”Fraværet af kvinder i videnskabelige professorater kan, i det mindste delvist, forklares med medfødte forskelle i talent kønnene imellem”

”Befolkningstilvæksten bør formindskes for at kunne reducere den globale opvarmning”

”Antallet af mødre der seksuelt misbruger deres børn er svært undervurderet”

”Luftfartskontrol burde målrettes mod unge muslimske mænd”

”Tiltrækning af jødiske videnskabsmænd er universitetets mest effektive måde at øge dygtighed”

Hvis du finder nogen (eller alle) disse sætninger noget usædvanlige eller overraskende, er du i det mindste kognitivt bevidst om, at omfanget af legitime verbale udtryk i vort samfund på det seneste er begrænset af visse (uformelle) regler. Hvis du finder dem upassende eller protestværdige, så identificerer du dig indlysende med disse regler og forbud: de er blevet en del af din moralske bevidsthed, selv om de aldrig er blevet udtrykkeligt tillært.

I vores liberale vestlige demokratier vedholder vi i almindelighed præmissen, at der er en fundamental forskel mellem ord og handling: så at ytringsfrihed kan opretholdes uden frygt for, at uacceptabel tale hurtigt ville følges af uacceptabel handling
Ytringsfriheden er kun begrænset i sager, hvor ord og handlinger er tæt forbundne: eksempelvis når nogen giver opråb til terroristangreb, oprør eller folkemord.
Politisk Korrekthed er fundamentalt antiliberal i antagelsen af, at ”handling følger ord”, så det er nødvendigt (selv tilstrækkeligt), at regulere tale for at udrydde uheldige adfærdshandlinger og at realisere en bedre samfundsfremtid. Baseret på Sapir-Whorf hypotesen, at ord influerer (eller selv determinerer) menneskelige tanker og handlinger, agter Politisk Korrekthed at ændre dybt indgroede verbale udtryksvaner gennem stigmatisering af hidtil anvendte termer som ”stødende”, ”racistiske” eller ”sexistiske” og ved at introducere alternative termer der implicerer (eller antages at implicere) mere respekt for gruppen i tanke.

Politisk Korrekte zealotter antager, at hvis vi går i detaljer, så vil større emner klare sig selv, så hvis man fordømmer etnisk humor, så vil folkemord blive praktisk taget utænkelig”. (Fankboner 2004).

Feministiske forfattere har været særligt fremtrædende i understregningen af den indirekte og længerevarende magtbibringelseseffekter af mindre diskriminerende termer:

”Gennavngivning giver kvinder en opfattelse af kontrol over deres egen identitet og løfter bevidstheden indenfor deres gruppe og den af magthaverne”. Eitzen og Zinn 1989: 369f.).

Ifølge Andrea Dworkin i sin bog ”Only Words” (1993), fastholder Catharine McKinnon, at pornografi ikke er ord eller billeder, men undertrykkende og udnyttende mandlige handlinger mod kvinder, og er derfor et brud på grundliggende menneskerettigheder.

Sådanne bestræbelser synes retfærdiggjort af videnskabelige studier der viser, at selv ikke-fordomsfulde individer let kan videreføre racemæssige stereotyper, fordi konventionaliseret sprog tilbyder dem en ”default-mulighed” på hvilken de tenderer at basere deres bedømmelser i ethvert uagtet øjeblik (Devine 1989).

I dette perspektiv burde Politisk Korrekte effektivt kunne kæmpe imod udbredte stereotyper hos gennemsnitsborgere i ureflekterede hverdagssituationer. Ved at udradere de respektive verbale udtryk kan denne stereotype ”default-mulighed” ikke længere fremkaldes, fordi den ikke længere er til rådighed. (Waldron Neumann 1996).
Set fra et makrokulturelt synspunkt virker Politisk Korrekthed som den logiske forbindelse mellem de seneste ideologiske, filosofiske og videnskabelige bevægelser, der alle understreger sprogets signifikante rolle for konstitutionen af personlige og identiteter på den ene side, og på den anden side vore empiriske realitetskoncepter.
I et bredere perspektiv er Politisk Korrekthed sandelig relateret til konstruktivistiske epistemologier der erklærer, at der ingen videnskabelig sandhed er udenfor kunstigt skabte (og permanent reviserbare) verbaliserede præmisser, propositioner og teoretiske skemaer.
Ligeledes er den inspireret af de poststrukturalistiske bestræbelser mod underminering af ”naturligt givne” klassifikationer og sund fornuft ved at vise at de er produktet af historisk tilfældige diskurser og autoritativt påførte verbale reguleringer (Hughes 1993:76).
Afsluttende tilslutter sig social interaktionisme ved at understrege kapaciteten af aktører til indflydelse på definitionen af individuelle og kollektive identiteter, sociale forventninger, normer, roller og miljøsituationer, og tilpasser sig især med den ”mærkede tilgang” der understeger relevansen af verbale definitioner og kategoriseringer for selvdefineringerne af (især: forfejlede) menneskelige aktører.

De fleste tilhængere af Politisk Korrekthed vil givet være enige med Anselm Strauss, når han understreger den altoverskyggende generelle vigtighed af sproget, og navne i særdeleshed, i formgivningen af identitet og markeringen af dens forandringer (Strauss1997: pp. 17-19), og med Erving Goffman´s påstand, at stødende termer kan ødelægge personlige identiteter på samme måde som fysiske stigmata (Goffman 1968: 11ff.).

Ligeledes gælder Pierre Bourdieu, der så navngivningsprocesser, som kræfter der ikke bar reflekterer, men konstituerer social ulighed på et symbols niveau.

Indførelsen af et anerkendt navn er en handling af anerkendelse af fuld social eksistens, der forandrer det navngivne… Gruppers skæbne er bundet til de ord der udpeger dem: magten til at påføre anerkendelse afhænger af kapaciteten til at mobilisere udenom et navn” (Bourdieu 1986:480f.).

Dog, gennavngivning er frugtbar så langt, at de nye termer henviser til uforandrede underliggende betydninger: så at de tenderer at tilpasse sig de samme meninger som de tidligere termer, der er blevet bandlyst.
Som konsekvens heraf er kontinuerlige terminologiske skift forårsaget af det faktum, at hver ny term snart konnoteres med de gamle negative attributter (der meget vel kan være fiktive stereotyper, men også baseret på observerbar adfærd), så der igen må placeres en jomfruelig, stadigt uplettet retning (Zimmer 1996).

Således er den originale australske befolkning skiftet fra ”indfødte” til ”aboriginer” til ”oprindelig”, og mørkhudede amerikanere er muteret fra ”negere” til ”sorte ” til ”ikke-hvide” til ”farvede” til ”afro-amerikanere”.

Eufemistiske referencer til folk behøver periodevis opgradering, i takt med at de antager degraderende konnotationer der afslører diskriminerende attituder. Gamle folk blev til ældre og er nu aldrende. I takt med at eufemismernes valuta stiger, enten blandt eksperter optagede af lingvistisk integritet, eller gennem udvidelse til hverdagssprog, slides finishen tynd gennemsigtig ved brug af formastelige fordomme. Det nye lag skal påføres, dog at gemme problemerne betyder… at termer igen ”forværres når de opnår generel anvendelse” (Valentine 1998).

I analogi til Gresham´s lov om dårlige penge erstattende gode penge, kan ord være emne for en proces af irreversibel forværring: så at en aldrig sluttende ”eufemisme-trædemølle” (Steven Pinker) må aktiveres, for konstant at kunne erstatte ord med uheldige konnotationer med ”jomfruelige” mindre miskrediterende termer.

Én af de givet mere flatterende fortolkninger af Politisk Korrekthed, er at anskue den som videreførelsen af oplysningstidens historiske projekt, bringende vor tids ubevidste verbale vaner ind i lyset af bevidsthedens refleksion: så de kan blive emne for kritisk evaluering og intentionelle ændringer i lyset af bredere perspektiver der inkluderer sensitivitet fra andre befolkningskategorier.
Denne refleksion er især indlysende nødvendig i multikulturelle kontekster, hvor fortsættelsen af traditionelle verbale vaner genererer gnidninger og irritationer der ikke har eksisteret i mere homogene sociale interaktionskontekster. I Piaget´s og Kohlbergs typologier om moralsk adfærd, repræsenterer Politisk Korrekthed givet et ”post-konventionelt” stade, da det forstærker en kritisk distance i retning af konventionelle habitualiseringer (Piaget 1932, Kohlbergs/Lickona 1976).
Men en sådan perspektivspredning burde også inkludere Bourdieu´s opfattelse af kontrol over verbalisering er asymmetrisk distribueret, da den følger magtrelationerne eksisterende mellem nationer, sociale klasser eller etniske grupper. Derfor har sociale interaktionistiske studier tilstrækkeligt demonstreret, at identitetskonstituerende navngivning ofte opstår på en ”top-down”-måde: ved dominerende majoriteters mærkat af underordnede minoriteter uden at påføre dem selv mærkat):

”I definitioner af selvet er den anden mindst implicit identificeret, ligesom definitionen af den anden implicit karakteriserer selvet. Den ofte implicitte natur af denne opposition, betyder at selvet kan efterlades uspecificeret, kan passere unavngivet, selv ved den enkeltes refleksion i en negativt konstitueret anden. Derfor kræver dominante repræsentationer af sorte folk, handicappede folk og homoseksuelle ikke den eksplicitte specifikation fra den dominerende, fysisk velfungerende heteroseksuelle hvides selv, for at opnå status og udmærkelse. De der adskiller, udmærker sig ved ikke at være særligt udmærkede”. (Valentine 1998).

Den dominerende befolkningsmajoritet er reflekteret i det faktum, at de selv forbliver umærkede og udefinerede: så deres kerneposition ikke påvirkes af nogen lingvistiske forandringer.

”Hvis overhovedet eksplicit mærket, bibeholdende sin betegnelse gennem en hel serie af termer for omhyggeligt underdelte og kategoriserede andre: den mentalt sunde forbliver mentalt sund gennem de varierende reformuleringer af mental sygdom, forbliver hvide hvide, uanset om de modsættes farvede, sorte eller etniske minoriteter, og de normale styrer en række navne mod de underordnede og perverterede”. (Valentine 1998).

Derfor er sociologiske studier diskuterende hvidhedens sociale konstruktion først nyligt fremkommet og er meget sjældne (eksempelvis Frankenberg 1993; Dyer 1997).
På den anden side kan Politisk Korrekthed givet bidrage til en grundlæggende social inklusion af minoriteter, der fuldstændigt er blevet marginaliseret og kriminaliseret i fortiden.

Eksempelvis ukontrolleret mexicansk immigration i U.S.A. kaldes ikke længere ”ulovlige fremmede”, men ”udokumenterede residenter”. Dette terminologiske skift antyder et grundlæggende skift i den måde disse immigranter er mærket på et politisk plan såvel som i det juridiske system. Mens ordet ”illegal” konnoterer, at politiet skulle aktiveres og sende dem tilbage, så sender termen ”udokumenteret ” et signal til immigrationsmyndighederne om at forsyne dem med valide papirer. Og mens termen ”fremmed” antyder en uoverstigelig distance (som den man møder udenjordiske fremmede med), faciliterer konceptet ”residenter” nærhedsassociationer, nabolag og gensidig forståelse.

Som alle andre kulturelle udviklinger der understreger implikationerne af den virkelige verdens lingvistiske konventioner og verbal adfærd, kan Politisk Korrekthed meget vel forklares som korrelationen af komplekse moderne samfund karakteriseret ved en stor tertiær sektor og en spirende mængde kulturel mediation.
På det mest grundlæggende niveau er det indlysende, at økonomisk udvikling følger med skiftet fra objektrelaterede til menneskerelaterede arbejdsrollestrukturer. Selv i den sekundære sektor er antallet af arbejdere dedikeret til, og manipuleringen af, fysiske råmaterialer og produkter faldet, mens ”indirekte arbejde” associeret med administration, konsultationer og sociale teaminteraktioner er markant steget – især under betingelserne af post-ford-modellerne af ”effektiv produktion” (se Geser 2000).
Mere end det: de fleste folk nu til dags arbejder i den konstant udvidende tertiære sektor, hvor opgaverne centrerer sig om aktiviteter som køb eller salg, uddannelse, konsultation, resocialisering, medicinsk behandling og individuel pleje.
I alle disse udvidende områder, bliver arbejdsroller svært formet af sociale normer relateret til kunder, klienter, elever eller patienter. Faktisk vokser disse nye arbejdsstrukturer inden i samfundene, i hvilket traditionelle fortolkninger, værdier og regler relaterende til forskellige befolkningssegmenter er udviklet og er stadigt aktive – kognitive og normative standarder der endnu ikke er skabt til disse nye formål og som nemt kolliderer med nye objektive tidsrammer og subjektive krav.

Eksempelvis traditionelle syn på børn som umodne entiteter der behøver straf, kan kollidere med behovet for at motivere dem til at lære komplekst stof i skolen; traditionelle kønsrollekoncepter kan blive inkompatible med behovet for at trække på højt sofistikerede kvindelige kvalifikationer; og antagelser relaterende til medfødte forskelle mellem racer og etniciteter kan kollidere og med den tilskyndelsen til at behandle dem alle lige i skoler, hospitaler og sociale velfærdssystemer.

Under sådanne nye betingelser bliver tendenser i retning af multikulturelle bybefolkninger mere problematiske end i Ford-æraen, hvor immigranter fra 50 nationer hurtigt kunne integreres, selv uden at lære et fælles sprog (fordi Tayloriserede arbejdsrollestrukturer og samlebånd gjorde produktion mulig næsten uden interpersonel kommunikation).
Nu til dags må ikke bare sameksistensen, men det glidende effektive samarbejde mellem forskellige racer og etniciteter sikres: ved at socialisere dem alle ind i højt universelle normstrukturer forstærkende tolerancestandarder, hensyntagen, taktfuldhed og ikke-diskriminering. Vi kunne helt sikkert ikke fortsætte nedgørende praktikker som de er blevet udøvet i mange samfund: eksempelvis i præ-Meiji Japan, hvor medlemmer af det laveste sociale lag blev benævnt ”eta” (skidt eller stor forurening) eller endda ”hinin” (ikke-mennesker). (Valentine 1998).

Skiftet fra industriel til tertiær produktion, fra materialistiske til post-materialistiske værdier og fra direkte ansigt-til-ansigt til teknisk medieret kommunikation – er disse alle facetter af en langsigtet fundamental ændring der følges med en spirende kulturindflydelse og sprogindflydelse på menneskelig personlighed og social realitet i det hele (Fairclough 2003).
Lehmann siger, at ”hvad vi ved om samfund, selv den verden vi lever i, kender vi fra massemedierne” (Luhmann 1996:3) implicerer at den virkelighed vi tager for givet er et produkt af selektion og fortolkning i hvilket højt organiserede kollektiver og institutioner har en stor andel – entiteter der ikke er blevet fostret til disse formål og hvis legitimitet for dette arbejde ikke er uden tvivl.

For at tag et eksempel: det kan være højst konsekvensfuldt om den nationale og etniske baggrund af forbrydere rapporteres i aviser, fordi dette vil co-determinere hvilke minoriteter der ses i hvilket lys af den generelle offentlighed, såvel som eliterne – og hvilken slags politiske og administrative tiltag der kan tages (eksempelvis særskilt overvågning eller resocialiseringsprogrammer for ”marginaliserede etniske grupper”).

Sammenlignet med epoken af konventionelle massemedier, har internettet igen markant udvidet den kulturelle sfære, fordi enhver nu har de samme tekniske redskaber til at adressere den globale offentlighed.
Ønsker vi at leve i et samfund, hvor alle disse selekterende og fortolkende kulturelle aktiviteter foregår uden nogen regulering? Dette ville implicere, at ikke blot kulturelle produktioner, men selve kernen af social realitet ville være emne for ukontrollerede og uforudseelige udviklinger. Eksempelvis kunne det vel være, at nyligt immigrerede grupper af anseelig størrelse fuldstændigt negligeres af medierne, så de ikke bliver del af samfundsdiskursen og politisk-administrative handlinger; eller at der er en udifferentieret diskurs omkring ”homoseksuelle” der negligerer at bøsser og lesbiske vedholder meget divergerende kollektive identiteter som de ønske skal anerkendes i den offentlige sfære.

Mens et behov for i det mindste nogen regulering synes selvindlysende, så er liberale demokratier givet ikke disponerede for at reagere med autoritære regeringstiltag overhovedet. Faktisk hviler klassisk liberalisme på præmissen, at ”ytring skal forblive fri” – implicerende, at enhver kulturel proces ikke formelt må begrænses.
Man kan spørge, om denne præmis var velvalgt for tidlige moderne samfund hvor kulturel produktion var forholdsvist begrænset – og alligevel faktuelt reguleret, fordi den var under de dominerende eliters kontrol.
I dag er kulturelle produktioner ikke blot rigere i volume og varietet, men mere fundamental i gennemslagskraften på sociale virkeligheder – og elitens kontrol er mestendels fordampet som en konsekvens af elitens pluralisering på den ene side, og decentraliseret netkommunikation på den anden. Følgende denne argumenterende linie kan vi postulere, at sådanne kulturelle ekspansioner har skabt et ”kontrolunderskud”, hvilket kalder på ikke-regeringsmæssige reguleringer: enten gennem formelle meso-sociale institutioner (som NGO-universiteter) eller gennem uformelle kollektive normer som de kan fremkomme mellem studerende, homoseksuelle, feministiske kvinder eller andre netværk af kompakt interpersonel interaktion.
Faktisk kan det observeres, at Politisk Korrekthed er fremkommet indenfor sådanne organisationer, samfund og netværk, især i den akademiske sfære. Fra dette mellemstadeniveau, har den spredt sig til mokroniveauet på den ene side (eksempelvis givende lovgivning om sexchikane, ”affirmative action” og så videre) og det mikrosociale niveau (af ytringskontrol indenfor meget private samlinger) på den anden side.

Bortset fra Politisk Korrekthed er sprogets spirende betydning i den sociale realitets konstruktion også blevet levende manifesteret i de omfangsrige neoliberale bestræbelser på at sprede økonomiske termer som ”kunde”, ”konsument”, ”profitcenter” og ”produkt” til sfærer hvor de ikke tidligere er blevet anført, eksempelvis i uddannelse, medicin eller social velfærd (Fairclough 2003: 21).
Sådanne ”økonomistiske” gennavngivninger er blevet designet til at bane vejen for introduktionen af forretningsmodeller af organisationsstruktur og adfærdsmæssig adfærd: på bekostning af traditionelle ikke-økonomiske værdier og mål. Sådanne neoliberale ”neologismer” deler med Politisk Korrekthed tendensen til at udradere traditionelle lingvistiske vaner, for at kunne erstatte dem med radikalt nye terminologier inspireret af et enkelt ensidigt perspektiv.
Disse ”økonomismer” deler med Politisk Korrekthed et højt simplificeret, atomistisk koncept om menneskeligt sprog og menneskelig kultur: baseret på præmissen, at mening befinder sig i enkle ord og udtryk, så det er nødvendigt og tilstrækkeligt at forbyde visse fraser for at kunne ændre indre tanker såvel som åbenlys adfærd.
Sådanne koncepter ignorer indlysende at mening ofte er indbygget i mere omfattende verbale strukturer: sentenser eller hele tekster, således at stødende tale eller tekst ikke elimineres blot ved udradering af specifikke termer. (Morris 1988).

Hele opfattelsen af dialektiske diskurser er fremmed for Politisk korrekthed, fordi den implicerer, at sandhed opstår af verbale udvekslingsprocesser, ikke af et enkelt udsagn.
Eksempelvis kontroversielle påstande som ”negere er mindre intelligente” kunne meget vel finde sted indenfor en ophedet diskurs, hvor de er udsatte for en proces af interpersonel evaluering og korrektion, men de bandlyses selv i sådanne kontekster, fordi de bedømmes som værende af natur ”racistiske”, uagtet den kontekst i hvilken de er formuleret.

På en måde implicerer Politisk korrekthed, at verbale kontroverser allerede er kommet til en endelig afslutning, således at tiden er kommet for ren udtryksfuld tale, i hvilken disse sandheder rituelt gentages, ikke grundlæggende betvivles. I sær i Tyskland kan det ses, at kalde nogen for en ”kontroversiel person”, er blevet en tvivlsom betegnelse, mens i fortiden var det snarere en grund til at inkludere denne i debatter (FOCUS 1995: 76ff.).

En stor grund til hvorfor åbne diskussioner er destruerede løgne, er den primitive antagelse, at alt sagt blot er et udtryk for hvad taleren selv tænker – ikke tagende i betragtning, at i mange tilfælde kan denne være ironisk, kun adopterende rollen som advocatus diaboli af dialektiske årsager, eller rapporterer hvad andre tænker om et bestemt emne (Loury 1994).
Mere end dette; Politisk Korrekthed tillader ikke, at udtrykke nogen sympati med folk anklaget for racistisk eller sexistisk adfærd og at man indgår i nogle psykologiske bestræbelser i forsøg på at forstå hvorfor der tales eller tænkes som der gøres. I stedet stigmatiseres sådanne afvigere som uopretteligt ”onde” karakterer, som må ekskluderes fra det sociale liv (og aftræde hvis de optager officielle stillinger).
Denne tabuering af empati trodser selvfølgelig historisk analyse, hvor empati med tidligere menneskelige aktører kan være afgørende i forståelsen af hvorfor de opførte sig som de gjorde. Derfor måtte det tyske parlamentsmedlem Philip Jenninger omgående aftræde fra sin stilling i november 1988, efter han holdt en mindetale for den ”tyske krystalnat”, hvor han prøvede at forklare hvorfor mange tyskere hadede jøder i 1938:

”Og hvad jøderne angår: havde de ikke i fortiden tilranet sig en rolle de ikke fortjente? Var der ikke behov for, at de efterhånden begyndte at acceptere restriktioner? Havde de ikke måske endda meriteret i deres sted? Og, ovenover alt, korresponderede propagandaen ikke – bortset fra vilde overdrivelser der ikke skulle tages alvorligt – ikke med folks egne mistanker og overbevisninger?” (rapporteret fra Loury 1994).

Under sådanne betingelser indskrænker historikerens rolle sig til rituelt at udtrykke deres væmmelse og afstandtagen for hvad der skete i Hitler-æraen, for at komme enhver mistanke om sympati med nogen af Hitler´s politisk handlinger i forkøbet. Faktisk gør Politisk Korrekthed ingen forskel på personlighed og rolle: alt sagt indenfor en bestemt rolle tilskrives på kortslutningsmaner ”ad hominem”: til personens karakter i det hele (Loury 1994).
Sådanne skræmmende tab af intellektuel diskrimination kan meget vel kvæle funktionen af meget afgørende samfundsinstitutioner. I retssale eksempelvis møder forsvarere besværligheder, fordi når de tager side for person anklaget for racistisk adfærd, så bliver de måske selv anklaget for racisme.

Netop fordi Politisk Korrekthed sigter efter intern monolitisk orden ved at eliminere dialektiske udvekslinger, kan den selv blive del af en højere orden af dialektiker: gennem fremmaning af voldsomme kontra-Politisk Korrekthed-stemmer og bevægelser. Som en ”top-down”-bevægelse fremmaner den konstant en modsatrettet ”bottom-up-konservatisme” dedikeret til forsvaret af det lingvistiske status quo, på basis af etableret anvendelse, sanktioneret gennem dybt forankrede historiske traditioner og vidt udbredt ”sund fornuft” (Valentine1998).

”Eksempelvis ”chairman” argumenteres som værende at foretrække, frem for det uelegante ”chair” eller ”chairperson” fordi ”historisk” inkluderes termen ”man” i ”woman”. Når sprogreformister peger på, at denne umuterbare historiske meningsdetermination ikke kan understøttes gennem lingvistiske undersøgelser, argumenterer konservative i stedet, at ”alle ved at ”man” inkluderes i ”woman” (Peterson 1994).

Alle eksplicitte sociale regler har til fælles, at de ikke blot definerer nye former for afvigelse, men at de inviterer grænseoverskridning ved fremførelse af det kritiske spørgsmål: hvorfor er A forbudt, når B er tilladt? Yderligere skaber de muligheder for deltagelse i ”risikofyldt adfærd”, der kan udnyttes af folk der søger en billig og sikker vej til flamboyant synlighed i den offentlige sfære. Derfor er præsidenten for det politisk ukorrekte ”Swiss People´s Party” (Ueli Maurer) citeret for at sige: ”Så længe jeg udtaler ordet ”neger”, er kameraerne rettet mod mig”.

Ved at forbyde ”stødende” ord og sætninger, graverer Politisk Korrekthed præcist definerede afvigelsesmønstre der kan praktiseres af enhver uden særlige evner eller bestræbelser: alene ved at udtale de forbudte ord. Dette forklarer hvorfor ”politisk ukorrekthed” følger Politisk Korrekthed som en skygge: ved konstant at skabe og propagandere tilsvarende præcise ”negative kopier” af de nyeste regulativer.

I mange tilfælde er det præcist de af Politisk Korrekthed beskyttede grupper, der begynder at gøre brug af de forbudte termer som en selvidentificerende term: Derfor var det i samme år (1985) da Mark Twain´s ”Huckleberry Finn” blev afsværget (grundet ofte brug af ordet ”Nigger”), at rapgruppen ”Nigga with attitude” initierede sin spektakulære karriere.

Ligeledes er Politisk Korrekthed indirekte ansvarlig for en rig kultur af satiriske skrifter og forestillinger, ernærende sig på jokes om Politisk Korrekthed: jokes med den sjældne karakteristik, at de er konsensusmæssigt forstået af alle i publikum. Faktisk har Politisk Korrekthed givet grobund for en hel industri, der ernærer sig på det aldrig sluttende og selvforstærkende skænderi mellem individuelle tilhængere, tilhængergrupper og organisationstilhængere af Politisk Korrekthed og tilsvarende modstandere af Politisk Korrekthed.

”I skoler kommer industrien pænt igennem. Eksempelvis gives store summer til udviklere af ”Afro-centrisk curriculum” til skoler. Dette stimulerer de konservative organisationers pengerejsningskraft til at etablere lobbyer mod sådanne manifestationer af ”multikulturalisme” (Economist 1993).

I sidste instans er sådanne antagonismer sandsynligvis mere underholdningstilfredsstillende end bidragende til kundskab og dybere forståelse. Ikke desto mindre kan de have en selvkorrigerende funktion, ved at holde de skadende konsekvenser af fundamentalistisk Politisk Korrektheds-fremdrift under kontrol (Economist 1993).

Hans Geser
Januar 2008, version 1.0