Vores profession er dedikeret til kunsten at undersøge livet. Forstil dig så tåbeligheden og faren ved en form for psykoterapi der fritager patienten fra at strides med introspektion. Det kaldes feministisk terapi og psykiatere gør vel i at beskytte patienter fra den.
Ifølge psykolog Laura Brown, en fremtrædende ”feministisk praktikker” og forfatter af ”Subversive Dialogues: Theory in Feminist Therapy”, er feministisk psykoterapi en ”mulighed for at hjælpe patienten til at se relationen mellem deres adfærd og det patriarkalske samfund i hvilket vi alle er indlejrede”

Lyder det familiert? Det er en udvidelse af den radikale feminists verdenssyn, at kvinder er evindelige ofre for en omfattende mandlig konspiration. I Brown´s rænkesmedning er samfundet, ikke patienten dysfunktionel. Og fordi en kvindes omstændigheder og mentale tilstand er antaget at reflektere kvindens position i samfundet, ses ethvert depressionssymptom eller angsttilstand som produktet af et misogynt samfund. Derfor vil en radikal feministisk terapeut ikke foreslå en kvinde, at hun kunne bidrage til sine nuværende hjemlige problemer, på arbejde eller skole, sine relationer eller selvbillede. Dette ville blot ”gen-offergøre” hende.

Feministiske terapeuter er også meget bekymrede for ”magtforskellen” i relationen terapeut og patient imellem.
For at neutralisere dette afslører terapeuten aktivt personlige detaljer om sig selv – en uhørt teknik i traditionel terapi hvor grænserne patient og læge imellem vedligeholdes, for at fastholde objektivitet – og visse har endda kæmpet med, om de skulle tage betaling eller ej for deres service, eftersom at de frygter ved at gøre dette, at det vil forstærke opfattelsen af hierarki. Endeligt opfordres patienter til at søge medlemskab af feministiske politiske organisationer, for at hjælpe med at undertvinge patriarkatet Brown skriver: ”Feministisk terapi må være en intentionel handling af radikale sociale ændringer, møntet på sociale arrangementer i hvilket undertrykkende magtubalancer hersker”.
Introspektion er ude; aktivisme er inde. Dette kan ikke være terapeutisk (selvom det uden tvivl kan tilskynde nogle kvinders retfærdighedsfølelse og derfor opfattende dem som ”magttilførende”).
Men en ledet udforskning af selvet – psykoterapiens sande opgave – lukkes, da alle kilder til ubehag er identificeret som ”derude”, påtvunget af et mandsdomineret samfund. Klinisk psykolog Rachel Perkins illuminerer dette paradoks når hun skriver i magasinet ”Feminism and Psychology”, at ”forståelsen af den enkeltes oplevelse som personlig, privat og psykologisk – anses for farligt for feminismens mål”.

Alt dette er blevet kodificeret af ”Feminist Therapy Institute” i San Francisco.
Dens litteratur siger, at ”en feministisk terapeut søger mangfoldige veje for at gennemføre ændringer, inklusive – at advokere indenfor professionelle organisationer, lobby lovgivning og andre passende handlinger”.

Hvorfor er terapeutens politiske aktiviteter relevant for arbejdet med patienter? Fordi, som de radikale feminister påminder os, så er det personlige politisk. Dette betyder, at psykisk ubehag uværgeligt kan spores tilbage til kønsforskelle og sociale forskelle.
Man skulle tro, at feministisk terapi ville kollapse under sin egen paranoide vægt. Tænk igen. Division 35 (kvindeemner) i ”American Psychological Association” (APA) overvejede at underlægge sig organisationen, for at sikre speciel officiel status for feministisk terapi. Ifølge Brown – der gjorde et spektakulært usuccesfuldt forsøg på at blive præsident sidste år – tilbyder træningsprogrammer i klinisk psykologi særlige retninger i ”feministisk praksis” og universitetsdrevne studentersundhedsklinikker hyrer feministiske terapeuter til at lede de studerende. Selv nyslåede kliniske psykologer der tog licenseksamen sidste forår, forventes at studere feministisk terapi. Og sidste sommer udpegede International Research Institute, med skuespiller Barbara Streisand i formandsstolen og residerende ved Brandeis University, Phyllis Chesler – indiskutabelt moderen til feministisk terapi – til at være dens første stipendiat. Som professor i psykologi i kvindestudier ved City University of New York, opnåede Chesler i 1972 synlighed med udgivelsen af sin bog ”Women and Madness”.

Her er et udtræk:
”Jeg tror at det biologiske faktum og betydning af heteroseksuel voldtægt og graviditet, var primære faktorer i formationen af den patriarkalske familie. Yderligere var mandens behov for at bevise sin genetiske udødelighed så stor, at han følte sig berettiget til at kolonisere en kvindes krop, for at sikre sig at hans børn var kreerede af hans sperm”.
To sociale arenaer hvor feministisk psykologi har haft katastrofale konsekvenser, er anklager om misbrug af børn (såkaldt undertrykte erindringer) og hjemlig vold.
I august beordrede den californiske appeldomstol, at sagen mod anklagede for børnemisbrug Gary Ramona skulle afvises. Hans datter Holly anklagede ham for misbrug, selvom hun intet bevis havde, ud over såkaldt genvundne erindringer, faciliteret af amytal-induceret hypnoterapi. Laura Brown var en af de eksperter der understøttede anklagen om validiteten af undertrykte erindringer på vegne af Holly Ramona.
Ideen om patriarkatets amokgåen har længe været citeret af radikale feminister, og mere end en håndfuld mainstreamobservatører som grunden til vold i hjemmet. ”Patriarkatet kræver vold eller den subliminale trussel om vold for at vedligeholde sig selv”, var Gloria Steinem´s berømte erklæring. Ifølge dette har principperne for feministisk terapi fundet vej ind i den hjemlige voldsarena.

I mange stater idømmes mange mænd der arresteres for at slå konen en form for rehabilitering ved navn ”Pro-feministisk behandling”.
De mest radikale af disse programmer er klart grundlag for forsømmelse. Mænd sidder i grupper i ugevis, hvor de belæres af uuddannede vejledere – ofte af tidligere voldsramte kvinder – om patriarkatets synder. I Santa Clara County er behandlingssessionerne ofte af californisk lov pålagt at inkludere følgende emner: “misogyny”, “heterosexisme” og “forbindelser og ligheder mellem vold i hjemmet og raceundertrykkelse”. I indoktrineringen af mænd fremturer de mest radikale terapeuter med undervisning i vredeshåndtering, kommunikationskompetencer eller hvordan man identificerer mekanismen til raseri. Yderligere afviser mange parterapi, da dette opfattes som ”pålæggende offeret skylden”, uanset hvor mange mænd og koner der ønsker at reparere deres ægteskab og beder om fælles rådgivning. Kvinder jeg for nylig har interviewet for en historie om vold i hjemmet indrømmede beredvilligt deres rolle i incitering af konflikten i relationen og ønskede at adressere dette.

Mens det er fristende at konkludere, at profeministisk ”terapi” er lige hvad en voldelig mand behøver, så er det tragiske faktum, at virkelige kvindelige ofre udsættes for endnu mere fare, når deres mænd undergår en værdiløs behandling. Eftersom mange af dem virkeligt ønsker at holde sammen på deres familie, og eftersom de prøver at opveje risikoen ved at blive hos en voldelig mand, gør det dem en enorm utjeneste når en mand gennemgår et program der ikke kan opfylde det lovede – især når kvinder har større sandsynlighed for at blive i et ægteskab med falsk sikkerhed, hvid de tror deres partner modtager hjælp.
Vi er alle interesserede i nye forklaringer på adfærd, især de med terapeutisk værdi, men det feministiske scenario er en paranoid flugt fra realiteten, og praktikken den har inspireret, er kun lidt mere end et politisk statement.
At fortælle kvinder at de er passive ofre – selv når, især når, de siger de føler sig som ofre – forstærker selvmedlidenheden, og fratager dem muligheden for at se hvordan de saboterer deres frihed og tilfredshed. Dette er viden der kunne transformere deres liv.

Sally Satel, M.D. er lektor i psykiatri ved Yale University School of Medicine og medforfatter til WFN specialrapport: ”The Myth of Gender Bias in Medicine”