I det matriarkalske system består den reproduktive enhed af moder og afkom, faderen spillende en marginal rolle, bevægende sig ind og ud af ”familien”, emne for moderens afvisning på moderens bud. Det centrale faktum om den slags familie, er dens naturlighed. Romerske jurister talte om modelighed som et naturligt faktum, ”natura verum”, og om faderskab som noget vedrørende civil ret. ”I alle undtagen få arter”, skriver Sarah Hardy, ”er hunner permanente residenter i sociale grupper, mænd kun midlertidige”. Dette er alle lavere pattedyrs reproduktive arrangement. Det har indtil for nylig været den menneskelige races reproduktive arrangement. Dets biologiske backup er umådelig – hvad Margaret Mead mente med af sige, at den kvindelige rolle er et ”biologisk faktum”.

Det er dette reproduktive mønster der genopstår i tider med sociale katastrofer. Når mænd dræbes på slagmarken eller smides i fængsel, forsætter kvindeligt ledede familier. Når der er skilsmisse, opnår moderen forældremyndigheden. Når ghettomænd sidder på kantstenen og stener, bliver ghettokvinder og børn hjemme og ser fjernsyn. Den matriarkalske familie kan resultere af katastrofer, men også af ikke at gøre noget, af biologisk og social passivitet. Den er altid på stand-by, altid ventende på at genopstå og genetablere sig. Den er hvad samfundet falder sammen i, når vedligeholdelsen af det patriarkalske negligeres. Det er mønsteret der genopstår på nuværende tidspunkt, under den feministiske, seksuelle revolutions beskyttelsesskjold.

Det er mønsteret fundet i overlevende stenaldersamfund. En nittende århundredes tysk skibslæge beskrev derfor situationen i den tyske afrikanerkoloni Cameroon således:

”Med et stort antal stammer er arv baseret på maternitet. Paternitet er immateriel. Brødre og søstre er børnene af én moder. En mand testamenterer ikke sin ejendom til sine børn, men til søsterens børn, altså til sine nevøer og niecer, som sin nærmeste blodfamilie. En høvding forklarede mig på dårligt engelsk: ”Min søster og jeg er sandelig i blodfamilie, altså er hendes søn min arving. Når jeg dør vil han blive stammens konge. Og din far?, spurgte jeg. Jeg ved ikke hvad ”min far” betyder, svarede han mig. Og på mit spørgsmål om han havde nogen børn, rullede han rundt på jorden af grin svarende, at mænd ikke har børn, kun kvinder”.

”Oprindeligt”, skriver W. Robertson Smith, “var der ikke nogen familierelation, undtagen i kvindens linie og introduktionen af mandlig familierelation var en slags social revolution der modificerede samfundet helt til sin rod. ”Familierelation gennem kvinder”, siger John McLennan, ”må være et mere arkaisk system af relationer, end relationer gennem mænd – produktet af et tidligere og grovere stade i menneskelig udvikling, end det senere – noget mere end et skridt tilbage i retning af barbari. For at bevise dets eksistens i et sådan omfang, at det kan rangere i det normale fænomen af menneskelig udvikling, er, kan vi nu sige, at bevise det som det mest antikke system af relationer. ”Hvor end ikke-fremskridende samfund kan findes”, informerede han os om, ”isolerede på øer eller fastholdende deres vilde frihed i bjergene – eksisterer frem til denne dag kun relation gennem kvinder”. ”Den maternale totemiske klan”, skriver Robert Briffault i reference til denne kvindeligt ledede reproduktive enhed og til den større maternale liniebinding den kreerer, var langt den mest succesfulde form, menneskelig association har antaget – det må faktisk siges, at det har været den eneste succesfulde…Alle menneskelige associationer der som konsekvens er opstået heraf, har været bundet af løse og svage bånd, sammenlignet med den maternale klan. Politiske organisationer, religiøse teokratier, stater, nationer, har bestræbt sig resultatløst på at opnå reel og komplet solidaritet. De er kunstige strukturer; social menneskelighed har aldrig formået tilstrækkeligt at erstatte de primitive bånd, til hvilke den skylder sin eksistens. Selv de loyaliteter der tog dens plads, har nu for en stor dels vedkommende mistet deres virkelighed, og individualistiske interesser regerer overlegent. Menneskelige samfund finder sig selv i den prekære position, ikke længere at være holdt sammen af disse sentimentale bånd, der konstituerer distinktionen mellem en samlet social gruppe af individer.

Termen ”familie” refererer passende til den mandligt ledede patriarkalske enhed. ”Relationerne opstående af de reproduktive funktioner, der konstituerer den eneste analogi af sociale relationer fundet i dyreverdenen”, siger Briffault, adskiller sig mistænkeligt fra de generelt konnoteret af termen ”familie”. Den term står i traditionen af civiliserede samfund, for en gruppe centreret omkring interesserne, aktiviteterne og autoriteterne af den dominante han. Manden er familiens overhoved; de andre gruppemedlemmer, kone og børn, er hans afhængige og underordnede. Den korresponderende gruppe opstående af den reproduktive funktion mellem dyr, repræsenterer ikke noget spor af denne konstitution. Den består af hunnen og afkommet. Hannen, i stedet for at være overhoved for og forsørger af gruppen, er ikke et essentielt medlem af den. Han kan tilslutte sig den maternale familie, men gør almindeligvis ikke. Når han tilslutter sig hunnens familie, er hans association med den løs og usikker. Han har ikke nogen funktionel plads i den. Forældrerelationen er begrænset til den mellem moder og kuld. Patriarkat eksisterer ikke. Familien mellem dyrene er ikke, som den menneskelige antages at være, resultatet af associationen mellem mand og kvinde, men er produktet af de maternale funktioner. Moderen er det eneste centrum og familiens binding. Der er ingen arbejdsdeling kønnene imellem. De beskyttende funktioner varetages af kvinden, ikke af manden. Gruppens boplads, bevægelser og retning styres alene af kvinden. Dyrefamilien er en gruppe produceret ikke af seksuelle, men maternale impulser, ikke af faderen, men moderen.

”I den store majoritet af ukultiverede samfund”, skriver Arthur Evans, ”nyder kvinder en position af uafhængighed og lighed med mænd, og udøver en indflydelse der ville virke overraskende i de fleste feministiske moderne civiliserede samfund. Kvinder havde meget høj status i stenalderen, som vi har set. Arkæologi, myte og sammenligning med stadig eksisterende natursamfund, peger alle på deres dominante position”.

Han citerer Jacquetta Hawks:

”Der er alle grunde til at antage, at livsbetingelserne under den primære neolitiske livsmåde, var moderretten og klansystemet stadigt dominante (som de havde været i den palæolitiske periode), og land ville generelt være videregivet gennem den kvindelige linie. Det er meget let at blive overbevist om, at de tidligste neolitiske samfund gennem deres tid og rum, gav kvinden den højeste status hun nogensinde havde kendt”.

Det matriarkalske familiemønster genoprettes af velfærdssystemet gennem den feministiske/seksuelle revolution, gennem kvinders spirende økonomiske uafhængighed og gennem juridiske præferencer for mødres forældremyndighed efterfølgende skilsmisse. Skrifter af uddannede og økonomisk uafhængige kvinder skabte kvinders frigørelse. Elisabeth Nickles og Laura Ashcraft siger, ”Den matriarkalske kvinde der finder at hendes relation med en mand underminerer hendes opfattelse af selvfølelse, vil ikke anse det for nødvendigt at klæbe sig til relationen af traditionelle årsager, og hun vil have selvtilstrækkelighed til at stå alene.
Da den matriarkale kvinde har råd til det, vender hun sig mod pattedyrs/matriarkalske familiemønstre. Valget er hendes; faderen har intet at sige om det. Hun ved at hun har den ridderlige støtte fra lovgiverne og dommerne, der antager at et biologisk faktum har støttebehov fra advokater, hvor blotte sociale arrangementer såsom ægteskabskontrakten ikke behøver – den kan tilsiddesættes, hvis Mor beslutter sig for, at den skal sættes til side. Resultatet: Uddannede, økonomisk uafhængige kvinder, der har skilsmisserater der er fem gange højere end andre kvinders rate på halvtreds procent. Manden der ægter sådan en kvinde, vil finde sig selv forhandlende om magt, og hvis hans kone vælger det, uden børn, uden hjem og uden en stor del af sin fremtidige indkomst. ”I det kommende matriarkat”, fortsætter Nickles og Ashcraft, ”vil familier blive opfattet som et sæt forskellige individer, mere end homogene sociale klynger, og definitionen af ”familie” vil udvides til at inkludere mange slags livsarrangementer, som det nu sker uden udbredt social erkendelse. Vi kommer til at se den roterende familie, i hvilken der ikke er noget enkelt, stabilt sæt karakterer for livstid, men mere en serie individer – mænd og kvinder – der vil blive tilføjet eller faset ud af en kontinuerligt rekonstitueret familieenhed, i takt med behovene og parrets følelsesmæssige forpligtelser, individuelt eller gruppemæssigt, dikteres. De første få år af kvindens voksne liv kan tilbringes levende sammen med kvindelige eller mandlige samboer; de efterfølgende fem år med en mand; de næste med en mand og barn; de næste tre med to kvindelige venner og så videre. Dette mønster er allerede fremvoksende, men når det opstår i stor skala, vil vi se den roterende familie erstattende kernefamilien som status quo.

Familiemønsteret kaldes ”roterende”, men den gør sin rotation omkring moderens fikserede figur, der vedbliver ved centeret, mens mænd gør der entre, gør deres rotation, og træder af. Det er Hopi-indianernes mønster, som Fred Eggan giver følgende beskrivelse:

Husholdets centrale akse er komponeret af en række kvinder – et segment af en slægt. Alle medlemmer af segmentet, mænd og kvinder, er født i hushold og anser det for deres hjem, men kun kvinder residerer normalt efter ægteskab. Slægtens mænd forlader ved ægteskab husholdet, for at residere i konens hushold, returnerende til deres fødehjem ved forskellige ritualer og ceremonielle lejligheder, eller i tilfælde af separation eller skilsmisse, der er frekvent. Ind i husholdet kommer andre mænd gennem ægteskab…Husholdet roterer om en central og kontinuerlig kerne af kvinder; mændene er perifere med delte residenser og loyaliteter.

A. I. Richards kalder dette mønster ”institutioneringen af den besøgende husbond eller besøgende broder”, og bemærkninger om at mønsteret er karakteriseret ved ustabile ægteskaber: ”En mand der ikke kan udholde situationen i sin kones landsby, forlader den og går andetsteds. Dette kan kaldes den afmonterbare husbonds løsning”.

Det er ghettomønsteret, hvor illegitimitet nu overstiger 50 %, og hvor mænd og drenge bliver tiltagende rolleløse og voldelige – og hvor kvinder lever i fattigdom og beklager sig over deres utilstrækkelige subsidier. Det er mønsteret for et tiltagende antal hushold i større samfund. Ifølge det Washington-residerende National Center for Policy Alternatives, vil 40 % af dagens skolepiger blive hjemmets overhoved. ”Ti procent af nationens familier er ledet udelukkende af en kvinde”, skriver Joreen, ”men 40 % af familierne klassificeret som fattige har kvindelige familieoverhoveder”. Selvfølgeligt antydende at samfundet bør gøre mere for at hjælpe disse stakkels mødre og deres børn. Stenalderens matriarkale dage er derfor af feministen Marilyn French nostalgisk beskrevet som:

”Fra 3.5 millioner år siden til omkring 10.000 år siden, var en fredelig periode, hvor ”ægteskab” var uformel, uhøjtidelig…Ja, der var en have og i den samlede vi frugter og grøntsager og sang til månen og legede og arbejdede sammen og så børnene vokse. For det meste var livet godt, og vi lavede kunst og ritualer, fejrende vor deltagelse i livets storslåede, spektakulære proces”.

Refererende til de samme lykkelige dage, skriver feministen Evelyn Reed:

”En kvinde behøvede ikke en mand for underhold; hun var selv økonomisk uafhængig som et producerende medlem af samfundet. Dette gav kvinder, ligesom mænd, friheden til at følge deres personlige inklinationer i sexrelationer. En kvinde havde muligheden for, for livstid at blive hos en husbond, men hun var ikke under nogen juridisk, moralsk eller økonomisk forpligtelse til dette”

Denne frihed blev destrueret med indførelsen af klassesamfundet, privat ejendomsret og monogamt ægteskab. Den blev destrueret med indførelsen af klassesamfundet, privat ejendom, monogamt ægteskab og skabelsen af velstand og civilisation, hvilket stabile ægteskaber gør muligt. Promiskuiteten der karakteriserer det matriarkalske samfund, nægter mænd en sikker rolle indenfor familierne og motivationen givet gennem den sikre rolle. Fraværet af denne motivation er hvorfor ghettoerne er det rod de er – hvorfor ghettoens kvinder nyder ”friheden til at følge deres personlige inklinationer i sexrelationer”, men finder, at familierne i hvilke de nyder deres frihed er forarmede og underpræsterende. Reed lovpriser sådanne kvinders frihed. Men der er en komplementær frihed der nægtes dem. Hvis de udøver deres frihed til promiskuitet, kan de ikke indgå i en stabil og bindende kontrakt, for at dele deres reproduktive liv med mænd der behøver at stole på deres loyalitet og afholdenhed, som betingelse for at have legitime børn og stabile familier. Når først kvinder opnår frihed til at gøre ægteskabskontrakten ikke-bindende, kan de antage, at de har ”muligheden” for, for livstid at forblive med én husbond, men eftersom husbonden ikke har en tilsvarende mulighed – inkluderer kvinders frihed friheden til at smide manden ud og tage hans børn fra ham (og i amerikansk matriarkat ligeledes at tage en del af hans løn) – er manden tvunget til at dele kvindens syn på ægteskabet som ikke-bindende. Han bliver rolleløs og demotiveret, sandsynligvis en vagabond eller en samfundets lovløs, sandsynligvis af kvinder anset for værende dårligt ægteskabsmateriale, værende emne for feministernes pegen på mændenes anti-socialitet og det deraf yderligere behov for feminisme.

”Hvis ikke moderskab og seksualitet ikke blev resolut kilet fra hinanden af mandlig kultur”, siger Adrienne Rich (hun mener kilet resolut sammen), hvis kvinder kunne vælge begge former af vores seksualitet og vort moderskabs betingelser og ikke-moderskab frit, ville kvinder muligvis opnå ægte seksuel autonomi”. Helt sikkert. Kvinder vælger det og vrager dermed det patriarkalske system. Det er feministernes erklærede formål (inklusive Ms. Rich) at gøre dette. ”Vor frigørelse som kvinder og lesbiske”, skriver Barbara Love og Elisabeth Shanklin, ”vil aldrig opnås før vi er frigjorte til at være mødre. Indtil vi har magten til at definere betingelserne under hvilke vi udøver vort biologiske potentiale, indtil vi for os selv definerer moderskabets betingelser indeholdende magten til at afgøre moderskabets betingelser og til at afgøre i hvilket miljø børnene opfostres, har vi intet reelt valg. Og indtil vi har valg, er vi ikke frie.

Det juridiske system der hvert år skiller forældrene til 1.2 millioner børn, og velfærdssystemet der hvert år subsidierer behovene for 700.000 børn født af ugifte mødre, hjælper dem med at opnå denne frihed – og sender regningen videre til et faldende antal patriarkalske familier. Kun en fraktion af disse omkostninger består af pengeudbetaling. ”Den store majoritet af neurotikere”, skriver John Mac Arthur, ”både børn og voksne, voksede op i hjem hvor der ingen far var, eller faren var fraværende eller svag, og moderen dominerende”. Et uforholdsmæssigt stort antal tilfælde af børnemisbrug finder sted i familier med kvindelige overhoveder. Ifølge Neal R. Pearce, ”er der en stærk korrelation mellem familier med enlige forældre og børnemisbrug, skolefravær, dårlige præstationer i skolen og høj arbejdsløshed og ungdomskriminalitet. ”De fleste ofre for børnemisbrug kommer fra hjem med enlige forældre eller er børn af medlemmer af narkobander. Offermønsteret er parallelt med syndermønsteret. Forskere ved North Florida Evaluation and Treatment Center rapporterer, at ”børnemisbrugerens mønster er karakteriseret af en singulær grad af nærhed og tilknytning til moderen”. Feminist Carolyn Shaw Bell foreslår ”en særlig skat til velfærdsgoder for familier ledet af kvinder, og tilstrækkeligt til at forøge fordelene til at udligne indkomstforskellen mellem fattige børn med kun en mor, og velstillede børn med to forældre. Skatten skulle pålægges alle mænd. Feministerne mener, at patriarkatet burde subsidiere dets egen destruktion ved at betale kvinder for at skabe faderløse familier. Ifølge Martha Sawyer, en Ph.D. kandidat ved Howard University, burde udgifterne til disse faderløse familier betales af ”den mest fordelshavende kategori af velstående hvide mænd”. Altså betalt af mænd der opretholder en niche i det patriarkalske system der skaber velstand.

”Hvordan ville det have været”, spørger feministerne Monica Sjoo og Barbara Mor, ”hvis patriarkiet aldrig var opstået? For at få en ide må vi forstå matriarkatets først lov: Kvinder kontrollerer deres egne kroppe. Dette virker som en basal præmis for enhver fuldt udviklet menneskelig kultur; hvilket er hvorfor primaternes patriarkat er baseret på en benægtelse deraf.