På toppen af min 45-årige fødselsdag gjorde jeg den fejl at se i spejlet. Det var ikke et badeværelsesspejl. Det var et foto jeg havde fra min studietid. Jeg så på mig selv tyve år tidligere og havde en forbavsende og klar åbenbaring. Det var ikke et lykkeligt øjeblik. Det var et forfærdeligt sørgeligt øjeblik. Det var så sørgeligt, at jeg ufrivilligt brast i gråd, noget jeg ikke har gjort siden min skilsmisses mørke dage.

Jeg så på fotoet og kom til den konklusion, at mit liv var blevet noget rigtigt rod. Jeg følte mit livs fuldkomne elendighed komme i bølger af tristhed, fortrydelse, vrede og ensomhed. Jeg græd i næsten en time, mens jeg så på den yngre mig. Jeg var 24 med en frisk MBA fra en ekselent skole. Jeg var ivrig efter at besejre forretningsverdenen. Jeg var ivrig efter at bevise, at kvinder kunne alt. Jeg var meget tyndere. Mit tøj så stiligt ud, næsten sexet. Håret var selvfølgeligt rædselsfuldt, men det var firserne og sådan en stil kunne tilgives. Jeg så mine klare øjne, livets gnist og de store muligheder der lå åbne for mig. Verden lå for mine fødder og jeg var parat.

Men det blev aldrig sådan. Mit liv udviklede sig til noget smertefuldt og besværligt. Men indtil øjeblikket hvor jeg så på mit foto fra over to årtier siden, bebrejdede jeg altid alle andre. Mine dårlige beslutninger var aldrig min skyld. Det var typisk mændenes skyld – min far, mine kærester, min chef, mine sønner. Aldrig var det noget jeg havde gjort. Mine medlidende kvindelige venner understøttede mig altid. De understøttede mig endda, da jeg havde en affære, fortællende mig, at min mand ikke gav mig den opmærksomhed jeg behøvede. Jeg læste kvindernes magasiner, og alle artikler handlede om, hvor stærke, intelligente og moralsk berettigede og ude af stand til at tage fejl vi altid var. Værre endnu troede jeg at alle mine behov, uanset hvor frivol jeg var, uanset hvor mange gange jeg skiftede mening, uanset hvor miserabel jeg fik mændene i mit liv til at føle sig, var vigtigere end noget andet – moderskab, karrierefremskridt, et sundt ægteskab og så videre.

Jeg hadede verden for at lære mig disse lektioner. Jeg kan huske mine beklagelser over, at min mand aldrig voksede op. Men som tårerne trillede ned ad kinderne kom jeg til den konklusion, at det var mig der aldrig var vokset op. Jeg havde aldrig lært om kompromis, tillid, tolerance og venlighed. Jeg var ganske enkelt en kælling. Jeg ved nu, at være en kælling ikke handler om styrke eller uafhængighed. At være en kælling handler om at være frastødende, ubehagelig, ulykkelig og ensom. At være en kælling er intet andet end at være en forkælet prinsesse, der er for selvoptaget eller stupid til at acceptere livets glæde.

Jeg var blevet en fed, ubehagelig, midaldrende prinsesse, fordi jeg havde nægtet at vokse op. Selvfølgelig havde jeg påtaget mig opgaver for voksne (ægteskab, karriere, hus, moderskab), men i kernen af min psyke var jeg en trettenårig pige, der stampede i jorden og tudede, når hun ikke fik sin vilje. Jeg var selvfølgelig holdt op med at tude år tilbage, men jeg erstattede simpelthen tuderiet med følelsesmæssig manipulation og ussel kællingehed. Intet under at jeg stadig var single, og mine to teenagesønner tilbragte det meste af deres tid hos faderen.

Da jeg voksede op, værende en feministisk dilletant, slugte jeg standardfrasen, at kvinder kan have det hele. Jeg ville have det hele, og jeg ville ikke lave kompromiser, ingen ofre yde og føle fuldstændigt valideret i alle mine livsstilsvalg. Den største fejltagelse i mine sene teenageår og tidlige tyvere, var at lade andre kvinder – kvinder jeg anså for værende stærke, uafhængige og intelligente – afgøre min livsstil. Jeg var simpelthen for forkælet og doven til at se indad og favne den introspektion der var nødvendig for at finde sin egen sti i livet, der kunne lede til fyldestgørelse og lykke.

Jeg husker studietiden tydeligt. Den var sjov og en oplyst tid, tænkte jeg på det tidspunkt. Festerne var spændende, de politisk debatter intense, rækken af kærester og tilfældige seksuelle bekendtskaber dejlige. Jeg studerede hårdt og spillede hård. Jeg deltog i skolens feministiske møder og lyttede til stærkt kritiske udfald fra beslutsomme og selvretfærdige ligestillede om maskulinitetens ondskab. Jeg lærte at foragte mænd, når jeg ikke behøvede dem af selviske årsager – studiemakkere, en skulder til at græde ved, villige seksuelle partnere. Men jeg var aldrig tøvende med at blinke med øjnene, eller lade mit skørt glide op ad mine dengang slanke lår, hvis jeg behøvede noget fra en mand. Mænd var brugbare at have omkring sig, men absolut ikke nødvendige, som mine kvindelige ligestillede vedholdende insisterede på.

Jeg lærte, at det eneste sted for en kvinde var i et bestyrelseslokale og at moderskab var under min intelligens. Jeg ”tog natten tilbage” efter et par aftenmøder med hundredvis af unge kvinder ivrige efter at bevise for verden, at alle mænd var voldtægtsmænd og potentielt voldelige kriminelle.

Da jeg som andetårsstuderende blev gravid, var det let at få en abort. Skolens sundhedscenter var næsten ivrige efter at sikre, at proceduren blev foretaget hurtigt og stilfærdigt. Jeg fortalte det aldrig til mine forældre. Jeg fortalte det aldrig til fyren der gjorde mig gravid. Jeg kan ikke engang huske hans navn. Jeg kan kun huske en vild nat med et hockeyhold ved en fest. Først nu kan jeg se ironien i min tiltrækning af skolens atleter – typen af fyre der kunne lide at styre.

Forfølgelsen af min MBA efter afslutningen af mine studier, var en selvsagt. Jeg var bestemt for bestyrelseslokalet, eller det havde jeg overbevist mig selv om. Studierne var hårde. Jeg konkurrerede med nogle meget kvikke folk, mestendels mænd. Disse mænd var bestemt til succes, og de vidste det. Men jeg havde noget, som jeg udnyttede. Jeg havde min kvindelighed og jeg benyttede den samvittighedsløst når det var nødvendigt. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at affæren med min gifte økonomiprofessor intet havde at gøre med karakterer. Økonomi var selvfølgelig det vanskeligste fag, og da det lykkedes mig at afslutte semestret med et ”B”, var det svært at rationalisere, at de hemmelige stævnemøder intet havde med sagen at gøre. Men målet helliger altid midlet, og jeg skulle i al fald ikke fejle. De andre få kvinder i min klasse gjorde det samme, hvis de kunne slippe af sted med det. Vi talte aldrig om det, men det var underforstået og vi fnisede nogen gange og hoverede med, at vi havde noget mændene aldrig kunne have.

Jeg mødte min mand det sidste år på skolen. Han læste Sociologi. Kemien med ham var i begyndelsen ret intens. Han havde langt hår og en motorcykel. Han var klassens bohemian og jeg følte behov for at tøjle ham, at gøre ham til en bedre mand (eller i det mindste min definition af en bedre mand). Han var uansvarlig og til tider uregerlig, men jeg elskede ham med hud og hår.

Efter uddannelsen fik jeg arbejde i et stort selskab. Jeg tog hver dag på arbejde med mit sæt magtgivende tøj og skulderpuder under jakken. Jeg gik i mine støvler og skiftede til arbejdssko når jeg ankom til kontoret klokken syv, for at lægge endnu tolv timer. Jeg var til den tid blevet gift i et bryllup direkte fra et bryllupsmagasin. Min mand havde omsider efter min megen insisteren klippet sit hår. Han kaldte det senere alvorligt plageri, men jeg fik min vilje, så det var ligegyldigt.

Han fik arbejde i en forbrugerundersøgelsesorganisation. Han fik ikke så meget i løn som mig, men det betød ikke noget. Min indkomst var stor og blev større. Vi købte et hus jeg fandt i forstaden. Han havde foreslået noget mere beskedent og tættere på centrum, hvor vi begge arbejdede. Det ville jeg ikke have. Min succes skulle være synlig med et stort traditionelt hus og en stor have. Jeg sikrede mig at han tog sig af haven til trods for hans modstand.

Efter fem år følte jeg behov for babyer. Det var ikke en gensidig beslutning. Jeg ville have babyer. Nej, jeg havde desperat behov for babyer. Jeg følte tomhed indeni uden børn. Det var en fuldstændig irrationel følelse for en højtflyvende karrierekvinde der hårdnakket forsøgte at blive den næste direktør. Min mand syntes ideen var OK. Han spurgte hvordan vi kunne balancere kravene som forældre med understøttelsen af en temmelig bekostelig livsstil. Jeg var ligeglad. Min mave var tom. Jeg havde behov. Hverken fornuft eller logik påvirkede mine behov eller følelser.

Så den første baby kom. Livet ændrede sig omgående. Jeg kunne ikke lægge de timer jeg behøvede i, for at vedligeholde min karrierebane. Min mand ændrede sig også. Han mistede hurtigt sin bohemeattitude. Han solgte sin motorcykel og blev vores søn en hengiven fader. Jeg havde selvfølgeligt presset på for dette siden vi blev gift. Hans ord, som åbenbaret under skilsmissen, var ”skinger, plagende furie der utrætteligt pressede mig ind i faderskab”. Men han elskede vores første søn og tilbød endda at arbejde deltid, for at tillade mig at fortsætte min karriere. Det duede ikke. Jeg var moderen, dronningen, den alvidende og kloge skaber af min søn. Min mand var tydeligvis en inkompetent fjummert, der ikke kunne skelne en ble fra et bilsæde.

Min chef så, at jeg var distraheret af mine nye pligter som supermor. Han så på min produktivitet, og vidste jeg ikke kunne præstere som mine enlige eller børnefrie kolleger. Så jeg blev ”moder-mærket”. De kaldte det ikke det dengang. Men når en mandlig kollega blev forfremmet over mig, vidste jeg hvad der skete. Jeg hadede det. Jeg var edderspændt. Hvordan kunne jeg ikke have det hele? Så jeg spillede igen mit feminine kort, denne gang med en kæp, ikke med en gulerod. Jeg besøgte Human Resources med en skjult trussel om diskriminationsretssag. Det virkede selvfølgeligt ikke, da jeg klart lagde færre timer resulterende i tab af produktivitet. Det var dokumenteret og forsvarligt. Jeg var rasende. Hvor turde de. Jeg samlede al den retmæssige forbitrelse jeg kunne. Jeg konsulterede en udenfor stående advokat, en arrig kvindelig jurist der var villig til at sagsøge, indtil hun lagde an på mig. Jeg var åbensindet men ikke lesbisk. Jeg droppede trist sagsøgningen og accepterede min reducerede arbejdsrolle. Vi havde trods alt udgifter, og min løn var sandelig nødvendig.

Jeg så min mand udvikle sig fra boheme til ansvarlig far. Han var forbløffende god til vores første søn. Det erkendte jeg selvfølgelig på dette tidspunkt. Jeg mente, at alt hvad han lavede var forkert. Kun jeg, den superbe moder kunne opfostre vores først dreng. Vi kæmpede i nogle år. Det var ikke let. Så da jeg igen blev gravid – uplanlagt af min mand, fuldstændigt planlagt af mig – fortsatte problemerne med at vokse. Vi manglede ikke penge, men presset for at bevare vores livsstil og det store hus hvilede mestendels på mine skuldre. Jeg foragtede min mand for det. Han havde valgt en karriere han elskede, men lønnen var ikke nær så god som min. Jeg måtte virkeligt arbejde på at blive på mor-sporet. Der var ingen måde hvorpå jeg kunne opnå hvad jeg havde forventet i min karriere.

Vi brugte dagpleje og en deltids hushjælp. Faktisk havde vi otte forskellige hushjælp. De var aldrig gode nok for mig. Intet vat godt nok for mig. Mine sko passede ikke, mit tøj så ikke godt ud, bilen var ikke ren nok, min mands standard var ikke høj nok. I bakspejlets brutale ærlighed var jeg en ren og skær kælling. Jeg tror ikke jeg sagde et pænt ord i årevis. Jeg er overrasket over, at min mand fandt sig i mig. Jeg tog ham ikke alvorligt. Han var jo trods alt kun en mand.
Mit begrænsede sociale liv tilbragte jeg med kvinder som mig. Vi var en ulykkelig gruppe nogenogtredvermødre med magtfulde karrierer. Men vi smilede også, og lod som om livet var perfekt. Vi havde alle de rigtige hjem, de rigtige biler, de rigtige skoler, de rigtige karrierer. Vi overbeviste os selv om, at vi havde det hele. Lejlighedsvist luftede én af os noget frustration over situationen. Når det skete, havde vi altid bekvemme syndebukke – vore mænd, vore chefer, vore hushjælpere, skolerne og så videre. Det var aldrig nogensinde vores fejl, for vi var kvinder.

Med en søn på fem og en anden på syv faldt det fra hinanden. Eller rettere eksploderede. Min mand gav op. Han havde været understøttende overfor mig og god med børnene. Så jeg blev overrasket, da han bare gav op. Jeg skulle vel have set det komme. Jeg brugte altid sex som et våben mod ham. Hvis han ikke gjorde præcist som jeg sagde, hvis han ikke bøjede bagover for at fyldestgøre mit mindste lune, fik han ingen seksuel fornøjelse. Jeg kan huske, at jeg fangede ham i at lege med sig selv en nat. Jeg var rasende. Hvordan kunne han føle seksuel tilfredsstillelse uden at min kontrol på én eller anden måde var involveret?

Som en sund kvinde havde jeg mine egne seksuelle behov. Så hellere end nyde sex i ægteskabets kontekst, havde jeg en affære. Det var let. Jeg var stadig noget attraktiv. Der var mænd omkring mig. ”Hvorfor ikke?” rationaliserede jeg let for mig selv. Min mand giver mig ikke nok opmærksomhed. Det er alt sammen hans fejl. Jeg behøvede, derfor var det i orden. Mens min mand var far, blev jeg en bekræftet, uafhængig kvinde besøgende billige moteller med en mand der kunne give mig orgasmer.

Affæren varede tre måneder. Min mand fandt aldrig ud af det. Han behøvede ikke. Han gav bare op. Interessant nok kanaliserede han sine bestræbelser ind i en sideforretning som marketingskonsulent. Dette viste sig at være ret lukrativt for ham. Inden for seks måneder oversteg hans indkomst min. Vores opsparing voksede substantielt. ”Det er til drengenes uddannelse” fortalte han mig igen og igen.

Jeg var ulykkelig. Min karriere var stressende og ugivende. Mine to sønner var tættere på min mand end på mig på grund af alle de timer jeg arbejdede. Han havde droppet sit fuldtidsjob og trivedes som marketingskonsulent, et job han kunne gøre fra huset med blot sin computer og telefon. Jeg følte mig frustreret og utilfreds. Mine kvindelige venner anbefalede parterapi. Så vi gav det en chance. Jeg valgte diskret en terapeut jeg vidst ville være sympatisk overfor mig. Sessionerne var faktisk sjove på en ubehagelig måde. Terapeuten og jeg brugte 50 minutter på at hakke på min mand. Han sad stilfærdigt og tog imod, undskyldende og lovende ændringer. Jeg behøvede ikke love at gøre noget. Terapeuten – en kvinde nogenlunde som mig – gjorde det fuldstændigt klart, at mine behov var altafgørende og hans var fuldstændigt irrelevante.

Naturligvis virkede terapien ikke for os. Min mand trak sig tilbage i faderskabet og sin spirende forretning. Jeg havde endnu en affære. Uheldigvis tog jeg meget på i vægt. Det var svært at få attraktive mænd til at se på mig. Mine venner anbefalede, at jeg skulle overveje skilsmisse. Jeg ser tilbage, og tænker på mine ”venner” fra den periode i mit liv. De var en samling ulykkelige kvinder prøvende så hårdt at validere deres egne dårlige livsbeslutninger. Jeg lod dem påvirke mig, da jeg skulle have været stærk. Det var en enorm fejltagelse.

Jeg hadede ikke min mand. Jeg elskede ham bare ikke på samme måde som tidligere. Jeg ville have et nyt og bedre liv. Jeg kunne opfostre mine sønner uden ham. Jeg havde læst, at børn egentligt ikke havde behov for deres fædre. Jeg følte mig meget utilfreds. Da jeg afleverede skilsmissepapirerne til min mand, virkede han ikke overrasket. Jeg havde konsulteret en god skilsmisseadvokat, der stærkt anbefalede at jeg gik efter det hele – hus, bil, forældremyndighed, underholdsbidrag, børnepenge, det hele. ”Det er en krig, og som kvinde er du nødt til at vinde den” var hendes ord.

Skilsmissen var grim, og det faktum at jeg fik huset, bilen, børnene, børnepenge og opsparingen som han havde opsparet, tabte jeg i sidste instans. Min eks flyttede ud, efterladende mig til at tage mig af hus og børn. Han flyttede ind i en meget beskeden lejlighed og vi aftalte, at han kunne se drengene i weekender. Domstolen befalede faktisk dette. Jeg ville hjertens gerne have tvunget dem fuldstændigt ud af deres liv, men han insisterede standhaftigt og den fordømte dommer var enig.

Jeg var single igen. Jeg var parat til at date igen. Men som 38-årig var dating ikke som de vilde tider i skolen, da jeg var ung, forførende og efterstræbt af mænd. Nej, jeg var enlig mor nu. Jeg havde klippet mit hår kort, og min figur var næsten forbi ”point of no return”. Den slags mænd jeg ville date, havde ingen interesse i mig. Disse magtfulde og succesfulde mænd havde yngre, kønnere og sødere kærester.

De skilte mænd var de værste. De var enten så desillusionerede, at de ikke kunne magte en relation, eller hoppede bar fra seng til seng, ikke villige til noget bindende. Jeg ønskede så meget, at en mand fjernede benene under mig og lod mig falde ind i armene på en attraktiv mand, der kunne tage vare for mig og få mine problemer til at forsvinde. Jeg tænkte stadig på mig selv som en prinsesse. Jeg var fjollet, dum og umoden.

Men mændene jeg var tiltrukket af, værdigede mig ikke et blik. Mændene der ville have mig, var totalt upassende. Det var forbløffende for mig, at jeg ikke mere var attraktiv. Så mange mænd i skolen var efter mig. Jeg kan huske, at jeg mobbede alle fyrene der nærmede sig mig ved festerne. Hvis de havde den mindste fejl, skubbede jeg dem væk, almindeligvis med en skarp fornærmelse eller to. Jeg tænkte aldrig over de mænd jeg afviste. Nogle af dem var søde og anstændige, når jeg ser tilbage. Mine veninder og jeg kaldte dem ”mors drenge”, mens vi lod os selv tage af højrøvede, arrogante pikhoveder, der altid fik os til at føle overvældende tiltrækkende og lystige.

For at gøre ondt værre, så kunne jeg ikke ordne noget i huset. Min mand havde taget sig af alle disse sager. Mine drenge var præ-teenagere og meget vanskelige for mig at håndtere. De hadede det faktum, at de kun kunne se deres far i weekender. Deres karakterer faldt. De begyndte at have adfærdsproblemer i skolen. Naturligvis bebrejdede jeg deres far. Det var alt sammen hans skyld at vi blev skilt og at han levede adskilt fra dem. Jeg prøvede på ikke at sige grimme ting om ham foran mine sønner, men følelserne var så stærke. Jeg sagde forfærdelige ting om deres far, især når jeg drak, hvilket jeg gjorde meget dengang.

Hvis jeg var ulykkelig som gift, så var jeg nu nederdrægtigt miserabel som enlig mor, igen søgende efter kærlighed. Jeg prøvede hårdt på at overbevise mig selv om, at jeg var en stærk, uafhængig og intelligent kvinde. Til tider virkede det. Især når jeg bankede underordnede på arbejdet. Jeg hadede faktisk mit arbejde. Ja, jeg levede godt, dog havde jeg nået min karrieres højdepunkt og bestyrelseslokalet var ikke en tomme tættere på. Jeg følte mig stadig i konflikt om at være en god mor og være en karrierekvinde.

Jeg havde megen skyldt at bearbejde. Under ingen omstændigheder var mit livs nuværende tilstand resultatet af mine beslutninger. Mine enlige veninder sagde alle dette til mig mange, mange gange over rigelige cocktails i diverse singlebarer. Jeg læste mange kvindemagasiner og rådene jeg fik, sagde nogenlunde det samme – en kvinde kan aldrig bebrejdes.

Jeg prøvede at tabe mig, men det var meget vanskeligt. Når jeg var sulten, måtte jeg simpelthen spise. Normalt is eller noget med chokolade. Jeg var nødt til at købe nyt tøj, igen, fordi kiloene fortsatte med at komme på. Jeg blev sat på en blind date, og manden vovede at sige ”jeg er ked af det, men jeg er bare ikke tiltrukket af dig grundet din vægt”. Jeg tænkte aldrig på mit eget hykleri vedrørende at finde en mand til hvem jeg var fysisk tiltrukket. Mænd skal være tiltrukket af mig. Jeg er trods alt en kvinde.

De seneste få år har været noget slørede. Min eks har fundet en ny kærlighed for livet, og jeg hadede ham naturligvis for det. Jeg prøvede at forøge børnepengene. Når det ikke virkede, prøvede jeg at forhindre mine sønner i at besøge ham. De bekæmpede mig i dette. Jeg tog min frustration med på arbejde. Min chef truede med at fyre mig. Kun mine veninder understøttede mig. Vi havde våde nætter hvor vi spiste og drak for meget. Ærligt talt var vi en samling fede, ulykkelige, enlige kvinder der dyngede bebrejdelser på verden for vore livs tilstande.

Så da jeg så fotoet fra skolen, ramte åbenbaringen hårdt. Gennem tårer af smerte, raseri, bitterhed og benægtelse kom den utroligt pinefulde erkendelse af, at jeg var ansvarlig for min egen ulykkelighed. Jeg fandt endeligt ud af, at jeg ikke var vokset op, og ikke virkeligt havde favnet voksenhed. Dette var seks måneder siden.

Jeg har siden lavet nogle dybtgående forandringer i mit liv. Først og fremmest er jeg holdt op med at bebrejde alle andre for min egen ulykkelighed. Dette var det hårdeste. Gennem hele mit liv var jeg blevet fortalt – og havde troet på – at som kvinde kunne jeg ikke fejle, at jeg ikke var ansvarlig, at jeg altid på én eller anden måde var et offer. Igen og igen måtte jeg fortælle mig selv, at kun jeg er ansvarlig for min lykke.

Da jeg først var holdt op med at bebrejde verden, lærte jeg mig selv at være venlig og sød. Dette var ligeledes hårdt. Jeg havde altid forvekslet venlighed med svaghed. Dette er ikke tilfældet. En ny kollega på arbejdet – en kvinde fra syden – viste mig meget tydeligt, at det er ret let at være venlig og stærk på samme tid.

Jeg droppede også mine veninder. Det var let. Denne gruppe af negative kvinder opfordrede mig faktisk til at gøre dumme ting, som at skilles fra en udmærket mand grundet mine selviske og meget tilfældige momentane følelser. Jeg lærte endeligt, at handling alene på basis af følelser er børns verden, ikke voksnes. Måske vil disse kvinder en dag lære dette. Men jeg tvivler på det.

Jeg er hver dag i motionscenteret. Efter at være affærdiget af så mange attraktive og anstændige fyre, bestemte jeg mig for, at påføre reelle lighedsstandarder på hele dating-tingen. Hvis jeg tror på fysisk tiltrækning, hvorfor skulle jeg så ikke kunne forstå, at mænd har det på samme måde? At være fed betyder ikke at være attraktiv for mange, mange mænd, så det er op til mig at gøre noget ved det, ikke at være vrede på mændene over situationen. Vægten forsvinder. Det er helt sikkert en kamp, men den forsvinder. Jeg lader også mit hår gro og dropper det afskyelige ”mor-hår”.

Jeg læser ikke mere disse kvalmende kvindemagasiner, og jeg ser heller ikke så meget fjernsyn. Da jeg frigjorde mig fra så mange fuldstændige fejlopfattelser om mænd, opdagede jeg, at mænd faktisk er vidunderlige folk. Mine sønner så min transformation. I takt med at de bliver ældre, og bliver mænd i egen ret, er jeg holdt op med at plage dem med ”følelser” og ”sensitivitet” og tilskyndede dem til at være mænd. Jeg tvivler på, at jeg nogensinde kan reparere mit forhold til min eks. Alt jeg kan håbe er, at han finder lykke og glæde i livet. Jeg har en ny respekt for ham, en respekt affødt af forståelsen af at mænd er meget forskellige. Ikke værre. Bare forskellige. Min eks er også en fremragende far. Dette er min velsignelse.

Jeg har lært, at mine behov ikke er universets centrum. Dette var faktisk ret befriende. Jeg er ikke længere slave af mine lunefulde og overfladiske følelser, der ikke rimeligt kan opfyldes. Dette betyder, at jeg beklager mig mindre. Hvis jeg ikke kan ændre situationen, hvorfor så beklage sig over den? Vinteren er kold. Mine beklagelser over temperaturen vil ikke varme luften.

Den største beklagelse jeg har i livet er, at jeg var så svag, at jeg ikke tidligere lavede denne seriøse introspektion. Hvis jeg var virkeligt stærk, virkeligt intelligent, ville jeg virkeligt have tænkt over, hvad der er vigtigt for mig, i stedet for at følge flokken. I retrospekt var min kravlen op ad karrierestien en meget dårlig beslutning. Udnyttelsen af min kvindelighed til at manipulere mænd var endnu værre. Jeg elsker at være en kvinde, men at bruge sex til at få hvad jeg vil have, er ikke bedre end en mand der bruger rå muskelkraft, for at få det som han vil.

Jeg er stadig single og dating er stadig uden for rækkevidde. Der er dog et gnist af håb. En meget sød mand komplimenterede mig for mit smil. Som 45-årig er det første gang nogen har bemærket mit smil. Min ældste søn bemærkede det også. ”Mor, det er første gang jeg har set dig smile”. Livet må blive bedre for mig. Det er mit ansvar. Ingen andres.

Fra bloggen ”Don´t Marry”