”Hvem vil redde os fra vestlig civilisation?”

         Georg Lukacs, 1914

”Hey, hey, ho, ho, western culture got to go”


         Stanford University´s studerende, 1988

Professor ved University of Chicago Allan Bloom døde i oktober 1992, i en alder af 62 år. Som oversætter af Platon og Rousseau og universitetslærer gennem mange år, blev Bloom vidt kendt for sin bog ”The closing of the American Mind” der udkom i 1987. Bogen ramte en nerve. På det tidspunkt den udkom var det klart, at de værste tågehoveder af sex-drugs-rock´n roll – ”modkulturen” af sentresserne, over de forløbne tyve år aldrig var formindsket på landets universiteter; faktisk var mange af lederne af modkulturen  – nu udstyret med en Ph.D. – blevet den dominerende minoritet i universitetsfakulteterne og administrationen. Denne minoritet trænede bevidst deres studerende til at blive ”tankepoliti” ved gennemtvingelse af Politisk Korrekthed, klar til at afsværge og straffe enhver studerende eller lærer, der blev kendt skyldig i ”racisme”, ”sexisme”, ”utilstrækkelig sensitivitet mod den homoseksuelle livsstil” eller ”for høj anerkendelse af vestlig jødisk-kristen kultur”.

I de fem år siden Bloom´s bog er situationen på universiteterne blevet værre. Selv efter at Bloom´s tese var blevet debatteret, afskrev de studerende på Californiens University of Stanford, personligt understøttet af Jesse Jackson, universitetets kursuskrav i faget ”Vestlig Civilisation” som ”racistisk”; ved demonstrationerne chantede de studerende: ”Hey, hey, ho, ho, western culture´s got to go”. Landet over har de studerende succesfuldt krævet tekster fra ”DEM” (”Dead European Males”) erstattet af angiveligt mere relevante kvindelige forfattere og Tredjeverdensforfattere. De fleste store universiteter har nu indført kvoter, for at sikre det politisk korrekte miks af hvide, sorte, hispanics og homoseksuelle. De fleste skoler har nu også koder for ytringer, som eksempelvis kodemodellen offentliggjort ved University of Wisconsin, der tillader sorte studerende at kalde en hvid for en ”honkie”, men ville straffe en hvid studerende for at kalde en sort for en ”nigger”.

Denne artikel har to formål. For det første skal jeg demonstrere, at alle manifestationer af ”Politisk Korrekthed” er genereret af en enkelt kernefilosofi, der er aktivt ond. Åndsbevægelserne på universiteterne kan ofte synes humoristiske og være godt nyhedsstof, men hvad der står bag dette, er ondt – en ond filosofi der er ansvarlig for folkemord og ubeskrevet menneskelig lidelse, og repræsenterer en fare ikke bare for amerikansk uddannelse, men også for fortsættelsen af den amerikanske regeringsform.

For det andet destruerer politisk korrekthed bittert, at så mange observatører ikke vil blive overvundet, før den onde filosofien underliggende disse horribelhederer bliver konfronteret med en modfilosofi, der forstår uddannelsens faktiske funktion. La Rouche er den eneste tænker i dag, der stadigt stiller spørgsmålet: ”Hvorfor uddanne?”. Den eneste effektive måde at bekæmpe Politisk Korrekthed er, at bringe ideerne fra LaRouche til universiteterne.

 

Postmodernistisk helvede

De fleste af professor Bloom´s bøger er hengivet til en enkelt tese: amerikansk uddannelse er ultimativt baseret på det attende århundredes britiske liberalisme; denne liberalisme har tilladt at blive omgjort gennem de sidste 100 år af hvad Bloom kalder ”den tyske invasion”. Især amerikansk filosofi er blevet domineret af ideerne fra tre navngivne tyske kilder: det nittende århundredes filosof Friedrich Nietzsche, hans tyvende århundredes efterfølger Martin Heidegger og ”Kritisk Teori” fra den såkaldte Frankfurtskole, inklusive Georg Lukacs, Herbert Marcuse, Walter Benjamin og Theodor Adorno.

Bloom tager fejl, når han tænker at britisk liberalisme er det positive grundlag for for amerikansk uddannelse. I bedste fald er amerikansk uddannelse baseret på det tyske klassiske uddannelsessystem, det samme system der blev undermineret af Nietzsche, Heidegger og Frankfurterskolen. Bloom´s kritik af sidstnævnte som kilde til Politisk Korrekthed er ramt plet. Han evner dog i sidste instans ikke effektivt at bekæmpe den, da han ikke havde nogen gennemslagskraft i kritikken af britisk liberalisme.

”Politisk Korrekthed” var en frase oprindeligt anvendt i det kommunistiske partis intellektuelle cirkler i 1930´erne og 1940´erne. Den blev genoplivet af neokonservative forfattere omkring 1990, som en fornærmende karakteristik af den generelle tankeskole, der mere videnskabeligt kan kaldes postmoderisme.

Alle de vanvittige ting der undervises i på universiteterne er postmodernistiske. Postmodernisterne bruger megen tid på, at polemisere med hinanden over hvem der er indehavere af postmodernismens hellige gral; der er strukturalister, poststrukturalister, feministiske dekonstruktionalister, tredje verdens lesbiske feministiske dekonstruktionalister og så videre. Dog har alle postmodernistiske tanker deres umiddelbare oprindelse, som Bloom antyder, i de tre kilder Nietzsche, Heidegger og Frankfurterskolen. Postmodernisterne vil ikke benægte dette; de fleste hylder det. Hvad er så postmodernisme?

I 1936 formede nazisternes kulturminister Josef Goebbels, på ordre fra Adolf Hitler, en akademikerkomite, der skulle redigere Frederich Nietzsche´s samlede værker. Martin Heidegger var placeret i den komite; som forberedelse forberedte Heidegger en serie af lektioner om Nietzsche´s arbejde. Heidegger konkluderede, at den vigtigste ting, han delte med Nietzsche var, hans dedikation til udslettelsen af de sidste spor af vestlig civilisation, af hvad han kaldte ”metafysisk humanisme”. Denne dedikation delte han også med Frankfurterskolen.

”Metafysik” er undersøgelsen af, hvad der ikke findes i den fysiske verden, men genererer den fysiske verden, eller genererer forandringer i den fysiske verden. Mange læsere vil på dette tidspunkt sige: ”Noget der ikke er genereret af verden, men opererer i verden? Det er Gud”

Gud: et helt igennem brugbart svar. Svaret udtømmer ikke emnet ”Metafysik”, og mange metafysikere vil benægte eksistensen af Gud, men det giver os et fælles grundlag for valideringen af undersøgelsen. Så det Heidegger siger er: Vi er nødt til at fjerne som diskussionsemne, enhver teori der tillader muligheden for menneskelig aktivitet forbundet med en metafysisk aktivitet. Gå så tilbage til Nietzsche, konteksten for Heideggers analyse. Nietzsche er sandsynligvis mest berømt for én enkelt sætning, skrevet lidt over 100 år siden: ”Gud er død”. Dette, skal bemærkes, er en hel del mere skarpt end det klassiske ateistiske argument, at ”Gud ikke eksisterer og her er mine beviser”; Nietzsche sagde ”Gud er død; jeg dræbte ham; og jeg ønsker at du også skal dræbe ham”. Denne erklæring – ”Gud er død” – er basis for al politisk korrekt postmodernisme.

Frederich Nietzsche var klassisk professor som afstod sin akademiske karriere i sine tredvere, for at skrive vildt polemisk filosofiske værker. I 1888 kollapsede han på gaden, og brugte resten af sit liv i semi-katatonisk tilstand; syfilis var den sandsynlige årsag. Nietzsche skrev for at bevise, at de højeste koncepter menneskeheden havde udviklet, ideen om Gud, ideen om moral, om godt og ondt, er fjollet og falskt; menneskeheden udviklede disse ideer gennem århundreder som selvtrøst, for at undslippe den mentale smerte gennem erkendelsen af, at den materielle verden er alt vi har, og alt vi kan forvente. Ved selve begyndelsen til menneskelig civilisation, siger Nietzsche, blev den fysisk stærkere og klogere befolkningsminoritet regenter over majoriteten. Moral blev af disse tidlige regenter, som et socialt kontrolredskab: Godt var det de ønskede folk skulle gøre, og ondt var det de ønskede folk ikke skulle gøre. Dog, almindelige m
ennesker led under dette aristokratiske styre og blev hævntørstige, så regenterne måtte opfinde konceptet om Gud for at retfærdiggøre deres ordre. Men denne manøvre indeholdt frøene til deres egen ødelæggelse. De måtte skabe præster for at administrere denne religion, og disse præster begyndte at tro på deres egen propaganda, og kom i opposition til aristokratiet. I sidste instans har man hvad Nietzsche kalder ”de mest ”præstede”, jøderne”

”Alt hvad der på jorden er blevet gjort mod de ”noble”, de ”magtfulde”, ”mestrene”, ”regenterne”, svinder ind til ingenting, sammenlignet med hvad jøderne havde gjort mod dem”, sagde Nietzsche. Her er det i øvrigt Hitler fik kernen til sin antisemitisme; selv under massemordene søgte han hvad han troede var filosofiske ender. Hvorfor var jøderne slemme? Fordi de gav os Jesus.

Ifølge Nietzsche er kristendommen derfor et jødisk komplot, hvis konspiratoriske oprindelse er gået tabt, grundet det faktum, at komplottet har været så succesfuldt gennem de seneste to tusinde år. Det samme sagde Hitler: Først udrydder vi jøderne, derefter tager vi os af de enerverende effekter af kristendommen på nazi-mester-racen. Derfor er kristendommen den mest falske af alle falske religionsmyter. Hvad vi skal gøre, siger Nietzsche, er i vore sind at vende tilbage til fortiden – før kristendommen, før jødisk monoteisme, især før Platon og Socrates der demonstrerede, at der må være et selvopholdende ”godt”, der er knyttet til evolutionen gennem menneskehedens fysiske univers. Det moderne menneske må ”i evighed returnere” til en tilstrækkelig primitiv tid, da mennesket begyndte at skabe sine egne gudemyter. Homer, siger Nietzsche i sit berømte eksempel, var ikke en stor forfatter alene fordi han skrev om guderne, men fordi han skabte sine egne guder.

Nietzsches revolutionære nye mand af fremtiden, das übermensch eller Superman, må fjerne alle værdier han har levet med – lighed, retfærdighed, ydmyghed – og se dem som illegitime overlag i samfundet. Vi må have en ”Umwertung aller Werte” (transvaluation eller revaluering af alle værdier). Hvert menneske skaber sine egne værdier, skaber sit eget koncept om godt og ondt, baseret på sin egen fysiske og intellektuelle styrke. Fremtidens mand skal være et rovdyr, en ”voldsartist”, skabende nye myter, nye mentale tilstande baseret på essensen af menneskets natur, som Nietzsche identificerer som ”Wille zur Macht”, ”Viljen til Magt”. På samme tid må de gamle illegitime metafysiske overlag nådesløst destrueres, begyndende med kristendommen. Som Nietzsche konkluderer: ”Jeg er Anti-krist”

 

”Værende indtil døden”

Heidegger og Frankfurterskolen kan essentielt karakteriseres som kommentatorer af Nietzsche (Vi kan også inkludere Sigmund Freud i denne kategori). Martin Heidegger begyndte sit første Nietzsche-foredrag i Nazityskland i 1936 med at annoncere, at Nietzsche ikke var ”nær så omstyrtende som han udgav sig for at være”. Nietzsche gik ikke langt nok.

Nietzsche´s vilje til magt, sagde Heidegger, indeholder stadig en unødvendig metafysisk kvalitet, fordi den tillader det individuelle ego at skabe opfattelse af det fysiske univers uden tilstrækkelig reference til universets virkelige objekter; derfor, hvis Gud virkeligt er slået ihjel, så er objekter alt vi har, og derfor de eneste determinanter for vor vilje og vore ideer. I denne kontekst fortalte Heidegger sine studerende, at ”kristen filosofi” er en modsigelse i termer. Faktisk filosofi skal skelne mellem Sein (”være” i det abstrakte) og Dasein (faktisk ”være” der, opfattelsen af at være til stede i den erfarede verden). Den mentale historie om mennesket er ”Dasein” prøvende på at forstå ”Sein”, eller hvad Heidegger og hans efterfølgere kaldte kampen for at være ”autentisk”. Problemet er, at fænomener – inklusive andre mennesker, racer, sociale systemer, såvel som små hårde objekter – er ”historiserede”. De er historisk specifikke; Platon´s ideer eksempelvis, blev tænkt på et specifikt tidspunkt i historien, hvilket ikke er vores tidspunkt i historien, men de bliver behandlet, som om de er reelle på vores tidspunkt i historien, hvor de, som Heidegger siger, ikke er reelle.

 

Heidegger går endnu videre: Livet selv er ultimativt ”uautentisk”, da vi alle er dødelige, og der er ingen udødelighed. Derfor er det mest autentiske og menneskelige vi kan være, at være Sein zum Tode (”være til døden”), erkendelsen af, at ”være” ender med døden (Nogle læsere vil på dette tidspunkt i vores undersøgelse have noteret sig, at dette er eksistentialismen efterkrigstids oprindelse, som blot tog disse ideer til deres logiske slutning og annoncerede, at den mest autentiske og mest sandfærdige handling et menneske kunne opnå, var at blæse hjernen ud på sig selv)

Sein zum Tode værende sagen, så er det højeste de fleste mennesker kan håbe at gøre, at finde hvad Heidegger kalder en ”helt”, som vil transcendere historiciteten som er blevet dem efterladt, og skabe en ny mere autentisk historie. For Martin Heidegger var denne helt Adolf Hitler; og det er ugendriveligt, at tusinder af tyske intellektuelle fulgte Hitler til deres død baseret på Heideggers lærdom.

Frankfurterskolen er i det store hele Nietzsche og Heidegger plus et kommunistisk organisationsprogram. Frankfurterskolen blev grundlagt af Georg Lukacs, en ungarsk aristokrat der blev en litterær teoretiker i det store hele baseret på arbejder af Nietzsche og hans forskellige tilhængere. Omkring første verdenskrig lagde Lukacs kurs mod bolsjevismen, og blev kulturkommisær gennem den korte bolsjevistiske magttildragelse i Ungarn i 1919. Efter 100 dage blev ”Budapest-sovjet” slået og Lukacs flygtede til Moskva og blev en højtrangerende autoritet i det Kommunistiske Internationale, Comintern. Der var opgaven at svare på det slående spørgsmål: Hvorfor havde bolsjevismen succes i Rusland, men fejlede at gribe vesten, til trods for den kommunistiske revolte Europa over? Til dette samlede Lukacs en gruppe marxistiske sociologer og filosoffer, der grundlagde Institute for Social Research i Frankfurt, Tyskland i 1922; dette blev populært kendt som Frankfurterskolen. Institute for Social Research fastslog, at nøglen var, at Rusland var domineret af er særlig gnostisk form for kristendom, der var pessimistisk. Denne form for kristendom minimerede den enkelte sjæls rolle i verden, og erstattede den med den slags individ, der optog identitet ved at sammensmelte sin sjæl med den ”kommunale sjæl”.

Bolsjevikkerne havde succes i Rusland, sagde Institute of Social Research, fordi de overbeviste en del af befolkningen om, at deres revolutionære bevægelse repræsenterede en ny sekulær messias; forstået derhen, at de var i stand til at frigive, gennem propaganda og terrorisme, hele den populære indignation – eller nietzscheanske ”hævntørst” om du vil – mod aristokratiet og det ortodokse kirkebureaukrati, samtidigt bibeholdende ideologien om den ”kommunale sjæl”. De var i stand til at lave et simpelt skift: Du modtager din identitet, ikke fra kirken eller hellige moder Rusland, men fra partiet.

Undersøgerne fra Institute of Social Research erklærede, at problemet var, at til trods for Nietzshe´s og efterfølgeres pessimistiske bestræbelser så var vesten stadig domineret af en jødisk-kristen kultur, der fokuserede på det unikke og hellige ved den individuelle sjæl. Men hvad værre var, fra instituttets standpunkt, så vedholdt vesten, at det individuelle gennem udførelsen af hans eller hendes fornuft, kunne erkende den ”Guddommelige Vilje” i en umedieret relation; dette betød, at individet kunne ændre det fysiske univers i jagten på ”det gode” – at mennesket kunne have herredømme over naturen, som befalet af åbningskapitlet i Skabelseshistorien. Dette betød, at ethvert individ i vesten – et eller andet sted dybt nede – stadigt var optimistisk; de troede stadigt på, at den guddommelige gnist af fornuft i hver mand og kvinde,
kan løse problemer der møder samfundet, uanset hvor store disse problemer er. Og dette betød, at vesten ikke kunne have en succesfuld bolsjevistisk revolution. Derfor kunne Lukacs i 1914 skrive sin store klage: ”Hvem vil redde os fra vestlig civilisation?”

Institute of Social Research´s særlige bidrag til teorien og praktikken af det postmoderistiske helvede var at erkende, at vesten kunne manipuleres således at det selvdestruerer. Alt hvad kultur indebærer måtte forkastes gennem en aktiv teori om kritik, samtidigt med at nye kulturelle former skulle skabes – former der hverken oplyser eller løfter, men skulle udstille den sande nedgørelse af livet under kapitalismen og den falske myte under monoteismen.  

Hvad der var behov for, var hvad Lukacs kaldte ”forkastelse af kultur”, en ny ”kulturpessimisme”, en verden i hvilken det enkelte individ ikke tror på, at det kan have en personlig skæbne, men kun ”en samfundets skæbne i en verden forladt af Gud”. Den politiske opgave var, at fylde vestens folk med had, pessimisme og håbløshed – mens man samtidigt gjorde dem så stupide, at de ikke så nogen anden udvej på deres problemer end vild, ukontrolleret revolution.  

I de 45 år siden 1922 har Institute of Social Research spundet den ene teori efter den anden (bedre kendt som Kritisk Teori), designet til med magt at fjerne glæden, den guddommelige gnist af fornuft ud af vores fornøjelse kunst, litteratur og musik. Walter Benjamin der i dag er vældigt populær på universiteterne, påtog sig spørgsmålet om kunstnerisk kreativitet. Som Nietzsche og Heidegger var Benjamin og hans kolleger fast besluttede på, at lokalisere oprindelsen af filosofi før Socrates og Platon. Benjamin indrømmer, at de fleste mennesker mener, at Socrates startede filosofi med emnet om det fornuftige sind, hypoteserende naturen af det fysiske univers, søgende gradvist højere hypoteser til forbedring forståelsen.

Ved begyndelsen af det attende århundrede demonstrerede Gottfried Wilhelm Leibniz, baserende sig på Socrates, Platon og Nicolaus af Cusa, at det hypoteserende sind ikke kunne være materiel; stof tænker ikke (hav i mente, at Leibniz ikke taler om tænkning som en simpel mental aktivitet, som Freud gør; han definerer tænkning som en kreativ aktivitet). Det kreative sind kan forstå sandheden om det fysiske univers, men er ikke begrænset af dette univers. Det kreative sind reflekterer selvbevidst over fortidens forståelse af universet i nutiden, for at påvirke den fremtidige forståelse af universet, og den kreative handling er lige så udødelig som den sjæl der har visionen om det.

Alt dette er forkert, siger Benjamin. Filosofi begynder med det materielle, ikke med sindet. Langt tilbage i tidernes begyndelse blev mennesket konfronteret objekter i den fysiske realitet; filosofi begyndte med menneskets navngivning af objekter. Eftersom der ikke var nogen videnskab, ingen teknologi, ingen fysisk økonomi til at stå i vejen, var navnet på objektet selve essensen af objektet; at nævne navnet på noget var at sige alt hvad der var at sige om objektet. Men med det store onde af menneskets udvikling blev mennesket fremmedgjort mod naturens objekter.

Kreativitet eksisterer på en måde, men kun gennem menneskets forsøg på at finde tilbage til tidligere tiders navne på essensen af objekterne, forbi det kapitalistiske samfunds forhindringer. Men kreativitet kan ikke være udødelig eller universel, eftersom den er baseret på den materielle verden; den kreative handling skal være specifikt relateret til sit historiske punkt – igen, historiciteten af Nietzsch og Heidegger. Den kreative handling af Mozart og Shakespeare kan ikke forstås som Mozart og Shakespeare forstod den i deres historiske tid, men kun som vi forstår den på vort eget ”fremmedgjorte” tidspunkt i historien.

Derfor findes der ingen universel historie; der er ingen universel sandhed; der er ingen naturlig lov. Den bedste kunst i den moderne periode, siger Benjamin, kan ikke bedømmes ud fra bourgeoisiets koncepter om godt og ondt. Benjamin giver eksemplet på den bevidst onde kunst fra de franske symbolister og surrealister: Deres ”satanisme”, som han kalder det, kan ikke bedømmes som slet, fordi den udstiller den ”kapitalistiske kunst´s” falske moral.

Theodor Adorno, selv musiker, gjorde det samme for musikken. Beethoven, siger Adorno, længtes faktisk efter at skrive atonal musik, og dette skulle angiveligt kunne ses i hans akkordstruktur; men Beethoven havde simpelthen ikke mod til at bryde med sin tids sociale strukturer, der ikke ville have accepteret det revolutionære skift til atonalitet. Vore dages musik skal være atonal, fordi atonalitet er grimt, og kun grim musik fortæller os sandheden om vores egen miserable eksistens.

Meningen med kunst er, siger Benjamin, er at organisere pessimisme, og ”At organisere pessimisme betyder intet andet, end udelukke den moralske metafor fra politik”. Frankfurterskolen var ikke tilfreds med teori; de forsøgte at sætte denne nonsens i praktik. Hele instituttet (med undtagelse af Benjamin der i 1941 døde af en selvadministreret narkooverdose) flyttede til Amerika da Hitler kom til magten. Sponseret af institutioner som CBS, Columbia University, the American Jewish Committee og B´nai B´rith blev den den dominerende kraft i sociologisk teori og kommunikationsteori. Den udviklede konceptet om den ”autoritære personlighed” som skolemæssig retfærdiggørelse af sin irrationalitet, definerende ”autoritær” som værende enhver der har for høj en anseelse af familien, nationen eller selve fornuften. Frankfurterskolens kritiske teori er basis for dagens ”underholdningsindustri”, en frase som skolen introducerede; den er den teoretiske basis for al dagens fjernsyn, film og musikprogramlægning. Den er basis for offentlige opinionsmålinger, der er blevet den afgørende faktor i amerikansk politik.

 

Kend din fjende

Dette er hvad der er bagved al den nonsens om DHM. ”Hvorfor tvinger du os til at læse Homer, Platon og Cervantes? Disse er alle mandlige forfattere der deler den samme vestlige kultur; alt hvad de kan skrive om, er deres egne erfaringer og egne værdier. De kan ikke sige noget vigtigt til en kvinde, en sort person eller en homoseksuel. Man er nødt til at læse kvindelige forfattere, sorte forfattere eller homoseksuelle forfattere for dette, fordi, som vi alle ved, er det mentale liv begrænset af materialisme – alt vi kan sige, om livet er, hvordan vore forskellige instinktive og genetiske strukturer, som kvinde, som mand, som sort, som homoseksuel, interfererer med vores oplevede eksistens (Dasein) som mand, kvinde, sort eller homoseksuel.

I 1967 grundlagde en franskmand ved navn Roland Barthes den litterære teori ved navn ”Poststrukturalisme” med en enkelt erklæring, baserende sig fuldstændigt på Benjamin og bevidst forsøgende på at eftergøre Nietzsche´s berømte sætning: ”The author is dead”. Med dette mente han: ”Lad os tage konsekvensen og tilstå, at enhver vigtig litterær figur var så determineret af sin bevidste og ubevidste interaktion med sin materielle eksistens, at tale om ”forfatteren” er ugyldigt, og at sige at nogen tidligere forfatter har noget at sige dig i dag, er håbløst naivt. Selv ordene forfatterne brugte bærer på meninger påført af den specifikke tids regerende klasse, så ordene i sig selv er mistænkelige, da de underliggende bærer kapitalistisk undertrykkelse. I 1979, da han bestred et prestigefyldt professorat i Paris konkluderede Barthes: ”Sprog er fascisme”.

Mange læsere har set rapporter fra det eksperimentelle Rainbow Curriculum i New York: børn skal lære tolerance for den homoseksuelle livsstil, den sataniske livsstil og så videre. Dette kaldes ”værdiafklaring” i nye undervisningstekster. ”Undskyld mig”, siger forældre, ”Kunne I undervise i nogle familieværdier, nogle universelle værdier om godt og ondt?” Skolen svarer: ”Universelle værdier? ”Er du autoritær?” Er du religiøs fanatiker?
”Den eneste sandhed er, at en syfilistisk Nazi havde ret: ”Vi skaber alle vore værdier – Umwertung aller Werte”. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at John Dewey, grundlæggeren af moderne amerikansk uddannelseteori, var en offentlig og dedikeret beundrer af Frederich Nietzsche.

 

Nazisme- Kommunisme

Postmodernisme, i sit politiske udtryk, tager uværgerligt form af Nazisme – Kommunisme. Med dette mener jeg ikke ét eller andet sentimentalt koncept som eksempelvis totalitarisme”. Jeg taler ikke om Nazisme eller Kommunisme, men ”Nazisme-Kommunisme”, en specifik type ideologi der tillader ofret at bevæge sig – uden alvorlige filosofiske modsætninger – frem og tilbage mellem nazistpartiets og kommunistpartiets kortbærende medlemskab.

Martin Heidegger var, tragisk nok, den mest indflydelsesrige tyske akademiker på det tidspunkt Hitler tog magten i januar 1933; mange så i hans retning for at få retningslinier vedrørende nazisterne. Han svarede dem i 1933, ved at tage medlemskab i nazistpartiet og blive rektor for universitetet i Freiburg, erstattende en rektor der havde nægtet at implementere anti-semitiske regulativer på universitetet. Enorme mængder blæk er blevet spildt gennem de sidste 40 år, i et forsøg på at minimere eller retfærdiggøre Heidegger´s nazisme som et forvirret mellemspil.

I sin tid efterlod Heidegger dog ingen tvivl om, at den ”indre sandhed og storhed ved sin bevægelse” (nazismen), var nøjagtigt hvad han havde talt om i de seneste årti. Heidegger prøvede endda at rekruttere sin medtænker og universitetskollega Karl Jaspers til partiet. Jasper havde ikke noget valg, eftersom hans kone var jødisk; dog, på et tidspunkt rapporterede han, at han udfordrede Heidegger på Hitler´s filosofisk ignorance. ”Uddannelse er helt igennem uvigtig”, svarede Heidegger, ”bare se på hans fantastiske hænder”.

På det tidspunkt Heidegger lavede disse erklæringer, inkluderede hans studerende en stor del af den gruppe, der skulle dominere efterkrigstidens akademier på kontinentet. Mellem tyskerne var Hans-Georg Gadamer, fakultetsrådgiver for 1960´ernes generation af radikale studerende. Den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre, uden tvivl Europa´s mest berømte kommunist i 1950´erne, tog til Tyskland, med det ene formål at studere for fødderne af Heidegger: det er ikke en overdrivelse at sige, at Sartre lærte sin stalinisme fra nazisterne.

Heideggers anden berømte studerende, Frankfurterskolens Herbert Marcuse, havde forladt Tyskland med nazismens komme, og var i Amerika ved at blive den nye venstrefløjs vigtigste ideologiske guru. I 1960´erne kom Heidegger hele vejen rundt med erklæringen: ”det marxistiske historiesyn overgår alle andre”; på dette tidspunkt var Heidegger også offentligt enig med Marcuse om, at totalitarismens oprindelse, inklusive nazismen, var et virkeligt teknologisk fremskridt, der ødelægger filosofisk tænkning og øger fremmedgørelse. Forudsigeligt begyndte det ekstremistiske parti ”De Grønne”, at optage argumenterne fra både Heidegger og Marcuse. Og listen fortsætter. Paul de Man, professor ved humaniora på Yale University indtil sin død i 1983, var Amerika´s ledende praktiker af ”dekonstruktiv” litterær teori og kompromisløs kritiker af den angiveligt i sproget indlagte autoritarisme. I 1987 opdagede man, at de Man havde skrevet anti-semitiske og pro-nazistiske artikler i det tyskokkuperede Belgien i 1941-1942, den belgiske modstandsbevægelse havde offentlige afsvoret ham som forræder. Den dekonstruktivistiske bevægelse som de Man havde hjulpet med at udvikle, bestred denne åbenbaring: ”Forfatteren er død”, derfor er den historisk specifikke nazist de Man, en fuldstændigt anden entitet end den historisk specifikke ”Yale-dekonstruktivist”

I dag har vi bevis for, at postmodernismen genopstår, lovligt, i sin rå nazistisk-kommunistiske form. Arkitekterne af voldtægts –og mordlejrene bygget som et led i den serbiske ”etniske udrensning” af det tidligere Jugoslavien, har vist sig at inkludere en gruppe navngivne psykiatrikere, uddannet af den nietzscheanske psykoanalytiker Jacques Lacan. Det skal understreges, at disse bosniske forfærdeligheder ganske enkelt er ”kulturel barbarisme”, set af Lukacs, og den ”tvungne retardering” af Adorno, og ”primitiveringen” af Nietzsche og Heidegger. Hvad der sker i Bosnien, er en magtpåliggende march mod tribalisme, og postmodernisterne mener den tribale eksistens er et positivt gode, hvor mennesker lever mere ”autentisk”, og viljen til magt er helt frigjort. Dette forklarer også den postmoderne dominans over dagens ”afro-centrisme” og ”indfødte folks” bevægelser.