I København, lige uden for Christiania, var der en graffiti på et stakit der sagde “Mænd voldtager”. Jeg plejede at passere forbi den næsten hver dag. Første gang jeg så den, pissede den mig af, fordi jeg vidste, at graffitisten ville definere mig som en “mand”, og jeg har aldrig ønsket at voldtage nogen. Men da jeg møder dette spraymalede dogme hver dag, så skiftede mine grunde for vrede. Jeg genkendte dette dogme som litani for den feministiske version af offerideologien – en ideologi der promoverer frygt, individuel svaghed (og i sidste instans afhængighed af ideologisk baserede supportgrupper og paternalistisk beskyttelse fra autoriteter) og en blindhed overfor alle realiteter og erfaringer, der ikke tilpasser sig til éns syn på sig selv som offer.

 

Jeg benægter ikke, at der findes nogen realitet bag offerideologien. Ingen ideologi kunne fungere, hvis den ikke havde noget fundament i virkeligheden overhovedet. Som der var én der sagde: “Vi er alle voksne børn af forældre”. Vi har alle brugt hele vores liv i et samfund, der er baseret på undertrykkelse og udnyttelse af vore ønsker, vore begær og vores individualitet, men det er helt sikkert absurd at favne nederlag i termer af offergørelse.

 

Som et redskab til social kontrol understøtter institutionerne følelsen af offergørelse i hver og én af os, mens følelserne fokuseres i retninger der forstærker afhængigheden af sociale institutioner. Medierne bombarderer os med historier om kriminalitet, politisk og forretningsmæssig korruption, race og kønsmæssige stridigheder, knaphed og krig. Mens disse fortællinger ofte har basis i virkeligheden, så præsenteres de helt indlysende for at fremme frygt. Men mange af os tvivler på medierne, og serveres derfor med et morads af “radikale” ideologier – alle indeholdende et gran af virkelig opfattelse, men alle blinde for alt hvad der ikke passer ind i deres ideologiske struktur. Hver og én af alle disse ideologier forstærker offerideologien, og fokuserer individernes energi i retning væk fra samfundet i sin helhed, og fra deres rolle i reproduktionen af den. Både medierne og alle versioner af ideologisk radikalisme forstærker ideen om, at vi er offergjorte af det der er “udenfor”, af “de andre” og af sociale strukturer – familien, politiet, loven, terapi –og støttegrupper, uddannelsessystemet, “radikale” organisationer og alt andet der kan forstærke en fornemmelse af afhængighed, som er der for at “beskytte” os. Hvis samfundet ikke producerede disse mekanismer – inklusive strukturerne af falsk, ideologisk, delvis opposition – for at beskytte sig selv, ville vi blot undersøge samfundet i sin helhed og komme til erkendelsen af dets afhængighed af vor aktivitet for at reproducere det. Så ville vi ved hver given lejlighed afvise vores rolle som afhængige/ofre af samfundet. Men følelserne, attituderne og tankesættene fremmanet af offergørelsesideologien, gør en sådan omvending af perspektiver meget vanskelig.

 

I accepten af offergørelsesideologien i enhver form, vælger vi at leve i frygt. Personen der skrev graffitien “Mænd voltager”, var højst sandsynlig en feminist, en kvinde der så sin handling som en radikal trods mod patriarkalsk undertrykkelse. Men sådanne proklamationer bidrager faktisk blot til et klima af frygt, der allerede eksisterer. I stedet for at give kvinder som individer en følelse af styrke, så forstærker den ideen om, at kvinder essentielt er ofre, og kvinder der læser denne graffiti, selvom de bevidst afviser dogmet bag den, vil sandsynligvis gå mere frygtsomt på gaderne. Offergørelsesideologien der gennemtrænger så megen feministisk diskurs, kan også findes i nogle former for homoseksuel frigørelse, racemæssig og national frigørelse, klassekamp og stort set enhver anden radikal ideologi. Frygt for en virkelig, tilstedeværende, klart identificeret trussel, kan motivere intelligent handling, for at udradere truslen, men frygten skabt af en ideologi af offergørelse, er en frygt af kræfter der både er for store og for abstrakte for den enkelte at kapere. Det ender med et klima af frygt, mistænksomhed og paranoia, hvilket synes at gøre mediationerne der er den sociale kontrols netværk nødvendige, ja selv gode.

 

Det er dette tilsyneladende overvældende klima af frygt, der skaber fornemmelsen af svaghed, fornemmelsen af essentiel offergørelse i individer. Mens det er sandt, at varierende ideologiske “liberationister” ofte hvæser med militant raseri, så kommer det sjældent ud over punktet, hvor det truer noget. I stedet “kræver” de (læs: beder militant), at dem de definerer som deres undertrykkere, tilbyder dem deres “frihed”. Et eksempel som dette skete i en forsamling i 1989. Der er ingen tvivl om, at de fleste workshops jeg har deltaget i, har mænd tenderet til at tale mere end kvinder. Men ingen forhindrede kvinder i at tale, og jeg noterede ikke nogen former for mangel på respekt overfor kvinder der talte. Alligevel blev det i mikrofonen proklameret, at mændene dominerede diskussionen og afholdt kvinder fra at komme til orde. Taleren “krævede” (igen læs: bad militant), at mændene sikrede sig, at kvinderne fik plads til at tale. Med andre ord give den undertryktes “rettigheder” – en attitude der implicerer accepten af mandens rolle som undertrykker og kvindens rolle som offer. Der var visse workshops hvor visse individer dominerede diskussionerne, men en person der handler ud fra individuel styrke, vil klare folkene, involverede som individer. Behovet for at sætte en sådan situation i en ideologisk kontekst og placere de involverede som sociale roller, vendende den virkelige, umiddelbare oplevelse om til abstrakte kategorier, er et tegn på, at man har valgt at være svag, at være et offer. Om at favne svaghed sætter den enkelte i en absurd position at skulle bede sin undertrykker om at få sine rettigheder – garanterende, at den person aldrig vil være fri til at være andet end et offer.

 

Som alle ideologier er varianterne af offergørelsesideologien former for kunstig bevidsthed. Accepten af den sociale rolle som offer – i hvilken af dens mange former – er at vælge end ikke at skabe livet for sig selv, eller udforske sine virkelige relationer til de sociale strukturer. Alle de delvise frigørelsesbevægelser – feminisme, homoseksuel frigørelse, racemæssig frigørelse, arbejderbevægelsen og så videre – definerer individer i forhold til deres sociale roller. Derfor inkluderer disse bevægelser ikke blot ikke inkluderingen af omvendte perspektiver, der nedbryder sociale roller og tillader individer at skabe en praksis bygget på deres egne passioner og ønsker; de modarbejder faktisk en sådan omvendelse af perspektiv. “Frigørelsen” fra en sådan rolle, for hvilken individet forbliver emne. Men essensen af disse sociale roller indenfor rammen af disse “frigørende” ideologier er offergørelse. Så offergørelsens litanier må synges igen og igen, for at garantere at “ofrene” aldrig glemmer, at dette er hvad de er. Disse radikale frigørelsesbevægelser hjælper med at garantere, at frygtens klima aldrig forsvinder, og at individer fortsætter med at se dem selv som svage, og se deres styrke som liggende i de sociale roller, der faktisk er kilden til deres offergørelse. På den måde handler disse bevægelser og ideologier for at forhindre muligheden for en stærk revolte mod alle autoriteter og alle sociale roller.  

 

Ægte revolte er aldrig sikker. De der vælger at definere dem selv i termer af rollen som offer, tør ikke prøve den totale revolte, da det ville true sikkerheden i deres rolle. Men som Nietzsche sagde: “Hemmeligheden ved den største frugtbarhed og den største glæde ved eksistensen er at leve farligt!” Kun en bevidst afkastning af offergørelsesideologien, at nægte at leve i frygt og svaghed, og en accept af styrken ved vore egne passioner og ønsker for os selv som individer, der er større end, og derfor i stand til at leve ud over alle sociale roller, kan skabe et fundament for totalt oprør mod samfundet. Et sådan oprør er sandelig næret, delvist, af raseri, men ikke det skingre, fornærmede, frustrerede offerraseri, der motiverer feministerne, radikale frigørelsesbevægelser, homoseksuelle bevægelser og des lige, der “kræver” deres “rettigheder” af autoriteterne.

Det er nærmere vort utøjlede begærs raseri, den undertryktes tilbagevenden med fuld utilsløret kraft. Men mere essentielt, at revolte er næret af åndelighed og fri leg, og glæde ved eventyr – gennem et ønske om at udforske enhver mulighed for et intenst liv, som samfundet prøver at unddrage os. For alle os der ønsker at leve fuldt og uden bindinger, er tiden passeret, når vi kan tolerere at leve som sky mus inde i væggene. Enhver form for offergørelsesideologi påvirker os til at leve som sky mus. Lad os i stedet være skøre og grinende monstre, glædeligt nedrivende samfundets vægge, og skabe forunderlige liv og forundring for os selv.