For tusind år siden var skandinaverne Europa´s barbarere, spredende frygt og opkrævende Danegæld fra deres mere civiliserede naboer. Skandinaverne er i det 21 århundrede fredfyldte, og rollerne synes at være vendt om, i lyset af visse nyligt ankomne immigranter. Det hævdes, at immigranter koster Sverige omkring 40 – 50 milliarder kroner hvert år. Måske endda flere hundrede milliarder, og har i stor stil medvirket til at bringe velfærdsstaten Sverige på randen af bankerot.

 

I Danmark debatterer højrefløjs politikere allerede truslen fra immigrationen af ”velfærdsturisterne”, i tilfælde af at Sverige skulle kollapse. I Norge er næsten hvert andet barn af ikke-vestlig oprindelse på offentlig forsørgelse. Det er ti gange højere end resten af befolkningen. En dansk kommission har konkluderet, at Danmark kunne spare 50 milliarder hvert år, efter 2040, hvis Danmark lukkede døren for immigration fra den tredje verden. På samme tid indikerer statistikkerne, at skandinaverne indenfor et par generationer, vil blive en minoritet i deres eget land, hvis udviklingen fortsætter. Mens den politiske elite insisterer på, at immigration er ”godt for økonomien”, så financierer skandinaverne i realiteten deres egen kolonisering.

 

Selvom omkostningerne til velfærd er betydelig, så blegner denne i sammenligning med den hurtigt aftagende sociale harmoni og tiltagende usikkerhed forårsaget af muslimer. Noget af den tiltagende usikkerhed skyldes skabelsen af mafiagrupper og organiseret kriminalitet, men mestendels gennem terrortrusler og intimidering af kritikere ag Islam og muslimsk immigration.

 

Det er sandt, at skandinaviske lande har meget til fælles, men forskellene der eksisterer, bør ikke undervurderes. Det var ikke noget tilfælde, at sagen omkring Muhammedtegningerne begyndte i Jyllandsposten, da Danmark sandsynligvis er den eneste vestlige nation, hvor debatten vedrørende muslimsk immigration er mainstream og åben. Statsminister Anders Fogh Rasmussen´s centrum-højre regering har indført nogle af de hårdeste reguleringer i E.U. vedrørende asylansøgere.

 

Desværre betyder dette ikke, at Danmark´s problemer er ovre. I 2005 satte angribere ild til immigrationsministerens bil. En venstreorienteret gruppe ved navn Grænseløse Beate sagde, at den udførte angrebet i fordømmelse af regeringens ”racistiske immigrationspolitikker”. Muslimske ekstremister har erklæret, at danske folketingsmedlemmer er legitime mål, grundet Danmark´s deltagelse i Irak. Medlemmer af Danmark´s moderate muslimske samfund siger, at de kun modvilligt udtaler sig kritisk om deres religion, af frygt for social isolation, trusler og vold, og en dansk jøde blev endog angrebet for at have oplæst af Koranen.

 

Imam Abu Laban var én af hovedkræfterne i skabelsen af den internationale revolte over Muhammedtegningerne: ”Vi ønsker at internationalisere sagen, så den danske regering kan indse, at tegningerne er stødende, ikke bare for muslimer i Danmark, men for muslimer på verdensplan”, sagde Abu Laban. Han har tidligere prøvet at implementere Sharia-praktikker i Danmark. I en fremtrædende sag blev to mænd dræbt, involverende en gruppe af andengenerationsindvandrere i København. Ifølge Imam Abu Laban kunne hævntørsten kølnes, hvis der til ofrenes familier blev betalt 200.000 kroner i ”blodpenge”. De 200.000 kroner er omkring værdien af 100 kameler, den omtrentlige Sharia-pris for en muslimsk mands liv.

 

Derudover er der en tiltagende frygt blandt politikere for, at immigrantområdet på Nørrebro, der uofficielt af nogle af beboerne er blevet erklæret ”Islamisk stat”, at bydelen udvikler sig til et parallelsamfund, hvor ældgamle traditioner truer dansk lov. Professor i Islamiske studier Mehdi Mozaffari fortæller hvordan han og andre, har flygtet fra burkaer, Sharia, blodpenge, imamer, muftier og mellemøstlig Islamisme, blot for at opdage at når han så kommer til Europa, så viser det også der sit hæslige fjæs. Og han advarer mod konsekvenserne: ”Historiske erfaringer har vist, at de som folk frygter, før eller siden vinder. Vi så det i Nazi-Tyskland. Der var for mange nazister, og folk blev bange. Jeg frygter at vi endnu engang er på vej i den retning”.

 

De mest umiddelbare ofre for dette klima af frygt, er muslimske kvinder. En pakistansk mand myrdede sin søster udenfor en togstation, fordi hun havde giftet sig mod familiens ordrer. Muslimer i Danmark holder sig dog ikke tilbage med brugen af ytringsfriheden. I 2004 sagde en ledende mufti, at danske kvinder der ikke bærer slør, ”bad om at blive voldtaget”, en kommentar der tilsyneladende er mindre stødende for det muslimske samfund, end Muhammedtegningerne er. De tolv Muhammedtegnere lever nu under jorden og under politibeskyttelse.

 

I Norge fortæller Bruce Bawer, forfatter til ”While Europe Slept” på sin hjemmeside, om kapituleringen af Velbjørn Selbekk, redaktør på det lille kristne Magasinet – det første til at genoptrykke Muhammedtegningerne. Han havde modstået presset fra ekstremistiske muslimer (der lavede dødstrusler) og fra det norske etablissement. Men så indkaldte en norsk minister til hastekonference, og der fremlagde Selbekk en ynkelig undskyldning for genoptrykningen af Muhammedtegningerne. Ved hans side, accepterende denne angersakt på vegne af 46 muslimske organisationer og befalende, at alle trusler nu skulle trækkes tilbage, sad Muhammed Hamdan, den øverste i det norske islamiske råd. Til stede var medlemmer af det norske kabinet, og den største forsamling af imamer i norsk historie. Det var et billede taget direkte fra en Sharia-domstol, med den muslimske leder, erklærende Selbekk som stadigt værende under hans beskyttelse.

 

 

To repræsentanter fra Det Islamiske Råd i Norge og en seniorpræst repræsenterende Oslo´s biskop, besøgte Qatar, hvor de blev mødt af den muslimske topleder Dr. Yusuf Al Qaradawi. Rejsen, der delvist var finansieret af norske myndigheder, var en P.R.-bestræbelse på norge´s vegne, der pludseligt havde fundet sig selv som mål for muslimsk vrede, fordi tegningerne, der oprindeligt blev trykt i Danmark, var blevet genoptrykt i Norge. Qaradawi har støttet selvmordsbomber, og har offentligt pralet med, hvordan ”Islam vil erobre Europa”. Den ”moderate” Sheikh Qaradawi var ikke tilfreds med undskyldningen fra den norske redaktør, der genoptrykte Muhammedtegningerne. Han ønskede at diktere, at Norge skulle indføre islamisk blasfemilove. Qaradawi´s hjemmeside IslamOnline hævdede senere, at Norge havde indvilliget i dette, hvilket overhovedet ikke var sandt. Lokale muslimer under ledelse af jurist Abid Q. Raja, har dog presset på for denne mulighed: ”Målet er ikke at undertrykke ytringsfriheden, men at give ytringsfriheden retning, så svage grupper ikke føler sig krænkede eller mobbede. Hvis ikke vi gør noget, så vil forskellene indenfor det norske samfund i fremtiden øges”.

 

Mullah Krekar, den tidligere leder af den islamiske terrorgruppe Ansar al-Islam, lever stadigt i Norge, selv om han stort set åbent har truet landet med terrorangreb, og har kaldt Osama bin Laden ”Islam´s Juvel”. På samme tid benægter Krekar, at han er en trussel mod Norge´s nationale sikkerhed. ”Jeg kender kun fem gader i Oslo”, sagde han. ”Hvordan kan jeg være en trussel?”. Han har skrevet en bog om sig selv, som blev publiceret af en mand ved navn William Nygaard, der i de tidlige 1990´ere blev skudt og næsten dræbt, for at have publiceret den norske oversættelse af Salman Rushdie´s ”De Sataniske Vers”. En norsk NGO ved navn Freedom of Expression Fund støtter oversættelsen og publiceringen af bin Laden´s taler.

 

Samtidigt med dette forbliver Orianna Fallaci´s seneste bog i Norge upubliceret, selvom hendes to tidligere bøger om Islam og Vesten, havde solgt i stort antal. FOMI, en norsk anti-islamisk hjemmeside, er for nyligt blevet sagsøgt for at sprede ”racisme og islamofobi”, i forbindelse med oversættelsen af en artikel fra Frontpage Magazine, med kommentarer om muslimske voldtægtsbølger i Vesten. Antallet af voldtægtsanklager er over de seneste tyve år firedoblet, ligefrem proportionalt med tilkomsten af muslimske immigranter.

 

I 2005 vedtog det norske Storting en ny diskriminationslov. Loven siger ret præcist, at i tilfælde af mistanke om direkte eller indirekte diskrimination, baseret på religion eller etnicitet, er indfødte nordmænd skyldige, indtil andet er bevist. Udlændingeordføreren for højrefløjspartiet Fremskridtspartiet Per Sandberg frygtede, at loven vil bringe almindelige retskafne norske borgeres rettigheder i fare. Omvendt bevisbyrde er kombineret med erstatningsansvar, hvilket betyder, at uskyldige personer risikerer at skulle betale stor summer, for noget de ikke har gjort.

 

Uidentificerede gerningsmænd skød på en restaurant i Oslo, ejet af familien af den pakistansk fødte komiker, der har opnået berømmelse for at hudflette konservativt Islam. Komikeren Shabana Rehman beskrev hændelsen som ”en frygtelig terrorhandling”, og sagde, at det ikke ville afholde hende fra at fortsætte arbejdet. Samira Munir, en norsk politiker af pakistansk oprindelse, blev under mystiske omstændigheder fundet død ved en togstation uden for Oslo i november 2005. Hun havde modtaget mange dødstrusler fra det pakistanske samfund i Norge, grundet hendes modige kamp for kvindelige muslimske immigranter, og for at afvise det islamiske slør hijab. Minister i Stortinget Kristin Halvorsen priste alt det ”blod, sved og tårer som norske pakistanere har brugt i opbygningen af Norge”.

 

Hvis de norske myndigheders reaktion over sagen om Muhammedtegningerne har været svag, så er det intet imod den svenske regerings reaktion, der har været direkte afskyelig. Socialdemokratiet gjorde sig store anstrengelser, for at få lukket hjemmesiden hos et oppositionsparti, der havde tegningerne på sin hjemmeside. Sverige, et ekstremt autoritært land, har sandsynligvis flere problemer med muslimer, end noget andet vestligt land, men på den anden side Vesten´s mindste debat om muslimsk immigration, og det eneste eliten gør ved det er, at dæmonisere Danmark for ”xenofobi”. Den Svenske Sikkerhedstjeneste tvang, i samarbejde med udenrigsminister Leila Freivalds, hjemmesiden SD-Kuriren offline, for at have publiceret Muhammedtegningerne. Freivalds erklærede, at ”det er forfærdeligt, at en lille gruppe ekstremister udsætter Sverige for fare”.

 

Jonathan Friedman er en jøde fra New York, der nu lever med sin svenske kone i Malmø, hvor han underviser i socio-antropologi. Ifølge ham er ”ingen debat om immigrationspolitik mulig. Emnet bliver simpelthen undgået. Sverige har så tætte kontakter mellem forskellige magtgrupperinger, politikere, journalister og så videre. Den politiske klasse er lukket, isoleret”. Friedman mener omstændighederne i Sverige er specielle, blandt andet fordi Sverige i så lang tid har opretholdt et korrekt ansigt udadtil. To svenske piger blev sent hjem fra skole, fordi de på deres trøjer havde et ganske lille svensk flag. Inspektøren var bange for, at dette af nogle immigranter kunne blive opfattet som krænkende. Helle Klein, politisk redaktør på avisen Aftonbladet praler med, at ”hvis debatten går i retning af, om der er problemer med immigranter eller ej, så ønsker vi ikke debatten”.

 

Under en gudstjeneste i Filadelfia-kirken i Stockholm i marts 2005, prædikede den norske evangelistkendis Runar Søgaard, gentagende sin erklæring af, at Muhammed var ”en forvirret pædofil”, eftersom én af hans koner var ni år gammel. Søgaard blev anbragt under politibeskyttelse, efter at have modtaget dødstrusler. Gudstjenesten antændte frygt for religiøs krig i Sverige. Ekstremistiske muslimer meget konkrete trusler om en bølge af terroristangreb mod Sverige, for denne ”fornærmelse”. I februar 2005 fjernede et svensk museum et erotisk maleri, overskrevet med vers fra Koranen, i en udstilling om AIDS. Medlemmer af det muslimske samfund lavede en kampagne, der resulterede i hundredvis af e-mails, blandt dem beskeden om, at ”huske på hvad der skete i Holland”. Museet insisterede dog på, at truslerne intet havde at gøre med, at værket blev fjernet. På samme tidspunkt hævdede den svenske historiker Matthias Gardell, at Islamofobi sandsynligvis er den største trussel Vesten´s demokratier i dag. Den svenske forfatter Jan Guillou har erklæret, at den anvendte retorik brugt af nazisterne mod jøderne, nu målrettes mod muslimerne. I Sverige anmeldes en anti-semitisk forbrydelse hver tredje dag. De jødiske menigheder i store byer som Stockholm, Göteborg og Malmö bruger nu 25% af medlemmernes kontingent på sikkerhed og hyrede vagter. De fleste af disse forbrydelser begås af muslimer.

 

Og mens Sverige står midt i sin værste kriminalitetsbølge i moderne historie, med en katastrofalt underfinansieret politistyrke, har de svenske socialdemokrater annonceret, at den næste valgkampagnes store emne vil være billigere offentlig tandlægebehandling. Man kan dårligt komme på et bedre symbol på Europa´s kærlighedsaffære med velfærdsstaten og ”social sikkerhed”, i en tid hvor fysisk sikkerhed hastigt forsvinder gennem utøjlet muslimsk immigration.

 

”Eurabien: Det kan godt være du får sparket tænderne ind, men du vil i det mindste få det lavet billigt”, kunne blive sloganet for et helt kontinent.

 

Skandinaverne var også engang involveret i blodfejder og fanatisme. Det kaldtes ”Vikingetiden”, og vi efterlod den for tusind år siden, ligesom muslimerne burde have gjort. Vi har ikke noget specielt behov for at vende tilbage til igen at blive et primitivt stammesamfund. Alligevel synes mange af vore nye ”landsmænd” at insistere på at føre dette ind i vore stuer. Det kan være de får deres vilje. Måske kan det være, i reaktion på det muslimske pres, at skandinaverne vil genopdage deres indre barbar, og historien vil hermed have lavet en fuld cirkel: fra stammesamfund til cappuccino og tilbage igen. Hvem ved, hvis Arnold Schwarzenegger ikke bliver genvalgt som guvernør i Californien, så kunne han måske tænke sig at lave endnu en ”Conan Barbareren?” Han kunne indspille den i Malmø, der ser ud til at blive den første store skandinaviske by med muslimsk flertal. Han vil sikkert blive forbløffet over, hvor fint han passer ind.