Myten:
Muhammed var en fredelig mand, der lærte sine efterkommere det samme. Muslimer levede fredeligt gennem århundreder, kun kæmpende i selvforsvar når nødvendigt. Sande muslimer ville aldrig handle aggressivt.

Sandheden:
Muhammed organiserede 65 militære kampagner i løbet af de 10 sidste år af hans liv, og ledede personligt 27 af dem. Jo mere magt han opnåede, jo færre undskyldninger behøvede han for at gå i krig, indtil han begyndte at angribe stammer, alene af den årsag at de ikke var en del af hans spirende imperium
.
Efter Muhammed´s død vendte hans mest trofaste efterfølgere og hans familie sig omgående mod hinanden. Der var fir kaliffer (ledere) i de første 25 år. Tre ud af fire blev myrdet. Den tredje kalif blev myrdet af sønnen af den første. Den fjerde kalif blev myrdet af den femte, der efterlod et 100-års dynasti, der blev afsluttet i et grusomt, omfattende blodbad af efterkommerne af Muhammed´s onkel.

Muhammed´s egen datter Fatima, og hans svigersøn Ali, der begge overlevede Mekka-årenes hedenske lidelser fint, overlevede ikke Islam efter Muhammed´s død. Fatima døde efter tre måneder af stress fra anklagerne, og Ali blev senere snigmyrdet. Deres søn (Muhammed´s barnebarn) blv dræbt i kamp mod fraktionen der i dag kendes som Sunni. Hans folk blev Shia. Familie og personlige venner af Muhammed blev blandet i de to stridende grupper, der derefter i takt med Islam´s vækst fraktioneredes til fjendtlige underafdelinger.

Muhammed efterlod sine mænd med instruktioner om at bekæmpe de kristne, perserne, jøderne og polyteisterne (hvilket kom til at inkludere millioner af uheldige hinduer). Gennem de næste fire århundreder damptromlede muslimske hære hen over deres uanende naboer, plyndrende og slavegørende dem, og tvingende de overlevende til enten at konvertere, eller smage sværdet.

Kompagnoner af Muhammed levede til at se Islam erklære krig mod enhver større religion i verden, i løbet af blot de første få årtier efter sin død – førende Jihad mod hinduer, kristne, jøder og buddhister.

Omkring tidspunktet for Korstogene (da Europa begyndte at slå igen), havde muslimerne gennem sværdet erobret 2/3 af den kristne verden, fra Spanien til Syrien og på tværs af Nord Afrika. Disse arabiske slaveruter skulle forblive åbne i 1300 år, indtil presset fra kristent baserede lande tvang islamiske nationer til at erklære praktikken ulovlig (i al fald i teorien).

I dag findes der ingen anden religion i verden, der så vedholdende producerer terrorisme i religionens navn, som Islam. De farligste muslimer er næsten altid dem der fortolker Koranen mest transparent. De er fundamentalisterne og puritanerne, og tror på Muhammad´s mandat til at sprede islamisk lov gennem sværdet, dræbende dem der ikke vil underkaste sig.

Islam´s hellige tekst er broderet med vers om vold og had mod vantro. I skarp kontrast til Biblen der generelt bevæger sig fra relativt voldelige passager, til langt mere fredelige, bevæger Koranen sig i den stik modsatte retning. Den håndfuld af tidligere vers der taler om tolerance, overvældes senere af en lavine af vers, der bærer meget anderledes beskeder. Mens Det Gamle Testamente´s vers om blod og indvolde generelt er bundet i historisk kontekst indenfor teksten selv, er Koranens imperativer til vold almindeligvis uafsluttede.

”Fredens religion” har uden sammenligning været den mest brutale og blodige verden endnu har set.