Der er sandsynligvis ikke noget mere prominent aspekt af Politisk Korrekthed i dagens Amerika end feministisk ideologi. Er feminismen, som resten af Politisk Korrekthed, baseret på kulturel marxisme importeret fra Tyskland i 1930´erne? Selvom amerikansk feministisk historie med sikkerhed rækker længere end tres år tilbage, har den blomstring i de seneste årtier flettet sig med den sociale revolution båret frem af af kulturelle marxister.

Hvor ser man radikal feministisk fremdrift? Det er i fjernsynet, hvor næsten hvert et tilbud har en kvindelig ”powerfigur”, og plotene og karakterene understreger mandlig underlegenhed og kvindelig dominans. Det er i militæret, hvor man udvider mulighederne for kvinder, selv i kampsituationer, som er opfulgt af dobbeltmoral og sænkede niveauer, såvel som nedgang i hvervningen af unge mænd, mens ”krigere” i tjeneste forlader tjenesten i folk. Det er i regeringsbefalet beskæftigelsespræferencer og praktiker der begunstiger kvinder og bruger anklager om ”sexistiske chikanerier” for at holde mænd stangen. Det er på universiteter, hvor kvinders kønsstudier knobskyder og krav om ”omgående handling” ved optagelse og beskæftigelse. Det er i andre beskæftigelsesområder, offentlige som private, hvor der i forlængelse af krav om omgående handling gives tidtil uset tid og opmærksomhed til ”sensitivitetstræning”. Det er i skoler, hvor ”selvoptagethed” og ”selvværd” er tiltagende promoveret, mens akademiske færdigheder aftager.

I modsætning til nutidens radikale feminister var 1890´ernes og det tidlige tyvende århundredes sociale feminister mindre totalitære. De stod for kvinders rettigheder, men også for styrkelse af familien.

Der er ingen tvivl om, at ”dagens mand” forventes at være en følsom underart, der bøjer sig for radikale feministers agenda. Han er hovedbestanddelen af Hollywood, tv-netværkernes sitcoms og film, og tv-showenes politiske vismand. Feminiseringen er blevet så åbenlys, at magaziner og aviser har noteret sig det. Eksempelvis fortæller Washington Times og National Review os samlet, at ”bag festligholdelsen af de svalende mandeting i dagens mandemagaziner, lurer en selvtillidskrise. Hvad vil det sige at være maskulin i halvfemserne? Det er åbenbart at i mandemagazinerne (Esquire, GQ, Mens Health, Mens Fitness, Mens Journal, Details, Maxim, Mens Perspective) alle er gearet til en ny femininiseret mand. Den gamle maskuline personlige præsentation forsvinder. Vore fædres ide om personlig vedligeholdelse begrænsede sig hovedsagligt til barbering og slips. Ifølge Lowry:

Det er svært at forestille sig dem interesseret i artikler om ”flade maver til stranden”, eller de tre nye dufte til efteråret, eller det nyeste efterårsjakkesæt. Ét eller andet sted på vejen blev mænd mindre optagede af at være stærke og stille, og mere optagede af at være kønne.

Frankfurterskolen teoretiserede, at den autoritære personlighed er et produkt af den patriakalske familie. Denne idé er i direkte forbindelse med Engel´s The Origins of the Family, Private Property and the State, som promoverer matriakat. Yderligere var det Karl Marx der i The Communist Manifesto skrev den radikale tanke om et ”kvindesamfund”.

Konceptet om den ”autoritære personlighed” skal ikke bare primært fortolkes som en model for krigen mod chauvinisme. Den er en håndbog i psykologisk krig mod den amerikanske mand, i et forsøg på at få ham til at opgive traditionelle værdier og overbevisninger. Målet er med andre ord at kastrere ham. Det var utvivlsomt det Institute for Social Research ved Frankfurtuniversitetet mente, da det brugte udtrykket ”psykologiske teknikker til personlighedsændring”

Hvordan er denne situation opstået i amerikanske universiteter? Gertrude Himmelfarb iagttog, at det næsten uobserveret smuttede forbi de traditionelle fag, inden det var for sent. Det opstod så stille, at da man ”så op”, var postmodernismen over dem så det forslår. ” De var omgivet af en sådan flodbølge af særegne multikulturelle subjekter, såsom ”Radikal feminisme”, ”Dekonstruktiv relativisme som historie” og andre fag, der skulle underminere opfattelsen af vestlig civilisation. Faktisk smuttede denne flodbølge forbi, netop som Antonio Gramsci og Frankfurterskolen havde visioneret en stille revolution, som ikke kunne bekæmpes med magt.

Frankfurterskolen havde angivet konceptet til udpegning af modstandere af den marxistiske kulturelle revolution som ”autoritære karakterer”. Ifølge tilrådighedsværende kilder:

Der var i 1944 et konference for amerikanske studerende om religiøs og racemæssig chauvanistisme. Over de næste fem år gennemførte et krankfurterhold under ledelse af Max Horkheimer et tilbundsgående social og psykologisk profilering af amerikanerne under titlen ”Studies of Prejudice”. Et af resultaterne var en bog med titlen ”Den autoritære personlighed” af Theodor Adorno, der summerede én af de største offentlige undersøgelser der nogensinde er foretaget i U.S.A. Den blev publiseret i 1950, og blev på alle måder tilpasset den oprindelige kritiske teori. Som et dokument der vidner om Frankfurterskolens revolutionære trossystem, var det essentielt anti-Gud, anti-kristent, anti-familie, anti-nationalistisk, anti-patriotisk, anti-konservativt, anti-tradition, anti-etnocentrisk, anti-maskulinitet, anti-moralsk. Alle disse elementer findes i Kritisk Teori.

Ifølge Raehn:

”Kritisk Teori underlagt massepsykologi har ført til dekonstruktionen af køn i amerikansk kultur. Ifølge Kritisk Teori vil forskellen mellem maskulinitet og femininitet forsvinde. Mødrenes og fædrenes traditionelle roller vil opløses således at patriakatet vil ende. Børn skal ikke opdrages i overensstemmelse med deres køn og ifølge deres biologiske forskelle. Dette afspejler frankfurterskolens rationel om opløsningen af den traditionelle familie”

Jævnfør én af grundsætningerne i Kritisk Teori var det nødvendigt at nedbryde den traditionelle familie. Frankfurterskolens studerende prædikede:

”Selv en delvis nedbrydning af patriakalsk autoritet kan forøge paratheden til for en accepterende generation af sociale forandringer”

Transformationen af amerikansk kultur visioneret af kulturelle marxister går længere end forfølgelsen af kønnenes lighed. Indbefattet deres agenda er ”Matriakalsk Teori”, under hvilket der forfølges transformationen af amerikansk kultur til kvindedominans. Dette er en direkte tilgageførelse til Wilhelm Reich, et medlem af Frankfurterskolen, der behandlede matriakalsk teori i psykologiske termer. I 1933 skrev han i ”The Mass Psychology of Fascism”, at matriakatet var den eneste ægte familietype af ”natursamfund”.

Erich Fromm, et andet fremtrædende medlem af institutet, var én af de mest aktive fortalere for matriakalsk teori. Fromm var mest optaget af ideen om, at al kærlighed og uegennyttige følelser nedstammer fra menneskets udvidede graviditetsperiode og efterfødselens omsorg:

”Kærlighed var derfor ikke afhængig af seksualitet, som Freud antog. Sex var faktisk oftere knyttet til had og ødelæggelse. Maskulinitet og femininitet var ikke reflektioner af essentielle seksuelle forskelle, som romantikerne troede. De nedstammede i stedet fra forskelle i livsfunktioner, som var delvist socialt determinerede”

Richard Bernstein har skrevet i sin bog om multikulturalisme, at ”marxisternes revolutionære proces gennem de seneste årtier i Amerika, har mere koncentreret sig om racekrig og kønskrig end om klassekrig i forhold til tidligere tider”. Dette afspejler et mere totalt forsøg på omstrukturering af det amerikanske samfund, end det økonomiske. Som de sociale revolutionære beredvilligt proklamerer, er deres formål at destruere den hvide mands herredømme. For at opnå dette skal alle barrierer for introduktionen af flere kvinder og minoriteter gennem magtstrukturen nedbrydes med alle midler. Love og søgsmål, intimidering og dæmonisering af den hvide mand som racistisk og sexistisk bliver forfulgt gennem massemedierne og universiteterne. Psykodynamikken af denne revolutionære proces sigter efter psykisk kraftfravristelse – halshugning – af de der modsætter sig.

Steve Forbes understreger:

”Dette lands grundlæggere anerkendte tre primære værdier i Uafhængighedserklæringen, og de ordnede dem ordentligt: Liv, frihed og søgen efter lykken”

Forbes noterer sig at ordenen på disse fundamentale menneskerettigheder er skiftet – med lykke foran frihed eller frihed foran liv får vi moralsk kaos og socialr anarki.

Denne tilstand er hvad Dommer Robert Bork beskriver som ”moderne liberalisme”. Han definerer dens karakteristika som ”radikal egalitarisme” (lighed af udkomme fremfor af muligheder) og ”radikal individualisme” (den drastiske reduktion af muligheder for personlig tilfredsstillelse)

Dommer Bork identificerer også radikal feminisme som ”det mest destruktive og fanatiske element i moderne liberalisme”. Han beskriver derudover radikal feminisme som totalitær i sin ånd.

 De fleste amerikanere er ikke klar over, at de gennem deres institutioner bliver guided af sociale revolutionære der tænker i retning af kontinuerlig destruktion af den eksisterende sociale orden med henblik på at skabe en ny orden. De revolutionære er en New Age Elite. De kontrollerer nu de offentlige institutioner i U.S.A. Deres stille revolution begynder med en ungdoms – modkultursrevolution er snart fuldført. Et nøgleelement, da det angiveligt repræsenterer den største politiske og sociale støttekreds mellem deres potentielle efterfølgere, er feminismen. Den marxistiske bevægelse i sin afdæmpede kulturelle senperiode, rydder tilsyneladende alt til side på sin vej. Med sin bølge gennem medierne er det svært at ane en modkultur. Er de ”Nye Totalitære” den farligste generation i amerikansk historie? Det påstår William Strauss og Neil Howe i deres bog ”Generations: The History of America´s Future – 1584 – 2069”. James Kurth skriver:  

U.S.A. selv er blevet en stor kraft, der modarbejder meget af det, der engang blev anset for vestlig civilisation. Den dominerende amerikanske elite – de der styrer politik, forretningsliv, medierne og uddannelsesstederne – bruger nu amerikansk magt, i særdeleshed den ”bløde” informationsmagt, kommunikationsmagt og mainstreamunderholdningen, til at afmontere vestlig civilisation, ikke kun i U.S.A. men også i Europa.

Vil amerikanske mænd af alle racer, og traditionelle kvinder af alle aldre og omstændigheder – som meget vel kan være kønnets majoritet – møde udfordringen fra Politisk Korrekthed? Eller vil amerikanske mænd fortsat leve i frivillig underkastelse i mod en fremtid som underdanig under det nye amerikanske matriakat? Vil dette være et forstadie til anarki og enden på det amerikanske demokratieksperiment? Det kan meget vel være, at den amerikanske civilisations skæbne afhænger af at mændene vedholdende modstår feminismens politiske korrekthed. De må endog ressourcefyldt modstå den politiske korrektheds bredere favntag, kulturel marxisme, for hvilken radikal feminisme kun er én af mange angrebsveje. 

Dr. Gerald L. Atkinson