De fleste nulevende tror, at dagens feminisme fremkom af det bare ingenting i 1950´erne og 1960´erne, som en bevægelse dedikeret til opretholdelsen af ”kvinders rettigheder”. Dette er ikke korrekt.

 

Radikal feminismes første organiserede legemliggørelse var i Women´s Ku Klux Klan (WKKK) i det sene 1800-tal.

 

Ignorant. Brutal. Mand.

Disse stereotyper om Ku Klux Klan tilbyder et vildledende billede. I ”Women of the Klan” afslører Kathleen M. Blee, professor i sociologi ved University of Pittsburgh, et akkurat portræt af en racistisk bevægelse, der appellerede til almindelige folk landet over. Gennem dette afmonterer hun den populære opfattelse, at politisk involverede kvinder altid inspireres af pacifisme, lighed og retfærdighed.

 

”Alle de bedre folk”, forsikrer et tidligere medlem af Klanen os, ”var i Klanen”. I løbet af 1920´erne deltog omkring en halv million hvide indfødte protestantiske kvinder Women´s Ku Klux Klan (WKKK). Som deres mandige modpart opretholdt klankvinderne reaktionære syn på race, nationalitet og religion. Men deres syn på kønsroller var ofte progressive. Klanen erklærede offentligt, at et kvindehegemoni kunne sikre kvinders stemmeret og udvide deres andre lovmæssige rettigheder. Privat arbejdede WKKK på at bevare hvidt protestantisk overherredømme.

 

Blee trækker på omfattende arkivundersøgelser og interviews med tidligere Klanmedlemmer, og ofre for at understrege kompleksiteten af denne ekstremistisk højreorienterede politiske bevægelse. ”Kvinders rettigheder”, argumenterer Blee, ”passer ikke komfortabelt ind i standarddikotomien af ”progressiv” og ”reaktionær”.

Disse behøves erstattet af en mere komplet forståelse af hvordan kønspolitik, er relateret til racepolitik, religion og klasse.

 

 

Klanens kvinder; Racisme og køn i 1920´erne

 

En ældre hvid protestantisk kvinde fra det landlige nordlige Indiana beskrev sin tid i Ku Klux Klan-bevægelsen i 1920´erne, med en bemærkelsesværdig nonchelance, som ”blot en fejring…en måde at vokse op på”. Klanen passede let ind i hendes dagligdag, som den gjorde for mange hvide protestanter i Indiana. I bedste fald var den et ekseptionelt kapitel i et ellers ordinært liv. Selv i bakspejlet viste hun kun lidt anger over den ødelæggelse efterladt i vækkelsen af klanen´s korstog mod katolikker, jøder, immigranter og sorte. Hvad hun huskede – med stolthed, ikke fortrydelse – var klanen´s sociale og kulturelle liv ; Klanen som ”en måde at komme sammen på og nyde”

 

For tusindvis af indfødte hvide protestantiske kvinder, som denne informant, var kvindernes klan i 1920´erne ikke blot en måde at promovere racistiske, intolerante og xenofobiske politikker, men også et socialt arrangement i hvilket de nød deres racemæssige og religiøse privilegier. Disse kvinder genkalder deres medlemskab i én af amerikansk histories mest ondskabsfulde kampagner af fordomme og had, primært som en tid af venskab og solidaritet blandt ligesindede kvinder.

 

Men klanens appel til denne kvinde fra Indiana, var ikke udelukkende baseret på racisme og indfødthed. I et forsøg på at rekruttere medlemmer blandt kvinder, nyligt udstyret med stemmeret i 1920´erne, insisterede klanen også på, at den var hvide protestantiske kvinders bedste garanti for bevarelse af kvinders rettigheder. De politiske bestræbelser på et kvindeorden, hævdede klanen, kunne sikre kvinders stemmeret og udvide kvinders andre lovmæssige rettigheder, mens den arbejdede på at bevare hvidt protestantisk overherredømme.

 

Årtier senere husker klankvinderne dårligt ofrene for klanens ondskabsfulde, racistiske, anti-katolske og anti-semitiske kampagne. Mange insisterer på, at der ingen ofre var. At påstå andet er at være ofre for løgne spredt af klanens fjender. De fleste benægter at had mod racemæssige og religiøse outsidere, var brændstof for 1920´ernes Klan. Kvinderne i det nordlige Indiana talte dog stadig i dikotomierne favoriserede af klanen, med fastlåste opdelinger mellem ”os” (gode hvide protestantiske sympatisører) og ”dem” (onde fremmede, minoriteter og andre Klan-opponenter).

”Alle de bedre folk”, forsikrede hun mig, ”var i klanen”. Strittende ved sammenligningen mellem 1980´ernes Klan og ”hendes” Klan, insisterede hun på, at hendes var ”anderledes”. Kvinder var tvunget til at indmelde sig for at forsvare dem selv, deres familier og deres samfund mod korruption og umoral:

 

”Butiksejere, lærere, landmænd…de gode folk tilhørte alle klanen…De ville rense ud i regeringen, og de ville forbedre skolebøgerne, der var fyldt med katolisisme. Paven dikterede hvad børnene blev undervist i, og de blev derfor præget med de forkerte ting”.

 

Mange hvide protestantiske kvinder i 1920´erne – måske en halv million eller mere – meldte sig ind i ”Women of the Ku Klux Klan” (WKKK). Kvinder konstituerede næsten halvdelen af klan-medlemmerne i nogle stater, og var en betydelig minoritet af klan-medlemmer i mange andre. Og kvinderne var store aktører i klanen, ansvarlige for nogle af dens mest ondskabsfulde, destruktive resultater.

 

Ikke desto mindre har kvinders involvering i én af de største og mest politisk magtfulde racistiske højreorienterede politiske bevægelser i amerikansk historie stort set været overset i de omfattende skrifter om Ku Klux Klan. De fleste historikere affærdiger klankvindernes aktiviteter som underordnede i bevægelsen, eller blot som kulturelle baggrunde bag hvilke mændene udlevede de virkelige politikker af Ku Klux Klan.

 

Både populære og akademiske arkiver portrætterer klanens terror gennem billeder af fordomsfulde, hadefyldte hvide mænd. Ikke kvinder.

Men historien om den enorme og politisk magtfulde Klan i 1920´erne, er ufuldkommen uden alvorlig opmærksomhed omkring klankvindernes rolle. Ikke blot var kvinder en betydelig andel af klanernes medlemskab, men deres aktiviteter og ideologier adskilte sig tilstrækkeligt fra klanmændene til, at en undersøgelse af kvindernes klan forandrer vores fortolkning af klanen som hele. Når vi eksempelvis ser på meget synlige handlinger fra klanmændene, som valgsvindel, natteridt og bandeterrorisme, kan vi konkludere, at i mange tilfælde var klanens angreb på katolikker, jøder, sorte og andre minoriteter, relativt ineffektive. Når man inkluderer klankvindernes  mindre synlige handlinger – ”gift patruljen” – der spredte rygter og sladder, eller organiserede forbrugerboykot – forandres billedet. Klankvinderne agerede på forskellige måder der komplementerede klanmændenes handlinger, gørende klanens indflydelse både mere omfattende og mere dødelig end klankvindernes handlinger alene kunne antyde.

 

En undersøgelse af klankvindernes rolle afslører, at klanens gennemslagskraft og diskrete indflydelse i 1920´erne. Klankvinderne trak på familie –og samfundsforbindelser – traditionelle kirkemiddage, gensyn med ligesindede og sociale fejringer – for at cirkulere klanens besked om racemæssige, religiøse og nationale fordomme. De spredte had gennem nabolaget, familienetværk og illusoriske net af private relationer. Klanens net var knusende, præcist fordi det var så velintegreret i hvide protestanters normale hverdag.

 

Historien om 1920´ernes klankvinder eksemplificerer de komplekse måder i hvilke attituder mod race, religion og køn interagerer. Klankvinderne hævdede en politisk agenda, der blandede støtten til hvide protestantiske kvinders rettigheder med racistiske, anti-semitiske og katolske politikker. I dette passer de ikke ind i de traditionelle kategorier, der karakteriserer politisk bevægelser, såsom højrefløj og venstrefløj. Som deres mandlige modpart opretholdt klankvinderne reaktionære politiske synspunkter om race, nationalitet og religion. Men deres syn på kønsroller var hverken uniformt reaktionære eller progressive.

 

Ekstremistisk højrefløj og reaktionære kvinder findes næsten ikke i kvindestudier og kvinderettighedsbevægelser, eller i mindre grad, i anti-feministiske bevægelser.

Man har ikke noget klart bevis på, om denne fåtallighed i undersøgelser stammer fra uvigtigheden eller den talmæssige ubetydelighed af kvinder i ekstreme højrefløjsorganisationer, eller om kvinder antages at være pacifister, velfærdsorienterede og apolitiske. Det er dog sandsynligt, at fraværet af kvinder i studier af ekstremistiske højrefløjsbevægelser begrænser, og måske minimerer, studerendes anslag af konsekvenserne af reaktionære politikker.

 

Traditionelle (og mandeorienterede) definitioner af politik der fokuserer på arbejdspladser, valgkampe, domstole og frivillige organiserede associationer, ignorerer de politiske effekter af handling og organisering i nabolaget, eller gennem ligesindede og uformelle netværk.

Uden opmærksomhed til de ofte komplicerede ideologier og agendaer af ekstreme politiske kvinder, kunne forskere muligvis konkludere, at højrefløjsbevægelserne har uniformt reaktionære ideologier. Denne antagelse tilslører vigtige måder, sådanne bevægelser appellerer til majoritetspopulationer, og skjuler de reaktionære elementer indenfor den politisk diskurs af racemæssige og religiøse majoriteter. For at forstå hvorfor folk favner politiske bevægelser baseret på had og frygt, må vi undersøge de talrige, endda modstridende, niveauer på hvilke reaktionære bevægelser søger at tiltrække almindelige folk ind i ekstremistisk politik.