Som marxismen har Politisk Korrekthed en kollektiv fordom, ved at antage at identiteterne, rollerne, aktiviteterne og præstationerne hos individer primært associeres til deres medlemskab af sociale kategorier, men ikke ved personlige faktorer. Politisk Korrekthed deler ikke de vestlige samfunds liberalistiske præmis, at alle grundlæggende menneskerettigheder burde påføres individet, uanset alle hans eller hendes påførte tilhørsforhold (køn, etnicitet, religion og så videre). I stedet tilslutter Politisk Korrekthed sexisme og racisme ved at understrege sådanne påførte gruppemedlemskaber på den mest fundamentale vis: eksempelvis ved at favorisere bekræftende diskriminationsskemaer, hvor sådanne kriterier er afgørende for allokationen af penge, job og uddannelsesforfremmelser.

På en måde ændrer Politisk Korrekthed opmærksomheden fra fremtiden til fortiden. I stedet for at tilskynde folk til at forankre deres identitet i fremtidige projekter og statusaspirationer, inspirerer den dem til at reflektere over deres baggrund og identificere sig med deres rødder (Mansfield 1991).

Tilhængere af Politisk Korrekthed er ”socialister” i den forstand, at de ikke er tilfredse med det liberalistiske lighedskoncept som ”lige muligheder”. I stedet er de dedikerede til en redistribuering af statuspositioner, således at minoriteter i det mindste er repræsenterede i forhold til deres absolutte antal – selv om dette implicerer et midlertidigt brud på ikke-diskrimination – indtil denne proportionalitet er realiseret. De er derfor i almindelighed for ”affirmative action”: advokerende for sænkelse af optagelseskrav for medlemmer af minoriteter der i fortiden antages at have været ofre for kollektiv diskrimination (Spencer 1994: 554ff.).

De samme dominerende majoriteter der insisterer på, at negative diskrimineringer ikke længere accepteres, vender sig nu mod positiv diskriminering: antagende at sådanne autoritative mærkater nu vil accepteres, så længe det indeholder fordele mere end ulemper.
Intet har forandret sig på det fundamentale magtniveau: i det omfang at majoritetsgrupperne stadig er dominerende nok til at definere hvilke minoriteter der eksisterer, hvem der tilhører dem og hvilke slags beskyttende rettigheder de burde modtage. Hvad der er forandret er, at dette magtsystem har større sandsynlighed for at blive accepteret som legitimt, da det ikke længere er dedikeret til undertrykkelse og udnyttelse, men positive godgørende former for diskrimination.

Ved at placere juridiske værdier i front, frem for individuelle, resultatorienterede og stolthedsorienterede værdier genereres følelser af forlegenhed og mindreværd mellem selve fordelsindehaverne af disse velmenende politikker:

”Vedrørende retfærdigheden af ”affirmative action” tror jeg at for de fleste folk fortaber det sig i ”to forkerte gør ikke én rigtig”. Og angående stoltheden så er ”affirmative action” det eneste regeringsprogram, der skammer sig over sig selv og ikke kan identificere sine tilgodesete: ”Her er den nye ”affirmative action”-kandidat jeg har fundet”. Dette kan selvfølgelig ikke siges uden at såre kandidatens stolthed”. (Mansfield 1991).

Derfor vil ”affirmative action”-tiltag altid blive modarbejdet af meget ambitiøse og begavede medlemmer af ”beskyttede” minoriteter: fordi de har så meget at tabe, når deres karrierer tilskrives deres tilskrevne karakteristika, ikke til deres personlige talenter og resultater. Eksempelvis en akademisk kvinde kan være ivrig efter at profittere gennem affirmative kønsdiskrimination for promoveringen af sin karriere; men hun må også betale en høj pris: ved ikke at få mulighed for at blive bedømt udelukkende på sine professionelle meritter, uafhængigt af køn.

Hver gang et eufemistisk udtryk anført af Politisk Korrekthed anvendes, så gives en meget lille indikation af bedringen af den samfundsmæssige inkludering af marginale grupper: derfor signalerende en grundlæggende dedikation til det frie demokratiske samfund og fundamentale menneskerettigheder. Dog på samme tid sendes et andet signal, at den refererede minoritet stadig eksisterer og stadig har behov for ”særlig beskyttelse”.

”Eufemismer er en måde at referere til det upassende, på en måde der bevarer det modernistiske løfte om liberalisme og lighed, om universalisme og homogenitet, kontinuerende sikringen af diskrimineringen af de marginaliserede. Derfor er ”kaster” i det uafhængige Indien bandlyste, mens de på samme tid er specificerede i designeringen af ”skemalagte kaster”, der inkluderer de urørlige, der ikke længere skulle eksistere”. (Valentine 1998).

Sådan nedladende adfærd (eksempelvis ved at kalde rengørere af toiletter for ”rengøringsdamer” bidrager ikke til formindskelsen af den vertikale differentieringsstatus; tværtimod, det er en yderligere effektiv måde eksplicit at udtrykke sin eksistens på (Valentine 1998).

Paradoksale modsigelser opstår især fra to modstillede normer refererer til behandlingen af minoriteter:

1) Deres diskrimination vis-a-vis majoriteten af andre minoriteter bør elimineres
2) Deres særlige kulturelle tankegang, vaner og adfærd bør respekteres

Som konsekvens heraf er Politisk Korrekthed selvmodsigende, fordi den erklærer, at andre trossystemer der modsiger Politisk Korrekthed, ikke burde gives samme sandhedsstatus. (Pasamonik 2004).

I modsætning til marxismen som altid ønskede at promovere udvidet kollektiv enhed gennem styrkelsen af enhedsideologi og identitetskonstruktioner, promoverer Politisk Korrekthed samfundsfragmentation, ved at påpege de fundamentale forskelligheder minoriteter imellem, deres adfærdsstile, følelsesmæssige liv, historiske skæbne og særlige kulturer. I ekstreme tilfælde er det antaget, at hvide aldrig fuldt vil være i stand til at føle empati for de sortes følelser og ideer, og at mænd aldrig vil være fuldt i stand til at forstå kvinder. Vi har derfor intet andet valg end at lade andre kulturgrupper blomstre uden intervention: selvfølgelig også inklusive kulturer der ikke præcist accepterer disse principper af hypertolerance: fordi de satte deres egne absolutte standarder. Givet de fundamentale interkollektive divergenser der også påvirker meningen associeret med de samme ord og sentenser, er ingen dialog mellem grupper mulig, fordi dette ville antage et minimum af fælles grund (og håbet om at sådanne fællesskaber kan forøges). Også forsøgene på at overskride gabene ved psykologisk empati må forblive frugtesløse, for divergenserne er konstitueret på kollektive niveauer der ikke kan manipuleres med individuelle tanker og følelser.

Derfor advokerer tilhængere af Politisk Korrekthed for, at minoriteter autonomt burde afgøre deres identitet, såvel som måden de præsenterer dem selv i samfundet (Waldron Neumann 1996). PÅ den anden side er Politisk Korrekte zealotter meget paternalistiske i den måde de forsvarer minoriteternes interesser som de opstår fra deres egen synsvinkel – uden at spørge minoritetsmedlemmerne selv, om de enige. Derfor fremkommer indbyggede modsætninger når minoritetsmedlemmer gør brug af deres overrakte autonomi, ved at udtale præcist de af Politisk Korrekthed forbudte ord: når sorte eksempelvis navngiver dem selv ”Niggere”, eller piger kalder dem selv ”chicks”, når jøder gør grin med jødisk grådighed eller når kvinder nedsabler deres medsøstres irrationelle adfærd.

I almindelighed accepteres regelbrud af den slags fordi autonominormen rangerer højere end normen om ikke at diskriminere.

Med andre ord: det tillades at du kritiserer sorte, men kun hvis din egen hud er sort; det tillades at du kritiserer kvinder, men kun hvis du selv er en kvinde.

”En hvid anses for værende en racist hvis han siger ”nigger”, men sorte bruger termen hele tiden”. Anvendt af sorte rangerer betydningen fra kærlig til foragtende ytring, men for hvide, uanset deres intention, kan det kun være foragtende. Derfor kan sorte, men ikke hvide, lave film eller rapportere nyheder om problemerne med fordomme om hudfarven der stadigt påvirker afro-amerikanske samfund. Kvinder, men ikke mænd, kan offentligt stille spørgsmålstegn ved i en given sag, om ”daterape” blev fabrikeret morgenen efter at et ”offer” der ønskede hun havde truffet et andet valg omkring seksuel intimitet den foregående nat. Cencuren er i disse tilfælde delvise; de der har legitimitet, kan ytre sig frit; de der mangler må tie”. (Loury 1994).

Kort sagt: argumenterne henter sin validitet udelukkende fra forfatternes biologiske karakteristika, ikke fra nogen af deres indbyggede kvaliteter (eksempelvis deres logiske og empiriske meritter). Eksempelvis er del ledende redaktør af Philadelphia Inquirer citeret for at sige, at ”i praksis…skriver vi intet om race der ikke understøttes af panelets tre sorte medlemmer”. (Citeret fra Seligman 1993).

Et ømt punkt er, når en minoritet kritiserer en anden: eksempelvis når muslimer undertrykker kvinder eller fremturer mod jøderne. I disse tilfælde bliver det klart, at Politisk korrekthed kun definerer vertikale relationer mellem majoriteter og minoriteter, mens relationer mellem minoriteter ikke er tydeligt defineret. Eksempelvis ved University of Leeds kunne en tysk politisk videnskabsmand ikke holde en annonceret forelæsning om ”islamisk antisemitisme”, på grund af en stærk islamisk opposition af studerende (Krönig 2007).

Dette eksempel viser, at det ikke er muligt af yde politisk korrekthedsbeskyttelse til alle minoriteter. Hvis nogle af disse minoriteter i sådanne sager ikke er tolerante mod hinanden, så forventes det, at prioritet vil gives til den minoritet der er mere magtfuld eller truende end den anden. Paradoksalt skifter Politisk Korrekte zealotter med høje principper pludseligt til ekstra bløde opportunister, følgende vejen med mindst modstand. Nu til dags betyder dette: given efter for islamiske trusler, skjulende simpel kujonagtighed bag ”alvorlige sikkerhedsgrunde”.

På den anden side er det indlysende, at ”alle kulturer er lige”-princippet kolliderer med tiltagende tendenser til implementering af fælles juridiske og moralske kulturer. De samme venstreorienterede der advokerer for ikke-vestlige kulturers ligeberettigelse, er meget opsatte på at implementere normer der kun findes indenfor vestlig kultur: neutralitet mod religion, accept af homoseksualitet og kønslighed. I vestlige mainstream-politiker er der utvivlsomt en tendens i strafferet, at blande sig mere og mere i private familieanliggender: eksempelvis sager hvor husbonden udøver vold mod sin kone, eller forældre mod børn. Som konsekvens heraf løber immigranter fra patriakalske ikke-vestlige kulturer en tiltagende risiko for at blive kriminaliseret, selv hvis de blot fortsætter med at praktisere hvad de er blevet lært i deres tidligere liv.

Hans Geser
Januar 2008, version 1.0