Faderløshed, manglen på naturlige fædre i børns liv: et stort og seriøst problem

For nylig kom en ”voldsramt kvinde”, for det var sådan hun så sig selv, til mig for hjælp. Hendes kæreste, der levede adskilt fra hende og børnene, havde slået hende slemt, og hun var nødt til at tage på hospitalet. Han tog hende derefter tilbage til hendes hus, og blev hos hende, mens hendes sår helede.
”Du er ikke en voldsramt kvinde”, sagde jeg med et suk. Jeg definerer en voldsramt kvinde, som en kvinde der er et ægte offer for hendes partners vold. ”Du er en ”voldstilvænnet” kvinde, et offer for din egen trang til vold”. Jeg sukkede, fordi disse to sætninger udtalt for 25 år siden i mit tidlige værk ved Chiswick, forårsagede at jeg blev hadet og foragtet. Jeg blev nationens samvittighed. Jeg vovede offentligt at sige, at kvinder kan være lige så voldelige som mænd, og at kvinder er en hel del mere psykologisk voldelig end mænd. I denne kvindes tilfælde havde vi en hel del arbejde at gøre, og han havde brug for at finde en god terapeut.
I 1971, inspireret af kvindelige journalister og andre medie-manipulatorer, besluttede jeg mig for, at blive medlem af kvindebevægelsen. ”Søsterskab er magtfuldt” chantede de. ”Søstre forenet, ikke mere konkurrence, kvinder hjælper kvinder”. Det lød alt sammen for godt til at være sandt. Mit første møde fyldte mig med tvivl. Det blev afholdt i et meget middelklasseagtigt hjem i Chiswick, og jeg stirrede på Mao-plakaterne på væggen i spisestuen. Da jeg af værtinden blev spurgt, hvorfor jeg var der, svarede jeg, at min mand var fjernsynsreporter og var meget sjældent hjemme, og jeg følte mig ensom og isoleret med mine to børn. ”Dit problem er ikke din isolation, men din mand. Han undertrykker dig, og han er en kapitalist”. Jeg gjorde opmærksom på, at hun også havde en termin der skulle betales, og at hun derfor også var en kapitalist, og langt fra undertrykkende mig passede han børnene, så jeg kunne deltage i dette møde. Hendes mand var til et fagforeningsmøde, organiserende Brentford Biscuit-fabrikken ved hjælp af hans grad i Politisk Videnskab, for at forberede den kommende revolution. Hvad kvinden ikke vidste var, at jeg var datter af en diplomat. Jeg blev født i Kina, og rejste verden rundt med min far. Jeg arbejdede også i Udenrigsministeriet og var bekendt med forholdene i både Rusland og Kina. Så blev vi over en kop te forsikret om, at kvinder var en minoritetsgruppe. Jeg gjorde opmærksom på, at kvinder udgjorde halvdelen af jordens befolkning. Jeg blev overrakt Mao´s lille røde bog og et SHREW-magasin. Jeg tog det med hjem, og blev forfærdet over hadetalen om mænd.
Jeg blev enig med mig selv om, at denne organisation behøvede en nærmere undersøgelse. Med begge børn i skole og tid til mig selv, begyndte jeg at arbejde for Women´s Liberation Workshop i Shaftsbury Avenue. Jeg var vidne til hvordan de arbejdende kvinder der, flåede brevene op og puttede de tre pund og tre shilling i lommen, som desperate kvinder sendte ind for at blive medlem af bevægelsen. Jeg prøvede at besvare så mange af brevene som jeg kunne. Nogle af pengene blev brugt til at købe sprængstof for.
Terrorister i kvindebevægelsen sprængte BBC-bilen uden for Miss World – konkurrencen i luften og taget at postbygningen. Jeg tilkaldte politiet. Al denne vrøvl og retorik skulle kulminere med ”arbejderklassens” opstigning og død over kapitalismen og destruktionen af alle mænd. Unødvendigt at sige, at der stort set ikke var nogen arbejderklassekvinder i denne bevægelse. Det meste af denne revolution blev kæmpet omkring middelklassespisestueborde i hæslige Islington.
På nuværende tidspunkt var jeg helt sikkert ”fjenden”. Mænd tog på dette tidspunkt hele bevægelsen som en spøg, men det var ingen spøg, som mange hjemløse mænd frarøvet deres børn vil kunne fortælle dig.
Nedslagtet af feministiske advokater og terapeuter er mænd rutinemæssigt blevet frataget deres hjem, deres børn og deres indkomst.
Jeg vidste, at jeg ønskede at fuldføre min oprindelige drøm. Kvinder der arbejder med kvinder i samarbejde med mænd. Ideen om at vi skulle samarbejde med mænd var bandlyst for disse kvinder. Kvindebevægelsen var domineret af en radikal separatistbevægelse. De ikke bare hadede mænd, men heteroseksuelle kvinder ligeså. Jeg gennemskuede deres meget skjulte agenda. Jeg stod på platforme sigende, at hvis jeg skulle betale tre pund og ti shilling, mødes i ”celler” og kalde mine venner kammerat, så bad de mig om at deltage i Kommunistpartiet, hvilket var i orden, men lad være at lyve. Lad være at indsamle penge under falske omstændigheder. Jeg havde rigeligt med gode kommunistiske venner. Jeg ville have en bevægelse der i sandhed repræsenterede kvinder. Ikke nogen triviel hakke-til-døde-mandepolitik.
De tidlige kollektive møder og konferencer involverede hundredvis af kvinder, mestendels middelklassekvinder hvis livsstil kedede dem, og de var forfærdende. Enhver der er opvokset på en pigekostskole ved, hvor voldelige og manipulative kvinder kan være. Flokkens hetz var nådesløs. Ingen læbestift, ingen høje hæle, ingen deodorant. Jeg brød alle reglerne. ”Hvorfor går du med mændenes tøj”, spurgte jeg, ”hvis du hader mænd så meget?” Fjollet spørgsmål måske. ”Vi bærer symbolerne på vores undertrykkelse”, var det humorforladte svar.
Men nu opdagede jeg gennem læsning af kvindebevægelsens litteratur, at disse tusindvis af kvinder, arbejdende i alle sektorer; journalister, fjernsynsansatte, var besluttede på, at ødelægge familielivet i England (se det kommunistiske manifest – WHS) ”Gør det personlige politisk”, var én af deres mange slogans. Så tusindvis af voldelige og seriøst forstyrrede kvinder angreb normale lykkeligt gifte kvinder og vores traditionelle livsstil. Hemmelige møder blev holdt (alt blev gjort i hemmelighed) og jeg modtog et brev ”…og kollektivet har besluttet, at indtil hele sagen er udredet, og du har givet en udtalelse om din position til en kvindelig advokat, eller nogen i N.C.C.L., skal du ikke længere arbejde på kontoret eller deltage i møder i nogen af kollektiverne”
Særdeles deprimeret over mine erfaringer i bevægelsen, gik jeg i gang med det jeg altid har troet ville befri kvinder. Et sted at samles og samarbejde med mænd.
Snart opsøgte voldsramte kvinder med børn mig for hjælp. Der var ingen litteratur om voldsramte kvinder, så jeg skrev ”Scream Quietly Or The Neighbors Will Hear”. Jeg fik øjeblikkeligt problemer, fordi bogen ikke var politisk korrekt. Den diskuterede familievold og jeg nægtede at lade den ledende redaktør politisere min bog. På dette tidspunkt leverede jeg tallet 62 ud af 100 kvinder der søgte hjælp, var lige så voldelige eller endnu mere voldelige end de mænd de havde forladt. Også mange prostituerede søgte hjælp mod deres alfonser. Dette udløste raseri i kvindebevægelsen. Jeg vidste, at så snart jeg tiltrak offentlig opmærksomhed og penge, så ville kvindebevægelsen, der nu ikke tiltrak noget, banke på min dør. Da jeg sammenkaldte en lille konference for at hjælpe andre med at starte grupper, invaderede hundredvis af feminister og radikale separatistiske feminister min konference. De begyndte deres sædvanlige ævl, prøvende på at appellere til mine mødre, ofte brugende frasen ”arbejderklasser”. Mine mødre var ikke imponerede. Én af mine nærmeste venner på Chiswick sagde ”der er ikke én arbejderkvinde mellem jer”. En anden lidt modigere råbte ”gå hjem og find jeres dildoer”. Vi forlod dem så de selv kunne afgøre slagsmålet. De skabte så The National Women´s Aid Federation. Dette glædede mange af mine fjender ved The Home Office og The Department of Social Security. Min hovedfjende ved mit første møde var medlem af søsterskabet. ”Hvordan vil du betale for de hjælpsøgende”, snøftede hun. ”Jeg betaler”, sagde jeg. Det har jeg hele tiden gjort, og det var vore bønner der holdt Chiswick i live i alle de år. Federationen brugte alle deres kontakter i medierne (mange af dem var jornalister) for at nedgøre mig og mit arbejde. På det tidspunkt skrev jeg hjemme om aftenen. De kom for at interviewe mig om mine bøger, men bøgerne blev aldrig diskuteret. Kun hvor fed og krigslysten jeg var. Jeg spurgte The Home Office m deres seneste rapport, og jeg var ikke overrasket over at se, at mit navn og ”Scream Quietly” manglede. Jeg vidste fra andre forfattere, at redaktørerne i London´s publiceringsverden selv var radikale feminister, og det var deres vane, at diktere deres temaer til desperate forfattere, der derefter var tvungne til at skrive i redaktørens bog, velvidende at hvis de ikke adlød, ville de ikke blive publiceret. Min bror Danny skrev altid hvad jan fik besked på at skrive. Han beklagede sig til mig i telefonen, og til sidst, lige før sin død sagde han bittert ”jeg har ingen kontrakter og ingen filmaftaler i sigte”. Han genskrev den firehundrede siders synopsis til sin bog fire gange for at tilfredsstille sin agent og forlægger.
Gennem alle kampene blev jeg ved med at bede til, at familielivet var, og altid ville være, grundlaget for enhver civilisation. Ødelæg familien og du ødelægger landet. Jeg advarede om, at de kvinder med børn der kom til mig, brugte stort set ingen prævention. Mine mødre havde i gennemsnit 5.1 barn, mens ikke-voldelige familier havde 2.5 i gennemsnit. Jeg skrev rapporter, jeg sendte memoer. Alt til ingen nytte. Ingen ville høre hvad jeg havde at sige. Bag i bogen ”Scream Quietly” listede jeg alle de agenturer der havde svigtet familierne. Jeg skrev, at jeg ikke så socialarbejdere. Jeg så politiske aktivister med en socialarbejderuddannelse. Det samme gjaldt for lærere, prøveløsladelsesfunktionærer, redaktører af bøger og magasiner. Som en gigantisk cancer masede den sine krabbeben ind alle de steder den kunne øve sin indflydelse. Mange kvinder, assisterede af svage mænd, prøvede at ødelægge mig og mit arbejde, og jeg vidste, at endeligt havende kæmpet retssager der indebar ikke at adlyde dommerens kendelse, for at redde børnenes liv, vidste jeg, at jeg ville blive tvunget ud af mit hjælpeprogram. Få mænd prøvede bravt at give lyd, velvidende farerne. De blev også bekæmpet af både mænd og kvinder. Forretningsmænd i medierne, cheferne på forlagene forstod aldrig, at deres redaktører løj for dem. Spillende nummerspillet. ”Hvem tror du at du er?”, skreg en feministisk redaktør. ”Jeg må være nogen”, svarede jeg. ”Jeg står trods alt i Debrett´s og Who´s Who. Du er ingenting i forlagsbranchen”. En anden sagde…”Hvorfor kan du ikke skrive den slags bøger du ved jeg kan lide, Erin…bøger om kvinder der elsker kvinder?”. ”Det kan jeg ikke”, svarede jeg. ”Jeg er en heteroseksuel forfatter, og alle mine bøger fejrer familielivet”
Fordi mænd så på hjælpeprogrammet som en ”kvindesag”, sendte aviserne kvindelige journalister for at angribe mig. Jeg deltog i en konference for radikale feminister og spurgte dem hvorfor, når jeg respekterede deres ret til at praktisere deres politik og definere deres seksualitet, at de nægtede mig min ret til min heteroseksualitet, min ret til at leve og arbejde og bevare mit familieliv og nyde at være hjemme hos familien? At jeg mener, at være en mor og bedstemor har givet mig mere glæde end nogen anden bedrift. Jeg blev udskreget og mødt med gennemført fjendtlighed. Da jeg publicerede ”Prone to Violence”, en bog om mit arbejde med voldsramte kvinder og børn i hjælpecentre, blev jeg nedstukket af hundredvis af bannervejende kvinder. ”Alle mænd er bastarder”, viste nogle af bannerne. ”Alle mænd er voldtægtsforbrydere”, hylede en anden. ”Hvis disse bannere havde sagt jøder eller sorte, så havde I været nødt til at arrestere disse kvinder”, sagde jeg til en betjent, der var kommet for at sige, at jeg måtte have en politieskorte gennem hele England under bogturen. Med tiden mistede jeg hjælpecentret, men en omhyggeligt orkestreret kampagne tillod aldrig England´s befolkning at vide, at jeg var skubbet i eksil. Min forseelse var, at kæmpe for familielivet og værdier. For få måneder siden sendte The Sunday Times en reporter, for at finde ud af hvorfor jeg var tjener i en bar, i bytte for mad. ”Det lader til der har været en konspiration”, skrev reporteren. Gudske tak og lov, at mine bøger sælger verden over, inklusive Rusland. Jeg ejer intet ud over mine fire hunde og min kat, og jeg arbejder internationalt for fred i familien.

Af Erin Pizzey