Bedømmelserne på grundlag af bandlysningen af ord eller eliminationen af ”stødende” adfærd er ikke produktet af formelle afgørelser der kan tilskrives særlige aktører og påføres præcise procedureregler, men produktet af ukontrollerbare uformelle processer indenfor anonyme grupper og netværk: en slags akademisk ”mafia”. (Atkinson 2006).

Derfor kan Politisk Korrektheds normer sammenlignes med uformelle konventionelle traditioner:

– de praktiseres ofte uden bevidst refleksion: således at særlige bestræbelser må gøres for at erkende i hvilken grad Politisk Korrekthed har ændret vores adfærd (sammenlignet med præ-politisk-korrektheds-perioder)
– de accepteres som givne konventioner for hvilke ingen er ansvarlig og som er fremkommet uden bevidst kontrol; ligeledes kan det ikke forudsiges og influeres hvordan det vil ændre fremtiden.

Denne uformalitet har mange forskellige implikationer og konsekvenser: således at tilhængerne af Politisk Korrekthed er lige så succesfulde som fjenderne til at finde gode argumenter for deres position.

I et positivt perspektiv kan Politisk Korrekthed ses som en udvidelse af ”venlighed”, som den har udviklet sig i løbet af højere menneskelig civilisation som et redskab til at modgå spændinger og konflikter fremkommende mellem sameksisterende sociale aktører, særligt under betingelser af asymmetrisk magt. Venlighed består af ritualer der kan praktiseres af alle uden særlige evner eller færdigheder, således at selv meget travle folk er udrustede til at gøre et godt indtryk og opnå et fremragende ry ved ganske enkelt at ”følge reglerne”.

Som analyseret af Norbert Elias i sit berømte habilitationsarbejde stammer dagens venlighedsregler fra den kongelige franske hof fra det syttende og attende århundrede: hvor de fremkom til regulering af daglig interaktion mellem noble der permanent levede sammen i Versaille´s slot. Ligeledes er mænds venlighed mod kvinder en korrelation af et traditionelt patriakalsk samfund: givende mænd konstante muligheder for at vise kvinder der er i en fundamental underlegen samfundsposition hjælpsomhed (og sælge dem selv som beskyttere der værner kvinderne mod mindre venlige mænd).

Analoge venligheder er udviklet i relationen mellem sociale kollektiver længe før termen ”Politisk Korrekthed” blev opfundet. I Schweiz eksempelvis, har venlighedsnormer altid været nødvendige for at glatte den fredelige sameksistens mellem tysktalende, fransktalende og italiensktalende regioner, der er meget ulige i størrelse. Derfor føler mange tysktalende schweizere sig forpligtet til at tale fransk når landsmænd fra Romandiet er til stede: for på mikroniveau at kunne underspille deres dominante position på makroniveau.

Som den australske forfatter Anne Waldron argumenterer, udvikler multikulturelle moderne samfund endnu stærkere behov for udvidelser af venlighedsnormer for at undgå konflikter stammende fra sensitiviteter af alle slags, således at Politisk Korrekthed har funktion af at møde sådanne yderligere behov. (Waldron Neumann 1996).

Vi kan udvide dette argument ved at observere at dagens folk lever hurtige komplicerede liv: ofte skift af lokation, indtagelse af nye roller, organisatoriske medlemskaber og interaktion med stadigt nye partnere de dårligt kender. Alt dette skaber et pres for højt rutineret og ritualiserede former for ”god adfærd”, der kan praktiseres af alle uden at bruge megen tid og anstrengelser for at finde ud af, hvilken opførsel der er passende hvor og hvornår under hvilke givne situationer.
Politisk Korrekthed er meget effektiv i at tilbyde vejledning : ved simpelthen at afskrive og foreskrive specifikke eufemistiske termer, såvel som en højt standardiserede og simplificerede realitetsmodeller og ideologiske synspunkter. Ved at holde sig til Politisk Korrekte konventioner kan alle let fremstå som moralsk ulastelige grundet den blotte rituelle udtale af korrekte ord: ”det koster intet, men ikke desto mindre fremstår en varm glød af overlegen dyd” (Kimball 1992).

Dog, det generelle problem med venlighed i komplekse moderne samfund er, at muligvis ikke alle er enige i standarderne for civiliseret adfærd – eller at sådanne standarder afhænger for meget af variable situationsbetingelser.

”Hvad der konstituerer ægte venlighed er somme tider vanskeligt at afgøre. Nogle kvinder nyder komplimenter af ungdommeligt udseende: andre bliver stødt over at udseende og ungdom er kvinders eneste værdier i samfundet. Politisk Korrekthed er indrømmet foreskrivende (ideelt, ville jeg sige selv-foreskrivende), men hvad den foreskriver er polemisk. Hvad er ”korrekt” i en given situation: komplimentering af kvinder, eller ikke komplimentering af dem; ynke minoriteter, eller ikke ynke dem?” (Waldron Neumann 1996).

Igen bliver det indlysende i hvilken grad Politisk Korrekthed er baseret på en regressiv simplificeret model af dagens samfund ved at antage universel konsensus omkring passende ord og adfærd – en præmis der konstant undermineres af den politiske korrekthed selv i det omfang, at den er succesfuld til at gøre minoriteter mere autonome i defineringen og artikuleringen af deres egne værdier og adfærdsmæssige standarder.

Som alle andre venligheder er Politisk Korrekthed ”præventiv” (eller endda foregribende) fordi forholdsreglerne er taget før de er udtrykkeligt efterspurgt af modtageren – og selvfølgelig: før nogen bemærker at nogen forbrydelse har fundet sted. Fordi foregribelse antyder, at mange venlighedshandlinger foretages uden empirisk at vide om de er velkomne hos den adresserede. I stedet er det antaget a priori, at de er velkomne: fordi alle modtagere er hypotetisk konstruerede som ”typiske repræsentanter” af deres gruppe der alle fastholder de samme typiske sensitiviteter og sociale forventninger. Igen bliver det indlysende hvor inkompatibel Politisk Korrekthed er med alle andre nuværende tendenser mod individualisering. Termen ”venlighed” implicere også, at ægte selvudtryk af egoet ikke er en højt rangerende værdi, men komplet underordnet den evigt skiftende ret til ikke at blive stødt. Derfor tilbyder Politisk Korrekthed en ubegrænset adgang til uoprigtighed – altid inspireret af det noble motiv om ikke at ”skade”.

Fra modstandernes perspektiv repræsenterer Politisk Korrekthed en særligt giftig slags ”ny tale”, ikke implementeret af nogen Big Brother der eventuelt kunne erstattes, men af anonyme kollektiver der ikke kan stilles til regnskab (eksempelvis akademiske mafiaer) og ukontrollerbare konventionaliseringsprocesser. Ifølge Fankboner (2004) gennemtrænger ”en tvingende atmosfære af skyld, frygt og intimidering” alle mikroniveauer af interpersonel tale og forgifter i sidste instans den enkeltes inderste tanker.
En sfære af ”uformaliseret lov” skabes: hvem der end forbryder sig mod den politiske korrektheds normer sanktioneres af samfundet, ikke af formelle institutioner: så der er ingen retssag, ingen ret til forsvar, ingen frikendelse og ingen appeller – og ingen der sætter grænser for sanktionerne.
I et bredere historisk perspektiv kan den politiske korrekthedsbevægelse sammenlignes med epoken af de romerske filosofkonger (96-180 A.D.), da
”en ubegribelig censur inspireret af de sociale omgivelsers atmosfære, mere effektivt end det nogensinde kunne have blevet påtvunget af imperiets ordre, eliminerede intellektuel og artistisk vitalitet”. (Arnold Toynbee, The Study of History)

Som fleste andre nye sociale bevægelser der er fremkommet siden de sene tressere har Politisk Korrekthed en decentraliseret struktur der er ret fjendtlig mod fremkomsten af prominente individuelle figurer. Derfor institutionaliseres ingen beslutningstagende personer i afgørelsen af bandlysningen af stødende ord eller lovgivningen vedrørende andre politisk korrekte normer – alle disse processer er udkommet af anonyme decentraliserede processer, der ikke kan tilskrives nogen specifikke personer. Denne antiindividualistiske forfordeling har mange sociologiske implikationer. Særligt vedbliver den politisk korrekte bevægelse i en halvdunkel sfære af diffus uformelhed – således at selve dens eksistens kan benægtes – fordi ingen synlige formaliserede strukturer er krystaliserede, og ingen ledere fremstår, der effektivt ville repræsenterer og symbolisere hele bevægelsen og eksplicit artikulere dens værdier og mål.

Som konsekvens tager modstanden mod Politisk Korrekthed også form af diffuse ikke direkte rettede udbrud, der ikke kan specificeres til magtcentre. Det er en ”blød” form for totalitarisme (Coleman 2000) der ikke kan elimineres af nogen slags politisk handling, fordi den ikke primært vedligeholdes af formaliseret lovgivning og lovopretholdende institutioner, men gennem bredt distribuerede overgangsfænomener og moder, adfærdsmæssige habitualisationer og internaliserede normer.

Men præcist denne diffushed og kontroluforudseelighed skaber altomspændende frygt for sanktioner: ledende til vidt udbredt selvcensur og frygt for fordømmelse.

”For hver handling af afvigende tale der straffes af ”tankepolitiet”, er der utallige andre kritiske argumenter uenig i den modtagne sandhed, ubehagelige faktuelle rapporter, eller ikke-tilpassede afvigelser af tanker der hengår uudtrykt, eller hvis udtryk er forvrænget, fordi potentielle talere med rette frygter konsekvenserne af åbenhjertig udstilling af deres synspunkter. Som resultat heraf kan den offentlige diskussion af vitale emner blive svært fattig”. (Loury 1994).

Ligesom moralske imperativer stammende fra De Ti Bud eller ”Bjergprædiken” er meget konkrete adfærdsmæssige politisk korrekthedsregler præsenterede som værende direkte udledte af højt abstrakte regler, således at enhver forbryder kan stigmatiseres som værende afviger på ethvert fundamentalt niveau. Eksempelvis hvem der end benytter ordet ”Negroe” kan direkte stigmatiseres som ”racist”, og hvem der end afviger fra regler om kønsneutralt sprog kan stadig tilskrives det nittende århundredes patriakalske kulturs arkaiske koncepter.
Så længe sådanne direkte deduktive relationer accepteres, er normer meget stabile, fordi hvem der end kritiserer dem møder den bebrejdelse, at han ikke tilpasser sig til de grundlæggende normer fra hvilke de stammer. Som Loury konkluderer,

”Konventioner af tavs tvang i offentlige udtryk gøres mere holdbare gennem det faktum, at de ikke selv let bliver objekter for kritik, eftersom det ofte den ”virkelige afviger” der har den største interesse i at kritisere dem”. (Loury 1994)

Derfor har kritikerne af Politisk Korrekthed vanskeligt ved at forklare hvorfor de tilbageviser normerne, mens de stadigt hænger ved de grundlæggende værdier bagved. (Loury 1994).

Hans Geser
Januar 2008, version 1.0