Hvilket nyslået helvede er dette? En fyr strandet på kvindestudier af Eric Adler, beskriver hvordan en ”understøttende” eller ”progressiv” intellektuel kultur kan dræbe kritisk tænkning. Angående dette indlæg, har jeg modtaget følgende mail:

Herr:
Som en akademiker, og som én der oprigtigt er interesseret i kritisk tænkning på højere uddannelsesinstitutioner, blev jeg ekstremt fornærmet, da jeg læste en artikel fundet på din web-side ved navn ”Critical Thinking on the Web: A Directory of Quality Online Resources”. Jeg kender betydningen af pressens ytringsfrihed, men jeg er ikke i stand til at forstå din antagelse af artiklen, ”What Fresh Hell Is This? A Guy Marooned in Women´s Studies”, af Eric Adler. Denne artikel har intet at gøre med kritisk tænkning. Hvis du ikke har læst den, så gør det. Denne type artikler har intet at gøre publiceret af en højere læreanstalt forklædt som kritisk tænkning. At tillade denne artikel, der nedgør kvinder på den måde beskrevet i artiklen som konduite, er ikke passende.

Ann B. Pushkin, Ph. D., CPA

Den studerende på Duke University Eric Adler endte på ”Kvindestudiet” på grund af omskiftelig planlægning. Han blev lovet, at der ingen partilinie var. Dette var den første løgn.
En bulletin-tavle ved indgangen til Duke University´s ”Kvindestudier” proklamerer for forbipasserende, at der til kurset er registreret 1160 studerende alene for efterårssemestret 2000. Mere end noget andet taler denne besked for – og var meningen skulle tale for – vitaliteten af denne disciplin. Faktisk gav bulletin-tavlen i sin helhed ingen egentlig information, men var mere en sejrsdeklarering; til trods for bagvaskelserne siger den, er vi her stadig, og mere levende end nogensinde.
Tilhængerne af kvindestudierne, en ”disciplin” hvis mål er bandlyst af de traditionelle uddannelsesområder siger, at de der kritiserer feltet enten er polemikere eller blot journalister. ”Jamen de mennesker har jo aldrig så meget været til én undervisningslektion i ”Kvindestudier!”. Jeg ville ønske at du kunne sige det samme for mig. Som kandidat ved de klassiske studier ved Duke University, fandt jeg mig selv, grundet den omskiftelige akademiske planlægning, som medlem af kvindestudiet med titlen ”Foundations of U.S. Feminism, 1960 – Present”. Det var ikke mit første valg, men efter tempereret møde med en meget venlig administrator af kvindestudiet, forsikrede hun mig, at der ingen partilinie i hendes afdeling var. Jeg besluttede at undersøge hvad kvindestudiet ved Duke havde at tilbyde.
I første omgang var klassen meget underholdende. Den mødtes i kvindestudiets seminarrum, et behageligt lokale med gråbrune plakater, sejrrigt afbildende en passende stribe kvinder hvis karrierer kunne afstive en studerendes selvtillid. Én plakat eksempelvis, priste Anita Hill´s ”modige vidneforklaring foran en rent mandlig senatsjury” – ikke, vil jeg lige understrege, den slags pædagogiske redskaber man vil finde på væggene i andre departementer på Duke. Læreren syntes også at have en speciel interesse i sine studerendes velbefindende. Ved vores første møde fortalte hun os, at hver klasse ville begynde med muligheden for klassekammeraterne, at præsentere bekendtgørelser vedrørende kvindevenlige emner: kommende forelæsninger, strøbemærkninger om de seneste begivenheder og så videre. Hun smilede bredt ved begyndelsen af vores første time – et smil så følelsesladet, at det syntes faretruende tæt på tårer – og jeg skændede på mig selv for at frygte, at dette kursus måske ville degenerere ind i et totalitært mareridt.
Og jeg kunne ikke påstå, at jeg ikke lærte noget. Så sent som midtvejs gennem en serie af introduktioner blev hver studerende tvunget til at tilbyde de andre deltagere hjælp. Jeg opsnappede et træk ved kvindestudiet, som endnu ikke var blevet opdaget af kritikerne – noget jeg ynder at kalde ”kvinde-studie-nikket”. I takt med at hver klassekammerat høfligt reciterede nogle få fakta om sig selv, begyndte læreren og mange af de andre studerende – klart bedre informerede om kvindestudiet end jeg var – lidenskabeligt at nikke deres billigelse. Dette var ikke et nik der blot afspejlede enighed. Næ, det syntes at have en psykologisk, næsten spirituel betydning, som om de nikkende sagde: ”Jeg er ikke alene enig med dig. Jeg understøtter dig”
Og nikkene viste sig at være en næsten universel respons. Når en studerende begræd patriakatets onder, responderede klassen med en omgang ”kvinde-studie-nik”. Når professoren raskt anvendte frasen ”subaltern counter-public” fremkom de studerende – som om de vidste hvad det betød – med endnu en serie nik. Da læreren informerede os om, grundet sin families frie kønsdiskussion, at hendes sønner lavede rottehaler med deres hår og bad om at få kjole på i skole, så nikkede denne kvindestudiekonvention endnu mere glødende.
Faktisk var nikkene bare ét af mange karakteristika der afspejlede klasseinteraktionen, så forskellig den var fra mine andre klasser. Jeg erkendte med det samme, at dette ikke var et normalt akademisk miljø. Tværtimod. Klassen syntes at være en blanding af ”Ingrid og Lillebror” og et møde i ”Anonyme alkoholikere”. I vores første time tilkendegav den eneste anden mand ud over mig med det samme, at han som mand, nødvendigvis ”undertrykker ” alle kvinder, tilføjende at han var henrykt over at have fået muligheden for, at undersøge de måder han i endnu højere grad undertrykker alle minoritetskvinder. En anden studerende sagde, efter at have givet en typisk banal præsentation, at hun ønskede at lave en master-tese om emnet ”Chicano drag queens”. Da professoren spurgte til dette valg, svarede hun, at hun havde valgt emnet fordi det ikke krævede af hende, at hun skulle gå på biblioteket. Ingen andre i klassen syntes at finde denne bemærkning bemærkelsesværdig.
Kursets intention var, at undersøge ”anden-bølges-feminismen” i et raceperspektiv. Læseplanen delte semestret ind i tre enheder: Chicana-feminisme, sort feminisme og hvid feminisme. Dette slog mig som rimeligt harmløst. Men tingene tog hurtigt en drejning. Vore tekster viste sig at være pumpet med militant palaver og irriterende nonsens. Eksempelvis den lesbiske Chicana-feminist Gloria Anzaldua gav udtryk for, at katholisismen og andre institutionaliserede religioner forarmer alt liv, skønhed og glæde. Hendes kollega Cherrie Moraga noterede i et af sine mere underfundige poetiske forsøg: ”Jeg hader hvide mennesker”; ellers var hendes samlede ønske bare, at hun håbede på opløsningen af U.S.A., revsende den ”anglo-kvindehadende kultur” for dens ”voldtægt” af minoriteter, desavouerende den vestlige civilisations fremskridt, relaterende det til sine drømme om at myrde hvide mænd. Kathleen Cleaver – tidligere kone af afdøde Black Panther Eldridge Cleaver – tilbød er formelt foredrag om civilisationens historie, i hvilken hun med selvfølgelighed anklagede Europa for alle verdens problemer. ”Maskuline intellektuelle systemer er utilstrækkelige, fordi de savner den helhed som kvindelig bevidsthed kan bidrage med”, blev vi af den kulturelle feminist og prisvindende poet Adrienne Rich underrettet om. Med andre ord blev vi overøst med et overflødighedshorn af vinkler på sagen. Dette ville have været et mindre problem, hvis bøgerne og artiklerne vi læste, blev behandlet som historiske tekster. Dette var dog ikke tilfældet. Tværtimod. Hver uge behandlede vores professor disse feminister som ufejlbarlige profeter, for derigennem at modvirke at de studerende kom med mere end absolut minimal og høflig kritik. Dette måtte jeg lære på den hårde måde.
Tilskyndet af administratoren der insisterede på, at der ikke var nogen ”partilinie”, begyndte jeg at sætte en stemme på min kritik af dæmoniseringen i vores feministiske tekster. Vores professor – tidligere en lettere nervøs kvinde, der desperat prøvede at demonstrere hvor ”understøttende” hun var overfor klassebestræbelserne, smed omgående sit tilforladelige væsen og gik direkte efter struben. Hun fandt helt klart min afsmag for mange af vore feministiske prisninger af Mao Zedong og Vladimir Lenin ubegribelig, hvis ikke raseriudløsende. Hun ville ikke tillade mig at forsvare, at angrebene på den vestlige kultur i vore tekster var en anelse simplificerede. I stedet anklagede hun og et par af mine medstuderende mig for at præsentere ”reaktionære” synspunkter, og prøvede endog at afholde mig fra at tale. Mit aftråd fra dydens sti fangede an, og andre studerende blev tiltagende kritiske over for beskederne i teksterne. Én noterede, at mange af Chicana-feministernes arbejder vi havde læst, fostrede og nærede en frygtelig anti-hvid hensigt. En anden vovede at sige, at én af vore mere aggressive forfattere ikke havde lavet meget andet end brokke sig. Vores professor var ikke tilfreds. Hun prøvede tålmodigt at forklare de tekster hun havde tildelt os. I respons til kritikken fra ”kvindehaderen” gennemgik hun med stor glød de anti-hvide tekster fra Cherrie Moraga. Vores professor sagde, at hun yndede at anskue Moraga´s had som ”poetisk”. Hun var dog i fare for at miste kontrollen over klassen.
Heldigvis for hende havde hun en anden angrebsplan – en plan B. Ugen efter en specielt animeret debat om Chicana-feminismen, trådte hun ud af rollen som kun værende konversationsfacilitator og, næsten halvt gennem semestret, gik hun til bekendelse, afslørende den virkelige grund for kurset. Efter at have erklæret at Amerika var et land gennemsyret af ”fuldblodsracisme”, informerede hun os om, at kurset intet havde med kritisk analyse af tekster at gøre. Næ, vi skulle forkaste hvad ”vi ved om verden”, ”lade al kritik fordufte” og stå i skoene på de feminister vi læste om, fuld af sympati for deres projekt. Hun støttede dette med en misfortolkning af Immanuel Kant´s ”Critique of Judgement”. Hvis denne ”kantianske visit” gøres korrekt, sagde hun til os, ”så vil en del af det du tænker skulle ændres”. Den afgørende opgave dedikeret til os var, at ”sympatisere” med skribenterne, og ikke være så fandens rationelle, kritiske, eller – tør jeg sige det? – objektive!.
Som Tom Wolfe skrev i sit essay ”In the Land of the Rococo Marxists”, så har de studerende lært at underkaste sig den politiske korrektheds diktater, ”fordi åbenlyst at sætte sig imod, er dårlig smag”. Altså var jeg strandet, da mine medstuderende optog medlidenhedens politik. Jeg blev kaldt ind til en personlig samtale, hvor min professor med nogen energi fortsatte om min manglende evne til at vise empati. Jeg var en slagen mand: Vi gik i gang med arbejdet af Audre Lorde, som karakteriserede Amerika som en ”racistisk sexistisk keddel”, og der var ikke så meget som skyggen af uenighed. Hvis nogen havde den mindste bekymring om Lorde´s besked, blev de taktfuldt vejledt: ”Jeg er fuldstændigt enig med Audre, men…” eller ”Jeg er helt igennem sympatisk over for Lorde´s beskrivelse af patriakatet og racismen, men…”. Klassedynamikken havde forandret sig dramatisk, og vores professor var helt sikkert taknemmelig for nikkene, der indikerede en rørende evne til at vise empati.
Med alt dette nederdrægtige ”kritiske engagement” lykkeligt kasseret, hvad tilbød klassen så sine studerende? Måske en kvindes respons på en artikel om en ung feminist hengivet til punk-rock tilbyder det bedste indblik. Da professoren spurgt om stykket, udviste denne unge kvinde en prøvende – dog, til hendes inderlige forbandelse – kritik: ”Jeg troede jeg skulle være med i denne artikel”, sagde hun tankefuldt, ”men det var jeg afgjort ikke”. Artiklen var en fiasko, netop fordi den ikke gav denne studerende mulighed nok for at vise empati. Men denne kritik syntes acceptabel, udløsende en varm respons fra læreren og et sus af dybe ”kvinde-studie-nik” fra klassens medlemmer. Derfra engagerede klassen sig udelukkende i solipsistiske empati-øvelser for feministiske teoretikere. Vi skulle ikke kæmpe med akademisk stivhed eller de intellektuelle usikkerheder som den traditionelle liberale uddannelse repræsenterer.

Eric Adler er Ph.D. kandidat i klassiske studier ved Duke University