De fleste mennesker passer ikke pænt ind i en politisk kategori, og kan have et miks af synspunkter, der inkluderer hvad der almindeligvis anses for værende venstreorienterede og højreorienterede ideer. Blandt professionelle politikere og akademikere dog, findes en tydeligere polarisering. Så hvad er det der gør et givet synspunkt ”højreorienteret” eller ”venstreorienteret”? I dagens nordamerikanske termer, hvad er det så der udgør en arketypisk ”liberal” og en arketypisk ”konservativ”?

Opdelingen er indlysende reel og bortgangen af venstrefløjens store ikon Sovjetunionen synes at have haft liden indflydelse på dennes intensitet. Venstrefløjen kan muligvis ikke længere have kommunismen at pege på, som et muligt alternativt system, men de forbliver alligevel venstreorienterede. Venstrefløjens bannersag siden Karl Marx – statseje af produktionsmidlerne eller ”socialisme”, synes ikke længere fornuftig for andre end en håndfuld hardcore tilhængere, men venstreorienterede er stadig venstreorienterede, og højreorienterede er stadig højreorienterede, og aldrig, synes det, skal de to mødes.

Den længe vedhæftede overskrift for konservative synes ligeledes at være uddøende. ”Konservativ” anses i almindelighed for at stå for ”mod forandringer” eller ”favorisere status quo”, men siden Reagan/Thatcher-årene og frem, har højrefløjen været de store advokater for og praktikere af sociale og politiske forandringer. Højrefløjen har været næsten revolutionære i nedrivningen af venstrefløjens stolte bygningsværker – med privatisering, deregulering, velfærdsreduktioner, skattesænkninger og så videre. Skal man dømme efter de seneste tyve års politik, så ELSKER højreorienterede forandringer! De har i al fald helt sikkert energisk ændret hvad der i sin tid var status quo.

Så hvad sker der? Hvad vil det sige at være venstreorienteret, og hvorfor er folk venstreorienterede? Hvad, om noget, har folk til fælles, der beskriver dem selv som (og af andre beskrives som) venstreorienterede, socialister, socialdemokrater, kommunister eller liberale (U.S.A.)?

Mit svar kan ved første øjekast synes paradoksalt, men det er tilgangen til status quo der mere definerer venstreorienterede end højreorienterede. Det er ikke højreorienterede der favoriserer status quo. De er faktisk indifferente over for status quo, og kan lige så godt være for som imod, alt efter omstændighederne. Det er venstreorienterede der altid er imod status quo uanset hvad. Uanset hvad venstrefløjen i øvrigt måtte være, så er venstrefløjens hjørnesten et stærkt ønske om, eller endog behov for, politiske forandringer. Ofte ekstreme forandringer. Dette betyder selvfølgelig ikke, at venstreorienterede ligeligt favoriserer alle slags forandringer. Hvilke slags forandringer venstreorienterede favoriserer, vil afhænge af de behov der driver hans eller hendes ønske om forandringer.

Højreorienterede på den anden side, har i almindelighed intet behov for forandringer eller ej. Hvis noget favoriserer højreorienterede fremskridt – både sociale og materielle. Så de fleste højreorienterede er ikke konservative (forsigtige) grundet deres indstilling til forandringer som sådan. Ved nogle lejligheder kan de endog være enige med udkommet af de politikker venstrefløjen hævder at ønske. De modsætter sig hovedsagligt forandringer, når det virker uforsigtigt – og de er i almindelighed forsigtige (skeptiske vedrørende nettoudkommet af særlige politikker) grundet deres realistiske tilgang til deres medmenneskers begrænsninger (egoisme, snæversyn, tåbelighed, aggressivitet).

Ønsket om at ændre det eksisterende system er dog den paraply under hvilken alle venstreorienterede mødes. Selv på britisk socialismes højdepunkt ville britiske venstreorienterede have mere socialisme. Denne permanente og eroderende utilfredshed med den verden de lever i, er udelukkende det der udgør den venstreorienterede. Dette er alt hvad de har til fælles. De er derudover ekstremt fraktionerede og endog morderiske mod hinanden. Det er i beskrivelsen af sine medrevolutionære, at Lenin selv floromvunden talte om ”deres stupiditets fulde dybde, pedanteri, manglende fundament og forræderi mod arbejderklassens interesser”. Han kunne dårligt have talt mere foragtende om Zaren.