feminismen mere mistænksom over for staten, end Okin:
Individualistiske feminister. Selv den liberale tradition har ydet modstand til det forfølgelsen af princippet ”Det personlige er politisk”, frem til dens logiske konklusion. I sin bog ”In Women´s Interest”, tilbyder Lisa S. Price nogen fornuft:

”Staten er interesseret i kontrol og legitimitet. Feminismen er interesseret i kvindernes frigørelse. Disse interesser kan ikke kombineres, og er i realiteten fundamentale modsætninger”

Price forklarer, at selv feministerne og staten synes at samarbejde i retning af et fælles mål: Hver enkelt har deres eget mål i tankerne. Og hun peger på selvmodsigelsen i, at kønsfeministerne vender sig mod staten som en allieret.
”Catharine MacKinnon påstår, at ”staten er mandlig i feministernes øjne. Dette betyder, at staten ser verden fra det mandlige perspektiv. Det betyder også, at staten bruger sin…magt til…at forsvare mændenes interesser som køns-klasse.

Valget er nøglen til individualistisk feminisme, en tradition der ser hver kvinde som selvejende. Enhver kvinde har en umistelig ret til at disponere over sin egen krop og ejendom, brugt i fredelig hensigt. Angående emnet ægteskab, reducerer de individualistiske feminister til to nøgleprincipper: kvinder skal have fuldt ejerskab til deres kroppe; og; staten bør ikke have noget herredømme over private seksuelle arrangementer.

Disse to principper illustreres måske bedst ved se tilbage i mænds og kvinders historie, der publicerede det nittende århundredes amerikanske ”fri kærlighed”-periode ”Lucifer, the Light Bearer”

Det første princip i Lucifer-cirklen var, at kvinder skulle have fuldt ejerskab til deres kroppe, og i særdeleshed til deres egen seksualitet. Denne kontrol blev ikke indskrænket af ægteskabet. Faktisk var Lucifer én af de første amerikanske stemmer, der påstod, at tvungen sex indenfor ægteskabet, var voldtægt.

Den 23 februar, 1887, ankom en føderal sheriff til en lille by i Kansas, for at arrestere Lucifer´s stab på grundlag af 270 tilfælde af obskønitet. Anklagerne var et resultat af publikationen af tre breve til redaktøren, der alle advokerede for kvinders seksuelle rettigheder. Men kontroversen drejede sig hovedsagligt om ét bestemt brev: Markland-brevet, publiceret den 18. juni, 1886. Forfatteren af Markland-brevet citerede fra den korrespondance han havde modtaget:

”Dagens post bragte mig et brev fra en kær dameven, fra hvilket jeg citerer:
”For omkring et år siden fødte F…. et barn, og blev i den forbindelse forfærdeligt sønderrevet af brugen af instrumenter og inkompetente hænder…i nat kom hendes ægtemand ned til hende i sengen, og syningerne fra hendes helende sår blev flået op, efterladende hende i en endnu værre situation. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre”

Markland fortsatte med at stille en lang række spørgsmål:
”Kan der findes legal voldtægt? Voldtog denne mand sin kone? Ville det have været voldtægt, hvis ikke han var gift med hende? Forsvarer loven kvinden i ægteskabet? Forsvarer den kvinder uden for ægteskab? Hvis en mand stikker sin kone til døde med en kniv, holder loven ham så ikke ansvarlig for mord? Hvis han dræber hende med sin penis, hvad gør loven så? Kan en Zar have mere absolut magt over en underordnet, end en mand kan have over genitalerne på sin kone? Har frihed et køn?

For publiceringen af dette og de to andre breve blev Moses Harman idømt 5 års fængsel. Efter at have afsonet 17 uger, blev han løsladt på en teknikalitet, genanklaget uden jury på en lidt anderledes anklage og dømt til et års fængsel. Efter otte måneder blev han igen løsladt på en teknikalitet. I 1895 blev Harman idømt til ét års fængsel, hvilken han afsad fuldt ud. Harman´s sidste fængsling var i 1906. Han tilbragte et år med hårdt arbejde, ofte med at knuse sten otte timer om dagen i den Illinoiske sne. Han var da 75 år.

Det andet princip på hvilket Lucifer insisterede var, at staten ikke havde noget at gøre med at diktere former for seksualitet eller ægteskab for de involverede.

Så da sheriffen ankom for at arrestere Lucifer´s stab, manglede der to medlemmer – E.C. Walker og Lillian Harman, Moses´s 16-årige datter. Parret var allerede fængslet for deres ikke-statslige, ikke-kirkelige ægteskab. Formålet med ægteskabet havde været, at erklære individers ret til at danne seksuelle parforhold, uden tilladelse fra stat eller samfund.

Under bryllupsceremonien havde Lillian erklæret:

”Jeg indgår i dette fællesskab med Hr. Walker af egen fri vilje og valg…jeg… forbeholder mig retten til altid at agere som min samvittighed og vurderingsevne tilråder mig. Jeg beholder også mit fulde pigenavn, som jeg er sikker på det er min pligt at gøre”

Ceremonien endte med, at Moses Harman nægtede at give bruden væk, da han ønskede, at hun altid skulle eje sin egen person.

Nyheden om det ikke-statslige ægteskab tiltrak trusler om pøbelvold. Da et familiemedlem bragte en klage over parret, arresterede bymyndighederne Lillian og Edwin. Anklagen lød på ulovligt og strafbart samliv som mand og kvinde, uden at være gift i henhold til lovgivningen. Edwin blev idømt 75 dages fængsel; Lillian 45 dage.

Før domsafsigelsen spurgte dommeren, om der var nogen grund til at denne dom ikke skulle dømmes. Lillian svarede:

”Ingen. Ud over at vi intet ulovligt har gjort. Men vi er i din vold, og du kan selvfølgelig gøre som du vil”

Kønsfeministerne ville ikke være enige i, at Lillian ikke havde gjort noget ulovligt. De ville vedholde, at staten havde en ret til og en forpligtelse til, at gribe ind i hendes seksuelle og ægteskabelige betingelser.

Faktisk argumenterer kønsfeminister som Carol Pateman, at de seksuelle/ægteskabelige betingelser overhovedet ikke er private, og skal ikke behandles som sådan. Seksuelle betingelser er ikke bare politiske. De er én af hovedårsagerne til, at patrikatet og kapitalismen kan vedligeholde sig selv. De seksuelle betingelser tillader mænd at danne et aristokrati af politiske og sociale privilegier. I sin bog ”The Sexual Contract” hævder Pateman:

”Politiske rettigheder skabes i seksuelle rettigheder og ægteskabelige rettigheder. Faderens rettigheder er bare én, og ikke den originale patriakalske magtdimension. En mands magt som far, kommer efter at han har udøvet den patriakalske ret som mand (ægtemand) over en kvinde (kone)”

Konklusion
Kønsfeminister og individualistiske feminister ser på den samme institution – ægteskabet – og kommer til modstridende konklusioner. Kønsfeministerne insisterer på, at staten skal påtvinge retfærdighed ind i en, i sagens natur, undertrykkende betingelse: ægteskabet og familielivet. Individualisterne kræver, at staten trækker sig fra ægteskabet, og lader de involverede voksne selv udarbejde deres egen definition af retfærdighed i hjemmets privatliv.

For individualisterne er staten allerede en alt for intim partner i hverdagen. Det moderne ægteskab er ikke mere en aftale mellem mand og kvinde, end det er en tresidet aftale mellem en mand, en kvinde og staten. Dette betyder, at staten lovmæssigt bestemmer, hvordan ægteskabet defineres og hvordan det kan opløses. Uden statsgodkendelse – i form af en skilsmissegodkendelse fra staten – kan et ægteskab ikke opløses.

Essentielt har staten en kontrolmæssig interesse. Og staten bærer en stor andel af skylden for dagens ægteskabelige onder.

Individualistiske feminister er enige i, at en revolution er nødvendig…men én der giver magt til individerne og ikke institutionerne, som eksempelvis staten. Kvinder har brug for frihed, ikke statskontrol. I realiteten bør ægteskabet tages ud af det politiske område og fuldt tilbage til den enkelte. Feminismens nye slogan burde være ”Det personlige er personligt”

I ægteskabet, som i anden fredsommelig livssøgen, bør individerne vælge.

Af Wendy McElroy