Politisk Korrekthed deler mange karakteristika tilskrevet ”dogmatiske trossystemer” som beskrevet af Adorno, Rokeach og andre: især i sin tendens til at reducere empirisk realitet til binære polariteter, mere end at fortsætte skalering.
Især fortalerne har en meget lav ”toleranceambivalens”: klyngende sig til elementære binære skemaer som kendte fra fortidens eventyr, simple tegneserier eller James Bond-film hvor alle aktørerne er enten fundamentalt gode eller onde.
I dette spektrum kan hvert individ nydeligt kategoriseres som værende medlem eller ikke-medlem af et sådan eksklusivt kollektiv (eksempelvis køn, race, etnicitet og så videre), og hele baduljen af menneskelige sociale relationer er reduceret til sådanne asymmetriske binære relationer.
Altså egner Politisk Korrekthed sig indlysende bedst til at beskæftige sig med nydeligt definerede og gensidigt ekskluderende kategorier (som køn), og afgjort ikke med socio-økonomiske statussystemer hvor de fleste indehavere okkuperer fint gradierede gennemsnitspositioner.

Ved at levere et meget begrænset antal ”identitetsbokse” til kategorisering af menneskelig population, antager Politisk Korrekthed, at alles personlige identitet er fuldt defineret gennem et enkelt medlemskabsstatus, som anses for uforanderligt tilskrevet. Konsekvensen deraf er, at de rige empiriske variationer af fint graduerede, gruppekrydsende og undergruppemæssige identiteter ignoreres. Der findes intet rum for mellempositioner, som delvist medlemskab, momentant medlemskab eller selv samtidigt medlemskab i begge modsatrettede kategorier på samme tid.

”Identitetsboksene påført af Politisk Korrekthed er ofte langt fra målet. Afro-caribbeanere og vest-afrikanere er rutinemæssigt klasket sammen som ”sort”, deres radikalt forskellige erfaringer groft tilsidesat af hvide ”godgørere”. ”Anti-racistiske” kampagnemagere er skrækslagne når hinduer og sikher nægter at blive klasket sammen med muslimer som værende ”asiater”, eller når veluddannede muslimske kvinder passioneret forsvarer arrangerede ægteskaber (Rankin 2004).

En anden illustration af Politisk Korrektheds autoritære simplifikationer findes i Tyskland, hvor den altdominerende term ”Sigøjner” blev erstattet af det dualistiske koncept ”Sinti og Roma” – skabende vanskeligheder for disse grupper til stadighed at kunne definere dem selv som ”Sigøjner”, især når de hverken tilhører Sinti-grenen eller Roma-grenen af den marginaliserede befolkning (Zimmer 1996). Ligeledes termen afro-amerikaner dækker kun farvede folk og er højst vildledende i tilfældet med folk fra Maghreb-oprindelse, født i U.S.A. (Williams 1999). Derfor er Politisk Korrekthed ikke i stand til at inkludere mere end et begrænset antal højt simplificerede emnepositioner: negligerende de fleste samfundsmæssige interesser der ikke er medieret af Politisk Korrekte organisationer af ideologiske grunde.

Denne simple taksonomiklassifikation leder til bemærkelsesværdigt sære resultater, når den påføres seksuelle orienteringer. Du kan være sort eller muslim hvor du end bevæger dig, eller hvad du end gør, men er du ligeledes homoseksuel i alle aspekter af dit liv? Der er utvivlsomt en tendens til, at Politisk Korrekthed ser seksuel orientering som det overskyggende kriterium for delingen af mænd og for social association mellem mænd (Rankin 2004). Homoseksualitet ses som et meget dybt identitetsdefinerende træk: således at ”komme-ud-af-skabet” har fællestræk med religiøse konverteringer i den grad, at de påvirker hele personligheden og alle aspekter af individuel adfærd.

”Et interessant træk ved Politisk Korrekthed er dens lighed med evangelisme. Dette er især åbenlyst i dens fokus på politisering af det personlige, på ”bevidsthedsløft” og anvendelsen af staten og loven til at regulere fri association. Ligheden mellem ”komme-ud-af-skabet”, som fremført af homoseksuelle aktiviteter, og blive ”født igen” som en evangelistisk mani, er til at føle på (Rankin 2004).

De tiltagende problemer affødt af binære klassifikationer forværres af tendensen til at sammenføje sådanne eksklusive statusattributter med tilsvarende eksklusive sociale roller. Uden videre refleksion antages det, at alle enten er en forbryder eller et offer, en undertrykker eller en undertrykt, en udnytter eller en udnyttet.

Som regel tenderer kvinder og etniske minoriteter at være anset for at være set som uforbeholdne ofre, hvide mænd og i almindelighed hvide identificeres altid som undertrykkere.

”Udviklet delvist af miskrediteret freudianske tanker, næres det nye etablissement på teorien om ”offergørelse”, i hvilken enhver behøver særskilt behandling, undtagen den ”hvide mand”. I deres leksikon ses Amerika som hjemstedet for ”udnyttelse”. Hvide udnytter altid sorte og latinamerikanere. Mænd udnytter kvinder. Voksne udnytter børn. Lærere udnytter elever. Det juridiske system udnytter kriminelle og indsatte. Borgere udnytter immigranter og alle udnytter de illegale. Selv de tynde underlægger sig de fede, de høje og de lave”. (Gross 1997).

Der er en stærk tendens til at tænke at ofre er ubetinget gode, og meget gøres for at holde dette idealiserede billede uplettet: ved at undertrykke eller underspille information der antyder det modsatte: at en del af slavehandelen var organiseret af afrikanere, eller at indfødte amerikanere var svært involverede i udryddelsen af præriens vildtlivsbestand. (Miller 2000).

Yderligere antages det, at alle ”ofre” er fundamentalt ude af stand til at hjælpe dem selv: så de behøver understøttelse af hele det omgivende samfund (især regeringslovgivning) for at sikre (regeringsmæssig) beskyttelse.

Politisk Korrekthed deler med marxismen tendensen til at se samfundet som en arena af antagonistiske mekaniske stridigheder: ikke mellem økonomiske klasser opstående af økonomiske produktionsmidler, men mellem kategoriske kollektiver baseret på tilskrevede karakteristika som køn og race (Lind 2004).
Dette ekskluderer indlysende eksistensen af ambivalente middelpositioner, hvor begge roller simultant udspilles (eksempelvis middelniveau-bureaukratiske myndigheder følgende ordre, men implementerende dem ifølge deres egen overbevisning).

Generelt set findes der ikke bedre muligheder for at forme mere differentierede menneskelige relationer: eksempelvis konfliktende binære relationer hvor hver part på samme tid er aktør og offer eller følgelig i forskellige aspekter af faser af den gensidige interaktion; mere differentierede multiniveaurelationer (eksempelvis indenfor ordensstatus), hvor hvert medlem der er et offer for overordnede, selv er undertrykker indehavere af lavere orden.

I eksempelvis interseksuelle relationer, er mænd udformet som ”slemme aktører” der behøver straf, mens kvinderne er ”gode ofre” med behov for beskyttelse. Sådanne barnlige stereotyper giver ikke plads til at forstå selv de mest elementære modeller for social interaktionsteori, hvor konflikt ses som et tilføjet produkt af gensidigt reagerende og reciprokke partnere.

Menneskelig personlighed er ligeså reduceret til en udifferentieret entitet domineret af enten gode eller dårlige vaner eller intentioner. Eksempelvis kan mennesker miskrediteres fuldt og betingelsesløst ved at mærke dem som ”racist” eller ”sexist”: en attribut der ikke er vedhæftet særlige adfærdsmæssige handlinger, men vedhæftet personligheden som hele.
Der er derfor ingen plads for ambivalenser (eksempelvis blanding af kærlighed og had) som de tages i betragtning i psykoanalyse, såvel som i andre mere sofistikerede teorier i den psykologiske og socio-psykologiske sfære.

Mens sådanne synspunkter givet tilfredsstiller infantile behov for orden og vedholdenhed, så kolliderer de naturligvis konstant med empirisk realitet, hvor kvinder om minoritetsmedlemmer også er kriminelle og hvide mænd også kan blive ofre for aggression. Politisk Korrekthed tenderer at underspille eller ligefrem negligere alle sådanne ”inkongruenser”, da de ikke ”passer” i den infantile teoretiske model. Dette illustreres af de mange sager hvor forbrydelser mod menneskerettigheder ikke anerkendes tilstrækkeligt og forfølges når de udføres af medlemmer af sociale minoriteter: fordi sådanne interferenser kolliderer med det naive syn, at sådanne minoriteter altid er ofre, ikke forbrydere, og at de burde have ret til at praktisere deres egen religion og kultur.
Derfor er Necla Kelek´s bog om tvangsægteskab mellem tyrkiske muslimer blevet torpederet af tyske ”migrations-forskere”, der påstod, (uden at tilbyde beviser) at sådan praksis kun fandtes i ”isolerede tilfælde” (Kelek 2006). Af tilsvarende årsager var BBC meget modvillig til at sende rapporter om pædofile forbrydelse udført af mænd af asiatisk herkomst (Krönig 2004).

En anden konsekvens af Politisk Korrekthed er, at der ingen kapacitet er til modificering af realitetsmodeller strømlinet overens med kontinuerlige processer af empirisk ændring. I stedet må ændringer ske abrupt: ved at skifte fra et koncept til dens polære modsætning. I adskillige årtier blev Israel bredt anset for værende et ”offer” for arabisk aggression: derfor behøvende ubetinget vestlig sympati og understøttelse. Dog siden 1990´erne er Israel mest anset for værende ”aggressor”, mens det er lykkes palæstinenserne at blive anerkendt som ”ofre”: altså kvalificerende sig til udpræget international understøttelse.

Endeligt er Politisk Korrekthed inkonsekvent, da den refererer til varierende populationskategorier i retning af homogene grupper der fortjener homogen behandling. Hvis eksempelvis termer som ”nigger” eller ”negro” undgås, så er det implicit antaget, at alle individer til hvilket dette refererer, ville føle sig stødt. Dette negligerer givet, at sådanne termer ofte bliver brugt blandt sorte selv, uden negative konnotationer.

Faktisk er Politisk Korrekthed en korrelation af vidt spredte bestræbelser dedikeret til ”kollektiv identitetspolitik”: eksemplificeret med skiftet fra ”negro” til ”sort” i overensstemmelse med den amerikanske civilrettighedsbevægelse:

”Bevægelsen fra ”negro” til ”sort” symboliserede en afvisning af det ideelle ved assimilation, repræsenteret af middelklasse-”negroen” stræbende efter at blive assimileret ind i den hvide mainstream, i gadens iboende ghettokultur, som var bekræftende separatistisk og ”sort” (Martin, 1991:3). Black Power var en nationsopbyggende bevægelse, der understregede sort stolthed og militanthed: den var en identitetsbyggende bevægelse der søgte at promovere et ”sort er smukt”-selvbillede blandt sorte amerikanere”. (Spencer 1994:554).

Et videre skridt i retning af autonom ikke-hvid amerikansk identitet, blev initieret af Jesse Jackson´s bevægelse målrettet mod redefinering af sorte amerikanere som ”afro-amerikanere” (Martin 1991: 102/103; Spencer 1994: 548).

Når kønsrelateret ”affirmative action” er implementeret, er det almindeligvis antaget, at kvinder repræsenterer et hidtil diskrimineret samfundssegment – uden at tage hensyn til, at sådan diskrimination varierer mellem etniciteter og sociale lag; og når ”sexistisk sprog” forbydes, antages det, at alle kvinder samstemmende føler sig stødt af bestemte billeder, bemærkninger og jokes.

”I Politisk Korrekthed eksisterer individet ikke, undtagen som del af en gruppe, til hvilken han eller hun ikke har noget tilhørsvalg”. (Rankin 2003).

Sådan misplaceret afindividualisering efterlader megen rum for konservative anti-Politisk Korrekthed, der adresserer nøjagtigt disse negligerede agendaer:

”Hvor raseriudløsende det ville være for venstrefløjen (og hvor forfriskende for britisk politik) hvis Toryerne appellerede til etniske minoritetsvælgere der ønsker af blive bedømt på indholdet af deres karakter, i stedet for indespærring i racebokse af en aktivistelite. Toryerne burde være et naturligt flugtsted for kvinder der flygter fra kønsfeminismen – eller, for den sags skyld, homoseksuelle der blot ønsker at være fyre der kan lide fyre”. (Rankin 2004).

Politisk Korrekthed har notoriske problemer med at behandle ”inkonsistente” grupper: eksempelvis kvinder der foretrækker traditionelle rollemønstre i stedet for feministiske kønskampe, eller afro-amerikanere der ikke identificerer sig med den liberale bekendelse om, at de er ofre for undertrykkelse.
Som Stephen Goode overbevisende har vist, er konservative afro-amerikanere ofte mål for modbydelige angreb (især fra venstreorienterede af samme race), der anklages for, at have ”falsk bevidsthed”, mens sorte liberale gives alle muligheder i medierne og uddannelsesinstitutionerne, fordi de anses for værende i besiddelse af den ”rette” tankegang (Goode 1997).

Tilhængere af Politisk Korrekthed antager uden videre refleksion, at den fede, den grimme, den dumme, krøblingerne og de ikke-hvide alle deler ønsket om ikke at blive mindet om deres ”handicap”, således at alle benævnelser refererende til sådanne negative karakteristika er ”stødende” og burde vedholdende undgås.
De kan ikke forestille sig at visse fede mænd humoristisk kan acceptere deres usædvanlige kropsformat – eller selv på nogle punkter være stolt over det.

I alle disse tilfælde tager Politisk Korrekte zealotter side for minoritetsmedlemmer (eller undergrupper) der understreger og forværrer (mere end nedtoner) forskellene mellem minoritet og majoritet: derfor advokerende øgningen af separat identitet baseret på gruppespecifikke værdier, traditioner, vaner og mål. Ved at alliere sig med disse separatister, kan de kollidere med de ”integrerende” minoritetsmedlemmer, der relativerer sådanne forskelle eller endda følger en agenda af streng assimilation.
Eksempelvis lesbiske og bøsser opfordres til at præsentere dem selv offentligt som ”queer” og accentuere deres forskelle til heteroseksuelle, i stedet for at integrere dem selv i mainstream ved at holde en lavere profil. Ligeledes forventes sorte amerikanere at identificere sig med afro-centrisk kultur, eller endda konvertere til Islam.
I alle disse tilfælde vedholder Politisk Korrekte zealotter præmissen, at alle minoritetsmedlemmer understøtter en kollektiv ”identitetspolitik”: derigennem ignorerende at der er mere end én mulighed for at definere en sådan identitet, og at mange medlemmer kan foretrække modsatrettede assimilationsstrategier.

En stor simplificering hos Politisk Korrekthed er kun at dele populationer i førsteordenskategorier: eksempelvis ved at tale om ”kvinder” eller ”handicappede”, men ikke om ”handicappede kvinder”. Som Diane Driedger har vist i tilfældet Canada, kan sådanne ekstreme terminologiske specifikationsunderskud implicere, at sådanne gruppers særlige behov ikke tilstrækkeligt anerkendes og tages i betragtning på det politiske niveau (Driedger 1991:7).
I mange tilfælde modstiller en sådan overfokusering på identiteter af temmelig høj orden sig de mere partikulære undergruppeidentiteter til hvilken minoritetsmedlemmer selv er dedikerede. Eksempelvis er det antaget, at homoseksuelle mænd og lesbiske kvinder let kan sammenfattes under beskrivelsen ”homoseksuelle”: derfor anslående en fællesskabsfølelse og kongruens i værdier og interesser, der ganske enkelt ikke eksisterer. Det samme problem ses levende i udbredelsen af en omfattende ”indfødt amerikaner”-identitet, der kolliderer med lavere stammers selvidentifikationer (såsom Mohawk, Cree og Oneids) der stadig vedligeholdes af de mest indfødte efterkommere (Spencer 1994:557).
Givet er den politiske korrektheds koncepter aldrig blevet introduceret som værende af analytisk værdi for videnskaben. Til den grad at de koloniserer videnskabelige diskurser, degenererer sådanne diskurser til frugtløse ideologiske udvekslinger, hvor kun moralske, ikke kognitive interesser er på spil. Derfor viser politisk korrekte termer som ”racisme” og ”sexisme” en meningsinflation, fordi de skal dække et konstant udvidende applikationsområde; så de ikke længere kan anvendes til videnskabelige formål (Miles 1989:41).

Mens alle disse forfærdelige konceptuelle degraderinger har katastrofale effekter på videnskabelig analyse, såvel som mere sofistikerede procedurer i lovgivning og administration, så kan de fungere på det politiske niveau, hvor klare binære muligheder ofte er prærekvisitter for defineringen af magtrelationer og for effektive snarlige beslutninger. Det er derfor evident, at politiske processer i moderne samfund ikke kan finde sted uden stærke intermedierende aktører, der simplificerer arenaen ved at foregive at tale på vegne af brede populationsgrupper og definerer deres interesser på ret stabile, simplificerede og homogene måder.

”Moderne politiks kompleksitet og tiltagende magtcentralisering har bidraget til løftet for pressionsgrupper og særinteresser, hvis krav om at være repræsentanter er i bedste fald tvivlsomt. Det er lettere for den politiske klasse at antage, at selvstiliserede ”samfundsledere” taler for alle ”etniske minoriteter”, at bøsse-aktivister taler for alle homoseksuelle og feministerne taler for alle kvinder” (Rankin 2003).

Ved at tilbyde et lille antal ”identitetsbokse”, kan Politisk Korrekthed generere et politisk sceneri, det indeholder et begrænset antal nydeligt indkredsede kollektiver forsynet med ligefremme homogene værdier og interesser. Eksempelvis foregiver feminister at repræsenterer ”alle kvinder” ved at advokere for en stærkt venstreorienteret agenda, inkluderende gratis dagplejefaciliteter og alle former for kvindelige kvoter – derigennem ignorerende alle de mindre aktive kvinder, der måske ikke er enige. Sådanne ”afvigere” (som husmødre der ikke er villige til at gøre karriere) diskvalificeres ofte ved at tillægge dem en ”falsk bevidsthed”, der eventuelt forsvinder i løbet af yderligere propagandakampagner.

Ved at skabe og institutionalisere muligheder og klageprocedurer opfordrer Politisk Korrekthed minoriteter til at udvikle strukturer af selv-organisation, for at kunne artikulere deres følsomme emner og behov.
I takt med at alle minoriteter naivt opfattes som et homogent kollektiv, inklusive overordnede organisationer som promoveres, mens mindre fragmenterede organisationer (inklusive underfraktioner af en minoritet) ikke tilskyndes, fordi de ikke ses som havende egne kulturelle vaner og interesser.

Faktisk kommer magten til at definere gruppens krav til meget få elitemedlemmer, der foregiver at tale på alle medlemmers vegne ( eksempelvis ved at erklære hvilke termer der er så diskriminerende og forsmående, at de må bandlyses). (Zimmer 1996).

På den formelle organisations meso-niveau kan Politisk Korrekte normer også være nyttige, da de simplificerer ansættelsesprocedurer og afskedigelsesprocedurer. Derved besættende ledige faciliterede stillinger, da det er mindre nødvendigt end i fortiden, at lave komplekse anslag af personlige evner. I stedet kan selektioner baseres på tilskrevne kriterier som køn og etnicitet – kriterier der let kan verificeres uden besvær.

Succesen for ”affirmative action”-programmer kan delvist forklares med deres høje kompatibilitet med formaliserede bureaukratiske rutiner: fordi de tilbyder meget enkle og ekstremt verificerbare kriterier for personlig rekruttering. Som konsekvens kan rekrutteringsbeslutninger meget let gøres på meget høje niveauer, fordi ansvarligheden hos lavere niveauers evaluerende (hvis rolle det er at anslå personlige kompetencer, ikke kollektivt medlemskab) behøves mindre.

Hans Geser
Januar 2008, version 1.0