Jeg har gjort mig nogle overvejelser i forbindelse med udryddelsen af socialismen. Det er selvfølgelig meget besnærende i en håndevending at udrydde dem på samme måde som man i almindelighed udrydder andre skadedyr, men så kom jeg til at tænke på, om ikke det var for let en løsning. Jeg mener, hvis heldet skulle være ude, og verden virkeligt slap af med disse skadedyr, hvem skulle så være tilbage til at fortælle om det?

Indrømmet, når det drejer sig om udryddelse af politiske modstandere, og iscenesættelsen af hele den folkeforførende propagandamaskine, så er jeg intet andet end en dilettant. Hvis jeg vil gøre mig nogen forhåbninger om, at min drøm om en verden uden socialisme og socialister en dag skal gå i opfyldelse, så må jeg gå i lære hos de store mestre. I første omgang vil jeg vende mig mod mine åndsfæller. Men det er da en sørgelig gang bovlamme slagteparate kvæg. Hvornår har de nogensinde udlevet ideologiske drømme om forjættede tider uden socialisme? Aldrig. Næ, jeg bliver nødt til at vende mig mod de virkelige mestre og lære af dem. Der findes historisk en bred vifte af massemordere på den politiske venstrefløj, og selv om nogle af deres metoder kan virke besnærende enkle, så er der mange ting at tage bestik af.

Jeg har valgt at fokusere på to af det tyvende århundredes mest betydningsfulde socialistiske massemordere. Den ene, kommunisterne, var ikke de store folkeforførere, men til gengæld var de ekstremt effektive. Den anden store socialistiske massemorder, nationalsocialisterne, var knap så effektiv, men var til gengæld store folkeforførere.

Idet vi lever i en medietid, falder mit valg af læremester på nationalsocialisterne. I forhold til al den bulder og brag de i sin tid lavede, må nettoresultatet af deres bestræbelser siges at være en anelse pauvert. Det lykkedes dem eksempelvis kun at gasse seks millioner jøder. Er der i øvrigt nogen der ved, om de seks millioner jøder indgår i det samlede antal på de 100 millioner mennesker socialisterne myrdede? Eller var jøderne bare en bonus? I betragtning af den nye socialistisk drevne antisemitiske bølge verden i øjeblikket oplever, stærkt tilskyndet af socialisternes nye sengekammerater kulturberigerne, som tydeligvis i forbindelse med emnet jødeudryddelse er havnet på den helt rigtige hylde, må der helt sikkert være nogen ude på den fløj, der ligger inde med viden om forholdene omkring disse tal.

På bedste socialistiske propaganda maner er jeg også nødt til at have en sag udtrykt på en enkel måde, så kommende tilhængere kan huske, hvad sagen handler om. Med en let omskrivning af en nationalsocialistisk sag har jeg valgt, at mit problem skal karakteriseres som “Det Socialistiske Problem”. Enkelt, fængende og forholdsvist let at huske. Sloganet kan så eksempelvis være: ”Ud af landet eller en kugle for panden”.

For at få skovlen under jøderne var nationalsocialisterne nødt til at pege på nogle problemstillinger omkring jøderne, der kunne retfærdiggøre indledningen på en jagt og nedslagtning af jøderne. Når man går nationalsocialisternes “problemstillinger” omkring jøderne lidt efter i sømmene, synes det ikke som om der er meget, der med nogen troværdighed kunne bruges som løftestang i indledningen af en jagt på jøderne. Nationalsocialisternes påstande om jøderne synes at være uholdbare, tangerende til det løgnagtige. Til min store glæde viser det sig dog, at jeg ikke behøver fingere, manipulere eller lyve omkring socialisternes fortrædeligheder. Socialisterne sejler rundt i myrderier, undertrykkelse og jagt på anderledes tænkende i så stort et omfang, at jeg nok kommer til at begrænse mine dokumentationers omfang, hvis ikke mine kommende tilhængere skal risikere at miste overblikket. Og så er vi slet ikke begyndt at se på kulturberigerne, som socialisterne har så kælent et forhold til. Med kulturberigerne på den ene side og menneskevennerne på den anden side kommer jeg ikke til at mangle propagandastof.

Udryddelsen af socialismen er et omfattende arbejde, jeg ikke kan udføre alene. Det er et omfattende arbejde, og i disse tider må man tage hensyn til medarbejdernes arbejdstrivsel. Frem for alt må arbejdet ikke blive for monotont eller på andre måder énsformigt, da jeg er afhængig af frivillig arbejdskraft, så arbejdet skal helst indeholde momenter af adspredelse. Udfordringen bliver i den forbindelse at kombinere effektivitet med adspredelse. Jeg har i den forbindelse overvejet, at man i arbejdspauser kunne lave en workshop, så man kunne dyrke fællesskabet og være social. Et bud på en sådan workshop kunne være, at man kunne lave lidt kunst. Kunstværket skal naturligvis have et budskab, der er samfundsrelevant. Her er et forslag:

Kunstnerisk kommentar til den danske indvandringsdebat

Følgende er et oplæg til et kunstnerisk produkt, der skal funger som en kommentar til den danske debat om venstrefløjens rolle i debatten om muslimer i Danmark.

Det kunstneriske produkt består af tre personer (måske udformet i papmache); to mænd og en kvinde. De to mænd er muslimer. Kvinden er en dansk socialist.

Den ene mand står op og foran ham, stående på ”alle fire”, er kvinden i gang med at ”guffe gren” på muslimen. Bag ved kvinden er den anden muslim i gang med at bolle kvinden i røven.

Kvinden skal males rød, som symbol på socialismen, og muslimerne skal være malet sort som symbol på de muslimske mørkemænds teokratfascisme.

Muslimerne skal være mænd, da de repræsenterer det værste af den muslimske arketype.

Socialisten skal være en kvinde, da socialismen er institutionaliseringen af det feminine.

Tolkningen af denne kunstnerisk udformning er så, at mens de muslim liderlige socialister ”guffer gren” på kulturberigerne, bliver de samtidigt bollet i røven af dem.

Derefter skal der afholdes et seminar, hvor man siddende i rundkreds kan debattere kunstværkets relation til samfundets post modernistiske transgressionsprocessor.

Nu er det sådan, at det ikke udelukkende er udryddelsen af socialismen, der er i fokus. Faktisk handler det alene om på den ene eller anden måde at slippe af med socialisterne. Der skal findes måder hvorpå de kan blive i landet. En måde jeg har i tankerne, er inspireret af kulturberigerne. Kulturberigernes vifte af voldsredskaber lader ikke socialisterne noget tilbage at ønske, men det er vigtigt hele tiden at holde processen enkel, så inspireret af kulturberigerne vil jeg give socialisterne det valg, at de kan vælge enten at forlade landet eller at konvertere til højrefløjen. Der vil selvfølgelig altid være socialister imellem, der ikke vil konvertere til højrefløjen, men som, selvom det er en sjældenhed, viser tegn på intelligens. Disse vil blive udvalgt til nærmere undersøgelser, for at prøve at finde den biologiske årsag til denne variant. Der vil i selektionen også være enkelte socialister, der viser fysisk styrke. Disse vil, igen inspireret kulturberigerne, egne sig godt som slaver. Disse skal dog først gennem videnskabelige undersøgelser, da denne variant genetisk må kortlægges i forhold til de ellers altid tynde, blege umaskuline hanner og lavstammede, bredrøvede hunner. Man kommer nok til i den forbindelse at se på noget racehygiejne, så man kan få avlet det socialistiske gen ud af fremtidens mennesker.

De brugbare socialister der i fremtiden skal fungere som slaver, skal indlemmes på et afgrænset område, hvor de ikke gør nogen skade. Jeg har i den forbindelse forestillet mig, inspireret af det russiske Gulag, at øen Hven kunne bruges som reservat. Håbet ville så i den forbindelse være, at socialisterne langsomt ville flygte til Sverige, så der hele
tiden ville blive plads til nye slaver på øen. Jeg er helt sikker på, at svenskerne med kyshånd vil tage imod alle socialister.

Det overordnede håb er selvfølgelig, at samtlige socialister selv kan finde ud af at forlade landet. Danmark bliver hele tiden skudt i skoene, at det er det land, der er mindst villig til at modtage flygtninge, så det må i sagens natur betyde, at der må være masser af lande, der er villige til at modtage flygtninge, og hvis man ser på hvor mange lande, der i vor tid stadig hylder socialismen, eller som ledes under de muslimske samfundsnormer socialisterne kæmper så hårdt for at få indført i Danmark, så skulle det ikke repræsentere noget som helst problem at finde nye ”ynglepladser” til socialisterne.