De fleste amerikanere ser tilbage på 1950´erne som en god periode. Vore hjem var sikre, til det punkt hvor mange ikke gad låse deres døre. Offentlige skoler var i almindelighed glimrende, og problemerne var ting som at tale i klassen og løbe i gangene. De fleste mænd behandlede deres kvinder som damer, og de fleste kvinder brugte deres tid og bestræbelser på at lave et godt hjem, opfostre deres børn godt og hjælpe lokalsamfundet gennem frivilligt arbejde. Børn voksede op i hjem med begge forældre, og deres mor var der når børnene kom hjem fra skole. Underholdning var noget hele familien deltog i.

Hvad skete der?

Hvis en mand fra Amerikas 1950´ere pludseligt blev introduceret for Amerika år 2000, ville han dårligt kunne genkende det som det samme land. Han ville være i umiddelbar risiko for at blive overfaldet, bortført eller det der er værre, fordi han ikke havde lært at leve i frygt. Han ville ikke vide, at der var bestemte dele af byen han ikke skulle betræde, at ikke alene skulle bilen være låst, men også udstyret med en alarm og at han ikke kunne gå i seng om aftenen uden at låse vinduerne og afspærre dørene – og tilkoble alarmsystemet.

Hvis han tog familien med ham, ville han og hans kone sandsynligvis frejdigt sende deres børn til den nærmeste offentlige skole. Når børnene så kom hjem om eftermiddagen og fortalte, at de skulle gennem en metaldetektor, var blevet tilbudt noget hvidt underligt hvidt pulver af et andet barn, og lært at homoseksualitet er normalt og godt, ville forældrene være uforstående.

På kontoret ville han muligvis tænde en cigaret, nævne ”Lille-mor” og sige, at han er glad for at se at firmaet har ansat nogle negere i vigtige stillinger. Dette ville afstedkomme omgående reprimande og sammen ville de muligvis få ham fyret.

Når konen gik i byen for at handle, ville hun tage et pænt sæt tøj på, en hat og muligvis handsker. Hun ville ikke forstå hvorfor folk stirrede og bagtalte.

Og når hele familien satte sig efter aftensmaden og tændte fjernsynet, ville de ikke kunne forstå, hvordan pornografi fra én eller anden ulækker pornobutik var kommet på skærmen.

Hvis det var muligt for dem, ville vores 1950´er – familie skynde sig tilbage til 1950´erne så hurtigt som muligt, med en hårrejsende historie at fortælle. Deres historie ville handle om en nation der er kollapset og degenereret i en fantastisk hastighed, gående i løbet af et halvt århundrede, fra den største nation på jorden, til en tredjeverdensnation, oversvømmet med kriminalitet, støj, stoffer og skidt. Rom´s fald var i sammenligning yndefuld.

Hvorfor skete det?

Over de sidste fyrre år er Amerika blevet besejret af den samme kraft der tidligere indtog Rusland, Kina, Tyskland og Italien. Kraften er ideologi. Her, som andetsteds, har ideologien forårsaget enorm skade på den traditionelle kultur den er kommet til at dominere, splittet den og udryddet meget af den. I stedet kom frygt og ødelæggelse. Rusland skal bruge en generation eller mere, for at komme sig over kommunismen, hvis det overhovedet kan.

Den ideologi der har overtaget Amerika går almindeligvis under betegnelsen ”Politisk Korrekthed”.

Nogle ser den som en spøg. Det er den ikke. Den er dødsens alvorlig. Den søger at omstyrte praktisk taget alle regler, formelle som uformelle, der styrer relationer mellem mennesker og institutioner. Den søger at ændre adfærd, tanke, selv de ord vi bruger. Det har den allerede i udtalt grad. Den eller det der styrer sproget, styrer også tanken. Hvem tør tale om ”damer” mere?

Hvad er så ”Politisk Korrekthed”? ”Politisk Korrekthed” er faktisk kulturel Marxisme – Marxisme skiftet fra økonomiske betingelser til kulturelle betingelser. Bestræbelserne på at ændre marxismen fra økonomiske betingelser til kulturelle betingelser, begyndte ikke med studenteroprøret i tresserne. De går mindst tilbage til 1920´erne og til skrifterne fra den italienske kommunist Antonio Gramsci. I 1923´ernes Tyskland grundlagde en gruppe marxister et institut dedikeret til at lave denne ændring, Instituttet for Social Forskning (senere kendt som Frankfurterskolen). Èn af dens grundlæggere, George Lukacs, fastslog formålet med instituttet ved at besvare spørgsmålet: ”Hvem skal redde os fra vestens civilisation?”. Frankfurterskolen øvede anseelig indflydelse på amerikanske universiteter efter at mange af dens bannerførere flygtede til U.S.A. i 1930´erne for at undslippe nationalsocialismen i Tyskland.

Frankfurterskolen blandede Marx med Freud, og senere indflydelser (nogle fascistiske såvel som marxistiske) tilføjede lingvistik for at skabe ”Kritisk Teori” og ”Dekonstruktion”. Disse influerede kraftigt på uddannelsesteorien, og tilvejebragte gennem højere uddannelsesinstitutioner, hvad vi nu kalder ”Politisk Korrekthed”. Linien er klar, og kan spores direkte tilbage til Karl Marx.

Parallellerne mellem kulturel marxisme og klassisk økonomisk marxisme er indlysende. Kulturel marxisme, eller Politisk Korrekthed, deler med marxismen visionen om ”det klasseløse samfund”. Et samfund ikke udelukkende med lige muligheder, men et samfund med lige forhold. Eftersom denne vision modsvarer den menneskelige natur – fordi mennesker er forskellige, ender de som ulige, uanset udgangspunktet – samfundet vil ikke indrette sig efter dette, medmindre det tvinges. Dette er den første store parallel mellem klassisk og kulturel marxisme: ”Begge er totalitære ideologier”. Den politiske korrektheds natur kan ses på universiteter, hvor den politiske korrekthed dominerer: ytringsfrihed, pressefrihed og selv tankefrihed er alle elimineret.

Den anden stor parallel er, at både kulturel marxisme og klassisk, økonomisk marxisme har begge enkelt – faktor – forklaringer på historien. Klassisk marxisme argumenterer, at hele historien var determineret af ejerskabet af produktionsmidlerne. Kulturel marxisme siger, at historien i det hele forklares ved hvilke grupper – defineret af køn, race og seksuel normalitet og abnormalitet – der har magt over andre grupper.

Den tredje parallel er, at begge variationer af marxismen erklærer visse grupper for dydige og andre for onde a priori, altså uden hensyn til den enkeltes adfærd. Klassisk Marxisme definerer arbejdere og bønder som dydige, og borgerskabet (middelklassen) og andre kapitalejere som onde. Politisk Korrekthed definerer sorte, latinoer, feminister, homoseksuelle og andre minoritetsgrupper som dydige og hvide mænd som onde. (Politisk Korrekthed anerkender ikke eksistensen af kvinder der ikke er feminister og definerer sorte mænd der ikke vedkender sig Politisk Korrekthed som hvide)

Den fjerde parallel er ”ekspropriation”. Hvor økonomiske marxister fik magt, ekspropriaterede de borgerskabets ejendom og gav det til staten, som værende repræsentanter for arbejdere og bønder. Hvor Kulturelle Marxister fik magt, straffede de hvide mænd og andre der ikke delte synspunkter med og privilegerede grupper de favoriserede.

Afsluttende anvender begge variationer af marxismen en analysemetode, designet til at vise brugbarheden af deres ideologi i alle situationer. For klassiske marxister er analysen økonomisk. For kulturelle marxister er analysen lingvistisk: ”Dekonstruktion”. Dekonstruktion ”beviser”, at al tekst, fortidig eller nutidig, illustrerer undertrykkelsen af sorte, af kvinder og af homoseksuelle ved at læse betydning ind i ordene, uanset den virkelige betydning. Begge metoder er, selvfølgelig, fupanalyser der tilpasser materialet til en præfabrikeret konklusion, men ”låner” lidt videnskabelighed til ideologien.

Disse paralleller er hverken bemærkelsesværdige eller tilfældige. De eksisterer fordi Politisk Korrekthed nedstammer direkte fra Klassisk Marxisme, og er i virkeligheden blot en variant af marxismen. Gennem det meste af marxismens historie har den kulturelle marxisme været sekundær i forhold til den klassiske økonomiske marxisme. Men i dag hvor den økonomiske marxisme er elimineret, har den kulturelle marxisme indtaget den økonomiske marxismes plads. Mediet er ændret, men beskeden er den samme: et samfund af radikal egalitarisme understøttet af staten.

Politisk Korrekthed våger nu over det amerikanske samfund som en kolos. Den har overtaget både politiske partier – nylige republikanske konventer var koreograferet i overensstemmelse med den politiske korrektheds diktater, mens kulturelle konservative blev vist døren – og er underlagt mange love og regulativer. Den styrer næsten totalt det mest magtfulde element i vores kultur, underholdningsindustrien. Den styrer både folkeskoler og videregående uddannelser. Mange universiteter er giftbefængte Nord Korea´er. Den har endog indtaget gejstligheden i mange kirker. Enhver der afviger fra dens diktat ophører omgående med at være en del af etablissementet. 

Resten af denne korte bog vil undersøge emnet Politisk Korrekthed yderligere: dens historie, dens analysemetode (dekonstruktion), og med hvilke midler den har opnået sin indflydelse, især gennem uddannelse.

Men yderligere et spørgsmål må adresseres  fra begyndelsen. Det mest vitale spørgsmål: hvordan kan amerikanerne bekæmpe den politiske korrekthed og generobre deres samfund fra de kulturelle marxister?

I den forbindelse er det ikke nok at kritisere den politiske korrekthed. Den tolererer en bestemt mængde kritik. Selv mild mopning. Det gør den ikke gennem ægte tolerance for andre synspunkter, men for at afvæbne modstandere, så den selv ser ud som om den er en mindre plage end den er. De kulturelle marxister har endnu ikke opnået magtfuldkommenhed, og de er for kloge til at være totalitære, før sejren er sikret.

I stedet for at besejre den politiske korrekthed, skal man trodse den. Man skal bruge ord den forbyder, og nægte at bruge ord den dikterer. Man skal råbe de realiteter ud over hustagene, som den ønsker at undertrykke, som eksempelvis at sorte begår forholdsvist mere vold og at de fleste tilfælde af AIDS er frivillige, forstået derhen at de er begået i en umoralsk seksualakt. Man skal nægte at sende sine børn i en offentlig skole.

Oven over alting skal de der vil trodse den politiske korrekthed leve efter vores gamle kulturs regler. Ikke de nye regler de kulturelle marxister har nedlagt. Damer skal være koner og hjemmegående, ikke politi eller soldater, og mænd skal stadig hold døren for damerne. Børn bør ikke fødes uden for ægteskab. Åbne homoseksuelle forhold bør skys. Nævninge bør ikke acceptere race som en undskyldning for mord.

Trods spredes. Når andre amerikanere ser én person trodse de politiske korrekthed og overleve – og det kan man stadig, indtil videre, vækker dette mod. De bliver også fristet til at trodse den. Virkningen af en enkelt gerning i trods, som eksempelvis at brække næsen af en idolbuste, kan være langtrækkende. Der er ikke noget den politiske trods frygter mere, end åben trods, og af gode grunde: det er dens overordnede svaghed. Dette skulle lede kulturkonservative til at trodse politisk korrekthed ved hver en lejlighed.

Selvom det er i elvte time, er slaget ikke tabt. Meget få amerikanere er klar over, at politisk korrekthed i virkeligheden er marxisme i forklædning. Efterhånden som dette erkendes, vil trodsen spredes. Gennem trods og gennem uddannelse for vor egen part (som bør være en del af enhver trodshandling) kan vi fjerne dens camouflage og åbenbare marxismen under sløret af ”sensitivitet”, ”tolerance” og ”multikulturisme”

William S Lind