Nogle kommentatorer ynder at pege på, at mange af de mest passionerede og modigste forsvarer af vestlig kultur er kvinder, med henvisning til eksempelvis den italienske forfatter Oriana Fallaci. Men kvinder som Fallaci, hvor modige de end er, repræsenterer ikke alle vestlige kvinder. Hvis man ser nøje efter, vil man opdage, at i almindelighed støtter vestlige kvinder mere multikulturalisme og massiv indvandring, end vestlige mænd gør.  Jeg har fået mange kommentarer om muslimsk antikvinde-vold i Skandinavien. Adskillige af mine læsere har spurgt, hvad skandinaviske mænd gør ved det. Hvad blev der af vikingerne? Drak de for megen mjød i Valhallah? Til trods for den romantiske mystik der omgiver dem i dag, var vikingerne mestendels vilde barbarer. Jeg tror dog næppe, at de ville have set den anden vej, mens deres døtre blev udsat for overgreb fra muslimer. På en måde gør det nutids-skandinaveren mere barbarisk end vikingerne nogensinde har været. Èn af grundene til denne mangel på handling er udbredt og bevidst censur i massemedierne, for at sløre problemernes fulde omfang for offentligheden. Jeg tror dog, at den vigtigste grund til dette, har med den ekstreme anti-maskulinitet, der har gennemsyret Skandinavien i årtier. Det mandlige forsvarsinstinkt kommer ikke til udfoldelse, fordi skandinaviske kvinder har arbejdet utrætteligt på at udrydde det, sammen med alt andet der smager af traditionel maskulinitet. Derfor har feminismen svækket Skandinavien enormt, og måske den vestlige verden i det hele taget. 

Det eneste store norske politiske parti, der har givet nogen som helst seriøs modstand til det muslimske indvandringsvanvid, er det højreorienterede Fremskridtspartiet. Dette parti har omkring to tredjedele, eller helt op til 70% mandlige vælgere. I den modsatte ende af skalaen har vi Venstresocialisterne, der har to tredjedele kvindelige vælgere. De partier der i øjeblikket er de største modstandere af den nuværende indvandring, er typiske mandepartier, mens de der lovpriser det multikulturelle samfund, er domineret af kvinder. Og hvis de amerikanske kvinder på den anden side af Atlanten stemte , ville den amerikanske præsident d. 9/11 have heddet Al Gore og ikke George Bush.  Standardforklaringen på denne kønskløft i stemmeafgivelsen i mit land er, at mænd er mere fremmedfjendske og egoistiske end kvinder, der er mere åbensindede og indeholder større evne til at vise solidaritet med udefrakommende. Dette er én mulighed. En anden mulighed er, at mænd traditionelt har haft ansvaret for forsvaret af stammen og kunne pejle fjenden, en nødvendighed i en barsk verden. Kvinder er mere naive, og mindre villige til rationelt at gennemtænke langtidskonsekvenserne ved at undlade en konfrontation eller tage sig af de ubehagelige realiteter. Har feministerne ikke altid proklameret, at verden ville være et bedre sted med kvinder i førersædet, fordi de ikke ville ofre deres egne børn? Men er det ikke lige præcist hvad de gør nu? Smilende stemmer de for partier, der holder dørene åbne for muslimsk indvandring. De samme muslimer der vil angribe deres børn i fremtiden.  

En anden mulighed er, at vestlige kvinder har undladt at konfrontere den muslimske indvandring af ideologiske årsager. Mange af dem er tavse i forhold til islamisk undertrykkelse, fordi de dyrker ”Den tredje verden” og romantiserer anti-vestlighed. Jeg ser beviselig grund til at tro dette. Den amerikanske forfatter Phyllis Chesler har skarpt kritiseret sine søstre i eksempelvis bogen ”The Death of Feminism”. Hun føler, at for mange har kasseret deres designation til friheden og er blevet kujonagtige flokdyr og forfærdelige totalitære tænkere og derigennem ikke konfronteret islamisk terror. Hun maler et portræt af nutidige universiteter som svøbt i ”en ny og diabolsk McCarthyisme” fremskudt af venstreorienteret retorik. Chesler har en pointe. At dømme efter de mange feministers retorik kommer al undertrykkelse i verden fra vestens mænd, der undertrykker både kvinder og ikke-vestlige mænd. Muslimer er medofre i denne skævhed. I værste fald er disse ”patriakalske svin”, men ikke værre end vestlige mænd. Mange vestlige universiteter har klasser fyldt med had mod mænd, der ville være utænkeligt den anden vej rundt. Derfor beder skandinaviske kvinder ikke mænd vise mere traditionel maskulinitet og forsvare dem mod muslimske mænd. De fleste norske feminister er også passionerede antiracister, der vil modgå ethvert skridt i retning af begrænsning  af muslimsk indvandring med beskyldninger om ”fremmedhad og racisme” 

Totalitære feminister i Norge truer med at lukke private firmaer der nægter at rekruttere minimum 40% kvinder i bestyrelsen indenfor året 2007, en sovjetinspireret regulering af økonomien i kønslighedens navn. Jeg har læst kommentarer fra socialistpolitikere og venstrefløjskommentatorer i visse aviser, som det pro-multikulturelle, feministiske – kritikere ville sige ”kvindelige overherredømme-dagblad”, ”Dagbladet”, argumenterende for, at vi ligeledes burde have kvoter for muslimske indvandrere.  Hvad der begyndte som radikal feminisme har gradvist udviklet sig til ”ligheds-isme”, kampen mod enhver form for diskrimination, idéen om at alle grupper mennesker skulle have lige del af alting, og at det er statens opgave at sikre at dette finder sted. Et godt eksempel på dette er Norges ”Ombud for kønslighed”, som i 2006 blev til ”Ombud for lighed og anti-diskrimination”. Det er dettes ansvar, at promovere lighed og bekæmpe diskrimination på basis af køn, etnisk oprindelse, seksuel orientering, handicap og alder. Vestlige feminister har fremavlet en kultur som offer i vesten, hvor man øger sin politiske indflydelse gennem offerhierarkiet. På mange måder er det hvad politisk korrekthed handler om. De krævede også, og fik for en stor dels vedkommende, genskrevet historiebøgerne for at adressere påståede historiske holdninger. Deres verdensopfattelse har indtaget skolerne, opnået et veritabelt overherredømme i medierne og opnået at portrættere deres kritikere som fanatikere. Det er oven i købet lykkedes dem, at ændre selve det sprog vi bruger, for at gøre det mindre anstødeligt.

Radikale feminister er den politiske korrektheds frontløbere.  Når muslimer, der oven over alting ynder at præsentere sig som ofre, betræder vestlig grund, finder de, at det meste af arbejdet allerede er gjort for dem. De kan bruge en præetableret tradition af værende ofre, krævende statsintervention og måske kvoteringer for at adressere dette, såvel som en komplet omskrivning af historien og offentlige kampagner mod intolerance og hadske ytringer. Vestlige feminister har på denne måde ryddet vejen for kræfter, der vil afmontere vestlig feminisme og feministerne vil bogstaveligt talt ende ”i seng” med mennesker der vil slavebinde dem.  Den svenske politiske marxist Gudrun Schyman har foreslået en afgift, svenske mænd kollektivt skulle betale for vold mod kvinder. I en tale i 2002 fastslog selv samme, at mænd er som Taliban. En mandlig klummeskriver i ”Aftonbladet” svarede, at dette var sandt. ”Alle mænd er som Taliban”. Ironien er, at i en islamisk stat lignende den Taliban grundlagde i Afghanistan, skulle visse grupper, i dette tilfælde ikke-muslimer, betale en speciel strafafgift, fordi de var dem de var. Ikke for det de tjente. Radikale feminister som Schyman er derfor tættere på Taliban, end vestlige mænd, selvom jeg dog er sikker på, at ironi er fuldstændigt spildt på dem. Schymans´ kampråb er ”Død over kernefamilien”. Jeg har i de seneste år hørt det samme slogan gentaget af unge norske feminister. Schyman understregede, at nutidens familieenhed er ”grundlagt på traditionelle kønslige roller, i hvilke kvinder er underordnede mænd. Kønshierakiet gennem hvilket vold mod kvinder er det ultimative udtryk, er blevet cementeret. Konservative vil styrke familien. Jeg finder dette dybt betænkeligt” 

I år 2002 under en live ”Miss Sweden”- konkurrence, indtog den svenske feminist Joanna Rytel og aktivistgruppen ”Unfucked Pussy” scenen. Hun har også skrevet en artikel i 2004 ved navn ”I will never give birth to a white man”, for Aftonbladet. Rytel forklarer hvorfor hun hader hvide mænd – ”de er egoistiske, udnyttende, selvglade og sex-fikserede, og for at understrege det” tilføjede hun, ”Ingen hvide mænd, tak…Jeg brækker mig bare ud over dem!” Misandry, had mod mænd, er ikke nødvendigvis mindre udbredt end misogyny, had mod kvinder. Forskellen er, at det første er meget mere socialt accepteret end det andet. Hvis al undertrykkelse kommer fra vestlige mænd, drejer det sig om, at svække dem så meget som muligt. Hvis man gør dette, venter der os paradis og fred på den anden side af regnbuen. Jamen tillykke til de vestlige europæiske kvinder!. Det er lykkedes jer at pine og ydmyge jeres egne sønner til at undertrykke mange af deres maskuline instinkter. Til jeres store overraskelse trådte I ikke ind i et feministisk Nirvana, men ryddede vejen for udfoldelsen af et islamisk helvede.  

Det er korrekt, som feministerne hævder, at et hyper-feminint samfund ikke er så destruktivt som et hyper-mandligt samfund. Problemet med et for blødt samfund er, at det ikke er holdbart. Det vil blive mast så snart det bliver konfronteret med mere traditionelle og aggressive samfund. I stedet for at ”have det hele”, risikerer vestlige kvinder at ”miste det hele”. Hvad har radikale feminister tænkt sig at gøre, når de står ansigt til ansigt med unge aggressive muslimer? Brænde BH´en og smide lommeudgaven af ”Vagina monologerne” efter dem? Det er muligt at kvinder kan forvandle deres mænd til dørmåtter, men det vil blive på bekostning af nationen og ligeledes civilisationen.  Muslimsk antikvinde-vold i vesten er et symptom på nedbrydningen af det feministiske Utopia. Friheden kræver at blive understøttet med vold eller truslen om vold, ellers er den meningsløs. Selvom kvinder kan tage skridt til at beskytte dem selv, vil det primære ansvar sandsynligvis tilhøre mændene. Kvinder vil derfor kun have så megen frihed som deres mænd er villige til, og i stand til at garantere dem. Det er en stor mangel i mange feministiske teorier, at de ikke indser dette. Forskellen mellem kvinders rettigheder og kvinders illusioner er defineret af en Smith and Wesson og ikke af en Betty Friedan eller en Virginia Wolf.  

Forfatter Lars Hedegaard tror ikke på teorien om, at kvinder ønsker muslimsk indvandring af naive eller ideologiske overbevisninger. Han tror, at de ganske enkelt ønsker det, som han skriver i artiklen ”Drømmen om underkastelse”. Han noterer sig, som jeg gør, at kvinder har større tendens til at støtte partier der er åbne for muslimsk indvandring. Hvordan kan dette være, når det tages i betragtning, at der stort set ikke findes noget muslimsk domineret sted i verden, hvor kvinder nyder de samme rettigheder som mænd? Og Hedegaard spørger et provokerende spørgsmål: ”Er kvinder dummere og mindre oplyste end mænd, siden de i så stort antal rydder vejen for deres egen undertrykkelse?” Han kommer med et lige så provokerende svar: ”Når kvinderne rydder vejen for sharia, så må det jo være fordi de ønsker sharia!”. De ønsker ikke frihed, fordi de føler sig tiltrukket af underkastelse og underdanighed.  Den engelske forfatter Fay Weldon har sagt, at ”for kvinder er der noget seksuelt meget ophidsende ved underkastelse”. ”Hvis underkastelse er hvad mange kvinder søger, så er de femininiserede danske mænd kedelige, i forhold til ørkensheiker, der ikke tillader kvinder at gå ud uden tilladelse”, udtrykker Hedegaard tørt.

Muslimer peger gerne på, at der er flere kvinder end mænd i vesten, der konverterer til Islam, og dette er faktisk til dels sandt. Islam betyder ”underkastelse”. Er der noget ved underkastelse der appellerer mere til nogle kvinder end de fleste mænd? Giver kvinder mere efter for magt?  I en avisartikel omhandlende svenske kvinders konvertering til Islam, synes ”den islamiske familie” at være tiltrækkende hos kvindelige konvertiter. Adskillige af dem fastslår, at manden er mere rationel og logisk, mens kvinden er mere følelsesladet og omsorgsfuld. Dette betyder, at det burde være kvinden der tager sig af børnene og hjemmet, mens manden burde arbejde og sørge for familien. Mange af kvinderne føler, at deres liv mangler mening, men kristendommen lader ikke til at være et relevant alternativ. Fikseringen på udseende i det moderne samfund, og hårdere livsbetingelser for kvinder, der antages både at have karriere og passe hjemmet, spiller også en rolle, hvilket er ejendommeligt, når man tager det faktum i betragtning, at det er kvinderne selv, opmuntret af tv-vært Oprah Winfrey, der taler om at ”have det hele”. Det er ikke mændene. Mænd ved, at man ikke kan få alt. Man er nødt til at undvære noget, for at få noget andet. Måske har kvinderne opdaget, at arbejdslivet ikke er specielt saliggørende. Det har mændene opdaget. De dør også almindeligvis år før kvinder gør.  

Plottet i romanforfatteren Dan Brown´s ”Da Vinci Code” er, at den moderne kristne historie, var en stor patriakalsk sammensværgelse for at fratage kvinder de rettigheder, de angiveligt skulle have nydt tidligere, under ”det hellige kvindelige”, og frugtbarhedsgudinden der altid var barfodet og gravid. Men hvis dette skulle være tilfældet, hvorfor er majoriteten af kirkegængere så kvinder? Hvorfor opsøger kvinder af egen fri vilje, denne undertrykkende patriakalske religion? Måske havde den franske filosof Ernest Renan fat i noget, da han kaldte kvinder ”det fromme køn”. Har kvinder mere brug for religion end mænd? Tester feministerne mændenes grænser, i håbet om at finde en ny balance mellem kønnene, eller tester de mændene for at afdække, hvilke mænd der er stærke nok til at modstå kvindernes krav og hvilke mænd der kan modarbejde disse mænd på kvindernes vegne?

Jeg hørte en kvinde der var glødende feminist i halvfjerdserne senere begræde hvor mange familier de ødelagde. Hun var overrasket over mændenes reaktion, eller mangel på samme. ”Vi var forfærdelige! Hvorfor stoppede I os ikke?”  I psykiatrien ses kvinder oftere gøre skade på dem selv og udføre selvdestruktiv adfærd end mænd, der har tendens til at lede aggressionerne udad. Det er også et velkendt faktum, at kvinder har tendens til at bebrejde dem selv, at deres ægtefælle øver vold og finder på undskyldninger for voldsmandens adfærd. Har vesten optaget noget af denne negative kvindelige psyche? Det nyligt femininiserede vesten angribes og misbruges af den arabiske og muslimske verden, og fortsætter med at bebrejde sig selv, og fascineres samtidig af misbrugeren. Den opfører sig på samme måde som en kvinde med selvlede overfor en misbruger.  

Virginia Wolf priser i sin bog ”A Room og One´s Own” William Shakespeare: “Hvis et menneske nogensinde fik sit værk fuldstændigt udtrykt, så var det Shakespeare. Hvis der nogensinde har været et lysende sind, tænkte jeg, drejende mig mod bogreolen, så var det Shakespeares sind. Lad mig se, siden det er så svært at finde fakta, hvad ville der være sket, hvis Shakespeare havde haft en fantastisk begavet søster ved navn Judith, lad os sige det. Lad os sige at denne ekstraordinært begavede søster blev hjemme. Hun var lige så eventyrlysten, fantasifuld og ivrig efter at se verden som ham. Men hun kom ikke i skole. Hun havde ikke nogen mulighed for at lære grammatik og logik, kun læsende ”Horace and Virgil”. Hun begik en vinternat selvmord og ligger begravet under ét eller andet vejkryds, hvor busserne nu har holdeplads”

Kvinder påstår, at grunden til at kvinder ikke har været så talrige i politik og videnskab er mænds undertrykkelse af kvinder. Dette er delvist rigtigt. Men det er ikke hele historien. At være mand betyder at skulle bevise noget, for at opnå noget, i højere grad end kvinder skal. Yderligere falder ansvaret for børneopdragelsen tungere på kvinder end mænd. Et moderne samfund udvisker denne forskel, men det vil aldrig fjerne den helt. Af disse praktiske årsager, er det usandsynligt at kvinder vil blive lige så talrige i politik eller topledere i erhvervslivet.  

Christina Hoff Sommers, forfatteren til ”The War Against Boys”, peger på, at efter næsten 40 års feministisk agitation og kønsneutral tale, er det stadig mænd, der har langt den største sandsynlighed for at få politiske poster, starte virksomheder, tage patenter og sprænge ting i luften. Mænd fortæller stadig de bedste vittigheder og skriver størstedelen af lederne og breve til redaktørerne. Og – til den store fortrydelse for de drømmende feminister der længes efter social androgyny – mænd har ikke rokket sig i deres uvilje i forhold til at gøre deres del af hjemmearbejde eller børnepasning. Endvidere synes kvinder at lide maskuline mænd. Hun peger yderligere på, at ”et af de mindst besøgte mindesteder i Washington er en kyststatue, der mindes de mænd der døde på Titanic. 74% af de kvindelige passagerer overlevede ulykken d. 15 april 1912, mens 80% af mændene omkom. Hvorfor? Fordi mændene fulgte parolen ”kvinder og børn først”. Denne 18 –fods granitfigur med armene strakt ud til siden, blev rejst af amerikanske kvinder i 1931 i taknemmelighed. Mændene gav deres liv, så kvinder og børn kunne reddes.  

Simone de Beauvoir sagde: ”Man er ikke født til at blive kvinde. Det er noget man bliver”. Hun mente at man skulle afvise alt der har rod i det naturlige, samfundet og traditionel moral. Beauvoir fordømte ægteskab og familie som en tragedie for kvinder, og sammenlignede graviditet og børneomsorg med slaveri.

Underligt nok, efter årtiers feminisme, klager kvinder over det faktum, at mænd tøver med at gifte sig. Skribent Molly Watson: ”Vi er også temmelig forundrede over, hvorfor vores generation udsætter at få børn – og det har intet at gøre med ikke at have optimale forhold på arbejdsmarkedet eller social sikkerhed”. Ejheller – til trods for det endeløse skriveri om emnet – har det noget at gøre med at kvinder sætter karriere før børn. Efter min mening skal grunden til denne epidemi findes i kollektivt mismod mod mænd i vores alder….. jeg kender ikke en kvinde på min alder, hvis idé om lykke skal findes i at blive redaktør, senior partner, kirurg eller ledende advokat. Men præsenteret for en generation af følelsesmæssigt umodne mænd, der hellere vil dø end blive gift, har vi ikke andre muligheder end bare at vente” Hvad blev der af ”En kvinde behøver en mand lige så meget som fisk behøver cykler”? Jeg vil lige minde fru Watson om, at det faktuelt var kvinder der begyndte ”single er bedst”- kulturen, der nu gennemsyrer det meste af den vestlige verden. Eftersom kvinder mestendels initierer skilsmisse og skilsmisse kan betyde ruin for manden, kan det ikke undre, at manden tøver med blive involveret. Som en mand sagde. ”Jeg tror ikke jeg vil giftes igen. Jeg tror bare jeg vil finde en kvinde jeg ikke bryder mig om, og give hende et hus”. Samtidig har kvinderne gennem de sidste årtier gjort det meget lettere at have en kæreste uden at blive gift. Nogle kvinder gør det mere risikabelt at gifte sig, end at forblive ugift, og så undrer de sig over, hvorfor mændene ikke vil binde sig. Måske tænkte kvinderne sig ikke godt nok om, inden de hoppede på denne vogn.  

Den seneste bølge af radikal feminisme har i den vestlige verden skadet familieinstitutionen alvorligt. Det er umuligt at hæve fødselstallet til udligningsniveau før kvinder sætter pris på at have børn og før mænd og kvinder i det hele taget er villige til at gifte sig. Mennesket er et socialt væsen. Vi er skabt til at leve med partnere. Ægteskab er ikke en konspiration mod kvinder. Det er grunden til vi er her. Og det er ikke en religiøs ting. Ifølge den regelrette ateistiske darwinisme, er formålet med livet at reproducere. En undersøgelse fra U.S.A. har identificeret de vigtigste årsager til at mænd undgår ægteskab. Øverst på listen finder man, at det er letter at få sex uden ægteskab, end det tidligere har været. På andenpladsen finder man, at man kan nyde frugterne af at have en kone, uden at gifte sig. Rapporten giver vægt til bemærkninger fra Ross Cameron, parlamentssekretæren for Familie og Samfundsanliggender, der bebrejder australske mænd for deres forpligtelsesangst. ”Hovedgrunden til at kvinder ikke får børn er, at de ikke kan finde en mand der vil forpligte sig”, siger han. ”Denne mandlige forpligtelsesangst i Australien, er et virkeligt problem”.  Barbara Boyle Torrey og Nicholas Eberstadt skriver om signifikante forskelle i fertiliteten Canada og U.S.A. imellem. I stater der stemte for præsident George W. Bush i 2004, er fertilitetsraten 12% højere end i stater der stemte for Senator John Kerry. Det viser sig, at europæere der opfatter sig selv som verdensborgere, har den mindste tilskyndelse til at få børn. Den store forskel i fertilitet mellem sekulære individualister og religiøse eller kulturkonservative, varsler store demografisk drevne ændringer i moderne samfund. I forlængelse af den forøgede fertilitet hos det konservative samfundssegment, har tilbagegangen af velfærdsstaten, tvunget af den aldrende og faldende population, givet dette segment endnu en overlevelsesfordel: ”Folk vil opdage, at de behøver flere børn, for at sikre deres alderdom, og de vil prøve at binde deres børn til sig, ved at præge dem med traditionelle religiøse værdier. Det sidste er det værd at hæfte sig ved.

Den omfattende velfærdsmodel i vesteuropa, er ofte blevet omtalt som ”barnepigestaten”, men måske kunne den også kaldes ”ægtemandsstaten”. Hvorfor? Fordi mænds og ægtemænds rolle i traditionelle samfund, altid har været fysisk og finansielt at sørge for deres kvinder. I vores moderne samfund, er dele af denne ordning, blevet ”udliciteret” til staten, hvilket igen forklarer hvorfor kvinder generelt giver uforholdsmæssigt stor støtte til skatter og partier der støtter velfærdsstaten. Staten er simpelthen blevet en erstatning for ægtemændene, finansieret af eks-ægtemændene. De skal siges, at hvis denne velfærdsstat af én eller anden grund skulle ophøre med at fungere, måske gennem økonomisk og sikkerhedsmæssigt pres forårsaget af muslimer, vil vestlige kvinder pludseligt opdage, at de ikke er så uafhængige af mænd, som de går og bilder sig ind. I dette tilfælde vil man se en tilbagevenden til den moderne traditionelle ”forsvar og understøt” – maskulinitet, da folk, og især kvinder, vil have brug for hjælp til kernefamilien. Noget andet er, at selvom Norge og Sverige kan lide at portrættere sig som paradis for kønnenes lighed, har jeg hørt besøgende til disse lande sige, at kønnene sandsynligvis er længere fra hinanden, end andre steder i verden. Og det tror jeg virkeligt på. Feminismen har udbredt mistænkelighed og fjendtlighed. Ikke samarbejde. Og hvad vigtigere er, det har på ingen måder fjernet den grundlæggende seksuelle tiltrækning mellem feminine kvinder og maskuline mænd. Hvis folk ikke finder dette i deres eget land, rejser de til andre lande eller kulturer for at finde det, hvilket i vor globaliseringstid, er letter end nogensinde. Et slående antal skandinaviske mænd finder deres koner i Asien, Latinamerika eller andre nationer med et mere traditionelt syn på femininitet, og også et antal kvinder finder partnere i mere konservative lande. Selvfølgelig ikke alle, men udviklingen er umiskendelig og signifikant. Skandinavien hyller ”lighed mellem kønnene”, og rejser til den anden side af jorden, for at finde en partner det er værd at gifte sig med. 

Til opsummering skal det siges, at radikal feminisme har været én af de vigtigste årsager til svækkelsen af vestlig civilisation, både kulturelt og demografisk. Feminister, ofte med et marxistisk verdenssyn, har været en afgørende komponent i undertrykkelsen af den offentlige mening gennem politisk korrekthed i vestlige nationer. De har også svækket den vestlige familiestruktur alvorligt, og bidraget til at gøre vesten for blød og for selvled til at tackle muslimernes aggressioner. Selvom feminismen er gledet ud i ekstremismen, betyder det ikke, at alle dens idéer er forkerte. Kvindebevægelsen har medført vedvarende ændringer. Kvinder har indtaget positioner, der for få årtier siden var utænkelige. 

Publiceret i The Brussels Journal af Fjordman 2006-09-04 15:39