Det er i den neoliberale elites manglende evne og i uvilligheden til at konfrontere den alvorlige trussel mod vores civilisation, at Vesteuropa og Nordamerika tydeligst erklærer, at de deler de samme kulturelle kromosomer. I 1938 gjorde Hilaire Belloc sig disse tanker: ”Vil ikke måske den jordiske magt af Islam vende tilbage, og med Islam verdens bevæbnede muhammedaneres plage, som vil ryste Europa’s dominans – stadig symbolsk kristent – og genfremkomme som vores civilisations primære fjende?”

Syv årtier senere viser tilsvarende tegn på udslidthed sig i Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Skandinavien, Canada og U.S.A., inklusive den primære årsag, der er tabet af religiøs tro og adskillelige sekundære andre. I toppen af listen er elitens fjendtlighed mod alle former for solidaritet mod majoriteten af befolkningen, baseret på delte historiske minder, forfædre og fælles kultur; konsekvenserne er forudsigelige: 

· Tabet af en fornemmelse af sted og historie blandt europæere og nordamerikanere

·  Hastig demografisk nedgang, især i Europa, uden historisk fortilfælde

·  Løbsk tredje verdens (og i Europa, overvældende muslimsk) immigration

·  Kollapsen af privat og offentlig opførsel, moral og traditionelle fællesskaber

·  Påtvingelse af ”diversitet”, ”multikulturalisme” og ”sensitivitet”

·  Dæmonisering og kriminalisering af enhver opposition af ovenstående

Slutresultatet er Vesten’s tab af fornemmelse af ejendom over deres land. Før 1914 kunne både Vesten og den muslimske verden definere dem selv kulturelt mod hinanden. Den neoliberale elite insisterer på at tilsidesætte nogen som helst idé om et specifikt vestligt geografisk eller kulturelt rum, der burde beskyttes mod dem der ikke tilhører dette, og intet retmæssigt krav har til dette. Eliten insisterer på, at vore lande tilhører hele verden.

Vi står overfor en elitekonsensus der de facto åbner for immigration, multikulturalisme og eksistensen af et stort muslimsk isoleret mindretal i den vestlige verden, skal behandles som et fikseret og uforanderligt faktum, der ikke må underlægges undersøgelse. Denne konsensus, vil jeg hævde, er i sin natur ideologisk, ulogisk, dogmatisk i sin påførelse og katastrofal i sit resultat. Den må prøves mod beviser, og ikke mod angivelige normer i den offentligt accepterede diskurs påført af folk der intet ved om Islam, og heller ikke ønsker vi skal kende sandheden om Islam.

Yderligere har en perverteret massekultur af multikulturalisters indoktrinering i folkeskoler og massemedierne allerede stort set neutraliseret fornemmelsen for historisk og kulturel kontinuitet blandt unge vesteuropæere og nordamerikanere. I kontrast har blandingen af blød porno og konsumerisme målrettet enhver naturaliseret indvandrer i den vestlige verden, ikke haft den samme effekt på de isolerede muslimske trossamfund. Opremsningen af vestligt fødte uddannede unge muslimers støtte til terrorisme bekræfter dette fejlslag.

Tabet af en fornemmelse af sted og historie oplevet af millioner af vestlige følger fremkomsten af to sider af samme mønt: en neoliberal, post national hyperstat i Europa, og den neokonservative, ”næstekærlige globale hegemoni” i U.S.A., indbegrebet af kravet til et kontinuerligt voksende NATO. De to tankesæt, tilsyneladende modsætningsfyldte, er intet andet end to aspekter af det samme fremspirende globaliserede univers, to sider af samme mønt. De neoliberale advokerer for multilateralisme i form af et fremspirende ”internationalt samfund” indrammet af F.N. og med lovhåndhævelse af International Criminal Court (ICC), med E.U. fungerende som konstitueret medie for transporten af suveræne privilegerede til en overnational form; de neokonservative foretrækker at være byens eneste betjente. Begge deler den samme afsmag for traditionelle, naturligt udviklede samfund og kulturer.

Den revolutionære karakter af multikulturalistprojektet afsløres i de endeløse mantraer om race, køn og seksualitet, formlen nu løftet til status af post moderne filosoffers hjørnesten, kræfterne der presser den linære historiske proces fremad mod den store ”nationernes, racernes og kulturernes ligestilling”, der vil markere enden på historien. Race, køn og seksualitet har erstattet proletariatet som både den undertrykte klasse (jævnfør kulten omkring ikke-hvide, ikke-mandlige, ikke-heteroseksuelle offergørelse), og som den historisk forudbestemte agent for revolutionære forandringer.

Klassisk marxistisk politisk økonomi fundet i revolutionens dynamikker i den uundgåelige konflikt mellem ejerne af produktionsmidlerne og proletariatet, der intet andet har at sælge end deres arbejdskraft, og intet andet har at miste end deres lænker. Dagens marxistiske revolutionære går dog bagom dialektisk materialisme, ved at introducere et helt metafysisk koncept af offergørelse og en lang række associerede særrettighedskrav, der for Islam har virket så mirakuløst over hele den vestlige verden. Befolkningsmajoriteter i Europa og Amerika er i dette sindssyge, men altgennemtrængende, paradigme, skyldige i ”undertrykkelse” gennem selve deres eksistens, og må derfor ikke tillades at protestere mod denne migrationssyndflod, for ikke at tale om at prøve at modsætte sig den: Dét er ”racisme!”

Og vi kan allerede høste frugterne. Gibbon kunne have haft dagens Antwerpen eller Malmø i tankerne, eller Marseilles eller Huddersfield, da han skev om Rom’s forfald, dets omformering af masserne ”til en ussel og stakkels befolkning”. I sin nuværende form vil den indfødte vestlige befolkning inden for et århundrede forsvinde: ”børnefri” er en legitim yuppie livsstilsterm, på linie med ”fedtfri”. Men hvor udryddelsestruslen af en eksotisk stamme i Borneo eller Amazonejunglen – for ikke at tale om en plettet ugle eller en spermhval – ville alarmere og iværksætte aktivisme i den neoliberale elite, så er det indbefattet racisme at nævne det faktum, at europæere og deres transatlantiske åndsfæller bogstaveligt talt er udryddelsestruede arter.

Der vil ikke komme nogen stor syntese, ingen civilisatorisk krydsbefrugtning Vesten og Islam imellem. Selv de ultratolerante hollændere er begyndt at se lyset, men de er mareredne af skyldpåførende, selvhadende apologeter, hvis magtgreb om den politiske magt, medierne og akademierne er udemokratisk, unaturlig og obskøn. Hvis Europa vil overleve, må disse afmaskes for det de virkeligt er: forrædere mod deres nationer og deres kultur. De må erstattes med folk der er villige og parate til at emnegøre immigration og identitet testet gennem demokratiet, uhindret af administrativ eller juridisk sanktion.

Hvis den kommende krig mod jihad skal vindes, er første skridt at få en ærlig snak om fjendens identitet og karakter og naturen af denne trussel. Forpligtelsen er ikke mindre dikteret af moral end den er dikteret af behovet for selvopholdelse. ”Hvis du kender din fjende, og du kender dig selv, behøver du ikke frygte hundrede slag”, siger Sun Tzu. Tja, vi kender fjenden. Vi kender fjendens kerneoverbevisninger, rollemodellen, dennes historie, tankegang, handlingsmønster og intentioner. Vi kender også svaghederne, hvilke er mangfoldige, og ovenover den manglende evne til at udvikle en velstående økonomi eller et funktionelt, harmonisk samfund.

Hovedproblemet ligger hos os selv; eller rettere, hos de blandt os der har magten til at lave politikker og skabe holdninger, som vil afvise og fordømme denne diagnose. Havende absorberet postmoderne relativisme, kun sikker på usikkerhed, frataget enhver tro, bortset fra troen på deres egen ufejlbarlighed, behandler den vestlige neoliberale elite jihadisternes tankesæt som et problem der kan, og skal, behandles ved at behandle årsager udenfor selve Islam. Resultatet er en overflod af angivelige ”kure”, der har lige så stor sandsynlighed for at lykkes med at sikre os mod terrorisme, som slangeolie har for at kurere leukæmi.

Oversøisk fortælles vi, at vi må adressere d
e politiske og økonomiske muslimske massers jammer over fattigdommen, at vi må sprede demokrati og frie markeder i den muslimske verden, at vi må investere i offentligt diplomati. Hjemme har vi behov for mere tolerance, større inklusion, mindre profilering og mere målrettet rækken ud efter minoriteter der føler sig marginaliserede. Det forudsigelige fejlslag af en sådan kur, leder til endnu mere patologisk selvundersøgelse, og endnu mere morbid selvtvivl. Den onde cirkel må brydes.