I Sydney blev en bandeleder af en muslimsk libanesisk gruppe af gruppevoldtægtsmænd dømt til 55 års fængsel. Jeg skulle vel egentligt sige ”libanesisk-australske” muslimske gruppevoldtægtsmænd, eftersom den anklagede var australsk borger. Men identitetsmæssigt anså disse uregerlige unge mænd dem selv som havende vægten på den libanesiske side og knap så megen vægt på den australske side. Under deres gruppevoldtægter ville den heldige pige få at vide, at hun nu skulle ”kneppes på libanesisk maner”, og at hun fortjente det, fordi hun var et ”australsk svin”.
Men uundgåeligt blev denne svære fængselsstraf ”kontroversiel”. Efter den 9/11 blev amerikanerne tilrådede at spørge dem selv: ”Hvorfor hader de os?” Nu må australierne spørge sig selv: ”Hvorfor voldtager de os?” Som Monroe Reimers formulerede det i en artikel i The Sunday Morning Herald:
”Hvor forfærdelig forbrydelsen end var, så må vi ikke forveksle retfærdighed med hævn. Vi har brug for svar. Hvor kommer dette had fra? Hvordan har vi bidraget til den? Måske er tiden kommet til at tage et grundigt kig på den racisme gennem eksklusion praktiseret med en sådan beslutsomhed af vore samfund og kulturelle institutioner”.
Faktisk har jeg mange gange under byrden af én eller anden afskyelig politik, haft lyst til at nagle ét eller andet stykke kvindfolk til jorden og gennemkneppe hende mens mine venner så på, ventende til det blev deres tur. Men jeg er bange for, at i mit tilfælde ville alle verdens Monroe Reimers have meget mindre travlt med at finde ”rodårsager”. Gruppevoldtægt som legitimt udtryk for kampagner for social retfærdighed, er et privilegium reserveret de udvalgte.
Hr. Reimers vil dog blive glad for at vide, at hans synspunkt deles over hele hemisfæren. Fem dage før 9/11 rapporterede den norske avis Dagbladet, at 65% af landets voldtægter blev begåede af ”ikke-vestlige” immigranter – en kategori der for Norge´s vedkommende betyder næsten udelukkende muslimer. En professor ved Oslo´s universitet forklarede, at årsagen til den uforholdsmæssigt store andel af muslimer på voldtægtsmarkedet er, at muslimer i deres hjemlande næsten aldrig straffes voldtægt, da det almindeligvis antages, at ”det er kvinden der er ansvarlig for voldtægten”.
Så burde muslimske immigranter i Norge underrettes om, at tingene fungerer en smule anderledes i Skandinavien? Overhovedet ikke! Professoren insisterede på, at ”norske kvinder må erkende deres del af ansvaret for disse voldtægter”, da deres måde at klæde sig på af muslimer ville blive anset for værende upassende. ”Norske kvinder må se i øjnene, at vi lever i et multikulturelt samfund og tilpasse sig dette”. Eller modificere Dronning Victoria´s råd til sin datter på bryllupsnatten: ”Læg dig tilbage og tænk på Yemen”.
Frankrig? Tja, jeg kan ikke bringe nogen voldtægtsstatistikker fra Den Femte Republik, da myndighederne gør sig store anstrengelser for ikke at føre nogle sådanne. Men selvom fænomenet ”immigrantgruppevoldtægter” ikke eksisterer, så findes der allerede et ord for det: ”tournante” – ”så er det din tur”. Sidste år blev 11 muslimske mænd arresterede for at nyde en god gammel ”tournante” med en 14 årig pige i en kælder.
Danmark? ”Tre ud af fire voldtægter udføres af ikke-danskere” siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, en del af regeringskoalitionen.
Nå, men du har fanget idéen. Hvor vidt muslimske kulturer er mere tilbøjelige til at begå voldtægter eller ej, undersøger vi en anden gang. Hvad der er interessant, er hvor let selv den mest ekstreme manifestation af multikulturalisme indordnes vore almindelige dyder. Norske kvinder må lære at være, i en meget reel opfattelse, mindre ”afslørende”. Mandlige libanesiske immigranter der er flygtet fra krigshærgede ødeområder og finder tilflugt i et land af fred, frihed og muligheder, forvandles uundgåeligt til gruppevoldtægtsmænd gennem australsk racisme.
Efter 9/11 sagde en ven til mig, at hun ikke kun fordrage al den ”Amerika-må-spørge-sig-selv”-halløj, fordi hun har arbejdet på et center for voldtægtsofre, og hun har hørt denne ”bebrejd-ofret”-historie tusind gange før. Amerika bad selv om det: ligesom de norske kvinder, var det ”provokerende”. Min ven mente, at disse multikulti apologeter behandlede Amerika som et metaforisk voldtægtsoffer. Og alligevel kommer det som en overraskelse at opdage, at de gør nøjagtigt det samme ved de virkelige voldtægtsofre. Efter O.J. Simpson dommen blev det af visse feminister bemærket, at ”race overtrumfer køn”. Hvad vi efter den 9/11 kan notere os, er at multikulturalisme overtrumfer alt. Multikulturalismens greb om den vestlige elites fantasiverden er urystelig. Selv præsident Bush følte behov for i månederne efter 9/1, forpligtet til at lave en fotosession, så han kunne erklære at ”Islam er fred”, mens han var omgivet af repræsentanter fra Council on American-Islamic Relations, en organisation der, grundet ”etniske og religiøse stereotyper”, protesterede mod retsforfølgelsen af to mænd i Chicago for ”æresdrab” på deres kusine.
Omkring denne ”Islam er fred”-ting, gav Bassam Tibi, en muslimsk professor ved universitetet i Göttingen i Tyskland en behjælpelig tale: ”Begge parter burde ærligt erkende, at selvom de bruger identiske termer, betyder disse forskellige ting for dem”, sagde han. ”Ordet ”fred”, eksempelvis, implicerer for en muslim udvidelsen af Dar al-Islam – eller ”Islam´s Hus” – til hele verden. Dette er fuldstændigt anderledes end det oplyste koncept om evig fred, der dominerer vestlige tanker. Kun når hele verden er Dar al-Islam, vil hele verden være Dar al-Salam, eller ”Fredens hus”. 
På overfladen lyder det komplet latterligt. Den ”muslimske verden” – buen der strækker sig fra Nordafrika gennem hele Sydasien – er økonomisk, militært, videnskabelig og kunstnerisk ligegyldig. Men set gennem det norske prisme af voldtægter og franske kriminalitet lyder idéen om Dar al-Islam ikke så latterlig. ”Tavshedskoden” der omgiver voldtægter i tæt sammenknyttede familier er, så at sige, forstærket af den langt mere omfattende ”tavshedskode”, der omgiver multikulturelle emner i Vesten. Hvis alle kulturer er af lige værdi, hvordan peger man så på mangler?
Som jeg forstår det, så er fordelene ved multikulturalismen, at de sterile blegfede australske, canadiske og britiske kulturer får nogle gode etniske restauranter og åbningsceremonier for Commonwealth Games varende til klokken to om natten. Men med hensyn til de muslimske ghettoer i Sydney, Olso, Paris, København og Manchester, betyder multikulturalisme det værste af muslimske kulturers attributter – underkastelsen af kvinder – kombineret med det værste af Vesten´s kulturer – legitimitet og selvtilfredsstillelse. Tatoverede og piercede skinhead bander der fører sig brovtende frem gennem gaderne i Nordengland, er lige så meget et produkt af multikulturallismen som den turban bærende Sikh. Alligevel, selv mødt med de groveste angreb på vor kæreste sager – kvinders rettigheder, homoseksuelles rettigheder – vender den politiske klasse sig utilpas væk.
Der var engang hvor vi vidste, hvad vi skulle gøre. En britisk distriktsofficer der kom forbi en ”suttee”, blev af de lokale hinduer fortalt, at det var tradition, at brænde enken på sin ægtemands kremeringsbål. Han svarede, at i britisk kultur var det tradition, at man hægte fyre for den slags. Der er mange gode ting ved Indien – karry, pyjamas, sitarer og software ingeniører – men suttee er ikke én af dem. Hvor ærgerligt at vi ikke længere er i stand til at være ”fordømmende” og ”diskriminerende”. Vi fortælles, at de gamle imperialister var racister. At de opfattede fejlfarverne som underlegne. Men i det tilfælde, så opfattede de dem i det mi
ndste som værende i stand til forbedring. Multikulturalisterne er bare racister. Den eneste forskel er, at de mener, at de ikke kan reformeres: Du godeste! Du havde da vel ikke forestillet dig, at muslimerne skulle gå rundt uden at voldtage kvinderne? Næ, så er det bedre, at kvinderne bare vænner sig til det.
Man er altid forpligtet til at forklare sig, når man kredser omkring et sådan emne. Jeg er ikke racist. Jeg er kulturalist. Jeg mener at vestlig kultur – eksempelvis loven og universelle rettigheder – foretrækkes frem for arabisk kultur: det er derfor der er millioner af muslimer i Skandinavien og fire skandinavere i Syrien. Følg trafikken. Jeg støtter immigration, men med assimilation. Uden den kravler vi langsomt op på vore tabte imperiers enkebål. Man ser det allerede i europæisk udenrigspolitik: de er bange for deres mystiske, svulmende, ustoppelige muslimske befolkninger.
”Islam for All” rapporterede forleden at med dagens demografiske rater, vil flertallet af børn under atten år om tyve år i Holland være muslimske. Det vil blive det første islamiske land i Vesteuropa siden tabet af Spanien. Nu er Europa kolonien.

Måske skulle vi lave en væddepulje: Hvilket europæisk land vil være det første til at institutionalisere sharia?