Islam nyder en stor og indflydelsesrig alliance blandt ikke-muslimer: En ny generation af ”nyttige idioter”. Den slags folk Lenin identificerede levende i liberale demokratier, der fremmede kommunismens arbejde. Denne nye generation af nyttige idioter lever også i liberale demokratier, men tjener islamfascismen – endnu en ondskabsfuld form for totalitær ideologi.

 

Nyttige idioter er naive, tåbelige, ignoranter af fakta, urealistisk idealistiske drømmere, bevidst benægtelse eller selvbedrag. De regerer fra de kronisk ulykkelige rækker, anarkisterne, de spirende revolutionære, neurotikerne der er i krig med livet, de utilfredse fremmedgjorte regeringsfjender, selskabsfjender, og stort set alle og enhver samfundsinstitution. Den Nyttige Idiot kan være milliardær, filmstjerne, politiker eller fra et hvilket som helst samfundssegment.

 

Den farligste variant af nyttige idioter er uden tvivl den ”Politisk Korrekte”. Den Politisk Korrekte er mester i eufomismer, tvetydig tale og direkte bedrag.

 

Den Nyttige Idiot opnår tilfredsstillelse ved at være mod etablissementet, og en pervers tilfredsstillelse ved at nære de kræfter der målrettet arbejder på at afmontere den eksisterende orden, hvad den end måtte være: en orden idioten hverken bifalder eller føler tilhører.

 

Den Nyttige Idiot er konfliktfuld, uærlig og magter ikke selvindsigt, og opdage grundene til sine egne problemer og ulykkelighed, mens idioten tjenstvillig stiller sig selv til rådighed for formål, der validerer sin forstyrrede opfattelse.

 

Det er forståeligt nok nemmere at bebrejde andre og hele verden, end at undersøge sig selv, med et øje for selverkendelse og selvforbedring. Kritik og beklagelser – liberale praktikker af den Nyttige Idiot – kræver yderligere talent og energi. Den Nyttige Idiot er en stor lommefilosof og ”Iformation”-læser.

 

Den Nyttige Idiot er ikke den samme, som en person der oprigtigt har anderledes synspunkter. Et samfund uden ærlige og åbne forskelle i synspunkter, er et dødt samfund. Kritiske, friske og anderledes ideer er samfundets livsblod – selve autokratiernes anatema, hvor den officielle position er sakrosankt.

 

Selv en normal person spenderer en del mere energi på målrettet at reparere ting, end på at bedre sine egne fejl og mangler, eller bidrage positivt til den større helhed. Folk kan ikke lide at lave et overslag over, hvad de gør, eller ikke gør, der er ansvarligt for de tilstande de misbilliger.

 

Men den Nyttige Idiot tager tingene meget længere. Den Nyttige Idiot er, blandt andre ting, en mesterpraktikker i at finde syndebukke. Idioten påfører andre skyld, frifinder samtidig sig selv og har en lang handy liste af kandidater til bebrejdelse for alt og det hele, og ved at leve et forstyrret liv, bidrager idioten til samfundets ubalancer.

 

Den Nyttige Idiot kan endog bevidst engagere sig i misinformation og bedrag. Eksempelvis termer som ”Politisk Islam” og ”Radikal Islam” er den nyttige idiots bidrag. Disse termer eksisterer ikke engang i det almindelige vokabular vedrørende Islam, ganske enkelt fordi de er redundante. Islam er af natur og ifølge sin karakter – Koranen – en radikal politisk bevægelse. Det er den Nyttige Idiot der fornuftiggør islam og misleder offentligheden ved at sige, at den ”rigtige Islam” konstituerer religionens hovedåre; og at denne hovedåre er ikke-politisk og moderat.

 

Desværre håndhæver et sort segment af befolkningen disse forvrøvlede eufomismer, afbildende Islam som sådan, fordi de foretrækker at opleve Islam som sådan. Det er mindre truende at tro, at kun et lille tvunget segment af Islam er radikalt eller politisk drevet, og at hovedåren af Islam faktisk er moderat og ikke-politisk.

 

Men Islam er politisk helt ind til kernen. I Islam er moskeen og staten den samme – moskeen ér staten. Dette arrangement går tilbage til Muhammeds dage. Islam er også radikal i det ekstreme. Selv de ”moderate” muslimer er radikale i deres overbevisning, såvel som i deres gerning. Muslimer mener, at ikke-muslimer er fordømte og skal velfortjent mishandles, i modsætning til rettroende.

 

Ingen radikal barbarisk handling er utænkelig for muslimer, i behandlingen af andre. De har destrueret dyrebare statuer af Buddha, jævnet andre religioners hellige monumenter med jorden, og kørt en bulldozer gennem kirkegårde af ikke-muslimer, få eksempler på deres ekstreme foragt for andre.

 

Muslimer er radikale selv i deres interne affærer. Varierende sekter og undersekter udpeger andre sekter og undersekter som værende døden værdig; kvinder bliver behandlet som løsøre, frataget mange rettigheder; hænder hugges af for at stjæle et brød; seksuelle forseelser aflønnes med stening, og meget andet. Disse er standard dag-til-dag måder den ”moderate” muslim lever i stenalderens love af Sharia.

 

Den ”moderate” mainstream af Islam har fra begyndelsen været folkemorder. Deres egne historikere viser at Ali, den første shiitiske imam og Muhammeds svigersøn, med hjælp fra en anden mand, halshuggede 700 jødiske mænd i overværelse af profeten selv. Allahs profet og hans disciple tog de myrdedes mænds kvinder og børn til slaveri. Muslimerne har været, og er stadig, de mest ondskabsfulde og skamløse praktikere af slaveri. Slavehandelen er selv i dag i visse lande en trivelig forretning, hvor perverse velstående sheiker køber børn for deres sadistiske tilfredsstillelse.

 

Muslimer lærer bedrag og løgn fra Koranen selv – noget Muhammed praktiserede gennem sit liv, når som helst han fandt det anvendeligt. Efterfølgende islamiske regenter og ledere har gjort det samme. Eksempelvis Khomeini, stifteren af den iranske revolution i 1979, opildnede folket under demokratiets banner. Hele vejen gennem sin støtte til demokratiet fandt man ikke en ærlig mand, men en listig. Så snart han havde opnået magten, forfulgte han hævntørstigt de Nyttige Idioter. Irans bedste børn måtte efter at have blevet gennemført bedraget, og brugt af en mesterlig falsk religionspopulist, flygte for at undgå skæbnen af ti tusinde vis, der blev fængslede eller henrettede af den forræderiske imam.

 

Næsten tre årtier efter den tragiske islamiske revolution i 1979, udspreder Islam´s kvælende regime sin dødbringende næve over iranerne. Et stolt folk med en misundelsesværdig arv bliver systematisk frarøvet sin opfattelse af identitet og tvunget til at tænke og opføre sig som barbarer og intolerante muslimer. Iranere der altid har behandlet kvinder som ligestillede, ser kvinder blive reduceret af en stenaldergejstlighed til undermenneskestatus af Islamisk lære. Ethvert forsøg fra kvinder i Iran på at modgå det kvindehadende regime af Muhammed´s mullah, er nådeløst undertrykt. Kvinder tæves, fængsles, voldtages og dræbes, ligesom mænd slagtes uden rettergang eller medlidenhed.

 

Læren er klar: Vær på vagt for den Nyttige Idiot, der lever i frie demokratier. Bevidst eller ubevidst tjener de som Islam´s mest villige og effektive soldater. De jævner vejen for Islam´s fremgang, og de vil helt sikkert være blandt Islam´s allerførste ofre, så snart Islam indtager magten.