Multikulturalisme er et af de politiske ord venstreorienterede succesfuldt har tilføjet hverdagens leksikon. Det er blevet sådan, at ingen forretning eller politisk parti kan beskrive sig selv uden at anvende multikulturelt sprog. Et af venstrefløjens store korstog i den seneste generation har været at indarbejde multikulturalisme i alt, og gør dennes fravær til et udtryk for skyld eller bevis på noget kriminelt. Og al denne hyldest til multikulturalisme synes at få venstrefløjen til at virke venlig og interesseret i at promovere forskellige kulturer. Men det er faktisk fup og løgn.

Til at begynde med, lad os huske på, at Amerika altid har været en samling af forskellige kulturer. Selv i sin tidligste dage var skotten, englænderen, tyskeren, ireren, jøden, russeren, hollænderen, franskmanden og mange andre en del af stuvningen i den boblende amerikanske gryde. I takt med at immigrationen udvidede sig ud over få europæiske selskaber og stater, udvidede antallet af kulturer i blandingen sig ligeledes. Dette skete uden et ideologisk program, fordi amerikanske muligheder og frihed tiltrak sig oversøiske folk. Nogle, som eksempelvis stavnsbundne irske tjenestefolk eller afrikanske slaver kom uden frihedens valg, men for det meste har Amerika altid bestået af folk der ønskede at leve livet på deres egen måde. Og ingen tilstand af ufrivillig tjenste i Amerika har varet længere end et århundrede.

Men når venstrefløjen taler om multikulturalisme, betyder den noget meget andet end den eksisterende amerikanske virkelighed af folk fra forskellige kulturer, der værdsætter deres egne traditioner, mens de interagerer med hinanden. Venstreorienterede foregiver, at multikulturalisme omgør den gamle “fjendtlig mod andre kulturer”-smeltedigel, men faktisk var smeltedigel i sig selv en progressiv venstreorienteret ide, der søgte at smelte alle folk ind i deres ide om, hvad en universel amerikaner burde være. Smeltedigelen har altid hørmet af centraliseret regeringskontrolleret kultur, hvilket præcist er, hvad den var; et forsøg på at fabrikere en kunstig amerikansk identitet defineret af deres værdier gennem regering, populær kultur og uddannelsessystem. Folk formet af denne proces blev ofte loyale vælgere af Det Demokratiske Parti, fordi de blev lært en universaliseret politisk ide om amerikanisme der var ret fremmed i forhold til den ægte vare. Og denne version af amerikanisme, alle festlige bannere festligholder en base af progressive venstreorienterede ideer, kan ses alle steder i dag, inklusive, mest levende, i Obama´s præsidentielle kampagne, der succesfuldt genopliver symbolerne og retorikken fra venstrefløjens store amerikanske æra, der skal tilsløre en meget mere radikal agenda.

Venstreorienteret multikulturalisme er smeltedigelen med et nyt navn. Den er stadig en kunstigt konstrueret kultur brugt til politiske formål. Den repræsenterer simpelthen en ændring i taktikker og et andet varemærke. Hvor den gamle slags venstreorienterethed tilbød top-down løsninger, foretrækker den nye slags venstreorienterethed at skjule sin kollektivisme i forlorne bottom-up løsninger. Så hvor den gamle slags venstreorienterethed simpelthen ville have regeringen til at vedtage love, der ville gennemtvinge deres agenda, så foretrækker den nye slags venstreorienterethed at gøde jorden, forberedende mangfoldige frontgrupper og skabende et offentligt krav om deres agenda, før de får regeringen til at vedtage love, der gennemtvinger deres agenda. Multikulturalismen følger dette mønster ved at fastholde myten om, at den repræsenterer ændringer, der stammer fra folket, i stedet for at den som alle venstreorienterede planer, påtvinges folket.

Men multikulturalismen er også meget andet end blot ny venstreorienterethed; den er også den Nye Venstrefløj. Og hvor venstreorienterede ønskede at bygge deres ideelle Amerika, ønsker den Nye Venstrefløj at rive det meste af Amerika ned. Hvor venstreorienterede, med al deres kritik af amerikansk kapitalisme med nogle reformer, ønskede at reformere, mener den Nye Venstrefløj, at det meste af landet skal ødelægges og genopbygges i en helt ny reform. (Obama administrationen er næsten helt igennem den Nye Venstrefløj, men skjuler sig bag en gammel venstreorienteret facade for at kunne appellere til mere traditionelle vælgere af Det Demokratiske Parti. Så hvor venstreorienterede engang troede, at smeltedigelen ville føre til et bedre Amerika, ser deres nye ækvivalent multikulturalismen som et våben rettet mod Amerika. På sammen måde som deres europæiske modpart ser den som et våben mod deres lande.

Hvad er venstreorienteret multikulturalisme egentligt? Den er del og hersk med et nyt navn. Navnet Multikulturalisme antyder en autentisk interesse i forskellige kulturer, men venstrefløjen har ingen brug for kultur bortset fra en drivkraft for deres politiske ideer og mål. Venstrefløjen ser intet element i samfundet som politisk neutralt. Sprog, videnskabelige områder, kunstneriske tendenser, mode tendenser og alt andet man kan forestille sig, klassificeres som enten reaktionært eller progresssivt (Sovjetunionen bandlyste engang kybernetik, det hæbraiske sprog og kubisme som kontrarevolutionært). For folk der politiserer alt, kan kulturer klart ikke være af lige værd. Ej heller er der sandsynlighed for, at de har nogen interesse i kulturelt arbejde i sig selv. Kun i forhold til en større social og politisk kontekst. Det samme gælder etniske, religiøse og racemæssige grupper.

Moderne venstreorienteret multikulturalisme er primært racemæssig, mens alle andre tilsidesættes som “Privilegeret Hvid Kulturel Majoritet”, til trods for det faktum at disse repræsenterer en enorm varians af kultur og grupper. Dette betyder ikke, at venstrefløjen i sig selv er racistisk, men blot at de er på udkig efter en udenforstående gruppe at udnytte som kile i det amerikanske samfund som hele. Det tidlige tyvende århunderedes venstreorienterede var ofte ret optagede og facinerede af irske, jødiske og italienske arbejdere. De skrev omfattende om deres tilstand og romantiserede deres traditioner. Men da disse kravlede succesfuldt op ad stigen, og ændrede sig til middelklasse og overklasse, skovlede venstrefløjen dem hånligt ind i kategorien “Privilegeret Hvid Majoritet”, da de ikke længere repræsenterede undenforstående kulturer. Og venstrefløjen er kun interesseret i udenforstående kulturer.

Vensstreorienteret multikulturalisme er ikke en fejring af forskellige kulturer. Den er den politiske udnyttelse af specifikke kulturer og grupper som et våben mod det større amerikanske samfund. Som udenforstående romantiserer venstrefløjen dem som primitive, naturlige og spirituelle. Den bruger deres “tilstand” som en anklage og bevis på Amerika´s onde. Men når først de klarer sig, så har venstrefløjen ingen yderligere interesse i dem, men mønstrer endog til tider en åben fjendtlighed mod dem for at “forråde revolutionen” ved at indtage middelklassen. Dette er et internt politisk spil af Del og Hersk, i hvilken venstrefløjen prøver at fabrikere og udnytte Femte Kolonne for at opnå greb om magten og til radikalt at transformere Amerika som hele.

Multikulturalisme eksisterer for at kunne promovere mangfoldighed. Et andet politiseret ord der ikke betyder, hvad det synes at betyde. Og mangfoldighed er selvfølgelig defineret top-down, gørende det hele til svindel fra begyndelsen, og udstiller det hele som et affirmative action nummer, i sig selv en genanvendelse af de gamle kvote systemer, der var en del af smeltdigelen. Mangfoldighed er naturligt begrænset til de kulturer, som venstrefløjen anser for at være af politisk værdi. Mangfoldighedens faktiske mål er at erstatte den naturligt eksisterende amerikanske Multikulturalisme med en kunstig Multikulturalisme med udelukkende politiske mål. Målet er ikke kultur men magt. Mangfoldighed handler ikke om faktisk mangfoldighed, men om at give venstrefløjen et fastere greb om de politiske, kulturelle og økonomiske arterier, mens det ryster det eksisterende etablissement, og tvinger det til at leve efter venstrefløjens koder.

Venstrefløjen er ligeglad med kultivering og autentisk mangfoldighed af kulturer eller selv autentiske kulturer. Hvad de ønsker, er at være i stand til at genpakke deres egne politikker med en anden kulturs sprog og sælge det som magtforøgelse og politiske ændringer. Dette er en variant af smeltedigelen, i hvilken ventreorienterede forsøgte at sælge deres egne politikker som en universel amerikansk identitet. Og deres Nye Venstrefløj ønsker også at bruge disse kulturer som et våben mod Amerika som hele. Denne våbengørelse af kultur er typisk for ventrefløjens marxistiske rødder, i hvilken alle grupper og kulturer bag adskillige facader skal listes i den verdensomspænende revolutionære kamp, indtil sejr er opnået og de gennem tvang kan forenes til en enkelt kultur.

Med det samme mål faciliterede og propaganderede den europæiske venstrefløj for den storstilede muslimske immigration, der truer med at transformere dem til Eurabien. Venstrefløjen troede, at de kunne våbengøre Islam til radikalt at transformere Islam´s hjemlande. De havde ret, og de tog fejl. De muslimske immigranter de importerede, var allerede våbengjorte, og venstrefløjen vil en dag vågne op og erkende, at i stedet for at våbengøre muslimerne, så har muslimerne våbengjort dem. Debatten vil selvfølgelig kun blive afgjort af, hvem der i sidste instans ender som vinder.

I Amerika har venstreorienterede våbengjort racisme, på samme måde som de har våbengjort kulturelle og økonomiske uligheder. Ved at våbengøre racisme, har de gjort racismen til et tveægget sværd, på den ene side brugende det til at angribe deres politiske fjender, og på den anden side angribe medlemmer af minoritetsgrupper med de samme racistiske stereotyper, når de træder ved siden af. Dette er hvordan venstreorienterede rutinemæssigt brugte racistiske angreb mod Bush´s nominerede, hånende dem som kransekagefigurer, mens de samtidig behandlede deres egne nominerede minoriteter som en sejr for multikulturalismen. Så Condoleeza Rice var en “husslave” mens Sotomayor var en “klog latina”. For venstreorienterede er der ikke nogen inkonsistens, for ved at våbengøre racisme, så definerer de også racisme i relation til deres egen politiske ideologi. Derfor kan en sand venstreorienteret aldrig være en ægte racist, for i sin kerne definerer de ikke racisme gennem diskrimination eller nedladende tale mod en gruppe eller race, men gennem modstand mod venstrefløjens progressive kraft – som selvfølgelig er iboende racistisk.

Det handler ikke om race, men som alt andet på venstrefløjen om politik. Kultur og race er kun drivkrafter for politiske agendaer. Multikulturalisme repræsenterer våbengørelsen af kulturer og etniciteter for venstrefløjens politiske magt. Venstrefløjen interesserer sig i virkeligheden ikke for traditioner, med mindre disse traditioner kan fortolkes eller optages til at passe til deres agendaer. Hvis ikke de gør det, så vil venstrefløjen fabrikere disse traditioner og lægge dem over de eksisterende traditioner. Når venstrefløjen ønsker at bruge dem som agenter for splittelse, vil de skabe ødelæggelse. Når de ønsker på ryggen af traditionerne at nå toppen af magten, vil de ændre dem til marginaliserede stemme grundlag. Men det handler aldrig om accepten af mangefold kulturer, men om at gennemtvinge en eneste ide. Deres ide. Deres måde. Og i det rette perspektiv svinder alle disse facader af mangfoldige kulturer og trosretninger ind til en enkelt.