Eksistensen af et omkostningsfuldt velfærdssystem tillader kvinden at påføre manden mindre pres for at opføre sig ansvarligt, hvilket faciliterer uansvarlig adfærd for mandens vedkommende, hvilket igen leder kvinden til at stole mindre på manden, hvilket forværrer hans opfattelse af overflødighed og hans søgen efter alternative definitioner af mandighed.

 

Mønsteret er ikke confined til de lavere niveauer. Det understøtter ligeligt mændenes manglende ønske om at gifte sig med uddannede kvinder, producerende feministiske beklagelser over mændenes nægtelse af at skabe stabile og pålidelige forpligtelser med kvinder. Den samme mandlige nægtelse understøtter de flurry og panicky artikler fremkommende i 1986 om emnet ”marriage crunch”, uddannede kvinder i tredvernes manglende evne til at indgå ægteskab. Disse uddannede kvinder nyder friheden, økonomisk og seksuel, coveted til dem af den feministiske bevægelse, men de finder dem selv (som mænd også finder dem selv) uden ægteskab og familie. På det tidspunkt skrev feminist Georgie Anne Geyer et stykke med tilen ”Why don´t you get married?: Shorthand for Curbing Women´s Function”. Geyer beskriver sig selv som i raseri over det pres der ligger på kvinder for at blive gift:

 

”Vi taler her om kvinder som en funktion. Vi taler her om at fyldestgøre andres ideer om hvad den enkelte skal tilpasses og for hvad den enkelte eksisterer. Værre endnu taler vi ikke her om kærlighed, tillid eller godhed, men om at tilpasse sig strukturer andre bestemmer for dig. Vi taler om kontrol”

 

”For at sige det lige ud, så drejer denne ”bekymring” om den enkeltes chancer for ægteskab sig om måder at kontrollere kvinder”

 

”Ægteskab kan være én slags kærlighed, og i bedste fald kan den være én af de tre største af slagsen. Men når man taler om det i forbindelse med kontrol af kvinder, bliver det kærlighedens og fyldestgørelsens antitese”

 

”Kontrollen af kvinder”, siger hun. Men manden underlægger si ligeledes kontrol; og en af de vedholdende krav fra feminister er, at kvindens emancipation fra kontrol gennem skilsmisse, ikke skal emancipere manden, men forpligte ham til at gøre hende ”uafhængig” af ham, ved at give hende hustrubidrag og børnepenge. Den uddannede og økonomisk uafhængige kvindes statistik omkring manglende ægteskabsevne er faktuel. Geyer afskyer dem, fordi de antyder kvinders advisability, accepterende en grad af seksuel regulering. Hun ønsker kvindelig adfærd opfattet som ”i positive og frigørende termer, mere end i negative og kontrollerende termer”. Man kunne beskrive et tog, der springer på sporene, opførende sig på en ”positiv og befriende måde”. Feministen ville svare, at kvinder ikke er maskiner, men sammenligningen vil stå for alt dette. Kvinder (og mænd) kræver socialisation i samme omfang som tog behøver spor, hvis de skal undgå en katastrofe. At kontrollere kvinder (og mænd) er ikke ”antitesen”, men betingelsen for ”kærlighed og fyldestgørelse” og social stabilitet og civilisation.

 

Lad os se på en specifik sag. Brandon Tholmer 29 år, dræbt 4 kvinder, mistænkt for yderligere 8 andre drab. Tholmer er illegitim, men det er i orden, for som fru Phyllis Chesler formulerede det, ”ethvert barn har ret til at være ønsket”. Det faldt ikke fru Chesler ind, at den bedst måde at sikre ham denne ret er for ham at have en far der ønsker ham, beskytter ham og forsørger ham. Nå, men Tholmer´s mor praktiserer matriarkatets første lov, og hendes søn er en morder. Juryen der dømmer ham, tager sig kun en time til at beslutte sig for, at han ikke skal i gaskammeret grundet hans ”opvækst”. Ifølge en nævning ”var der ingen der tog sig af ham. Han havde lidt det meste af livet. ”Han kom fra et skilsmissehjem, og fra alderen 8 blev han smidt ud på gaden om natten. Som elleveårig blev han smidt på ungdomshjem af moren, senere sendt på en opdragelsesanstalt for at stjæle og loitering. Han er ”grænseretarderet”, en straffet, mentalt forstyrret sexforbryder, en voldtægtsmand, en sodomite, en arsonist, en røver. At pege på hans ”opvækst” betyder at skylden ligger andetsteds, som den afgjort gør – med accepten af Tholmer´s mor og af samfundet med matriarkatets første lov.

 

En anden sag. Dean Phillip Carter er dømt for at have dræbt 3 kvinder og mistænkt for drabet på to andre. Beviserne mod ham er overvældende og hans advokat prøver ikke engang at bestride dem:

 

I stedet stolende, (siger Los Angeles times af 29 januar 1990) på et forsøg på at redde ham fra dødsstraffen, indkalder forsvarsadvokat Howard Gillingham 21 vidner, der skal vidne om Carters problemfyldte barndom.

 

21 vidner viser, at han havde en problemfyldt barndom, og er derfor mindre culpable. Helt sikkert. Men hvem er så ansvarlig for at have påført ham denne problemfyldte barndom? En del af svaret skal inferred fra Los Angeles Times assertion at Carter var ”født som den illegitime søn af en halveskimoisk kvinde i Nome, Alaska, d. 30 august 1955”. Mor accepterede promiskuitetsprincippet og udøvede sin ret til at påføre illegitimitet på sin søn, hvilket udsatte ham for en større risiko for at blive kriminel.

 

Endnu en sag. Arlene W. fra Wisconsin. ”I sommeren 1977, ”skriver Phillys chesler, ”mødte Arlene W. Red E. Først i 1978 blev Arlene gravid. ”Patriarkalsk socialisation ville have lært Arlene vigtigheden af pre-nuptial kyskhed, og ville have forebygget tragedien, der nu udspiller sig. Men patriarkalsk socialisation er gjort funktionsudygtig af matriarkatets første lov.

 

Tidligt i 1979 blev Red´s faderskab bekræftet af Welfare Department…Besøg blev tilladt…Red var fysisk misbrugende over for både Arlene og (deres datter) Andrea ved adskillige besøg. Arlene besluttede at afvise videre besøg.

 

I efteråret 1980 krævede Red juridisk overnatningstilladelse to gange månedligt. Dommer John E. McComick fortalte Arlene at hun skulle ”give manden en chance”. Han beordrede besøgstilladelse én weekenddag og en halv weekenddag. Besøgene begyndte. På dette tidspunkt begyndte Andrea at ”skabe sig”, at slå, græde, klynge sig, ikke sove, tisse, kaste op. Andrea beklagede sig over, at hun blev slået af faren – og mærker var synlige – Hospitalsrapporten konkluderede, at Andrea var blevet seksuelt misbrugt. Arlene flygtede fra Wisconsin til sin brors hjem i staten Washington…Politiet ankom med en anholdelsesordre på Arlene. De separerede hende fra datteren, nægtede hende kaution og retten til et telefonopkald, og fængslede hende i fire dage…Feminister, ministre, psykiatere, incestofre, eksperter, akademikere, jurister, afdelingen for social service – alle lancerede en kampagne mod Arlene´s extradition. Arlene´s uredigerede ”begivenhedskronologi” dokumenterede de dybe isolation og sårbarhed af en voldsramt, ugift og velfærdsafhængig moder, der havde opdaget faderlig incest, og statens absolutte vilje til at tro hende eller assistere hende.

 

Hvad begivenhederne dokumenterer er, at det er vigtigt ikke at være ugift mor. De dokumenterer også skaden påført Arlene og Andrea gennem matriarkatets første lov og lovgivningens manglende evne til at bedre det rod som Arlene og Red har skabt med deres manglende kyskhed. Arlene præsenteres gennem Chesler som offer. Hun skabte faktisk selv sin ulykke og ligeledes sin datters.

 

Håndhævelsen af den seksuelle patriarkalske konstitution i 1978 ville have garanteret, ikke infringed, Arlene´s autonomi, og ville have klargjort hendes ansvar for konsekvenserne af hendes seksuelle adfærd – det ansvar hun senere (med hjælp fra Chesler, feministerne, ministrene, psykiaterne og så videre) bebrejdede samfundet for. Hele vægten i Chesler´s argument er, at samfundet skulle redde hende ud, derigennem legitimere den manglende kyskhed i 1978. Lille Andrea, hvis liv er blevet blighted af sin mors uansvarlighed gennem ignorering af legitimitetsprincippet, fremvises, og hendes lidelser lamented for at understøtte Chesler´s program for yderligere at underminere den seksuelle konstitution legitimitetsprincippet, og promovere flere enlige mødre, mere feminisme og flere af Andrea.

 

Chesler´s pointe at det juridiske system er inkompetent til at gøre meget for Arlene og Andrea, er valid nok; men hun vælger ikke at se hvordan det rod hun beskriver, er skabt ikke af patriarkatet, men gennem matriarkatets manglende evne til at regulere Arlene´s adfærd i 1978 – af samfundets acquiescence i matriarkatets første lov.

 

Mønsteret promoveret af feminismen er godt summeret i en nylig canadisk undersøgelse af kvindelige forbrydere.

 

Mellem dens opdagelser i en undersøgelse af 100 kvinder havde majoriteten haft tidlige seksuelle involveringer, med over 40 % rapporterende at have haft deres første samleje i alderen mellem 10 og 15 år. To tredjedele havde børn, men næsten lige så mange havde aldrig været gift, og mindre en hver tiende var gift på arrestationstidspunktet. Majoriteten var derfor enlige eller skilte mødre. De fleste kom fra skilsmissehjem, med 73 % af kvinderne rapporterende problemer, som at den ene forælder hele tiden var fraværende, skilsmisse, børnehjem, alkoholproblemer og børnemisbrug. Mentalt forstyrrede forældre var almindelige – faktisk havde kvindelige kriminelle psykiatriske problemer i den nærmeste familie dobbelt så ofte som mandlige kriminelle. Forfatterne spekulerer, om ”kvinderne for at bryde ud af den traditionelle kvinderolle af compliance og passivitet og blive kriminelle, må være produkter af en mere forstyrret baggrund”

 

Som svar på antydningen af at den feministiske bevægelse har bragt ”en ny æra af emanciperede kvindelige forbrydere visende nogle af de samme mønstre som mandlige forbrydere”, anerkender forfatterne mange ligheder. Eksempelvis omkring den samme procentdel af kvindelige kriminelle begår de samme voldelige forbrydelser som mænd gør (selvom ”kvinders ofre mere end mændenes ofre, har problemer med at forsvare dem selv – eksempelvis børn, intoxicated, asleep, infirm”)

 

Forfatterne modstår at beskrive kvindelige kriminelle som ”emanciperede”, men hvad deres studie beskriver – seksuel promiskuitet, skilsmisse, kvinder der i tiltagende omfang opfører sig som mænd – er familiære resultater af den seksuelle revolution.

 

Problemerne skabt af matriarkatets første lov var forudsigelig – kvindelig promiskuitet og illegitimitet, manglende faderrolle og anti-socialitet. Med mere illegitimitet kommer mere andengenerationskriminalitet, mere mangel på uddannelse, mere demoralisering, mindre motivation, mindre produktivitet, reduceret selvværd, mindre dedikation til fremtiden som bevidnet gennem reduceret akkumulering af stabiliserende (og garnishable) assets, såsom ejendom, annuities, pensioner, aktier, opsparingskonti og forsikringer. Mere seksuel forvirring, mere hedonism, mere barnlighed (af hvilket ikke-dedikering er en variant), mere følelsesmæssig overfladiskhed. Og selvfølgelig i konsekvens af alt dette, flere familieopløsninger, mere familie non-formation, flere krav om freebies fra statens backup-system (understøttelse, dagpleje, workfare, wage-garnishment, som en måde at finansiere familier – med den konsekvens, at yderligere frygter familieforpligtelsen). Og så videre, uden ende, hvert forsøg fra backup-systemet at lappe roderiet skabt af familieopløsningen underminerer den mandlige rolle, og med den, familien.

 

”Hvis kvinder var virkelige mennesker”, skrev Friedan i 1973, ” – ikke mere, ikke mindre – så ville alle de ting, der holdt dem fra at være hele mennesker, skulle ændres”. ”Hele” betyder noget i retning af ”uden kønsrollesocialisation”. Sammen med forkastelsen af denne socialisation for piger, har der været en komplementær forkastelse af kønsrollesocialisation for drenge. Resultaterne kan bevidnes af enhver der tager en tur gennem gymnasierne. En sådan tur afslører, at majoriteten af piger er blevet overfladiske, sassy tarts. En majoritet af drenge ikke bedre end slobs med liden selvdisciplin, lav frustrationsterskel, dårlig karakter, svag indre retningsfornemmelse. Tilbage i 1963 da Fridan frigjorde feminismen mod os, med bogen ”The Feminine Mystique”, sagde hun, at hendes ideer ”kan forstyrre eksperterne og ligeledes kvinder, for de implicerer sociale forandringer”. Forandringerne har foregået længe nok til at tillade en evaluering. Er kvinder lykkeligere? Er mænd? Har børn bedre manerer, bedre socialiserede? Er der mere præ-ægteskabelig seksuel aktivitet? Flere venereal sygdomme? Flere enlige mødre? Mere shacking-up? Mere utroskab? Er familien mere stabil? Er de uddannelsesmæssige præstationer bedre end de var i de tidlige tressere? (Husk at den originale ”new life plan for women” var et uddannelsesprogram. Er der færre der dropper skolen? Er det offentlige debatniveau mere civiliseret, mere modent? Vælger dygtige unge mennesker lærerprofessionen som karriere, og udruster unge med bedre instruktioner og bedre rollemodeller? Er gaderne sikrere? Reflekterer medierne et tiltagende moralsk og smagsmæssig raffinement? Lever færre kvinder i fattigdom? I substance misbrug? Er relationerne mellem kønnene mere raffinerede og civiliserede, eller mere kynisk, trivielt og udnyttende? Er der mere eller mindre snyd i klasseværelserne, forretningsforbindelser og skat end alle andre steder? Er omkostningerne til velfærd, politi og staten tiltaget eller aftaget? Får vi mere eller mindre for vore skattepenge? Er der mere eller mindre affald på vore strande? Er de offentlige parker mere eller mindre inviterende rekreationssteder? Æder juristerne mere eller mindre af vor løn? Er servicen mere eller mindre courteous, end den var et kvart århundrede tidligere? Sociale ændringer? Det tror jeg nok! Der er intet område i hvilket undermineringen af kønsrollesocialisationen, ikke har været katastrofal.

 

Her er den måde dagens kvinder opfatter deres ansvar mod samfundet og samfundets ansvar mod dem. Taleren er Byllye Avery, direktør for ”National Black Women´s Health Project”: ”Jeg har en ret til liv, til et hus, uddannelse, job, mad, en god høj levestandard, og en ret til at kontrollere min reproduktion”. Dette er frugterne af Friedan´s program, for at få kvinder til at stå på egne fødder – og kommandere med andre.

 

Lad os nu vende os fra det to hundrede millioner år gamle biologisk baserede pattedyrs/matrilineale reproduktive arrangement, og undersøge det patriarkalske system, der sejrede over det for få tusinde år siden, og gjorde civilisation mulig – det kunstige, skrøbelige, patriarkalske arrangement, designet til at løfte mandlige sædforsynere til fædre, og tillade dem en lige del i menneskelig reproduktion. Det er feministens/seksualrevolutionens formål at fjerne denne mandeskabte superstruktur, bygget på kvindens reproduktive biologi og genetablere det originale pattedyrs/matrilineale arrangement – et formål kun svagt opfattet af en minoritet af feminister, og indtil videre uforstået af de patriarkalske mænd, hvis ansvar det må være at genetablere og stabilisere det.