At hævde at venstreorienterede vil ty til fysiske angreb, for at undertrykke eller intimidere synspunkter der strider mod venstreorienteredes synspunkter, er intet selvbedrag. Det er et spørgsmål om historiske optegnelser. Her skal behandlingen af Arthur Jensen og Hans Eysenck, begge socialforskere der har taget hvad venstrefløjen ville kalde ”det forkerte syn på racespørgsmålene”, behandles.

 

Jensen er berømt som manden der fremlagde alle beviser på, at amerikanske negere er genetisk ubegunstigede hvad intelligens angår. Et mere upopulært og ufashionabelt synspunkt kan svært forestilles. Som sådan er det et synspunkt der særligt behøver beskyttelse. Doktrinen om ytringsfrihed handler om at beskytte upopulære synspunkter. Populære synspunkter har intet behov for beskyttelse af synspunktets ytring. Man skulle derfor tro, at venstreorienterede (hvis deres propaganda ellers står til troende) ville være de mest samvittighedsfulde i deres behandling af Jensen. Det modsatte er tilfældet. Han er blevet forfulgt af sine akademiske kolleger (socialforskere er massivt venstreorienterede i deres politiske anskuelser), udsat for fysiske angreb, og af studenteraktivister fået mursten smidt gennem sit vindue.

 

Senest har H.J. Eysenck, en tidligere tysker af jødisk afstamning, der led under nazismen, og med rette kunne påberåbe sig titlen som verdens mest eminente nulevende psykolog, tilsluttet sig ”Jensen-lejren”, ved at udgive en bog om race, der endda hævder, at irerne måske kunne være af genetisk inferiør intelligens. Personligt fandt jeg denne påstand herligt lattervækkende. Men hvad var venstrefløjens reaktion? Jeg citerer fra Sydney Morning Herald den 10. maj 1973: ”Studenter slog og sparkede i går en professor i psykologi, i sit forsøg på at give et foredrag ved London School of Economics. Professor Hans Jürgen Eysenck havde netop indledt foredraget med ordene ”Jeg har intet ønske om at sige noget kontroversielt”, da omkring 15 studerende sprang op på podiet, og angreb ham. De slog ham i gulvet, hans briller blev knust og hans ansigt lettere såret. Jeg vil hævde, at der ikke findes noget mere kujonagtigt, noget mere nazistisk, end denne pøbels udladning af vold fra 15 unge mænd mod en gammel mand.

 

Ekstremister på både højrefløjen og venstrefløjen tyer til politisk vold, når resten af samfundet tillader det. Normalt tillades dette ikke, men i vort samfund har venstrefløjen narret folk til at tro, at deres efteraben humanitære intentioner er tilstrækkelig garanti for retfærdigheden og menneskekærligheden af deres handlinger. Jeg vil hævde det modsatte: at folk der mener de handler i humanismens navn, meget ligner officererne fra Den Spanske Inkvisition, der mente, de havde Gud på deres side. Deres fejltagelse bestod i arrogancen af at mene, at de alene vide hvad menneskeheden har behov for, og bør have. Der findes ikke noget farligere skalkeskjul for ondskabsfulde gerninger, end de gode intentioners dække.

 

Og jeg overgeneraliserer ikke med ovennævnte eksempler. Volden og ødelæggelsen fra venstrefløjens fredsdemonstranter og anti-apartheiddemonstranter er velkendt.

”Frihed til at være enig med mig”, er den eneste frihed de fleste venstreorienterede synes at kende.

 

Venstreorienteret tvang er ikke alene begrænset til noget så indiskret som fysisk vold. Afbrydelse af kommunikationsforbindelser synes at være seneste skud på stammen fra venstrefløjen. Jeg refererer til den australske postunions (ledet af den erklærede kommunist Jim Slater) undladelse af aflevering af post til medlemmer af senatets højrefløj, fordi de ikke vedtog en lov, som venstrefløjen ønskede.

 

Dette var en hidtil uset tilsidesættelse af australsk demokrati.

 

Angreb på kommunikerende, forstyrrelse af kommunikationsmidler eller anden form for censur, er hjørnestenene i totalitære diktaturer. Kan vi være blinde overfor det faktum, at det er venstrefløjen fra hvilke vi behøver frygte os?

 

Som et sidste udtryk for venstrefløjens fundamentalt voldelige, uærlige og totalitære natur, der viser hvordan fortalerne for ”fred”, kan gøres til emne for vold, kan Göbbels, der oftest associeres med teknikken ”Den Store Løgn” (man siger én ting, og gør noget andet), anvendes som sidestykke til dagens venstreorienterede.