Denne pædagogik prædikes af den australske mufti Sheikh Taj al-Din al-Hilali, der antændte et internationalt furore ved at annoncere, at kvinder der ikke tilslører dem selv, og tillader dem selv at blive ”utilsløret kød”, selv er skyld i deres egen voldtægt.

 

Der er selvfølgelig intet nyt i det, og det er lidt mystisk, at Sheikh´s kommentar har forårsaget noget chok overhovedet, eftersom hans synspunkt legitimeres af adskillige islamiske tekster og talrige sociale og legale islamiske strukturer. Og det er derfor i Danmark i september 2004, at al-Hilali´s australske modstykke mufti Shahid Mehdi, erklærede præcist det samme, fastslående at utilslørede kvinder ”beder” om voldtægt.

 

Alt dette forklarer på den anden side den raketagtige epidemiske fart hvormed muslimer voldtager i ikke-muslimske lande. Nyankomne muslimer er signifikant overrepræsenterede blandt straffede voldtægtsmænd og voldtægtsmistænkte gennem hele Europa, såsom Sverige, Norge og Danmark.

 

Det er ikke noget under, at mange muslimske voldtægtsmænd åbent indrømmer deres handlinger, og selvtilfreds retfærdiggør dem med henkastet reference til deres religiøse og kulturelle overbevisninger. Dette horrible fænomen blev sat til skue i en retssag i Australien sidste år, i hvilken en muslimsk voldtægtsmand, gående under navnet ”MSK”, hånede sit hulkende offer og stolt bekendtgjorde legitimiteten af sit seksuelle angreb på unge piger, forklarende at hans ofre ikke var tilslørede – som den islamiske religion kræver at kvinder er.

 

”MSK” er fra Pakistan. Han gør i Australien, hvad han bedst lærte derhjemme: i nogle af de mest notorisk øde områder af Pakistan er gruppevoldtægt officielt sanktioneret som en legitim form for måde at holde kvinder marginaliserede og ”på plads”. Som tidligere nævnt hjælper visse områder af Islam med at institutionalisere denne form for voldelig misogyni. Koranen eksempelvis tillader muslimske mænd at slavegøre – og have seksuelle relationer med – vantro kvinder fanget som krigsbytte (Sura 4:23-24). Den islamiske lovmanual Umdat al-Salik, som er godkendt af Al-Azhar University, den mest respekterede autoritet i Sunni-Islam, sanktionerer denne vold, forsikrende at muslimer kan slavegøre fangede vantro kvinder og gøre dem til konkubiner.

 

For at summere denne patologi er der udviklet en opfattelse indenfor systemet af køns-apartheid, i hvilken muslimer som ”MSK” er opvokset med en ide om, at en kvinde der ikke tilslører sig selv, på en måde selv er ansvarlig for enhver seksuel eller fysisk overlast udøvet mod hende. I den psykopatisk mentale gymnastik der opstår i gerningsmandens sind, må den utilslørede kvinde seksuelt straffes for at overtræde ”beskedenheds”-koden. Så når islamiske muftier som Sheikh Taj al-Din al-Hilali og Shahid Mehdi erklærer, at kvinder der nægter at bære hovedbeklædning ”beder” om voldtægt, så gentager de blot et populært tema i mange segmenter af islamisk kultur.

 

I traditionel islamisk lov kan voldtægt ikke bevises med mindre fire mænd bevidner dette (Sura 24:4 og 24:13). Med andre ord kan voldtagne kvinder ikke lade retfærdigheden ske fyldest noget sted hvor islamisk lov regerer. Endnu mere horribelt bliver en kvinde, der har modet til at sige, at hun blev voldtaget, og ikke kunne mønstre de fire mandlige vidner, straffet, da hendes anklage anses for en tilladelse til førægteskabelig sex og utroskab. Derfor er 75% af alle fængslede kvinder i Pakistan bag tremmer, fordi de begik den forseelse at blive voldtaget.

 

I Holland bærer myriader af kvinder nu det forfærdelige ar, der berygtet er blevet kendt som en ”smiley”, hvor den ene side af ansigtet skæres op fra mund til øre – et krigsmærke efterladt af muslimske voldtægtsmænd, som en advarsel til andre kvinder, der ikke tilslører dem selv.

 

I Frankrig har fænomenet for muslimsk gruppevoldtægt som straf for ikke at tilsløre sig endda fået et navn der beskriver det: ”tournante” (tag din tur). I områder hvor muslimer udgør majoritet, føler selv ikke-muslimske kvinder sig presset til at tilsløre dem selv af frygt for muslimsk seksuel og fysisk afstraffelse.

 

I denne kontekst af epidemisk muslimsk vold mod kvinder, og en åben legitimering af den, udråbt af islamisk gejstlige, skulle man forestille sig, at vestlige feminister af vor tid ville komme op på barrikaderne, sympatisk stillende sig på deres voldtagne søstres side, og kæmpe for kvinders generelle rettigheder.

 

Men dette er ikke tilfældet

 

Vestlige venstreorienterede feminister responderer med en apatisk hjerteløshed og øredøvende tavshed.

 

Dette er selvfølgelig alt sammen meget forståeligt og forventet: det er politisk korrekt ”fremme på beatet” at skråle med moralsk indignation om en kvindes ret til abort i vesten, men rent faktisk at drage omsorg for – og komme til offentlig forsvar af – det kvindelige offer for gruppevoldtægt udført af muslimer, er utænkeligt. Dette er fordi, at indrømme den muslimske voldtægtsepidemi, og teologien og institutionerne på hvilken den er baseret, og afsværge den, ville overtræde den centrale kode for den ”progressive” venstreorienterede overbevisning: anti-amerikanisme og kulturel relativisme. Ingen kultur kan siges at være bedre end en anden – med mindre det er amerikansk kultur, som altid er et legalt mål for hån og latterliggørelse. Men i almindelighed at kritisere en fremmed kultur – og en fjendtlig kultur i særdeleshed – er at opgive den politiske sag og overbevisning.

 

Og derfor er venstrefløjens feminister også så formummede i sager om tvangsægteskaber, æresdrab og omskæring i den islamiske verden.

 

Den norske professor i Antropologi Dr. Unni Wikan repræsenterer perfekt venstrefløjens feministers standpunkt omkring voldtægt og islamisk køns-apartheid. Wikan´s løsning på de talrige tilfælde af muslimske voldtægter af norske kvinder, kalder ikke på hverken straf af gerningsmændene eller fordømmelse af islamisk teologi, der legitimerer et sådan misbrug af kvinder. I stedet anbefaler Wikan, at norske kvinder selv bærer slør. Dette er fordi, siger Wikan, at kvinder må tage deres del af ansvaret for voldtægterne, eftersom de ikke klæder sig og opfører sig i overensstemmelse med muslimsk opfattelse. Norske kvinder må, i hendes øjne, erkende at de lever i et multikulturelt samfund, og bør derfor tilpasse dem selv til dette. Sheikh Taj al-Din al-Hilali og Shahid Hehdi ville have været stolte.

 

Det har længe været evident, at vestlige venstreorienterede feminister er bedøvende ligeglade med virkelige levende og åndende kvinder; de interesserer sig udelukkende for deres ideologiske overbevisning. For dem kan muslimske voldtægter let glemmes og affærdiges i forfølgelsen af deres ultimative mål: at hjælpe og tilskynde vestens totalitære fjender og generere destruktionen af deres egne frie samfund, som skænkede dem de rettigheder de hader og afskyr.