Historisk har ligestillingstanken hentet sin legitimitet gennem et reelt samfundsmæssigt behov for udjævning af rettigheder og privilegier, kvinder og mænd imellem. Feminismen henter sin legitimitet gennem ligestillingslovgivningen. En lovgivning der bygger på et historisk samfundsmæssigt behov, men som med tiden er blevet koloniseret af kræfter, der har forvandlet lovgivningsapparatet fra en nødvendighed til et redskab for en ideologi. Feminismen er kvindebevægelsens ideologi. Feminismen er en –isme, på lige fod med andre –ismer. Den betegner altså et idésystem. Kvindeorganisationer der ikke har feminismen som ideologi, tilhører altså ikke kvindebevægelsen.

 

Drude Dahlerup konkluderer i bogen ”Rødstrømperne”, at man ikke kan definere en fælles kerne i feminismen som idésystem ud fra målsætningen. Richard Evans taler om ”equal rights”. Men hvad forstås ved lige rettigheder? Og Olive Banks taler om ”any groups that have tried to change the position of women, or the ideas about women”. Men dette siger intet om retningen af ændringen. Dette kan også inkludere anti-feminister. Det nærmeste man kommer et fælles mål, er idéerne om kvinders selvstændighed og autonomi, men også dette kan sættes ind i varierende sammenhænge, i alt fra Individualistisk klassisk liberalisme til Kollektivistisk socialistisk feminisme. Derimod kan et bredt feminismebegreb defineres ud fra, hvad der kæmpes imod, som alternativ til en fælles vision om et alternativ til det eksisterende. På den baggrund kan feminisme defineres som en ideologi, hvis mål det er at fjerne kvindediskrimination og nedvurdering af kvinderne og bryde mandsdominansen i samfundet. Definitionen af ”mandsdominans” og ”kvindediskrimination” kan variere fra bevægelse til bevægelse

 

Nancy Cott har tre antagelser om feminismen:

 

Ø      Feminismen indebærer opposition mod kønshierakiet, der har det ene køn som overordnet og det andet som underordnet

Ø      Feminismen indebærer den opfattelse, at kvindernes position er en social konstruktion, er samfundsskabt – ikke naturlig eller gudsskabt.

Ø      Feminismen indebærer den opfattelse, at kvinder konstituerer en social gruppering, og det indebærer en identifikation på ét eller andet niveau med ”gruppen kaldet kvinder”

 

Kernen i feminismen er kvindernes underordnede position og den fælles tro på, at det er muligt at ændre den.

 

Der er fremsat en teori der angiver, at mobiliseringen til en bevægelse sker hurtigere og nemmere, jo mere adskilt gruppen er fra resten af samfundet. Udgangspunktet for en kvindebevægelse må da være det værst tænkelige, da kvinder ikke er placerede i egne geografiske rum, egne boligkvarterer og ikke i egne afdelinger af husene.

 

Bevægelsers transformation og ophør er et relativt uudforsket område. Frederick D Miller har udviklet en model for bevægelsers udvikling og nedgang. Tre faktorer er afgørende for en bevægelse og dens organisationers historie. For det første begivenheder i den ydre verden, for det andet udviklingen i bevægelsens ideologi og dermed dens taktik, og for det tredje bevægelsens organisationsstruktur.

 

Forholdet mellem en bevægelse og dens organisation er komplekst. En bevægelse kan have mange organisatoriske udtryk med løsere eller tættere forbindelser mellem grupperne og centrene. Samtidigt er bevægelsen mere end summen af sine organisationer, fordi grænsen mellem kærnen, sympatisørerne og omgivelserne er flydende. Organisering må betragtes som afgørende for bevægelsens kollektive udtryk og gennemslag. Organisering er en kollektiv mobilisering af ressourcer for et fælles mål, dels med henblik på fælles handlinger, dels som rammen om udvikling af nytænkning. Organisationen gør forskellen mellem tendenser i tiden og sociale bevægelser. I den forbindelse påstår ”Paradoksteorien” påstår to ting. For det første at en flad organisationsstruktur er velegnet til rekruttering af deltagere til bevægelser. For det andet, at samme struktur er mindre egnet til at skaffe bevægelser indflydelse.

 

Den tyske sociolog Claus Offe har opstillet en tre-fase-model for sociale bevægelsers udvikling.

 

Ø      1. Take-off-fasen

Kendetegnes ved spontane protester, møder og demonstrationer uden organisatorisk form. Kodeordene er spontanitet, militant retorik og konfrontation

 

Ø      2. Stagnationsfasen

Entusiasmen er dog flygtig. Borgerlige forenings –og forsamlingsrettigheder kan indskrænkes. De historiske begivenheder der motiverede protesten kan aftage grundet udvikling. Motivationen til det spontane engagement kan aftage.

 

Ø      3. Institutionaliseringensfasen

Bevægelsen bliver fanget i dilemmaet mellem at forblive en bevægelse eller skabe institutioner. Der opstår diskussioner mellem tilhængere af deradikalisering, centralisering og bureaukratisering af bevægelsen

 

Tre-fase-modellen skulle samlet indikere en overvejende mulighed for afvikling af feminismen.

 

En anden teori der skulle muliggøre afviklingen af feminismen, er teorien om ”Imperial overstretch”. Den kan defineres som: ” the extension of an empire beyond its ability to maintain or expand its military and economic commitments” Til trods for at feminismen some ideologi for kvindebevægelsen, er frakmenteret i forholdsvist mange fraktioner, har den yderligere bredt sig til at omfatte stort set alle samfundsforhold. Det kan i fremtiden blive problematisk, at holde sammen på en så kompliceret bevægelse.

 

 

Sidst men ikke mindst kan feminismens uundgåelige undergang muligvis forudsiges filosofisk:

 

Nancy Cott: ”Feminism asks for sexual equality that includes sexual difference. It aims for individual freedoms by mobilizing sex solidarity. It posits that women recognize their unity while it stands for diversity among women. It requires gender consciousness for its basis yet calls for the elimination of prescribed gender roles”