Som læsere af tidligere kapitler i denne tekst allerede ved, for at forstå Politisk Korrekthed og det den truer med, er det nødvendigt først at forstå dens historie, især historien om den institution der er ansvarlig for at have skabt den, Frankfurterskolen. Frankfurterskolen, eller Institute for Social Research som den tidligere hed, blev grundlagt ved Frankfurteruniversitetet i Tyskland i 1923. Dette er vigtigt, da det fortæller os, at Politisk Korrekthed ikke bare er et levn fra de amerikanske studenteroprør i tresserne.

Et andet faktum fra dette fjerne årstal 1923 er lige så betydningsfuldt. Frankfurterskolen skulle oprindeligt have heddet Institute for Marxism. Instituttets fader og grundlægger Felix Weil skrev i 1971 at han ville have at ”instituttet blev kendt og måske endda berømt for sine bidrag til marxismen som videnskabelig disciplin”. Begyndende en tradition som Politisk Korrekthed stadig viderefører besluttede Weil og andre sig for, at de kunne arbejde mere effektivt, hvis de skjulte deres marxisme. De valgte derfor det neutraltlydende navn, the Institute for Social Research (Institut für Socialforschung). Men Weil´s hjertefølte ønske var stadigt at skabe en stiftelse i lighed med Marx – Engels Institute i Moskva, udstyret med en stab af professorer og studerende, med biblioteker og arkiver – og en dag præsentere det for en tysk sovjetrepublik. I 1933 forlod dette skjulte ”Institute for Marxism” Tyskland og reetablerede sig i New York City, hvor det med tiden ændrede sit fokus til at fokusere på denne ideologis injektion i det amerikanske samfund. 

Den mest læseværdige engelsksprogede historie om Frankfurterskolen er Martin Jay´s bog The Dialectical Imagination: A History of the Frankfurt School and the Institute for Social Research, 1932 – 1950. Jay befnder sig på den politiske venstrefløj. Bogen giver dog ikke desto mindre en solid faktuel introduktion til Frankfurterskolen, og læseren skulle ikke have de store problemer med at afdække rødderne til dagens politiske korrekthed.

I det første kapitel ”The Creation of the Institut für Sozialforschung and it´s first Frankfurt Years”, blotlægger Jay instituttets marxistiske rødder og natur, og ligeledes dets forsøg på at skjule begge dele. ”Den oprindelige idé med at kalde instituttet for Marximus (Institute for Marximus) blev forkastet som for provokerende, og et mere passende dæknavn blev søgt (ikke for sidste gang i Frankfurterskolens historie). Om instituttets første direktør skriver Jay om Carl Grünberg, at ”Grünberg  afsluttede sin åbningstale med at erklære sin personlige alliance med Marxisme som videnskabelig metodik”. Liberalismen, statssocialismen og den historiske skole havde institutionelle hjem andetsteds, så marxismen ville blive det regerende princip i instituttet. Jay´s første kapitel introducerer instituttets skift til kritik, der lagde grunden til vore dages Politisk Korrekthed (Kulturel Marxisme): hvis det kan siges, at i instituttet i de tidlige år primært beskæftigede sig med analyser af bourgeoisi-samfundets socio-økonomiske substrukturer, var den primære interesse i årene efter 1930 omkring kulturelle superstrukturer.

Det andet kapitel ”The Genius of Critical Theory” rammer kernen af afdelingerne for kritisk studier på uddannelsesstederne, der nu virker som støbeske for Politisk Korrekthed på amerikanske universiteter.  

William S Lind