Jeg har tidligere argumenteret for, at folk der beskriver dem selv som, og af andre bliver beskrevet som, ”venstreorienterede”, ”socialister”, ”socialdemokrater”, ”kommunister” og ”liberale”, har noget til fælles. Og dette er vigtigt. Uanset hvor utilfredsstillende og tilsyneladende simplificeret højre/venstre-delingen i den politiske verden kan synes, findes der uanede mængder af forskning der viser delingen som en kraftfuld, allestedsnærværende og måske uundgåelig måde at identificere både folk og politiske partier.

 

En vigtig del af det jeg foreslog, var, at hvad venstreorienterede grundlæggende gør, ikke nødvendigvis behøver være det stik modsatte spejlbillede af hvad højrefløjen grundlæggende ønsker – og vice versa. Dette kan i første omgang virke overraskende, men har nogen præcedens. Kerlinger har foreslået, at venstrefløjen og højrefløjen har forskellige ”kriteriereferencer”, mente endda i sine undersøgelser at have fundet en fuldstændig mangel på opposition venstrefløjen og højrefløjen imellem. Kerlinger´s ressonering er interessant, men at han mistolkede sine undersøgelsesresultater, er tidligere blevet vist. Om venstreorienterede og højreorienterede mål er opponerende eller ganske enkelt forskellige, hvordan venstrefløjen og højrefløjen agerer i opnåelsen af deres grundlæggende forskellige mål, genererer helt sikkert talrige konflikter og opposition de to sider imellem.

 

Min grundlæggende påstand er så, at de fleste (men ikke alle) venstreorienterede er motiverede af stærke egoistiske behov – behov for magt, opmærksomhed, hæder og berømmelse. Og i de udviklede lande tilfredsstiller de dette behov, ved at advokere for store samfundsændringer omkring dem – derved dragende opmærksomheden mod dem selv, og forhåbentligt derigennem forårsagende dem selv som blivende opfattet som kloge, innovative, omsorgsfulde og så videre. Højreorienterede derimod har intet behov for forandringer, men kan opponere mod forandringer, hvis de ser dem som værende destruktive, eller favorisere ændringer hvis de ses som konstruktive.

 

Vi vil se hvorfor ét af de mest vedholdende temaer fremkommet af venstrefløjens kælne forhold til forandringer, er kravet på ”lighed”. Og troen på ”lighed” tenderer at lede til understøttelsen af emner som redistribuering af velstand, stærkt ”progressive” indkomstskatter, arveafgifter, ulandshjælp, feminisme, homoseksuelles rettigheder og socialiseret medicin. Venstrefløjen tenderer også at modsætte sig religion og kirker, og dette tenderer videre, at de støtter abort og modsætter sig religiøs skoling.

 

Noget venstreorienterede fra begyndelsen har haft til fælles, er afvisningen af enhver idé om menneskelig natur. Grundlæggende synes venstreorienterede at mene, at ”uddannelse” kan ændre stort set alt i menneskelig adfærd. Denne afvisning af nedarvning var selvfølgelig den underliggende årsag til Stalin´s støtte til Lysenko´s ellers grundigt miskrediterede teori om evolution – ideen om at karakteristika opnået gennem livet, kan videreføres til sine efterkommere.

 

Helt indlysende siger enhver idé om den menneskelige natur, at betydningsfulde ting omkring mennesker simpelthen ikke kan ændres, og det falder ikke i den forandringselskende venstrefløjs smag. Så venstreorienterede afviser ganske enkelt, hvad der ikke passer dem – uagtet de enorme beviser der taler for nedarvede karakteristiks. Hele den genetiske adfærdsdisciplin skulle efter venstrefløjens mening overhovedet ikke eksistere.

 

Højrefløjen derimod, har ikke bare den opfattelse, at der findes betydningsfulde og essentielt uudslettelige menneskelige karakteristika, men de deler også med de kristne det synspunkt, at disse karakteristika er af den ”faldne” slags: karakteristika som selvoptagethed, aggression, utroværdighed og så videre. At kristne og konservative deler så centrale overbevisninger om den menneskelige natur, er selvfølgelig en stor del af den generelle kompatibilitet kristendommen og konservatismen imellem, og den jævnlige opposition kristendommen og venstrefløjen.

 

Højrefløjens (og videnskabens) afvisning af venstrefløjens idé om, at mennesker kan formes i det uendelige, udgør selvfølgelig en stor trussel mod venstrefløjens antagelser, teorier og programmer, og det er noget venstrefløjen ikke rigtigt kan modbevise, så det sædvanlige venstreorienterede svar er simpelthen et ad hominem: at fornærme og dæmonisere højrefløjen for mangel på ”medfølelse”. Fornærmelse erstatter argument.

 

For mange folk var én af de store attraktioner ved kommunismen i det nittende århundrede og i det meste af det tyvende århundrede, dens opposition til kirkerne og deres moralske kodekser. Eftersom venstrefløjen vil rive alle eksisterende autoriteter og magtcentre ned, tenderer venstrefløjen at opponere mod sådanne stærke eksisterende autoriteter som kirkerne. Denne antagonisme var selvfølgelig specielt tydelig med den Romersk Katolske Kirke – den mest magtfulde kirke. Og det bedste våben med hvilken kirken skulle besejres, var at angribe ubehagen påført af religiøse moralske kodekser.

 

Religioner anvender generelt der indflydelse på folk, for at gennemtvinge konventionel moral, inklusive seksuel moral. De gør dette fordi, som højrefløjen generelt, de ser moralske kodekser som essentielle for det civile samfunds funktion. Hvis seksuelle impulser ikke kan kontrolleres, ville fædre være i stor tvivl om, hvilket afkom der var deres, og ville være mindre tilbøjelig til økonomisk, og på andre måder, at understøtte afkommet – med katastrofale følger for kommende generationer. Før velfærdsstaten kom, var fædre faktisk essentielle for børns overlevelse.

 

Men moralske kodekser er byrdefulde, og kommunismen tilbød at undslippe disse. Hvis alle skulle blive brødre, og alle ressourcer frit skulle deles, ville der ikke blive brug for fædre til andet end selve forplantningen. Denne vision var selvfølgelig tiltrækkende for både mænd og kvinder, og venstrefløjen har altid været frontløbere for seksuel frigørelse. Sex sælger, og den har sandelig solgt venstrefløjen til mange.  

 

Venstrefløjen var derfor velforberedt, da opfindelsen af den svangerskabsforebyggende pille sparkede det praktisk funktionelle grundlag for konventionel seksuel moral væk. De var parate til at retfærdiggøre hvad der netop var blevet praktisk – uansvarlig sex. Pillen forårsagede dog frigjorthedens vide spredning, og seksuel frisindethed ophørte hurtigt med at karakterisere venstrefløjen. Langtidseffekten af pillen var faktisk, at fratage venstrefløjen dens stærkeste appel. De er ikke længere de eneste frigjorte. Effektiv svangerskabsforebyggelse har faktisk ændret samfundet så meget, at det nu er frigjorthed der er det konventionelle.

 

Hvad mennesket er, er dog mere dikteret af millioner af års evolution, end nogen religion eller politisk doktrin, så de indbyggede behov for stabilitet, troskab, tillid, hengivenhed og så videre, som evolutionen havde påhæftet den menneskelige forplantningsaktivitet, sikrede nogen familiestabilitet og sammenhæng. Dette betød også, at kirkerne blev mindre relevante. Det blev klart, at hverken religion eller kirke var essentiel for det civile samfunds overlevelse. Familien overlevede med eller uden kirken, og med eller uden eksternt påtvungne moralske kodekser.

 

Sjovt nok synes venstrefløjens afvisning af konventionel vestlig religion ikke at indbefatte primitive religioner. Eksempelvis amerikanske indianeres tro behandles normalt med den største respekt, og ophøjes af venstrefløjen som klog. Hvorfor? Antageligt som endnu en måde at angribe kirken. Vi bedes tro at den protestantiske kristendom, der skabte den moderne verden, af én eller anden årsag er underlegen. Magtfulde religioner skal angribes, men ikke-magtfulde religioner er i orden.

 

Dette kan også forklare hvordan venstrefløjen er kommet til at infiltrere mange af de mere ortodokse kirker i de seneste år. De Presbyterianske, Angelsaksiske, Metodistiske og Katolske kirker virker i særdeleshed til at have lidt anseeligt under den moderne verdens sekularisme, og synes som konsekvens af dette, i det store hele at have mistet orienteringen. De har helt sikkert mistet meget af den magt og indflydelse de engang havde, og virker ikke længere helt sikre på, hvad det er de står for. Så venstrefløjen ser nu mere den slags kirker som en mulighed end en trussel, og har faktisk i mange tilfælde lykkes med at erobre sådanne kirker og erstatte Kristi lære med en pseudo-lære, der udnytter traditionelle kristne lærdomme om kærlighed og medfølelse, til at retfærdiggøre de sædvanlige venstreorienterede mål, om at destruere de normale forskelle der i samfundet eksisterer de enkelte mennesker imellem.

 

Dagens moderne venstrefløj har en besættelse af racisme, og tillægger voldsomt deres politiske modstandere racistiske motiver, og benægter dem i dem selv. Dette er dog gennemført nonsens. Tag beskrivelsen af dette politiske program:

 

”En deklaration af krig mod tingenes eksisterende tilstand, imod tilstandene af ting der eksisterer, med andre ord, imod verdens strukturer der for nuværende eksisterer”.

 

Man kan dårligt finde et mere ændringsorienteret eller revolutionært program end dette. Så hvem tilhørte dette program så? Marx? Lenin? Stalin? Trotsky? Mao? Nej. Det var sådan Hitler beskrev sit program mod slutningen af sin bog ”Mein Kampf”. Og så påstår venstrefløjen, at Hitler var en slags højreorienteret!

 

Så ondartet racisme KAN altså eksistere på venstrefløjen. De fleste venstreorienterede vil bare ikke indrømme det. De tror, at hvis bare de ændrer mærkaten og kalder det noget andet, så udfører de ét eller andet magisk trick, der får det til at forsvinde.

 

Det skal også lige noteres, at venstrefløjen sjældent synes at leve mellem de minoriteter de tilsyneladende skatter så højt. De er ”luksus-venstreorienterede” i Spiro Agnew´s erindringsværdige frase. Hvad de fleste venstreorienterede i virkeligheden mener om i det mindste nogle af minoriteterne, kan ses statistisk som den ”hvide flugt” (mange hvide forlader forstæder hvor antallet af farvede bliver for stort), men man ser ikke venstreorienterede flokkes om de tomme huse. Hvis gerninger taler højere end ord, så ville dette tendere i retning af, at venstrefløjens anti-racistiske advokeren mere ligner tom retorik.

 

Og der er meget mere i historien der viser, at dagens venstrefløjs opposition mod racisme i stikker ret dybt:

 

Før Anden Verdenskrig var racisme helt sikkert IKKE den grundpille i venstrefløjens doktrin, den er i dag. Hvem var det der sagde: ”Hvad er jødens jordiske religion? Gøgleri. Hvad er jødens jordiske gud? Penge”. Nej, det var ikke Hitler, men selveste Marx.

 

Og hvem skrev det her:

 

”Ikke før mit fjortende eller femtende år begyndte jeg med nogen jævnlighed at møde ordet ”Jøde”, delvist i forbindelse med politiske diskussioner…For jøden var stadig for mig karakteriseret af intet andet end dennes religion, og derfor, grundet menneskelig tolerance, fastholdt jeg min afvisning af religiøse angreb i disse sager og i andre sager. Som konsekvens heraf syntes tonen, især Wien´s anti-semitisk presses, en stor nations kulturelle tradition uværdig”

 

Dette er uden tvivl skrevet af én eller anden kærlig venstreorienteret, ikke? Måske en anti-racist? Èn eller anden venstreorienteret? Synspunkterne er i al fald nogle anti-racisterne kunne applaudere, ikke sandt? Men disse ord er faktisk ord fra Adolf Hitler, skrivende ”Mein Kampf”. Og vi ved alle hvad han senere endte med at foretage sig!

 

Og fra 1901 til 1966 havde den australske regering en officiel politik kendt som ”Hvidt Australien”-politiken – en politik der forbød ikke-hvide immigranter adgang til Australien. Med andre ord, det meste af den tid ”slegs blankies” fungerede som den overordnede politik i Sydafrika, fungerede dens engelske ækvivalent (”Kun hvide”) i Australien. Og hvem var altid de mest lidenskabelige forkæmpere for denne politik? The Australian Labor Party – Australiens store parti på venstrefløjen. Det var den australske Labor Party-leder Arthur Calwell, der blev berømt for sin bemærkning: ”Two Wong´s don´t make a white”. Politiken blev i til sidst forkastet af en højreorienteret regering, under Harold Holt. Så venstreorienterede kan lige som alle andre være racister, når det passer dem.

 

Dette kan også ses på den måde jøder i Rusland under Sovjet-systemet blev stærkt undertrykt frem til for nylig. Det sovjetiske Gulag har måske ikke været lige så sikker en død som Hitler´s koncentrationslejre, men det er også nogenlunde det bedste der kan siges om det.

 

Det er også historisk noteret, at efter Nazi-Sovjet-pagten, blev kommunister verden over omgående glødende for Hitler. Så venstreorienterede ”principper” er tilsyneladende meget fleksible. Der er derfor grund til at konkludere, at hvis Hitler havde vundet krigen, og Stalin havde tabt krigen, så ville venstrefløjen på nuværende tidspunkt retfærdiggøre deres konstante skråleri og krav om magt for at fremme Nazi-idealer, mere end at fremme ”humanitære” idealer.

 

Under alle omstændigheder antyder den måde dagens ”vestlige” venstreorienterede konstant skriger ”Nazi” og ”Fascist” efter enhver de ikke deler holdning med, en næsten besættelsesagtig optagelse af Nazismen. En sådan besættelse antydes også af den måde fjernsynsprogrammer om Hitler og nazismen synes at være til rådighed for medier domineret af venstreorienterede. Programmer om Stalin´s Rusland er til sammenligning lige så sjældne som en hønsetand.

 

Den kontinuerlige venstreorienterede besættelse af nazismen ville dog give mening, hvis nazismen var unikt ond, horribel og massiv, men nazi-forbrydelserne var alt andet end unikke. Til en begyndelse var regeringstyranni, om noget, normalt i menneskelig historie. Og både antisemitisme og racehygiejneteorier var normale i Europa før krigene. Længere tilbage i historien skrev selv Martin Luther et meget ondskabsfuldt og velkendt angreb på jøderne. Og nazi-teorier om tysk raceoverlegenhed adskilte sig hovedsagligt fra britisk overbevisning i det omfang, at det britiske synspunkt blev implementeret med typisk britisk konservativ moderation, hvorimod nazisternes synspunkter blev implementeret med typisk venstreorienteret fanatisme og brutalitet (Stalin og Pol Pot). Og nazisternes og russernes pogromer adskilte sig hovedsagligt i den typisk større tyske grundighed og effektivitet. Og førende ondskabsfulde krige og slagte folk i hobevis grundet deres antagelige gruppeidentitet, har været et beklageligt almindeligt fænomen før og efter Hitler (Stalin´s massakre på Kulakkerne og Ukrainerne, de ufattelige Pol Pot-massakre på uddannede cambodianere, Peru´s Lysende Sti, nepalesernes marxister, de tamilske tigre og de universelle kommunistiske massehenrettelser af ”klasse-fjender”). Både Stalin og Mao Tse-Tung er almindeligvis ”krediterede” for myrderier på langt flere ”klasse-fjender” end Hitler henrettede jøder.

 

Det synes så at være en indlysende konklusion, at den konstante venstreorienterede hudfletning af Hitler og nazisterne ikke stammer fra nazismens horribelheder, men har sit mål i en bestræbelse på at kamuflere – en bestræbelse på at tilsløre og skjule det virkelige slægtskab der eksisterer mellem nazismen og andre former for venstreorienterethed fra den offentlige bevidsthed. De har ganske enkelt ikke råd til, at folk opdager, at ALLE det tyvende århundredes massemordere, var et produkt af venstrefløjen.