Tyskere er populære i Indien og Pakistan, men ikke altid af de rigtige årsager. Mange i syd Asien har intet andet end beundring for Hitler og associerer stadig Tyskland med Det Tredje Rige. Hverdagsmødet med kærligheden til alt nazistisk får tyske besøgende til at krumme tæer.

Pakistan er det modsatte af Tyskland. Bjergene ligger i nord, havet i syd, de økonomiske problemer er i vest, og i øst går det godt. Det er ikke svært for en tysker, der bor i Pakistan at vende sig til disse forskelle, men en enkelt forskel er svær at kapere: De fleste folk kan lide Hitler.

Jeg var for nylig ved frisøren, hos en ældre mand der ikke bruger elektriske klippemaskiner. Alt hvad han havde, var en knirkende saks, en kam og en spraybeholder med vand. Han lavede et nydeligt arbejde, men jeg var ikke helt tilfreds.

Jeg sagde: “Jeg ligner Hitler”.

Han så på mig i spejlet, gav mig et tilfreds smil, og sagde: “Ja, ja, meget fint”.

Jeg besluttede mig for ikke at modsætte mig ham, men tog hjem og prøvede at slippe af med den meget skarpe skilning, han havde givet mig.

Jeg var glad for, at jeg slap for den sædvanlige Hitler konversation. Pakistanere kører altid rundt i emnet, når som helst de taler med tyskere. “Vi er også ariere”, siger de, fordi der fandtes en indo-germansk race, ariererne. Ud over det var Hitler et militært geni, tilføjer de.

Til tider er det bedre at forholde sig stille om sin tyske oprindelse. Det skaber forlegenhed, da folk her tror, at de gør os en tjeneste, ved at udtrykke deres beundring for den nazistiske leder. Jeg har en mistanke om, at de fleste indere og pakistanere ikke har nogen ide om, hvad denne mand gjorde. De ser ham som en modig fører, der udfordrede briterne og amerikanerne.

I den islamiske verden, ikke blot i Pakistan, men på tværs fra Iran til det nordlige Afrika, spiller anti- semtisme naturligvis en rolle. Samtaler med tyske besøgende kommer hurtigt til at handle om uretfærdigheden palæstinenserne lider, der fik frarøvet deres land.

Man kan prøve at afkorte sådanne konversationer, som en tysk bekendt af mig for nylig gjorde. Han sagde til en taxi chauffør i Iran, at han skulle holde op med sit sludder, fordi han som mørk hudet person ikke ville have overlevet længe i det nazistiske Tyskland. Taxi chaufføren så forbavset på ham, og sagde: “Men jeg er en arier!”

Alternativet er, at man ønsker, at jorden opsluger en, som da tyske venner besøgte os, mens vi var på besøg hos vor pakistanske familie i London. Ud af den blå luft begyndte en onkel at tale med beundring om Hitler, hans angiveligt militære heltegerninger, og hvordan han førte Tyskland ud af økonomisk elendighed. Vore venner sad bare med forstenede ansigter, og vidste ikke, hvad de skulle sige. Senere undskyldte mine forældre dem.

Jeg ved ikke, hvor denne facination kommer fra, ikke blot for nazisterne, men for alt tysk. De fleste folk er ikke klar over, at dagens Tyskland er meget forskellig fra Det Tredje Rige. Det er ikke overraskende. Mange har aldrig så meget som været i den næste store by i deres eget land, så hvordan skulle de vide, hvordan tingene er i Tyskland nu?

Som resultat heraf skifter pakistanere meget let fra Hitler til Mercedes. For få dage siden kørte en hvid Mercedes bygget i 1970´erne foran mig i centrum af Islamabad, indeholdende en familie på syv personer. På bagsmækken sad et klistermærke med et sort hagekors i en hvid cirkel. Under det stod der: “Jeg kan lide nazisterne”.

Det er ikke kun muslimerne, der vedligeholder nazi kulten. For få år siden åbnede en hindu forretningsmand i Indien en restaurant med navnet “Hitler´s Cross”, fuldbyrdet med et portræt af Føreren i indgangspartiet. En anden hindu solgte sengetøj dekoreret med hagekors, der ikke havde meget at gøre med det hinduistiske hagekors for lykke. Lagener, puder og dynebetræk blev annonceret som en del af “Nazi kollektionen”. Engelske udgaver af Hitler´s “Mein Kampf” kan findes i boghandler i selv de mest afsides liggende dele af Indien. Og indiske skolebøger er kendte for at fejre Hitler som en stor leder.

Engang besøgte min kone og jeg cafeen i det smukke Hotel Imperial i New Delhi. Det har en have med palmer på rad, fremragende te og venlige tjenere i uniform, der genkalder sig kolonitidens æra. En ung mand betjente os. Navneskiltet på hans uniform fangede min interesse, så jeg spurgte ham, hvorfor han havde dette for en indisk mand temmeligt usædvanlige navn. “Åh, mine forældre navngav mig efter en stor historisk person”, forklarede han.

Navnet, skrevet med sorte bogstaver på en gylden plade, lød: Adolf.