I Wall Street Journal´s leder ”White Guilt and the Western Past – Why is America so delicate with the enemy?”, foreslog Shelby Steel, at Amerika´s manglende evne til effektivt at gå i krig skyldes “den verdensomspændende kollaps af hvidt overherredømme som en kilde til moralsk autoritet, politisk legitimitet, ja selv suverænitet”

Shelby´s teori er forkert. Kollapsen af hvid moral er ikke problemet. Erstatningen af maskulin autoritet med feminisme er. Til Steel´s ros – han skuede i den rigtige retning – men forpassede det virkelige mål. I Amerika er der ét sted, hvor hvidt overherredømme og radikal feminisme eksisterede: Ku Klux Klan.

Den afgørende relation Shelby forpassede er denne: post-moderne feminisme (som afgjort har indrømmet at være en overherredømmebevægelse) er det levende barnebarn af Womens Ku Klux Klan (WKKK), hvor feminismens anden bølge (som vi kender den i dag) blev undfanget og født.

Det er vigtigt at erkende, at WKKK ikke var en hovedstrømning i kvindebevægelsen, men stærkt understøttede de legitime hovedstrømningskvindebevægelser, inklusive min mormor Florence Richardson Usher og oldemor Florence Wyman Richardson, der ikke deltog i den mindre WKKK-bevægelse eller dens post-Klan feministiske aktiviteter. Faktisk var min mormor om bord på båden St. Louis Urban League og havde ofte Ralph Bunch og andre sorte ligestillingsaktivister til middag, til nogle naboers store bestyrtelse. Kvindebevægelsen fandt sig i WKKK-feministerne grundet det fælles mål: adgang til den 19 Amendment.

Sondringen er vigtig, fordi post-WKKK-feminister der i dag kræver VAWA, abort, ”skilsmisse ”for the hell of it”, gratis helbredspleje og endeløs velfærd, lader som om de arvinger af kvindebevægelsen, når de i virkeligheden ikke var legitime medlemmer af den.

Kontemporær feminisme er stadig tvedelt, men delingen er nu mere udtalt. Feminisme er et paradoks bestående af to vidt forskellige lejre, den konservative (post-kvindebevægelses-egalitaristerne) og liberale (post WKKK overherredømmebevægelse) fløj. De opererer begge under det samme navn – ”Feminisme”. Dette er meget forvirrende for offentligheden og politikerne. Men det kommer de radikale feminister til gavn, da omhyggeligt drejer deres ord lige netop nok til, at give indtryk af af egalitarisme på den politiske arena.

Den relativt lille (men spirende) gruppe af egalitaristiske feminister (som eksempelvis Kate O´Bierne, Christina Hoff Sommers, Wendy McElroy, Kathleen Parker og Erin Pizzey) er de legitime efterfølgere af kvindebevægelsen. De søger fornuftig social ligestiling mellem kønnene, og stærkt modsætter sig den ærkedestruktive ødelæggelse af ægteskabet og mænds sociale rettigheder, forårsaget af feminismens anden bølge.

Den fremherskende feministiske anden bølge, regeret af The National Organization for Women, er dominerende i tilførelsen af ideologi og statistik for intrigant at opnå kvinders overherredømmemål. Den ser egalitaristerne som ”anti-feministiske” fjender og ligger i konstant kamp med dem, for at opnå kontrol over feminismens rorpind.

Transformationen af WKKK´s paradigmer til vore dages overlegne form for feminisme, er en forbløffende politisk kraftanstrengelse, krævende meget mere studie og analyse, end hvad indeholdes i eksisterende forskning. En let inspektion af den mørke side af feminismens historie, demonstrerer hvordan denne forvandelse i princippet blev opnået.

Mange populære feministiske andenbølges slogans opstod i WKKK. Eksempelvis udtrykket: ”Hånden der vugger vuggen, har magten til at regere verden” blev først publiceret i en skillingsvise i Evansville Indiana i 1880´erne.
KKK og WKKK fremstillede horrible seksuelle opfattelser om sorte mænd, for at opildne voldlig og stille racistisk diskrimination. De hvide stillede beredvilligt op, for at ”beskytte kvindens renhed” fra raceblanding.

Over tid lærte kvinder hvordan man manipulerede samfundet fra denne magtfulde piedestal af uopnåelig renhed. Eksempelvis filmen ”Rosewood” er en halvdokumentar om hvordan en by i Florida blev brændt ned til grunden, fordi en kvinde falskt anklagede en sort mand for at have voldtaget hende.

Mange af de historiske detaljer forklarende den fulde historie bag WKKK, er indeholdt i bogen ”Women of the Klan”, af Kathleen L Blee, hvilket er obligatorisk læsning i kvindestudier i Amerika. Jeg opfordrer alle til omhyggeligt at læse denne bog, for fuldt at forstå KKK og WKKK.

Efter den 19 Amendment blev opnået (stemmeret), behøvede WKKK ikke længere Klanen til politisk magt, og vendte deres blik mod brugen af seksuel billedskabelse for også at kontrollere hvide mænd. I 1920´erne blev der gennemført en kongresundersøgelse, der afslørede, at en kvinde ved navn Elisabeth Tyler styrede KKK. Hun opnåede kontrol, ved at lave beskyldninger om seksuelle usømmeligheder mod Grand Dragon.

I de tidlige tredvere forlod feministerne Klanen for at hellige sig marxistisk tænkning, i overensstemmelse med deres offerdrevne ideologi, som ankom til U.S.A. med tusindvis af uønskede europæiske lærde. Feministerne studerede Freud intensivt, optagende alt med en enkelt kæmpe modifikation: ”penismisundelse blev efterladt, men blev efterhånden til ”vaginamisundelse”, eksemplificeret med ”Vaginamonologerne” og ”V-dag”-festlighederne. Kinsey´s studier i 1950´erne førte til kvindernes frigørelse og ideen om, at kvinder frit kunne bruge sex til at få hvad de ville have, fuldstændigt uagtet ægteskabet.

I løbet af 1960´erne var feminismens anden bølge klar til at fremkomme. Bevægelsen havde nu sofistikerede våben, bestående af seksuel billeddannelse, ”offer”-logi og en fascistisk evne til viljemæssigt at ændre ordværdier, parathed til at bruge fysisk sex til at få mænd til at gøre hvad de ville (og ligeledes afpresse dem) og inddele individer i kreative felter af falsk videnskab, for at legitimere deres politiske agenda.

Hvor WKKK-feminister opnåede deres mål ved at brændemærke sorte mænd med seksuel billeddannelse, så pegede andenbølgesfeministerne deres arsenal mod alle mænd, da de angreb ægteskabet på amerikansk jord i de tidlige 1960´ere.

Betty Friedan fortalte ellers tilfredse koner, at ægteskabet var en fælde. De skulle smide de snærende ”forklædebånd”, blive seksuelt frigjorte, slippe af med den frygtelig ægtemand og lade dem selv ”blive til noget”. Den første feministiske separatistbølge bragte en omgående eksplosion af skilsmisser.

Unge mænd fra alle politiske partier som ikke forstod denne dynamik, men var underlagt en storm af hormoner, blev omgående feministkonvertiter med udsigt til hober af lette kvinder uden sidestykke. Mange mænd hjalp med at legitimere feministbevægelsen ved trofast at placere ”kvinders ligeret” på en piedestal, for at dække over deres skyldfølelse ved deltagelsen i den seksuelle revolution.

Et deraf følgende orgie af selvtilfredsstillelse og frigjort sex, stimuleret af en falsk sikkerhedsfølelse gennem den nye fødselskontrolspille, blev konsekvensen. Resultatet blev et boom af fødsler udenfor ægteskab skabende massefattigdom. Feministerne omformede omgående problemet til udvidelse af Johnson´s såkaldte ”War on Poverty”, som finansierede milliarder til feministernes ”krig mod ægteskabet”, der i dag har efterladt halvdelen af Amerika´s børn faderløs

Shelby peger så rigtigt på, at en ændring forekom under Vietnamkrigen. Vi må ses nærmere på denne forvirrede tid, for at forstå hvad der virkeligt skete. Det hvide overherredømmes kollaps og raceproblematik er af lille konsekvens. Ægteskabets kollaps og i særdeleshed sexdiskriminationen som eksemplificeret af institutionaliseret afmontering af mænds deltagelse i ægteskabet, er af enorm indflydelse.

Vietnam faldt sammen med vækkelsen af hippiegenerationen. Kerneideologierne af ”Gør-hvad-du-har-lyst-til” blev essentielt drevet af 1960´ernes andenbølgesfeminister, og havde voldsomt influeret alle højere uddannelsesinstitutioner i løbet af 1968.

I løbet af Vietnamtidens æra troede frigjorte teenagere gennemskyllet i bevidsthedsudvidende stoffer religiøst på alt fra feminisme, til transcendental meditation, ”revolution for the hell of it”, Love-inns, Saul Alinsky, Pete Seeger og Jim Morrison.

De fleste konservative (selv dem ser ikke ”inhalerede” eller tog til Woodstock) tror stadigt religiøst på de chauvinistiske aspekter af feminismens anden bølge, til trods for at alle fakta beviser, at det er den mest destruktive sociale bevægelse i amerikansk historie. Det er her opfattelsen mellem nutidens konservative og liberale adskiller.

Liberale feminister mener, at al vold er slemt (undtagen hvis den begås af en kvinde). Tralfamadore er en lidelsesfri, hyperseksuel landsby af seriel polyandri, hvor opretholdelse og beskyttelse kommer fra regeringen, andre opdrager dine børn og mændene får regningen, uanset om det er deres børn eller ej.

Den afgørende krig der skaber fremtiden i Amerika, sker umærkeligt i Washington D.C. Feminister er meget opmærksomme på, at udgifterne til krig betyder reduktion i statslige subsidier til krigen mod ægteskabet. Det er derfor Jane Fonda, Barbara Streisand og alle de andre feminister modsætter sig krigen for enhver pris.
I denne uge deklarerede præsident Bush, at krigen mod terror i realiteten er Tredje Verdenskrig. Han har grundlæggende ret. Krigen mod terror er en ”varm krig” imod en veldistribueret, velfinansieret og teknologimestrende fjende.

Ligeledes er vor egen interne krig, understøttet af feminister mod ægteskabet i de sidste fyrre år. Som krigen mod terror er blodet og ligene af vor interne krig ikke synlig noget specielt sted, men indlysende hver gang vi åbner en avis, for at se de seneste myrdede koner, ægtemænd og børn, massefattigdom i forstadsmiljøer og et udslidt politisk aristokrati, der debatterer i det uendelige, men ikke er villige til at indlede krigen mod feminismen.

Den dag Amerika bliver trætte af feminismen, vil det kræve de nødvendige ændringer i Washington D.C. Jeg forudser, at dette ikke vil finde sted før U.S. højesteret omgør Roe V Wade og det eksisterende pro-livs-samfund tager ægteskabsemnet op, i mangel af bedre at foretage sig.

© 2006 David Usher – All Rights Reserved