”I vores tid – der er blevet beskrevet som ”fattig på tro, men skrækslagen ved skeptisme – i hvilken folk føler sig sikre, ikke så meget at deres meninger er sande, som at de skulle vide at gøre uden dem – hviler kravene på en mening der skal beskyttes mod offentligt angreb ikke så meget på dens sandhed, som dens vigtighed for samfundet”. (John Stuart Mill 1869).

Ingen vil tvivle på, at termen ”legal korrekthed” er et indbygget logisk, selvforklarende udtryk, fordi loven giver præcise konsusmæssige standarder mod hvilket konformiteten eller afvigelse fra enhver konkret adfærd kan blive ambivalent takseres.
I modsætning lyder ”Politisk Korrekthed” som et oxymoron så langt som at politiske emner har den indbyggede kvalitet af værende et emne for kontroversiel diskussion. Denne kontrovers ender først når autoritative beslutninger er blevet taget, som så er bundet på niveauet af bindende love.

Faktisk implicerer ”Politisk Korrekthed” eksistensen af et niveau af (meta) politiske standarder, som er (eller burde være) fritaget fra kontroverser og politisk magtudøvelse uden at være formaliserede på juridisk niveau: uformelle moralske standarder der menes at være så grundlæggende, konsensuelle og vedvarende, at de effektivt begrænser ikke bare rummet af politisk lovgivning, men selv det mere fundamentale rum af politisk diskurs, der tillades at finde sted, emnerne tilladte eller nægtet adressering – og særligt: ordene der bør og ikke bør bruges.

Derfor passer Politisk Korrekthed ind i traditionen af antiliberale kollektivistiske politiske tanker, der antager, at de mest fundamentale politiske mål er at tilpasse sig de højeste uforanderlige principper, som kun kan kogniseres som objektive, uforanderlige entiteter, ikke skabt ved tilfældige beslutninger og manipulerede gennem fri menneskelig vilje.

Dette er i al fald synspunktet i Platon´s ”Republikken”, de filosofiske konger har pligt til at opretholde realiseringen af den omspændende, objektivt givne ”Summum Bonum” imod alle partikulære interesser; og den er indbygget i marxistisk kommunisme, hvor partielitens roller består af at følge en politik, der tilpasser sig ”historiske nødvendigheder”, der skal mødes med videnskabelige analyser, ikke med magtkampe indenfor pluralistiske systemer af konkurrerende interessegrupper og politiske partier. Leninister og stalinister har brugt termen til at indikere konformitet til partilinien, og i maoismen betød det konformitet med ideerne propaganderet i den ”Lille Røde Bog”
Disse eksempler viser at termen ”korrekthed” implicerer en stærk rolle for uddannede eliter, fordi højt udviklede kognitive fakulteter er nødvendige for erkendelsen af hvad der er rigtigt og forkert. Mens Platon foreslog en elite af ”filosofiske konger”, der baserer deres prominente status på et specielt socialisationsregime, så gav leninismen rum for højtstående eksperter i kommunistisk ideologi. I en lignende åre forsyner Politisk Korrekthed den akademiske elites ivrighed efter at ekspandere deres status ud over deres snævre videnskabelige specialer eksistensberettigelse: ved at blive autoritative eksperter i at vide hvordan sociale minoriteter skal behandles, især på det sproglige niveau (hvor deres egne akademiske kompetencer (angiveligt) er mest udtalte).

I vestlige lande antager sådanne elitekollektivistiske synspunkter en meget legitim og meget uformel status, fordi de altid udfordres af demokratiske værdier der understreger individuel ytringsfrihed og ”bottom up”- beslutningstagning uden forudgående juridiske restriktioner. I bedste fald kan den påføres den mest grundlæggende og konsensusmæssige præmis på hvilken en politisk orden er rejst.
Der er udstrakt enighed om, at termen ”Politisk Korrekthed” allerede opstod i 1793, da en amerikansk højesteret skrev i en meningstilkendegivelse, refererende til sagen Chisholm mod Georgia:

”Staterne, mere end folket, for hvis skyld staterne eksisterer, er regelmæssigt emnerne der tiltrækker og fastholder vores primære opmærksomhed….Følelser og udtryk af denne upræcise slags består i vores almindelige, selv i vores festligholdte, sprog. Er en skål udbedt? ”De Forenede Stater” i stedet for ”Folkets Forenede Stater”, er den udbedte skål. Dette er ikke politisk korrekt”.

Denne formulering, opfattelsen af at regeringen har magt over borgerne afvises som en misopfattelse, så at udbede en skål til ”De Forenede Stater”, er en modsigelse mod den mest fundamentale præmis i den amerikanske konstitution.

Ordene blev dengang brugt i 1960´erne til at beskrive folk der ændrede deres opførsel og overbevisning for at tilpasse sig de dominerende (venstreorienterede) politiske bevægelser.

”Politisk korrekt beskrev de selvretfærdige, ikke-rygende, økologisk sensitive, vegetarianske, feministiske, ikke-racistiske, multikulturelle, Birkenstock-bærende, anti-kapitalistiske velnydere af kapitalismen – fakultet såvel som studerende – der udstillede deres udslidte 1960´er radikalisme i klasserummet og i deres sociale liv”. (Kimball 2003)

I sin nuværende form fremkom Politisk Korrekthed på amerikanske universiteter gennem firserne og er begyndt at gennemtrænge ikke-akademiske samfund siden de tidlige halvfemsere.

Det blev fra begyndelsen på uformelle sociologisk niveauer af interpersonel adfærd, såvel som på formelle organisationsmæssige reguleringsniveauer relevant: eksempelvis i uddannelsesinstitutioners regler søgende at beskytte minoriteter gennem politisering af interpersonel kontrol og ”stødende” tale, iværksættende programmer om omgående handling eller ved at åbne curricula til andre tekster end dem skrevet af Døde Hvide Europæiske Mænd (DHEM).

Det mest udbredte træk ved Politisk Korrekthed, er reguleringen af tale, en ”vedholdende ressource til euforismer og indirekte tale” (Fankboner 2004) ved at forbyde antageligt ”stødende” ord og verbale udtryk i de offentlige medier såvel som i offentlige institutioner som skoler, klinikker eller administrative institutioner.

”Tvivlere der troede Politisk Korrekthed var et universitetsfænomen eller et overgangsfænomen behøver blot læse New York Times anmeldelse af filmen ”What´s Eating Gilbert Grape”, i hvilken den mentalt retarderede bror beskrives som ”mentalt udfordret”. Undvigende, nedladende og uelegant, tortureret og undvigende tale som denne er krøbet ind i skriverierne af diskriminerende skribenter, der ville have anset dem for latterlige få år tidligere”. (Fankboner 2004)

Udover dette refererer termen til mange venstreorienterede initiativer:

”vedrørende ændringer i den litterære kanon undervist i på universiteter, undervisningen i postmoderne og kritisk litterær teori og kulturelle studier, omgående handling for racemæssige og etniske minoriteter såvel som kvinder, seksuelle angreb og chikaner og reguleringer vedrørende universitets- ”hade-tale” (Sparrow 2002).

Siden firserne er termen blevet tiltagende brugt af konservative som et hadeord for at afsværge visse politiker på venstrefløjen målrettet for at beskytte kvinder, ikke-hvide racer, homoseksuelle og andre minoriteter fra ”stødende” tale og fra varierende praktikker af social diskrimination.

Enhver sociologisk behandling af subjektet må begynde fra det faktum, at Politisk Korrekthed er central for en kontroversiel diskurs af ”kulturelle politiker” ”fokuseret på repræsentation, værdier og identiteter” (Fairclough 2003:17).

Der må især spørges om den virkeligt refererer til et objektivt homogent normsystem eller ideologi, eller blot til en homogeniserende mærkat konstrueret af konservative til at karakterisere ”venstreorienterede” med temmelig mangeartede synspunkter (Fairclough 2003:17)

Politisk Korrekthed resulterer indiskutabelt hele sfærer af politiske og sociale problemer der holdes tilbage fra den offentlige diskurs og politisk eftertænksomhed. Altså kan ukontrolleret indvandring fra eksotiske lande foregå næsten ubemærket, den kriminelle adfærd indenfor beskyttede minoriteter forbliver under dække, og klimaforandringer diskuteres uden reference til en af de fremtrædende årsager: den eksplosive vækst i den menneskelige befolkning.

Eftersom de fleste politiker er lokale og nationale, er det indlysende, at en anseelig del af indholdet i ”Politisk Korrekthed” adskiller sig fra land til land og region til region.
I U.S.A. er fokus i al fald på den opfattelse, at der er et antal ubemærkede, diskriminerede og undertrykte grupper i samfundet (kvinder, sorte, homoseksuelle, muslimer, og så videre) som burde beskyttes mod stødende tale og handling udført af den regerende majoritet (Hvide Heteroseksuelle Kristne Mænd).
Tyskland er til sammenligning dybt præget af overvejelser af ”historisk korrekthed”: ekstremt fastlåste normer relateret til fortolkningen af Hitler-æraen, Holocaust og Anden Verdenskrig. Eksempelvis den politiske korrektheds teutoniske særkende kræver, at det tyske folk stadigt er forpligtet til at føle skyld for forseelser i fortiden, at officerer og soldater kun ses som forbrydere, aldrig som ofre, mens det stik modsatte gælder for jøder, sigøjnere og andre minoriteter, emner for systematisk forfølgelse.
Mere end det kræver historisk korrekthed, at nazisternes udåder anses for værende så enestående og særskilte i udådstyngde, at de ikke kan sammenlignes med anden organiseret kriminalitet i menneskets historie: end ikke de langt mere omfattende massemord organiseret af Stalin og Mao Tse-tung.
Politisk Korrekthed hjælper derfor ironisk nok med til at vedligeholde selvopfattelsen af, at tyskere er enestående og usammenlignelige med nogen anden national befolkning. Som de har set dem selv som bemærkelsesværdig militær magt under preussisk herredømme, eller som det ”udvalgte folk” forudset til pan-europæisk herredømme under nazisterne, opnår de nu deres særlige kendetegn fra mængden og kvaliteten af kollektiv skyld de har akkumuleret.

Hans Geser
Januar 2008, version 1.0