Siden begyndelsen af 1980´erne har den politiske korrektheds mål været, at gennemtrænge alle samfundssektorer med et sæt homogene og konsensusorienterede normer og adfærdsmæssige standarder. Selv økonomisk adfærd skulle ikke længere være styret af egennyttige overvejelser, men være underordnet strikse moralske forskrifter.

”Jeg husker frasen ”politisk korrekt” fra omkring 1983, specifikt i reference til indkøb i en bestemt kaffeforretning, mere end en anden nær Yale University. På det tidspunkt blev ”politisk korrekt” brugt til at indikere at vore handlinger, nogle gange ubetydelige, kan have indflydelse på andres liv. Selv om kaffen var den samme, så behandlede den ene kaffeforretning sine medarbejdere bedre end den anden og på den måde opstod opfattelsen af, at brugen af penge i den forretning var sundere for samfundet”. (Hellman 2003)

I alt hvad de gør er politisk korrekte zealotter overbeviste om at have ”ret”, selv om deres overbevisning ikke er delt af majoriteten af andre.
Uden at forlade sig på nogen særlig religiøs autoritet, fastholder de en tro på betingelsesløs sandhed, der findes sideløbende med intolerance og foragt for anderledes tænkende:

”De politisk korrekte er selvretfærdige i en skinreligiøs ånd. En slags lysets fortrop, der ikke accepterer vælgeres mening (uoplyste) eller forbrugere (selviske) og er parate til at gennemtvinge reformer mod den offentlige vilje” (Coleman 2000).
Som konsekvens heraf kan de ikke acceptere demokratiske stemmeprincipper eller forbrugerautonomi, da dette ville implicerer, at også umoralske afgørelser og valg må accepteres.

I de fleste tilfælde kan politisk korrekte tilhængere ikke (eller er ikke villige til at) se, at deres synspunkter er meget afhængige af specifikke ”tidsånd”-faktorer, der kun har betydning for specifikke regioner og befolkningssegmenter, er opstået for ganske nylig og kan snart forsvinde igen. I stedet påstår de at have ”ret” i en absolut forstand, uagtet specifikke historiske perioder eller andre menneskelige kulturer.
Denne relativisering af historiske perspektiver er udpræget manifesteret i feministers målsætning, for at opnå en ny oversættelse af Biblen i ”blot sprog” – derigennem invalidere alle tidligere oversættelser som ufuldendte produkter af uoplyste patriakalske stader (Leicht 2006).
Succesen af sådanne oversættelser afhænger af den institutionelle kirkekontekst. Mens den katholske kirke givet er i stand til at yde tilstrækkelig modsand, så virker visse protestantiske kirker til at være forholdsvist ”bløde mål” der let kan omstødes gennem ”anti-sexistiske” og ”anti-racistiske” grupper.

Bortset fra Biblen er der udbredt tendens til at omskrive klassisk litteratur, især bøger dedikerede til børn. Eksempelvis de meget læst bøger af Enid Blyton er blevet renset for ord der er blevet miskrediteret som ”sexistiske” eller ”racistiske” siden deres publikationsdag.

Politisk Korrekthed kan indlysende ses som en regressiv bevægelse hvis mål er at transformere moderne menneskelige samfund til konsensusorienterede samfund baseret på en homogen kulturnorm understøttet af uformel kollektiv kontrol. De er målet at modstå tendensen i retning af funktionel differentiering ved at fastlåse alle roller og institutioner i et omspændende system af homogene normer:

”Den ønsker politisk ensretning af alle departementer fra, skal vi sige, børnefiktionsbøger til juridiske afgørelser. Ingen profession er undtaget. Alle skal møde en politisk prøve – af korrekt tænkning og fremskridt. Jurister, revisorer, læger, videnskabsmænd, forfattere, journalister og forretningsmænd skal bestå den”. (Coleman 2000).

Den kan endog fortolkes som en mere sofistikeret blød version af den islamiske ”Talibanisering”, der påvirker visse mellemøstlige lande: målsat til udfyldelsen af det moralske vacuum i et sekulariseret samfund, der er for dedikerede til økonomiske og videnskabelige værdier der ikke tilbyder etisk vejledning.

I de fleste nuværende makrosociologiske teoretiske perspektiver om modernisering og samfundsmæssig evolution, synes sådanne udviklinger som besynderlige, atypiske afvigelser: regression til tidligere epoker frem for løftet om en lovende fremtid.

Fra Adam Smith og Herbert Spencer til Dürkheim, Tönnies, Parsons/Smelser, Lenski og Luhmann, er der en vedholdende teoretisk linie der understreger kontrasten mellem kommunalistisk præindustrielle samfund baseret på homogenitet og mekanisk solidaritet, og moderne samfund integrerede af komplekse afhængigheder mellem specialiserede roller, organisationer og institutionelle ordener. Niklas Luhmann er givet ekstrem i synet på det moderne samfund, som fuldstændigt under perspektivet af ”funktionel differentiering”: som et acentrisk system i hvilket forskellige institutionelle sfærer opretholder deres solipsistiske systemrelaterede værdisystemer og fremskridtskoncepter, retfærdighed, perfektion og sandhed. Som konsekvens af dette bliver menneskelige individer også internalt fragmenterede fordi de er tvunget til at fastholde forskellige systemrelaterede personroller og identiteter – og koordinere dem uden at være i stand til at integrere dem i et omspændende hele.

Det er med gode teoretisk og empiriske grunde blevet argumenteret, at sådanne synspunkter ikke alene negligerer de varierende personlige behov for enhed og integreret socialt tilhørsforhold, men også ignorerer at moderne samfund ikke kun er ekseptionelle i deres strukturelle kompleksiteter, men også historisk unikke i deres potentialer for (og retning mod) udbredt (politisk, juridisk, kulturel og moralsk) homogenisering.

Eftersom naturvidenskaben (fremskridende siden det sekstende århundrede) fra begyndelsen var svært dogmatisk ved at propagandere at indeholde den eneste absolutte sandhed (eller i det mindste den eneste metode til vidensproduktion), var Oplysningstiden grobund for militant implementeret konformisme i sfæren af politiske værdier og etiske normer. Baseret på et ikke-historisk koncept af ”menneskelig natur” og ”menneskelig fornuft”, blev sådanne dydsstandarder propaganderet som værende universelt gældende på tværs af alle menneskelige kulturer og fremtidige epoker: derigennem legitimerende udøvelsen af autoritær magt for resocialiseringen af borgere og sikrende deres omfattende geografiske implementering.
En slags ”liberal totalitarisme” var implicit i Den Franske Revolution: eksemplificeret af Robbespierre og St.Just der så oplysningsprojektet som et projekt for gennemtvingelsen af homogene etiske samfundsstandarder på totalitær måder: baseret på en dogmatisk tro på en universel ”menneskelig fornuft” der overgår og neutraliserer alle traditionelle kulturelle værdier og normer. Den samme ånd har senere givet grobund for autoritære regeringsregimer (Napoleonisme, Kemalisme, og så videre) såvel som uformelle manifestationer af ”demokratisk despotisme” (diagnostiseret af Tocqueville i U.S.A.).

Siden Den Franske Revolution er sådanne konformitetsregler skiftet til højt upersonlige konstruktioner som ”konstitutionen” eller ”nationen”: såvel som forskellige kollektivistiske ideologier (Fascisme, Bolshevisme, Maoisme) der prøvede at rekonstruere en langtrækkende samfundsmæssig enhed gennem regeringsmæssig tvang.

Som et ægte produkt af vestlige samfund var marxismen især succesfuldt i mobiliseringen af deltagelsen af de uddannelsesmæssige eliter til udviklingen af ideologier hvis mål var at ændre den eksisterende sociale orden.
Mens marxismens hovedkraft var ”ekstrovert” forstået som stræben efter politisk magt i forsøg på at omvælte de styrende økonomiske og politiske strukturer, en lille, men vedholdende understrøm fulgte mere ”introverte” bestræbelser for at påføre ændringer på kulturelt plan eller individuelt niveau. Derfor argumenterede Georg Lukacs, at et revolutionært samfundsskifte går forud for en kulturel revolution: en verdensomspændende omvæltning af eksisterende værdistrukturer. Og Antonio Gramsci fastholdt, at proletariatet kun kan opnå dominans ved først at opnå ”kulturelt hegemoni” baseret på en nyligt skabt ”kommunistisk mand”. De intellektuelles rolle var at arbejde for dette langtrækkende mål med midler som ”den lange march gennem samfundets institutioner”: inklusive regeringen og juraen, såvel som militæret, medier og skoler.

Doris Lessing var blandt de første der bemærkede de indbyggede ligheder mellem politisk korrekte zealotter og marxister i deres tendens til at påtvinge deres synspunkter på autoritær vis.

”Politisk Korrekthed er den naturlige fortsættelse af partilinien. Hvad vi her endnu engang ser, er en selvudvalgt gruppe af ivrige kontrollanter der påtvinger andre deres synspunkter. Det er en kommunistisk arv, men det ser de tilsyneladende ikke”.
Faktisk er der god grund til at se Politisk Korrekthed som korrelationen af en ”introvert drejning” venstreorienterede vestlige eliter af forskellige årsager har taget i de sidste fyrre år.
Erkendelsen af umuligheden af fundamentale politiske og økonomiske omvæltninger, mistede den nye venstreorienterede bevægelse i de sene tressere hurtigt deres revolutionære impuls og blev integreret i sociale institutioner – uden grundlæggende at ændre deres grundlæggende værdier og mål. Som konsekvens heraf erstattede de undergravende revolutionære handlinger med en mere fredelig strategi af langsigtet ”skjult undergravning”: ved at indtage formelle positioner der gav dem mulighed for at ændre de eksisterende institutioner gradvist indefra.

”I en vis udstrækning er den nuværende interesse i sprogpolitikken og kulturen resultatet af venstrefløjens aftræden til akademier og bureaukratier, hvor den har været ude af stand til at udøve megen indflydelse over mere traditionelle politiske emner. Ude af stand til, eller uvillig til, at deltage i nogen massebaseret bevægelse som kunne transformere den politisk og økonomiske samfundsstruktur, har venstrefløjen været optaget af nye talekoder eller (mere krediteret) ulovliggørelse af diskrimination. Irrelevansen af disse initiativer for problemer som lav løn, arbejdsløshed, stigende leveomkostninger og hjemløshed der rammer selve de grupper de er tiltænkt at tjene, går langt i retning af forklaringen af det tilbageslag mod Politisk Korrekthed selv mellem medlemmer af disse grupper” (Sparrow 2002).

På det seneste har enden på Den Kolde Krig såvel som opstigningen af neoliberalismen forstærket sådanne tendenser i retning af fokus på klassepolitik og politiske kampe til mere underfundige, langsigtede bestræbelser møntet på ændringer på moralske værdiers niveau, kulturelle mønstre. institutionelle strukturer og individuel adfærd.

”…de Politisk Korrekte er mindre interesserede i forretning og økonomi end samfundets kultur og ledelsesideer. De ved at de aldrig kan vinde den økonomiske diskussion i åben debat. De har faktisk tabt den. Markedet har triumferet over planøkonomien. Så de vil overlade økonomien til forretningslivet, under betingelse af at de kontrollere kulturen, samfundets ledende ideer.”
”I skaber velstanden”, sagde de til forretningsverdenen. ”Vi vil ændre den nationale identitet. I kan have økonomisk rationalisme. Vi vil genskabe samfundets image. I leverer velstand. Politisk Korrekthed vil være den officielle ideologi….” (Coleman 2000).

Derfor er skoler, kirker, offentlig administration, selskaber og selv militære organisationer blevet fertiliseret med liberale værdier og er blevet sat under konstant pres for liberale reformer. Eksempelvis måtte de alle assimilere til nye normer relateret til kønslighed, miljøbeskyttelse og minoritetsrelateret handlingskorrektion.

”I stedet for at klage over institutioner og afsværge regeringen, besluttede de, at infiltrere institutioner og samarbejde med regeringen…Mens demonstrerende studerende i tresserne smed deres kroppe mod det moderne livs bureaukratiske strukturer, skabte kvindelige aktivister senere deres egne bureaukratier”. (Diggins 1992:25)

Politisk Korrekthed er indlysende en logisk korrelation af grundlæggende ændringer i det politiske venstres støttegruppe: på den ene side afgangen af uorganiserede industriarbejdere og den stigende andel af højt uddannet befolkning på den anden side. Det illustrerer, at nu til dags er samfundskulturer mere og mere defineret på akademiske grundlag der understreger værdier, kultur og sprog meget mere end aspekter af politisk-økonomisk organisation og traditionel social klasse. (Hughes 1993:76; Trenton 1997:420).

”Politisk Korrekthed, en opfindelse af den uddannede elite, er essentielt et klassefænomen, eksempelvis designermoral for yuppier med ubefæstet bevidsthed”. (Fankboner 2004).

I dette perspektiv kan Politisk Korrekthed ses som en genrejsning af det attende århundredes værdimønstre der er blevet prominent blandt progressive før venstrefløjen blev ”kidnappet” af arbejderklassens socialistiske ideologi.
Efter at strategier målrettet mod den planlagte revolutionære transformation af menneskelige samfund er fejlet, er tidlige utopiske ideer om ”fremskridt” igen centrum omkring forbedringen for individer – ikke for institutionel udvikling eller makrosocial ændring. I Rousseau´s andres oplysningspersonligheders termer, ses et ”perfekt samfund” igen som et samfund i hvilket alle individer holder høje moralske standarder i hævd – ikke som et system i hvilket velfærd fremkommer gennem summen af individuelle laster.

I denne reduktionistiske samfundsmodel må denne moralske evolution begynde på niveauet af indre tanker og individuelle verbale udtryk, så disse kan afsmitte på mikrosocial adfærd, mesosociale kollektiver og makrosociale institutioner.

”Menneskeheden er stadigt ungt og universet ufærdigt. Alt hvad mennesket behøver at gøre er, at opstige til det næste niveau i sin spirituelle evolution, er at rense sit sind for upassende tanker. Sproget regerer tankerne, påstår de, og tanker styrer skæbne. Hvis vi etablerer et program for lingvistisk hygiejne, rengøre tale for alle verbale korrelationer der disponerer os for uønsket adfærd, vil vi fjerne årsagen til umoralsk opførsel. Gennem fjernelsen af menneskets ubevidste fordomme med korrigeret tale, fjerner vi menneskets kapacitet for umenneskelighed. Kommer onde handlinger ikke ufravigeligt fra ukorrekte tanker?”. (Fankboner 2004).

Politisk Korrekthed er en genrejsning af den vedholdende moralisme fra Robespierre og Saint Just, der sigtede mod forbedringen af menneskeheden ved at lovgive dyd. Det er et revolutionært koncept indbygget i Oplysningen: et forsøg på at undersøge alle traditioner, uanset om de tilpasser sig de højeste moralske standarder der er tænkt at have tidløs validitet, fordi de stammer direkte fra ”menneskelig fornuft”, ikke fra nogen ideer afhængig af kulturel variation eller historisk forandring (Kimball 2003).

I et sekulært samfund fortsætter Politisk Korrekthed den lange tradition af religiøse bevægelser, gennem opfordring af individer til at afstå fra ”syndige” tanker og adfærd – ligesom profeterne i Det Gamle Testamentet, der prædikede, at individuel umoral var grunden til kollektive katastrofer. Dog i modsætning til disse religioners traditioner og moderne islamisme, tilpasser Politisk Korrekthed sig til Oplysningens standarder, ved at producere et progressivt evolutionært syn. Målet er ikke at vende tilbage til noget stade af fortidig tilpasning til Gud´s åbenbaring, men at skabe et nyt perfekt samfund baseret på højere moralske normer, end på noget tidligere tidspunkt realiseret i fortiden.

Ved at forstærke moralske standarder på bekostning af resultater på andre felter (sport, videnskab, medicin, politik) bliver et højeste råd installeret, i hvilken hvert individ (uanset kvalifikationer) kan have en effektiv stemme. Derfor er en vigtig funktion i Politisk Korrektheds normstruktur, at tilbyde et nemt opadrettet kontrolredskab for alle, for at kunne delegitimere og erstatte siddende elitemedlemmer, for at holde eliten disciplineret, eller måske endda afpresse dem, når de er i besiddelse af farlig kompromitterende information. Eksempelvis normer der sanktionerer ”sexchikane” udruster underordnede kvinder med et magtfuldt redskab til at sanktionere afvigende overordnede mænd. Hvem der end nyder en høj social status baseret på popularitet, professionel dygtighed, familiebaggrund, enorm produktivitet eller stemmeresultater, kan let opnå et dårligt ry ved at opføre sig på politisk ukorrekte måder.
Selv de mest produktive managere og videnskabsmænd kan hurtigt miste hele deres status vis de synder mod Politisk Korrekthed, ved eksempelvis at ytre ”sexistiske” eller ”racistiske” bemærkninger – så selv de mest fremragende resultater i cykling ikke længere æres når de er involveret i dopingskandaler. Selvfølgelig kan disse magttildragelser også instrumenteres af eliter i deres kamp mod andre eliter. Derfor var anklagerne fremsat mod præsident Clinton givet ikke inspireret af ivrigheden efter at opretholde rettighederne for Monica Lewinsky, men af republikanernes ambition om at overtage præsidentembedet.
I et bredere perspektiv ser vi mange sagsanlæg initieret af dygtige advokater, ivrige efter at tjene penge ved at opnå høje straferstatninger og kompensationer, eller gennem magtfulde NGO´er, drevet af muligheden for at bedre deres offentlige omdømme.

Hans Geser
Januar 2008, version 1.0