Og ”alle mennesker er lige” (i det omfang at det er alvorligt ment, mere end blot en retorisk floskel) er sandsynligvis en tåbeligere idé end ideen om at alt skal afhænge af staten – eftersom næsten alle vore sociale arrangementer er baseret på, at alle mennesker IKKE er lige: Vi anskuer ikke kriminelle og ærlige på samme måde, mænd og kvinder på samme måde, sindssyge og ikke sindssyge på samme måde, rare og ikke rare, smukke og ikke smukke, kloge og ikke kloge, atleter og ikke-atleter, videnskabsmænd og håndværkere, og så videre.
Og der kan ikke herske nogen tvivl om, at høje mænd og barmfagre kvinder har det nemmere hos det modsatte køn. Der er voldsom diskrimination, mere end lighed i magesøgningen. Så hvorfor er venstrefløjen forelsket i deres absurde idé om ”lighed”? Fordi hvis venstrefløjen har ret i, at alle mennesker er lige, så er alt i samfundet forkert, og må ændres. Det er den venstreorienteredes måde at sige til alle andre. ”I tager alle sammen fejl, og jeg er klogere og venligere end I er”

At ”alle mennesker er lige” synes at have udsprunget af den kristne idealisme. I et forsøg på at gøre dette udsagn mindre latterligt for ikke-religiøse, har man vedhæftet ”for loven”. Men dette er også faktuelt forkert. Vores behandling af loven er meget ulige, og synes skæbnelagt til at forblive sådan. De fleste af os har overhovedet ikke råd til loven. Det betyder ikke, at lighed for loven ikke er et udmærket ideal: I et demokrati er det indlysende vigtigt, at regeringer ses som retfærdige og så upartiske som muligt i behandlingen af borgerne – men imperativet for dette behøver ikke komme fra en quasi-religiøs myte.

Venstreorienterede synes ofte at være ureligiøse, hvis ikke anti-religiøse (i det omfang at venstrefløjen selv ikke er en slags sekulær religion) og vil ofte afvise opfattelsen af, at alle mænd er ”skabt” lige, og vil – under præs – somme tider retfærdiggøre deres endeløse og karakteristiske fortalen for lighed ved at sige, at hvad de virkeligt mener med deres doktriner er, at alle mennesker er af ”lige værdi” eller lignende. Men lige i forhold til hvem? Og hvordan finder man ud af det? Kun lige på nippet igen at ty til religion efter svar på et sådan spørgsmål, bliver sloganet hurtigt reduceret til en rekommandation af, at alle individer skal ””behandles” lige – og dette er noget intet menneskesamfund eller dyresamfund nogensinde har gjort, eller synes sandsynligt nogensinde at gøre. Så doktrinen forbliver from absurditet.

Og den konkurrerende konservative doktrin, om at alle personer bør behandles ”fair” – eksempelvis ifølge dennes ”fortjeneste”, hvordan man end afgør dette – synes for venstreorienterede at forblive en pestilens, i det mindste teoretisk (måske delvist fordi dette kræver mere kompleks bedømmelse, og er derfor mindre egnet til propagandaformål). Konservative ser det også i almindelighed som fair, at alle børn af uddannelsessystemet skal gives ”lige muligheder”, men dette forholdsvist store ideal er i almindelighed langt fra nok for venstreorienterede.

Fordi de intellektuelle ressourcer i det store hele var så spinkle, led venstrefløjens tilhængere som vi engang kendte dem, et nederlag gennem kollapsen af ”det store alternativ” og angivelige eksempel på lighed – Sovjetunionen – så venstrefløjen har i de seneste år måttet finde nye veje for agitation. Kritik af vores ulige kapitalistiske samfund er blevet meget mindre plausibel, nu hvor kapitalismen synes at være byens eneste ”show”.

Der er derfor opstået nye varianter af fokus for venstreorienteredes mishag. Én af disse er bevægelsen for ”Politisk Korrekthed” – som er et forsøg på, at fjerne agitationsfokus væk fra økonomiske reformer, i retning af sociale reformer. Bevægelsen fungerer på to overordnede måder: Den forsøger at ændre den måde vi tænker om verdens mindre velstillede grupper, ved at ændre de ord vi anvender til at beskrive dem med, og på god Nazi-bogbrændende maner, også ganske enkelt at forsøge at undertrykke kundskab og debat. Eksempelvis undertrykker den nævnelsen af noget som helst forslag der forklarer, hvorfor nogle grupper er mindre velstillede, og sandsynligvis forbliver sådan, uanset mængderne af venstreorienteret agitation – eksempelvis påstanden om, at sorte har en lavere nedarvet intelligens end hvide. Der findes ingen måde, hvorpå venstreorienterede tror på sådanne ”bourgeoisi”-idealer som eksempelvis ytringsfrihed. Selv ikke de mest overvældende beviser om noget som helst emne, kan bedømmes som tilstrækkelige, hvis de modsiger venstreorienteredes præopfattelse.

Hvor tung venstrefløjens besættelse med lighed (og deres eremitagtige uvillighed til at behandle verdens virkelige kompleksiteter) influerer Politisk Korrekthed, kan måske bedst anskues i et eksempel fra den britiske arbejdsformidling, der afviste et jobopslag, da det diskriminerede mod uvenlige personer! Et firma havde lavet opslaget, søgende en ”venlig person” til et arbejde for et lokalt cateringfirma, men arbejdsformidlingen afviste opslaget, fordi, som de sagde: ”det kan diskriminere mod visse ansøgere” (Bolton Evening News d. 7 juni, 2002)