Mit formål i dag er at fremføre to påstande:

1. At vise hvorfor nazityskland var en socialistisk stat, ikke en kapitalistisk stat
2. At vise hvorfor socialisme, forstået som et økonomisk system baseret på statseje af produktionsmidler faktisk kræver et totalitært diktatur

Identifikationen af nazityskland som en socialistisk stat var én af Ludwig von Mises store bidrag.

Når man husker at ordet ”Nazi” var en forkortelse for ”Nationalsozialistische Deutsche Arbeiters Partei” – i engelsk oversættelse: the ”National Socialist German Worker´s Party” – kan Mises´s identifikation virke mindre bemærkelsesværdig. For hvad skulle man forvente det økonomiske system i et land regeret af et parti med ”socialist” i sit navn skulle være i stedet for socialistisk?

Ikke desto mindre så tænker praktisk taget ingen, ud over Mises og hans læsere, på nazityskland som en socialistisk stat. Det er langt mere almindeligt, at den repræsenterede en form for kapitalisme, som er hvad kommunister og marxister har påstået.

Grundlaget for påstanden om, at nazityskland var kapitalistisk var det faktum, at de fleste industrier i nazityskland lod til at være i privat eje.

Hvad Mises identificerede var, at privat ejerskab at produktionsmidlerne kun eksisterede ”af navn” under nazisterne, og at den faktiske ejerskabssubstans af produktionsmidlerne residerede i den tyske regering. For det var den tyske regering og ikke de nominelle private ejere der udøvede den substantielle ejerskabsmagt: den, ikke de nominelle private ejere, besluttede hvad der skulle produceres, i hvilke mængder, med hvilke metoder, til hvem det skulle distribueres, såvel som hvilken pris der skulle tages, hvilke lønninger der skulle gives og hvilken dividende eller anden indkomst de nominelle private ejere kunne tillades at modtage. Positionen af tilsyneladende private ejere, viste Mises, blev essentielt reduceret til en af regeringen fastlagt position som pensionister.

De facto regeringsejerskab af produktionsmidlerne, som Mises angav det, var logisk antydet af at sådanne fundamentale kollektivistiske principper favnet af nazisterne som værende det fælles bedste, kommer før det private gode og det individuelle eksisterer som midler for staten. Hvis det individuelle er midler for staten, så er den individuelles ejendom det selvfølgelig også. Ligesom han ejes af staten, så ejes hans ejendom også af staten.

Men hvad der specifikt etablerede de facto-socialisme i nazityskland var introduktionen af priskontrol og lønkontrol i 1936. Disse blev påtvunget som modvirkning til inflationen af pengeforsyningen udført af regimet fra det tidspunkt det kom til magten i begyndelsen af 1933. Naziregimet inflaterede pengeforsyningen som middel til at finansiere det voldsomme regeringsforbrug krævet af regimets programmer af offentlige arbejder, subsidier og oprustning. Priskontrollen og lønkontrollen blev påtvunget som reaktion på prisstigningerne der begyndte som et resultat af inflationen.

Effekten af kombinationen af inflation, priskontroller og lønkontroller var mangel, altså en situation i hvilken kvantiteterne af goder folk prøver at købe, overgår kvantiteterne til rådighed for salg.

Mangel, på den anden side, resulterede i økonomisk kaos. Det er kun det, at kunder der dukker op i forretninger tidligt på dagen, er i en position til at købe alle goder på lager og efterlade kunder der kommer senere med intet – en situation i hvilken regeringer almindeligvis svarer med pålæg om rationering. Mangel resulterer i kaos gennem hele det økonomiske system. De introducerer tilfældighed i distributionen af forsyninger mellem geografiske områder i allokationen af en faktor af produktionen mellem dens forskellige produkter, i allokationen af arbejdskraft og kapital mellem de forskellige brancher af det økonomiske system.

I lyset af kombinationen af priskontrol og mangel er effekten af en nedgang af forsyninger af en vare ikke, som den ville være på det frie marked, at hæve prisen og forøge dens profitabilitet, derigennem operere med henblik på at stoppe nedgangen af forsyninger, eller omvende den hvis den er gået for langt. Priskontrol forhindrer hævning af prisen og forøgelsen af profitabiliteten. Når der er mangel er effekten af en forøgelse i forsyninger blot en reduktion i graden af mangel. Kun når manglen er totalt elimineret nødvendiggør en forøgelse af forsyninger en nedgang i pris, og bibringe en nedgang i profitten.

Som resultat heraf gør kombinationen af priskontrol og mangel tilfældige bevægelser at forsyninger muligt, uden nogen effekt på pris og profit. I denne situation kan produktionen af selv de mest trivielle og ubetydelige goder, selv småsten, udvides på bekostning af produktionen af de mest presserende nødvendige og vigtige goder, såsom livreddende medicin, uden effekt på pris eller profit af disse. Priskontroller ville modvirke produktionen af medicinen fra at blive mere profitabel i takt med at forsyningerne aftog, mens mangel af selv småsten modvirkede produktionen fra at blive mindre profitabel i takt med forsyningerne tiltog.

Som Mises viste, for at magte sådanne ufrivillige effekter af priskontroller, må regeringen enten fravælge priskontrollerne eller tilføre yderligere tiltag, nemlig præcis kontrollen over hvad der produceres, i hvilke mængder, med hvilke metoder og til hvem det distribueres, som jeg refererede til tidligere. Kombinationen af priskontroller med disse yderligere sæt kontroller konstituerer en de facto socialisation af det økonomiske system. For det betyder, at regeringen så udøver alle de substantielle ejerskabsredskaber.

Dette var socialismen institueret af nazisterne. Og Mises kalder det socialisme på tysk eller efter nazimønster, i kontrast til den mere indlysende sovjetsocialisme, som han kalder socialisme efter russisk eller bolsjevistisk mønster.

Selvfølgelig afsluttede socialismen ikke det kaos der opstod af destruktionen af prissystemet. Den forlængede det. Og hvis det ikke er introduceret uden tidligere eksistens af priskontroller, så er effekterne at indlede selve det kaos. Dette er fordi socialisme faktisk ikke er noget positivt økonomisk system. Det er blot en negation af kapitalismen og dets prissystem. Som sådan er socialismens essentielle natur én og den samme som det økonomiske kaos der var resultatet af destruktionen af prissystemet gennem priskontroller og lønkontroller. (Jeg vil gerne understrege, at bosjeviksocialismens påtvingelse af et system af produktionskvoter med incitamenter alle steder til at overskride disse kvoter, er en sikker formel til universel mangel, lige som under eksistensen af altomspændende priskontroller og lønkontroller).

I bedste fald ændrer socialismen blot retningen af kaos. Regeringens kontrol over produktionen kan muligvis muliggøre en større produktion af visse goder af særlig vigtighed for regeringen selv, men det gør den kun på bekostning af altomfattende ødelæggelse i resten af det økonomiske system. Dette fordi regeringen ikke har nogen mulighed for at kende effekterne på resten af det økonomiske system, om dens sikring af produktionen af goder til hvilket den tillægger særlig vigtighed.

Kravene til gennemtvingelse af et system af priskontroller og lønkontroller kastede meget lys over socialismens totalitære natur – mest indlysende selvfølgelig, på den tyske eller nazistiske variant af socialismen, men ligeledes på den sovjetsocialistiske stil.

Vi kan begynde med det faktum, at den finansielle selvinteresse hos sælgere opererende under priskontroller er at undslippe priskontrollerne og hæve deres priser som et redskab til sikring af de goder de ønsker. Hvad skal der under disse omstændigheder til for at stoppe prisstigninger og et massivt sort marked fra at udvikle sig?

Svaret er ”en kombination af svære straffe kombineret med en stor sandsynlighed for at blive taget, og derefter faktisk lide disse straffe”. Blotte bøder forhindrer sandsynligvis ikke disse handlinger. De vil simpelthen blive anset for en yderligere forretningsudgift. Hvis regeringen er seriøs omkring sin priskontroller, er det nødvendigt for den at pålægge straffe svarende til straffe for store forbrydelser.

Men disse straffes blotte eksistens er ikke nok. Regeringen må rent faktisk gøre det farligt at udøve transaktioner på det sorte marked. Den må få folk til at frygte, at de under udøvelsen af sådanne transaktioner kan blive opdaget af politiet, og faktisk ende i fængsel. For at skabe en sådan frygt, må regeringen gøre køber og sælger bange for at hvis de indgår i transaktioner på det sorte marked, kan andre kunder anmelde dem.

Grundet det private og hemmelige i hvilket mange transaktioner på det sorte marked kan udføres, må regeringen også gøre enhver der overvejer en transaktion på det sorte marked bange for at handelspartneren kunne vis sig at være en politiagent der prøver at fange sælgeren. Regeringen må gøre folk bange for at deres faste associerede, selv for deres venner og familie, viser sig at være informanter.

Og endeligt, for at kunne opnå domme, må regeringen placere afgørelsen om skyld eller uskyld i transaktioner på det sorte marked i hænderne på et administrativt tribunal eller politiagenterne på stedet. Regeringen kan ikke forlade sig på juryretssager, da det er usandsynligt at mange juryer vil være villige til at komme med domme med skyld, i tilfælde hvor en mand må i flere års fængsel for at have solgt få pund kød eller et par sko over prisloftet.

Sammenlagt er kravene til blot håndhævning af priskontrolreguleringer adaptionen af essentielle træk fra den totalitære stat, nemlig etableringen af en kategori af ”økonomisk kriminalitet” i hvilket den fredelige forfølgelse af materiel selvinteresse behandles som en kriminel handling, og etableringen af et totalitært politiapparat fyldt med spioner og informanter, og magten til tilfældige arrestationer og fængslinger.

Håndhævningen af priskontrol kræver tydeligt en regering lignende den i Hitler´s Tyskland eller Stalin´s Rusland, i hvilket praktisk taget enhver kunne vise sig at være politispion og i hvilken et hemmeligt politi eksisterer og har magten til at arrestere og fængsle folk. Hvis regeringen er uvillig til at gå så langt, så vil dens priskontroller vise sig uhåndhævelige og vil simpelthen bryde sammen.
Det sorte marked antager så store proportioner. (Tilfældigvis intet af dette antyder, at priskontroller var grunden til terrorregimet initieret af nazisterne. Nazisterne begyndte deres terrorregime noget før fastlæggelsen af priskontroller. Som resultat heraf initierede de priskontroller i et miljø allerede forberedt til deres håndhævelse).

Aktiviteterne på det sorte marked initierede yderligere kriminalitet. Under de facto socialismen initierer produktionen og salget af goder på det sorte marked trods af regeringens regulativer vedrørende produktion og distribution, såvel som trods af dens priskontroller. Eksempelvis goderne selv der sælges på det sorte marked, er meningen fra regeringens side skal distribueres i overensstemmelse med denne plan, og ikke på det sorte marked. Produktionsfaktorerne anvendt til at producere disse goder er ligeledes af regeringen intenderet at skulle bruges i overensstemmelse med dens plan, og ikke til formål for det sorte marked.

Under et system af lovgivet socialisme, såsom eksisteret i sovjetrusland, i hvilket den legale kode for landet åbent og eksplicit gør regeringen ejeren af produktionsmidlerne, følger alle det sorte markeds aktiviteter nødvendigvis misbruget eller tyveriet af statens ejendom. Eksempelvis fabriksarbejdere eller managere i sovjetrusland, der underslæbte produkter de solgte på det sorte marked, blev anset for at stjæle råmaterialerne forsynet af staten.

Yderligere, i enhver type socialistisk stat, nazistisk eller kommunistisk, er regeringens økonomiske plan en del af landets øverste lov. Vi har alle en god ide om hvor kaotisk den såkaldte socialistiske planlægningsproces er. Det er yderligere afbrydelse af arbejdere og managere snappende materialer og forsyninger til produktion for det sorte marked, der er noget en socialistisk stat logisk berettigede til at anse for en sabotagehandling af dens økonomiske plan. Og sabotage er den socialistiske stats legale kode for hvordan den opfatter det. I overensstemmelse med dette faktum medfører aktivitet på det sorte marked i et socialistisk land ofte dødsstraf.

Nu tror jeg, at et fundamentalt faktum der forklarer det altomfattende terrorregime fundet under socialisme, er et utroligt dilemma i hvilket socialistiske stater placerer sig selv i relation til sine borgere. På den ene side påtager den sig fuldt ansvar for individernes økonomiske velbefindende. Russisk eller bolsjevistisk socialistisk stil påtager sig åbenlyst dette ansvar – dette er hovedkilden til sin popularitet. På den anden side på alle andre måder man kan forestille sig en socialistisk stat lave et ubehjælpeligt arbejde. Den gør individets liv til et mareridt.

Hver dag i sit liv må borgeren i en socialistisk stat bruge tid i endeløse ventekøer. For borgeren er problemerne amerikanerne oplevede under benzinmanglen i halvfjerdserne normal; borgeren oplever dem dog ikke i forbindelse med benzin – for borgeren ejer ikke en bil og har intet håb for nogensinde at komme til at eje én – men i relation til simple ting som tøj, grøntsager og selv brød. Hvad værre er, så er borgeren jævnligt tvunget til et job der ikke er af eget valg, hvilket borgeren derfor helt sikkert må hade. (For under mangeltilstande bestemmer regeringen allokationen af arbejde, ligesom allokationen af produktionens materielle faktorer). Og borgeren lever i betingelser af utrolig overbefolkning, med stort set ingen mulighed for privatliv. (I tilfælde af mangel på hjem henvises lejere til udpegede hjem; familier tvinges til at dele lejligheder. Og et system af interne pas og visa tilpasses til begrænsning af sværhedsgraden af mangel på hjem i de mere attraktive dele af landet). For at sige det mildt må en person tvunget til at leve under sådanne betingelser syde af afsky og fjendtlighed.

Nå, men hvem ville det være mere logisk for borgerne i den socialistiske stat at rette deres afsky og fjendtlighed mod end selve den socialistiske stat? Den samme socialistiske stat som har proklameret sin ansvarlighed for deres liv, har lovet dem et liv i lyksalighed, og som rent faktisk er ansvarlig for at give dem et liv i helvede. Faktisk lever den socialistiske stats ledere i yderligere et dilemma, da de dagligt opmuntrer folket til at tro at socialisme er et perfekt system hvis dårlige resultater kun kan være onde menneskers værk. Hvis dette var sandt, hvem kunne disse onde mænd så være, hvis ikke lederne selv, der ikke kun har gjort livet et helvede, men har perverteret et angiveligt perfekt system til at blive det?

Deraf følger, at den socialistiske stats regenter må leve i rædsel for folket. Følgende logikken af deres handlinger og deres lærdom skulle folkets kogende, sydende afsky vælde op og nedsvælge dem i et orgie af blod og vildskab. Regenterne aner dette, selv hvis de ikke indrømmer det åbent; og derfor er deres hovedopmærksomhed altid at holde låget på borgergryden.

I sidste instans er det sandt, men meget ufyldestgørende at sige sådanne ting, som at socialisme savner friheder. Selvfølgelig savner den friheder. Hvis regeringen ejer alle aviser og forlag, hvis den beslutter med hvilke formål nyheder og aviser gøres tilgængelige, så kan indlysende intet trykkes som regeringen ikke ønsker trykt. Hvis den ejer alle mødestederne kan ingen offentlig tale eller lektion leveres, som regeringen ikke ønsker leveret. Men socialisme går meget længere end manglen på pressens og talens frihed.

En socialistisk regering udrydder fuldstændigt disse friheder. Den vender pressen og ethvert offentligt forum om til et hysterisk propagandaapparat på egne vegne, og den engagerer sig i en uophørlig jagt på enhver der vover at afvige så meget som en tomme fra dens officielle partilinie.

Grunden til disse fakta er den socialistiske regents rædsel for folket. For at beskytte dem selv må de beordre propagandaministeriet og det hemmelige politi til at arbejde døgnet rundt. For det første konstant at aflede folkets opmærksomhed fra socialismens ansvar, og socialismens regenter fra folkets elendighed. For det andet at afsjæle og tavsgøre enhver der antydede socialismens regenters ringeste ansvar for folkets elendighed – at afsjæle enhver der begynder at vise tegn på selvstændig tanke. Det er grundet regenternes terror og deres desperate behov for at finde syndebukke for socialismens fejlslag at et socialistisk land altid er fuldt af historier om fremmede plot og sabotager, og om korruption og mismanagement fra de underordnede myndigheders side, og hvorfor, periodisk, det er nødvendigt at afmaske storstilede hjemlige plot og ofre højtstående myndigheder og hele fraktioner i gigantiske udrensninger.

Det er grundet deres terror og deres desperate behov for at knuse ethvert tegn på potentiel opposition, at socialismens regenter ikke tør tillade selv rent kulturelle aktiviteter der ikke er under statens kontrol, for hvis folk så meget som forsamles til et kunstshow eller poesilæsning der ikke er under statens kontrol, kan regenterne frygte udbredelsen af farlige ideer. Alle uautoriserede ideer er farlige ideer, da de kan lede folk til at begynde at tænke selvstændigt og derigennem begynde at tænke på socialismens natur og dens regenter. Regenterne må frygte den spontane forsamling af en håndfuld folk i et rum, og bruge det hemmelige politi og dets apparat af spioner, informere og terror enten til at stoppe sådanne møder eller sikre sig, at deres indhold i statens øjne er fuldstændigt harmløst.

Socialisme kan ikke regeres i lang tid undtagen under terror. Så snart terroren aftager, begynder afskyen og fjendtligheden logisk at vælde op mod regenterne. Scenen er derfor sat for revolution eller borgerkrig. Faktisk i fraværet af terror, eller mere korrekt, en tilstrækkelig grad af terror, ville socialismen være karakteriseret af en endeløs serie af revolutioner og borgerkrige, i takt med at hver ny gruppe regenter viste sig lige så uegnede til at få socialismen til at fungere succesfuldt som deres forgængere. Den uundgåelige konklusion der kan drages er, at faktisk oplevet terror i socialistiske stater ikke blot var onde mænds værk, såsom Stalin, men udspringer af det socialistiske systems natur. Stalin kunne komme i front grundet hans usædvanlige villighed og snuhed i brugen af terror, hvor de særlige karakteristika krævet af en socialistisk regent for at kunne fastholde magten var til stede. Han steg til top via processen af socialismens naturlige udvælgelse: udvælgelsen af de værste.

Jeg bliver nødt til at foregribe en mulig misforståelse vedrørende min tese, at socialismen af natur er totalitær. Dette vedrører de angiveligt socialistiske lande regeret af socialdemokrater, såsom i Sverige og andre skandinaviske lande, der klart ikke er totalitære diktaturer.

I sådanne tilfælde er det nødvendigt at klargøre, at i forlængelse af at disse lande ikke er totalitære, så er de heller ikke socialistiske. Regeringspartierne kan påtage socialismen som deres filosofi og deres ultimative mål, men socialisme er ikke hvad de har implementeret i deres økonomiske system. Deres faktiske økonomiske system er en styret markedsøkonomi, som Mises angav det. Selvom det i vigtige henseender er mere styret end vores eget, er deres system essentielt lig vores eget, i den henseende at produktionens og det økonomiske systems karakteristiske drivkræfter ikke er et regeringsdekret, men initieret af private ejere motiveret af udsigten til privat profit.

Grunden til at socialdemokrater ikke indfører socialisme når de kommer til magten er, at de er uvillige til at gøre det krævede. Etableringen af socialisme som økonomisk system kræver et massivt tyveri – produktionsmidlerne må beslaglægges fra ejerne og overdrages til staten. En sådan beslaglæggelse vil helt sikkert provokere substantiel modstand fra ejernes side. Modstand der kun kan modvirkes ved hjælp af massiv kraft.

Kommunisterne var og er villige til at påføre en sådan kraft som bevidnet i sovjetrusland. Deres karakter er den af bevæbnede røvere forberedte på at begå mord, hvis det er det der er nødvendigt for at gennemføre røveriet. Socialdemokraternes karakter er, i modsætning til lommetyvenes, der kan tale om en dag at gennemføre det store kup, men som faktisk er uvillige til at gennemføre drabene der kræves, og derfor giver op ved det mindste tegn på seriøs modstand.

For nazisterne var der ikke brug for at dræbe andre end jøder for at beslaglægge tyskernes ejendom. Dette var fordi, som vi har set, at de sneg socialismen ind gennem priskontroller, der tjente til at opretholde forklædningen udadtil og illusionen om privat ejendom. De private ejere blev derfor frataget deres ejendom uden at vide det, og følte derfor ikke noget behov for at forsvare den med magt.
Jeg mener at have vist at socialisme – virkelig socialisme – af natur er totalitær.

I U.S. har vi på nuværende tidspunkt ikke socialisme i nogen form. Og vi har ikke diktatur, for ikke at tale om et totalitært diktatur.

Vi har ej heller endnu fascisme, selvom vi bevæger os i den retning. Blandt de essentielle elementer der stadig mangler er ét-parti-systemet og censur. Vi har stadig ytringsfrihed, pressefrihed og frie valg, selvom begge er blevet undermineret og deres fortsatte eksistens kan ikke garanteres.

Hvad vi har, er en styret markedsøkonomi der bliver mere og mere styret gennem flere og flere regeringsinterventioner, og som er karakteriseret ved et tiltagende tab af individuel frihed. Væksten i regeringens økonomiske intervention er synonym med tabet af individuel frihed, fordi det betyder tiltagende initiering af brugen af fysisk magt, for at få folk til at gøre hvad de ikke frivilligt vælger at gøre, eller forhindre dem i at gøre hvad de frivilligt vælger at gøre.

Eftersom individet er bedst til at vurdere hvad der er i dets interesse, og i det mindste som regel søger at gøre hvad der er i dets interesse at gøre, og prøver at undgå hvad der skader dets interesse, følger det, at jo flere regeringsinterventioner, jo større er omfanget af, hvad der forhindrer individer i at gøre hvad der gavner dem, og i stedet tvunget til at gøre hvad der giver dem tab.

I dagens U.S.A. opgøres statens udgifter, føderale udgifter og lokale udgifter til næsten halvdelen af indkomsten af portionen fra borgerne der ikke arbejder for regeringen. Femten føderale kabinetdepartementer og et meget højere antal af føderale regulerende kontorer, i de fleste tilfælde sammen med statens og lokalsamfundets modstykker, blander sig rutinemæssigt i praktisk taget ethvert område af den individuelle borgers liv. Borgeren beskattes, tvinges og forbydes på utallige måder.

Effekten af så massiv regeringsintervention er arbejdsløshed, stigende priser, faldende realløn, behov for længere og hårdere arbejdsdage og en stigende økonomisk usikkerhed. Den yderligere effekt er tiltagende vrede og afsky.

Selvom regeringens interventionspolitik er deres logiske mål, så er folks vrede og afsky i stedet typisk rettet mod forretningsmænd og rige. Dette er en fejltagelse der for det meste er næret af et, for største delens vedkommende, ignorant og misundeligt intellektuelt etablissement og medie.

Og i konformitet med denne attitude, siden aktieboblens kollaps, der faktisk blev skabt af den føderale reserves politik om kreditekspansion og så siden prikket hul på af den temporære afgang fra denne politik, så har regeringsanklagere adopteret hvad der synes at være en særdeles hævnfuld politik mod bestyrelser der har gjort sig skyldige i finansiel uærlighed, som om deres handlinger var ansvarlige for de omfattende tab resulterende af bobbelsprængningen. Derfor fik en tidligere top i et stort telekommunikationsselskab for nylig en fængselsdom på 25 år. Andre spidser har lidt lignende.

Mere fundamentalt er der friheden til at analysere og modvise ideerne der understøtter de destruktive politiker der er blevet adopteret eller bliver adopteret. Og det er det der er afgørende. For den fundamentale faktor understøttende interventionismen og, selvfølgelig, socialismen ligeså, kommunistisk eller nazistisk, er overordnet intet andet end forkerte ideer. Forkerte ideer om økonomi og filosofi.

Af George Reisman