Med udgivelsen af sin seneste bog ”Surrender: Appeasing Islam, Sacrificing freedom” kan den amerikanske skribent Bruce Bawer i sit nye hjemland Norge have begået en kriminel handling. I 2005 vedtog det politisk korrekte parlament i Norge en såkaldt ”diskriminationslov”, en der, ud over at begrænse ytringsfriheden, kriminaliserede ”ytringer”, der kunne være ”fornærmende” mod de af en vis religiøs overbevisning. Eftersom ”surrender” i vestlige meningsdanneres øjne er en alvorlig anklage, særligt i medierne, hentydende til kapitulationen overfor et tiltagende Islam i Europa, og eftersom islamiske ekstremister er tvungne til at gribe til handling overfor forfatterens appel for et fastere forsvar mod vestlige friheder, er der en reel mulighed for, at Bawer kan blive anklaget for, hvad han har skrevet.

At det er kommet så langt i det politisk progressive Norge, gør bogen til nødvendig læsning. Den tjener også til forstærkning af Bawer´s hovedpåstand: at mange i Europa, og i mindre omfang i U.S.A., er parate til at trækker essentielle civile rettigheder tilbage for at formilde (håber de) muslimske radikale. Bawer indtager en bred offensiv, inklusive ledende underkastede politiske, religiøse og akademiske personer. Han retter dog hovedsagligt sit retoriske skyts mod pressen.

I deres iver efter at afskaffe ytringsfriheden, af hvilken de er afhængige – det værende sig gennem selvcensur eller et tvingende behov for at omtale svorne islamister som ”moderate” – kan journalister repræsentere den meste pinefulde illustration af Bawer´s tema, at for alt for mange i Vesten, er underkastelse helt sikkert en mulighed.

I Bawer´s fortælling begyndte underkastelsen i 1989. Det år Salman Rushdie´s roman ”De Sataniske Vers” skaffede ham en fatwa fra Iran´s Ayatollah Khomenei. I dette dekret kaldte Khomenei på muslimer verden over at jage og dræbe Rushdie og enhver, der er involveret i denne bogs publicering, ”så ingen igen tør fornærme islamiske helligheder”. Fatwa´en tvang Rushdie til at skjule sig, og førte til mordet på en japansk translatør. Men mens mange forfattere stimlede sammen i forsvar for Rushdie, bebrejdede mange perverst forfatteren for at provokere sin egen dødsdom. Historikeren på Oxford Hugh Trevor-Rober snerrede, at ”han ikke vil fælde en tåre hvis britisk muslimer, beklagende Hr. Rushdie´s opførsel, ville overfalde ham i en mørk gyde for at forbedre denne opførsel”. På det tidspunkt, skriver Bawer, afskrev han Trevor-Rober´s synspunkt som unormalt. Han var helt sikker på, at civiliserede folk ville forsvare ytringsfriheden mod dens ringeagtende islamister.

Han tog fejl.

Hurtigt frem til november 2004. Den hollandske filmskaber og provokatør Theo van Gogh er lige af islamisten Mohammed Bouyeri blevet bestialsk myrdet på en gade i Amsterdam. Den hollansk fødte søn af marokkanske immigranter dræbte van Gogh for forseelsen at lave ”Submission”, en dokumentarlignende film der fremhæver mishandlingen af kvinder i islamiske samfund. Hvis Bouyeri havde håbet at tavsgøre kritiken af Islam, så lykkedes det ham: svaret på denne dødelige handling var mere censur. Den mest deprimerende ironi kort efter van Gogh´s død var, at filmen ”Submission” af produceren Gijs van de Westelaken blev trukket tilbage fra en festival bestående af censurerede film, der frygtede, at den kunne tilskynde til muslimsk vold. ”Betyder det, at jeg giver efter for terror?” spurgte Westelaken. Han svarede ærligt ”Ja” på sit eget spørgsmål.

Lignende scener har udspillet sig på tværs af Europa. I januar 2006 blev Vebjørn Selbekk, redaktør for det lille blad Magazinet, den offentlige fjende i Norge, da han genoptrykte Muhammedtegningerne, der havde udløst opstand i den muslimske verden, da de første gang optrådte i den danske avis Jyllands Posten i efteråret 2005. Selbekk gjorde dette i protest mod, hvad han anså for værende en kultur af selvcensur blandt vestlige aviser, af hvilke de fleste nægtede at publicere de stødende karikaturer. I en tid stod han fast på sin beslutning, selv efter at alle, fra hans redaktør kolleger til udenrigsministeren i Norge, havde presset ham til at undskylde. Men til sidst gav han efter, begrædende at han ikke havde forstået hvor ”sårende” hans beslutning, havde været for muslimer.

Bawer fordømmer også den vestlige presse for at underspille de overvældende beviser på ekstremisme i muslimske samfund. Af de mange eksempler har bidrager med – bogen er omhyggeligt kildeangivet, og Bawer inkluderer en omfattende liste af noter og citater – må den mest forargende være undersøgelsen af Pew Research Center, maj 2007 omkring muslimske attituder. Én af undersøgelsens mere udbredte undersøgelsesresultater var, at 80% af unge amerikanske muslimer var imod selvmordsbomber, en statistik der blev præsenteret som bevis på, at, som Washington Post stolt trumpeterede det i sin overskrift, muslimer er ”mod ekstremisme”. Få i den etablerede presse nedværdigede sig til at notere sig det ubehagelige faktum, at en tocifret procentdel af muslimer i U.S.A. støtter selvmordsbomber. Dette var et spektakulært tilfælde af hvad journalister kalder at sløre sporet.

Bawer finder mange sådanne eksempler gennem sin omhyggelige – og omhyggeligt nedtrykkende – redegørelse. I Amsterdam har en serie af voldelige angreb på homoseksuelle – ofte ved højlys dag – har ødelagt byens omdømme som én af de mest tolerante i Europa. Muslimske immigranter fra Marokko har udøvet de fleste af disse angreb, men dette faktum er tilsyneladende for kontroversielt til at nævne, efterladende pressen gribende efter alt andet end den indlysende forklaring. Det tyske magasin Der Spiegel demonstrerede perfekt til hvilke yderligheder pressen er villig til at gå for at undslippe de ubehagelige fakta. I 2007 præsenterede magasinets hjemmeside en historie om vold mod homoseksuelle i Amsterdam, og fandt i den forbindelse på forskellige forklaringer på disse angreb – måske samfundet havde stigmatiseret gerningsmændene, eller de ”kæmpede med deres egen seksuelle identitet”. At volden kunne have noget at gøre, med angribernes Islam inspirerede fjendtlighed mod homoseksuelle, kom aldrig på bane.

Undvigelsesmanøvrer af den slags sameksisterer ofte med en anden medie synd: tendensen til at nedtone muslimsk moderation. Tag den højt profilerede sag med globetrotter kendissen islamisten Tariq Ramadan. Igen og igen har Ramadan beløget sit medieskabte ry som ”moderat”. Han har eksempelvis direkte nægtet at fordømme den islamiske praksis med stening af kvinder for utroskab, advokerende for ”henstand”, mens på samme tid at forsvare muslimske kvinders ”ret” til at bære slør. Men for Stephanie Giry, redaktør på Foreign Affairs, tilskynder Ramadan blot til ”blufærdighed blandt muslimske kvinder”. Skribenten Ian Buruma har været ligeledes generøs i sin profil af Ramadan i New York Times Magazine, da han billigende bemærkede, at ”uligt andre islamiske aktivister har Ramadan ikke udtrykt nogen generel fjendtlighed mod Jøder”. Hvis det nu skal fungere som standard for ”moderation”, så har Bawer helt sikkert ret til at håne at termen ”moderat muslim” er blevet noget der skal indikere ”én der muligvis ikke selv stener utro kvinder, men som til døden vil forsvare en anden muslims ret til at gøre det”.

Det er blevet uacceptabelt at pege på alle disse ting. Hvis der er noget medierne kan lide mindre end at udfordre islamiske radikale på tryk eller pixler, så er det at blive kaldt kujoner. Bawer er derfor ofte talsmand for formaningen om at marginalisere ekstremister ”på begge sider”, et refrain der mere ofte end ej drager moralske paralleller mellem islamiske terrorister og ekstremister, og de der taler mod dem. Bawer er nok ikke her helt uden interesse: den norske avis Dagbladet har afsv
ærget bogen som fremmer af ”fråde ved munden af racistiske fantasier”, og her skal ikke nævnes anmelderens bemærkelsesværdige mangel på evne til i bogen at finde enten racisme eller fantasi.

Men det faktum at Bawer kan have et regnskab med nogle af sine mere skruppelløse nedgørere, retfærdiggør næppe deres forsøg på et ligestille jihadismens kritikere med dens praktikere.

Bogen træder til tider tæt på sporene af Bawer´s bog fra 2006 ”While Europe Slept”. Afsnittene om Theo van Gogh og særligt den snigmyrdede hollandske politiker Pim Fortuyn, ligner summeringer af tidligere arbejder. På den anden side, givet den prominente rolle begge mænd har spillet i debatten over ekstremistisk Islam, er nogen gentagelse uundgåelig, og måske endog unødvendig.

Yderligere, fordi Bawer ikke holder sig tilbage – han afviser åndrigt en skribent for at komponere et ”bjergtagende løgnagtig samling af bagvaskelse” – er hans bog forfriskende og levende læsning.

Og selv hans kritikere kan ikke anklage Bawer for overdrivelse. Hvis man mener, at bogens titel overdriver hans sag, så lyt til Mark Lilla fra Columbia University, der i 2007 instruerede sine læsere , at ”erkende at affinde sig med Islam er dagens orden, ikke forsvarende høje principper, og….vore forventninger bør forblive lave. Så længe en anseelig del af befolkningen tror på sandheden i en omfattende ideologi, kan man ikke forvente fuld politisk harmoni med moderne liberalt demokrati”.

Der findes utvivlsomt dem der ser dette som et beundringsværdigt udtryk for pragmatisme. Bawer genkender det i stedet korrekt som som en nederlagserklæring – og han har i al fald ikke tænkt sig at give op.