Abstrakt
Politisk Korrekthed repræsenterer en regression i universitetsfunktionen i hvilken faderlig indflydelse afvises og en bipolar autoritetsforældermodel erstattes af én drejende sig om den Oprindelige Moders fertilisation. Faderlige indflydelser er dem der repræsenterer engagementet med den eksterne realitet, og regressionen til den Oprindelige Moder er derfor en afvisning af den eksterne virkelighed. Aspekter af universitetsfunktionerne der forklares med denne model inkluderer omvending af værdier, angrebet på hvide mænd, underordningen af rationalitet i beslutningstagning, balkaniseringen af universitetet, fremdriften mod det ekstreme og den feminine magts anormalitet.

Introduktion
Termen ”Politisk Korrekthed” fandt sin vej til offentlighedens bevidsthed gennem en artikel af Richard Bernstein i New York Times (1991). Den refererede til en samling venstreorienterede post-marxister i hvilken kampen mellem økonomiske klasser var erstattet af, som en primært ontologisk ramme, et mere differentieret sæt af modsætninger baseret på forskelle som køn, race og seksuel orientering. Altså som Bernstein fremlagde det:

”Centralt for Politisk Korrekthed, der har sine rødder i 1960´ernes radikalisme, er opfattelsen af, at vestlige samfund gennem århundreder har været domineret af hvad der ofte kaldes ”den hvide mandlige magtstruktur” eller ”patriakalske hegemoni”. En relateret overbevisning er den, at alle undtagen hvide heteroseksuelle mænd har lidt under én eller anden form for undertrykkelse og blevet nægtet en kulturel stemme…”(sektion 4:1)

Men for mange der har beskæftiget sig med dette fænomen, har det foruroligende ikke været det ideologiske indhold af Politisk Korrekthed, men den principielle argumentation den har påført:

”…mere end en ærlig overbevisning er Politisk Korrekthed blevet en sarkastisk spydighed anvendt af konservative, klassisk liberale og lignende, til at beskrive hvad de anser for værende tiltagende intolerance, lukning af debat, pres for at tilpasse sig et radikalt program eller risikere at blive anklaget for en almindeligt gentaget trio af tankeforseelser: sexisme, racisme og homofobi”. (4:4)

Som svar på disse anklager har de der har følt sig kritiserede for Politisk Korrekthed svaret på et antal måder. Ofte har de både benægtet at der fandtes nogle krav om at være politisk korrekt og anklaget kritikerne af de samme tankeforseelser som i første omgang blev anført de politisk korrekte (Fried, 1991). Generelt har svaret været at angribe kritikerne af politisk korrektheds motiver. Eksempelvis er disse kritikere blevet anklaget for at være agenter for højreorienterede tænketanke (Wiener, 1992), eller ellers højreorienterede der ikke havde andre at vende deres gift imod, nu da den kolde krig er slut (se eksempelvis Gitlin 1992, selvom hans eget perspektiv er meget bredere, nuanceret og på ingen måde et eksempel på Politisk Korrekthed).
Disse argumenter har ingen tilsyneladende tilknytning til mig. Jeg har aldrig modtaget nogen penge fra en højreorienteret tænketank og min modstand mod Politisk Korrekthed går tilbage til før enden af Den Kolde Krig. Faktisk var min første erfaring med Politisk Korrekthed i 1971. Men det kan være nyttigt, i forbindelse med introduktionen af Politisk Korrekthed at rapportere mine første erfaringer med den indenfor den seneste fortid.

Det var i 1987, efter jeg var vendt tilbage fra en sabbat hvor jeg havde arbejdet på en bog om narcissistiske processer i organisationer. Uddannelsesstedets rektor var interesseret i mit arbejde og spurgte mig om jeg ville lave en præsentation ved et institut han var ved at starte. Præsentationen, der i sidste instans endte med at blive til kapitel syv i min bog ”Narcissistic Process and Corporate Decay” (1990), krævede en præsentation af Freud´s koncept om Ødipuskomplekset.
Og mens jeg gennemgik denne del af argumentet fik en kvinde i publikum, der tilfældigvis var formand for psykologiafdelingen, hvad jeg kun kan beskrive som et ”flip”. Uden at adressere sig om noget konkret jeg havde sagt, og uden noget forsøg på at kontrollere sit raseri, sagde hun, at Freud var sexist og misogynist og fortsatte med at fordømme hele det psykoanalytiske foretagende, som hun sagde var ”gennemsyret” af sexisme og racisme. I takt med hendes tale blev det klart for mig at hun ikke helt vidste hvad hun talte om. Hun sagde, at eksempelvis Ødipuskomplekset ikke passede på kvinder, hvilket var derfor Freud opfandt ideen om Electrakomplekset. Hun var åbenbart ikke klar over det faktum, at det var Jung, ikke Freud, der anvendte termen ”Electrakompleks”.
Til trods for denne kvindes åbenlyse mangel på fundament i det hun talte om, så syntes hendes stemme at udtrykke en følelse af absolut autoritet. Jeg kan huske at dette slog mig som værende meget underligt. Men hvad der slog mig som værende endnu mere underligt var, at da hun gik i gang med dette oprørte optrin, så de andre medlemmer af publikum ikke på hende, som om hun opførte sig underligt, men de så på mig for at se om jeg havde gjort noget forargeligt eller afskyeligt. Jeg kan huske at jeg på det tidspunkt tænkte, at hvad der foregik i det rum var ikke sådan ting burde foregå på et universitet.
Jeg kan ikke påstå at jeg følte mig såret over denne interaktion. Jeg var mere desorienteret end noget andet. Men jeg havde dog følelsen af, at hvis begivenheder som denne begyndte at blive karakteristisk for universitetet, så indikerede det, at der var noget ragende galt i en institution der var meget vigtig for mig, og jeg følte en grad af harme over dette. Jeg følte også, at jeg burde sætte sådanne processer under undersøgelsesfokus.
Resultatet af denne undersøgelse er hvad jeg præsenterer i dette papir. I et tidligere papir (Schwartz, 1993), beskrev jeg et antal tilfælde af Politisk Korrekthed og forsøgte at forklare dem indenfor en teoretisk ramme. Det nærværende papir repræsenterer en mere sofistikeret udvikling af denne ramme.

Mit argument vil være, at processen involveret i Politisk Korrekthed repræsenterer et regressivt skift i organisatorisk funktion fra hvad jeg vil kalde ”to-forældre”-modellen, hvilket involverer både moderlige og faderlige elementer, til en primitiv modermodel, fra hvilken faderlige elementer er frigjort. Jeg vil begynde med at elaborere det psykologiske grundlag på hvilken denne analyse hviler.

Narcissisme, Egoidealet og Superegoet
Ifølge den psykoanalytiske grundteori (Mahler, Pine og Bergman, 1975), så har barnet i begyndelsen ikke endnu formet en grænse mellem sig selv og sin moder. Moderens totale hengivelse til barnet, som for barnet er hele verden, resulterer i, at barnet opfatter sig selv som ”primær narcissisme”. Som tiden går, bliver barnet smerteligt opmærksom på det faktum, at verden ikke kærligt roterer om det, og føler sig som resultat deraf isoleret og hjælpeløst. For at undslippe sin hjælpeløshed fantaserer barnet om en omnipotent moder, der kun elsker barnet, og med hvilken det kan fusionere og vende tilbage til det oprindelige narcissistiske stade (1).
Fantasien om at være returneret til det narcissistiske fusionsstade er refereret til af Freud (1914, 1921) som et egoideal. For Freud var udviklingen af teorien om egoidealet som en psykologisk konfiguration adskilt fra superegoet en kort affære. Videreudviklingen af denne teori på sine egne betingelser var et arbejde for andre, nærmere Chasseguet-Smirgel (1985,1986). For hende repræsenterer egoidealet en verden uden grænser. I en sådan verden ville vi være i stand til, at gøre præcist hvad vi ville, og få det ud af det vi ønskede, eftersom verden ville være struktureret til at opfylde vore ønsker. Ifølge denne vision ville vi være perfekt hjemme i denne verden uden angst eller skam, sikre på os selv, sikre på validiteten af vores adfærd, uden tvivl eller marginal. På det individuelle niveau ligger egoidealet under vores elskede selvopfattelser. På det kollektive niveau ligger ideen om et samfund manifesterende egoidealet bag vores billede af Utopia.

Problemet er, at vores erfaring aldrig helt korresponderer med egoidealet. Vi kommer aldrig til at blive centrum for en elskende verden. Problemet er, at verden ikke er vores mor. Den har en uafhængig eksistens udenfor os selv. Verden manifesterer en kold, magtfuld ligegyldighed. Den giver ikke bare, men stiller krav til os som vi må opfylde hvis den skal opretholde os.
For Freud (1923) internaliserer vi i løbet af en normal udvikling disse krav gennem det ødipale stade til formning af superegoet. I takt med at egoidealet struktureres omkring en idealiseret moder, er superegoet struktureret omkring en idealiseret fader (2).

Differentieringen mellem maternale og paternale roller vokser naturligvis ud af, og udtrykker sig selv, i nogen grad forskellige udviklingsmønstre for piger og drenge. Pointen jeg vil gøre i dette papir er, at modning kræver udviklingen af kapaciteten for begge roller, men det er helt sikkert korrekt, at de to køn i denne henseende har forskellige inklinationer. Chasseguet-Smirgel´s analyse (1986), som jeg her følger og hvis implikationer jeg har udviklet fuldt andetsteds (Schwartz, 1995), vedholder, at børn føler sig hjælpeløse i moderens nærhed, som de ikke desto mindre elsker dybt. Piger kan løse deres hjælpeløshed ved at identificere sig med hende og hendes magt. Drenge har ikke den mulighed og må finde en måde at sikre en uafhængig identitet som vil være, på samme tid, værdsat af kvinder. Dette har været roden af den paternale rolle.

Faderens funktion, som den i den forbindelse er fremkommet, har været at møde den indifferente eksterne verden og gøre denne verden åben for familielivet. Hans rolle har været, at skabe distance mellem familien og den eksterne virkelighed, således at egoidealet, repræsenteret af moderen, kunne operere indenfor familien, givende børnene en dyb følelse af at være vigtige og elskede. Faderens rolle med hensyn til børnene var at indoktrinere superegoet ved at repræsentere ligegyldig ekstern virkelighed indenfor familien så, ved at præge ham, børnene kunne lære at klare virkeligheden (3).

Altså agerer faderen som agent for den eksterne verden. Gennem hans forbud repræsenterer han dens indifference og krav. Over tid optager børnene faderens forbud i dem selv. De bygger strukturerne af verdens begrænsninger ind i deres egen karakter, fæstnende den omkring kernen af hvad de kalder ”virkelighed”. Det er på denne måde at børn lærer udvekslingsreglerne der opererer indenfor deres kultur: hvad de er nødt til at gøre er, på en reciprok måde, at enes med andre der er dem indifferent. For at få styr på disse regler, ændres de eksterne krav til pligter, og derigennem forstår hvad de tidligere ikke kunne forstå: hvorfor de skal gøre hvad de ikke ønsker at gøre.

Gennem superegoet er folk, især mænd, i stand til at opgive kærligheden fra den Oprindelige Moder under løftet om senere gennem aktiviteter i verden at være i stand til at gøre sig fortjent til egoidealet. Man kan let se værdien at superegoet ved at reflektere over den kulturelt nyttige aktivitet den genererer. På samme tid er det også muligt at observere at superegoet bevarer samfundet fra virkelighedens forstyrrelse og følelsen af uendelig ret som narcissismen ellers ville regenerere.
Intet af dette fratager værdien af egoidealet og den moderlige rolle. Kun egoidealet kan give inspiration til hvad der ellers ville være et tørt og glædesløst mønster af pligter. Altså strukturerer superegoet vores forståelse af hvordan vi er adskilte fra verden omkring os, og derfor hvordan vi bliver nødt til at møde den på dens egne betingelser. Egoidealet giver mening til dette engagement ved at give os et billede af at kunne overkomme vores separation og blive ét med verden. Samfundet kan ses involvere en intim interaktion af egoidealet og superegoet.
Den traditionelle familie, som Freud forstod den, manifesterer hvad jeg vil kalde en bipolar forældremodel af børneopfostring. Den inkorporerer både faderlige og moderlige elementer, anerkendende forskellene og værdien af begge. Den leder til et billede af autoritet der er både realistisk og kærligt.

Politisk Korrekthed og regression
For at kunne forstå Politisk Korrekthed må man anerkende at i de seneste årtier, især siden de sene tressere, er faderens rolle, superegoet, blevet forkastet. På dens plads har været dominansen af præ-ødipal narcissisme, hvis centrale karakteristik er fusion med den Oprindelige Moder.
Denne udvikling har et antal aspekter, men to er af særlig vigtighed. Først den filosofiske strømning typisk refereret til som postmodernisme eller poststrukturalisme, associeret med forskellige skrifter af Jacques Derrida, Michel Foucault, Jaques Lacan, Francois Lyotard og andre. Hvad man finder i disse værker er den generelle position, at der ikke findes nogen objektiv ekstern verden. Viden er kun sprog og sprog refererer kun til andre sprog. Ideen om at der eksisterer en eksterne verden er associeret med patriakatet, som anvender den i mandens undertrykkende tjeneste, holdende nede og marginaliserende det spontane, det organiske, det feminine.
På samme tid har den maternale orientering selv kommet med et bud på dominansen gennem et antal af varierende feminismer. Sættende op en modsætning mellem, på den ene side den angiveligt regelbundne, hierarkiske, aggressive mandlige orientering, og på den anden side, den angiveligt spontane, omsorgsfulde, ikke-hierakiske, opfattende kvindelige orientering, har et bredt spektrum af skribenter søgt at portrættere hvad de ser som kvindens kendetegnede psykologi, som jeg ganske enkelt skal referere til som det feminine, som et alternativt organiserende princip til hvad de ser som mandlig dominans (Gilligan, 1982; MacKinnon, 1989; Calas and Smircich, 1991; Irigaray, 1985).
I den udstrækning at feministiske skribenter angiver det feminine som komplementært til det maskuline, som en side af personligheden der, i vores samfund, og især udenfor familien, har behøvet yderligere udtryk, synes deres arbejde for mig at repræsentere et interessant, værdifuldt og essentielt synspunkt (Benjamin, 1988). Dog set indenfor den postmoderne kontekst betyder det samtidige angreb på det mandlige og glorificeringen af det kvindelige noget andet. De betyder ikke revisionen af ideen om optimal udvikling ved at tilføje maternale elementer til paternale elementer. Vi ser snarere et skift i legemliggørelsen af autoritet fra den bipolare forældremodel til én baseret på den mere primitive Oprindelige Moder. Faren ved dette skift er ikke så meget at det forkaster faderen, men at det politiserer forkastelsen af hvad faderen repræsenterer – selve den eksterne virkelighed. Dette er hvad vi ser ske i Politisk Korrekthed.

Fra de bipolare forældre til det primitive maternale i universitetet
For at forstå betydningen af revolten mod det paternale indenfor universitetet, må vi forstå hvordan superegoet, det institutionaliserede paternale, traditionelt opererer i den institutionelle kontekst. Dette er enkelt. I den bipolare forældremodel betyder universitetet generationens succesopnåelse.
Vi kan anskue dette som den vellykkede transformation af virkeligheden, enten fysisk eller gennem en tiltagende forståelse af denne virkelighed.
Superegoets funktion i universitetet er primært indoktrineringen af standarder. Universitetet antager at der er en ekstern verden som kan kendes på bedre eller værre måder. Betydningen af standarder er etableringen af de bedste måder at kende verden på, baseret på hele det menneskelige engagement med denne verden. Funktionen af forskning er selvfølgelig at lære verden bedre at kende og derigennem løfte kendskabets standarder. Med hensyn til undervisning fungerer universitetsfunktionerne ideelt som fader, der forbereder de studerende til at opnå noget i den verden baseret på modellen ”godt arbejde”, arbejde i overensstemmelse med de højeste standarder, og den differentierede belønning fra godt arbejde i modsætning til dårligt arbejde. Hvis processen er succesfuld internaliseres denne polaritet mellem godt arbejde og dårligt arbejde som en del af superegoet, og går ud i verden hvor han eller hun gør godt arbejde baseret på denne internalisering.

Hvad angår beslutningstagning i det bipolære forældreuniversitet manifesterer superegoet sig selv som intentionel rationalitet. Superegoet placerer ved at anerkende eksistensen af en objektiv ekstern verden der kan straffe os hvis vi gør tingene forkert en præmie for at gøre tingene korrekt. Hele farvespektret af procedurer for at lave beslutninger på universitetet eksisterer med det formål at tage aktion på muligheder og udsætte dem for rationel, logisk kritik og eliminering af snæversynet og narcissistiske fordomme og komme så tæt som muligt på en handlingskurs der vil have det konkrete ønskede resultat. Dette er helt sikkert ikke for at sige at universitetet på nogen måde mere ender med det korrekte resultat end nogen eller noget andet. Dette betyder selvfølgelig ikke, at universitetsprofessorer er mindre narcissistiske end alle andre – et synspunkt som kun de der ikke er familiære med universitetet kan opretholde. Det er ganske enkelt at sige, at rationel kritik er en accepteret og legitimeret universitetsdiskurstilstand, som de forstyrrelser som narcissistiske fordomme skaber, anerkender som forstyrrelser, og at strukturerne skabt til at begrænse deres effekter ses som legitime.

Intet af dette er for at benægte at egoidealet er til stede på universitetet i lige målestok med superegoet. Egoidealet er nødvendigt for at transformere krav til idealer, uden hvilke universitetet ville miste eksistensen af sin ånd, og uden hvilke, helt sikkert, det ville være umuligt at give mening til ideen om den tilgodesete. Egoidealet er også til stede, måske vigtigst af alt, i næringen af den individuelle studerende, gørende det muligt for den studerende at acceptere hans eller hendes spontanitet, som er kilden til kreativitet. Det bør i den forbindelse aldrig glemmes, at musen er en kvindelig figur. Men indenfor det bipolare forældreuniversitet er jagten på idealer kanaliseret af repræsentationen af eksterne krav om godt arbejde og konkrete resultater. Men sæt spørgsmålstegn ved ideen om en selvopholden, objektiv, ekstern verden, og man underminerer betydningen af faderen. Tag ideen om en objektiv verden væk, og man fornægter legitimiteten af eksterne krav og det superego den repræsenterer. Krav ses som undertrykkelse. Fornægt superegoet og alt hvad der er tilbage er narcissisme; det eneste spørgsmål bliver ”hvis narcissisme?”. Ideen om resultater og skelnen mellem godt og dårligt arbejde bliver så til tilfældige kategoriseringer hvis mening skal findes i udtrykket af faderens narcissisme. Der findes ingen god grund til at forklare hvorfor børn ikke skulle være i stand til at leve i permanent lykke i deres nærhed med den Oprindelige Moder. Hendes magt ville garantere deres lykke, hvis bare man kunne slippe af med hans magt. Forsøget på at slippe af med faderen og den eksterne verden han repræsenterer, er meningen med det politisk korrekte universitet.

Struktur og proces i det politisk korrekte universitet
For at være i stand til at forstå både appellen og faren ved en organisation baseret på den primitive moder, er det nødvendigt at understrege det faktum at den Oprindelige Moder er en fantasi. Hun er ikke en virkelig moder. Hun er billedet af moderen kastet i mulden af barnets begær. Den Oprindelige Moder er fantasien af en person der ville fuldende cirklen af en kærlig verden centreret omkring barnet. Hun er med andre ord fuldendelsen af barnets narcissisme. Når individer identificerer sig med hende, når de genskaber sig selv i hendes billede opgiver de deres egen voksenkarakter og genskaber sig selv på basis af de mest primitive niveauer af deres psyke. Appellen af denne regression er klar nok. Vi ønsker alle at fusionere med den Oprindelige Moder og igen blive centrum for en kærlig verden. Men som universitetets organisationsprincip er reglen om den Oprindelige Moder ikke så perfekt som man skulle forestille sig.

Først bør man bemærke sig, at den kærlige verden i hvilken personen ville være centrum, kun ville have én person i den, plus den persons refleksioner: den ville ikke indeholde nogen uafhængige andre. Dette ses ikke af det narcissistiske barn som noget problem, der ikke ser noget behov for uafhængige andre. Men som organisationsprincip i den virkelige verden der indeholder virkelige andre, har dette en modsigelse ved sin kerne.
Narcissisme, som forbindelsen med den Oprindelige Moder skatter og garanterer, gør det umuligt at leve fredfyldt i en verden hvor der er virkelige andre. Jeg kræver at du sætter mig i centrum af din verden, og du kræver at jeg sætter dig i centrum af min verden. Der er ingen måde hvor på vi kan finde ud af den andens ”andenhed”. Den må nødvendigvis mødes med total følelsesmæssig afvisning og had. Den hører ikke til i den ”gode” verden der har mig som centrum, og den må derfor være ”ond”. Floden mellem os er absolut. Hvordan kan organisation overhovedet være mulig?

Sagt enkelt er den Oprindelige Moders kærlighed, der synes at ville gøre verden komplet, tilsyneladende det perfekte organisationsprincip. Dog i virkeligheden ville det ryste verden. Det er det perfekte princip for desorganisation, for kaos (4).
Problemet her er at kærlighed er specifik. Den slags ubetinget kærlighed der definerer den Oprindelige Moder betyder for os, at hun (eller han) tager vores synspunkt uden at dømme det eller kategorisere det. Kærlighed betyder at blive accepteret fordi vi er nøjagtigt som vi er. Men vor egen inklusion på grundlag af sådanne specifikationer definerer for os et moralsk univers, der ekskluderer alle der ikke er som os, hvilket vil sige alle andre end os.

På ét niveau løses dette problem af gruppens psykologi. Hvis personen kan erstatte en gruppeidentitet for en individuel identitet, bliver social organisation mulig på gruppens niveau. En idé om sig selv som medlem af en gruppe kan anvendes som sit egoideal. Dette åbner for muligheden at andre kan adoptere det samme egoideal. Dem der gør det kan identificere sig med hinanden, baseret på denne fundamentale lighed. På denne måde er relationer der tidligere blev karakteriseret af misundelse og fjendskab transformeres til gruppefølelse (Freud, 1921)

Men dette betyder, at problemet med narcissistisk desorganisation vil genopstå grupperne imellem. I stedet for at tro at verden drejer sig om os som individer, så tror vi at verden drejer sig om os i kraft af vores gruppeidentitet. Det er disse udenfor gruppen, de der ikke tager gruppen som deres egoideal, der nu opfattes som trusler og som ikke tilhørende verden. Altså har vi erstattet fjendtligtsindede individer med fjendtligtsindede grupper. Dette er det første element af strukturen på politisk korrekte universiteter.

Det andet organisationsprogram baseret på den Oprindelige Moder er behovet for at skabe en følelsesmæssig forbindelse gennem hvilken gruppen kan gøre krav på hende. I familien, eller for den sags skyld i japanske organisationer hvor det maternale princip er magtfuldt (Doi, 1973), er en stærk interesse fra moderens side søgt gennem en appel baseret på kontinuerlig association. Men på universitetet hvor mennesker kommer og går, er dette ikke en levedygtig mulighed. På universiteterne domineret af Politisk Korrekthed (5), klares dette problem gennem abstraktion. Abstraktionen handler om ideen om barnet der mest behøver kærlighed, det der er blevet mindst elsket i fortiden, offeret. Det er denne abstraktion, dette specifikke krav på at være blevet skadet på en bestemt måde på et bestemt tidspunkt, der skaber basis for gruppens identitet. Dette giver grunden til, hvorfor individer der afviger fra gruppen med hensyn til ideologien om gruppens offerrolle, bliver behandlet som om de ikke tilhører gruppen (Carter, 1991). Det er derfor en fejltagelse at anskue disse grupper som definerede af en ideologi om demografiske karakteristika. Min pointe her er, at ideen om disse gruppekonflikter hviler mindre på forståelsen af kravene fra de specifikke grupper mod hinanden end på forståelsen af de fundamentale intrapsykiske dynamikker af den sociale konstruktion af selve ideen om sådanne konflikter.
Denne differentiering i grupper baseret på graden af værende offer afgør logikken om, hvilken social struktur der udvikles indenfor det politisk korrekte universitet, hvilket er henholdsvist at elske offeret og samtidigt trække kærlighed fra, og hade de der tidligere er blevet elsket, der nu bliver set som dem der stjal kærligheden fra de der nu behøver den.
Altså transformerer politisk korrekthed universitetet om til en slagmark mellem de gode kræfter, personifiseret af ofrene og deres retmæssige allierede, og de onde kræfter, personificeret af undertrykkerne: de der tidligere havde status, og hele mængden af sociale institutioner gennem hvilke de opnåede denne status og vedligeholdt den.

Den Politiske Korrektheds dynamik: Omvendelsen af værdierne og transformationen af universitetet
Præmissen for superegoet er, at kærlighed må fortjenes gennem godt arbejde. Men superegoet kan ikke forsyne os med kærlighed, men kun med respekt. Kærlighed knytter sig til hvem vi er, ikke hvad vi gør; den kan ikke fortjenes (Sennet og Cobb, 1972). Men superegoet kan skaffe det kriterium på hvilket folk enes om at en person skal elskes, baseret på fyldestgørelsen af dets krav. Dette skaber det basis for den sociale dramatisering af kærlighed vi kalder status eller prestige, og det er den de med lav status føler sig snydt for.

Når ideen om den objektive eksterne verden er tabt, så giver ideen om resultater, om at opnå kærlighed på basis af godt arbejde, ikke længere mening. Individer der i fortiden har haft status, og legitimeret denne status med resultater, bliver i stedet set som havende opnået deres status illegitimt. Ideen om opnåelse af status gennem resultater bliver set som et dække for tyveri. De der har haft status redefineres derfor som havende stjålet kærlighed fra de med lav status. De ses som undertrykkere der fortjener at blive hadet og angrebet og få deres magt destrueret. På den anden side er de under det oprindelige maternale princip, de der mest har brug for kærlighed. Derfor kommer den sociale dramatisering til at blive fokuseret på dem.

I fraværet af superegoet bliver denne tvedelte proces med at udrydde undertrykkerne og udtrykke kærlighed for ofrene hele meningen med universitetet.
Eksempelvis hele naturen af hvad der konstituerer viden ændres på det politisk korrekte universitet. Viden bliver hvad der end udtrykker had mod undertrykkerne og kærlighed mod ofrene.
Med denne ændring kommer ændringen af ideerne om transmissionen af denne viden, i form af undervisning, i skabelsen af ny viden og i form af forskning og undervisning. Eksempelvis undervisning er ikke længere studiet af intellektuelle og artistiske resultater, karakteristik af superegoet, men bliver en politiseret proces i hvilken det godes kræfter bliver trænet og mobiliseret og det ondes kræfter bliver forkastet. Alt hvad der gøres er legitimeret med reference til funktionen i kampen. Den narcissistiske præmis her er at alt andet tjener undertrykkelsens formål. Som det velkendte tresserslogan udtrykte det: ”Hvis du ikke er en del af løsningen, så er du en del af problemet”.
I alt dette finder vi den nedgørelse af ideen om at stort arbejde er tæt knyttet til undervurderingen af resultater som jeg allerede har diskuteret. Selve ideen om stort arbejde bliver set som en undertrykkelsesteknik (Searle, 1992)

Angrebet på hvide mænd
Denne logiklinie hjælper til at forstå én af de mest slående kulturelle udviklinger i vor tid: angrebet på de hvide mænd. Som Richard Shweder, skribent på The New York Times har observeret, ”hvid mand”, død eller levende, bliver nu brugt som en beskyldning….en fornærmelse”. Efterfølgende med de almindelige tanker bag angrebet, sagde han.

”De venstreorienterede nyder brugen af ordene. De mener at hvide mænd har haft centerscenen for længe, at det er tid for ofrene. (1991: sektion 4:15)

Klart nok ses angrebet på hvide mænd som et angreb på hvad der ses som den dominerende gruppe. For mig er dette relativt uvigtigt. Af grunde som Hegel (1964) refererede til som herrens og slavens dialektik, så er erstatningen af gamle eliter med nye eliter et gammelt historisk mønster. Effekterne af dette mønster er uden tvivl ofte blevet saluteret.

Hvad vigtigere er, at angrebet på den hvide mand er et angreb på selve superegoet. At angrebet på den hvide mand er et angreb på superegoet kan ses af det faktum, at den grund på hvilken de hvide mænds prestige hviler, sjældent nævnes. Dette er en vigtig undladelse. For hvis hvide mænd i fortiden har haft prestige, så har det ikke været helt ufortjent. Videnskab, teknologi, økonomi, de sociale og politiske institutioner, ja universitetet selv, alle reflekterer vestlige mænds bidrag, helt ude af proportioner med deres antal. At placere hvide mænd på den grimme side af en klar skelnen mellem godt og ondt mangler i det mindste at anerkende, for ikke at tale om at være taknemmelig for disse bidrag.
Dette standpunkt giver kun mening hvis man antager, i overensstemmelse med narcissistisk psykologi, at gode ting simpelthen sker, som ved et trylleslag, fordi det bør de gøre, uden at nogen har gjort noget for at frembringe dem. Superegoets psykologi er en gørende psykologi, mens præ-ødipal narcissistisk psykologi er en værende psykologi. Det er kun indenfor denne primitive psykologi at det faktum, at mange gode ting sker, kun fordi nogle har arbejdet på at få dem til at ske, simpelthen kan forsvinde.

Underordningen af rationalitet i beslutningstagning
Det sidste punkt peger på en anden interessant og vigtig dynamik. Jeg opfatter denne dynamik som underordningen af sandheden under godheden. Præmissen for superegoet er indifferencen mod verden. Sandheden ses som neutral og gives uafhængig stand. På den anden side hviler narcissistisk psykologi alle overvejelser på en tidligere differentiering mellem gode folk og onde folk, hvis ideer indeholder denne godhed og ondskab i sig. Ideen om en uafhængig sandhed erstattes med opfattelsen af relativ ”sandhed”, hvilket ikke antages at have selv muligheden for validitet udenfor det samfund der anvender den (Fish, 1992). Tvunget af den moralisme jeg har beskrevet, begynder denne tilgang at betyde at følelserne udtrykt af en god person må gives validitet uden noget uafhængigt mål af enighed om disse følelser med fakta er nødvendige. Til kontrast er det nok at klassificere en taler som medlem af en ond gruppe for at miskreditere hvad denne person siger, uden nogen form for skelnen til indholdet af hvad der siges. Inden for den politiske korrektheds kontekst er logikkens kriterium erstattet af argumentets særinteresser.
Dette giver i øvrigt et svar på de der fastholder, at hvad der foregår i det politisk korrekte universitet er det samme som der altid har foregået. Universitetet som disse individer vedligeholder, har altid været et diskuterende sted. Som svar på dette må man tilstå, at universitetet altid har været et diskuterende sted, men disse diskussioner har beskæftiget sig med hvad der er sandhed og hvem der har ret. I nutidens politiske korrekthed er spørgsmålet blevet ”hvem er god?”
Man må på ethvert plan kunne forestille sig den gennemslagskraft denne udvikling har på beslutningstagning. Beslutningstagning i det politisk korrekte universitet mister selv intentionen om at være rationel. Argumenter om mulige aktionskurser involverer ikke længere overvejelser vedrørende de faktiske effekter politikerne vil have. I stedet vender processen sig mod anerkendelsen af den enkeltes godhed og tilskrivning af ondskab til modstanderne (Schwartz, 1993).

Balkaniseringen af universitetet
Strukturer under superegoet er adfærdsmæssige strukturer: delingen af arbejde. Formålet med denne adfærdsmæssige struktur er at organisere forfølgelsen af resultater og konkurrencen til at sætte dens standarder. Under egoidealets enevældige operation bliver struktur nærmere en moralsk struktur: god gruppe mod ond gruppe.
Fra dette fremstrakte punkt kan vi forstå hvorfor studerende i stedet for at konkurrere om resultater, er optagede af at konkurrere i konkurrencen om sympati, ja selv medlidenhed. Ved at vise at de i fortiden var ofre, undertrykte, misbrugte og devaluerede, anslår de studerende deres kompensationskrav og underkender andres krav. Fra dette standpunkt kan vi forstå den udvikling der balkaniserer studerendes kroppe ind i adskilte grupper, promoverende deres konkurrerende undertrykkelseshistorier og nødlidenhed. Denne følelsesmæssigt ladede konflikt, når den finder sted i vores intenderede multikulturelle universiteter, er uden tvivl en kilde til konstant undren, forvirrethed og sørgmodighed for de velmenende individer der har skabt dette. Det var helt sikkert ikke meningen. For dem ”…er pointen at samle forskelligheder på en sådan måde, at ingen får deres integritet destrueret”. Det havde en mosaik i tankerne, et kludetæppe i hvilket ”forskelligheder sammensyes ved kanterne til formning af et hele” (Choi og Murphy, 1992). Men ved at etablere narcissismen som norm for universitetslivet, har advokaterne for Politisk Korrekthed gjort det uundgåeligt, at det virkelige universitet ville blive hjemstedet for bitterhed, misundelse og ond vilje.
Fjendtlighed og afsky er ikke blot midlertidige følelser der vil forsvinde i det politisk korrekte universitet; de er bygget ind i selve universitetets struktur. Det faktum at hver af disse grupper anerkender og er konstituerede af forskellen fra andre, betyder ikke, som Choi og Murphy synes at mene, at de værdsætter disse forskelle. Alt hvad det betyder, indenfor narcissistisk psykologi er, at de definerer sig selv mod de andre.
Det er superegoet fra hvis indifferente fremstrakte punkt hver stemme kun er én af mange, der gør det muligt for grupper at enes med hinanden. Selvfølgelig kan superegoet ændres. Det faktum at det kan ændres i overensstemmelse med en til stadighed ændrende og udviklende virkelighed er impliceret i termen ”rationel” i konceptet af legal-rational autoritet (Weber, 1947). Men superegoet er ikke blot en stemme blandt andre. Det må findes i toppen af hierakiet, ikke kun hvis det overhovedet skal fungere, men også hvis andre stemmer skal fungere uden at udfordre hinanden i duel til døden. Argumenterbart er legalt-rationel autoritet den største bedrift i vestlig civilisation. Med ideen om dens regler, dens hvilen på fornuft, dens krav på overordnet status ses legal-rational autoritet af politisk korrekthed som selve kilden til undertrykkelse (MacKinnon, 1989) og dette er sandsynligvis en grund til bekymring.

Stræben mod det ekstreme
Superegoets psykologi indeholder en indbygget konservatisme. Denne psykologi hviler på en internalisering af ekstern orden og placerer en præmie på vedligeholdelsen af etableret struktur. I politik presser superegoet fremad mod en løsning der kan anvendes universelt og derefter mod accepten og vedligeholdelsen af dette system. Narcissistisk psykologi har, fordi den presser for opnåelsen af noget der ikke kan opnås, en indbygget radikal fordom. Superegoets psykologi er åbenbaret gennem skabelsen af en organisation. Idealegoet prøver at erkende sig selv gennem skabelsen af bevægelse. Historien synes for mig at favne begge disse dynamikker og anbefaler en tilpas balance mellem dem. Men når superegoets realisme er afvist, skaber egoidealets eneste operation en politik der manifesterer hvad jeg opfatter som en stræben mod det ekstreme. Der er et antal dimensioner til dette.

Først er hvad vi kan se som den uopnåelige tilfredsstillelse af krav. I fraværet af et superego der kan veje mellem rimelige og urimelige krav, må målbarheden af at være offer være den subjektive følelse af at være offer. Følelsen af at være et offer kan helt sikkert komme fra reel offerrolle, men udforskningen af narcissisme viser, at denne følelse også kan komme gennem fortolkningen af verdens indifference som en personlig trussel. Dette er selvfølgelig paranoiaens mekanisme. Dette betyder, at i takt med at den virkelige offerrolle elimineres, kommer universitetets proces i fare for at komme under kontrol af samfundets lettest fornærmelige, mest paranoide elementer.

Utilfredsstillelsen af krav har tilknyttet et andet krav. Som Maslow (1970) observerede, ønsker de fleste af os en positiv opfattelse af os selv. Vi ønsker at se os selv, og ønsker at andre ser os, som personer der har gjort noget der har været det hele værd: at have en opfattelse af os selv som stærke og aktive. Vi ønsker med andre ord respekt og selvrespekt. Men dette er ikke noget vi kan opnå ved i fortiden at have været ofre.

I bedste fald reflekterer anerkendelsen af én selv som havende været et offer, en opfattelse af selvet som komparativt svagt og passivt. Selvfølgelig kan omstændighederne af offerrollen have været sådan, at ethvert selv ville have overkommet det. Det må være som det vil, men der er ingen løsning på dette dilemma. Fejlslag, hvor uundgåeligt det end er, er stadig fejlslag. Og andres medlidenhed kan aldrig hjælpe os med at lægge vores egen følelse af at være emne for medlidenhed bag os. I værste fald taler kravholderne af offerrolle for døve øren, og bliver mødt med tiltagende afvisning, fjendtlighed og følelsen af, at nogen får mere en nogen fortjener. I fraværet af et superego der kunne tilbyde et program for opnåelsen af respekt, vil opfattelsen af at andre har medlidenhed eller afviser dem, sandsynligvis kun løfte niveauet af offergruppens følelse af at være uelsket. Sørgeligt nok leder narcissismens logik offergrupperne til at forøge deres bestræbelser, hvilket forårsagede denne pine i første omgang.

En anden grund til hvorfor politisk korrekthed tenderer at bevæge universitetet mod det ekstreme, har at gøre med moraldebattens logik. Som før nævnt drejer debatten om Superegoet sig om emnet hvad der er sandt, og hvilken handlingskurs der er rigtig. Under den Oprindelige Moders herredømme kommer debatten til at handle om hvem der er god. Målet med debatten er at vise at modstanderen er ond (i dette tilfælde racistisk, sexistisk, homofobisk og des lige) og ”jeg” er god. For visse grupper betyder det at være god blot medlemskab af gruppen, som defineret af dens offerideologi. For andre, og især for hvide mænd, betyder godhed at bevise sin godhed til trods for sin gruppeidentifikation. Resultatet af dette er, at for hvide mænd der udgør universitetets magtstruktur bliver der kontinuerligt stillet spørgsmålstegn og der må hele tiden demonstreres godhed gennem en slags moralsk bannerføring der opererer ved en tiltagende énsretning.

Oven på dette må man se den intrapsykiske dimension der opererer her. Det politisk korrekte individ, især den hvide mand, må ikke kun operere i forhold til retningslinierne for moralsk godhed. Han må også overfor sig selv bevise at han er god. Men godhed betyder i dette tilfælde den undertryktes absolutte kærlighed. Der er ikke plads til ambivalens eller relativ udmåling. Alligevel er kærlighed indenfor egoidealets domæne. Den er irreduktibelt narcissistisk. Selv en moders kærlighed til sit barn baserer sig på hendes identifikation med barnet.

De undertryktes kærlighed kræver noget der er psykologisk umuligt, nemlig den permanente forkastelse af sin egen identitet i udveksling for entusiastisk underordnende sig en andens narcissisme. Individer der accepterer dette krav må opleve deres egen spontane respons som en kontinuerlig ligegyldighed og selvfordømmelse. Pointen er, at i et moralsk univers defineret enten ved at være elsket af de undertrykte eller ved selv at elske de undertrykte, så er éns egoideal og superego defineret som undertrykkende. Dette tolererer selvet ikke, som permanent må være vagtsom mod denne opfattelse af ondskab, politisk ukorrekthed, i selvets kerne.
Bemærk igen hvordan denne proces adskiller sig fra hvad man ville finde under superegoet. Superegoet knytter godhed og ondskab til adfærd, og tillader adfærdsmæssige reparationshandlinger som måder at kompensere for tidligere ondskab.
Narcissisme knytter godhed og ondskab til selvet, og tillader ikke reparationshandlinger som en måde at reetablere éns godhed. Narcissisme kræver en absolut, perfekt godhed og vores egen erkendelse af, at vi aldrig opnår dette ideal, driver den kontinuerlige genskabelse af en perfekt fiktiv identitet og forkastelse af hvem man er.

En måde at behandle dette dilemma er, at finde politisk ukorrekthed i andre før de kan finde den i én selv. Dette betyder, at man kan projektere éns egen ondskab over på andre og angribe den der. Dette fænomen er en manifestation af den dynamik som psykoanalytikere refererer til som ”projektiv identifikation” (Klein, 1975). Sådanne projektioner tilbyder den enkelte et aspekt af perfekt godhed som en retfærdighedens kriger i kampen mod det absolut onde, en rolle som tilbyder narcissistiske fordele, især i form af selvretfærdighed, frem for noget verden kan tilbyde. Dette hjælper uden tvivl i forståelsen af noget af den handlekraft og energi med hvilken kampagnen for politisk korrekthed forfølges. En anden måde at opleve sin egen poliske ukorrekthed er med skam, hvilket delegitimerer selvet og fjerner én og éns egen fornuft væk fra den politisk korrektheds strømning.

Der er en ironi ved dette der er værd at bemærke. Hvis Politisk Korrekthed skal retfærdiggøres, må den retfærdiggøres som en måde at bekæmpe racisme. Men Young (1993) har observeret, at racisme i sig selv er en form for projektiv identifikation. Opfattende Politisk Korrekthed som en form for projektiv identifikation giver os grund til at overveje hvor effektiv den kan være i denne kamp. Denne opfattelse anbefaler den alternative mulighed af komplementære dynamiker af projektiv identifikation, gensidigt forstærkende og retfærdiggørende den anden.

Den kvindelige magts anomali
Et yderligere punkt der behøves behandlet omkring psykodynamikerne på det politisk korrekte universitet relaterer til kvindernes tvetydige position. Indenfor den psykologi jeg her har opridset, ses kvinder på den ene side som forsvarsløse ofre for mandlig undertrykkelse, og på den anden side som eksempler på den omnipotente Oprindelige Moder. Altså finder vi på den ene side at billedet af kvinden som passivt, hjælpeløst offer som allestedsnærværende i samfundet, med hele klasser af institutioner skabt til at beskytte disse ofre. På den anden side, og faktisk delvist grundet manipulationen af dette billede, har kvinder manifesteret enorm magt i transformationen af næsten ethvert aspekt af samfundet. Dette paradoks er særligt interessant i forbindelse med teorien udviklet her, fordi det er vanskeligt at forestille sig en anden måde at forklare det på (6).

Konklusion
Efter at have fastslået at Politisk Korrekthed repræsenterer psykologisk regression, er det vigtigt fastholde, at regression ikke nødvendigvis er dårlig. Tværtimod. Som psykoanalytiske tænkere som Kris (1952) har observeret, er regression et nødvendigt element i kreativitet. Igen kan det argumenteres, at i disse tider med kontinuerlige ændringer som vi i dag lever i, kalder på udvidelse af kreativitet i alle dele af livet. Dette er, set i det bedste lys, postmodernismens dybere sociale funktion og opstigningen af det maternale. Men Kris´s pointe var, at for at kunne bidrage til kreativiteten, så må regressionen være i egoets tjeneste. Det er regression mod egoet. Dette er faren. Hvordan ideen i vor tid udviklede sig, at det maternale og paternale er i fundamental opposition til hinanden, er et interessant spørgsmål, men ikke et jeg her kan komme ind på. Det er tilstrækkeligt at sige at denne ide af fundamental opposition til hinanden er en seriøs fejlslutning. Langt fra værende i opposition behøver det maternale og paternale hinanden hvis de skal være sig selv. Det paternale uden det maternale manifesterer sig selv som form uden indhold; den struktur det isolerede paternale skaber, er ikke en struktur af noget. Men det maternale uden det paternale fører til hjælpeløs ubevægelighed i urealistiske, sterile fantasier, og gør det umuligt rationelt at møde verden. I sidste instans må de opdraget på denne måde græmme sig. På personlighedsniveauet er delingen af det paternale repræsenteret ved tvangstanker; men typen der repræsenterer det uforfalskede maternale standser sig selv mod selve den eksterne virkelighed. At arrangere det på den måde hjælper os til at undgå fristelsen til at prøve at vælge mellem dem.

At være fuldt voksen betyder at have internaliseret både det maternale og det paternale. Det betyder at være både mor og far for sig selv. Universitetet tjener sit modningsformål, når det forsyner studerende med maternale og paternale indflydelser, som de kan bringe ind i dem selv. Men når selve universitetsstrukturen, som en kamp mellem disse to essentielle principper, stående for destruktionen af det ene, står det imod modning, og tenderer at gøre modningsprocessen så meget desto vanskeligere.

Af
Howard S. Schwartz
Professor of Organizational Behavior
Department of Management and Marketing
School of Business Administration
Oakland University
Rochester, Michigan

Noter
[1] Klein (1975) refers to this primordial, all-loving, omnipotent mother as the
“good breast.”
[2] Idealization, in my view, always relates to the ego ideal, which is based on
the idealized mother. Idealization of the father refers to the belief that the
father has himself attained fusion with the idealized mother.
[3] It is critical to note that this happens to girls as well as boys, even if
not entirely in the same measure. Thus, consider this from the columnist Anna
Quindlen:
My relationship with my father was more man to man. He required of a fully
developed human being that she have exhaustively studied both Max Shulman
and Machiavelli, Django Reinhardt and Louis Armstrong… His motto was
“winners need not explain.” He treated B’s as if they were F’s…. If you
couldn’t keep up, you got left.
I kept up….
My father exercised only the tyranny of his expectations, but it was tyranny
enough. And then, not so many years ago, I realized that, like a heart
transplant after the rejection phase, his expectations for me had become my
own. And I stopped valuing myself by how my father valued me. I know from
literature and life that is perhaps the greatest passage that human beings
ever make. (1993: E17)
[4] Hobbes (1939) put it this way:
Again, men have no pleasure, but on the contrary a great deal of grief, in
keeping company, where there is no power able to overawe them all. For every
man looketh that his companion should value him at the same rate he sets
upon himself; and upon all signs of contempt, or undervaluing, naturally
endeavors, as far as he dares (which amongst them that have no common power
to keep them in quiet, is far enough to make them destroy each other), to
extort a greater value from his contemners by damage, and from others by the
example. (emphasis added, 160)
Which contributes strongly to this:
In such condition there is no place for industry, because the fruit thereof
is uncertain: and consequently no culture of the earth; no navigation, nor
use of the commodities that may be imported by sea; no commodious building;
no instruments of moving, and removing, such things as require much force;
no knowledge of the face of the earth; no account of time; no arts; no
letters; no society; and which is worst of all, continual fear, and danger
of violent death..
[5] Universities clearly differ in their degree of PC. Moreover, it inevitably
generates resistance to itself. It is therefore unlikely that any university can
be said to be entirely PC. Nonetheless, it is possible to think about the PC
university as an ideal case, which is what I am doing here.
[6] I cannot resist mentioning an example of this contrast that arose at the
University of Michigan in 1992. This case involved a sophomore student in an
introductory Political Science course. The student, in a paper criticizing
telephone polling, invoked a hypothetical “Dave Stud,” who, while
“knowledgeable” about a certain area of taxation, refused to answer a pollster’s
question because he was busy “entertaining three beautiful ladies in his
penthouse.”
This male student’s female teaching assistant responded this way in the margin
of the paper:
This is ludicrous & inappropriate & OFFENSIVE. This is completely
inappropriate for a serious political science paper. It completely violates
the standard of non-sexist writing. Professor Rosenstone has encouraged me
to interpret this comment as an example of sexual harassment and to take the
appropriate formal steps. I have chosen not to do so in this instance.
However, any future comments, in a paper, in a class or in any dealings w/me
will be interpreted as sexual harassment and formal steps will be taken.
Professor Rosenstone is aware of these comments — & is prepared to
intervene. You are forewarned! (The Michigan Review, 1993)
The disparity here between the frail, vulnerable woman, grievously damaged by
the merest mention of male sexuality; and the powerful woman, capable of
mobilizing the full weight of the University of Michigan against a hapless
sophomore, is breathtaking.
REFERENCES
Benjamin, J. (1988) The bonds of love: Psychoanalysis, feminism, and the problem
of domination. New York: Pantheon.
Calas, M. B. and Smircich, L. (1991) Voicing seduction to silence leadership.
Organization Studies, 12 : 567-601.
Carter, S. A. (1991) Reflections of an affirmative action baby. New York: Basic
Books.
Chasseguet-Smirgel, J. (1985) The ego ideal: A psychoanalytic essay on the
malady of the ideal. New York: Norton.
Chasseguet-Smirgel, J. (1986) Sexuality and mind: The role of the father and
mother in the psyche. New York: New York University Press.
Choi, J.M. and Murphy, J.W. (1992) The politics and philosophy of political
correctness. Westport, Connecticut: Praeger.
Doi, T. (1973) The anatomy of dependence. New York: Kodansha.
Fish, S. (1992) There’s no such thing as free speech and it’s a good thing, too.
In P. Berman, (ed.), Debating P.C.: The controversy over political correctness
on college campuses. New York: Laurel.
Fried, C.(1991) Letter to the editor, Academe, November-December: 10.
Freud, S. (1914). On narcissism: An introduction. Standard edition of the
complete psychological works of Sigmund Freud,14. London: Hogarth Press.
Freud, S. (1921) Group psychology and the analysis of the ego. .
Freud, S. (1923) The ego and the id. Standard edition of the complete
psychological works of Sigmund Freud, 19. London: Hogarth Press.
Frosh, S. Psychoanalysis, psychosis, and postmodernism. Human Relations, 44 (1):
93-104.
Gilligan, C. (1982) In a different voice: Psychological theory and women’s
development. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press.
Gitlin, T. (1992) On the virtues of a loose canon, in P. Aufderheide (ed.)
Beyond PP: Toward a politics of understanding. St. Paul, Minnesota: Graywolf:
185-190.
Goffman, E. (1967) Interaction ritual: Essays on face-to-face behavior. New
York: Pantheon.
Hegel, G. W. F. (1964) The phenomenology of mind. New York: Humanities Press.
Hobbes, T. (1939) Leviathan. in E. A. Burtt (ed.) The English philosophers from
Bacon to Mill. New York: Modern Library.
Irigaray, L. (1985) This sex which is not one. Ithaca, New York: Cornell
University.
Klein, M. (1975) Love, guilt, and reparation, and other works, 1921-1945.
London: Hogarth Press.
Kris, E. (1952) Psychoanalytic explorations in art. New York: International
Universities Press.
MacKinnon, C. A. (1989) Toward a feminist theory of the state. Cambridge,
Massachusetts: Harvard University Press.
Mahler, M.S, Pine, F. and Bergman, A. (1975) The psychological birth of the
human infant. New York: Basic Books.
Maslow, A.H. (1970) Motivation and personality. (2nd ed.) New York: Harper and
Row.
Mead, G. H. (1934) Mind, self, and society. Chicago: University of Chicago
Press.
Michigan Review. (1993) U-M mishandles Poli Sci 111 incident, January 13: 4.
Quindlen, A. (1993) Daughter of the groom, The New York Times, June 20: E17.
Schwartz, H. S. (1990) Narcissistic Process and Corporate Decay: The Theory of
the Organization Ideal. New York: New York University Press.
Schwartz, H. S. (1993) Narcissistic emotion and university administration: An
analysis of “Political Correctness,” in S. Fineman (ed.), Emotion in
organizations, London: Sage, 190-215.
Schwartz, H. S. (1995) Masculinity and the emotional basis of work: A response
to Manichean feminism. Administration and Society, 27 (2): 249-274.
Schwartz, H. S. (1996) The Sin of the Father: Reflections on the roles of the
corporation man, the suburban housewife, their son and their daughter in the
deconstruction of the patriarch,” Human Relations, 49 (9), August, 1996.
Searle, J. (1992) The storm over the university. In P. Berman (ed.), Debating
P.C.: The controversy over political correctness on college campuses. New York:
Laurel.
Sennett, R. and J. Cobb. (1973) The hidden injuries of class. New York: Vintage.
Shweder, Richard A. (1991) The crime of white maleness, New York Times, August
18, 4:15.
Weber, M. (1947) The theory of social and economic organization. New York:
Oxford University Press.
Wiener, Jon. (1992) What happened at Harvard. in P. Aufderheide (ed.) Beyond PP:
Toward a politics of understanding. St. Paul, Minnesota: Graywolf: 97-106.
Young, R.M. (1993) Racism: projective identification and cultural processes,
Psychology in Society, 17: 5-18.