Som intellektuelle historikere ofte har haft mulighed for at observere, så er der tider i en nations historie, hvor visse ideer ligesom ”ligger i luften”. Jeg må indrømme, at denne pointe skurrer lidt i ørerne, hvis den bruges på nutidens historiske øjeblik. På overfladen af amerikansk politik, som mange har haft grund til at nævne, lader det til at hovedretningen blev forudsagt over et årti siden i Francis Fukuyama´s ”The End of History?” – at ideologisk strid er blevet stiltiende; at der er en generel konsensus om dagens mest betydningsfulde spørgsmål (kapitalisme, ikke socialisme ; demokrati, ikke autoritærisme); og de midlertidige kontroverser der eksisterer, om end lejlighedsvist momentært, er essentielt verdslige, optaget af praktisk problemløsning (om det er bedre at tælle stemmesedler i hånden eller med maskine) end om de store principper.

Alligevel vil jeg argumentere, at alt ikke er som det ser ud. For samtidigt i U.S.A. i de forløbne få årtier har periodiske filosofiske koncepter ikke bare ”ligget i luften”, men har vist sig indflydelsesrige, til tider afgørende, i kulturelle, juridiske og moralske argumenter om det vigtigste spørgsmål der møder en nation. I modsætning til det tilsyneladende kæmpes under overfladen af amerikansk politik en ideologisk kamp mellem to konkurrerende verdenssyn. Jeg vil kalde disse ”Gramsciansk” og ”Tocquevillian” efter de intellektuelle der fostrede disse stridende ideer – det tyvende århundredes italienske tænker Antonio Gramsci, og selvfølgelig, det nittende århundredes franske intellektuelle Alexis de Tocqueville. Det der står på spil i kampen mellem de intellektuelle arve fra disse to mænd, er intet mindre end hvilket land U.S.A. skal blive i de kommende årtier.

Klassekampen Raffineres
Vi vil begynde med en oversigt over Antonio Gramsci´s tanker (1891-1937), en marxistisk intellektuel og politiker. Til trods for hans enorme indflydelse på dagens politik, er han meget mindre velkendt for amerikanerne end Tocqueville.
Gramsci´s hovedarv kommer gennem hans afvigelse fra ortodoks Marxisme. Som Marx argumenterede han, at alle samfund i menneskelig historie har været inddelt i to basisgrupper: de privilegerede og de marginaliserede, undertrykkeren og den undertrykte, den overordnede og den underordnede. Gramsci udvidede Marx´s rangorden af undertrykte til kategorier der stadig er i funktion. Som han skrev i sin famøse ”Prison Notebooks”, så ”indeholder historiens marginaliserede grupper ikke blot de økonomisk undertrykte, men også kvinder, raceminoriteter og mange kriminelle”. Hvad Marx og hans ortodokse efterfølgere beskrev som ”folket”, beskriver Gramsci som et ”ensemble” af underordnede grupper og klasser i ethvert samfund der har eksisteret indtil nu. Denne samling af undertrykte og marginaliserede grupper – ”folket” – mangler enhed og ofte bevidsthed om deres egen undertrykkelse. At omgøre det gensidige magtforhold fra de privilegerede til de ”marginaliserede”, var Gramsci´s erklærede mål.

Magt var i Gramsci´s øjne udført af privilegerede grupper eller klasser på to måder: gennem dominering, magt eller tvang; og gennem noget ved navn ”hegemoni”, hvilket betyder systemers ideologiske værdioverherredømme, der understøtter den dominerende klasses eller gruppes interesser.
Underordnede grupper, argumenterede han, er påvirket til at internalisere den privilegerede gruppes værdisystem og verdenssyn, og bidrager derfor til deres egen marginalisering.
Værende langt fra tilfreds med blot en opstand, troede Gramsci derfor at det var nødvendigt først at aflegitimere de dominerende gruppers dominante trossystem og skabe et ”modherredømme” (et nyt system baseret på de marginaliserede gruppers værdier) før de marginaliserede kunne komme til magten. Endvidere, fordi de hegemoniske værdier gennemtrænger hele det civile samfund – skoler, kirker, medier, frivillige organisationer – det civile samfund selv, argumenterede han, er den store slagmark i kampen for overherredømme, ”kampen om positionen”. Fra dette punkt fulgte den naturlige konsekvens, for hvilken Gramsci skulle blive kendt (og som giver ekko i det feministiske slogan) – at alt liv er ”politisk”. Derfor er privatlivet, arbejdspladsen, religionen, filosofien, kunsten og litteraturen og det civile samfund generelt slagmarker i kampen for at opnå social transformation.
Det er muligvis her man ser Gramsci´s vigtigste reeksamination af Marx´s tanker. Klassiske marxister antydede, at en revolutionær bevidsthed ganske enkelt ville udvikles fra de objektive (og undertrykkende) materielle tilstande af arbejderklassens liv. Gramsci var uenig, bemærkende at ”der altid har været udnyttere og udnyttende” – men meget få revolutioner. I hans analyse var dette fordi de underordnede grupper almindeligvis mangler den ”klare teoretisk bevidsthed” der er nødvendig for at konvertere ”den undertrykkende struktur til oprør og social rekonstruktion”. Revolutionær bevidsthed er afgørende. Desværre besidder de underordnede grupper ”falsk bevidsthed”, altså at de accepterer de konventionelle antagelser af værdier fra den overordnede gruppe som legitime. Men virkelige ændringer, forsatte han med at tro, kan kun komme gennem transformation af bevidstheden.
Ligesom at Gramsci´s analyse af bevidstheden er mere nuanceret end Marx´s, ligeså er hans forståelse af de intellektuelles rolle i processen. Marx havde argumenteret, at for at en revolutionær social transformation skal blive succesfuld, må de overordnede gruppers verdenssyn først afmaskeres som redskab for domineringen. I klassisk marxisme bliver denne afgørende afmystificeringsopgave og illigitimeringsopgave af det ideologiske hegemoni udført af intellektuelle. Gramsci skelner mere raffineret mellem to typer intellektuelle: ”traditionelle” og ”organiske”. Hvad de underordnede grupper behøver, vedholder Gramsci, er deres egne ”organiske intellektuelle”. Dog, frafaldet af ”traditionelle” intellektuelle fra de overordnede grupper til de underordnede grupper, er også vigtig, fordi traditionelle intellektuelle der har ”skiftet side” er velpositionerede i forhold til etablerede institutioner.
Metafysikken, eller manglen derpå, bag dette Gramscianske verdenssyn er velkendt. Gramsci beskriver sin position som ”absolut historisme”, betydende at moral, værdier, sandhed, standarder og menneskelig natur, er produkter af forskellige historiske epoker. Der er ingen absolutte moralske standarder der er universelt sande for alle mennesker uden for en særlig historisk kontekst; faktisk er moral socialt konstrueret. Historisk deler Antonio Gramsci tanker med andre forfattere der er klassificerede som ”Hegelske marxister” – den ungarske marxist Georg Lukacs, den tyske tænker Karl Korsch og medlemmer af Frankfurterskolen (Theodor Adorno og Herbert Marcuse), en gruppe af teoretikere associerede med the Institute for Social Research grundlagt i Frankfurt, Tyskland i 1920´erne, forsøgte at sammensmelte tænkningen far Marx og Freud. Alle understregede, at den afgørende kamp for at afsætte bourgeoisi-regimet (menende middelklassens liberale demokrati) ville blive kæmpet på bevidsthedens niveau. Menende, at den gamle orden måtte forkastes moralsk og intellektuelt af borgerne, før den virkelige overførsel af magt til de underordnede grupper kunne opnås.

Gramsci´s griben efter et halmstrå
Relationen af alle disse abstraktioner til den amerikanske politik er, som fortegnelserne viser, overraskende direkte. Alle af Gramsci´s mest innovative ideer – eksempelvis at overordnede og underordnede grupper baseret på race, etnicitet og køn er engagerede i kampen om magten; at det ”personlige er politisk”; og at al viden og moral er sociale konstruktioner – er antagelser og forudfattede meninger i selve hjertet af dagens politik. Dette gælder også selve kernen af det ”Gramsciansk-Hegelske” verdenssyn – gruppebaseret moral eller ideen om, at moral er hvad der tjener de ”undertryktes” eller ”marginaliseredes”, etniske, racemæssige eller kønsmæssige grupper. Hvad ligger der eksempelvis bag konceptet ”jury nullification”, et begreb der nu nyder støtte fra jura-professorer ved ledende universiteter? Byggende på det Hegelsk-Marxistiske koncept om gruppemagt og gruppebaseret moral, argumenterer ”jury nullification”-tilhængerne, at minoriteter der gør tjeneste i en jury, skulle bruge deres ”magt” som jurymedlemmer til at nægte at dømme tiltalte minoriteter, uanset bevisbyrden, fordi det tiltalte minoritetsmedlem har været ”magtesløst”, livslangt offer for et undertrykkende system, der er skævvredet i forhold til den overordnede grupper, som eksempelvis hvide mænd.
Faktisk, hvad der kaldes ”Kritisk Teori” – en direkte aflægger af Gramsciansk og Hegelsk-Marxistisk tænkning – er vidt udbredt i både loven og undervisningen.
Kritisk jurastudie postulerer at loven vokser ud af ulige magtrelationer, og derfor tjener interesser og legitimerer reglerne for de overordnede grupper. Dens underkategorier inkluderer kritisk raceteori og feministisk jura-teori. Den kritiske lov-studie-bevægelse kunne næsten ikke være mere Gramsciansk; den søger at ”dekonstruere” bourgeoisiets lov-ideer, der tjener som et magtinstrument for de overordnede grupper og ”rekonstruere” dem til at tjene de underordnedes interesser.
Eller overvej ekkoet fra Gramsci i værket af endnu en juraprofessor, Michigan´s Catharine MacKinnon. Hun skriver i Toward a Feminist Theory of the State (1989), “Lovens regler og mænds regler er én og samme ting, udelelig, fordi statsmagt, indlagt i loven, eksisterer gennem samfundet som mandemagt. Yderligere er mandemagten systemisk, tvingende, legitimeret og epistemisk er den er regimet. Derfor er voldtægt ikke en isoleret begivenhed, forseelse eller interaktion der gik skævt, men en terroraktion og tortur inden for systemets kontekst af gruppeunderkastelse, som eksempelvis lynchning” Ligeledes har MacKinnon argumenteret, at sexchikane i sin substans er et spørgsmål om magt udøvet af de overordnede mod den underordnede gruppe. Sådanne tanker begynder måske i elfenbenstårne, men de bliver ikke der. U.S.A.´s højesteret optog MacKinnon´s teorier som sin basis for fortolkning af sexchikaneloven i principsagen Meritor Savings mod Vinson (1986). Dette er bare ét eksempel på hvordan amerikansk socialpolitik er blevet baseret på, ikke jødisk-kristne opfattelser, ej heller kantiansk oplysningsetik, men på Gramciansk og Hegelsk-Marxistisk opfattelser af gruppemagt.

Hegel omkring cooperative direktører (CEO)
Helt bortset fra deres popularitet mellem akademikere og i særlige politiske områder, er Gramsciansk og Hegels-Marxistisk ideer også prominente i tre andre store sektorer af det civile amerikanske samfund: stiftelser, universiteter og selskaber.
Som lægmænd og analytikere har observeret gennem årene, har store stiftelser som især Ford, Rockefeller, Carnegie og MacArthur spenderet millioner af dollars promoverende frontlinieprojekter om racemæssige, etniske og kønsmæssige emner. Ifølge forfatter og stiftelsesekspert Heather Mac Donald, modtog eksempelvis feministiske projekter 36 millioner dollars fra Ford, Rockefeller, Mellon og andre store stiftelser mellem 1972 og 1992. Ligeledes, ifølge en rapport fra Capital Research Center af Peter Warren, en politisk analytiker ved National Association of Scholars, har stiftelserne kåret ”mangfoldighed” som ”kongen” af amerikanske universiteter. Ford Foundation søsatte eksempelvis et Universitet-mangfoldigheds-initiativ i 1990, der finansierede programmer i omkring 250 universiteter, til en pris på omkring 15 millioner dollar. Ford´s initiativ promoverede, hvad der lyder som en Gramsciansk grupperettighedsdrøm: som Peter Warren sagde det, ”etablissementet af racemæssige, etniske, sex-specifikke programmer og akademiske departementer, gruppepræferencer i studenteroptagelse, gruppepræferencer i personale og fakultetsansættelse, sensitivitetstræning for studerende og personale, og universitetsomspændende sammenkaldelse for at løfte bevidstheden om behovet for flere af den slags programmer”
Alan Kors, en historieprofessor ved University of Pennsylvania, har i detaljer beskrevet, hvordan Ford og andre stiftelses-”mangfoldigheds”-pengemodtagere bruges. Som han bemærkede i ”Tankereform 101” i marts 2000 udgaven af ”Reason”, ”ved næsten alle vore universiteter er én eller anden form for moralsk eller politisk genopdragelse bygget ind i førsteårsstuderendes orientering. Et centralt mål med disse programmer er at trække rødder op på ”internaliseret undertrykkelse”, et afgørende koncept i mangfoldighedsuddannelsesdokumenteringsplanlægningen ved de fleste universiteter. Konceptet ved ”internaliseret undertrykkelse” er det samme som den Hegelsk-Marxistiske idé om ”falsk bevidsthed”, i hvilken folk i underordnede grupper ”internaliserer” (og dermed accepterer) deres undertrykkeres værdier og tankemåder i de overordnede grupper. Ved eksempelvis Columbia University bliver nye studerende opfordret til at skaffe sig af med ”deres egne sociale og personlige overbevisninger der fostrer ulighed”. For at opnå dette insisterer dekanens assistent Katherine Balmer på, at ”træning” er nødvendig. Ved slutningen af orienteringen for førstårsstuderende ved Bryn Mawr, i de tidlige halvfemsere, skulle de studerende ifølge skoleprogrammet ”bryde fri” af ”undertrykkelsens cyklus” og blive ”forandringsagenter”. Syracuse Univerisity´s multikulturelle program er designet til at lære de studerende at de lever ”i en verden fyldt med forskellige undertrykkelsesemner, inkluderende racisme”
Kors erklærede, at ved en akademiske konference sponseret af University of Nebraska, artikulerede de medvirkende det synspunkt, at ”hvide studerende desperat har brug for formel ”træning” i racemæssig og kulturel bevidsthed. Det moralske mål af en sådan træning skulle omgøre hvides opfattelse af privatliv og individualisme. Én af de ledende ”mangfoldighedseksperter” der sørger for programmer til ”træning” på universiteter, i selskaber og regeringsbureaukratier, er Hugh Vasquez fra Todos Institute of Oakland, Californien. Vasquez studieguide for en Ford-financieret mangfoldighedsfilm, Skin Deep, forklarer betydningen af ”hvide privilegier” og ”internaliseret undertrykkelse” for de studerende. Den forklarer også konceptet en ”gyde”, som et individ fra den ”overordnede” gruppe der bortkaster sine ”ufortjente privilegier” og begynder at advokere for de ”underordnede” grupper. Konceptet ”gyde” er selvfølgelig Gramsci helt ind til kernen; den er fuldstændigt repræsentativ for den opfattelse at de underordnede gruppers kamp for magt må prøve at ”vinde ideologisk” over de traditionelle intellektuelle eller aktivistramme, der normalt associeres med den overordnede gruppe. De ansatte i de store amerikanske virksomheder tager mange af de samme sensitivitetstræningskurser som amerikanske studerende, ofte fra de samme ”mangfoldighedsfacilitatorer”. Hvad der er mere signifikant omkring gruppepræferencer mod individuelle muligheder er, at ledere af store selskaber har tendens til at sætte deres penge og indflydelse bag grupperettigheder frem for individuelle rettigheder.

Det Tocquevillianske modangreb
Den primære modstand mod de fremmarcherende Gramscianske ideer kommer fra et opponerende hjørne, jeg vil kalde kontemporær Tocquevillianisme. Dens repræsentanter tager Alexis de Tocqueville´s essentielt empiriske beskrivelse af amerikansk ekseptionalisme og fejrer dens ekseptionalistiske træk som normative værdier der bør favnes. Som Tocqueville noterede sig i 1830´erne, så er amerikanerne anderledes end europæerne på mange afgørende punkter. To nyere bøger – Seymour Martin Lipset´s American Exeptionalism (1997) og Michael Ledeen´s Tocqueville on American Character (2000) – er nået til nogenlunde den samme konklusion: at amerikanerne i dag, som på Tocqueville´s tid, er meget mere individualistiske, religiøse og patriotiske end folk fra andre avancerede sammenlignelige nationer.
Hvad der var særligt ekseptionelt for Tocqueville (og kontemporære Tocquevillianere) er den enestående amerikanske vej til modernitet. I modsætning til andre modernister, kombinerede amerikanerne stærk religion og patriotisk overbevisning med dynamisk, vedholdende entreprenørial energi, der understregede den individualistiske lighed i muligheder og skyede hierarkiske og askriptive gruppetilknytninger. Treenigheden af amerikansk ekseptionalisme kunne beskrives som:

1. Dynamik (understøttelsen af lige individuelle muligheder, entreprenøritet og økonomisk fremdrift)
2. Religiøsitet (understregning af karakterudvikling, skikke og frivillige kulturelle associationer) der arbejder for at indeholde den overordentlige individuelle egoisme, dynamik somme tider indeholder.
3. Patriotisme (kærligheden til landet, selvstyre og understøttelse af konstitutionelle grænser)

For få år siden antydede adskillige konservative og religiøse intellektuelle skribenter i et First Things-magasinsymposium, at Amerika´s liberale demokrati stod over for en legitimitetskrise. Én af symposiumskribenterne, dommer Robert Bork antyder i sin bog Slouching Towards Gommorah, at tressernes ”revolutionære” opstandelse ”ikke var et komplet brud med fortidens amerikanske ånd”, men indeholdt det oplysende grundarbejde i Amerika´s grundlæggende principper. Bork og andre, inklusive Paul Weyrich og Cal Thomas – lader til at have overvejet, om selve Amerika´s vej til moderniteten måske var ufuldkommen (for megen dynamik og for lidt moral). Hvad der af nogle konservative intellektuelle og aktivister kunne kaldes en delvis Tocquevilliansk position, kunne kontrasteres med arbejdet af American Catholic Whigs – eksempelvis American Enterprise Institute´s Michael Novak og Faith and Reason Institute´s Robert Royal – der i sin essens har argumenteret, at Amerika´s grundlæggende principper er sunde og at de tre elementer i den Tocquevillianske syntese (entreprenøriale dynamik, religion og patriotisme) er hjertet af den amerikanske erfaring og Amerika´s ekseptionelle bidrag til ideen om ordnet frihed. I sidste ende er det usandsynligt at liberale, palæo-konservative sekulære patrioter, katolske socialdemokrater eller misfornøjede religiøse højreintellektuelle vil opbringe en effektiv modstand mod det forsatte Gramscianske angreb. Kun Tocquevillianerne synes at have styrken – i relation til intellektuel kraft, infrastruktur, penge, medieopmærksomhed og en omfattende filosofi, der rammer kernen af amerikanske principper – til med nogen succes at udfordre Gramscianerne.

Tocquevillianisme som praksis
Skrivende i Policy Review i 1996 beskrev Adam Meyerson opgaven at forny kulturen som ”anvendt Tocquevillianisme”. I forklaringen på én af sine pointer skriver Tocqueville i Democracy in America, at ”skikke” er centrale i ”vedligeholdelsen af den demokratiske republik i U.S.A.”. Han definerer ”skikke”, som ikke bare ”hjertets vaner”, men også som ”forskellige opfattelser besiddende af mennesket, de kontemporære meninger mellem dem og summen af ideer der former mentale vaner” – i enkelhed erklærer han, ”hele folkets moralske og intellektuelle tilstand” Et af Tocquevillianernes førende manifester er ”A Call to Civil Society: Why Democracy Needs Moral Truths”, publiceret af Council on Civil Society. Den opridser de traditionelle borgerlige og moralske værdier (Tocqueville´s ”skikke”) der understøtter republikken. Dokumentet (opbakket af eksempelvis Francis Fukuyama) erklærer, at det amerikanske regimes ”borgerlige rettigheder” er ”dem af vestlig konstitutionalisme, med rødder i både de klassiske forståelser af naturlig lov og ret i den jødisk-kristne religiøse tradition…De moralske sandheder der gør vores eksperiment i selvstyre muligt”. Ifølge denne erklæring ”er den største del bibelsk og religiøs”, informeret af den ”klassiske lov om naturlig lov og tradition”, og ”oplysnings-ideerne”. De ”mest veltalte udtryk” om disse sandheder er ”fundet i Uafhængighedserklæringen, Washington´s afskedsbrev, Lincoln´s Gettysburg-brev og Anden indsættelsestale og Kongen´s brev fra Birminghams fængsel. Tocquevillianerne understreger ”fornyelse” og ”genopdage” amerikanske skikke antydende, at der er en sund borgerlig og moralsk kerne i det amerikanske regime, der har behov for at blive bragt tilbage til live. Endvidere, hvis den første opgave er kulturel fornyelse, så er den anden opgave kulturel transmission. Således erklærer ”Call to Civil Society” at den ”centrale opgave for hver generation er moralsk transmission”. Især religion ”har sandsynligvis været den primære kraft” der ”transmitterer de moralske forståelser der er essentielle for liberalt demokrati fra den ene generation til den anden”. Desuden, når det er bedst, fostrer vore tilbedelseshuse værdier der er essentielle for menneskelig blomstring og civilt demokrati: personligt ansvar, respekt for moralsk lov og naboomsorg eller omsorg i det hele taget. Yderligere erklærer erklæringen, at et af ”skolens grundlæggende ansvar er kulturel transmission”, især ”viden om landets konstitutionelle arv og en forståelse for hvad godt borgerskab indebærer, og en værdsættelse af samfundets almindelige borgerlige overbevisning og delte moralske filosofi”

De langsomme men vedholdende og fremadskridende Gramscianske og Hegeliansk-Marxistiske ideer gennem de store institutioner i det amerikanske demokrati, inklusive Kongressen, domstolene og selskaberne antyder, at der er to forskellige niveauer af politisk aktivitet i det enogtyvende århundredes Amerika. På overfladen synes politikerne tiltagende tilskyndet til at samles på midten. Dog, under overfladen ligger en dybere konflikt der er ideologisk i sin mest betydningsfulde betydning og dette vil med sikkerhed fortsætte i de kommende årtier, uanset hvem der bliver præsident i morgen, om fire år, otte år eller tyve år fra nu.
Som vi har set, ramler Tocquevillianerne og Gramscianerne sammen i næsten alle emner. Tocquevillianerne mener, at der er objektive moralske sandheder der kan anføres alle mennesker til alle tider. Gramscianerne mener, at moralske ”sandheder” er subjektive og afhænger af historiske omstændigheder. Tocquevillianerne mener, at disse borgerlige og moralske sandheder skal revitaliseres for at genmoralisere samfundet. Gramscianerne mener, at borgerlige og moralske ”sandheder” skal socialt konstrueres af underordnede grupper, for at opnå politisk og kulturel frihed. Tocquevillianerne mener, at funktionærer som eksempelvis lærere og politi repræsenterer legitim autoritet. Gramscianerne mener, at ”det personlige er politisk”. I den endelige analyse favoriserer Tocquevillianerne transmissionen af det amerikanske regime; Gramscianerne dets transformation.
Selvom økonomiske Marxisme synes at være død, har den Hegelske variant artikuleret af Gramsci ikke bare overlevet Berlinmurens fald, men fortsat med at udfordre den amerikanske republic på niveauet af dens mest afholdte værdier. For mere end to århundreder har Amerika været en ekseptionel nation. En nation hvis vedholdende entreprænøriale dynamik har været tempereret af patriotisme og en stærk religiøs kerne. Gramscianernes ultimative triumf ville betyde enden på denne ”ekseptionalisme”. Amerika ville endeligt være blevet Europæiseret: statist, gennemsekulær, post-patriotisk og optaget af gruppehierarkier og grupperettigheder hvorunder lighed for loven, som traditionelt forstået af amerikanerne, endeligt ville være aflagte. Under overfladen af vores tilsyneladende fredsommelige tid, er de ideologiske, politiske og historiske indsatser enorme.

John Fonte