Den svenske professor i etnologi Jonas Frykman har gjort tankevækkende beskrivelser og analyser, gennem et omfattende teoretisk, historisk og empirisk studie af den svenske folkeskole, i et forsøg på at finde en forklaring på den manglende uddannelsesmæssige mobilitet. Frykman har undret sig over, hvorfor den aktuelle skole ikke giver lige muligheder for alle og hvorfor skolen var bedre til at skabe social mobilitet for bare tredive år siden. 

Dette gør Frykman ved at tydeliggøre den nuværende skoles struktur for derefter at holde den op mod den fortidige skolestruktur. Disse er henholdsvis den senmoderne reformerede skole, som i høj grad udgår fra individet, mod modernitetens gamle dannelsesskole med sit regelsæt, sin særegne disciplin, sin klasseundervisning og sin orientering mod formaliseret kundskabsakkumulering. 

Frykman sætter kritisk lys på nutidens individorienterede pædagogik og problematiserer, at undervisningen i dag er personorienteret med fokus på nuet, det hjemlige og det nære. Denne fokus på identitetsarbejde der foregår i nuet betyder, at eleven mister orienteringen mod det fremtidige. Dagens skole orienterer sig ikke mod det fremtidige, i modsætning til den moderne skole, hvor skoletiden var en øvelse for fremtiden. Hvor man tidligere satte et verdenskort op foran eleverne, sætter man nu et spejl op. 

Her kan man drage en parallel til feminismen, der tilsvarende er optagede af det nære, det hjemlige og nuet. Feminismen afskriver det maskuline, da det maskuline tilsyneladende ikke har noget umiddelbart formål og da feministerne ikke umiddelbart kan se en opgave der kan kræve det maskuline.

”Hvad der er godt for mig, må også være godt for dig” Feministernes nyvundne frihed er tilsyneladende smittet af på elever i folkeskolen. Vi er gået fra ”opdragelse” til ”kompetente børn”, fra ”undervisning” til ”ansvar for egen læring” og endeligt fra ”kvalifikationer” til ”kompetencer”. Til trods for fagfolks opfordringer, er det stadig ikke velset at stille krav og sætte grænser for børn. Rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt siger i emancipationsdiskussionen, at udøverne af emancipationspædagogikken dog beklager den måde generationer af unge mennesker har forvaltet friheden.

Hertil skal dog siges, at man med nogen ret kan frikende nutidens børn for manglende forvaltning af friheden. Forklaringen skal muligvis findes i retorikken:

Der er en udbredt opfattelse blandt lærerstuderende og lærere på lærerseminarierne af, at det er vigtigt, at man som lærerseminariestuderende kan lide at arbejde med børn. Man kan overveje, om der her kan forefindes en del af forklaringen på folkeskolens uddannelsesmæssige mobilitetsproblemer. Spørgsmålet er, om det er børn eller elever der har sin naturlige plads i folkeskolen. Børn hører til i børnehaven. At være elev er en funktion, og så er det ligegyldigt om man er otte år eller firs år. Vi har altså ført børnehaven op i folkeskolen.