Vort håbløst kompromitterede videnskabelige etablissement kan ikke tillades at slippe afsted med hvid vaskning vedrørende statistikker om global opvarmning.

Efter en uge fandt min kollega James Delingpole på sin Telegraph blog på termen “ClimateGate”, for at beskrive skandalen afsløret gennem lækkede e-mails fra University of East Anglia Climate Research Unit. Google viser, at ordet nu optræder mere end ni millioner gange på internettet. Men i al de elektronik har man i store hele overset en meget relevant pointe om disse tusindvis af dokumenter.

Grunden til at selv Guardian´s George Monbiot har udtrykt total chok og bestyrtelse over det billedet afsløret gennem dokumenterne, er, at deres forfattere ikke bare er en samling gamle akademikere. Deres betydning kan ikke overdrives. Hvad vi her har med at gøre, er en lille gruppe videnskabsmænd, der i mange år har været mere indflydelsesrige i drivkraften af den verdensomspændende alarm over global opvarmning end nogen som helst andre, ikke mindst gennem den rolle de spiller i hjertet af F.N.´s Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC).

Professor Phillip Jones, direktør for Climate Research Unit, har ansvaret for to sæt data brugt af Intergovernmental Panel on Climate Change til at skrive sine rapporter. Gennem sin forbindelse til Hadley Centre, der er en del af Storbritannien´s Met Office, der udvælger de fleste af Intergovernmental Panel on Climate Change´s videnskabelige nøgle personer, er hans globale temperatur optegnelser de vigtigste af de fire sæt temperatur data på hvilke Intergovernmental Panel on Climate Change og regeringer forlader sig på – ikke mindst i deres forudsigelser, at verden vil opvarmes til katastrofale niveauer med mindre trillioner af dollar bruges på at afværge det.

Professor Jones er også en nøgle figur i den “tæt sammen strikkede” gruppe af amerikanske og britiske videnskabsmænd ansvarlige for promoveringen af billedet, at verdens temperaturer gengivet af Michael Mann´s “hockey stav” graf, der for 10 år siden vendte klima historien på hovedet ved at vise, at efter 1000 års fald er de globale temperaturer for nylig skudt op tilde højeste niveauer i optegnet historie.

Givet højeste udmærkelse af Intergovernmental Panel on Climate Change, ikke mindst for den måde den syntes at eliminere den længe accepterede Varme Middelalder Periode, hvor temperaturerne var højere end i dag, blev grafen det centrale ikon i hele bevægelsen vedrørende global opvarmning.

Siden 2003 hvor de statistiske metoder brugt til at skabe “hockey staven” først af en canadisk statistiker Steve McIntyre blev afsløret som fundamentalt fejlagtige, har der dog foregået en tiltagende ophedet kamp mellem tilhængerne af Mann, kaldende dem selv “hockey holdet”, og McIntyre og hans allierede, i takt med at de mere og mere knusende har betvivlet hele det statistiske grundlag på hvilket Intergovernmental Panel on Climate Change og Climate Research Unit har baseret deres sag.

Afsenderne og modtagerne af de lækkede Climate Research Unit e-mails konstituerer en rolle liste af den videnskabelige elite hos Intergovernmental Panel on Climate Change , inklusive ikke alene “hockey holdet”, såsom professor Mann selv, professor Jones og hans Climate Research Unit kollega Keith Briffa, men Ben Santer, ansvarlig forr den højst kontroversielle omskrivning af nøgle passager i 1995 Intergovernmental Panel on Climate Change rapporten; Kevin Trenberth, der ligeledes kontroversielt skubbe Intergovernmental Panel on Climate Change ud i skræmme kampagner over tornado aktivitet; og Gavin Schmidt, højre hånd for Al Gore´s allierede professor James Hansen, vis egen GISS optegnelse af jordens overflade temperatur data kun har sekundær vigtighed i forhold til dem fra Climate Research Unit selv.

Der findes særligt tre tråde i de lækkede dokumenter, der har sendt chok bølger gennem informerede observatører over hele verden. Måske den mest indlysende, strålende sammensat af Willis Eschenbach, er den højst bekymrende serie af e-mails, der viser at professor Jones og hans kolleger i mange år har diskuteret de listige taktikke hvor igennem de kunne undgå at frigive deres data til udefra kommende under Freedom of Information loven.

De er kommet med enhver tænkelig undskyldning for at skjule baggrunds data, på hvilke deres fund og temperatur optegnelser var baseret.

Dette var i sig selv en kæmpe skaandale, ikke mindst professor Jones´s afvisning af at frigive grundlæggende data, fra hvilke Climate Research Unit udtrækker sin højst indflydelsesrige temperatur optegnelse, der sidste sommer kulminerede i hans overraskende påstand, at mange af disse data fra hele verden simpelthen var “forsvundet”. Mest kompromitterende af alle e-mails, i hvilke videnskabsmændene rådes til at slette store dele data, der, når dette efter en anmodning gennem Freedom of Information er gjort, er en kriminel handling.

Men spørgsmålet, der uundgåeligt opstår fra denne systematiske afvisning af data frigivelse, er; hvad er det disse videnskabsmænd synes så opsatte på at skjule? Den anden og mest chokerende afsløring i de lækkede dokumenter er hvordan de viser hvordan videnskabsmændene prøver at manipulere data gennem deres kringlede computer programmer, der altid kun peger i den eneste ønskede retning – mod lavere fortidige temperaturer og “justering” af nylige temperaturer opad, for at kunne gengive indtrykket af en accelererende opvarmning. Dette dukker så ofte op, at det bliver det mest foruroligende element i hele historien. Dette er hvad McIntyre fangede professor Hansen i at gøre med sine GISS temperatur optegnelser sidste år (efter hvilket Hansen var nødsaget til at revidere sine optegnelser), og to yderligere chokerende eksempler er nu kommet for dagen i Australien og New Zealand.

I hvert af disse lande har det været muligt for lokale videnskabsmænd at sammenligne de officielle temperatur optegnelser med de originale data, på vhilke de angiveligt var baseret. I hvert tilfælde står det klart, at det samme trick er brugt – at vende en essentielt flad temperatur kurve om til en graf, der viser stødt stigende temperaturer. Og i hvert tilfælde er denne manipulation gennemført under indflydelse fra Climate Research unit.

Hvad der af filerne tydeligt fremgår, er billedet af Climate Research Unit videnskabsmænd fuldstændigt ud at svømme med deres komplekse computer programmer, som skulle forvanske deres data i godkendt retning, mere end en gang udtrykkende deres desperation over hvor vanskeligt det var, at opnå de ønskede resultater.

Den tredje chokerende afsløring i disse dokumenter er den hensynsløse måde disse akademikere har været besluttede på at tavsgøre enhver ekspert betvivlelse af fundene, de er kommet til ved sådanne tvivlsomme metoder – ikke blot ved at nægte at afsløre deres grundlæggende data, men ved at miskreditere og udefryse enhver videnskabelig publikation, der vover at offentliggøre kritikernes arbejde. Det synes som om, at de på den måde er parate til at gå hele vejen for at undertrykke debatten, ikke mindst ved at sikre, at ingen afvigende forskning kunne finde vej ind i siderne på rapporterne fra Intergovernmental Panel on Climate Change.

Tilbage i 2006, da den eminente amerikanske statistiker professor Edward Wegman lavede en rapport for den amerikanske kongres forsvarede Steve McIntyre´s gennemhulning af “hockey staven”, sønderlemmede han den måde på hvilken den samme “tæt sammen strikkede” gruppe akademikere kun syntes interesserede i at samarbejde med hinanden og gennemlæse hinandens papirer for at dominere fundene i disse Intergovernmental Panel on Climate Change rapporter, af hvilke megen af den amerikanske og verdens økonomi kunne afhænge. I lyset af de seneste afsløringer synes det endnu mere evident, at disse mænd har fejlet i opretholdelsen af de principper der ligger ved hjertet af ægte videnskabelig undersøgelse og debat. Allerede en respekteret amerikansk klima videnskabsmand, professor Eduardo Zorita, har kaldt på udelukkelse af professor Mann og professor Jones fra yderligere deltagelse i Intergovernmental Panel on Climate Change. Endog vores egen George Monbiot, bestyrtet over at opdage at han var blevet forrådt af angivelige eksperter, han så længe har beundret og citeret, kaldte på professor Jones´s tilbagetræden som leder af Intergovernmental Panel on Climate Change.

Tidligere minister Lord Nigel Lawson der for nylig har lanceret sin nye tænketank Global Warming Policy Foundation, har rettelig kaldt på en ordentlig uafhængig undersøgelse af labyrinten og svindlen afsløret gennem lækken i Climate Research Unit. Men undersøgelsen skal muligvis ledes af Lord Rees, præsident for Royal Society – selv længe en skamløs propagandist for varme sagen – er langt fra, hvad Lord Lawson havde i tankerne. Vort håbløst kompromitterede videnskabelige etablissement kan ikke tillades at slippe afsted med en hvid vaskning af, hvad der er blevet vor tids største videnskabelige skandale.