Det juridiske system i liberale demokratiske samfund fokuserer primært på det enkelte individs ret til handling: på friheden til at lave forretninger, til ytringsfrihed, til at associere med andre eller gå til domstolene. Hver borger burde gives disse handlingsrettigheder, så længe de ikke interfererer med andres frihed.

Politisk Korrekthed deler med marxismen det grundlæggende verdenssyn, at sådanne friheder er kilden til ondt, fordi de uundgåeligt bliver misbrugt af dominerende majoriteter til undertrykkelse og udnyttelse af lavere rangerende populationer.

Som konsekvens af dette er den klassisk liberale menneskerettighedsordensrækkefølge vendt på hovedet: den højest rangerende rettighed er nu retten til ikke af andre at blive stødt hverken følelsesmæssigt eller handlingsmæssigt.

Mens handlingsrettighederne er nogenlunde de samme for alle folk uanset kulturel baggrund og historisk tid, så er retten til ikke at blive stødt højst variabel fordi den er en korrelation af specifikke sensitiviteter der altid er en korrelation af en særlig gruppekultur og en specifik historisk situation. Kun offergrupperne selv kan definere hvad de finder stødende og ikke stødende: så de har ret til at definerer reglerne ifølge hvilke de regerende majoriteter bør følge.

Mens retten til handlingsfrihed grundlæggende adresseres modent udviklede mainstreamindivider, der er fysisk og psykologisk kapable til at gøre brug af dem, så er sådanne beskyttelsesrettigheder adresseret de svage, de fattige, de syge og de uuddannede: alle der ikke kan ”hjælpe sig selv” (eksempelvis gengælde når de er personligt stødte).

Derfor overfører politisk korrekthedsideologi:
– et negativt billede af gennemsnitlige minoritetsmedlemmer som værende hjælpeløse der har brug for kollektiv beskyttelse;
– et negativt billede af gennemsnitlige majoritetsmedlemmer som værende permanent parate til stødende handlinger

Mens majoritetsmedlemmerne er fuldt ansvarlige for deres egne gerninger, så er succeser og fiaskoer, så er selvansvarligheden for minoriteter formindsket eller helt elimineret af det faktum, at de er magtesløse ofre for diskrimination. Når som helst noget uheldigt sker et medlem af en ”beskyttet minoritet”, så søges årsagerne ikke i hverken uheldige omstændigheder (”skæbne”) eller i individuelle faktorer (manglende evner, selvkontrol og så videre), men i kollektive diskriminationer og undertrykkelser. Når de bliver kriminelle siges det, at grunden er deres ufordelagtige sociale situation, der efterlader dem uden perspektiv, uddannelse og beskæftigelsesmæssig karrierer, og når de udvikler psykiatriske symptomer, kan dette fortolkes som manglende evne til at tilpasse sig et undertrykkende miljø, ikke på grund af intrapersonelle problemer.

Som konsekvens heraf tenderer Politisk Korrekthed at ”opfordre til selvmedlidenhed og fabrikere sensitiviteter uden ende, promoverende en autonom offerkultur og forstærke helgengørelse af minoriteter og Politisk Korrekte lykkeriddere med ufortjent moralsk autoritet” (Fankboner 2004).

Altså elimineres termer der konnoteres personlig selvansvarlighed til fordel for ”neutrale” termer, der antyder problemerne løst gennem bureaukrati, velfærdsprogrammer og anti-diskriminerende tiltag:

”For år siden fandtes der bumser, vagabonder, tøjter og løsgængere. De er også forsvundet. Nu har vi ”hjemløse”. Dette skaber midlertidig forvirring. Når en person spørger mig ”Vil du hjælpe de hjemløse?”, så ved jeg ikke om jeg bedes hjælpe én der har mistet sit hus i en tornado, stomflod eller orkan, eller en doven bums. Brugen af termen ”hjemløs” er en del af venstrefløjens agenda i etableringen af moralsk lighed mellem tragedier skabt af Gud og selvpåførte tragedier” (Williams 1999).

Som konsekvens heraf er minoritetsmedlemmer fritaget fra behovet for at lære og ændre adfærd. Politisk Korrekthed er en ”politiseringsmaskine” som kan have katastrofale konsekvenser for de beskyttede minoriteter: opfordrende dem til at definere deres kollektive identitet som uendelige ofre og til konstant at søge ekstern hjælp i stedet for at tage livet i deres egne hænder. Derfor vedligeholder eller forstærker ”affirmative action”-strategier de sociale asymmetrier de ønsker at eliminere:

”Udviklede manøvrer der skal kompensere lidende minoriteter og undgå at påføre andre smerte, eksempelvis kvoter, affirmative action, særbehandling, eufemistisk tale, censur og andre nedtoninger, medfører ofte det modsatte. Ved at henlede opmærksomheden på stigmatiseringen af ofrenes hjælpeløshed, virker dette kun til at bekræfte, at de ikke har tilstrækkeligt selvtillid, ære og fantasi til at tage sig af sine egne problemer”.

Som Sally Satel argumenterer i sin famøse bog om politisk korrekt medicin, så kan sådanne straffende attributter have katastrofale konsekvenser i psykiatrien, fordi de blokerer for konventionelle terapiveje – der nødvendigvis er baseret på præmissen, at heling må være baseret på interpersonelle ændringer.

”Ét aspekt af dette er ”multikulturel rådgivning”, en praksis stærkt understøttet af American Counseling Association. Multikulturelle rådgivere antager, at ikke-hvide patienters personlige vanskeligheder stammer fra deres bestræbelser på at tilpasse sig et racistisk samfund. Ved at tilskynde patienter til kun at finde eksterne kilder til deres manglende velvære, gør multikulturel rådgivning grin med selvundersøgelser – det sande formål med terapi – og selvdetermination”. (Satel 2001).

På linie med marxismen lærer Politisk Korrekthed at de virkelige årsager til alle problemer findes på meget høje niveauer i samfundsmæssige makrostrukturer, ikke på lavere niveauer af individuel manglende funktion eller mikrosociale relationer. Som konsekvens kan specifikke individuelle problemer ikke løses her og nu – men kun bearbejdes overfladisk ved at manipulere ”symptomer”. Mange eksponenter for American Public Medicine har adopteret den ide, at hovedkraften i deres disciplin ikke er at formindske øjeblikkelige helbredsproblemer, men kæmpe mod samfundsulighedens undertrykkelse, for at eliminere roden fra hvilken alle disse helbredsproblemer stammer”.(Satel 2001).

Ved at andre problemerne til sådanne højere årsagsniveauer, bliver problemerne faktuelt sporløse, fordi deres løsning ville implicere urealistiske strategier af langtrækkende politiske aktiviteter, målrettet mod grundlæggende samfundsændringer.

”Tragedien ved sortmagt i dagens Amerika er, at sort magt er undfanget primært som offermagt, for fast forankret i rettigheder opnået gennem fortidens uretfærdigheder…”.”efter som det sociale offer har været undertrykt af samfundet, kommer han til at føle, at hans individuelle liv vil forbedres mere gennem samfundsændringer end gennem sit eget initiativ….Han gør samfundet mere end sig selv til ændringsagent. Han er ikke klar over at han ikke står til regnskab overfor gruppen, men overfor sig selv i ”helt personlige termer”. (Steele 1990).

Hans Geser
Januar 2008, version 1.0