Hvis man tager den ide seriøst, at seksuel forskel er et vigtigt element i afgørelsen af hvem vi er, så skulle man formode, at mandlig og kvindelig motivation ville afvige med hensyn til vigtige aktivitetsområder, såsom arbejde. I det omfang at teori designet til at afdække disse forskelle forbliver beskrivende, skulle forfølgelsen af teorien slå os som én af de mere interessante og givende opgaver vores historiske periode har givet os.

Men sådanne teoretiseringer har ofte haft en ideologisk kant, og har portrætteret, nogle gang nuanceret, nogle gange ikke, ideen om seksuel differentiering som en moralsk dikotomi. På den nuancerede side eksempelvis, har vi Gilligan (1982), som identificerende mænd med deres mørke side og kvinder med deres ideelle side, ser mandlig motivation som domineret af aggression og selviskhed; kvinders motivation, på den anden side, ses som opstået af en opfattelse af forbindelse og er organiseret omkring varetagelse, pleje og skabelsen og vedligeholdelsen af relationer.

Bevægende sig væk fra det nuancerede får vi dette:

Mænd elsker død. I alt hvad de skaber udhuler de en plads for død…i mandlig kultur er langsomt mord hjertet af eros, hurtigt mord er hjertet af handling og systematiseret mord er hjertet af historie. (Dworkin, 1980: 139)

og, i kontrast, dette:
Feminismens projekt er at afdække og kræve kvinders erfaring som gyldige… Dens synspunkt er standarden for synspunktløshed, dens partikularitet universitalitetens mening. Dens kraft udøves som konsensus, dens autoritet som deltagelse, dens overlegenhed som paradigmet for orden, dens kontrol som definitionen af legitimitet. (MacKinnon, 1989: 116-7).

Hvad der deraf følger er en arbejdspsykologi i hvilket den mandlige organisation af arbejde, typisk kaldet patriakatet, ses som undertrykkelse, hvorimod den kvindelige organisation ses som frigørende.

Ideen om at konflikten mellem kønnene ophobes til en verdenshistorisk kamp mellem de gode og de onde kræfter, opstår fra en form for feminisme som Christina Sommers (1989) kalder ”gender (køn) feminisme”. Jeg foretrækker, da den er mere beskrivende term ”Manicheansk Feminisme””.

Tendensen til at idealisere og dæmonisere afskærer fra forståelsen af menneskets nuancerede psykologi. Mænd er helt sikkert uperfekte, men disse uperfektheder er tæt forbundne med kilderne til mandlig præstation. Dette essay vil i første omgang forsøge at vise naturen af denne forbindelse. Det vil forsøge at afsløre betydningen af arbejde indenfor den maskuline kontekst. For det andet vil det forsøge af udforske de psykologiske rødder af dæmoniseringen af mænd, man finder blandt manicheanske feminister. Devalueringen af mænd og af den traditionelle mandlige rolle har i mine øjne forstyrret vores forståelse af mange områder af det sociale liv. Hvad jeg her forsøger er at berige denne diskussion ved at komme maskuliniteten i forsvar.

Den teoretiske kerne af mit argument vil blive adopteret fra en analyse af Freud´s udviklingspsykologi af den franske psykoanalytiker Janine Chasseguet-Smirgel (1986). Det vil derfor være formålstjenligt at begynde med Freud.

Freud
Tidligt i udviklingsforløbet af både dreng og pige er relationen med moderen det følelsesmæssige omdrejningspunkt. Indtil videre oplever barnet ikke sig selv som værende separat fra moderen, oplevende moderens kraft i opfyldelsen af barnets behov som værende en direkte forlængelse af sig selv. Man kan sige, at barnet på dette tidspunkt oplever sig selv som centrum for en verden der er kærligt struktureret omkring barnet. Freud´s betegnelse for denne fusion af mor og barn er ”primær narcissisme” (Freud, 1914).

Desværre kan primær narcissisme ikke vare ved, da der findes en virkelig verden der ikke er barnets mor. Indenfor konteksten af denne virkelige verden er barnet sårbart, hjælpeløst og forsvarsløst. Barnets hjælpeløshed gør det mere afhængigt af dets mor for hjælp imod verden, og et image af moderen der vil tilfredsstille barnets behov for forsvar imod verden, opstår i form af hvad freudianere kalder ”Maternal imago” og Kleinianere kalder det ”gode bryst”. Derfor udvikler ønsket om at returnere til det oprindelige narcissistiske stade, at fusionere med det maternale imago, sig som en måde at kapere angsten for at være hjælpeløs i verden. Freud refererer til fantasien af denne returnering som ”Ego-ideal” (1914, 1921). Noter venligste, at indtil videre har det udviklingsmæssige mønster identisk for drenge og piger.

For Freud er grunden til mandlig og kvindelig divergens anatomisk, hvilende på det faktum at drenge, men ikke piger, har en penis (Freud, 1924, 1925). Erkendelsen af dette faktum vinder betydning på stadiet af Ødipuskomplekset omkring seksårsalderen. På dette tidspunkt, opfattende faderen som en rival, engagerende drengebarnet sig i fantasien om at udrydde faderen, forstår drengebarnet, at i kampen mod faderen vil barnet tabe. Især er den lille dreng bange for, at faderen vil kastrere ham og derigennem ende rivaliseringen. Det er for af dæmpe frygten for kastration, at barnet lærer at anticipere faderens straf ved at internalisere faderen, og lære at straffe sig selv for hvad faderen ellers ville have straffet barnet for. På denne måde skabes ”Super-ego”. På samme tid laves et implicit løfte om, at hvis drengen vokser op og bliver ligesom faderen gennem forfølgelse af super-egoets anvisninger, vil det blive i stand til at generhverve ego-idealet gennem nogen lignende moderen. Dette var for Freud ophavet til den mandlige rolle (1923).

Den feminine rolle er konditioneret af manglen på penis. Den lille pige, tagende sin fader som rival, opdager hurtigt, at striden allerede er ovre; hun er allerede kastreret. Erkendelsen af at hun mangler en penis, leder pigen til at misunde de der har dette organ. Hun vender sig mod faderen med ideen om, at en dag vil han give hende en. Men over tid og i skuffelse, opgiver den lille pige ideen om hendes egen penis og indtager en passiv rolle overfor faderen og mod mænd generelt, med det håb at i sidste instans vil en af dem give hende et drengebarn, hvis penis hun kan kalde sin egen (Freud, 1931, 1933).

Et antal pointer fremstår i denne forbindelse som værd at bemærke af enhver, der ikke tidligere har været tilbøjelig til at tro på det, bare fordi Freud sagde det. Mellem dem er tilsværtningen af kvindelig kraft, og påstanden om at kvinder er determineret af deres anatomi, at være passiv mod og afhængig af mænd – objekter mere end subjekter. Materiale af denne art har selvfølgelig været anholdt af utallige feminister som bevis på fordomme mod kvinder.

Man kan meget let forstå deres bekymringer og sympatisere. På den anden side, som Mitchell (1975) har påpeget, så gør det faktum at kvinder ikke kan lide dette ræsonnement, ikke ræsonnementet i sig selv forkert. Et langt mere alvorligt angreb på Freud er udviklet af Chasseguet-Smirgel (1986) – et angreb der er alvorligere, eftersom det finder sted indenfor den grundlæggende ramme af psykoanalysens logik.

Chasseguet-Smirgel
Det centrale træk ved Chasseguet-Smirgel´s analyse er hendes observation, at billedet der opstår af det kvindelige i Freud´s teori – svag, passiv og afhængig – er præcist det modsatte af det maternale imago som vi alle ubevidst bærer rundt på, og dette etablerer for os alle definitionen af det kvindelige. Det maternale imago er den omnipotente moder. Det er baseret på moderens tilsyneladende ubegrænsede kraft som vi først oplever den i vores barndom; og billedet understøttes af vore behov for at afhænge af vores moders evne til at bekæmpe hjælpeløsheden i vore separerede eksistenser. Der er ingen svaghed eller passivitet her og afhængigheden er åbenlyst modsat af hvad Freud påstod.

For psykoanalysen kan en opposition af denne art ikke blot være en tilfældighed; der må mere være tale om en dynamisk opposition. Det teoretiske koncept, åbenbart en sekundær udvikling, må have været opstået grundet sin opposition til det arkaiske billede. Dette er den centrale logik i Chasseguet-Smirgel´s ræsonnement.

For hende må billedet af kvinden i Freud´s teori have opstået for at benægte kvindens kraft som Freud, og mænd generelt, udøvede over kvinder. Sammen med dette skulle følge billederne af svaghed, passivitet og afhængighed – alt følgende logikken i at benægte det modsatte. Men hvorfor skulle det maternale imago udøve sådan kraft, at hele teorien om kvinder ville rejse sig i benægtelse?

Svaret indeholdes i ego-idealet. Som vi har set består mandens hovedkonstellation, såvel som kvindens hovedkonstellation, i ønsket om at genopnå fusionsstadiet med moderen. Moderen er målet for vort ønske, men som objekt for vort ønske repræsenterer hun også vor hjælpeløshed. Det er denne hjælpeløshed mænd må forsvare sig imod ved at nægte kvinder kraft. For jo tættere en fusion manden opnår med en kvinde, jo mere forsvarsløs bliver han i forhold til hendes ønsker og luner, og jo mindre kapabel er han til at blive fuldstændigt overvældet og forladt. Jo mere han tilnærmer sig den infantile relation med moderen, jo svagere bliver han, og jo stærkere bliver hun.

Dette er roden af mandens begær: at blive plejet og taget vare for af den omnipotente moder. På samme tid dog, er den kilden til terror, for moderen er trods alt en anden. Hendes kærlighed som manden regner med for sine følelsers vedligeholdelse, er hendes kærlighed og manden har ingen kontrol over den. Han bliver fuldstændigt afhængig af en anden, der er fuldstændigt uden for hans kontrol, og jo dybere hans kærlighed er, jo større afhængighed og jo mere hjælpeløs bliver han. Nu kan vi se kernen af mænds følelsesmæssige orientering mod kvinder. Den er fuldstændigt, dybtgående og overvældende ambivalent.

Mandens hjælpeløshed i forhold til det maternale imago må kontrasteres med kvindens betingelse. For kvinden består det centrale fokus også i returneringen til fusionen med moderen. Men for kvinden findes et naturligt alternativ, der ikke er åbent for manden. Hun kan blive mor og genskabe fusionen med sit eget barn. Ved at være mor og identificere sig med barnet, kan kvinden både pleje og blive plejet, være afhængig og stærk, tage vare for og selv blive taget vare for, yin og yang. Kvinden kan projicere opnåelsen af ego-idealet i en form der ikke leder til hendes totale hjælpeløshed. Hun kan direkte identificere sig med det maternale imago. Yderligere er hendes vej til ego-idealet naturlig og organisk. Hun kan fastholde fantasien, som manden ikke kan, at opnå ego-idealet blot ved at vokse op.

Som vi snart skal se er det kvindens kapacitet, hendes komplethed, med hensyn til ego-idealets fantasi, der har ledt til det faktum, at konkrete resultater i det store hele har været produktet af mandlig aktivitet; ikke som Freud tænkte, hendes mangel på komplethed.

Maskulinitet og kultur
Ifølge Chasseguet-Smirgel der antog den samme traditionelle familiestruktur som Freud gjorde, må både drengebørn og pigebørn for at kunne forsvare dem selv mod deres hjælpeløshed i forhold til det maternale imago, projicere deres kraft på faderen. På denne måde håber de på, ved at identificere sig med faderen og blive ligesom ham, at kunne opnå kraft over moderen. Dette vil selvfølgelig, som vi har set, for kvinden der projicerer sin rolle som moder kun være en sekundær løsning. Dog for det mandlige barn er dette den primære vej ud af sin følelse af hjælpeløshed og genererer som vi skal se, den traditionelle mandlige arbejdspsykologi.

For at kunne opnå en ordentlig forståelse af den traditionelt mandlige arbejdspsykologi, er det nødvendigt at lave en lettere revidering af Chasseguet-Smirgel´s opfattelse af projiceringen af faderlig kraft. For det er let at se, at det ikke kan være kraften fra det maternale imago barnet projicerer over på faderen. Dette ville blot få barnet til at føle sig hjælpeløst og afhængigt af fadere såvel som moderen. Det må være en anden kraft.

Dette er tesen jeg ønsker at fremsætte. Barnet projicerer på faderen en kraft svarende til kraften af det maternale imago men forskellig fra den. Dette medfører, at barnet projicerer en modkraft mod faderen med henblik på moderen. Det antager, at faderen har prestige hos moderen, der muliggør for faderen at være med moderen uden at være afhængig og hjælpeløs, som barnet er uden at trække på hendes kraft. Det antager med andre ord, at faderen gør noget som moderen beundrer; og dette er grunden til, at hun tillader ham at blive.

Men hvad kunne det være moderen, opfattet som det maternale imago, beundrer? Hvad kunne være basis for faderens kraft? Jeg skal straks overveje nogle svar på dette spørgsmål, med lad os til at begynde med notere os, at det er et åbent spørgsmål. Der er intet svar, der er naturligt bygget ind i familiekonstellationen, på den måde moderens rolle naturligt fremkommer. Dette er hvor kultur kommer ind i konfigurationen.

Kultur, og her anvender jeg åbenlyst ordet på en højst selektiv måde, kan opfattes som den skiftende og udviklende praktik, af hvad mænd må gøre for at opnå kvinders beundring. Den er derfor et menneskeligt produkt, ikke et naturprodukt. Den er udviklet for at besvare netop det rejste spørgsmål. Mænd må kreere og implementere praktikker, der vil muliggøre at præsentere dem selv for kvinderne som værd at have omkring sig. Og det første de i denne forbindelse må gøre er, at give mening til konceptet værdi. De må med andre ord transcendere det mondæne, at transformere det ordinære til noget ekstraordinært, at opfinde praktik de kan præsentere som realiserende kvinders ego-ideal. Ved at gøre dette søger de at muliggøre for dem selv, gennem kvindens beundring, en plads indenfor ego-idealet de har skabt.

Det er let at se hvordan arbejde, opfattet som økonomisk aktivitet, ville passe ind i denne psykologi. Hvis manden udfører arbejde der skaber forbedrede materielle omstændigheder for kvinden og hendes børn, kan han skubbe grænsen for nødvendighed tilbage og skabe rum for fantasilege og ønsker, han kan udvide ego-idealets sfære, til hvilket han så vil blive givet adgang. Men det er også let at se, at andre løsninger er mulige. Eksempelvis kan manden indtage rollen som forsvarer af gruppen overfor andre grupper, der ses som forhindrende realisationen af gruppeidealet. I alle tilfælde er hvad vi her ser for søg på heroisme, som forsøg på at præsentere sig selv som værd at inkludere i ego-idealet.

For en forståelse af den mandlige psykologi må man se på hvordan disse løsninger kan være emner for underminering. De er alle baseret på ønsket om at blive idealiseret af denne ideelle kvinde. Men hvad hvis kvinden nægter at tilbyde manden beundring? Så forsvinder mandens rolle i den blå luft.
Mandens rolle tjener kun sit formål i det omfang den værdsættes af kvinden. Den kan af kvinden opleves som meningsløs og fejle. Faktisk er intet andet nødvendigt for at dette kan ske, end at hun ser gennem hans rolle – for kun at se ham som en mand.

Dette sætter den mandlige psykologi i en forfærdelig situation. Mandens stilling i forhold til kvinden er altid spinkel, hans rolle altid emne for afvisning. Der skal intet mere end til for at manden mister sin plads hos kvinden, end at hun ophører med at ”købe” fantasien han forsøger at realisere. Alt hvad hun behøver at sige er ”Jeg elsker dig ikke mere”. Der er intet han kan gøre ved dette, fordi kvindens præmis til at afvise ham er den psykologiske rod til hele processen.

Dette er en pointe der ikke opfattes af mange feminister, der tror, at mandlig psykologi er determineret af behovet for kontrol over kvinden. Mænd ønske ikke at kontrollere kvinden. De ønsker at sikre kvindens kærlighed. Forsøget på at opnå beundring er mandens måde at vedholde en position af betydning i kvindens liv uden at true hendes omnipotens.
Det er indenfor denne kontekst af denne omnipotens, at den mandlige rolle opstår, og ved dette symbol kan mandens rolle kun kontrollere kvinden ved at underminere sig selv og sit eget rationale.
Hvis kvinden ikke er omnipotent, og derfor i stand til at afvise manden, er hun ikke objekt for mandens begær. Dette er hvorfor mandens status hos kvinden altid er til spørgsmål og aldrig en forudbestemt konklusion. Ultimativt hviler magten i mandens og kvindens hos kvinden, præcist fordi det er den omnipotente kvinde der er objekt for mandens kærlighed.

I denne kontekst kan vi se oprindelsen af mandens vold mod kvinden. Den markerer et helt sikkert et forsøg på at kontrollere kvinder, men er drevet af frustrationen af forståelsen af absurditeten og håbløsheden af denne bestræbelse. Den er stum, præcist fordi den forstår sig selv som værende hinsides sprog, fornuft og rationale. Mandens vold mod kvinder er ikke et udtryk for maskulinitetens essens, men for dens sammenbrud.

I den næste sektion ønsker jeg at vise, hvordan arbejdsrollen kan forstås, som måden at denne komplekse mandlige psykologi arbejder sin vej ud af kulturen.

Betydningen af mandens arbejde i vestlig kapitalistisk kultur
Det første aspekt af arbejdspsykologi i vores kultur, der kan belyses af en forståelse af mandens dilemma, er dens fokus på resultat. Målet med mandens arbejde er at blive elsket og beundret af kvinden. Men erkendelsen af styrken af dette behov placerer manden i stor frygt for forkastelse og destruktion. Det kan ikke erkendes bevidst og viser sig derfor som en autonom, uforklaret, ubestridt drivkraft for at opnå noget, at skabe noget, hvis mening kun kan forstås med reference til det ubevidste.

Dette giver mandens arbejde dets kvalitet af indirekte retning. Betydningen af mandens arbejde ligger i en anderledes retning fra dens tilsyneladende mål. Man kan let se fremdriften mod økonomisk udvikling af investeringen af mening i aktivitet, der tilbyder muligheden af skabelse uden at være væsentligt appellerende i sin egen ret.

Igen, den psykologiske signifikans af arbejde består af det faktum, at man kan bruge det til at tage kontrol over noget i det lys, at hvad man virkeligt ønsker at tage kontrol over, er afslået og umuligt. Det har derfor symptomerne af tvangshandling, en reaktionsformation som investeres med energy gennem benægtelsen af magtesløsheden, der ikke bevidst kan accepteres (Schwartz, 1982; Sullivan, 1953).

Det er denne mandens arbejdsmæssige tvangskarakter, mere end selve aktiviteten, der har resulteret i det faktum, at kulturel skabelse mestendels har været mandlig aktivitet. I den udstrækning at kvindelig identitet drejer sig om identifikation med det maternale imago, er denne tvangskarakter ikke til stede. Kvinder hvis identitet er formet på denne måde, har intet behov for at appellere til det maternale imago, mens på samme tid benægtende deres afhængighed af hende. I deres fantasi er de allerede det maternale imago. Men opnåelsen af resultater, som McClelland (1961) har formuleret det, opstår af behovet for opnåelse af resultater. Den resulterer mestendels ikke af ønsket om resultatopnåelse. Uden behov for resultatopnåelse, mangler resultatopnåelsen i form af et produkt sandsynligvis.

Faktisk, hvad der er sandt i den objektive sfære af resultatopnåelse, kan endda være sandt i den subjektive sfære af følelser af selvværd som mænd udleder af arbejde. Behovet for selvværd, som noteret af Maslow (1970) opstår af underskud. Det mandlige projekt består af at overkomme underskud. Det er en interessant spekulation over livets ironier, at følelsen af styrke opstår af behovet for at overkomme svaghed (Adler, 1951). Følelsen af respekt for sig selv, som man oplever efter at have overkommet sine underskud, er ikke til rådighed for de hvis identitet er kastet i perfektionens støbeform.

Et andet aspekt af mandens arbejde der afdækkes gennem denne analyse, er dens orientering mod konkurrence. Pointen her er, at arbejdets objekt ikke kan erkendes, grundet den afhængighed og hjælpeløshed det fremmaner. Men der må være en vej til at opleve en eller anden form for succes, eller i det mindste en fornemmelse af fremskridt, for at hele projektet ikke skal virke formålsløst. Det er her konkurrence kommer ind. Konkurrence giver mænd en måde at måle ”fremskridt” ved at anvende sammenlignelige redskaber. Mænd kan måle deres fremskridtsrate mod hinanden, og derfor undgå at skulle spørge dem selv det forbudte spørgsmål om, hvad arbejde skal gøre godt for. Yderligere giver opfattelsen af at vinde i den forbindelse mening. At vinde denne konkurrence forsyner dem med en markør , der giver dem mulighed for at holde pause i deres fremdrift.
Mænd farer frem i en retning, defineret af det faktum at det de ønsker, men frygter, er i den modsatte retning.

Denne orientering mod konkurrence kan være stødende mod nogen, men den økonomiske verden er konkurrerende: firma mod firma, land mod land; og den kontinuerlige forbedring i levestandard det giver anledning til, kan kun tages let på af de der er villige til at opgive den.

Et andet aspekt af mandens arbejde der her kan nævnes, er tilliden til regler og upersonlighed, som forfattere som Gilligan har refereret til. Interaktion i mandens arbejdsaktivitet er styret af regler, mere end følelser. Grunden til dette er, at mænds følelser er andetsteds, hos kvinden. De kan ikke associere dem selv ifølge følelser, alene af den grund at de ikke har mange følelser for hinanden. Man kan selvfølgelig let begræde denne mangel på følelser, men det er værd at mærke sig, at det er denne mangel på følelser, der gør logik og rationale, som er ansvarlig for at gøre mandens arbejdsassociation så effektiv og fyldestgørende som den har været, mulig.

Dette er en pointe mange feminister overser, da de kontrasterer rationalitet med følelse, og de identificerer følelse med varme og kærlighed. Men rationalitet må kontrasteres af, ikke følelse direkte, men med irrationalitet. Og følelse må ses som et kompas ikke alene for varme og kærlighed, men koldhed og had. Misundelse, jalousi, raseri og afsky er trods alt også følelser. Og det er når det komplekse spil af vore konfliktende følelseskræfter tillades at overgå fornuft, at irrationalitet kommer til at dominere vore valg.

Endeligt kan man nævne hvad der er blevet kaldt organisationsidealet (Schwartz, 1990). Dette er billedet af organisationen tjenende som et ego-ideal. Man kan sige, at den er en surrogatmoder, der har herredømmet over faktiske kvinder i det lys, at ved at opnå magt indenfor organisationen, kan man kontrollere hende. Altså har kærligheden sit sande mål i forholdet med det kvindelige, projiceret over på organisationen hvor, ifølge fantasien, man kan opnå kontrol over den, og som resultat undgå at blive sårbar. Modaliteten for at gøre dette er at blive tiltagende mere fusioneret med organisationen, tiltagende mere hvad organisationen er, ved at stige gennem hierarkiet.

Resultatorienteret, kontrollerende, tvangsmæssig, erstattet, konkurrerende, regelbunden, ufølsom, logisk, rationel og hierarkisk – dette er karakteristika af arbejde fra mandens psykologi. Det er let at se hvordan i det mindste visse af disse karakteristika, båret ud i det ekstreme, kunne resultere i den slags dominering over indhold af form, som Weber (1946) kalder ”Jernburet”. Dog, stort set virker det vanskeligt at undgå dommen, at arbejdet mænd gør indenfor denne kontekst generelt ville være gavnlig. Hvad der er produceret er kreativt, meget bredt forstået, og overvindelsen af den mangelfuldhed det repræsenterer, er respekt værd. Yderligere, og vigtigst, eftersom dets orientering, selv hvis delvist ubevidst, er rettet mod det kvindelige og deres børn, så virker det som et dybt udtryk for kærlighed og livsbekræftende. Under omstændighederne er det svært at se hvordan mændene, der er definerede gennem dette arbejde, kan komme til at blive set som de undertrykkende uhyrer, som maicheanske feminister ser dem som værende. For at forstå hvordan det blev sådan, vil det være nødvendigt at presse vores analyse ind i undersøgelsen af realiteternes status.

Realitetens problem
Den oprindelige forbindelse mellem barn og moder er det stof fantasi er lavet af. Især ego-idealet er en fantasi om en fusion med en tilsyneladende omnipotent moder, der på samme tid er erfaren som en forlængelse af selvet. Der er ikke her plads til noget der er fremmed for selvet. Men dette sætter ego-idealet i konflikt med realiteten, for realiteten er først og fremmest, at verden ikke kærligt drejer sig om os.

Som Chasseguet-Smirgel følgende Freud har argumenteret, er dette aspektet under hvilket faderen først fremkommer. Faderen er en del af forældrekomplekset, der ikke er moderen. For at kunne bevare det maternale imago, billedet af moderens kærlige omnipotens, de ligegyldige og selv hårde aspekter af virkeligheden, som Klein (1975) kalder det ”dårlige bryst”, er projiceret på ham (Benjamin, 1988).

Derfor virker faderen på baggrund af den perfekte fusion med den omnipotente moder, som en blokering, en trussel og en invaderende tilstedeværelse. Det virker på barnet som om, at hvis det bare kunne slippe af med faderen, ville det have fuldstændig lykke (Chasseguet-Smirgel, 1986). På denne måde bliver faderen personificeringen af ren ondskab. Dette er, påstår jeg, kernen af ideen om den undertrykkende mand som manicheansk feministisk teori bringer os. Problemet med dette er, at de protestbare aspekter af dette syn ikke stammer fra faderen som sådan, men fra det faktum at han repræsenterer realiteten, med hvilket jeg mener det ligegyldige aspekt af realiteten i familieforbindelsen. Derfor er afvisningen af faderen rodfæstet i afvisningen af virkeligheden selv.

Fortsættende med den reviderede freudianske opfattelse noterer vi os indenfor den traditionelle familie, at mandlige og kvindelige roller indbefatter forskellige orienteringer mod realiteten, grundet kønnenes forskellige orienteringer mod ego-idealet. I det omfang at hun indentificerer sig med det maternale imago, er den kvindelige orientering mod ego-idealet formet af fantasien om værende begge parter i barn/moder-matrixen. I den udstrækning engagerer den kvindelige rolle sig ligegyldigt i realiteten, som var den en anomali. Ligegyldighed begynder og forbliver fremmed for den.

Opløsningen af grænser der markerer den traditionelle kvindelige rolle, behøves forstået i moderens logiske termer, og især i termerne af nærværet og varmen den bringer til barnet. Senere, som Freud noterede, bidrager det også til relationernes nærhed mellem mand og kvinde, men dette er kun i den udstrækning at kvinden tager manden som værende barn.
Faktisk kan man generaliserende se, at hvad man kan kalde kvindelige stil, værende sød, formildende, værende varm og plejende, er i sig selv en udvækst af identifikationen med det maternale imago og forsøget på at benægte forskellen mellem barn og moder.

Den oprindelige mandlige orientering mod faderen som en agent for fremmed virkelighed, er den samme som for kvinden. Men umuligheden for den lille dreng at blive sin egen mor, leder til forskellige relationer med faderen. Som vi har set, så projicerer barnet en kraft svarende til det maternale imago over på faderen lavende den antagelse, at faderen gør noget som moderen værdsætter nok til at ønske ham til stede. Fyldestgørelsen af denne rolle bliver så for manden opfattelsen af ruten tilbage til moderen i opnåelsen af ego-idealet.

Det er tydeligt, at det aktive engagement i realiteten, inkorporeringen af usikkerhed, internaliseringen af eksterne krav til formningen af interne krav (Schwartz, 1983), handlingen at bringe ind i selvet hvad der ikke er selvet, og transformere det til at passe formålet med den enkeltes elskede – arbejdsprocessen tilfredsstiller dette krav nydeligt. Men noter at dette sandsynligvis ikke er sjovt. Tværtimod, bringende ind i sig selv hvad der ikke er én selv, betyder selvpåføring af angst og inkorporeringen af denne angst i personligheden. Hvad vi her taler om, er formationen af det moderne super-ego, den psykologiske understøttelse af kapitalisme, og i den forbindelse genkalde Freud´s (1923) formulering af det: ”Du behøver ikke straffe mig fader: Jeg straffer mig selv”.

Sammenfattet er hvad vi her ser den traditionelle differentiering af kønsroller. Den kvindelige rolle involverer identifikation med det maternale imago. Orienteret mod hende selv som ego-ideal fastholder hun muligheden for opløsning af grænser og fusion med de udviklende børnebehov.
Fastholdende denne rolle har hun brug for, at manden engagerer sig i virkeligheden, og beholder den i armslængde så at sige, så hendes egen fordybning i fusionen kan varetages uden at lede til katastrofer for hende selv og børnene. I den udstrækning hun værdsætter det hun gør, og tilbyder løftet om ego-idealet til ham, tilbyder hun heling af såret som arbejdet indebærer. På denne måde, selv givet det faktum at hans begær efter hende er matchet af hans frygt for hende, så giver smerten af det arbejde han mening.

Mandens rolle består af at holde realiteten på afstand og nægte angst. Hvis han er succesfuld kan kvinden fastholde hendes egen identifikation med det maternale imago. Men hvis han er succesfuld beskytter han hende også fra faktum af hans egen smerte. Fra dette opstår ”macho”-billedet som mænd prøver at projicere. Hvad vi kan se af dette er, at ”macho”-billedet opstår fra to kilder. Først er det nødvendigt at beskytte kvinden fra angst, hvilket han ikke kunne gøre hvis han bragte den ind i familiekonstellationen. For det andet og dybere, så er hans benægtelse af smerte og angst et forsøg på at fastholde sit eget billede af heroisme, hvilket er det dramaturgiske redskab gennem hvilket han validerer sit nærvær i ego-idealet, og benægter sin afhængighed af hende, som vi har set ovenover.

Problemet er, at hvis mandens arbejde er tilstrækkeligt succesfuldt i underordningen af realiteterne i forhold til fantasien, så forsvinder ideen om, at realiteten er forskellig fra fantasien. Realiteten mister så at sige sin realitet. Men når dette sker, forsvinder meningen med manderollen også.

En konsekvens er, at den kvindelige identifikation med det maternale imago kan blive total. Hvis dette sker vil hun sandsynligvis internalisere opfattelsen af omnipotens som det maternale imago indeholder. Under denne identifikation ville hun forestille sig, at hun kunne lave livet perfekt alene gennem sin kærlighed og godhed, alene ved at være sig selv. Hendes tro på, at manden havde en funktion ville forsvinde.

Igen, hvis manden er tilstrækkeligt succesfuld i benægtelsen sin afhængighed af kvinder, kan det faktum at det er et skuespil, og at alt dette har været for at komme tættere på kvinden, være tabt.
Når dette sker, så forsvinder ideen om mandens smerte fra internaliseringen af angst, og manden, begrænset som han er, kan virke som være blevet blot en selvisk pålæggelse påført med magt, og kun tilfredsstillet grundet den afhængighed hun oplever af ham (eksempelvis MacKinnon, 1989). Faktisk følger heraf, at han må have gjort hende afhængig af egne grund, eftersom omnipotensen af det maternale imago ville have været tilstrækkeligt til at skabe en perfekt verden, hvis bare kvinder blev efterladt til deres egne mekanismer.

Den traditionelle seksuelle deling af arbejde hviler på kvindens forståelse af, trods hans skuespil, at mandens rolle er hård, at mænd der underlægger sig den splitter dem selv fra dem selv, at den er fuld af angst og at den eneste grund til, at mænd gør dette, er af kærlighed. Dette afslører for hende, at den afhængighed hun føler for manden, er del af en gensidig afhængighed. Det er hendes tro, at såret han modtager for kærlighed, kun giver mening hvis, den heles af kærlighed, der gør hendes kærlighed for ham konsistent med hendes egen opfattelse af magt i denne forbindelse. Som Jessica Benjamin har observeret (1988), er det kun opfattelsen af magt der gør den fri afgivelse af kærlighed mulig. Og den fri afgivelse af kærlighed er hvad hele dette projekt handler om.

Hvis på den anden side, at kvinden skulle komme til den konklusion, at det at magte realiteten ikke er grund til angsten, ville hun skulle konkludere, at hvad manden gør, er realiseringen af en fantasi i sin egen ret. Hun ville se, at hvad han gør er et udtryk for ego-idealet. Så tabes basis for hendes positive evaluering af ham, og hele processen begynder at trævle op. Det er denne optrævling vi kan se i Manicheansk Feminisme.

Hvis forståelsen af arbejde som smerte er tabt, skifter hele konceptet af mandlig aktivitet og med dette medfører, at meningen med seksuel deling af arbejde også forsvinder. Hvis faderen simpelthen gør hvad han har lyst til, hvis hans aktivitet er fornøjelse, så er den indlysende noget kvinderne er blevet frarøvet og udelukket fra. Den traditionelle differentiering af kønsroller bliver en struktur af aggression, underlægning og undertrykkelse. Dette passer på alle dele af livet, klart inkluderende familieenheden der er det primære hjemsted for seksuel interaktion. Deraf følger konceptet, at faderen har fanget moderen og påført hans vilje på hende. Mandlig seksualitet identificeres derfor som voldtægt.

Vi kan nu se, hvordan den forandrede opfattelse af seksuelle relationer fusionerer med den arkaiske opfattelse af faderen. Faderen, som vi så, fremkommer indenfor barnets verden som en fremmed kraft der ekskluderer barnet fra barn/moder-forbindelsen, der er fantasiens substans. Hvis faderen, som vi har set repræsenterer realiteten, kan blive delegitimeret, hvis hans magt over moderen kan ses som en aggression og som kun tjenende hans egne interesser, kan frigørelsen far faderen ses som en rute til ego-idealet. Med andre ord kan afvisningen af realiteten blive en retfærdig, legitimeret, befriende handling. Dette, virker det som om, er den virkelige fare Manicheansk Feminisme indeholder.

Calás og Smircich
Et arbejde der introducerer Manicheansk Feminisme i organisationsteori, der afslører farerne ved den, er et fascinerende og rasende brillant papir af Calás og Smircich (1991). Skrevet med en postmodernistisk foragt for referentielt sprog, skal det forstås gennem de følelser det fremmaner. Jeg vil prøve at gengive disse følelser her.

Calás og Smircich forsøg på at lave en sag for erstatningen af kvindeligt lederskab med mandligt lederskab, der ha været dominerende i vore organisationer, repræsenteret af organisationsteori, begynder de med at citere en passage af Jean Baudrillard:

”Alt er forførelse og intet andet end forførelse”

”De ville have os til at tro, at alt er produktion. Ledemotivet for verdenstransformation, produktionskræfternes spil, er at regulere tingenes flow. Forførelse er blot en umoralsk, frivolsk, overfladisk og overflødig proces: én indenfor en verden af tegn og fremtræden; én der er dedikeret til glæde og til udbyttet af nyttesløse kroppe. Hvad hvis alt, mod forventning – faktisk ifølge den hemmelige regel for forventning – opererede efter forførelsens princip?”

På dette grundlag fastholder Calás og Smircich, at lederskab er intet andet end forførelse. Eftersom forførelse er seksuel, kan den kønsfæstes – delt i mandlige og kvindelige former. De fastholder derudover, at i fortiden har det været mandlig forførelse, og de illustrerer dette med forskellige ”læsninger” af managementlitteratur, der åbenbarer denne mandlige orientering, modsigende i nogle tilfælde disse, med forsøg på at tilbyde en kvindelig form.

Kort fortæller Calás og Smircich os, at mandlig seksualitet er homoseksuel, med mænd interesseret i intet andet end dem selv. Deres interesse i kvinder er kun for at bruge dem til at understøtte deres egen grandiositet, deres seksuelle interesse mod dem kun værende et skjul for magt og dominans. Chester Barnard´s leder eksempelvis, viser sig at være en homoseksuel ”præst”, der ikke kan anerkende sin homoseksualitet og dækker sin forførende aktivitet med moralisering omkring organisationens formål. Douglas McGregor´s strejftog ind i demokratisk og participerende management ses som en spøg blandt overklassens homoseksuelle, om at bringe den lavere klasse ind i de ledende lag, med ingen reel intention om at gøre dette, med ”punch-line” værende ydmygelsen af de lavere klasser, der finder dem selv nøjagtigt hvor de begyndte.

Derefter kommer Henry Mintzberg, hvis leder er et upålideligt narcissistisk svin, der forfører for at vise sin magt og skabe organisation som en demonstration af sin potens. Voldeligheden af denne forførelse er dårligt skjult og manifesteres ovenpå offerets modstand, på hvilket tidspunkt forførelse essentielt vendes til voldtægt. Kvinder kan selvfølgelig også have en narcissistisk seksualitet, men når de gør, er dette ”svaret på kvinder resigneret til den evindelige seksualiserings vold” (588).

Slutteligt Peters og Waterman optagende det kønsneutrale sprog af deres tid, ikke desto mindre fastholdende det narcissistiske svineri af Mintzberg´s leder i deres eget koncept. Calás og Smircich åbenbarer dette ved at sætte dette op mod en feminin form for forandrende genlæsning af deres tekst.

Nogle få eksempler følger.

Peters og Waterman med en (mandlig) undertekst:

Lederskab er mange ting. Det er tålmodig, almindeligvis kedelig koalitionsbygning (eller spillet om forførelsen af dit bytte)

Det er bygningen af et loyalt hold på toppen, der taler mere eller mindre med samme stemme (således at hun i bunden kan holdes stiltiende i sin smerte)

Det er værende rå når det er nødvendigt, og det er den lejlighedsvise brug af magt (din ynkelige ting, vovende at trods mig. Føl al vægten af min rasen…) Peters og Waterman med en (feminin) undertekst

Men i sidste instans er den essentielle homoseksuelle reference af Peters og Waterman´s arbejde åbenbaret til Calás og Smircich når Peters og Waterman´s vender sig mod James McGregor Burn´s koncept af ”transformationel lederskab”, som ligner det pædagogiske:

”Og pludseligt husker vi Gallop´s …kommentar til Luce Iriraray´s læsninger af Freud hvilket understreger, at der er et vist unaturligt kønsligt samvær i pædagogikken…da en større mand penetrerer en mindre mand med sin viden. Denne (mandlige) homoseksualitet i samfundets strukturer inkluderer alle. Det er den mandlige standard for kundskab – de tilsyneladende indifferente logo´er, videnskaber, logikker – der måler alle medlemmer af strukturen på en prædefineret enighed af, hvad kundskab er. Og det er al den kundskab der findes om ”lederskab”. (591)

Der er altså intet nyt her, men blot en ”gammel satyr” returnerende os i ”flashback, gennem gymnasiets parlør gennemsyret af seksuelle/homoseksuelle jokes…for at få os til at angre og bede ”i faderens navn”, knælende foran (på hvilken som helst måde) ”præsten Barnard”. (592)

Spørgende ”er dette homosociale, elitære, monologiske lederskab den ønskede forførelse for nutidens organiserede liv…Et organisatorisk liv af selskaber uden kontorer…bag computernes skærme og VTR´er…?” (593) rejser de spørgsmålet, om en anden forførelse, en feminin forførelse, er mulig.

Forsøgende på at opnå et billede af feminin forførelse der ville være udenfor den mandlige form, med dens ”homosociale dominering og servitude”(594) (fokus på det originale) indså Calás og Smircich, at ”vores billede af ”forførelse” også stammer fra en mandsdomineret kultur”. På udkig efter en term der ville være mindre ”univocal”, vender de sig mod opfattelsen af nydelse: ”Nydelser udenfor lederskabs-forførelse kan tilbyde baserne for andre typer af sociale relationer og nyere former for organisationskundskab”. (594). De vender sig for deres elaborering af ideen om nydelse som basis for sociale relationer til utopiske tekster af kvindelige forfattere: Charlotte Perkins Gilman (1915/1979) og Marge Piercy (1976).

I disse utopier er mænd enten ikke til stede overhovedet, har dræbt hinanden i krig eller er blevet semi-kvinder med evnen til at amme. Det vil være tilstrækkeligt at side, selvom dette punkt helt sikkert belyses mere fyldestgørende i romanerne, at livet i disse verdener er perfekt, hvad angår beboerne. Undertrykkelse og begrænsning er elimineret sammen med mænd og deres maskulinitet. Dog selv her gør Calás og Smircich indsigelse, eftersom strukturen i disse verdener er givet af negationen, i opposition til den traditionelle mandlige form. Men oppositionen til det mandlige er gennem dette symbol defineret af manden. I enhver målestok er opposition trods alt en struktur af (mandlig) logik.

Vendende sig mod deres eget bud på nydelse, fortæller Calás og Smircich os, at dette er hvad de fortløbende har givet os. De har leget med os og fornøjet sig i processen. Og hvis de ikke har sagt noget substantielt, har dette også været intentionen. Deres ide om nydelse er levendegørelsen af det kortvarige, hvilket de har opnået gennem denne skriveøvelse.

”Hellere end at fiksere os i teksten (det typiske billede af ”universel-sandheds-kundskab” i moderne metafysik) foretrækker vi et billede af et flygtigt subjekt, aldrig indfanget, altid på farten, som så mange nydelsespunkter på kvindens krop. Og som vi skriver disse ord erkender vi, at dette er alt vi…har gjort indtil nu. Men på samme tid har denne form for skrivende os selv ind i den organisatoriske tekst, forsynet os med nydelsen af modstand og aktivisme…vedholdende en bevidsthed – så ofte glemt i den dominerende orden – af de menneskelige begrænsningers repræsentation. (598).

Kontra Calás Smircich
Til trods for Calás og Smircich´s papir, eller netop grundet det, er charmen nøjagtigt den slags ting mænd er bange for, en realisering af deres værste frygt. Det er en afvisning af validiteten af hele deres projekt, udtalt i kvinden de mest elsker og frygters navn, og til hvem disse projekter var henvendt – det maternale imago. Lad os notere os den måde deres tekst udtrykker de allerede diskuterede pointer.

Begyndende er formålet med deres påkaldelse af Baudrillard´s påstand, at alt er forførelse og ikke produktion, er at benægte meningen med mandens arbejde. Påstanden at mænds arbejde ikke har haft noget værdifuldt udkomme, og dens væren kun har været proces. Det samme gælder assimilationen af lederskab, hvilket har et mål udenfor sig selv, noget der bliver opnået med forførelse, der intet mål har ud over sig selv.

Påstanden om at mandens arbejdende liv er udtryk for et homoseksuelt begær, er en interessant påstand. Givet den dominerende attitude mod mandlig homoseksualitet i vores samfund, en attitude de givet er bevidste om, må den opfattes som noget de er bevidste om vil blive opfattet som stødende.

Den vil blive fundet stødende, da den spiller på en meget dyb angst. Freud (1940) fastholdt, at folk er konstitutioneret (biologisk) biseksuelle, og han skrev ofte om undertrykkelsen af homoseksuelle impulser. Dette antyder, at konstruktionen af heteroseksuel identitet, involverer undertrykkelsen af éns egen homoseksuelle affekt. Han sagde også i sit papir ”Analysis terminable and interminable” der mellem mænd markerende kapaciteten til at være passiv mod mænd, distinktionen mellem terminable og interminable analyse, hvilket er at sige at ønsket om at være passiv mod mænd, er det ubevidstes dybeste tilfredshed.

Så hvis man kan antage, at ønsket om at være passiv mod mænd er hjertet af homoseksuel affekt, følger det for heteroseksuelle mænd, at deres egen homoseksuelle impulser er deres dybeste mørkeste hemmelighed. Som vi har set er mænds konkurrence implicit konkurrence om det maternale imago. Accepten af den enkeltes ønske om at være passiv mod mænd, ville betyde accepten af tabet i denne konkurrence, og derigennem værende nødt til at opgive fantasien om fusionen med moderen. Dette ville antyde hvorfor impulser hos heteroseksuelle mænd i vores kultur er de dybeste og mørkeste hemmeligheder – de truer med kastration, hvilket er det permanente tab af fusionen med moderen (Chasseguet-Smirgel, 1986).

I den forstand virker det som om Calás og Smircich´s ”læsning” er en aggressiv handling mod mænd. Faktisk er det et forsøg på symbolsk kastration, hvilket tilsyneladende lader til at være en frigørende og undergravende handling, en handling der har givet dem ”nydelsen ved modstand og aktivisme”. Ideen om at kastrationen af mænd ville være ensbetydende med frigørelse betyder, at maskulinitet er undertrykkelse, hvilket er den fundamentale præmis for Manicheansk Feminisme.

Yderligere analyse af Calás og Smircich´s ”læsning” afslører adskillige relaterede effekter. Først, og måske mest indlysende, finder man, at den simpelthen gentager pointerne allerede gjort om mandlig aktivitet om ikke at skabe et produkt. For det andet benægter den, at kvinder kan have et behov for, at blive værdsatte gennem mandens resultater, for ikke at tale om taknemmelighed for det. For det tredje betyder det, at kvinder kan foragte mænds seksualitet, uden at øve vold mod tingenes naturlige orden, hvilket er anvendeligt hvis man ønsker at se sig selv som et udtryk for mild mod natur og liv. Endeligt betyder benægtelsen af at mænd er heteroseksuelle, at kvinder ikke har noget mænd ønsker. Men hvis de ikke har noget mænd ønsker, har kvinder ingen magt over dem. I kvinders transaktioner kan kvinder da ses som rene ofre, uden nogen form for ansvar for deres betingelser overhovedet.

Samlet set kan disse påstande summeres til krav om, at de såkaldte arbejder fra mænd, har været øvelser i selvgratulering. De var indlysende ikke for kvinden, der kun var misbrugt og undertrykt af dem. Og langt fra involveringen af splittelsen af selvet var deres eneste formål nydelse og selvglorificering – og især glorificeringen af selvet, hvilket, eftersom det ikke skabte noget produkt, simpelthen udtrykte essensen af dominering og vold. Kvinder havde intet behov for noget af dette, som set af ideen om, at fravær af mænd ville producere Utopia, i hvilket nydelse og naturlig kvindelig spontanitet ville skabe hvad der måtte være ønskeligt.

Det er ideen om, at nydelse er alt hvad der er nødvendigt, og at følge ønskerne vil lede til yderligere nydelse, der er den direkte stemme af det maternale imago og roden til afvisning af realiteten. For den antager, at verden naturligt responderer positivt på vore spontane bevægelser, og at den ikke er en fremmed og uafhængig entitet, der har behov for godkendelse og iagttagelse. Det virker som om vi i Calás og Smircich´s opfattelse er forbundet til verden gennem en navlestreng. Verden er med andre ord vores virkelige moder. Det er kun mænd, der ikke bidrager med noget, der står imellem ønske og taknemmelighed.

Det er dette syn der ligger til grund for Calás og Smircich´s afvisning af logik og definitivt sprog. Hvis verden er konstrueret til at give os nydelse, så er enhver ide vi har om den god nok og ækvivalent. Hvis strukturen af ting naturligt opfører sig i henhold til vore mest nydelsesfulde fantasier omkring dem, så er der ingen grund til at være forsigtig, at undgå fejl, at gøre sit bedste for at forstå tingenes struktur. Faktisk er der ingen grund til at fastholde en fast opfattelse af verden, hvilket betyder, at vi kan bruge sproget fuldstændigt fantasifuldt, som Calás og Smircich kræver retten til at gøre.

Hvis dette var tilfældet, ville mænds liv faktisk være foragtelige. Ude af stand til at opnå nydelse alene ved at være dem selv, behøver de at forme verden og sende den i deres kredsløb. Den vokser tydeligvis ud af, og er et udtryk for, en dyb svaghed, og sat op mod den antagelige kvindelige perfektion, selvtilstrækkelig og stærk i dens fravær, er det sandelig et passende mål for foragt. Eftersom al deres aktivitet vokser ud af denne foragtelige base, findes der intet de kan gøre, der ville hævde nogen legitime krav på hengivelse fra kvinder, og intet kvinder kunne finde tiltrækkende. Deres anslag af dem selv med hensyn til kvinder, kommer derfor til at virke som påtvingelser eller aggressioner. Og den verden de har skabt, og i hvilken kvinder lever, kommer til at virke som en verden af undertrykkelse og omvendelse af tingenes naturlige orden, i hvilken den mindre regerer og har magt over den større. Slip af med dem og livet vil være perfekt.

Under omstændighederne må vi se Calás og Smircich´s påstand om ”fastholdelse af bevidsthed…om repræsentationen af menneskelige grænser” som falsk.
For tagende mandlige begrænsninger som foragtelige, reflekterer kun en bevidsthed om mandlige begrænsninger. Fakta er, at der her intet korresponderende udtryk for kvindelige begrænsninger findes. Det virker som om kvinder aldrig gør noget der er mindre end perfekt, undtagen når det er forårsaget af mænd. Faktisk giver det ikke mening andet, end at kvinder ikke behøver gøre andet end bare være. Omnipotente og favnende alt i kærlighed. De kan gøre alt perfekt alene ved deres tilstedeværelse. De er trods alt det maternale imago. Det er kun i dette lys, denne antagede kvindelige selvtilstrækkelighed og perfektion, at en sådan foragt for mandens begrænsninger giver mening.

Altså vender hele spørgsmålet sig mod realitetens natur. Hvis der ikke findes nogen selvopholdende realitet som vi må kapere, så har Calás og Smircich ret: alt er fantasi og nydelse og det eneste spørgsmål er hvis fantasi og nydelse. Under disse omstændigheder kommer ideen om en indifferent virkelighed til at virke som en mandlig opfindelse for at retfærdiggøre deres egen instinktive tendens til undertrykkelse. Mandens nødvendige undersøgen og gennemtrængen, skaben orden, organisere, acceptere logikkens grænser, at anvende ord konsistent, viste sig at være et udtryk for handlinger af forvredet og forkrøblet natur. Men hvis der er en verden ”derude”, selvom vi ikke, grundet vore begrænsninger, fuldt kan opfatte den, så er mandens kulturelle bedrifter så meget mere beundringsværdige, grundet hans begrænsninger.
Vendende tilbage til udgangspunktet, hvis der ikke findes en verden ”derude”, så er faderen en indtrængende i moder/barn-forbindelsen, der holder moderen nede gennem vold. Men hvis der findes en verden derude, så viser ideen om, at alt vi behøver gøre er at gøre krav på moderen for at gøre livet perfekt, at slippe af med manden, sig at være en fantasi. Chassetguet-Smirgel beskriver denne fantasi som følger. Sammenlign den med Calás og Smircich´s vision og med deres angreb på mandlighed:

”I mine øjne korresponderer denne fantasi med ønsket om at genopdage et blødt univers uden forhindringer, råhed eller forskel, identificeret gennem en moders indvendige, til hvilket man kan have fri adgang, repræsentationen, på tankeniveau, af en form for utvunget mental funktion med den frie cirkulation af psykisk energi. Faderen, hans penis og realiteten selv må destrueres for at princippet for nydelsens paradis kan genopnås”. (30)

Og dette bringer os til et punkt, hvor teoretisering udvikler en praktisk kant. Calás og Smircich virker som de fastholder troen på, at fantasi og ønske kan virke som effektiv generator af organisation såvel som realistisk perception. Derfor tilbyder de som retningsviser for organisationsteoretisering dette:

”Hvilke andre nydelser for ”organisationstekst” kan vore venner og kolleger indgravere…? Hvad er din nydelse? (598)

Men faktum er, at organisation ikke fremkommer ubesværet og spontant af fantasiens og ønskernes muld. Hvis dette var tilfældet, ville ethvert barn være entreprenør. Og selv etablerede organisationer der afsværger realiteten og vender deres proces mod fantasiens generation, kan miste deres levedygtighed og deres evne til at overleve. (Schwartz, 1990).

Hvis ikke der findes en virkelig verden, ville ønsketænkning skabe realiteterne. Det faktum, som vi alle har tilstrækkeligt bevis for, at ønsker ikke skaber virkelighed, er grunden til at princippet om virkelighed i første omgang fremkom. For det er ikke manden der står mellem ønsker og deres realisering. Det er realiteten selv. Og hvis forkastelsen af realitetsprincippet for nydelsesprincippet er vejen, etableret ved tildeling af fri magt til det maternale imago, kan man let forstå hvorfor fornuftige folk ville frygte det.

Hvis der mere konkret er en verden ”derude” vi må tage stilling til, så vil Calás og Smircich´s vision være mindre end brugbar i forståelsen af måder for os at manøvrere gennem den. Deres vision vil helt sikkert ikke hjælpe os med organisering. For skriveøvelsen som Calás og Smircich har været engageret i, som de tilbyder som model for organisering, har været et forsøg på at fjerne enstemmighed, for at modgå meningskonsistens. Men som Karl Weick (1969) har lært os, er organisationsprocessen lige det modsatte. Det er reduktionen af tvetydighed – skabelsen af det specifikke. For det er enstemmighed der gør koordination mulig. Og organisation uden koordination er ikke organisation overhovedet.

Forkastelsen af realitetsprincippet for nydelsesprincippet som basis for organisering resulterer ikke i den frie bevægelse af kreativ energi og nydelsens spontanitet. Hvad man i stedet kan forvente, er arbejdsløshed og vedvarende nedgang i levestandarden. Og længere fremme kan man forvente fattigdom og social opløsning. Studerende af organisationer behøver holde dette i mente.

Konklusion
Hvis påstanden om at Manicheansk Feminisme udgør en fare, vil jeg gøre det klart, at min diskussion er begrænset; jeg refererer ikke til kvindens krav på ligeret. Ekspansionen af folks kapacitet til frit at vælge, er selve historiens mening (Hegel, 1956). Selv hvis man her tilbød argumenter vedrørende meningen med den traditionelle kønsdelte arbejdsdeling, ville man stadig kunne sige, at sådanne store differentieringer er ude af trit med de langt mere fint differentierede sociale arrangementer, som fremskridt har gjort muligt.

Kvinder har retten til og ansvaret for, at vælge mellem de muligheder der giver mening for dem, og ingen andre kan give disse muligheder mening for dem. Hvad mere er, ville jeg være enig grundet mændenes begrænsninger, og det faktum at kvinder ofte har styrker i præcist de områder hvor mænd er svage, pege på at kvinder har et vigtigt og unikt bidrag at yde. Man ville derfor forvente og skulle endda velkomme en periode af genforhandling af roller. Dette har jeg intet problem med. Men ændringen af den kønsopdelte arbejdsdeling vil ikke være epokegørende. Den vil blot omblande problemernes kortstak, der er den menneskelige betingelse.

Kritikken af Manicheansk Feminisme afslører, at kvinder, såvel som mænd, har problemer med det maternale imago. For mænd leder frygten for det maternale imago til en malplaceret og tvangsmæssig arbejdsaktivitet, der ikke tjener nogen bevidst menneskelig funktion; men for kvinder fører identifikationen med det maternale imago til en forkastelse af selve virkeligheden.

Kritikken af mænd i vores samfund som mange kvinder har fremført, at de er kolde, over-logiske, afsondrede fra deres følelser og så videre, synes i det store hele at være korrekt. Men det vokser ud af frygten for det maternale imago´s magt. Kvinder kan kritisere mænd og have ret i deres kritik, men de kan ikke kritisere mænds frygt som grundløs og fastholde det maternale imago for dem selv.

Faktum er, at kapaciteten til at identificere, at fjerne grænser, at opleve følelser, er noget mange mænd ville gøre klogt i at udvikle. Men kapaciteten til at se verden som en objektiv realitet udenfor sig selv, der må kaperes på egne betingelser og kan straffe hvis man fejler, er en kapacitet som mange kvinder ligeledes behøver at udvikle. Hvis vi kan tale om disse som kvindelige og mandlige karaktertræk kan vi erkende, som ikke-Manicheanske Feminister som Jessica Benjamin (1988) gør, at et fuldt udviklet menneske behøver begge. Men i erkendelsen af dette har vi også behov for at se, at udkastning af moralske termer mellem dem, seende den ene som god og den anden som ond, sætter os i krig med os selv, og gør fuld udvikling essentielt umulig.

I sidste instans er de rejste spørgsmål i vores konflikt mellem kønnene ikke politisk, eller endda moralsk; de er eksistentialistiske. Og de repræsenterer dem selv for mænd og kvinder i forskellige former. For mænd er spørgsmålet hvordan man giver arbejde og resultater mening, hvis man ikke opnår kvinders beundring gennem det. For kvinder er spørgsmålet, hvordan man giver mening til den smerte og angst, der er en del af arbejdet. Smerte og angst der ikke blev forstået som værende en del af aftalen.

Endnu dybere er spørgsmålet, hvad alt dette skal være til for? For mænd forstod vi, at det plejede at give adgang til kvinder; og i det ubevidste hvor fantasien opererer, vil det sandsynligvis fortsætte på denne måde. For kvinder der ikke primært har defineret dem selv gennem dette ubevidste subtratum, præsenterer dette spørgsmål sig i sin fulde bitterhed.

Howard S. Schwartz
School of Business Administration
Oakland University