Der er blevet skrevet meget om Osama bin Laden´s fundamentalistiske Islam; mindre om postmoderne europæiske marxisters bidrag til bin Laden´s tankegang. Faktisk skylder den ideologi med hvilken al Qaeda retfærdiggør sine terrorhandlinger, lige så meget til ondskabsfulde vestlige tendenser, som den gør til perverterede muslimske overbevisninger. Osama´s doktrin er delvist en vestlig eksport.

For at erkende det er det nødvendigt at genkalde sig den intellektuelle bryg, der producerede den tredje verdens socialistiske ideologi i 1960´erne. En nøglefigur her er den tyske filosof Martin Heidegger, der ikke kun hjalp med at forme adskillige generationers europæiske venstreorienterede, og grundlagde postmodernismen, men også var en ledende tilhænger af nazisterne. Heidegger argumenterede, i kontrast til den fremmedgørende modernitets individualisme, for ”folkets” overherredømme. For at undslippe den vestlige kapitalismes åg og det ”ugidelige ævleri” om konstitutionelt demokrati, måtte ”folket” returnere til sin oprindelige skæbne, gennem en ”opløsende” revolutionær handling.

Heidegger så i nazisterne lige netop det tyske folks autentiske ”blod og sved”-arv. Paradoksalt nok favnede nazisternes teknologi i sin mest avancerede form at ryste modernitetens grundvold, og bringe fortidens puritanske tilstand tilbage. Og de favnede terror og vold som redskab til at presse moderniteten frem til en ny tid – deraf ”postmodernisme” – og bringe folket tilbage til før moderniteten, med dens individuelle friheder og markedsøkonomi, til den imaginære feudale tids kollektive strenghed.

Visionen om den postmoderne revolution drog direkte fra Heidegger til efterkrigstidens franske venstrefløj, især gennem arbejder af Jean-Paul Sartre, en ivrig apologet for stalinismen og Kina´s kulturelle revolution i bogen ”The Wretched of the Earth”. Herfra indtog den de mellemøstlige radikales verden. Mange af den shiitiske revolution i Iran der afsatte den moderniserende shah, og bragte Ayatollah Khomeini til magten i 1979, havde studeret Fanon´s variant af marxismen. Ali Shari´at, den Sorbonne-uddannede iranske religionssociolog, der af mange intellektuelle blev anset for værende fader til den shiitiske revolution, oversatte ”The Wretched of the Earth” og Sartre´s ”Being and Nothingness” til persisk. Den iranske revolution var en syntese af islamisk fundamentalisme og europæisk tredje verdens socialisme.

I den postmodernistiske venstreorienterethed af disse revolutionære, fortrængte ”folket” Marx´s proletariat, som agenten i revolutionen. Efter Heidegger og Fanon retfærdiggjorde ledere som Lin Piao, ideologen for Kina´s Red Guards, og Pol Pot, student af venstrefløjens filosofi i Frankrig, før han blev grundlægger af Khmer Rouge, revolution som en terapeutisk handling, gennem hvilken ikke-vestlige folk kunne genskabe den stolthed de havde tabt under kolonialistiske undertrykkere, og til amerikansk materialisme. En rensende vold ville udrense folkets egoisme og hedonisme, og drive dem tilbage til primitiv kollektiv selvopofrelse.