På et eller andet tidspunkt omkring 15:00, d. 20 februar, 2006:

Mens jeg sidder og skriver de indledende linjer i min anden bog, sidder jeg i mit kontor på University of North Carolina med en ulidelig hovedpine. Den var sandsynligvis ikke forårsaget af den kæmpe plakat med et billede af en kondom, der hænger på min kontordør. Jeg synes at plakaten – placeret der af en universitetsfeministgruppe – er ret sjov. Under kondomet står der ”If she´s feeling spunky, better wrap up your monkey”. Det må man indrømme. Det er da sjovt.

Ej heller tror jeg, at årsagen til min hovedpine er det mundhuggeri, jeg hørte under en lektion af en jobkandidat – én der tilfældigvis er feminist. Under spørgsmål-svar-sessionen i lektionen, kom to kvinder i diskussion. Den ene sagde, at kvinder har lige så stor sandsynlighed for at ty til vold som mænd. Dette gjorde den anden kvinde, en feministisk professor, voldsomt vred. Hun insisterede på, at vold er mandsdomineret. Hun mener, at alt slemt er mandsdomineret. Men det er ikke årsagen til min hovedpine. Hovedpiner er slemme, så det må være en mands skyld.

Jeg tror ikke engang, at min hovedpine er relateret til mødet på ”Ulykke fakultetet”, netop planlagt via e-mail af vores formand, der tilfældigvis er feminist. Mødet er indkaldt, for at diskutere en deling af afdelingen, forårsaget af to marxistiske professorer, der angiveligt prøver at ændre vort foreslåede eksamensprogram til et ”Kritisk Kriminologi”-program. For de af jer der ikke ved det, så er ”kritisk” kode for ordet ”kommunistisk”. Jeg ville egentligt ikke nævne det, men de to marxister er tilfældigvis feminister.

Måske er kilden til min hovedpine det seneste brev, skrevet af en feminist til min dekan og min rektor, der også tilfældigvis er feminist, anmodende om at jeg bliver fyret. Hun skrev brevet, fordi jeg skrev en lille paragraf i min nationalt publicerede klumme, hvor jeg antydede, at feminister er intolerante overfor ytringsfrihed. Måske burde jeg ikke tillades at sige dette.

Når jeg nu tænker på det, så er der så megen vanvid på universitetet forårsaget af feminister, at der ikke rigtigt er nogen måde hvorpå jeg nogensinde ville kunne udpege den eksakte årsag til min hovedpine. Så jeg vil lægge mine bekymringer over den plagende hovedpine til side, og komme til grunden for at jeg skriver denne bog om feminister. Grunden kan summeres i en enkelt sætning:

Jeg vil finde ud af hvorfor de hader os

Feminister er helt sikkert blandt de mest hadefulde skabninger på denne planet. Eftersom de ikke har fløjet nogen fly ind i skyskrabere (i al fald ikke endnu), så kan vi faktisk ikke erklære dem krig. Så måske skulle vi bare låne et udtryk fra universitetets venstreorienterede, og finde ud af hvorfor ”de” hader ”os”.

Før jeg kommer for godt i gang, vil jeg godt lige gøre det klart, at med ”os” mener jeg ikke bare mænd. Feminister hader også kvinder. Altså, de hader kvinder der ikke er feminister. Og disse feminismetilhængere uafskrækkede af et faktum, at tre ud af fire kvinder vælger ikke at identificere sig med termen ”feminist”.

Hvis man tager det omfang af kvinder disse feminister hader (omkring 75 procent) og den mængde mænd de hader (omkring 100 procent), bliver det snart klart, at feminister fungerer med omkring 12,5 procent af befolkningen, så er mit arbejde sandsynligvis skåret ud i pap for mig.

Eftersom min opgave er så skræmmende, har jeg bestemt mig for at søge rigelig udefrakommende stof, ved at udføre omfattende interviews med feminister omkring et vidt emneområde. På den måde kan jeg lytte til deres følelser (ofte i form af raseri) omkring mange emner, som feministerne selv hjælper med at besvare vigtige spørgsmål som:

Hvorfor hader feminister mænd? (især dem med en sans for humor)

Hvorfor hader feminister ufødte børn? (især deres egne)

Hvorfor hader feminister våbenejere (med den mulige undtagelse af muslimske fundamentalister)

Hvorfor hader feminister kapitalister?

Hvorfor hader feminister kristne fundamentalister? (i stedet for muslimske fundamentalister)

Hvorfor hader feminister republikanere?

Hvorfor hader feminister traditionelle kvinder? (især de kønne)

Selvom denne bogs ”hvorfor-hader-de-os”-tema er lånt fra venstrefløjen, er metodikken ikke. I modsætning til venstreorienterede er det min intention på forhånd at afsløre alle mine fordomme omkring dette kontroversielle emne. Derefter vil jeg demonstrere  – først efter at have givet feministerne mulighed for at forklare dem selv – at jeg havde god grund til at drage visse konklusioner om feminismen og feministerne gennem min karriere som konservativ professor. Det følgende er en liste over disse konklusioner, som afslører alle mine personlige fordomme om emnet ”feminisme”:

Moderne feminisme er ikke en politisk ideologi eller filosofi.
Amerikanske feminister bliver generelt ikke feminister grundet veldefinerede politiske mål. Feminister ønsker at stemme. De ønsker at være frie til at indtage folkevalgte embeder. De ønsker at voldtægt skal være ulovlig. De ønsker at være i stand til at arbejde. De ønsker ikke at blive tvunget til at blive og vedblive med at være gravide. De ønsker omskæring (af kvinder) skal være ulovlig.
Jeg har en vigtig meddelelse til disse feminister: I har allerede opnået alle disse politiske mål. Men ikke desto mindre fortsætter de med at ”kræve ” disse rettigheder – næsten så standhaftigt som de ”kræver” at blive taget alvorligt. Derfor fortsætter feminister med at leve i fortiden, uden at blive taget alvorligt i nutiden.

De fleste feminister ønsker ikke i virkeligheden lighed.
For nylig skrev én af stjernerne i ”Vagina Monologerne” til mig, beklagende sig over en klumme jeg havde publiceret, kritiserende det berygtede feministiske teaterstykke. Hun skrev, at hun var ”fornærmet” og ”stødt” over min kritik. Jeg spurgte selvfølgelig, om opsættelsen af en plakat med en vagina overfor en skole ikke var stødende? Jeg erindrede hende om, at den græsk ortodokse kirke og baptistkirken lå lige overfor plakaten. Hun svarede ved at sige, at ”hun var pi##e ligeglad med hvad de mente.

Et andet eksempel kommer fra en tidligere sekretær i min afdeling. En dag forlod hun grædende arbejdet, fordi jeg kritiserede universitetsfeministerne (for at hænge racistiske plakater på universitetet, visende Condaleeza Rice stående i et bur med en klase bananer). Næste uge var hun tilbage på kontoret, tåreløst kritiserende sin husbond for dårlig seksuel præstation.

Tiltagende stræber disse universitetsfeminister efter at være (a) konstant fornærmede, og (b) konstant angribende. En uventet konsekvens af feministernes ulige ”ret til ikke at blive fornærmede” er, at mange folk nu dømmer feministerne som værende følelsesmæssigt underlegne i forhold til resten af befolkningen.

Feministernes forkærlighed for postmodernisme har resulteret i udbredt akademisk og personlig uhæderlighed.
For få år tilbage begyndte jeg at erkende, at man sjældent kan tiltro en feminist at sige sandheden. Eksempelvis bad jeg engang en feminist debattere med mig om emnet abort. Hun fortalte mig, at hun egentligt ikke var for valgmuligheden. Jeg lavede en internetsøgning, der viste at hun adskillige gange refererede til sig selv som for muligheden på feministiske servere. Hun lavede disse referencer om sig selv både før og efter vores konversation. Med andre ord, hun løj.

Da jeg bad en anden feminist om at debattere abort med mig, sagde hun, at hun ikke diskuterede sådanne emner offentligt. Men så læste jeg hendes autobiografi. Efter at have talt om at miste sin mødom – inklusive detaljer om hvordan hun derefter rensede blodet af sofaen – dedikerede hun talrige sider til abort, og hvordan ”manglen på valg” ugunstigt påvirker unge kvinder.

Efter at have læst videre erkendte jeg, at hun ikke fortalte sandheden. Hun afslørede, at hun var en postmodernist, der ikke engang brød sig om at anvende ordet ”sandhed”. Da jeg senere fandt mig selv i en diskussion med en feminist – om hvor vidt en kvindelig studerende der løj om en voldtægt for at slippe for at gå til prøve, skulle bortvises – forstod jeg den postmoderne feminist bedre. Feminister kan simpelthen ikke gøre for at de lyver, fordi der ikke findes sådan noget som sandheden. Det er det de fortæller os, men ingen ved om det virkeligt er sandt.

De fleste feminister har ingen humor.
Du har sandsynligvis hørt den om en fyr der spørger en feminist ”Hvor mange feminister skal der til for at skrue en pære i?”. Hendes svar var ”Det er ikke sjovt!”.
Jeg tænkte på joken efter at en anti-feministisk studerende (en kvinde), havde sat en post-it på min dør, hvor der stod ”Så du er en feminist…nej hvor sødt”
Da en feministisk studerende blev stødt, besluttede hun, at hele administrationen, inklusive bestyrelsen, måtte høre om det. Så hun fik sin far til at skrive et brev for hende. JEG ER EN KVINDE; HØR MIT BRØL…OG MIN FAR KÆMPER MINE KRIGE!

Og nu vi taler om krig. Der var også dengang, jeg klædte mig som en irakisk kvinde for at snige mig ind til en antikrigsdemonstration. Jeg var i fuld ornat, med burka og sandaler. Jeg havde også et skilt, der sagde ”Jeg vil voldtages, gasses og tortureres af Saddams skurke! Så vær venlig ikke at hjælpe mig Amerika!”
Alle der så mig i det outfit syntes jeg var enormt sjov. De eneste der var vrede var en håndfuld feminister fra fakultetet.

Feminister er mindre optagede af kvinders rettigheder, end de er med deres egen ret til abort.
George W. Bush har gjort mere for kvinders rettigheder end nogen præsident i moderne historie. Men feministerne hader ham, fordi han er imod abort. Bill Clinton har lavet mere sexchikane, end nogen tidligere præsident i amerikansk historie. Men det er okay. Han støtter abort, så feministerne elsker ham. Hvis han blev dømt for voldtægt, ville feministerne stadig elske ham, fordi han støtter abort.

Feminister er i virkeligheden ligeglade med racisme
Feminister citerer ofte statistikker om underrepræsentationen af kvinder i visse job, som om dette er ”sikker konklusion” på sexisme. De behøver ikke forlade sig på specifikke beviser i individuelle sager. Men når de konfronteres med statistikker der viser, at majoriteten af aborter udføres på sorte og latinamerikanere, tier de. Selvfølgelig ved de, at de fleste folk i landet er hvide. Og ”Planned Parenthood” vil spille en større rolle i at holde det sådan, end Ku Klux Klan nogensinde har drømt om at gøre.
Folkemord er en forfærdelig ting for de fleste feminister. Men tabet af ”reproduktive rettigheder” er endnu værre.

Feminister mangler i almindelighed modet til at handle som individ.
Min første kontrovers over ytringsfrihed involverede en økonomiprofessor, der prøvede at stoppe en studenteravis fra at publicere en klumme under titlen ”seksuelle horoskoper”. Han påstod, at klummen var ”uanstændig”. Derefter prøvede han at oprette et panel, der skulle filtrere ”uanstændigt” materiale før avisen blev trykt. Jeg konfronterede ham foran fakultetssenatet og vandt.
Men før jeg vandt, var der en voldsom debat på fakultetsenatets e-mail. Det fortsatte i dagevis, indtil én eller anden opdagede, at alle debattørerne var mænd. Få dage senere publicerede en feministisk gruppe et samlet svar, underskrevet af omkring to dusin feminister.
Jeg så omgående mønsteret. Mændene havde alle individuelle meninger. Feministerne havde alle samme mening. Mændene favnede individualisme. Feministerne favnede kollektivisme. Det lader ikke til, at de kan sige eller gøre noget, uden følelsesmæssige understøttelse fra deres søstre.

Konfronteret med usikkerhed har feminister mindre selvkontrol end jægere.
Engang da jeg var på jagt i Ivanhoe, North Carolina, så jeg noget bevæge sig i en busk omkring 100 meter væk. Det var tåget udenfor, og jeg så gennem et 4×32 kikkertsigte monteret på en Marlin 30-30. Jeg skyder aldrig på distancer over 100 meter med en så lille riffel. Og jeg skyder aldrig på noget, med mindre jeg er helt sikker på hvad der er derude.
Den dag kom jeg til at tænke på den feministiske tilgang til abort. Feminister retfærdiggør ofte abort ved at sige, at proceduren ikke er anderledes end at pille sårskorper. Da begyndte jeg at stille spørgsmål.
Jeg spørger ofte feminister om en film jeg så, om et tre måneder gammelt foster. Fosteret gabte, gned øjnene og rullede rundt og legede i maven. Jeg kan lide at spørge, om de nogensinde har set en sårskorpe gabe.
Når jeg presser dem om emnet, indrømmer de sjældent, at fosteret er en person. Men de erklærer sjældent, at det ikke er. De siger i almindelighed, at de ”ikke ved med sikkerhed”. Og de siger, at jeg heller ikke ved med sikkerhed.
Dette summerer virkeligt vore forskelle. Når jeg ved, at det er en hjort i busken, så skyder jeg. Når jeg ved det er et menneske, så skyder jeg ikke. Feministerne der ”ikke ved”, om det er en person, får alligevel foretaget aborten. Hun skyder bare. Det siger det hele, ikke?

Feminister kan ikke fatte vigtigheden af gradueret selvafsløring.
Længe før jeg fik en mastergrad i socialpsykologi lærte jeg, at én af nøglerne til relationer er at vælge et passende tempo for selvafsløring. Hvis du for hurtigt afslører intime detaljer om dit personlige liv, har folk en tendens til at devaluere dir venskab. Hvis du afslører ting langsommere, så tenderer stærkere relationer at følge.
Folk mister ofte interessen for feminister, da feminister har tendens til meget hurtigt at afsløre intime detaljer om deres liv. Dette er især sandt om feministiske professorer i klasseværelset. Følgende klage fra en studerende er illustrativ:

Dr. Adams: jeg er enig i deres observationer om feminismen. Jeg tog engelsk, undervist af en feminist som jeg i første omgang godt kunne lide. Da hun begyndte at beklage sig over sin første mand, følte jeg sympati for hende. Da hun begyndte at angribe den femte husbond, ville jeg trække mig fra kurset. Jeg har ingen ide om, hvor mange gange hun har været gift. Jeg ved bare, at ingen af hendes skilsmisser var hendes skyld. Hun lod ikke til at kunne forstå, at der var én fællesnævner i alle hendes dysfunktionelle relationer. Fællesnævneren var hende.

Sørgeligt nok bliver det meget værre i det feministiske klasseværelse. Feministiske professorer diskuterer også deres seksuelle erfaringer – konsensusmæssigt eller ikke konsensusmæssigt – i ulidelig detalje i offentligheden. Skuepladsen inkluderer klasserummet, bøger og somme tider ”skoleagtige” skrifter. Første Amendment giver dem ret til at afsløre hvad de fleste mennesker ville sige er ”for megen information”. Men det giver dem ikke ret til i bakspejlet at blive taget alvorligt.

Feministisk sponserede masturberingskurser på Universitetet
Hvis en feminist behøver undervisning i at masturbere, så kan man roligt sige, at hun er virkeligt stram i betrækket.

Feminister vil hellere løse et problem ved at ændre samfundet, end ved at ændre deres egen adfærd.
Det indlysende eksempel på dette er ”elsk din krop”-dagen – ikke at forveksle med ”masturberingsdagen”. På mange universiteter afsluttes ”elsk din krop”-dagen, med at feministerne holder skønhedsfest, præsenterende overvægtige modeller – almindeligvis med kønne ansigter. Formålet med dette er at overbevise os om, at større kvinder er lige så attraktive som mindre (med dette mener jeg tyndere) kvinder.
Sociologiprofessorer forfølger ofte den opfattelse, at skønhed ikke er objektiv men ”socialt konstrueret”, ved at vise deres studerende middelaldermalerier af nøgne, firskårne kvinder.
Argumentet er, at fedme tidligere blev anset for værende attraktivt. Derfor kan det, med tilstrækkelige social bearbejdelse, i fremtiden blive sådan. Så feminister søger intet mindre end med millioner af dollars af skattefinansierede programmer, at ændre samfundsopfattelsen af skønhed.
Men jeg har et spørgsmål: Ville det ikke være nemmere bare at motionere?
I forlængelse af det, har du så noteret dig, hvor fikst det som feminist er blevet, at proklamere at man er marxist? Feministiske professorer bruger en anseelig tid på at forklare deres studerende, at Marxisme er svaret på Amerika´s problemer. Hvis kvinders muligheder er bedre under kommunisme, ville det så ikke være lettere at få et job på University of Havana, end at starte en blodig marxistisk revolution? Jeg har aldrig set en samling fattige, undertrykte feminister borde en lækket båd i Miami, for at padle deres vej til friheden i Castro´s Cuba. Men jeg har nogle venner i det sydlige Florida, der undslap kommunismen. De har stadig deres både. Det ville være os en ære når som helst at give disse marxistiske feminister et lift til Havana.

De fire mest almindelige ord en feminist anvender er: ”jeg”, ”mig”, ”min” og ”mine”.
Jeg bliver virkeligt træt af at høre disse fire ord fra feminister. ”Jeg føler dette” eller ”Jeg føler hint”. ”Hold dine love væk fra min krop”. ”Det er min krop, mit valg”. Feminister er de eneste folk i samfundet der faktisk bruger disse fire ord mere som voksne, end de gjorde da de var to år gamle.
Det er især irriterende, når de siger, at manden ikke skal have noget at sige om abortbeslutningen. De erindrer os om, at mandens mening er irrelevant ved simpelthen at gentage frasen ”Det er min krop”. Men passer denne logik, når det viser sig, at babyen er en dreng? Hvad sker der efter aborten er udført, og man ser ned i spanden, og ser en lille penis? Hvis penis er det? Er det kvindens penis?

Feministens position omkring abort og højeste straffe kan ikke følges.
Som jeg før nævnte, så støtter feminister ofte beslutningen om abort af et foster, selv om de indrømmer, at de ”ikke ved” om ”det” er en person. De vil indrømme, at ”det” på et tidspunkt bliver en person med rettigheder. Men nu hvor delvise fødselsaborter er blevet mere forsvarlige i feministernes sind, er det svært at sige, hvornår de mener personen begynder.

Feministernes mænd er endnu mere irriterende end feministerne.
Jeg nævnte tidligere en debat om ytringsfrihed på universitetet. En samling mænd debatterede en pointe i adskillelige dage. Da de var færdige, fremlagde en feministisk universitetskoalition en samler erklæring om deres ”kollektive” opfattelse.

Men der er én del af historien jeg udelod. Efter feministernes erklæring fremlagde feministlederens mand sin individuelle opfattelse af emnet, som tilfældigvis fuldstændigt reflekterede konens mening. Denne ”mand” var bange for at ytre sin mening, før han vidste hvad hans feministiske kone mente – eller, mere korrekt, følte.
Eller måske tager jeg fejl. Måske troede han bare, at en lille smule mere kysseri ville gøre ham anderledes fra alle andre mænd hans kone tidligere havde lade sig skille fra (der var fire).
Men den mand er ikke den største tøsedreng jeg har set. Den titel går til en fyr, hvis feministiske kone der gik rygter om havde en affære med én af mine kolleger. Efter han havde fået et par drinks, fortalte han mig, at han ikke havde noget imod, at hans kone havde en affære. Han sagde, at deres venskab var stærkt nok til at klare det. Jamen hvor frigørende! Han støtter hende i tykt og tyndt, også selv om en anden mand gemmer Pjerrot hendes Columbine.

Feminister kan ikke møde kønsudrensningens realitet.
Det er slemt nok, at feministerne er tavse om minoriteternes overrepræsentation på abortklinikkerne. Men deres hjerteløshed forstærkes af det faktum, at de sjældent diskuterer statistikker indikerende at hvert år aborteres flere piger end drenge. Der ingen tvivl i dette tilfælde. Det eneste spørgsmål er, hvor mange millioner flere piger end drenge der aborteres.
Så de overlader det til anti-feministerne at stille de svære spørgsmål, at bekæmpe sexisme, og bekæmpe hvad nogle nu kalder ”kønsudrensning”.

Det kræver ikke megen intellektuel krudt at blive skolet feminist.
Jeg fortalte engang en feminist, at termen ”skolet feminist” er et oxymoron. Hun spurgte hvad jeg mente med termen ”oxymoron”. Det er næsten lige så slemt som de tidligere nævnte masturbationskurser. Hvis man er nødt til at afholde et kursus for at lære at masturbere, så er man ikke forfærdelig kvik. Husk, feminister prøver at promovere, at kvinder kan gøre alt lige så godt som mænd. Det er feminismens hovedtese. Alligevel er mænd fuldt ud i stand til at masturbere uden et kursus. For mænd er det et naturligt talent. For universitetsfeminister er det endnu en undskyldning for at søge midler fra universitetsadministrationen.

Feminister har en samhørighed med kommunisme
Jeg plejede at blive virkeligt vred over feministernes alliance med kommunismen. Jeg har trods alt haft familie, der risikerede deres liv i kampen for at tilbagevise kommunismens og fascismens kræfter. Mange af jer kender folk, der gav deres liv i kampen mod sådanne kræfter. Når man ser disse historisk ignorante feminister favne selve de ideer, der engang truede vores kostbare frihed, bliver du sandsynligvis også vred.
Men nu kan jeg faktisk godt lide, at disse feminister kipper med flaget, der præsenterer hammer og sejl. Det giver virkelig mening for mig. Kommunisterne dræbte trods alt 100.000.000. uskyldige på kun 72 år. En tredjedel af et århundrede efter Roe mod Wade, er feministerne på fremmarch for at dræbe endnu flere uskyldige. For at være præcis er det anslåede antal aborter i Amerika omkring 2045 (det er 72 år efter Roe) er 102.545.450 aborter.
Måske feministerne efter de har slået de kommunistiske mordtal, kan komme med deres eget flag. I stedet for hammer og sejl kan de bruge en skalpel og en sugekop.

Feminister prøver at destruere den amerikanske familie.
For få siden skrev Peter Kreeft en god bog ved navn ”How to Win the Culture War”. I den bog argumenterede han for, at angribe ægteskabet var essentielt for de der radikalt ønskede at transformere (læs: destruere) samfundets fundament. Man kan ikke bare rive et helt samfund ned. Man er nødt til at svække individuelle samfundsgrupper. Men dette involverer svækkelsen af familierne. Og dette, igen, involverer svækkelsen af ægteskabet.
Ifølge Kreeft er den bedste måde at svække ægteskabet at opfordre til utroskab. Dette er nemt at gøre, når folk begynder at tilbede sex. Så når forældre afleverer deres børn for orientering, på skoler som Rice University, står der altid en feminist parat til at opfordre dem til at ”udforske deres seksuelle frihed”. Det betyder sex med alt og alle. Og når de tager Sociologi er den feministiske professor der for at fortælle dem, at ægteskab er godt for mænd men ikke for kvinder.

Feminister er de største censurudøvere på dagens universiteter.
Måske var det på det tidspunkt hvor en feminist prøvede at smide én af mine tidligere elever ud af hendes kvindestudieklasser, for at grine ad én af hendes ideer. Professoren hørte dem ikke engang. En anden feminist, en studerende i klassen hørte det, og rapporterede ham til professoren.

Eller måske var det dengang jeg latterliggjorde et feministisk marxistisk essay om 9/11 og forfatterens mor brugte tre uger på at få administrationen til at straffe mig.

Eller måske var det dengang jeg gjorde grin med en antikrigsfeminist. Jeg sagde, at hvis hun barberede sine armhuler, ville der være større sandsynlighed for, at folk ville læse det antikrigsskilt hun holdt op. Lige nu stod de bare og så på hendes armhuler. Jeg ville bare hjælpe. Men uheldigvis sendte hendes feministiske ven én eller anden ind til bestyrelsen, med et krav om at få mig straffet for at gøre grin med hendes vens armhuler. Heldigvis blev kravet ignoreret.
Jeg ved ærligt talt ikke hvornår det var. Men jeg er afgjort nået frem til den erkendelse, at feministerne er de største censurudøvere på universitetet. Og de drives altid til at censurere dem, der ikke tager dem alvorligt – alene straffe dem for ikke at tage dem alvorligt.

Feminister forveksler ofte positive og indbyrdes afhængighedsforhold.
Her er to jævnlige eksempler:

Antallet af aborter en kvinde har haft korrelerer positivt med hendes personlige lykke.
Antallet af sexpartnere en kvinde har haft korrelerer positivt med hendes selvværd.

Seksuel frihed og reproduktive valg er faktisk relateret til lykke og selvværd. Men feministerne har vendt relationerne på hovedet. Derfor er nøglen til at opfostre en lykkelig datter, at have sit fokus på to ting: få hende til at observere alt hvad feminister gør; og sige hun skal gøre det stik modsatte.

Dette summerer meget godt min fordomme om de for hånden værende emner. Nu hvor jeg har lagt fordommene på bordet, så er det tiden at demonstrere at de er sande, ved at lytte opmærksomt på hvad feministerne har at sige om en vifte af emner. Det skulle ikke være svært. Faktisk kan jeg bare logge på et af siderne på ”Womens Resource Center” (WRC) her i UNC-systemet for at få tilstrækkeligt med informationer til at bekræfte mange af mine konklusioner.