Optøjerne der konsumerede de franske forstæder og optøjerne over de danske Muhammedtegninger, har understreget for alle at se, at der foregår en vedholdende kamp mod Radikal Islam (bedre kendt som ”terrorisme”), der om noget mere er et problem for Europa end for Amerika. For U.S.A. med en muslimsk befolkning på mindre end 1% af totalbefolkningen er Radikal Islam et problem man har ”derovre” i de dysfunktionelle områder af Mellemøsten som Pakistan og Saudi Arabien. For Europa derimod er det en langt mere umiddelbar og truende krise, da den er hjemlig. I Holland udgør muslimerne 6 til 7% af befolkningen, og i Amsterdam og Rotterdam er op mod halvdelen af indbyggerne muslimsk. I Frankrig når procentdelen op til 12 til 13 %. Mange af organisatorerne af terrorhandlinger, inklusive Mohammad Atta, lederen den 11. september; bomberne den 7. marts i Madrid; Mohammed Bouyeri, morderen af den hollandske filmskaber Theo van Gogh og den 7. juli bomberne i London, var ikke radikaliserede i Mellemøsten men i Vesteuropa. Mange, som Bouyeri og London bomberne, var andengenerations borgere, der talte deres tilflyttede lands sprog flydende.

Den europæiske dimension af det islamiske problem har i Europa i nogen tid været til diskussion, et emne forfulgt af akademikere som Bassam Tibi, en syrisk født professor fra Göttingen og den franske islamekspert Oliver Roy og Gilles Kepel. Men indtil for nylig har niveauet af Politisk Korrekthed omkring emnet været så undertrykkende, at kun få politikere og journalister har turdet tale åbent om et emne, der genererer enorm frygt i befolkningen. Amerikanere har ikke mødt de samme forhindringer, og der findes nu en spirende og markant varslende litteratur omhandlende den islamiske trussel mod Europa. Den dystre diagnose af Europa´s hjemlige situation er fuldstændigt retfærdiggjort: Længe før de franske optøjer bemærkede den franske efterretningstjeneste, at der fandtes dusinvis af nabolag hvor fransk politi ikke turde sætte fødderne. Problemet er, hvordan man adresserer situationen fremover, og de grundlæggende forhold er klare. Regeringerne må slå ned på ekstremister og jihadister, på måder der ikke risikerer yderligere fremmedgjorte minoritetssamfund; deres mål må være at integrere moderate muslimer bedre, mens man undgår højreorienterede populistiske tilbageslag. Desværre for enhver der skuer efter amerikanske forskrifter – hvor assimilation trods alt har en lang historie – vil man finde mere larm og raseri end anvendelig indsigt.

Indtil videre har skingre stemmer domineret området med Pat Buchanan i front med bogen ”The Death of the West”, og Tony Blankley fra The Washington Times, for nylig følgende op med bogen ”The West´s Last Chance”. Bruce Bawer tilbyder nu en mere balanceret, om end stadig højst dyster prognose, hvor han undersøger Europa´s vanskeligheder i ”While Europe Slept”. En skribent og kritiker der tidligere boede i New York (han begyndte på The New Criterion), er Bawer, og er tilfældigvis bøsse. Ud fra eget udsagn flyttede han i de sene 1990´ere med sin partner til Europa, da han fandt atmosfæren af konservative kristendom i U.S.A. tiltagende undertrykkende. Levende både i Norge og Holland lærte han at tale norsk og hollandsk, og fandt ud af, at den virkelige trussel mod hans personlige frihed ikke kom fra konservative kristne, men fra intolerante muslimer der både er homofobiske og tiltagende højlydte kontinentet over.

Bawer´s virkelige tungsind er dog reserveret for de europæiske eliter, der indtil nu har ignoreret den tiltagende trussel mod deres demokrati, mens de bebrejdede Amerika og Israel for deres problemer. Europæerne han møder er arven fra 1968 revolten, der favner en barnlig anti-etablissement politik, der bebrejder kapitalismen og Amerika for verdens problemer, mens muslimske unge angriber homoseksuelle i vor midte. Nationale ledere putter sig hos autoritære arabere, og ignorerer befolkningens klager over kriminalitet i immigrantsamfund i et håb om at købe dem selv fred. Folk som Pym Fortuyn, den homoseksuelle hollandske politiker, der var den første til tydeligt at sige, at muslimer var en trussel mod centrale hollandske værdier af åbenhed og pluralisme (og som blev myrdet af en dyrerettighedsaktivist), afsværges af medierne og den akademiske elite som fascistisk og racistisk.

Fordømmelser som disse er præcist hvad Buchanan og Blankley inviterer til, mere end hjælper at undgå med oprørende advarsler og urealistiske forslag, der udelukkende tjener til næring af intolerance. I ”The Death of the West” elaborerede Buchanan på kulturkrigen han først havde gjort berømt ved det republikanske konvent i 1992, hvor han fremlagde et kristent, familieorienteret, patriotisk, protektionistisk og isolationalistisk Amerika mod et Amerika der er militant anti-religiøst, kosmopolitisk, globalt, multikulturelt og for homoseksuelle. I sin bog bruger han anseelig tid på at tale om den demografiske krise i Europa, som han tilskriver sidstnævntes mangel på borgerlige vælgere. Citerende fremskrivninger fra velkendte demografer fremsætter Buchanan advarsler om hvordan Tyskland omkring 2050 vil have mistet en tredjedel af sin befolkning, hvordan 52% af italienske kvinder mellem 16 og 24 planlægger ikke at få børn, og hvordan disse hvide europæere indenfor få generationer vil blive udkonkurreret af muslimske immigranter takket være tilkommernes højere fødselstal. Som Blankley – hvis bog ”The West´s Last Chance” åbner med et vildt urealistisk, hypotetisk scenario i hvilket en moderat republikansk senator der stiller op til præsidentvalget, søger støtte fra det tiltagende militante amerikansk muslimske samfund ved at tale for indførelse af sharia lov i U.S.A. – Buchanan tilskriver denne demografiske nedgang til Europa´s tab af kristne værdier, og favnelsen af feminisme, multikulturalisme og internationalisme.

Det ”Vesten” Buchanan mener, er døende, er ikke defineret af universalistiske ideer om rettigheder og værdighed; det er defineret af Kristendom og etnicitet. Hvis det kun handlede om at have de rette værdier, så skulle han velkomme latinamerikanske immigranter, der deler hans katolisisme, eller muslimer der er lige så socialt konservative som ham. Men hans konservatisme er mere af den traditionelt europæiske slags, hvor den primære loyalitet ligger hos éns egen stamme i en verden af konkurrerende stammer. Og de midler Blankley og Buchanan advokerer for, er dømt til at gøre problemerne værre, ved at underminere den assimilationsmodel der redder Amerika fra Europa´s krise.

Blankley foreslår at lukke grænsen til Mexico, indføre nationale identitetskort og indføre etnisk profilering uden i den forbindelse at føle forlegenhed. Han går så langt som at retfærdiggøre Roosevelt i hans karantæne af amerikanske japanere under Anden Verdenskrig, med de implikationer der kan være indenfor vores ret til at gøre det samme med amerikanske muslimer. Buchanan ser ligeledes med nostalgi tilbage på Operation Wetback, der udviste en million mexicanske gæstearbejdere i 1950´erne, og skænder på præsident Bush der nægter i dag at gøre 5 til 10 millioner illegale immigranter til emne for en tilsvarende behandling. Både Blankey og Buchanan har det samme råd til europæere: Gå i kirke igen og få flere børn. Og held og lykke. Selv hvis der i Europa var en genvækkelse af kristen identitet, så udtrykker Buchanan-Blankley visionen kun mere militant konfrontation med de millioner af europæere, der ikke er kristne.

Der er ingen tvivl om, at hvad der er kommet til at hedde ”Eurabien”, konstituerer et stort problem for demokratiet der, et problem der for den europæiske elite ingen undskyldning findes for ikke at have erkendt og adresseret i tide. De opererede for længe under den falske forståelse, at liberal pluralisme betyder respekt for samfundenes rettigheder mere end individernes rettigheder, og de var ikke villige til at træde til, da eksempelvis en marokkansk familie tvang deres datter i ægteskab, eller mod hendes vilje afskibede hende til Marokko. Fashionabel multikulturalisme tilpassede sig traditionel europæisk korporatisme og muslimske samfund i isolerede ghettoer, der derefter blev frugtbar jord for væksten af en højst intolerant version af Islam.

Dog, den dybere årsag til Europa´s manglende evne til at integrere muslimske immigranter, som Bawer ser det, er ikke multikulturalisternes idé favnet af venstrefløjen, men Buchanan´s forståelse af identitet – en forståelse der indtil for fem år siden forhindrede en tysktalende tredjegenerations tyrker i at opnå statsborgerskab, da han ikke havde en tysk mor. Ifølge Bawer ”vil europæerne tillade immigranter i deres land; de vil betale skat, så deres regering kan redistribuere (om nødvendigt til evig tid) støtte….Men de vil ikke virkeligt se dem som nordmænd eller hollændere. Og de vil kraftigt modsætte sig ideen om, at immigranter lever blandt dem som respekterede, fuldt ligeværdige”. Amerikansk identitet derimod har fra begyndelsen været mere overbevisningsbekendende og politisk end baseret på religion og etnicitet. Nyligt naturaliserede guatemalere og koreanere i Amerika kan stolt sige, at de er amerikanere. Pat Buchanan kan måske ikke lide det, men det er præcist, hvad der redder os fra den fælde, europæerne er faldet i.

De alarmerende prognoser i disse bøger er blevet taget meget mere alvorligt i Europa gennem den seneste tid som resultat af muslimsk vold. Hollænderne taler om van Gogh mordet som deres 9/11, og den politiske transformation har været forbløffende. Regeringen har lukket for stort set al ny indvandring til landet, og givet politiet udvidede beføjelser i jagten på potentielle terrorister. Traditionel multikulturalisme ses nu i almindelighed i Holland som fejlslagen, og bliver alvorligt betvivlet i Storbritannien. Der ruger i Europa blandt almindelige borgere et alvorligt ”tilbageslag”, der senest i Frankrig og Holland stemte imod den nye europæiske konstitution, i det mindste delvist grundet den opfattelse at de troede at dette betød tyrkisk medlemskab af E.U.

Problemet de fleste europæiske samfund i dag står overfor, er, at de ikke har nogen vision omkring de positive kulturelle værdier deres samfund repræsenterer, og burde promovere, ud over endeløs tolerance og moralsk relativisme. Hvad hvert enkelt europæisk samfund behøver, er at opfinde en åben form for national identitet i stil med den amerikanske overbevisning, en identitet der for tilkommere er tilgængelig uanset etnicitet eller religion.

Dette var ideen bag Bassam Tibi´s ”Leitkultur” (vejledende eller refererende kultur), opfattelsen af at Europæisk Oplysning gav grobund for en markant og positiv universalistisk kultur baseret på individets værdighed. Muslimer der kommer til Europa vil minimum forventes at acceptere dette perspektiv som deres eget. De tyske kristne demokrater støttede forsigtigt en version af dette, kun for at blive sendt i defensiven af venstrefløjen med anklager om racisme og immigrantfordomme. Interesse i ”demokratische Leitkultur” er dog genvækket i lyset af de seneste begivenheder, og en energisk debat har åbnet sig i bestræbelserne på at definere den. Der vil være mange fejltrin undervejs: Baden-Württemberg har eksempelvis nyligt introduceret en test, der kræver, at respondenten støtter homoseksuelle ægteskaber som en betingelse for at opnå statsborgerskab, noget der bevidst er designet til eksklusion af muslimer.

Tiden er ved at rinde ud for adresseringen af disse spørgsmål. Europæerne skulle for en generation siden have begyndt diskussionen om, hvordan muslimske minoriteter integreres, før vindene af Radikal Islam begyndte at blæse. Tegningkontroversen, for at begynde med et prisværdigt europæisk ønske om at anslå grundlæggende frihedsværdier, kan konstituere et ”point of no return”, der vil være svær at tilbagekalde. Vi burde være alarmerede over problemets omfang, men vise i behandlingen af dette, eftersom eskalerende kulturelle konflikter kontinentet over vil bringe os tættere mod et opgør mellem islamister og sekularister, der tiltagende vil ligne civilisationernes sammenstød.