Sally Satel, M.D. er en W.H. Brady Fellow ved American Enterprise Institute i Washington, D.C., og psykiater ved Oasis Clinic Washington.

Dr. Satel har skrevet for Wall Street Journal, New York Times, The New Republic, National Review, Public Interest, Los Angelses Times og Manhattan Institute´s City Journal. Hendes bog “How Political Correctnes Is Corrupting Medicine”, blev publiseret tidligere i år (2001).

Jeg blev først opmærksom på en tiltagende tendens til offerpolitik i den kliniske behandling omkring 1995, da jeg var ansat som deltidspsykiater i et stofbehandlingsprogram drevet af Washington D.C.´s Højesteret. Patienterne var ikke-voldelige kriminelle, som var tiltalt for lettere stofkriminalitet, og som var givet muligheden for at deltage i et stofbehandlingsprogram i stedet for at komme for retten og muligvis i fængsel.
Patienterne var afro-amerikanske mænd i tyverne og tredverne. De fleste havde ikke afsluttet highschool; et antal havde GED. De fleste var funktionelle analfabeter med ringe matematiske kundskaber. De havde minimal erhvervserfaring. Da jeg ankom praktiserede vejlederne en slags terapi kaldet multikulturel vejledning.
Hvad er multikulturel vejledning? Det er en form for psykoterapi, der antager at den enkeltes stresssymptomer, inklusive brugen af stoffer, i det store hele er et resultat af den enkelte værende offer for samfundet, især fordi den enkelte er sort. Behandling krævede derfor at patienten anerkendte sin plads i dramaet mellem den dominerende og den underprivilegerede. De tilbragte mange af deres fem domsafsagte timer om dagen i programmet, siddende i vejlederledede grupper, talende om hvordan de som sorte mænd følte sig undertrykte. Nogle gange lavede de kunstprojekter som eksempelvis at farvelægge tegninger af det afrikanske kontinent som et forsøg på at fremme etnisk stolthed.
Et perifert fænomen? Desværre nej. Faktisk er det for mig mest alarmerende promoveringen fremført af American Counseling Association og der undervises i det i stort set ethvert vejledningsprogram for akademikere med en grad i landet. Akademikerne fortsætter i job i skolesystemet og andre offentlige serviceinstitutioner, som eksempelvis vort behandlingsprogram.
Nå, men patienterne vidste bedre. ”Spild af vores tid” var den høfligst udtrykte mening. Hvad de ville var at få en GED og lære et fag som eksempelvis VVS eller elektriker og komme i en fagforening. Og på den måde blev en dyrebar mulighed for at hjælpe disse mænd spildt på ”føle-øvelser” under ledelse af multikulturelt orienterede vejledere som efterlod dem lige så uuddannede, arbejdsløse og derfor sårbare overfor tilbagefald til stoffer – og kriminalitet, må jeg tilføje – som da de ankom.
Dette er ét eksempel på hvordan Politisk Korrekthed inficerer det mentale sundhedsfelt. De studerende lærer i bogstaveligste forstand at se patienterne som medlemmer af en offergruppe, mere end individer der lider.

Kvinders sundhed
En anden voksende tendens i Politisk Korrekt medicin er søgen efter magtkampe bag praktisk taget ethvert sundhedsproblem. Tag kvinders sundhed. Da kvinders sundhedsbevægelse gik i gang i de tidlige 1970´ere, var det en særligt vigtig tid for kvinders sundhed, især med hensyn til reproduktiv frihed. Men i dag er megen af kvinders sundhedsbevægelse en industri spækket med misinformation – eller ”Ms. information” – og modløshed. Overvej dette: Vi fortælles konstant, at kvinder ikke tages seriøst af forskermiljøet. Hillary Rodham Clinton kommenterede engang på ”den forfærdelige grad i hvilken kvinder rutinemæssigt blev ekskluderet fra store kliniske undersøgelser af de fleste sygdomme”. I juni 2000 proklamerede Harvard´s Women´s Health Watch, at ”næsten alle undersøgelser af stoffer blev foretaget på mænd”. Det er blevet et mundheld i så godt som alt hvad man læser om kvinders sundhed – ”kvinder-er-selvfølgeligt-udelukkede-af-kliniske-undersøgelser”. Ikke sandt. Lad mig give dig nogle fakta:

I 1979 indeholdt over 90 procent af alle kliniske undersøgelser finansieret af National Institutes og Health (NIH) kvindelige emner.

Statsundersøgelser af FDA i 1983 og 1988 fandt, at ”begge køn havde anseelig repræsentation i kliniske undersøgelser”

I 1997 – det sidste år der findes data for – var over 60 procent af emnerne i NIH-financierede kliniske undersøgelser kvinder.

Klagerne over at regeringens investeringer i brystkræftforskning er utilstrækkelig, er ligeledes hul:

Brystkræftforskning har modtaget flere penge end nogen anden kræft siden 1985, året National Cancer Institute begyndte at registrere sygdomsspecifik finansiering.

Brystkræft er én af de fem mest generøst finansierede sygdomme ifølge en New England Journal of Medicine i 1999. De andre fire er hjertelidelse, demens, AIDS og diabetes.

Et udpluk af større medicinske journaler (offentliggjort i udgaven oktober 2000 af Journal of Controlled Clinical Trials) fandt, at de kvindelige emner var talmæssigt større end mændene med en rate på tretten mod én på tværs af alle kræftundersøgelser, med den store gruppe af kvinder deltagende i undersøgelser for brystkræft.

Gode nyheder ikke? Men forvent ikke at kvinders sundhedslobby indrømmer det snarest. Kvinders sundhedslobby – altså netværket af stat og føderale ”kontorer for kvinders sundhed”, det universitetsbaserede ”kvinders sundhedscentre” – er nødt til at få kvinder til at syne tilsidesatte og uretfærdigt behandlede, hvis de vil opnå statsstøtte, finde investorer og retfærdiggøre dem selv i offentlighedens øjne.
Dette er logikken bag mytedannelsen. Men bortset fra sandheden, hvorfor er det så vigtigt at afdække myten om, at kvinder bliver uretfærdigt behandlet i medicinske undersøgelser? Fordi opfattelsen af at kvinder er blevet nægtet deres rimelige andel af muligheder, er blevet brugt til at lobby for lovgivning og ressourcer der spilder penge og, værst af alt, ufrivilligt skader kvinder.
Genkald den store mammografidebat i det amerikanske senat. En National Institutes of Health konsensusgruppe erklærede i 1997, at kvinder i fyrrerne ikke behøvede undergå en årlig mammografiundersøgelse. Gruppen resonerede, at de relativt høje rater af falske diagnoser for fyrre til halvtredsårige kvinder – og den unødvendige operation der muligvis følger en sådan diagnose – ikke opvejede den lille reduktion i dødelighed som mammografien kunne yde. Kvinder under halvtreds blev så rådet til at træffe afgørelsen med deres læge.
Fornuftigt nok, men den vaklende retningsvisning pirrede kvindelige senatorer og Health and Human Services Secretary Donna Shalala. De fortolkede den vaklende retningsvisning som endnu et bevis på, at kvinder var andenklasses medicinske borgere. I sidste instans introducerede de en ikke-bindende resolution, der essentielt tvang National Cancer Institute til at iværksætte retningslinier der godkender årlige screeninger. Og nu er kvinder unødvendigt udsat for risikoen for falske positive mammografiscreeninger.
Og noget andet: Mens brystkræft, selvfølgelig, er et alvorligt emne, så lider kvinders sundhed, når vægten på brystkræft overskygger den fem gange højere risiko for hjertelidelse.
Til sidst, opfattelsen af at kvinder behøver kompensation grundet negligering, har ført til udgifter i millioner af statsdollar til skabelsen af ”kontorer for kvinders sundhed” inden for sundhedssystemet, der skal overvåge forskellige udgifter og skabe nye programmer for kvinders sundhed. Disse penge ville være bedre brugt bedre på forskning eller direkte levering af sundhed end på opbygningen af bureaukratier.

Fortolkning af forskelle
Tag de såkaldte sundhedslinier, såsom forskelle i raten af børnedødelighed, kræftdødelighedsraten og livslængde mellem sorte og hvide. Disse diskrepanser er meget reelle og meget problematiske offentlige sundhedsproblemer, og Health and Human Services (HHS) lægger med god grund mange ressourcer i at mindske gabet.
Problemet opstår i fortolkningen af betydningen af forskellene i sundhedsstatus. Nogle ser dem som de facto-beviser på fordomme i systemet eller racemæssig ufølsomhed for lægernes vedkommende. Tag nyretransplantationer. Det er et faktum, at sorte patienter med renal sygdom i slutfasen tager længere tid at få placeret på transplantationslisten, og når man så er på listen, så tager det dobbelt så lang tid at få en nyre. Der kan ikke herske tvivl om at dette problem skal løses.
Men der er en tiltagende debat om hvad dette betyder. Den amerikanske Commission on Civil Rights ser transplantationsemnet som del af en bredere tendens, for at citere fra dens 1999-rapport til Kongressen og præsidenten: “Racisme forsætter med at inficere vores sundhedssystem”. Pastor Al Sharpton og andre sorte ledere advarer om, at sundhed vil blive ”den næste borgerrettighedsfront”. En juraprofessor og en prominent nefrologist der skriver sammen i Vanderbilt Law Review, foreslår at sagsøge den føderale regering for overtrædelse af Title VI i Civil Rights Act i fordelingen af organer. Hvorfor den føderale regering? Fordi organfordelingen af algoritmer og overvågning er under HHS-kontrol. Implikationen er denne: vi forventes snart at give, ikke blot lige sundhedsmuligheder (et værdigt mål), men også lige sundhedsudkomme (et umuligt mål).
For at fastsætte retfærdigheden af anklagerne om fordomme, må vi først gennemgå skridtene involveret i donationen og modtagelsen af nyren. Jeg er gået i detaljer i min bog, men her vil jeg markere to nøgleelementer:

Placering på en venteliste for et organ. Det er den enkeltes læge der skriver den enkelte på ventelisten. Sorte patienter har mindre sandsynlighed for at have en læge.

Vævskompatibilitet. Uden en god ”match” vil donornyren provokere modtagerens immunsystem med det resultat, at modtagerens immunsystem angriber eller afviser nyren.

Jo bedre match på biologiske variabler, jo bedre udkomme, men sorte transplantationskandidater har en lavere match. Det er ikke konspiration, det er biologi. Som en RAND-rapport siger: ”Når først en patient er på ventelisten, synes biologiske faktorer at være fremherskende” i forklaringen på chancerne for at modtage en nyre.
I de seneste år har afro-amerikanere repræsenteret lidt over en tredjedel af ventelisten, donerende omkring tolv procent af alle kadavernyrer (proportionelt med deres repræsentation i den generelle befolkning), og modtaget 27 procent af alle donerede kadavernyrer, så omkring halvdelen af organerne kom fra hvide donorer.
Donation er en livsgave der transcenderer racemæssig fordeling, men det er stadigt vigtigt at se nærmere på beviserne når fordomme i fordeling af en dyrebar ressource påstås.
Alligevel undersøges beviserne typisk ikke meget i dybden, og overfladiske linier antages på forudsigelig manér for at være resultatet af fordomme. Dette er specielt skadeligt, fordi der er nok velbegrundet mistro i sundhedssystemet. Nogle sydstatshospitaler blev trods alt separeret – separat men ikke-så-lige – indtil midttresserne. Fyrreårs (1932-72) Tuskegee-syfilis-eksperimentet var en skandale: den inkluderede omkring 400 daglejer der ikke blev fortalt at de havde syfilis, ikke blev fortalt at de skulle afstå fra sex (og risikere at transmittere den), og ikke blev behandlet med penicillin, da den blev opdaget under gennemførelsen af undersøgelsen.
Men påstande gjort uden beviser til at bakke dem op, at sundhedslinier i det énogtyvende århundrede er forfalden til nuværende fordomme i sundhedssystemet hjælper ikke. Hvad der hjælper, er programmer der fokuserer på den offentlige attitude og kundskab om sundhedsemner.
Et vidunderligt program – the Minority Organ Tissue Transplant Education Program (MOTTEP) – blev skabt i denne ånd på Howard University i Washington D.C.
Organdonation – især nyrer, og især fra levende donorer – er vitale i sorte samfund, eftersom sorte patienter repræsenterer over en tredjedel af patienterne på den renale transplantationsventeliste. MOTTEP uddanner samfundet omkring transplantationsprocessen og opfordrer familierne til at diskutere organdonation og skrive sig på donationskort.
MOTTEP er nu aktiv i over et dusin byer, ofte samarbejdende med sorte kirker og donationsraten er forøget. De gode nyheder er, at der er hundreder, måske tusinder, af disse samfundsuniversitets-medicinske centre der sponserer, eksempelvis, kirkebaserede programmer i kræftscreening, blodtryksscreening, rygestop og vægttab.
Disse bestræbelser er afgørende, fordi de såkaldte livsstilsvalg dybt influerer helbredet. Omkring halvdelen til to tredjedele af alle for tidligt døde (død før 65) kan udskydes eller forebygges. Tre faktorer alene – rygning, overvægt og druk – er ansvarlige for den største risikodel. Det er ikke, som én fra et Centers for Disease Control anklagede ”at bebrejde ofret” til at anerkende dette. Hvis noget, er det forsømmelse af pligt ikke at anerkende de livsstilselementer vi kan styre.

Sundhed og velstand
Ikke desto mindre ser vi flere og flere offentlige sundhedseksperter promovere ideen om, at sundhed er så gennemført i de sociale kræfters nåde, at der ikke er meget man kan gøre for at sikre sit helbred. En læge ved University of Washington School of Public Health brugte Newsweek´s “My Turn”-klumme (d. 26 februar, 2001) til at diktere “indkomstlighed” som kuren mod nationens sundhedsproblemer. Han forlod sig for retfærdiggørelse på højest tvivlsomme data, påstående at vise at lande med liden indkomstforskel har længere forventet levetid. ”Undersøgelser gennem det sidste årti har vist, at en gruppes sundhed ikke er substantielt påvirket af individuel opførsel, såsom rygning, diæt og motion”, skrev han.
Offentlige sundhedseksperter der ser indkomstulighed som en sundhedsrisiko, går ud over opfattelsen, at fattigdom ikke er godt for sundheden – noget vi kan blive enige om – til den langt mere tvivlsomme opfattelse, at relativ sundhed er en sundhedsdeterminant. Som John W. Lynch og George A. Kaplan ved University of Michigan siger, ”Selv de med gode indkomster kan føle sig relativt underprivilegerede sammenlignet med de super rige. … Sundhed kan påvirkes gennem individuel værdisættelse af relativ position i den sociale orden”. Altså er professoren med den splinter nye Volvo stationcar og en hytte ved havet mere sårbar overfor sygdomme end universitetspræsidenten, der bor i et palæ og har et andet hjem i Tuscana.
Ideen om relativ social position, bortset fra indkomst, menes også at have indflydelse på sundheden.
En favoritundersøgelse brugt til at illustrere pointen, at sundhed hos de velbjergede på én eller anden måde afhænger af at de fattige er syge er Whitehall-undersøgelsen. Den første fase af undersøgelsen (udført fra 1967 til 1977 på britiske embedsmænd) fandt en gradient i dødelighed af hjertesygdomme, der tiltog fra toppen af beskæftigelsen ned til de laveste lønnede trivielle job.
Dødsraten var, som forventet, højest i bunden af de fem civil service grades. Trods alt er det mere sandsynligt at folk i de lavere samfundslag ryger og drikker, og er dårligere informeret om sundhedsrisici. Adgang til sundhedspleje var ikke et emne på grund af National Health Service.
Men forskerne var overraskede over at opdage, at ansatte i den næsthøjeste tier – veluddannede, vellønnede folk – alligevel havde anseeligt større risiko for at dø af en hjertesygdom før en bestemt alder end dem helt i toppen.
Deres fortolkning af the top tier overfor andet tier forskel var, at andet tier ansatte oplevede den stress at have ”lav-kontrol-job”: meget ansvar med minimal autoritet.
Personligt finder jeg Whitehall-undersøgelsen nødvendig. Vi ved helt sikkert fra laboratorieundersøgelser, at når dyr som rotter og aber ikke er i stand til at styre deres omgivelser – at undslippe et elektrisk stød – så lider de fysisk: de mister deres pels, deres immunsystem er ufungerende: de bliver dovne og passive. Det kaldes indlært hjælpeløshed og det forefindes sandsynligvis også hos mennesker, selvom det er sværere at undersøge eksperimentelt.
Lad mig sige at de originale britiske forskere der gennemførte Whitehall-undersøgelsen var forsigtige og ansvarlige i deres fortolkning af data. Det er de senere indoktinerende der har brugt Whitehall-undersøgelsen som en forebyggende fortælling om farerne ved det økonomiske hierarki. Som Lunch og Kaplan fra University of Michigan spekulerede, ”Sundhed påvirkes måske gennem individuelle værdisættelse af relativ position i social orden”.
Richard Wilkinson fra University of Sussex i England, der anses for faderen til social produktionsteori, er mere direkte: ”Den højere sundhedsopnåelse i egalitære samfund udgør en overbevisende sag for redistribuering af indkomst”. Wilkinson underbygger denne udtalelse med undersøgelser der påstår at vise, at i lande med større indkomstforskel har borgerne kortere forventet levetid.
Men vent lige lidt. Hvad med alternativ lært lærdom fra Whitehall? Kunne man ikke lige så godt se undersøgelsen som et eksempel i vigtigheden af et frit forretningsliv, tilregnelighed og muligheder for at være kreative på jobbet og løfte om mobilitet? Whitehall-undersøgelsen er i det mindste et godt argument for høj styring af arbejdet, en anbefaling gjort af Michael Marmot, den ledende Whitehall-forsker.
Og hvad med den vedholdende vægt på relationen mellem sundhed og velstand? Akademikerne kunne lige så vel se på forbindelsen mellem uddannelse og sundhed, og kæmpe for skolevalg i de indre byer med vigende offentlige skoler, hvis de udvikler sig til at være sociale aktivister. Og ville der ikke være fornuft i, at tilskynde til ægteskab og religiøs aktivitet, eftersom begge er associerede med bedre helbred?
Svaret skulle efterhånden være klart: de eneste acceptable værktøjer i Politisk Korrekt medicin er sociale aktioner der vil ødelægge vores fungerende økonomi og sociale systemer.

Resultat eller forhold?
Sundhed korrelerer helt sikkert med velstand. Fattigere mennesker har selvfølgelig færre valg – mindre sikre biler, færre muligheder for stressreduktion, mindre viden om sundhedsrisici – og giver ting som kræftforebyggende undersøgelser lavere prioritet. De har færre valg med hensyn til hvor man får undersøgelser, og lige så vigtigt, hvornår de kan få undersøgelser. Vi anser flextid for en selvfølge, men mange mennesker får simpelthen ingen løn, hvis de ikke arbejder eller ikke kan tage fri i to timer for at få reguleret deres blodtryksmedicin eller få en mammografiscreening.
På samme tid må vi holde os for øje, at forholdet mellem indkomst og sundhed ikke nødvendigvis indikerer en bunden relation. Der er meget den enkelte kan gøre for at beskytte sit helbred selv med små økonomiske midler. Tag eksempelvis mexicanske kvinder der nyligt er immigreret til U.S.A. Deres børn har en lav dødelighedsrate (6 per 1000 levende fødte, det samme som hvide) selv om de er blandt de fattigste borgere, har mindst sandsynlighed for at have en offentlig sundhedsforsikring, og har det største fødselstal uden for et hospital. Så overraskede var forskerne, da de lavede denne observation, at de kaldte den for det ”epidemiologiske paradoks”. Men den er egentligt ikke så mystisk. Gravide amerikansk-mexikanske kvinder sikrer sig, at de er velnærede og sjældent ryger, drikker eller tager stoffer.
Sammenlign dette scenario med det dystopiske verdenssynet fra Sally Zierler fra Brown University´s Department of Community Health og Nancy Krieger fra Harvard´s School of Public Health, der skriver, ”som svar på det daglige racemæssige fordomsfulde angreb og nægtelse af værdighed, kan kvinder for lidelsesreducering vende sig mod umiddelbart tilgængelige bevidsthedsudvidende substanser…Søgende ly fra racehad gennem seksuel forbindelse som en måde at opbygge selvværd, kan give belønninger så givende, at brug af kondom bliver nedprioriteret”.
Ifølge Zierler er AIDS et ”biologisk udtryk for ulighed”, den ultimative grund til omvæltning af det kapitalistiske meritokrati. Hendes tilgang fanger ånden af den aktivistiske offentlige sundhed: social transformation maskeret som sundhedsløsninger. Jo, ved et American Public Health Association – møde (APHA) præsenterede Zierler sine ”anbefalinger” for bekæmpelsen af spredningen af AIDS. De inkluderede begrænsningen af selskabers magt og styrkelse af fagforeninger.
Se nu på tuberkulose. Jeg kunne vel også referere til den som et biologisk udtryk for underprivilegering, eftersom den har tendens til at ramme de hjemløse og misbrugerne, men det var New York City´s hardliner-afgørelse i de tidlige halvfemsere, at kræve at enhver der havde brug for tuberkulosemedikamenter skulle tage dem under overvågning af en socialarbejder. For HIV/AIDS behøver vi konstant partnernotifikation og sporing, noget APHA har været stille med. Imens har associationen givet stemme til behovet for kampagnefinansieret reform trækkende sig ud af krigen i Nicaragua og modsættende sig en velfærdsreform.
Vi ønsker alle et sundt og menneskeligt samfund, men folk med høj risiko for infektioner har ikke tid til at vente på reolutionen.

Politik versus offentlig sundhed
Jeg er forstående overfor, at folk nogle gange vender sig mod uforsvarlig sex, stoffer og alkohol, når de føler sig modløse og håbløse. Men denne realitet tager os ud af domænet ”offentlig sundhed” og ind i den menneskelige verdens betingelser. Selvfølgelig kan sidstnævnte forbedres – med bedre skoler, stærkere familier, mere fremtidsoptimisme – men dette er ikke det rette aktivitetsfokus for offentlige sundhedseksperter, hvis ressourcer er mest produktivt brugt på den traditionelle og uundværlige mission at forebygge og spore sygdomme.
Offentlig sundhed er ved at miste sin kliniske akademiske forankring og behandlere lancerer kampagner for at influere genstridige faktorer som social uretfærdighed, indkomstmæssig ulighed, racisme og sexisme. Ved at definere disse som håndgribelige trusler mod den offentlige sundhed har den nye offentlige sundhedselite udvidet sine beføjelser. Faktisk har en tidligere dekan ved Harvard School of Public Health sagt, ”En offentlig sundhedsskole er som en retfærdighedsskole”. Temaet for det årlige APHA-møde for få år siden var ”Styrkelse af de underprivilegerede: Social retfærdighed i den offentlige sundhed”. Præcist hvordan har den offentlige sundhed tænkt sig at have den komparative fordel i definitionen af social retfærdighed eller i produktionen af de instrumenter der kan opnå den?
Skaden ved at favne social retfærdigheds alt-inklusive-agenda er indlysende. Klasseværelser bliver politiserede. Den offentlige sundheds fokus – de folk der beskytter os mod infektionsudbrud og andet der gør dem til ubesungne helte – forplumres og dens ressourcer udvandes. Men vigtigst af alt misledes offentligheden af beskeden, at sundhed er i de sociale kræfters vold.
Det betyder ikke, at offentlige sundhedsprofessionelle ikke skal advokere for praktiske løsninger. I den tidlige del af det tyvende århundrede deltog APHA i kampen i New York City for elimineringen af affældighed. Tæt befolkede bygninger havde ført til hurtig spredning af infektiøs sygdom. Offentlige kliniker ar afgørende for mine lettere arbejdsløse patienter.
Men disse er praktiske reformer med omgående goder. I modsætning til dette handler de politisk korrekte strømninger der ny flyder gennem vore offentlige sundhedsskoler og sundhedskontorer ikke om lokal pragmatisme men om global ideologi, designet til at influere den måde vi tænker på oprindelsen af sydom og dens medicin.
Det politiske spil på patientens bekostning sker andetsteds i sundhedssektoren:

Sygeplejersker afviser det mandlige medicinhierarki og vender sig mod udokumenteret absurd alternativ medicin

Lægestudiets racemæssige præferencer resulterer i accepten af ikke tilstrækkeligt studieegnede studerende, der klarer sig ret dårligt

Et 100 millioner dollars center er blevet etableret ved National Institutes of Health, for at studere minoritetssundhed og sundhedslinier – et glimrende studieobjekt, men de andre nogen-og-tyve NIH-kontorer gør allerede dette, ligeså Centers for Disease Control og andre kontorer indenfor HHS. Det er spild af millionvis af skattedollars der kunne bruges til nogle nye klinikker i nabolaget, som Northeast Washington hvor mit stofbehandlingsprogram befinder sig.

Formålet med min bog er, at øge bevidstheden om disse strømninger til offentligheden, og styrke mine kolleger i den offentlige sundhed, medicin og pleje – de fleste værende dedikerede professionelle der sætter deres patienter før deres politik – til at ytre sig og afvise politisk korrekte strømninger og programmer i den medicinske verden. Politisk Korrekthed har allerede marcheret gennem mange af vore institutioner, men jeg håber, at sollys og sund fornuft vil være stærkt desinfektionshæmmende mod bevægelsens vej ind i min profession.

Af Sally Satel M.D.