Der findes undtagelser for enhver regel, og der findes én form for racisme tillader dem selv. En stor venstreorienteret sag gennem de seneste 30 år, har været ”affirmative action” – som kan oversættes til ”overlagt diskrimination mod hvide” – hvilket er så skamløst racistisk, som noget kan være. Politikken retfærdiggøres sædvanligvis som nødvendig for at genoprette ”balancen”, og omgøre tidligere tiders diskrimination. Men hvis dette er motivet, så skulle en sådan politik også anvendes til at genoprette balancen i Socialvidenskab og humaniorafag i den vestlige verdens universiteter – givet den store overvægt af venstreorienterede lærere på sådanne uddannelsessteder. Det burde være unødvendigt at påpege, at der ikke findes nogen ”affirmative action”-politik, der leder til ansættelsen af højreorienterede på noget vestligt universitet. Derfor er ”affirmative action” intet andet end venstreorienteredes hævdelse af selvgodhed og moralsk overlegenhed. En venstreorienteret vil gladelig kaldes racist, hvis det muliggør at håndhæve denne hævdelse.

 

En anden, næsten morsom undtagelse for had, som den gode gamle venstreorienterede tillader sig, er næsten racistisk. Den venstreorienterede tillader sig at være anti-amerikansk. Der kan protesteres mod at kalde anti-amerikanisme for racistisk, da amerikanerne ikke er en race, men den essentielle pointe er helt sikkert, at fordomme og had er fordomme og had, uanset hvordan målgruppen defineres. Og begivenhederne d. 11/9 – 2001 viste helt sikkert hadet mod Amerika (om det så var fra venstreorienterede eller andre) kan være lige så skadelig, farlig og tankeløs, som enhver anden for fordom.

 

Baggrunden for venstreorienteredes anti-amerikanisme er, at Amerika sidder på toppen af verdensmagten, og begæret efter at rive magtstrukturer ned – uanset årsag – er indiskutabelt kernen af det venstreorienterede. Amerikanere er stødende ulige. Og selv amerikanere kan være anti-amerikanske. Mange venstreorienterede er rutinemæssigt kritiske mod næsten alt i deres land – et land i hvilket utallige millioner mennesker verden over, ville elske at slå sig ned i, givet muligheden. Visse amerikanske venstreorienterede ser endog det amerikanske samfund som rådden helt ind til kernen, som, i en generelt patriotisk verden, er rimeligt overraskende. Det kan dog forklares som misundelse og frustration over den store indflydelse den almindelige amerikanske kultur utvivlsomt udøver over både individuelle amerikanere og verden som sådan. Den amerikanske måde at leve og tænke på, må klart være et frustrerende skrummel, for de der ønsker at forandre den.