Multikulturalisme hviler på antagelsen – eller rettere, den uærlige fremtoning – at alle kulturer er lige, og at ingen fundamental konflikt kan opstå mellem sæder, skikke eller filosofiske verdenssyn mellem to forskellige kulturer. Multikulturalisten prædiker at i en tid med masseimmigration, kan (og skal) samfundet være en slags salatskål, en balje for vidunderlige eksotiske ingredienser fra hele verden, jo mere jo bedre, hver bringende sin egen særlige aroma til den kulturelle blanding. For at salaten kan blive lækker, er der ingen ingrediens der må overskygge eller dominere med sin aroma over andre.

Virkeligheden har dog en tendens til at hævne sig på de frivole, og 9/11 har tilsyneladende samlet tankerne en smule. Der er visse tegn på, at Storbritanniens multikulturalistiske fromhed, i årevis en officiel ortodoksi, begynder at møde udfordringer.

Indenrigsminister David Blunkett har eksempelvis for nylig deklameret, at immigranter i Storbritannien burde lære engelsk. Blunkett lavede dette kætterske forslag, som svar på oprørslignende sammenstød i det nordlige England mellem hvide unge og muslimske unge af pakistansk oprindelse. Venstreorienterede fordømte forudsigeligt hans kommentarer som i bedste fald taktløse, i værste fald protofascistiske. Bistår de ikke de ondskabsfulde xenofobiske elementer i det britiske samfund? Måske varsler de endda en ny mørk æra af intolerance.

Faktisk var Blunkett´s bemærkning på sin plads, og ikke på sin plads. De oprørende unge kunne uden tvivl alle tale engelsk. Der findes sandsynligvis ingen britisk født ung mand eller kvinde af sydasiatisk oprindelse, der ikke taler engelsk – selv om nogle, givet det blødsødne britiske skolesystem, der taler det dårligt. Så det er ikke sandt, som Blunkett antyder, at manglen på engelskkundskaber har skylden for oprørernes krænkede følelser af at være ulige borgere i det britiske samfund.

Blunkett havde dog ret i andre aspekter. Selvom den oprørske ungdom kunne tale engelsk, så kunne brudene de bragte tilbage fra Pakistan ikke – og yderligere, kommer aldrig til det. Mange patienter jeg har mødt, der kom til Storbritannien for 30 år siden, i en alder af 16 eller 18 år, kan stadig kun lidt engelsk – men ikke ud af uvilje til at lære. Deres ægtemænd forhindrer dem aktivt i at lære sproget, for at sikre at de forbliver lukket inde i ghettoen, og ikke får nogen ideer vedrørende deres residens. De samme oprørende unge der protesterede mod det britiske samfunds manglende evne til at acceptere dem som ligeværdige borgere, har selv søgt at reproducere ulighedsmønsteret fra det landlige Pakistan, en halv verden væk, fordi det passede dem at gøre sådan.

Multikulturalisme tilskynder dette standpunkt. Hvis alle kulturer er lige, og ingen har ret til at påtvinge sine standarder på andre, hvad er der så galt med immigrantghettoerne der er fremkommet, hvor befolkningen (det vil altså her sige den mandlige befolkning) nyder de facto eksterritoriale rettigheder? Hvis det i deres nedarvede kultur er tradition at holde pigerne udenfor skolerne, og tvinge dem ind i ægteskaber de ikke ønsker, og konfiskerer deres pas, som den britiske regering har udstedt dem til personligt brug, hvordan kan en multikulturalist så protestere, uden at hævde sin egen kulturs overlegenhed?

Med yderligere vægt på Blunkett´s bemærkning findes tåbeligheden i regeringens sprogpraktik, som multikulturalismen har klækket. Man kan eksempelvis tage kørekortprøven i Storbritannien på et forbløffende antal sprog. Indtalte instruktioner kommer oven i købet i forskellige dialekter af albansk, kurdisk og lingala. I den skriftlige prøve behøver aspiranterne ikke kende det latinske alfabet (det ville være diskriminerende): myndighederne tilbyder spørgsmålene på dit valg af skriftsprog. Det er lige meget, at skiltene stadig er på engelsk.

Og køreprøverne er ikke afvigende. Regeringspamfletter, inklusive dem der angår sundhed og sociale sikringsgoder, fremkommer nu rutinemæssigt i myriader af sprog – på det offentliges regning. Da jeg skulle til et lokalvalg for ikke længe siden, noterede jeg mig adskillige indiske og vietnamesiske sprog, der forklarede hvordan man skulle stemme. Og i min lokale lufthavn var skiltene der henviste til returnerende britiske rejsende ikke blot på engelsk, men bengali, hindu, punjab og urdu (hver med sine egne skrifttegn): bevis for at tildelingen af borgerskab ikke kræver nogen færdigheder i det nationale sprog.

Disse praktikker sender et budskab til nye tilkommere om, at i Storbritannien har man ikke pligt til at lære engelsk – faktisk er det lige modsat: den britiske stat må gøre sig selv forståelig på arabisk, farsi, russisk, somalisk, swahili og en lang række andre sprog. Britiske myndigheder ved uden tvivl ikke, at sprogforvirringen omkring Babeltårnet, var ment som en straf.

I dagens multikulturelle klima har den generelle population, synes det, åbenbart en pligt til at gøre sig bekendt med immigranternes tungemål. Min lokale offentlige skole underviser nu i bengali og urdu, så den ”lokale” (læs:hvide) befolkning kan lære bedre at falde ind i immigrantbefolkningen. Mens jeg intet har imod at børn af immigranter taler deres forældres indfødte sprog hjemme, eller et hvilket som helst sprog i øvrigt, men et privat valg er meget forskelligt fra regeringens ideologiske beslutning om at tilbyde sådanne sprog (af mindre global vigtighed) i statsskoler. Hvordan kan man ikke se sådan en beslutning som overlagt nedladende overfor europæisk kultur? – der trods alt er et sted immigranterne har valgt at smide sutterne ind.

Uanset hvor kluntet Blunkett må have været, så har han draget opmærksomheden på et vigtigt emne – et der gør det klart hvilken absurd og helt igennem uoprigtig doktrin multikulturalismen er. Den er derudover også en farlig doktrin, der inspirerer politikker der sikrer fastholdelsen af minoriteter i deres fattigdom, nærer deres afsky og forværrer racespændingerne – mens det sikrer arbejde til et tiltagende antal bureaukrater.

En anden der tidligere ukritisk videde sig til multikulturalismen, kommissionsformand for racelighed Trevor Phillips, har for nylig undergået en konvertering. I et interview med London Times argumenterede Phillips, en sort født i Guyana, at England burde forkaste hele konceptet om multikulturalisme, eftersom den gjorde mere ondt end godt. Myndigheder skulle endog holde op med at bruge selve ordet, tilføjede han.

Phillips bemærkede, at Storbritannien har en lang og meget distingveret historie med at acceptere folk til sine kyster, og integrere dem i sit nationale liv, og samtidig opnå goderne af hvilke færdigheder de måtte have bragt med sig. Britiskhed har været en kulturel, og ikke et racemæssigt eller biologisk, koncept med en tradition for tolerance, kompromisser, civiliseret opførsel, respekt for det private, gentlemanadfærd, individualitet, en parathed til accepten af, og endog forkærligheden for, excentrisk adfærd, troen på loven, en dyb forståelse for ironi og et ønske om fair play: kort sagt, den almindelige anstændighed Orwell skrev så artikuleret om.

Utopiske intellektuelle, inklusive multikulturalismens teoretikere, lader hånt om mange af disse nu svækkede britisk karakteristika, grundet at de aldrig var universelle blandt befolkningen (men hvilke karakteristika er?) og havde flere ulemper end fordele. Men Storbritanniens anstændighed viste sig indlysende for immigranter og flygtninge, blandt dem min mor, der ankom fra Tyskland til Storbritannien i 1938, der omgående noterede sig dem, til hendes store lettelse og beundring.

Min families historie bærer yderligere vidnesbyrd til det britiske samfunds generøse kapacitet til integration. Min far, hvis immigrantforældre aldrig lærte at tale ordentligt engelsk, gik på en slumskole lige efter Anden Verdenskrig, med klassekammerater der var så fattige, at de var sultne og barfodede. Til trods for hans baggrun
d fandt min far sig induceret i den britiske kultur, af lærere der ikke mente, at evnen til at forstå og værdsætte Milton eller Shakespeare, eller bidrage til nationens liv, afhang af social klasse, eller krævede rødder der gik tilbage før normannerne. Hans lærere havde den samme frigørende magt af høj kultur i deres universelle værdi og appel, som mange britiske arbejdere dengang delte. Som historiker Jonathan Rose så smukt har demonstreret i ”The Intellectual Life of the British Working Classes”, dedikerede mange almindelige engelske arbejdere, der til tider levede liv af bedøvende slid og økonomiske strabadser, ikke desto mindre megen af deres sparsomme tid og begrænsede hyre, til at forbedre deres liv med vanskelige liv med læsning af god litteratur, af hvis transcenderende værdi de ingen tvivl havde om – en tro båret frem af den succes mange af dem senere opnåede.

Min fars lærere var de eneste folk jeg har hørt ham omtale med ubegrænset beundring og taknemmelighed. Og det gjorde han med rette: deres filosofi var uendeligt mere generøs end multikulturalisternes der senere fulgte. De havde ingen intentioner om at indkapsle min far i den verden hans forældre var flygtet fra. Og de forstod, at for at samfundet kan undgå bitre interne konflikter, måtte alle dele vigtige elementer af kulturelle og historiske kundskaber, der ville resultere i en delt identitet. Det er ikke noget tilfælde, at Trevor Phillips fortryder 80 års undervisning, der i mindre og mindre grad lagde vægt på store engelske litterære værker, især Shakespeare – et afsavn ikke smedet grundet lærernes klager over spontane krav nedenfra, men fordi de implementerede teorierne fra en uddannelseselite, især multikulturalisterne.

Phillips påpegede rigtigt, at engelsk litteratur er den perfekte drivkraft i promoveringen af delt identitet. Ikke at undervise i Shakespeare eller andre giganter i britisk kultur, er ikke at tilbyde nævneværdig tradition, med hvilke en tiltagende forskellig befolkning kan identificere sig. Uden en sådan tradition kan intet dybere end populærkulturens døgnprodukter forene befolkningen, i lyset af at dybe kulturelle forskelle deler den. En delt kultur udelukkende bestående af døgnfluer vil sandsynligvis motivere en forståelig foragt fra immigranter og deres børn, drivende dem ind i etniske, kulturelle og ideologiske enklaver, i søgen efter noget der er en anelse mere mentalt og spirituelt nærende – derigennem forøgende de sociale spændinger, nogle gange med katastrofale følger.

Denne delte identitet min fars lærere troede på, var ikke en påtvungen uniformitet, som dagens kritikere påstår; de søgte ikke at skabe mentale kloner. Langt fra. En del af denne delte identitet – en kilde til stolthed – var idérigdom og tankefrihed, tilladelsen til at lade sindet for evigt rejse over særegne tankehave (som Wordsworth beskrev Newton). Og denne delte identitet forløste de der deltog i den fra behovet for at knytte sig for stærkt til andre potentielt konfliktende identiteter. Den nationale identitet var stærk men løs, tilladende en stor del personlig frihed og giv-og-tag – almindeligvis meget mere end de etniske identiteter immigranter almindeligvis bringer med sig. Religionsfriheden var fuldkommen, under forudsætning af at den tilpassede sig loven, og ikke krævede særlige privilegier for sig selv. Britisk kultur bandt eller begrænsede ikke immigranterne, så dette afgør hvad den enkelte har at sige, ud over at tale engelsk.

Britisk åbenhed er præcist hvad der gjorde Storbritannien så tiltrækkende for immigranter. Dog ikke uden brister går britisk historie om åbenhed (sammenlignet med de fleste samfund) langt tilbage, og har tilladt mange tilkommere at blive nationale bidrag. Huguenotterne eksempelvis, berigede enormt Storbritannien´s kultur og økonomi. Før deres ankomst kom al silke fra Frankrig; efter deres ankomst kom det meste franske silke fra Storbritannien.

Med tiden blev huguenotterne overmåde britiske – er nogen forfatter mere britisk end De Quincey? – men i mange år havde de deres egne kirker, og nogle talte fransk i hjemmet til langt ind i det nittende århundrede.

Det var denne tradition af integration Phillips artikuleret fremmanede i sit interview. Eftersom formænd for skinregeringsrepræsentanter såsom ham ikke er kendte for modigt at tale bramfrit, reflekterede hans ord sandsynligvis regeringens tanker, alarmerede af den udvidede sympati i den muslimske befolkning for terroristerne d. 9/11.

Phillips manglede dog at nævne én vital forskel mellem tidligere og samtidige tilstrømninger til Storbritannien. Den relative tolerance og fleksibilitet han priser, var spontan, uformel og umøntet og uden myndighedernes indblanding. Det slog simpelthen aldrig nogen på min fars tid, at børnene af immigranter skulle, eller ville, have en fundamentalt anderledes kultur fra den generelle befolkning, eller at de ville ligge inde med kulturelle særheder eller ømtåleligheder, man behøvede tilse. De ville være britiske uden kvalifikation. Disse immigranter ankom, selvfølgelig, under en periode af en forlænget æra af national selvtillid, da Storbritannien hverken var en stor eller tiltagende magt. Min fars læreres generøsitet voksede ud af stolthed over deres kultur og land.

Siden da har meget ændret sig. Vi lever i en tid med dyb mistillid af spontane, retningsløse sociale processer – en mistillid af hvilken Phillips organisation er et symptom. Kommissionen for Racelighed han er formand for, mener at racefordomme og uretfærdighed kun kan fjernes, hvis regeringen utrætteligt overvåger racestatistikker over uligheder (adskillige organisationer jeg tilhører prøver vedholdende at udtrække fra mig min ”etniske” gruppe, selvom jeg nægter at svare). Paradoksalt nok benægter kommissionen samtidigt, i det mindste i teorien, nogen underliggende realitet om racemæssige og etniske kategorier, i hvilken den inddeler folk af overvågningshensyn, eftersom den tager for givet, at enhver underpræstation blandt overvågede grupper, udelukkende må være resultatet af fordomme, ikke resultatet af forskelle i indgangen til omverdenen eller adfærden i disse grupper. Uden officiel bureaukratisk indblanding vil samfundet i dette perspektiv forblive forsumpet i racefordomme. Minoriteter vil stagnere eller endog degenerere.

Yderligere er Storbritannien´s historiske og kulturelle optegnelser, som ikke værende noget at kære sig om, for slet ikke at tale om værende unikt værdifuld, ikke forsvundet. De ting nationen tidligere glorificerede, hånes og laves nu satire over. For ikke så længe siden angreb præmiereministeren den opfattelse, at den britiske fortid havde noget som helst der var værd at bevare, ”konservatismens kræfter” for ham værende synonymt med ondskab. Virkeligheden har, retrospektivt, lært ham andet.

Skiftet i attitude er uden tvivl delvist resultatet af kollapsen af britisk magt, og nationens lange retræte fra vigtighed i verden. Men den er også resultatet af vækst i den intellektuelle klasse, hvis levebrød afhænger af endeløs kritik. Takket være de intellektuelle er faget historie blevet noget af et ideologisk minefelt, med klagegrupper der kræver, at deres forfædres lidelser nyder særlig status i fortællingen. Og hvis britisk historie og kultur ikke er andet en historien om intern og ekstern undertrykkelse, om uretfærdighed og udnyttelse, hvorfor skulle de, der kommer til disse kyster lære om nationale traditioner og kultur? Det er meget bedre, at de så bare holder sig for dem selv. En professor i racerelationer har endog foreslået, at Storbritannien burde ændre sit navn, som har så mange historisk negative konnotationer for millioner verden over. Nu hvor Storbritannien er blevet uudsletteligt multikulturelt, siger han, findes der ingen retfærdiggørelse for at det fremover skal være ”britisk”.

Sådanne tåbeligheder er designet til, og måske med gustent overlæg, at skabe en ekstrem reaktion fra den indfødte befolkning, demonstrerende, at den oprindelig
e påstand var korrekt: at britisk tradition simpelthen er én af voldelig intolerance og undertrykkelse – fra hvilken vi behøver sådanne oplyste professorer, udøvende tvangsmæssige administrative kræfter, i udleveringen af os.

En ny masseimmigration til Storbritannien fra alle dele af kloden, i hvilken forskellene mellem immigranterne og værtsbefolkningen er dybe, er sket præcist på det tidspunkt hvor multikulturalisterne har lykkes med undermineringen af kapaciteten af britisk kulturs evne til at absorbere dem, i det håb at ”et samfundenes samfund” ville fremskyde: med andre ord, at løven i den somaliske stammeetik på én eller anden måde ville lægge sig ned med lammet af britisk lov.

Det ville være frugtesløst at foreslå, at alle immigranter skulle være bevidste om krav og ansvar. Og hvis vi skal undgå voldelige, usolidariske og fjendtlige etniske enklaver i vor midte, må vi lære immigranter, at den frihed, velstand og tolerance de nyder frugterne af, er resultatet af en lang spirituel og kulturel udvikling, der ikke bør tages for givet, og at den har storhed.

Dog i det moderne multikulturelle klima, findes der ingen nem vej til dette. Grundet den ideologiske kakofoni der drukner denne beskeds kardinalpunkt, hvor indlysende den end er, er det umuligt at lade det afhænge af det uselvbevidste, som min fars lærere gjorde det. Ej heller ønskes at beskeden skal hærdes i et officielt dogme: svaret på en falsk ortodoksi er ikke en anden ortodoksi. Vi må overtale, ikke tvinge eller indoktrinere, og for at kunne dette, må vi først frigøre vore intellektuelle fra opfattelsen af, at samfundet bør være en kulturel salat.